Så blev de gift. Min far og min mor. Men det var ikke min rigtige far. Det var min stedfar. En far jeg fik istedet for den far, jeg aldrig havde haft. Det var meget mærkeligt. Ligesom en ny rolle, jeg skulle spille. Jeg skulle til at spille søn. I en alder af 10 år. Huset vi skulle bo i lå på Goldschmidtsvej nr 12. Ude på Frederiksberg. Jeg kendte ikke noget til den del af byen. Min by bestod af Nørrebro og Østerbro. Af Rådmandsgade og Ribegade. Det var mine to poler i tilværelsen. Indtil jeg kom i skole. Så var også Østersøgade et område, jeg forholdt mig til.
Ude på Frederiksberg var der frisk luft. Der var store træer og på Goldschmidtsvej 12 en stor have. Huset var et højt enderækkehus i to etager. Der var en forhave og en baghave. I forhaven var der et vandbassin med åkander og siv. I baghaven var der gamle æbletræer og en stor græsplæne. Jeg fik mit eget værelse oppe i det ene hjørne af overetagen. Det var med egen håndvask. Vistnok et gammelt pigeværelse. Lige ud for indgangen til mit værelse gik trappen i en snoning ned til entreen underneden med et stort spejl og en dør ind til en garderobe. Fra entreen kom man ud i en lille mellemgang, hvor der var indgang til et toilet. Derfra gennem hoveddøren ud til indgangstrappen, som førte ned til indkørslen, som ledte ud på vejen. Det var en stille villavej uden nogen gennemkørende trafik. Goldschmidtsvej støder op til I.C.Shiødtsvej, som støder op til Hofmeyersvej, som støder op til Peter Bangsvej, som leder ind mod byen.
De var på bryllupsrejse til Malmø. Tandlæge Kiær og min mor. Han havde en gul stråhat på, da de tog afsted. Bedstemor var med ude og vinke i lufthavnen. Det var den gang, der gik fly til Malmø. Jeg var duperet over det hele og spændt. På alt det nye, der skulle ske. Først og fremmest fik jeg en længere vej til skole. Min mor, der altid ønskede sig det bedste, havde sat mig i Østersøgades Gymnasium. Der hvor kun de fine mennesker havde deres børn, som hun sagde. Hun havde allerede meldt mig ind, kort tid efter jeg blev født, og jeg kom da også til at gå i klasse med både adelige og kendte skuespilleres børn. Men der var længere vej til skole nu, og jeg måtte 1/2 time tidligere afsted hver morgen, når jeg skulle cykle den lange vej.
I huset boede også to drenge Niels og Jørgen, de var tvillinger og tyve år gamle. De var mine halvbrødre, sagde min mor. Jeg skulle også skifte navn. Nu hed jeg ikke længere Jens Michael Høy. Nu skulle jeg hedde Jens Kiær. Navnet Michael, var noget min såkaldt “rigtige” far havde fundet på, sagde min mor, og det blev derfor droppet. Så jeg var frisk og ny og parat til at indtage mit nye hjem og min nye identitet.
Inde bag hækken der adskildte vores have fra naboen, stod en rødhåret dreng og kiggede. Jeg gik hen og kiggede ind på ham.
-Hvad hedder du? Spurgte jeg. -Jeg hedder Jesper, svarede han. -Jeg hedder Jens, sagde jeg. -Jeg er lige kommet. Min mor er flyttet hertil sammen med mig. Vi kom for lidt siden. Jeg går i skole helt inde på Østersøgade. Hvor går du i skole? -Jeg går lige her ovre i Lindevangsskolen. Det er lige bag ved marken. -Hvilken mark? Kom, så skal jeg vise dig det, sagde Jesper.- Det er der vi altid leger. Mig og mine kammerater. Og så gik Jesper og Jens sammen ned for enden af vejen. Skråede over tværvejen, hvor der voksede græs og stod træer på en midterrabat, og kom ud på et stort ubebygget områder med højt græs og lave buske og med 3 bunkers fra krigens tid i det ene hjørne. -Her er det, sagde Jesper. Skal vi kravle op på bukersen? -Det kan vi godt, svarede Jens. De to drenge kravlede op og satte sig på cementtårnet, som var på toppen med luftkanaler som førte ned til beskyttelsesrummets indre. -Her leger vi tit krig, sagde Jesper. -Min far har en sabel, som jeg har fået lov at hænge i mit værelse. Den skal du se engang. -Det vil jeg gerne, sagde Jens. Og så var de kammerater.
Men det var nu ikke så nemt, som det så ud til. Den næste dag var Jesper der ikke. Jens stod et stykke tid og spejdede ind gennem hullet i hækken, men der kom ikke nogen. Så gik han op på sit værelse og satte sig og tænkte, at det var mærkeligt, men at det nok var fordi Jesper havde travlt med noget andet.
Niels og Jørgen derimod var der altid. De satte tonen i huset. De fyldte det hele. Og nok mere nu, hvor deres far havde medbragt en yngre kvinde og hendes søn ind i det, der tidligere helt havde været deres domæne. De havde hver deres store motorcykel. Niels havde en BSA og Jørgen havde en gammel Ariel. Dem reparerede de på ustandselig. Og kørte med hvinende dæk ind og ud af indkørslen når de skulle afsted og kom hjem fra henholdsvis Polyteknisk Læreranstalt og Tandlægehøjskolen, hvor Niels læste til ingeniør og Jørgen til tandlæge.
Der gik nogle dage, så dukkede Jesper op igen. Han så mærkelig ud i ansigtet. Han ville ikke tale med mig gennem hullet i hækken, men kaldte mig ud på vejen. Han havde svært ved at få det sagt, men tilsidst kom det: – Min mor siger, jeg ikke må lege med dig. Det er fordi hun er veninde med hende, der var gift med tandlæge Kiær før, og hun hader din mor. Hun siger, at hun har taget hendes plads. Derfor skal jeg holde mig væk fra dig, siger min mor, for hun vil ikke være uvenner med Lily. Jeg forstod ikke rigtig noget af det hele. Det lød altsammen meget underligt i mine øre, men Jesper sagde: De kan ikke bestemme over alting, så hvis vi ikke må snakke gennem hækken, så mødes vi da bare ude på vejen, ikke? Jeg forstod stadig ingenting, udover at der herskede en slags fjendskab mellem de to nabohuse, og at hækken var mere end blot en hæk. Det var en grænse, man ikke måtte overskride. Det var noget de voksne havde fundet på, og så måtte man finde sig i det. Jesper var frisk i slaget :- Vi mødes på neutral grund, ligesom de gør i krig, når de skal forhandle. Så selvom de andre er sure på hinanden, behøver vi jo ikke være det. Vel?
Tandlæge Kiær boede sammen med min mor i underetagen og de to drenge og jeg boede i overetagen. I underetagen var ligeledes en stor spisestue, en veranda, køkkenet og så dagligstuen. Dagligstuen stødte op til Tandlæge Kiærs og min mors soveværelse gennem en fløjdør, som dog aldrig blev slået op.
Drengene havde hvert deres store værelse. Det ene med en lille altan med kig ned til indkørslen og ud på vejen. Det andet med to vinduer ud mod haven. Det tredie værelse på overetagen tilhørte husets unge pige, som efter kort tid blev fyret, da min mor jo var ankommet og kunne overtage jobbet. Niels og Jørgen havde hver deres kæreste boende hos sig. Niels havde Maja og Jørgen havde Hanne.
Jeg fornemmede ret hurtigt, at der herskede spændinger i det hus. Og det virkede som om mange af de spændinger næredes af en udefra kommende kraft. Navnet Lily klingede ofte i rummene, og hvad der var af muligheder for at sætte lus i skindpelsen blev ofte kolporteret fra nabohuset via Jespers mor direkte fra Tandlæge Kiærs tidligere kone, tvillingernes mor.
Langt hen af vejen gjorde min mor sit bedste for at agere husmor og mor for de to drenge. Hun troede oprigtigt på, at dette ægteskab skulle blive lykkeligt. Men var der noget de to 20 årige knægte og deres voksne kærester ikke ville, så var det at indordne sig under den nye familieorden. Tandlæge Kiær havde været fraskilt i nogle år, hvor Lily forgæves havde forsøgt at vende tilbage, og i den tid havde forholdene udviklet sig mere og mere på børnenes præmisser. Kort og godt: -de regerede det hele! Tandlæge Kiær var godt oppe i tresserne. Han magtede ikke at sætte sig i respekt længere. Han bøjede af og tog ud at fiske i stedet for.
Han var passioneret lystfisker. Havde bådeplads i Furesøen, og tog mig med ud og fange gedder. De store voblere vi trak langsomt efter båden, havde han selv lavet af et kosteskaft, han savede i stykker og snittede til, så det fik form som en aborre. Så blev det bemalet med cellulosemaling i grønne og gule kulører og hængt til tørre nede i fyrkælderen i varmen på en snor.
Jeg havde svært ved at sige far til ham, selvom min mor bad mig om at gøre det. Jeg tiltalte ham stadig “Tandlæge Kiær” skønt det var noget vanskeligt hele tiden at skulle sige de to ord som et navn. Men så lærte jeg at bruge andre måder at henvende mig på. Ofte i form af et “du” i stedet for. Og lidt efter lidt fik jeg en vis sympati for manden. Når vi var alene ude i båden og hyggede os med liner og hjul. Og når der var bid var det helt vildt. Så strammedes den tynde nylonstreng i vandoverfladen og blev som en dirrende violin, der sang. Og Åge, som han jo hed, ham tandlægen, gav mig stangen, så jeg kunne fighte det store dyr, som efter lang tid endelig viste sig i det grumsetgrønne vand med krokodillemund og sylespidse tænder som holdt krampagtigt om trævobleren med de spraglede farver. Så var der bare ham og mig, og jeg kan huske jeg udbrød, da han jog hugkrogen ind under kæben på den store gedde: -Nu bliver mor rigtig nok glad, når vi kommer hjem med sådan een!
En gang imellem kunne gedderne vi fangede holde sig i live indtil vi kom hjem. Så blev de sat ned i kælderen i en stor vaskebalje og kunne gå der i flere dage indtil de skulle spises. De smagte forfærdeligt, syntes jeg. Mest fordi de var fulde af bittesmå skarpe ben. Det var bedre, når vi lavede dem til fars. Mor kørte kødet gennem kødmaskinen, som jeg drejede håndtaget på, men små ben var der nu alligevel i de fiskefrikadeller!
De var skydegale i den familie. Mest Niels, men også Tandlæge Kiær var dybt optaget af præcisions skydning. Både med militærriffel ude på skydebanerne på amager og salonriffel nede i skydeklubben under Park teatret på østerbro. Og jeg blev inviteret med. Ud på amager fælled, hvor luften genlød af knaldende riffelskud, så man måtte have høreværn på. Niels morede sig med uden forvarsel at anbringe mig i liggende stilling med en kæmpe mauser til kinden, og bad mig trykke af. Jeg fik nær slået skulderen af led og et stort sår på næsen, hvor kolben ramte mig idet rekylen fik geværet til at fare bagud med stor kraft. Han lo bare, og sagde at jeg måtte holde bedre fast næste gang. Der blev bare ikke nogen næste gang. Jeg kom aldig mere med ud og skyde på amager. Jeg turde ikke. Så var det bedre i skydeklubben på østerbro. Det var med salonriffel uden megen rekyle, og der blev jeg faktisk ret god.
Hjemme på Goldschmidtsvej flød det med våben, og drengene havde meget sjov med at sigte på mig med de store geværer. De syntes det var sjovt at se mig blive forakrækket. Det var især Niels, der var den værste til hele tiden at drille mig. Jørgen var ikke så slem, så ham følte jeg mig mere tryg ved. En gang, hvor Niels pegede på mig med en kraftig riffel og truede med at trykke af mens han skreg af latter, standsede Jørgen ham og bad ham kigge efter i magasinet om der sad patroner. Og ganske rigtigt, så var den ladt. Niels fik røde kinder, og jeg skyndte mig ud af lokalet.
Jørgen var sær på en anden måde, som jeg ikke kunne greje. En gang ude i haven kom han hen til mig og pegede på sine bukser ved bukselommen, hvor han holdt den ene hånd nede, så det så ud som om den strittede ud med noget indefra. Han så på mig med et smøret grin. Så trak han hånden op og lo højt. Jeg forstod ikke, hvad meningen var, men havde en ækel fornmmelse i kroppen. Det var i det hele taget et forrykt sted at være. Der på Goldschmidtsvej.
Lily
Jeg var ulveunge. Nede i en kælder på Peter Bangsvej holdt vi til.Der var en masse andre drenge. Jesper var ikke ulveunge. Det var noget min mor havde fundet på, at jeg skulle være. Det var godt for mig, og så kunne jeg senere blive spejder og det var også godt for mig. Så en dag vi var på udflugt til hareskoven og kørte i tog, holdt jeg en kammerat i hånden mens vi sad og snakkede. Jeg ved ikke hvorfor, jeg gjorde det. Jeg gjorde det bare. Men det skulle jeg ikke have gjort. Jeg var vel 11 år gammel. Min mor kom grædende hjem. Hun havde været inde hos Karna, Jespers mor, som hun i sin tid havde gået på elevskole med. Karna var også uddannet skuspiller. Og Karna havde fortalt, at Lily havde været nede og snakke med ulvemødrene om mig. Hun havde fået fortalt, at jeg havde holdt en kammerat i hånden, og at jeg nok var homoseksuel og derfor ikke kunne være ulveunge længere. Min mor var fuldstændig oprevet og græd hele tiden. Jeg forstod ingenting, bare det at jeg var en slags forkert. Og egentlig kunne jeg slet ikke huske, at jeg havde holdt nogen af de andre drenge i hånden. Det blev bare sådan. Selv i dag står billedet af mig siddende med en kammerat i hånden i en togkupe mere som et billede end som en realitet. Men jeg blev smidt ud af ulveungerne og blev aldrig spejder.
Men det sad i mig som et søm i et bræt. Det sad fast og nagede. Hvad var det for noget, det med at være homoseksuel. Jeg anede det ikke. Jeg var vild med en pige, jeg mødte i Marielyst hvor jeg var på sommerferie med min mor og tandlæge Kiær i Dansk Skespillerforbunds feriehuse. Hun bragte nogle varme følelser op i mig hver gang vi legede sammen. Jeg købte for mine sparepenge en plade schokolade, som jeg gav hende. Bagefter sagde hendes mor, at det skulle jeg ikke gøre. Det forstod jeg ikke. Når jeg nu holdt så meget af hende, hvorfor måtte jeg så ikke give hende en gave ?
Det var i det hele taget noget vanskeligt noget. Det med seksualiteten. Min forhud sad fast, så jeg var skamfuld og ville ikke være med, når Ole Nielsen sad og onanerede på mit værelse. -Kom nu mand, sagde han. -Det er skide skægt, og så sprøjtede hans store pik en ordentlig portion sæd ud over det hele. -Giv mig lige salmebogen derovre. Det er sådan noget dejligt tyndt papir at tørre af i. Og så rev han sider ud af min salmebog fra konfirmationen og tørrede sin pik, mens jeg så nervøst til. En dag lykkedes det mig at befri min pik for forhudsforsnævringen, og jeg blev så glad, at jeg kaldte på min mor, for at vise hende det. Hun vendte sig væk og ville ikke se, og gik skyndsomt ud af værelset. Så stod jeg der og måtte fortsætte mine erfaringer på egen hånd.
Men jeg blev forelsket. Rigtig meget. I Annemette som var en kær mørkhåret, spænstig lille dansepige, som dansede ballet på pantomimeteatret i Tivoli. Jeg fik lov til at holde om hende når vi sad sammen i tønderne efter hun var færdig om aftenen, og vi kyssede også en gang til en fest. Mit første tungekys som løb som en ild hele vejen ned gennem min krop. Jeg var syg med hende, og skrev breve og havde billeder af hende, som jeg selv havde fremkaldt og forstørret i mit eget mørkekammer. Men en dag var hun væk. En fyr med scooter og kørekort tog hende på bagsædet og kørte væk, mens jeg stod og så hende forsvinde ud af min verden. Mange år efter mødte jeg hende i sporvognen en dag. -Jeg skulle have taget dig, Jens, sagde hun, og smilte sørgmodigt. Det var vist ikke gået så godt med ham scooterfyren, eller med de andre hun havde kendt. Men det var for sent nu, selvom det gav mig et stik i hjertet, da hun sagde det.
På Goldschmidtsvej gik det på jækla vis. Drengenes to kærester blev mere og mere agressive overfor min mor. De skubbede til hende i køkkenet, så hun tabte hvad hun havde i hænderne. Så lo de af hende og fnøs. Maja var den værste. Hun var en ilter sorthåret sigøjnerlignende skønhed med spidse bryster og rødfarvet mund. Hendes øjne lyste af vildskab, når hun angreb min mor, for at have taget af deres madvarer eller stillet til side, noget som hun havde taget frem. Så sprang gnisterne imellem dem og råbene blev så høje, at jeg måtte flygte op på mit værelse og holde mig for ørene. Hanne var mere fredelig. Hun var høj og lidt lad. Bevægede sig flydende omkring og smilte et smil, man ikke kunne blive klog på. Hun sad mest inde på Jørgens værelse sammen med ham og lavede tandopstillinger i rød voks. Så holdt hun en lille kniv ind i en spritflamme, for at varme den op. Voksen blev modelleret, så det forestillede tandkød, og jeg sad og så på.
Min stakkels mor blev mere og mere forpint, men det opildnede kun de to drenge. De stod og arbejdede med deres motorcykler, som de havde skilt ad for at kunne male dem. De forskellige dele hang på en snor, de havde spændt ud bag huset lige ved kældernedgangen, hvor de havde deres værksted. De sprøjtemalede skærme og stel med sort cellulosemaling som fik tryk til dysen fra en støvsuger, som stod og kørte. Min mor kom ud på trappen og gik ned til dem. -Kan I ikke slukke for den larm. Det er ikke til at holde ud at høre på, råbte hun til dem gennem støjen fra den hvinende gamle Nilfisk. Så rakte Jørgen mens Niels grinende så på, sprøjtepistolen op mod min mor og gav fuld gas på dysen så malingen fossede ud direkte ind i hendes ansigt som blev kulsort på et øjeblik. Jeg sad oppe i køkkenvinduet og så det hele og fik et shock. Min mor skreg højt 0g styrtede tilbage og op til mig. Hun hylede og tog sig til ansigtet. Jeg forsøgte at berolige hende og for ned og hentede klude og terpentin til at tørre hende af med. -Så kan hun lære det, hørte jeg drengene sige mens de fortsatte med at sprøjtemale deres motorcykler. Senere fortalte hun det til Tandlæge Kiær, som trak på skulderen. Han skulle ikke have noget med at sætte sig op mod sine sine to store sønner. Det havde jeg set ham forsøge en gang, hvor resultatet var blevet, at de angreb ham og næsten puffede ham omkuld mens de skoggerlo. -Gammelfar skal vise sig, hva? Råbte de og skred ud af stuen.
Lily havde en søn fra et tidligere ægteskab. Ham så jeg aldrig, men hørte ham ustandselig omtalt som “Erik Røv” Drengene gjorde nar af ham, uden jeg vidste hvorfor. Han var ældre end dem, og havde været med i modstandsbevægelsen. Hans mor Lily havde været involveret i likvideringen af Jane Horney. En dansk kvinde, man havde formodet var stikker, og som blev skudt på en båd på Øresund i 1945. Derfor blev Niels og Jørgen sendt til Sverige i slutningen af krigen. Der herskede en underlig stemning i huset, når talen faldt på besættelsen. Den var både præget af mistænksomhed og en slags misundelig beundring. Drengene havde jo været for små til at deltage i krigen, men så nok op til deres mor og halvbrors deltagelse, uden helt at vide, hvad det drejede sig om. Jeg blev senere i livet klar over Lilys deltagelse i likvideringen, og havde sammenholdt med hendes fjendske påvirkning af mit liv blandede følelser omkring hendes deltagelse i drabet på den danske “stikker” . Var det opspind det hele? Der foregik meget svineri under besættelsen. Tandlæge Kiærs rolle under krigen fandt jeg aldrig ud af. Jeg tror han holdt lav profil som så mange andre. Han fortalte, at de havde haft kaniner nede i haven. Flere hundrede i bure opstillet i lange rækker hel vejen rundt. Så havde de haft kød nok, selvom der var rationering. Det var hans historie fra besættelsen.
Mor havde lavet fiskesuppe af den store gedde, vi fangede i Furesøen. Middagsbordet var dækket til alle husets beboere. Vi var syv i alt. På den ene side sad de to drenge. På den anden sad min mor med Hanne og Maja på hver sin side. For bordenden tronede Tandlæge Åge Th. Kiær og overfor ham ved den modsatte ende sad jeg. Mor kom ind og stillede den store terrin midt på bordet. I den svømmede stykker af gedden rundt omgivet af store hvide kartofler. Geddestykkerne var grå og så tørre ud. Her og der stak en finne op. Ud fra de firkantede stykker fisk så man en skov af små spidse ben. Der lå også stykker af gulerod.
-Værsågod at spise, sagde min mor. Man løftede sig lidt fra stolene og kiggede ned i terrinen. -Det ser ikke godt ud, sagde Niels. -Det ligner stykker af et lig, så gråt det ser ud, sagde Jørgen. -Det er måske en kær afdød, hun har hentet nede på krematoriet, kommenterede Maja, og fnes. Hanne prøvede at være venlig: – Det var den I fangede i sidste uge, og som gik nede i kælderen, du og Jens, ikke? Hun rettede spørgende ansigtet over mod Åge. Han sad og var ligesom fraværende. – Jo, jo det var den vi fangede, mumlede han. Man kunne mærke, at han ikke var tryg ved situationen. – Men skal vi ikke komme i gang med at spise, sagde han og rakte ud efter den store suppeske, som lå ved siden af terrinen. -Niels var ikke rigtig tilfreds.-Det lugter af tis, sagde han. -Nu skal du være ordentlig, sagde Maja. – Men jeg synes nu også, det lugter lidt af Helen. Hun har jo en lidt sur lugt ved sig. Måske er det overgangsalderen, der er begyndt. Hun fnes igen. Min mor sad helt stille. Hendes ansigt var blegt. Jeg så over på hende, og så så jeg væk. Jeg kunne ikke holde ud, at se hende blive behandlet på den måde.
Måltidet skred langsomt frem. Der var ingen der sagde noget et stykke tid. Man forsøgte at få maden til at glide ned. Jørgen rakte ud efter en ny kartoffel, som han lod dumpe tilbage i terrinen, ligesom ved et uheld. Den plaskede en stor portion fiskesuppe lige over på min mor. Så greb Maja ideen, og kom til at tabe en stor kartoffel igen så sprøjtet ramte op over mors kjole. Nu tog fanden ved drengene. De greb hver en kartoffel og kastede dem på afstand hårdt ned i terrinen. Denne gang kom noget af fiskesuppen til at ramme både Maja og Hanne.- Nu kan det være nok, sagde Hanne, og rejste sig og gik. Åge sad nede for bordenden og så forfjamsket ud. -Hold så op med det der, sagde han, men det hjalp ikke. Nu udviklede måltidet sig til en veritabel kartoffelkamp. De store bløde kugler fløj i luften. Maja nåede at undslippe, da een ramte min mor lige under hagen. – Der har du din fiskesuppe, skreg Niels. Jørgen tog en af gulerødderne og langede den op på sin fars skaldede isse. – Nu kan jeg ikke mere, skreg min mor, og flygtede ud af spisestuen. Skarpt forfulgt af Tandlæge Kiær, som forsøgte at berolige hende. Jeg sad som lamslået. -Skal du også have een i bærret, truede Jørgen mig. -Nej, nej, undskyld, fremstammede jeg og trak mig tilbage og ud af døren. Styrtede op på mit værelse og gemte mit hoved i en pude og hulkede højt.
Parabellum.
Oppe på loftet stod et stort skab. Når man åbnede det, så man ind på en række hylder, og på disse hylde lå der blandt forskelligt værktøj også to læderhylstre med hver sin pistol. Ved siden af værktøjet og de to pistoler var stablet små brune æsker ovenpå hinanden. Disse æsker indeholdt 9 mm patroner nydeligt anbragt med projektilet og slagstiften skiftevis opad. Låget på æskerne passede ned i en slisk på siden. Den ene pistol var en colt og den anden var en parabellum. Det var især parabellumen, der fangede min opmærksomhed. Når man tog den ud af hylstret, lå den dejligt tungt i hånden, som ønskede den at man brugte den. Dens karakteristiske runde tykke plader af stål, som var der man tog ladegreb, indbød til at man trak i låsen. Jeg havde besøg af Christian, som var min kammerat fra Østersøgades Gymnasium. Han var våbeninteresseret, og vidste alt om netop den pistol. Han fortalte, at det var tyskernes foretrukne våben, når de likviderede jøderne i koncentrationslejrene. -Så fik de et skud i nakken, og med parabellumen var de døde på stedet. Han stod lidt og tog ladegreb et par gange. Så rakte han pistolen til mig, for jeg skulle jo også prøve den fornemmelse det var, når siden skød glat tilbage som en elastik.
Så tog vi en æske patroner ud af skabet. -Din far er ikke hjemme, vel ? Spurgte Christian. – Nej, der er slet ingen hjemme i huset lige nu. Min mor er taget hen til min bedstemor, og Niels og Jørgen er på skole. De kommer først hjem i aften. Pigerne ved jeg ikke noget om, men de plejer først at komme hjem samtidig med Niels og Jørgen. – OK, sagde Christian. Og tog en patron op af den lille æske. Han rakte mig den. -Prøv at føle på den, hvor glat den er. Det er en 9 mm patron. Der sidder 6 skud i magasinet på Parabellumen. Vi stod lidt og fingererede med hver sin patron. Christian tog pistolen op igen og holdt den ud fra sig og sigtede på et imaginært mål. – Skulle vi prøve at lade den? Spurgte han. – Bare for sjov. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare. Jeg havde også lyst til at se patronen glide ind i løbet. Se ladegrebet udføre sin funktion i virkeligheden. – Lad os bare det, svarede jeg, og så lagde Christian en patron i magasinet, og skubbede det op i skaftet. Han rakte mig pistolen. -Prøv og trække i håndtget, og lad det så glide fremad af sig selv.Sagde han. Det var en skøn fornemmelse, at mærke hvor glat og præcist det gik, når jeg trak tilbage og slap og låsen for fremad med et smæld.
Skal vi prøve? Vi var begge to som på nåle. Og så overtrådte vi grænsen, og det var ikke så godt. Nej det var slet ikke så godt. For nu gik det hurtigt. Jeg rakte Christian pistolen, og gik hen og åbnede loftvinduet. Christian og jeg var vel en 13-14 år gamle. Vi var simpelthen syge i hovedet på det tidspunkt. Så sagde jeg: Vi kan jo fyre den ud af vinduet, så sker der ingenting. Ok, sagde Christian. -Du først. Jeg holdt parabellumen ud af vinduet og pegede skråt opad og trykkede af. Rekylen var voldsom. Den fløj opad og bagud, men skuddet var gået af, og mere skete der ikke. Bagefter prøvede Christian. Han var helt rød i hovedet. Noj, sikke et stød man fik! Men hvad vi ikke tænkte over var, at når kuglen fløj ud af pistolen, så skulle den også ned, og i den vinkel vi skød, var nedslaget lige så farligt, som hvis vi havde skudt lige ud. Og vi skød ind over Frederiksberg. Kuglen kunne så let som ingenting have ramt nogen nede i Frederiksberg have. Eller i zoologisk have, tænker jeg nu, hvor jeg skriver dette, for at bortfeje det gravalvorlige i situationen. Så havde det ikke været så slemt. Så var vi bare blevet storvildjægere!
Det skal tilføjes, at der i dagene efter hændelsen ikke forlød noget om døde i og omkring Frederiksberg Rådhus.-
https://en.wikipedia.org/wiki/9%C3%9719mm_Parabellum
Også kendt som en Luger pistol.
Hvis nogen, der læser dette, tror at det har med virkelighede at gøre, og derfor vil anmelde mig for uansvarlig omgang med våben, skal det igen og igen understreges, at alt hvad jeg skriver er den pure fiktion.- En god historie, som man siger…
Jesper og jeg fortsatte venskabet uberørt af de voksnes idelige grænsedragninger. Vi mødtes under det store hvidtjørnetræ, som ragede ud over vejen i skellet mellem de to grunde. Det var de to indkørsler der mundede ud her. Tjørnetræet havde en krydret blomsterduft om sig hele foråret og det meste af sommeren. Så stod vi der under og talte sammen. Om vores begyndene lyst til pigerne og festerne, vi gik til. Sten Hassenkamp var vores fælles ven. Og Peter Blanstrup, hvis far var slagtermester og havde en stor butik på Vordrofvej. Vi mødtes hjemme hos Peter og hørte jazz plader. Royal Garden Blues og Louis Armstrong, som vi hoppede rundt på gulvet og forsøgte at følge rytmerne til. Her kom også Lisbeth og Annemette og engang i mellem Grethe og svingede med. Pigerne havde strutskørter og stort bølget hår. Annemette havde kulsort hestehale. Pigerne havde små faste bryster, som vi stirrede længselsfuldt på. Men det blev altid ved det. Til gengæld kunne Jesper og jeg stå i timevis og forestille os, hvordan vi ville inviterer dem i Adlon, når vi fik penge nok. Så kaldte Karna på Jesper, og så måtte han gå ind.
Det var ikke til at holde ud ustandseligt at blive afbrudt i vores samtale, så nærmest samtidig fik vi en lysende ide. Vi havde jo begge haft fysik i skolen og lært om elektricitet og hvordan ledninger virker. Engang havde Jesper set en felttelefon under en militærparade, han havde været til sammen med sin far. Og vi blev enige om at prøve at lave en hemmelig forbindelse mellem de to fjendelande. Ligesom da franskmændene og tyskerne mødtes oppe mellem skyttegravene juleaften. Vi ville have juleaften hele tiden. På min cykelvej til skolen passerede jeg øster farimagsgade, hvor der lå et militært overskudslager, og her indkøbte jeg to hovedtelefoner med mikrofon og indbygget forstærker. Det smarte var, at man kun behøvede een ledning for at få forbindelse. Den anden pol forbandt man bare til et vandrør, så var der jord og hul igennem. En eftermiddag, vi var alene hjemme,- begge husene var affolket, så vi havde fred til vores forehavende,-trak vi forsigtigt en enkelt tynd ledning oppe fra mit værelse, som jo vendte ud mod haven og op gennem et højt birketræ, som helt skjulte den, langs facaden af Jespers hus og ind gennem vinduet til hans værelse, som også vendte ud mod hans have. Om aftenen, da vi var kommet i seng, og ingen anede noget, skulle eksperimentet afprøves. Vi lå begge to under hver vores dyne i hvert vores hus.
– Det er Jesper, der kalder, skifter. Hallo, er der nogen? Det er Jesper, der kalder, skifter. Og så en lang pause. Svagt, meget svagt hørte Jens en stemme i sin hovedtelefon. -Ja, jeg kan godt høre dig. Kan du høre mig, skifter? Og så hørte Jesper Jenses stemme. Svagt men tydeligt. De lå under dynen og behøvede, da de havde øvet sig lidt, ikke at tale særligt højt. Der var derfor ingen, der kunne høre dem, og ingen der vidste, at en hemmelig forbindelse mellem de to adskilte familier endelig var etableret.
Og så døde Jespers far. Lige pludselig. De havde allesammen været i dyrehaven. Jesper, hans bror Ebbe, Karna og Sigurd, som hans far hed, da han fik et ildebefindende. Han var også skuespiller, og en folkekær een. Han havde altid været sød og rar mod mig, og jeg fik et shock, da Jesper fortalte mig det. Det var noget rigtig skidt, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre for at trøste ham. Men jeg havde heller ikke nogen far, så jeg følte bare endnu stærkere, hvad det var når man mister sin far.
Ebbe blev fra da af familiens overhoved. Han var den ældste søn, og godt på vej til at blive skuspiller selv. Han havde været med i Solbyscenen, en ungdomsteatergruppe, og havde også en gang lavet sommerrevy sammen med Niels og Jørgen, da de var teenagere. Nu var han på sin egen vej og begyndte at få roller i film. Vi var stolte over at kende ham, og så op til ham, som den rollemodel han var. Og så begyndte han at køre i sportsvogn! En lille rød MGA af dem med den helt flade front og lavtliggende karosseri. Og vi var 15 og havde ikke kørekort, men drømte hede drømme om også en gang at få sådan een. Så kom Ebbe på fuld fart ned ad Goldschmidtsvej så asfalten rungede og drejede skarpt og præcist ind ad indkørslen til nr 14, steg ud og rømmede sig på voksen vis, inden han sprang op ad trappen og ind ad deres grønne hoveddør.
Mens vi stod og måbede.
