{"id":901,"date":"2018-06-01T09:21:27","date_gmt":"2018-06-01T09:21:27","guid":{"rendered":"http:\/\/jenshoey.dk\/?p=901"},"modified":"2020-07-11T11:24:54","modified_gmt":"2020-07-11T11:24:54","slug":"kladde2","status":"publish","type":"post","link":"https:\/\/jenshoey.dk\/?p=901","title":{"rendered":"Tom"},"content":{"rendered":"

 <\/p>\n

\"\"<\/p>\n

Jeg tror nok det virker nu. Der skulle n\u00f8digt v\u00e6re nogen som s\u00e5, hvad jeg skrev. Hvor dum og ubegavet han er, den lille tumling. Som altid g\u00e5r i for store sko, fordi han vil se ud af noget. Det hele er en hemmelighed mellem mig og Tom. Ham med de store fagter og det ringe indhold. Mister empty. Mister \u00a0Tom. Han er min ven. Min bedste ven her i verden, hvor al ting st\u00e5r og falder med om man er NOGET. Er man blevet til noget, som de alle bad om? Er Tom blevet til noget? Som hans mor is\u00e6r bad ham om. Men ogs\u00e5 hans far var ude med sn\u00f8ren. Skulle gerne kunne v\u00e6re stolt af sin s\u00f8n. Se at andre ikke bagtalte ham fordi han havde sat s\u00e5dan et afskum i verden. \u00a0Det var Tom. Han var endelig blevet til noget her i livet. Noget han kunne v\u00e6re stolt af. Knejse med nakken over. Rigtig f\u00f8le sig i live med, fordi han havde gjort som de havde sagt, han skulle. Han havde n\u00e5et de m\u00e5l man havde sat op for ham. Han var blevet den Tom alle forventede han skulle v\u00e6re. Og Ih hvor var han glad. Nu havde han endelig f\u00e5et den studenterhue! Han gik ud og drak sig fuld. Stangstiv og drattede ned ad k\u00e6ldertrappen og l\u00e5 og bl\u00f8dte efter et slag i baghovedet. Eva kom og hjalp ham. St\u00f8ttede ham p\u00e5 vej op i for\u00e6ldrenes sovev\u00e6relse, hvor han dumpede omkuld p\u00e5 sengen\u00a0mens Eva str\u00f8g ham blidt over hans store brune h\u00e5rmanke.<\/p>\n

Tom havde bl\u00e5 \u00f8jne. Lysebl\u00e5, som str\u00e5lede ud mod hvem, der gad se ind i dem. De var fortryllende de \u00f8jne, og \u00e5h s\u00e5 smukke. Han havde nogle dejlige \u00f8jne, den Tom. Elskede selv at sidde og betragte sine \u00f8jne i spejlet. De var s\u00e5 smukke, t\u00e6nkte han. Kunne slet ikke f\u00e5 \u00f8jnene fra dem. Til sidst blev han disse \u00f8jne. Han betjente sig af dem, fordi han vidste hvor magtfulde de var. Det kunne han jo m\u00e6rke. Hvorledes han kunne f\u00e5 magt over sig selv ved at se ind i dem. S\u00e5 kunne han nok ogs\u00e5 f\u00e5 magt over andre, t\u00e6nkte han. Hvis han bare s\u00e5 tilstr\u00e6kkeligt l\u00e6nge ind i deres \u00f8jne med sine \u00f8jne. S\u00e5 kunne alt, hvad han \u00f8nskede sig blive opfyldt. Alt det han inderst inde \u00f8nskede sig for sig selv. At v\u00e6re noget i det han var. Han pudsede glorien med sine \u00f8jnes glans. Han var s\u00e5 stolt over sig selv. Havde n\u00e5et det hele. Nu skulle det bruges. Nu skulle han have noget ud af alt det slid han havde haft med at n\u00e5 det m\u00e5l, man havde bedt ham om at n\u00e5. Nu skulle de f\u00e5, skulle de. Og til det brugte han sine \u00f8jnes magt. Han blev \u00f8jentjener.<\/p>\n

Det var ikke s\u00e5 godt t\u00e6nker den nuv\u00e6rende Tom, som skriver dette. Men p\u00e5 den anden side m\u00e5 det ud, t\u00e6nker han. Hvis ikke han kommer til bunds i hele denne redelighed inden han d\u00f8r, s\u00e5 h\u00e6nger han p\u00e5 den i al evighed, og det gider han simpelthen ikke. Han slikkede folk i r\u00f8ven det bedste han kunne. Det var jo det han havde l\u00e6rt. At slikke sin far og sin mor i r\u00f8ven, s\u00e5 de ikke blev sure. at slikke sine l\u00e6rere i skolen i r\u00f8ven, s\u00e5 de gav ham gode karaktere og at slikke sine damebekendtskaber i fissen, s\u00e5 de skreg af gl\u00e6de og elskede ham. Det var det han var ude p\u00e5 med sit nye redskab. Sin uddannelse og sine smukke \u00f8jne for slet ikke at tale om hans store brune h\u00e5rmanke. Den holdt han meget af, for den kunne han s\u00e6tte som han ville, n\u00e5r det bare ikke bl\u00e6ste for meget og vinden bragte uorden i frisuren. S\u00e5 gik han med siden mod vinden, s\u00e5 den bl\u00e6ste manken den rette vej, og ikke fik hele hans med megen m\u00f8je opstablede h\u00e5rpragt p\u00e5 afveje. Han havde ogs\u00e5 en taske. Der gemte han sine papirer. Gik altid med tasken p\u00e5 sig, og fyldte hele tiden op med nye papirer. Det var hans forr\u00e5d af fine s\u00e6tninger og smarte udtryk, som han kunne slynge om sig med n\u00e5r det gjaldt, og han skulle forsvare sin position.<\/p>\n

Den lille dreng p\u00e5 fem \u00e5r var kommet helskindet gennem krigen oppe hos sin bedstefar og bedstemor i Ribegade 12 p\u00e5 fjerde sal p\u00e5 \u00d8sterbro. Nu stod Tom og stirrede ind i spejlglasruden i d\u00f8ren ind til K\u00f8kkentrappen og t\u00e6nkte: – Nu er jeg \u00a0blevet fem \u00e5r, s\u00e5 er jeg gammel, fem \u00e5r gammel. -En forbavsende alder, t\u00e6nkte Tom. -Af en s\u00e5 lille dreng at v\u00e6re. Fra nu af bliver jeg n\u00e6ppe \u00e6ldre. Fra nu af er jeg fuldt bevidst om mig selv. Fra nu af kan jeg g\u00f8re som jeg vil. Fra nu af spiller jeg spillet, t\u00e6nkte han. \u00a0 \u00a0 \u00a0 \u00a0 \u00a0 \u00a0 \u00a0 \u00a0 \u00a0 \u00a0 \u00a0 \u00a0 \u00a0 \u00a0 \u00a0 \u00a0 \u00a0 \u00a0 \u00a0 \u00a0 -I et hvilketsomhelst \u00f8jeblik kan jeg krybe ind i mig selv og t\u00e6nke mig selv, der kan ingen n\u00e5 mig, r\u00e5bte han til de store drenge som var efter ham. For han var en lille splejs med store f\u00f8dder og tynde arme. Nemt udsat for vold og chikane. Men indadtil var han st\u00e6rk, for han kunne t\u00e6nke sig selv. Der kunne de ikke n\u00e5 ham. Der var han sikker.<\/p>\n

Han elskede at skide. Det gjorde han alts\u00e5. N\u00e5r han sad p\u00e5 sin lille potte og m\u00e6rkede klumperne komme ud af numsehullet. Det var rigtig noget han kunne lide. S\u00e5 t\u00e6nkte han s\u00e5 godt. P\u00e5 alt muligt, mens hans mor stod ude i k\u00f8kkenet og lavede mad.-Nu skal jeg lave din morgenmad, sagde hun.-S\u00e5 du bliver stor og st\u00e6rk og kan komme i b\u00f8rnehave og skole og al ting. Tom h\u00f8rte hendes stemme og t\u00e6nkte sit. Han var da ligeglad med alt det hun sagde. Det bet\u00f8d ingenting. Ikke for ham, for han sad bare der p\u00e5 sin potte og havde det dejligt mens han sked. Han var helt i sin egen verden. Fuldst\u00e6ndigt opslugt af sit forehavende. At tanker og skiden gled i eet som en f\u00e6lles handling, han var vidne til. Det var ur\u00f8rligt. Ingen kunne tr\u00e6nge ind og igennem til dette f\u00e6nomen, som Tom var. Det var en stor fornemmelse, som han bar p\u00e5 gennem hele sit liv.<\/p>\n

S\u00e5 rejste han sig pludselig fra potten og lorten som ikke var f\u00e6rdig med at komme ud drev ned ad hans sm\u00e5 ben. Moren kom farende og sk\u00e6ldte ham ud. Han begyndte at gr\u00e6de, mens hun med febrilske h\u00e6nder fors\u00f8gte at redde hvad reddes kunne. Men det var for sent. Der fl\u00f8d lort ud p\u00e5 gulvet. Potten v\u00e6ltede og det hele var et mess. Men Tom bare grinte gennem t\u00e5rerne. Han syntes det var m\u00e6gtigt sjovt at se sin mor s\u00e5dan oprevet. S\u00e5 skete der da endelig noget. Ellers sad hun bare p\u00e5 en stol og r\u00f8g cigaretter, og det kedede Tom.<\/p>\n

Nu skulle han i b\u00f8rnehave, sagde hans mor. Han var blevet de fem \u00e5r, man skulle v\u00e6re for at komme s\u00e5dan et sted hen,og moren satte ham op p\u00e5 bags\u00e6det p\u00e5 sin cykel og de cyklede de f\u00e5 kilometer der var hen til b\u00f8rnehaven, hvor han blev indskrevet og fik sin egen plads til at h\u00e6nge sit t\u00f8j og et lille skab, hvor hans madpakke kunne ligge. S\u00e5 begyndte de at manipulere ham. Damerne i b\u00f8rnehaven. De var s\u00e5dan nogle store kraftige kvinder med pageh\u00e5r og l\u00e6bestift og brede h\u00e6nder, der tog h\u00e5rdt og rystede een, hvis ikke man opf\u00f8rte sig ordentligt, som de sagde. Man skulle g\u00e5 i lange r\u00e6kker, n\u00e5r man var ude og g\u00e5 tur og n\u00e5r man skulle spise sin madpakke skulle man sidde helt stille. Hvis ikke man holdt ordentligt p\u00e5 sine rundtenommer og sad og sm\u00f8rede sin mad ud eller s\u00e5dan noget, kom de farende og sagde h\u00e5rde ord, s\u00e5 alle de andre b\u00f8rn grinte, hvis det var en selv der blev h\u00e6ngt ud. Tom hadede det. Det gjorde han, men han sagde ikke noget. Han holdt det for sig selv. Inde der hvor tanken og lorten var eet og ingen kunne n\u00e5 ham.<\/p>\n

Krigen rasede i de \u00e5r, hvor Tom blev sig selv bevidst. Moren var en falleret skuespillerinde uden jobs og m\u00e5tte arbejde som telefondame om natten. S\u00e5 l\u00e5 Tom i sin lille seng med tremmer for i R\u00e5dmandsgade 53 p\u00e5 N\u00f8rrebro og lyttede til n\u00e5r bomberne faldt over byen. Han kr\u00f8b l\u00e6ngere ned under sin dyne og fr\u00f8s. Han var alene i lejligheden. Udenfor l\u00f8d natten hult. Det var v\u00e6mmeligt. Han kneb r\u00f8vhullet sammen og pr\u00f8vede at falde i s\u00f8vn. At komme v\u00e6k fra det hele, og dertil hjalp tanken ham. Han fandt ud af, at han kunne t\u00e6nke sig v\u00e6k fra det hele. Han kunne stramme ballerne og bestemme over sig selv. Det gjorde han s\u00e5. Han t\u00e6nkte p\u00e5 alt det gode han kendte. Han t\u00e6nkte p\u00e5 sine to gule kanariefugle i buret ved siden af \u00a0sengen. De stod der tild\u00e6kket og sov. S\u00e5 t\u00e6nkte han p\u00e5, at han var ude i en skov og s\u00e5 dem flyve omkring oppe i tr\u00e6kronerne. Lidt efter faldt han i s\u00f8vn. Om morgenen kom hans mor hjem fra arbejdet og s\u00e5 var det hele glemt. Han var efterh\u00e5nden ret god til det der med at t\u00e6nke.<\/p>\n

N\u00e5r han ikke var hos sin mor, var han hos bedstefar og bedstemor. De boede som sagt i Ribegade 12, ikke langt fra R\u00e5dmandsgade. Man skulle bare skr\u00e5 hen over f\u00e6lledparken, s\u00e5 n\u00e5ede man Ribegade p\u00e5 20 minutter. I klapvogn som moren skubbede foran sig mens Tom sad og pludrede godt pakket ind i vinterkulden. Med r\u00f8d uldhue og \u00f8revarmere og de store lysebl\u00e5 \u00f8jne str\u00e5lende af gl\u00e6de over endelig at v\u00e6re kommet ud og v\u00e6k fra den lille trange lejlighed. Oppe hos bedstefar og bedstemor var der plads. De boede p\u00e5 fjerde sal i en gammel herskabslejlighed. Masser af plads og Tom elskede at komme og bo der. Det kunne v\u00e6re i flere uger, han skulle v\u00e6re der, mens hans mor var p\u00e5 turne med Harald Hansens skuespillertrup ude i provinsen, hvor hun spillede Hedda Gabler af Ibsen. S\u00e5 var Tom indskrevet hos Sangp\u00e6dagog Otto von Raben og hans kone portr\u00e6tmaler Anna von Raben. Det var noget andet end den daglige trummerum med b\u00f8rnehave og alenen\u00e6tter. Her kunne han ordentlig boltre sig, og det gjorde han, for de elskede ham. Is\u00e6r Anna var han glad for. Otto forholdt han sig mere t\u00f8vende til, men lidt efter lidt blev de venner. En slags kammerater. S\u00e5dan f\u00f8lte Tom det. Med Anna var det ligesom en mor. Faktisk bedre end sin egen mor. Hun havde nogle dejlige bev\u00e6gelser og det f\u00f8ltes sk\u00f8nt, n\u00e5r hun str\u00f8g ham over h\u00e5ret. Hun var hans favorit. Men s\u00e5 en dag sprang bomben. Det var en efter\u00e5rsdag i 45. Befrielsen af landet fra tyskernes byrde var forl\u00f8bet under meget tumult. Tom m\u00e5tte kravle hen over gulvet sammen med sin bedstemor p\u00e5 vej ud i k\u00f8kkenet fordi frihedsk\u00e6mperne l\u00e5 oppe p\u00e5 tagene rundtomkring og sk\u00f8d til h\u00f8jre og venstre. Nogle af kuglerne gik gennem glasset i ruderne ind til det bl\u00e5 k\u00f8kken og ramte kalkv\u00e6ggen s\u00e5 pudset dryssede ned i hovedet p\u00e5 dem, mens de l\u00e5 p\u00e5 gulvet og dukkede sig for ikke at blive ramt. Men s\u00e5 kom der pludselig bananer og citroner. Noget som Tom aldrig havde smagt. Og s\u00e5 sprang bomben. Det skete en eftermiddag hvor han sad med sin bedstefar inde i spisestuen ved det store bord med h\u00e6ngelampen af alabast og lyttede til den gamle Kemp og Lauritsen radio med de gl\u00f8dende r\u00f8r inde bag det hullede bagstykke. Den summede og peb og bedstefar skruede p\u00e5 knapperne for at f\u00e5 en bedre modtagelse af speakerens stemme som i \u201cPressens Radioavis\u201d fortalte at verdens st\u00f8rste bombe var sprunget netop for et par timer siden ude over de japanske \u00f8er. Han kaldte det en \u201cAtom\u201d bombe, og Tom forstod ikke et ord af det hele.-Kan man s\u00e5 m\u00e6rke det over hele jorden? \u00a0 Spurgte han. -Ogs\u00e5 her hos os ? Han kunne se p\u00e5 sin bedstefar, at noget var galt, som han sad der helt stille og stirrede tomt ud i luften. S\u00e5 var det ligesom han tog sig sammen, drejede sig mod Tom og tog ham om skuldrene, beroligende. -Selvf\u00f8lgelig ikke Tom,du skal ikke v\u00e6re bange,det er langt v\u00e6k, det kommer ikke hjem til os. Men Tom var ikke overbevist, s\u00e5 langtfra. Han blev for f\u00f8rste gang rigtig, rigtig bange for den verden han befandt sig i, og han m\u00e6rkede med det samme, at det ikke var noget han kunne t\u00e6nke sig fra. Det var en frygt han m\u00e5tte acceptere som en del af sig selv. Ja m\u00e5ske i bund og grund en frygt som VAR ham selv.<\/p>\n

Det er ikke skide sk\u00e6gt at leve s\u00e5dan et sted, t\u00e6nkte han i sin fem\u00e5rige hjerne. S\u00e5 kan det hele v\u00e6re det samme, og s\u00e5 begyndte han at stj\u00e6le. F\u00f8rst nede fra bagerens femogtyve\u00f8re automat, hvor man kunne tr\u00e6kke et stykke wienerbr\u00f8d med \u00e6ggecreme fra de sm\u00e5 rum, n\u00e5r man stak en m\u00f8nt i spr\u00e6kken. Hans bedstefar havde givet ham nogle gamle italienske lirem\u00f8nter, han havde med hjem fra sine rejser til Capri, og de viste sig at kunne g\u00e6lde for en 25 \u00f8re i automaten. Han havde en hel pose m\u00f8nter, s\u00e5 i lang tid forsynede han sig dagligt med snegle og oversk\u00e5rne. Indtil han blev grebet p\u00e5 fersk gerning af bageren som stod p\u00e5 lur inde i butikken for at se, hvem det var der sn\u00f8d ham. S\u00e5 m\u00e5tte han st\u00e5 skoleret sammen med bedstemor og sige undskyld til bageren og love, at det skulle han aldrig g\u00f8re mere. Men bedstemor grinte og sagde bagefter, at det var smart fundet p\u00e5. Det var bare ikke s\u00e5 smart at blive opdaget!<\/p>\n

Han fik en cykel \u00e5ret efter og l\u00e6rte hurtigt at dr\u00f8ne op og ned ad R\u00e5dmandsgade helt ned til F\u00e6lledparken, hvor han gik p\u00e5 opdagelse inde i buskadset, der hvor b\u00f8rnelokkerne holdt til. Det havde hans mor fortalt ham, at det skulle han passe p\u00e5, for det var meget farligt for en lille dreng, hvis de fik fat i ham. S\u00e5 ville de g\u00f8re grimme ting ved ham. Det var ikke let at f\u00e5 sin mor til at fort\u00e6lle hvilke grimme ting, s\u00e5 det m\u00e5tte han selv finde ud af. Men da han s\u00e5 endelig blev fanget af en b\u00f8rnelokker, gik det op for ham, at det slet ikke var spor sjovt. B\u00f8rnelokkeren trak bukserne af ham og holdt fast om hans tissemand s\u00e5 det gjorde ondt. Tom skreg i vilden sky indtil en forbipasserende \u00e6ldre dame kom ham til hj\u00e6lp og t\u00e6vede manden med sin paraply, s\u00e5 han stak af. Siden holdt han sig langt v\u00e6k fra buskadset. Han var blevet klogere, og han fandt ud af, at hvis han pr\u00f8vede ting, han ikke vidste noget om, kunne han opn\u00e5 noget. Han vidste ikke hvad det var, men senere fik det ord p\u00e5, Det var erfaring. Han erfarede ting ved at pr\u00f8ve dem. Ved at g\u00f8re det, han var i tvivl om hvad var, fik han viden om det. Det var skidesp\u00e6ndende at leve, t\u00e6nkte Tom. Der var nok at tage fat p\u00e5. Han begyndte oppe i k\u00f8kkenet i den lille lejlighed i R\u00e5dmandsgade. Her st\u00f8bte han tinsoldater. Flydende tin blev h\u00e6ldt i forme, hvor det st\u00f8rknede. Sidenhen kunne de pilles ud og dekoreres med flotte farver. \u00a0Ved samme lejlighed l\u00e6rte han ogs\u00e5 noget om gassens br\u00e6ndbarhed. En \u00a0af slangerne til gasapparatet rev sig l\u00f8s og flammerne fra den br\u00e6ndende husgas slog en meter ud i k\u00f8kkenet. Tom fik et shock og styrtede ud af lejligheden ned p\u00e5 gaden for at r\u00e5be p\u00e5 hj\u00e6lp. Folk stimlede sammen om den lille dreng, der nu var begyndt at gr\u00e6de og hulkende fremstammede: -Huset br\u00e6nder, det hele g\u00e5r op i lys lue! S\u00e5 kom brandv\u00e6snet med slanger op ad trappen og de fik hurtigt slukket den hylende flammekaster p\u00e5 k\u00f8kkenbordet, og s\u00e5 var Tom blevet det klogere. Han blev hele tiden klogere, indtil han kom i skole. S\u00e5 blev han dummere. Dag for dag.<\/p>\n

Toms far var eksemplet p\u00e5 det totale svigt. Han havde kneppet Toms mor i \u00a0 \u00c5rhus engang hun var p\u00e5 turne i byen. En ung smuk skuespillerinde med brede l\u00e6ber og kvik mimik. Han faldt pladask for hende p\u00e5 en bar inde i centrum t\u00e6t p\u00e5 \u00c5rhus teater. Hvad Toms mor\u00a0ikke vidste var, at han var gift og havde et barn i forvejen samt et p\u00e5 vej. Hun blev betaget af den h\u00f8je mand med det lyse h\u00e5r og de smukke bl\u00e5 \u00f8jne. Hun troede selvf\u00f8lgelig, at det skulle vare evigt. Det tror man jo n\u00e5r man er forelsket. Men s\u00e5dan skulle det ikke g\u00e5. Da Kaj, som svinet hed, fik besked om hendes graviditet, m\u00e5tte han tilst\u00e5 og fort\u00e6lle, at han ville blive hos sin kone og sin \u201cfamilie\u201d som han sagde. Men han skulle nok love, at st\u00f8tte hende p\u00e5 alle m\u00e5der. Derfor sendte han hende 50 kr hver m\u00e5ned og holdt sig s\u00e5 i \u00f8vrigt v\u00e6k. Hun var fortvivlet. Gravid og p\u00e5 turne. Det varede ikke l\u00e6nge f\u00f8r hun m\u00e5tte stoppe skuespilleriet og g\u00e5 svanger alene og uden job. Tom kom til verden i oktober p\u00e5 kommunehospitalet i \u00c5rhus. Krigen var lige brudt ud. Det var sv\u00e6re tider, men gudskelov for hans mor sad operasangeren og portr\u00e6tmaleren i Ribegade parat til at tage imod den lille nyf\u00f8dte. Toms far holdt sig v\u00e6k. Han skulle ikke have noget klinket p\u00e5 sin s\u00e5kaldte \u201cfamiliefront\u201d.Da de f\u00f8rste f\u00f8dselstraumer var overst\u00e5et, flyttede hun til en lille lejlighed p\u00e5 N\u00f8rrebro og fik job som telefonistinde og ind imellem en opgave i radiofonien som opl\u00e6ser af H.C. Andersen \u00e6ventyr. Tom havde derfor ingen far. Man talte dengang om, at han var et \u201cu\u00e6gte\u201d barn. Det var den gang. Med j\u00f8deforf\u00f8lgelse og drab i gaderne. I denne charmerende atmosf\u00e6re voksede Tom op de f\u00f8rste barne\u00e5r. Han l\u00e5 i vuggen og grinte op til sin mor. Han s\u00e5 hendes k\u00e6re, smukke ansigt som sagde lyde som \u201cdikkedik\u201d og \u201cbuuh\u201d og \u201cn\u00e5\u00e5h\u201d, og det kunne han godt lide. Han kunne ogs\u00e5 godt lide, n\u00e5r hun tog ham op og vaskede ham i numsen, men han kunne ikke lide, n\u00e5r hun hele tiden flyttede hans fingre v\u00e6k, n\u00e5r han l\u00e5 og pillede i sin tissemand. Det var s\u00e5 dejligt at pille i sin tissemand, syntes Tom, og kunne slet ikke forst\u00e5, at hans mor skubbede hans h\u00e6nder v\u00e6k hele tiden. -Hvis du bliver ved, s\u00e5 kommer jeg og klipper den af, sagde hun, og Tom som jo ikke forstod betydningen af, hvad hun sagde, forstod udm\u00e6rket p\u00e5 tonefaldet, at det var noget ubehageligt, hun mente. Han begyndte derfor at pille sig i tissemanden i smug, og det fortsatte han med resten af livet. Ellers var hun s\u00e5m\u00e6nd meget s\u00f8d, hans mor. Lidt h\u00e5rd engang imellem, n\u00e5r hun ikke kunne f\u00e5 enderne til at n\u00e5 sammen.Der var ingen udover bedstemor, som j\u00e6vnligt kom p\u00e5 bes\u00f8g, til at hj\u00e6lpe hende med hele redeligheden. Hun var i bund og grund, hvad vi i dag kalder en \u201cenlig\u201d mor. M\u00e5ske ogs\u00e5 en ensom mor. Jo, det var hun nok. For selvom hendes mor Anna var hende til stor hj\u00e6lp, s\u00e5 var \u00a0hendes far ret frav\u00e6rende overfor hende. Han var en sur gammel mand inderst inde. Han var aldrig blevet den store operasanger, han dr\u00f8mte om. Han var taget til Capri for at synge hos en kendt sopran som \u00f8delagde hans stemme ved at presse ham over evne. Ambitionerne fik kn\u00e6kket ham, og nu sad han der p\u00e5 fjerde sal i Ribegade og underviste skuespillere fra det kongelige teater i korrekt stemmef\u00f8ring og \u00e5ndedr\u00e6t. Han havde elever hele dagen, og det kedede ham. N\u00e5r hans datter kom forstyrret ind ad d\u00f8ren og s\u00f8gte hj\u00e6lp, afviste han hende med en vred bem\u00e6rkning om, at hun jo selv havde\u00a0v\u00e6ret ude om det.<\/p>\n

I det hele taget var det en trist tid for lille Tom at vokse op i. Luftalarm og skyderi nede p\u00e5 Jagtvej. Dommdagstorden i radioen som hylende bragte klassiske koncerter, som Tom hadede, men som hans mor elskede. De to kanariefugle i buret som fl\u00f8j forvirrede op hver gang bl\u00e6sere og trommer satte i med fuld styrke s\u00e5 Tom fo\u2019r sammen nede i sin vugge og begyndte at gr\u00e6de. Han hadede al den larm, hans mor satte p\u00e5, fordi hun troede det beroligede ham. Hun pr\u00f8vede at g\u00f8re sin s\u00f8n med selskab, men havde ogs\u00e5 sit eget at t\u00e6nke p\u00e5.Var slet ikke parat til at v\u00e6re mor. Det var noget, der bare var sket. Hun havde overvejet abort, men havde skubbet det fra sig. Det var Toms held, men m\u00e5ske havde det v\u00e6ret bedre. S\u00e5 var han sluppet for al det mas, som livet er. Inderst inde var det hele som udgangspunkt noget lort. Det var s\u00e5 op til Tom at f\u00e5 det til at gl\u00f8de. Det var de vik\u00e5r han havde f\u00e5et tildelt. Simpelthen.<\/p>\n

Bedstemor kom p\u00e5 bes\u00f8g en dag der var luftalarm. Hun n\u00e5ede lige netop at krybe op i en gammel oliet\u00f8nde, der stod nede p\u00e5 gaden udenfor deres opgang. Der opholdt hun sig i to timer indtil alarmen blev afbl\u00e6st. Toms mor sad oppe i vinduet og holdt \u00f8je med t\u00f8nden. Bedstemor var st\u00e6rkt oprevet, da hun kom op. Tom l\u00e5 og kiggede p\u00e5 de to kvinders fortrukne ansigter og h\u00f8rte deres nerv\u00f8se stemmer. Han forstod ikke en skid, men han m\u00e6rkede det hele. Han blev bange og greb hurtigt om sin tissemand for at hente tr\u00f8st. Det var hans hemmelighed gennem alle de fem forbandede \u00e5r. Det var hans tissemand. Var den sk\u00e5ret af, eller som man g\u00f8r nu om dage omsk\u00e5ret, s\u00e5 er det ikke sikkert Tom var blevet den han er i dag. Slet ikke sikkert. Det er de sm\u00e5 ting, der g\u00f8r den store forskel. Det t\u00e6nker vi ikke over, men det er det.<\/p>\n

Han ville ud og se verden. Det ville Tom. En dag hans mor var uopm\u00e6rksom smuttede han ud af d\u00f8ren og ned p\u00e5 gaden. Han har vel v\u00e6ret en fem \u00e5rs tid. -Jeg skal afsted, t\u00e6nkte han. -Jeg m\u00e5 ud. Kan ikke holde ud at v\u00e6re indesp\u00e6rret l\u00e6ngere hos den kvinde, som hele tiden forr\u00e5der mig. Hun ser mig ikke. Det er et helvede. Og s\u00e5 stak han af. Med sine sm\u00e5 fem\u00e5rige ben stavrede han ned de to etager, fik skubbet den tunge hovedd\u00f8r op og kom ud p\u00e5 gaden. Ud i det fri. Han snusede byluften ind gennem sine n\u00e6sebor. Der lugtede af tj\u00e6re, kunne han m\u00e6rke, ovre fra fabrikken som vulkaniserede gummi. En sk\u00e6rende lyd fra maskinerne sprang op bag det brune r\u00e6kv\u00e6rk som omgav bygningen. Han lo h\u00f8jt over sin frihed og begav sig afsted ned ad R\u00e5dmandsgade mod den brede Tagensvej med de larmende sporvogne og biler som hele tiden kom forbi. Han havde ikke travlt. Stoppede op og s\u00e5 sig omkring for rigtigt at fornemme den store verden, som han nu var p\u00e5 vej ud i. Folk kiggede p\u00e5 ham men lod ham v\u00e6re. De var optaget af deres eget, og han kunne uforstyrret g\u00e5 videre mod Jagtvej, \u00a0hovedf\u00e6rdsels\u00e5ren med flokke af cyklister og sporvogne i par. Han f\u00f8lte, han kunne blive ved med at g\u00e5. Der var nok at se p\u00e5 og suge ind. Verden var hans, og den var slet ikke s\u00e5 frygtelig, som han havde f\u00e5et indtryk af gennem sin mor. S\u00e5 han gik videre og kom helt ned til Universitetet og de store gr\u00f8nne tr\u00e6er som omkranser f\u00e6lledparken. S\u00e5 blev han stoppet. En betjent havde f\u00e5et \u00f8je p\u00e5 ham. Han spurgte hvor hans mor var, og Tom svarede: – Derhjemme! -Er du helt alene ude og g\u00e5? Spurgte betjenten s\u00e5. -Jae! Tom nikkede. Betjenten tog Tom i h\u00e5nden og de gik sammen hen til betjentens bil og k\u00f8rte til politistationen. Her fik Tom en sodavand og sad og ventede mens de skrev en masse ned p\u00e5 papir og snakkede lavm\u00e6lt sammen. Tom var i h\u00f8jt hum\u00f8r. Endelig skete der noget rigtigt. Noget han selv havde gjort. Det var sk\u00f8nt at sidde der og blive opvartet af de rare betjente. De k\u00f8rte afsted i bilen og Tom udpegede selv den vej, han havde g\u00e5et og fandt hjem til R\u00e5dmandsgade 53, hvor hans mor sad og gr\u00e6d, mens betjenten fortalte, hvor han havde fundet Tom. – Nu m\u00e5 De ikke sk\u00e6lde ham ud, lille frue, sagde han. -Blot passe lidt bedre p\u00e5 ham n\u00e6ste gang. Tom havde f\u00e5et smag for friheden. Det kunne lade sig g\u00f8re at komme v\u00e6k, og der var sp\u00e6ndende ting derude. Det var slet ikke farligt, som han hele tiden havde f\u00e5et indtryk af gennem sin forvirrede mor. Han var endnu en gang blevet klogere. Indtil et \u00e5r efter, hvor han kom i skole. S\u00e5 blev han dummere og dummere. Men inderst inde glemte han aldrig, hvad han havde l\u00e6rt den dag han stak af hjemmefra. Det gjorde han ikke.<\/p>\n

Hans mor var en snob. Ingen tvivl om det. En \u201cfin\u201d skole skulle han i. Det havde hun bestemt, s\u00e5 allerede kort tid efter Tom var f\u00f8dt, blev han indskrevet til optagelse i \u00d8sters\u00f8gades Gymnasium n\u00e5r han fyldte seks \u00e5r. Det var n\u00f8dvendigt. Der var rift om pladserne. Det var adelen og rige forretningsfolks b\u00f8rn der gik der. Og det var en delt skole. P\u00e5 den ene side var drengeskolen og p\u00e5 den anden side Ingrid Jespersens h\u00f8jreligi\u00f8se pigeskole. Adskillelsen mellem de to skoler var hermetisk. Der var ingen smuthuller. Man holdt sig hver for sig.<\/p>\n

Cykle skulle han. Hen til skolen hver dag. Han fik en brugt cykel med lavtsiddende saddel og gedebukkestyr. Der var ogs\u00e5 en bagageb\u00e6rer, hvor han kunne anbringe sin skoletaske. Om morgenen klokken syv var han parat. Moren lavede havregr\u00f8d, som han spiste med m\u00e6lk og sylte t\u00f8j. Nede i g\u00e5rden stod cyklen i det lave cykelskur sammen med de andre cykler fra opgangen. Lis havde ogs\u00e5 en cykel som stod ved siden af Toms. Lis var syv \u00e5r og Toms legekammerat. Tom elskede sin cykel. Pedalerne snurrede under ham, n\u00e5r han rigtigt trampede, og selv om det kunne v\u00e6re koldt om morgenen, generede det ham ikke at tr\u00e6de godt til i bl\u00e6sevejret ud langs sct. J\u00f8rgens s\u00f8, f\u00f8r han drejede ned ad \u00d8sters\u00f8gade. Her l\u00e5 skolen, h\u00f8j og majest\u00e6tisk i r\u00f8de mursten og med en stor gr\u00f8n port man skulle igennem for at komme ind i skoleg\u00e5rden. Der var altid et mylder om morgenen. Rektor stod og tog imod og skrev dem op som kom for sent. Tom kom aldrig for sent. Han var bange for rektor og kom altid i god tid. Rektor smilede til ham fordi han var pr\u00e6cis. Det var da altid noget, t\u00e6nkte Tom. S\u00e5 har jeg ikke gjort noget forkert. Endnu. Inde i klassev\u00e6relset var en masse pulte med plads til to hver, stillet op p\u00e5 lige r\u00e6kker. Tom fik en pult sammen med en tyk dreng som hed Pierre. Hans mor var fransk. Faren var en kendt skuespiller. Pierre var flink nok, men der var ikke meget plads tilovers p\u00e5 s\u00e6det til Tom. -Hvor kommer du fra? Spurgte Pierre. -Jeg kommer fra R\u00e5dmandsgade, svarede Tom. -Det lyder ikke godt det der r\u00e5d, sagde Pierre. -Er der r\u00e5ddent derude? -Nej, slet ikke, svarede Tom. -Det er ikke noget r\u00e5ddent. Det er en r\u00e5dmand. En vigtig person. Det siger min mor. -Jeg kommer fra Hellerup, sagde Pierre. -Hvor ligger R\u00e5dmandsgade? -Ude p\u00e5 N\u00f8rrebro, svarede Tom. -Uha, er det ikke farligt at bo der? S\u00e5dan med tyvekn\u00e6gte og s\u00e5dan noget? – Ikke s\u00e5 vidt jeg ved, svarede Tom. -Og min mor er skuespiller, tilf\u00f8jede han, for at bringe lidt luft ind i samtalen. -P\u00e5 et teater. -Det er min far ogs\u00e5, udbr\u00f8d Pierre glad. -S\u00e5 er vi venner! \u00a0Og s\u00e5 blev de venner og sad ved siden af hinanden hele f\u00f8rste klasse.<\/p>\n

Frk Jensen kom ind og de skulle allesammen rejse sig op og st\u00e5 helt stille n\u00e5r hun viste sig. Det havde rektor fortalt dem den f\u00f8rste dag. -Ret skal I st\u00e5! sagde han med bestemt mine og gik s\u00e5 ud og overlod klassen til deres klassel\u00e6rer frk. Jensen. Frk. Jensen var en slank lysh\u00e5ret kvinde p\u00e5 tredieve \u00e5r. Med blomstret kjole og venlige \u00f8jne. Hun var meget moderlig overfor b\u00f8rnene, men det var jo ogs\u00e5 f\u00f8rst klasse. Indslusningsklasse som ikke skulle v\u00e6re for h\u00e5rd overfor de sm\u00e5 p\u00f8jker. Hun t\u00e6nkte p\u00e5 sit eget barn, som hun ikke fik lov at beholde mere end en m\u00e5ned. S\u00e5 d\u00f8de det af dysenteri. Hun s\u00e5 stadig sit d\u00f8de barn for sig n\u00e5r hun underviste de sm\u00e5 drenge i at skravere i tegnetimen og skrive bogstaver i dansktimen. S\u00e5 gled en lille t\u00e5rer ned over hendes ene kind. Hun viskede den hurtigt v\u00e6k. Drengene m\u00e5tte ikke bem\u00e6rke hendes sorg. Professionel og stanhaftig i sin l\u00e6rergerning var hun, og Tom kunne godt lide hendes m\u00e5de at v\u00e6re p\u00e5. Det var noget han forstod. Direkte og f\u00f8lsom. Han var helt p\u00e5 b\u00f8lgel\u00e6ngde med frk. Jensen. Anderledes var det med Hr Buch. En stor, h\u00f8jr\u00f8stet mand med ildr\u00f8dt h\u00e5r og store tunge h\u00e6nder. Ham havde de i Sang og bibelhistorie. Salmevers blev terpet fra allerf\u00f8rste dag. Han l\u00e6ste op, og de skulle gentage, indtil det sad: \u201cIngen er s\u00e5 tryg for fare som guds lille b\u00f8rneskare.\u201d Gentog hele klassen efter hr Buch. S\u00e5 skulle de een efter een alene gentage ordene. Tom kom flot igennem, men Pierre kunne ikke huske, hvad hr Buch havde messet. -Pr\u00f8v nu igen! sagde han, men Pierre begynte bare at gr\u00e6de. Han hulkede s\u00e5 hans tykke kinder b\u00e6vrede som buddig, og Tom kunne ikke dy sig for at le, men det skulle han ikke have gjort. Hr Buch for hen og gav ham et drag over nakken. S\u00e5 begyndte Tom ogs\u00e5 at gr\u00e6de. Gudskelov ringede klokken og timen var forbi. De andre drenge styrtede ud i skoleg\u00e5rden til frikvarter. Tom og Pierre sad alene og sn\u00f8ftede. Hr Buch bare skred, men s\u00e5 kom frk Jensen ind. De skulle have dansk med hende. -\u00c5h, gudsebasse, hvor ser I ud. Hun tog et lommet\u00f8rkl\u00e6de op fra sin taske og de fik lov at pudse n\u00e6se. – Ja han kan v\u00e6re ret skrap, ham hr Buch. Men I har godt af det. Ikke at v\u00e6re pyldrehoveder. Det er noget man l\u00e6rer efterh\u00e5nden her p\u00e5 skolen, sagde hun med et syrligt smil, og gik hen til kateteret og satte sig for at l\u00e6gge sine papirer og b\u00f8ger frem til deres n\u00e6ste time.<\/p>\n

Lis boede i lejligheden under Tom. I stuen. Tom boede p\u00e5 f\u00f8rste sal, s\u00e5 de kunne ikke undg\u00e5 at m\u00f8des, og s\u00e5 blev de legekammerater. Tom syntes godt om Lis. Han syntes hun var p\u00e6n. Lis lignede en t\u00e6ndstik. Tynd og ranglet og syv \u00e5r. Tom var jo seks, s\u00e5 man kan sige, de var j\u00e6vnaldrende. Men Lis var nok lidt mere fremme i skoene end Tom. Hun var pige. Udviklingen starter jo tidligere for dem. Tom havde mest tinsoldater og brandbiler i hovedet. Lis havde sine dukker, men hun havde ogs\u00e5 sig selv. Hun gjorde meget ud af sig selv. M\u00e5ske fordi hun boede hos sin tante. Moren var vistnok d\u00f8d, og alt det skjulte sig under det lille frejdige fj\u00e6s med opstoppern\u00e6se, som Lis besad. Tit kom Lis op til Tom, mens han var alene hjemme. Lis tante var en sur dame, s\u00e5 der var de ikke. Lis kunne godt lide Tom, men hun kunne ogs\u00e5 bruge ham til noget, og Tom var troskyldig. Gik med p\u00e5 Lis lege, som hun fandt p\u00e5 mens de var alene hjemme oppe hos Tom. De skulle nemlig \u201clege l\u00e6ge\u201d, som Lis sagde. Tom skulle v\u00e6re l\u00e6gen og Lis patienten. Tom syntes det l\u00f8d sp\u00e6ndende. Han havde v\u00e6ret hos l\u00e6gen en gang han havde skoldkopper, eller hvor Toms mor troede, at han havde skoldkopper. Det var bare R\u00f8de Hunde, men det var det vist heller ikke, t\u00e6nkte Tom. Men det var s\u00e5dan noget, hans mor og l\u00e6gen snakkede om, og s\u00e5 blev han stukket i armen med en n\u00e5l, og det gjorde ondt, men Lis ville ikke have noget der gjorde ondt.\u00a0Hun ville have noget, der gjorde godt, og det fik hun snedigt Tom til at forst\u00e5. Unders\u00f8gelsen skulle ikke g\u00f8re ondt. Den skulle g\u00f8re godt. Det syntes Tom l\u00f8d meget fornuftigt, s\u00e5 han gik med p\u00e5 sp\u00f8gen uden rigtig at forst\u00e5, hvad meningen med det hele var. Men det vidste Lis. Hun sagde: -F\u00f8rst skal jeg have alt t\u00f8jet af, ellers kan du jo ikke komme til at unders\u00f8ge mig rigtigt, vel? Det forstod Tom godt. Han iagttog pigen foran sig langsomt aff\u00f8re sig sit t\u00f8j. Stump p\u00e5 stump indtil hun var helt n\u00f8gen og lagde sig ned p\u00e5 gulvet og sagde:-Kom! Nu skal du unders\u00f8ge mig, og du m\u00e5 godt bruge fingrene og trykke mig forskellige steder for at se om det g\u00f8r ondt eller det g\u00f8r godt. Tom n\u00e6rmede sig den n\u00f8gne pige, der l\u00e5 der p\u00e5 gulvet udstrakt og i fuld figur. -Skal jeg trykke dig der? Spurgte han og lagde sin lille h\u00e5nd p\u00e5 hendes fod. -Lige hvor du vil, svarede Lis. S\u00e5 skal jeg nok sige dig om det g\u00f8r ondt eller om det g\u00f8r godt. Tom trykkede hende p\u00e5 benet. F\u00f8rst det ene og s\u00e5 det andet. -G\u00f8r det ondt, spurgte Tom. -Ikke s\u00e5 meget, svarede Lis. -Pr\u00f8v at trykke lidt h\u00f8jere oppe! Lis drejede sig velbehageligt over mod Tom og l\u00e5 p\u00e5 siden og s\u00e5 op p\u00e5 ham. Der bredte sig et sm\u00f8ret grin p\u00e5 hendes ansigt. – Det er ligesom der er noget der helt oppe p\u00e5 l\u00e5ret. Kan du ikke trykke lidt der! Tom trykkede. -H\u00f8jere op, hviskede Lis. Tom trykkede h\u00f8jere oppe, der hvor Lis l\u00e5r m\u00f8dtes. Han undrede sig over, hvad han s\u00e5. En revne eller n\u00e6rmere spalte var hvad sammensmeltningen af l\u00e5rene fortsatte i. -Hvad er det for noget, du har der? Spurgte Tom. Har du sk\u00e5ret dig? Lis fniste.-Pr\u00f8v at m\u00e6rke efter, s\u00e5 skal jeg sige dig om det g\u00f8r godt eller ondt, men du skal v\u00e6re forsigtig. meget forsigtig! Tom lod sine fingre glide hen over revnen. Meget forsigtigt. M\u00e5ske begynder det at bl\u00f8de, hvis jeg trykker for h\u00e5rdt, t\u00e6nkte han. Lis hev efter vejret. -Pr\u00f8v lidt h\u00e5rdere! Tom trykkede. -Pr\u00f8v ind i revnen, pusted Lis, og Tom f\u00f8rte en finger ind. -Nu g\u00f8r det godt! Lis n\u00f8d det, kunne Tom m\u00e6rke. Han blev glad over lis\u2019 reaktion. Pr\u00f8vede at tr\u00e6nge dybere ind i revnen, da i det samme entred\u00f8ren blev \u00e5bnet med n\u00f8gleraslen. Tom trak fingeren ud. Lis rejste sig op og greb efter sit t\u00f8j, men det var for sent. Moren tr\u00e5dte ind ad d\u00f8ren til Toms sovev\u00e6relse, hvor de var. Hun stod der i d\u00f8r\u00e5bningen og s\u00e5 helt vild ud.- Hvad er det I laver? spurgte hun med ophidset stemme. -Kan du s\u00e5 se at f\u00e5 t\u00f8jet p\u00e5 Lis! Og du Tom, hvad har du gang i? \u00a0Hun s\u00e5 helt syg ud i hovedet. Tom forstod ikke et kuk af det hele. -Vi leger bare doktor og patient, sagde han. Men hun h\u00f8rte ikke efter. Skreg ad Lis, at hun skulle komme ud, og rev i Tom og rystede ham i armen. Sikke noget svineri! \u00a0I skulle skamme jer at lave s\u00e5dan noget. Lis fik t\u00f8jet p\u00e5 i en fart og flygtede ud og ned ad trappen. Tom begyndte at gr\u00e6de. Han forstod ingenting. Kun at hans mor var rasende over noget han ikke havde anelse om, hvad var. Hun t\u00e6ndte en cigaret og gik ud i k\u00f8kkenet. N\u00e5r Toms mor t\u00e6ndte en cigaret, vidste Tom at det v\u00e6rste var overst\u00e5et. Men han forstod stadig ikke et pluk.<\/p>\n

Det skal nok blive godt altsammen, t\u00e6nkte Tom og satte en m\u00e6lkekapsel op med en tegnestift p\u00e5 v\u00e6ggen bag, hvor han og Pierre sad. Tom bev\u00e6gede sig afsted ad floden, som str\u00f8mmede under ham. Han samlede forskelligt affald, som de andre b\u00f8rn i klassen havde kasseret og smidt p\u00e5 gulvet op,og lavede en lille kollage p\u00e5 v\u00e6ggen. Der var sm\u00e5 stumper blyant og madpapir og glanspapir fra tegnetimen. Et stykke vidskel\u00e6der.Et kn\u00e6kket penneskaft og selvf\u00f8lgelig m\u00e6lkekapsler. Dem var der mange af. Til frokost blev en kasse kvartliters s\u00f8dm\u00e6lk b\u00e5ret ind af pedellen. B\u00f8rnene kastede sig over den og rev hurtigt de bl\u00f8de kapsler af flaskerne og drak beg\u00e6rligt. Tom gik omkring og samlede kapslerne op. T\u00f8rrede dem af og tilf\u00f8jede dem til sin samling p\u00e5 v\u00e6ggen. Det var hans forn\u00f8jelse. De andre elever var mere interesseret i at larme. Skrige og l\u00f8be rundt, indtil Frk Jensen kom ind og beordrede ro. \u00a0Han lavede sin egen verden i kapsler og forladt madpapir. Forbavsende nok var der ingen der gjorde vr\u00f8vl over hans \u201cudstilling\u201d De havde nok i deres eget, og Tom havde nok i sit. Han sad der i sin lille jolle af sammenflikket gods og padlede afsted s\u00e5 godt han kunne. Der var faste retningslinier for farten. Tungen lige i munden og gentage, hvad der blev sagt. Han var bl\u00f8d indeni. Trodsede ikke imod, og kom derfor videre uden selv at blive ber\u00f8rt. Det var ligesom al deres snak bare var en fjern mumlen, han sejlede igennem for at tilpasse sig flodens krumninger. Det gik ham aldrig rigtig p\u00e5, fordi det meste gik hen over hovedet p\u00e5 ham. Det var den st\u00f8j og det kaos, hans lille udstilling skildrede. Udtrykt i m\u00e6lkekapsler og andet \u201caffald\u201d.<\/p>\n

Allerede i anden klasse skulle de spille fodbold. Det var Obligatorisk. Ovre i f\u00e6lledparken. Ofte som f\u00f8rste time p\u00e5 dagen, hvor de skulle m\u00f8de omkl\u00e6dte p\u00e5 gr\u00f8nsv\u00e6ren ud mod Trianglen. Tom var cyklet hjemmefra tidligt for at v\u00e6re parat. Han m\u00f8dtes med de andre drenge, som trippede rundt og varmede op. Tom var bange for fodbold. De skubbede ham, s\u00e5 han v\u00e6ltede, n\u00e5r de ville drible og have bolden. Han kunne ikke f\u00f8lge med, n\u00e5r de l\u00f8b op og ned ad den store bane. Han blev forpustet og fik et h\u00e5rdt slag fra en skulder bag sig. Han hadede det fodbold og fik tjansen som m\u00e5lmand. Det duede han heller ikke til. Flokken af st\u00e6rke drenge med ild i benene skr\u00e6mte ham. Det var ikke hans boldbane. Det fodbold. Han cyklede over til skolen efter kampen. Kold og trist, og der var tvang om bad bagefter i bruserum med iskoldt vand. -Det h\u00e6rder, sagde Gymnastikl\u00e6re Struwe, som lavede armb\u00f8jninger i gymnastiksalen mens de var i bad. S\u00e5 op i klassen med halvv\u00e5dt t\u00f8j og have kristendomskundskab med frk Fibiger, der hele tide fortalte dem, hvor meget hun gl\u00e6dede sig til at komme op til Gud. Hun var helt hvidh\u00e5ret og havde glashud med dybe huler om \u00f8jnene. M\u00e5ske var hun allerede d\u00f8d, t\u00e6nkte Tom. Hun lignede et sp\u00f8gelse, han havde l\u00e6st om i Ota b\u00f8gerne, med \u00e6ventyr om feer og trolde og m\u00e6rkelige v\u00e6sner. F\u00f8rst l\u00e6ste hans mor h\u00f8jt for ham, men efter det f\u00f8rste \u00e5r i skolen kunne han l\u00e6se selv. Det elskede han. At ligge i sengen under natlampen og forsvinde ud i fantasiens land. Ud de steder som kun tanken kendte. Et m\u00e6rkeligt land inde i ham selv, som voksede i takt med at hans krop voksede.<\/p>\n

Men allerf\u00f8rst skulle han l\u00e6re at blive voksen. Det var det, hele skolen drejede sig om. Derfor m\u00e5tte man vide alting. Det vidste de voksne, og det skulle han ogs\u00e5. De terpede hver eneste dag historie og konger\u00e6kken og dansk og f\u00e6drelandet med de brede b\u00f8ge og den stolte fortid. De sang s\u00e5 det sm\u00e6ldede hver morgen lange salmer, og stod bagefter med b\u00f8jede hoveder og fik fadervor forkyndt af Rektor oppe fra pulten med det store tr\u00e6kors med den lidende Jesus nedenunder.<\/p>\n

Hvad var det,de ville? Alle disse mennesker. Alle disse mennesker som omgav ham. Hvad var de ude p\u00e5? De var ude p\u00e5 at f\u00e5 ham til at blive som dem. Det var hele form\u00e5let med deres handlinger. De gjorde alt for at omskabe ham i deres billede, og han var som ler i deres h\u00e6nder. Han anede ikke , hvad det hele gik ud p\u00e5, den gang han tr\u00e5dte ind i verden. Tom var tom da han tr\u00e5dte ind i verden, og verden var parat til at fylde ham op med alt sit. Til det havde verden alle disse mennesker som omgav Tom, og hvis eneste motiv\u00a0var, at s\u00e6tte ham i stand til at blive en lydig samfundsborger i det hiraki, de kaldte livet. For dem var der kun et opad og et nedad. Det var s\u00e5re simpelt, og Tom skulle opad ved at blive holdt nedad. S\u00e5 han kunne l\u00e6re at se afgrunden og frygte den. S\u00e5 han kunne l\u00e6re at se sig selv som et v\u00e6sen, hvis eneste form\u00e5l var at blive som dem. Kopimodeller blev til stadighed holdt op foran hans \u00f8jne. Frk Fibiger med sin salvelsesfulde r\u00f8st der bebudede Jesus komme i d\u00f8den, som hun \u00f8nskede s\u00e5 inderligt. Frk Jensen med sin moderlige beskyttertrang og opofrende handlem\u00e5de. Rektor Feil, som magtfuldt ud\u00f8ste af sin uendelige k\u00e6rlighed og strenghed. Hr Buch som bare slog h\u00e5rdt og viste verdens grusomhed i en n\u00f8ddeskal. Og sidst men ikke mindst hr. Struwe, som p\u00e5 forbilledelig vis skabte drenge om til m\u00e6nd med kolde afvaskninger, iskolde fodboldmorgener og armb\u00f8jninger i gymnastiksalen. Det var Toms opgave. At rette ind og forst\u00e5, at dette var vejen han skulle g\u00e5, og som han ogs\u00e5 gik, s\u00e5 godt han kunne, for han var et pligtopfyldende v\u00e6sen, og bange ovenik\u00f8bet. S\u00e5 det var let for alle disse mennesker at sparke ham til side og f\u00e5 ham p\u00e5 plads. Han l\u00e6rte at kende sit sted. Det var nederst. Han var kommet ind i denne fine skole af barmhjertighed over for hans mor, som havde tigget og bedt om at f\u00e5 ham indskrevet. Og nu sad han der p\u00e5 b\u00e6nken ved pulten og sled i det med at f\u00e5 bogstaverne p\u00e5 papiret til at se rigtige ud. Lige som dem p\u00e5 tavlen som frk Jensen havde tegnet. Is\u00e6r \u201cl\u201d havde han sv\u00e6rt ved at f\u00e5 til at blive rigtigt. Det sving stregen tog op over tredie linie af banen som bogstaverne skulle st\u00e5 p\u00e5 i stileh\u00e6ftet kunne han ikke f\u00e5 til at runde s\u00e5dan som det skulle. Han holdt krampagtigt p\u00e5 blyanten og havde tungen fast presset mod fort\u00e6nderne idet han med hele sin arms muskler anstrengte sig for at bev\u00e6ge den genstridige blyant med spidsen over papiret p\u00e5 den \u201crigtige\u201d m\u00e5de. Den m\u00e5de frk Jens havde vist man skulle. Man skulle nemlig g\u00f8re pr\u00e6cis som frk Jensen. Hverken mere eller mindre. Bogstaverne skulle se n\u00f8jagtigt lige s\u00e5dan ud som dem hun havde lavet. Det var ren kopi. Han skulle l\u00e6re at kopiere. Det var det han skulle, og han gjorde sit bedste for at blive s\u00e5dan. Lige netop s\u00e5dan. Hverken mere eller mindre. Det var en h\u00e5rdfin balancegang som han ikke magtede, men som han, presset af sin angst for ikke at sl\u00e5 til i verden, gjorde sit bedste for at opn\u00e5. De andre i klasse var allesammen \u201cbedre\u201d end han. Det m\u00e6rkede han hurtigt. De havde en evne til at smelte til. At finde p\u00e5 plads. Hver og een s\u00e5 godt som. Der var et par enkelte som ikke kunne f\u00f8lge med og de blev h\u00e6ngt ud til spot og spe s\u00e5 alle kunne se hvor t\u00e5belige de var. S\u00e5 grinede hele klasse ad dem, s\u00e5 de r\u00f8dmede og s\u00e5 ned i bordpladen, mens skammen steg op som flammer af deres nakke. S\u00e5dan ville Tom ikke v\u00e6re. Men der var vist ingen vej udenom. Han kom i underetagen. Evnerne slog ikke til. Kopisten i ham var ikke stor nok. Det inds\u00e5 han og gled med p\u00e5 bedste beskub med sine sm\u00e5 finurligheder og sans for at lave ballade og grin med det hele. Det havde han sans for . Guderne skal vide hvorfor, men det havde han. Han kunne f\u00e5 klassen til at grine. Grine af sig selv og grine af l\u00e6reren. Derfor blev han lige s\u00e5 stille en slags sorteper i klassen. De kunne ikke lide ham, kunne l\u00e6rerne. Kun frk jensen holdt ud helt op i tredie klasse og var ham venligt stemt, men s\u00e5 fik de en anden klassel\u00e6re og s\u00e5 blev han alene i verden. Tredie klasse var sk\u00e6ringsklassen, da de fik hr Moe som klassel\u00e6re. Han hadede Tom. Rigtig hadede ham og var ude efter ham hele tiden. Nu begyndte \u201ckarakter\u201d at f\u00e5 betydning. God karakter og d\u00e5rlig \u00a0karakter. Ordet sang i Toms \u00f8rer. Det var et frygteligt ord og et frygtet ord. Ord fik st\u00f8rre og st\u00f8rre betydning i Toms verden. Alt bestod af ord, og hans hoved boblede og sydede af ord. Som han skulle l\u00e6re at sige rigtigt p\u00e5 de rigtige steder. Det var tanker i hans hoved, som var alle disse ord i een lang k\u00e6de som aldrig holdt op. Han hadede den k\u00e6de. Den gjorde ham tosset, men hr Moe bandt k\u00e6den t\u00e6t sammen og trak i den s\u00e5 det gjorde ondt inde i Tom. Han blev helt forskruet, mens Moe trak of hev og skreg op om Toms uduelighed og dumhed. Det var sv\u00e6re tider for Tom. Det var det.<\/p>\n

Men s\u00e5 var det godt der var cirkus! Cirkus \u00a0i F\u00e6lledparken, \u00a0hvor bedstemor boede. Det store telt var fantastisk. Med sine stolper og liner og flag i toppen som blafrede i vinden. Farverne p\u00e5 pladsen skreg fest og forn\u00f8jelse. Tom var sp\u00e6ndt p\u00e5 hvad der skulle foreg\u00e5. De fik gode pladser t\u00e6t p\u00e5 den runde arena fyldt med tr\u00e6sp\u00e5ner. Tom fulgte med i hver bev\u00e6gelse hos de optr\u00e6dende. Klovnerne og hestene og de dresserede hunde. Men allermest akrobaterne. Is\u00e6r ham slangemanden som kunne sno sig ind gennem en smal ring og blive til en omvandrende edderkop p\u00e5 fire ben. Tom var fascineret. Han sad med \u00e5ben mund og m\u00e5bede. Da de kom hjem i R\u00e5dmandsgade ville han v\u00e6re akrobatmanden. Det var helt sikkert. Han spekulerede p\u00e5 hvordan han skulle skaffe en ring at krybe ind i. Kom i tanke om det gamle d\u00e6k til barnevognen som l\u00e5 nede i k\u00e6lderen. Fik sin mor til at hente det op og begyndte at \u00f8ve sig. Han ville v\u00e6re edderkop. Han fik begge ben ind i ringen, og ved at sno sig fik han ogs\u00e5 sine arme derind. Han fik faktisk mast sig s\u00e5 langt ind i det gamle d\u00e6k, at kun hans numse stak ud til den ene side, mens hoved og arme og ben stak ud til den anden. S\u00e5 kravlede han ud i k\u00f8kkenet til sin mor som stod og var ved at s\u00e6tte kartofler over. Hun skreg h\u00f8jt og Tom udst\u00f8dte et hvin af gl\u00e6de. Det var lykkedes ham\u00a0at gennemf\u00f8re sine tanker fra den gang i cirkusset. Han blev s\u00e5 stolt over sig selv og vidste, at han nok skulle klare sig mod hr Moes ordk\u00e6der. De kunne snakke lige s\u00e5 meget de ville, f\u00f8lte han. Han ville alligevel altid f\u00e5 det sidste ord, for det var virkeligheden det gjaldt om, og ikke alt det sludder og vr\u00f8vl, han blev over\u00f8st med henne i skolen. Det var det, at han vidste hvad han ville, der var det st\u00e6rke. Det at kunne krybe ind i ringen og blive til en edderkop. Det var det det gjaldt om.<\/p>\n

Og s\u00e5 glansbillederne som han samlede sammen med Lis p\u00e5 bagtrappen med de lysebl\u00e5 v\u00e6gge, hvor de kunne sidde i fred og bytte. De havde hver deres stileh\u00e6fte, med sider der var foldet ind til halvdelen. Man kunne s\u00e5 v\u00e6lge en side uden at vide, hvad der var gemt inde bag papiret. N\u00e5r begge havde valgt, \u00e5bnedes siden og det kom for dagen hvilke billeder man havde byttet sig til. Det var skinnende engle med feh\u00e5r og store \u00f8jne eller sm\u00e5 nissem\u00e6nd med r\u00f8de huer og blomster i alle farver. Der var ogs\u00e5 biler og huse og Richsm\u00e6rker, som de havde samlet fra erstatningskaffepakkerne. De kunne sidde i timevis derude p\u00e5 k\u00f8kkentrappen og bladre og grine til hinanden mens de byttede glansbilleder. Kunne de. Og s\u00e5dan var det og det m\u00e5 I tro p\u00e5, for jeg kan ikke g\u00f8re det tydeligere for jer. Det der skete dengang for l\u00e6nge l\u00e6nge siden, som man siger, men som faktisk sker ligenu som en tanke i mit hoved. I Toms hoved, der er blevet et stort hoved udenom det lille hoved, og inde i det lille hoved er der et endnu mindre hoved og udenp\u00e5 det store hoved er der et endnu st\u00f8rre hoved. Hele tiden kryber vi ind i ringe og ud af ringe til vi ikke ved, hvor vi er og m\u00e5 opgive det hele og glide v\u00e6k p\u00e5 en lyser\u00f8d sky af l\u00f8gne og fordrejelser.<\/p>\n

Men Tom voksede op og det blev 1950. Bedstefar d\u00f8de. Oppe i spisestuen l\u00e5 han indskrumpet og bleg med det hvide h\u00e5r klistret til skaldepanden og stirrede p\u00e5 Tom med matte \u00f8jne. Tom var lidt bange, men gik alligevel hen til sengen og stod. S\u00e5 tog bedstefar Toms h\u00e5nd og rakte ud efter noget p\u00e5 servanten. Det var bedstefars guldur som han pressede ned i h\u00e5nden. -Det er til dig, sagde han, og Tom m\u00e6rkede, at han begyndte at gr\u00e6de. S\u00e5 gr\u00e6d bedstefar ogs\u00e5, og Tom kastede sig ind til den gamle mands bryst og hulkede. Dagen efter var bedstefar d\u00f8d. Men atombomben var ikke d\u00f8d og krigen ej heller. Men bedstefar var skredet. Nu var der kun bedstemor tilbage til at elske Tom. Toms mor elskede ikke Tom. For hende var han kun en byrde. Men hun skjulte det s\u00e5 godt hun kunne, og det gik rimeligt. Men hun var jo ogs\u00e5 skuespillerinde.<\/p>\n","protected":false},"excerpt":{"rendered":"

  Jeg tror nok det virker nu. Der skulle n\u00f8digt v\u00e6re nogen som s\u00e5, hvad jeg skrev. Hvor dum og ubegavet han er, den lille tumling. Som altid g\u00e5r i for store sko, fordi han vil se ud af noget. Det hele er en hemmelighed mellem mig og Tom. Ham med de store fagter og […]<\/p>\n","protected":false},"author":1,"featured_media":0,"comment_status":"open","ping_status":"open","sticky":false,"template":"","format":"standard","meta":{"footnotes":""},"categories":[1],"tags":[],"class_list":["post-901","post","type-post","status-publish","format-standard","hentry","category-uncategorized"],"_links":{"self":[{"href":"https:\/\/jenshoey.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/posts\/901","targetHints":{"allow":["GET"]}}],"collection":[{"href":"https:\/\/jenshoey.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/posts"}],"about":[{"href":"https:\/\/jenshoey.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/types\/post"}],"author":[{"embeddable":true,"href":"https:\/\/jenshoey.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/users\/1"}],"replies":[{"embeddable":true,"href":"https:\/\/jenshoey.dk\/index.php?rest_route=%2Fwp%2Fv2%2Fcomments&post=901"}],"version-history":[{"count":39,"href":"https:\/\/jenshoey.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/posts\/901\/revisions"}],"predecessor-version":[{"id":1834,"href":"https:\/\/jenshoey.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/posts\/901\/revisions\/1834"}],"wp:attachment":[{"href":"https:\/\/jenshoey.dk\/index.php?rest_route=%2Fwp%2Fv2%2Fmedia&parent=901"}],"wp:term":[{"taxonomy":"category","embeddable":true,"href":"https:\/\/jenshoey.dk\/index.php?rest_route=%2Fwp%2Fv2%2Fcategories&post=901"},{"taxonomy":"post_tag","embeddable":true,"href":"https:\/\/jenshoey.dk\/index.php?rest_route=%2Fwp%2Fv2%2Ftags&post=901"}],"curies":[{"name":"wp","href":"https:\/\/api.w.org\/{rel}","templated":true}]}}