{"id":14,"date":"2017-01-28T11:06:20","date_gmt":"2017-01-28T11:06:20","guid":{"rendered":"http:\/\/jenshoey.dk\/?p=14"},"modified":"2018-09-01T07:38:50","modified_gmt":"2018-09-01T07:38:50","slug":"rejselyst","status":"publish","type":"post","link":"https:\/\/jenshoey.dk\/?p=14","title":{"rendered":"Rejselyst."},"content":{"rendered":"

\"\"Mit hjem p\u00e5 Mallorca. La Vigna Pequena de Marcos Colon beliggende helt ude p\u00e5 spidsen af forbjerget med udsigt over det nordlige middelhav. Her vil jeg k\u00f8rer til. Forh\u00e5bentlig er vejret lidt bedre dernede. I morgen tager jeg f\u00e6rgen til Puttgarden, hvorefter jeg med 80 km i timen vil bev\u00e6ge mig ned gennem nordeuropa til det lille fyrstend\u00f8mme Luxenburg, hvor der efter sigende skulle v\u00e6re en \u00e5ben campingplads i bjergrigt terr\u00e6n med vandremuligheder. Jeg gl\u00e6der mig usigeligt til at bev\u00e6ge mig lidt udenfor de s\u00e6dvanlige dentale rammer.Jeg har lavet denne hjemmeside udelukkende for min egen skyld, og jeg forventer ikke, at nogen kigger med. Derfor blev jeg da ogs\u00e5 meget overrasket, da jeg erfarede at have f\u00e5et en kommentar. Det viste sig imidlertid, at det blot var en ung mand fra Rusland, som ville s\u00e6lge mig T-shirts med hans logo i russiske bogstaver, som jeg selvf\u00f8lgelig ikke forstod en dyt af.<\/p>\n

 <\/p>\n

En herlig campingplads oppe i spidsen af Luxenburg var bestemmelsesstedet som drev chauff\u00f8ren fremad. Afk\u00f8rslen fra motorvejen lovede godt. Klokken er halv tolv om natten, og vores driver er efterh\u00e5nden godt tr\u00e6t af den evige chikane fra de endel\u00f8se r\u00e6kker af store lastvogne med anh\u00e6ngere, som svinges ind foran den lille camper med den gamle mand ved rattet, som lige for at give ham en p\u00e5mindelse om, at han intet har at g\u00f8re der p\u00e5 den udstrakte bane, som helt tilh\u00f8rer den erhvervsdrevne kolods.<\/p>\n

Der l\u00e5 s\u00e5 tankstationen og lyste indbydende i m\u00f8rket. Med kaffebar og varme muffins. Og en dieselpris langt under, hvad danske selskaber kan tilbyde. Og minsanten om ikke californiaen havde n\u00e5et det bem\u00e6rkelsesv\u00e6rdige resultat, at kunne k\u00f8re over 11 km pr liter ! Det var aldrig sket f\u00f8r, men var ogs\u00e5 udelukkende fordi hastigheden under hele turen aldrig var n\u00e5et over 90 km\/t.<\/p>\n

M\u00e6t og tr\u00e6t som han var, virkede de blot 90 km til bestemmelsesstedet for vores rejsende yderst lovende. Indtil han m\u00f8dte et stort r\u00f8dt skilt, hvorp\u00e5 der stod at vejen var sp\u00e6rret p\u00e5 grund af reparation. Han blev nu ad forskellige om-k\u00f8rsler ledt langt ind i en bjergskov med dybe skr\u00e5ninger p\u00e5 hver side. Og opad gik det i h\u00e5rn\u00e5leving, s\u00e5 motoren hostede og prustede og hjerteslaget blev hurtigere og hurtigere for vor gamle ven. Tilsidst kunne han ikke komme videre, for vejen gik ned i en slugt, hvor den forsvandt i m\u00f8rket. Da \u00a0s\u00e5 han de hektiske bl\u00e5 blink fra politibilen, som i samme \u00f8jeblik kom dr\u00f8nende op fra hullet, han stod foran. Han blev v\u00e6ltet omkuld. Hans camper skred i det l\u00f8se sand og rullede under stort spetakel ud i hullet. Politiet greb ham i armen, som de vred rundt. Nu sidder han alene i sin celle og spekulerer p\u00e5, hvordan han skal komme videre p\u00e5 sin rejse.<\/p>\n

Forts\u00e6ttelse f\u00f8lger.<\/p>\n

L\u00f8rdag den 4 febr. 2017 Lyon i Frankrig.<\/p>\n

S\u00e5 sad jeg der i f\u00e6ngslet og spekulerede p\u00e5, hvordan jeg skulle slippe ud. Det gik der nogle timer med. D\u00f8ren blev \u00e5bnet,og ind tr\u00e5dte de to betjente, som havde taget mig. Nu var de smilende og servile, og vidste ikke, hvordan de bedst kunne undskylde deres h\u00e5rdh\u00e6ndede behandling. Det hele var en misforst\u00e5else, sagde de. Det var en bj\u00f8rn, de var ude efter. En bortl\u00f8ben bj\u00f8rn fra et cirkus. Som havde stranguleret flere b\u00f8rn fra en b\u00f8rnehave nede i dalen. Og de havde troet, at det var mig, som havde gjort det. S\u00e5 nu ville de g\u00f8re sagen god igen. De l\u00f8slod mig straks og gav mig morgenkaffe og gifler. Nogle s\u00e6rlige gifler,man kun fremstiller i Luxenburg! Og som om det ikke var nok, s\u00e5 trak de mig hen til vinduet og pegede ned p\u00e5 gaden, hvor der stod en spritny California. -Den er til dig som plaster p\u00e5 s\u00e5ret!<\/p>\n

S\u00e5 nu k\u00f8rte den gamle mand videre i et s\u00f8lvfarvet k\u00f8ret\u00f8j med l\u00e6ders\u00e6der og turbo. Han ville ind og se byen, men atter var der vejarbejde, s\u00e5 han blev omdirigeret, og endte dybt nede i en parkeringsk\u00e6lder under et stort varehus, hvor han k\u00f8rte rundt i timevis uden at kunne finde udgangen.En behjertet kvinde i en nabobil kom ham til hj\u00e6lp.Hun var datter af en visekonsul, som ogs\u00e5 havde sine ben indenfor i den Luxenburgske bankverden, s\u00e5 da de kom op i lyset igen, inviterede hun ham p\u00e5 middag oppe i tagrestauranten, hvor de fik grilleret bl\u00e6ksprutte og k\u00f8lig Luxenburgsk vin. Da kvinden imidlertid inviterede p\u00e5 bes\u00f8g i hendes hotelv\u00e6relse p\u00e5 Plaza, sagde jeg stop. Der s\u00e6tter jeg gr\u00e6nsen. Og jeg er jo ogs\u00e5 en gammel mand! S\u00e5dan noget g\u00f8r gamle m\u00e6nd ikke. Ikke hvis de vil kaldes ORDENTLIGE. Og det er jeg. Ordentlig!<\/p>\n

Ankom kl halv tre om natten til den internationale campingplads i Lyon. Her var frit internet, og inden jeg sov s\u00e5 jeg de f\u00f8rste to afsnit af Aquarious med David Duchovny. Omhandlende Manson sagen. Nu skinner solen fra en lysebl\u00e5 himmel. Jeg vil have morgenmad. Nybagt spr\u00f8d fransk \u00a0flutes og camenbert, og s\u00e5 ud og se byen. Til fods!<\/p>\n

S\u00f8ndag den 5 febr 2017 Lyon.<\/p>\n

Hastighed er noget m\u00e6rkeligt noget. Hvor hurtigt skal det hele g\u00e5? Skal det overhovedet g\u00e5? Kan det ikke bare st\u00e5? I morges da jeg v\u00e5gnede i min lille bil efter en rolig nat med regndryp p\u00e5 taget og en varmebl\u00e6ser, der nu og da satte i gang med en susen, som bragte temperaturen op p\u00e5 et behageligt niveau, t\u00e6nkte jeg straks p\u00e5, at nu m\u00e5tte jeg afsted. N\u00e6ste punkt p\u00e5 dagsordenen, som man siger. Barcelona i en ruf, ikke ? Og s\u00e5 blev jeg pludselig lidt forpustet over min egen iver for at komme videre. Altid videre og videre. Det ligger implicit i alle mine handlinger. De skal bringe mig videre. Meget underligt, ikke? For hvad er det jeg skal n\u00e5? Dybest set. Helt nede i den eksistentielle grund.<\/p>\n

S\u00e5 t\u00e6nkte jeg (for nu og da t\u00e6nker jeg ret fornuftigt…) at jeg jo liges\u00e5godt kunne tage en dag til her i Lyon, og ikke skynde mig i fuld fart hen til det n\u00e6ste sted. S\u00e5 det har jeg besluttet. Jeg har besluttet mig til at blive her lidt endnu. Lige som i livet, ikke? Lidt endnu.<\/p>\n

For n\u00e5r alt kommer til alt, s\u00e5 er situationen langt mere kostbar end den m\u00e5lrettede adf\u00e6rd, vi som regel betjener os af.<\/p>\n

Han gik op til stoppestedet for bus nr. 3 . Her sad en ung pige og ventede. P\u00e5 sit gebrokne fransk spurgte han om det var her bussen gik til Gorge de Loup, Qui, svarede hun, og s\u00e5 var han glad. Buschauff\u00f8ren instruerede ham i, at billetten ogs\u00e5 gjaldt som betaling i metroen, og s\u00e5 k\u00f8rte han ind mod centrum. Han havde besluttet sig for at blive klippet, og minsaten om ikke der fandtes en salon for m\u00e6nd lige der p\u00e5 stationen. Der sad 20 m\u00e6nd og ventede. Hovedsagelig arabere, s\u00e5 han besluttede at tage klipningen p\u00e5 hjemturen.<\/p>\n

Metroen et enkelt stop, s\u00e5 var han midt i Lyons gamle bydel med et mylder af mennesker, fortovsrestauranter, crepebarer og pubs, hvor skarer af \u00a0 heppende herrer deltog i kampen mellem England og Frankrig p\u00e5 storsk\u00e6rm. Han blev hurtigt tr\u00e6t af al den aktivitet og fandt en b\u00e6nk i en lille park, hvor de fodboldglade m\u00e6nds koner sad og passiarede mens b\u00f8rnene var i gang med at lege.<\/p>\n

P\u00e5 hjemvejen var herresalonen nu kun halvfuld, s\u00e5 han satte sig til at vente. En venlig fransk herrefris\u00f8r af Orientalsk afstamning speed-klippede ham for 10 euro, og s\u00e5 ventede den lille bil med nytillavet tomat-l\u00f8g-agurke-brieost salat med oliven og fransk vineddikedressing, flutes og en herlig lokal maconvin til. Netflix virker stadig en dag endnu, men det er ikke sikkert, at det bliver forl\u00e6nget. Disse serier fanger hurtigt interessen, men s\u00e5, n\u00e5r man er hooked, g\u00e5r de i tomgang og bliver kedelige. I hvert fald de fleste, synes jeg.<\/p>\n

Mandag den 6 febr. 2017 Lyon.<\/p>\n

Her sidder jeg stadig og har det noget s\u00e5 fortrinligt. Byen \u00e5bner sig for mig og viser sig fra sin k\u00f8nneste side. Rhonen flyder mageligt afsted under de smukt belyste buede broer. Den lille spidst\u00e5rnede kirke i Vieux Lyon med de farvestr\u00e5lende mosaikvinduer b\u00f8d til messe, og jeg tr\u00e5dte ind i et r\u00f8gelsesfyldt helvede med pr\u00e6ster, der med salvelsesfulde stemmer sang pr\u00e6ludier af Bach. Den unge messedreng med de lange hvide fingre og kappen ned til fods\u00e5lerne betjente biskoppen med en ih\u00e6rdighed, som m\u00e5tte menes skulle aftvinge respekt, men som hos den indtr\u00e6ngende g\u00e6st kun bragte afsky. Forf\u00e6rdeligt i alle retninger, men dejligt at sidde ned efter en lang spadserertur fra Bellecour langs med floden op til katedralen med ophold flere steder, hvor nyudsprungne rosentr\u00e6er sendte for\u00e5rsdufte ud i luften til den forbipasserende. En \u00e6ldre gangbesv\u00e6ret kvinde gav i et glimt informationer om alderdommens visdom. Det at kunne give sig tid til at s\u00e6tte sig ned. Som Kim Larsen siger: Salig er den, som s\u00e6tter sig ned. Jeg siger: Det bedste jeg ved – er at l\u00e6gge mig ned.<\/p>\n

tirs. 7 febr 2017<\/p>\n

I dag tager jeg videre. Sgu s\u00e5. Det sm\u00e5regner og er kun 6 grader. Det norske meterologiske institut siger 15 i Barcelona og 18 p\u00e5 Mallorca og sol. S\u00e5 dernedaf som man siger.\"\"<\/p>\n

S\u00e5 var det der! Middelhavet. Utroligt. H\u00e6slig tur. Nat og \u00f8sende regn. Store lastbiler som sendte kaskader af grusfyldt vand ligeop i fj\u00e6set. Han sidder og styrer sin bil. Hjertet hamrer i livet p\u00e5 ham. Tungen lige i munden hele tiden. Ingen svinke\u00e6riender hen til radioen. K\u00f8r bil n\u00e5r du k\u00f8rer bil, synger det i hans \u00f8re.<\/p>\n

Ud af Lyon med sm\u00e5dryp og tung gr\u00e5 himmel. Men f\u00f8rst skulle hans datter have den creme mod hendes atopiske eksem. Det skulle hun alts\u00e5. Posthuset\u00a0var lige ved at lukke, men han n\u00e5ede det,og cremen blev sendt i en fin brun kasse.<\/p>\n

Et par hundrede kilometer syd for Lyon klarede det langsomt op. Ude i horisonten l\u00e5 solen og bl\u00e6ndede ham i forruden. Avignon var i sigte, og han sang om broen, som vi danser p\u00e5, og besluttede at \u00e6ndre kurs for et par dage der. Det skulle han aldrig have gjort. Da han kom fri af betalingsanl\u00e6get, blev han af en str\u00f8m af myldretidsbiler f\u00f8rt direkte ind p\u00e5 en k\u00e6mpe parkeringsplads ved et supermarked. En labyrint han n\u00e6r ikke var kommet ud af. Franskm\u00e6ndene k\u00f8rte som d\u00f8d og helvede. I rundk\u00f8rslen var han ved at blive torpederet af en arrig karl, som ville frem.<\/p>\n

Ingen tvivl. Bare direkte mod Barcelona, og s\u00e5 kom uvejret, som varede hele natten. I serpentinsving ned ad bjerget mod kysten med en hale af ut\u00e5lmodige biler bag sig n\u00e5ede han lidt over midnat en lukket indgang til campingpladsen, hvor han opl\u00f8ftet af et godt \u00a0glas fransk r\u00f8dvin og resten af den spr\u00f8de flutes, lidt efter sank sammen i sin seng. \u00a0Han dr\u00f8mte nu om sin tid som sl\u00e6def\u00f8rer i Scoresbysund, og inds\u00e5 hvor klar hans livsbane egentlig var. Nu var det ikke et tolv-spand hunde men en \u00e6ldre dieselmotor, som trak ham frem. Nu var det ikke to sk\u00f8nne eskimoiske kvinder i l\u00f8betid, men tanken om et dyk i middelhavet, der drev ham. Han ville evigt og altid v\u00e6re p\u00e5 farten. Det inds\u00e5 han denne nat mens regnen trummede p\u00e5 taget af hans bil. Og om morgenen lukkede porten op og en venlig engl\u00e6nder p\u00e5 vej til toilettet gav ham instrukser om forholdene her p\u00e5 pladsen.<\/p>\n

I \u00f8vrigt er det den 8 febr. 2017<\/p>\n

S\u00e5 her blive han nok et stykke tid. Forholdene er ideelle. Solen skinner nu fra en skyfri lysebl\u00e5 himmel. Under pinjerne er bilen placeret med kig ned til azurhavet, han elsker. B\u00f8lgerne er store. Rev ham n\u00e6sten omkuld her til morgen, da han p\u00e5 usikre ben stolprede ned ad den stejle skr\u00e5ning mod dybet. En stor ilanddreven tr\u00e6stamme sidder han p\u00e5 og ser horisontens beroligende lige linie. S\u00e5 frotte med det store h\u00e5ndkl\u00e6de og badek\u00e5ben p\u00e5. Oppe ved duchen sidder katten med de gule \u00f8jne og venter p\u00e5 ham. Den spinder k\u00e6lent og han stryger den over ryggen som gnistrer af elektricitet.<\/p>\n

Nu er taget sl\u00e5et op. Bilen har f\u00e5et sig en overhaling og fors\u00e6det er vendt om, s\u00e5 han kan sidde der og l\u00e6se. Spanden med malergrej er taget ud og st\u00e5lb\u00f8rsten taget frem. S\u00e5 snart overfladen er t\u00f8r nok, skal alle rustpletterne b\u00f8rstes af og have m\u00f8njemaling. Det er ligesom p\u00e5 skibet. Hans gamle sagitta. Den skulle ogs\u00e5 \u00a0hele tiden have en overhaling, s\u00e5 han kunne komme videre. Han har h\u00e6ngt en snor op mellem to tr\u00e6er, s\u00e5 badet\u00f8jet kan blive t\u00f8rret. Er ved at finde sin plads her i Blanes. S\u00e5 kvajler han restlinen p\u00e6nt op og h\u00e6nger den p\u00e5 elskabet ved siden af bilen. S\u00e6tter sig ind og har en l\u00e6ngere samtale med en franskmand som dobbeltchargede hans mastercard. Derefter en l\u00e6ngere samtale med danske bank, som lover at afvise betalingen. Jo tak, der er nok at se til for en \u00e6ldre pensioneret tandl\u00e6ge! Det g\u00e5r op for ham, at det er pr\u00e6cist det samme som at holde et tands\u00e6t p\u00e5 en 89 \u00e5rig \u00e6ldre kvinde i funktionsdygtig stand, som det er at holde en 24 \u00e5rig gammel california fri for rust.<\/p>\n

Det er i\u00f8vrigt den 9 febr i dag.<\/p>\n

The smell of spain and the full moon is what is enough for me.<\/p>\n

And enough is enough is enough.<\/p>\n

Den 10 febr 2017<\/p>\n

Der er intet at sige i dag. Nyd livet. I stilhed. Det hele er der lige for ens \u00f8jne. Duerne vandrer ih\u00e6rdigt rundt om bilen i deres s\u00f8gen for f\u00f8de. Bagved st\u00e5r spanden med malergrej. Den skal frem nu, skal den, s\u00e5 rustarbejdet kan forts\u00e6tte. Spiste for f\u00f8rste gang p\u00e5 restaurant i g\u00e5r. 7 euro for tre retter inklusive en halv karafel vin. Nu lyder Bach i mine \u00f8rer fra en koncert i Madrid. Ind imellem klapper folk, og jeg t\u00e6nker, det er noget underligt noget. At sl\u00e5 h\u00e6nderne sammen for at give lyd. G\u00f8r de store chimpanser osse det? Det g\u00f8r de nok. Jeg kan slet ikke sige mig fri for at t\u00e6nke p\u00e5 mig selv som en slags abe. Det giver et vidunderligt perspektiv p\u00e5 hele tilv\u00e6relsen.<\/p>\n

Og s\u00e5 er der det med gr\u00e5digheden. Det med at ville have mere. The better is the enemy of the good. Se bare min store datter sender mig en artikel fra POV international skrevet af Claus Ankersen, som er l\u00e6sev\u00e6rdig, og jeg har ikke bedt om noget. Det hele kommer af sig selv. N\u00e5r vi ikke r\u00e6kker ud efter noget, s\u00e5 kommer alting af sig selv. I balance. Det er mig\/MIG der forstyrrer balancen hele tiden TRUMP.<\/p>\n

S\u00e5 blev det den 11 febr. L\u00f8rdag minsanten.<\/p>\n

Og s\u00e5 blev det s\u00f8ndag med expedition op til jernbanestationen, hvor toget til Barcelona afg\u00e5r hver halve time. Ned ad bakken til busstationen forbi det store supermarked og hjem langs med det altid nye hav som er i grufuldt opr\u00f8r for tiden. Igen og igen kaster de hvidskummende b\u00f8lger sig op mod sandstranden og til tider helt op p\u00e5 vejen, hvor jeg g\u00e5r. Det var alligevel godt at den store parkafrakke var med. Den sk\u00e6rmer godt mod vinden.<\/p>\n

Hjemme p\u00e5 den lille tandklinik i Klostergade ser det vist ikke s\u00e5 godt ud. Dorthe fort\u00e6ller, at de unge tandl\u00e6ger holder i gennemsnit en uge. S\u00e5 m\u00e5 de hjem. Hjem til deres vante liv i K\u00f8benhavn med caffelattebarer i Istedgade og skr\u00e6kfilm i Paladsteatret. De kan ikke undv\u00e6re storbyen, hvem der nu kan forst\u00e5 det. De stakler.<\/p>\n

Det kan undertegnede godt. Og han kan sandelig ogs\u00e5 godt undv\u00e6re buccalfladen p\u00e5 7- p\u00e5 fru Jensen, som har s\u00e5 sv\u00e6rt ved at ligge ned , og som kaster op lige s\u00e5 snart spejlet bare strejfer tungen. Gudfader bevares, hvor jeg dog kan undv\u00e6re det. Tak Gud for jeg endelig er f\u00e6rdig med det job!<\/p>\n

S\u00e5 hellere en lang nat her i karossen med idelig kommunikation omkring bolig i New York for mig og min s\u00f8n til sommer. Og bagefter flyver vi tv\u00e6rs over usa til LA, hvor jeg har fundet nogle s\u00f8de surfere, som lejer deres annex ud til en rimelig penge inclusive 2 cykler til fri afbenyttelse s\u00e5 vi p\u00e5 5 min kan cykle ned til Venice beach, hvor det hele foreg\u00e5r p\u00e5 de kanter…<\/p>\n

Og m\u00e5ske f\u00e5r jeg ogs\u00e5 den gl\u00e6de at se min store datter og hendes mand og mine to b\u00f8rneb\u00f8rn p\u00e5 Mallorca i n\u00e6ste m\u00e5ned!<\/p>\n

Om Gud vil. Men s\u00e5dan er det jo med det hele. Man ved aldrig hvad der sker. Det siger min californiabil ogs\u00e5. Man ved aldrig hvad der sker. Og s\u00e5 tager vi det bare derfra.\"\"<\/p>\n

S\u00e5 \u00a0kom solen. Endelig. Det er sjovt s\u00e5 st\u00e6rkt det virker p\u00e5 ens sind, n\u00e5r de livgivende str\u00e5ler rammer her ned p\u00e5 jorden. Gennem et tykt skyd\u00e6kke kommer ikke meget lys, og n\u00e5r det s\u00e5 ovenik\u00f8bet styrter ned den hele dag, bliver hum\u00f8ret derefter. Men nu er det ovre. Den lille radio spiller munter spansk musik, de nyk\u00f8bte \u00e6bler er taget ned fra hylden oppe ved opslagsteltet, og det fine r\u00f8de er pudset og delt i to, hvoraf den ene halvdel bliver sk\u00e5ret i sm\u00e5 stykker som bund for sojayougurten og bifidus desnatat naturel, mens den anden halvdel gemmes til i morgen i k\u00f8leskabs\u00e6sken med l\u00e5g. Det er et stilleben jeg maler. Den bl\u00e5 kop. Det r\u00f8de \u00e6ble. Den hvide yougurt.<\/p>\n

Jeg bliver lidt efter lidt bare s\u00e5dan een der er her, uden \u00a0 at v\u00e6re nogen steder og uden nogen grund.<\/p>\n

Det er dybt befriende.<\/p>\n

Talte med min hof-assistent fra tandklinikken i dag. Hun er s\u00e5dan et dejligt roligt menneske, som jeg s\u00e6tter stor pris p\u00e5.<\/p>\n

Den 14 febr. 2017<\/p>\n

Nu er Deya blevet et fashionabelt sted at bes\u00f8ge. S\u00e5dan var det ikke for 30 \u00e5r siden. Der boede en h\u00e5ndfuld flippede kunstnere der h\u00f8jt oppe i de Mallorcinske bjerge. Og Robert Graves gik omkring i sin 90 \u00e5rige velstand og snakkede med hvem der ville snakke med ham. Og s\u00e5 kom en ung tandl\u00e6ge forbi, lige efter sin skilsmisse fra kone og barn, og var godt oppe at k\u00f8re. Stedet har en s\u00e6rlig aura omkring sig. Liges\u00e5vel i dag som dengang. Han fandt et lille hus langt ude p\u00e5 en klippe, hvor han flyttede ind og begyndte sin nye tilv\u00e6relse som evigt omrejsende singel. I dag har han tilrettelagt en tur dertil, for at tilbringe en tid sammen med sin store datter, sin svigers\u00f8n og sine to b\u00f8rneb\u00f8rn. S\u00e5 er ringen sluttet, og han holder meget af sluttede ringe, som i tiden bev\u00e6ger sig opad i en spiral. Selvom hans f\u00f8rste kone ikke bryder sig om at han omtaler det, kan han alligevel ikke dy sig for at sige, at denne spiral er h\u00f8jresnoet og asymmetrisk, ligesom det asymmetriske kulstofatom, hvis paritet er grundlaget for alt liv i hvertfald i vores kendte univers. S\u00e5 kan det nok v\u00e6re, at andre grundstoffer med lignende egenskaber som kul, kan have samme funktion som byggesten for levende organismer. Det skal man ikke udelukke.<\/p>\n

I \u00f8vrigt har den skrivende nu fundet en besk\u00e6ftigelse, han s\u00e6tter pris p\u00e5. Nemlig hver dag at begive sig i l\u00f8b hen over de sindrigt sammensatte fliser, som udg\u00f8r den stedlige ramblas bel\u00e6gning. Han l\u00f8ber med en let kildrende latter i mellemgulvet, og n\u00e5r han har f\u00e5et nok, skifter han over i en hurtig gangart kaldet skridt. Men l\u00e6nge varer det ikke f\u00f8r lysten til at bryde ud i lattermildt l\u00f8b melder sig, og s\u00e5 g\u00e5r det et stykke tid over stok og sten, f\u00f8r han atter s\u00e6tter kadancen ned til almindelig gang.<\/p>\n

Sundhedsstyrelsen for patientsikkerhed har nok at g\u00f8re for tiden, og den gamle tandl\u00e6ge takker sig lykkelig over ikke at skulle blive omtalt som farlig. Han har gjort sit arbejde til alles tilfredhed. Har aldrig modtaget en klagesag, og har i det hele taget opf\u00f8rt sig ORDENTLIGT. Og nu er han s\u00e5 ganske UFARLIG. Han takker i\u00f8vrigt alle sine patienter, som s\u00e5 tillidsfuldt har lagt mund til hans h\u00e5ndarbejde, og \u00f8nsker deres mundhuler god vind i fremtiden. Han savner fru Rove is\u00e6r. Det var altid s\u00e5 hyggeligt at have hende i stolen, og han h\u00e5ber ikke, hun tager ham det ilde op, at han nu er g\u00e5et p\u00e5 pension.<\/p>\n

Og s\u00e5 er den 15 febr ved at rinde ud.<\/p>\n

Nu daler tingene lige s\u00e5 stille ned p\u00e5 deres plads, hvor de falder til hvile, s\u00e5 man kan se dem i deres fulde glans og herlighed. Ingen dommer bed\u00f8mmer dem l\u00e6ngere. Ingen skeptiske blikke roder op i den sk\u00f8nne orden. Engang skrev han: Blade der falder mod skovbunden. Kald lige det kaos. Soldater der i lige r\u00e6kker marcherer mod fronten. Kald lige det orden. Men det er der faktisk nogen, der g\u00f8r. Uffe Ellerman Jensen mener vi b\u00f8r ruste op nu. S\u00e5 vi kan v\u00e6re forberedt til krigen, der kommer. S\u00e5 vi kan virke afskr\u00e6kkende p\u00e5 vore fjender. Det er retorikken lige for tiden. Den tidligere norske statsminister, som nu er formand for Nato g\u00e5r forrest. Ham som gr\u00e6d, da han talte over ofrene fra Ud\u00f8y. Man bliver bitter og h\u00e5rd. Det er hvad der sker lige nu. Bitterhed.<\/p>\n

Men stormen har lagt sig. B\u00f8lgerne sl\u00e5r nu med blide bev\u00e6gelser op over det gule sand. Han ligger p\u00e5 ryggen og ser ud i rummet. M\u00e6rker jordens krumning og bev\u00e6gelse, som er i gang hele tiden og ustandselig. Menneskene g\u00e5r forbi ham i een eneste flydende str\u00f8m. Som vand der bev\u00e6ger sig i en flod. Deres ansigter ses i glimt. Kommer ham i m\u00f8de, og forsvinder. Pigen i resturanten er levende som en blomst. Manden p\u00e5 b\u00e6nken er tr\u00e6t som et gammelt tr\u00e6. Musikken kommer ud af radioens h\u00f8jtaler og blander sig med lydene fra bilerne, som skal videre. Det gr\u00f8nne \u00a0 stoplys i vejkrydset skifter til r\u00f8dt, og skifter tilbage til gr\u00f8nt igen mens han st\u00e5r og betragter dets skiften. Han g\u00e5r ikke over. Han st\u00e5r blot og betragter det. S\u00e5 g\u00e5r han hjem til sin bil. Spiser sin aftensalat og l\u00e6ser et par kapitler i Hemingways “De Ubesejrede” Alone again naturally…<\/p>\n

Den 16 februar var s\u00e5ledes en god dag.<\/p>\n

Maden smagte fortrinligt. F\u00f8rst stillede han sin gamle rygs\u00e6k op udenfor bilen. Den er s\u00e5ledes indrettet, at den har en lille klapstol, som kan tr\u00e6kkes ud fra dens stel, s\u00e5ledes at man altid har noget at sidde p\u00e5, n\u00e5r man er p\u00e5 vandring. Foran stolen havde han lagt en bakke, han engang havde stj\u00e5let fra R\u00f8dby-Puttgarden \u00a0overfarten, og p\u00e5 denne bakke anbragte han det koreanske gaskogeapparat. Nu var der l\u00e6 for vinden, der kom ind fra havet, og han kunne riste 6 fed hvidl\u00f8g og et itusk\u00e5ret r\u00f8dl\u00f8g i den sidste olivenolie han havde medbragt hjemmefra. R\u00f8gen stod i vejret fra det lille komfur, og snart kunne ris og vand tils\u00e6ttes sammen med en knivspids salt. Da det havde kogt i godt og vel en to til tre minutter, blev gryden taget af ilden og anbragt imellem to puder bagerst i hans k\u00f8je.<\/p>\n

Mens maden s\u00e5ledes stod i h\u00f8kasse satte han sig til at l\u00e6se om Leonard Cohens k\u00e6reste Marianne og deres f\u00e6lles liv p\u00e5 den lille gr\u00e6ske \u00f8 Hydra. Da han havde l\u00e6st godt og vel en to til tre kapitler, gik han hen til den store st\u00f8bejernsgitterl\u00e5ge, som er forsynet med koden A B C 5 og trykkede sig ud. Han gik ned til stranden og gjorde et enkelt pr\u00e6cist kast med den store havhjul-stang, han havde medbragt, og fik \u00f8jeblikkelig en bl\u00e5finnet tun af anseelig st\u00f8rrelse p\u00e5 krogen. Kampen med dyret tog godt og vel en to til tre timer, s\u00e5 han var rimelig tr\u00e6t, da han endelig kunne sl\u00e6be den hjem og partere den foran sin bil. Flere af de camperende pensionister var stimlet sammen omkring ham for at se ham partere. Det havde han l\u00e6rt af sine eskimoiske venner oppe i iqqortormiit p\u00e5 G\u00f8nlands \u00f8stkyst.<\/p>\n

Sm\u00e5 tynde strimler af det fineste r\u00e5 tunk\u00f8d blev forsigtigt vendt i l\u00f8grisene, og s\u00e5 var maden f\u00e6rdig. Det tyndede ud i pensionisterne, der af h\u00f8flighed forlod stedet, for ikke at genere ham, mens han spise. Til geng\u00e6ld dukkede hans gode ven den gul\u00f8jede kat op med et lumsk smil om snuden.<\/p>\n

-N\u00e5e, s\u00e5 du kunne ikke holde dig v\u00e6k. Du er ikke h\u00f8flig som pensionisterne, men det skal ikke forhindre dig i at f\u00e5 resten af tunen. Sagde han, og kastede kadaveret af den kilotunge tun for katten. Der straks greb det og sl\u00e6bte det\u00a0hen til sine godt og vel 15 ventende killinger.<\/p>\n

I \u00f8vrigt bryder jeg mig slet ikke om at fange truede dyrearter. Men uden tun ville retten v\u00e6re en katastrofe. Og jeg havde jo ogs\u00e5 den gul\u00f8jede kat og dens mange killinger at t\u00e6nke p\u00e5.<\/p>\n

Nu er alle m\u00e6tte og veltilpasse, og i morgen L\u00f8rdag den 18 februar er vor ven den rejsende tandl\u00e6ge inviteret til koncert nede i byen, om hvilken de \u00e6rede l\u00e6sere nok skal h\u00f8re n\u00e6rmere.<\/p>\n

Trods tiltagende fork\u00f8lelse med ustandselig pudsen n\u00e6se i sm\u00e5 papirlommet\u00f8rkl\u00e6der og t\u00f8r hoste begav jeg mig alligevel ned p\u00e5 stranden.Havet var blikstille og himlen klar og bl\u00e5. Solen bagte sk\u00f8nt. Et ungt par havde taget ophold ved en ilandskyllet tr\u00e6stamme, hvor jeg havde t\u00e6nkt mig at h\u00e6nge min badek\u00e5be og mit h\u00e5ndkl\u00e6de. Jeg gik demonstrativt hen og gav mig til at g\u00f8re mig klar, da den unge kvinde tiltalte mig. -Jeg s\u00e5 dig g\u00e5 i vandet i g\u00e5r. Er det ikke koldt? Hendes mand holdt sig i baggrunden. Jeg svarede: -Nej, nej. I Danmark bader jeg med isklumper flydende omkring \u00a0mig, s\u00e5 det her er dejligt varmt! Manden kom grinende hen imod mig, og snart opstod\u00a0en samtale p\u00e5 mere end en time om den nuv\u00e6rende situation i verden. De var fra Schweitz og havde to sm\u00e5 b\u00f8rn, en lille pige p\u00e5 1\/2 \u00e5r og en dreng p\u00e5 3 med sig i en campingvogn. De var vegetarer og meget milj\u00f8bevidste. B\u00f8rnene skulle ikke anbringes i det almindelige autorit\u00e6re skolesystem. – I schweitz har vi skoler, hvor b\u00f8rns indbyggede trang til l\u00e6ring s\u00e6ttes over den s\u00e6dvanlige indoktrinering, fortalte han.\u00a0-Det er dejligt at opleve at den slags mennesker findes, t\u00e6nkte jeg, idet jeg vinkede farvel til dem og lod havet opsluge mig.<\/p>\n

Den brede sofa var ledig, da jeg tr\u00e5dte ind i lokalet. Et stort firkantet rum, h\u00f8jt til loftet og med k\u00e6mpe papmache’ figurer i catalanske folkedragter opstillet langs med v\u00e6ggene. Jeg satte mig i de bl\u00f8de puder og bestilte en kaffe og cognac. Oppe p\u00e5 scenen var en ung pige ved at g\u00f8re klar til at spille. Der blev hurtigt fyldt op omkring bordet. En hel gruppe unge spanske mennesker med samtaler p\u00e5 kryds og tv\u00e6rs. Der var ogs\u00e5 en lille dreng, som moren havde taget med, og som sad opslugt af sin I pad.<\/p>\n

Nu begyndte den unge pige p\u00e5 scenen at stemme sin guitar, og lidt efter spillede hun.<\/p>\n

I tandl\u00e6geskolen var en pige, som hed Sonja, som jeg var meget forelsket i. Hun var smuk og klog og blev tandl\u00e6ge et \u00e5r f\u00f8r mig. Hun skrev op til Narssaq og inviterede mig til en fest, hun ville holde for alle de gamle venner, “kliken” som hun kaldte det. Jeg sad i Gr\u00f8nland, s\u00e5 det var ikke muligt, og nogle \u00e5r efter h\u00f8rte jeg at hun var d\u00f8d. Hun havde f\u00e5et kr\u00e6ft og havde lukket sig inde i sig selv, og s\u00e5 var hun v\u00e6k.<\/p>\n

Den unge pige som var igang med at spille sine sange, blev mere fri i sit udtryk,som aftenen skred frem, og med eet opl\u00f8stes hun for mine \u00f8jne og blev Sonja som jeg huskede hende.Det var s\u00e5dan hun var, f\u00f8r hendes omgivelser f\u00f8rte hende v\u00e6k og gjort hende til en tandl\u00e6ge, som nu er d\u00f8d og borte.<\/p>\n

Drengen med I paden blev ut\u00e5lmodig. Slog uh\u00e6mmet med en gaffel p\u00e5 glas og flasker p\u00e5 bordet, s\u00e5 moren irriteret m\u00e5tte rejse sig for at g\u00e5 udenfor og ryge. Faren, som bar en t-shirt p\u00e5malet “Shiva” og et billede af den indiske gud, der nedbryder alt, ruskede i sin s\u00f8n, for at f\u00e5 ham til at holde op, og tilsidst m\u00e5tte de b\u00e6re den skrigende dreng ud og g\u00e5 hjem.<\/p>\n

Jeg gik osse hjem. P\u00e5 vejen langs med havet l\u00e5 to billeder i guldramme. Nogen havde kastet dem der. Det ene forestillede en s\u00f8 med tr\u00e6er rundt om, det andet en ung kvinde med sit barn. Jeg samlede dem op, og bar dem et stykke vej, og var egentlig ret tr\u00e6t af at sl\u00e6be p\u00e5 dem, da jeg s\u00e5 en sofa st\u00e5 op ad en container. -Nu l\u00e6gger jeg disse to billeder i den sofa, t\u00e6nkte jeg, og gik derhen. I sofaen l\u00e5 en ubeskadiget klapstol som jeg tog istedet. Det er lige s\u00e5dan een jeg l\u00e6nge har \u00f8nsket mig. S\u00e5 kan jeg sidde udenfor bilen og tegne eller l\u00e6se eller bare nyde solen ligesom alle de andre pensionister.\"\"<\/p>\n

Stolen jeg fandt.<\/p>\n

L\u00f8rdag aften den 18 febr 2017 i Blanes\/Catalonien.<\/p>\n

Han pudser n\u00e6se ustandselig. Den l\u00f8ber med fint tyndt slim, som m\u00e5 pustes ud, mens han holder p\u00e5 det ene n\u00e6sebor med sin pegefinger, og lader det andet f\u00e5 frit l\u00f8b. Nys p\u00e5 nys fl\u00e6nger luften i hans n\u00e6rhed. Han har helt abandoneret sin daglige rutine med en sv\u00f8mmetur. Nu er han rekonvalsent og h\u00e5ber p\u00e5, at det for fanden m\u00e5 fortage sig. Men det bliver bare ved. Og s\u00e5 er der hosten. Den kommer dybt nede fra hans betr\u00e6ngte lunger, og han frygter det v\u00e6rste. I de sidste par dage er det dog blevet lidt bedre. Han hoster ikke hele tiden, og tog sig sammen til i dag at f\u00e5 renset de sidste rustpletter og lagt et lag m\u00f8nje og derefter fin sprayfarve i samme kul\u00f8r\u00a0som den \u00f8vrige lak. Nu str\u00e5ler den 24 \u00e5rige gamle dame i al sin sk\u00f8nhed. S\u00e5 p\u00e5 den front er alt s\u00e5re vel. Han ved selvf\u00f8lgelig ikke om den kan k\u00f8re, men s\u00e5 m\u00e5 han blive fastligger her i Blanes, og hvad s\u00e5 med Mallorca? N\u00e5, men der g\u00e5r fly, og s\u00e5 m\u00e5 han leje en bil, n\u00e5r de andre kommer. Huset er i hvert fald p\u00e5 pla\u00f0s, og flybilletterne til resten af familien k\u00f8bt, s\u00e5 mon ikke det g\u00e5r?<\/p>\n

Det er bl\u00e6st op igen men nu fra \u00f8st. Temperaturen er derfor steget. 16 grader er vi oppe p\u00e5, og himlen er skyfri.<\/p>\n

s\u00f8ndag den 19 febr sluttede med megen aktivitet over nettet. Mine gode venner fra Kbh. Thomas og hans s\u00f8de kone Birthe, som begge har vandret i de Mallorcinske bjerge tidligere er s\u00f8rme sprunget ud i et bes\u00f8g hernede ved Middelhavet i slut marts beg. April. \u00a0Det er jo super som tingene flasker sig. Det er det jeg siger. Man beh\u00f8ver ikke at foretage sig noget. Det hele kommer af sig selv. Hvis bare alle gr\u00e5dige kunne indse det og slippe deres forbandede kontrol. \u00c5bne gr\u00e6nser, \u00e5ben handel, \u00e5ben kommunikation og en uendelig horisont af muligheder er tilstede, n\u00e5r denne gr\u00e5dige abe slipper sit tag i sine egne forestillinger og tanker om sikkerhed og kontinuitet. Slipper sin forbandede frygt for det ukendte og uvisse og giver denne verden sin tillid. Slip tanken fri for hrelvede, som Suely altid siger: -For hrelvede!<\/p>\n

Siger han mest af alt til sig selv denne rolige nat efter en lang varm dag, hvor temperaturen n\u00e5ede op p\u00e5 21 grader, og hvor han pr\u00f8vek\u00f8rte bilen og fik den fyldt op med diesel og checket luftrykket i alle fire d\u00e6k, s\u00e5 den kan v\u00e6re klar til mallorcaturen. En pakke sendt til datteren fra Lyon synes at v\u00e6re g\u00e5et tabt. Post nord vil ihvertfald ikke vide af den, og svarer uforskammet, at han m\u00e5 anl\u00e6gge en reklamationssag overfor det franske postv\u00e6sen, hvilket bringer ham i favnen p\u00e5 fransk bureaukrati som dr\u00e6nerer ham for energi gennem telefonsamtaler f\u00f8rt uafbrudt i 7 timer. Men s\u00e5 har han l\u00e6rt det. Livet er een lang l\u00e6ring! Godnat.Du.<\/p>\n

210217\"\"gl\u00e6der mig til Betty kommer og giver lidt inspiration til m\u00e5ltider noget mere sp\u00e6ndende end dette!<\/p>\n

S\u00e5 i dag har det v\u00e6ret den 22 februar. Som tiden dog g\u00e5r, ikke? Men den g\u00e5r godt. Den g\u00e5r skidegodt, om jeg s\u00e5 m\u00e5 sige. Han blev inviteret til risotto med stensvampe hos de s\u00f8de schweitzere, som han m\u00f8dte forleden dag p\u00e5 stranden. Det skyldtes til dels en lille lavstammet hund n\u00e6rmest af gr\u00e6vlingeracen, som stod og s\u00e5 s\u00e5 uendelig ked ud af det, da han passerede den efter et morgenbad i et blikstille middelhav bestr\u00e5let af blitzlys fra en ultraviolet solbombe lige ned i alle hudporer og overflader p\u00e5 hans krop. Den s\u00e5 s\u00e5 ked ud af det, s\u00e5 han standsede op og spurgte den hvorfor, men s\u00e5 kom dens ejer den i fork\u00f8bet, f\u00f8r den kunne n\u00e5 at svare, og sagde, at det var en gadehund fra syditalien, og det skyldtes, at den led af posttraumatisk stress over minderne fra den gang den var et stakkels hjeml\u00f8st kr\u00e6. Han fortalte ogs\u00e5, at den ikke kunne lide f\u00f8dder. At den ofte gik til angreb p\u00e5 folks ben, og at det skyldtes, at den var blevet sparket der i Syditalien inden de fik den og reddede den. “Rafael” T\u00e6nkte jeg straks. Samme symptomer som min datters fine lille hund, som ogs\u00e5 blev hentet fra gaden. I Portugal, og som nu desv\u00e6rre er d\u00f8d. Det talte vi ogs\u00e5 om. Det med at man ikke kan v\u00e6re sikker p\u00e5, hvor gamle de er, n\u00e5r man f\u00e5r dem fra gaden. Den lille hund her mente ejeren nok var 11 \u00e5r, og m\u00e5ske mere. S\u00e5 derfor var det, at den s\u00e5 lidt ked ud af det. Den var tr\u00e6t.<\/p>\n

Mens denne samtale stod p\u00e5, dukkede s\u00e5 Oliver fra schweitz op og smilede glad, og inviterede p\u00e5 risotto hjemme ved hans og Zoes camper om en time.<\/p>\n

Det blev en eftermiddag af h\u00f8j intensitet. Hans lille s\u00f8n og datter satte i h\u00f8j grad dagsordenen og det f\u00f8rte ind p\u00e5 alverdens meget vigtige emner i en samtale som var af de sj\u00e6ldne. Som at m\u00f8de en bror og en s\u00f8ster var det at m\u00f8de de to mennesker. Og som at opleve verdens skabelse, var det at v\u00e6re sammen med deres b\u00f8rn. Tak for den dag!<\/p>\n

Torsdag den 23 febr.<\/p>\n

Beklager meget, men det meste af dagen er g\u00e5et med at t\u00e6nke p\u00e5 Heisenbergs usikkerhedsprincip og Schr\u00f8dingers kat. S\u00e5 der blev ikke meget tid til at opleve. Dog oplevede jeg en m\u00e5ge, som skreg med en mystisk stemme, mens den trippede rundt i cirkler nede i strandkanten ved det klare lysegr\u00f8nne vand i den lille fiskerlagune ved forbjerget. Her var rigtig fint at tegne, og i morgen skal der tegnes. S\u00e5 tager jeg tegne redskaber med derned og s\u00e6tter mig p\u00e5 en sten.<\/p>\n

Min s\u00f8de datter Suien ringede. Det var dejligt at h\u00f8re hendes stemme. Men hun har meget travlt. Ligesom alle andre i den store by. Bare jeg kunne g\u00f8re noget ved det, s\u00e5 de ikke har s\u00e5 travlt allesammen. Det er s\u00f8rme sygt med al det stress og rend. Jeg forst\u00e5r ikke en skid af det hele mere. Mere og mere forst\u00e5r jeg ikke en skid. Det er som om jeg, der skriver dette, slet ikke har noget med de fleste af de mennesker jeg m\u00f8der, n\u00e5r jeg g\u00e5r nede i byen at g\u00f8re. Det er ligesom de er statister i en film, der er under optagelse. De styrter rundt som marionetter dygtigt iscenesat af en ambiti\u00f8s instrukt\u00f8r. Og jeg ser p\u00e5, og forst\u00e5r som sagt ikke en skid af, hvad der foreg\u00e5r. Jeg kan hverken se hoved eller hale p\u00e5 den film. Og instrukt\u00f8ren kan jeg heller ikke se. -Gad vide, hvor han mon befinder sig, t\u00e6nker jeg, og g\u00e5r ind i mit bageri og bestiller en kaffe latte og en croissant til 1 euro og 80 cent og l\u00e6ser de spanske aviser, der er tykke som wc ruller og fyldt med overvejelser om de spanske politiske partiers fremtid. Fuck det, t\u00e6nker jeg, og p\u00e5 vej hjem efter indk\u00f8b i det store supermarked med de s\u00f8de kassedamer, der altid er s\u00e5 venlige overfor den \u00e6ldre herre med sixpence og tilbyder at putte hans varer i en plasticpose. P\u00e5 vej hjem k\u00f8ber jeg en god flaske rioja i det lille supermarked, som er det eneste, der har den der Atano, som er s\u00e5 udm\u00e6rket.<\/p>\n

Ja s\u00e5dan har jeg det alts\u00e5 nu.Men vejret er godt!<\/p>\n

24 febr 2017<\/p>\n

Han har tit undret sig over, hvordan folk kan v\u00e6re s\u00e5 sikre p\u00e5 hvor de befinder sig. Selvf\u00f8lgelig ved vi godt, hvor vi befinder os i vores solsystem. Det ved vi godt, og vi ved osse godt, hvor vi befinder os i vores galakse, og vi ved osse s\u00e5dan nogenlunde i hvilket cluster af galakser vores galakse er. Men s\u00e5 h\u00f8rer det ogs\u00e5 op. Vi kan overhovedet ikke stedf\u00e6ste os selv p\u00e5 nogen m\u00e5de og sige hvor i alverden denne cluster befinder sig. For vi ved intet om det rum eller det space eller den entety, hvis det er en enhed, som disse trillimilliarder o.s.v af galakser befinder sig. Konklusionen er, at vi slet ikke ved, hvor vi er!<\/p>\n

Og s\u00e5 kommer det n\u00e6ste sp\u00f8rgsm\u00e5l. Er der liv andre steder end her? De har fundet adskillige exoplaneter, som ligger i passende afstand fra deres stjerne til at der kunne v\u00e6re vand. Men endnu mangler beviset p\u00e5 liv. Men der er jo liv lige her, s\u00e5 vidt vides. Og eftersom her liges\u00e5godt kan v\u00e6re der, i f\u00f8lge hvad lige tidligere blev sagt, idet man i bund og grund ikke ved HVOR man er, s\u00e5 m\u00e5 det jo v\u00e6re indlysende, at selvf\u00f8lgelig er der LIV alle steder. S\u00e5 hvad er s\u00e5 problemet med at lede og lede efter beviser, n\u00e5r det hele er INDLYSENDE.<\/p>\n

Men som s\u00e6dvanlig raves der rundt i blinde. Gr\u00e5dige, skr\u00e6ppende monsterlignende abedyr med h\u00e6slige lyde og tegn som spredes som materie fra et \u00e5bent s\u00e5r, kravler rundt og vil snart udslette sig selv og kv\u00e6les i deres eget stinkende affald som de bare producerer og producerer som kr\u00e6ftceller uden m\u00e5l og med.<\/p>\n

Hyggeligt ikke? N\u00e5r nu det hele er s\u00e5 indlysende. Men lyset mangler. M\u00f8rket ruger. D\u00f8den lurer. Og ansigtet p\u00e5 manden der skriver, f\u00e5r dybe furer. Men hallo, s\u00e5 f\u00e5r han en opringning fra en indisk dame, som p\u00e5st\u00e5r hun befinder sig i Californien, og som siger, at hans computer er \u00a0corrupt, og at hun vil hj\u00e6lpe ham med at f\u00e5 den i orden, og at det slet ikke koster noget, og at han skal t\u00e6nde for sin Windows computer, s\u00e5 hun kan komme ind p\u00e5 den og hj\u00e6lpe ham med at f\u00e5 den i stand. Men han lader sig ikke narre. Det er atter en af disse slangelignende v\u00e6sner, som huserer. S\u00e5 han forklarer, at han slet ikke er hjemme. -Are you on holiday ? Sp\u00f8rger hun k\u00e6lent. Og han kan ikke se, at det rager slangen en skid, s\u00e5 han svarer, at han er v\u00e6k. S\u00e5 bliver hun tr\u00e6t, kan han m\u00e6rke. Hun kan m\u00e6rke, han ikke er s\u00e5dan een man bare lige kan l\u00f8be om hj\u00f8rner med, s\u00e5 hun \u00f8nsker ham “A good day” og skrider.<\/p>\n

Og udenfor regner det. Det hersker der ikke tvivl om.<\/p>\n

L\u00f8rdag den 25 febr.<\/p>\n

Der er karneval nu. Hele byen er ikl\u00e6dt farvestr\u00e5lende papirguirlander og sm\u00e5 lamper med r\u00f8de og gule lys. P\u00e5 gaden myldrer det med dj\u00e6vle og trolde og hexe og feer og store spanske piger med cyklamenfarvet plastich\u00e5r, som danser samba og svinger armene vildt i luften. Jeg g\u00e5r gennem det hele ned mod stranden og m\u00f8der p\u00e5 vejen en \u00e6ldre herre som fort\u00e6ller mig om statuen af den tyske botaniker, vi sammen st\u00e5r og betragter. Han siger han selv er fra chile og var koncertpianist i Buenos Aires under Juan Perons diktatur. Han er 91 gammel og har hele tiden sv\u00e6rt ved at finde ordene og huske navne p\u00e5 steder og begivenheder, han har oplevet. Jeg giver mig god tid til at lytte til ham, og forst\u00e5r forbavsende nok alt, hvad han fort\u00e6ller. Mit spanske er en underlig blanding af fransk og portugisisk og s\u00e5 spansk, men det lader ikke til at forstyrre vores kommunikation. Han afslutter med at r\u00e6kke mig h\u00e5nden for at fort\u00e6lle, at han m\u00e5 videre for at m\u00f8de sin ven, som han har aftalt at spille domino med kl. 4<\/p>\n

P\u00e5 n\u00e6ste torsdag er der f\u00e6rgetur over til isla. S\u00e5 skifter jeg rulle. Efterh\u00e5nden er dette indl\u00e6g blevet noget lang at rulle op hver gang man skal l\u00e6se. Som en wc-rulle der snart er slut. Det er en naturlig overgang til et nyt kapitel, som ligger forude, og som jeg gl\u00e6der mig til. Det bliver godt at rykke teltp\u00e6lene op efter snart en m\u00e5ned i Blanes.<\/p>\n

Det var en dejlig lang nat i min pragtfulde california. Den modtager mig med tryg varme og en hyggelig lille lampe i radioen med musik som spiller d\u00e6mpet hele natten. Duerne foran mit vindue sidder parat og venter p\u00e5 morgenmaden, n\u00e5r jeg ved ti tiden st\u00e5r op. S\u00e5 f\u00e5r de en ordentlig skovlfuld havregryn, som jeg egentlig havde k\u00f8bt til min datters h\u00f8ns p\u00e5 Bornholm. Men nu f\u00e5r duerne i Blanes dem i stdet for. De flokkes i en stor sv\u00e6rm ned mod maden, da en \u00e5ndssvag spanier, som lige er ankommet i sin \u00e5ndssvage campingvogn sammen med to sibirian huskies i snore og en stramtandet kone, for at imponere sin lille s\u00f8n p\u00e5 tre \u00e5r, tr\u00e6kker drengen hen foran de spisende duer og r\u00e5ber h\u00f8jt mens han stamper i jorden, s\u00e5 duerne flyver forskr\u00e6mte op til alle sider. Jeg hader ham med det samme, og det sl\u00e5 ned i mig, at jeg har en ret kraftig kikkert, jeg engang fik af Suely i julegave, med i bilen. Og da jeg er en slags ornitolog \u00a0blot med mennesker i stedet for fugle ( I hvert fald lige nu, for jeg holder ogs\u00e5 af at betragte fugle i kikkerten) s\u00e5 s\u00e6tter jeg mig til at betragte disse menneskedyr godt i skjul inde bag min bils gr\u00e5 gardiner. Og s\u00e5 kan jeg rigtigt se deres behaviour. Deres adf\u00e6rd. Det er skide sk\u00e6gt at udspionere folk, n\u00e5r de ikke ved de bliver set. Det er ogs\u00e5 det, jeg g\u00f8r, n\u00e5r jeg tegner dem, men der er der den hage, at de meget ofte ret hurtigt bliver opm\u00e6rksomme p\u00e5, at jeg betragter dem. Jeg snakkede med en kvindelig kunstner p\u00e5 Bornholm, og hun havde det samme problem, n\u00e5r hun tegnede skitser af folk p\u00e5 pladser, gader i fly eller tog. Og hun brugte det samme trick som jeg med at se v\u00e6k og lade som man ikke var fokuseret p\u00e5 den person, man var i gang med at tegne. Ligesom fluen, der smutter p\u00e5 stedet, hvis man fors\u00f8ger at ramme den, men som \u00f8jeblikket efter lander tilbage n\u00f8jagtigt det samme sted, som den forlod. ( Ens n\u00e6se n\u00e5r man sover…)<\/p>\n

Er sprunget ind i Knausg\u00e5rds “Min Kamp” Der er i hvertfald l\u00e6sning til en rum tid fremover, og den glidende stil med stor detaillerigdom behager mig i h\u00f8j grad. En ” Fundador” cognac i glasset ved tolv halv et tiden om natten, og s\u00e5 g\u00e5r det l\u00f8s i Kristianssand i halvfjerdserne.<\/p>\n

Og knap er man kommet ud af fjerene, f\u00f8r den svenske tysker ( Han er svensker, tysk gift og bor i tyskland) byder mig godmorgen i det gr\u00f8nne gr\u00e6s og den str\u00e5lende sol med en lang og grundig udredning om hvorfor Oluf Palme blev skudt, hvem der gjorde det, og hvorfor det officielt aldrig er blevet opklaret. Jeg er p\u00e5 vej over til toilettet for at skide, og det er lidt sv\u00e6rt at opretholde opm\u00e6rksomheden, n\u00e5r lorten presser ivrigt p\u00e5 i ampullen! \u00a0Men det stilner af( Man kan vel stadig kontrollere sine kropslige processer.) og \u00a0den tilbudsliggende grund til mordet p\u00e5 den svenske statsminister viser sig at v\u00e6re, at han i sin embedsperiode stort set dr\u00e6nerede hele den svenske statskasse til fordel for utopiske socialistiske tiltag. -Mener den svenske tysker, og s\u00e5 kan jeg ikke holde mig mere, og f\u00e5r sagt , hvor interessant det lyder, samtidig med at jeg n\u00e6rmest i l\u00f8b, begiver mig over mod toiletterne.\"\"Fuglene spiser havregryn.<\/p>\n

S\u00f8ndag med flere millioner pensionister p\u00e5 udflugt fra Barcelona, som fylder promenaden, s\u00e5 man n\u00e6sten ikke kan passere. Solen har f\u00e5et m\u00e6gtig magt og man bliver nemt forbr\u00e6ndt og m\u00e5 bruge sololie. Jeg er fanget i en tidslomme. Er tilbage i halvtredserne og m\u00e5 skrive det, jeg skriver for at blive det kvit. Hver dag st\u00e5r i forandringens tegn. Jeg har det fysisk bedre og bedre. Spiser gode ting og bev\u00e6ger mig meget. Har f\u00e5et daglige rutiner uden stress. Ser frem med gl\u00e6de til dagen, hvor jeg skifter position. Ud og k\u00f8re igen, og selvf\u00f8lgelig med den s\u00e6dvanlige kildren i maven om bilen nu ogs\u00e5 vil som jeg vil, eller alt \u00e6ndrer sig p\u00e5 sekundet.<\/p>\n

Men det er vel de vilk\u00e5r vi alle lever under. Og s\u00e5 har min yngste datter endelig f\u00e5et den lejlighed hun og hendes k\u00e6reste s\u00e5 l\u00e6nge har ventet p\u00e5. Det fejrer vi med et stort til lykke her nede fra de varme lande!\"\"Blanes<\/p>\n

 <\/p>\n

Fik jeg lige sagt, at vi tror, at t\u00e6nkeren t\u00e6nker tanken. Men i virkeligheden er det tanken som t\u00e6nker t\u00e6nkeren som t\u00e6nker tanken.<\/p>\n

Og derfor er tanken og t\u00e6nkeren eet. Der er ikke f\u00f8rst en t\u00e6nker og s\u00e5 en tanke. Kausaliteten ER oph\u00e6vet. Tanke og handling er eet. Det hedder tankekrop som er verdenskrop. Kan I s\u00e5 forst\u00e5 det!<\/p>\n

Eller seeing is doing. For hrelvede!<\/p>\n

Mandag. Solen er lige st\u00e5etop. Den h\u00e6nger som en flammende oranger\u00f8d mandarin og sv\u00e6ver over middelhavets horisontlinie. Ude p\u00e5 vandet sejler en fiskerb\u00e5d forbi. Jeg g\u00e5r ned til stranden og stiller mig. Ser ud til venstre for mig hvor kystliniens mange lag fortoner sig i de letteste akvarellignende violette toner. Bilen har f\u00e5et en enorm m\u00e5geklat ned langs siden. Det betyder lykke. Jeg er lykkelig nu. Har skrevet siden tidligt i morges f\u00f8r det blev lyst. Fik endelig has p\u00e5 Lily Westenholtz og J\u00f8rgen og Niels fra Goldschmidtsvej. Havde l\u00e6nge en m\u00e6rkelig fornemmelse af at v\u00e6re f\u00f8rt p\u00e5 vildspor af nogle mennesker, som ad sk\u00e6bnens og min gamle mors veje havde draget mig med ind i et spind, jeg stadig her langt op i min h\u00f8je alder til stadighed fors\u00f8gte at vikle mig ud af. Det fik jeg endelig sat ord p\u00e5. Det med krigen, som stadig sidder i mig, som den sidder i s\u00e5 mange i min alder. Og som slet ikke sidder s\u00e5 k\u00f8deligt fast i de unge mennesker i dag. Eller for den sags skyld i den kollektive bevidsthed, som helt synes at have glemt, hvor snublende n\u00e6r en konflikt kan blive til en verdenskrig. Derfor er denne morgen s\u00e5 smuk. Den er helt uden krig. Og jeg kan sige, hvad jeg vil. Jeg kan skrive, hvad jeg vil. Og alt i min verden er p\u00e5 plads.<\/p>\n

Mandag 27 febr.<\/p>\n

Kl halv fem ringer v\u00e6kkeuret. Det lille sorte, som har fulgt mig siden Gr\u00f8nland. Det er b\u00e6lgravende m\u00f8rkt udenfor. Natten har v\u00e6ret afbrudt af mareridtagtige dr\u00f8mme, som bl\u00e6ses v\u00e6k i samme \u00f8jeblik jeg v\u00e5gner. De efterlader kun svage spor og kr\u00e6ver stor viljestyrke for at blive husket blot en lille smule. Kroppen vil ikke op, men tanken ved, at den skal, og tvinger hele apparatet til at rejse sig og tr\u00e6de ud af sengen. Ud p\u00e5 badev\u00e6relset og \u00a0s\u00e6tte sig igen. \u00c5h, at sidde ned. Det g\u00f8r opv\u00e5gningen lidt nemmere. S\u00e5 den h\u00e5rde tvang. Direkte under den iskolde bruser og shocket, der f\u00e5r opv\u00e5gningen til at ske momentant. Frotte’ og arm og benb\u00f8jninger. Mave\u00f8velser, undert\u00f8j og ud i k\u00f8kkenet og s\u00e6tte vand og gr\u00f8d over. The med m\u00e6lk og gr\u00f8d med itusk\u00e5rne \u00e6bler i sofaen i stuen, kun oplyst af sk\u00e6ret fra k\u00f8kkenets lysstofr\u00f8r.<\/p>\n

Tandb\u00f8rst og derefter ind og ligge d\u00f8d p\u00e5 sengen en times tid f\u00f8r endelig ikl\u00e6dning af t\u00f8j og overt\u00f8j og ud i den kolde bil og starte, hvis den vil. Ned og vende havnen i Bandholm og ud og st\u00e5 i den fugtige sorte morgen, hvor lysene fra f\u00e6rgen fra Ask\u00f8 skimtes langt ude og de sorte blish\u00f8ns larmer i vandoverfladen. Ind gennem skoven helt ned til hovedvejen mod Nakskov og dreje til venstre, n\u00e5r den lange str\u00f8m af morgenbiler \u00e5bner et hul som tillader det. Rundt i rundk\u00f8rslen og ind mod Maribo. S\u00e5 drejer jeg til h\u00f8jre ad Klostergade, og k\u00f8rer op til og ind i indk\u00f8rslen overfor Klinikken for at vende, og placerer derefter bilen p\u00e6nt langs kantstenen, i samme \u00f8jeblik som Dorthes lille r\u00f8de bil dr\u00f8ner ind ad gaden og l\u00e6gger an til landing lige foran min bil i samme side.<\/p>\n

-God morgen! Dorthe giver plads til jeg kan skifte ude i k\u00f8kkenet. Af med t\u00f8jet igen og p\u00e5 med uniformen. Ser ind i spejlet. Retter p\u00e5 h\u00e5ret, s\u00e5 det sidder p\u00e6nt. Knytter snorene til ansigtsmasken. Briller p\u00e5. Friserer sk\u00e6gget, og ligner nu en rigtig tandl\u00e6ge, synes jeg. Det er vigtigt, at ligne en rigtig tandl\u00e6ge. En rigtig tandl\u00e6ge er f\u00f8rst og fremmest p\u00e6n. Dern\u00e6st er han venlig. Han er p\u00e6n og venlig af udseende. Kitlen og bukserne er hvide. Skoene er hvide. Han er ren og p\u00e6n, og det giver ham styrke til at bev\u00e6ge sig ind p\u00e5 klinikken for at se p\u00e5 dagsedlen.<\/p>\n

-\u00c5h, nej t\u00e6nker han, da han ser hvem der er f\u00f8rste patient. Ikke ham, please! Men der er ingen vej udenom. Hans f\u00f8rste patient er ikke ham, han helst vil m\u00f8de s\u00e5 tidligt p\u00e5 morgenen. Han vil helst have noget nemt. Han vil i det hele taget her p\u00e5 det sidste helst have det s\u00e5 nemt som muligt, for han er begyndt at blive tr\u00e6t. Tr\u00e6t af at v\u00e6re tandl\u00e6ge. Han har v\u00e6ret det i \u00a049 \u00e5r af sit liv. Det m\u00e5 v\u00e6re nok, t\u00e6nker han, og s\u00e5 sidder patienten der i stolen foran ham. – God morgen. Hvordan g\u00e5r det? Det sp\u00f8rger han altid om. Det er s\u00e5dan en god begyndelse, synes han. S\u00e5 kan det stakkels menneske, som skal under hans behandling lige f\u00e5 lov til at sunde sig lidt. -Godt, svarer offeret. Nu tager tandl\u00e6gen fat. Han s\u00e6tter sig ned ved siden af mennesket i stolen og trykker p\u00e5 knappen, s\u00e5 stolen langsomt bev\u00e6ger sig bagover. – S\u00e5 m\u00e5 vi vel til det, siger han. -Ja, det m\u00e5 vi vel. Og som den velopdragne patient han er, \u00e5bner han munden, og lader mig kigge ind. Kigge ind i dette hul i mandens ansigt, som egentlig burde forblive lukket, s\u00e5 de kunne tale lidt sammen og udveksle erfaringer og oplevelser fra det liv, de har til f\u00e6lles. Jeg kigger ind, og hvad ser jeg? Ja det sp\u00f8rger jeg ogs\u00e5 om. Jeg ser ingenting. Som i en t\u00e5ge, ser jeg mit eget liv passerer forbi. \u00c5r ud og \u00e5r ind har jeg siddet og kigget ind i dette hul. Nu v\u00e5gner jeg og tager sonden og gennemg\u00e5r t\u00e6nderne een efter een. -Hov, der er et hul. Det m\u00e5 vi hellere se at f\u00e5 lavet, siger jeg og skeler til uret p\u00e5 hylden. -Er der tid? Ja, det er der. S\u00e5 skal vi s\u00f8rme i gang, t\u00e6nker jeg, og bliver helt glad. S\u00e5 glemmer jeg min tr\u00e6thed, og laver mandens d\u00e5rlige tand. Og s\u00e5 g\u00e5r han glad derfra, og jeg t\u00e6nker: – Det var det, nu kan jeg godt g\u00e5 hjem! Men det kan jeg ikke, for nu sidder der s\u00f8rme en ny i stolen og lukker munden op! Gud bedre det. Holder det dog aldrig op. Tager rtg billede af syg tand. Stort hul. Siger til patienten, at det ser alvorligt ud og nok ender med en rodbehandling. Fort\u00e6ller patienten, hvad en rodbehandling indeb\u00e6rer, og skriver diagnose i journal om caries dentalis profunda complicata gravis etc. etc. som sundhedsv\u00e6senets styrelsesorgan for sikkerhed omkring tandl\u00e6gelig behandling af dybt carierede t\u00e6nders pulpale situation foreskriver, og f\u00e5r sved p\u00e5 panden over en i sj\u00e6len dybt nagende tvivl om hvorvidt stavningen af de latinske betegnelser nu ogs\u00e5 stemmer overens med den kgl. danske tandl\u00e6geforening i Amaliegades diagnoseliste. S\u00e5 r\u00f8rer patienten, det er hr. Fuglefl\u00f8jt, sig i stolen. Han er ved at f\u00e5 et ildebefindende over de mange og lange diagnoser, som tandl\u00e6gen udsender over nettet til styrelsen for sikker og stabil rodbehandlig. Sk\u00e6rmen over patient Fuglefl\u00f8jts hoved lyser r\u00f8dt og begynder at blinke ildevarslende. Tandl\u00e6ge H\u00f8y og Flot kalder p\u00e5 sin elskelige klinikassisten Ellen Sk\u00e6rmplante, som kommer styrtende efterfulgt af klinikassistent Dorthe \u00c6rteb\u00e6lg, som sl\u00e5r h\u00e6nderne sammen i forskr\u00e6kkelse over at se Tandl\u00e6ge H\u00f8y og Flot ligge p\u00e5 gulvet og give Hr Fuglefl\u00f8jt kunstigt \u00e5ndedr\u00e6t. 7 – 3 – 7 -3 r\u00e5ber tandl\u00e6gen, for han er i tvivl om rytmen i skiftevis indpust og massage. Han har godtnok v\u00e6ret til kursus, men har, p\u00e5 grund af situationens alvor glemt tallene. Dorthe og Ellen overtager genoplivningen i korrekt tempo, og snart er patienten p\u00e5 benene igen og rodbehandlingen kan begynde.<\/p>\n

Den lange n\u00e5l f\u00f8res direkte op i nerven. Hr Fuglefl\u00f8jt hopper i stolen og spj\u00e6tter med benene. – Hovsa, siger tandl\u00e6ge H\u00f8y og Flot, – Det var vist ikke s\u00e5 godt. Skal jeg ikke hellere l\u00e6gge en bed\u00f8velse? Hr Fuglefl\u00f8jt st\u00f8nner: -\u00c5h, jo tak.- S\u00e5 stikker vi lige lidt her i tandk\u00f8det. Det g\u00f8r ikke ondt, vel? Sp\u00f8rger tandl\u00e6gen. Fuglefl\u00f8jt rykker hovedet bort i det samme som n\u00e5len skal til at ramme tandk\u00f8det, hvorved den istedet rammer ham t\u00e6t p\u00e5 hans h\u00f8jre \u00f8je. -Hovsa, siger tandl\u00e6gen igen. – N\u00e5, men det var ikke s\u00e5 slemt. Kun en lille ridse. Nu skal du bare sidde stille, n\u00e5r jeg stikker, s\u00e5 rammer vi plet denne gang. Hr. Fuglefl\u00f8jts \u00f8jne er begyndt at udsende et gr\u00f8nligt lys af angst. Men det ser tandl\u00e6gen ikke. Han er allerede dybt optaget af, at indstille den digitale roterende rodbehandlings boremaskine med de mange knapper han s\u00e5 godt kan lide at dreje p\u00e5. Den har kostet ham n\u00e6sten 40.000 kr og han har derfor sat tempoet op n\u00e5r han laver rodbehandlinger for hurtigst muligt at kunne indtjene pengene.<\/p>\n

Og s\u00e5dan forts\u00e6tter det hele dagen. Hen under aften er ventev\u00e6relset tomt. Jeg g\u00f8r dagens oms\u00e6tning op. Sytten millioner euro har jeg tjent blot p\u00e5 een enkelt dags arbejde. – Det er da meget godt, t\u00e6nker jeg. Helt opl\u00f8ftet over mit eget held. Nu skal det g\u00f8re godt med en dukkert!<\/p>\n

Tandl\u00e6gen s\u00e6tter sig ind i sin nye Tesla, som han lige har k\u00f8bt, og elsker at k\u00f8re i. Nede ved havnen stiger han ud og g\u00e5r over i badekabinen og kl\u00e6der om. Blish\u00f8nsene farer op, idet han s\u00e6nker sig ned i det iskolde vand. F\u00f8rst gl\u00e6der han sig, men s\u00e5 m\u00e6rker han en smerte str\u00f8mme ud i sin venstre arm. Ud i h\u00e5nden han altid holder spejlet i. Med eet stopper hans hjerte med at sl\u00e5. Der er ingen udover blish\u00f8nsene til at redde ham, og de er ruskravende ligeglade med denne krop som langsomt glider over mod Ask\u00f8, idet den bliver taget af tidevandsstr\u00f8mmen.<\/p>\n

Tirsdag 28 febr.<\/p>\n

Fiskestangen er gjort klar. N\u00e5r solen g\u00e5r ned, bider fiskene. Der er indk\u00f8bt et tungt blylod og en pose kroge. Som madding anvendes en lille bl\u00e6ksprutte, som damen i supermarkedet venligt skar i sm\u00e5 stykker, som er lige til at s\u00e6tte p\u00e5 fiskekrogen. Et langt kast ud i br\u00e6ndingen og linen er placeret. Bag mig lyser m\u00e5nen som en tynd buet streg. Hele kuglen er svagt synlig p\u00e5 grund af jordlyset. Skyerne st\u00e5r som bobler nede i horisonten. Det er bl\u00e6st op. Fyret ude p\u00e5 spidsen af Cap de Tossa blinker regelm\u00e6ssigt. Kystlinien fra der hvor jeg sidder og helt ind til byen er fyldt med glimtende lyspletter. En flyvemaskine s\u00e6tter sit t\u00e5gede spor hen over himlen, hvor de f\u00f8rste stjerner nu bliver synlige. Mens jeg venter p\u00e5 bid, sidder jeg og betragter spidsen af fiskestangen, som giver sm\u00e5 ryk, n\u00e5r maddingen bliver ber\u00f8rt. Det m\u00e5 v\u00e6re meget sm\u00e5 fisk, der nipper til bl\u00e6kspruttestykket, for de h\u00e6nger ikke fast. N\u00e5r jeg tr\u00e6kker ind er krogen tom. De har spist det hele! S\u00e5 g\u00e5r jeg op og steger resten af bl\u00e6ksprutten sammen med hvidl\u00f8g og basilicum og spiser den selv!<\/p>\n

Onsd 1\/3<\/p>\n

I dag er det Suelys f\u00f8dselsdag. Vi var gift i mange \u00e5r. P\u00e5 godt og ondt. Men mest p\u00e5 godt. Og jeg \u00f8nsker hende hermed s\u00e5 hjertelig til lykke! Hun st\u00e5r mit hjerte n\u00e6r, og jeg \u00f8nsker for hende og hendes nye mand Kurt alt muligt godt i fremtiden! Hurra for hende!<\/p>\n

S\u00e5 skulle jeg lave brune ris med ristede gr\u00f8ntsager, som jeg holder s\u00e5 meget af, og kogte og stillede i h\u00f8kasse og ventede og ventede og har nu ventet i to timer og risene er stadig h\u00e5rde! S\u00e5 nu venter jeg til i morgen og h\u00e5ber, de s\u00e5 er blevet m\u00f8re!<\/p>\n

Jeg fandt de helt sm\u00e5 fiskekroge hos japaneren i dag. Han har en butik med alt muligt lige fra fra elektriske barbermaskiner til hundemad. Da han viste mig dem sagde jeg det eneste ord, jeg kan p\u00e5 japansk: aligato! Og sikke et smil jeg fik tilbage! Men da jeg s\u00e5 kom hjem, var det blevet m\u00f8rkt, s\u00e5 jeg m\u00e5 vente med at pr\u00f8ve dem til i morgen.<\/p>\n

Nu vil jeg forts\u00e6tte min l\u00e6sning af Knausg\u00e5rds Min Kamp. Han kan bruge 4 sider p\u00e5 en tur op ad en trappe. Trinenes kul\u00f8r. Gel\u00e6nderets form. Hans skos lyde, n\u00e5r han tr\u00e6der n\u00e6ste trin. Farven p\u00e5 tapetet. Luftens lugt etc. etc. etc. Det er ikke s\u00e5 m\u00e6rkeligt, at han m\u00e5tte have fem tykke bind til at komme igennem historien med. Men det er meget beroligende at l\u00e6se, og han skriver godt.<\/p>\n

Dagene glider stille afsted. \u00c5h, det er en befrielse, n\u00e5r tanken om at nu skal jeg snart p\u00e5 tandklinikken, dukker op, og jeg s\u00e5 kan smyge den af mig med et overb\u00e6rende smil. Aldrig, nej aldrig skal jeg derhen igen. T\u00e6nk hvor dette ord aldrig er st\u00e6rkt. For det minder jo ogs\u00e5 om d\u00f8den, som vi frygter s\u00e5 meget. Aldrig. Men aldrig er ogs\u00e5 en renselse at indse. S\u00e5 bl\u00e6ses \u00a0de t\u00f8rre blade fra sidste \u00e5r v\u00e6k, og det lysegr\u00f8nne gr\u00e6s kommer til syne. M\u00e5ske er aldrig det bedste ord der findes. Det er s\u00e5 totalt. Lige som altid. Altid og aldrig er to ord som h\u00e6nger ubrydeligt sammen. Entanglement igen. Yen og lyang. Bohrs m\u00e6rke p\u00e5 v\u00e5benskjoldet i Frederiksborg slot.<\/p>\n

Og jeg fandt jo nogle sm\u00e5 kroge, som jeg fik sat p\u00e5 blyloddet. Men det blev kun til sm\u00e5 nap stadigv\u00e6k. Til geng\u00e6ld var de brune ris fine i dag. De fik et opkog p\u00e5 1\/2 time og var al dente. Ny rioja vin var ogs\u00e5 fin. Holdt lidt skrivepause i dag fordi alt det Goldschmidtsvej h\u00e6nger mig ud af halsen. Det skal fandme ikke blive en pligt at skrive, siger jeg til mig selv. Det skal v\u00e6re sjovt, ellers gider jeg ikke. Bedst er det n\u00e5r jeg sidder og griner h\u00f8jt over det jeg skriver. Som den om tandl\u00e6ge H\u00f8y og flot. S\u00e5 \u00e5ndssvagt skal det v\u00e6re! Fis i kasketten!<\/p>\n

I dag er en stille dag. Har indstillet min GPS (Ground position system) med de nye koordiater, hvor grader og minutter n\u00e6vnes i een lang r\u00e6kke, og ikke som jeg gjorde p\u00e5 b\u00e5den delt op. Efter forskellige fors\u00f8g virkede det, og jeg kan nu s\u00e6tte af mod Balearias konto i Barcelona, hvor jeg skal hente mit boarding pas for mig og bilen, f\u00f8r jeg stiller mig p\u00e5 opk\u00f8rselsrampen til f\u00e6rgen, der kl 23 om aftenen p\u00e5 torsdag den 9 marts skal bringe os over Middelhavet p\u00e5 en 7 timers lang tur til denne \u00f8 som hedder Mallorca og som ogs\u00e5 er en del af catalonien, som er et selvstyreomr\u00e5de af spanien med meget h\u00f8j selvf\u00f8lelse. I catalonien f\u00f8dtes b\u00e5de Dali, Picasso og Miro. Jeg er langsomt ved at f\u00e5 stedet her ind under huden. Har min faste plads nede ved fortovsrestauranten, hvor jeg sidder og laver skitser af g\u00e6sterne i smug. Jeg blev opdaget af 4 piger i dag, som kom hen og ville se, hvad jeg tegnede. De kunne godt lide det. De var fra 4 forskellige nationer. Chile, Rum\u00e6nien, Rusland og Norge. Jeg spurgte hende fra Norge, om hun kendte Karl Ove Knausg\u00e5rd, og det gjorde hun. De var fine! S\u00e5 g\u00e5r jeg hen og tegner m\u00e5ger. De vil dog ikke altid sidde stille, mens jeg arbejder. S\u00e5 flyver han midt i det hele, og jeg siger : -for fanden da! Og g\u00e5r lettere forn\u00e6rmet hen og tegner en smuk r\u00f8d-hvid fiskerb\u00e5d. Den ligger da i det mindste stille! Og n\u00e5r klokken n\u00e6rmer sig halv fem st\u00e5r den p\u00e5 kaffe latte og croiassant p\u00e5 eftermiddagstilbud til 1,80 Euro i konditoriet, hvor pigen stiller frem til mig uden at sp\u00f8rge. Jeg er et kendt ansigt her i byen! I l\u00f8b g\u00e5r det hjemad for at montere to sm\u00e5 bitte kroge mere p\u00e5 min fiskeline. Og glad bliver jeg, da jeg husker, at jeg tog mine tandl\u00e6ge lupbriller med fra klinikken. Det er lige, hvad jeg har brug for, n\u00e5r jeg skal se at tr\u00e5de de mikroskopiske huller med den h\u00e5rfine nylonline! Men stadig ingen fisk. De har bare snuppet maddingen som s\u00e6dvanlig, de sm\u00e5 skidderikker fisk!<\/p>\n

S\u00e5 kom stormen. I morges klokken halv fire stod bilen pludselig og rystede. Jeg for op fra dyb s\u00f8vn og sprang ud mellem tr\u00e6erne, hvor store grene blev fl\u00e5et af stammerne og kastet hid og did i luften. Min nabo kom skrigende over mod mig og r\u00e5bte: Min campingvogn bl\u00e6ser v\u00e6k! Jeg l\u00f8b med ham hen til hans beboelsesvogn, der l\u00f8ftedes op i den ene ende og hoppede frem og tilbage. Flere pensionister kom til. Nogle af dem gr\u00e6d og jamrede. Deres vogne var allerede p\u00e5 vej ned ad skr\u00e6nten mod havet, som var i vildt opr\u00f8r. Sunamilignende b\u00f8lger slog ind mod kysten. Vragstumper drev afsted i de fr\u00e5dende vandmasser. Ude fra s\u00f8en kom en str\u00e5le af lys i kraftige blink. Det var en stor havsejler med 15 mand ombord, som i stor fart styrede ind mod land. -De g\u00e5r p\u00e5 grund, var der en af campisterne som r\u00e5bte, og i det samme skete det. Et m\u00e6gtigt brag, og den smukke yacht splintedes p\u00e5 f\u00e5 sekunder. De n\u00f8dstedte s\u00f8folk klamrede sig til d\u00e6ksplanker og skotter som fl\u00f8d i vandet. Nu kom en af de s\u00f8de Engl\u00e6nderes autocamper glidende gennem hegnet ind mod pladsen, som den gennembr\u00f8d med et enormt knald. Parabolen p\u00e5 taget fl\u00f8j som en diskos gennem luften og ramte en \u00e6ldre dame i natt\u00f8j s\u00e5 uheldigt, at hendes hoved r\u00f8g af og fl\u00f8j videre med parabolen ned i b\u00f8lgerne. Jeg stod som lamsl\u00e5et. Da min engelske naboven rev mig i tr\u00f8jen. -we have to help them! Og han sl\u00e6bte mig ned og ud i vandet, og trak mig ved kraven ud til de hulkende s\u00f8folk, som l\u00e5 og slugte vand. Ved f\u00e6lles hj\u00e6lp fik vi bakset en af dem i land, med det var for sent. Han l\u00e5 og rallede og g\u00f8n galde str\u00f8mmede ud af munden p\u00e5 ham, men trods utallige fors\u00f8g p\u00e5 at genoplive ham lykkedes det os ikke.<\/p>\n

Jeg brast i gr\u00e5d. – Og v\u00e5gnede. Min hovedpude var helt gennembl\u00f8dt, og hele bilen rystede. Der l\u00f8d et brag, og en stor gren ramte taget. Men mere skete der ikke. Udover denne frygtelige dr\u00f8m, som stormen bragte med sig.<\/p>\n

Det g\u00e5r bedre og bedre med at tegne m\u00e5ger. Og en meget spekulativ ung mand, som sad med sin dame og spekulerede p\u00e5, hvordan han bedst kunne f\u00e5 hende med hjem i seng. Han spekulerede og spekulerede og mens det stod p\u00e5, gik hans dame p\u00e5 toilettet. S\u00e5 sad han der helt alene, og jeg fik ondt af ham, og gav tegningen et anstr\u00f8g af gl\u00e6de, og minsanten om ikke det hjalp, for da hans pige kom tilbage, gav hun ham et kys og trak ham op af stolen og f\u00f8rte ham v\u00e6k mens hun tog ham p\u00e5 r\u00f8ven.- Se bare, t\u00e6nkte jeg.- S\u00e5 har jeg alligevel en funktion her i tilv\u00e6relsen. -Jeg har ellers den sidste tid haft sv\u00e6re overvejelser om det der med lediggang, der er roden til alt ondt. Jeg g\u00e5r jo bare omkring og tegner m\u00e5ger og drikker kaffe latte og ser p\u00e5 folk. Et rigtigt driverliv. Og er det nu sundt, t\u00e6nker jeg. Men jeg l\u00e6ser selvf\u00f8lgelig osse lidt. Ligenu l\u00e6ser jeg Lars Tvedes kreative samfund. Pyha, det er tunge sager. Det er ikke poesi, siger jeg til mig selv. Men hvad er det s\u00e5? Han pl\u00e6derer for mere frihed og mindre kontrol. Lavere skatter og mindre panikangst over forurening og global opvarmning. Refererer til Bj\u00f8rn Lomborg. G\u00e5r ind for genmodificerede f\u00f8demidler og er i det hele taget sikker p\u00e5, at menneskelig kreativitet vil l\u00f8se alle vores problemer, hvis bare den f\u00e5r lov. Men han taler ogs\u00e5 om urbanisering, og der kan jeg i hvert fald ikke f\u00f8lge ham. N\u00e5, men som jeg siger til mig selv: Hvad kan jeg g\u00f8re? Og ser i et glimt, at det er en bog med en masse skrift, og hvad s\u00e5? Verden ligger her i min bil, hvor jeg sidder i mit bils\u00e6de, som er drejet, s\u00e5 jeg kan l\u00e6se i lampens sk\u00e6r. Og udenfor h\u00f8res b\u00f8lgernes rullen. Igen og igen og igen og alligevel er hvert b\u00f8lgeslag forskelligt fra det foreg\u00e5ende og viser hvorledes verden bev\u00e6ger sig . Og jeg tr\u00e6kker vejret, og du sidder og l\u00e6ser dette. Magisk, ikke?<\/p>\n

L\u00e6ser stadig i Bues og Suiens gave til mig, Lars Tvedes det kreative samfund. Og nu beskriver han hvordan green peace har lavet nogle alvorlige terrorangreb, og at milj\u00f8bev\u00e6gelser har deres udspring i nynazistiske bev\u00e6gelser. Jeg er ved at blive skruptosset af den bog. Det eneste gode, der er ved den, er at den f\u00e5r mig til at smide det hele overbord og v\u00e6re tro mod mig selv. I \u00f8jeblikket hvor jeg befinder mig. Og det g\u00e5r ud p\u00e5 at vaske mit t\u00f8j i en sort spand ovre i bruserummet, hvor der er varmt vand. S\u00e5 har jeg hele min garderobe ren og nyduftende, n\u00e5r jeg om f\u00e5 dage skal til at leve som landstryger. Har fyldt vandtanken op s\u00e5 jeg kan tage duche fra bilen med slangen ud af vinduet. Den lille pumpe som driver vandtrykket virkede gudskelov, og s\u00e5 har jeg min generator til at lave str\u00f8m. Det bliver sp\u00e6ndende at finde pladser p\u00e5 Mallorca, hvor jeg kan sove i fred. Men her i Blanes er der mange campere, som holder p\u00e5 parkeringspladser nede ved stranden uden at nogen g\u00f8r indsigelser, s\u00e5 mon ikke det ogs\u00e5 kan lade sig g\u00f8re derovre. Her har de den regel, at al parkering er fri og gratis indtil den 14 juni. M\u00e5ske er det ogs\u00e5 s\u00e5dan p\u00e5 Mallorca. I dag var det den f\u00f8rste rigtige sommerdag. 22 grader i skyggen og mange folk p\u00e5 stranden. Vandet er s\u00e5 smukt. Azur som det skal v\u00e6re. Og fortovsrestauranterne er \u00e5bne med livlig aktivitet og sk\u00f8nne dufte af paella og hvidl\u00f8gsristede fisk som str\u00f8mmer ud i ens n\u00e6sebor i den varme luft. Solen bager h\u00e5rdt ned, s\u00e5 man har det bedst i skyggen. Jeg har et lille sted for mig selv nede mellem de h\u00f8je klipper, hvor vandet er helt gennemsigtigt ned til s\u00f8pindsvin, sm\u00e5 fisk og gr\u00f8nne planter, som langsomt glider frem og tilbage i de dovne b\u00f8lger. Der sidder jeg og t\u00e6nker p\u00e5 en passus i Tvedes bog, hvor han pl\u00e6derer for afskaffelse af underst\u00f8ttelse, fordi han siger at det g\u00f8r folk dovne og ugidelige:” Det forekommer at v\u00e6re en rimelig antagelse, at den arbejdsfri tilv\u00e6relse for nogle h\u00e6mmer en foretagsom kultur, hvorimod arbejde fremmer civiliseringsprocessen. Vokser man op i et milj\u00f8, hvor folk ikke st\u00e5r op tidligt om morgenen, kl\u00e6der sig p\u00e6nt p\u00e5 og tager hen p\u00e5 et arbejde, hvor de skal samarbejde med kolleger og v\u00e6re venlige over for kunder, kan \u00e5rhundreders civilisationsproces s\u00e6ttes i bakgear. Vi m\u00e5 se i \u00f8jnene, at velf\u00e6rdsstaten ogs\u00e5 har bidraget hertil.” \u00a0Og s\u00e5 er det at jeg t\u00e6nker, at det jo ogs\u00e5 kunne v\u00e6re folk som Tvede, der ikke kan f\u00e5 v\u00e6kst nok, og som derfor sammen med sit h\u00f8jt elskede kreative erhvervsliv l\u00e6gger pres p\u00e5 almindelige mennesker i en s\u00e5dan grad, at de bukker under for stress og lignende f\u00f8lgesygdomme, og derfor m\u00e5 s\u00f8ge hj\u00e6lp hos det offentlige. Alt med m\u00e5de, ikke k\u00e6re Lars, t\u00e6nker jeg, men i slutningen af bogen g\u00e5r han helt grassat og p\u00e5viser sammenh\u00e6nge mellem de gr\u00f8nne i tyskland og nazismen. Hans fremtidsvisioner er ogs\u00e5 ret skr\u00e6mmende. Alt bliver automatisk. Robotter til det hele, og s\u00e5 m\u00e5 han midt i sin begejstring stoppe op og sige, at det jo nok i fremtiden bliver vanskeligt at skaffe arbejde til alle, n\u00e5r robotterne har overtaget det hele. Men det m\u00e5 s\u00e5 organiseres, s\u00e5 alle stadig har et job. Uden arbejde bliver man sl\u00f8v, siger han. Og min oplevelse er lige modsat. Med et trivielt dagligt frem og tilbage job bliver man hjerned\u00f8d. Eller stresset og syg. Hvis samfulde udgifter til milit\u00e6r i verden blev ligeligt fordelt over jordens befolkning, ville alle have mere end nok med forsvindende lille arbejdsinsats. Det ville s\u00e5 g\u00e5 op for menneskene, hvor fantastisk en planet vi besidder. Blot at g\u00e5 en tur langs havet eller i en skov, er med \u00e5bne \u00f8jne (som f\u00f8rst f\u00e5s, n\u00e5r lukkemekanismen h\u00f8rer op. N\u00e5r sammenknibningen stilner af. N\u00e5r angsten for livet h\u00f8rer op og d\u00f8den ses direkte dybt i \u00f8jnene.) \u00a0nok.<\/p>\n

Og nok er nok er nok er nok..—– Hr Lars Tvede.<\/p>\n

VH Jens med fanen.<\/p>\n

Det er nu onsdag den 8 marts. I morgen skal jeg forlade dette dejlige sted, som har v\u00e6ret min bolig i en m\u00e5ned. Her har jeg truffet s\u00f8de mennesker og pragtfulde dyr, tr\u00e6er, buske , blomster, fisk og ikke mindst tanker, som er kommet aldeles uindbudt og har fortalt mig en masse, jeg ikke vidste f\u00f8r. Jeg vil atter en gang anbefale, at man s\u00e6tter sin tankevirksomhed fri, for at se hvad den siger. Det er utroligt, s\u00e5 meget der kommer op fra bevidsthedens dyb af sig selv, n\u00e5r kontrollen oph\u00f8rer og selv de m\u00f8rkeste sider \u00e5benbarer sig.<\/p>\n

Sidste gang for denne gang fik jeg min kaffe og croiassant hos den venlige dame i konditoriet. K\u00f8bte lidt ind til f\u00e6rgeturen i morgen, og fik sandelig ogs\u00e5 fat p\u00e5 min s\u00f8n Jonathan i aften for en god snak. Vi ses i New York!<\/p>\n

Er begyndt at l\u00e6se Joyces Ulysses. Det er noget andet ovenp\u00e5 Lars Tvede. Han slutter sin bog med f\u00f8lgende passus: “Vi m\u00e5 redde vores kreative samfund fra nutidens sofister, rent-seekers,spartanere,panikmagere,skvatr\u00f8ve,\u00f8kofacister og intellektuelle m\u00f8rkem\u00e6nd. Hvem f\u00f8ler sig truffet? Jeg lukker bogen med et suk, og gl\u00e6der mig over indgangskapitlet i “Ulysses” og siger godnat herfra.<\/p>\n

N\u00e6ste kapitel bliver et nyt indl\u00e6g. Mallorca.<\/p>\n

 <\/p>\n

 <\/p>\n

 <\/p>\n

 <\/p>\n

 <\/p>\n

 <\/p>\n

 <\/p>\n

 <\/p>\n

 <\/p>\n

 <\/p>\n

 <\/p>\n

 <\/p>\n

 <\/p>\n

 <\/p>\n

 <\/p>\n

 <\/p>\n

 <\/p>\n

 <\/p>\n

 <\/p>\n

 <\/p>\n

 <\/p>\n

 <\/p>\n

 <\/p>\n

 <\/p>\n

 <\/p>\n

 <\/p>\n

 <\/p>\n

 <\/p>\n

 <\/p>\n

 <\/p>\n","protected":false},"excerpt":{"rendered":"

Mit hjem p\u00e5 Mallorca. La Vigna Pequena de Marcos Colon beliggende helt ude p\u00e5 spidsen af forbjerget med udsigt over det nordlige middelhav. Her vil jeg k\u00f8rer til. Forh\u00e5bentlig er vejret lidt bedre dernede. I morgen tager jeg f\u00e6rgen til Puttgarden, hvorefter jeg med 80 km i timen vil bev\u00e6ge mig ned gennem nordeuropa til […]<\/p>\n","protected":false},"author":1,"featured_media":0,"comment_status":"open","ping_status":"open","sticky":false,"template":"","format":"standard","meta":{"footnotes":""},"categories":[1],"tags":[],"class_list":["post-14","post","type-post","status-publish","format-standard","hentry","category-uncategorized"],"_links":{"self":[{"href":"https:\/\/jenshoey.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/posts\/14","targetHints":{"allow":["GET"]}}],"collection":[{"href":"https:\/\/jenshoey.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/posts"}],"about":[{"href":"https:\/\/jenshoey.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/types\/post"}],"author":[{"embeddable":true,"href":"https:\/\/jenshoey.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/users\/1"}],"replies":[{"embeddable":true,"href":"https:\/\/jenshoey.dk\/index.php?rest_route=%2Fwp%2Fv2%2Fcomments&post=14"}],"version-history":[{"count":52,"href":"https:\/\/jenshoey.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/posts\/14\/revisions"}],"predecessor-version":[{"id":987,"href":"https:\/\/jenshoey.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/posts\/14\/revisions\/987"}],"wp:attachment":[{"href":"https:\/\/jenshoey.dk\/index.php?rest_route=%2Fwp%2Fv2%2Fmedia&parent=14"}],"wp:term":[{"taxonomy":"category","embeddable":true,"href":"https:\/\/jenshoey.dk\/index.php?rest_route=%2Fwp%2Fv2%2Fcategories&post=14"},{"taxonomy":"post_tag","embeddable":true,"href":"https:\/\/jenshoey.dk\/index.php?rest_route=%2Fwp%2Fv2%2Ftags&post=14"}],"curies":[{"name":"wp","href":"https:\/\/api.w.org\/{rel}","templated":true}]}}