{"id":251,"date":"2017-03-10T14:24:23","date_gmt":"2017-03-10T14:24:23","guid":{"rendered":"http:\/\/jenshoey.dk\/?p=251"},"modified":"2020-07-24T14:52:16","modified_gmt":"2020-07-24T14:52:16","slug":"mallorca","status":"publish","type":"post","link":"https:\/\/jenshoey.dk\/?p=251","title":{"rendered":"MALLORCA"},"content":{"rendered":"

\"\"<\/p>\n

Farvel, farvel k\u00e6re Blanes. Farvel mine rare medpensionister, som tilsidst s\u00e5 sandlig blev for\u00f8get med to danskere. Pludselig stod der en p\u00e6n dame udenfor bilen, mens jeg sad og sn\u00f8rede mine l\u00f8besko.
\n-Er du den viking, ham svenskeren som bor i Tyskland og som er gift med en kvinde fra Lichtenstein? sp\u00f8rger hun, -Som bor her og som springer ud i det kolde vand hver morgen?
\n-Ja, svarede jeg, og grinte.
\n-Jeg hedder Ute, og min mand hedder Gert, introducerede hun sig selv.
\n-Vi kom i g\u00e5r, og bliver kun et par dage, for at bunke vand og str\u00f8m. S\u00e5 skal vi videre over mod Portugal. Du ved, vi tager det meget langsomt, og k\u00f8rer kun de sm\u00e5 veje. Min mand fik en hjernebl\u00f8dning sidste \u00e5r og l\u00e5 p\u00e5 hospitalet i Valencia i to m\u00e5neder. Nu g\u00e5r det bedre, men han er ikke god til at k\u00f8re bil mere. N\u00e5r han kommer ind i en rundk\u00f8rsel, bliver han bare ved med at k\u00f8re rundt og rundt, s\u00e5 jeg m\u00e5 sige til ham, at nu skal du dreje. Hun lo.
\n-Med jeg er sygeplejerske, s\u00e5 jeg s\u00f8rger\u00a0for ham, ved du.<\/p>\n

Hun gav mig nogle gode tip om solpaneler, som jeg gerne vil have p\u00e5 taget af bilen, og skiltes vi.<\/p>\n

Der skulle lige checkes luft p\u00e5 d\u00e6kkene og fyldes ny benzin p\u00e5 dunken til generatoren, hvis str\u00f8mmen p\u00e5 batterierne l\u00f8ber t\u00f8r, og s\u00e5 gik det over stok og sten mod Barcelona, hvor trafikken, efterh\u00e5nden som man n\u00e6rmede sig byen, blev horribel og medf\u00f8rte adskillige fejlk\u00f8rsler, som fr\u00f8ken Garmin dog \u00f8jeblikkeligt rettede op p\u00e5 ved at reetablere en ny rute. Men at holde udenfor Balearias kontor midt i Barcelona var selvf\u00f8lgelig ikke muligt. Nej ned i k\u00e6lderen med dig, og host op med 3 en halv euro pr time!<\/p>\n

N\u00e5, men den kender vi jo efterh\u00e5nden, og mit hum\u00f8r var s\u00e5 absolut p\u00e5 toppen, simpelthen fordi bilen k\u00f8rte uden problemer! P\u00e5 vej ad autoruten gled mine \u00f8jne ustandselig ned over instrumentpanelet med skr\u00e6kfornemmelser for t\u00e6nk nu, hvis en r\u00f8d lampe lyste, og jeg ikke n\u00e5ede f\u00e6rgen? \u00a0Men alt gik glat, og op kom jeg fra parkeringsk\u00e6lderen i godt hum\u00f8r, da damen ved skranken fortalte, at min billet var ugyldig! Den passede ikke til min bilst\u00f8rrelse, sagde hun, og jeg m\u00e5tte hente registreringsattest og fotos af den. Det gjorde jeg, og den skulle s\u00e5 m\u00e5les. Jeg holdt p\u00e5, at den ikke var over 4 meter, og hun sagde, at den i hvertfald ikke m\u00e5tte v\u00e6re over 4,5 meter, s\u00e5 ville det koste 80 euro ekstra. Jeg h\u00e6vede stemmen, og viste reservationen, hvor bilen var opf\u00f8rt som minibus og sagde, at over 4,5 m var den ihvertfald ikke. Fik min billet, og gik s\u00e5 ned og lagde mit metalm\u00e5leb\u00e5nd ud, og m\u00e5tte til min r\u00e6dsel konstatere, at den faktisk er 4,7 m lang! Pyha, men p\u00e5 billetten havde hun skrevet max 4,5 og der sent p\u00e5 aftenen, da jeg ankom for at k\u00f8re ombord, var der ingen ude med m\u00e5leb\u00e5nd, s\u00e5 jeg slap.<\/p>\n

Men mamma mia, hvor er der mange store lastbiler, som skal over med varer, og store chauff\u00f8rer, som spiser paella i restauranten p\u00e5 Balearias skib Abel Malutes ( vistnok en catalansk krigshelt) og slubrer og snorker den hele lange nat i klapstolene p\u00e5 d\u00e6kket, s\u00e5 en stakkels f\u00f8lsom \u00e6ldre herre som mig m\u00e5 g\u00e5 hvilel\u00f8st rundt og skr\u00e6lle appelsiner og spise dem, for at f\u00e5 tiden til at g\u00e5. Men s\u00e5 fik jeg den lyse ide at g\u00e5 op p\u00e5 det \u00e5bne d\u00e6k, og der sejlede vi s\u00e5 p\u00e5 et glasklart middelhav belyst af stjerner og indflyvende superjets, som i mine tanker snart vil rumme f\u00f8rst Thomas og Birthe og dern\u00e6st bedst af alt min sk\u00f8nne datter og hendes sk\u00f8nne mand og deres supersk\u00f8nne unger.<\/p>\n

Og s\u00e5 endnu en ide kom op. Jeg tog min lille kikkert og rettede den mod m\u00e5nen, og fik et af den slags chock man nu og da uforvarent f\u00e5r. Jeg s\u00e5 op og s\u00e5 den. Ikke som ordet “m\u00e5nen” men det den er i virkeligheden udenfor ordet. Pyha, det var voldsomt. Som at se ind i et \u00f8je, jeg ikke vidste, hvem tilh\u00f8rte, men som s\u00e5 mig i samme moment. Pyha og tak.<\/p>\n

Samme m\u00e5ne havde s\u00e5 den venlighed lidt senere at h\u00e6nge som en blodr\u00f8d appelsin over \u00f8en, vi n\u00e6rmede os. Jeg styrtede h\u00f8jere op p\u00e5 d\u00e6kket for ordentligt at kunne se den, men da var den v\u00e6k.<\/p>\n

\u00c5h alts\u00e5, s\u00e5 skal I h\u00f8re, hvad der skete! Husk p\u00e5, at vi lagde til kaj klokken 6 og da var det lige begyndt at lysne ude i \u00f8st. Himlen er skyfri nu. Denne tynde rosa tone som en dis helt ude i horisonten under den stadig natm\u00f8rke himmel. Jeg havde besluttet ikke at beslutte noget om, hvor jeg ville k\u00f8re hen, n\u00e5r jeg satte d\u00e6kkene ned p\u00e5 \u00f8en. S\u00e5 jeg fulgte de store lastbiler et stykke vej, de drejede dog af i Porto Pi. Jeg s\u00e5 lige skiltet mod Andraixt, og havde en tilskyndelse, men lod v\u00e6re og fortsatte ind mod Palma. -Og Herre Jemini, hvad sker lige for mine \u00f8jne? -I det stigende morgenlys v\u00e6lder solen frem og splintrer den store katedral i tusind flimrende stykker. Bygningen h\u00e6ver sig op og frem i den gryende dag og st\u00e5r som et uvirkeligt v\u00e6sen og r\u00e5ber til alverden om sin tilstedev\u00e6relse.
\nGaudi har lavet den indre udsmykning, som jeg aldrig har set, og som jeg h\u00e5ber at se snart.<\/p>\n

S\u00e5 kunne jeg ikke mere. M\u00e5tte holde ind, og lige ud for den store Marinas hovedindgang var selvf\u00f8lgelig en plads. Taget blev klappet op i en fart, og s\u00e5 faldt jeg sammen af tr\u00e6thed p\u00e5 f\u00f8rste sal. De kunn larme lige s\u00e5 meget de ville. Morgentrafikken ind og ud af byen. Det var bare s\u00f8d musik i mine \u00f8re. Jeg l\u00e5 endelig helt fladt ned og blev v\u00e6k.<\/p>\n

Da s\u00e5 morgenens n\u00f8dvendigheder viste sig, l\u00e5 self\u00f8lgelig Marinaens nyrengjorte toiletter lige inde ved siden af! \u00a0Det er det jeg siger. Det hele kommer af sig selv!<\/p>\n

Det gav sig af sig selv, at retningen m\u00e5tte v\u00e6re El Arenal, hvor jeg sejlede ud fra gennem mange \u00e5r mens jeg arbejdede som s\u00e6sontandl\u00e6ge i Thule. Min gamle plads var der stadig og baren, hvor jeg efter endt dagsarbejde med slibning af skibets bund satte mig ned og n\u00f8d deres herlige tapas og en Fundador cognac.<\/p>\n

Og den lille strand bagved, hvor jeg m\u00f8dte Gute fra Berlin, som sejlede med mig en tid. I dag sad der en tysk dame med samme sorte h\u00e5r som min fortids veninde. Jeg kunne ikke dy mig og gik hen og spurgte: -Var du her for 30 \u00e5r siden? Hun s\u00e5 forbavset p\u00e5 mig, -Nein, das ist erste mal. N\u00e5, t\u00e6nkte jeg, s\u00e5 er det ikke hende. Men vi blev dog ret hurtigt enige om, at denne dag var unik, og smuk.<\/p>\n

Klokken tre skulle jeg v\u00e6re i Arta. En lille by helt oppe p\u00e5 nordvestsiden af \u00f8en, hvor jeg aldrig f\u00f8r har v\u00e6ret. Det blev en lang k\u00f8retur ind i et helt andet landskab end det jeg kender fra tidligere bes\u00f8g. Blidt afrundede bakker med kraftig bevoksning af fyr og oliven i dybtgr\u00f8nne farver og en afsvenden brungul jord. Lily havde et tilbud jeg ikke kunne st\u00e5 for: Relaxing stay in old finca. 85 kr pr nat. M\u00e5ltider med egen vin til 5 euro. S\u00e5 jeg bookede 2 n\u00e6tter her til at ankomme p\u00e5. Og og og… det er et fantastisk sted. F\u00e5reklokker bimler i det fjerne. Ufattelig stilhed derudover. Oppe fra terrasse, hvor jeg nu sidder ser der s\u00e5dan ud:\"\"<\/p>\n

 <\/p>\n

Og indledningsbilledet er Fincaen, jeg bor i.<\/p>\n

PS dagtemperatur p\u00e5 23 grader.<\/p>\n

Lily is the name of my host here in the finca. She is originally from Polan, but has been living in Spain for 20 years. When I speak with her, it is in the english language, because my spanish is not good enough for some deeper conversation. Yesterday she prepared a fine dinner with Mussels soup and lenttils, potatoes roasted with garlic in a special Mallorcinian way. Now I wil go slovly into danish. The reason I started in english, was at hun netop har sat ild i den store pejs, hvor jeg sidder foran og skriver. Ude i k\u00f8kkenet snakker hun med sin siamesiske kat, mens hun lytter til lokal mallorcinsk musik og sang. Det er ret fantastisk at blive opvartet p\u00e5 den m\u00e5de. Der er kun hende og mig. Og n\u00e5r vi spiser, sidder vi ved samme bord. Hun er meget ligefrem, og fortalte om sit liv i g\u00e5r under middagen. Hun har haft en r\u00e6kke kedelige erfaringer med fyre, som er stukket af med, hvad hende og de tilsammen havde bygget op. Jeg lytter og f\u00f8lger\u00a0med i historierne og t\u00e6nker, hvad sker der?<\/p>\n

Desv\u00e6rre kunne jeg ikke starte min generator, som skal g\u00f8re mig uafh\u00e6ngig af str\u00f8m udefra. Jeg hev og hev i startsnoren uden at den t\u00e6ndte, og har skilt den ad, for at finde fejlen, men uden resultat. M\u00e5 derfor nok f\u00e5 fat i en mekaniker til at hj\u00e6lpe mig med den.<\/p>\n

Her i n\u00e6rheden er en ganske lille strand, \u00a0cala Aguila, som jeg bes\u00f8gte i dag. Det m\u00f8rkebl\u00e5 hav l\u00e5 lige for, omkranset af grove klipper. Jeg gik derned i sandet, som var varmt under f\u00f8dderne, og tog et bad. Og n\u00e5r man har taget et bad, bliver man glad. Herhjemme havde Lily lavet kabeljau, som er torsk, fast i k\u00f8det. Derefter t\u00e6ndte hun op i den store pejs, og jeg begynder at f\u00f8le mig alt for godt tilpas. Som blommen i et \u00e6g. Og s\u00e5 er hun en aldeles atraktiv kvinde, som jeg skal passe p\u00e5, ikke at falde i, om man s\u00e5 m\u00e5 sige. Men ogs\u00e5 derfor skal jeg se at komme afsted! \u00a0Bliver i morgen med, og skal derefter til Palma mandag for at f\u00e5 den skide generator repareret, s\u00e5 jeg kan sidde inde i varmen i min bil n\u00e5r uvejret og stormen kommer p\u00e5 tirsdag. For det kommer nemlig, siger Lily. 7 graders varme. Vind fra nord og en allerhelvedes ruskeregn lover de. Meterologerne. Men lad os nu se. Det kan v\u00e6re de tager fejl. I morgen bliver i hvertfald fin, og udenfor er alt som h\u00f8jlys dag p\u00e5 grund af den fulde m\u00e5ne som ogs\u00e5 lyser lige ned gennem mit loftsvindue her i bilen, hvor jeg sidder og skriver.<\/p>\n

Og midt i m\u00e5nelyset st\u00e5r hun der pludselig. Hele omr\u00e5det ligger badet i dette uvirkelige s\u00f8lvsk\u00e6r som m\u00e5nen i fuld blomst udsender. De store kaktusser rager op mod nattehimlen, hvor orions b\u00e6lte med Betelgeuse og Arcturus st\u00e5r som st\u00f8tter, der holder hv\u00e6lvet oppe. Og s\u00e5 st\u00e5r hun der med en stav i sin h\u00e5nd som hun l\u00f8fter og peger mod mig.<\/p>\n

-Dig, din dj\u00e6vel, skal jeg nok f\u00e5 fat i f\u00f8r eller siden, hvisler hun ud mellem t\u00e6nderne, som jeg lige n\u00e5r at se er en fuldbro b\u00e5ret af 8 m\u00e5ske 10 implantater. Hun kommer hen imod mig, og da hun n\u00e5r mig forsvinder hun bort i en t\u00e5ge.<\/p>\n

Jeg vrider og vender mig p\u00e5 mit omhyggeligt arrangerede leje med to filtt\u00e6pper f\u00f8rst, derefter en lille, let underlagsmadras, hvorefter der er anbragt det sammenrullede gr\u00f8nne t\u00e6ppe, jeg fik af min tidligere kone i julegave. Herover er lagt et orange lagen, som stammer helt tilbage fra min tid som sannyas hos Baghwan i Poona i Indien i 70 erne. Som hovedst\u00f8tte er sirligt anlagt 5 forskellige puder med den lille h\u00e5ndbroderede fra Tove (en patientgave) l\u00e6ngst ude til siden. Dern\u00e6st kommer de to, som jeg fik med fra min skilsmisse, og som jeg ogs\u00e5 bruger til daglig, n\u00e5r sengen er sl\u00e5et op og bags\u00e6det brugbart. Oven p\u00e5 disse er to almindelige hovedpuder med betr\u00e6k, som jeg kan omrokerer, som natten skrider frem, alt efter hvor i min nakke smerterne fra de mange \u00e5r ved tandl\u00e6gestolen sidder.<\/p>\n

Som sagt, s\u00e5 hjems\u00f8ger hun mig, hende polakken, som er min v\u00e6rt. Jeg vil nu n\u00e6rmest betegne hende som min vogter. Vel egentlig ikke som fangevogter, for jeg kan g\u00e5 og komme, som jeg vil. N\u00e6rmere en slags besidder. Ligesom hun vil besidde mig. Spidde mig er faktisk et bedre ord. Som en hveps der fiser og farer rundt i rummet, s\u00e5 man aldrig helt kan vide, hvor den er,og som man derfor ikke kan f\u00e5 ud af hovedet, s\u00e5 man kan foretage sig noget fornuftigt. Som f.eks. lige nu, hvor jeg kommer tilbage fra min morgentissetur, som i og for sig var god nok, for samtidig med at jeg var nede i plantagen med de mange appelsintr\u00e6er og sl\u00e5 en streg, plukkede jeg 2 fuldmodne m\u00f8rkegule frugter fra et af tr\u00e6erne. Men da jeg kommer op, h\u00f8rer jeg hende gennem vinduet ind til k\u00f8kkenet, hvor hun g\u00f8r klar til morgenmaden med en skramlen, som skal indicere, at \u201chunden\u201d nu m\u00e5 indfinde sig p\u00e5 sin plads for at spise.<\/p>\n

S\u00e5 sidder jeg da der foran et veld\u00e6kket bord med en masse ting, jeg slet ikke har lyst til. Normalt, n\u00e5r jeg er alene, spiser jeg slet ikke, f\u00f8r jeg har v\u00e6ret nede ved havet. Har siddet lidt i sandet, og derefter har sagt til dette ocean eller hvad det nu er for noget, at jeg godt vil i det, og det har sagt til mig, at det m\u00e5 jeg godt. S\u00e5 dykker jeg ned i det k\u00f8lige fluidum med de store b\u00f8lger henover mit hoved, og s\u00e5 g\u00e5r jeg langsomt op og ducher saltet af mig. -Og s\u00e5 spiser jeg.<\/p>\n

Allerf\u00f8rst juice. Dern\u00e6st det halve \u00e6ble, som sk\u00e6res i sm\u00e5 stykker og l\u00e6gges i \u00a0bunden af den lille plastic sk\u00e5l, som jeg fik med, da jeg k\u00f8bte bilen for 6 \u00e5r siden af den pensionerede civilingeni\u00f8r ude i Holte. Konen ville ikke k\u00f8re mere ud i verden. Hun ville sidde hjemme ved kaminilden og strikke, indtil en dag han fandt hende med strikkepindende lige if\u00e6rd med at tage en maske – stend\u00f8d.<\/p>\n

S\u00e5 m\u00e5tte han s\u00e6lge sin dr\u00f8m, som jeg s\u00e5 overtog. Dr\u00f8mmen. Dr\u00f8mmen om et liv uafh\u00e6ngigt af andre mennesker. Helt fri for al den ustandselige indoktrinering man uds\u00e6ttes for. Selv af sine n\u00e6rmeste. Nu sidder jeg her. Fanget i f\u00e6lden igen, og sp\u00f8rger: -bliver man dog aldrig fri? -Er det i virkeligheden bare en dr\u00f8m, et fatamorgana man hele tiden str\u00e6ber hen i mod og aldrig n\u00e5r? S\u00e5 n\u00e5r man alts\u00e5 ingenting. Udover den erkendelse, at man intet n\u00e5r af den s\u00e5kaldte frihed, som man dr\u00f8mmer om? Men det er bare ord altsammen. Det korte af det lange er, at undertegnede igen er havnet i f\u00e6ngsel.<\/p>\n

Fanget af morgenmadens sammens\u00e6tning og de lurende \u00f8jne oppe fra k\u00f8kkenvinduet. Fanget af kvinden med stort K, som g\u00f8r alt for een, men som ogs\u00e5 kr\u00e6ver sin pris. Noget for noget. Her kommer s\u00e5 en tanke ind fra ham Tvedes bog ” Det kreative samfund” Hvor han hele tiden lovpriser det han kalder vind-vind situationen, hvor begge parter f\u00e5r noget ud af samv\u00e6ret. Det v\u00e6re sig i en udveksling af varer eller tjenesteydelser. Begge profiterer heraf. Noget han mener er det der skaber kreativitet, og det kan der i og for sig jo v\u00e6re noget om. N\u00e5r begge parter er glade, s\u00e5 er alle glade.<\/p>\n

Men er prisen for at v\u00e6re her p\u00e5 dette ret fantastiske sted, s\u00e5 for h\u00f8j? N\u00e5r jeg skal omstille mine vaner med f.eks. morgenmadsspisning, og for s\u00e5 vidt med m\u00e5ltider i det hele taget, for ikke at st\u00f8de min n\u00e6ste, dvs damen\/hexen\/kvinden som stiller alt muligt op til mig for breakfast, som f.eks et h\u00f8jt champagneglas fyldt med gr\u00e6sk yougurt, hvor der p\u00e5 glassets kant hele vejen rundt er anbragt sm\u00e5 skiver banan med ens mellemrum, en lille sk\u00e5l med tunsalat (som jeg ved gud aldrig kunne dr\u00f8mme om at spise til morgenmad) en anden lille sk\u00e5l med gr\u00f8nne og sorte oliven, et mindre, aflangt fad med afsk\u00e5ren f\u00e5reskinke, trekanter af gedeost, skiver af mozzarella, nyk\u00e6rnet sm\u00f8r fra k\u00f8erne, som gr\u00e6sser nede under appelsintr\u00e6erne, skivesk\u00e5rne friske tomater, hjemmelavet figenmarmelade fra 2013, sm\u00e5 stykker ristet rosinbr\u00f8d, flutes, et stort glas med friskpresset appelsinjuice, hvor frugtk\u00f8det stadig befinder sig som en gr\u00f8d og tilsidst kaffe iblandet varm m\u00e6lk i et stort lerkrus med motiver udenp\u00e5 fra Mallorca. – N\u00e5r det jeg spiser, n\u00e5r jeg selv skal bestemme, er disse \u00e6blestykker overh\u00e6ldt med sojayougurt og drysset med mysli? – Og ikke mere!<\/p>\n

Jeg gennemlever morgenmaden, og nyder det ogs\u00e5, men kan dog ikke dy mig for at sige til hende, at yougurten er ret fedtholdig. Hun henter straks beholderen, hun har den i, og siger, det er gr\u00e6sk yougurt med en fedtprocent p\u00e5 10, og at lidt fedt skal man da have! \u00a0S\u00e5 fik jeg den, men jeg griner h\u00f8jlydt over hendes banan kunstv\u00e6rk, og opdager, at hun gl\u00e6der sig over at pynte for mig, hendes g\u00e6st. Men, men, men – ligger der noget bag? Eller er det hele bare vind-vind? For det er jo ikke fordi jeg ikke kan lide hendes morgenmad. Det er bare s\u00e5 overv\u00e6ldende altsammen.<\/p>\n

Og s\u00e5 det v\u00e6rste. Pr\u00f8velsen. Jeg er jo efter sigende en gammel mand. Men det betyder ikke, at Lily ikke ud\u00f8ver en vis tiltr\u00e6kning p\u00e5 mig og mine nedre dele.(Som man siger, n\u00e5r man ikke skal skride ud i t\u00e5beligt f\u00f8leri.) Sagt med andre ord: Hun er en yderst charmerende og tiltr\u00e6kkende kvinde p\u00e5 40 \u00e5r. Slank med p\u00e6n lige n\u00e6se, langt sort h\u00e5r, som hun skiftevis binder op og lader flyve frit. Hun g\u00e5r omkring i sort tricot, som absolut ikke lader noget tilbage at skjule af hendes velformede krop. Hun smiler hele tiden, s\u00e5 man ser hendes flotte t\u00e6nder. ( Som jeg dog ikke er helt sikker p\u00e5, om er en implantatbro. Og det f\u00e5r mig til at t\u00e6nke p\u00e5, den gang i Andraitx hvor jeg kyssede Barbara nede i min b\u00e5d, og min tunge m\u00e6rkede stellet fra den partielle protese hun bar. Og hvordan min reaktion var r\u00e6dsel og skr\u00e6k. Jeg sad og kyssede en PROTESE !<\/p>\n

Og jeg er\/var tandl\u00e6ge. Hvad siger I s\u00e5? Det hele er, som man kan forst\u00e5 meget kompliceret her for \u00f8jeblikket. Er hun en kunstig hex, som lokker mig med sine kunstf\u00e6rdige anretninger? Eller er hun bare et s\u00f8dt menneske, der vil verden det godt? Eller er hun begge dele, og det er det, der g\u00f8r mig forvirret. For slet ikke at tale om, at hun aldersm\u00e6ssigt kunne v\u00e6re min datter. Men Ok, det kunne min sidste kone jo ogs\u00e5 v\u00e6re. S\u00e5dan aldersm\u00e6ssigt alts\u00e5<\/p>\n

.\"\"<\/p>\n

Jeg husker engang jeg l\u00e5 i Andraitx with the german girl I met in Arenal, and we vere very much in love, and she had fallen into the ship as a lover only can do, so I better continue in danish. Og vi levede ombord sammen med min lille halvblind hund Sofus n\u00e6rmest som en familie. Alt var s\u00e5re sk\u00f8nt, solen skinnede, det var for\u00e5r og Gute, som hun hed, l\u00e5 og solede sig p\u00e5 d\u00e6kket, mens jeg lappede sejl eller s\u00e5dan noget. Da kom en engelsk fyr forbi, og vi faldt i snak, s\u00e5 jeg inviterede ham ombord til lidt spisning. Fyren troppede op 1 time senere medbringende sin guitar, mens jeg stod nede i kabyssen og kokkererede. Gute var solbr\u00e6ndt og smuk som fanden, og mens jeg s\u00f8rgede for middagen og gik frem og tilbage og d\u00e6kkede bord, satte denne engelske charlatan sig minsanten til at synge for Gute. -Og Gute smeltede hen under hans indsmigrende toner. Dagen efter han havde fyldt sin engelske vom hos mig, \u00a0kom han og fyldte Gute i sin guitarpose. Jeg sad p\u00e5 min tomme b\u00e5d sammen med min lille halvblinde hund og s\u00f8rgede i 14 dage inden jeg sejlede v\u00e6k til Formentera, hvor Cleopatra s\u00e5 gudskelov dukkede op.<\/p>\n

Alt dette fort\u00e6ller jeg, fordi jeg nu ser en lignende situation tone frem i horisonten her hos min elskede Lily i Arta. For i morges, ret som jeg sad og n\u00f8d solens str\u00e5ler falde ind i bilens indre og oplyse gulvt\u00e6ppernes marokkanske farver som spillede i lyset og blandede sig med kaktussernes irgr\u00f8nne lige udenfor, og efter jeg havde skrevet om mine ambivalente f\u00f8lelser for kvinden i huset, dukkede en tysk munk op. Han kravlede frem og op fra dybet nede ved appelsintr\u00e6erne og satte sig p\u00e5 bilens trinbr\u00e6t. Det var Lilys nye g\u00e6st. Han er vandringsmand og har forel\u00f8big tilbagelagt halvdelen af Mallorcas periferi. Nu skulle det s\u00e5 v\u00e6re hos Lily i Arta, han ville g\u00f8re holdt i nogle dage. Hans ansigt str\u00e5lede af gl\u00e6de, som kun ansigtet p\u00e5 en munk kan, og jeg m\u00e6rkede straks en v\u00e6ldig virilitet str\u00f8mme ud fra hans tyske lederhosen. Ansigtet var r\u00f8dmosset. N\u00e6sen bred og kort. Han var kronraget og havde tykke sanselige l\u00e6ber. Han snakkede begejstret om sin nye gps tracker som kunne vise ham alle vandreruterne i de uvejsomme \u00a0Tramuntana bjerge ned til mindste detaille. Og han klappede i h\u00e6nderne over al naturens dejlighed omkring os, og allermest klappede han i h\u00e6nderne over Lilys fortr\u00e6ffeligheder og yndigheder med et v\u00e6mmeligt lystent glimt i \u00f8jet.<\/p>\n

Jeg var forf\u00e6rdet, men bevarede dog fatningen, og ville ikke vise hvor frygteligt, jeg havde det ved hans tilsynekomst. Han havde som sagt allerede haft en lang samtale med damen, og havde f\u00e5et anvist det store dobbeltv\u00e6relse med privat bad og budoir og sk\u00e6rm, og slikkede sig om munden mens han talte om, hvad hun havde forberedt til middagsmaden. Der skal vi s\u00e5 sidde, vi tre og konversere og konkurrere om madame. Det skal ske om et kvarter, og jeg frygter det v\u00e6rste. For selvom hun er en heks, s\u00e5 er hun en dejlig heks, og derfor har jeg besluttet at bide hovedet af al skam og tr\u00e6kke mig allerede nu og lade ham overtage det hele. Hele molevitten, b\u00e5den samt, hvad der er i den, og skride i morgen tidlig. S\u00e5 kan de have det s\u00e5 godt. S\u00e5 kan de l\u00e6re det. Ja, -men nu kalder hun oppe fra k\u00f8kkenvinduet med en kvidrende stemme. Jeg m\u00e6rker nok, hvad hun er ude p\u00e5. S\u00e5dan er kvinder. N\u00e5r de finder noget bedre, s\u00e5 ser man kun ryggen af dem. Jeg ved det, for jeg har v\u00e6ret der selv, som Kim Larsen synger…<\/p>\n

Middagen var som s\u00e6dvanlig, n\u00e5r Lily tilbereder den, helt perfekt. Der var d\u00e6kket op til os tre, og jeg foreslog straks, at Lily skulle sidde imellem os, for at skabe balance. (Jeg er v\u00e6gt) Men det modsatte hun sig straks, s\u00e5ledes at jeg kom til at sidde lige overfor hende, og Uve, som munken hed, kom til at sidde ved siden af mig. (som tilskuer). Vi fik den herligste fiskegratin med skorzone r\u00f8dder og frisk asparges fra haven. Dertil en kartoffel-svampe blanding med hvidl\u00f8gsdressing og en stor sk\u00e5l gr\u00f8n salat. Og vinen var den lokale, meget kraftige r\u00f8de med glimrende bouquet. Samtalen forl\u00f8b utvungent, og mine og Lillys \u00f8jne begyndte at finde en dybere kontakt med et violet lys, som b\u00f8lgede mellem vore ansigter. Munken sad og smaskede og kommenterede samtalen i sydtyske vendinger. Jeg, opildnet af vinen og hendes vibrerende tilstedev\u00e6relse sank l\u00e6ngere og l\u00e6ngere ind i dialogen med Lily. Bagerst i min hjerne rumlede tvivlen stadig. Var jeg ved at blive forhekset af denne kvinde. Tog hun fat i mig og svingede mig rundt, som var jeg et dyr, der skulle halshugges. Men jeg lod st\u00e5 til, og det fortryder jeg ikke.<\/p>\n

Pejsen var t\u00e6ndt. Flammerne sendte r\u00f8de skikkelser ud i rummet og op i loftet, hvor de samlede sig og slog ned lige midt i min og Lilys sj\u00e6l. Foran ilden fortalte jeg fra min rejse i Indien, hvorledes b\u00e5lpasserne i Benares ved ligbr\u00e6ndingerne, p\u00e5 bredden af Ganges, stikker en lang stav h\u00e5rdt ind i kraniet p\u00e5 den afd\u00f8de, for at afb\u00f8de at hovedet eksploderer og sender kogende hjernemasse ud over det hele.<\/p>\n

I samme \u00f8jeblik sank en br\u00e6ndende olivenk\u00e6vle sammen i pejsen med en susende lyd. Vi s\u00e5 p\u00e5 hinanden, og Lily sagde stille: -jeg s\u00e5 det. Jeg sad en hel nat oppe ved de ghats.<\/p>\n

S\u00e5 smeltede vi og blev eet. Fra gulvet til h\u00f8jre for os h\u00f8rtes fine klokkelyde. Det var munken. Han havde smidt sine lederhosen og fremstod i orange silkekappe og bukser, og sad i lotusstilling og chantede et tibetansk mantra, mens han slog forsigtigt p\u00e5 to sm\u00e5 tempelklokker fra Lhasa. En gr\u00f8nlig aura omgav ham. Over hans hoved dukkede Dalai Lama smilende op mens Lily og jeg sad t\u00e6t omsluttet af hinanden.<\/p>\n

Fl\u00f8jd\u00f8rene gik op ud til den fuldm\u00e5nebelyste plantage. Den tibetanske munk l\u00f8ftede sig fra gulvet i fuld levitation. S\u00e5 styrede han som en anden drone smilende ud forbi vore ansigter med ordene:<\/p>\n

-Buddha velsigne jer og jeres tantriske k\u00e6rlighed, men pas alligevel p\u00e5, for der kommer en dag efter denne!<\/p>\n

Dagen efter skred jeg. Der er ingen grund til at koge suppe p\u00e5 en gammel historie. Skal der koges suppe skal det v\u00e6re p\u00e5 fisk. En rigtig bouillabaisse kogt p\u00e5 \u00f8sters og hummer og laks og rejer og brasen og torsk, villing, pigvar og gedde. Som f\u00e5r lov at tr\u00e6kke et par dage f\u00f8r den koges op igen, nu med friske muslinger, der n\u00e5r de er kogt og skallerne \u00e5bner sig, altid med deres brunr\u00f8de farve og l\u00e6kre konsistens minder mig om Naja. Hendes mund var en musling eller en skovsnegl. Ogs\u00e5 hende m\u00e5tte jeg forlade. Denne gang uddistanceret af en barkn\u00e6vet t\u00f8mmersvend nede fra skibsbyggeriet i Angmagssalik.<\/p>\n

S\u00e5 derfor sadlede jeg mine 75 heste og lagde kursen ret ind mod Palma de Mallorca med det eneste m\u00e5l, at f\u00e5 min generator repareret, s\u00e5 jeg kan forsyne mig selv med elektrisk str\u00f8m.<\/p>\n

Det viste sig at v\u00e6re en vanskelig opgave, jeg havde sat mig for. P\u00e5 nettet havde jeg fundet en reparat\u00f8r af Black and Decker maskiner, og der k\u00f8rte jeg hen og fandt en parkeringsplads, som dog ikke var helt legal idet den l\u00e5 delvis foran en port. For at skr\u00e6mme var der opsat et skilt, hvor man ser en bil blive sl\u00e6bt v\u00e6k af en kran. Jeg tog chancen og blev m\u00f8dt af en total ignorant atmosf\u00e6re i det lille v\u00e6rksted.-Du m\u00e5 tage til Madrid med den der, sagde han. – Den er lavet p\u00e5 licens, og vi kan derfor ikke servicere den. -Men hvad skal jeg s\u00e5 g\u00f8re? Spurgte jeg. – Ring \u00a0til Madrid, svarede han.-Her er telefonnummeret. Han rakte mig en lille snusket seddel, hvor han hurtigt havde nedkradset nogle tal, og vendte sig bort. Ikke mere der, s\u00e5 jeg traskede ud p\u00e5 gaden b\u00e6rende p\u00e5 den tunge generator, uden at vide hvad jeg nu skulle g\u00f8re. Skr\u00e5t overfor l\u00e5 en automobiltilbeh\u00f8rsbutik, og der gik jeg hen. Og blev m\u00f8dt med langt st\u00f8rre venlighed. En velkl\u00e6dt herre med stor n\u00e6se og guldur bad mig stille generatoren op p\u00e5 disken, hvorp\u00e5 han trak i snoren adskillige gange uden resultat. – Nyt t\u00e6ndr\u00f8r, sagde han, og s\u00e5 skiftede vi t\u00e6ndr\u00f8r, dog uden at den startede af den grund. S\u00e5 ledte han p\u00e5 nettet og fandt et sted, han mente kunne hj\u00e6lpe, og jeg begav mig derhen. Generatorens h\u00e5ndtag skar i min h\u00e5nd, men jeg ville have den lavet. Sgu. S\u00e5 jeg sled mig frem , gade op og gade ned indtil butikken, som skulle reparerer min generator dukkede op. -Vi reparerer kun symaskiner, sagde damen, og s\u00e5 var jeg lige vidt. Hun gav mig en ny adresse, som jeg efter yderligere et kvarters vandring med den tunge generator ogs\u00e5 fandt. – Vi reparerer kun st\u00f8vsugere, var svaret jeg fik. Ny seddel. Ny adresse. Ny vandring afbrudt af pauser, hvor jeg m\u00e5tte s\u00e6tte mig p\u00e5 generatoren midt p\u00e5 gaden og puste. Endelig n\u00e5ede jeg stedet, som s\u00e5 lovende ud med store kompressore i vinduet. – Vi reparerer kun airkonditionsanl\u00e6g, men her er hvor du skal g\u00e5 hen. Ny seddel og ud igen og stride mig frem forbi alle disse mennesker med hvert deres form\u00e5l i tilv\u00e6relsen. Men jeg var optimist. Det kunne ikke forts\u00e6tte, t\u00e6nkte jeg, og drejede om hj\u00f8rnet til bestemmelsesstedet, og s\u00e5 til min r\u00e6dsel, at det var \u00a0det sted som jeg allerf\u00f8rst var inde hos, hvor de ville have mig til Madrid! Jeg var g\u00e5et i ring.<\/p>\n

Skr\u00e5t ovre p\u00e5 den anden side l\u00e5 en mixbutik med lamper og lys og olie og ledninger. Jeg gik derind uden at vide hvorfor. Manden modtog mig som var jeg ventet. Efter at have vist ham generatoren, gik han til computeren og printede en adresse ud. S\u00e5 ringede han til v\u00e6rkstedet, som svarede, at jeg blot kunne komme og aflevere den nu. Hurra, t\u00e6nkte jeg og smed dyret i bilen og fandt stedet som reparerede alle former for totakts motorer. Til pl\u00e6neklippere og generatorer. Jeg fik en kvittering. -Kom igen om 4 dage, s\u00e5 har vi fikset den, sagde den venlige mand. Endelig, endelig. -Jeg fortjener noget \u00a0godt ovenp\u00e5 alle disse strabadser. Sagde jeg til mig selv og drog afsted mod mit bedste spisested i verden. Cellar sa Premsa, hvor jeg fik vin, salat og ristet kylling, lige som de lavede den, de to s\u00f8stre oppe i restauranten i Deya for 20 \u00e5r siden.<\/p>\n

Stedet vi bor bilen og jeg, er meget fint. Ude ved cala Major, som er en halv times busk\u00f8rsel fra Palma. Jeg tog bussen ind for at undg\u00e5 den tunge trafik i byen. Straks man st\u00e5r p\u00e5 Plaza Espanya str\u00f8mmer alt een i m\u00f8de. Dufte, farver og den hektiske str\u00f8m af mennesker til og fra busstationen, togbanen og de mange shoppinggader, som munder ud her.<\/p>\n

Jeg gled langsomt ind i en depressiv tilstand ved synet af alt det myldrende liv. Alle de ansigter og indtryk som gled forbi og forsvandt, lige s\u00e5 hurtigt som de dukkede op. Is\u00e6r blev jeg skrupforvirret af alle disse unge kvinder som ganske ubekymret vuggede og gyngede forbi mig med udfordrende p\u00e5kl\u00e6dning som intet skjulte. Jeg m\u00e6rkede biologien som str\u00e5lede ud fra deres skikkelser, og som sendte signaler, det ikke var muligt at misforst\u00e5. Med den florlette kjole eller tr\u00f8je, som n\u00e6rt nok d\u00e6kkede deres hud, fortalte de ganske klart, hvad deres krop \u00f8nskede. Samtidig viste deres ansigter utrolig kulde, som antagonerede diamentralt \u00a0med, hvad kroppen fortalte.<\/p>\n

Jeg t\u00e6nkte f\u00f8rst, at jeg nu forstod, hvorfor koranen befaler, at kvinder skal \u00a0g\u00e5 tild\u00e6kkede. Det er alt for forstyrrende for m\u00e6nd at blive udsat for en s\u00e5 kraftig biologisk p\u00e5virkning. Det kan vi ikke have.<\/p>\n

Og samtidig kan vi ikke have, at vore kvinder bliver udsat for kr\u00e6nkende blikke fra fremmede m\u00e6nd. Det er jo vores kvinder. Og det er os, som bestemmer her. Da denne tanker\u00e6kke fuldf\u00f8rtes i mit hoved, stod det mig soleklart, hvorfor alle disse smukke unge kvinder her i Palma de Mallorca gik kl\u00e6dt og s\u00e5 ud som de gjorde. De ville skide fanden i m\u00e6ndende. De var frigjort fra m\u00e6ndenes tyranni. Om s\u00e5 skulle v\u00e6re,ville de g\u00e5 splittern\u00f8gne rundt, om ikke andet s\u00e5 som provokation. De fyrer op under hvad som helst, for at vise verden hvem de er, og hvad de vil. Og jeg \u00d8nsker dem velkommen!<\/p>\n

Se jeg landede tilf\u00e6ldigt derude ved Cala Major p\u00e5 en plads, hvor parkeringen er gratis. Det var simpelthen bare i sidste \u00f8jeblik, jeg fandt et sted, efter den h\u00e6sbl\u00e6sende tur rundt til generatorreparat\u00f8rer. Flad og skide tr\u00e6t droppede jeg direkte til k\u00f8js. Om morgenen tog jeg en ekspedition op ad en h\u00f8j trappe, og kom til indgangen af et stort hotel. Ved siden af gik en sti ned til en nydelig lille strand med udsigt over Palmabugten. Her bader jeg om morgenen, selvom der st\u00e5r, at det kun er for hotellets g\u00e6ster. Hvemfanen kan vide, at jeg ikke er hotelg\u00e6st med min fine sorte badek\u00e5be og p\u00e6ne apparition! Lidt l\u00e6ngere henne ad kysten p\u00e5 klipperne er der ogs\u00e5 en duche, s\u00e5 saltet kan blive skyllet af kroppen. Perfekt.<\/p>\n

Nu bliver jeg her. Har k\u00f8bt en 10 turs billet ind til Palma. Er i gang med at f\u00e5 byen ind i kroppen igen. Vejen ned til Catedralen gennem den gamle bydel, og har noteret \u00e5bningstiderne for bes\u00f8g inde hos Gaudi, til n\u00e5r Thomas, Birthe og Bynke kommer. Og p\u00e5 fredag f\u00e5r jeg forh\u00e5bentlig generatoren igen i god stand.\"\"<\/p>\n

Batterierne til lys og varme i beboelsen, som jeg fik skiftet for 1 \u00e5r siden, ser nu ud til at v\u00e6re br\u00e6ndt ned. Is\u00e6r k\u00f8leskabet, som normalt holder 2 d\u00f8gn p\u00e5 en opladning ved en k\u00f8retur, eller ved at lade bilmotoren k\u00f8re 1\/2 time, tapper batterierne p\u00e5 10 minutter. Det er satans irriterende, da temperaturen udenfor kr\u00e6ver nedk\u00f8ling af madvarerne. I g\u00e5r, da jeg kom tilbage fra Palma og t\u00e6ndte lyset, forsvandt str\u00f8mmenp\u00e5 2 min. Lyset! Som normalt kan br\u00e6nde i timevis, uden man kan se det p\u00e5 voltmeteret. Selv dette svage forbrug \u00e6der str\u00f8mmen op p\u00e5 et \u00f8jeblik. N\u00e5, men s\u00e5 fandt jeg en gammel led-teltlygte, og var glad over at kunne se at sk\u00e6re mine tomater og l\u00f8g. Varme beh\u00f8ves stadig om aftenen, og s\u00e5 g\u00f8r jeg som i Scoresbysund, n\u00e5r vi l\u00e5 ude ved iskanten i telt og ventede p\u00e5 s\u00e6ler. Jeg t\u00e6nder primussen\/campinggassen, som flammer hyggeligt og pejseagtigt op i det lille rum. I dag vil jeg g\u00e5 hen og sp\u00f8rge, hvordan det g\u00e5r med generatoren.<\/p>\n

Der ligger en restaurant 100 meter ned ad vejen. Meget fint sted, som alle de rige Schweitzere som bor i det store lejlighedskomplex, hvis douche jeg i \u00f8vrigt anvender efter mit morgenbad, benytter som breakfast-sted. De er s\u00e5 fine, s\u00e5 fine. K\u00f8rer i store BMV biler og snakker p\u00e6nt til mig, og fort\u00e6ller gerne om deres fine liv med halvt p\u00e5 Mallorca og halvt i Schweitz. Og om deres sejlture i deres store yachts, som ligger nede i Marinaen side om side. Og ved siden af resturanten ligger s\u00e5 et lille supermarked med utroligt fine priser. Ca 50% er lagt oveni det jeg gav ovre i Blanes i Consum. Men man skal jo leve, s\u00e5 derfor hjemk\u00f8bte jeg en karton fersken juice til en forf\u00e6rdelig m\u00e6ngde euro, og bar den hjem til bilen og lukkede op.<\/p>\n

Ud kom f\u00f8rst en lille snegl helt indhyllet i mug, men stadig levende. Dern\u00e6st halen af et firben, som stadig spr\u00e6llede. Nu blev jeg nysgerrig for at se, hvad paphylstret ellers indholdt, endsk\u00f8nt jeg m\u00e5tte holde mig for n\u00e6sen p\u00e5 grund af den utrolige stank den gulgr\u00f8nne v\u00e6dske udsendte. S\u00e5 stak minsanten en spillevende rotte sin snude frem af tuden. Den var desparat og k\u00e6mpede som en gal for at komme ud. Den hv\u00e6sede ad mig, og jeg for forskr\u00e6kket tilbage, da jeg s\u00e5 dens skarpe t\u00e6nder og lange \u00e6kle knurh\u00e5r. Mine h\u00e6nder rystede, men jeg havde fatning nok til at \u00e5bne bild\u00f8ren og kaste beholderen ud. Rotten havde i mellemtiden f\u00e5et alle sine fire ben ud i hvert sit hul af kartonen. Halen bagud som en lang piskesnert og hovedet helt ud af skruel\u00e5gs\u00e5bningen. S\u00e5dan vraltede den afsted. I det samme kom en schweitzer i en pragtfuld ny ildr\u00f8d Ferrari og k\u00f8rte ubekymret henover det skr\u00e6kkelige v\u00e6sen, som eksploderede og udsendte \u00a0en r\u00f8gsky, som helt indhyllede bilen, s\u00e5 den k\u00f8rte galt nedover en skr\u00e6nt og direkte ud i middelhavet.<\/p>\n

-S\u00e5 kan de l\u00e6re det, t\u00e6nkte jeg, og gik hen og fortalte manden, jeg havde k\u00f8bt juicen af, hvad der var h\u00e6ndt. F\u00f8rst blev han vred, som for at sige, at de da aldrig solgte ford\u00e6rvede varer. De var jo s\u00e5 fine der. Men s\u00e5 pegede jeg p\u00e5 hylden, hvor jeg havde taget min juice, og her stod der r\u00e6kke p\u00e5 r\u00e6kke med \u00e6ldgammel juice udl\u00f8bet \u00e5r tidligere, og s\u00e5 man godt efter, kunne man se, hvordan de allesammen stod og hoppede. Manden bukkede dybt for mig og undskyldte igen og igen, mens han overfusede sin ansatte kommis, som modtog hug efter hug. Han s\u00e5 smilende p\u00e5 mig og rystede p\u00e5 hovedet. S\u00e5 rakte han mig 7 dugfriske kartoner med appelsinjuice, og gav mig et lille skub ud af butikken, som for at vise at nu havde vi vist glemt alt om den sag.<\/p>\n

Det er nemt at blive skuffet. Og det blev jeg idag. Hele bilens indmad blev pillet ud. Jeg stod tidligt op og var nede og m\u00f8de solen og havet, som nu er roligt. I\u00f8vrigt blev jeg klippet i g\u00e5r. Jeg gjorde holdt ud foran en fris\u00f8r, for at se hvad de tager for klipning hernede, og blev shanghajet ind i en stol, hvor en beh\u00e6ndig fris\u00f8r fjernede alt mit h\u00e5r og sk\u00e6g, s\u00e5 nu ligner jeg et nykogt p\u00e5ske\u00e6g. Men det er snart p\u00e5ske, s\u00e5 det passer udm\u00e6rket. Som sagt blev hele bilens indmad pillet ud efter morgenbadet kl 8. S\u00e5 man kunne komme til batterierne. Derefter en lang k\u00f8rertur dybt ind i Palmas hjerte, hvor et batterifirma m\u00e5tte give op, da de ikke kendte fabrikatet af mine\u00a0batterier. -Tag ud til VolksWagen, sagde de. Derude, efter yderligere 1\/2 time p\u00e5 trafikeret motorvej, holdt – og jeg siger jer, det er sandt – 2000 biler og ventede p\u00e5 at f\u00e5 tilset deres batterier. Jeg blev tilbudt en konsultation i august\/september. S\u00e5 jeg valgte at give fanden i batterier og gik p\u00e5 indk\u00f8b i et Halal supermarked for de fattige sorte, gule og brune og gamle koner med rollatorer og sm\u00e5 trissende m\u00e6nd med tjavset gult h\u00e5r og rastafyrer med en duft h\u00e6ngende om sig. Nu m\u00e5 jeg s\u00e5 starte bilens hovedmotor en gang imellem indtil min generator bliver f\u00e6rdig. Tilbageleveringsfristen er udskudt 4 dage p\u00e5 grund af travlhed. Det kan man godt forst\u00e5. Chefen st\u00e5r ved skranken og fylder sedler ud, mens mekanikeren sidder halvt ude p\u00e5 gaden, idet der st\u00e5r s\u00e5 mange gr\u00e6ssl\u00e5maskiner, havefr\u00e6sere og kompressorer, at hele v\u00e6rkstedet er fyldt til randen. Der sidder han s\u00e5 og hiver i chokeren p\u00e5 en \u00e6ldgammel generator, som hoster og pruster idet den med intermitterende knaldeffekter sender tyk gul udst\u00f8dning i hovedet p\u00e5 de forbipasserende og mig.<\/p>\n

Men jeg er skuffet over stadig ikke at kunne holde mine madvarer nedk\u00f8let.<\/p>\n

Checkede lige hvorn\u00e5r g\u00e6sterne ankommer. Thomas og Birthe lander 31 marts kl 13.30 og Bynke and family 21 april kl 14.35 -S\u00e5 er det p\u00e5 plads.<\/p>\n

Lille dreng p\u00e5 vel 8 \u00e5r ses flyve hen over Placa Espanya omkring 10 cm over jorden holdende en Iphone i h\u00e5nden p\u00e5 jagt efter Pokemon. Jeg standser op og beundrer hans totalt afslappede k\u00f8rsel i fuldendt balance p\u00e5 denne lille plade med glimtende bl\u00e5 lys underneden. Han har helt kontrol over enhver bev\u00e6gelse, han foretager. Jeg ved, hvor sv\u00e6rt det er at \u00a0tr\u00e6de op p\u00e5 s\u00e5dan een, s\u00e5 at se ham dreje og svinge og standse og k\u00f8rer igen v\u00e6kker min udelte beundring. Hans for\u00e6ldrer h\u00e6nger efter ham et stykke bagved, og vi griner til hinanden, da jeg klapper i h\u00e6nderne og peger p\u00e5 drengen. – Plastic Fantastic ! Deres \u00f8jne lyser op i gl\u00e6de og stolthed over deres s\u00f8n. -Good parents! R\u00e5ber jeg . I det samme kommer han lige imod mig s\u00e5 jeg m\u00e5 springe til side for ikke at blive ramt af ham.Den fr\u00e6kke lille skid!<\/p>\n

P\u00e5 mandag har jeg en aftale med et stort batterifirma, som leverer akumulatorer til alle skibe og speedb\u00e5de nede i Marinaen. Det ejes af en fyr fra England, og han lover at se p\u00e5 mit str\u00f8mproblem mandag morgen kl halv ni.S\u00e5 m\u00e5 jeg splitte bilen ad igen for at komme til de to store batterier som er boltet fast inde bag en plade bagerst i bilen. Men det g\u00f8r jeg gerne, for jeg tror han har check p\u00e5 det. Det bliver sp\u00e6ndende om jeg til sidst kan f\u00e5 lidt varme om natten og kulde til maden.<\/p>\n

Fundation Juan March er en \u00e5ben udstilling af spansk samtidskunst, som jeg rendte ind i, da jeg s\u00e5 en bog med tidlige Picassotegninger fra 1937, som jeg k\u00f8bte. Fra boghandlen f\u00f8rte en port ud til et tidligere palads, som nu rummer udstilling af Goya, Picasso, Dali og selvf\u00f8lgelig Miro, samt en masse andet guf for en kunstelsker som mig. Den bliver skrevet i huskebogen til Thomas, Birthe og Bynkefamily n\u00e5r de kommer. Det ligger faktisk p\u00e5 vejen ned til Catedralen, s\u00e5 det passer fint. Og s\u00e5 h\u00e5ber jeg i \u00f8vrigt, at jeg kan lokke dem alle til en spisning p\u00e5 Cellar sa Premsa. Det m\u00e5 man alts\u00e5 ikke miste, n\u00e5r man er her.\"\"\u00a0Kvindemedhund<\/p>\n

S\u00e5 r\u00f8g douchen! I morges da jeg skulle skylle saltet af kroppen efter sv\u00f8mmeturen, stod der en brysk udseende mand i bl\u00e5 uniform og stirrede mig h\u00e5rdt ind i \u00f8jnene. – Private property. Dont you see the sign? Og s\u00e5 pegede han p\u00e5 det store skilt ved siden af bruseren. -Ok, Ok, sagde jeg og s\u00e5 lidt bedende ud. – Just a little more? -No, No! Sagde han med tryk p\u00e5 ordene, s\u00e5 jeg kunne forst\u00e5 det. Der var ingen vej tilbage under det herlige, bl\u00f8de ferske vand. S\u00e5 jeg listede sluk\u00f8ret ned ad stentrappen, dog med en vis tilfredshed over at have skyllet mig af inden han dukkede op.<\/p>\n

P\u00e5 vej op mod bilen slog det mig, at jeg slet ikke beh\u00f8vede at bruge de satans rige fjolsers bruser. Jeg kunne medbringe min egen! Simpelthen tage en dunk ferskvand med ned til stranden og overh\u00e6lde mig \u00a0 med den efter badet. S\u00e5re simpelt. S\u00e5 var livet fjong igen.<\/p>\n

Op kl 6 og pakke bilen om, s\u00e5 man kan komme til batterierne. Afsted ad forskellige motorveje i hidsig morgentrafik, hvor s\u00e5dan en langsomtg\u00e5ende elefant som californiaen v\u00e6kker stor irritation blandt de forsinkede arbejdsbier p\u00e5 vej ind til de \u00a0st\u00f8vede kontorer i Palma. Ankommer p\u00e5 den pr\u00e6cist aftalte tid, hvor David, som batterimanden hedder selvf\u00f8lgelig ikke er der. Venter en halv time, s\u00e5 kommer han og beder mig vente yderligere en halv time, da der lige er noget, han skal ordne. N\u00e5, s\u00e5 endelig er han klar og m\u00e5ler mine batteriers ydeevne. -To nye batterier m\u00e5 du have, og laderen er i stykker, s\u00e5dan en m\u00e5 du ogs\u00e5 have. Det bliver i alt 800 euro! Jeg st\u00e5r og regner om i danske penge. Ca 6000 kr. Det har jeg ikke. Eller rettere jeg kunne nok skaffe dem, men s\u00e5 vil der blive smalhals p\u00e5 andre omr\u00e5der. -Er det nu s\u00e5 vigtigt? Hvis generatoren bliver i orden, kan jeg altid k\u00f8re en halv time om dagen med den. Nok til at k\u00f8le maden ned for den dag. Jeg s\u00e5 ogs\u00e5 lige her p\u00e5 tankstationen ved siden af, at man kan k\u00f8be is i poser for 2 euro. Ogs\u00e5 en mulighed. Og n\u00e5r jeg k\u00f8rer, skaber det str\u00f8m til k\u00f8ling ogs\u00e5. Alts\u00e5 ikke nye batterier eller lader lige nu. Jeg siger, jeg vil t\u00e6nke over det, og ved I hvad han siger? Han siger: – Nu har du mit telefonnummer, og s\u00e5 bliver det 35 euro for testen! Jeg f\u00e5r et mindre shock. 35 euro. Det er mange penge. 300 kr i danske. Bagefter \u00e6rgrer det mig sindssygt, at jeg ikke sagde – Hva! Men s\u00e5 ville der opst\u00e5 en diskussion, jeg n\u00f8dig ville v\u00e6re en del af. \u00a0Han var en af den slags engl\u00e6ndere med cockneyaccent og frisk i slaget, som teoretisk kunne have grebet mig i kraven og tvunget mig til at betale. Alt dette for lynhurtigt gennem hovedet p\u00e5 mig, og jeg l\u00f8b straks op efter min pung og hev den ene halvtredser, der l\u00e5 der, op og rakte ham. Uden t\u00f8ven. S\u00e5dan g\u00f8r en gentleman, selvom han f\u00f8ler sig snydt!<\/p>\n

Hovedindgangen til den store Katedral i Palma var fyldt med mennesker. Der var bryllup derinde. Et mexicansk orkester havde taget opstilling og var klar til at spille mexicansk brudevals for det nygifte mexicanske \u00e6gtepar. Som kom ud efterfulgt af orangekl\u00e6dte brudepiger med tulipaner i h\u00e5ret og sm\u00e5 \u00a0piger og drenge, som kastede konfetti i hovedet p\u00e5 alle som stod i vejen. Jeg stod og s\u00e5 p\u00e5 og n\u00f8d musikken og den festlige stemning. Undrede mig dog over lugten, der hvor jeg stod. Gik lidt v\u00e6k til den anden side af indgangsporten til Palmas kendte og storsl\u00e5ede kirke, og konstaterede at ogs\u00e5 her, hvor jeg stod stank der ulideligt af pis. Jeg kiggede ned, og s\u00e5 rundt langs porten sm\u00e5 s\u00f8er af tis. Nogen steder var overfladen af stenene helt sort og klistret af urin. \u00a0S\u00e5 gik det op for mig, at dette m\u00e5tte v\u00e6re et brugt tissested om natten for v\u00e6rdigt tr\u00e6ngende. Hovedindgangen til Palmas Katedral var et urinal!<\/p>\n

Kvinden i sort sv\u00f8mmetrikot dukkede op bag klippen lige som jeg havde v\u00e6ret nede i det gr\u00f8nne klare vand. Hun havde dykkerbriller med, jeg spurgte: -Er der mange s\u00f8pinsvin her? – Ja, svarede hun og lo. Flere hundrede !- Tak for det, svarede jeg. – S\u00e5 m\u00e5 jeg til at se mig for, n\u00e5r jeg tr\u00e6der p\u00e5 stenene. -K\u00f8b et par dykkerbriller og en snorkel. Det er s\u00e5 smukt dernede, sagde hun og sprang i vandet. P\u00e5 vej hjem var jeg inde hos Rastamanden, som har en lille bod heroppe. Han har et fint s\u00e6t til bare 10 euro. S\u00e5dan et skal jeg have. S\u00e5 kan b\u00f8rnene ogs\u00e5 snorkle, n\u00e5r de kommer. Gad vide om Ernst har sit undervandskamera med?<\/p>\n

Fik k\u00f8bt snorkel i dag og har spottet de f\u00f8rste sm\u00e5 fisk. Vandet er stadig lidt k\u00f8ligt, men man kan godt v\u00e6re i et kvarters tid og n\u00e5 at afs\u00f8ge et omr\u00e5de af bunden med store dybe klippespalter, hvor bl\u00e6ksprutterne gemmer sig. Mit fors\u00f8g med dunken med ferskvand fungerer udm\u00e6rket, s\u00e5 nu er jeg fri af sn\u00f8rende afh\u00e6ngighed igen. Det er hele denne turs ide. At slippe ud af den opslidende p\u00e5f\u00f8rte daglige trummerum, hvor det n\u00e6ste altid st\u00e5r lige parat til at opsluge ens opm\u00e6rksomhed. Dette mekaniske gentagelsesliv, som p\u00e5 afstand herfra ses som noget uendelig kedeligt.<\/p>\n

Da jeg kom op fra snorkellivet, stod en venlig herre inde bag det store hotels hegn og kiggede ned p\u00e5 mig. Vi fik en snak. Han var tysker, og g\u00e6ttede straks, at jeg kom fra Danmark. Han var ansat ved vw og straks gled samtalen ind p\u00e5 forbrugsbatterier i California. Jeg spurgte, hvor l\u00e6nge han skulle v\u00e6re her, og om han boede p\u00e5 hotellet. -En uge, det er ikke l\u00e6nge, men arbejdet kalder, sagde han. Som en fange i samfundets f\u00e6ngsel med en lille godbid i form af en uges ferie p\u00e5 Mallorca. Jeg hilste ham venligt farvel, lykkelig over ikke at v\u00e6re i hans sted. Men hvor er det dog kreperligt, at s\u00e5 mange mennesker er h\u00e6ngt op bag den vogn. I\u00f8vrigt er der netop udkommet en bog, der g\u00f8r op med begrebet “arbejde”. Man mener den m\u00e5de vi opfatter vores fysiske aktivitet som arbejde er forkert.<\/p>\n

Kender I det? \u00a0Alting er bare s\u00e5 meget overflade, at man bliver helt tr\u00e6t af at sk\u00f8jte rundt p\u00e5 den spejlglatte l\u00f8gn af en virkelighed, som fiser ind fra alle sider. S\u00e5dan er det lige nu for denne skrivende. Han er atter en gang inde i Palma. Har taget den skramlende bus med de 64 stoppesteder p\u00e5 avenida Joan Miro, for at se om han kan finde et batteri til rimelige penge. Generatoren blev nemlig f\u00e6rdig i g\u00e5r. Det var kaburatoren som var forstoppet. 30 euro kostede det at f\u00e5 den renset, og nu k\u00f8rer den gudskelov! Men batterierne taber stadig al opladningen p\u00e5 5 minutter. Str\u00f8mmen v\u00e6lter ud af dem som en hullet si. Nabov\u00e6rkstedet har godtnok batterier til salg, men de tager overpris. Derfor denne rejse, som egentlig ikke var det, han allermest havde lyst til. Men tanken om et fungerende k\u00f8leskab driver ham fremad mod Carrer Adria Ferran 15, hvor de s\u00e6lger batterier til rimelig pris.<\/p>\n

A pro pos tisseriet foran katedralen, s\u00e5 er jeg nu blevet opm\u00e6rksom p\u00e5, at der foran de fleste sm\u00e5 anl\u00e6g og beplantninger her i byen st\u00e5r skilte med p\u00e5skriften: Por favor no pissar ! Men det havde man glemt udenfor katedralen. Eller ogs\u00e5 var det bare for t\u00e6t p\u00e5 en kirke at skrive s\u00e5dan noget. -Og s\u00e5 bliver der pisset!<\/p>\n

Se s\u00e5 kom vi i hus. Generatoren virker og i g\u00e5r k\u00f8bte jeg en akkumulator (apparat til at akkumulere elektricitet) som jeg installerede med ledninger af r\u00f8d og sort farve hen til det resterende ene batteri, som forel\u00f8big blev ladt ur\u00f8rt. Det viste sig at v\u00e6re en succes. Straks forbindelserne var etableret lyste kontrolpanelet op med de forj\u00e6ttende tal 13,5 volt. Glad var jeg og fik i det samme afpr\u00f8vet varmeapparatet, som gik i gang med en h\u00f8rlig susen og snart efter med dejlig varm luft str\u00f8mmend us af dysen i gulvet.<\/p>\n

Det gav blod p\u00e5 tanden, og i morges da jeg netop var v\u00e5gnet efter en urolig dr\u00f8m, besluttede jeg at k\u00f8be endnu et batteri. Det f\u00f8rste batteri havde jeg k\u00f8bt uden at have bilen med, s\u00e5 derfor m\u00e5tte jeg b\u00e6re det. Den venlige mand fra batteriselskabet lovede at bringe det hen til busstoppestedet Corta Englese. Jeg spadserede ved hj\u00e6lp af min Ipad hen til busstoppestedet, men tog fejl mange gange s\u00e5 jeg troede, at jeg kom for sent, men det gjorde jeg ikke, for medarbejderen ved batteriselskabet kom f\u00f8rst hen til busstoppestedet en time efter. Der stod jeg s\u00e5 og ventede, og ringede \u00a0op til batteriselskabet, for at h\u00f8re hvorn\u00e5r han ville komme. Hver gang sagde de at der kun ville g\u00e5 5 minutter. Der gik som sagt en time, men til sidst kom han, og glad var jeg. Jeg bar s\u00e5 det tonstunge batteri op i bussen, hvor jeg sad p\u00e5 min lille rygs\u00e6ks-stol mens vi k\u00f8rte hjem til cala major.<\/p>\n

I dag som sagt, tog jeg bilen og hentede det andet batteri, som jeg installerede, og nu kan jeg h\u00f8re Bob Dylans Radio hour fra min lille computer, den vi havde \u00a0med i Indien i\u00a02014<\/p>\n

Aj, k\u00e6re venner som l\u00e6ser dette. Hav t\u00e5lmodighed med mig. Jeg er jo blot en lille brik midt i et enormt puslespil. Sidder og skriver i Salla sa Premsa, hvor jeg har f\u00e5et en salata mixta, og en lille flaske af husets r\u00f8de rioja. \u00a0Her p\u00e5 dette sted nyder jeg at v\u00e6re. Her har man nemlig forst\u00e5et kunsten at SPISE. Det foreg\u00e5r p\u00e5 f\u00f8lgende m\u00e5de: F\u00f8rst sp\u00f8rger man forsigtigt sig selv d.v.s. Sin mave, hvad den har lyst til at modtage. N\u00e5r svaret forligger, henvender man sig til tjeneren og beder om spisekortet. Her er et utal af muligheder. Man skal for himlens skyld ikke forhaste sig. Maven er en langsom f\u00e6tter. Den skal t\u00e6nke sig om. Det tager tid, og tid har vi i f\u00f8lge tidligere skrivelser vedr\u00f8rende entanglement, uanede m\u00e6ngder af. Alts\u00e5 tid. Tid. Tid. Tid……….<\/p>\n

Pludselig skriger maven p\u00e5 mad. Ha. Ha. Ha. Ho. Ho. Ho. Og s\u00e5 er der bingo. Nu ligger det lige for, hvad du vil have, og det bestiller du. Og det kommer. Og du ser det og gl\u00e6der dig. Din mund l\u00f8ber i vand. (Yoga.Yoga.Yoga.) Og du spiser min k\u00e6re s\u00f8de lille nusse \u00a0o.s.v o.s.v<\/p>\n

Er dette forst\u00e5et, eller glider det bare forbi, som om intet var h\u00e6ndt? Det sp\u00f8rger den skrivende.<\/p>\n

En stemme indeni mig siger: – Pas p\u00e5 de kostbare dage. Det er alt, hvad du har tilbage.<\/p>\n

Og nu \u00f8sregner det, som kun det kan p\u00e5 Mallorca. Det v\u00e6lter ned i stride str\u00f8mme, s\u00e5 bilen bliver vasket i h\u00f8j grad. Men jeg er ligeglad. Jeg sidder herinde i behagelig Webasto varme temperatur og spiser kokosyougurt med mysli til. Og lader mig ikke skr\u00e6mme af uvejret. Nej. Tager gummist\u00f8vler, regnslag, paraply og rygs\u00e6k p\u00e5 og begiver mig f\u00f8rst til Palma med bus 3 og derfra med bus 200 op til Estellens, for at udforske omr\u00e5det der is\u00e6r med hensyn til, hvor bilen kan st\u00e5 mens Thomas og Birthe er her. Det ser ud til, at der ogs\u00e5 er en lille cala, s\u00e5 m\u00e5ske kan man holde dernede og s\u00e5ledes nemt f\u00e5 sit obligatoriske morgenbad.<\/p>\n

At creere en dag er vel en herlig sag. Se hvad der ligger forude i terrainet og navigere derfra. Det der ligger lige for. At vide, hvad der ligger lige for, fordi man kan SE. Ikke at man v\u00e6lger noget. Nej det er mere det man ser og fornemmer i sig selv og sine omgivelser, som afg\u00f8r hvad der sker. Man er s\u00e5dan set slet ikke til stede. Det er ren handling det hele. Ingen der handler, men handling i sig selv. Supersk\u00f8nt!<\/p>\n

For hrelvede, sikke et liv!<\/p>\n

Og d\u00f8den k\u00e6re venner. Har intet forhold dertil. Aner intet derom. Findes den overhovedet? Eller er det hele bare en skr\u00f8ne, nogen har fundet p\u00e5? For \u00f8jeblikket foreg\u00e5r der noget m\u00e6rkeligt p\u00e5 jorden. Lige bag hvor bilen st\u00e5r g\u00e5r en sti op i et bjergrigt skovomr\u00e5de. Der lever de sk\u00f8nneste fugle med farverige fjer, som man kan sidde og betragte uden at forstyrre dem, i kikkert gennem forruden. De nyder godt af et m\u00e6rkeligt f\u00e6nomen, jeg aldrig har set f\u00f8r. P\u00e5 tv\u00e6rs af stien vandrer sm\u00e5 larver i en lang r\u00e6kke p\u00e5 20-30 stykker lige efter hinanden med snude mod hale og en vejviser forrest. Det ser sygt ud. En lang k\u00e6de af sm\u00e5 larver som togvogne efter et lokomotiv bev\u00e6ger sig sindigt fremad mod hvad? Jeg ved det ikke, men den forreste larve ser ud til at vide det. Den bev\u00e6ger sig m\u00e5lbevidst afsted, og s\u00e5 kommer den store flagsp\u00e6tte, eller hvad det nu er for en smuk fugl, og s\u00e5 er der serveret! Prik prik prik prik een efter een bliver de sm\u00e5 s\u00f8de larver p\u00e5 vej til at blive sommerfugle spist og v\u00e6k er de. D\u00f8de som sild inde i fuglens mave. Og jeg sidder bare og glor i min kikkert og forst\u00e5r ikke en skid. S\u00e5dan er d\u00f8den. Den enes n\u00f8d den andens br\u00f8d.<\/p>\n

Stadig silende regn. Strider mig ad landevejen i h\u00e5rn\u00e5lesving de 3 km til huser, som de har lejet. Det f\u00f8rste der m\u00f8der mig ved indk\u00f8rslen er et stort jordskred, som d\u00e6kker indgangen. -Her kan ingen bil komme op, t\u00e6nker jeg. Lidt l\u00e6ngre henne ad hovedvejen er en anden indk\u00f8rsel med en vej, der kan forceres med almindelig bil, og her f\u00f8rer en rimelig grusvej helt op til et stort plateau velegnet til parkering. Gudskelov, s\u00e5 kan jeg k\u00f8rer op, n\u00e5r de kommer. Spiser mandelkage og drikke kaffe med 103 cognac mens jeg venter p\u00e5 bussen hjem til palma med drivv\u00e5de bukser og tr\u00f8je. Traf en svensk dame, som har boet i Estellencs i 40 \u00e5r. Hun gl\u00e6der sig til at se mig igen. -Sagde hun ihvertfald!<\/p>\n

I morges skulle slaget s\u00e5 sl\u00e5s. Det store nabohotel, som endnu ikke er \u00e5bnet for s\u00e6sonen, har en lille strand, som jeg opdagede i g\u00e5r, og som har – hold fast en duche! Det er godt nok en duche uden spreder, s\u00e5 vandet fosser ud i en tyk str\u00e5le, iskold. Men det er ferskvand, og det er jeg ude efter. 5 dage uden ferskvandsbad kan v\u00e6re noget irriterende, is\u00e6r i h\u00e5ret som kl\u00f8r og fedter hele tiden. Og hotellet er helt tomt og stille. Kl 8 troppede jeg op i badek\u00e5be medbringende h\u00e5rshampoo og s\u00e6be, og h\u00e5bede p\u00e5, at ingen vred kontroll\u00f8r skulle dukke op. Ret som jeg skulle duche efter turen i Middelhavet, s\u00e5 jeg en mand. Han sad oppe p\u00e5 et tag og malede tr\u00e6v\u00e6rket. -S\u00e5 er det sket, t\u00e6nkte jeg. -Nu er jeg afsl\u00f8ret. Men han sk\u00e6nkede mig ikke et blik. Malede blot sindigt videre, og lod mig i fred med at afslutte mit ferskvandsbad. Lykkef\u00f8lelse ud over al forstand. At have gennemf\u00f8rt badet, som jeg s\u00e5 l\u00e6nge har g\u00e5et og \u00f8nsket mig. Der kan man se, hvad proportionerne g\u00f8r. Hjemme anser man det for selvf\u00f8lgeligt at kunne tage et bad. I min situation er det et mirakel. En gave.<\/p>\n

S\u00e5 var der ikke langt til at tr\u00e6ffe en beslutning om afrejse fra Cala Major. Ogs\u00e5 fordi en motorcykelbetjent stoppede op udfor bilen, og spurgte hvorl\u00e6nge jeg skulle blive p\u00e5 parkeringspladsen. -Du m\u00e5 kun blive en m\u00e5ned, sagde han. Ellers f\u00e5r du en b\u00f8de, hvis du bliver l\u00e6ngere. – Jeg har kun v\u00e6ret her en uge, svarede jeg. -Ok, s\u00e5 er det i orden. Det var kun til din oplysning. Og s\u00e5 k\u00f8rte han. Men jeg f\u00f8lte mig i fokus, og valgte at skride. Og selvf\u00f8lgelig op til Deya. Jeg vidste, at jeg m\u00e5tte op og pr\u00f8ve turen af, og det fortryder jeg ikke. Det er en fantastisk tur, men med nogle meget bratte stigninger, og motoren blev noget varm. Men jeg k\u00f8rte langsomt, desuagtet flere biler bag mig gav horn over min langsomhed. Huset vi skal bo i ligger nede ved cala – stranden, og det var en snoningsvej, som jeg frygtede ville volde besv\u00e6r p\u00e5 tilbageturen. Men det gik nu meget nemt. Jeg satte den i 2.gear hele vejen, og s\u00e5 blev den ikke altfor varm. Men stranden alts\u00e5 er et mess. Store t\u00f8mmerstokke og tang i massevis. Slet ikke som jeg kender den. Elven langs vejen var en brusende fos, og store dele af klippesiden er styrtet ned, som vanskeligg\u00f8r passage videre. Og huset, ja huset er ogs\u00e5 et mess. Haven er et rod og alle de flotte havem\u00f8bler er v\u00e6k, men jeg undskylder det med, at der stadigv\u00e6k er en m\u00e5ned til vi flytter ind.<\/p>\n

Nu har jeg skrevet til Antonia, og bedt hende om at kontakte mig og foresl\u00e5et, at jeg kan hj\u00e6lpe hende med at f\u00e5 det i orden mens jeg er her. Men Deia er stadig smuk og mirakul\u00f8s, is\u00e6r nu med en str\u00e5lende stjernehimmel omkranset af de h\u00f8je Tramuntana bjerge og med den lille lysende gyldne kirke i midten<\/p>\n

Dog er her mange vandreturister med vandrestave og rygs\u00e6kke.<\/p>\n

Hvis det bliver for meget for den gamle bil, tror jeg nok jeg parkerer den nede ved huset, og s\u00e5 lejer jeg een til sm\u00e5ture. Thomas fik een til 200 for en uge med fri km, s\u00e5 det er jo ikke s\u00e5 galt.<\/p>\n

Endelig fik jeg fat i Antonia. Hun blev lidt mopset, da jeg p\u00e5pegede husets tilstand, men lovede at alt skulle blive i orden til indflytningsdagen. I dag skinnede solen, og s\u00e5 s\u00e5 alt helt anderledes ud. Det er faktisk et rigtigt fint sted, og vandet i cala var dybt bl\u00e5t og gennemsigtigt. Jeg sprang p\u00e5 hovedet i og gl\u00e6dede mig over, at alt nu er p\u00e5 plads. P\u00e5 fredag kommer Thomas med frue og s\u00e5 skal vi vandrer!<\/p>\n

Dengang jeg drog afsted<\/p>\n

Dengang jeg drog afsted<\/p>\n

Min datter ville med<\/p>\n

Min datter ville med<\/p>\n

Det kan du ej min ven<\/p>\n

Jeg skal i krigen hen, men hvis jeg ikke falder<\/p>\n

S\u00e5 ser du mig igen.<\/p>\n

( Birkev\u00e6nget 7, Allinge )<\/p>\n

Og krig blev det til. Ikke s\u00e5dan rigtig krig. Mere noget med h\u00e5rdt slid. Men ikke noget d\u00e5rligt slid. Faktisk noget rigtig godt slid. Ligesom n\u00e5r man ved, at det man g\u00f8r bare er rigtigt. At man er sikker p\u00e5, at det er fra dybet af ens sj\u00e6l, eller bedre fra helt dernede, hvor stilheden hersker og alting opst\u00e5r. S\u00e5 bliver man bare s\u00e5 glad. Ogs\u00e5 selvom det koster. Al ting koster. Og jo mere det koster, des mere kommer der tilbage. Jo mere man giver, des mere f\u00e5r man. Det er en lov.<\/p>\n

Tr\u00e6et hvorunder jeg sov, v\u00e6kkede mig med blid regn af k\u00e6rlighed, og jeg stod op og gik som i s\u00f8vne hen og gjorde det rigtige. Det hele var i begyndelsen et stort experiment. Jeg husker, at jeg opfattede mig selv som “Vorherres stikirenddreng” s\u00e5dan een, der m\u00e5tte spidse \u00f8re for at h\u00f8re, hvad der blev hvisket til ham fra alle sider og alle steder. Fordi han havde h\u00f8rt denne hvisken f\u00f8rste gang under det tr\u00e6.<\/p>\n

Han var blevet varslet tidligere. F\u00f8rste egentlige varsel var fra Klavs guitar p\u00e5 friluftscenen i R\u00f8nne sommeren 68. Siden kom varslet i form af Nordlys i Mehamn og de lavth\u00e6ngende stjerner ude i horisonten over ishavet op mod Svalbard. Men det egentlige schock kom da metalskiltet over indcheckningsskranken i Kastrup lufthavn faldt ned med et h\u00f8rligt sm\u00e6ld, som v\u00e6kkede ham som han sov der p\u00e5 b\u00e6nken i afgangshallen, og meddelte ud til alle som gad se det, at Mallorca var destinationen.<\/p>\n

S\u00e5 rejste han sig op. Han skulle egentlig have v\u00e6ret til Indien, men kunne ikke f\u00e5 visum s\u00e5 hurtigt, s\u00e5 derfor havde han lagt sig til at sove p\u00e5 en b\u00e6nk. Nu sm\u00e6kkede skiltet sin information lige i ansigtet p\u00e5 ham. Han rejste sig op, og gik lettere s\u00f8vndrukken over og spurgte den s\u00f8de Spies dame om der var plads.- Der var du heldig. Vi har lige f\u00e5et et afbud, s\u00e5 du kan godt komme med!<\/p>\n

Og hermed begyndte \u00e6ventyret atter en gang.<\/p>\n

Det lille propelfly er stuvende fuld. Det er dagen f\u00f8r nyt\u00e5rsaften og sidste fly p\u00e5 \u00e5ret til Mallorca. Passagererne er i h\u00f8j stemning. Straks efter maskinen er lettet fra jorden gennemstr\u00f8mmes kabinen af cigaretr\u00f8g, der hurtigt bliver s\u00e5 t\u00e6t, at man n\u00e6ppe kan se fra for til bag. Og da solen bryder igennem de sm\u00e5 ovale vinduer, og de dansende skyer slippes, er det som om der g\u00e5r en gl\u00e6desrus ned langs flys\u00e6derne og alle bryder ud i sang: -Vi sejled op ad \u00e5en. Vi sejled nedad igen. Stewardesserne byder p\u00e5 gratis drinks f\u00f8r maden i dagens anledning, og snart efter ruller madvognene frem med yderligere v\u00e5de vare og stegt fl\u00e6sk i persillesovs, som \u00e5benbart lige er hvad folk \u00f8nsker, for de smasker lydeligt og skyller hele tiden ned med snaps og \u00f8l.<\/p>\n

Olaf sidder ved siden af en tyk dame med stort uldh\u00e5r og kraftig mascara om \u00f8jnene og blodr\u00f8d mund som hele tiden taler. Hun snakker om sin mand, der d\u00f8de sidste \u00e5r, og efterh\u00e5nden som hun kommer i gang, bryder f\u00f8lelserne l\u00f8s, hun l\u00e6ner sit hoved ind mod Olafs skulder og begynder at gr\u00e6de. -S\u00e5, s\u00e5, pr\u00f8ver Olaf at berolige hende, men det hj\u00e6lper ikke. Hun forts\u00e6tter og kalder sn\u00f8ftende p\u00e5 stewardessen og bestiller en dobbelt gin og tonic. Til sidst falder hun dog i s\u00f8vn og m\u00e5 v\u00e6kkes med kraftige rusk af en norsk mand, der har fulgt optrinet fra r\u00e6kken ved siden af.<\/p>\n

Den store Spies bus holder og venter ved udgangen, og \u00a0Olaf, der kun har h\u00e5ndbagage er hurtigt oppe og f\u00e5 sig en plads ved siden af chauff\u00f8ren. De k\u00f8rer langs havet mens solen er ved at g\u00e5 ned, og Olaf fornemmer en frihed og gl\u00e6de, han ikke har f\u00f8lt l\u00e6nge. Det er lunt i luften, da de bliver sat af ved det store hotel ude i Cala Nova. Det er guiden, der fort\u00e6ller dem, hvor de skal bo, og inviterer dem til en velkomstdrink, n\u00e5r de har etableret sig p\u00e5 deres v\u00e6relser.<\/p>\n

Olaf skal dele v\u00e6relse med nordmanden fra flyet. En r\u00f8dmosset, h\u00f8j k\u00e6mpe med et stort smil p\u00e5 l\u00e6ben, der straks v\u00e6lger sengeside. -Jeg lider af h\u00f8jdeskr\u00e6k, s\u00e5 jeg skal ligge l\u00e6ngst v\u00e6k fra altand\u00f8ren, udbryder han, og sl\u00e5r sig ned. Olaf stiller sin rygs\u00e6k ved sin side af den store dobbeltseng, og er pludselig ikke s\u00e5 glad mere ved tanken om dette arrangement.<\/p>\n

-Kom, siger nordmanden. -Vi skal ned og have velkomstdrink, og s\u00e5 skal vi i byen. Du skal vel med? Olaf smiler:-M\u00e5ske, svarer han forsigtigt, og s\u00e5 g\u00e5r de ned i den store aula, hvor Spiesguiden er ved at sk\u00e6nke Sagria med sv\u00f8mmende frugtstykker i store glas. -I morgen er det nyt\u00e5rsaften, og s\u00e5 skal vi til grisefest, r\u00e5ber hun ud over forsamlingen af midaldrende \u00e6gtepar og enlige m\u00e6nd med glinsende \u00f8jne. Olaf bliver ikke l\u00e6nge. Han er tr\u00e6t ovenp\u00e5 alle disse h\u00e6ndelser. F\u00f8rst afrejsen fra Bornholm, hvor hans kone gav ham penge med, s\u00e5 han kunne klare sig i Indien et par uger. Og s\u00e5 dette diametralt modsatte, som han nu befinder sig i. Han er alvorligt tr\u00e6t, og lister forsigtigt ud, uden nogen opdager det, og tager elevatoren op og g\u00e5r i seng.<\/p>\n

Klokken halv fire bliver han v\u00e6kket af nordmanden. Han er simpelthen ustyrligt beruset og vil ligge i arm og stinker af spiritus og cigaretr\u00f8g, og l\u00e6ner sig ind over Olaf, mens han snakker uforst\u00e5eligt norsk og \u00a0br\u00e6kker sig ud over Olafs dyne. S\u00e5 falder han i s\u00f8vn. Olaf m\u00e5 skubbe ham over p\u00e5 sin egen sengehalvdel, hvor han begynder en hivende snorken, som f\u00e5r v\u00e6relset til at ryste. Olaf tager sin hovedpude, finder senget\u00e6ppet p\u00e5 gulvet og ruller sig ind og falder i en urolig s\u00f8vn. Klokken 8 st\u00e5r han op, g\u00e5r ned i hotellets restaurant og drikker kaffe og spiser en t\u00f8r bolle, og beslutter at han m\u00e5 v\u00e6k.<\/p>\n

Han g\u00e5r ud i morgenlyset. Solen har magt, selvom det er den sidste dag i december, og han g\u00e5r p\u00e5 m\u00e5 og f\u00e5 ind mod byen. Vejen han g\u00e5r ad er sp\u00e6kket med hoteller. De fleste er lukkede for vinteren, og \u00a0gaderne er halvtomme, men efterh\u00e5nden som han kommer n\u00e6rmere bymidten dukker flere mennesker op. Det er ikke turister, men lokale spaniolere som taler livligt med hinanden mens de passiarer ad de brede gader med store tr\u00e6er i midten. Han ser sig omkring og opdager, at han er p\u00e5 byens rambla. Den kender han fra engang han var med sin kone p\u00e5 Ibiza. Alle spanske byer har en rambla. Det h\u00f8rer sig til. Der er stader med blomster i alle farver og former, og duftene i byen er af en anden art, end den han kender hjemme fra K\u00f8benhavn. Der er fortovsrestauranter, hvor folk sidder og drikker kaffe i det st\u00e6rke solskin, og stemningen i byen begynder at snige sig ind p\u00e5 ham og g\u00f8re ham glad.<\/p>\n

Oppe p\u00e5 siden af en af de store bygninger h\u00e6nger en stor plakat med billedet af en \u00e6ldre skaldet mand. MIRO, st\u00e5r der med store bogstaver, og ved siden af er der tegninger i tykke sorte streger p\u00e5 en baggrund af spr\u00f8jtede gule, bl\u00e5 og r\u00f8de farver. Olaf bliver let om hjertet ved at se dette, og g\u00e5r n\u00e6sten lige ind i en aviskiosk, f\u00f8r han n\u00e5r at drejer hovedet v\u00e6k. Lige foran p\u00e5 kiosken h\u00e6nger spisesedler med ordet DEYA og underneden ordet MEDITATION. -Hvad er det? T\u00e6nker han, og rykker n\u00e6rmere, s\u00e5 han kan l\u00e6se det med sm\u00e5t. Der st\u00e5r, at oppe i de Mallorcinske bjerge findes en lille glemt by kun befolket af lokale olivenb\u00f8nder og kunstnere. Forfattere, malere og musikere. Der er ogs\u00e5 et billede af en kirke p\u00e5 toppen af et bjerg i en frodig dal opfyldt af oliventr\u00e6er.<\/p>\n

-Der m\u00e5 jeg hen, t\u00e6nker Olaf. -Hvordan mon man kommer derop? Han sp\u00f8rger kioskmanden p\u00e5 sit gebrokne spanske, og f\u00e5r at vide, at der g\u00e5r en gammel bus derop to gange om dagen fra Plaza Espanya. Olaf sp\u00f8rger sig frem og er p\u00e5 10 min henne hvor bussen afg\u00e5r. Der sidder en \u00e6ldre chauff\u00f8r og venter med motoren i gang. Olaf betaler 3 pesetas, og et kvarter efter er han p\u00e5 vej.<\/p>\n

De snegler sig afsted ad sm\u00e5 snoede bjergveje hen over \u00a0et pas mens bussen hoster og sk\u00e6lver. Undervejs tager de et par gamle kvinder op. De er helt kl\u00e6dt i sort og b\u00e6rer p\u00e5 store kurve fyldt med modne oliven. Da de kommer forbi\u00a0passet lukker landskabet sig op og Olaf ser dybt nede under sig havet og en stejl klippekyst med forvitrede skr\u00e5ninger og forbl\u00e6ste tj\u00f8rnebuske.<\/p>\n

Han sidder med n\u00e6sen klemt mod vinduesruden og er fuldst\u00e6ndig opslugt af det han ser. Bussen drejer og snor sig langs kysten og efter et stykke tids k\u00f8rsel dukker f\u00f8rst en kirke op i horisonten og siden en hel lille by med sm\u00e5 okkerfarvede huse opf\u00f8rt p\u00e5 terrasser \u00a0anlagt rundt om kirken. Bussen g\u00f8r holdt i udkanten af byen. Chauff\u00f8ren sp\u00f8rger hvem han skal m\u00f8de, og Olaf svarer, at det ved han ikke. -Hvor kommer du fra? \u00a0Sp\u00f8rger han. -Danmark, svarer Olaf. -\u00c5h, s\u00e5 skal du tage ned til Lubjau Jansen. Han er osse dansker, og vil sikkert blive glad for et bes\u00f8g af en landsmand. Det er lige dernede ved det store mimosetr\u00e6 og den gr\u00f8nne d\u00f8r, du ser bagved. Der bor han. Du kan bare g\u00e5 derned. Han er n\u00e6sten altid hjemme. N\u00e5r han da ikke er ude og male. Chauff\u00f8ren griner med sine tre resterende t\u00e6nder og r\u00e5ber:-Adios! Og s\u00e6tter den gamle bus i gear og p\u00e5begynder tilbageturen.<\/p>\n

Olaf er nu helt alene. Det er nyt\u00e5rsaftensdag. Solen er p\u00e5 grund af \u00e5rstiden ikke n\u00e5et ned i dalen endnu, s\u00e5 Olaf skutter sig lidt i den k\u00f8lige bjergluft. S\u00e5 begiver han sig ned til Lublau Jansens hus og banker p\u00e5.<\/p>\n

-que passa? Hvem der? Lyder en stemme inde bag d\u00f8ren, som g\u00e5r op og en lille \u00e6ldre mand med sk\u00e6g og venligt plirrende \u00f8jne titter ud. – Det er mig, Oluf fra Danmark. Jeg har h\u00f8rt, at du bor her, s\u00e5 jeg ville gerne m\u00f8de dig og se, hvad du laver heroppe i en lille bjergby langt fra alt. Manden smiler:-Det var sandelig hyggeligt s\u00e5dan at f\u00e5 bes\u00f8g hjemmefra. Det er snart lang tid siden, jeg har snakket dansk.Kom dog indenfor og fort\u00e6l mig, hvad der har bragt dig helt herop. Oluf tr\u00e6der ind i en h\u00f8j stue, hvorfra en trappe f\u00f8rer op til en repos, hvor manden \u00f8jensynlig har sit sovev\u00e6relse. En d\u00f8r f\u00f8rer ud til et lille k\u00f8kken. Han byder Olaf at tage plads ved et rundt bord.- S\u00e6t dig her. Han tr\u00e6kker en stol ud. -Vil du have noget at drikke? En kop the m\u00e5ske? -Jo tak, svarer Olaf. – The ville v\u00e6re dejligt. -Jeg hedder \u00a0Lublau, men folk her kalder mig bare Lub. Det kan du ogs\u00e5 g\u00f8re. Han stiller to kopper frem og kommer lidt efter ind med en thekande, som han sk\u00e6nker op fra. -N\u00e5, fort\u00e6l mig s\u00e5, hvad du laver, og hvorfor du kommer her. Olaf r\u00f8mmer sig lidt usikkert, og siger s\u00e5: Det hele er faktisk et tilf\u00e6lde. Jeg skulle egentlig have v\u00e6ret i Indien, men havde glemt at bestille visum i god tid, og s\u00e5 faldt jeg i s\u00f8vn i lufthavnen og s\u00e5 havnede jeg her. Lub sidder og betragter Olaf n\u00f8je, s\u00e5 siger han: – Det der med tilf\u00e6ldet kan vi diskutere. Jeg personlig tror ikke p\u00e5 tilf\u00e6ldet, men det kommer selvf\u00f8lgelig ikke sagen ved. Det eneste jeg ved er, at jeg i hvert fald ikke er her ved et tilf\u00e6lde! Jeg \u00a0har s\u00f8gt dette sted i \u00e5revis. Har rejst rundt p\u00e5 kloden i mange \u00e5r. Faktisk hele min ungdom. Jeg er uddannet matros, men har altid v\u00e6ret bidt af at tegne og male. S\u00e5 h\u00f8rte jeg at der boede nogle malere heroppe, og s\u00e5 tog jeg afsted. Det er snart tyve \u00e5r siden, og det fortryder jeg ikke. Jeg har fundt mit motiv heroppe i Deya. Det er Oliventr\u00e6er.<\/p>\n

Olaf sad helt stille og lyttede til Lubs ord. Han m\u00e6rkede en venlighed og im\u00f8dekommenhed han ikke havde f\u00f8lt l\u00e6nge. Han befandt sig faktisk rigtig godt i Lubs selskab.-S\u00e5 du maler? Spurgte Olaf. Kan jeg se noget af det du laver? Lub pegede p\u00e5 v\u00e6ggen bag sig. Den var bekl\u00e6dt med tegninger og malerier alle af oliventr\u00e6er. -Som du ser, er min passion tr\u00e6er, og her is\u00e6r oliventr\u00e6er. De er s\u00e5 forskellige som mennesker. Hver og et har sit helt eget udtryk. Og s\u00e5 er de stille. \u00a0Det er det jeg elsker allermest. De plaprer ikke hele tiden og flyver og farer uden m\u00e5l og med. De er mine venner, og mine venner vil jeg gerne male. Olaf stirrede p\u00e5 billederne. Han m\u00e6rkede en underlig f\u00f8lelse af sl\u00e6gtskab med denne mand, hvis billeder han sad og betragtede. Der var stille en tid. De sad begge to i deres egne tanker. S\u00e5 udbr\u00f8d Lub:- Og s\u00e5 taler jeg med Vorherre derude n\u00e5r jeg g\u00e5r omkring i olivnlundene. Det kan man godt. Og hvis man lytter godt efter, s\u00e5 svarer han een. Han s\u00e5 direkte p\u00e5 Olaf, og s\u00e5 ligesom igennem ham. -Tag du nu ud og oplev Deya. Og n\u00e5r det bliver aften, s\u00e5 g\u00e5 op mod kirken. Der ligger et lille hostel. Det hedder Villa Verde. Der kan du f\u00e5 et v\u00e6relse for f\u00e5 pesetas. Og s\u00e5 g\u00e5 op til kirken i nat. De holder midnatsgudtjeneste nyt\u00e5rsaften. S\u00e6t dig ned helt ude p\u00e5 spidsen af klippen. P\u00e5 den yderste kant af kirkeg\u00e5rden og se hvad der sker! Han lo en h\u00f8j skrattende latter og tog et ordentligt sup af sin thekop.-Du kommer bare tilbage, hvis du har brug for hj\u00e6lp.De skiltes, og Olaf gik ud i formiddagslyset fra solen, som nu var n\u00e5et s\u00e5 h\u00f8jt p\u00e5 himlen, at dalen l\u00e5 badet og flimrede i gr\u00f8nt og gult fra tr\u00e6er og buske med modne appelsiner og citroner og et hav af lilla blomster str\u00f8et ud under dem.<\/p>\n

Olaf trak vejret dybt. Luften heroppe gjorde godt. Og solen var begyndt at varme ned p\u00e5 hans skuldre. Han gik stille videre op mod byens centrum og kirken. De smalle gader duftede godt af spanske reng\u00f8ringsmidler og stegemad med hvidl\u00f8g og olivenolie. Han s\u00e5 et gammelt tr\u00e6skilt med p\u00e5malet “Villa Verde” og fulgte retningen, men stoppede og fik pludselig tvivl. Han satte sig p\u00e5 et d\u00f8rtrin og lod blikket glide ud over dalen og de stejle bjergtinder. -Hvad skulle han g\u00f8re? Det var nty\u00e5rsaften. Skulle han tage tilbage til grisefest og den fulde nordmand ? Eller skulle han blive her og leje et v\u00e6relse? Og hvad hvis de savnede ham dernede p\u00e5 hotellet? Han var nu slet ikke sikker p\u00e5, om de overhovedet havde check p\u00e5 det. Og nordmanden ville nok bare blive glad over at have v\u00e6relset for sig selv. Han sprang ud i beslutningen, og rejste sig op med et s\u00e6t, og gik de sidste meter op til Villa Verde.<\/p>\n

En venlig \u00e6ldre kvinde tog imod ham. Han bad om at leje et v\u00e6relse for et par n\u00e6tter, og det var ikke noget problem. Det var vinter, og der var ikke andre g\u00e6ster. Han blev vist ind i en gammel spisestue med plysm\u00f8bler, hvor kvinden havde stillet et gl\u00f8dende kulb\u00e6kken ind under bordet, hvor dugen hang ned rundt omkring, s\u00e5 varmen kunne blive derinde. Hun pegede p\u00e5 en stol , og Olaf satte sig. Hun l\u00f8ftede dugen, s\u00e5 han kunne f\u00e5 benene ind under og m\u00e6rke varmen fra b\u00e6kkenet, mens hun fik hans pas og skrev ham ind som g\u00e6st.<\/p>\n

V\u00e6relset havde to fl\u00f8jd\u00f8re med \u00e5bning ud til den gr\u00f8nne dal og de majest\u00e6tiske bjerge. Der stod en metalseng med messingknopper p\u00e5 hovedg\u00e6rdet, og ved siden af var et lille sengebord og en stol. Olaf havde kun medbragt sin lille rygs\u00e6k, hvor han gudskelov altid opbevarede en tandb\u00f8rste og en lille tube tandpasta. Kvinden trak sig tilbage og lod ham alene. Han lagde sig p\u00e5 sengen, som fjedrede f\u00e6lt under ham. I midten sank han en halv meter ned i den tynde madras, men han var ligeglad. Han l\u00e5 bare der og lod stedets tilstand lige s\u00e5 stille tr\u00e6nge ind. Han h\u00f8rte fluerne oppe omkring lampen i loftet, og troede ikke sine egne \u00f8jne, da han opdagede at de dansede. Deres bev\u00e6gelser var rytmiske og rolige og n\u00f8je afstemt efter hinanden.- Det kan ikke v\u00e6re sandt, t\u00e6nkte han. -Hvad er det jeg ser? Men det var sandt. Fluerne havde det bare s\u00e5 godt der i Deya dengang, at de udf\u00f8rte en ballet udelukkende til \u00e6re for Olaf!<\/p>\n

Han d\u00f8sede hen en times tid, og gik s\u00e5 ud. Det var blevet eftermiddag og lyset begyndte at tr\u00e6kke lange skygger. Fra Villa Verde gik et smalt str\u00e6de ned til vejen som f\u00f8rte til Soller. Han gik lidt ud ad den og h\u00f8rte tusindvis af sangfugle pippe oppe i tr\u00e6erne. Det var \u00e5benbart tr\u00e6kfugle, som tog ophold \u00a0i Deya p\u00e5 deres vej mod Nordafrika. Lyden var berusende. Som en koncert af begejstring. Han satte sig og n\u00f8d den begyndende aftenen til lyden fra de sm\u00e5 dyr, og gik s\u00e5 op i byen for at finde et sted at spise.<\/p>\n

For enden af en h\u00f8j trappe h\u00e6nger et lille skilt. Olaf g\u00e5r derop og l\u00e6ser: PolloAsado og SopaMallorcina. -Det lyder godt , t\u00e6nker han, og \u00e5bner d\u00f8ren ind til et rum med 5 sm\u00e5 borde, hvoraf de 3 er besat med lokale b\u00f8nder, som sidder og spiser og underholder hinanden \u00a0i en lavm\u00e6lt tone. Der dufter godt af urter og vin, og Olaf s\u00e6tter sig ved et af de ledige borde. Der er to kvinder, som g\u00e5r til og fra og serverer. De ligner hinanden p\u00e5 en prik. -De er nok tvillinger, t\u00e6nker Olaf, da han n\u00f8je \u00a0betragter deres ansigter med samme spidse n\u00e6se og lille r\u00f8de mund. De har ogs\u00e5 h\u00e5ret sat op i en knude p\u00e5 samme m\u00e5de, og b\u00e6rer det samme bl\u00e5 forkl\u00e6de om livet. Rummet er med bare hvide v\u00e6gge p\u00e5 n\u00e6r et sted, hvor der h\u00e6nger et stort oliemaleri af et blomstrende \u00e6ldgammelt oliventr\u00e6. Olaf ser nede i hj\u00f8rnet af billedet navnet Lub som signatur. Han smiler ved sig selv. I det samme kommer den ene af s\u00f8strene hen til hans bord og sp\u00f8rger hvad han vil have. Han er godt sulten, s\u00e5 han v\u00e6lger begge dele og en lille kande r\u00f8dvin. Der g\u00e5r ikke l\u00e6nge f\u00f8r kvinden kommer tilbage og d\u00e6kker op med en stor papirdug af samme st\u00f8rrelse som bordpladen og glas, tallerken serviet og bestik. Lidt efter kommer hun med en brun lersk\u00e5l fyldt med skinnende oliven, en kurv med frisksk\u00e5ren groft landbr\u00f8d og en karaffel ogs\u00e5 af keramik med vinen. Hun smiler til Olaf, og siger at det ikke varer l\u00e6nge, s\u00e5 kommer maden.<\/p>\n

F\u00f8rste ret er suppen og s\u00e5dan en suppe har Olaf aldrig set. Den er fyldt med store br\u00f8dstykker opbl\u00f8dt i en kraftig gr\u00f8ntsagssuppe med urter han ikke kender. Men den smager godt! Han har ikke spist siden den t\u00f8rre bolle p\u00e5 hotellet i morges, og snart er tallerkenen tom. Han t\u00f8rrer sig om munden med servietten og ser sig omkring. Nogle af m\u00e6ndene har f\u00e5et \u00f8je p\u00e5 ham og \u00a0signalere, at de skal sk\u00e5le. De l\u00f8fter deres glas, og det samme g\u00f8r Olaf. -Salute, siger de og griner. Deres t\u00e6nder er sorte og en af m\u00e6ndene mangler en hel fortand. Olaf hygger sig i deres selskab. Det er j\u00e6vne, naturlige mennesker uden fors\u00f8g p\u00e5 at forstille sig. En stor forskel fra dem nede p\u00e5 hotellet.<\/p>\n

Anden ret arriverer. Hun stiller en ren tallerken frem foran ham, og placerer en sk\u00e5l dampende kartofler og en terrin med l\u00e5g foran ham p\u00e5 bordet. -Buerno appetit, siger hun, og Olaf siger: -Grazias, og l\u00f8fter l\u00e5get til terrinen. Hernede ligger dele af kylling i en tyk hvid sovs, som dufter af vanillie og gr\u00e6skar. Hans smagsl\u00f8g sitrer og munden l\u00f8ber i vand. -Hvordan kunne hun vide, at det lige netop var det jeg ville spise? Mumler han for sig selv. M\u00e6ndene ved nabobordene f\u00e5r igen \u00f8jenene rettet mod ham. – Gustoza ! Siger de, og sk\u00e5ler igen. Olaf sk\u00e6nker mere vin op i sit glas, sk\u00e5ler og \u00f8ser s\u00e5 kartofler og kylling med sovs op p\u00e5 sin tallerken.<\/p>\n

Da han har spist f\u00e6rdig og er \u00a0godt m\u00e6t, betaler han og rejser sig og g\u00e5r ud i eftermiddagssolen. Han ser ikke det sidste trin p\u00e5 trappen og tr\u00e6der lige ud i luften, og er n\u00e6r styrtet p\u00e5 n\u00e6sen. -Pas p\u00e5 k\u00e6re ven, siger han til sig selv.- Du skulle jo n\u00f8dig omkomme midt i det hele! \u00a0Han griner lidt og kan godt m\u00e6rke den lille kande vin. S\u00e5 g\u00e5r han videre ud ad vejen mod Soller.<\/p>\n

Han ser en lille sti som g\u00e5r ned til venstre, og f\u00e5r trang til at komme lidt p\u00e5 afveje. Stien slynger sig gennem olivenlunde med f\u00e5restier befolket med bimlende klokkedyr, og han f\u00f8lger den n\u00e6rmest instinktivt. Han passerer et gammelt forfaldent hus overgroet med tj\u00f8rn og vilde roser. S\u00e5 dukker et hegn bygget af sv\u00e6re oliventr\u00e6sstolper op som han m\u00e5 klatre over. Lidt l\u00e6ngere henne vokser 3 enorme pinjetr\u00e6er med kroner som paraplyer, der sk\u00e6rmer den underliggende mos og holder den fugtig og fri for de skarpe solstr\u00e5ler. Han er begyndt at blive tr\u00e6t. Solen st\u00e5r skr\u00e5t ind og belyser de gamle oliventr\u00e6er fra siden p\u00e5 magisk vis. Overalt d\u00e6kker bl\u00e5klokker og gule erantis jordbunden. Han s\u00e6tter sig ned p\u00e5 en fremspringende klippe under et stort tr\u00e6s beskyttende krone. Og falder hen. Han h\u00f8rer f\u00e5renes klokkelyde og de sm\u00e5 lams br\u00e6gen. Han ser lyset gennem l\u00f8vet fra Oliventr\u00e6erne, og bliver grebet af en stemning, han aldrig har kendt til f\u00f8r. Fra tr\u00e6et han sidder under daler en regn af velsignelse ned over ham. Som var han l\u00e6nge ventet, og nu modtoges af verden for f\u00f8rste gang. Han forsvinder helt.<\/p>\n

Nu rejser denne person, som vi kalder Olaf, sig op og g\u00e5r videre. Han n\u00e6rmer sig kanten af forbjerget han g\u00e5r p\u00e5. Herude ligger et hus. Helt ude s\u00e5 lang man kan komme. En gammel mand kommer ham i m\u00f8de. Olaf peger p\u00e5 huset og sp\u00f8rger manden: Hvis er det? Manden svarer: Maria Coll Coll. -Hvor bor hun?<\/p>\n

-Inde i byen. I calle Eglisia nr 13.<\/p>\n

-Grazias. Olaf g\u00e5r tilbage ad stien han kom, og n\u00e5r lige op til Marias bolig f\u00f8r det bliver m\u00f8rkt. Hun er hjemme, og tager i mod ham og sp\u00f8rger, hvad han vil. Han forklarer, at han \u00f8nsker at leje huset yders p\u00e5 pynten La Foradada, hvis det kan lade sig g\u00f8re.<\/p>\n

La Vigna Pequena de Marcos Colon ?-Possible. Siger hun og bladrer i sine papirer. -Si, possible. Kom i morgen tidlig, s\u00e5 tager vi derud og aftaler pris og lejekontrakt. Olaf ryster over hele kroppen. Af en usigelig gl\u00e6de. Og en usigelig angst. S\u00e5 g\u00e5r han tilbage til sit v\u00e6relse i Villa Verde. Det er nyt\u00e5rsften 1973. Han falder i en dyb s\u00f8vn p\u00e5 sin fjederseng, og v\u00e5gner f\u00f8rst, da kirkeklokkerne med malmtoner som ekkoer over hele dalen, kalder til nyt\u00e5rsmidnatsgudstjeneste.<\/p>\n

Han styrter ud. Ad det smalle str\u00e6de som munder ud \u00a0oppe ved siden af kirken, hvor det g\u00e5r over til at blive et \u00a0lille torv foran hovedindgangen. Han kaster et blik ind i kirkerummet, der er opfyldt af sm\u00e5 blafrende lys, som giver et uvirkeligt sk\u00e6r langs v\u00e6gge og op mod alteret, hvor en pr\u00e6st er i f\u00e6rd med at anrette midnatsnadveren. R\u00f8gelsen b\u00f8lger ud mod Olaf, og han v\u00e6lger ikke at g\u00e5 ind. Der sidder kun f\u00e5 mennesker p\u00e5 b\u00e6nkene, og han \u00f8nsker ikke at forstyrre dem med sin ankomst. Istedet vender han sig mod l\u00e5gen ind til kirkeg\u00e5rden. Han l\u00f8fter h\u00e6ngslet,og lukker op. Der er ganske m\u00f8rkt herinde. Kun sm\u00e5 olielamper oplyser de n\u00e6rmeste grave. Han g\u00e5r i retning af den yderste spids helt oppe ved kanten af midterbjerget, hvorfra det til alle sider falder stejlt ned \u00a0mod havet. Her s\u00e6tter han sig p\u00e5 steng\u00e6rdet og synker sammen. Natten er kulravende buldersort. Og der er musestille. Helt helt tyst. Ikke en eneste lyd h\u00f8res ud over hans eget \u00e5ndedr\u00e6t og hjerteslag. Over ham og foran ham udover havet er rummet. Det store tomme rum opfyldt af stjerner s\u00e5 t\u00e6t, at det n\u00e6rmer sig vanvid. Det v\u00e6lter nedover ham og opsluger ham fuldst\u00e6ndigt. M\u00e6lkevejen ligger som et hvidt t\u00e6ppe skr\u00e5t henover hans hoved. Som skyer ligger galaxen omgivet af de store stjernebilleder Orion, Cassiopeia, Store Bj\u00f8rn og selv sydkorset er ved at krybe op over horisonten her n\u00e6rmere \u00e6kvator.Nu begynder kirkeklokken sine tolv slag, som bebuder det nye \u00e5rs ankomst. Han bliver stum og lam i hele kroppen. Forsvinder v\u00e6k til ingenting. Og bliver alting ved det sidste slag af den store kirkeklokke.<\/p>\n

Han m\u00f8der Maria Coll den n\u00e6ste morgen, og sammen k\u00f8rer de ud og beser huset. Det er i to etager med et annex ved siden af som fungerer som k\u00f8kken. Det store sovv\u00e6relse fylder helt f\u00f8rstesalen. Herfra g\u00e5r en d\u00f8r ud til en \u00e5ben terrasse med udsigt mod middelhavet og de store forbjerge, som str\u00e6kker sig ud fra kysten til begge sider. Stuen nedenunder er lavloftet med en \u00e5ben pejs, som fylder hele den ene v\u00e6g. Der er ogs\u00e5 en terrasse ved siden af huset med en \u00a0palme og agaver rundt om.<\/p>\n

-Det tager jeg, siger Olaf og skriver lidt efter under p\u00e5 lejekontrakten hjemme hos Maria Coll. Maria Coll er en midaldrende, sorth\u00e5ret og skarptsk\u00e5ren forretningskvinde uden mange dikkedarer. De giver \u00a0hinanden h\u00e5nden, efter Olaf har betalt depositum, han f\u00e5r n\u00f8glen, og kan derefter kalde sig husbesidder i Deya!<\/p>\n

Han handler ind hos k\u00f8bmanden i byen og vandrer ud for at tage sit nye hus i \u00f8jesyn. Han spiser en let frokost, og vandrer atter ind til Deya, hvor han sl\u00e5r sig ned i den lille cafe ved vejen som f\u00f8rer ned til cala. Her sidder han og drikker kaffe med en cognac til og bliver langsomt klar over, at noget meget omv\u00e6ltende er ved at ske i hans liv.<\/p>\n

Hen under aften rejser han sig og sletrer ganske langsom ud ad vejen mod sit hus. Det er lunt i luften,som dufter af for\u00e5r efter den solrige dag. Mimosetr\u00e6erne langs vejen er levende med sm\u00e5fugle og ikke en vind r\u00f8rer sig. Han er kommet p\u00e5 afstand af sine overvejelser, om alt der skal ske om nogle dage, hvor han bliver n\u00f8dt til at tage bussen til Palma for at tilslutte sig selskabet, han ankom med.<\/p>\n

Han s\u00e6tter tempoet lidt op, og bliver indhentet af en h\u00f8j mand, som kommer op p\u00e5 siden af ham i samme tempo. De g\u00e5r et stykke tid ved siden af hinanden uden at sige noget. S\u00e5 udbryder manden: Who are you? Olaf vender sig og svarer: Jeg er en dansk tandl\u00e6ge p\u00e5 bes\u00f8g her i Deya. Jeg kom for et par dage siden, og har lejet et hus. Jeg har t\u00e6nkt mig at sl\u00e5 mig ned her et stykke tid. Derefter sp\u00f8rger Olaf: And who are you? -I \u00a0am Robert. I live here, and have been living here for the last fifteen years.-So you have a house here? Sp\u00f8rger Olaf. – Ja, svarer manden. Jeg bor her sammen med min kone. Mine b\u00f8rn er blevet gamle og er fl\u00f8jet fra reden. -Har du nogen b\u00f8rn? Sp\u00f8rgsm\u00e5let rammer Olaf p\u00e5 et \u00f8mt punkt i hjertet. -Ja, svarer han. Jeg har en datter. Hun er fem \u00e5r nu. -Skal hun s\u00e5 med n\u00e5r \u00a0du flytter til Mallorca? -Det ved jeg ikke. Det er meget kompliceret. -Livet er kompliceret, svarer Robert. -S\u00e5 m\u00e5 du ogs\u00e5 have en kone ? Forts\u00e6tter han. Ja, det har jeg ogs\u00e5, men det g\u00e5r ikke s\u00e5 godt. Vi sover hver for sig. Olaf er forbavset over sin egen frimodighed overfor denne vildfremmede mand her p\u00e5 den nattem\u00f8rke vej h\u00f8jt oppe i de Mallorcinske bjerge.-Min kone og jeg sover ogs\u00e5 hver for sig. Det er der ikke noget ondt i. Vi kan jo ikke v\u00e6re teenagere hele livet. Siger han og ler.-N\u00e6h, det kan du have ret i.-Hvad laver du egentlig her i Deya, sp\u00f8rger Olaf. – Jeg g\u00e5r omkring og samler oliven. Jeg har et lille bijob hos en bonde som ejer hele omr\u00e5det her til venstre for vejen. Der er mange tr\u00e6er, s\u00e5 der er nok at g\u00f8re. -S\u00e5 det lever du af ? Sp\u00f8rger Olaf. -Ahr, jeg skriver ogs\u00e5 lidt engang imellem. -Hvad skriver du for noget? -Mest poesi lige nu, men jeg har da skrevet et par b\u00f8ger. -S\u00e5 er du m\u00e5ske forfatter? -Noget i den retning. Blandt andet. Olaf forst\u00e5r ikke rigtig manden. Hvad er han for een? De f\u00f8lges lidt ad i tavshed, s\u00e5 peger Robert p\u00e5 et stort hus, som ligger tilbagetrukket oppe bag nogle tr\u00e6er til h\u00f8jre for vejen de g\u00e5r p\u00e5. -Der bor jeg. Siger Robert. Og forts\u00e6tter: Men hvis du har lyst, s\u00e5 kom til middag i morgen. Min kone er en knag til at lave calamaris s\u00e5 englene synger. Skal vi sige klokken halv otte? Olaf er en smule forvirret over mandens g\u00e6stfrihed, men alt har jo v\u00e6ret usansynligt de sidste dage, s\u00e5 han siger mange tak og f\u00e5r et kraftigt h\u00e5ndtryk af en barket n\u00e6ve, som Olaf lige i det \u00f8jeblik mest fornemmer som tilh\u00f8rende en h\u00e5ndv\u00e6rksmand.<\/p>\n

Det var kulsort nat, da Olaf skiltes fra Robert. Han gik alene ud ad vejen og havde sv\u00e6rt ved at orientere sig. Der var dog en svag m\u00e5nestreg og selvf\u00f8lgelig tusindvis af stjerner, s\u00e5 han fandt nedgangen fra vejen til stien, der f\u00f8rte til hans hus. Da han n\u00e6rmede sig kr\u00f8b en dyb f\u00f8lelse af ensomhed ind p\u00e5 ham. Han skubbede den fra sig, tog n\u00f8glen frem fra sin lomme og l\u00e5ste sig ind. Han trykkede p\u00e5 kontakten lige indenfor d\u00f8ren og et svagt lys fra en gammel gl\u00f8delampe oplyste den smalle trappe op til sovev\u00e6relset. Da han var kommet op, t\u00e6ndte han den lille sengelampe p\u00e5 bordet og slukkede lyset i gangen. Der var koldt i rummet. N\u00e5r solen ikke varmede blev det hurtigt ret koldt p\u00e5 denne \u00e5rstid p\u00e5 Mallorca. Der var kun et tyndt senget\u00e6ppe over den store dobbeltseng, og han valgte derfor at sove med al t\u00f8jet \u00a0p\u00e5. Han kr\u00f8b ned under t\u00e6ppet, slukkede for lampen og l\u00e5 s\u00e5 der ganske alene i den store kolde seng.<\/p>\n

Natten blev lang. F\u00f8rst kunne han slet ikke falde i s\u00f8vn. Han fr\u00f8s, og m\u00e5tte flere gange op og g\u00f8re armbev\u00e6gelser og kuskeslag. S\u00e5 i seng igen og ligge og vende og vride sig, mens tankerne begyndte at terrorisere hans hoved. Hvad i hede hule helvede havde han gang i? Spurgte han sig selv. Han skulle jo hjem til Allinge og passe sin tandklinik, sin kone og sin lille datter. Han elskede sin kone og han elskede sin datter og han var glad for sin klinik og det nye hus hans svigerfor\u00e6ldre havde for\u00e6ret dem. Og Allinge var en yndig lille by med udsigt til Christians\u00f8 og fiskerb\u00e5de og alting. Og gode venner havde de der. Men alligevel var han ikke rigtig glad. Han husker, hvordan han rejste sig og sm\u00e6kkede d\u00f8ren h\u00e5rdt i da hans kone idelig skulle l\u00e6se en bestemt historie op for hans datter hver gang de spiste. Hans kone bestemte alt. Hun var en statelig kvinde med stor intellektuel forstand, og han havde altid set op til hende og pr\u00f8vet at efterleve hendes principper. M\u00e5ske var det alt det, der nu kom til udbrud her i Deya. Alt det, han havde undertrykt hos sig selv. Og som s\u00e5 havde medf\u00f8rt, at han faktisk havde levet et slags dobbeltliv med en malstr\u00f8m af uforl\u00f8ste muligheder, som aldrig kom til udtryk. Han var glad for musik, og spillede ogs\u00e5 lidt fl\u00f8jte og guitar selv. Han holdt ogs\u00e5 meget af at tegne og male, men det blev aldrig rigtig til noget virkeligt.<\/p>\n

S\u00e5 nu l\u00e5 han her, drevet af det man kunne kalde tilf\u00e6ldigheder, men som i virkeligheden nok var en dybere tilskyndelse i ham, som var kommet til udtryk og havde banet sig vej, som vand der altid finder udl\u00f8b.<\/p>\n

Han faldt i s\u00f8vn. Men midt om natten for han op. Han havde jo glemt at b\u00f8rste t\u00e6nder! Husk p\u00e5 han var tandl\u00e6ge, og ogs\u00e5 en pligtopfyldende og god tandl\u00e6ge. Han lagde stor v\u00e6gt p\u00e5 orden og renlighed. Ja engang imellem kunne man nok kalde ham pedantisk. S\u00e5 op igen og ned og ud i det lille anex og t\u00e6nde endnu en svag gl\u00f8delampe for at kunne se at h\u00e6lde vand i en kop og f\u00e5 b\u00f8rstet bisserne.<\/p>\n

S\u00e5 op igen og savne sin kones varme krop ved sin side. Men det var nu l\u00e6nge siden, de havde ligget s\u00e5dan. Han havde sit sovev\u00e6relse, og hun havde sit. Og hans datter havde sit. Ren adskillelse var det blevet til. Efter det lange for\u00e5r i f\u00e6ngslet…<\/p>\n

S\u00e5 endelig faldt han i s\u00f8vn. Og s\u00e5 kom sp\u00f8gelserne. I hobetal str\u00f8mmede de ind og befolkede det lille rum i La Vigna Pequena De Marcos Colom. Gamle vinb\u00f8nder med forvredne ansigter og krogede h\u00e6nder satte sig p\u00e5 hans bryst og klemte til. Hans mor kom i form af en fisk og kr\u00e6ngede sine sugel\u00e6ber ned over hans ansigt. Hans far, som han ikke kendte, kom og rev ham i skridtet og skreg \u00a0af latter . Og til sidst kom hans datter hen og stillede sig op ad sengen og gr\u00e6d. Det var for meget. Han v\u00e5gnede og t\u00e5rene stod ud af \u00f8jnene p\u00e5 ham. Han hulkede h\u00f8jt.<\/p>\n

Og s\u00e5 fik han fred. Og faldt i en dyb s\u00f8vn og v\u00e5gnede f\u00f8rst da solen tittede ind ad vinduerne til den store terrasse, hvor han gik ud og stillede sig op og s\u00e5 ud over havet. Og h\u00f8rte for\u00e5rsfuglene i tr\u00e6erne omkring huset og f\u00e5renes bj\u00e6ldeklang og luften var mild og dejlig og han skulle til middag hos Robert i aften.<\/p>\n

Det skulle nok g\u00e5 altsammen.<\/p>\n

(For \u00f8jeblikket er den skrivende p\u00e5 bes\u00f8g i Estellensc hos gode venner, som har lejet et hus h\u00f8jt oppe i Tramuntana bjergene p\u00e5 nordsiden af \u00f8en. De er meget glade for at vandre, s\u00e5 derfor g\u00e5r det meste af den skrivendes tid med at bev\u00e6ge sig til fods ad smalle stier i et \u00e6ventyrligt terr\u00e6n med dybe kl\u00f8fter ned til et \u00a0azurbl\u00e5t middelhav i str\u00e5lende sol. De medbringer madpakke og vand og s\u00e6tter sig ned p\u00e5 sten og spiser frokost. Derfor vil historien om Olaf og Robert f\u00f8rst blive fortsat om et stykke tid.)<\/p>\n

Den skrivende er nu sat i skammekrogen. Han har snydt sig til en favorabel plads i tilv\u00e6relsen, og m\u00e5 nu b\u00f8de derfor. Han har ikke p\u00e5 nogen m\u00e5de til hensigt at retf\u00e6rdigg\u00f8re sig selv, men vil alligevel p\u00e5 fornuftig vis fors\u00f8ge at udrede tr\u00e5dene.<\/p>\n

Da hans gode venner bekendtg\u00f8r, at de vil m\u00f8de ham p\u00e5 Mallorca, bliver han rigtig glad, men ogs\u00e5 en smule bekymret, da det g\u00e5r op for ham, at de har lejet et hus h\u00f8jt oppe i bjergene, hvor hans gamle folkevognscalifornia sansynligvis vil have vanskeligheder ved at komme op. Han overvejer endog at lade bilen blive nede i lavlandet i Palma p\u00e5 en parkeringsplads mens bes\u00f8get st\u00e5r p\u00e5, men beslutter s\u00e5 alligevel at pr\u00f8ve at f\u00e5 den med op til huset, da han jo ogs\u00e5 har alle sine ejendele og seng og t\u00f8j osv i den. For at vide hvordan tilk\u00f8rselsforholdene til huset er, s\u00e5 han er forberedt, tager han en dag, hvor det regner, op og orienterer sig omkring huset. Han tager imidlertid fejl, og tror at huset er et andet hus lidt h\u00f8jere oppe ad bjerget. Dette hus har imidlertid gode tilk\u00f8rselsforhold, og han gl\u00e6der sig over, at det ser ud til, at han kan bringe sin bil op til sine venners hus og bo i den under opholdet der.<\/p>\n

Dagen oprinder, hvor hans venner skal ankomme om eftermiddagen i lufthavnen i Palma, og da han er k\u00f8rt en dag tidligere til Andraitx, som ligger ved foden af bjergene, belutter han sig, for at v\u00e6re i god tid, til at s\u00e6tte af mod bestemmelsesstedet et stykke inden middag. Vejen derop er t\u00e5lelig, og han n\u00e5r opk\u00f8rslen som er ret bumby, men brugbar og k\u00f8rer op og f\u00e5r vendt sin bil, s\u00e5 den er parat til at k\u00f8re tilbage n\u00e5r den tid kommer. Imidlertid er det slet ikke det hus, hans venner har lejet som sagt, men en privat finca, hvor en vred kvinde kommer og sk\u00e6lder ham ud, da han smilende tr\u00e6der n\u00e6rmere, idet han tror, at det er her han skal bo. Ok, s\u00e5 huset, viser det sig, ligger l\u00e6ngere nede med indk\u00f8rsel ved en gitterl\u00e5ge, som ser lukket ud. Han holder nu udenfor denne gitterl\u00e5ge p\u00e5 ret kraftig h\u00e6ldning og har to muligheder. Enten at k\u00f8re ned og vente ved indk\u00f8rslen fra hovedvejen, eller se om l\u00e5gen kan lukkes op, s\u00e5 han kan k\u00f8re ind og parkere. Motoren snurrer og han er lidt nerv\u00f8s ved situationen, s\u00e5 han pr\u00f8ver om l\u00e5gen kan \u00e5bnes, og af en eller anden lumsk grund er den ikke l\u00e5st, men kan skubbes op. Han ser, at den betjenes af noget hydraulik, som dog ikke g\u00f8r synderlig modstand, da han presser p\u00e5, og l\u00e5gen lader sig langsomt \u00e5bne. Glad er han. Vejen mod tryg havn vinker forude. Han k\u00f8rer ind og parkerer og lukker taget op p\u00e5 sin bil og l\u00e6gger sig op i overk\u00f8jen og puster ud og falder hen. Da han v\u00e6kkes af husets v\u00e6rt, som nu er dukket op,for at tage imod hans venner, som skal komme fra Lufthavnen. V\u00e6rten r\u00e5ber op mod ham vredt, og sp\u00f8rger, hvad han g\u00f8r der. Han svarer, at han venter p\u00e5 sine venner fra Danmark. V\u00e6rten falder til ro, og sp\u00f8rger s\u00e5, hvordan han kom ind. Han svarer, at han kom ind gennem l\u00e5gen. -Var den \u00e5ben? Sp\u00f8rger v\u00e6rten, hvortil han svarer, at det var den. Hvilket den var. Den var ikke l\u00e5st. Havde den v\u00e6ret l\u00e5st, havde han jo ikke kunnet komme ind. V\u00e6rten l\u00f8ber til og fra og fors\u00f8ger at skubbe l\u00e5gen i, hvilket ikke lykkes. Han pr\u00f8ver at f\u00e5 hydraulikken i gang, men den virker ikke. Nu bliver den skrivende nerv\u00f8s igen. Er det ham, der har \u00f8delagt hydrulikken ved at skubbe l\u00e5gen op. M\u00e5ske t\u00e6nker han. P\u00e5 den anden side kunne denne v\u00e6rt jo have beskyttet sin kostbare hydraulik ved at holde l\u00e5gen l\u00e5st, s\u00e5 man ikke kunne skubbe den op. Den skrivende forholder sig i ro mens v\u00e6rten l\u00f8ber omkring og taler halvh\u00f8jt med sig selv som udtrykker \u00e6rgelse over l\u00e5gens sammenbrud og hentydninger til at den er tvunget voldeligt op. Den skrivende har d\u00e5rlig samvittighed ved disse ytringer og har flere gange lyst til at g\u00e5 ned og fort\u00e6lle at det var ham der \u00e5bnede l\u00e5gen. P\u00e5 den anden side er det jo klart, at det var ham idet bilen st\u00e5r inde i haven. S\u00e5 hvad skal han g\u00f8re? Han s\u00e6tter sig med en bog og afventer. Hvis v\u00e6rten vil ham noget, kan han henvende sig, t\u00e6nker han. Kommer det til en reparationssag vil han tage det derfra. Han kan ikke rigtig f\u00f8le sig som skyldig i nogen forbrydelse, da l\u00e5gen jo var ul\u00e5st og rimelig nem at presse op. Han stod der med en tung bil p\u00e5 skr\u00e5 ned ad en uj\u00e6vn vej. Han valgte at pr\u00f8ve at puffe til l\u00e5gen, der gik op. Han kunne komme ind, og han kom ind! Nu er han pludselig en indbrudstyv, der har tiltvunget sig adgang til fremmed ejendom. Han gider ikke at tage sagen alvorligt l\u00e6ngere. Han kunne selvf\u00f8lgelig have g\u00e5et hen til v\u00e6rten og sagt undskyld, og at det var ham, der havde presset l\u00e5gen op. Det gjorde han ikke. Basta.<\/p>\n

S\u00e5 han venter for at se, hvorledes sagen udvikler sig. V\u00e6rten f\u00e5r en reparat\u00f8r fra Palma til at komme. Det er en sikkerhedsventil, der er r\u00f8get. Hydraulikken er beskyttet mod pres med en ventil som bliver skiftet. L\u00e5gen virker, alle er glade. S\u00e5 kommer regningen. 95 euro. Den skrivende havde i sine vildeste fantasier t\u00e6nkt p\u00e5 reparationskrav p\u00e5 mange hundrede euro udfra v\u00e6rtens klage over situationen. Og ville under ingen omst\u00e6ndigheder komme kravet i fork\u00f8bet med en “Tilst\u00e5else” Han f\u00f8ler principielt ikke, at han har gjort noget forkert, men kan godt m\u00e6rke, at det kan tolkes s\u00e5dan, da hans gode ven antyder, at han ville snyde sig fri, ved ikke at st\u00e5 frem som “synderen” der \u00f8delage den stakkels v\u00e6rts stakkels hydraulikport. Prikken over iet kommer, da hans gode vens kone ved morgenmaden, som han i \u00f8vrigt f\u00e5r lov at tilbringe alene, ligeud siger, at det var “ufint” det han gjorde. S\u00e5 sl\u00e5r det klik. Han forst\u00e5r ikke en skid. Han m\u00e6rkede godt nok, at der var sket noget med den hydrulik, da v\u00e6rten l\u00f8b omkring og pev. Havde han gjort noget forkert ved at presse l\u00e5gen op? Nej ikke det, men han havde efter sin vens kones opfattelse gjort noget forkert ved ikke at have taget kontakt med v\u00e6rten, da han h\u00f8rte, han pev, og deltaget i hans piveri, og foresl\u00e5et, at det kunne v\u00e6re hans skyld. Men s\u00e5 havde han jo accepteret v\u00e6rtens uskyld. Og han havde glemt at l\u00e5se sin l\u00e5ge. S\u00e5 hvem har bolden?<\/p>\n

Bolden lod den skrivende sv\u00e6ve lidt i luften, og gik en tur op ad 221 stien mod Banyabulfar. Da han var ved at blive k\u00f8rt i afgrunden af to mountaincykelryttere, valgte han at vende om og gik ind i sin bil og sendte v\u00e6rten en undskyldning for sin optr\u00e6den i forbindelse med den broken hydraulik uden dog at undlade at n\u00e6vne, at v\u00e6rten m\u00e5ske selv havde en lillebitte del af skylden idet han jo ikke havde l\u00e5st porten.<\/p>\n

V\u00e6rten svarer at han accepterer undskyldningen, men tilf\u00f8jer, at han burde have ventet med at tr\u00e6nge ind p\u00e5 \u00a0hans grund f\u00f8r den aftalte tid, og derfor teknisk set har beg\u00e5et indbrud og h\u00e6rv\u00e6rk. Den skrivende ser i samme \u00f8jeblik, hvor nemt det er at komme i uf\u00f8re i vore dage. Dette viser sig ligeledes i det faktum, at han blot p\u00e5 en lille l\u00f8betur i dag oppe p\u00e5 vandrestien, da han var ved at blive v\u00e6ltet omkuld af mountainbikes, kom til at tr\u00e6de sk\u00e6vt p\u00e5 sin venster fod, hvorved han nu har sv\u00e6rt ved at g\u00e5. Han h\u00e5ber imidlertide det fortager sig til hans datter med familie ankommer om 14 dage!<\/p>\n

P\u00e5 trods af mis\u00e6ren med hydraulikporten var opholdet i Estellentc en succes. Der var hele vandredage med utrolige naturoplevelser og dejligt samv\u00e6r med gode venner. Vi var inde og spise p\u00e5 Cellar Sa Premsa og p\u00e5 Mus\u00e6um i Palma, og fik udforsket kystomr\u00e5det fra Esporles via Banyabulfar til Estellentc ganske grundigt ad de godt afm\u00e6rkede vandrestier. Vi skiltes som venner, selvom der stadig h\u00e6nger en lille sort sky over mit hoved, som jeg nu vil lade solen bortfjerne om den vil. Og s\u00e5 se fremad for bilen kom hel ned, og der var plads p\u00e5 molen i Andratx!<\/p>\n

 <\/p>\n

Her forts\u00e6tter s\u00e5 historien om Oluf.<\/p>\n

Han forberedte sig til middagen hos Robert ved i l\u00f8bet af dagen, der var solrig og varm, at tage en lang sv\u00f8mmetur nede i calaen mellem de h\u00f8je klipper. Han elskede at sv\u00f8mme. Gerne langt ud, s\u00e5 han n\u00e5ede en gr\u00e6nse. Gr\u00e6nsen for, hvis han fortsatte, s\u00e5 ville han drukne. N\u00e5r han vidste, at blot endnu et sv\u00f8mmetag ubetinget ville medf\u00f8re hans d\u00f8d, vendte han om. Hvordan kunne han nu vide det? Hvordan kunne han vide, at han havde n\u00e5et gr\u00e6nsen? I det daglige liv var det let nok. Han k\u00f8rte h\u00e5rdt p\u00e5, og n\u00e5r han var i tvivl, k\u00f8rte han videre, og s\u00e5 skete det. Han overtr\u00e5dte gr\u00e6nsen, og konsekvenserne indfandt sig. S\u00e5 vidste han, at han havde n\u00e5et gr\u00e6nsen. Men herude p\u00e5 vandet var det noget andet. Da var det angsten, der bestemte. N\u00e5r frygten kom ind over ham, som regel langsomt krybende, forbandt han sig med den og l\u00e6rte p\u00e5 den m\u00e5de sig selv at kende. Han frygtede ikke frygten, men benyttede sig af dens tilstedev\u00e6relse til at f\u00e5 indsigt i sine egne reaktioner. Herude i havet havde han kun sig selv at stole p\u00e5. Det var det, der var finessen. S\u00e5 vidste han at se sandheden om sin egen d\u00f8delighed i \u00f8jnene. S\u00e5 fik han fred. Og s\u00e5 vendte han om. Det var ligesom han m\u00e5tte ud, hvor han ikke kunne bunde. S\u00e5dan var det ogs\u00e5 i forholdet til andre mennesker.<\/p>\n

N\u00e5r han var i en relation til et andet menneske, var det ofte s\u00e5dan, at der indfandt sig krav. Krav om hensyn. Krav om underkstelse om man vil. Og igen k\u00f8rte han disse krav helt ud i det extreme, n\u00e5r det gjaldt om at finde ud af hvem i helvede han var. Det var ligesom en indbygget bev\u00e6gelse, som l\u00e5 i alt, som han m\u00e5tte f\u00f8lge. S\u00e5 kom svaret som regel af sig selv. Det havde han bem\u00e6rket, og det levede han efter.<\/p>\n

Robert tog i mod ham i d\u00f8ren. Han var hjertelig og smilende og b\u00f8d ham indenfor og pr\u00e6senterede ham for sin kone. Hun var helt hvidh\u00e5ret og havde et lidt stift ansigtsudtryk, men udstr\u00e5lede varme og im\u00f8dekommenhed ligesom sin mand. De gik til bords med det samme. Et stort egetr\u00e6s langbord med en gammel smedejernslysekrone hen over. Der var d\u00e6kket op med blomster og h\u00f8je glas. Tallerkenerne var store og i fajance. De fik en let suppe f\u00f8rst. Sk\u00e5lede i k\u00f8lig mallorcinsk vin og samtalede let om Deya og \u00e5rstidens vejr. S\u00e5 kom de store dampende bl\u00e6ksprutter ind p\u00e5 et fad. De var omgivet af gr\u00f8ntsager og skiver af citron. Vinen de drak, var stadig den samme lette hvide. Da de var f\u00e6rdige, gik hans kone afsides og Robert viste Olaf ind i et lille bibliotek, hvor de satte sig.<\/p>\n

-Hvad er det s\u00e5 du vil her i Deya? Spurgte Robert. -Dybest set, s\u00e5 ved jeg det ikke. Svarede Olaf. -Men det har nok noget at g\u00f8re med min situation hjemme i Danmark. Jeg har jo b\u00e5de kone og barn og en dejlig tandklinik p\u00e5 Bornholm, s\u00e5 i grunden burde jeg jo v\u00e6re tilfreds, ikke? \u00a0Olaf s\u00e5 sp\u00f8rgende p\u00e5 den gamle mand med det store viltre h\u00e5r og de kloge \u00f8jne. – Du har nok ikke v\u00e6ret klar over hvem du er, og hvad du skal her i livet. S\u00e5dan g\u00e5r det for de fleste. De bliver presset ind i et m\u00f8nster fra den dag, de bliver f\u00f8dt, og s\u00e5 forts\u00e6tter de bare den inerti resten af deres liv. Det er som en billiardkugle, der har f\u00e5et et skub i en bestemt retning. Den forts\u00e6tter bare lige derudaf indtil den rammer et punkt og s\u00e5 bum, s\u00e5 skifter den kurs og aner faktisk slet ikke hvor den er p\u00e5 vej hen. – Og det skub har jeg s\u00e5 f\u00e5et her i Deya, er det det du mener? Spurgte Olaf. – Det ser s\u00e5dan ud, svarede Robert. – Denne lokalitet har visse egenskaber, man ikke finder s\u00e5 mange andre steder p\u00e5 kloden. Jeg talte en gang med Aldous Huxley om det. Du ved, han har s\u00f8gt og s\u00f8gt hele sit liv. Hans sidste p\u00e5fund var mescalinsvampe, han havde f\u00e5et af nogle indianere ude i Mexico. Han fortalte, at det havde givet ham en indsigt, som ellers var umulig at f\u00e5. Men jeg er nu ikke s\u00e5 sikker p\u00e5 om han har ret. Ogs\u00e5 alle disse moderne guruer og vism\u00e6nd, for slet ikke at tale om Jiddu Krishnmurti, som jo er blevt udn\u00e6vnt til den nye Jesus, er allesammen nogle phoneyes, som bare bringer folk p\u00e5 vildspor. Robert havde talt sig varm. Olaf lyttede opm\u00e6rksomt. – Nej poesi er, hvad vi beh\u00f8ver i denne verden. Og det er hvad jeg finder her i denne dal. Poesi til overflod. De \u00e6ldgamle oliventr\u00e6er, mandeltr\u00e6erne i blomst, fuglekoret, menneskene som n\u00f8jsomt passer deres jord, alt det har inspireret mig, og vil inspirere til min d\u00f8d. Men bid vel m\u00e6rke i. Det vil ikke forts\u00e6tte. De gr\u00e5dige horder, som allerede har besat store dele af denne yndige \u00f8, vil langsomt men sikkert opsluge ogs\u00e5 denne plet. Men s\u00e5 er jeg d\u00f8d og borte og ligger oppe p\u00e5 kirkeg\u00e5rden og godter mig over, at jeg ikke skal oplev det. Tak gud! Han klappede i sine store h\u00e6nder og slog en gungrende latter op. I det samme kom hans kone ind og satte to kaffekopper frem p\u00e5 det lille bord imellem dem. -Tak, min s\u00f8de, sagde Robert, og hans kone sendte ham et k\u00e6rligt smil.<\/p>\n

De drak kaffen i tavshed. -Skriver du? Spurgte Robert efter en stund. -Ja, lidt, men mest digte, svarede Olaf. -Det er godt, bliv ved med det. Det er godt for sj\u00e6len at skrive. Skidt v\u00e6re med om det bliver udgivet eller ej. Det finder nok sin egen vej. Jeg trykker selv mine digte. Med en gammel engelsk presse, jeg k\u00f8bte i London for nogle \u00e5r siden. Og papiret de bliver trykt p\u00e5 laver jeg ogs\u00e5 selv. Det er en meget sp\u00e6ndende proces. S\u00e5 er man helt uafh\u00e6ngig af distribut\u00f8rer. Det er en lettelse. Han lo. Jeg snakkede forresten med en stor digter sidste \u00e5r. Han bliver nok,nobelpristager en dag! De kom sejlende hertil og l\u00e5 nede i Cala nogle dage. Han havde sine to b\u00f8rn og en fortryllende kone med ombord. Bob Dylan hedder han. Ham skal du l\u00e6gge m\u00e6rke til. -Jeg kender ham godt, svarede Olaf. Kom han her \u00a0og bes\u00f8gte dig? -Ja, jeg havde m\u00f8dt ham tidligere i LA, hvor der var en forfatterkongres. S\u00f8d fyr i \u00f8vrigt.<\/p>\n

Olaf kunne m\u00e6rke, at aftenen var ved at rinde ud. Han gjorde tegn til opbrud og takkede Robert og hans kone for en dejlig aften og forlod det store terracottafarvede hus ved vejen og gik ud i den stjernebestr\u00f8ede nat.\"\"<\/p>\n

Rejsen n\u00e6rmede sig sin afslutning. Olaf var ikke kommet til indien, som han havde \u00f8nsket, men han var kommet et andet sted hen, som han m\u00e5ske alligevel i sit sinds dyb havde \u00f8nsket. Nu skulle han hjem. Hjem til sin kone, sin lille datter og sit trivielle liv i tandklinikken i Allinge. Det var ihvertfald hvad han t\u00e6nkte, da han sad i bussen p\u00e5 vej ned fra bjergene og Deya. Han t\u00e6nkte, at han m\u00e5tte pr\u00f8ve at f\u00e5 sin kone til at forst\u00e5, at det kun var midlertidigt, han havde behov for at v\u00e6re v\u00e6k, men han frygtede det v\u00e6rste.<\/p>\n

Nordmanden tog imod ham p\u00e5 v\u00e6relset. Han var ved at pakke. -Hvor har du v\u00e6ret? Spurgte han. -Jeg har savnet dig. Han lo. -Jeg har v\u00e6ret p\u00e5 bes\u00f8g hos nogle venner oppe i bjergene. Svarede Olaf. -Godt for dig. Sagde nordmanden. -Men du m\u00e5 hellere ruppe dig, for bussen til lufthavnen g\u00e5r om en halv time. Olaf pakkede i hast sine f\u00e5 ting, og gik ned til bussen, som ventede udenfor hotellet.<\/p>\n

Han skulle m\u00f8de sin familie ude p\u00e5 Frederiksberg i K\u00f8benhavn hos en ven, de havde boet hos i nogle dage. Olaf kunne ikke f\u00e5 sig selv til at sige noget om sine planer der. De gik tur ned ad Gammel Kongevej med deres datter imellem sig, og Olaf var lige ved at sige noget om det, der var sket p\u00e5 Mallorca, men blev bremset. Han kunne simpelthen ikke f\u00e5 det sagt. Det var en pine.<\/p>\n

F\u00f8rst da de kom hjem og var kommet ind i dagligdagen nogen tid efter, kom det frem. Han stod og skulle til at t\u00f8mme skraldespanden. Idet han tog plasticposen fra holderen og l\u00f8ftede den op kom det: -Jeg har lejet et hus i Deya p\u00e5 Mallorca. Du m\u00e5 give mig et par m\u00e5neder. Der er noget, jeg m\u00e5 have rede p\u00e5, sagde han til sin kone, der stod bagved ham og stillede nogle glas p\u00e5 plads. Der blev et \u00f8jebliks tavshed. Helt stille imellem dem. Hun havde nok kunnet m\u00e6rke p\u00e5 ham, at noget var p\u00e5 vej, for sp\u00e6ndingen mellem dem blev betydelig. S\u00e5 vendte hun ham ryggen og gik sin vej ud af k\u00f8kkenet. Han stod der alene, og det var ligesom et jernt\u00e6ppe gik ned foran hans \u00f8jne.<\/p>\n

Men dybt inde i ham selv gik et t\u00e6ppe op.<\/p>\n

 <\/p>\n

Indl\u00e6gget forts\u00e6ttes nu under overskriften<\/p>\n

Natural Writing.<\/p>\n

 <\/p>\n

 <\/p>\n

 <\/p>\n

 <\/p>\n

 <\/p>\n

 <\/p>\n

 <\/p>\n

 <\/p>\n

 <\/p>\n

 <\/p>\n

 <\/p>\n

 <\/p>\n

 <\/p>\n

 <\/p>\n

 <\/p>\n

 <\/p>\n

 <\/p>\n

 <\/p>\n

 <\/p>\n

 <\/p>\n

 <\/p>\n

 <\/p>\n","protected":false},"excerpt":{"rendered":"

Farvel, farvel k\u00e6re Blanes. Farvel mine rare medpensionister, som tilsidst s\u00e5 sandlig blev for\u00f8get med to danskere. Pludselig stod der en p\u00e6n dame udenfor bilen, mens jeg sad og sn\u00f8rede mine l\u00f8besko. -Er du den viking, ham svenskeren som bor i Tyskland og som er gift med en kvinde fra Lichtenstein? sp\u00f8rger hun, -Som bor […]<\/p>\n","protected":false},"author":1,"featured_media":0,"comment_status":"open","ping_status":"open","sticky":false,"template":"","format":"standard","meta":{"footnotes":""},"categories":[1],"tags":[],"class_list":["post-251","post","type-post","status-publish","format-standard","hentry","category-uncategorized"],"_links":{"self":[{"href":"https:\/\/jenshoey.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/posts\/251","targetHints":{"allow":["GET"]}}],"collection":[{"href":"https:\/\/jenshoey.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/posts"}],"about":[{"href":"https:\/\/jenshoey.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/types\/post"}],"author":[{"embeddable":true,"href":"https:\/\/jenshoey.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/users\/1"}],"replies":[{"embeddable":true,"href":"https:\/\/jenshoey.dk\/index.php?rest_route=%2Fwp%2Fv2%2Fcomments&post=251"}],"version-history":[{"count":76,"href":"https:\/\/jenshoey.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/posts\/251\/revisions"}],"predecessor-version":[{"id":1850,"href":"https:\/\/jenshoey.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/posts\/251\/revisions\/1850"}],"wp:attachment":[{"href":"https:\/\/jenshoey.dk\/index.php?rest_route=%2Fwp%2Fv2%2Fmedia&parent=251"}],"wp:term":[{"taxonomy":"category","embeddable":true,"href":"https:\/\/jenshoey.dk\/index.php?rest_route=%2Fwp%2Fv2%2Fcategories&post=251"},{"taxonomy":"post_tag","embeddable":true,"href":"https:\/\/jenshoey.dk\/index.php?rest_route=%2Fwp%2Fv2%2Ftags&post=251"}],"curies":[{"name":"wp","href":"https:\/\/api.w.org\/{rel}","templated":true}]}}