![\"\"](\"https:\/\/jenshoey.dk\/wp-content\/uploads\/2017\/04\/image-300x225.jpeg\")
Siger hvad?<\/p>\nSiger hvad?<\/p>\n
Jeg forst\u00e5r ikke, hvad der foreg\u00e5r. Forst\u00e5r det simpelthen ikke. Hvad er meningen, n\u00e5r den ene part beskylder den anden part for at lyve, og den anden part siger det er l\u00f8gn. S\u00e5 er vi jo i n\u00f8jagtig samme situation, som vi har v\u00e6ret s\u00e5 ofte, n\u00e5r store krige er startet i det sm\u00e5. Man m\u00e5 bare h\u00e5be, at folk husker, at verden nu er blevet s\u00e5 bittelille, at enhver agression uv\u00e6gerligt vil ramme agressoren med samme kraft, som den der er tilt\u00e6nkt modparten. Alts\u00e5 at alt vi g\u00f8r, g\u00f8r vi mod os selv. Gad vide om det er tilf\u00e6ldet.<\/p>\n
Hvorfor siger russerne, at gasangrebet var et tilf\u00e6lde, fordi syriske fly ramte et lager af kemiske v\u00e5ben opmagasineret af opr\u00f8rene ? Alts\u00e5 vedg\u00e5r de, at kemiske v\u00e5ben ikke er ok. Er det s\u00e5 bare noget de siger som undskyldning for deres handlinger? Det siger amerikanerne. Hvad f\u00e5r vi at vide? Russerne siger et og amerikanerne siger noget andet. Det er helt uden for vores r\u00e6kkevidde at bed\u00f8mme nogetsomhelst. Nogle bakker op om den ene part. Andre bakker op om den anden. Det afh\u00e6nger fuldst\u00e6ndig af sympatier og tilknytninger. Jeg er s\u00e5 tr\u00e6t af hele det spil, som spilles ovenp\u00e5 almindelige mennesker, dyr og planters \u00a0liv. Det bliver bare ved og ved. Samme gamle historie som opst\u00e5r ud af menneskets uendelige uvidenhed.<\/p>\n
S\u00e5 sidder man her p\u00e5 en b\u00e6nk i Andraitx og ser b\u00f8rnene gynge i solen p\u00e5 legepladsen overfor. Nede i havnen ligger den engelske direkt\u00f8r for Arla Foods store 3 etagers lystyacht. Undtegnede g\u00e5r forbi, i det samme dirkt\u00f8ren selv springe i land. Jeg r\u00e5ber til ham:- Du som har alt i verden. Er du ikke en smule nerv\u00f8s over tingenes tilstand? Han stopper op og smiler. -Er du fra Danmark ?-Jeg kan h\u00f8re det p\u00e5 accenten. Du lever i verdens bedste land.-Vi fra Arla Foods har aldrig problemer med jer. Eu har s\u00f8gt at kv\u00e6le os, derfor st\u00f8ttede jeg brexit. Tyskland ville overtage det hele. -Du skal ikke v\u00e6re bange. Der sker ikke noget. Bare slap af. Siger han, idet han springer ombord p\u00e5 mahognigulvet som bekl\u00e6der det store hvide skibs d\u00e6k.. Jeg g\u00e5r videre. Beroliget? N\u00e6ppe.<\/p>\n
G\u00e5r ind p\u00e5 DR.dk for at h\u00f8re mere om konflikten i Syrien. Allerede dagen efter er det glemt. Ikke et ord. Nu er det Trump, der kondolerer over massakren i Stockholm. Fokus skifter hurtigt nuomdags. Nyhedsstr\u00f8mmen er uendelig. Jeg logger af.<\/p>\n
Der lyder kun ros fra v\u00e6rten i Estellentc. Den lille episode med den oppuffede port fik lov at g\u00e5 i glemmebogen. Et positivt efterm\u00e6le er sikret. Alle er glade. Hurra for det.<\/p>\n
L\u00e6ser Karl Ove Knausgaard lige mu. Kan varmt anbefale. Skriver forrygende. Sandt. Sygt sandt. L\u00e6ser f\u00f8rste del af “Min Kamp” og m\u00e5 tygge lidt grundigt en gang imellem, men rives med og kan ikke vente med bog 2, som viser sig at v\u00e6re p\u00e5 venteliste en m\u00e5ned lige netop lige s\u00e5 l\u00e6nge det varer at gennemleve optakten til bes\u00f8get i Estellentc, samt selve bes\u00f8get. Da g\u00e6sterne er rejst og sindet fyldt af uafklarede stemninger, bliver bog 2 fri og jeg begynder at l\u00e6se. Nu ruller det som lodret ned ad en skibakke i ulvedalene. Og da jeg f\u00e5r f\u00e6rden af hans debutbog “Ude af verden” og den viser sig at v\u00e6re fri p\u00e5 e-reolen, snupper jeg den og l\u00e6ser p\u00e5 skift den og “Kampen” Det er sindsygt givende, da han beskriver tiden lige efter udgivelsen af f\u00f8rste bog, hvor han flytter til Stockholm og forlader sin f\u00f8rste kone til fordel for et liv uden egentligt m\u00e5l udover at han stadig skriver og m\u00f8der Linda. For hrelvede, hvor er det godt. Han er en knag i sin \u00e6rlighed, som kun kan inspirere. S\u00e5 l\u00e6s ham k\u00e6re venner!<\/p>\n
Ellers er rytmen allerede fundet her i Andraitx. Morgenen starter med en sv\u00f8mmetur lige nede om hj\u00f8rnet ved Mitj Mitj baren, som jeg havde som stambar den gang jeg l\u00e5 med min Sagitta for anker lige ude 100 meter fra molen, hvor jeg nu er parkeret med min bil. Samme brise ind fra havet og sol og m\u00e5ne i samme baner som den gang. Kosmisk set for et splitsekund siden. Der er en aldeles udm\u00e6rket duche ovre i havnebygningen til fri afbenyttelse, og 4 meter fra bilen er en stander med elektricitet, som jeg frastj\u00e6ler lidt str\u00f8m fra til mine batterier hver nat mellem 22 og 4 om morgenen, n\u00e5r ingen ser det. S\u00e5 s\u00e6tter jeg v\u00e6kkeuret til 4, og springer ud i m\u00f8rket og ruller ledningen ind og sover roligt videre til klokken er 9 halv 10 og sv\u00f8mmeturen venter. En mand st\u00e5r og fodrer m\u00e5gerne og fiskene, som sv\u00f8mmer rundt lige nede i havnen, hvor jeg bor. Han siger, at menneskene er noget at det v\u00e6rste naturen har frembragt. Jeg klapper ham p\u00e5 skulderen og giver ham ret. Og g\u00e5r lettet videre. Nogle har alts\u00e5 forst\u00e5et!<\/p>\n
I g\u00e5r var jeg inviteret til at bes\u00f8ge et galleri af et tysk \u00e6gtepar, som jeg m\u00f8dte p\u00e5 en restaurant. Det var ganske forf\u00e6rdeligt. Rent kisch. Til sidst tog manden mig til side og ville vise mig erotiske billeder, som han fremdrog af en lille kasse, han hvde gemt. Da svimlede det for mig. Jeg fik kvalme og m\u00e5tte ud. Jeg l\u00f8srev mig i en fart og kom ud i den friske luft. S\u00e5 gik det over og jeg k\u00f8bte en italiensk is, som jeg spiste p\u00e5 vej tilbage til bilen p\u00e5 molen. Her satte jeg mig ind og sk\u00e6nkede mig en Veterano cognac og l\u00e6ste videre i “Ude af Verden”<\/p>\n
I morges kom havnebetjenten s\u00e5. Jeg havde l\u00e6nge g\u00e5et og ventet p\u00e5, hvorn\u00e5r jeg blev smidt v\u00e6k fra denne dejlige plet. Det er jo en parkeringsplads og ikke en campingplads, det ved jeg godt, men s\u00e5 l\u00e6nge ingen gjorde vr\u00f8vl, og jeg i \u00f8vrigt ikke foretog mig noget ulovligt eller klappede taget op, s\u00e5 t\u00e6nkte jeg, at det nok skulle g\u00e5. Her er jo s\u00e5 aldeles udm\u00e6ket. Sv\u00f8mmetur, duche og elektricitet samt mange skibe at sidde og kigge p\u00e5 og folk som g\u00e5r forbi og smiler venligt. God atmosf\u00e6re og en herlig l\u00f8besti lige bag ved havnebugten, som f\u00f8rer op til hovedbyen Andraitx. Der er det rent landligt med olivenlunde og blomsterbekl\u00e6dte marker. Supermarked lige i g\u00e5afstand, s\u00e5 jeg havde besluttet mig for at blive s\u00e5 l\u00e6nge det blev mig tilladt. Derfor har jeg g\u00e5et rundt og dukket mig lidt for ikke at blive et kendt ansigt i bybilledet. Men den gik ikke. Fiskerne p\u00e5 kajen er begyndt at vinke til mig, n\u00e5r jeg g\u00e5r forbi p\u00e5 vej til duchen, og tjenerne p\u00e5 de sm\u00e5 restauranter smiler venligt, og sp\u00f8rger om vandet var koldt, n\u00e5r jeg stiger op fra morgendukkerten. S\u00e5 i morges s\u00e5 jeg ham. Den bl\u00e5kl\u00e6dte f\u00e6rdselsbetjent. Han var i f\u00e6rd med at skrive en trafiksynder, som havde parkeret p\u00e5 den forkerte side af molen. Jeg listede forbi s\u00e5 ubem\u00e6rket som muligt og satte mig et lille stykke v\u00e6k fra min bil og spillede intetanende tysk turist. Men nej, den gik ikke. Han kom direkte hen imod mig p\u00e5 b\u00e6nken og begyndte p\u00e5 spansk. -Un semaine, no more! Jeg var \u00f8jeblikkeligt klar over, at jeg var opdaget, men blev overrasket over hans venlighed. Jeg blev ikke smidt v\u00e6k, som jeg havde troet, men fik faktisk lov til at bliver her p\u00e5 denne fine plads til p\u00e5 l\u00f8rdag! \u00a0-Super, t\u00e6nkte jeg. Endelig lovlig! \u00a0I gl\u00e6de herover slog jeg sided\u00f8ren op og spiste i al offentlighed min morgenmysli og drak min the og vinkede s\u00e5gar til en lille dreng, som kom forbi med sin mor. Selv \u00e6nderne som tigger ved restaurantens borde har accepteret mig og kommer og spiser integralbr\u00f8dstumper!![\"\"](\"https:\/\/jenshoey.dk\/wp-content\/uploads\/2017\/04\/image-1-300x224.jpeg\")
![\"\"](\"https:\/\/jenshoey.dk\/wp-content\/uploads\/2017\/04\/image-2-300x224.jpeg\")
<\/p>\n
Jeg g\u00e5r forbi en af de store katameraner som ligger her i havnen. Store dobbeltskrogede skibe med enorm plads mellem de to pontoner. En mor er i f\u00e6rd med at skifte bleen p\u00e5 sin lille s\u00f8n ude foran p\u00e5 sold\u00e6kket. Drengen skriger og vil ikke. Fors\u00f8ger at vride sig v\u00e6k. Jeg standser op og retter blikket mod det skrigende barn. Han bliver opm\u00e6rksom p\u00e5 mig og tier. Moren f\u00e5r bleen trukket v\u00e6k under ham. Han er holdt op med at vrid sig v\u00e6k og kigger p\u00e5 mig. Jeg kigger p\u00e5 ham og vinker og smiler til ham. Han smiler forlegent til mig og r\u00e6kker samtidig h\u00e5nden ned og holder om sin tissemand. Moren er hurtig. Hun skubber barnets h\u00e5nd h\u00e5rdt v\u00e6k. Det m\u00e5 du ikke! Jeg ser det, og t\u00e6nker: S\u00e5dan starter det. Angsten. Forbudet. Skammen. Jeg vinker til ham igen. Nu smiler han og vinker tilbage. Faren har under hele forl\u00f8bet siddet b\u00f8jet over sin mobiltelefon. B\u00e5den er en k\u00e6mpe katameran med to enorme pontoner, som ligger her i havnen i Andraitx.<\/p>\n
I min ungdom talte man meget om det at v\u00e6re “Fremmedgjort” Det var noget negativt, som samfundet p\u00e5f\u00f8rte sine medlemmer. Jeg tror det er menneskets naturlige reaktion p\u00e5 den altgennemtr\u00e6ngende stupiditet, som hersker. Selv f\u00f8ler jeg mig mere og mere som en fremmed blandt andre fremmede. Vi er n\u00f8dstedte individer p\u00e5 en klode i en totalt ukendt verden. Og “samfundet” s\u00f8ger hele tiden at manipulere os til at f\u00f8le os”hjemme” endsk\u00f8nt vi overhovedet ikke ved nogetsomhelst om hvem vi er og hvor vi er. Man vil p\u00e5dutte os en identitet som er falsk, fordi den hviler p\u00e5 falske foruds\u00e6tninger. Den hviler p\u00e5 en opdigtet historie om livet vi befinder os i, som kun har til hensigt at f\u00f8re os l\u00e6ngere og l\u00e6ngere ud p\u00e5 et sidespor.<\/p>\n
Alt dette finder sted mens festen raser og kromet glimter og olien flyder og de store skibe sejler til og fra med deres million\u00e6rs\u00f8nner og d\u00f8tre, som tager solbad p\u00e5 \u00f8verste d\u00e6k, mens de h\u00f8rer popmusik, som runger ud over havnens stille nattevand. De sejler ind hver aften p\u00e5 deres oppustede gummib\u00e5de med hestekr\u00e6fter indhyllet i sorte p\u00e5h\u00e6ngsmotorer p\u00e5malet tal fra 200 til 500. Tjenerne p\u00e5 restauranterne \u00a0st\u00e5r servilt og tager i mod dem, og r\u00e6kker h\u00e5nden ud, s\u00e5 de bl\u00e5farvede h\u00e5rkvinder kan komme i land p\u00e5 deres trippende stileth\u00e6le.<\/p>\n
Jeg betragter det hele. En fremmed. S\u00e5 ser jeg hvad der foreg\u00e5r. S\u00e5 ser jeg det hele og forst\u00e5r, at det er l\u00f8gn.<\/p>\n
Kender I udtrykket: – Man skulle tro det var l\u00f8gn?<\/p>\n
Men det er sandt.<\/p>\n
Nu er der kun en uge til min \u00e6ldste datter kommer med hele familien. For hver dag der g\u00e5r stiger sp\u00e6ndingen. Jeg pr\u00f8ver at f\u00e5 alt i orden inden. Tager til Palma p\u00e5 L\u00f8rdag eller m\u00e5ske s\u00f8ndag, hvis jeg t\u00f8r tage en dag ekstra her udover det tilladte. Nu f\u00e5r vi se. Der er ingen der g\u00f8r vr\u00f8vl over min tilstedev\u00e6relse her. Har ofte f\u00f8lt mig som en paria, hvad s\u00e5 end det er for noget. Men en u\u00f8nsket, fordi jeg ikke bidrager til det lille lokalsamfunds \u00f8konomi med et hotelv\u00e6relse og restaurantbes\u00f8g. Jeg tr\u00f8ster mig dog med, at jeg har spist aftensmad een gang p\u00e5 en kineserrestaurant her i byen.<\/p>\n
Det bliver varmere og varmere for hver dag der g\u00e5r. Om en m\u00e5ned er her umuligt at v\u00e6re. S\u00e5 er Danmark lysegr\u00f8nt, og s\u00e5 ankommer jeg om alt g\u00e5r vel. Det er efterh\u00e5nden ogs\u00e5 ved at blive nok. Jeg har boet i bilen i 2 1\/2 m\u00e5ned, og ser frem til at komme under hus. I Deya skal vi have hus. Det bliver dejligt.<\/p>\n
Disse krabbelignende bev\u00e6gelser som solen danner p\u00e5 havbunden, n\u00e5r den lyser ned gennem b\u00f8lgerne. De 5 sm\u00e5 fisk sv\u00f8mmer foran mit ansigt med dykkerbrillerne som v\u00e6rnende skjold mellem dem og mig. Vandet er k\u00f8ligt og bunden snublende n\u00e6r. N\u00e5r jeg tr\u00e6der ned kan jeg ikke bunde. Det er et synsbedrag glasset i brillerne laver med mig. Fiskene er ikke bange. De sv\u00f8mmer ganske t\u00e6t forbi, og jeg kan betragte deres smidige og glidende form. En drejer sig op mod mig og ser p\u00e5 mig. I det \u00f8jeblik kan jeg ikke kende forskel p\u00e5 den og mig. Hvem ser p\u00e5 hvem? Er jeg fisken som stirrer p\u00e5 det store menneskedyr med de glasagtige \u00f8jne, eller er jeg denne organisme, som har tiltvunget sig adgang til et element, den ikke tilh\u00f8re? Sp\u00f8rgsm\u00e5let forbliver ubesvaret, da fiskestimen anf\u00f8rt af den lille hektiske gule spinner drejer v\u00e6k og forsvinder ud i oceandybet. Jeg rejser mig op fra vandet og kravler forsigtigt op p\u00e5 cementmolen, hvor mit h\u00e5ndkl\u00e6de og badek\u00e5ben ligger og venter. Dykkerbriller med snorkel aftages forsigtigt uden at \u00f8del\u00e6gge de bl\u00f8de plasticremme som skal holde den fast mod ansigtet. Da jeg ved, at jeg skal over og duche saltet af mig, undlader jeg at t\u00f8rre mig grundigt, for ikke at g\u00f8re h\u00e5ndkl\u00e6det alt for v\u00e5dt. Byen er ved at v\u00e5gne, og jeg begiver mig forbi mennesker, som alle har et form\u00e5l i deres handlinger. Tjenerne p\u00e5 restauranterne er besk\u00e6ftiget med at stille op til morgenmadsg\u00e6sterne. Fiskerne p\u00e5 kajen tr\u00e6kker det store trawl hen over et metalhjul, hvorved de tusind og atter tusind sm\u00e5 fisk spr\u00e6llende og hoppende dratter ned i store spande. Den tykke m\u00f8rke fisker vinker grinende til mig idet jeg g\u00e5r forbi. Jeg driver stadig af saltvand i h\u00e5ret, som en strandvasker lige trukket op af havet og skynder mig ind i bade og toiletrummet, hvor en fisker netop er f\u00e6rdig med at skylle sine gummist\u00f8vler fri for fiskeslim. Her lugter af fisk. Fisk over det hele, men jeg spuler gulvet med h\u00e5ndbruseren og kan nu nyde den ferske vandstr\u00e5le over min krop.<\/p>\n
L\u00f8beskoene bliver sn\u00f8ret omhyggeligt, s\u00e5 de ikke medf\u00f8rer et d\u00f8deligt fald mod asfalten. Ud mod molespidsen, hvor de store ketchriggede sejlskibe med kendem\u00e6rker fra UB BANK LICHTENSTEIN st\u00e6vner ud p\u00e5 morgentogt mod kapsejladsbanerne i palmabugten. Runder vendepladsen og er lige ved at st\u00f8de ind i \u00e6ldre dame med oppoppet puddelhund. Hun ser efter mig og ryster p\u00e5 hovedet, men jeg er ligeglad. Der skete jo ikke noget. Afsted g\u00e5r det, og min mave l\u00f8sner op i et par dejlige b\u00f8vse, mens h\u00e6nder og f\u00f8dder finder en naturlig rytme som g\u00f8r glad.<\/p>\n
Bagefter venter morgenmaden med udsigt til havnebasinnet, hvor en skarv i det samme kommer op af vandet med en lille fisk i n\u00e6bet.<\/p>\n
Snuppede en dag mere her i Andraitx, sk\u00f8nt stedet h\u00e6nger mig langt ud af halsen. Man kunne liges\u00e5godt opholde sig p\u00e5 et mond\u00e6nt badested i Tyskland. Her er kun tyskere. Og vel at m\u00e6rke stenrige tyskere. Store BMWer og MERCEDES biler til millionvis af euro stykket k\u00f8rer op og ned langs denne mole, jeg befinder mig p\u00e5. Kun om formiddagen bliver her lidt mere roligt, n\u00e5r herskaberne sover rusen ud fra aftenen i forvejen. S\u00e5 er vandet klart og indbydende og duchen og morgenl\u00f8beturen en velsignelse. Men i morgen s\u00f8ndag skrider jeg, s\u00e5 har jeg v\u00e6ret her i over en uge og det m\u00e5 v\u00e6re nok. Ned til min elskede parkeringsplads med fred og ro i cala nova. Med busforbindelse til Palma, hvor jeg ogs\u00e5 skal have min billet til Barcelona bekr\u00e6ftet. Jeg k\u00f8rer op til Deya p\u00e5 onsdag og f\u00e5r placeret bilen, s\u00e5 jeg kan tage tidligt afsted fredag morgen til lufthavnen og hente lejebilen og den k\u00e6re familie, som jo lander 14.35. og \u00c5h. Hvor jeg gl\u00e6der mig!![\"\"](\"https:\/\/jenshoey.dk\/wp-content\/uploads\/2017\/04\/IMG_0873-300x225.jpg\")
<\/p>\n
\u00c6v, \u00e6v \u00e6v, men alligevel ok, for det var jo min egen skyld, eller var det? Min datter er lige kommet tilbage fra en formidabel tur til Brazilien, og man skulle formode, at hun havde f\u00e5et nok rejseri forel\u00f8big, men nej. Da jeg luftede tanken, om at hun kunne smutte herned og bes\u00f8ge mig nogle dage, nu hvor flybilletterne er extra billige lige efter p\u00e5ske, varede det ikke l\u00e6nge f\u00f8r hun slog til. Jeg gl\u00e6der mig til at v\u00e6re sammen med hende alene nogle dage, og hun tager s\u00e5 f\u00e6rgen sammen med mig over til fastlandet og Barcelona, hvor vi f\u00e5r et par dage, inden hun igen flyver hjem. Der ligger en god campingplads lige ved stranden 10 km fra Barcelona med gratis shuttelbus ind til byen hver halve time.S\u00e5 derfor m\u00e5tte jeg have en xtra billet til f\u00e6rgen, og tog med bus til Balearia agencia, der lige lukkede for n\u00e6sen af mig halv et p\u00e5 grund af p\u00e5sken. N\u00e5, men ikke noget problem. Jeg tager derind i morgen igen, nu kender jeg vejen! Tilbage mod busstationen stod der en stakkels turist og vinkede mig op med et kort over Palma. P\u00e6n i t\u00f8jet holdt han en 2 euro frem mod mig, og bad mig veksle, s\u00e5 han kunne bruge i parkeringsautomaten. -Jeg har ingen sm\u00e5penge og slet ikke eurostykker. Svarede jeg. Han s\u00e5 bedende p\u00e5 mig, og jeg sagde idet jeg tog min pung frem, at han selv kunne se. Jeg \u00e5bnede min pung, og viste ham de f\u00e5 cent stykker, der l\u00e5 der. Han stak h\u00e5nden ned og greb efter kobbermynterne, og tog dem op og sagde mange tak.- Der kan du selv se, sagde jeg, og ville vise ham, at det eneste jeg havde i min pung var en 50 Euro seddel. Da jeg tog ned for at vise ham det, var den der ikke!- Hm. Hm.T\u00e6nkte jeg.-Hvad foreg\u00e5r der her? Jeg viste med sikkerhed, at jeg havde lagt den i pungen i g\u00e5r, for at have kontanter, hvis det skulle blive n\u00f8dvendigt, da jeg gik en lille inspektionstur hen til stranden for at se om duchen nu var \u00e5ben, som vagten p\u00e5 det store hotel havde sagt. Sedlen var v\u00e6k. Pungen var s\u00e5 aldeles tom. Jeg kiggede p\u00e5 manden, som rystede p\u00e5 hovedet og gav mig kobberstykkerne tilbage. Jeg l\u00f8ftede p\u00e5 dette Palmakort, han havde i h\u00e5nden. Han rystede uforst\u00e5ende p\u00e5 hovedet. I det samme kom en anden mand hen. De talte sammen p\u00e5 et slavisk sprog, jeg ikke forstod. Jeg vidste, at enhver indvending blot ville f\u00f8re lort med sig, s\u00e5 jeg gik videre, og spekulerede p\u00e5 om jeg skulle have glemt at l\u00e6gge de 50 i pungen i g\u00e5r. Da jeg var kommet et passende stykke v\u00e6k udenfor synsvidde af de to m\u00e6nd, s\u00e5 jeg efter i min hovedpung, og der manglede de 50. Alts\u00e5 var det rigtigt. I min naivitet for at vise, at jeg ingen sm\u00e5m\u00f8nter havde, var jeg hoppet direkte p\u00e5 limpinden. Og bagefter t\u00e6nkte jeg, at parkeringsautomaterne sagtens tager 2 eurostykker!<\/p>\n
Men det var flot gjort. Idet han greb efter mine sm\u00e5m\u00f8nter, havde han fri adgang til sedlen i naborummet, og p\u00e5 et splitsekund havde den skiftet ejer.<\/p>\n
I\u00f8vrigt fik jeg benene p\u00e5 nakken i g\u00e5r i Andraitx, da f\u00e6rdselsbetjenten kom p\u00e5 udkig p\u00e5 molen, hvor jeg har holdt en dag over den uge, man m\u00e5. Jeg sprang ind \u00a0i bare f\u00f8dder og shorts, t\u00e6ndte motoren og dr\u00f8nede v\u00e6k hen til mit favoritsted i Cala Major, Hvor jeg m\u00e5 holde en m\u00e5ned uden problemer. Her fik jeg ogs\u00e5 startet min generator op, og kunne konstatere, at en times k\u00f8rsel med den, er nok til at holde k\u00f8leskabet k\u00f8rende et d\u00f8gn. Der bliver jeg til p\u00e5 torsdag, hvor jeg k\u00f8rer op til Deya for at v\u00e6re parat til Bes\u00f8g.<\/p>\n
Stranden i Cala Mayor er fortrinlig med rent sand og bar og kraftig duche og 5 min gang fra hvor bilen st\u00e5r.S\u00e5 ud over den lidt flove fornemmelse med de 50 euro er tingene fjong. Fjing fjong fiolifjong.<\/p>\n
Og \u00c5h, \u00e5h \u00e5h, hvor er han glad ligenu. Sikke en historie! F\u00f8rst at komme v\u00e6k fra tyskturist mylderet i Andraitx, og f\u00e5 nogle rolige dage p\u00e5 parkeringspladsen i Cala Mayor sammen med sin ven hotelarbejderen fra Miraflore Magnum Hotel og Spa, som holder i sin varekassevogn med tynde marokkanske gardiner og h\u00f8j musik fra 6o erne str\u00f8mmende ud af anl\u00e6gget med ubegr\u00e6nset volumen, p\u00e5 grund af hans store solpanel p\u00e5 taget, som han misunder ham i h\u00f8j grad. N\u00e5r han engang kommer tilbage til Lolland, vil han overveje s\u00e5dan eet i stedet for den larmende og stinkende generator, som nu forsyner ham med str\u00f8m. 2 gange daglig m\u00e5 han ud og blande to takts benzin i en lille beholder med s\u00e6rlige nitrilhansker p\u00e5, som han brugte, da han skulle lime de gamle damers t\u00e6nder sammen, s\u00e5 de ikke faldt ud af munden, men kunne blive h\u00e6ngende og s\u00e5ledes pr\u00e6sentere et acceptabelt smil til de efterladte, n\u00e5r de til den tid defilerede forbi kisten. N\u00e5r s\u00e5 benzinblandingen er pr\u00e6cis i orden i forholdet 1:50 h\u00e6ldes indholdet via en lille tragt han fik i julegave af sin f\u00f8rste kone i 1974, ned i motorens br\u00e6ndstoftank. Dog f\u00f8rst efter at filteret er beh\u00f8rigt renset for urenheder gennem p\u00e5bl\u00e6sning via tilspidsede l\u00e6ber ned i rummet, hvor skidtet ligger.S\u00e5 kommer endelig det store \u00f8jeblik, hvor motoren skal startes. -Og vil den det? Ja det er altid det store sp\u00f8rgsm\u00e5l. Fortvivlede hiv i startkablet afstedkommer stigende frustration, indtil t\u00e6ndingen springer til, og dyret skrigende g\u00e5r i gang. S\u00e5 er gl\u00e6den lige s\u00e5 stor som tvivlen var f\u00f8rhen, og nu lades de to batterier til 13,1 volt , hvad der netop er n\u00f8dvendigt for at kunne drive k\u00f8leskab, belysning, oliefyr (hvis det er koldt udenfor. Hvad det jo ikke er ligenu, s\u00e5 s\u00e5 holder str\u00f8mmen desto l\u00e6ngere!) samt diverse Ipads og computere og mobiltelefoner.<\/p>\n
D\u00e6ktrykket blev kontrolleret. Det var kun (som jeg ogs\u00e5 godt vidste) det venstre forhjul, som havde tabt lidt luft, og her blev fyldt p\u00e5. S\u00e5 afsted mod Tramuntanabjergende med b\u00e6vende hjerte. For ville bilen holde? Den har jo,desv\u00e6rre en tendens til at blive lidt for.varm, n\u00e5r den skal tr\u00e6kke det store l\u00e6s op ad bakke.P\u00e5 vej ud af Cala Mayor blev jeg forfulgt af to oppanserede politibetjente, som idet jeg k\u00f8rte ud p\u00e5 motorvejen k\u00f8rte op p\u00e5 siden af mig og med en fejende bev\u00e6gelse med h\u00e5nden, idet de r\u00e5bte avanti avanti -Es un autopista, anskueliggjorde at jeg k\u00f8rte,for langsomt og skulle se at rubbe mig, for det var jo en motorvej jeg k\u00f8rte p\u00e5. Jeg k\u00f8rte 90 i timen, og det var \u00e5benbart ikke hurtigt nok efter deres mening! N\u00e5, men jeg satte s\u00e5 farten lidt op til 95, men da var de allerede v\u00e6k over hals og hoved.<\/p>\n
S\u00e5 kom stigningerne op mod Valdemossa, og s\u00e5 steg temperaturen til de 100 grader, som er min gr\u00e6nse for videre k\u00f8rsel. Ind og pausere, mens 35 norske cykelryttere asede sig op ad den stejle bakke og forbi mig. Ny pause i Valdemossa, og s\u00e5 g\u00e5r det ellers j\u00e6vnt og s\u00e5gar en lille smule nedad mod Deia. Og pyha, hvor er her smukt og flot og alt muligt.Deya svigter aldrig, t\u00e6nkte jeg, da jeg k\u00f8rte ind mod den lille by i de store omgivelser.<\/p>\n
Parkeringspladser var her ingen af, s\u00e5 jeg k\u00f8rte flux ned mod cala, og fandt selvf\u00f8lgelig et supersted under en palme og lige ved flodsengen. Her sidder jeg nu og skriver og har aftalt med Antonia, at vi skal m\u00f8des over en kop kaffe nede i restauranten ved stranden, hvor hun arbejder. Der bliver ingen sv\u00f8mmetur i dag. Massive b\u00f8lger sl\u00e5r op mod klipperne i bugten og explodere i flere meter h\u00f8je spr\u00f8jt, som g\u00f8r cala livsfarlig at bade i. Men jeg har set det f\u00f8r. Dagen efter kan vandet atter v\u00e6re blikstille, gennemsigtigt og krystalbl\u00e5t.<\/p>\n
I morgen kommer Bynke!<\/p>\n
Fik endelig denne Reneault bil med automatgear og unders\u00f8gte den jomfruelige lak for skrammer og ridser, som man skal, s\u00e5 man ikke bliver bommet bagefter for noget man ikke har gjort. Problemet er bare, at denne bils overflade er s\u00e5 sensibel som en barnenumse eller en kolibris fine fjerlag og trafikken, som jeg \u00f8jeblikkelig fik at m\u00e6rke, da jeg drejde til venstre ned mod det supermarked, vi skal frekventere og blev dyttet af og truet efter af flere af disse raketbiler, som man \u00f8jensynlig betjener sig af her, og som hviner forbi een og ryster p\u00e5 hovedet. Det var ikke rart, s\u00e5 jeg k\u00f8rte ekstra forsigtigt og blev straks presset h\u00e5rdt bagfra af en motorcyklist, som ville frem og som r\u00e5bte vredt til mig, da jeg undskyldte med at jeg kom fra Danmark og var ny, om jeg talte spansk, for i spanien taler vi spansk, sagde han s\u00e5 det sang i mine \u00f8ren, og jeg straks t\u00e6nkte p\u00e5 mig selv, n\u00e5r jeg i Danmark bliver irriteret p\u00e5 disse turister, som ligger og svinger til h\u00f8jre og venstre og ikke ved , hvilken vej, de skal. N\u00e5, s\u00e5 kan jeg l\u00e6re det. Og om f\u00e5 minutter lander Bynke med family og s\u00e5 skal vi ud i den hrelvedes\u00a0trafik igen med mimosen frk Renault, som ikke m\u00e5 f\u00e5 s\u00e5 meget som en bare bittelille ridse, for s\u00e5 tager de hele depositummet p\u00e5 6000 kr bang! S\u00e5 jeg siger skr\u00e5t op, vi skal videre, og h\u00e5ber herren eller hvem det nu er, vil holde h\u00e5nden over mig, og lade os komme sikkert og uskadt hjem til det lille hus i cala Deya.<\/p>\n
Og s\u00e5 gik alt sammen s\u00e5 stille og roligt efter planen. Landet sugede os til sig, og vi fouragerede i Mercadona s\u00e5 det var en lyst. Op og ned ad gange med alle de f\u00f8devarer vi kunne \u00f8nske, og ud og op og v\u00e6k fra den v\u00e6mmelige myldretidtrafik og den tunge byatmosf\u00e6re.<\/p>\n
Bjergene tog i mod os og \u00e5bnede deres hemmeligheder i sm\u00e5 portioner f\u00f8rst og siden i fuld omfang, da vi svingede rundt om det store massive \u00a0forbjerg, hvor det dybbl\u00e5 middelhav f\u00f8rste gang viste sig med en flimrende horisont og en hvidbl\u00e5 bl\u00e6ndende himmel. Man taber vejret i det \u00f8jeblik, s\u00e5 smukt er der. Og s\u00e5 smutter man videre i den spritnye Renault, som k\u00f8rer s\u00e5 godt og har automatgear, s\u00e5 bjergk\u00f8rsel af serpentinesnoede veje bliver en leg. Deya st\u00e5r som parabolens receptor omgivet af Tramuntanabjergenes majest\u00e6tiske rejsning, og vi k\u00f8rer ind. Passerer de sm\u00e5 pissedyre restauranter p\u00e5 begge sider af hovedgaden, og forts\u00e6tter ud igen, ned forbi Robert Graves hus til indk\u00f8rslen som ad vanvittige snoninger f\u00f8rer direkte til huset, vi skal bo i.<\/p>\n
Der er vi nu. Og den skrivende hopper af gl\u00e6de over hvor godt det hele g\u00e5r. For vi vandrer allerede dagen efter op gennem terrasser med tusind\u00e5r gamle oliventr\u00e6er, som vrider sig i groteske former imens de bev\u00e6ger sig gennem deres tusind\u00e5rige liv i oliventr\u00e6sfart. Citroner og appelsiner h\u00e6nger som japanske lamper og lyser op i det m\u00f8rkegr\u00f8nne l\u00f8v, og de sm\u00e5 blege blomster sender fortryllende dufte op i vores n\u00e6sebor.<\/p>\n
Og nu er det hele forbi. De er taget hjem igen, og den skrivende ligger og skriver i sengen under en varmebl\u00e6ser et sted udenfor Palma. Han har lige l\u00e6st et referat fra tandl\u00e6gernes \u00e5rsm\u00f8de i Bellacentret i K\u00f8benhavn, og spekulerer p\u00e5, om det han skrev i sin tid om tandl\u00e6ge h\u00f8jogflot m\u00e5ske bliver misforst\u00e5et af nogle af hans tidligere kollegaer. Det kan v\u00e6re, de f\u00f8ler det som en kniv i ryggen, nu da han selv er ude af r\u00e6set. Men hvis nogen f\u00f8ler, at det er en kniv i ryggen at satirisere over dette fags m\u00e6rkv\u00e6rdigheder, s\u00e5 m\u00e5 det blive deres egen sag. Jeg er ikke flov over, hvad jeg har skrevet. Det m\u00e5 enhver forst\u00e5.<\/p>\n
I\u00f8vrigt er jeg slet ikke tandl\u00e6ge mere. Hvis jeg er noget, er jeg pensioneret tandl\u00e6ge, og fortryder ikke hvad jeg har gjort gennem min faglige karriere. Jeg er udm\u00e6rket klar over de faldgruber, der eksistere indenfor mit tidligere fag. Hver eneste dag i over 4o \u00e5r har jeg st\u00e5et ansigt til ansigt med b\u00e5de de moralske og de faglige udfordringer, som det at v\u00e6re tandl\u00e6ge indeb\u00e6rer, og hver eneste dag har jeg m\u00e5ttet se mig selv i \u00f8jnene og sp\u00f8rge: -Var det nu godt nok, det jeg gjorde? Og der har self\u00f8lgelig v\u00e6ret n\u00e6tter, hvor jeg hvilel\u00f8st har roteret i min seng, mens jeg spekulerede p\u00e5 om mit arbejde var godt nok. S\u00e5dan har det v\u00e6ret, men der har aldrig p\u00e5 noget tidspunkt v\u00e6ret tvivl i mit sind om, at det medmenneske jeg behandlede, og som l\u00f8nnede mig for min behandling, faktisk var mig selv. Mit centrale sp\u00f8rgsm\u00e5l i enhver tvivlsituation har altid v\u00e6ret:- Hvis det var min egen mund, ville jeg s\u00e5 lave det p\u00e5 den samme m\u00e5de, bruge den samme tid og tage den samme betaling for det, og kunne jeg svare ja til det, s\u00e5 var det i orden. S\u00e5 ikke mere om det.<\/p>\n
Det som st\u00e5r klarest for mig, n\u00e5r jeg t\u00e6nker tilbage p\u00e5 ugen, der gik, er den stilhed og klarhed, som hvilede over vores f\u00e6lles liv i og udenfor den lille finca i Deya. Vi beh\u00f8vede ikke at pludre s\u00e5 meget, som jeg ellers er vant til, n\u00e5r jeg er sammen med mennesker i et f\u00e6llesskab. Tingene faldt p\u00e5 plads af sig selv. Vi lyttede til hinanden, mere end vi f\u00f8rte os selv frem, og det var en lise. Undertegnede fik et h\u00e5rdt vink med en vognstang, da han den f\u00f8rste dag i sin ih\u00e6rdighed for at tilf\u00f8re selskabet lidt extra “go” styrtede ned til sin bil for at hente en bluetooth h\u00f8jtaler, og i bogstaveligste forstand styrtede ned p\u00e5 vej op igen, idet han i sit hastv\u00e6rk snublede og med voldsom fart ramte den grus og stenbelagte havegang f\u00f8rst med sit venstre kn\u00e6, derefter med venstre h\u00e5nd og til sidst med sit hoved, som blev slynget videre mod jorden i faldet, dog ikke hurtigere end som en let ber\u00f8ring fra en venlig h\u00e5nd i det det ramte. Det gjorde satans ondt, og var t\u00e6t p\u00e5 at ber\u00f8ve ham f\u00f8rligheden, men er nu i bedring. S\u00e5 kunne han l\u00e6re det! Og g\u00e5r nu stille rundt i verden uden at styrte afsted, uanset hvor godt et motiv, der m\u00e5tte v\u00e6re for at s\u00e6tte farten op.<\/p>\n
Det samme gjaldt de lange k\u00f8reture ad snoede bjergveje, som blev gennemf\u00f8rt med omhyggelig langsomhed, selvom bagvedk\u00f8rende bilister af og til mente, at vi sn\u00f8vlede os afsted. S\u00e5 overhalede de med hv\u00e6sende motor og rakte en fuckfinger ud af vinduet idet de dr\u00f8nede forbi i sving, hvor afgrunden nedenfor var tusind meter dyb eller mere! Eller cyklisten som blev slingrende nerv\u00f8s i et sving lige foran os, og var millimeter fra at \u00a0blive kastet op over bilens tag og ud i intetheden, hvor vi med en vis sansynlighed ogs\u00e5 var havnet!<\/p>\n
Nu er de taget hjem allesammen. Vi m\u00e5tte op klokken fire i morges, for flyet gik meget tidligt. Sort nattek\u00f8rsel med lyskaster ud over dybe skr\u00e6nter, som vi ikke kunne se, men vidste var der. Til lufthavnen og knusende farvel, og s\u00e5 skulle bilen afleveres, og s\u00e5 k\u00f8rte han det forkerte sted hen helt op i toppen af et parkeringshus, hvor lejefirmaet slet ikke boede, og hvor ingen ville hj\u00e6lpe den stakkels pensionerede tandl\u00e6ge, som gennem hele sit liv havde hjulpet s\u00e5 mange med deres smertende og d\u00e5rlige t\u00e6nder, men utak er verdens l\u00f8n t\u00e6nkte han og k\u00f8rte ned igen og ud p\u00e5 motorvejen, hvor han atter blev chikaneret p\u00e5 det groveste af alle disse fjolser som dr\u00f8ner afsted for at n\u00e5 frem til deres gravsted. Tilsidst fandt han OK rent a car ved venlig hj\u00e6lp af stumme danske Emma, som garmin damen hedder. Pyha. Bilen afleveret i uskadt stand og s\u00e5 til lufthavnen i shuttelbus til kaffe og croisant og faldt i lykkelig s\u00f8vn i afgangshallen med det d\u00e5rlige ben hvilende p\u00e5 den lille indbyggede skammel i rygs\u00e6kken.<\/p>\n
P\u00e5 vej i bussen m\u00f8dte han 4 danskere fra Balka p\u00e5 Bornholm. De fortalte, at Spies fire gange \u00e5rligt arrangerer ture med fly til Mallorca direkte fra R\u00f8nne lufthavn. S\u00e5 ved vi det til n\u00e6ste gang.<\/p>\n
S\u00e5 har jeg det godt. N\u00e5r jeg sidder i lufthavnen og venter p\u00e5 min datter af 3. \u00c6gteskab. Eller er det fjerde eller femte? Nok n\u00e6rmere det 8. \u00e6gteskab. De falder sammen alle de \u00e6gteskaber. Men det er osse ligegyldigt. Bare hun kommer trygt ned fra himlen om 55 minutter. S\u00e5 er jeg glad.<\/p>\n
Jeg har ligget hele dagen ude i Bendinat i v\u00e6relset hos s\u00f8de Alice og hendes guitarspillende mand. Benet har godt af ro, og h\u00e5nden liges\u00e5. 3 yougurt og en lille flutes var hvad det blev til i l\u00f8bet af dagen. Jeg s\u00e5 en video med Noam Chomsky, som fortalte at viseren som markere, hvor t\u00e6t vi er p\u00e5 at udslette os selv som specie, nu bev\u00e6ger sig bet\u00e6nkeligt hen mod tolv. Den st\u00e5r for \u00f8jeblikket p\u00e5 fire minutter i tolv, lige s\u00e5 t\u00e6t den var, da de f\u00f8rste hydrogenbombespr\u00e6ngninger fandt sted i forbindelse med Cubakrisen. Han p\u00e5pegede ogs\u00e5, og det er ret interessant, at Nordkorea faktisk har v\u00e6ret villig til at indstille deres nucleare program, hvis de kunne f\u00e5 en deal med USA som indebar, at forholdet til Sydkorea blev normalisret og sanktionerne mod landet oph\u00e6vet. Men det afviser USA pure, og har gjort det ned gennem historien med skiftende pr\u00e6sidenter ligefra Clinton over Bush og Obama. Det er som om man aldrig vil give en forhandlingsl\u00f8sning en chance, uanset hvor farlig en situation vi befinder os i. Hver gang et s\u00e5dant forslag har v\u00e6ret p\u00e5 banen, bliver det fejet af bordet.<\/p>\n
Hvorfor nu det? Er det fordi man i storpolitik stadig befinder sig p\u00e5 abestatiet, hvor enhver nok s\u00e5 lille indr\u00f8mmelse kan tolkes som svaghed, og derfor afvises. Hvis det er tilf\u00e6ldet, og det ser s\u00e5dan ud, er det fanden galemig p\u00e5 tide, at vi allesammen slapper af og holder vejret, for sp\u00e6ndingerne i denne verden er kollektive. Jo mere tense enhver situation i ethvert menneskes liv bliver, des mere presses viseren n\u00e6rmere mod tolv. Det er i det sm\u00e5, at det store foreg\u00e5r. Glem ikke det nogensinde.<\/p>\n
Vi er interconnectede i en s\u00e5dan grad, at det ikke kan skjules for nogen. Alligevel g\u00f8res der alt for at adskille, konkurrere og \u00a0s\u00e6tte gr\u00e6nser op. Det bliver vores endeligt, hvis vi ikke h\u00f8re op med det. Hvem kan p\u00e5vise, at jeg ikke er dig? For du er i bund og grund i n\u00f8jagtig samme situation som mig. S\u00e5dan er det. Og hvis vi ikke indser det f\u00f8r, s\u00e5 indser vi det i det mikrosekund ildkuglen svitser os samt alt andet liv v\u00e6k fra jordens overflade.<\/p>\n
Men da er det for sent, ikke?<\/p>\n
Nu lander flyet, s\u00e5 jeg g\u00e5r ned i ankomsthallen og tager imod, og s\u00e5 gir jeg middag p\u00e5 Cellar sa Premsa i Palma!![\"\"](\"https:\/\/jenshoey.dk\/wp-content\/uploads\/2017\/04\/image-3-300x224.jpeg\")
<\/p>\n
Og s\u00e5 kom hun det sk\u00f8nne menneske. Det var s\u00e5 dejligt. Jeg var s\u00e5 tr\u00e6t, s\u00e5 tr\u00e6t, s\u00e5 tr\u00e6t. Havde faret rundt med den lejede bil med halsen oppe i livet og r\u00f8ven p\u00e5 vildspor, og kom endelig ud til det lille lysebl\u00e5 ungpigev\u00e6relse, hvor jeg dumpede p\u00e5 hovedet i seng og sov til halvsyv om aftenen, hvor maven rumlede og der m\u00e5tte s\u00f8ges ly og f\u00f8de i en restaurant nede om hj\u00f8rnet med pool p\u00e5 fire storsk\u00e6rme og skrigende engl\u00e6ndere i baren. Alle drak \u00f8l af store glas. Jeg drak vin af et lille glas og spiste noget de kaldte tunsalat sammen med t\u00f8rt br\u00f8d til.<\/p>\n
Det lille lysebl\u00e5 ungpigev\u00e6relse ventede herefter p\u00e5 mig med k\u00f8lig bl\u00f8dhed og en lang nats s\u00f8vn forude. Internettet var st\u00e6rkt og bar Jersilds Trump udsendelse glat igennem inden s\u00f8vnen drog mig til sig. Om morgenen var der god tid. Hun skulle f\u00f8rst hentes kl 19.30 i Palma lufthavn. En time tidligere sad jeg atter i ankomstterminalen, da hun tr\u00e5dte frem af mylderet og gik mig i m\u00f8de smilende.<\/p>\n
-Dav, det var godt du kom, var mine ord. Hun fik et knus, og s\u00e5 var vi p\u00e5 vej mod bussen, som lidt efter standsede og satte os af p\u00e5 Plaza de Espanya.<\/p>\n
-Vi skal have noget at spise, sagde jeg. -Er du sulten?-Ja, hundesulten, svarede hun. -Men f\u00f8rst bliver vi n\u00f8d til at k\u00f8be lidt ind til i morgen tidlig ude i \u00a0lejligheden, sagde jeg. -Der ligger et supermarked lige her nede i k\u00e6lderen, hvor alle busserne afg\u00e5r fra. Vi g\u00e5r lige derned, og s\u00e5 kan vi bagefter g\u00e5 over og spise p\u00e5 min favoritrestaurant. Er du med p\u00e5 den? -Det lyder fornuftigt, svarede hun. P\u00e5 vejen hen mod nedgangen med de rullende trapper blev vi fanget af h\u00f8j sydamerikansk salsamusik, som str\u00f8mmede ud af nogle enorme h\u00f8jttalere lige bag ved, hvor vi stod. Lyden var imidlertid s\u00e5 sk\u00e6rende diskant, at vi kun holdt ud at lytte f\u00e5 minutter.-Det sk\u00e6rer i mine \u00f8re, sagde Suien. Lados g\u00e5 ned nu.<\/p>\n
S\u00e5 gik de ned sammen p\u00e5 rulletrappen, som \u00a0ikke var blevet smurt i lang tid, og derfor l\u00f8d som en stor elefant i brunst.-” WRAAA WRAAA”, l\u00f8d det, s\u00e5 de m\u00e5tte holde sig for \u00f8rene. Jens gav et par lignende lyde ud fra sin mund, og n\u00f8d at ingen bem\u00e6rkede det. Suien tyssede p\u00e5 ham, og grinte, og s\u00e5 var de nede i supermarkedet og kunne k\u00f8be ind til morgenmaden.<\/p>\n
Cellar la Premsa var stuvende fuld. De m\u00e5tte vente et kvarter f\u00f8r der blev et bord ledigt. De fik et langs v\u00e6ggen og Jens m\u00e5tte sidde uden rygst\u00f8tte p\u00e5 en smal b\u00e6nk. Oliven og br\u00f8d blev hurtigt stillet frem, og de bestilte cola og vin og salat og paella og s\u00e5 ville Suien s\u00f8rme smage kanin! Jeg t\u00e6nkte p\u00e5 Bynke, som end ikke ville smage bl\u00e6ksprutte, fordi det var som at spise stegte kattekillinger, som hun sagde. N\u00e5, men hver sin smag, som Suien svarede, da jeg fortalte hende om Bynkes holdning. Salaten stod prangende p\u00e5 midten af bordet med sine revne r\u00f8dbeder og guler\u00f8dder. Et halvt nykogt \u00e6g l\u00e5 og smilede os i m\u00f8de. Det hele blev overh\u00e6ldt med vineddike og olie. Og spist! Stor paellapande med muslingeskaller og rejer tittende op af de dampende ris. Det stakkels dyr blev f\u00f8rt ind af to tjenere. Det l\u00e5 der med spredte ben og fors\u00f8gte at se tiltr\u00e6kkende ud. Smagte nu alligevel godt. Ligesom kylling.<\/p>\n
Vinen var r\u00f8d. Colaen brun og tallerknerne snart tomme. De gik ud da regningen var betalt. Tog bumlebussen ud til Cala Mayor og spadserede det sidste stykke op til lejligheden. F\u00f8rst m\u00f8dte de den d\u00f8de due, som Jens tidligere p\u00e5 dagen havde st\u00e5et og set p\u00e5 da den stadig var i live. -Dit lille kr\u00e6, hvad skal jeg g\u00f8re ved dig. Du kan da ikke bare ligge der og ryste af kulde, talte han til den gr\u00e5 due, som var skadet og bare l\u00e5 helt stille op mod en havemur. -H\u00e5ber du genvinder dit huld. Fortsatte han, og gik bedr\u00f8vet videre. Nu var den d\u00f8d. -Jeg t\u00e6nkte det nok. Sagde han til Suien, idet de gik forbi. -Det var trist. Duen var allerede ved at blive angrebet af myrer, som beredte sig p\u00e5 et festm\u00e5ltid. De gik videre op ad den stejle skr\u00e5ning mod bebyggelsen med de dyre lejligheder, hvor de skulle bo for natten. -Hov, hov, hvad laver I her? En stor gorillalignende mand med formidabel overkrop og et lille kegleformet hoved ovenp\u00e5 n\u00e6rmede sig truende idet de n\u00e5de huset. -Jamen, vi skal jo bo her. Jeg har kvitteringen fra Airbnb, svarede Jens nerv\u00f8st, og fumlde i sine lommer. -Ok, svarede aben surt. -Skrub s\u00e5 afsted! Og han fejede os af med en vred h\u00e5ndbev\u00e6gelse.<\/p>\n
Det lille lysebl\u00e5 ungpigev\u00e6relse samt lejlighedens ejer,den gravide Alice tog imod os med venligt smil og atmosf\u00e6re. Det varede ikke l\u00e6nge f\u00f8r vi sov i hver sin lysebl\u00e5 seng, maste som vi var af en lang dags h\u00e6ndelser.<\/p>\n
Alice havde d\u00e6kket morgenbord, og efter duche i moderne omgivelser med frotteh\u00e5ndkl\u00e6der og duftlys, indtoges citronyougurt med friske spanske appelsiner og integralbr\u00f8d fra aftenen i forvejen. Vi havde besluttet at bruge tid p\u00e5 Palma inden vi tog bussen op i Bjergene til Deya, hvor Californiaen stod, vi skulle bo i de n\u00e6ste tre dage. Himlen var d\u00e6kket af en let dis, men solen br\u00f8d frem nu og da, og vidste vi, ville efterh\u00e5nden som den kom h\u00f8jere p\u00e5 himlen spr\u00e6nge sig vej gennem skyerne og give os en varm dag. Palma var et mylder af liv og ansigter. Jeg lod Suien f\u00f8re an, og intuitivt kom vi snart til Katedralen, som blev affotograferet i forskellige vinkler. Det var far og datter i p\u00e6n samdr\u00e6gtighed, og byen kom os i m\u00f8de, som Palma nu g\u00f8r, med de smukke jugendbygninger, torve hvor man bare sidder og lader livet passere, og duer og mennesker i alle aldre og farver og caffemlatte p\u00e5 McDonalds fortovsrestaurant med muffin og cookies. \u00a0Bussen til Deya gik kl fire. Mens vi spadserede rundt i byen havde vi opmagasineret vores bagage i Intermoduls k\u00e6lder. Den indl\u00f8ste vi nu, og satte os til at vente p\u00e5 bus nr 18, \u00a0som snart efter k\u00f8rte ind p\u00e5 sin plads, s\u00e5 vi kunne stige ombord og afvente transporten ud af storbyen og videre ad den \u00e5bne, flade slette med de mange mandeltr\u00e6er, til h\u00e5rn\u00e5lesvingene viste sig, og opstigningen mod Tramuntana bjergk\u00e6den tog sin begyndelse.<\/p>\n
Turen er jo breathtaking, som de siger i England. Suien sad opslugt af panoramaet, som skifter hele tiden med det sugende dyk blikket f\u00e5r, n\u00e5r det glider ud over middelhavet og ned ad de dybe skr\u00e6nter. Deya var der stadig og stadig ny og fortryllende. Men der var ingen restauranter, som ville servere os en pizza, som vi havde h\u00e5bet, s\u00e5 vi m\u00e5tte tage til takke med ravioli og spagetti p\u00e5 en italiensk. V\u00e6rten var glad da vi kom. Der var absolut ingen g\u00e6ster. Dagen havde v\u00e6ret bl\u00e6sende og op til storm, og byen var s\u00e5 godt som affolket. Han skruede op for noget folkemusik fra 60 erne, som om det netop m\u00e5tte v\u00e6re vores smag. Suien fik st\u00e6rk citronjuice og jeg fik det s\u00e6dvanlige glas r\u00f8dvin. Vi var efterh\u00e5nden begge to alvorligt snottede, med n\u00e6sepusning uafbrudt. Min n\u00e6se l\u00f8b hele tiden, s\u00e5 jeg m\u00e5tte holde et lommet\u00f8rkl\u00e6de for den, at det ikke skulle dryppe ned i maden. Og nys ustandselig. Meget hyggeligt!<\/p>\n
Det var n\u00e6sten m\u00f8rkt, da vi begyndte nedstigningen mod cala, hvor bilen var. Jeg var tr\u00e6t i benene efter b\u00e5de fald og lange vandreture tidligere. Vi bar begge p\u00e5 tunge rygs\u00e6kke, og stien blev mere og mere utydelig efterh\u00e5nden som vi bev\u00e6gede os nedad. Tilsidst kunne jeg n\u00e6sten ikke se, hvor jeg skulle s\u00e6tte f\u00f8dderne, og af angst for at falde endnu en gang blev jeg usikker p\u00e5 benene og m\u00e5tte have Suien til at holde mig i h\u00e5nden de sv\u00e6re steder, s\u00e5 jeg ikke tabte balancen. Vi n\u00e5ede dog ned i god behold. Bilen stod, hvor den blev sat, og startede i samme \u00f8jeblik, jeg drejede n\u00f8glen om. En plads l\u00e6ngere nede mod stranden under et stort Pinjetr\u00e6 lod vi blive vores opholdssted. Det bl\u00e6ste forf\u00e6rdeligt. Tr\u00e6ets krone svajede foruroligende i vinden. Vi n\u00e5ede lige at se de enorme b\u00f8lger, som slog op mod klipperne med gr\u00e5hvidt skumspr\u00f8jt. – Der bliver vist ingen badning i morgen. Udbr\u00f8d Suien. – Lad os nu se. Det kan \u00e6ndre sig lynhurtigt. Svarede jeg. Om natten l\u00e5 jeg i overk\u00f8jen. Suien i den brede seng forneden. Nu og da kom der vindst\u00f8d s\u00e5 kraftige, at jeg frygtede bilen ville v\u00e6lte. Det hylede og sang og ekkoet rungede mellem de h\u00f8je fjeldsider. Angsten kr\u00f8b, men vi faldt i s\u00f8vn og v\u00e5gnede n\u00e6ste morgen til en vindstille kl\u00f8ft med spredte solstr\u00e5ler op langs de sm\u00e5 m\u00f8rkegr\u00f8nne tj\u00f8rnebuske. Og fuglesang!<\/p>\n
Jeg sidder i bussen p\u00e5 vej til Gare de Vais i Lyon. Overfor mig sidder en ung mand. Han er d\u00e5rligt kl\u00e6dt. Beskidte bukser og en slidt l\u00f8sth\u00e6ngende jakke. Hans h\u00e5r er fedtet og halvlangt. Han sidder og klemmer sine h\u00e6nder nerv\u00f8st sammen. Hans \u00f8jne flakker og skuler omkring sig i glimt mod de andre passagerer og mig. Han indgyder frygt. Jeg sniger mig til at betragte ham n\u00e6rmere. Ser efter om han har noget under sin skjorte, han ikke \u00f8nsker jeg skal se. I g\u00e5r var her pr\u00e6sidentvalg. Gaderne i det indre Lyon var sp\u00e6kket med milit\u00e6r og politi med skarptladte maskinpistoler. Vi er jo i Frankrig, t\u00e6nkte jeg. Her sker terrorattentater ofte. Er jeg nu p\u00e5 vej i en bus med en selvmordsbombemand? Hele bussen emmede af utryghed. Folks \u00f8jne var indadvendte og ansigterne tillukkede. -Hvorfor ikke? T\u00e6nkte jeg.-M\u00e5ske spr\u00e6nger vi i luften lige om lidt. Det ville g\u00f8re turen til noget s\u00e6rligt, t\u00e6nkte jeg. Beredskabet er h\u00e6vet blandt folk her i byen. Hvor jeg sidder nu, ved et bord udenfor Mc Donald lige ved nedgangen til Metroen p\u00e5 Bellecour, tiltalte en ung kvinde mig. Hun sad og holdt \u00f8je med sin lille datter, som var i f\u00e6rd med at fodre duerne. -Her er meget farligt, sagde hun. -Du skal passe godt p\u00e5 dine ting. De kan blive snuppet hvert \u00f8jeblik. Du m\u00e5 ikke have noget i lommerne. Der er lommetyve overalt. Lommetyve, terrorister, bev\u00e6bnet politi. En forh\u00f8jet opm\u00e6rksomhed som m\u00e6rkes overalt i folks blikke og bev\u00e6gelser. S\u00e5gar duerne er nerv\u00f8se. De flyver ikke ordentligt. Jeg blev ramt i ansigtet fra vingen af en due, som passerede t\u00e6t forbi. Da den landede p\u00e5 et stakit, fik jeg lejlighed til at h\u00f8re n\u00e6rmere om, hvorfor det skete. -Folk er sk\u00f8re i \u00f8jeblikket, sagde den og plirrede med sine gr\u00f8ngule \u00f8jne. -Jeg beklager! Og s\u00e5 fl\u00f8j den.<\/p>\n
Stormen har revet havet op gennem hele natten. B\u00f8lgerne i Cala Deia er t\u00e5rnh\u00f8je. Restaurant Petro March overskylles, og der er lukket for servering. Det r\u00f8de flag er hejst, som betyder at badning er strengt forbudt og livsfarligt. Vi taler om at bruge dagen p\u00e5 vandring. Det lille bord i camperen sl\u00e5r jeg op, nu da der er g\u00e6ster. S\u00e5 kan vi sidde overfor hinanden og spise hvad der er af rester fra Bynkes bes\u00f8g plus det br\u00f8d og ost vi k\u00f8bte i g\u00e5r i Palma. Suien er meget kr\u00e6sen, hvad ang\u00e5r mad, som har ligget et par dage i k\u00f8leboksen, s\u00e5 jeg spiser de sidste af de gamle yougurter og noget af br\u00f8det. De skiver vi skar ud oppe \u00a0i huset er mugne, s\u00e5 de bliver verfet. Suien rynker p\u00e5 n\u00e6sen.- Jeg skal alts\u00e5 ikke have NOGET af det der! Siger hun og skr\u00e6ller et friskt \u00e6ble.<\/p>\n
-Jeg er Jens-skraldespand, siger jeg og griner, mens jeg slubrer det sidste af de to gamle yougurter i mig. Suien ser med v\u00e6mmelse p\u00e5 mig med et glimt i \u00f8jet. Hun kender mig fra utallige ture, vi har taget sammen gennem \u00e5rene. Hun var bare fire \u00e5r f\u00f8rste gang vi dr\u00f8nede til sydfrankrig med telt i den gamle Mitzubishi. Vi var i Disneyland og camperede p\u00e5 Western campingpladsen, hvor jeg anskaffede mig en t\u00e6ge p\u00e5 l\u00e5ret og hun blev tvunget til at vaske op, som hun altid siger, men det er l\u00f8gn. Det er noget hun forestiller sig. Godtnok lovede jeg hende en lille slikburger, hvis hun ville skylle vores tallerkner af, men det er jo noget andet.<\/p>\n
Det var ogs\u00e5 der, hvor bilen gik i st\u00e5 midt om natten i en skov h\u00f8jt oppe i uvejsomt terr\u00e6n. Dynamoen var sprunget, og jeg m\u00e5tte b\u00e6re hende flere kilometer gennem buskads og underskov, indtil et svagt lys ledte os hen til en skovhuggerhytte, hvor vi fik lov at overnatte p\u00e5 en b\u00e6nk. Og s\u00e5dan kunne jeg blive ved. Tur efter tur til de Schweitziske alper med fuld fart ned ad gletsjere p\u00e5 sammenklappede papkasser.<\/p>\n
N\u00e5, men det er Deya det handler om nu. Vi besluttede at p\u00e5begynde G 221, og kom ogs\u00e5 godt afsted, da vi m\u00f8dte et dansk \u00e6gtepar, hvor manden rystende af angst p\u00e5 det inst\u00e6ndigste anbefalede os at g\u00e5 en anden vej.-Det er meget farligt, st\u00f8nnede han med sveden str\u00f8mmende ned af ansigtet. Konen stod og s\u00e5 ned i jorden og nikkede.- G\u00e5 ikke den vej. I vil fortryde det. Det er vanvid! S\u00e5 vi vendte om og gik istedet op forbi forfatterens lille firkantede hus yderst p\u00e5 klippen og ned og satte os under “mit” tr\u00e6 og skr\u00e6llede en appelsin, som vi delte.<\/p>\n
Oppe i byen k\u00f8bte vi ind til frokost og middag. Ost og tomater og juice og s\u00e5 gik vi en rundtur i byen op omkring kirken og ned igen. Jeg havde ikke mod p\u00e5 endnu en nedtursvandring ad f\u00e5restierne, s\u00e5 vi valgte k\u00f8revejen tilbage for at sk\u00e5ne mine svage kn\u00e6 og Suiens \u00f8mme l\u00e6gge.Da vi kom ned m\u00e5tte vi straks i Cala for at se, om vandet havde lagt sig. Der var stadig en del gammel s\u00f8, som jeg m\u00e5tte forklare Suien, hvad var. Alts\u00e5 n\u00e5r vinden har lagt sig mens b\u00f8lgerne stadig st\u00e5r og k\u00f8rer et stykke tid endnu. Det var fyldt med tang, s\u00e5 badning var stadig udelukket. I stedet tilberedte vi os en stor sk\u00e5l blandet salat, hvor hovedet fra Bynketiden kom til sin ret efter de yderste blade var fjernet. Selv overfor Suiens kritiske blik blev det godkendt som spiseligt! Og to d\u00e5ser tun opr\u00f8rt med dejlig vineddike og hvidl\u00f8g og agurk og selvf\u00f8lgelig de store fyldige canariske tomater. Vi havde talt om at lave suppe. Jeg har en d\u00e5se minestrone med fra Danmark, men det blev opgivet. Salat og frisk br\u00f8d fra Deyabageriet med ost og hvidvin til var nok. P\u00e5 det tidspunkt var der stadig net fra 3 like home, s\u00e5 aftenen blev tilbragt i selskab med hinanden og det allestedsn\u00e6rv\u00e6rende store spiderweb.<\/p>\n
Det lille gr\u00f8nne toilet ved parkeringspladsen var gjort rent og spiseligt, derfor undgik vi “spanden” som nok ville have v\u00e6ret noget af en overvindelse for Suien. Jeg er vant til det. Hvis ikke et toilet findes i miles omkreds og du sidder alene p\u00e5 en parkeringsplads, ja s\u00e5 er der jo ikke andet at g\u00f8re end at improvisere! Dertil haves en sort plasticspand, nogle aviser som kan foldes ud og l\u00e6gges i bunden. Derover en af de tiloversblevne plasticposer fra indk\u00f8bene og voila! haves et udm\u00e6rket toilet. Resultatet kan derefter foldes nydeligt sammen og anbringes i en affaldsbeholder. Ligesom man g\u00f8r, hvis man har hund! Men vi kunne skide under hygiejniske vilk\u00e5r med tr\u00e6kstang, som overrislede cisternen med bl\u00e5 antiseptik.<\/p>\n
Natten var rolig indtil kl 7.30 Fem biler k\u00f8rte skridende op foran vores lille “hus” d\u00f8rene gik op, h\u00f8j spansk tale og d\u00f8resm\u00e6k derefter. Jeg for op og hang mig ned fra overk\u00f8jen, s\u00e5 jeg \u00a0kunne se, hvad der skete. Frygtede f\u00f8rst, at det var politiet, som ville smide os v\u00e6k. Det var det ikke. Det var et arbejdshold, som skulle planl\u00e6gge parkeringspladsens udvidelse. Jeg sprugte om der var problemer, men de rystede bare p\u00e5 hovedet.- No,no,no. Sagde de og smilte venligt mens de fortsatte med at spraye gule og gr\u00f8nne striber og tal ud p\u00e5 asfalten, hvor udgravningen til det nye flodleje, som vi var parkeret ved, skulle g\u00e5.<\/p>\n
Cala var nu s\u00e5 rolig, at man kunne bade. Suien gik foran derned, mens jeg ryddede op i bilen og satte generatoren i gang med at lade. Da den k\u00f8rte med sin s\u00e6dvanlige irriterende knitrende lyd, forlod jeg den og satte mig ned ved b\u00e5dophalerstedet for at f\u00e5 lidt sol.<\/p>\n
Hver dag lagde jeg 6 euro i parkeringsautomaten. Det var det mindste, jeg kunne g\u00f8re for at vise min gode vilje, hvis en eller anden kontrollant skulle dukke op og jage os v\u00e6k. Det er de vilk\u00e5r man lever under p\u00e5 denne m\u00e5de. Du opn\u00e5r en h\u00f8j grad af frihed. Kan “sl\u00e5 lejr” midt inde i en by, hvis du vil. Til geng\u00e6ld er du under konstant overv\u00e5gning. Af forbipasserende nysgerrige glohoveder, eller af emsige politibetjente, som har forskellige regler afh\u00e6ngig af, hvor du befinder dig. Men det er umagen v\u00e6rd. Det er faktisk skide sp\u00e6ndende at leve som “hjeml\u00f8s”. Derfor er det ogs\u00e5 en stor gl\u00e6de nu og da at k\u00f8re ind p\u00e5 en campingplads og bare v\u00e6re “lovlig”. G\u00e5 i bad uden at snyde sig til det ved en hotelswimmingpool, eller v\u00e6re p\u00e5 rigtigt toilet i stedet for at skide i en spand, mens det p\u00e6ne \u00e6gtepar intetanende passerer bilen, man sidder i.<\/p>\n
Bageren i Deya laver de herligste empanadaer med vegetarisk indhold og pizzalignende stykker med piment og gr\u00f8ntsager. De lukker kl 3 om mandagen, men vi n\u00e5ede lige at f\u00e5 k\u00f8bt ind. Det n\u00e5ede 3 cykelryttere fra Holland ikke. St\u00f8nnende m\u00e5tte de k\u00f8rer videre uden at f\u00e5 genoprettet deres sukkerbalance. Nede i Cala klarede det op time for time. Vandet faldt til ro, og endelig kunne Suien f\u00e5 sin lyst styret og dumpe i. Hun foretog en l\u00e6ngere dykketur tv\u00e6rs over bugten, hvor hun lagde sig i solen. Jeg fik det for varmt og satte mig op i bilen, da jeg h\u00f8rte h\u00f8j lyd fra politisirener. To biler med bl\u00e5 blink dr\u00f8nede ned ad den smalle sti. Jeg fik et shock og troede selvf\u00f8lgelig, at det var os og bilen, som var \u00e5rsagen. Altid nerv\u00f8s, det gamle liv! Men det var det selvf\u00f8lgelig ikke. Det var desv\u00e6rre en ung mand, som var drattet ned fra en af de stejle klipper. Ambulancen kom bagefter, og p\u00e5 en b\u00e5re blev han ligbleg og med hylsterbind om hovedet transporteret bort. Kraniebrud? Sp\u00f8rgsm\u00e5let hang i luften blandt folk. Alle var ber\u00f8rte.<\/p>\n
Jeg havde lige v\u00e6ret ude at tisse og var netop faldet i s\u00f8vn igen, da jeg blev v\u00e6kket af stor larm. En m\u00e6gtig gravko med kran og larvef\u00f8dder k\u00f8rte t\u00e6t op foran bilen, hvor vi l\u00e5 og sov. Jeg kravlede halvt ned fra briksen ovenp\u00e5, og stak hovedet ud. Der stod tre m\u00e6nd og s\u00e5 ulykkelige ud. De turde n\u00e6sten ikke sige det, det var de alt for h\u00f8flige til, men tilsidst kom det:-Om vi ikke ville flytte os lidt, s\u00e5 de kunne komme i gang med at grave. Det var lettere sagt end gjort, og jeg fremstammede bedende om vi kunne vente bare en halv time, s\u00e5 vi kunne f\u00e5 tid til at samle vores ting. De s\u00e5 endnu mere ulykkelige ud, s\u00e5 jeg kunne m\u00e6rke, at det nok skulle v\u00e6re hurtigere. -Et kvarter da? Spurgte jeg, og de nikkede. Det kunne g\u00e5 an. Det kan nok v\u00e6re vi fik fart p\u00e5. Alle vores k\u00f8kkenting og vaskegrej stod udenfor og m\u00e5tte i hast smides ind i bilen, hvor Suien stadig l\u00e5 under dynen. Men hun sprang ud, og ved f\u00e6lles hj\u00e6lp lykkedes det at bryde lejrpladsen op p\u00e5 10 minutter og f\u00e5 k\u00f8rt hele redeligheden over p\u00e5 den store parkeringsplads under et andet tr\u00e6.Der slog vi os ned, og bredte vores h\u00e5ndkl\u00e6der over stenmuren bagved og lavede “vaskeplads” ved siden af, og s\u00e5 boede vi der! Dagen begyndte kaotisk, men blev en af de rigtig fine solskinsdage nede i den sk\u00f8nne bugt. Vi sv\u00f8mmede og dasede og Suien fik et rigtigt langt solbad, som hun s\u00e5 l\u00e6nge havde \u00f8nsket sig. Vi spiste omelet i restauranten under de stejle klippesider og drak sangria til. Da aftenen faldt p\u00e5 gik vi op og ville s\u00e6tte os p\u00e5 “Night Watch” restauranten for at slutte af med et m\u00e5ltid der, men da var der lukket. Slut prut. S\u00e5 var der ikke andet at g\u00f8re, end at omg\u00f8re beslutningen om at k\u00f8re n\u00e6ste morgen tidlig, til at k\u00f8re med det samme. Vi pakkede det hele, og jeg s\u00e5 med sp\u00e6nding frem til den stejle optur med den gamle bil. Og s\u00e5 gik det bare som en leg. Hun bar os let trillende den lange snoede vej til Soller og gennem tunellen, som lader een slippe for strabadserende k\u00f8rsel over et sn\u00e6vert bjergpas. Fladlandet l\u00e5 forude og vi var sultne, men kun en ensom halvt lukket restaurant med to s\u00f8vnige g\u00e6ster, var hvad vi kunne finde. -Cellar Sa Premsa! Udbr\u00f8d jeg begejstret, og det havde Suien intet at indvende imod.<\/p>\n
Vi fik paella negra, som vi nu ved hvorfor er sort. Den er lavet p\u00e5 bl\u00e6ksprutte bl\u00e6k! Men smagte fortrinligt let af fisk og rejer og var bl\u00f8d som sm\u00f8r. Dagen efter sked jeg kulsort, og var i et kort \u00f8jeblik bange for at maves\u00e5ret var brudt op, inden jeg kom i tanke om paellaen…<\/p>\n
Favoritparkeringspladsen i Cala Mayor sov vi p\u00e5 og kunne nyde en frisk morgendukket ved en mennesketom strand med iskold duche og hyggethe i bilen f\u00f8r vi dr\u00f8nede til Porto Maritim og indtog vores plads i k\u00f8en af bilister, som alle skulle sejles til Barcelona kl. 12.30<\/p>\n
Den store Balearic Abel Mateus f\u00e6rge var i f\u00e6rd med at blive fyldt af de sv\u00e6re lastbiler med anh\u00e6ngere. Vi stod og betragtede Palmas skyline i kikkert mens skibet, vi skulle med blev tungere og tungere efterh\u00e5nden som de k\u00f8rte ombord.. Bilerne vi stod i k\u00f8 med var BMV og PORCHE og AUDI, nogle med p\u00e5h\u00e6ftet speedb\u00e5d eller vandscooter. -Der er nogen, der kan, sagde jeg og nikkede mod velhaverbilerne. -Nu ikke misundelig. Vores bil er da god nok, ikke? Svarede Suien. Og selvf\u00f8lgelig havde hun ret. Den gamle California, som er lige s\u00e5 gammel som Suien, fra 1992, havde faktisk klaret den lange tur rigtig godt. Den blev lidt varm ind i mellem, men da jeg fandt ud af, at k\u00f8re med varmeapparatet t\u00e6ndt, s\u00e5 noget af overskudsvarmen blev bortledt p\u00e5 den m\u00e5de, faldt temperaturen til de normale 90 grader. Det var s\u00e5 n\u00f8dvendigt, at k\u00f8re med \u00e5bne vinduer, men det var ikke noget problem. Kileremmen er begyndt at pive ved start, men holder forh\u00e5bentligt den sidste vej tilbage til dk.<\/p>\n
Vi fik ophold i skibets velindrettede cafeteria, og da solen bagte ned fra en skyfri himmel, varede det ikke l\u00e6nge f\u00f8r Suien l\u00e5 p\u00e5 en af de opstillede flugtstole p\u00e5 d\u00e6kket og n\u00f8d det med den blide havbrise som k\u00f8lende t\u00e6ppe. Jeg faldt i s\u00f8vn p\u00e5 en lang sofa, og s\u00e5ledes gik overfarten mod Barcelona ganske udramatisk. Kl. halv otte om aftenen k\u00f8rte vi i land i Barcelona lige direkte ind i den v\u00e6rste myldretidstrafik. Det var med at holde tungen lige i munden, n\u00e5r spaniolerne slalommede ind og ud mellem hinanden p\u00e5 motorvejen mod campingpladsen. En time efter vi havde f\u00e5et mainland Spanien under hjulene, drejede vi ind i fredelige Camping Barcelonas modtagelsesomr\u00e5de, og n\u00e5ede lige netop at bestille pitza og salat inden restauranten lukkede. For at f\u00e5 mest ud af dagen efter, som var Suiens sidste dag f\u00f8r hjemflyvning fredag, besluttede vi os til at st\u00e5 tidligt op og tage den gratis shuttelbus ind til storbyen allerede kl 8.30.<\/p>\n
Det er \u00e5benbart en popul\u00e6r tur, den til Barcelona om morgenen, for bussen er stopfuld af familier med b\u00f8rn og pensionist \u00e6gtepar med kort i h\u00e5nden og sp\u00e6ndte \u00f8jne. Derfor er der kun st\u00e5pladser tilbage til os, og da k\u00f8ret\u00f8jet bliver f\u00f8rt af en agressiv chauff\u00f8r, er det gang p\u00e5 gang sv\u00e6rt at holde balancen og jeg er lige ved at falde. Pludselig synker kvinden, jeg st\u00e5r bag ved sammen p\u00e5 gulvet. Folk stimler hen for at hj\u00e6lpe. Jeg ser i Suiens \u00f8jne, at sygeplejersken i hende v\u00e5gner, men kvindens ledsager griber hende, og sammen tilbringer de resten af turen mod Barcelona p\u00e5 bussens gulv. Vi \u00e5nder lettet op, da vi tr\u00e6der ud p\u00e5 Plaza Catalonia i et sk\u00e6rende sollys og begyndende byhede. Vi har ikke n\u00e5et at f\u00e5 morgenmad f\u00f8r vi k\u00f8rte, og er godt sultne. -Mc Donald har morgenmad siger jeg. Suien er ikke begejstret, og hun f\u00e5r ret. Det er den mest ul\u00e6kre morgenmad, jeg har smagt til dato. Br\u00f8det bl\u00f8dt og svampet, \u00e6gget slimet og kaffen bitter og prisen h\u00f8j. -Det var ikke s\u00e5 godt, siger jeg. -Nej, det var det ikke.Svarer hun. -Men det var dig, der ville, ikke? Og det m\u00e5 jeg jo indr\u00f8mme, og lover hende, at hun kan bestemme for resten af Barcelona dagen.<\/p>\n
Sacre Familia skal vi self\u00f8lgelig se, og hun leder med professionel guideh\u00e5nd os op gennem de trange gader og ind over \u00e5bne pladser langs med brede boulevarder lige til kirken bare st\u00e5r der for n\u00e6sen af os i al sin sandslotteglans. Omr\u00e5det er fyldt med turister, store busser og de s\u00e6dvanlige japaner grupper, som h\u00e6nger sammen som klister og er sv\u00e6re at komme uden om. Vi finder et sted at spise croisant og drikke kaffe til, f\u00f8r vi bev\u00e6ger os mod rutens n\u00e6ste destination. Den ber\u00f8mte park Guell med slottet Gaudi Experiensa. Det bliver en lang vandretur for Jenses tr\u00e6tte ben, men vi n\u00e5r op og m\u00e5 til vores skuffelse erfare, at indgangen er lukket p\u00e5 grund af overfyldning af turister! Suien er rasende – Hvad er det for noget? Hvorfor lukker de helt, og lukkerf\u00f8rst op i morgen. De kunne jo lukke nye folk ind i samme omgang, som folk \u00a0forlader stedet. Men vagten er ub\u00f8jelig.- I morgen kan \u00a0I jo komme igen. Suien fnyser.Gudskelov er parken ikke lukket, og her myldrer vi rundt sammen med de hundredevis af andre mylderister godt forstyrret og irriteret af alle gades\u00e6lgerne fra Gambia, som breder t\u00e6pper ud over stierne med solbriller og atraptasker s\u00e5 man ikke kan komme forb.<\/p>\n
Nu m\u00e5 det v\u00e6re nok! Solen bager, og vi er svedte og sultne. Drikker kaffe og mystisk juice p\u00e5 vej ned, og er r\u00f8rende enige: Til stranden, for guds skyld! Suien har svar p\u00e5 rede h\u00e5nd: Barcelonetta skal vi til.- Bussen g\u00e5r her, siger hun. Jeg er i tvivl, men hun f\u00e5r ret (som s\u00e6dvanlig) og snart ligger havnen og promenaden mod stranden for vore f\u00f8dder. Stor bred sandstrand \u00a0med masser af mennesker. Her er dog ingen der bader. \u00a0Masser af restauranter med udend\u00f8rs servering, men ingen pladser i solen. Vi pr\u00f8ver en tapasrestaurant, hvor\u00a0jeg har v\u00e6ret p\u00e5 en tidligere rejse til byen, flytter et ledigt bord hen i solen,men bliver vredt irettesat af en sur tjener, s\u00e5 vi skrider igen. Suien er vild af sult. Styrter foran og vejrer som en gal hund efter mad. Jeg lader hende f\u00f8re, og ganske rigtigt finder hun en plads p\u00e5 en avanceret burgerservering, hvor tjeneren er dansk og hj\u00e6lper os igennem bestilling af en stor almindelig og en ditto vegetarisk. Vi sidder i solen og spiser i tavshed og freden s\u00e6nker sig efterh\u00e5nden over os.<\/p>\n
Men vi mangler noget. Vi mangler det bedste. Godt m\u00e6tte er vi og venligt stemt overfor hinanden. Derfor tr\u00e6ffer beslutningen sig ganske af sig selv: -Vi m\u00e5 ned p\u00e5 stranden. Vi m\u00e5 ned og ligge i det varme sand og slappe af ovenp\u00e5 middagen. Bare ligge og lade blikket glide langsomt ud over havet. Ud mod horisonten. Og v\u00e6k. S\u00e5 vi stavrer tungt afsted helt ned til vandkanten, hvor der kun er ganske sm\u00e5 b\u00f8lger, og man kan se bunden skr\u00e5ne kraftigt ned mod det isbl\u00e5 dyb. Der er stadig ingen der bader. I spanien bader man f\u00f8rst n\u00e5r vandet er over 20 grader, og ligenu er det ikke over 10. En lille dreng sopper \u00a0modigt lidt fra os. En pige g\u00e5r ud til kn\u00e6ene. Vi ligger og t\u00e6nker hver sit. Det ser usansynligt tillokkende ud det gr\u00f8nbl\u00e5 dyb derude. Det lokker og tr\u00e6kker i de to vandhunde. Vi fors\u00f8ger at snakke os fra det et stykke tid, men s\u00e5 gider vi ikke mere al det snak.-Vi g\u00f8r det! Siger vi i kor, og er p\u00e5 f\u00e5 \u00f8jeblikke af t\u00f8jet og i badedress. Vi st\u00e5r der til almindelig blusel for de omkringliggende mennesker og skifter under de sm\u00e5 h\u00e5ndkl\u00e6der, vi har medbragt. Men vi er ligeglade. Nu skal det v\u00e6re, og som p\u00e5 t\u00e6lling springer vi begge p\u00e5 hovedet ud i det der vand, som iskoldt omslutter os p\u00e5 sekundet. Og sv\u00f8mmer ud og finder ud af, at det faktisk slet ikke er s\u00e5 koldt. Bare friskt!<\/p>\n
bussen g\u00e5r fra plaza Catalonia kl 7 men er forsinket en halv time, hvor vi st\u00e5r og glor sammen med de andre fra campingpladsen. Hjemme snupper vi en pizza til deling, og s\u00e5 i seng for i morgen skal Suien flyve hjem til Danmark igen.<\/p>\n
Desv\u00e6rre gik der kun en tidlig bus til Barcelona, der matchede med lufthavnsbussen fra Cataloniapladsen, s\u00e5 vi m\u00e5tte tidligt op og afsted. Nu skulle det v\u00e6re. En ordentlig morgenmad m\u00e5tte vi have, og vi vandrede gade op og gade ned for at finde et passende sted. Det skulle v\u00e6re superbt ovenp\u00e5 den d\u00e5rlige oplevelse hos McDonald. Men det var sv\u00e6rt. Tilsidst efter megen s\u00f8gning efter “det helt rigtige” morgenmadssted droppede vi ind p\u00e5 en restaurant der s\u00e5 “fin” ud. Vi fik et lille bord og en sur servitrice smed et kort ned foran os. Vi valgte en menu med juice til, og satte os til at vente. Efter et stykke tid, hvor intet skete kom hun med to knive og to servietter. S\u00e5 gik der lang tid igen f\u00f8r hun kom med 2 tallerkener. Jeg pr\u00f8vede at sp\u00f8rge om hvorn\u00e5r resten kom. Men hun rystede p\u00e5 hovedet og sagde -ja,ja. Og gik igen. S\u00e5 kom hun med to glas, og gik igen. S\u00e5 kom hun endelig med juicen, og gik igen. S\u00e5 forsvandt hun helt fra restauranten, og nu gik der lang tid, for nu var der udskiftning i personalet. En ny sur servitrice dukkede op og spurgte os, hvad vi skulle have. Jeg pr\u00f8vede at forklare, at vi havde bestilt hos den tidligere servitrice, og at vi skulle n\u00e5 en bus. Hun s\u00e5 h\u00e5nligt p\u00e5 os og svarede: ja,ja. Og s\u00e5 gik der 20 minutter f\u00f8r resten af vores morgenmad endelig blev serveret. Men netop da vi skulle til at spise kom et bud k\u00f8rende hen ad gangen med en vogn fyldt med fisk og store stykker k\u00f8d, som skulle afleveres i en vareelevator som netop havde \u00e5bning ved vores bord. Jeg m\u00e5tte rykke min stol til side, mens \u00a0lange fiskekroppe og lammeskinker blev trukket forbi mig og ind i elevatoren. Suien holdt sig for n\u00e6sen, og jeg var ved at kaste op. S\u00e5 ramte den lille vogn vores bord og al juicen v\u00e6ltede ned over vores ben. Da jeg rejste mig for at p\u00e5kalde mig servitricens opm\u00e6rksomhed, s\u00e5 jeg hun stod og lo over os. Hun kom hen, og jeg fik betalt for den dejlige morgenmad. Jeg gav hende ikke drikkepenge, og p\u00e5 vej ud s\u00e5 jeg hende r\u00e6kke tunge ad os.- S\u00e5 gav jeg hende fingeren! Henne hos manden p\u00e5 Plaza Catalonia var der stort p\u00e5styr. Flere tusind duer var g\u00e5et til angreb p\u00e5 manden i boden, som solgte duefoder. De havde v\u00e6ltet hans lille hus og store s\u00e6kke med duefoder blev knust mod fliserne. Himlen form\u00f8rkedes af duesv\u00e6rme. Der kom flere og flere ned fra de omkringliggende pal\u00e6ers tage. En lille dreng blev v\u00e6ltet omkuld og trampet over af kradsende kl\u00f8r. Hans skrig genl\u00f8d over pladsen. Jeg r\u00e5bte til Suien:- Skynd dig hen til bussen og hop op. Det er bus A1 til terminal 1, den holder lige der! Hun fik et hurtigt knus mens flere duer var i f\u00e6rd med at sl\u00e5 ned i hendes h\u00e5r. -Afsted med dig! Jeg gav hende et puf hen mod bussen og \u00e5ndede lettet op, da jeg s\u00e5 hende komme ombord. St\u00e6rkt forfulgt af blafrende duevinger drejede den ud fra pladsen og forsvandt i retning af lufthavnen.<\/p>\n
Da jeg kom hjem til campingpladsen havde jeg f\u00e5et nye naboer. To overv\u00e6gtige tyske kvinder havde sl\u00e5et sig ned med \u00e5bning og terrasse fra deres store campingvogn klods op ad min lille california. De hilste ikke, og s\u00e5 sure ud, da jeg ankom og lukkede min sided\u00f8r op 1\/2 meter fra deres “terrasse” hvor de havde stillet parasol, stole og bord, samt en k\u00e6mpe gasgrill op. Det varede ikke l\u00e6nge f\u00f8r de begyndte at t\u00e6nde grillen op og komme ud med fl\u00e6skek\u00f8d og kyllingel\u00e5r, som de begyndte at grille. R\u00f8gen b\u00f8lgede op fra det brankede k\u00f8d. Jeg sad inde i min bil og m\u00e6rkede lugten af stegt fl\u00e6sk. Den ene, den tykkeste, kom ud og stillede en radio p\u00e5 bordet, mens hun s\u00e5 p\u00e5 mig med frydefulde \u00f8jne. Jeg blev klar over, at jeg skulle straffes, for hun t\u00e6ndte op for fuld styrke af tysk slagermusik. Der var virkelig d\u00e5rlig kemi, og i det \u00f8jeblik besluttede jeg mig for at skride. Jeg klappede taget ned, tog min gule stol og skidespanden ind, og k\u00f8rte ned til receptionen og checkede ud, og k\u00f8rte til Blanes, hvor jeg sov om natten i en parkeringsb\u00e5s ved stranden. N\u00e6ste morgen vaskede jeg den sidste lugt af branket fl\u00e6sk af kroppen i et blikstille middelhav med en r\u00f8d sol netop lige kr\u00f8bet op over horisonten. Satte Gps p\u00e5 Lyon, og kr\u00f8b ind bag rattet p\u00e5 Miss California, som p\u00e5 12 timer bragte mig gennem et bed\u00e5rende Sydfrankrig op til Camping International i Lyon, hvor cremen jeg havde sendt til Suien 2 M\u00e5neder tidligere, nu var blevet returneret, fordi det danske postv\u00e6sen ikke forstod fransk! Hi.hi.<\/p>\n
![\"\"](\"https:\/\/jenshoey.dk\/wp-content\/uploads\/2017\/04\/image-4-300x169.jpeg\")
<\/p>\n
Det \u00f8sregnede og himlen var gr\u00e5 og tung, da jeg ankom til Lyon kl 9.30 om aftenen, lige f\u00f8r den store gitterl\u00e5ge ind til campingpladsen ville blive lukket og l\u00e5st, s\u00e5 jeg m\u00e5tte tilbringe natten p\u00e5 en udsat parkeringsplads et sted i byen. Men s\u00e5dan gik det ikke. Jeg n\u00e5ede det og drejede lettere forpustet n\u00f8glen om i bilen, og n\u00f8d at motoren faldt til ro. For at v\u00e6re t\u00e6t p\u00e5 bade og toiletfaciliteter var jeg k\u00f8rt ind i den f\u00f8rste den bedste b\u00e5s, med det resultat at jeg var havnet i et vandfyldt mudderhul, hvor hjulene stak 1\/2 meter ned i gult s\u00f8le. Da jeg steg ud sad min ene sko fast, og det var med n\u00f8d og n\u00e6ppe, jeg fik den op igen af den lerede masse. Gudskelov havde jeg gummist\u00f8vlerne med fra Lolland!<\/p>\n
Dagen efter klarede det op. Sm\u00e5 solstrejf listede sig ned gennem de lysegr\u00f8nne nyudsprungne tr\u00e6er, og da jeg sad i bussen p\u00e5 vej ind til byen skinnede solen klart og varmt. Lyon var et menneskemylder, men som jeg skrev tidligere var stemningen sp\u00e6ndt med bev\u00e6bnede betjente overalt p\u00e5 grund af pr\u00e6sidentvalget. Apotekeren der havde solgt mig den f\u00f8rste creme til Suien, smilte genkendende til mig, da jeg bad om endnu en tube, da jeg nu var i byen.<\/p>\n
Der var nu kun een vej, og det var opad mod nord. Det huede mig ikke. Det gik jo s\u00e5 godt det hele. Bilen k\u00f8rte glidende og p\u00e6nt og holdt temperaturen efter mit lille trick med at t\u00e6nde for varmeapparatet, s\u00e5 hvorfor skulle jeg “hjem”? Og hvad var “hjem” egentlig? \u00a0Men jeg har forpligtigelser, gik det op for mig. Nogle grundl\u00e6ggende ting, som har en bestemmende funktion i mit liv. For det f\u00f8rste skulle gr\u00e6sset ved det lille hus i Bandholm sl\u00e5s. Det l\u00e5 fast. Kunne ikke blive ved med at lade min gode nabo Lasse st\u00e5 for kontrol af omr\u00e5det. Og s\u00e5 var der mine n\u00e6rmeste. Min familie som jo alle betyder s\u00e5 meget for mig. At de har det godt og lever et liv, de holder af og trives i. S\u00e5 var der ogs\u00e5 mine venner. Dem fra Estellentc som mis\u00e6ren om den opbrudte hydraulikport, stadig bragte op i mine tanker. Skulle jeg bes\u00f8ge dem igen, eller sige at det var det. At vores venskab blev \u00f8delagt fordi jeg var “ufin” som hun sagde. Og var jeg ufin, eller var jeg bare et fjols, at jeg lod bilen bestemme s\u00e5 meget over mine handlinger? Men for hrelvede, var den skredet ud deroppe p\u00e5 den syge sti, s\u00e5 havde min tur v\u00e6ret slut. Og jeg f\u00f8ler stadig ikke, at jeg skulle st\u00e5 til ansvar for noget, som i begyndelsen ikke stod helt klart. Og da det stod klart, betalte jeg jo de 100 euro, s\u00e5 hvad s\u00e5? Hvad skete der EGENTLIG der i Estellentc ? Hvorfor l\u00f8b jeg hele tiden mellem de to \u00e6gtefolk uden at vide, hvem jeg skulle holde med i den krig, de f\u00f8rte. Det var faktisk meget sv\u00e6rt for mig at v\u00e6re der. Det havde v\u00e6ret sv\u00e6rt at f\u00e5 den gamle tunge bil transporteret helt derop p\u00e5 bjerget, selvom jeg havde gjort forberedelser med at vandre derop i forvejen i strid styrtregn. Og s\u00e5 fik jeg en kniv i halsen af fruen! Et rigtigt hak i \u00f8jet fra een jeg altid har holdt af. Men som jeg nu m\u00e5 indr\u00f8mme, er lidt v\u00e6ldig strid en gang i mellem. Og min gamle ven, som pr\u00f8vede p\u00e5 at spille med p\u00e5 kritikken ved at sige, at man ikke m\u00e5 lyve. Pyha hvor patetisk. Men vi f\u00e5r se, hvordan det g\u00e5r. Vi f\u00e5r se…<\/p>\n
S\u00e5 derfor m\u00e5tte turen forl\u00e6nges lidt, og hvad l\u00e5 n\u00e6rmere end at sl\u00e5 et smut omkring Amsterdam og derefter indtr\u00e6de i det danske land gennem S\u00f8nderjylland over S\u00f8nderborg til Fynshav og med f\u00e6rgen til B\u00f8jden og derfra til Spodsbjerg\/T\u00e5rs over til Lolland. Det passede ogs\u00e5 glimrende med at bestille den DAB radio til Suely hos Elgiganten i S\u00f8nderborg og tage den med derfra.![\"\"](\"https:\/\/jenshoey.dk\/wp-content\/uploads\/2017\/04\/5F36EB0D-9A1C-48DB-849D-6106EDEA0EA1-300x169.jpg\")
<\/p>\n
Amsterdam var som s\u00e6dvanlig forrygende! Det er en by, som emmer af atmosf\u00e6re. Kl halv tre k\u00f8rer bilen op udenfor indgangen til camping Amsterdam uden for byen langs en stor kanal og marsklandet udenfor. Taget sl\u00e5s op og chauff\u00f8ren, som har k\u00f8rt de knap 800 km fra Lyon n\u00e6rmest vralter ud p\u00e5 stive ben, og har kun et i hovedet, og det er at sove. Kravler med besv\u00e6r op i overk\u00f8jen og g\u00e5r sort p\u00e5 sekundet. Kl ni \u00e5bner receptionen og han f\u00e5r b\u00e5s Y helt ude i det fjerneste hj\u00f8rne af pladsen. Kaster sig igen op i k\u00f8jen og sover til kl to. S\u00e5 er han v\u00e5gen nok til at finde en sporvogn, som bringer ham til centrum med alt hvad dertil h\u00f8rer. Det er bare surrealistisk at befinde sig blandt tusind turister af alle folkeslag i str\u00e5lende sol og b\u00f8lgende r\u00f8g fra de mange som nyder landets liberale attitude, og prostituerede, nydelige unge piger som udstiller sig selv i glasskabe til begloning fra forbipasserende fulderikker. En b\u00e5d tager ham med p\u00e5 tur i de sn\u00e6vre kanaler langs de sk\u00e6ve huse og store pal\u00e6er, som alle er frugten af \u00e5rhundreders kolonial udbytning. Alt koger, og han spiser kinesisk suppe kogt p\u00e5 hvalhud med et svingende glas Amstel \u00f8l til. Den n\u00e6ste dag regner det hele tiden og paraplyen m\u00e5 i brug. Han bes\u00f8ger et gennembl\u00f8dt marked med tr\u00e6tte rum\u00e6nere, som falbyder deres billige kopit\u00f8j, og drikker chai p\u00e5 en vegetarisk restaurant propfyldt med unge amerikanske turister, som hele tiden taler om penge. S\u00e5 har han f\u00e5et nok. Han t\u00f8rner ind efter en d\u00e5rlig salat i campingpladsens restaurant, og n\u00e6ste morgen tr\u00e6der han atter p\u00e5 speederen i sin gamle bil, og lader den transportere ham det sidste stykke op gennem europa og ind i Danmark, som er hermetisk beskyttet af politi og bl\u00e5 blink ved gr\u00e6nsen i Padborg. Man mener imidlertid ikke at han er flygtning endsk\u00f8nt han nu krydser sit spor, og han havner atter en gang rejsetr\u00e6t og udmattet p\u00e5 Sortestrand lidt syd for S\u00f8nderborg, hvor han falder i s\u00f8vn til et t\u00e5gehorns tuden. Om morgenen v\u00e6kkes han af en kvinde og hendes pekinggeserhund p\u00e5 tur. Hun er glad for livet, og fort\u00e6ller ham, at det er hun til trods for, at hun for et \u00e5r siden fik fjernet begge \u00e6ggestokke og livmoderen med kr\u00e6ft, og at der under operationen skete en fejl, s\u00e5 l\u00e6gen skar hul p\u00e5 hendes tarm, hvorved aff\u00f8ringen kom ud gennem hendes skede, men hun er glad for livet, som hun siger, for hun blev fri for stomi, og nu vil hun pr\u00f8ve at f\u00e5 et flexjob. Jeg elsker hende mens jeg lytter og ser, hvordan mennesket klarer alt i denne verden. S\u00e5 k\u00f8rer jeg efter en lille spadserertur ned til fjorden under de nyudsprungne asketr\u00e6er med solsortesang ud til Elgiganten og k\u00f8ber den DAB radio til Suely, jeg har lovet hende, og som jeg ikke kunne finde i Lyon. F\u00e6rgen fra Fynshav g\u00e5r p\u00e5 slaget, og p\u00e5 d\u00e6kket skinner solen og m\u00e5gerne griner til mig fra slipstr\u00f8mmen over skibet, og det samme sker p\u00e5 f\u00e6rgen til T\u00e5rs fra Spodsbjerg p\u00e5 Langeland. Der giner m\u00e5gerne ogs\u00e5 ned til mig fra skibets slipstr\u00f8m, og nu er jeg snart d\u00f8dtr\u00e6t af det hele og gl\u00e6der mig bare til at komme til mors dag og se Jonathan og Suien. ( Bynke fik jeg en god lang snak med fra motorvejen mod Padborg) Og k\u00f8rer ind p\u00e5 Engvej hos Kurt og Suely og m\u00e5 erfare, at begge b\u00f8rn er k\u00f8rt til K\u00f8benhavn ti minutter tidligere. N\u00e5, men s\u00e5 f\u00e5r jeg en chance for at k\u00f8re med Jonathan og bes\u00f8ge Suien i K\u00f8benhavn p\u00e5 fredag, og det er jo lige s\u00e5 godt. Har sl\u00e5et gr\u00e6spl\u00e6nen to gange og er nu atter i BANDHOLM.![\"\"](\"https:\/\/jenshoey.dk\/wp-content\/uploads\/2017\/04\/025225B3-0AB8-44E1-A38E-D3BB372C068A-300x169.jpg\")
<\/p>\n
<\/p>\n
<\/p>\n
<\/p>\n
<\/p>\n
<\/p>\n
<\/p>\n
<\/p>\n
<\/p>\n
<\/p>\n
<\/p>\n
<\/p>\n
<\/p>\n
<\/p>\n
<\/p>\n
<\/p>\n
<\/p>\n
<\/p>\n
<\/p>\n
<\/p>\n
<\/p>\n
<\/p>\n
<\/p>\n
<\/p>\n
<\/p>\n
<\/p>\n
<\/p>\n
<\/p>\n","protected":false},"excerpt":{"rendered":"
Siger hvad? Jeg forst\u00e5r ikke, hvad der foreg\u00e5r. Forst\u00e5r det simpelthen ikke. Hvad er meningen, n\u00e5r den ene part beskylder den anden part for at lyve, og den anden part siger det er l\u00f8gn. S\u00e5 er vi jo i n\u00f8jagtig samme situation, som vi har v\u00e6ret s\u00e5 ofte, n\u00e5r store krige er startet i det […]<\/p>\n","protected":false},"author":1,"featured_media":0,"comment_status":"open","ping_status":"open","sticky":false,"template":"","format":"standard","meta":{"footnotes":""},"categories":[1],"tags":[],"class_list":["post-343","post","type-post","status-publish","format-standard","hentry","category-uncategorized"],"_links":{"self":[{"href":"https:\/\/jenshoey.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/posts\/343","targetHints":{"allow":["GET"]}}],"collection":[{"href":"https:\/\/jenshoey.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/posts"}],"about":[{"href":"https:\/\/jenshoey.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/types\/post"}],"author":[{"embeddable":true,"href":"https:\/\/jenshoey.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/users\/1"}],"replies":[{"embeddable":true,"href":"https:\/\/jenshoey.dk\/index.php?rest_route=%2Fwp%2Fv2%2Fcomments&post=343"}],"version-history":[{"count":37,"href":"https:\/\/jenshoey.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/posts\/343\/revisions"}],"predecessor-version":[{"id":401,"href":"https:\/\/jenshoey.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/posts\/343\/revisions\/401"}],"wp:attachment":[{"href":"https:\/\/jenshoey.dk\/index.php?rest_route=%2Fwp%2Fv2%2Fmedia&parent=343"}],"wp:term":[{"taxonomy":"category","embeddable":true,"href":"https:\/\/jenshoey.dk\/index.php?rest_route=%2Fwp%2Fv2%2Fcategories&post=343"},{"taxonomy":"post_tag","embeddable":true,"href":"https:\/\/jenshoey.dk\/index.php?rest_route=%2Fwp%2Fv2%2Ftags&post=343"}],"curies":[{"name":"wp","href":"https:\/\/api.w.org\/{rel}","templated":true}]}}