Kom i går morges her til Klippebo. Det sneede slemt på vejen op gennem Sjælland. Bilens forrude var helt uigennemsigtig på trods af vinduesviskernes ihærdige strøg. De modkørende bilers skarpe lys blændede mig, og jeg måtte sætte farten ned igen og igen. Endelig kom afkørslen mod Køge havn, hvor jeg med venlige tanker om mit besøg i “Hundertwassser”huset hos min veninde Inger Agger drejede af og fortsatte til færgen, hvor der gudskelov ikke var ret mange ventende biler. Nåede lige et besøg på toilettet, før vi blev dirigeret ind gennem den åbne skibsmund og op ad rampen til første dæk, hvor jeg af en venlig sømand blev anvist plads bag en stor køletransport med hylende smågrise, som skulle til slagtning i Rønne. – Eller osse var det bremserne fra bilen foran, der bragte forestillingen om de hylende grise frem i min hjerne. Jeg er jo veganer og meget imod drab på dyr. Dog spiser jeg fisk, hvilket må siges at være uden mening, men never mind – lad os ændre det til “pesketar”.
Der var kun få “snorkere” oppe i soveafdelingen og en stor “bås” helt alene parat til mig, hvor jeg kunne anbringe mit grej og lave “kahyt” med mine tæpper og den gamle sovepose fra Grønland, som stadig har bevaret sine dun skønt den er over 50 år gammel. En lille dunk vand og nogle nødder er min proviant under overfarten, som nydes fra det åbne dæk under de natlige tisseture, mens svenskekysten med de mange små gule lys glider forbi. Havet er roligt nu. Stormen “Malik” har lagt sig og jeg stirrer ned på den blåsorte vandoverflade, mens jeg forestiller mig de sidste minutter af mit liv, hvis jeg skulle falde i. Eller springe i… Selvmordet er altid en mulighed, men hvem gider det, når der stadig er nogle få dråber, man kan presse ud af tilværelsen.
Nå, men jeg sov skidegodt, som jeg altid gør under vanskelige forhold. Den hårde madras og soveposens idelige kryben op omkring skulderen, så man ikke kan vende sig om, og “tandlægenakkens” klagende knasen med de kendte smerter i halsmusklerne.
Kl halvseks høres klokkebimlen og kaptajnens stemme over højttaleren. Han byder velkommen til Rønne og varsler snarlig udkørsel. Det kræver, at man sidder i sin bil et øjeblik efter. Derfor fuld fart i tøjet og ned og være parat til at køre i land.
Her sner det, og det er stadig kulravende mørkt. Straks jeg starter motoren, lyser de to små orange lamper, som indikerer at ABS og ESP systemerne er i uorden. Det piner mig, for det er kun lige over et par måneder siden, jeg fik det lavet for 4000 kr hos den ækle automekaniker, som smiler lystigt, når han ser en kunde, han kan trække penge ud af. Måske skulle jeg vælge en anden smed? Men først skal han lige have besked om hans dårlige arbejde. Jeg vælger at ignorere det hæslige orange lys fra lamperne og kører veloplagt gennem den sovende by op langs kirken til rundkørslen, hvor vi altid drejede af, når vi skulle ned til Ries hus på bagerpladsen. Nu drejer jeg den anden vej. Rie er død og bagerpladsen solgt. Jeg er i stedet på vej til Bynke.
Bynke er min datter. Det er hende, jeg skal besøge, og det sner kraftigere nu. Kører forbi hospitalet, langs lufthavnen og senere havet og de åbne marker ned mod Bornholms sydlige del. Forbi afkørslen mod Åkirkeby videre i tæt snefog, hvor jeg lidt senere skimter skiltet og vejen mod Pedersker.
”Klippebo” er en trelænget gård lidt forbi Pedersker by på vej mod Neksø. Den ligger i skovbrynet med marker omkring og god plads til de tre heste: Freia, Hero og islænderen Rimmir. Udover min datter beboes stedet af en ældre kat ved navn “Missemor” og en italiensk mynde, som hedder lilli.
Sidder ved brændeovnen, som buldrer lystigt. Er netop kommet tilbage fra spadserertur ned til læs å, der på grund af regn og tøsne skummer lystigt afsted. Står på broen og spejder efter opgangsørreder, men ser ingen. Vandet er alt for grumset.
Har fået “Annekset”, som er en af længerne, der er omdannet til beboelse. Her er billederne fra fortidens malervenner hængt op. Et kæmpe Arnoldi pryder væggen over skrivebordet, og bag den store dobbeltseng hænger to af Åges skilderier i naturfarver, delvis bygget op af bemalede sliberondeller!
Her bor jeg i luxuriøs ensomhed sammen med minderne fra de svundne tider. I reolen har min datter anbragt Ole Grünbaums “Bar Røv” med undertitlen 68. Så er stilen sat. Vi er tilbage i de gode gamle dage!
Stormen “Malik” tog rygningen over værkstedet samt gennemhullede flere af de gamle asbest-tagplader. Bynke trak stigen ned og kravlede op og beså skaderne. Jeg har medbragt et videokamera og filmede gennem lemmen, hvor man kunne se den blå himmel, der hvor tagryggen havde siddet. Det så ikke godt ud, og ude i skunken var der også mange huller. Hvad skulle vi gøre? Jeg fik den idé at skubbe noget skumgummi op for at lukke hullerne, men det ville suge vand og blev opgivet. I stedet brugte vi puder fra “Jysk” pakket ind i plastikposer, som blev proppet op i hullerne for at forhindre sne og regn i at trænge ind. Nu blev der ringet til tømren, og han kom i dag og skiftede puderne fra “Jysk” ud med de nydeligste sorte tagplader af legitimt materiale. Hokus Pokus: taget er tæt, og vi kunne lettet tage til stranden nede ved Raghammer, hvor der ikke er skydning i dag, selvom risikoen for snarlig russisk invasion er til stede, idet man har anbragt et hollandsk krigsskib ud for østsiden af Bornholm med henblik på at manifestere NATOs tilstedværelse i området.
Faren lurer overalt. Nu skulle vi have fint besøg af Hanne i aften, men hun har været til begravelse, og her huserede Corona. Flere af deltagerne var blevet smittet. Hanne er erklæret negativ, men man kan jo aldrig vide, om hun bærer virus med sig alligevel. Det kan man jo aldrig vide. I det hele taget kan man ikke vide ret meget. Vi beslutter derfor at gennemføre besøget, hvor også Jonny, Bynkes kæreste, kommer. Så må vi se, om vi alle bliver syge. Tiden vil vise det.
På jagt efter skumgummi til at proppe i hullerne i taget efter “Malik”s hærgen, var vi i genbrug i Rønne. De havde ikke noget skumgummi, men til gengæld havde de en spolebåndoptager, en “Grundig” fra halvtredserne stående på en af hylderne. Den blev afprøvet i en stikkontakt og fungerede fint. Købt for 175 kr.
Sådan een har vi ledt efter i årevis. Vi har nemlig nogle gamle bånd med optagelser helt tilbage fra 1954. Min bedstemor, mor og mig selv, samt den gamle hoftandlæge Kiær, hvis mor levede samtidig med H.C. Andersen, beretter på disse bånd om juleaften som den blev fejret ved århundredeskiftet. Det er guld værd i vores arkæologiske undersøgelse af vores fortid.
Det er, hvad der sker på Klippebo i denne tid. Kufferter fyldt med smalfilm i både 8, super 8 og 16 mm bliver gennemgået og projiceret på skærm, hvorefter de bliver digitaliseret og omdannet til filer. Derved får vi en mulighed for at konfrontere os med det, der var, og derved skabe orden i vores personlige historie. Det er meget berigende.
Således også i går, da vi genhørte et forløb fra en dag i 1974. Det var den lille familie, far, mor og den 3 årige datter, som lavede “hørespil”. Det var en tænderskærende oplevelse! Den absolutte mangel på indsigt i barnets verden var påfaldende hos de to forældre. Hver gang barnet gav udtryk for et ønske om forløb og indhold i “hørespillet”, blev det irettesat eller overhørt. De sad i hver sit hjørne og førte hen over hovedet på barnet deres private kamp om at være mest “pædagogiske”. Barnet forsøgte flere gange at komme ind med forslag til hørespillets videre udvikling, men blev afvist. Til sidst var der ikke andet for barnet at gøre end at “fjolle” og sige “forbudte” ord som “prut” og “tis” osv. Da barnet endelig foreslog “bjørnen sover”, blev det kategorisk afvist af moderen med et: – Det gider jeg ikke! Og :- Det er godt med dig! Faren begyndt også at “fjolle” ved at “samtale” med hunden og prøve at få den til at gø ved gentagne gange at “gø” selv. Det var en ynk at høre, og det værste var, at det var mig selv, der var faren for over 50 år siden!
Bynkes kommentar til “hørespillet” var spontan: – Det er et under, jeg ikke er mentalt skadet med de forældre!
Jeg brød mig ikke om at høre det. Sådan går det, når ens selvbillede krakelerer…
Så kom Hanne. Eller bedre: Hanne skulle komme, men havde som sagt været til begravelse, og der havde flere af deltagerne fået corona. Det var ikke så godt, for så var hun “nær kontakt” og kunne smitte os andre. Men hun fik negativ test, og vi besluttede alligevel at mødes.
Det blev en begivenhedsrig aften med hjemmelavet lasagne og hvedefri veganske pølser til Hanne, som hverken kan tåle kød eller hvede. Hun fortalte om sit liv og vi lyttede og lyttede. Det var mærkeligt at høre om alt det tragiske, hun havde oplevet. Til sidst blev vi trætte. Vi bad hende om at skrive det ned. Så gik Hanne. Bagefter talte vi om alt muligt andet mindre tragisk.
I dag gik vi en tur langs stranden. Der var mange knækkede og væltede træer efter stormen “Malik”. De lå som forvredne skikkelser i sandet. Som spor efter en krig lå de og rakte armene hjælpeløst i vejret. Solen skød forsonende stråler ned over de bleggrøne bølger og os, ret som vi vandrede henover områder med kviksand, som nær havde suget os ned. Den lille sorte hund løb i forvejen og gøede af hvem som helst. I aften passer jeg hestene, mens Bynke er ovre hos sin kæreste. Huset er stille. Katten er ude og Lilihunden har lagt sig op i Bynkes seng. Der sover den altid, når hun er ude. Jeg sover i mit annex, når jeg har set deadline på tv. I morgen kommer Jonny. Så skal vi se “Fuga”, filmen vi lavede i 66 i Hellebæk.
Inden jeg sover, går jeg en lang tur med min lommelygte, der kaster en hoppende lyskegle ud i den kolde nat foran mig. Her lugter slemt af gylle, og så regner det hele tiden. Ret trøstesløst. Derfor er det godt, at jeg har medbragt min egen gode, lange dyne. Ingen kolde tæer om natten! Ind imellem hører jeg nogle høje lyde. Det er når hestene slår med deres hove mod boksens vægge. Ellers er her musestille. Man kan høre, når den lille mus gnaver inde bag køleskabet. Det er den eneste lyd.
På søndag skal vi til Neksø og købe nyt nedløbsrør. Det gamle tog Malik. Det bliver nødvendigt at lave to ekstra bøjninger for at komme ud under taget og forbi terrassen. Jeg har lavet en tegning.
Nu på trediedagen går det bedre det hele. Jeg har ellers lidt slemt af hjemve. Hvad skal jeg her? Savner min hule i Bandholm. Men nu er det bedre, efter jeg kom i gang med at fodre heste og hente piller og bære hø ud. I morges tog jeg et iskoldt brusebad. Det kompenserede på udmærket vis for det manglende vinterbad hjemme i badeanstalten, – og så er solen begyndt at skinne. Det hjælper også på det hele. I aften Fuga. Det bliver spændende at høre, hvad Jonny siger til den. Han er professionel filmmand. Måske han synes det er noget lort. Nå, men det må han om. Jeg synes det er en genial film.
Der er mangel på brænde over hele øen. Nu skærer vi resterne af den gamle hestestald i stykker og fyrer med den. Hvad bliver det næste? Måske annexet, jeg bor i. Det vil nok kunne give varme til et par dage. Og værkstedet og stalden, for slet ikke at tale om alle Ries bøger! Vi har foreløbig nok at tænde op med. Lige som i Ukraine under krigen. Der frøs de også og havde ingen mad. Hvornår skal hestene slagtes? Og missemor og den lille sorte hund Lili. Før vi begynder at spise os selv. Når russerne kommer, og det gør de jo nok en dag, hvis vi ikke når at flygte til Californien, som CV Jørgensen synger. Men jeg flygter i alle fald til Almuñécar om en måned. Ned til varmen og de danske pensionister, som byder på vandretur i bjergene med skistave. Eller osse tager jeg til Bali og lejer et stort hus med swimmingpool og terrasse af udskåret balinesisk cedertræ, mens jeg lytter til Gamelan musik og ryger en fed cigar omgivet af hele min familie. Det bliver sgu da fedt.
“Fuga” betyder flugt. Flugt fra noget uomgængeligt. Fra en selvopfyldende profeti. Fra “forbi”, som vi ikke kan lide. “Forbi” er definitivt. Det kan vi ikke lide. Vi ønsker kontinuitet. Forlængelse. Livsforlængelse. Det er vi villige til at betale en høj pris for. Det kæmper vi for med næb og klør. Vi flygter over stok og sten. Efter hinanden og væk fra hinanden. Begge dele. På een gang. Det er en farlig redelighed det hele. Så får vi et flag. En nation. En identitet. En holdning. Den fører vi frem ved hver given lejlighed. Det giver styrke at have noget at kæmpe for. Vi er nogle kamphaner på flugt fra os selv. Det er det rene galimatias. Smaskåndsvagt det hele. Vi kan lige så godt indse det først som sidst. Men det er en smuk lille film, vi lavede den gang i tresserne. Det synes jeg. Og Ulrik som døde, og Edward som døde og Arne som døde, og Rie som døde. Allesammen døde, mens de flygtede fra selvsamme død, der fik dem til sidst. Som får os allesammen til sidst. Så hvorfor flygte hen imod eller bortfra.
Jeg går i stå, så fuck det!
Endelig blev nedløbsrøret færdigt. Det holdt hårdt med flere ekspeditioner til jem og fix og bygma for at få de rigtige samleled til røret, som løber fra tagrenden ind under udhænget og ned forbi terrassen med forskellige bøjninger undervejs. Desværre var ophænget til den nederste del forkert dimensioneret og voldte uendelige kvaler. Man løb til og fra i støvregn og strid blæst for at fremskaffe en skrue og møtrik til at holde sammen på skidtet. Det lykkedes ikke og man måtte nøjes med en “klamp” løsning, som ikke huede den perfektionistiske tandlæge. Nu sidder røret imidlertid fast forankret til muren og kan modtage den idelige strøm af vand, som himlen nedhælder over vore hoveder i disse tider.
I disse tider, hvor priserne stiger, så man snart skal til at brænde pengesedlerne for at holde varmen lige som i trediverne i Tyskland.
Hvilket i går aftes Bynkes film om Van der Rohes arkitektur i Brno i Tjekkiet også gav mindelser om. Dystre sortklædte personer vandrede om i mausolæumlignende rum. Lys og lyd bankede ind i mit hoved i smukt komponerede sekvenser. Det var flot lavet. Bagefter var der surrealisme for fuld udblæsning med blowjobs og kvindekamp, og til sidst en smuk dokumentar af Jonny om en kvindelig marmorskulptør i Italien. Virkelig en filmfestival på Klippebo! I aften skal vi digitalisere “Snoreleg” og nogle andre af de gamle 16 mm. – Vi lever i den visuelle verden her i Pedersker!
Den forbandede fremviser kører med tonefilmshastighed.Det får folk til at styrte afsted som om de skulle nå noget, og det er faktisk ikke nødvendigt, for de fleste er døde og har således nået det, de skulle. Rie fremtræder som sædvanlig smuk og dejlig i sit livs vår. Vi lever i fortiden i denne tid. Det gør tid unødvendig. Det er nutid det hele. Således også gennem regnvåde troldeskove med bakker og dale beklædte med lysegrønt mos og lyngtuer på vej ind i foråret, mens den lille sorte myndehund som en pil drøner afsted.
Fik endelig lavet kontakten til traileren. Det holdt hårdt, da de mange små gule, grønne, røde, blå, sorte og brune ledninger var rustet fast til det gamle stik. Efter afprøvning ser det ud til, at det meste virker. Kun er der en lille fejl, idet nummerpladelyset aktiveres, når man træder på bremsen. Blinklys og kørelys virker, og det er det vigtigste.
- I morgen går turen over Ystad og København med mellemstation hos Suien, Oscar og Bue. Atter ud og køre bil mellem alle de andre trafikanter i deres blikspande. Gad vide om omikron slår sig ned i mit legeme på vejen. Det er jo snart ikke til at undgå, ser det ud til.
- Vi tager lige et par filmruller mere i aften. Bynke siger, hun kan regulere hastigheden i sit redigeringprogram. Det er bedst med 18 billeder pr sekund. Jeg får stress af det andet.
- Kort tid efter springer pæren i fremviseren. Gudskelov har ebay et tilbud, og en ny er nu bestilt til næste gang, hvor vi skal arbejde med de gamle film.
- Afrejse.
Den store katameran trak brede kølvandsstriber efter sig, idet den begav sig ud på Østersøens gyngende vandgulv. Kirketårnet i Rønne var det sidste mine øjne så, inden de drejede ind i salonen, hvor TV2 udbredte sig om de seneste forfærdeligheder, som var indtruffet i Danmark. Der var sigtelser om mord og unge mænd druknet i havnen i Ålborg. Det var ikke oplivende, og jeg valgte at strække ud i en liggestol bagerst i salonen i stedet for tv.
Sverige er kedelig at køre igennem. Først over øresundsbroen bliver opmærksomheden vakt ved synet af de 4 pyloners kolossale tilstedeværelse. Man spørger sig selv om disse frembringelser ikke kunne skabe så meget respekt om menneskets evner, at enhver tale om splid og krig burde ophøre. Når vi er i stand til at bygge sådan noget, må vi da for hulen da også være i stand at opføre os ordentligt over for hinanden. Eller hvad?
På besøg hos min datter Suien i København var Rosinen i pølseenden mit barnebarn lille O, som vi kalder Oscar den store, med stort O! Som nu spiser af eget fad og ikke er i tvivl om, hvorledes man griber om en ostehaps. Derefter bliver det hele smurt ud over bordet og til sidst hældt ned på gulvet. Det er et festligt skue, når den lille mand går i krig.
Vi fik ramen bragt af bud, som kørte omveje, hvilket medførte, at den japanske mad var iskold ved ankomsten. En hurtig opvarmning på komfuret, og så var det et fortrinligt måltid, vi fik den aften. Derefter sydpå i nattemørket, mens radio4 holdt chaufføren vågen med ligegyldig snak.
Afkørsel mod Maribo og Bandholm og efter en god nats søvn i egen seng netop hjemvendt fra herligt iskoldt morgenbad, der med al ønskelig tydelighed understreger, at den skrivende atter er “hjemme”.
Snart begynder imidlertid en ny rejse til Almuñécar, og de første pakkeforberedelser er allerede i gang…
Filmværkstedet “Bogø Film”
♥️♥️