{"id":1226,"date":"2019-04-24T08:37:32","date_gmt":"2019-04-24T08:37:32","guid":{"rendered":"http:\/\/jenshoey.dk\/?p=1226"},"modified":"2020-09-20T19:55:39","modified_gmt":"2020-09-20T19:55:39","slug":"den-endelige-afgoerelse","status":"publish","type":"post","link":"https:\/\/jenshoey.dk\/?p=1226","title":{"rendered":"Den endelige afg\u00f8relse.(En eksistentiel dannelsesrejse.)"},"content":{"rendered":"

 <\/p>\n

\"\"<\/p>\n

 <\/p>\n

 <\/p>\n

Hvorhenne er Prag? Hvorhenne er Tyskland? For slet ikke at tale om Berlin? En stor by, som man siger, med en masse mennesker som allesammen har hver deres g\u00f8rem\u00e5l. Det er s\u00e6rt, at de ikke st\u00f8der sammen. Men det g\u00f8r de osse en gang imellem. Denne person som skriver dette st\u00f8dte f.eks. ind i en dame med en kat i en kurv. Katten skreg, og hidkaldte en betjent som havde opsyn i den U-bahn, hvor uheldet skete. Nu var gode r\u00e5d dyre, for jeg ville gerne videre til Kreutzberg, hvor jeg skulle m\u00f8de min k\u00e6reste efter aftale kl. 17, men betjenten lod mig ikke slippe s\u00e5 let. Jeg fik en b\u00f8de p\u00e5 5 euro og p\u00e5l\u00e6g om at se mig bedre for en anden gang.
\nMin k\u00e6reste tog imod mig p\u00e5 hj\u00f8rnet af Oranienstrasse og Friedericsstrasse og f\u00f8rte mig straks hen til Checkpoint Charlie, hvor vi m\u00f8dte en russisk soldat, hun kendte fra sin tid som indesp\u00e6rret i \u00d8stberlin. Han b\u00f8d p\u00e5 nudelsuppe og bier, og snart havnede vi i festligt lag i en gammel \u00f8sttysk bierstube, hvor \u00a0Adolf Hitler og G\u00f8ring og Goebbels samt selvf\u00f8lgelig Albert Speer sad og n\u00f8d en \u00f8l. Derefter tog vi ud til Spandau f\u00e6ngslet for at hente en bog Speer havde glemt under sit 20 \u00e5rige ophold der.
\nSpeer foreslog, at vi slog et smut ned Unter Den Linden for at se et stykke af Bertolt Brecht, \u201cMacht mit messer\u201d. Det var et animeret tegnefilmshow med polske dukker sat op som opera, hvor et fuldtalligt orkester under ledelse af Herbert Von Karajan spillede Ravels femte symfoni, og det var i sandhed noget af en oplevelse for lille mig, som bor under usle forhold i en omegnskommune \u00a0som hedder Kleinmachnow t\u00e6t p\u00e5 en stinkende flod med flere hundrede moderne Autocampere rundt om den latterligt lille Volkswagen California med rustne forsk\u00e6rme, klapoptag som ikke virker, fordi ledingerne til solcellepanelerne sidder i vejen, n\u00e5r jeg lukker den op, og som er skidekold om natten, s\u00e5 jeg m\u00e5 omslynge mit fattige legeme med utallige t\u00e6pper og puder og lagener for overhovedet at kunne falde i s\u00f8vn.
\nSatans til liv, siger jeg bare, efter at have k\u00f8rt flere hundrede kilometer ad overfyldte motorveje, som man s\u00e5gar skal betale for, ved at k\u00f8be en s\u00e5kaldt Vignette til 20 Euro som skal kl\u00e6bes op i forruden, for at politiet kan se den, n\u00e5r man bliver standset, fordi man har overtr\u00e5dt f\u00e6rdselsloven ved at k\u00f8re for langsomt!<\/p>\n

Berlin var t\u00e5lelig og de trafikale forbindelser udm\u00e6rkede.
\nInd og ud af S-bahn og U-bahn med tagesticket til Kobusser Tor for at se alle de tyrkiske m\u00e6nd og kvinder som bor der, og har lavet deres egen lille stat, hvor man kan k\u00f8be linsesuppe og falafel for en slik, mens man nedkaster et par cent til en invalid thailandsk harpespiller, som smiler taknemmeligt op mod een.
\nJ\u00f8der er her overalt. Som sp\u00f8gelser sv\u00e6ver de omkring i gaderne og tr\u00e6kker mig gennem Brandeburger Tor over til de afd\u00f8des legeplads af st\u00f8rknede sorte cementsten som nu udelukkende bruges til at sidde p\u00e5, mens man nyder sin medbragte mad. Sidst jeg var her med min s\u00f8n, dansede han i lange spring hen over gravstenene i jublende livsgl\u00e6de.\u00a0Han blev abrupt holdt op af en tysk gendarm med pistol i b\u00e6ltet, som mente at det var for meget lykke i den alvorsfulde stund, hvor vi skulle mindes de mange millioner j\u00f8der, vi havde slagtet.
\nDog ingen grund til fortvivlelse! Den nye generation vokser op.
\nI S-bahn toget sad jeg overfor en ung karseklippet fyr med k\u00e6reste og genkendte uden besv\u00e6r den tyske soldat, der ca 1 m\u00e5ned f\u00f8r befrielsen sk\u00f8d den unge frihedsk\u00e6mper Kim Malthe Bruun ude i Ryvangen.
\nGiv dem en uniform p\u00e5 (og det kan v\u00e6re hvemsomhelst) og udsted en ordre, s\u00e5 dr\u00e6ber de hinanden. Det s\u00e5 jeg i det \u00f8jeblik.\u00a0Satans!
\n( Det h\u00e6nger n\u00f8je sammen med de krige vi f\u00f8rer, at vi bagefter kan mindes de faldne. Det er een bev\u00e6gelse af idioti.)<\/p>\n

Her st\u00e5r vi. I udkanten af Prag p\u00e5 en lille \u00f8de \u00f8 med eneste adgang til fastlandet via Karons F\u00e6rge over floden Styx, som for \u00f8jeblikket udg\u00f8res af \u00a0Vitava, som str\u00f8mmer dovent forbi mit automobils forrude, og som jeg ikke ved, hvad jeg skal g\u00f8re ved, og som jeg derfor vil lade v\u00e6re.
\nMan \u201ckan\u201d s\u00e5 meget, men man kan ogs\u00e5 \u201clade v\u00e6re\u201d.<\/p>\n

I g\u00e5r, da jeg kom farende ad motorringvej Berlin p\u00e5 vej ud mod den store hovedf\u00e6rdsels\u00e5re mod Dresden, som apropos blev totalt udbombet af amerikanerne i 44-45 og som nu fremst\u00e5r som om intet var h\u00e6ndt, kom jeg i tanke om, at ethvert fors\u00f8g p\u00e5 at \u00e6ndre p\u00e5 tingene til det bedre uv\u00e6gerligt f\u00f8rer til forv\u00e6rring.
\nTag lige og spis den og se om den holder!
\nLige s\u00e5 snart du t\u00e6nker dig til noget \u201candet\u201d, har du \u00f8delagt det som \u201cer\u201d. Det er i bund og grund s\u00e5dan som manden her i minibussen ser p\u00e5 det.
\nM\u00e5ske er det bare noget sludder, som min ven overl\u00e6gen plejer at sige, n\u00e5r jeg fremkommer med mine anskuelser.
\nSkr\u00e5t op! som jeg s\u00e5 plejer at sige, og s\u00e5 er den debat overst\u00e5et, og det er m\u00e5ske osse meget godt.
\nNu vil jeg g\u00e5 ud i Prag om lidt, n\u00e5r jeg har spist mine hvidl\u00f8g og skr\u00e6llet mit ingef\u00e6r og tisset af ude p\u00e5 det urinstinkende toilet her p\u00e5 \u201cCaravan Camping\u201d Ciarsk\u00e0 louka 162, Praha 5 og se hvad der sker. Desv\u00e6rre gik der hul p\u00e5 min natpotte, s\u00e5 jeg fik plettet mit lagen, men det er nu omhyggeligt vasket i flydende s\u00e6be k\u00f8bt i det tyrkiske supermarked i Kreutzberg sammen med Calendula tandpasta og Parodontax som m\u00e6rkeligt nok var p\u00e5 hylderne til en meget lavere pris end i Danmark. S\u00e5 det k\u00f8bte jeg, og nu er lagenet vasket og h\u00e6ngt til t\u00f8rre oppe under teltloftet, hvor den varme luft breder sig til alle sider. S\u00e5 det skal nok snart blive t\u00f8rt og J\u00f8rgen Leth er ikke den eneste, der er ved at blive gammel, skal jeg hilse og sige.
\nHer i Prag k\u00f8rer folk over 70 gratis i alle offentlige transportmidler s\u00e5 der er da altid noget positivt ved at blive gammel.<\/p>\n

\"\"<\/p>\n

Paris, London, Rom. Hvor er vi nu henne? N\u00e5h jo, vi er i Prag. Tjekkiets hovedstad og en meget underholdende by at hitte rundt i. Det er hele tiden nyt og derfor \u00e6ldgammelt, hvis man forst\u00e5r.
\nStore spirb\u00e6rende kalkstensbygninger ligger og knejser hovent over den forbi ilende tid. Floden glider stille afsted, som den har gjort i \u00a0evigheder. McDonald ligger lige om hj\u00f8rnet, n\u00e5r man kommer op fra Metroen. Her kan man g\u00e5 ind og s\u00e6tte sig under en parasol og nyde den gr\u00f8nne the og salaten fra fastfoodautomaten tilsat et tjekkisk flute smurt med humuspikante som k\u00f8bes nede i det underjordiske supermarked.
\nN\u00e5r man skal hjem om aftenen er det et m\u00e6gtigt mas at finde vej, men s\u00e5 er det et held at man har sin mobiltelefon og kan lade googledamen vejlede een. Det er faktisk meget behageligt med s\u00e5dan en venlig stemme, man kan ty til, n\u00e5r man er i vanskeligheder. Den er meget beroligende og osse en lille smule bydende.
\n-G\u00e5 den vej! siger hun, og jeg adlyder som regel. Dog sker det, at jeg g\u00f8r opr\u00f8r og slukker for mobilen og g\u00e5r vild. Derved l\u00e6rer jeg labyrinten at kende. Bider m\u00e6rke i pejlepunkter, s\u00e5 jeg ved, hvor jeg skal g\u00e5, hvis jeg vil tilbage, hvor jeg kom fra. Til sidst sl\u00e5r jeg mig ned under et tr\u00e6 og tegner mennesker og oplever hvorledes ethvert tilh\u00f8rsforhold forsvinder, og jeg bliver alene i verden. Denne verden som ingen kender, selvom alle synes at kende den til bunds. Men det bliver deres problem.
\nDet at slippe fort\u00f8jningerne har altid v\u00e6ret godt og er nu en tilstand. At m\u00e6rke rebet glide v\u00e6k mellem h\u00e6nderne p\u00e5 een kan ikke sidestilles med noget andet. At lade tiden g\u00e5 og se at den st\u00e5r stille. S\u00e5 ser man sig selv med sin evindeligt pludrende tanke som et akvarie, hvor boblerne bare stiger op og op s\u00e5l\u00e6nge pumpen k\u00f8rer. Og n\u00e5r pumpen h\u00f8rer op med \u00a0at pumpe h\u00f8rer boblerne ogs\u00e5 op med at stige. S\u00e5 st\u00e5r alt stille. S\u00e5 er der fred. Amen!<\/p>\n

Til mine b\u00f8rn: Husk p\u00e5, at I i bund og grund ikke aner hvor I er eller hvad I er. T\u00e6nk over det og slip s\u00e5 for helvede tanken l\u00f8s og t\u00e6nk aldrig mere over det der med meningen med livet og s\u00e5dan noget. Det f\u00f8rer ingen vejne. Det er spild af tid. Dead end. Vaste. Speculations. Big bang. Allah. Christ. Gud. Templet. Religion organiseret af pr\u00e6steskab. Fuck det. Snobberi for sagkundskab og universitetsviden. Fuck det. Fuck det hele. Det er affald fra en syg menneskehjerne forkr\u00f8blet af angst op gennem tiderne. Overf\u00f8rt fra generation til generation gennem \u201cop\u201d dragelse.<\/p>\n

Jeg har siddet l\u00e6nge nok under parasollen med det store M og er begyndt at f\u00e5 hold i nakken. Nu m\u00e5 jeg afsted ud i byen som bereder sig p\u00e5 en aften med fyldte restauranter og klubber i dette forlystelsessyge cirkus. De drikker som svampe alle steder og det er vist osse her, at danske efterskoleelever raserede et helt hotel og smed stole og borde ud ad vinduet i alkoholisk k\u00e5dhed. Ja, ja, de unge mennesker hygger sig og gud v\u00e6re med dem.<\/p>\n

Vejret er sl\u00e5et om. I g\u00e5r kom et m\u00e6gtigt tordenvejr, mens jeg var p\u00e5 vej ud i det bl\u00e5 med sporvogn nummer 9. Jeg besluttede at afpr\u00f8ve systemet og tog den f\u00f8rste den bedste sporvogn med den hensigt at k\u00f8re til endestationen, uanset hvor lang turen m\u00e5tte blive.
\nDen blev lang. Over floden og ud i yderdistrikter med trist slum og sidenhen gennem kvarterer med ensformige boligblokke, til vi til sidst holdt ved et stort Tesco supermarked, som jeg kender det fra\u00a0Eastbourne i England, hvor jeg engang var tandl\u00e6ge.
\nDe havde bl\u00e5b\u00e6r til billige penge, s\u00e5 jeg k\u00f8bte en spand og satte mig p\u00e5 fortovet ved siden af en hjeml\u00f8s tigger, og delte mine b\u00e6r med ham. Han begyndte at sl\u00e5 p\u00e5 en marokkansk lertromme, og jeg faldt i med den mundharmonika, jeg fik som f\u00f8dselsdagsgave af mine b\u00f8rn sidste \u00e5r. Der sad vi en tid og spillede, og folk \u00a0kom forbi og kastede m\u00f8nter ned i den tomme bl\u00e5b\u00e6rspand. Dem delte vi ligeligt, og han takkede mig for selskabet og gav mig et kram, da vi skiltes.
\nJeg tog samme tur tilbage med sporvogn nr 9, men stod af p\u00e5 halvvejen for at bes\u00f8ge et vegansk spisested, som ikke var meget bevendt, idet dagens buffet udelukkende bestod af 3 udslidte soyafrikadeller p\u00e5 et st\u00f8vet fad. Dem lod jeg ligge og sprang p\u00e5 bussen igen.
\nNu var gode r\u00e5d dyre, for hvad skulle jeg s\u00e5 lave? Det sp\u00f8rgsm\u00e5l v\u00e6lder op i mit sind i tide og utide, og jeg m\u00e5 indr\u00f8mme, det er vanskeligt at besvare. Det meddeler jeg \u00a0den sp\u00f8rgende, og han bliver knotvoren fordi han \u00f8nsker \u201caction\u201c hele tiden. Der skal \u201cske\u201dnoget, som han siger.
\n-Se at f\u00e5 fingeren ud af r\u00f8vhullet og find p\u00e5 noget!
\nJeg bliver forvirret og ved ikke, hvad jeg skal g\u00f8re. Pyha, det er s\u00e5 sv\u00e6rt, n\u00e5r man st\u00e5r helt alene p\u00e5 gaden i menneskemylderet og alle, jeg gentager ALLE ved, hvad de skal lave. Eller i det mindste ser ud til, at de ved det, for de dr\u00f8ner afsted i hver deres retning udstukket af det foranliggende m\u00e5l, som de har sat sig, for at lave det de skal.
\nJeg skal ikke \u201clave\u201d noget. Jeg er f\u00e6rdig med at lave noget. Jeg har lavet, hvad jeg skulle og har nu f\u00e5et den pr\u00e6mie af mit samfund og mine medmennesker og staten, eller jeg ved ikke hvem det er, at selv m\u00e5tte bestemme, hvad jeg vil lave, og s\u00e5 kommer det store s\u00f8rgsm\u00e5l: Hvad i hele hule helvede vil jeg lave? \u00a0Hvad vil jeg nu lave? Og nu, og nu, og nu?<\/p>\n

Til helvede med det hele! t\u00e6nker jeg, og s\u00e6tter mig \u00a0p\u00e5 den f\u00f8rste den bedste b\u00e6nk som er ledig . Overfor sidder en dame og piller n\u00e6se. Det v\u00e6kker min opm\u00e6rksomhed, som bliver t\u00e6ndt af hendes lange lakerede neglefingre som raver op i en stor lidt \u00e6ldet og ganske usympatisk n\u00e6se.
\niPaden ligger lige for i den bl\u00e5 taske. Jeg griber den beg\u00e6rligt og inspireret af min elskede veninde Karen Hilden, som tegner de vidunderligste croquis-tegninger p\u00e5 instagram, snupper jeg min Appel Pencil, som selvf\u00f8lgelig blev opladet f\u00f8r jeg gik hjemmefra, og som derfor via bluetooth er forbundet til Paden, og s\u00e6tter mig til at tegne damens n\u00e6se. Portr\u00e6ttet bliver ikke s\u00e5 vellignende, som det gerne skulle, men n\u00e5r jeg f\u00e5r lagt lidt farve p\u00e5 og f\u00e5r n\u00e6sen til at st\u00e5 i kontrast til damens i\u00f8vrigt ret intelligente \u00f8jne ender det med, at jeg bliver tilfreds.<\/p>\n

 <\/p>\n

\"\"<\/p>\n

 <\/p>\n

Det begynder\u00a0at regne. Styrter ned og jeg m\u00e5 hive paraplyen frem og l\u00f8be hen til min ynglings vegetar restaurant, der er overbooket og som kun kan tilbyde mig en plads i baren, hvor jeg indtager dagens l\u00f8gsuppe samt en god salat og et glas cider.
\nN\u00e5r jeg skal hjem, tager jeg metroen som ligger flere kilometer nede i jorden, \u00a0fordi den skal krydse under floden, uden der l\u00f8ber vand ind. N\u00e1rodni trida er en stor metrostation med direkte forbindelse til Smichovske nadrazi, hvor jeg desv\u00e6rre overser bussen til Lihovar og m\u00e5 vente i susende iskold gennemtr\u00e6k en time p\u00e5 den n\u00e6ste bus, som f\u00f8rer mig hjem til min lille hytte p\u00e5 hjul med varmeapparatet snurrende og deadline p\u00e5 streaming plus et afsnit af \u201cBetter Things\u201d.<\/p>\n

Der er rokonkurrence nede p\u00e5 floden foran min bil, og folk skriger og r\u00e5ber p\u00e5 b\u00e5dene for at f\u00e5 deres favorit til at vinde. Det er en r\u00e6dsom lyd n\u00e5r folk skriger for at f\u00e5 nogen i m\u00e5l. Jeg hader det skrig. Det giver v\u00e6mmelse og minder om krig, og jeg hader krig. Men menneskene er i krig. Det har de altid v\u00e6ret. Det er fordi de lever i deres tanker. Det skulle de fandme tage at holde op med. Men det g\u00f8r de ikke. De bliver ved med at v\u00e6re tanke og ved med at f\u00f8re krig mod hinanden. Fuck dem. R\u00f8v. Lort. Pis. \u00c6v. Men jeg har det samme problem. Jeg er et menneske ligesom alle andre. Men jeg er ogs\u00e5 et dyr. Og en plante. Et insekt m\u00e5ske? Jeg er nok et insekt. Et t\u00e6nkende insekt.- Kan det lade sig g\u00f8re? Hvem ved…<\/p>\n

Nu har jeg det! Tanken ER handling. Der finder handling sted HELE tiden. Det er ikke f\u00f8rst tanke og s\u00e5 handling. Giver det mening? Tanken er et str\u00e5lende instrument, det er ikke s\u00e5dan, at jeg mener tanke som noget negativt. Det \u00f8del\u00e6ggende finder sted n\u00e5r tanken opfatter sig selv som akt\u00f8r der kan \u201cg\u00f8re\u201d noget. Kan \u201ct\u00e6nke\u201d som en t\u00e6nker der er er adskildt fra tanken. Her sker katastrofen. Jeget som en i luften frit sv\u00e6vende \u201cting\u201d der kan \u201cg\u00f8re\u201d hvad det vil. Den s\u00e5kaldte \u201cfrie\u201d vilje. Det er det jeg mener. Det er det experimentet g\u00e5r ud p\u00e5 hele tiden. Og tiden viser sig at v\u00e6re en illusion i virkeligheden som er evig. Amen igen… ( I m\u00e5 meget undskylde, men jeg kan ikke lade v\u00e6re. \u00a0Det er alt for sp\u00e6ndende det liv. M\u00e5 og skal forst\u00e5s.)
\nDet forst\u00e5s.<\/p>\n

Man kunne ogs\u00e5 sige, at katastrofen sker n\u00e5r man (t\u00e6nkeren) fors\u00f8ger at kontrollere tanken. S\u00e5 er det, at der g\u00e5r kuk i det. S\u00e5 er det at den indre konflikt opst\u00e5r. Med den indre konflikt den ydre. Din\/min tanke. Dit land\/mit land. Dig\/mig . O.s.v. Fuck alt det lort, vi er opdraget med. -Ikke t\u00e6nke slemme tanker, nej t\u00e6nk positivt. T\u00e6nk, t\u00e6nk, t\u00e6nk. -T\u00e6nk hvis du vandt. -Jeg t\u00e6nker, alts\u00e5 er jeg. Sikke dog en masse sludder man har fundet p\u00e5 for at bevare kontrollen. Kontroller dig selv! Styr dig! o.s.v. N\u00e5r nu alt i bund og grund er u-kendt. \u00a0Kontrol over naturen. Kontrol af det hele. Sikkerhed. Angst. Fjender. Olieafbr\u00e6nding. Iskalotafsmeltning. Dyremishandling. Styring. Tankekontrol. Diktatur. \u00a0Frygt. Pis og lort det hele.
\nOrd, bare ord og dermed tanker som er ord og billeder, vi tror vi kan rykke om med efter forgodtbefindende, fordi vi tror vi har magt til at styre, hvad vi vil. Viljen, det frie \u201cvil\u201d. Vil vilje. Hvad vil jeg? Hvad vil du? Sammenst\u00f8d. Krig. Penge. Pis. Jeg giver op, g\u00f8r jeg. S\u00e5 g\u00e5r det hele af sig selv, ser jeg. S\u00e5 opn\u00e5r (op-n\u00e5r) jeg ingenting, og det er ligemeget, er det.
\nRigtig lige meget!<\/p>\n

De r\u00e5ber stadig nede fra floden og tilskynder roerne at g\u00f8re deres bedste, s\u00e5 de kan vinde (kun een kan vinde. Resten er tabere.) \u00a0Jeg har tabt og stiller mig bagerst. Lader alle de andre komme f\u00f8rst og ser istedet den lille musvit p\u00e5 grenen som pudser sine fjer. Det er meget bedre. En gevinst.<\/p>\n

Nu er vasket\u00f8jet h\u00e6ngt til t\u00f8rre. Jeg fik lort p\u00e5 badek\u00e5ben fordi jeg var for l\u00e6nge om at g\u00e5 p\u00e5 toilettet. Der er altid et eller andet om morgenen, jeg skal, og s\u00e5 tr\u00e6kker det ud og s\u00e5 er ampullen overfyldt, og jeg m\u00e5 l\u00f8be for at n\u00e5 hen til t\u00f8nden inden det g\u00e5r helt galt. S\u00e5dan g\u00e5r det tit. Jeg har travlt med alt andet og overser det vigtigste. De basale processer, endsk\u00f8nt jeg ofte t\u00e6nker p\u00e5 dem. Som f.eks. D\u00f8den. Det vil jo v\u00e6re aldeles forf\u00e6rdeligt, hvis jeg nu dratter om i et supermarked nede i den underjordiske metro, og hvem skal s\u00e5 tage sig af mig, t\u00e6nker jeg, men s\u00e5 s\u00f8rger jeg altid for at have legitimation, \u00a0som pas og sygesikringsbevis p\u00e5 mig, s\u00e5 jeg kan blive sendt hjem i en glaskiste med rigtig destination. N\u00e5, men d\u00f8den kan man ikke undg\u00e5. S\u00e5dan ser det ud, og da den er uundg\u00e5elig, lader jeg den v\u00e6re. Den f\u00f8lger mig som min skygge f\u00f8lger mig og det er helt i orden.<\/p>\n

N\u00e5r jeg er kommet over de v\u00e6rste godmorgenkvababbelser og har taget mit dampbad og skyllet kroppen med adskillige spande iskoldt vand, g\u00e5r jeg ned til Karons f\u00e6rge og lader mig fragte over p\u00e5 den anden side. Der frekventerer jeg for \u00f8jeblikket Nepal House, som er en lille ny\u00e5bnet restaurant med s\u00f8d bejening og dahl og linsesuppe. Ejeren har lige besteget Anapurna via basecamp, hvor hun fik h\u00f8jdesyge og m\u00e5tte fragtes til Kathmandu i en helikopter. Hospitalet var st\u00e6rkt beskadiget af jordsk\u00e6lvet. Alligevel behandlede l\u00e6gerne hende s\u00e5 godt, at hun kort tid efter kunne st\u00e5 p\u00e5 toppen af Anapurna gebetet i over 7000 meters h\u00f8jde. Det underholdt hun mig med i fire timer i g\u00e5r aftes, mens hun ustandselig \u00f8ste mere linsesuppe op i min sk\u00e5l. Jeg tilskriver mit aff\u00f8ringsproblem denne morgen hendes linsesuppe, som efter sigende har en st\u00e6rk laxativ effekt. Det blev sort nat inden jeg fandt en sporvogn som k\u00f8rte mig til mit hjem i Lihovar.<\/p>\n

Hvorl\u00e6nge jeg skal blive her, er et sp\u00f8rgsm\u00e5l. P\u00e5 den ene side havde jeg i g\u00e5r besluttet at k\u00f8re op i de \u00f8strigske bjerge i morgen den f\u00f8rste maj, men s\u00e5 s\u00e5 jeg vejrudsigten og den lovede ikke godt. 6 grader med isslag og sne. Hvad g\u00f8r man s\u00e5? I Danmark var der meldt om 20 grader og h\u00f8j sol.<\/p>\n

Hvad er jeg ude efter? Det er det gode sp\u00f8rgsm\u00e5l. Man skal ikke l\u00f8be efter vejret. S\u00e5 skifter det bare for n\u00e6sen af een. Her er solen begyndt at skinne efter 24 timer med styrtende regn, og jeg sidder med \u00e5ben d\u00f8r i shorts og skriver og ser ingen grund til at fare afsted. S\u00e5 jeg bliver nok lidt endnu. Der er ingen jeg skal sp\u00f8rge om lov til at blive eller rejse. En uendelig frihed som ikke er s\u00e5 d\u00e5rlig. Det giver mulighed for uanet flexibilitet, hvilket vil sige, at man er i stand til at handle ad\u00e6kvat i selv de mindste detailler.
\nTil sidst er man, det tidligere stivnakkede, planl\u00e6ggende v\u00e6sen, nu s\u00e5 b\u00f8jet og tvistet, at man uden at t\u00e6nke over det falder ind i situationen uden t\u00f8ven i rette \u00f8jeblik. Smart. (Eksistentiel musikalitet, kunne man kalde det.)<\/p>\n

\"\"<\/p>\n

Inde i Domen i Wien. Sidder jeget og t\u00e6nker sit. Mig og jeg i fredelig samdr\u00e6gtighed. Er der en kurre p\u00e5 tr\u00e5den som f.eks n\u00e5r mig vil den ene vej og jeg vil den anden, s\u00e5 finder en stille samtale om emnet sted, som altid munder ud i en konsensus til b\u00e5de jegs og migs tilfredshed. Allerdyrebareste sandhed er den, at intet er mere sandt end andet. Sandheden er universel og inclusiv. Ikke exclusiv. S\u00e5re simpelt.<\/p>\n

Fjern tanken s\u00e5 ryger tiden. Fjern tiden s\u00e5 ryger causaliteten. Fjern causaliteten, s\u00e5 ryger det hele. Pist v\u00e6k!
\nAlt det homo sapiens st\u00e5r for.<\/p>\n

Eller med Salig Holger Drachmanns ord: \u201cDet hele er kun en overgang, og alt er ingenting.
\nDet hele er kun en overgang og AALT er INGENTING !\u201d<\/p>\n

M\u00f8dte en invalid, da jeg steg ud af toget mod Kaiser Franz Josefs baneg\u00e5rd, som venligt viste mig vej til sporvogn D der f\u00f8rte mig til Wien Hauptbahnhof, hvor adskillige butikker frister med \u00f8strigste strudeln til 2 euro stykket, som jeg ikke k\u00f8bte, da jeg medbringer et stykke kernerugbr\u00f8d samt to bananer og et \u00e6ble til fort\u00e6ring p\u00e5 Stephansplatz sammen med en lille flaske vand tappet af campingpladsens hane for trinkwasser.
\nDen invalide bekr\u00e6ftede mig i visheden om min uvished, idet han anbefalede at google, hvis man ikke vidste hvor man var, og selv der kunne man aldrig v\u00e6re helt sikker.
\nSikkerhed er noget underligt noget. Som f.eks. n\u00e5r jeg ikke ved om bilens kilerem er i slidt ned og derfor har bestilt tid hos mekanikeren her i Klosterneuburg p\u00e5 mandag for at f\u00e5 den kontrolleret samt for at f\u00e5 olien skiftet, n\u00e5r jeg egentlig godt tror\/ved, at alt er i orden og kun g\u00f8r det for at v\u00e6re helt sikker.
\nDet g\u00f8r mig usikker, for hvad hvis mekanikeren laver en fejl og det hele bliver meget v\u00e6rre?
\nMen tiden er bestilt nu, og jeg stoler pa Volkswagen.<\/p>\n

Jeg bliver ofte v\u00e6k for mig selv i denne tid og det er en stor gl\u00e6de. Er ukendt sted som ukendt v\u00e6sen, her i den store domkirke med de mange turister som tager billeder med mobiltelefon. Jeg sidder p\u00e5 en af de umagelige bedeb\u00e6nke og fatter ikke en skid af det hele med det der religion og tro og b\u00f8n og alle de \u00e6ldgamle statuer og billeder af \u201chellige\u201d m\u00e6nd og en enkelt kvinde som er jomfru o.s.v. Hvad laver jeg her? Jeg ved det simpelthen ikke.<\/p>\n

Tirsdag den 7. Maj \u00a0Budapest.<\/p>\n

Why should I be in a hurry? Why? Det sp\u00f8rger jeg tit mig selv om, men det ligger dybt i blodet. Dette at skynde sig. Det er lige som en stemme inde i mig siger: Se nu at f\u00e5 lidt fart p\u00e5! Det er stemmen som er et konglomerat af alle de stemmer, der gennem hele min tilv\u00e6relse har r\u00e5bt ad mig med ordene: Skynd dig nu lidt!
\nAlle mine oplevelser har den f\u00e6llesn\u00e6vner at blive skyndet p\u00e5, s\u00e5 hele den jeg er, er en jagethed. Mit hjerte banker i hast og ikke i ro. Jaget gennem livet som et forvildet dyr p\u00e5 flugt fra j\u00e6gerens skarpladte b\u00f8sse. S\u00e5dan f\u00f8ler dette jeg sig ofte,men n\u00e5r det ses, er det en energi i sig selv at modst\u00e5 det og handle ud fra de givne omst\u00e6ndigheder som altid, og jeg gentager, altid er i ro. (Nuet er altid NU) Det er mig\/jeg der er i uro og det m\u00e6rker jeg hele tiden n\u00e5r jeg sidder her og tror, at hvis ikke jeg skynder mig lidt, s\u00e5 er dagen forbi og s\u00e5 har jeg ikke N\u00c5ET noget og det er ikke s\u00e5 godt, for s\u00e5 BLIVER det ikke til noget, og det er ikke s\u00e5 godt, kan du nok forst\u00e5, ikke? Vel?<\/p>\n

Jeg fandt ikke den i google omtalte veganerrestaurant. Den var lukket.Under ombygning. Men der l\u00e5 en lille thaifidus l\u00e6ngere henne om hj\u00f8rnet, og der gik jeg ind og fik dejlig vegetarisk vok og en ditto tomyum suppe, altsammen til 50 kr eller 2500 floriner eller hvad de nu hedder de ungarnske penge.
\nDer er faktisk rigtig rart p\u00e5 den lille campingplads \u201cNatura\u201d midt i en skov og alligevel kun 5 km fra Centrum med bus som er gratis for \u00e6ldre som mig. Wow! Lige som i Prag, s\u00e5 jeg m\u00e6sker mig i gratis k\u00f8reture med sporvogn, bus og metro. Det er sp\u00e6ndende med en helt ny by, hvor man intet kender, og et sprog man ikke forst\u00e5r, og s\u00e5 er her lidt altmodisch p.g.a. den ikke s\u00e5 lange periode, der er g\u00e5et siden murens fald og Sovjets dominansoph\u00f8r. Stadig denne nye frihed i blodet p\u00e5 menneskene her, kan man m\u00e6rke. En udm\u00e6rket by som skal exploreres, i hvor mange dage ved jeg ikke og nu er vejret blevet godt med sol, s\u00e5 alt er frydefuldt og dejligt og tak for det!<\/p>\n

Det var noget af en tur. Siger jeg. Med bankende hjerte begav jeg mig afsted fra Budapest, som jeg ellers var begyndt at holde af. S\u00e5 meget, at jeg f\u00f8lte, at hvis jeg blev h\u00e6ngende, kunne jeg nemt gro fast, og det er det sidste jeg vil. Det ligger helt klart. \u00a0Hver gang jeg f\u00f8ler, at r\u00f8dderne tager fat i undergrunden, og vanen indfinder sig, og alt bliver rutine, g\u00e5r jeg fra vid og sans og flygter afsted ud i nye vilde \u00e6ventyr. Det er blevet min stil, og nu kan jeg lige s\u00e5 godt indr\u00f8mme det overfor mig selv, og se hvad det medf\u00f8rer.<\/p>\n

V\u00e6rten p\u00e5 campingpladsen i Ave Natura Camping i Budapest frar\u00e5dede mig p\u00e5 det bestemteste at k\u00f8re op i H\u00f8je Tatra med min bil. Han mente det var alt for risikabelt.
\nH\u00e5ndbremsen havde nemlig sat sig fast, s\u00e5 jeg ikke kunne komme ud af stedet. Han sagde, at hjulet skulle af, hvilket gudskelov ikke lykkedes for ham, da den sidste f\u00e6lgbolt n\u00e6gtede at give op. Det var godt, han derefter k\u00f8rte efter frugt og var v\u00e6k, mens den tilkaldte Falckmand med en let hammerbanken p\u00e5 bremsecylinderen l\u00f8snede h\u00e5ndbremseblokken.
\nJeg skyndte mig afsted inden campingv\u00e6rten kom tilbage for at forts\u00e6tte\u00a0sin skepsis over mit k\u00f8ret\u00f8js muligheder i High Tatras.
\nFanden st\u00e5 i ham og hans advarsler!<\/p>\n

Det gik ogs\u00e5 meget godt indtil i nat, hvor den egentlige bjergk\u00f8rsel skulle finde sted. Her gav jeg op. Var simpelthen for tr\u00e6t til at k\u00f8re videre og slog lejr p\u00e5 en parkeringsplads udenfor en \u00f8lstue med fulde folk som kom vraltende forbi min soveplads dog uden at gribe forstyrrene ind i min s\u00f8vn.<\/p>\n

I morges s\u00e5 alting lyst ud igen, og opad gik det hele tiden i een uendelighed, hvor min opm\u00e6rksomhed p\u00e5 temperaturm\u00e5leren og bilens forskellige lyde hele tiden var i h\u00f8jeste alarmberedskab, for hvis der nu sker noget og k\u00f8leren eksploderer eller baghjulslejerne br\u00e6nder sammen eller, eller, eller… Det er yderst sp\u00e6ndende og klart bevidsthedsudvidende at vide, at hvis k\u00f8ret\u00f8jet bryder sammen p\u00e5 en s\u00e5 st\u00e6rkt skr\u00e5nende og meget smal bjergvej her nede i de slovakiske alper, s\u00e5 er fanden l\u00f8s og s\u00e5 …<\/p>\n

Det sidder man og t\u00e6nker p\u00e5 hele tiden med den gamle bil. Men jeg kom dog op og n\u00e5ede passet, og en bjergvandrer, jeg spurgte, siger, at nu \u00a0g\u00e5r det ned ad resten af vejen mod den bjergvandrecampingplads, som jeg har sat mig for at bes\u00f8ge.
\nJeg\u00a0har v\u00e6ret ude og g\u00e5 i den sk\u00f8nne 2000 m h\u00f8je luft med ozon og graner og rislende vandl\u00f8b og alt hvad hjertet kan beg\u00e6re af udrensning efter de beskidte og osende gader i Berlin, Prag og Budapest.
\nHer oppe i bjergpasset bliver jeg i nat, selvom det nok begynder at sne og hagle. Skide v\u00e6re med det. Jeg sidder trygt og godt i min varme bil med god internetforbindelse, s\u00e5 jeg b\u00e5de kan f\u00f8lge valgkampen i Danmark og se Netflix. Eller l\u00e6se de sidste kapitler af Lykke Per…<\/p>\n

Det er det, er det. S\u00e5dan kan man begynde en s\u00e6tning. En s\u00e6tning af ord som er symboler eller billeder eller modeller eller forestillinger som fors\u00f8ger at indkredse, det der sker.
\nI dette \u00f8jeblik sner det udenfor mit vindue. I morges da jeg v\u00e5gnede og trak gardinet til side, s\u00e5 jeg at sneen dalede ned udenfor. Jeg kr\u00f8b straks under dynen igen. Det skulle jeg ikke have noget af. Puha for et vejr her i det h\u00f8je Tatras, hvor jeg i g\u00e5r for f\u00f8rste gang p\u00e5 denne lokation, bev\u00e6gede mig bort fra mit k\u00f8ret\u00f8j for at inspicere, hvad jeg ad omveje over et bjergpas var n\u00e5et til i nattens mulm og m\u00f8rke.<\/p>\n

Der var ikke lang vej ned til en spredt bym\u00e6ssig bebyggelse, og det f\u00f8rste mit \u00f8je s\u00f8gte var selvf\u00f8lgelig et supermarked eller en k\u00f8bmand eller noget lignende, s\u00e5 jeg kunne f\u00e5 noget at spise. Det er vigtigt at f\u00e5 noget at spise. Det ved enhver.
\nJeg gloede mig omkring og s\u00e5 intet supermarked. Til geng\u00e6ld s\u00e5 jeg en jernbanestation og en fedladen jernbanearbejder, der gik forbi mig uden at hilse. N\u00e5, t\u00e6nkte jeg, men jeg kan jo altid g\u00e5 hen i stationsbygningen og se, hvad der foreg\u00e5r. Her st\u00f8dte jeg p\u00e5 en venlig dame i et glughul som nedskrev en bjergbanes afgangstider og ankomsttider oppe i \u00a0Strebske Pleso, samt afkr\u00e6vede mig en euro for turen, som jeg overbragte hende med tak for hj\u00e6lpen p\u00e5 Tatransk.(Et sprog jeg ikke forst\u00e5r et kuk af, men taler udm\u00e6rket!).
\nI det samme str\u00f8mmede det\u00a0ind med \u00a0Tatranske skoleb\u00f8rn p\u00e5 udflugt. Dem slog jeg f\u00f8lge med ind i et nydeligt, r\u00f8dmalet, k\u00e6detrukket skr\u00e5banetog som k\u00f8rer p\u00e5 midterskinne med modhager, for ikke at falder ned ad den stejle stigning. Turen \u00e5benbarede den smukkeste udsigt mod det Tatranske Himalaya med sned\u00e6kkede bjergtinder, som fremkaldte et begejstret \u201c\u00c5h\u201d hos alle b\u00f8rnene samt hos undertegnede, ved synet.
\nDet var magel\u00f8st! S\u00e5dan ganske af sig selv var jeg havnet i en begivenhed helt uden hensigt. Det var dejligt og toget steg og steg, og jeg \u00e5bnede et vindue og stak hovedet ud i den sitrende og granduftende morgenluft og havde det faktisk fantastisk!
\nI mods\u00e6tning til i morges, hvor jeg bare t\u00e6nkte p\u00e5 at komme hjem. Men som den k\u00e6re Dylan synger, s\u00e5 er det s\u00e5 som s\u00e5 med \u201cdirection home\u201d, for hvor er \u201chome\u201d? \u00a0Det\u00a0ved jeg snart ikke, for som nu, \u00a0hvor det som sagt sner udenfor og jeg sidder her i mit lille varme hus p\u00e5 hjul og f\u00f8lger en lokal brunfarvet vipstjert som n\u00e6rmer sig bilen og som ser op p\u00e5 mig, og som jeg ser ned p\u00e5, mens fnuggene daler og bjergene og granerne st\u00e5r ganske stille og er til, s\u00e5 er det jo et ganske passende \u201chjem\u201d.<\/p>\n

Her bliver jeg nok et par dage eller s\u00e5. \u00a0Det er hele tiden et sp\u00f8rgsm\u00e5l om, hvorn\u00e5r jeg skal videre og hvorn\u00e5r jeg skal med f\u00e6rgen Rostock Gedser, for hvis man bestiller i god tid kan man f\u00e5 det til nedsat pris. Men det kr\u00e6ver en pr\u00e6cis dato for, hvorn\u00e5r jeg vil med og det er skidesv\u00e6rt at vide.
\nDerfor lader jeg for \u00f8jeblikket det sv\u00e6ve hen i det uvisse, hvorn\u00e5r det bliver.<\/p>\n

Under alle omst\u00e6ndigheder fik jeg taget et bad i morges med badek\u00e5be og paraply hen over de sned\u00e6kkede gr\u00e6sarealer til et udm\u00e6rket badeomr\u00e5de, og det hjalp p\u00e5 hum\u00f8ret. Is\u00e6r den afsluttende iskolde dusch som minder om min vinterbadning, som jeg m\u00e5 give afkald p\u00e5 for tiden, og erstatter med fodbad i nyfalden sne.
\nOppe i Strebske Pleso er der en s\u00e6rpr\u00e6get s\u00f8, som kun findes her, fordi gletcherne har lavet den for 8 tusind \u00e5r siden, og der derfor lever en fisk fra den gang ,som kun lever der i hele verden. Den er ved at udd\u00f8 fordi turisterne fodrer \u00e6nderne i s\u00f8en med br\u00f8d som skaber iltmangel. Rundt om s\u00f8en st\u00e5r skilte med forbud mod fodring af \u00e6nderne. Jeg s\u00e5 derfor kun to \u00e6nder og ingen fisk, men gjorde en herlig spadseretur rundt om den bl\u00e5nende s\u00f8 forbi \u201cVilla Maria\u201d hvor en ber\u00f8mt Slovakisk digter sad og skrev engang i trediverne og som nu har en statue af ham udenfor. Meget interessant…
\nLige s\u00e5 interessant som at h\u00f8re om det danske snart forest\u00e5ende valg og alle politikerne, som hver og een meler deres egen kage som s\u00e6dvanlig.
\nDet kan jeg h\u00f8re p\u00e5 radio 24\/syv med den gode netforbindelse, men jeg slukker nu ofte midt i det hele af br\u00e6kfornemmelser.
\nI \u00f8vrigt kan man kun f\u00e5 hvidl\u00f8gssuppe med et tykt lag smeltet ost i bunden som kolesterolaflejlinger p\u00e5 en aortav\u00e6g, og det gider jeg ikke spise. Det er, hvad man kan f\u00e5 af vegansk mad her. Resten er p\u00f8lse af svin og hest og ko og ged og kanin og sm\u00e5 ovnbagte sangfugle indpakket i k\u00e5lblade. Trods alt.
\nK\u00e5lbladene alts\u00e5.<\/p>\n

\"\"<\/p>\n

Er nu g\u00e5et i hundene. Billedligt talt eller emblematisk som man siger. Som et symbol p\u00e5 min tilstand som startede den sidste dag i Slovakisk Tatra,hvor regnen silede ned og temperaturen ikke p\u00e5 noget tidspunkt oversteg 6 grader. Rystende og forkommen vandrede jeg op og ned ad Poprads koldkrigspr\u00e6gede gader, med alleer op mod et stort rundt mindesm\u00e6rke som udspyede kanonl\u00f8b og \u00a0ildblomster fra gravstenenes granit. Sygt, og v\u00e6ldede regnen ikke ned over mit ansigt, s\u00e5 tog vinden s\u00e5 h\u00e5rdt i paraplyen at den kr\u00e6ngede ud og blev ubrugelig. Hjertet gav nogle ynkelige hop af irritation over at v\u00e6re blevet taget med p\u00e5 en s\u00e5 tr\u00f8stsl\u00f8s f\u00e6rd. I toget mod Poprad m\u00f8dte jeg en kvinde som arbejdede i Gambia, fordi hun hadede Ukraine, som hun var p\u00e5 vej mod for at bes\u00f8ge sin s\u00f8ster. Det gik op for mig med et chok, at jeg blot var 100 km fra gr\u00e6nsen til Ukraine og fik dermed en fornemmelse af n\u00e6rhed til Putins Rusland og alt det.
\nFr\u00f8s da jeg kom tilbage til stationen, og tog fejl af togene s\u00e5 jeg ikke fik turen op gennem bjergene men kun den lige linie direkte hjem til mit v\u00e5de tagtelt p\u00e5 bilen. Satans, t\u00e6nkte jeg. I det mindste kunne en lille ekstratur op til den sterile s\u00f8 og de s\u00f8de damer\u00a0i supermarkedet have gjort godt, men det skulle ikke v\u00e6re, for jeg tog fejl. Satans. S\u00e5 var det altsammen satans.
\nDet var prikken over iet, at jeg tog fejl. Det hele kunne v\u00e6re ligemeget, og jeg besluttede at k\u00f8re videre.<\/p>\n

Dagen efter regnede det stadig og sneede ogs\u00e5. Derfor var det bare med at komme afsted.<\/p>\n

For hurtigt, t\u00e6nkte jeg, da jeg havde k\u00f8rt 50 km p\u00e5 hovedvejen til Bratislava, og vejret klarede op og skyerne trak sig v\u00e6k fra himlen og lod solen bryde frem. Da fortr\u00f8d jeg, at jeg var taget af sted. Det var jo dog, p\u00e5 trods af regnen, alligevel det bedste sted jeg havde v\u00e6ret, t\u00e6nkte jeg. Med denne dybtgr\u00f8nne n\u00e5letr\u00e6s natur og de h\u00f8je isd\u00e6kkede fjelde som tr\u00e5dte frem i t\u00e5gen mellem sne og regnbygerne. Nu var jeg k\u00f8rt og nu fortr\u00f8d jeg.
\n– Du kan jo bare vende om, var der en stemme som sagde inde i mig, men det var osse t\u00e5beligt, t\u00e6nkte jeg. Har man sagt a, m\u00e5 man osse sige b, o.s.v, s\u00e5 jeg k\u00f8rte videre ad autostrada D 11 mod Bratislava.
\nT\u00e6nkte p\u00e5 Christian den fjerde i \u201cKongens fald\u201d som sejler frem og tilbage mellem Fyn og Jylland i et eksistentielt v\u00e6gelsind. Det var mig i en n\u00f8ddeskal. Alene i verden og skal tr\u00e6ffe beslutninger hele tiden, men det er osse det hele turen g\u00e5r ud p\u00e5. Det med at v\u00e6lge, og kan man det? Og hvorfor v\u00e6lger man, som man g\u00f8r, og til syvende og sidst ligesom i Lykke Per sp\u00f8rgsm\u00e5let: hvem i hulen er jeg?
\nDet er ikke rart at se, n\u00e5r man bestemmer eet og vil noget andet, og det hele k\u00f8rer rundt.
\nN\u00e5r det s\u00e5 osse styrter ned og de store lastbiler sender flodb\u00f8lger af vand ind over ens forrude, og campingpladsen i Bratislava er et hul, hvor den eneste meddelelse man f\u00e5r ved indgangen er, at der er tyve overalt, og man skal passe p\u00e5, for de bryder ind i bilerne og stj\u00e6ler alt af v\u00e6rdi, ja s\u00e5 bliver man skidetr\u00e6t og sur.
\nJeg sprang Bratislava over p\u00e5 stedet og satte kurs mod Wien og Klosterneuburg, som jeg kender, og nu skinner solen, og jeg har vasket t\u00f8j og ryddet op og l\u00e6st lidt i Thomas Bobergs \u201cAfricana\u201d og falder til ro efter min vakkelvornhed.<\/p>\n

\"\"<\/p>\n

Jeg kan ikke tage afstand fra noget. Jeg bliver n\u00f8dt til at tage alt ind. Det er min sk\u00e6bne.F\u00e6rdig med det. Slut og finale med at v\u00e6re h\u00f8jr\u00f8vet eller \u00f8ret\u00e6veindbydende. Det er ikke min stil l\u00e6ngere.
\nDer landede en sommerfugl p\u00e5 min n\u00e6se for et \u00f8jeblik siden her oppe ved Langbathseen, hvor jeg er p\u00e5 inspektionstur, for at se om vejens h\u00e6ldning tilfredsstiller min bils form\u00e5en. \u00a0I aften vil jeg k\u00f8re heropad. Nu er jeg p\u00e5 g\u00e5ben, og sidder p\u00e5 en b\u00e6nk under beskyttelse af jesuhjerte, mens jeg spiser min humpel, fors\u00f8det med en afrikansk banan og t\u00e6nker over tingene. Det har vist sig, at her er en sv\u00e6vebane med et billigt eftermiddagstilbud om at blive l\u00f8ftet op i h\u00f8jden, hvor sneen ligger og luften er tynd, klar og ren. Det tilbud m\u00e5 jeg ubetinget benytte mig af.
\nMin nabo nede p\u00e5 Stellplatzen, som det hedder, har forsynet mig med oplysninger om elcykler, som han medbringer i sin kilometerstore autocamper sammen med sin lille tykke kone, som han stuver ind i kassen og k\u00f8rer v\u00e6k i om et \u00f8jeblik. S\u00e5 er jeg alene igen, men s\u00e5 kommer en anden tysker og fort\u00e6ller mig, hvor glad han er for Danmark, og at han har lejet et hus i Tisvilde til sommer, som han gl\u00e6der sig meget til, for som han siger p\u00e5 gebrokkent dansk:
\n-Jaj \u00e6lsker d\u00e6nmark.
\nJeg smiler til ham og \u00f8nsker ham god rejse, da han k\u00f8rer tilbage til Tyskland, fordi han skal arbejde p\u00e5 mandag. Ellers g\u00e5r de alle i lederhosen med gr\u00f8n alpehat og ligner Adolf Hitler i Berchtesgaden.
\nMeget underholdende at lederen af det regeringsb\u00e6rende h\u00f8jrenationalistiske parti her i \u00d8strig er taget i alvorlig korruption i samarbejde med Russerne, og pr\u00e6sidenten derfor nu er n\u00f8dsaget til at udskrive nyvalg. M\u00e5ske er historien slet ikke line\u00e6r, men snarere vertikal. Det tror jeg nok den er. Kort og godt: Der sker ikke noget, der ikke allerede ER sket. Meget indlysende faktisk, da det hele sker erindringsbaseret stuvet sammen i alle hjerner som kollektiv bevidsthed. Der er intet nyt under solen, som man siger, s\u00e5 l\u00e6nge det er os, den menneskelige race som bestemmer, og her g\u00e5r det kun ned ad bakke, selvom der gispes og skriges og r\u00e5bes om \u201cl\u00f8sninger\u201d hele tiden, og jo flere l\u00f8sninger desto flere uoverskuelige situationer, som man s\u00e5 alligevel fors\u00f8ger at \u201cl\u00f8se\u201d i een uendelighed. Hvordan tror man, at man kan bremse den globale opvarmning og de deraf f\u00f8lgende katastrofer for menneskeheden, n\u00e5r menneskeheden i bund og grund er ligeglad, optaget som den er af sin sult og fattigdom, sine stridigheder, sit magtbeg\u00e6r og gr\u00e5dighed og sin forstyrrede tankevirksomhed? Det m\u00e5 siges at v\u00e6re yderst naivt. Men det forts\u00e6tter som sagt i een uendelighed med k\u00e6vl og b\u00e6vl og intellektuel snak i valgkampagner og krigsforberedelser og nationalisme og hvad ved jeg. R\u00e6kken af t\u00e5beligheder er uden ende. Men tro blot p\u00e5 at I kan l\u00f8se det med alskens propaganda og s\u00e5kaldte \u201ctiltag\u201d. Jeg tillader mig at have mine tvivl.
\nUnderskrevet: Jesus Kristus, hvem jeg tog notat fra her p\u00e5 bjergvejen op til Langbathsee\/Ebensee.<\/p>\n

\"\"<\/p>\n

Der er det, der sker og s\u00e5 er der det, der kan ske. Heri ligger dilemmaet. Men det der kan ske, vil altid opst\u00e5 gennem det der sker. Derfor er det nok at holde \u00f8je med, hvad der sker og ikke spekulere over, hvad der kan ske. Det er form\u00e5lsl\u00f8st. Siger jeget til sig selv idet det befinder sig p\u00e5 en kundeparkeringsplads hos Volkswagen i Ebensee Oberoesterreich i silende regn og har sovet i bilen for at v\u00e6re parat kl. 7.15, n\u00e5r v\u00e6rkstedet \u00e5bner.<\/p>\n

Her er jeg blevet venligt modtaget. Har f\u00e5et lov at l\u00e5ne toilettet og er stillet i udsigt, at man sansynligvis vil f\u00e5 tid til at skifte min motorolie og filter en gang i dag. S\u00e5dan er det. Ingen spekulationer. Rene facts.
\nHvad der sker herefter kan der kun gisnes om. Visse planer tegner sig dog om at indlogere sig p\u00e5 campingplatz Traunsee for en duch og noget ordentligt internet og en overvejelse om, hvilken rute man vil tilbagel\u00e6gge under opstigningen mod de nordlige himmelstr\u00f8g.<\/p>\n

N\u00e5r jeg fort\u00e6ller dette, er det for at meddele, hvorledes den lille hjerne ustandselig og i stadig nerv\u00f8sitet besk\u00e6ftiger sig med alle de ulykker, som kan falde ned over dens vej. Sygdom, d\u00f8d og en bil som g\u00e5r i stykker, men jeg synes, jeg g\u00f8r mit bedste for at v\u00e6re forberedt.
\nSom nu hvor jeg skifter olie, selvom jeg m\u00e5ske nok kunne k\u00f8re videre, men det ville v\u00e6re uforsvarligt overfor den gamle motor ikke at behandle den ordentligt. Derfor sidder jeg\u00a0og venter p\u00e5, at bilen bliver f\u00e6rdig og jeg kan k\u00f8re videre. Hvorhen og til hvad? Det m\u00e5 guderne vide.<\/p>\n

\"\"<\/p>\n

Hvad g\u00f8r jeg?<\/p>\n

Traunsee.<\/p>\n

Jeg er landet i en forladt ungdomskoloni. Med grafitti over det hele. Slagord om lede kapitalister og h\u00e5rd rock. Badev\u00e6relset har h\u00f8je automater, hvor man kan tr\u00e6kke kondomer, og affald flyder overalt i store bunker med \u00f8ld\u00e5ser, pizzabakker og millioner af cigaretskod. V\u00e6relserne lugter af sure sokker og her er ikke en sj\u00e6l. Udover den lille tynde pige, som tog imod mig da jeg k\u00f8rte ind foran den faldef\u00e6rdige receptionsbygning i formiddags.
\nP\u00e5 turen over bjergene standsede jeg ved et kors. Der var ogs\u00e5 et billede af den unge mand, som blev dr\u00e6bt p\u00e5 sin motorcykel i svinget, hvor jeg holdt.
\nDe store lastbiler k\u00f8rer faretruende t\u00e6t p\u00e5 mig, og bagved ligger de sm\u00e5 rappe moderne torpedoer og griber den mindste chance til at bryde ud i en hasarderet overhaling.
\nJeg ser for mit indre blik den episode p\u00e5 motorvejen i Tyskland, hvor jeg var vidne til et sammenst\u00f8d, med bilerne smadret lige for n\u00e6sen af mig og passagererne slynget h\u00f8jt op i luften og ind i autov\u00e6rnet. Jeg k\u00f8rte forbi i den modsatte bane og har aldrig glemt det. Derfor k\u00f8rer jeg meget forsigtigt, og skider p\u00e5 om de presser mig bagfra.
\nMen det regner stadig, og selvom jeg gik en tur ud til s\u00f8bredden langs en sti som de kalder \u201cmusikstien\u201d fordi kendte \u00f8strigske komponister har skrevet p\u00e5 malede tavler undervejs, fandt jeg ikke ro. Derfor vendte jeg hurtigt tilbage langs et st\u00e5ltr\u00e5dshegn, hvor en solsort f\u00f3r forskr\u00e6kket op i mit ansigt med en lyd som et v\u00e6kkeur.
\n-Hovsa, hvad laver du der lille ven, udbr\u00f8d jeg, mens den skr\u00e6ppende fl\u00f8j ind i buskadset. Da jeg n\u00e6rmede mig de store bygninger, som kolonien best\u00e5r af, kom en m\u00f8rkh\u00e5ret og skummelt udseende mand ud og spurgte, hvad jeg foretog mig. Jeg standsede og s\u00e5 uforst\u00e5ende p\u00e5 ham. Den lille tynde pige kom frem bag ved ham og trak ham v\u00e6k.
\n-Du skal ikke v\u00e6re bange, sagde hun. – Han vil bare beskytte mig. Han er forelsket, forst\u00e5r du. Men nu skal jeg fort\u00e6lle dig noget. Jeg vil lave dig en dejlig ret til middag, hvis du har lyst. Hvad siger du til det?
\n– Jeg er veganer, s\u00e5 jeg ved ikke, om det s\u00e5 kan lade sig g\u00f8re, svarede jeg.
\n-Jo, jo, helt i orden, du f\u00e5r det pr\u00e6cis som du vil have det!
\nKl.7 skal jeg derfor ind og spise hos pigen og vennen, og det gl\u00e6der jeg mig til. Det g\u00f8r jeg virkelig.<\/p>\n

-Det er ligegodt tosset, at man skal forstille sig for s\u00e5dan en skide k\u00e6lling! betroede den m\u00f8rke mand mig, mens den lille tynde pige var i k\u00f8kkenet for at tilberede maden. Da hun kom ind med fade med overd\u00e5dige veganske retter og ris og blomk\u00e5l og rosenk\u00e5l og pastinak og l\u00f8g og guler\u00f8dder, blinkede han sk\u00e6lmsk til mig, som havde vi en hemmelighed sammen. Jeg var komplet uforst\u00e5ende overfor hans attitude, da jeg syntes at hun (den lille tynde pige) var noget af det nydeligste og fine, jeg l\u00e6nge havde m\u00f8dt. Jeg blev st\u00f8dt, ja faktisk ret indigneret over hans opf\u00f8rsel, og for at im\u00f8deg\u00e5 hans uh\u00f8viske optr\u00e6den var der ingen ende p\u00e5 den ros, jeg gav hendes kogekunst. Da vi havde spist, talte vi lidt sammen om fordelene ved at v\u00e6re veganer. B\u00e5de set fra samfundets, klimaets og den enkeltes sundheds perspektiv, men det lod ikke til at interessere fyren det mindste. Han sad bare og fjollede og lavede grimasser som om han tyggede k\u00f8d!
\nDa han til sidst begyndte at r\u00e5be op om sin egen ufejlbarlighed p\u00e5 ober\u00f6sterreichisch i st\u00e6rkt h\u00f8jreextremistiske vendinger, s\u00e5 jeg ingen anden udvej end at sl\u00e5 ham ned!
\nVi bar ham over til stranden og lagde ham i en pram, som de socialistiske ungdomsgrupper havde efterladt fra deres sidste konference i kolonien, og skubbede den ud i den store Attensee.<\/p>\n

Det sidste jeg s\u00e5 til den lille tynde pige, da jeg om morgenen k\u00f8rte videre mod Prag, var hendes skikkelse p\u00e5 s\u00f8bredden, mens hun stod og kastede afplukkede blomster ud p\u00e5 vandoverfladen.Da havde jeg virkelig ondt af hende, men hvad kunne jeg g\u00f8re?
\nNu er jeg i Prag og har lagt h\u00e6ndelsen bag mig. Det regner i\u00f8vrigt stadig, men jeg har fundet et sted med overd\u00e6kket swimmingpool og udsigt til gyldentgule sennepsmarker og der sl\u00e5r jeg mig ned en tid. Jeg kan ikke tage tingene alvorligt mere. Det hele flyder.
\nS\u00e6rt.<\/p>\n

P\u00e5 gaden i Prag m\u00f8der jeg en rundkreds af maskekl\u00e6dte anonymous med barne\u00f8jne, der stirrer ud gennem glughullerne i den uhyggelige ansigtsforkl\u00e6dning. De holder sk\u00e6rme med videoer, som viser drabet p\u00e5 vore medskabninger, dyrene, som foreg\u00e5r hver dag p\u00e5 slagtehallerne rundt omkring i verden. Jeg kender dem godt fra K\u00f8benhavn, hvor de har st\u00e5et p\u00e5 Sct. Hans Torv og andre steder. Jeg g\u00e5r hen til dem og ser ind i deres \u00f8jne, mens jeg sp\u00f8rger:
\n-What to do? Jeg er veganer og hader alt det, der sker i denne verden, men ser ikke noget h\u00e5b. Putin borer efter olie i Arktis og Trump forbereder en atomkrig. Verdens fattige er gidsler i magtgale menneskers uendelige gr\u00e5dighed. Den eneste l\u00f8sning, jeg ser for \u00f8jeblikket, er den menneskelige races totale udslettelse, s\u00e5 verdens planter og dyr og hele biosf\u00e6ren kan f\u00e5 ro til at genoprette sig selv. Det er vores skyld det hele, og den eneste chance for naturens overlevelse er, hvis vi oph\u00f8rer med at eksistere!
\nEn s\u00f8d lysh\u00e5ret pige havde h\u00f8rt, hvad jeg sagde og svarede:
\n-Det lyder h\u00e5rdt, men jeg kan godt forst\u00e5, hvad du mener. Alligevel tror jeg der er h\u00e5b for os mennesker. Vi ser, at flere og flere forst\u00e5r vores budskab. Det kan vi m\u00e6rke, n\u00e5r vi st\u00e5r og demonstrerer. Ellers er det hele bare s\u00e5 h\u00e5bl\u00f8st.
\nJeg svarede hende:
\n-M\u00e5ske ved et mirakel. M\u00e5ske er det jer der er miraklet. Medf\u00f8lelse kan v\u00e6re l\u00f8sningen, men kan vi n\u00e5 det, n\u00e5r alle de store magter tr\u00e6kker den modsatte vej? Jeg tvivler, men selvf\u00f8lgelig, man har f\u00f8r set, hvorledes en ganske lille h\u00e6ndelse har \u00e6ndret verdenshistoriens gang. Men vi f\u00e5r travlt. Vi har ingen tid at spilde!
\nHun gav mig h\u00e5nden og jeg m\u00e6rkede varme og tillid str\u00f8mme igennem den. Jeg gik derfra med en fornemmelse af tyndslidt skepsis. Hvad havde jeg at miste? Det hele m\u00e5ske? S\u00e5 bedre satse, ikke? Hele tiden. Altid. Nu? Eller hvad? Sp\u00f8rgsm\u00e5let sv\u00e6ver stadig hen over mit hoved, og jeg finder ikke svar.
\nM\u00e5ske er der slet ikke noget \u201csvar\u201d ? M\u00e5ske er der kun sp\u00f8rgsm\u00e5let? Vildrede igen. Det indr\u00f8mmer jeg. M\u00e5ske er min skr\u00e5sikkerhed blot en afstivning af en svag karakter? Til syvende og sidst starter det med den skrivende. Det er uomg\u00e6ngeligt.<\/p>\n

S\u00e5 jeg skriver videre. Koste hvad det vil…<\/p>\n

Det holdt h\u00e5rdt. De sidste dage. Men s\u00e5 blev det bagende sol, og s\u00e5 var osse det galt. Nu er der alt for varmt i kahytten. Sveden driver ned ad ryggen p\u00e5 mig. G\u00e5r i Swimmingpool, men den er opvarmet. Lunkent vand, og ikke nogen kold duch at skylle af med bagefter. S\u00e5 m\u00e5 jeg g\u00e5 over til herrebadet og bruge den kolde bruser der. Det er ogs\u00e5 for galt, t\u00e6nker jeg. Det hele er altid for galt i \u00f8jeblikket. Bussen tager godt og vel halvanden time ind til byen og der kan man godt nok spise vegetarisk, men s\u00e5 f\u00e5r man halsbrand bagefter af de mange krydderier kokken har tilsat maden, n\u00e5r han nu ikke m\u00e5 bruge k\u00f8d!
\nOp og ned ad Prags gader g\u00e5r det, mens butiksvinduerne passerer forbi mit ansigt. Altid de samme tilbud om frelse p\u00e5 alle m\u00e5der og mad over det hele. Alle \u00e6der hele tiden i alle afskygninger. Tilbud om frelse for sult og kedsomhed. P\u00e5 en b\u00e6nk m\u00f8der jeg to frelsere. F\u00f8rst tror jeg bare det er fine folk, som vil snakke, mens jeg sidder og tegner en tyk mand p\u00e5 b\u00e6nken overfor, men da pigen n\u00e6rmer sin blodr\u00f8de og i \u00f8vrigt meget indbydende, ja man kunne n\u00e6sten sige sexede mund til mit \u00f8re og det kilder ned ad min hals, og denne mund s\u00e5 hvisker: Jesus! \u00a0F\u00e5r jeg et chok, for det havde jeg ikke regnet med\u00a0jo.
\nMen hendes ven som er skotte beretter, at han er kommet ud af sit stofmisbrug ved hj\u00e6lp af Jesus Kristus, og jeg svarer, at det t\u00e6nkte jeg nok. Men de er da meget s\u00f8de, s\u00e5 jeg tilgiver dem deres vildfarelse og lader dem snakke.
\nDet er sk\u00e6gt, for det g\u00e5r helt i tr\u00e5d med alle de andre fristelser og tilbud som byen fremviser. Mad, sex og \u00e5ndelig f\u00f8de. Hele tiden er der noget som byder sig til, og jeg f\u00e5r spat og br\u00e6kfornemmelser og l\u00e6gger mig ind p\u00e5 gr\u00e6sset i solen i en park og hviler mit tr\u00e6tte hoved p\u00e5 min bl\u00e5 rygs\u00e6k og dr\u00f8mmer om Bandholm og badeanstalten og mit lille hus, som jeg savner noget s\u00e5 forf\u00e6rdeligt og Danmark med de brede b\u00f8ge og den salte strand og det altsammen og m\u00e6rker, at jeg efterh\u00e5nden er blevet lidt rejsetr\u00e6t, men tager mig dog sammen og bestiller plads p\u00e5 Camping nord i Berlin de sidste 5 dage i n\u00e6ste uge.<\/p>\n

Lige s\u00e5 anstrengende det kan v\u00e6re, at cykle derudaf med 100 km i timen p\u00e5 de overfyldte motorveje, med store grimme lysebl\u00e5 lastbiler som ustandselig kysser een i r\u00f8ven, lige s\u00e5 aldeles vidunderligt, afstressende og lykkefyldt er det, n\u00e5r man k\u00f8rer ind p\u00e5 en plads og m\u00f8der andre rejsende og udveksler oplevelser og falder til ro, mens ens k\u00f8ret\u00f8j langsomt omskabes til en bolig med etagekomfort, internetforbindelse, lys og varme.<\/p>\n

I Dresden havnede jeg langt uden for byen i et tilgroet vandreparadis med familier med madkurve og ingen kontakt. Jeg gik en lang tur hen over de B\u00f8miske marker og faldt i sorgmunter stemning, fordi jeg simpelthen ikke anede, hvad nu?
\nDog meldte der sig en tanke om bare at k\u00f8re ind til centrum og give fanden i milj\u00f8zonebestemmelser, politi og kontrol. Hvad jeg gjorde og fandt en oase midt i byen med mange lige som mig i veterank\u00f8ret\u00f8jer uden partikelfilter, som fortalte at Dresden endnu ikke havde milj\u00f8zoner, og derfor var fuldt lovlig.
\nJeg slog lejr og begav mig ud i en sp\u00f8gelsesby af en kulisse over en fortid, hvor hvert gadehj\u00f8rne skreg p\u00e5 glemsel og fortr\u00e6ngning. Byen blev de sidste to m\u00e5neder af anden verdenskrig i 1945 fuldst\u00e6ndig udslettet fra jordens overflade af amerikanske bombefly, som t\u00e6ppebombede den gennem flere d\u00f8gn. Alt i den by er genopf\u00f8rt i n\u00f8jagtig kopi af, hvordan den s\u00e5 ud f\u00f8r bombardementet. Vinduer, s\u00f8jler, facader, indgange, stuk og udsmykning har tyskerne med germansk grundighed bragt tilbage til originalen med overbevisende resultat. Det er lykkedes dem at skabe et levende mausol\u00e6um med en uhygge, som befandt man sig p\u00e5 bunden af havet i en sunken by. Det er l\u00f8gnen i sin essens. Det er fortr\u00e6ngningen materialiseret p\u00e5 ypperste m\u00e5de, og det virker. Selv bydelens navn \u201cAltstatt\u201d vidner om, hvordan man opfatter det hele, som om intet nogensinde var h\u00e6ndt. Langs det store slotshotel holder Bentley biler med overlegne miner og praler med, hvor fuldst\u00e6ndigt det er lykkedes at l\u00e6gge l\u00e5g over virkeligheden. S\u00e5dan g\u00e5r det. Intet l\u00e6rer man. Alting gentager sig. Jeg var glad for at have v\u00e6ret der og lettet over at komme v\u00e6k. En kalket grav kunne man ogs\u00e5 kalde det.<\/p>\n

Jeg er s\u00e5 skidetr\u00e6t af formaliteter. Hvorfor skal alting v\u00e6re s\u00e5 formelt? Men det har jeg aldrig forst\u00e5et. Det m\u00e5 v\u00e6re som en slags forsvarsmekanisme mod angsten. Den eksistentielle angst for det tomme. For oph\u00f8r. S\u00e5 laver man en masse regler. Ritualer som skaber en illusion om noget permanent, som kan give tryghed og sikkerhed. To ting som ikke findes i virkeligheden, men som den menneskelige tanke kredser om.
\nMen her i Berlin, hvor jeget sidder under de store gr\u00f8nne tr\u00e6er ved floden er der ro. Ro til ingenting.<\/p>\n

\"\"<\/p>\n

 <\/p>\n

 <\/p>\n","protected":false},"excerpt":{"rendered":"

      Hvorhenne er Prag? Hvorhenne er Tyskland? For slet ikke at tale om Berlin? En stor by, som man siger, med en masse mennesker som allesammen har hver deres g\u00f8rem\u00e5l. Det er s\u00e6rt, at de ikke st\u00f8der sammen. Men det g\u00f8r de osse en gang imellem. Denne person som skriver dette st\u00f8dte f.eks. […]<\/p>\n","protected":false},"author":1,"featured_media":0,"comment_status":"open","ping_status":"open","sticky":false,"template":"","format":"link","meta":{"footnotes":""},"categories":[1],"tags":[],"class_list":["post-1226","post","type-post","status-publish","format-link","hentry","category-uncategorized","post_format-post-format-link"],"_links":{"self":[{"href":"https:\/\/jenshoey.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/posts\/1226","targetHints":{"allow":["GET"]}}],"collection":[{"href":"https:\/\/jenshoey.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/posts"}],"about":[{"href":"https:\/\/jenshoey.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/types\/post"}],"author":[{"embeddable":true,"href":"https:\/\/jenshoey.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/users\/1"}],"replies":[{"embeddable":true,"href":"https:\/\/jenshoey.dk\/index.php?rest_route=%2Fwp%2Fv2%2Fcomments&post=1226"}],"version-history":[{"count":90,"href":"https:\/\/jenshoey.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/posts\/1226\/revisions"}],"predecessor-version":[{"id":2000,"href":"https:\/\/jenshoey.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/posts\/1226\/revisions\/2000"}],"wp:attachment":[{"href":"https:\/\/jenshoey.dk\/index.php?rest_route=%2Fwp%2Fv2%2Fmedia&parent=1226"}],"wp:term":[{"taxonomy":"category","embeddable":true,"href":"https:\/\/jenshoey.dk\/index.php?rest_route=%2Fwp%2Fv2%2Fcategories&post=1226"},{"taxonomy":"post_tag","embeddable":true,"href":"https:\/\/jenshoey.dk\/index.php?rest_route=%2Fwp%2Fv2%2Ftags&post=1226"}],"curies":[{"name":"wp","href":"https:\/\/api.w.org\/{rel}","templated":true}]}}