![\"\"](\"https:\/\/jenshoey.dk\/wp-content\/uploads\/2018\/02\/3A3DAE29-22E1-468E-B5EA-B5128FC5863E-300x225.png\")
<\/p>\nDer er ingen fortid og ingen fremtid. Ejheller er der nu tid. Der er blot bev\u00e6gelse og den er evig. Det er fundamentet hvorp\u00e5 alt andet b\u00f8r bygge. Tid er et operationelt f\u00e6nomen med rod i sproget eller tanken. Tanken styres ikke, men er en del af denne bev\u00e6gelse, som er dans.<\/p>\n
Den eneste dans er.<\/p>\n
Vores altoverskyggende fejl er, at vi tror vi skal p\u00e5 danseskole for at l\u00e6re at danse. Se blot regeringens nyeste udspil om en “opdragelsesdebat”.<\/p>\n
Jo mere man g\u00f8r, des mindre er man, og jo mere man er, des mindre g\u00f8r man, ser det ud til fra den skrivendes side.<\/p>\n
Det er altid altid. Det er ikke l\u00f8gn, vel? S\u00e5 vidt s\u00e5 godt. S\u00e5 g\u00e5r vi videre. Da mennesket kun havde ild, var det een verden. Da mennesket fandt ud af elektricitetens mysterier, var det en anden verden. Den verden vi lever i nu. Den elektriske tidsalder. Men vi har glemt os selv. Vi har i al vores begejstring over vores fantastiske evne til at opfinde helt glemt at sp\u00f8rge, hvad i helvede vi g\u00e5r og laver. Hvad i helvede vi har gang i. Og det er det der interesserer mig. Hvad jeg har gang i. Hvad i hele hule helvede jeg g\u00e5r og laver. Mig, den oprejste abe med de lange fingre, som skal have deres gang i alt muligt hele tiden. Hvem er det, der bestemmer, hvad jeg (aben) har gang i ? Har aben overhovedet gjort sig klart, hvad det hele handler om. Har den det? Har den spurgt sig selv, hvad det hele er for noget? Hvad i hele hule helvede det er der sker? Og sker der overhovedet noget? Eller er det hele bare noget, som foreg\u00e5r inde i de elektriske str\u00f8mme i neuroner og tilh\u00f8rende celler i dens krop, som udveksler sig med alt andet hele tiden, og som derfor aldrig st\u00e5r stille. Er det s\u00e5dan det er? M\u00e5ske f\u00e5r vi det slet ikke at vide, uanset hvor meget vi sp\u00f8rger. Det g\u00f8r vi nok ikke. Det er nok altid et \u00e5bent sp\u00f8rgsm\u00e5l, hvad i hele hule helvede det er der sker hele tiden, ikke?<\/p>\n
S\u00e5 derfor har jeg besluttet, at det nok er klogest, hvis jeg tilf\u00f8jer endnu et batteri til de to batterier, jeg har i forvejen i min california bil. De gamle batterier stammer fra Mallorca og er almindelige bilbatterier. Syrebatterier med v\u00e6dske som st\u00e5r og skvulper og som ikke kan t\u00e5le at blive afladet ret meget f\u00f8r de er d\u00f8de. Jeg m\u00e5 lade p\u00e5 dem hele tiden og kan se, at deres kapacitet bliver ringere dag for dag. S\u00e5 derfor har jeg k\u00f8bt et nyt spiralcelle batteri. Et AGM batteri, som kan t\u00e5le at blive helt afladet uden at d\u00f8. Og som skulle have mere power end de gamle, og det har jeg parallelforbundet med de to andre via en afbryder, s\u00e5ledes at jeg kan skifte mellem de to str\u00f8mkilder og s\u00e5ledes have backup, n\u00e5r jeg ligger ude i frostvejret et eller andet sted i verden i Gilleleje eller Skodsborg eller ved Lost Stranden p\u00e5 Bornholm, n\u00e5r jeg er nede og bade om morgenen og vil ind i en varm bil og t\u00f8rre mig. Og det nye batteri har st\u00e5et til startopladning hele natten og jeg gl\u00e6der mig til at skulle ud og slutte det til om lidt her til morgen, hvor vi i f\u00f8lge meterologerne venter snestorm og d\u00e5rligt vejr. Da er det en fordel at k\u00f8re ned til badeanstalten i stedet for at g\u00e5, n\u00e5r jeg skal have mit iskolde bad og kan krybe ind i den varme bil bagefter. Da er det en fordel med ekstra str\u00f8m. Med elektricitet som genereres af mine solceller p\u00e5 taget, s\u00e5 jeg kan v\u00e6re off grid n\u00e5r som helst. Lige som Tesla manden som forsyner hele byer i Australien med elektricitet fra enorme litiumbatterier som forsynes med str\u00f8m fra enorme solceller p\u00e5 taget af Australien. Men krig skal der v\u00e6re. Og det er noget jeg slet ikke forst\u00e5r. Det er lige som lim, der limer folk sammen i ideer og forestillinger som bekriger hinanden. Det er faktisk tanker som bekriger hinanden og tanker er elektricitet i neuroner og andre celler som farer rundt med lysets hastighed p\u00e5 300.000 km i SEKUNDET og er helt uden for vores kontrol, som vi s\u00e5 alligevel TROR vi kan kontrollere med vores tanker som vi TROR vi SELV t\u00e6nker, og det er jo noget vr\u00f8vl. S\u00e5 al den konflikt og krig og d\u00f8de b\u00f8rn og Israel og Iran og Danmark og Pal\u00e6stina og nationer og s\u00e5 videre er det rene vr\u00f8vl i vores tanker, som vi tror vi selv t\u00e6nker. S\u00e5 derfor t\u00e6nker den amerikanske abe p\u00e5 amerikansk som en amerikaner og den koreanske abe p\u00e5 koreansk og s\u00e5 l\u00e6nge de t\u00e6nker s\u00e5dan og tror det er noget de selv g\u00f8r s\u00e5dan individuelt og ikke kan indse, at det hele er elektricitet som bev\u00e6ger sig i dette \u00f8jeblik hele tiden og derfor uden tid og uden \u00e5rsag, s\u00e5 l\u00e6nge vil der v\u00e6re konflikt. Ikke kun i verden men netop derfor i menneskene selv som vi jo ogs\u00e5 godt kan se, at det er s\u00e5dan med al den krig og ufred og sygdom og sorg og lidelse og b\u00f8rn p\u00e5 lazzaret i Afganistan med afrevne arme fra en selvmordsbomber p\u00e5 markedet dagen f\u00f8r. Og nu vender kvinderne hjem fra Isil omr\u00e5derne og fort\u00e6ller, at det slet ikke var som de havde forventet, da de tog derned. Det var sexfixerede m\u00e6nd og promisku\u00f8se kvinder og h\u00e6slighed og slet ikke det paradis, de havde set frem til, da de tog afsted. Som de havde T\u00c6NKT sig f\u00f8r de tog afsted.<\/p>\n
Men ved I hvad? \u00a0Jeg vil skide det et stykke. Alle disse skvadderhoveder som br\u00e6ger op om alt muligt hele tiden med deres munde som bev\u00e6ger sig ustandseligt n\u00e5r lydene kommer ud fra strubehovedets stemmeb\u00e5nd som reflektoriske kramper. Man kan tydeligt se det og det er endel\u00f8st og h\u00e6sligt og har fundet sted i menneskelig kultur altid. Som en str\u00f8m af ord der aldrig h\u00f8rer op fra alle disse s\u00e5kaldt velmenene stemmer med hver deres mening om alting. Gudfader bevare os. Jeg skrider ud og s\u00e6tter str\u00f8m til mit nye batteri g\u00f8r jeg. Fuck det hele. Livet er dejligt uden een eneste overordnet tanke. Det k\u00f8rer faktisk skide fint uden min hj\u00e6lp. Med lyshastighed!<\/p>\n
Det mest indlysende er ofte det sv\u00e6reste at fatte. Det simple er det sv\u00e6reste at forst\u00e5. \u201cT\u00e6nk dig om!\u201d Sagde de altid. \u201cT\u00e6nk hvis du vandt!\u201d Siger lotteriet. \u201cT\u00e6nk p\u00e5 noget godt t\u00e6nk p\u00e5 Haribo!\u201d \u201cT\u00e6nk positivt!\u201d T\u00e6nk, t\u00e6nk, t\u00e6nk. Men hvad er det at t\u00e6nke? Kan nogen forklare mig det? Hvad er det, man \u201cg\u00f8r\u201d n\u00e5r man t\u00e6nker? Og hvem er den \u201cman\u201d som t\u00e6nker? Hvem er det? Eller hvad er det? \u00a0Og s\u00e5 er det, at jeg observere, at der slet ikke er nogen \u201c man\u201d som t\u00e6nker. At der kun er tanke. P\u00e5 godt og ondt. Gudbedre det. I os alle. N\u00f8jagtigt det samme. Tanke p\u00e5 alle verdens sprog og kulturer. Men stadig tanke. Hvorfor er det s\u00e5, at alle disse \u201ctanker\u201d bekriger hinanden og fremh\u00e6ver sig som enkeltst\u00e5ende \u201cidentiteter\u201d?. Det er selvf\u00f8lgelig fordi de hver is\u00e6r har adskilt tanken i een som t\u00e6nker den og tanken selv. Og s\u00e5 har vi balladen. Konflikten mellem kontroll\u00f8ren og det kontrollerede. Dualitetens mareridt. Konkurrencestatens h\u00e6vdelse over sit eget spejlbillede i evig krig med sig selv. Som individ s\u00e5 stat og samfund. Det ene udspringer af det andet, og s\u00e5 simpelt er det og \u00f8jensynlig derfor s\u00e5 umuligt at indse.<\/p>\n
Derfor er jeg nu begyndt at f\u00f8lge \u201cBadehotellet\u201d p\u00e5 TV2 som jeg har f\u00e5et et gratis abonnement til i en m\u00e5ned. Og hvor er det godt lavet! Her har vi en serie, som fuldt ud tilfredsstiller Bertolt Brechts \u201cVerfremdung\u201d i og med at man ikke p\u00e5 noget tidspunkt kan v\u00e6re i tvivl om, hvorvidt det hele er det pure opspind! Det er som et dukketeater, man betragter oppe fra sufitterne. Man bliver revet med af de enkelte skuespilleres flotte pr\u00e6stationer udi scenekunst. En dansk tradition tilbage fra stumfilmens dage, hvor min halvonkel Georges Schneefoght lavede sk\u00f8nne mesterv\u00e6rker som f.eks. \u201cRasmines Bryllup\u201d hvor minsanten min mor optr\u00e6der som ung skuespillerinde blandt publikum p\u00e5 Ordrupbanen, hvor Hans W Pedersen er ved at vinde danmarksmesterskabet i banecykling og derfor tilsidst f\u00e5r prinsessen og det halve kongerige og Johannes Meyer til svigerfar! \u00a0Ren nostalgi det hele, men ikke v\u00e6rre end at man hurtigt kan dreje over p\u00e5 BBC World og f\u00f8lge de sidste massakre i udkanten af Damaskus, hvor Assad nu fortager den endelige oprydning blandt opr\u00f8rene med drab p\u00e5 tusindvis af civile.<\/p>\n
Jeg er s\u00e5 ked af, at det skal g\u00e5 s\u00e5dan og at ingen af de implicerede i alle disse frygtelige krige ikke i blot et lillebitte \u00f8jeblik stiller sig selv sp\u00f8rgsm\u00e5let. Men det g\u00f8r de ikke, for de har s\u00e5 travlt med at l\u00f8be fra deres egen d\u00f8delighed. Panikken r\u00e5der, s\u00e5 mens det foreg\u00e5r ser jeg \u201cBadehotellet\u201d p\u00e5 TV 2.<\/p>\n
Hvad er menneskeheden andet end en udviklingsfase i et evigt omskifteligt verdensalt? Da jeg stillede sp\u00f8rgsm\u00e5let: \u201cVed vi hvor vi befinder os, dvs hvor vi er?\u201d Fik jeg f\u00f8lgende svar fra astronomisk fakultet: \u201cDet er en interesant betragtning, du kommer med, men i astronomisk forstand giver det faktisk ikke mening. Man kan ikke som s\u00e5dan sige, at der findes et nulpunkt eller centrum i universet (origo i et koordinatsystem). Vi kan godt placere et koordinatsystem over universet, men vi bestemmer selv, hvor vi l\u00e6gger det. P\u00e5 den m\u00e5de kan vi ikke tale om vores egen placering i universet. Du har beskrevet det, vi ved helt rigtigt. Vi ved, hvor vi er i solsystemet og i m\u00e6lkevejen og vores lokale galaksehob, men vi taler ikke p\u00e5 den m\u00e5de om vores egen placering i universet i astronomisk forstand, s\u00e5 du har ret. Vi ved ikke hvor vi er.\u201d<\/p>\n
Af dette kompetente svar fra en updated astronom m\u00e5 vi slutte, at da vi ikke ved, hvor vi er, kan vi liges\u00e5godt v\u00e6re her som der. Og er vi der, s\u00e5 er vi allevejne i og med vi ikke ved, hvor der er. Dette er s\u00e5ledes det endegyldige bevis p\u00e5 liv alle steder i universet. Beviset er os selv. Det er uvidenheden, der g\u00f8r os vidende, mens vores viden i bund og grund g\u00f8r os til de monstre vi er. Det burde v\u00e6re klart…<\/p>\n
Men er det?<\/p>\n
Jeg hader sproget og jeg elsker sproget. Jeg hader sproget, n\u00e5r det omklamrer mig og jeg elsker sproget, n\u00e5r det s\u00e6tter mig fri.<\/p>\n
Det sner ikke l\u00e6ngere. Udenfor mit vindue er alting hvidt. De sm\u00e5 blish\u00f8ns forsvandt lige pludselig, da isen i havnen lukkede til. Nu er der kun ravnene tilbage, som g\u00f8r sig tilgode med alle muslingerne i bolv\u00e6rket. Badehullet er helt lukket til af is. Jeg ser l\u00e6ngselsfuldt derned og h\u00e5ber solen snart vil f\u00e5 magt, s\u00e5 isen smelter og jeg kan springe i.<\/p>\n
Shirley Collins kom dumpende ind i mit liv hin s\u00f8ndag eftermiddag, da jeg stod p\u00e5 Charlottenborg sidste dag af Copenhagen Dox. Aftenen i forvejen var jeg lykkeligt st\u00f8dt ind i en Italiener fra Sicilien som har lavet \u00a0en film ved navn \u201cThe Strange Sound of Happiness\u201d. Dens hovedmotiv er \u201cJ\u00f8deharpen\u201d et lille instrument, man spiller p\u00e5 ved at s\u00e6tte fort\u00e6nderne p\u00e5 to cirkul\u00e6rt forbundne metalst\u00e6nger i hvis mellemrum en fjeder \u00a0kan bringes i svingninger, der moduleres af mundhulen. Jeg har selv dyrket dette spil i mange \u00e5r og kender til de elektrolignende lyde, der frembringes ved at bl\u00e6se og bev\u00e6ge l\u00e6berne samtidig med at man sl\u00e5r rytmen med h\u00f8jre h\u00e5nds fingre.<\/p>\n
<\/p>\n
Diego Pascal Panarello var tilstede efter forevisningen af sin film, og vi fik lejlighed til at tale med ham om is\u00e6r den meditative side ved harpens udtryk. Shamaner i Kazakstan har i \u00e5rhundreder dyrket spillet p\u00e5 Khomus, som harpen hedder der, og Diegos film viste hans rejse til det iskolde russisk-asiatiske land for at m\u00f8de de store Khomus musikanter og l\u00e6re deres teknik og se hvordan den \u00e6ldgamle kunst i fremstillingen af harpen blev til. Bagefter traf jeg Diego til en lille samtale om kolde lande og varme mennesker, og han lovede at hj\u00e6lpe mig med at fremskaffe en \u00e6gte russisk Ozark harpe.<\/p>\n
![\"\"](\"https:\/\/jenshoey.dk\/wp-content\/uploads\/2018\/02\/IMG_0075-169x300.jpg\")
<\/p>\n
Thomas, min overl\u00e6ge fra Glostrup misbrugscenter havde afskedsreception i PH cafeen p\u00e5 Halmtorvet. Velvasket og oph\u00f8jet forn\u00f8jet efter en forfriskende sv\u00f8mmetur rundt og rundt i cirkler i DGI byens fortrinlige sv\u00f8mmehal med Sauna og festligt herreomkl\u00e6dningsrum, hvor en 4.klasse fra den lokale folkeskole var i f\u00e6rd med at traumatisere mine trommehinder, drog jeg til seri\u00f8st samv\u00e6r med professionelle folk fra den kommunal-sociale verden, som alle var kommet for at hylde Thomas Fuglsang for hans over tyve \u00e5rige virke for K\u00f8benhavns narkomaner og andet godtfolk som ikke havde kunnet klare det sindssyge tempo i det \u201cmoderne\u201d samfund. Bemeldte godtfolk var dog ikke m\u00f8dt op for at fejre deres frelser. Man sk\u00f8nner, de nok var d\u00f8de af deres misbrug. Hvem ved? Til geng\u00e6ld var der \u201cbehandlere\u201d i hobetal og alle var glade og hjertevarme medarbejdere,som Thomas i gennem mange \u00e5r havde gjort til een stor familie i kampen mod alt ondt i denne verden. Og som vi ved, g\u00f8r eenhed st\u00e6rk, is\u00e6r n\u00e5r den ydre fjende er s\u00e5 uovervindelig som nutidens samfund…Der blev serveret pindemadder med store kinarejer og bromb\u00e6r p\u00e5 sm\u00e5 firkanter af bl\u00e5skimmelost samt selvf\u00f8lgelig fri bar. Man cirkulerede og passiarede og det hele bar pr\u00e6g af overklasse og selvbevidsthed, men ogs\u00e5 af kammeratskab og menneskelig varme da talerne begyndte, selvf\u00f8lgelig rettet mod Thomas, min aller\u00e6ldste nulevende ven i denne \u00a0verden. Og at han var elsket, var der ingen tvivl om. S\u00e5 afgjort. Han sad selv p\u00e5 en h\u00f8j stol oppe ved scenen og modtog al ros og begejstring som str\u00f8mmede ned over ham. Til slut tog han selv ordet, og \u00a0nu hvor han ikke skyldte nogen noget, men tv\u00e6rtimod havde opn\u00e5et en absolut skyfri plads i solen, lod han t\u00e6ppet g\u00e5 for \u00e6rlig fremstilling af, hvorledes han var n\u00e5et dertil, hvor han nu var. \u00a0Og han skjulte (s\u00e5 godt som) ikke noget, men lagde sin fortid som doven gymnasieelev, kommunistisk journalist p\u00e5 Land og Folk og konkursramt vinhandler, samt medicinstuderende som 35 \u00e5rig p\u00e5 kvote 3 ud til alles beskuelse. Og da alle vidste at han jo ikke var g\u00e5et i hundene (som hans klienter) vakte hans fortid munter applaus og latter. Undertegnede t\u00e6nkte sit om visse udeladelser, men kom ikke med indsigelser. ( Man generer selvf\u00f8lgelig ikke en gammel ven, men symptomatisk nok var der blandt de mange gaver Thomas modtog i anledning af pensioneringen ogs\u00e5 en lille plasticpose med de l\u00e6kreste topskud…)<\/p>\n
![\"\"](\"https:\/\/jenshoey.dk\/wp-content\/uploads\/2018\/02\/4EB3B485-7F57-4D3C-8689-D2F188C58703-225x300.png\")
<\/p>\n
Shirley Collins er 82 og verdenskendt folkesanger med et bagkatalog af gamle keltiske vers og amerikanske sange fra Missisipi, hvor hun drog rundt i tresserne og optog lyden af lokale musikere. Hun mistede stemmen i firserne, da hendes mand forlod hende midt i en optr\u00e6den til fordel for en servitrice! Men nu er hun begyndt at synge igen og var for f\u00f8rste gang i Danmark i g\u00e5r, hvor hun holdt koncert oppe i multirummet p\u00e5 Carlottenborg. Det var et CP:DOX \u00a0arrangement med dokumentarfilm f\u00f8rst om hendes liv og virke som b\u00e6rer af traditionel engelsk og amerikansk visekunst og dern\u00e6st en forrygende og fuldst\u00e6ndig udsolgt gig med nogle vilde engelske musikanter fra \u201cSussex, der bare gav den hele armen. Folk skreg og hylede efter hvert nummer, og ligenu sidder jeg og skriver til lyden af hendes f\u00f8lsomme udtryk, som bringer tanker om alt smukt og \u00e6rligt i denne verden, s\u00e5 skr\u00f8belig den er!<\/p>\n
![\"\"](\"https:\/\/jenshoey.dk\/wp-content\/uploads\/2018\/02\/20180325_221701-300x169.jpg\")
<\/p>\n
<\/p>\n
Batterierne var ved at l\u00f8be ud efter det sidste iskolde bad ned af badebrotrappen i Skodsborg. Noget m\u00e5tte der ske. Jeg gad ikke s\u00f8ge sydover bare af den grund, og var ogs\u00e5 for tr\u00e6t ovenp\u00e5 Thomas reception og alle menneskerne med nachspiel p\u00e5 kinesisk restaurant i hele den Fuglsangske families sk\u00f8d, som er mange med b\u00f8rn og b\u00f8rneb\u00f8rn og koner og m\u00e6nd og br\u00f8dre og mig, som ikke kan holde mund og spiller med det bedste jeg har l\u00e6rt, men m\u00e5 tr\u00e6kke mig til sidst og tage ind og se \u201cDeres bedste ferie\u201d i Grand om et \u00e6ldre \u00e6gtepar, hvor manden er dement og konen har kr\u00e6ft og de beg\u00e5r selvmord i deres cmpingvogn med udst\u00f8dningsgassen sivende op gennem gulvet! Det var simpelthen for meget! Jeg fik kvalme og drev svimmel gennem byen ud til Vesterport station og tog toget til Sj\u00e6l\u00f8r og hentede bilen og k\u00f8rte ad Jagtvej fredag aften i fuldemandstrafik med et \u00f8je p\u00e5 hver finger ud til mit helle i Skodsborg med kig til lysene fra Svenskekysten og tanker om j\u00f8detransporter i 44 med druknede b\u00f8rn og nazib\u00f8dler sv\u00e6vende om mit hoved i soveposen f\u00f8r s\u00f8vnene tog mig med en oplivende dr\u00f8m om en udflugt til Nepal med Kim Larsen!<\/p>\n
Efter morgenbadet i det kolde krystalvand i \u00d8resund var batterierne p\u00e5 nulpunktet. Gode r\u00e5d var dyre. Alle de K\u00f8benhavnske Campingpladser var vinterlukkede p\u00e5 n\u00e6r een, og der k\u00f8rte jeg ud. DCU camping i R\u00f8dovre! \u00a0Troede det var et d\u00e5rligt sted, men blev gl\u00e6deligt overrasket. S\u00f8d dame i receptionen gav mig en fin plads til ingen penge med str\u00f8m og moderne badefaciliteter. S-tog n\u00e6sten ved d\u00f8ren og 14 min til Hovedbaneg\u00e5rden. Bliver et par dage og tager Suien med tilbage til Lolland p\u00e5 Onsdag.<\/p>\n
<\/p>\n
https:\/\/youtu.be\/6VKoP2DGvLE<\/p>\n
![\"\"](\"https:\/\/jenshoey.dk\/wp-content\/uploads\/2018\/02\/301F4243-DD01-4821-8596-E1B8E5738950-300x171.jpeg\")
<\/p>\n
J\u00f8deharpen spiller mens jeg sidder her i sofaen. Det er smukt. Den g\u00f8r det helt af sig selv. Ude foran d\u00f8ren st\u00e5r katten og kigger ind gennem glasruden. Den vil ind til mig, men der s\u00e6tter jeg gr\u00e6nsen. Min frihed til at rejse hvorn\u00e5r og hvorhen jeg vil kan jeg ikke s\u00e6tte over styr, og en kat kr\u00e6ver omsorg og pleje og fast rutine og det er ikke mig. Naboen lavede min skydel\u00e5s til den store l\u00e5ge, som nu igen fungerer. Han er s\u00e5 rar. Han er skibst\u00f8mrer, men m\u00e5 ikke arbejde for \u00f8jeblikket fordi han har beskadiget sin skulder. En arbejdsskade som han ikke ved om han kommer over. Jeg klippede mange af de visne buske udenfor mit sovekammervindue, s\u00e5 erantis og vinterg\u00e6kker kan f\u00e5 lidt lys til at komme frem. Haven er ellers stadig ret udslukt. Vinterlig med store sneplamager, men fuglene er overalt og dr\u00f8ner rundt ind og ud af h\u00e6kken i parringsiver. Minsanten s\u00e5 var der ogs\u00e5 en stor fasanhan forleden dag p\u00e5 vej ind over pl\u00e6nen!<\/p>\n
Hjertet opf\u00f8rer sig p\u00e6nt for \u00f8jeblikket, og dagen falder ind i en god rytme. B\u00f8rnene har lige ringet og vil i biografen, s\u00e5 det g\u00f8r vi nok i aften, og vandet er frit s\u00e5 vinterbadningen er atter aktuel. Dog k\u00f8rer jeg derned og kan springe direkte fra det iskolde vand op i den varme bil. P\u00e5skestilheden hviler over Bandholm. Folk g\u00e5r spadsereture med varme uldhuer p\u00e5 hovedet og hilser venligt p\u00e5 mig. Det er rart at v\u00e6re i s\u00e5dan et lille samfund. Man m\u00f8der de samme mennesker hver dag. Ikke som i den store by, hvor alle man m\u00f8der er fremmede, man aldrig har set.<\/p>\n
En forrygende tur til Bornholm p\u00e5begyndtes med istands\u00e6ttelse af bilens forskellige dele som havde det n\u00f8digt. Denne bil er en agens i min evindelige agentiale sk\u00e6ring. Den indeb\u00e6rer en evig uvished som det er n\u00f8dvendigt at f\u00e5 p\u00e5peget. Uden den f\u00e5r tanken frit spil til at planl\u00e6gge alverdens udveje, som den s\u00e5 skuffende m\u00e5 bide i sig igen, n\u00e5r k\u00f8lesystemet eller andre vigtige apparater s\u00e6tter ud eller helt g\u00e5r i stykker. S\u00e5 st\u00e5r man der p\u00e5 landevejen med Sten og Erns og Olga og kan ikke komme videre. Og det skal nok vise sig at det sker midt p\u00e5 en h\u00f8jtrafikeret, smal, h\u00e6slig svensk motorvej med gale mennesker som speederforbi mens de r\u00e6kker tunge af een som ikke har r\u00e5d til den nye turbo-volvo, men m\u00e5 k\u00f8rer i en gammel udslidt folkevogn fra 1990. S\u00e5 st\u00e5r vi der og venter p\u00e5 Falck. Olga begynder at gr\u00e6de og Ernst tr\u00f8ster hende slet ikke. Han har travlt med at lede efter sine cigaretter i jakkelommen og Sten er g\u00e5et om bag en busk for at tisse. Det tager godt og vel 3 timer f\u00f8r hj\u00e6lpen n\u00e5r frem og kan bugsere karossen til n\u00e6rmeste v\u00e6rksted, i hvis n\u00e6rhed et passende logi for natten m\u00e5 ops\u00f8ges. Men gudskelov g\u00e5r det ikke s\u00e5 slemt. Dog er det godt at have in mente undervejs p\u00e5 rejsen, at s\u00e5 galt kan det g\u00e5 HELE TIDEN. Det er den agentiale sk\u00e6ring vi alle befinder os i, men s\u00e5 ofte glemmer i vores iver for at foruddiskontere alting. (Tid)<\/p>\n
N\u00e5, men det var disse alvorsord og s\u00e5 kan vi gl\u00e6de os over en fr\u00e6sende Leonora Kristine med medbragt termokaffe og smukke Olga som laver en seviet om til en lotus mens vi gynger afsted over \u00f8sters\u00f8en. Bilen starter igen nede p\u00e5 vognd\u00e6kket. Med et lettelsens suk tr\u00e6der jeg bremsen i bund og s\u00e6tter i gear. Minsanten k\u00f8rer den igen og bringer os alle uskadte ad m\u00f8rknende veje med dis og konebryg til Pedersker, hvor husets frue med mynde tager i mod.<\/p>\n
Ha, ha, ha, hvor er det rart at v\u00e6re der. Gamle handkat er d\u00f8d, men ny handkat tager os i \u00f8jesyn idet vi passerer trappen ind til k\u00f8kkenet. Lune boller med hjemmelavet syltet\u00f8j venter de rejsetr\u00e6tte g\u00e6ster, og snart er vi alle b\u00e6nket om bordet og f\u00e5r talt om alle krigene, som ingen forst\u00e5r hvorfor er, n\u00e5r vi nu har det s\u00e5 rart alleammen. Men m\u00e5ske har vi det slet ikke rart. M\u00e5ske er det bare noget vi foregiver. For inderst inde ved vi godt, at intet er sikkert. At alt kan forsvinde p\u00e5 et \u00f8jeblik. I f\u00e6llesskab tuner vi ind p\u00e5 en agentiel sk\u00e6ring, der oplyser os om \u00f8jeblikkets vigtighed. Bollerne er i dette tilf\u00e6lde det agens, som bringer os sammen, og lidt efter er vi alle oplyste og har det nu bedre end nogensinde. S\u00e5dan virker Klippebo.<\/p>\n
B\u00f8lgerne sl\u00e5r h\u00f8jt mod stranden. Den iskolde bl\u00e6st bringer det fine sand i bev\u00e6gelse. Badek\u00e5ben er bl\u00e5 og slynger sig om kroppen p\u00e5 den \u00e6ldre herre som tripper ud af sin camper. Han bliver n\u00e6sten bl\u00e6st omkuld idet han begiver sig ned mod havet. Han kaster badek\u00e5ben fra sig og spankulerer som en stork ud mod uendeligheden. Da de store d\u00f8nniger rammer ham midt p\u00e5 livet, m\u00e5 han give op og kaster sig bagover ud i de fr\u00e5dende s\u00f8er. Inde fra land kan man betragte hans kamp mod elementet. Et \u00e6ldre \u00e6gtepar med puddelhund i snor har taget kikkert med, og st\u00e5r nu og nedstirre ham ganske ubluf\u00e6rdigt. -Tror du han drukner? Sp\u00f8rger kvinden. -Det bliver sp\u00e6ndende at se, svarer manden og stiller skarpt p\u00e5 okularet. Ude i b\u00f8lgerne \u00a0k\u00e6mper herren for sin overlevelse. Det lykkes ham at kravle op over revlen og ind p\u00e5 det t\u00f8rre, hvor han beg\u00e6rligt griber sin badek\u00e5be, som han slynger om sin spinkle gammelmandskrop mens han g\u00f8r nogle forfjamskede dansetrin til stor moro for de kikkertbev\u00e6bnede tilskuere. Da de ikke kan forst\u00e5, at han vil v\u00e6re i fred og ikke beglos, giver han dem fingeren. De fnyser og skynder sig at pakke deres kikkert ned i tasken, mens de ryster p\u00e5 hovedet.<\/p>\n
I m\u00e5 have mig undskyldt, men jeg kan alts\u00e5 ikke deltage i dette cirkus. Merry go round. Hele tiden skal man forholde sig til et eller andet, og det synes jeg er forkert. At man skal. Jeg vil meget hellere holde mig for mig selv og ikke sige noget. Der er s\u00e5 meget, der tr\u00e6nger sig p\u00e5 og det er alt for overv\u00e6ldende. For mig at tage stilling til. Der er oliekrisen og overenskomstforhandlingerne og Maersk som sejler containere rundt i verden med junk. Og udenfor skinner solen fra en dejlig skyfri himmel og bilen st\u00e5r og venter p\u00e5 at blive malet og slebet. Nede ved badebroen ligger sm\u00e5landsfarvandet glat og blankt med 8 grader lige til at springe i. Det vil jeg g\u00f8re om lidt. S\u00e5 tager jeg min gamle cykel og sprinter afsted. Det giver god motion til l\u00e5rmusklerne, siger min nabo. N\u00e5r jeg kommer tilbage, laver jeg et glas citronsaft med honning, som jeg indtager sammen med et hvidl\u00f8g hakket i bittesm\u00e5 stykker, hvorefter Jonathan siger, jeg lugter langt v\u00e6k. Men det vil jeg skide p\u00e5. Hvis jeg lugter, s\u00e5 lugter jeg, og s\u00e5 er der ikke mere at g\u00f8re ved det. Der er ingen, der skal bestemme over mig mere. Den tid er ovre. Jeg har opf\u00f8rt mig som den p\u00e6ne dreng, jeg fik besked p\u00e5 og er nu langt ude i sumpen p\u00e5 vej mod total annihilation. Det kan ikke v\u00e6re anderledes. I g\u00e5r k\u00f8bte jeg et b\u00e5lsted. En b\u00e5lgryde p\u00e5 fire ben og kan nu lave mig en ild, som jeg kan sidde og betragte. Flammerne som langsomt fort\u00e6rer tr\u00e6et. Og r\u00f8gen som driver hen over pl\u00e6nen mens jeg sidder p\u00e5 den turkis havestol fra Spanien og drikker min citronsaft og spiser hvidl\u00f8g til. S\u00e5dan er mit liv nu. S\u00e5 g\u00e5r jeg ellers, n\u00e6sten hele tiden. Jeg elsker at g\u00e5. Det ene ben foran det andet i rask trav. F\u00f8ler rytmen og tankerne l\u00f8ber som de vil og falder p\u00e5 plads. Dagen ordnes af sig selv, som jeg siger.<\/p>\n
Jeg kan ikke spille den rolle, jeg blev tildelt. Jeg kan simpelthen ikke. Og det er en befrielse at m\u00e6rke denne dybe uvilje mod iscenes\u00e6ttelse. Det ufri sind spr\u00e6nger rammerne og bev\u00e6ger sig ud og forsvinder op i den bl\u00e5 luft. Selv naboen som nu har startet sin motorsav, hvis lyd sk\u00e6rer sig gennem den dugfriske morgenstund, generer mig ikke l\u00e6ngere. Nu er der stille. Og det er nok.<\/p>\n
Der er s\u00e5 meget at sige. S\u00e5 meget smukt at sige. I stolen jeg sidder med \u00e5ben d\u00f8r ud mod haven, som ustandselig er under udfoldelse. Ligesom den seglformede m\u00e5ne bev\u00e6ger sig forbi vindueskarmens m\u00e5lepunkt for \u00f8jet som betragter den. Udfolder sig. Og havets evige uro som bl\u00e6sten g\u00f8r til sin. Og alle disse mennesker som er i r\u00f8re. I samme r\u00f8re som jeg, hvis h\u00e6nder lader disse tegn ske. S\u00e5 r\u00f8rende er det altsammen, at et smil breder sig p\u00e5 mine l\u00e6ber og jeg forst\u00e5r.<\/p>\n
Til aften vil jeg spise den rest af salaten, jeg lavede i forg\u00e5rs. M\u00e5ske med en d\u00e5se tun i solsikkeolie tilsat. Bilen er f\u00e6rdig behandlet nu. De sidste sorte oliestriber er sat langs sk\u00e6rmkanterne og al rust er banket v\u00e6k. En tilsvarende s\u00f8lvhvid lakfarve er overlagt det renskrabede metal, og den st\u00e5r nu og str\u00e5ler i indk\u00f8rslen. Min nabo Lars har rost mig. Han siger jeg passer godt p\u00e5 min bil. P\u00e5 onsdag i n\u00e6ste uge bliver jeg hentet af flextrafik om eftermidddagen og k\u00f8rt til Hamlet hospitalet i Ringsted, hvor kardiologen venter for at foretage en belastnings ekg af mit hjerte. P\u00e5 nuv\u00e6rende tidspunkt finder jeg i og for sig denne unders\u00f8gelse un\u00f8dvendig, idet jeg de sidste mange dage intet uregelm\u00e6ssigt har bem\u00e6rket ved mine hjerteslag. Men der var jo engang nogle symptomer, som jeg \u00a0valgte at f\u00e5 unders\u00f8gt, s\u00e5 hvorfor ikke gennemf\u00f8re?<\/p>\n
Det var gode dage i Odense p\u00e5 DCUs campingplads 5 km fra Odense centrum ad snoede skovveje som munder ud ved Jensens B\u00f8fhus og skovs\u00f8en, hvor jeg gik og gik langs Odense \u00e5 med de mange springende laks og \u00f8rreder, som udelukkende observeredes p\u00e5 de farvestr\u00e5lende plancher som var opstillet langs med det str\u00f8mmende vand. Hver dag gik jeg de 5 km ind til Odense centrum idelig overhalet af sveddryppende l\u00f8bere i kondit\u00f8j og med h\u00f8repropper i \u00f8rene. Mange af pigerne s\u00e5 ganske godt ud i deres stramme l\u00f8bet\u00f8j, s\u00e5 jeg kedede mig ikke undervejs. Der var ogs\u00e5 et kig ind til en stor bengalsk tiger som spankulerede rundt og rundt i sit bur i h\u00e5b om endelig p\u00e5 et eller andet tidspunkt at n\u00e5 til Bengalen. Det skete selvf\u00f8lgelig aldrig og imens stod vi, dvs mig og to l\u00f8bedamer og en cyklist i tr\u00e6ningsudstyr og diskuterede og blev enige om, at indesp\u00e6rrede dyr skulle forbydes og alle zoologiske haver lukkes \u00f8jeblikkeligt. Tigeren kom hen og stirrede p\u00e5 os gennem den lille \u00e5bning i hegnet ud mod \u00e5en, som havens ejere havde lavet for at hidkalde turister og lokke dem til at betale de 120 kr det koster at komme ind i Odense Zoo. Vi stirrede p\u00e5 den og fors\u00f8gte at f\u00e5 \u00f8jenkontakt og cyklisten tog et snapfoto p\u00e5 sin mobil. Tigerens \u00f8jne var tr\u00e6tte. Der var gledet en hinde af afmagt ned over dens pupiller. Det var dr\u00e6bende at se p\u00e5. Jeg hilste farvel og gik videre i rask trav velvidende at nok skulle jeg ikke til bengalen, men i alle tilf\u00e6lde ville jeg n\u00e5 frem til mit bestemmelsessted inde i Odense centrum. Tigeren var sp\u00e6rret inde. jeg var fri.<\/p>\n
Og hvad skulle jeg s\u00e5 bruge denne frihed til. Det var da et godt sp\u00f8rgsm\u00e5l, t\u00e6nkte jeg, og da hele turen til Odense udelukkende drejede sig om, at komme til at h\u00f8re min gamle mentor udi musikkens verden, Klaus B\u00f8hling spille i sit orkester Secret Oyster p\u00e5 spillestedet Dexter i Odense, hvad var da mere n\u00e6rliggende end at fors\u00f8ge at finde ud af hvor Dexter l\u00e5. Da jeg efter en halv times gang langs med den snoede \u00e5 \u00f8jnede bebyggelser forude som lignede en restaurant, og som ved n\u00e6rmere betragtning viste sig at v\u00e6re et kulturhus med tilh\u00f8rende maleriudstilling, var jeg ikke sen til at entreer, da mine tarme samtidig skreg p\u00e5 udt\u00f8mning. Toilettet l\u00e5 lige bag indgangen, og lettet var jeg, da jeg efter den lange vandring endelig kunne s\u00e6tte mig p\u00e5 br\u00e6ttet og lade det naturlige ske. S\u00e5 var verden atter \u00e5ben, og jeg kunne vandre rundt og betragte Odenseanerne nyde deres caffe latte ved de sm\u00e5 runde borde i det skr\u00e5t indfaldende for\u00e5rslys i restauranten. Store billeder med motiver fra F\u00e6r\u00f8erne fangede min interesse i udstillingsrummene. Det viste sig at kunstneren brugte oliepastel, som gav en s\u00e6rlig stoflig virkning p\u00e5 l\u00e6rrederne, som jeg skrev mig bag \u00f8ret til senere brug, n\u00e5r jeg selv laver billeder.<\/p>\n
Jeg gik efter fornemmelse. Det er altid det sk\u00e6ggeste, synes jeg. At pr\u00f8ve at finde frem efter sin n\u00e6se. Selvf\u00f8lgelig sker det at jeg tager min google map p\u00e5 mobilen i brug, men helst g\u00e5r jeg p\u00e5 gefyl. Der var en \u00e5bning bag nogle huse som lignede indgangen til en parkeringsk\u00e6lder, og da der stod Brugsen ovenover, t\u00e6nkte jeg at det nok var her,\u00a0folk parkerede deres biler, n\u00e5r de skulle i Brugsen. Jeg gik ind, tog elevatoren op og var lige pludselig midt i den store Superbrugs som havde hovedindgang ud til g\u00e5gaden og Odense centrum. Og s\u00e5 var jeg efterh\u00e5nden sulten! I Vintapperstr\u00e6de l\u00e5 en Food Stall med bred buffet opstillet til selvbetjening. Der var alt hvad en veganer kunne beg\u00e6re, og jeg kastede mig over brocoli og humus og syltede r\u00f8de b\u00f8nner med tilf\u00f8rende kik\u00e6rteboller og linser og brune ris. Dertil en kop hvidtj\u00f8rnethe, altsammen \u00a0sat til livs ude i den hyggelige g\u00e5rd sammen med unge mennesker i gang med at dr\u00f8fte tilv\u00e6relsens finurligheder.<\/p>\n
Det viste sig at spillestedet Dexter kun l\u00e5 f\u00e5 hundrede meter fra hvor jeg spiste, og en plan for aftenen hvor jeg skulle h\u00f8re Secret Oyster tog form i mit hoved. Jeg ville s\u00e6tte af fra campingpladsen sen eftermiddag og tage \u00e5turen ind til byen og spise p\u00e5 Food Stall f\u00f8r jeg stillede mig i k\u00f8 oppe p\u00e5 Vindegade hvor Dexter ligger, en halv time f\u00f8r indgangen \u00e5bnedes. Det kunne blive en fin dag!<\/p>\n
Men det var f\u00f8rst i overmorgen. Hvad skulle jeg lave torsdag? Da slog det mig, at Johannes Larsen mus\u00e6et kun l\u00e5 18 km fra Odense i Kerteminde, og der kunne jeg tage ud i bus med mit rejsekort. Det var en god ide, jeg agtede at bringe til udf\u00f8relse. Jeg gl\u00e6dede mig allerede. Om aftenen lavede jeg suppe i Campingpladsens mikroovn mens jeg s\u00e5 \u201cTannbach den delte by\u201d p\u00e5 min store Ipad ude i k\u00f8kkenet. Sengen i bilen var klar til at modtage mig bagefter og jeg slumrede ind i karossen under en stjernebestr\u00f8et nattehimmel.<\/p>\n
Bus 61 mod H\u00f8jby havde stoppested lige ud for indgangen til DCU camping. Jeg gik derover efter at have r\u00e5df\u00f8rt mig med google maps om afgangstider og hvor jeg skulle skifte til bus 152 mod Kerteminde inde i Odense. Det klappede fint og snart sad jeg p\u00e5 det forreste s\u00e6de ved siden af chauff\u00f8ren i det store, moderne og behagelige k\u00f8ret\u00f8j p\u00e5 vej mod Kerteminde og Johannes Larsen mus\u00e6et. Vi passerede nogle kranlignende t\u00e5rne. Jeg spurgte, hvad det var for noget, Og han fortalte, at det var resterne af Lind\u00f8v\u00e6rftet, som nu var udliciteret til mange sm\u00e5 virksomheder, der bragte arbejdspladser til omr\u00e5det efter v\u00e6rftets lukning. Vi kom forbi Munkebo, som jeg erindrede fra engang i firserne, hvor jeg s\u00f8gte en stilling som skoletandl\u00e6ge der, som siden blev \u00e6ndret til den stilling, jeg fik som klinikchef i Ryslinge \u00d8rb\u00e6k.Minderne for gennem mit hoved mens vi jog afsted ad den lige landevej mellem de bl\u00f8de fynske bakker med kurs mod Kerteminde. Der skete meget for mig den gang p\u00e5 Fyn, hvor jeg k\u00f8bte g\u00e5rd og flyttede sammen med min Gr\u00f8nlandske k\u00e6reste og hendes to b\u00f8rn. Det var en tumultant tid, som endte med at jeg opgav det hele og tog til Indien og blev sannyas hos Bhagvan i Poona, for senere at sl\u00e5 mig ned p\u00e5 tr\u00e6skibet Shearwater i det gr\u00e6ske \u00f8hav og til sidst havne p\u00e5 Nordkaperen sammen med John og Alice i en forrygende storm ud for Kretas nordkyst, hvor ankeret satte sig fast og vi n\u00e6r var forlist.<\/p>\n
Vi k\u00f8rte ind foran den gamle station i Kerteminde. Solen sendte milde str\u00e5ler ned mod jorden og kattegat l\u00e5 bag den lille fiskerihavn og glimtede mig i m\u00f8de. Fjord og B\u00e6lt udstillingen med delfiner man kunne fodre og cafeteria havde gudskelov ogs\u00e5 et toilet, som jeg fik lov at benytte inden jeg gav mig p\u00e5 vej langs stranden op mod Johannes og Alhedens pragtfulde villa p\u00e5 skr\u00e6nten ud mod havet. M\u00f8llen var under reparation og en af h\u00e5ndv\u00e6rkerne viste mig vej om bagved til Johannes k\u00f8kkenhave med h\u00f8jbede omgivet af nylig udsprungne kirseb\u00e6rtr\u00e6er og fuglebade med solglirende vandspejl. Jeg gik ind i receptionen og m\u00e6rkede straks mus\u00e6umsatmosf\u00e6ren med postkort og b\u00f8ge, man kunne k\u00f8be. Hang min jakke p\u00e5 en knage og betalte de 120 kr det kostede at bese herlighederne. F\u00f8rst kom man ind i det gamle k\u00f8kken. Her var som et veritabelt frilandsmus\u00e6um med den karakteristiske duft af konserveringsmiddel til at holde det gamle k\u00f8kkentr\u00e6v\u00e6rk intakt. Der var st\u00e5ltr\u00e5d om de udstillede bl\u00e5emaillerede k\u00f8kkenredskaber, hvis funktion det var at s\u00e6tte en alarm i gang, hvis man ber\u00f8rte dem. Jeg gik skynsomt videre ind i den store spisestue med de ber\u00f8mte fuglemalerier som frise rundt langs med loftet. Der er ingen tvivl om, at J.L. Var en formidabel maler. Det var livagtigt og smukt, \u00a0men alligevel ikke s\u00e5 interessant, at jeg blev h\u00e6ngende l\u00e6nge. Billede efter billede af naturen omkring Kerteminde og husets gennem tiderne mange ber\u00f8mte g\u00e6ster s\u00e5 som Johannes V. Jensen og Poul Henningsen og Fritz Schyberg passerede mit blik og puffede mig indtryksm\u00e6ssigt ret hurtigt videre til jeg n\u00e5ede vinterhaven med et plaskende springvand og et v\u00e6ld af slyngplanter, som bragte ro i de mange indtryk. Derfra gik jeg ud i haven og holdt m\u00f8de med tre h\u00f8jtskr\u00e6ppende g\u00e6s, som \u00e5benbart \u00f8nsked omr\u00e5det for sig selv.<\/p>\n
Desv\u00e6rre var det lille kaffehus under ombygning. P\u00e5 et skilt p\u00e5 d\u00f8ren beklagede man dette og tilb\u00f8d i stedet for gratis termokaffe i atelieet. Der gik jeg hen og satte mig ned med en kop the sammen med et \u00e6ldre \u00e6gtepar, som fortalte at de bes\u00f8gte mus\u00e6et 4 gange om \u00e5ret og var k\u00f8rende fra Holb\u00e6k over broen frem og tilbage p\u00e5 samme dag hver gang. -Det var en lang tur p\u00e5 een dag, sagde jeg, men det syntes de slet ikke. De elskede at komme her. Og nyde omgivelserne og de smukke malerier. De indr\u00f8mmede dog, at mange af Johannes Larsens billeder var ved at falme, og nogle havde endog tabt malingen og var slemt skjoldet. -Det er tidens tand, sagde de. -Vi m\u00e5 nyde det mens vi kan. Jeg nikkede mens jeg betragtede et billede af Kr\u00f8yer som \u00e6rlig talt ikke var meget bevendt, og kom til den konklusion, at mus\u00e6et nok var en smuk oplevelse, men at jeg n\u00e6ppe ville komme tilbage en anden gang.<\/p>\n
Tilsidst besteg jeg en udkigsplatform p\u00e5 skr\u00e6nten ned mod det brusende hav og fik endelig luft ovenp\u00e5 al denne hengemte poesi. D\u00f8de var de alle. Der hvilede mumificeringsspray over hele tableauet, og det var f\u00f8rst da jeg satte mig ind i Superbrugsens cafeteria p\u00e5 havnen og drak en kop kaffe med tilh\u00f8rende grovbolle at virkeligheden atter for alvor fik tag i mig.<\/p>\n
Tilbage i 69 sidder vi allesammen i skuespillergarderoben til friluftscenen i R\u00f8nne og fyrer p\u00e5 en enorm chillum som g\u00e5r rundt blandt de tilstedev\u00e6rende. Der er min kone Rie med sin nyf\u00f8dte datter i barnevognen. S\u00e5 er der min ven og meddirekt\u00f8r for sommerkoncerten til fordel for et ungdomshus Niels Poulsen, og s\u00e5 selvf\u00f8lgelig mig og den gruppe af musikere, der skal p\u00e5 scenen om et \u00f8jeblik. Det er Hurdy Gurdy med bassisten fra England, hvis navn jeg ikke husker nu, og trommeslageren Jens Marquard Ozen samt singleguitaristen Klaus B\u00f8hling. Der hersker en \u00a0t\u00e6t stemning af n\u00e6rv\u00e6r. De tre musikere fra Hurdy Gurdy har boet hos os p\u00e5 Skovsminde, en g\u00e5rd t\u00e6t op ad h\u00f8jlyngen og de gamle granitbrud med udsigt ned over hele den nordlige del af \u00f8en og Ols kirke som rager op med sin nissehue som m\u00e5lepunkt for \u00f8jet. Jeg g\u00e5r lidt sk\u00e6v men lykkelig ud for at inspicere tilskuerpladserne og for at se om der er fuldt hus og koncerten kan begynde. Det er eftermiddag med gylden sol, og et farvestr\u00e5lende publikum har indtaget den store halvm\u00e5neformede arena. De sorte Lancingforst\u00e6rkere st\u00e5r midt p\u00e5 scenen parate til at sende lyd ud over de forventningsfulde mennesker. Jeg s\u00e6tter mig p\u00e5 en af de bagerste pladser. Foran mig sidder en af mine venner fra Skovsminde. Han vender sig om mod mig og siger: – Nu skal du v\u00e6re opm\u00e6rksom. Det du kommer til at h\u00f8re er unikt. Vent bare! Og jeg venter mens de tre musikere kommer op og g\u00f8r klar til at spille.<\/p>\n
Mit forhold til musik har v\u00e6ret en lille smule passivt. Sevf\u00f8lgelig har jeg lyttet til tidens musik. Jimmy Hendrix, Bob Dylan, The Doors o.s.v men det har v\u00e6ret mere som en baggrund for mit liv end et egentlig dybtg\u00e5ende indtryk. Jeg sidder derfor uden de st\u00f8rste forventninger og falder lidt hen, da en tone af t\u00e6t melodi\u00f8s klang gennemtr\u00e6nger luften. Den begynder svagt men tiltager i styrke og bliver ved og ved. Det er som et v\u00e6kkeur der ringer og r\u00e5ber ud over hele det store omr\u00e5de. R\u00e5ber om opm\u00e6rksomhed og medf\u00f8lelse. S\u00e5 sviende og st\u00e6rkt, at t\u00e5rerne st\u00e5r mig ud af \u00f8jnene ganske uden anden grund end denne lyd. Jeg er st\u00e6rkt schokeret over min reaktion. Det er som om jeg v\u00e5gner efter lang tids s\u00f8vn. Jeg fatter ingenting, men m\u00e6rker til geng\u00e6ld alting. Det er Klaus som st\u00e5r og sender disse lyde ud over alle mennesker og det er som en v\u00e6kkelse, jeg ikke kan forst\u00e5. Jens begynder ganske forsigtigt at sl\u00e5 b\u00e6kkenerne an og s\u00e5 kommer bassen og musikken er i gang.<\/p>\n
Siden den dag blev musikkens verden \u00e5ben for mig p\u00e5 en helt ny og ukendt m\u00e5de. Det var da ogs\u00e5 indlysende, at jeg skulle tage til Odense og h\u00f8re Secret Oyster, n\u00e5r de nu spillede der og Klaus var med. Jeg begav mig afsted op i Skoven og fulgte stien ned mod Skovs\u00f8en og Jensens B\u00f8fhus. Jeg havde v\u00e6ret i bad p\u00e5 campingpladsen og var frisk til spadsererturen og den efterf\u00f8lgende koncert. Desv\u00e6rre havde jeg ikke kunnet tage en kold dusch efter badet fordi bruserne kun kunne levere varmt vand. Jeg havde spurgt bestyren om der var en kold bruser, men hun havde kun kunnet henvise mig til duschen ved svimmingpoolen, og den lukkede f\u00f8rst op i maj m\u00e5ned! \u00a0I stedet for den kolde dusch havde jeg fyldt en spand med iskoldt vand og h\u00e6ldt over mig efter den varme bruser. Det virkede, og jeg fik mit kuldeschock som jeg plejede. Nu gik jeg velforn\u00f8jet afsted og n\u00e5ede efter en times tid Vintapperstr\u00e6det med Food Stall og en overd\u00e5dig vegansk buffet som blev sat til livs med den s\u00e6dvanlige kop hvidtj\u00f8rnethe.<\/p>\n
Kl halv syv stod jeg i k\u00f8 foran \u201cDexter\u201d sammen med nogle andre fyre p\u00e5 min alder som ogs\u00e5 havde minder fra 60erne, som vi udvekslede mens vi stod og ventede. Det var ubetinget Klaus, vi alle var kommet for at h\u00f8re. Karsten Vogel og resten af gruppen var selvf\u00f8lgelig vigtige men det var singelguitaristen som var tr\u00e6kplasteret. Jeg fik et lille bord t\u00e6t ved scenen og langsom begyndte lokalet at blive fyldt, s\u00e5 vi til sidst var en 30-40 mennesker. Det var midaldrende folk, hyggelige og lune som satte stemningen . Jeg bestilte en \u00e6blemost med isklumper og gav mig til at vente. Instrumenterne var stillet parat. Jeg anede Klaus gamle guitar ovre i et hj\u00f8rne bag et stort flygel. De \u00f8vrige instrumenter med keyboard og trommes\u00e6t stod og blinkede i lyset fra de sm\u00e5 projekt\u00f8rer i loftet. Klaus kom f\u00f8rst ind alene og gik lidt rundt og bladrede i nogle papirer. S\u00e6tlisten sansynligvis. Han var blevet en \u00e6ldre mand, s\u00e5 jeg. Ligesom mig. I sin tid p\u00e5 Skovsminde havde alle i Hurdy Gurdy v\u00e6ret langh\u00e5rede ned til skuldrene. Kl\u00e6dt i R\u00f8d velour og sl\u00e6bende rundt p\u00e5 Tolkiens \u201cHobbitten\u201d som de l\u00e6ste i, hvis de da ikke stod over vores komfur og ristede sesamfr\u00f8 eller lavede chapatipandekager til deres micro-macromad som de indtog mens de fortalte, at \u201cMan er, hvad man spiser!\u201d En svunden tid som passerede revy for mit indre \u00f8je mens Klaus gjorde s\u00e6tlisterne f\u00e6rdige og de \u00f8vrige musikere kom ind og tog opstilling med deres instrumenter.<\/p>\n
Secret Oyster har en heftig lyd. Langt fra gamle Hurdy Gurdy, og de startede da ogs\u00e5 op med nummeret \u201cSea Sun\u201d for fulde gardiner, s\u00e5 alle i lokalet blev bl\u00e6st v\u00e6k. Men Klaus guitar var der stadig som anf\u00f8rer og trends\u00e6tter. Det m\u00e6rkede jeg \u00f8jeblikkelig. Mit hoved blev f\u00f8rt ad helvede til ind i disse rum, hvor sj\u00e6len og al ut\u00f8jet forsvinder og den tomme fred s\u00e6nker sig i et vildt hyl. Min krop blev bl\u00e6st ind i en tyfon af lyd og s\u00e5dan fortsatte det indtil pausen, hvor rummet var totalt forandret og alle blevet en flok af menneskedyr uden tanke.<\/p>\n
Klaus kom ned til mig. Han genkendte den gamle tandl\u00e6ge fra friluftscenen i R\u00f8nne og vi udvekslede minder. Han bad mig om at blive hele koncerten igennem, hvilket jeg lovede ham. Andet s\u00e6t satte prikken over iet. Der var dans i lokalet. En kvinde sprang op p\u00e5 et bord og vred sig i extase. Andre fulgte med ud p\u00e5 det lille dansegulv og snart var vi alle en flok gale flippere fra 68 med lys i \u00f8jnene og k\u00e6rlighed i tankerne. Klaus f\u00f8rte an og spillede, som han engang fortalte mig, lige ud til kanten og derudover. Spillede \u201cFejl\u201d og fandt nye rum og harmonier p\u00e5 sit vilde ridt hen over strengene. Han har spillet p\u00e5 den guitar siden begyndelsen af 60erne og er aldrig faldet i d\u00f8dsrutinens vold. Hans ansigt udtrykker stor smerte og energi, n\u00e5r han spiller, og efter sidste s\u00e6t var han og de \u00f8vrige musikere fuldst\u00e6ndig udmattede. jeg fik et tr\u00e6t smil, da han passerede mig p\u00e5 vej ned af scenen. Jeg smilede tilbage, taknemmelig som jeg var fordi han stadig var i live og kunne spille sin musik.<\/p>\n
Jeg tog bus 161 hjem. Stoppestedet l\u00e5 et kvarters gang ad de nattem\u00f8rke gader hen over jernbaneterr\u00e6net ad en nybygget fremtidsvision af en spiralbro. Byen var ny. Jeg var ny. Igen engang.<\/p>\n
<\/p>\n
<\/p>\n
<\/p>\n","protected":false},"excerpt":{"rendered":"
Der er ingen fortid og ingen fremtid. Ejheller er der nu tid. Der er blot bev\u00e6gelse og den er evig. Det er fundamentet hvorp\u00e5 alt andet b\u00f8r bygge. Tid er et operationelt f\u00e6nomen med rod i sproget eller tanken. Tanken styres ikke, men er en del af denne bev\u00e6gelse, som er dans. Den eneste dans […]<\/p>\n","protected":false},"author":1,"featured_media":0,"comment_status":"open","ping_status":"open","sticky":false,"template":"","format":"standard","meta":{"footnotes":""},"categories":[1],"tags":[],"class_list":["post-769","post","type-post","status-publish","format-standard","hentry","category-uncategorized"],"_links":{"self":[{"href":"https:\/\/jenshoey.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/posts\/769","targetHints":{"allow":["GET"]}}],"collection":[{"href":"https:\/\/jenshoey.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/posts"}],"about":[{"href":"https:\/\/jenshoey.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/types\/post"}],"author":[{"embeddable":true,"href":"https:\/\/jenshoey.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/users\/1"}],"replies":[{"embeddable":true,"href":"https:\/\/jenshoey.dk\/index.php?rest_route=%2Fwp%2Fv2%2Fcomments&post=769"}],"version-history":[{"count":48,"href":"https:\/\/jenshoey.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/posts\/769\/revisions"}],"predecessor-version":[{"id":910,"href":"https:\/\/jenshoey.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/posts\/769\/revisions\/910"}],"wp:attachment":[{"href":"https:\/\/jenshoey.dk\/index.php?rest_route=%2Fwp%2Fv2%2Fmedia&parent=769"}],"wp:term":[{"taxonomy":"category","embeddable":true,"href":"https:\/\/jenshoey.dk\/index.php?rest_route=%2Fwp%2Fv2%2Fcategories&post=769"},{"taxonomy":"post_tag","embeddable":true,"href":"https:\/\/jenshoey.dk\/index.php?rest_route=%2Fwp%2Fv2%2Ftags&post=769"}],"curies":[{"name":"wp","href":"https:\/\/api.w.org\/{rel}","templated":true}]}}