I dag.

Kom i går morges her til Klippebo. Det sneede slemt på vejen op gennem Sjælland. Bilens forrude var helt uigennemsigtig på trods af vinduesviskernes ihærdige strøg. De modkørende bilers skarpe lys blændede mig, og jeg måtte sætte farten ned igen og igen. Endelig kom afkørslen mod Køge havn, hvor jeg med venlige tanker om mit besøg i “Hundertwassser”huset hos min veninde Inger Agger drejede af og fortsatte til færgen, hvor der gudskelov ikke var ret mange ventende biler. Nåede lige et besøg på toilettet, før vi blev dirigeret ind gennem den åbne skibsmund og op ad rampen til første dæk, hvor jeg af en venlig sømand blev anvist plads bag en stor køletransport med hylende smågrise, som skulle til slagtning i Rønne. – Eller osse var det bremserne fra bilen foran, der bragte forestillingen om de hylende grise frem i min hjerne. Jeg er jo veganer og meget imod drab på dyr. Dog spiser jeg fisk, hvilket må siges at være uden mening, men never mind – lad os ændre det til “pesketar”.

Der var kun få “snorkere” oppe i soveafdelingen og en stor “bås” helt alene parat til mig, hvor jeg kunne anbringe mit grej og lave “kahyt” med mine tæpper og den gamle sovepose fra Grønland, som stadig har bevaret sine dun skønt den er over 50 år gammel. En lille dunk vand og nogle nødder er min proviant under overfarten, som nydes fra det åbne dæk under de natlige tisseture, mens svenskekysten med de mange små gule lys glider forbi. Havet er roligt nu. Stormen “Malik” har lagt sig og jeg stirrer ned på den blåsorte vandoverflade, mens jeg forestiller mig de sidste minutter af mit liv, hvis jeg skulle falde i. Eller springe i… Selvmordet er altid en mulighed, men hvem gider det, når der stadig er nogle få dråber, man kan presse ud af tilværelsen.

Nå, men jeg sov skidegodt, som jeg altid gør under vanskelige forhold. Den hårde madras og soveposens idelige kryben op omkring skulderen, så man ikke kan vende sig om, og “tandlægenakkens” klagende knasen med de kendte smerter i halsmusklerne.

Kl halvseks høres klokkebimlen og kaptajnens stemme over højttaleren. Han byder velkommen til Rønne og varsler snarlig udkørsel. Det kræver, at man sidder i sin bil et øjeblik efter. Derfor fuld fart i tøjet og ned og være parat til at køre i land.

Her sner det, og det er stadig kulravende mørkt. Straks jeg starter motoren, lyser de to små orange lamper, som indikerer at ABS og ESP systemerne er i uorden. Det piner mig, for det er kun lige over et par måneder siden, jeg fik det lavet for 4000 kr hos den ækle automekaniker, som smiler lystigt, når han ser en kunde, han kan trække penge ud af. Måske skulle jeg vælge en anden smed? Men først skal han lige have besked om hans dårlige arbejde. Jeg vælger at ignorere det hæslige orange lys fra lamperne og kører veloplagt gennem den sovende by op langs kirken til rundkørslen, hvor vi altid drejede af, når vi skulle ned til Ries hus på bagerpladsen. Nu drejer jeg den anden vej. Rie er død og bagerpladsen solgt. Jeg er i stedet på vej til Bynke.

Bynke er min datter. Det er hende, jeg skal besøge, og det sner kraftigere nu. Kører forbi hospitalet, langs lufthavnen og senere havet og de åbne marker ned mod Bornholms sydlige del. Forbi afkørslen mod Åkirkeby videre i tæt snefog, hvor jeg lidt senere skimter skiltet og vejen mod Pedersker.

”Klippebo” er en trelænget gård lidt forbi Pedersker by på vej mod Neksø. Den ligger i skovbrynet med marker omkring og god plads til de tre heste: Freia, Hero og islænderen Rimmir. Udover min datter beboes stedet af en ældre kat ved navn “Missemor” og en italiensk mynde, som hedder lilli.

Sidder ved brændeovnen, som buldrer lystigt. Er netop kommet tilbage fra  spadserertur ned til læs å, der på grund af  regn og tøsne skummer lystigt afsted. Står på broen og spejder efter opgangsørreder, men ser ingen. Vandet er alt for grumset.

Har fået “Annekset”, som er en af længerne, der er omdannet til beboelse. Her er billederne fra fortidens malervenner hængt op. Et kæmpe Arnoldi pryder væggen over skrivebordet, og bag den store dobbeltseng hænger to af Åges skilderier i naturfarver, delvis bygget op af bemalede sliberondeller!
Her bor jeg i luxuriøs ensomhed sammen med minderne fra de svundne tider. I reolen har min datter anbragt Ole Grünbaums “Bar Røv” med undertitlen 68. Så er stilen sat. Vi er tilbage i de gode gamle dage!

Stormen “Malik” tog rygningen over værkstedet samt gennemhullede flere af de gamle asbest-tagplader. Bynke trak stigen ned og kravlede op og beså skaderne. Jeg har medbragt et videokamera og filmede gennem lemmen, hvor man kunne se den blå himmel, der hvor tagryggen havde siddet. Det så ikke godt ud, og ude i skunken var der også mange huller. Hvad skulle vi gøre? Jeg fik den idé  at skubbe noget skumgummi op for at lukke hullerne, men det ville suge vand og blev opgivet. I stedet  brugte vi  puder fra “Jysk” pakket ind i plastikposer, som blev proppet op i hullerne for at  forhindre sne og regn i at trænge ind. Nu blev der ringet til tømren, og han kom i dag og skiftede puderne fra “Jysk” ud med de nydeligste sorte tagplader af legitimt materiale. Hokus Pokus: taget er tæt, og vi kunne lettet tage til stranden nede ved Raghammer, hvor der ikke er skydning i dag, selvom risikoen for snarlig russisk invasion er til stede, idet man har anbragt et hollandsk krigsskib ud for østsiden af Bornholm med henblik på at manifestere NATOs tilstedværelse i området.

Faren lurer overalt. Nu skulle vi have fint besøg af Hanne i aften, men hun har været til begravelse, og her huserede Corona. Flere af deltagerne var blevet smittet. Hanne er erklæret negativ, men man kan jo aldrig vide, om hun bærer virus med sig alligevel. Det kan man jo aldrig  vide. I det hele taget kan man ikke vide ret meget. Vi beslutter derfor at gennemføre besøget, hvor også Jonny, Bynkes kæreste, kommer. Så må vi se, om vi alle bliver syge. Tiden vil vise det.

På jagt efter skumgummi til at proppe i hullerne i taget efter “Malik”s hærgen, var vi i genbrug i Rønne. De havde ikke noget skumgummi, men til gengæld havde de en spolebåndoptager, en “Grundig” fra halvtredserne stående på en af hylderne. Den blev afprøvet i en stikkontakt og fungerede fint. Købt for 175 kr.

Sådan een har vi ledt efter i årevis. Vi har nemlig nogle gamle bånd med optagelser helt tilbage fra 1954. Min bedstemor, mor og mig selv, samt den gamle hoftandlæge Kiær, hvis mor levede samtidig med H.C. Andersen, beretter på disse bånd om juleaften som den blev fejret ved århundredeskiftet. Det er guld værd i vores arkæologiske undersøgelse af vores fortid.
Det er, hvad der sker på Klippebo i denne tid. Kufferter fyldt med smalfilm i både 8, super 8 og 16 mm bliver gennemgået og projiceret på skærm, hvorefter de bliver digitaliseret og omdannet til filer. Derved får vi en mulighed for at konfrontere os med det, der var, og derved skabe orden i vores personlige historie. Det er meget berigende.

Således også i går, da vi genhørte et forløb fra en dag i 1974. Det var den lille familie, far, mor og den 3 årige datter, som lavede “hørespil”. Det var en tænderskærende oplevelse! Den absolutte mangel på indsigt i barnets verden var påfaldende hos de to forældre. Hver gang barnet gav udtryk for et ønske om forløb og indhold i “hørespillet”, blev det irettesat eller overhørt. De sad i hver sit hjørne og førte hen over hovedet på barnet deres private kamp om at være mest “pædagogiske”.  Barnet forsøgte flere gange at komme ind med forslag til hørespillets videre udvikling, men blev afvist. Til sidst var der ikke andet for barnet at gøre end at “fjolle” og sige “forbudte” ord som “prut” og “tis” osv. Da  barnet endelig  foreslog “bjørnen sover”, blev det kategorisk afvist af moderen med et: – Det gider jeg ikke! Og :- Det er godt med dig! Faren begyndt også at “fjolle” ved at “samtale” med hunden og prøve at få den til at gø ved gentagne gange at “gø” selv. Det var en ynk at høre, og det værste var, at det var mig selv, der var faren for over 50 år siden!
Bynkes kommentar til “hørespillet” var spontan: – Det er et under, jeg ikke er mentalt skadet med de forældre!

Jeg brød mig ikke om at høre det. Sådan går det, når ens selvbillede krakelerer…

Så kom Hanne. Eller bedre: Hanne skulle komme, men havde som sagt været til begravelse, og der havde flere af deltagerne fået corona. Det var ikke så godt, for så var hun “nær kontakt” og kunne smitte os andre. Men hun fik negativ test, og vi besluttede alligevel at mødes.

Det blev en begivenhedsrig aften med hjemmelavet lasagne og hvedefri veganske pølser til Hanne, som hverken kan tåle kød eller hvede. Hun fortalte om sit liv og vi lyttede og lyttede. Det var mærkeligt at høre om alt det tragiske, hun havde oplevet. Til sidst blev vi trætte. Vi bad hende om at skrive det ned. Så gik Hanne. Bagefter talte vi om alt muligt andet mindre tragisk.

I dag gik vi en tur langs stranden. Der var mange knækkede og væltede træer efter stormen “Malik”. De lå som forvredne skikkelser i sandet. Som spor efter en krig lå de og rakte armene hjælpeløst i vejret. Solen skød forsonende stråler ned over de bleggrøne bølger og os, ret som vi vandrede henover områder med kviksand, som nær havde suget os ned. Den lille sorte hund løb i forvejen og gøede af hvem som helst. I aften passer jeg hestene, mens Bynke er ovre hos sin kæreste. Huset er stille. Katten er ude og Lilihunden har lagt sig op i Bynkes seng.  Der sover den altid, når hun er ude. Jeg sover i mit annex, når jeg har set deadline på tv. I morgen kommer Jonny. Så skal vi se “Fuga”, filmen vi lavede i 66 i Hellebæk.
Inden jeg sover, går jeg en lang tur med min lommelygte, der kaster en hoppende lyskegle ud i den kolde nat foran mig. Her lugter slemt af gylle, og så regner det hele tiden. Ret trøstesløst. Derfor er det godt, at jeg har medbragt min egen gode, lange dyne. Ingen kolde tæer om natten! Ind imellem hører jeg nogle høje lyde. Det er når hestene slår med deres hove mod boksens vægge. Ellers er her musestille. Man kan høre, når den lille mus gnaver inde bag køleskabet. Det er den eneste lyd.

På søndag skal vi til Neksø og købe nyt nedløbsrør. Det gamle tog Malik. Det bliver nødvendigt at lave to ekstra bøjninger for at komme ud under taget og forbi terrassen. Jeg har lavet en tegning.

Nu på trediedagen går det bedre det hele. Jeg har ellers lidt slemt af hjemve. Hvad skal jeg her? Savner min hule i Bandholm. Men nu er det bedre, efter jeg kom i gang med at fodre heste og hente piller og bære hø ud. I morges tog jeg et iskoldt brusebad. Det kompenserede på udmærket vis for det manglende vinterbad hjemme i badeanstalten, – og så er solen begyndt at skinne. Det hjælper også på det hele. I aften Fuga. Det bliver spændende at høre, hvad Jonny siger til den. Han er professionel filmmand. Måske han synes det er noget lort. Nå, men det må han om. Jeg synes det er en genial film.

Der er mangel på brænde over hele øen. Nu skærer vi resterne af den gamle hestestald i stykker og fyrer med den. Hvad bliver det næste? Måske annexet, jeg bor i. Det vil nok kunne give varme til et par dage. Og værkstedet og stalden, for slet ikke at tale om alle Ries bøger! Vi har foreløbig nok at tænde op med. Lige som i Ukraine under krigen. Der frøs de også og havde ingen mad. Hvornår skal hestene slagtes? Og missemor og den lille sorte hund Lili. Før vi begynder at spise os selv. Når russerne kommer, og det gør de jo nok en dag, hvis vi ikke når at flygte til Californien, som CV Jørgensen synger. Men jeg flygter i alle fald til Almuñécar om en måned. Ned til varmen og de danske pensionister, som byder på vandretur i bjergene med skistave. Eller osse tager jeg til Bali og lejer et stort hus med swimmingpool og terrasse af udskåret balinesisk cedertræ, mens jeg lytter til Gamelan musik og ryger en fed cigar omgivet af hele min familie. Det bliver sgu da fedt.

“Fuga” betyder flugt. Flugt fra noget uomgængeligt. Fra en selvopfyldende profeti. Fra “forbi”, som vi ikke kan lide. “Forbi” er definitivt. Det kan vi ikke lide. Vi ønsker kontinuitet. Forlængelse. Livsforlængelse. Det er vi villige til at betale en høj pris for. Det kæmper vi for med næb og klør. Vi flygter over stok og sten. Efter hinanden og væk fra hinanden. Begge dele. På een gang. Det er en farlig redelighed det hele. Så får vi et flag. En nation. En identitet. En holdning. Den fører vi frem ved hver given lejlighed. Det giver styrke at have noget at kæmpe for. Vi er nogle kamphaner på flugt fra os selv. Det er det rene galimatias. Smaskåndsvagt det hele. Vi kan lige så godt indse det først som sidst. Men det er en smuk lille film, vi lavede den gang i tresserne. Det synes jeg. Og Ulrik som døde, og Edward som døde og Arne som døde, og Rie som døde. Allesammen døde, mens de flygtede fra selvsamme død, der fik dem til sidst. Som får os allesammen til sidst. Så hvorfor flygte hen imod eller bortfra.
Jeg går i stå, så fuck det!

Endelig blev nedløbsrøret færdigt. Det holdt hårdt med flere ekspeditioner til jem og fix og bygma for at få de rigtige samleled til røret, som løber fra tagrenden ind under udhænget og ned forbi terrassen med forskellige bøjninger undervejs. Desværre var ophænget til den nederste del forkert dimensioneret og voldte uendelige kvaler. Man løb til og fra i støvregn og strid blæst for at fremskaffe en skrue og møtrik til at holde sammen på skidtet. Det lykkedes ikke og man måtte nøjes med en “klamp” løsning, som ikke huede den perfektionistiske tandlæge. Nu sidder røret imidlertid fast forankret til muren og kan modtage den idelige strøm af vand, som himlen nedhælder over vore hoveder i disse tider.

I disse tider, hvor priserne stiger, så man snart skal til at brænde pengesedlerne for at holde varmen lige som i trediverne i Tyskland.

Hvilket i går aftes Bynkes film om Van der Rohes arkitektur i Brno i Tjekkiet også gav mindelser om. Dystre sortklædte personer vandrede om i mausolæumlignende rum. Lys og lyd bankede ind i mit hoved i smukt komponerede sekvenser. Det var flot lavet. Bagefter var der surrealisme for fuld udblæsning med blowjobs og kvindekamp, og til sidst en smuk dokumentar af Jonny om en kvindelig marmorskulptør i Italien. Virkelig en filmfestival på Klippebo! I aften skal vi digitalisere “Snoreleg” og nogle andre af de gamle 16 mm. – Vi lever i den visuelle verden her i Pedersker!

Den forbandede fremviser kører med tonefilmshastighed.Det får folk til at styrte afsted som om de skulle nå noget, og det er faktisk ikke nødvendigt, for de fleste er døde og har således nået det, de skulle. Rie fremtræder som sædvanlig smuk og dejlig i sit livs vår. Vi lever i fortiden i denne tid. Det gør tid unødvendig. Det er nutid det hele. Således også gennem regnvåde troldeskove med bakker og dale beklædte med lysegrønt mos og lyngtuer på vej ind i foråret, mens den lille sorte myndehund som en pil drøner afsted.

Fik endelig lavet kontakten til traileren. Det holdt hårdt, da de mange små gule, grønne, røde, blå, sorte og brune ledninger var rustet fast til det gamle stik. Efter afprøvning ser det ud til, at det meste virker. Kun er der en lille fejl, idet nummerpladelyset aktiveres, når man træder på bremsen. Blinklys og kørelys virker, og det er det vigtigste.

  • I morgen går turen over Ystad og København med mellemstation hos Suien, Oscar og Bue. Atter ud og køre bil mellem alle de andre trafikanter i deres blikspande. Gad vide om omikron slår sig ned i mit legeme på vejen. Det er jo snart ikke til at undgå, ser det ud til.
  • Vi tager lige et par filmruller mere i aften. Bynke siger, hun kan regulere hastigheden i sit redigeringprogram. Det er bedst med 18 billeder pr sekund. Jeg får stress af det andet.
  • Kort tid efter springer pæren i fremviseren. Gudskelov har ebay et tilbud, og en ny er nu bestilt til næste gang, hvor vi skal arbejde med de gamle film.
  • Afrejse.

Den store katameran trak brede kølvandsstriber efter sig, idet den begav sig ud på Østersøens gyngende vandgulv. Kirketårnet i Rønne var det sidste mine øjne så, inden de drejede ind i salonen, hvor TV2 udbredte sig om de seneste forfærdeligheder, som var indtruffet i Danmark. Der var sigtelser om mord og unge mænd druknet i havnen i Ålborg. Det  var ikke oplivende, og jeg valgte at strække ud i en liggestol bagerst i salonen i stedet for tv.

Sverige er kedelig at køre igennem. Først over øresundsbroen bliver opmærksomheden vakt ved synet af de 4 pyloners kolossale tilstedeværelse. Man spørger sig selv om disse frembringelser ikke kunne skabe så meget respekt om menneskets evner, at enhver tale om splid og krig burde ophøre. Når vi er i stand til at bygge sådan noget, må vi da for hulen da også være i stand at opføre os ordentligt over for hinanden. Eller hvad?

På besøg hos min datter Suien i København var Rosinen i pølseenden mit barnebarn lille O, som vi kalder Oscar den store, med stort O! Som nu spiser af eget fad og ikke er i tvivl om, hvorledes man griber om en ostehaps. Derefter bliver det hele smurt ud over bordet og til sidst hældt ned på gulvet. Det er et festligt skue, når den lille mand går i krig.

Vi fik ramen bragt af bud, som kørte omveje, hvilket medførte, at den japanske mad var iskold ved ankomsten. En hurtig opvarmning på komfuret, og så var det et fortrinligt måltid, vi fik den aften.  Derefter sydpå i nattemørket, mens radio4 holdt chaufføren vågen med ligegyldig snak.
Afkørsel mod Maribo og Bandholm og efter en god nats søvn i egen seng netop hjemvendt fra herligt iskoldt morgenbad, der med al ønskelig tydelighed understreger, at den skrivende atter er “hjemme”.

Snart begynder imidlertid en ny rejse til Almuñécar, og de første pakkeforberedelser er allerede i gang…

Filmværkstedet “Bogø Film”

Print Friendly, PDF & Email

Kvajlelort

I dag har jeg fri. Fri fra alt det lort som omgiver mig. Jeg lader det bare ligge. Så nemt er det. Så ligger det der og gløder i solen og ønsker mit nærvær, men jeg lader det ligge og går lige så stille og roligt forbi, og lidt efter er det glemt og forsvundet og jeg er blot en bevægelse i luften.

Hvad vil jeg så bruge den frihed til, jeg lige har opnået?

Vil jeg sætte mig ned på en bænk og se ud over havet?

Vil jeg købe en bil?

Nej, selvfølgelig ikke.

Jeg vil bruge den til at fortælle om min dag.

Hver dag.

I dag gik jeg ud og startede bilen. Den nye bil, jeg lige har købt for mine sidste penge. Jeg satte nøglen i, drejede rundt og hørte den velkendte spinden fra motoren. Vejen lå åben, og snart var jeg i byen, hvor jeg ville købe et batteri til min båd. Jeg glemte helt at fortælle, at jeg netop for få dage siden investerede mine sidste penge i en gammel Fejø kvase. Den havde tilhørt en gigtplaget 65 årig med nyresvigt og hjertefejl, som selvfølgelig ikke kunne vedblive med at sejle rundt i verden.

Det kunne jeg til gengæld! Mente jeg, da jeg kun er 80 år gammel og forholdsvis frisk af min alder. Ikke at jeg ikke har visse lidelser, men med fornuftig kost og motion og daglige yogaøvelser på en måtte, min store datter har foræret mig, holder jeg tempoet og kan næsten magte det utrolige.

Jeg kørte altså glad afsted mod byen. Skovene langs vejen havde dette forventningsfulde grønne skær, som stemmer sindet i lyse toner. Man bliver glad, når man kører gennem sådan en skov, ikke? Jeg blev også glad og oplivet på vej mod byen. Mod Jem og Fix, hvor jeg vidste, de havde et marinebatteri på 110 Amp, som var netop det, jeg skulle bruge for at være sikke på at kunne starte min nyerhvervede båd. Det tog tid at finde det batteri! Den unge pige i kassen mente nok, at de slet ikke havde flere tilbage. Man kunne ikke stole på deres hjemmeside, sagde hun.

   – undskyld, men jeg må vel ikke forstyrre dig lidt? Startede jeg med at sige.

   – værsågod, svarede hun.

   – Jeg skal have et marinebatteri på 110 Amp. Hvor finder jeg det?

   – Det kan jeg ikke lige hjælpe dig med nu, men gå ud til en af vores medarbejdere i lagergården. Han kan hjælpe dig. 

   Jeg gik ud og fandt en skrutrygget Jem og Fix mand med deres logo på ryggen, som straks viste mig vej hen mod den hylde, hvor batterierne var opbevaret. På vejen mødte jeg Ida.

    Ida er en gammel veninde, jeg har kendt i mange år. Hun kom i vores hus, den gang jeg var gift med min kone. Hun snakkede altid meget og var ret irriterende, fordi hun ikke gav plads til andres mening udover sin egen. Med et stod denne midaldrende kvinde med ansigtsskjold og langt fedtet hår i vejen for mig og udbrød: 

    – Men der har vi minsandten Oluf! 

    Jeg standsede og var i første omgang slet ikke klar over, hvem hun var. Jeg troede det var en anden gammel veninde, jeg har, men hun bor i København, så hende kunne det ikke være. Hvad skulle hun i Maribo, tænkte jeg i et splitsekund, da det endelig gik op for mig, hvem det var.

    – Men det er jo Ida, sagde jeg.

    Hun grinede.

    – Hvad laver du her? spurgte jeg, skønt jeg godt kunne se, hvad hun lavede i Jem og Fix. Hun havde en vogn fyldt med haveredskaber og gødningssække og var tydeligt nok på indkøb efter haveartikler. Ved siden af hende stod hendes søn, som jeg i første omgang ikke kunne huske, hvad hed.

    Og det er dig, hvad er det nu du hedder? sagde jeg henvendt til sønnen. – Det er Hagbard, er det ikke? Jeg kom i tanke om dit navn, fordi jeg lige nu er ved at skrive en historie om Indien, hvor en dreng ved navn Hagbard forekommer!

    Det lød helt akavet, men da situationen var akavet i forvejen, brød alle ud i latter.

    Ved siden af Hagbard stod en ung pige med smilende mørke øjne. Jeg huskede, at hans kone var fra Indien, så det passede jo meget godt ind i sammenhængen.

    – Du er Hagbards kæreste. Du kommer fra Indien, ikke?

    Hagbard rettede mig.

    – Hun kommer fra Indonesien.

    – Åh, det var pinligt, svarede jeg.

    For at komme videre i samtalen klappede jeg hende på maven, da hun så ud til at være gravid.

    – Og I venter jer?

    – Det er mad, svarede pigen og grinte.

    – Det må du undskylde, sagde jeg og følte mig forkert. Men hun tog øjensynlig ikke notits af min  bringen børn på banen, selvom de måske havde et problem med at blive gravide. For yderligere at trampe i spinaten fortalte jeg om min datter, som er højgravid, men de fortsatte med at grine, og måske var det bare mig, de grinte af, mens jeg stod og forsøgte at holde gang i en samtale.

    Ida fortalte at Hagbard havde fået job i kommunen som kulturmedarbejder, og at de havde købt hus nede på Hestehalevej.

    – Så er de unge mennesker kommet på plads. Det er godt. Er det ikke nede i det fine kvarter med udsigt over søen?

    – Det er med udsigt over mosen, men det er lige så godt, svarede hun. – Der går får og græsser i fri natur.

   Nu var der ikke ret meget mere at snakke om. Det var et kort møde i Jem og Fix. De skulle den ene vej, og jeg skulle den anden. Vi sagde “Hej” og vinkede farvel og var atter på hver sin kurs i livet.

Jeg fandt langt om længe mit batteri. Det vejede mindst en ton. Jeg måtte skifte hånd hele tiden og stille det ned på gulvet for ikke at blive skåret i armen af det skarpe plast. 899 kr kostede det, men det er nødvendigt, når man har en bådmotor, der skal kunne starte.

Da jeg kom hjem stod min nabo i indkørslen parat til en snak.Han er en 70 årig tidligere skibsbygger, som bærer sin skikkelse med stolthed. Hans ørnenæse udtrykker beslutsomhed og styrke. Hans lange hvide hår er sat op i en knold i nakken, og hans fortællerevne er legendarisk. Han rummer erindringer fra et langt liv, som ubesværet strømmer ud ved enhver given lejlighed. Således også nu.

  – Jeg var på Læsø og sætte garn, begynder han. – Da en af mine venner kom ned på stranden og råbte, at Anton havde problemer. Han skulle skide og kunne ikke stå oprejst, så fuld var han. Vi måtte løfte ham i arme og ben, og holde ham idet lorten gled ud af hans krop i een lang pølse. Mens vi sådan stod og lod afføringen ske, fik min ven den idé at rotere Anton fra side til side.

   – Vi kvajler sku lorten, råbte han, mens han bevægede Anton i en cirkel, så lorten dannede den smukkeste oprulning.
Siden den dag fik Anton tilnavnet “kvajlelort”.

   – Sådan havde vi det på Læsø i gamle dage, siger min nabo og ler højt.

   – Og så er det ikke en gang løgn! tilføjer han.

Min nabo dyrker urtehave.

 

    

Print Friendly, PDF & Email

Dødtræt.

Jeg er dødtræt af alle de mennesker, som ikke forstår en skid. Ikke en skid forstår de af nogetsomhelst. Det er jeg dødtræt af.

Så her sidder jeg og forstår det hele, og det er der ingen, der forstår. Ingen.

Nå, men så må jeg jo klare mig selv helt alene på det grundlag som min forståelse hviler. Det er i grunden et meget godt udgangspunkt. Man sidder helt alene på en tømmerflåde på det oprørte hav og aner ikke, hvad man skal. Skal man prøve at svømme i land? Men der er ikke noget land i sigte. Skal man give sig til at ro i en eller anden retning? Men hvilken retning er den rette, tænker man. Man ved det ikke, men man forstår det hele og ved alligevel ikke en dyt. Man bliver et “jeg”. Det bliver man nødt til for at komme videre. Så sidder jeg her og skal se at komme videre og ved ikke, hvor jeg skal hen.

Med eet dukker en fisk op i overfladen. Den retter sin opmærksomhed mod mig og siger:

– Se så at komme afsted. Spring ud i vandet og svøm. Det er dejligt at svømme.

Jeg stirrer på fisken og tænker: – Måske har den ret. Jeg springer sgu.

Men et er at tænke på at springe. Et andet er springet i sig selv. Jeg tøver. Tør ikke springe og bliver siddende på min tømmerflåde.

Der sidder jeg og er dødtræt af det hele.

Ganske enkelt.

Print Friendly, PDF & Email

Femø

Var til vælgermøde oppe på Femø kro i går. Rent tilfælde… Blev inviteret til at sidde med ved bordet og nyde den berømte Femø- tallerken, som består af en fladstegt rødspætte i fed gullig persillesovs og små udkogte kartofler. Invitationen fik jeg af en af de fremmødte lokalpolitikere, som mente, at det var bedst at have nogen at snakke med, når man spiste. Hm. Jeg havde ellers forberedt mig på en stille stund alene ved det lille bord med tændt stearinlys og hvid dug, læsende i “Mesteren og Margarita” om fandens besøg i Mosva. Nå, men det var måske meget a propos, da det så ud til, at jeg her havde fået selveste hans højhed Satan til bords i form af lokalpolitikeren fra “lokallisten” Sandra Eliassen.
Kvinden var for så vidt meget delikat og indtagende, men hendes talestrøm var langtfra lige så indtagende. Hun afbrød min spisning ustandselig med indvendinger om alt mellem himmel og jord, som hun mente hun kunne gøre for de små øer i Lolland kommune, og især for Femø.
Jeg forsøgte, at se pæn ud og ikke opføre mig på nogen måde uhøvisk. Det faldt i god jord, og vi skiltes som venner.
Efter middagen var der stillet op til “dialog” mellem politikerne og Femøs lokalbefolkning, og her sprang proppen af flasken, mens en ubeskrivelig stank af falskhed bredte sig i “demokratiets” navn. Den ene efter den anden af de fremmødte partirepræsentanter førte sig frem i svælgende vendinger, som helt udviskede de egentlige problemer på øen, som var at få opført en affaldsplads, hvor de rare femøboere kunne få deres haveaffald omdannet til flis og kørt væk. Det havde man i årevis forsøgt at få Lolland Kommune til at sætte i værk uden held. Ligeledes havde man i årevis forsøgt at få færgen til at sejle præcist, samt at få færgerne til at overnatte ud på øerne, så de kunne være parat, hvis nogen kom i nød og skulle fragtes til fastlandet akut. Utilfredsheden blandt borgerne var stor, og til det svarede politikerne, at de nok skulle gøre noget, hvis man vel og mærke stemte på dem.

Gudfader bevare os,tænkte jeg og vred mig i stolesædet. Tænkte, at mennesket bliver aldrig klogere. Tænkte, at det ville have været lettere, hvis ikke bare det lige havde været, fordi det var mennesker…

Lige som man nu fra både russisk og kinesisk side har afbrudt de sidste kommunikationskanaler, der havde til hensigt at forhindre at 3. Verdenskrig skulle starte ved en “misforståelse”. Lige som man nu luftbomber nødforsyninger i Etiopien og lige som alle de olie og kulproducerende lande nu forsøger at rette kravene i Parisaftalen til, således at de stadig kan forøge CO2 belastningen af kloden og derved overleve i deres eget lille sneglehus.

Jeg brækker mig. Mennesker, fy fanden, og er alvorligt flov over selv at tilhøre een af slagsen.
Det er i mig selv det hele foregår. Hverken i FN eller EU eller USA eller KINA eller RUSLAND eller hos BORGEREPRÆSENTATIONEN i LOLLAND KOMMUNE.
Men i mig, kære venner.
Hvad med dig, kære ven?

Print Friendly, PDF & Email

Ankomst.

Jeg er ankommet, ser det ud til. På min 81 års fødselsdag er jeg ankommet. Jeg er ankommet til denne dag i mit liv. Så sidder jeg her og spekulerer over, hvorvidt jeg overhovedet har været væk. Måske har jeg været her hele tiden. Det ser sådan ud.  Nå, men udover det er min nye “bog” som hedder “Vejen” ankommet, og kan findes bl.a. hos saxo. Den ser sådan her ud:

Og er:

En levnedsbeskrivelse af mennesket Olufs udvikling fra barn til voksen.

Ethvert menneskes vej i livet er unik. Som et fingeraftryk i historien. På godt og ondt. Oluf bliver kastet rundt på tilfældighedernes hav fra den dag, han bliver undfanget, og må igen og igen spørge sig selv: – Hvad er meningen? Til sidst forstår han, at der ingen mening er og falder til ro i al tings tidløse eksistens.

 

Print Friendly, PDF & Email

Min Gud!

 

Altså og derfor og i al almindelighed ville jeg ikke nævne nogen fremfor andre, men i det hele taget nøjes med at nævne mig selv. Det er det mindste, jeg kan gøre. Det meste, jeg kan gøre, er uden ende. Nå, men det skal ikke komme som en overraskelse for nogen længere, at jeg er gået hen og blevet gak! Ganske simpelt blæst i hovedet! Aner simpelthen ikke, hvad det er, jeg går og foretager mig. Som f.eks. nu, hvor jeg har siddet i styrtende regnvejr nede i min lille kahyt og lagt waypoints koordinater på min gps receiver for at kunne foretage en sejladsfærd fra Bandholm havn og op langs den sjællandske vestkyst ud for Skælskør til en lille ø som hedder Agersø. Her vil den gale mand overnatte i en havn, før han drager ud på endnu en sejlads under den store storebæltsbro hen mod og over til den herlige lille by på Fyns vestside, som hedder Kerteminde. Her har maleren Johannes Larsen boet og malet fugle og hav og her er hans hus omdannet til musæum. Et sted jeg tidligere har besøgt, men den gang med bus. Nu skulle det altså ske fra søsiden. Det er klart, ikke? Er det ikke? Synes du ikke det lyder som en meget god ide, nu hvor det er lykkedes mig at reparere dieselforpumpen så dieselolien ikke fosser ud under den lede kødfarvede pakning, som var revnet to steder, og som derfor ikke kunne bruges længere, så jeg måtte køre hele vejen til Nørre Alslev for at hente en gammel brugt Bukh dieselforpumpe hos mekaniker Rune, som er ven med Benny, som jo er ham, jeg købte båden af. Nå, men den fik jeg sat på motoren i stedet for – og ganske alene, fordi ham Kim, som skulle hjælpe mig slet ikke kom, og ham Christian var alt for skæv og sad og fyrede en mægtig joint lige op i hovedet på mig, så jeg næsten blev lige så skæv som ham af irritation over hans idelige hash rygning! Selv ryger jeg ingenting. Det er meget bedre. Så er man klar til at møde livet rent. Jeg elsker at møde livet rent. Ikke noget med skjult agenda her i mit hus. Fuck dem, alle dem med skjult agenda og forsåvidt også dem med agenda. Op i røven med agendaen og lad os så se at komme afsted! Ud og sejle kære venner. På bølgen den blå. Over havet det grå. Med snabelsko på!

 

 

 

Print Friendly, PDF & Email

Nåhed

 

Det er som det er. Kan ikke være anderledes. -Hvordan skulle det?

Nu er jeg færdig med min bog. Det er en lettelse. Så er der plads til det hele igen. Den ligger i vejen for så meget andet. Nu ligger den ikke længere.

Er langt om længe (meget mod min vilje) kommet på facebook, hvor man kan finde mig under mit navn.

Indhold i verden til ro:

1. Lad verden falde til ro …………………………………………….. 9
2. En tandlæges endeligt …………………………………………… 11
3. Oluf …………………………………………………………………….. 17
4. Faderskikkelsen ……………………………………………………… 21
5. Fængslet ……………………………………………………………….. 25
6. Hos tandlægen ………………………………………………………. 65
7. Alting kommer af sig selv ………………………………………… 67
8. Et bad i det tidløse rum vi kalder verden ……………………. 101
9. Grønland………………………………………………………………105
10. Badeanstaltens hemmelighed …………………………………… 115
11. Helen…………………………………………………………………… 119
12. Fire dage i verdensrummet ………………………………………. 121
13. Lis ………………………………………………………………………. 163
14. Dina Barcelona Lakrids …………………………………………… 167
15. Malaga…………………………………………………………………. 227
16. Rie………………………………………………………………………. 245
17. NewYork……………………………………………………………… 249
18. Los Angeles …………………………………………………………… 265
19. Den endelige afgørelse ……………………………………………. 281
20. I can’t breathe ……………………………………………………….. 309

God læselyst!

Bogen indeholder en række tekster i form af små noveller eller nedslag i en fiktiv person ved navn Oluf Fløite’s liv. Han er tandlæge og står ved kanten af sin professionelle tilværelse på vej til pensionen. Han beslutter at gøre boet op, både de positive sider, men så sandelig også de negative. Det er en slags skrifte over et langt liv i “mundhulens tjeneste”, og der lægges ikke fingre imellem. Han rejser ud i verden for at lære sig selv at kende i andre relationer end den faglige og får lidt efter lidt et større perspektiv på sin egen eksistentielle plads i helheden. Der er beskrivelser fra hans barndom med svigt og forvirring. Fra hans ungdom med forelskelser og sorg og fra hans lange liv som tandlæge, hvor han gentagne gange render ind i vanskeligheder, som synes uoverstigelige. Han kommer i fængsel højt oppe i Nordnorge, men genvinder sin tillid til livet ved i mange år at arbejde som distriktstandlæge i Grønland. Han bliver gift og skilt adskillige gange. Som sagt: det er en spændende historie denne bog udfolder.”
“Jens Michael Høy er 80 år gammel og har gennem mange år ført optegnelser over sit liv og sine rejser. Disse har han offentliggjort på sin blok jenshoey.dk
Han har imidlertid nu her ved vejs ende besluttet at komme med et resumé, og det er det bogen “En tandlæges endeligt” handler om.”

Lad verdenen falde til ro af Jens Michael Høy

 

 

 

Print Friendly, PDF & Email

??…

 

En morgen var det hele forbi. Ganske forbi det hele. Ikke mere at glæde sig over. Ikke noget at se frem til. Ikke noget at lave. Bare vente på den store tomhed. Det store nul. Det store ingenting. Hvor trist, tænkte han og tog sig i skridtet, hvor det kløede så slemt efter sidste rensning.  Nu han således var færdig med sit forehavende, gik han forfrisket ud i stormen og tog himlen ned i sit hjerte. Stuen han sad i var ganske ryddet for inventar. Det eneste der var tilbage var en gammel standerlampe, som viseværten havde efterladt, den gang han rejste. Det var det eneste, der var tilbage, så vidt han kunne se fra sin plads i solen, hvor han sad og skammede sig over sin egen deltagelse i krigen. Men der var ingen vej tilbage. Det vidste han . Så hvorfor ikke bare tage sig sammen og se at komme afsted.

Han rejste sig op og stod således midt i rummet med begge ben på jorden og ansigtet højt hævet oppe over trægrænsen, hvor en knallert i det samme kom til syne og rev ham ud af hans vildfarelse. Solen, som nu stod højt på himlen varmede hans skuldre og satte ham i gang med at læse dagens avis, hvor der reverenter talt ikke stod en skid, der var værd at beskæftige sig med.

Kunst er altid noget andet. Er det det samme, er det ikke kunst. Så er det bare det samme og det samme og det samme i een lang kedsommelig uendelighed for satan, ikke?

 

 

En dag. Hvilken dag. Ja hvilken dag er det ikke, at sidde ude i vejret og tænke sig til noget andet. End det som er lige her, og som du ikke kan beskrive, fordi du ikke har evnen til at se.

Græsset blev slået. Båden blev bestilt. Håret blev klippet. Datteren blev besøgt. Badestigen blev købt. Veninden blev hørt. Hvidtjørnen blomstrede som sne mod den lyseblå himmel. Mit ansigt føltes koldt. Vinden bed og skoene trykkede, indtil jeg fik dem gået til. Vejen syntes uendelig, og derfor ikke af vigtighed. Dens længde havde ingen betydning. Kun dens kvalitet var fremtrædende i den skrivenes bevidsthed. Han nød at høre gruset knage under skosålerne. Han nød himlens farve bag granernes silhuet. Han trak vejret dybt ned i sine lunger og skridtede raskt afsted. Det var den samme tur han gik hver dag. En tur som ingen ende havde, fordi det var en cirkel. Han ønskede altid at bevæge sig i cirkler. Idet han passerede sit udgangspunkt, sprang han et niveau op i spiralen, som hans liv bestod af. Som hele tilværelsen bestod af, og som derfor altid var nyt.

Toget holdt på perronen og tog ham og hans kæreste med. De satte sig i den tomme kupé og lod blikket glide ud over det forbipasseren landskab. Kontrolløren kom forbi og bad om deres billetter. De viste ham dem og følte sig i samme øjeblik trygge, fordi de viste, at alt var i orden. Han gik videre, og de smilte til hinanden, indforstået i deres fælles tanker. De var et par og førte sig frem som sådan. Derom skulle man ikke være i tvivl. Det var noget, de begge lagde vægt på. Han var midaldrende, hun var meget yngre. De var barnløse.

Print Friendly, PDF & Email

NEW MORNING

God dag! Igen. Efter lang tids fravær fra denne side, hvor jeg har været stærkt optaget af, at lave korrektur af mit manuskript til bogen: “En tandlæges endeligt”

2.korrektur med tegnsætning og rettelser er nu færdig. Ja. Jeg sætter lige et billede ind her fra mit sidste besøg hos Bynke.

Vi ses!

 

Og så ses vi. Hvem end vi er. Væsner fra en anden klode, som man siger. Og hvad så, hvis denne klode er denne klode? Så er vi væsner fra en klode vi kender. Hvilket vil sige, at vi har skabt et billede oppe i vores hukommelse, som vi så (i vores hukommelse) tror er virkelighed, og som vi så betegner som “kendt”. Men det er bar løgn det hele. For vi har ikke skygge af chance for at “kende” det værende. Det vil altid undslippe os, så lad os for gud skyld, ophøre med at “indfange” tilværelsen og gøre den til noget, vi kan fatte. Det er spild af tid. Fuck det, som jeg plejer at sige. Det er et meget godt udtryk for det ophør, der finder sted hele tiden. Fuck det!

My Life is a mess  

Hvis jeg nu lader alt dette rod gennemstrømme min pen

Hvad er bedren end at høre musik    

And then see you. Whoever we are. Creatures from another planet, as they say. And what if this globe is that globe? Then we are beings from a planet we think we know. Which means that we have created an image in our memory that we saw (in our memory) believe is reality, and which we then describe as “known”. But that’s a lie. For we have no shadow of a chance to “know” what is. It will always escape us, so let us, for God’s sake, stop “capturing” life and make it something we can grasp. It is a waste of time. Fuck it, as I usually say. It is a very good expression of the cessation that is taking place all the time. Fuck it!

 

Det bliver aften med rosa lys

Print Friendly, PDF & Email

Jakke

Så skete det. Det der ikke måtte ske og som derfor skulle ske. For at rejsen kunne blive komplet, tror jeg nok, man kan sige. Det var en bagatel for så vidt, at det ikke medførte skade på nogen, men det åbnede mine øjne for, hvor knyttet jeget/jeg er til ting. Det var chokerende at se min reaktion, da det gik op for mig, i regnvejr og kold blæst på vej fra bussen op til bilen på parkeringspladsen ved Tegelersee, at min “elskede” vindjakke, som jeg havde passet og plejet lige siden jeg fik den som gave af Dansk Tandlægeforening i forbindelse med et Årskursus på Bellacenteret for mange år siden, at den var væk.
Den fandtes ikke i min rygsæk, og jeg gravede og ledte, men den var der ikke. Min første indskydelse var, at jeg måske slet ikke havde taget den med om morgenen. Dog vidste jeg godt, at sådan var det ikke. Men det var et håb.
Jeg fik som sagt et chok. Det måtte ikke ske, hvad var dether for noget, tænkte jeg. Mig som altid passer så godt på mine ting. Det stak mig i hjertet og blev ved med at stikke dybere og dybere, efterhånden som det gik op for mig, at den var og blev endegyldigt væk
.

Jeg MÅ kunne finde den, tænkte jeg og gennemgik minutiøst hele dagens hændelser med henblik på at vende tilbage til alle de steder, jeg havde været. Jeg VILLE  finde min jakke!  Den stod for mig som noget betydningsfuldt, ja faktisk som en del af mig selv, og da gik det op for mig, hvor knyttet jeg er til ting. Tanken kredsede hele tiden om denne jakke med tandlægeforeningens lyseblå logo indsyet over brystet.
Det var jo min UNIFORM, jeg havde mistet! Pyha for en opdagelse! Findes skulle den. Jeget er stædigt. Lader sig ikke afspise med sætninger som: -Nu rolig gamle ven. Det er jo kun en vindjakke. -Nej! den SKAL findes! svarer jegets anden halvdel, og så går det igang med at optrævle historien, for hvor har han været og hvor kan han have glemt den? Kathe Kolwitz musæet, hvor han sad ude i haven og spiste sit brød og sit æble på den røde trappe. Eller shawarma restauranten, hvor han fumlede efter pengene da han skulle betale og måske havde taget den op af rygsækken og glemt at lægge den tilbage. Det sjove ved det hele er, at det var så varmt den dag, at han slet ikke fik brug for den, før til allersidst hvor det begyndte at regne, og så var den væk!

Jeg var alle de steder, jeg havde været dagen før uden resultat. Selv helt ude i Tekel lufthavn, som jeg var taget  til ved en fejltagelse, fordi jeg troede det var Tempelhof!
Kort og godt: Det var håbløst og nagende. Hele tiden dette: Min elskede jakke (Gollum) og piv og hyl fra den forurettede lille mand med selvbebrejdelser over sjusk og hvad ved jeg.
Men jeg lod det ske i forvisning om, at før eller siden hørte det nok op, og ganske rigtigt, på vej ind til Alexanderplatz, for at spørge på toilettet, om de havde set en mørkeblå vindjakke med Dansk Tandlægeforenings logo syet på brystet, fangede mit øje gennem bussens vindue ordene “HUMANA second hand and vintage“. Jeg sprang spontant af og løb derover og fandt en nydelig vindjakke i tyndt stof til at rulle sammen i rygsækken, som passede mig perfekt. Den købte jeg på stedet for 10 euro. Så var det overstået.
Troede jeg, men det var det ikke,for jeg skulle lige ud til shawarmastedet og spørge der, men selvfølgelig var den heller ikke hos dem.

Hele historien viste med al tydelighed, hvor knyttet jeg er til ting og fortid. Langt mere end jeg havde troet. Det viste mig også, at der ikke er noget at gøre ved det udover at erkende det og lade det udspille sig. Men ret skræmmende, som sagt for det er jo klart, at i det store billede viser det afhængighed og angst for at miste, som jeg så sandelig må erkende er et livsvilkår for mig.Punktum.

 

!Mand med telefon og øl på bænk i Prag.

Jeg glemte at fortælle, at det var min IDENTITET som TANDLÆGE der røg sig en tur. Nu er jeg identitetsløs, og hvilken herlig fornemmelse. Her er intet at tabe og alt at vinde. Derfor vil jeg nu gå ned og aflevere mit lort på jernbanestationen og tage toget ind til Berlin og gå ud og se Klee og Picasso ved Charlottenburg og Mies van der Rohes villa på Oberseestrasse og undergrundsbanearkitektur på Krumme Lanke og måske slutte af på musæumsøen for at se klassiske malerier. Also!

 

Print Friendly, PDF & Email