Independence day 1776 USA 4 july
Det hele er et spørgsmål om tempo. Kan vi holde tempoet, og er der overhovedet noget tempo at holde? Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at min søn har travlt, og jeg har ikke travlt. Det burde vel egentlig være omvendt. Han er ung og har masser af tid foran sig. Jeg er gammel, og har ikke så megen tid foran mig, så derfor er det vel mig, der skal skynde mig, og ham der skal slappe af. Det gør han godt nok, når han først er faldet i søvn. Så er han slet ikke til at vække, og sover gerne til langt op ad dagen, mens jeg står tidligt op og er frisk og oplevelsesklar, når solen står op. Derfor kolliderer vi i øjeblikket. Det er der ikke noget at gøre ved. Så må han tage tingene i sit tempo og jeg i mit.
I går var her et kæmpe fyrværkeri lige uden for døren på grund af USAs uafhængighedsdag i 1776. Det larmede og bragede og folk sad på gaden på tæpper og kiggede op i luften når stjerneregnen faldt i kaskader. Jeg var sur, fordi min unge søn ville have soveværelset for sig selv, og bad mig om at flytte mine ting, som jeg havde anbragt i bunden af skabet derinde, ud.
Nu sover jeg på sofaen i stuen, og han i den store dobbeltseng inde i soveværelset, og jeg flytter mine ting ud fra skabet lige om lidt. Så kan han ligge og sove lige så længe han vil derinde uden at blive forstyrret af mig, som altid larmer så meget om morgenen, som han siger!
Hi, hi, en gang fis, men ham om det. Jeg tilpasser mig. Det skal i hvert fald ikke gå ud over den gode stemning, som indtil nu i høj grad har hvilet over turen.
Stillehavet lå og larmede, da jeg endelig fandt det på min blå cykel, som jeg parkerede op ad et hegn med hængelås og det hele. Drengen var kørt i forvejen, og ham kunne jeg ikke find. Alene i vandet var sandelig osse godt. Selvfølgelig blandt en masse andre badende, men alene som så. Det var godt efter den lange vandretur med rullekuffert hen til et busstoppested, hvor bussen vi hoppede op i var den forkerte, så buschaufføren, så hjælpsomt, kørte i fuld fart hen og overhalede den rigtige bus som lige var kørt forbi, så den standsede, og vi kunne komme op og afsted mod El Segundo.
Huset er hvidt med mølle i loftet og hvide vægge og puder, hvor der står “Eat – Sleep – Surf” på, så det er lige noget for min søn. Han hopper i det hele som en pave, mens jeg ydmygt ser til. I dag skal vi ud og købe ind til køleskabet. Vaske vores sure New Yorker tøj, og så ellers se hvad der sker.
Venice ligger i cykelafstand herfra, så det er et must. Der er et astronomisk observatorium, Hollywood selvfølgelig og Steve Jobs Applekontor som skulle være fantastisk. Nu får vi se. Venice skal jeg i hvert fald hen til. Ja.
Cykle, cykle, cykle. Op og ned ad stejle bakker her i El Segundo ved Stillehavets kyst. Først må vi jo have noget mad at putte i køleskabet. Supermarkedet ligger langt herfra. Vi aser os op ad bakken og styrter i expresfart nedad igen, før en stejl bakke atter viser sig, som vi så må op ad. Sønnen holder høfligt og venter på den ældre herre, som har sit mas med at træde det sidste stykke, og må stå af og gå. Så går det atter i fuld fart nedad, og så ligger alle de store butikker for næsen af os med et kæmpe indkøbscenter i midten. Her er en exorbitant mængde af varer, og vi farer vild og kan ikke finde, hvad vi vil have. Et helvede, og da jeg skal betale, tager de ikke mod mit kreditkort, så jeg må ud og hæve i ATM automaten. Pinligt som kassedamen ser på os.
Nogle middelhavsruller i grøn pandekage og cola til drengen og en af sæbe smagende kokosdrik bliver vores morgenmad ved et lille bord ved siden af en sandfyldt beholder med tusindvis cigaretskod. Flot start på vores ophold i Los Angles!
Det sure af sved stinkende storbytøj bliver kastet rundt, først i laundromaten og siden i tørretumbleren, og er nu duftende frisk og parat til at blive iført før cykelturen mod Venice Beach. Som vi har hørt så meget om, og igen og igen har set brugt som kulisse i HBO serien “Californication.”
Min søn venter pænt på mig, som kommer bagefter ad den lange snoede cykelsti som løber ved siden af det bølgende Stillehav med cykelfolk frem og tilbage, som hilser os hver i deres verden bag høretelefonerne. Han drøner afsted igen, og da vi når Fishermans Village, kan han ikke vente længere på mig, som har slået min fod på pedalen, og skal have hjælp fra en dame i en kiosk, som smører detergent på såret og forsyner det med et hæfteplaster formedelst to dollar. Han kører videre mod Venice alene, og jeg sætter mig på en bænk og nyder udsigten over havnen Marina del Rey med nogle hjuldamperlignende turistbåde, som ligger til kaj her.
Nu bliver turen mere fredelig, da jeg ikke har drengen som et hæsblæsende trækketov hængende foran mig. I helt mit eget tempo sejler jeg afsted på den lille blå cykel og mærker duften af lyng og Kaprifolier som slynger sig op ad stakittet ind mod det fredede sanctuarie med Wetland og udrydningstruede sjældne sommerfugle. Cykelstien snor sig ind og ud ad låger ved vejkryds langs den store marina, og drejer så ind på mere og mere befærdede områder og følger tilsidst den brede Pacific Boulevard.
Minsanten om ikke en bygning med et stort skilt forkynder ” Venice Ramen”. Her vil jeg spise på tilbagevejen, tænker jeg, og glæder mig over muligheden for et godt måltid mad. Boulevarden ender vinkelret på den brede strand. Her fortsætter cykelruten ud mod det egentlige Ocean Walk i selv Venice. Det berømte sted, men her stopper jeg. Vi gemmer det bedste til senere. Måske når vi det aldrig, men så har vi drømmen tilbage, og det er måske alligevel det bedste…
For ikke at cyklen bliver stjålet, slæber jeg den ud over sandet og helt ned til strandkanten, hvor jeg stiller den med støttebenet hvilende på min ene sandal, at den ikke vælter omkuld. Tager tøjet af og springer i bølgerne, som er surfhøje og legelystne. Vandet har den helt rigtige temperatur og er Stillehavsrent. Nydelse.
Slæber cyklen tungt gennem sandet op til stien og påbegynder hjemturen. Antastes af flere unge damer, som vil have mig til at spise på deres restaurant, men jeg har mine planer, så jeg takker venligt nej. Skal jo have min Ramen!
Det lille Ramensted er en perle. Simpelthen. Betjent af høflige japanere, som serverer mig den bedste vegetariske ramen, jeg nogensinde har fået. Langt bedre end i New York og bedre end selv i Sibuya i Tokyo, som der hænger et stort billede af på endevæggen i restauranten.
Fredeligt cykler jeg tilbage langs den mægtige stillehavsstrand med bål i runde krukker, som mexicanske familier laver barbercue ved. Solen går ned, og jorden går op. Himlen er blå, og jeg er en prop.
Nu skal jeg nok holde op!
Klokken er ni om morgenen. Det er fredag. Vi har fire hele og en halv dag tilbage i Los Angeles. Drengen sover. Uret viser at klokken er seks om aftenen hjemme i Danmark. Tid er noget mærkeligt noget. Jeg tænkte på i går, hvor mærkeligt al ting er. Bare det at tænke. Hvad er det for noget?
I boghandlen i Little Tokyo, hvor vi spiste, så jeg en bog om Zen. Her var begrebet “unsupportet thought” beskrevet som tanke uden en tænker. Tanke som optræder, når det er nødvendigt, og som er fraværende, når det ikke er nødvendigt. Og hvornår er det så enten nødvendigt eller unødvendigt, at tanken optræder? Det afgør øjeblikket, siger zen. Gennem hård praxis opnås indsigten, at ingen gøren er nødvendig for at indse. 
Tværtimod er enhver hensigt, ethvert mål en hindring for indsigt. Skægt ikke? Fandme skide skægt. Ligesom at cykle hårdt og træde i pedalerne og mærke total kraftudfoldelse til det yderste. Og så til sidst bare nyde udsigten helt stille på en stenbænk, de har stillet op i sandet. Husker bogen : “Zen og kunsten at køre på motorcykel” Den blev skrevet i Californien.
Sent på eftermiddagen kom vi afsted. Først med den røde beachbus med 17 stop. For mit vedkommende til pensionistpris på kun en halv dollar. Siden med fire forskellige metrolinier, hvor toget kørte i høj fart langs en femsporet highway, sammen med hundredevis af store amerikanske biler, der kørte i lige så høj fart ved siden af. Her sidder fortrinsvis sorte mennesker og der lugter hele tiden af hamp. Det ser ud til at man ryger frit her, så alle er i godt humør og skriger af grin mens vagonnen larmer henover sporene.
Los Angeles er flad af udstrækning kun med skyskrabere i midten. Men den er enorm, den by. Små eenfamiliehuse spredt ud over et areal så stort som Fyn med blå bjerge der rejser sig i horisonten ind mod land og det blånende stillehav og skyer til den anden side. Jeg måber over udsigten, der farer forbi kupevinduerne. Min søn ser “House of Cards”. Jeg vinker til ham og peger ud på det forbipasserende landskab. Han ser op og vågner.
Når vi skal købe billetter i automaterne, varer det ikke ret længe, før vi kommer op at skændes over hvem der har ret om hvilke knapper, der skal trykkes på. Jeg prøver at stoppe ham, fordi jeg synes det går for hurtigt med at trykke. Hvis vi trykker forkert, får vi jo forkerte billetter. Han er selvsikker og trykker til. Jeg er forsigtig og langsom og hidser mig nemt op, når det går for hurtigt. Det er det med tempoforskel igen. Men vi griner sammen til sidst og får de rigtige billetter og kommer videre. Bagefter ansporer divergenserne til fredelig samtale på en bassinkant i Little Tokyo om generationskløft og den slags. Meget givende og meget smukt her blandt Japanske huse, hvor de sælger samurai sværd, som drengen selvfølgelig skal hen og prøve. Han drager et sværd, og prøve at stikke mig ned. Jeg farer sammen, mens han griner af mig.
Vi spiser Ramen og ris med indbagte rejer og sushi og misosuppe, og skulle egentlig til koncert i Blue Whale Club, men bremses af et skilt med +21. Æv, tænker jeg, men han er tilfreds. Han gider ikke høre jazz. Han er til funk og rap. Generationskløft igen.
Vi kommer for sent til sidste bus og må gå resten af vejen hjem. Det er godt at gå efter de lange metroture, og vi hyggesnakker hele vejen de 3 miles.
I fjernsynet kører de uafbrudt med reportager fra Hamburg, hvor G 20 mødet forårsager store demonstrationer med vandkanoner og stort politiopbud. Trump holder tale i Polen, og lover støtte mod Russisk agression ved grænsen. Nordkorea fyrer missiler af, som falder ned i det japanske hav til stor fare for skibsfarten. I USA taler de om atomangreb i Alaska. Trump møder Putin i dag. Gud bedre det hele.
Der er et akvarie ude ved Long Beach. Man kan købe “oplevelser” her. Der er 35 “oplevelser” man kan købe sig til her i englenes by. Det koster en formue. Bare at komme ud og få en rundtur i Universal Studios i Hollywood koster 175 dollars pr person! Det svarer til ca 1.177 danske kr. Altså 2.345 kr for os to. Det kan budgettet slet ikke bære. Og hvad er det også vi skal se derude? Jeg aner det ikke, og har heller ikke lyst til at springe på den der “oplevelses” vogn. Men det der akvarie koster “kun” 37 dollars per person, og det vil min søn godt, og så tænker jeg, at det kan vi så godt gøre. Vi tager den sædvanlige røde beach-bus nede fra Gran Avenue til 1 dollar for hele turen. Jeg får den for 1/2 dollar, for jeg er jo pensionist. Skifter til metro på Air/Lax stationen og fiser med et par skift ad helvede til mellem to highways med en million biler i hver sin retning ud til Long beach, hvor vi står af.
Der er høje marmorglatte monstre, og skilte mod akvariet som vi følger. På vejen passerer vi en kæmpe tønde eller silo med nogle falmede billeder af hvaler påmalet udenpå. Det er her de holder spækhuggere i fangenskab og tager penge for at fremvise dem ved fodringstid, når de springer op og snupper en levende sælunge i luften, som hvalfangevogteren kaster ud. Så klapper folk over de “dygtige” dyr, som er næsten lige så intelligente som os mennesker. Jeg gyser. Gudskelov bliver drengen så afskrækket ved indgangen til akvariet af hundredevis af skolebørn,som skal stå og trykke næserne flade mod glasset ind til fiskene, at han opgiver, og vi sparer 2×37 dollar, som i stedet bliver brændt af i en pizzarestaurant med kæmpe stenovn og en servil tjener, der forklarer os, at pot nu er legaliseret i Californien, da vi nævner, at der lugter af marijuana overalt, hvor vi går.
Ude på spidsen af Pieren står et fyrtårn med billeder af Hovard Huges mastodont af en vandflyver med 8 motorer, som i trediverne landede her i havnen, og ovre ved den modsatte kaj ligger minsanten oceandamperen Queen Mary, som fungerede som troppetransportskib under anden verdenskrig, og var en efterfølger til Titanic. Hvad siger I så?
Vi er i verdens centrum, ser det ud til.
Stranden er flad og kedelig, og jeg falder om og snakker med et par store havmåger, som forgæves forsøger at finde noget spiseligt i de plasticposer folk har forladt. Jeg råber til dem, at de skal lade være. Jeg tænker på alle de døde havfugle, man finder med plasticstumper i maven. Mågerne er ligeglade, og jeg græmmes.
Bussen er atter en gang gået, og vi må gå de 3 km hjem, hvilket er godt, for så passerer vi en åben Ralps kæmpebutik, hvor vi tanker op med juice og cornflakes. I fjernsynet udveksler Putin og Trump håndtryk. Fornyet håb for verden?
Venice igen. Nu med afgang om formiddagen, så vi kan bade og slappe af undervejs. Der er bare den lille hage, at kæden er løs på min søns cykel og sprunget af en gang på vej ned ad en bakke, så han ikke kunne bremse, og det blev farligt. Han reddede sig dog ved at køre ind i en sandbanke, som standsede ham. Bakkerne her er stejle, og vi får ofte god fart på. Nok 60 km i timen, og det er ikke rart, når man så ikke kan bremse foran et vejkryds med biler. Han siger, at det går nok. Han satte selv kæden på igen, men den er løs, så jeg siger, at det gør det ikke. På vej mod stranden og Venice finder vi en værktøjshandler, hvor vi køber en crome vanadium “Do it best” fastnøgle nr. 15, der lige netop passer til boltene på baghjulet, som løsnes og kæden spændes, og vi kører lettede videre.
Det er bagende varmt. Solen styrter ned over os med brændende stråler, som forhindres adgang med sønnens faktor 30 solcreme, som han har fået af en kammerat i Danmark. Jeg sætter min blå trøje op over min kasket, så den lægger sig ned over nakken, mod solen, som brænder og svier ulideligt. Vi gør holdt i Fishermans Cove og sætter os på en bænk med udsigt over den lille fiskerhavn, mens vi med hver sin halve hovedtelefon i øret hører Otis Redding synge: “Sitting on the dock of the bay”
Efterhånden som vi kommer længere ned ad Pacific Boulevard bliver trafikken tættere. Bilerne ligger i kø, og vi er lykkelige, da vi drejer af ved den første palme, og kører ud på cykelstien, hvor de store stinkende amerikanske firehjulstrækkere ikke må komme. Det er lørdag, og her er mange mennesker. Farverige hippier og slaskede unge afroamerikanere med håret sat på alle tænkelige måder. Vi kører lidt ad cementvejen, og stopper ved en lille arena med breakdance og rap, som han bliver tiltrukket af. Jeg sidder ved siden af en ældre herre, som indhyller mig i en sky af afbrændt weed. Det er overalt, og alle ryger. Blot ikke jeg. Har ikke lyst. Kender alt til den plante. Har jo selv dyrket den, og set den vokse op. Den er levende og værdifuld, som alt andet i denne verden, som behandles med omtanke.
Vi tuller videre på vore blå cykler sammen med alle de andre på hver deres mærkelige køretøj. Der er dem, der står op på to hjul, som bringer dem frem. Så er der dem, som kører på små elscootere, der fiser afsted i stor fart. Så er der dem, der står på et stort trehjulet stativ, som de fører frem med rokkende bevægelser, og så er der alle dem på elcykler og mountainbikes med elmotor, som ikke træder i pedalerne, som man jo skal i Danmark, men bare sidder afslappet og lader sig befordre. Og så selvfølgelig alle os på almindelige cykler.
Skaterbanen er opfyldt af novicer, som hele tiden falder, så det gider vi ikke se på, og kører videre langs den brede strand hen til en lille smøge, hvor der sidder en ferm guitarist og spiller aldeles virtuost og lokkende, hvorfor vi slår os ned. Der er også et udsalg af vraps med veganerindhold til mig og kødmad til sønnen, samt smoothies ad libitum. “Californication” blev optaget her, og jeg fortæller om den endeløst grænseoverskridende serie, som han passende kan gå i gang med, når han er færdig med “House of Cards”
-Skygge! råber jeg, og finder en træparasol, vi kan sidde under sammen med en skæv indfødt, som fortæller om hajer og jellyfish og de sindsygt farlige portugisiske sømænd med lange tentakler, som snor sig om arme og ben på de svømmende folk, og dræber dem med gift.
-Hvis der er rødt flag, siger han, så skal I ikke gå ud og bade!
Lidt efter lægger han sit hoved på træbordet og falder i søvn. Så går vi ud og bader, for der er ikke noget rødt flag at se.
Da vi skal afsted igen, er drengens cykel med et puf punkteret i varmen. Fordækket er fladt. Gode råde er dyre. Skal vi gå hjem. Der er langt. Ovre på den anden side af vejen ligger en cykeludlejer. Vi spørger ham, om han vil hjælpe os, men han er skæv, og siger han ikke har tid. Vi kan købe en ny slange for 7 dollar, og gudskelov er det forhjulet, og jeg har jo den nye fastnøgle, så vi skifter slangen. Den gamle havde et stort hul. Det går rimeligt nemt ved fælles hjælp, og snart ruller vi videre.
Han vil til Santa Monica, for der er en park, vi skal se, og jeg kører nødtvungent med i den stegende hede. Her er træningsudstyr med klatretov og trapez ringe. Lige noget for den muskelstærke unge mand! Han klarer 7 armhævninger i et stativ. Lige så mange, som en bringebred svensker med sved på panden opnår. Sådan er det med de unge mennesker. De vil konkurrere om alting.
-Lad dem, siger jeg, og betragter det hele med ophøjet ro. -Bare jeg kan sidde i skygge. Det er nok for mig.
På hjemvejen køber jeg en panamahat. Sådan een har jeg altid ønsket mig, og den bliver godkendt af min unge søn, som den også klær på den sefie han tager med den på. Musik er der alle steder. Især trommeslagerne blive vurderet af ham, da han selv spiller tromme. Vi hænger ud i timevis, mens solen går ned over de californiske bjerge, som flammer op i rosa og lyseblå, mens folk falder til ro i græsset med joints i hænderne og kærlighed i øjnene.
Ramen i “Venice Ramen” skal han prøve på min anbefaling, og bliver heller ikke skuffet. Især ikke, da han får lov at drikke endnu en diet coke af sin far. Da han vil have flere, siger jeg stop, og det raser han lidt over,men bliver god igen. På vej hjem gennem nattemørket cykler vi forbi hundredevis af store bål på stranden omgivet af fester med høj musik og grill og fyrværkeri.
Hollywood, Hollywood, det skal man da til, når man er i Los Angeles. Ellers har man slet ikke været der. Slet ikke. Så afsted igen med metro rød, blå og gul linie langs de mange, mange biler der altid kører døgnet rundt som en vifte af adfærd omkring byen. Syg adfærd.
Der skulle ifølge bogen: “111 places i Los Angeles that you truly must not miss” være et crossroads of the World på Sunset Boulevard, som man øjensynlig burde se, og derfor er det vores første mål på denne dag, hvor “Hollywood Highland” skal udforskes. Men så siger manden i højtaleren, at man skal af i Hollywood Vine og ikke highland, hvis man vil se “Walk of fame”, og hvem vil ikke gerne se “Walk of fame”? Så der står vi af. Måske ligger Sunset Boulevard ikke langt derfra med min “Crossroad of the World”,tænker jeg. Så vi går bare derhen efter denne “walk”.
Der ligger 2500 stjerner nedsænket i asfalten, står der udfor fru Lopez stjerne. Hun er nr 2501. Og derefter kommer Marilyn Monroe og derefter kommer Charlie Chaplin og derefter komme Bud Holliday og derefter kommer John Lennon osv ad libitum og vi bøjer nakken i ærbødighed over alle disse celebrities, døde som levende, hvis stjerner vi får lov at betræde.
Nok er nok, og vi begiver os mod Sunset Boulevard og vores monument. Her passerer vi imidlertid en særlig restaurant, som skilter med Amerikas bedste burger samlet i en club på tyve ialt.
-Det må sandelig være godt, siger vi i kor, og det er det osse. Drengen indtager en kødsaftdryppende herlighed på et pund, mens jeg får en salat. med marinerede småfisk. Uhm.
Mætte og tilfredse går vi ad Sunset og støder på et supermarked i musik. Plader og cd’er tårner sig op i en mægtig hal med billeder og plakater af alle store navne gennem tiderne i Amerikansk musik. Blues, country, rock, Bernstein, musical og jazz, funk og rap. Selv Warhols bananplade med Nico fås i strålende nyoptryk. Vi tilbringer flere timer her, og min søn køber en bog om mytologi. Men så er der vist heller ikke mere. Jo, og nogle store plakater med “Game of Thrones” som starter om en uge på HBO.
-Jeg vil op og se ud over byen, for at finde min Crossroad of the World! råber jeg, men turen er for stejl, og vi vender om. Tager i stedet ind til centrum, hvor sønnen har set en Mall, han vil besøge for at se på sko.
Dér er der gudskelov en Starbucks café, som er hvad jeg trænger til, mens han går på opdagelse i stormagasinet. Bag mig sidder et dansk ægtepar. De opdager, at vi er danskere, og indleder en samtale, som sønnen forsvinder fra, da den hurtigt handler om tænder og tandpleje.
Damen har fået lavet for 100.000 kr implantater i Polen, som hun fortæller i detaljer om, da hun får at vide, at jeg er tandlæge. De er dog meget søde. Hun blev enlig mor til to store børn og “fandt gudskelov en mand med tegnebogen i orden,”som hun siger, så hun kunne få lavet sine tænder i Polen, og smile til ham igen. Manden siger ikke noget. Han er genert og nikker venligt til hendes beretning. De kommer fra San Francisco og Rocky Mountains og Nevada og Las Vegas med afslutning i Los Angeles på en 10 dages rejse, som mandens mor har givet dem. Hun sidder oppe på hotellet og venter, siger de. Jeg stønner indvendig. Alt dette på 10 dage. Hvordan kan de?
Vi kan ikke mere. Det er helt tydeliget. Vi er godt trætte og går i Ralps på hjemvejen og køber æbler, banan og slik. Fjernsynet er elendigt her. Det er et Apple Tv. Det skal man altså ikke købe. Det går i stå hele tiden, og jeg vil se Trump og Putin, og må nøjes med at kigge på min egen lille iPad. Det ser ud til, at Trump er blevet snøret af Putin. Han opgiver at kritisere ham for indblanding i valget. Kommentatoren siger, det var en stor sejr for Putin, som efterfølgende smører tykt på i sin beskrivelse af Trump, som han kalder et “analytisk geni”. Det er noget den selvglade Trump kan lide at høre. Nu hvor han er blevet kritiseret så meget på hjemmefronten, kommer Putin ham til undsætning. Sønnen har i øvrigt haft kontakt til Rusland før valget. Er det en tak for hjælpen fra Trumps side? Svaret blæser i vinden, og Bob Dylan spiller i Texas. Stadigvæk. Amerika, Amerika!
Så skal vi hjem, hvad “hjem” så end er for noget. Min plæne trænger til at blive slået. Det gør min hæk også. Klippet. Sønnen skal til Jylland og mødes med gamle efterskolekammerater, og da jeg skal over og have en ekstra solcelle til “California” camperen i Tilst ved Århus, har jeg lovet at køre ham.
Vi skal være ude af huset i morgen kl. 11 sharp, og må derfor tage til lufthavnen meget tidligere end nødvendigt. Da vores fly til Zürich og Kbh først går 19.20 bliver vi nødt til at opmagasinere vores bagage derude og så drive rundt på må og få.
Jeg cyklede ned til stranden i en bølge af varm luft her til formiddag og svømmede ud i Stillehavets klare vand, da pludselig, som ud af intet, en større flok delfiner dukkede op tæt ved mig. De legesyge dyr svømmede i formation forbi og hilste med snude og rygfinne over vandet. Jeg råbte halløj til dem af glæde over synet, og de svarede ved at smække halerne i vandoverfladen med et sprøjt.
Tre unge mennesker, som sad på en klippe og hang med deres mobiltelefoner, sagde at de ingenting havde set, da jeg begejstret spurgte dem:
-Så I alle delfinerne?
De gloede ud på vandet, men da var delfinerne selvfølgelig væk.
Det var kun mig, der så dem. Det var “mine” delfiner i det øjeblik. Noget mærkeligt noget, men jeg blev bare så glad over at se dem.
En due, som kom forbi, gik nærmere, helt tæt hen ved mig, som jeg stod der med mit blå badehåndklæde om livet. Den så op og nikkede.
-Jeg så dem også, sagde den, og pikkede lidt i sandet efter et stykke bananskræl som nogen havde efterladt. Så var vi to om de delfiner.
Mens han så delfiner, og lidt efter spillede så pænt på sin mundharpe, hvis toner gled ud over havet til alle som gad høre, cyklede hans unge søn afsted mod Manhattan Beach, for at købe sig et par flade, sorte sko som han skulle bruge, når han spiller fodbold.
