Kitesurf for Satan!

Så sidder man bare der på stranden og måber. Måber over det hele, så meget at man falder over sine egne ben idet man rejser sig og går hen til dragen som faldt ned, eller crashede som det hedder på dragesprog, en tyve tredive meter fra hvor man befinder sig. Ser den ligge der som en sammenfiltret redelighed og blafre i den stærke vestgående vind, som man lige har betjent sig af. Den fløj ellers så pænt, den drage eller kite som det hedder. Den fløj ellers så pænt, men trak mig i vejret et par gange, så jeg blev træt af det hele og meget hellere ville dø. Det gjorde jeg ikke. Dragen holdt mig i live, for Satan! Det er det drager gør. De holder een i live, at I ved det. I klaphatte! Som ikke gider lytte til, hvad jeg siger. Jeg hader jer for jeres ulidelige dumhed og påståelighed og ordflom som svulmer op som dårlig dej og omslynger mine tanker med ord fra fremmede planeter med flag på. Det siger jeg jer. I kan holde kæft, kan I. Lige så længe jeg er her. For Satan!

Nå, men det skal ikke blive ved det. Nej, så ville det blive alt for kedeligt. Den lille bi summer omkring mit øre her i bilen. Den grå autocamper på parkeringspladsen med udsigt til en morgengrumset Østersø. Rie har det godt, endskønt hun faldt og slog hovedet. Rie er min forhenværende kone. Hun lå på hospitalet og så noget så forfærdelig ud i ansigtet, der var helt hvidt. Bulen var rød og lyste faretruende gennem hendes sølvmanke. Hun red en gang for mange år siden. Blev ramt af en nedhængende gren og faldt af hesten. Herved pådrog hun sig en parese i skulderen, som hun aldrig helt kom over. Det kunne hun dog godt meddele lægen. Så helt groggy var hun ikke. Gudskelov for det. Vi var alle bange for, at nu var det slut. Vi er altid bange for, at nu er det slut. Hvorfor er vi egentlig det? Tror vi at det bliver slut engang? Eller VED vi at det bliver slut? Hvad i hele hule helvede er det, at noget slutter? SLUT er et ord. Uden egentlig betydning. I bund og grund. Men det gør os bange. Gør det ord. Ligesom så mange andre ord gør os bange. Hvorfor nu det? Hvorfor gør ord os bange. Hvorfor?

Fuck det hele. Skrid, siger jeg og går ned til havet. Sætter mig på Dueoddes hvide sand med min Peter Lynn Skim 3,4 træningskite hængende højt i luften over mig. De hvide skyer driver forbi den lysegrønne drage med sit eget liv som forplanter sig ned gennem de fine tråde fastgjort til den oppustelige drageham, ned til min barre som jeg holder med begge hænder, mens jeg styrer dragen, så den ikke crasher og styrter ned i den lille dreng og hans sandslot og dræber ham med halslinen stramt om hans lille kære hoved. Det tænker jeg, og holder mig i sikker afstand fra drengen, som kigger op et kort øjeblik på min kite og smiler til mig. Jeg smiler tilbage og ser mig selv. Igen. Igen igen… Men det er ikke den samme jeg ser.Det er en anden. Altid en anden. En fremmed jeg ikke kender. En ny. En frisk een. Som en blomst på en stilk som gror op af jorden lige her ved siden af bilen. En blomst som jeg plukker og anbringer i det syltetøjsglas med låget med de fire huller, jeg har boret med en skruetrækker, som kan bruges til at sætte blomstens stilk ned i, så den får vand den kan suge op fra syltetøjsglasset. Så står den der og stråler mens jeg kører op over bakken ved Ringborgen og de gulgrønne kornmarker ligger som et tæppe hen over landskabet og bilen bare lydløst bringer mig afsted med sit automatgear man slet ikke mærker når det skifter. Helt lydløst. Stille. Tænk, en bil som er stille. Det er min bil. Den er stille. Står stille mens jeg ligger på taget af den og sover. Mærkeligt noget det hele…

Lågen. Bynkes låge ind til hendes borg. Klippeborgen bestyret af kvinden af Bornholm. Det kommer vi tilbage til. Sten ankommer sent i aften sammen med sin bror. I bil fra København. Sikkert først klokken tolv midnat. Når månen er stået op fuld og hel oppe bag det tynde skydække. Så kommer Sten med sin bror. Betty kommer vist nok tidligere i dag. I dag er det tirsdag. I går var det mandag, hvor jeg købte grus til at lægge i fordybningen under lågen, så hunden Lilli ikke smutter ud. Jeg har det i det hele taget skide godt her på Bornholm. Sover når jeg vil og står op når jeg vil. Skidegodt.

Sover. Står op. Går ud mod den nye låge. Ser ud over markerne. De grønne. Bag dem skovene og træerne. Oppe i himlen kommer regnen endelig nedad mod mit ansigt. Skoven danner baggrund for tre cyklister. Tre cyklende mennesker kommer forbi. De træder i pedalerne og snakker ivrigt sammen. Deres sprog lyder som latter. Et sprog jeg ikke kender, men som lyder godt i mine øre. De er glade, kan jeg mærke. De er på vej i den friske morgenluft et sted hen, jeg ikke kender. De kommer et sted fra, jeg kender. Det er Afrika. De ER Afrika. De er Afrika lige her foran mit ansigt i Pedersker på Bornholm. Afrika er lige her foran mit ansigt denne morgen, hvor den første regn i lang tid drysser ned fra himlen. Forfriskende. Lige som de tre mennesker med deres mørkebrune hud og glade stemmer er forfriskende. Jeg ser i samme øjeblik, de kører forbi det enestående de tilfører det danske landskab, som for mine øjne et splitsekund står evigt stille og fortæller mig, at jeg nu er i Afrika. At Afrika og for den sags skyld et hvilken som helst sted i hele verden er lige her, hvor jeg står og føler regnen i mit ansigt. Det er mageløst. Det er det hele i en nøddeskal. Sådan er det i virkeligheden når man skræller al ævlet fra og bare ser. Men det må man ikke, og det vil jeg skide på. Højt og flot. Lort det hele de fortæller mig. Alle disse narrehatte som ustandselig fremhæver deres såkaldte identitet. Deres såkaldte navne. – Har du et navn? Spørger de. -For hvis du ikke har et navn, er du ingenting. Så er du bare en Afrikaner på afveje, som skal smides ud. Som ikke har en skid at gøre på landevejen i Pedersker klokken halv otte  en morgen i juni måned år 2018 i Danmark. Vel? Så se at skrid med dig, din lede immigrant, som kommer og tager af vores velfærd. Skrid ad helvede til ned til dit lille korrupte lorteland dernede i varmen med alle insekterne og de fattige, som vi ikke gider at have noget at gøre med, for de stjæler og voldtager og lyver og alt muligt, som vi danskere ikke bryder os om. Mit navn er Dansker. Jeg er den danske Jens. Det er mit navn. Det er den jeg er. Og jeg er blind. Det er bedst sådan. Ikke?

Sålænge du organiserer dig, har du tabt. Så har du trukket dig ud af fællesskabet og dannet en enklave. En byld. Enhver form for organisering er forræderisk overfor kollektivet. Og med kollektiv mener jeg det universelle kollektiv. Det der er ukendt. For vi ved ikke hvor vi er og hvem vi er. I bund og grund. Det er hvad der sætter os på plads.

Er netop færdig med “Rejse til nattens ende” og vil læse den igen. Det vil jeg. For sure! Har haft alvorlige kvaler vedrørende køb af en paddle sup. Men afstår, da det nok er bedst sådan som sagerne står. Når alle disse mennesker kommer på mandag bliver der nok at se til. Så gælder andre regler end når jeg er alene og mig selv her i bilen. Eller gør der? Det er overskyet i dag. Det er dejligt når bilen ikke bliver brændvarm fra morgenstunden. Så kan jeg sætte mig til at skrive i fred og ro ganske fra morgenstunden. Så kan jeg finde frem til det som betyder noget. Det betydningsfulde. For mig. Det er det vigtigste. Det må jeg huske på.

Nok er nok.

 

Print Friendly, PDF & Email

Tom

 

Jeg tror nok det virker nu. Der skulle nødigt være nogen som så, hvad jeg skrev. Hvor dum og ubegavet han er, den lille tumling. Som altid går i for store sko, fordi han vil se ud af noget. Det hele er en hemmelighed mellem mig og Tom. Ham bøssekarlen med de brede skuldre og den smalle røv. De store fagter og det ringe indhold. Mister empty. Mister  Tom. Han er min ven. Min bedste ven her i verden, hvor al ting står og falder med om man er NOGET. Er man blevet til noget, som de alle bad om? Er Tom blevet til noget? Som hans mor især bad ham om. Men også hans far var ude med snøren. Skulle gerne kunne være stolt af sin søn. Se at andre ikke bagtalte ham fordi han havde sat sådan et afskum i verden. Sådan var Tom. Han var endelig blevet til noget her i livet. Noget han kunne være stolt af. Knejse med nakken over. Rigtig føle sig i live med fordi han havde gjort som de havde sagt han skulle. Han havde nået de mål man havde sat op for ham. Han var blevet den Tom alle forventede han skulle være. Og Ih hvor var han glad. Nu havde han endelig fået den studenterhue! Han gik ud og drak sig fuld. Stangstiv og drattede ned ad kældertrappen og lå og blødte efter et slag i baghovedet. Eva kom og hjalp ham op. Støttede ham på vej op i forældrenes soveværelse, hvor han dumpede omkuld på den store seng mens Eva strøg ham blidt over hans store brune hårmanke.

Tom havde blå øjne. Store lyseblå øjne som strålede ud mod hvem, der gad se ind i dem. De var fortryllende de øjne, og åh så smukke. Han havde nogle dejlige øjne, den Tom. Elskede selv at sidde og betragte sine øjne i spejlet. De var så smukke, tænkte han. Kunne slet ikke få øjnene fra dem. Til sidst blev han disse øjne. Han betjente sig af dem, fordi han vidste hvor magtfulde de var. Det kunne han jo mærke. Hvorledes han kunne få magt over sig selv ved at se ind i dem. Så kunne han nok også få magt over andre, tænkte han. Hvis han bare så tilstrækkeligt længe ind i deres øjne med sine øjne. Så kunne alt, hvad han ønskede sig blive opfyldt. Alt det han inderst inde ønskede sig for sig selv. At være noget i det han var blevet. Han pudsede glorien med sine øjnes glans. Han var så stolt over sig selv. Havde nået det hele. Nu skulle det bruges. Nu skulle han have noget ud af alt det slid han havde haft med at nå det mål man havde bedt ham om at nå. Nu skulle de få, skulle de. Og til det brugte han sine øjnes magt. Han blev øjentjener.

Det var ikke så godt tænker den nuværende Tom, som skriver dette. Men på den anden side må det ud, tænker han. Hvis ikke han kommer til bunds i hele denne redelighed inden han dør, så hænger han på den i al evighed, og det gider han simpelthen ikke. Han slikkede folk i røven det bedste han havde lært. Det var jo det han havde lært. At slikke sin far og sin mor i røven, så de ikke blev sure. at slikke sine lærere i skolen i røven, så de gav ham gode karaktere og at slikke sine damebekendtskaber i fissen, så de skreg af glæde og elskede ham. Det var det han var ude på med sit nye redskab. Sin uddannelse og sine smukke øjne for slet ikke at tale om hans store brune hårmanke. Den holdt han meget af, for den kunne han sætte som han ville, når det bare ikke blæste for meget og vinden bragte uorden i krøllerne. Så gik han med siden mod vinden så den blæste manken den rette vej og ikke fik hele hans med megen møje opstavlede frisure på afveje. Han havde en taske. Der gemte han sine papirer. Gik altid med tasken på sig, og fyldte hele tiden op med nye papirer. Det var hans forråd af fine sætninger og smarte udtryk, som han kunne slynge om sig når det gjaldt og han skulle forsvare sin position.

Den lille dreng på fem år var kommet helskindet gennem krigen oppe hos sin bedstefar og bedstemor i Ribegade 12 på fjerde sal ude på Østerbro. Nu stod Tom og stirrede ind i spejlglasruden i døren ind til Køkkentrappen og tænkte: – Nu er jeg  blevet fem år. Så er jeg gammel. Fem år gammel. -En forbavsende alder, tænkte Tom. -Af en så lille dreng at have, tænkte han. Fra nu af bliver jeg næppe ældre. Fra nu af er jeg fuldt bevidst om mig selv. Fra nu af kan jeg gøre som jeg vil. Fra nu af spiller jeg spillet, tænkte han. I et hvilketsomhelst øjeblik kan jeg krybe ind i mig selv og tænke mig selv. Der er der ingen som kan nå mig. Råbte han til de store drenge, som var efter ham. For han var en lille splejs med store fødder og tynde arme. Let udsat for vold og chikane. Men indadtil var han stærk, for han kunne tænke sig selv. Der kunne de ikke nå ham. Der var han sikker.

Han elskede at skide. Det gjorde han altså. Når han sad på sin lille potte og mærkede klumperne komme ud af numsehullet. Det var rigtig noget han kunne lide. Så tænkte han så godt. På alt muligt, mens hans mor stod ude i køkkenet og lavede mad, som hun sagde. Nu skal jeg lave din morgenmad, sagde hun. Så du bliver stor og stærk og kan komme i børnehave og skole og al ting. Sagde hun. Og Tom hørte hendes stemme og tænkte sit. Han var da ligeglad med alt det hun sagde. Det betød ingenting. Ikke for ham, for han sad bare der på sin potte og havde det dejligt mens han sked. Han var helt i sin egen verden. Fuldstændigt opslugt af sit forehavende. At tanker og skid gled i eet i hans hoved som en fælles handling, han var vidne til. Det var urørligt. Ingen kunne trænge ind og igennem til dette fænomen, som Tom var. Det var en stor fornemmelse, som han bar på gennem hele sit liv.

Så rejste han sig pludselig fra potten og lorten som ikke var færdig med at komme ud drev ned ad hans små ben. Moren kom farende og skældte ham ud. Han begyndte at græde, mens hun med febrilske hænder forsøgte at redde hvad reddes kunne. Men det var for sent. Der flød lort ud på gulvet. Potten væltede og det hele var et mess. Men Tom bare grinte gennem tårerne. Han syntes det var mægtigt sjovt at se sin mor sådan oprevet. Så skete der da endelig noget. Ellers sad hun bare på en stol og røg cigaretter. Og det kedede Tom.

Nu skulle han i børnehave, sagde hans mor. Han var blevet de fem år, man skulle være for at komme sådan et sted hen og moren satte ham op på bagsædet på sin cykel og de cyklede de få kilometer der var hen til børnehaven, hvor han blev indskrevet og fik sin egen plads til at hænge sit tøj og et lille skab, hvor hans madpakke kunne ligge. Så begyndte de at manipulere ham. Damerne i børnehaven. De var sådan nogle store kraftige kvinder med pagehår og læbestift og brede hænder, der tog hårdt og rystede een, hvis ikke man opførte sig ordentligt, som de sagde. Man skulle gå i lange rækker, når man var ude og gå tur og når man skulle spise sin madpakke skulle man sidde helt stille. Hvis ikke man holdt ordentligt på sine rundtenommer og sad og smørede sin mad ud eller sådan noget, kom de farende og sagde hårde ord, så alle de andre børn grinte, hvis det var een der blev hængt ud. Tom hadede det. Det gjorde han, men han sagde ikke noget. Han holdt det for sig selv. Inde der hvor tanken og lorten var eet og ingen kunne nå ham.

Krigen rasede i de år, hvor Tom blev sig selv bevidst. Moren var en falleret skuespiller uden jobs og måtte arbejde som telefondame om natten. Så lå Tom i sin lille seng med tremmer for i Rådmandsgade 53 på Nørrebro og lyttede til når bomberne faldt over byen. Han krøb længere ned under sin dyne og frøs. Han var alene i lejligheden. Udenfor lød natten hult. Det var væmmeligt. Han kneb røvhullet sammen og prøvede at falde i søvn. At komme væk fra det hele, og dertil hjalp tanken ham. Han fandt ud af, at han kunne tænke sig væk fra det hele. Han kunne stramme ballerne og bestemme over sig selv. Det gjorde han så. Han tænkte på alt det gode han kendte. Han tænkte på sine to gule kanariefugle i buret ved siden af sin seng. De stod der tildækket og sov. Så tænkte han på, at han var ude i en skov og så dem flyve omkring oppe i trækronerne. Lidt efter lidt faldt han i søvn, og om morgenen kom hans mor hjem fra arbejdet og så var det hele glemt. Han var efterhånden ret god til det der med at tænke.

Når han ikke var hos sin mor, var han hos bedstefar og bedstemor. De boede i Ribegade 12, ikke langt fra Rådmandsgade. Man skulle bare skrå hen over fælledparken, så nåede man Ribegade på 20 minutter. I klapvogn som moren skubbede foran sig mens Tom sad og pludrede godt pakket ind i vinterkulden. Med rød uldhue og ørevarmere og de store lyseblå øjne strålende af glæde over endelig at være kommet ud og væk fra den lille trange lejlighed. Oppe hos bedstefar og bedstemor var der plads. De boede på fjerde sal i en gammel herskabslejlighed. Masser af plads og Tom elskede at komme og bo der. Det kunne være i flere uger, han skulle være der mens hans mor en gang imellem var på turne med Harald Hansens skuespillertrup ude i provinsen, hvor hun spillede Hedda Gabler af Ibsen. Så var Tom indskrevet hos Sangpædagog Otto von Raben og hans kone portrætmaler Anna von Raben. Det var noget andet end den daglige trummerum med børnehave og alenenætter. Her kunne han ordentlig boltre sig. Kunne han. Og det gjorde han, for de elskede ham. Hans bedsteforældre. Især Anna var han glad for. Otto forholdt han sig mere tøvende til, men lidt efter lidt blev de venner. En slags kammerater. Sådan følte Tom det. Med Anna var det ligesom en mor. Faktisk bedre end sin egen mor. Hun havde nogle dejlige bevægelser og det føltes skønt, når hun strøg ham over håret. Hun var så aldeles hans favorit. Men så en dag sprang bomben. Det var en efterårsdag i 45. Befrielsen af landet fra tyskernes byrde var forløbet under megen tumult. Tom måtte kravle hen over gulvet sammen med sin bedstemor på vej ud i køkkenet fordi frihedskæmperne lå oppe på tagene rundtomkring og skød til højre og venstre. Nogle af kuglerne for gennem glasset i ruderne ind til det blå køkken og ramte kalkvæggen så pudset dryssede ned i hovedet på dem mens de lå på gulvet og dukkede sig for ikke at blive ramt. Men så kom der pludselig bananer og citroner. Noget som Tom aldrig havde smagt. Og så sprang bomben. Det skete en eftermiddag hvor han sad med sin bedstefar inde i spisestuen ved det store bord med hængelampen af alabast og lyttede til den gamle Kemp og Lauritsen radio med de glødende rør inde bag det hullede bagstykke. Den summede og peb og bedstefar skruede på knapperne for at få en bedre modtagelse af speakerens stemme som i “Pressens Radioavis” fortalte at verdens største bombe var sprunget netop for et par timer siden ude over de japanske øer. Han kaldte det en “Atom” bombe, og Tom forstod ikke et ord af det hele. -Kan man så mærke det over hele jorden ? Spurgte han. -Også her hos os ? Han kunne se på sin bedstefar, at noget var galt, som han sad der helt stille og stirrede tomt ud i luften. Så var det ligesom han tog sig sammen. Drejede sig mod Tom og tog ham om skuldrene. Beroligende. -Selvfølgelig ikke Tom. Du skal ikke være bange. Det er langt væk. Det kommer ikke hjem til os. Men Tom var ikke overbevist. Så langtfra. Han blev for første gang rigtig, rigtig bange for den verden han befandt sig i, og han mærkede med det samme, at det ikke var noget han kunne tænke sig fra. Det var en frygt han måtte acceptere som en del af sig selv. Ja måske i bund og grund en frygt som VAR ham selv.

Det er ikke skide skægt at leve sådan et sted, tænkte han i sin femårige hjerne. Så kan det hele være det samme, og så begyndte han at stjæle. Først nede fra bagerens femogtyveøre automat, hvor man kunne trække et stykke wienerbrød med æggecreme ud af de små rum, når man stak en mønt i sprækken. Hans bedstefar havde givet ham nogle gamle italienske liremønter, han havde med hjem fra sine rejser til Capri, og de viste sig at kunne gælde for en 25 øre i automaten. Han havde en hel pose mønter, så i lang tid forsynede han sig dagligt med snegle og overskårne. Indtil han blev grebet på fersk gerning af bageren som stod på lur inde i butikken for at se, hvem det var der snød ham. Så måtte han stå skoleret sammen med bedstemor og sige undskyld til bageren og love, at det skulle han aldrig gøre mere. Men bedstemor grinte og sagde bagefter, at det var smart fundet på. Det var bare ikke så smart at blive opdaget.

Han fik en cykel året efter og lærte hurtigt at drøne op og ned ad Rådmandsgade helt ned til Fælledparken, hvor han gik på opdagelse inde i buskadset, der hvor børnelokkerne holdt til. Det havde hans mor fortalt ham, at det skulle han passe på, for det var meget farligt for en lille dreng, hvis de fik fat i ham. Så ville de gøre grimme ting ved ham. Det var ikke let at få sin mor til at fortælle hvilke grimme ting, så det måtte han selv finde ud af , tænkte han. Men da han så endelig blev fanget af en børnelokker, gik det op for ham, at det slet ikke var spor sjovt. Børnelokkeren trak bukserne af ham og holdt fast om hans tissemand så det gjorde ondt. Tom skreg i vilden sky indtil en forbipasserende ældre dame kom ham til hjælp og tævede manden med sin paraply, så han stak af. Siden holdt han sig langt væk fra buskadset. Han var blevet klogere, og han fandt ud, at hvis han prøvede ting, han ikke vidste noget om, kunne han opnå noget. Han vidste ikke hvad det var, men senere fik det ord på, Det var erfaring. Han erfarede ting ved at prøve dem. Ved at gøre det, han var i tvivl om hvad var, fik han viden om det. Det var skidespændende at leve, tænkte Tom. Der var nok at tage fat på. Han begyndte oppe i køkkenet i den lille lejlighed i Rådmandsgade. Her støbte han tinsoldater. Flydende tin blev hældt i forme, hvor det størknede. Sidenhen kunne de pilles ud og dekoreres med flotte farver.  Ved samme lejlighed lærte han også noget om gassens brændbarhed. En   af slangerne til gasapparatet rev sig løs og flammerne fra den brændende husgas slog en meter ud i køkkenet. Tom fik et shock og styrtede ud af lejligheden ned på gaden for at råbe på hjælp. Folk stimlede sammen om den lille dreng, der nu var begyndt at græde og hulkende fremstammede: -Huset brænder. Det hele går op i lys lue! Så kom brandvæsnet med slanger op ad trappen og de fik hurtigt slukket den hylende flammekaster på køkkenbordet som fik nogle brune pletter, men gudskelov ikke mere og så var Tom blevet det klogere. Han blev hele tiden klogere, indtil han kom i skole. Så blev han dummere. Dag for dag.

Toms far var eksemplet på det totale svigt. Han havde bollet Toms mor i Århus engang hun var på turne i byen. En smuk ung skuespillerinde med brede læber og kvik mimik. Han faldt pladask for hende i en bar inde i centrum tæt på Århus teater. Hvad Toms mor på daværende tidspunkt imidlertid ikke vidste var, at han var gift og havde et barn i forvejen samt et på vej. Det vidste Toms mor intet om. Hun blev betaget af den høje mand med det lyse hår og de smukke blå øjne på stedet. Hun troede selvfølgelig, at det skulle vare evigt. Det tror man jo når man er forelsket. Men sådan skulle det ikke gå. Nej slet ikke. Da Kaj, som svinet hed fik nys om Helles (Toms mor hed helle. Hun er død nu. Derfor hed og ikke hedder.) graviditet, måtte han tilstå og fortælle, at han havde til hensigt at blive hos sin kone og sin “familie” som han sagde. Men han skulle nok love, at støtte Helle på alle måder. Til det sendte han hende 50 kr hver måned og holdt sig så i øvrigt væk. Helle var fortvivlet. Gravid og på turne som Hedda Gabler!  Det varede derfor ikke længe før hun måtte stoppe skuespilleriet og gå svanger alene og uden job. Tom kom til verden i oktober på kommunehospitalet i Århus. Krigen var lige brudt ud. Det var svære tider, men gudskelov for Helle sad operasangeren og portrætmaleren i Ribegade parat til at tage imod den lille nyfødte og hendes mor. Sådan var det. Toms far holdt sig væk. Han skulle ikke have noget klinket på hans såkaldte “familiefront” De 50 kr indløb planmæssigt hver måned. Udover det holdt han sig væk. Da de første fødselstraumer var overstået, flyttede Helle til en lille lejlighed på Nørrebro sammen med sin nyfødte søn. Hun fik job som telefonistinde og ind imellem en opgave i radiofonien som oplæser af æventyr. Det var det. Tom var født. Han havde ingen far. Man talte dengang om, at han var et “uægte” barn. Det var de tider. Med jødeforfølgelse og drab i gaderne. I denne charmerende atmosfære voksede den lille Tom op gennem de allerførste barneår. Han lå der i vuggen og grinte op til sin mor. Han så hendes kære, smukke ansigt som sagde lyde som “dikkedik” og “buuh” og “nååh” og sådan noget og det kunne han godt lide. Han kunne også godt lide, når hun tog ham op og vaskede ham i numsen, men han kunne ikke lide, når hun hele tiden flyttede hans fingre væk, når han lå og pillede i sin tissemand. Det var så dejligt at pille i sin tissemand, syntes Tom, og kunne slet ikke forstå, at hans mor skubbede hans hænder væk hele tiden. Hvis du bliver ved, så kommer jeg og klipper den af, sagde hun, og Tom som jo ikke forstod betydningen af, hvad hun sagde, forstod udenmærket på tonefaldet, at det var noget ubehageligt, hun mente. Han begyndte derfor at pille sig i tissemanden i smug, og det fortsatte han med resten af livet, og var indbygget meget flov over det. Ellers var hun sommænd meget sød, hans mor. Lidt hård engang imellem, når hun ikke kunne få enderne til at nå sammen. Og der var ingen udover bedstemor, som jævnligt kom på besøg, til at hjælpe hende med hele redeligheden. Hun var i bund og grund, hvad vi i dag kalder en “enlig” mor. Måske også en ensom mor. Jo, det var hun nok. For selvom hendes mor Anna var hende til stor hjælp, så var også hendes far ret fraværende overfor hende. Han var en sur gammel stodder inderst inde. Han var aldrig blevet den store operasanger, han drømte om. Han var taget til Capri for at synge hos en kendt sopran som ødelagde hans stemme ved at presse ham over evne. Ambitionerne fik knækket ham, og nu sad han der på fjerde sal i Ribegade og underviste skuespillere fra det kongelige teater i korrekt stemmeføring og åndedræt. Han havde elever hele dagen, og det kedede ham. Når så hans datter Helle kom forstyrret ind ad døren og søgte hjælp, afviste han hende med en vred bemærkning om, at hun jo selv havde været ude om det.Det var der ikke meget støtte i.

I det hele taget var det en sur tid for lille Tom at vokse op i. Luftalarm og skyderi nede på Jagtvej. Dommdagstorden i radioen som hylende bragte klassiske koncerter som Tom hadede, men som hans mor elskede. De to kanariefugle i buret som fløj forvirrede op hver gang blæsere og trommer satte i med fuld styrke og Tom forskrækket for sammen nede i sin vugge og begyndte at græde. Han hadede al den larm hans mor satte på fordi hun troede det beroligede ham. Hun prøvede at gøre sin søn med selskab, men havde jo også sit eget at tænke på. Og hun var slet ikke parat til at være mor. Det var noget der bare var sket. Hun havde tænkt på en abort, men havde skubbet det fra sig. Det var Toms held, men måske havde det været bedre. Så var han sluppet for al det mas, som livet nu en gang er. Inderst inde var det hele som udgangspunkt noget lort. Det var så op til Tom at få det til at gløde og lyse. Det var de vikår han havde fået tildelt. Simpelthen.

Bedstemor kom på besøg en dag der var luftalarm. Hun nåede lige netop at krybe op i en gammel olietønde, der stod nede på gaden udenfor deres opgang. Der sad hun i to timer indtil alarmen blev afblæst. Helle sad oppe i vinduet og holdt øje med tønden. Bedstemor var stærkt oprevet, da hun kom op. Tom lå og kiggede på de to kvinders fortrukne ansigter og hørte deres nervøse stemmer. Han forstod ikke en skid, men han mærkede det hele. Han blev bange og greb hurtigt om sin tissemand for at hente trøst. Det var hans hemmelighed gennem alle de fem forbandede år. Det var hans tissemand. Var den skåret af, eller som man gør nu om dage omskåret, så er det ikke sikkert Tom var blevet den han er i dag. Slet ikke sikkert. Det er de små ting, der gør den store forskel. Det tænker vi ikke over, men det er det.

Han ville ud og se verden. Det ville Tom. En dag hans mor var uopmærksom smuttede han ud af døren og ned på gaden. Han har vel været en fem års tid. -Jeg skal afsted, tænkte han. Jeg må ud. Kan ikke holde ud at være indespærret længere hos den kvinde, som hele tiden forråder mig. Hun ser mig ikke. Det er et helvede. Og så stak han af. Med sine små femårige ben stavrede han ned de to etager, fik skubbet den tunge hoveddør op og kom ud på gaden. Ud i det fri. Han snusede byluften ind gennem sine næsebor. Der lugtede af tjære kunne han mærke, ovre fra fabrikken som vulkaniserede gummi. Og en skærende lyd fra maskinerne sprang op bag det brune rækværk som omgav bygningen. Han lo højt over sin frihed og begav sig afsted ned ad Rådmandsgade mod den brede Tagensvej med de larmende sporvogne og biler som hele tiden kom forbi. Han gik ikke så hurtigt. Stoppede op og så sig omkring for rigtigt at fornemme den store verden, som han nu havde begivet sig ud i. Folk kiggede på ham men lod ham være. De havde travlt med deres, og han kunne uforstyrret gå videre mod Jagtvej,  hovedfærdselsåren med flokke af cyklister og sporvogne i par. Han følte han kunne blive ved med at gå. Der var nok at se på og suge ind. Verden var hans, og den var slet ikke så frygtelig, som han havde fået indtryk af gennem sin mor. Så han gik videre og kom helt ned til Universitetet og de store grønne træer som omkranser fælledparken. Så blev han stoppet. En betjent havde fået øje på ham. Han spurgte hvor hans mor var, og Tom svarede: – Derhjemme! -Er du helt alene ude og gå, spurgte betjenten så. -Jae! Tom nikkede. Betjenten tog Tom i hånden og de gik sammen hen til betjentens bil og kørte til politistationen. her fik Tom en sodavand og sad og ventede mens de skrev en masse ned på papir og snakkede lavmælt sammen. Tom var i højt humør. Endelig skete der noget rigtigt. Noget han selv havde gjort. Det var skønt at sidde der og blive opvartet af de rare betjente. De kørte afsted i bilen og Tom udpegede selv den vej, han havde gået og fandt hjem til Rådmandsgade 53, hvor hans mor sad og græd, mens betjenten fortalte, hvor han havde fundet Tom. – Nu må De ikke skælde ham ud, lille frue, sagde han. Blot passe lidt bedre på ham næste gang. Tom havde fået smag for friheden. Det kunne lade sig gøre at komme væk, og der var spændende ting derude. Det var slet ikke farligt, som han hele tiden havde fået indtryk af gennem sin forvirrede mor. Han var endnu en gang blevet klogere. Indtil et år efter, hvor han kom i skole. Så blev han dummere og dummere. Men inderst inde glemte han aldrig, hvad han havde lært den dag han stak af hjemmefra. Det gjorde han ikke.

Hans mor var en snob. Ingen tvivl om det. En “fin” skole skulle han i. Det havde hun bestemt, så allerede kort tid efter Tom var født, blev han indskrevet til optagelse i Østersøgades Gymnasium når han fyldte seks år. Det var nødvendigt. Der var rift om pladserne. Det var adelen og rige forretningsfolks børn der gik der. Og det var en delt skole. På den ene side var drengeskolen og på den anden side Ingrid Jespersens højreligiøse pigeskole. Adskillelsen mellem de to skoler var hermetisk. Der var ingen smuthuller. Man holdt sig hver for sig.

Cykle skulle han. Hen til skolen hver dag. Han fik en brugt cykel med lavtsiddende saddel og gedebukkestyr. Der var også en bagagebærer, hvor han kunne anbringe sin skoletaske. Om morgenen klokken syv var han parat. Mor lavede havregrød, som han spiste med mælk og sylte tøj. Nede i gården stod cyklen i det lave cykkelskur sammen med de andre cykler fra opgangen. Lis havde også en cykel som stod ved siden af Toms. Lis var syv år og Toms legekammerat. Tom elskede sin cykel. Pedalerne snurrede under ham, når han rigtigt trampede, og selv om det kunne være koldt om morgenen generede det ham ikke at træde godt til i blæsevejret ud langs sct. Jørgens sø, lige før han drejede ned ad Østersøgade. Her lå skolen, høj og majestætisk af røde mursten og med en stor grøn port man skulle igennem for at komme ind i skolegården. Der var altid et mylder i den skolegård om morgenen. Rektor stod og tog imod og skrev dem op som kom for sent. Tom kom aldrig for sent. Han var bange for rektor og kom altid i god tid. Rektor smilede til ham fordi han var præcis. Det var da altid noget, tænkte Tom. Så har jeg ikke gjort noget forkert. Endnu. Inde i klasseværelset var en masse pulte med plads til to hver stillet op på lige rækker. Tom fik en pult sammen med en tyk dreng som hed Pierre. Hans mor var fransk. Faren var en kendt skuespiller. Pierre var flink nok, men der var ikke meget plads tilovers på sædet til Tom. -Hvor kommer du fra? Spurgte Pierre. -Jeg kommer fra Rådmandsgade, svarede Tom. -Det lyder ikke godt det der råd, sagde Pierre. Er der råddent derude? -Nej, slet ikke, svarede Tom. Det er ikke noget råddent. Det er en rådmand. En vigtig person. Det siger min mor. -Jeg kommer fra Hellerup, sagde Pierre. Hvor ligger Rådmandsgade? Ude på Nørrebro, svarede Tom. Uha, er det ikke farligt at bo der? Sådan med tyveknægte og sådan noget? – Ikke så vidt jeg ved, svarede Tom. Og min mor er skuespiller, tilføjede han, for at bringe lidt luft ind i samtalen. På et teater. -Det er min far også, udbrød Pierre glad. Så er vi venner!  Og så blev de venner og sad ved siden af hinanden hele første klasse.

Frk Jensen kom ind og de skulle allesammen rejse sig op og stå helt stille når hun viste sig. Det havde rektor fortalt dem den første dag. -Ret skal I stå! sagde han med bestemt mine og gik så ud og overlod klassen til deres klasselærer frk. Jensen. Frk. Jensen var en slank lyshåret kvinde på en tredieve års penge. Med blomstert kjole og venlige øjne. Hun var meget moderlig overfor børnene, men det var jo også først klasse. Indslusningsklasse som ikke skulle være for hård overfor de små pøjker. Hun tænkte på sit eget barn, som hun ikke fik lov at beholde mere end en måned. Så døde det af dysenteri. Hun så stadig sit døde barn for sig når hun underviste de små drenge i at skravere i tegnetimen og skrive bogstaver i dansktimen. Så gled en lille tårer ned over hendes ene kind. Hun viskede den hurtigt væk. Drengene måtte ikke bemærke hendes sorg. Professionel og stanhaftig i sin læregerning var hun, og Tom kunne godt lide hendes måde at være på. Det var noget han forstod. Direkte og følsom. Han var helt på bølgelængde med frk. Jensen. Anderledes var det med Hr Buch. En stor højrøstet mand med ildrødt hår og store tunge hænder. Ham havde de i Sang og bibelhistorie. Salmevers blev terpet fra allerførste dag. Han læste op og de skulle gentage indtil det sad: “Ingen er så tryg for fare som guds lille børneskare.” Gentog hele klassen efter hr Buch. Så skulle de een efter een alene gentage ordene. Tom kom flot igennem det, men Pierre kunne ikke huske, hvad hr Buch havde messet. -Prøv nu igen! Sagde han, men Pierre begynte bare at græde. Han hulkede så hans tykke kinder bævrede som buddig, og Tom kunne ikke dy sig for at le, men det skulle han ikke have gjort. Hr Buch for hen og gav ham et drag over nakken. Så begyndte Tom også at græde. Gudskelov ringede klokken og timen var forbi. De andre drenge styrtede ud i skolegården til frikvarter. Tom og Pierre sad alene og snøftede. Hr Buch bare skred, men så kom frk Jensen ind. De skulle have dansk med hende. -Åh, gudsebasse, hvor ser I ud. Hun tog et lommetørklæde op fra sin taske og de fik lov at pudse næse. – Ja han kan være ret skrap, ham hr Buch. Men I har godt af det. Ikke at være pyldrehoveder. Det er noget man lærer efterhånden her på skolen, sagde hun med et syrligt smil, og gik hen til kateteret og satte sig for at lægge sine papirer og bøger frem til deres næste time.

Lis boede i lejligheden under Toms. I stuen. Tom boede første sal, så de kunne ikke undgå at mødes, og så blev de legekammerater. Tom syntes godt om Lis. Han syntes hun var pæn. Lis lignede en tændstik. Tynd og ranglet og syv år. Tom var jo seks, så man kan sige, de var jævnaldrende. Men Lis var nok lidt mere fremme i skoene end Tom. Hun var pige. Udviklingen starter tidligere for dem. Tom havde mest tinsoldater og brandbiler i hovedet. Lis havde sine dukker, men hun havde også sig selv. Hun gjorde meget ud af sig selv. Måske fordi hun boede hos sin tante. Moren var vistnok død og alt det skjulte sig under det lille frejdige fjæs med opstoppernæse, som Lis besad. Tit kom Lis op til Tom, mens han var alene hjemme. Lis tante var en sur dame, så der var de ikke. Lis kunne godt lide Tom, men hun kunne også bruge ham til noget, og Tom var troskyldig. Gik med på Lis lege, som hun fandt på mens de var alene hjemme oppe hos Tom. De skulle nemlig lege læge, som Lis sagde. Tom skulle være lægen og Lis patienten. Tom syntes det lød spændende. Han havde været hos lægen en gang han havde skoldkopper, eller som Toms mor troede, at han havde skoldkopper. Det var bare Røde Hunde, men det var det vist heller ikke, tænkte Tom. Men det var sådan noget, hans mor og lægen snakkede om, og så blev han stukket i armen med en nål, og det gjorde ondt. men Lis ville ikke have noget der gjorde ondt, ville hun. Hun ville have noget, der gjorde godt, og det fik hun snedigt Tom til at forstå. Undersøgelsen skulle ikke gøre ondt. Den skulle gøre godt. Det syntes Tom lød meget fornuftigt, så han gik med på spøgen uden rigtig at forstå, hvad meningen med det hele var. Men det vidste Lis. Hun sagde: -Først skal jeg have alt tøjet af, ellers kan du jo ikke komme til at undersøge mig rigtigt, vel? Det forstod Tom godt. Han iagttog pigen foran sig langsomt afføre sig sit tøj. Stump på stump indtil hun var helt nøgen og lagde sig ned på gulvet og sagde:-Kom! Nu skal du undersøge mig, og du må godt bruge fingrene og trykke mig forskellige steder for at se om det gør ondt eller det gør godt. Tom nærmede sig den nøgne pige, der lå der på gulvet udstrakt og i fuld figur. -Skal jeg trykke dig der? Spurgte han og lagde sin lille hånd på hendes fod. -Lige hvor du vil, svarede Lis. Så skal jeg nok sige dig om det gør ondt eller om det gør godt. Tom trykkede hende på benet. Først det ene og så det andet. -Gør det ondt, spurgte Tom. -Ikke så meget, svarede Lis. -Prøv at trykke lidt højere oppe! Lis drejede sig velbehageligt over mod Tom og lå på siden og så op på ham. Der bredte sig et smøret grin på hendes ansigt. – Det er ligesom der er noget der helt oppe på låret. Kan du ikke trykke lidt der! Tom trykkede. -Højere op, viskede Lis. Tom trykkede højere oppe der hvor Lis lår mødtes. Han undrede sig over, hvad han så. En revne eller nærmere spalte var hvad sammensmeltningen af lårene fortsatte i. -Hvad er det for noget, du har der? Spurgte Tom. Har du skåret dig? Lis fniste.-Prøv at mærke efter, så skal jeg sige dig om det gør godt eller ondt, men du skal være forsigtig. meget forsigtig! Tom lod sine fingre glide hen over revnen. Meget forsigtigt. Måske begynder det at bløde, hvis jeg trykker for hårdt, tænkte han. Lis hev efter vejret. -Prøv lidt hårdere! Tom trykkede. -Prøv ind i revnen, pusted Lis, og Tom førte en finger ind. -Nu gør det godt! Lis nød det, kunne Tom mærke. Han blev glad over lis reaktion. Prøvede at trænge dybere ind i revnen, da i det samme entredøren blev åbnet med nøgleraslen. Tom trak fingeren ud. Lis rejste sig op og greb efter sit tøj, men det var for sent. Helle trådte ind ad døren til Toms soveværelse, hvor de var. Hun stod der i døråbningen og så helt vild ud.- Hvad er det I laver? Spurgte hun med ophidset stemme. -Kan du så se at få tøjet på Lis! Og du Tom, hvad har du gang i?  Hun så helt syg ud i hovedet. Tom forstod ikke et kuk af det hele. -Vi leger bare doktor og patient, sagde han. Men hun hørte ikke efter. Skreg ad Lis at hun skulle komme ud og rev i Tom og rystede ham i armen. Sikke noget svineri!  I skulle skamme jer at lave sådan noget. Lis fik tøjet på i en fart og flygtede ud og ned ad trappen. Tom begyndte at græde. Han forstod ingenting. Kun at hans mor var rasende over noget han ikke havde anelse om, hvad var. Hun tændte en cigaret og gik ud i køkkenet. Når Toms mor tændte en cigaret, vidste Tom at det værste var overstået. Men han forstod stadig ikke et pluk.

Det skal nok blive godt altsammen, tænkte Tom og satte en mælkekapsel op med en tegnestift på væggen bag hvor han og Pierre sad. Tom bevægede sig afsted ad floden, som strømmede under ham. Han samlede forskelligt affald, som de andre børn i klasse havde kasseret og smidt på gulvet op og lavede en lille kollage på væggen. Der var små stumper blyant og madpapir og glanspapir fra tegnetimen. Et stykke vidskelæder.Et knækket penneskaft og selvfølgelig mælkekapsler. Dem var der mange af. Til frokost blev en kasse kvartliters sødmælk båret ind af pedellen. Børnene kastede sig over den og rev hurtigt de bløde kapsler af flaskerne og drak begærligt. Tom gik omkring og samlede kapslerne op. Tørrede dem af og tilføjede dem til sin samling på væggen. Det var hans fornøjelse. De andre elever var mere interesseret i at larme. Skrige og løbe rundt, indtil Frk Jensen kom ind og beordrede ro.  Han lavede sin egen verden i kapsler og forladt madpapir. Forbavsende nok var der ingen der gjorde vrøvl over hans “udstilling” De havde nok i deres eget, og Tom havde nok i sit. Han sad der i sin lille jolle af sammenflikket gods og padlede med så godt han kunne. Der var faste retningslinier for farten. Tungen lige i munden og gentage, hvad der blev sagt. Han var blød indeni. Trodsede ikke imod, og kom derfor videre uden selv at blive berørt. Det var lige som al deres snak bare var en fjern mumlen han sejlede igennem for at tilpasse sig flodens krumninger. Det gik ham aldrig rigtig på, fordi det meste gik hen over hovedet på ham. Det var den støj og kaos, hans lille udstilling skildrede. Udtrykt i mælkekapsler og skidt.

Allerede i anden klasse skulle de spille fodbold. Det var Obligatorisk. Ovre i fælledparken ofte som første time på dagen, hvor de skulle møde omklædte på grønsværen ud mod Trianglen. Tom var cyklet hjemmefra tidligt for at være parat. Han mødtes med de andre drenge, som trippede rundt og varmede op. Tom var bange for fodbold. De skubbede ham, så han væltede når de ville drible og have bolden. Han kunne ikke følge med når de løb op og ned ad den store bane. Han blev forpustet og fik et hårdt slag fra en skulder bag sig. Han hadede det fodbold og fik tjansen som målmand. Det duede han heller ikke til. Flokken af stærke drenge med ild i benene skræmte ham. Det var ikke hans boldbane. Det fodbold. Han cyklede over til skolen efter kampen. Kold og trist og der var tvang om bad bagefter i bruserum med iskoldt vand. -Det hærder, sagde Gymnastiklære Struwe, som lavede armbøjninger i gymnastiksalen mens de var i bad. Op i klassen med halvvådt tøj og have kristendomskundskab med frk Fibiger, der hele tide fortalte dem, hvor meget hun glædede sig til at komme op til gud. Hun var helt hvidhåret og havde glashud med dybe huler om øjnene. Måske var hun allerede død, tænkte Tom. Hun lignede et spøgelse, han havde læst om i Ota bøgerne. Dem kunne han lide. Det var æventyr om feer og trolde. Først læste hans mor dem højt for ham, men efter det første år i skolen kunne han læse selv. Det elskede han. At ligge i sengen under natlampen og forsvinde ud i fantasiens land. Ud de steder som kun tanken kendte. Et mærkeligt land inde i ham selv, som voksede i takt med at hans krop voksede.

Men allerførst skulle han lære at blive voksen. Det var det hele skolen drejede sig om. Derfor måtte man vide alting. Det vidste de voksne, og det skulle han også. De terpede hver eneste dag historie og kongerækken og dansk og fædrelandet med de brede bøge og den stolte fortid. De sang så det smældede hver morgen lange salmer, mens de stod med bøjede hoveder og fik fadervor forkyndt af Rektor oppe fra pulten med det store trækors med den lidende Jesus nedenunder.

Hvad var det de ville? Alle disse mennesker. Alle disse mennesker som omgav ham. Hvad var de ude på? De var ude på at få ham til at blive som dem. Det var hele formålet med deres handlinger. De gjorde alt for at omskabe ham i deres billede. Og han var som ler i deres hænder. Det lille skidt. Han anede jo ikke , hvad det hele gik ud på, den gang han trådte ind i verden. Tom var tom da han trådte ind i verden. Og verden var parat til at fylde ham med alt sit lort. Til det havde verden alle disse mennesker som omgav Tom og hvis eneste motiv det var at sætte ham i stand til at blive en lydig samfundsborger i det hiraki de kaldte livet. For dem var der kun et opad og et nedad. Det var såre simpelt og Tom skulle opad ved at blive holdt nedad. Så han kunne lære at se afgrunden og frygte den. Så han kunne lære at se sig selv som et væsen, hvis eneste formål var at blive som dem. Kopimodeller blev til stadighed holdt op foran hans øjne. Frk Fibiger med sin salvelsesfulde røst der bebudede Jesus komme i døden som hun ønskede så inderligt. Frk Jensen med sin moderlige beskyttertrang og opofrende handlemåde. Rektor Feil, som magtfuldt udøste af sin uendelige kærlighed og strenghed. Hr Buch som bare slog hårdt og viste verdens grusomhed i en nøddeskal. Og sidst men ikke mindst hr. Struwe, som på forbilledelig vis skabte drenge om til mænd med kolde afvaskninger, iskolde fodboldmorgener og armbøjninger i gymnastiksalen. Det var Toms opgave. At rette ind og forstå at dette var vejen han skulle gå og som han også gik så godt han kunne, for han var en pligtopfyldende lille een. Og bange ovenikøbet. Så det var let for alle disse mennesker at sparke ham til side og få ham på plads. Han lærte at kende sit sted. Det var nederst. Han var kommet ind i denne fine skole af barmhjertighed over for hans mor, som havde tigget og bedt om at få ham indskrevet. Og nu sad han der på bænken ved pulten og sled i det med at få bogstaverne på papiret til at se rigtige ud. Lige som dem på tavlen som frk Jensen havde tegnet. Især “l” havde han svært ved at få til at blive rigtigt. Det sving stregen tog op over tredie linie af banen som bogstaverne skulle stå på i stilehæftet kunne han ikke få til at runde sådan som det skulle. Han holdt krampagtigt på blyanten og havde tungen fast presset mod fortænderne idet han med hele sin arms muskler anstrengte sig for at bevæge den genstridige blyant med spidsen over papiret på den “rigtige” måde. Den måde frk Jens havde vist man skulle. Man skulle nemlig gøre præcis som frk Jensen. Hverken mere eller mindre. Bogstaverne skulle se nøjagtigt lige sådan ud som dem hun havde lavet. Det var ren kopi. Han skulle lære at kopiere. Det var det han skulle, og han gjorde sit bedste for at blive sådan. Lige netop sådan. Hverken mere eller mindre. Det var en hårdfin balancegang som han ikke magtede, men som han presset af sin angst for ikke at slå til i denne verden gjorde sit bedste for at opnå. De andre i klasse var allesammen “bedre” end han. Det mærkede han hurtigt. De havde en evne til at smelte til. At finde på plads. Hver og een så godt som. Der var et par enkelte som ikke kunne følge med og de blev hængt ud til spot og spe så alle kunne se hvor tåbelige de var. Så grinte hele klasse af dem så de rødmede og så ned i bordpladen mens skammen steg op som røg af deres nakke. Sådan ville Tom ikke være. Men der var vist ingen vej udenom. Han kom i underetagen. Evnerne slog ikke til. Kopisten i ham var ikke stor nok. Det indså han og gled med på bedste beskub med sine små finurligheder og sans for at lave ballade og grin med det hele. Det havde han sans for . Guderne skal vide hvorfor, men det havde han. Han kunne få klassen til at grine. Grine af sig selv og grine af læreren. Derfor blev han lige så stille en slags sorteper i klassen. De kunne ikke lide ham, kunne lærerne. Kun frk jensen holdt ud helt op i tredie klasse og var ham venligt stemt, men så fik de en anden klasselære og så blev han alene i verden. Tredie klasse var skæringsklassen, da de fik hr Moe som klasselære. Han hadede Tom. Rigtig hadede ham og var ude efter ham hele tiden. Nu begyndte “karakterer” at få betydning. Gode karakterer og dårlige karakterer. Ordet sang i Toms ører. Det var et frygteligt ord og et frygtet ord. Ord fik større og større betydning i Toms verden. Alt bestod af ord, og hans hoved boblede og sydede af ord. Som han skulle lære at sige rigtigt på de rigtige steder. Det var tanker i hans hoved som var alle disse ord i een lang kæde som aldrig holdt op. Han hadede den kæde. Den gjorde ham tosset, men hr Moe bandt kæden tæt sammen og trak i den så det gjorde ondt inde i Toms hoved. Han blev helt forskruet mens Moe trak of hev og skreg op om Toms uduelighed og dumhed. Det var svære tider for Tom. Det var det.

Men så var det godt der var cirkus! Cirkus ude i Fælledparken, hvor bedstemor boede og hvor både mor og bedstemor tog Tom med. Det store telt var bare fantastisk. Med sine stolper og liner og flag i toppen som blafrede i vinden. Farverne på pladsen skreg fest og fornøjelse. Tom var spændt på hvad der skulle foregå. De fik gode pladser tæt på den runde arena fyldt med træspåner. Tom fulgte med i hver bevægelse hos de optrædende. Klovnerne og hestene og de dresserede hunde. Men allermest akrobaterne. Især ham slangemanden som kunne sno sig ind gennem en smal ring og blive til en omvandrende edderkop på fire ben. Tom var fascineret. Han sad med åben mund og måbede. Da de kom hjem i Rådmandsgade ville han være akrobatmanden. Det var helt sikkert. Han spekulerede på hvordan han skulle skaffe en ring at krybe ind i. Kom i tanke om det gamle dæk til barnevognen som lå nede i kælderen. Fik sin mor til at hente det op og begyndte at øve sig. Han ville være edderkop. Han fik begge ben ind i ringen og ved at sno sig fik han også sine arme derind. Han fik faktisk mast sig så langt ind i det gamle dæk, at kun hans numse stak ud til den ene side, mens hoved og arme og ben stak ud til den anden. Så kravlede han ud i køkkenet til sin mor som stod og var ved at sætte kartofler over til kogning. Hun skreg højt og Tom udstødte et hvin af glæde. Han var lykkedes at gennemføre sine tanker fra den gang i cirkusset. Han blev så stolt over sig selv og vidste, at han nok skulle klare sig mod hr Moes ordkæder. De kunne snakke lige så meget de ville  følte han. Han ville alligevel altid få det sidste ord, for det var virkeligheden det gjaldt om og ikke alt det sludder og vrøvl han blev overøst med henne i skolen. Det var det at han vidste hvad han ville der var det stærke. Det at kunne krybe ind i ringen og blive til en edderkop. Det var det det gjaldt om.

Og så glansbillederne som han samlede sammen med Lis på bagtrappen med de lyseblå vægge, hvor de kunne sidde i fred og bytte. De havde hver deres stilehæfte med sider der var foldet ind til halvdelen. Man kunne så vælge en side uden at vide, hvad der var gemt inde bag papiret. Når begge havde valgt, åbnedes siden og det kom for dagen hvilke billeder man havde byttet sig til. Det var skinnende engle med fehår og store øjne eller små nissemænd med røde huer og blomster i alle farver. Der var også biler og huse og Richsmærker, som de havde samlet fra erstatningskaffepakkerne. De kunne sidde i timevis derude på køkkentrappen og bladre og grine til hinanden mens de byttede glansbilleder. Kunne de. Og sådan var det og det må I tro på, for jeg kan ikke gøre det tydeligere for jer. Det der skete dengang for længe længe siden, som man siger, men som faktisk sker ligenu som en tanke i mit hoved. I Toms hoved, der er blevet et stort hoved udenom det lille hoved og inde i det lille hoved er der et endnu mindre hoved og udenpå det store hoved er der et endnu større hoved. Hele tiden kryber vi ind i ringe og ud af ringe til vi ikke ved hvor vi er og må opgive det hele og glide væk på en lyserød sky af løgne og fordrejelser.

Men Tom voksede op og det blev 1950. Bedstefar døde. Oppe i spisestuen lå han indskrumpet og bleg med det hvide hår klistret til skaldepanden og stirrede på Tom med matte øjne. Tom var lidt bange, men gik alligevel hen til sengen og stod. Så tog bedstefar Toms hånd og rakte ud efter noget på servanten. Det var bedstefars guldur som han pressede ned i hånden. -Det er til dig, sagde han og Tom mærkede, at han begyndte at græde. Så græd bedstefar også og Tom kastede sig ind til den gamle mands bryst og hulkede. Dagen efter var bedstefar død. Men atombomben var ikke død og krigen ej heller. Men bedstefar var skredet. Nu var der kun bedstemor tilbage til at elske Tom. Toms mor elskede ikke Tom. For hende var han kun en byrde. Men hun skjulte det så godt hun kunne, og det gik rimeligt. Men hun var jo også skuespillerinde.

Print Friendly, PDF & Email

Malaga.

Det er sørme rigtigt. Kan næsten ikke tro det. Har bestilt flybillet til malaga på søndag. Har også fået arrangeret en air bnb bolig på Plaza Lex Flavia Malacitana hos en klassisk pianist som vil fremvise byen på cykel. Har dog selv mest lyst til at gå. Spadserer som det hedder rundt ad smalle gyder til stille pladser med duer som kan tegnes i ro og mag mens folkelivet passerer forbi. Spise grillet Calamares med citron og drikke kølig hvidvin til. Sætte den blå rygsæk med et badehåndklæde, badebukser og klipklapper på skuldrene og begive mig ad stranden til. Playa La malagueta ligger en 20 minutters gang fra hvor boligen er. Centrum er ligeledes i gåafstand fra koncertpianistens hus, og her ligger adskillige seværdigheder med Picassomusæet som centrum. Temperaturen er omkring 20 grader med sol hver dag lang tid fremover i følge det norske meterologiske institut. Bussen afgår hernede fra den røde stationsbygning i Bandholm kl 12. Der er ombygning af Storstrømsbroen, hvorfor rejseruten må omdirigeres via Orehoved med togbus. Det forlænger turen til København med en time. Total rejsetid til Kastrup fire en halv time. Flyet afgår ca 20 og der vil være mulighed for at få en vinduesplads, når man kommer i god tid, siger Norvegian. Fire timer i lufthavnen skulle derfor være nok, ikkesandt?

Plænen er slået. Græsset  revet sammen og afleveret til naboen, som bruger det i sin kompost. Alle tæpper er grundigt banket med den nye tæppebanker fra farvehandlen på Rubinsteinsvej. Tænk, noget så simpelt som en tæppebanker er det næsten umuligt at opdrive. Folk banker åbenbart ikke tæpper mere. I min barndom var der opstillet stativer i gården til at hænge tæpperne over. Med et skilt der forkyndte, at bankning var forbudt før 10 og efter 16. Nutildags banker man ikke mere. Ihvertfald ikke hvis man skal måle udfra, hvor svært det er at skaffe en tæppebanker. Sådan een som er vidjeflettet af pil, og som ligger godt i hånden. Min datter opstøvede een hos  farvehandleren. Den næste dag, da hun kom for at købe den, var den solgt, og det tog tre måneder før han kunne fremskaffe en ny. Måske smider folk bare deres tæpper væk, når de er beskidte. Lige som så meget andet, der kun bruges een gang…

Og så landede vi i en sky af støv på den lille bane ude i ørkenen en sen aften i det herrens år 1978. Birthe stod og tog imod mig, da jeg trådte ud af flyet. En gammel DC 8 der næsten ikke kunne hænge sammen. Men jeg havde gennemført og var i grunden ret stolt over mig selv. I begyndelsen var det sygt. Tanken om at skulle forlade det lille hus med den grønne plæne og det sorte vandhul. Med alle frøerne som kvækkede hele natten, så jeg ikke kunne sove. Med den lille spurv som hver dag kom hen til havedøren og fik brødkrummer. Med mine knive og gafler som hver morgen lå og ventede i vasken på at blive gjort rene. Min seng. Min dejlige seng, som jeg holder så meget af at ligge i. Der hvor alle drømmene optræder ganske gratis. Og ikke mindst mit fjernsyn. Mit elskede TV fra Aldi. En rigtig Medion model med HD og satelitadgang, hvorved alverdens kanaler med underretning om de allersidste drab og lemleæstelser siver ganske ubesværet ind i min stue som materien i slangen fra Thomas ben. Thomas skriver hele tiden med opdateringer om sit ben. Det højre. Lige under knæskallen hvor en kæmpe luns kød har revet sig løs, da han trådte ned i et jernrør under opsætning af sin kones drivhus. Det får jeg uafladeligt små sms beskeder om med vedhæftede fotoes af benet. Det er godt at vide, hvordan ens venner har det. Min elskede datter har det også godt, så vidt jeg ved. Hun svarer altid pænt på mine henvendelser. Det gør mig glad. Men jeg var ikke glad lige før jeg rejste. Det tør svagt siges! Jeg var faktisk ret deprimeret. Tænkte ustandselig, at det ville være bedre at aflyse rejsen. Få indskuddet refunderet og blive hjemme. Men så kom dagen, hvor jeg skulle tjekke ind på flyet, og så gjorde jeg det. Tjekkede ind og tog afsted med skrumplebusse fra stationen med det røde træhus nede bag bøgealleen.

Og ude i lufthavnen. Hvor havde jeg det skidt med alle disse mennesker. Der er så mange. Jeg kan slet ikke overskue det. Så sætter man sig på een bænk og så sætter man sig på en anden, og lige lidt nytter det. Man finder aldrig fred. Selvom jeg havde smurt seks klapsammenmadder i aluminiumsfolie, som jeg kunne dulme smerterne med. Selv det bragte mig ikke i balance. Rigtig meget shit!

I flyet sad jeg og surmulede ved siden af en idiotisk svensker med sin idiotiske kone, som hele tiden skulle vise billeder af deres børnebørn på en mobiltelefon, hun rakte lige op i snuden på mig. Fisseåndsvagt! Og manden spiste nogle ildelugtende sanwich som kabinepersonalet havde bragt, mens der samtidig blev hævet en advarende pegefinger angående mine klapsammenmadder, som jeg ikke måtte indtage. Det var forbudt at spise medbragt mad, sagde hun, og så vredt på mig. Jeg spiste dem i smug alligevel, mens jeg lod som om jeg sad og stirrede på mars som oplyste rummet udenfor det lille ovale flyvindue.

Birthe var alligevel ikke i lufthavnen. Det var noget jeg drømte, viste det sig senere efter vi var landet. I stedet stod min taxachauffør og viftede med et  stykke laset papir med mit navn på. Det var ligesom at møde en ven. Een som kendte mit navn! jeg blev så glad, selvom jeg godt vidste, at det var mig selv, der havde givet ham det nogle uger tidligere, da jeg bestilte min afhentning over nettet. Han kørte rundt en time uden at kunne finde adressen. Tilsidst måtte vi stoppe og spørge en gammel dame med indkøbskurv om vej. Det er helt ude i den anden ende af byen, sagde hun. Så kørte vi derud og ganske rigtigt stod Carlos og tog imod mig nede foran den brede trappe som fører op til hans hus. Min rullekuffert blev bragt på plads i det rummelige værelse med den store opredte dobbeltseng. Konen en peruvianer med udslået hår smilede indladende til mig og gav mig en fugtig hånd som sendte ildninger helt ned mellem mine ben. Carlos er nogleoghalvtreds og hun er vel næppe meget over tyve, så jeg var fyr og flamme til et lille æventyr når Carlos var faldet i søvn. Men han faldt aldrig i søvn. I stedet underholdt han mig den halve nat om hvormange seværdigheder der fandtes rundt om Malaga. Torremolinos og noget der hedder Ronda med varme kilder og grotter og mindesmærker og borgruiner og musæer og alt det skulle jeg se, mens jeg var hans gæst, mente han. Jeg mente han var på afveje, men det sagde jeg selvfølgelig ikke. Konen kiggede skælmsk på mig. Så gik vi alle i seng. Hver for sig. Natten igennem genlød huset af Carlos snorken. Som et jordskælv som rev flere af fliserne i badeværelset løse. Det så jeg næste morgen, da jeg var var ude og tisse.

Nu er jeg faldet til ro i det spanske. Solen sender varme stråler ned over hustagene udenfor mit vindue. Jeg har fået besked af peruvianeren om at rulle persiennerne ned, så rummet ikke bliver for varmt. Det skider jeg på. Jeg elsker varme rum ! Jeg har også fået besked om ikke at lukke min dør for hårdt i om natten. Så kan de ikke sove, siger hun på sit gebrokne engelsk. Men de er nu meget søde de to. Carlos og hans kone. I går fandt jeg vej ned gennem labyrintbyen til havet. Så er jeg hjemme igen. Det ligger middelhavsblåt og dæmrer i disen. Næsen dufter fisk og tang. Her er palmer man kan sidde under og læne ryggen op ad mod den skællede stamme. Foran ens blik står den unge pige med armene spredt ud i positur og bliver fotograferet af sin mørkøjede ven. Solen bager. Jeg smider tøjet og går i vandet. Ned i det blå dyb. Der forsvinder jeg allerhelvedes langt væk. Hen til min mor, som sidder oppe i klitterne i Marielyst på skuespillerforbundets feriekoloni og venter mig med smæk og bebrejdelser. Den satan. Godt hun er død. Så går jeg hen på en restaurant og spiser Calamares ved siden af en bøsse som spiser store skiver råt kød. Han er skaldet og sidder hele tiden og bladrer i sin forbandede mobiltelefon med sine slanke manicurerede fingre. Jeg tænker mit og tygger på gummistrimler af en halvdød blæksprutte. Tjeneren er sur og fortravlet. Snart betaler jeg og skrider. I byen er natten ved at dæmre. Den lysebrune borg og det romerske teater er oplyst i fluorocerende farver mens folk passiarer forbi rygende på cigaretter. De små sidegader er mennesketomme. Jeg går derind og finder hjem til mit bosted. På vejen køber jeg  i supermarkedet som har længe åbent. Tomater og løg. Oliven og brød. Hvidløg og mandelmælk. Kvædemarmelade som udskæres på integralbrød og indtages sammen med varm skovthe mens HBO serverer underholdningen. Det er “Billions” jeg ser. Man bliver fanget af de serier. Men det gør ikke noget. Man sover så godt bagefter. (Såfremtder ikke er moskitoes i lokalet…)

Så vil de have mig til Ronda i Granada. Det ved jeg ikke noget om. Men Jenny Carolina Ruiz Razuri som peruvianeren hedder og Carlos Romerdalbornoz som hendes nylige mand (de blev gift i marts måned i år) hedder siger at i Ronda foregår det hele. Der er bare ingen ende på, hvor fantastisk der er i Ronda deroppe i Granadas bjerge med alt muligt (Borge og sådan noget). Så der skal jeg kører hen, siger de. I bus først herfra og ned til centralstationen hvor jeg skal springe på en Amarillo Bus som bringer mig frem til dette sted de mener jeg skal besøge. Jenny er meget sød og prøver at få arbejdstilladelse i Spanien. Hun er uddannet “Food Engineer” hvad så det er for noget. Carlos underviser i klaver og komponerer stykker, som han spiller for sin nygifte kone mens jeg står og lytter med når hans fingre smidigt bevæger sig hen over tangenterne og Jenny rødmende klapper i hænderne, når han er færdig. De er så søde begge to og vil det bedste for mig deres gæst, der derfor skal til Ronda skønt han slet ikke rigtig har lyst, men meget hellere vil vandre op over bjerget og ned igen til havet som ligger blåt og indbydende lige til at springe i. Men til Ronda skal han og sådan bliver det. Derfor tager han en prøvetur i dag med bus nr 1 over til Centralstationen for at se hvor man køber billetter og for i det hele taget orientere sig lidt.

Det er dette med at vandre afsted på de glatte fortovsfliser mens Bourgainvilla og Biznagaer duftende passerer forbi. Oppe ad bjergskrænterne kryber bebyggelsen. Hvide rigmandspalæer med balkoner og spir. Grundigt indhegnet af tykke murer og beskyttet af gøende hunde. Alle hernede på solkysten har hunde, som de lufter mens de snakker med hinande om hundeliv og ve og vel, og nu og da farer de små hunde i flæsket på de store hunde, så samtalen må ophøre og man må gå hver til sit. De gamle ægtepar trisser afsted på promenaden støttende hinanden, så de ikke falder omkuld under de irgrønne palmer som bøjer sig i vinden, der kommer i milde strøg ude fra oceanet, hvor store fragtdampere lige netop balancerende på horisonten med urviserhastighed bevæger sig fremover mod ukendte mål. Der sidder så jeg. Denne humanid af en abekat og skifter bukser under et skærmende livsomklamrende håndklæde, mens de solbadende olieindsmurte og barbrystede kvinder overalt på stranden bly ser den anden vej. Det er stor moro at afføre sig tøjet under den blå himmel på en kæmpe sandoverflade, hvor alle i ens tanker har travl med at glo. Men de skal ikke få mig, tænker jeg og gør hele arrangementet til en ballet som udstiller alt jeg ejer og har. Belønningen ligger i det øjeblik kroppen befries for al kontrol og kastes tilbage i det gennemsigtige fluidum som middelhavet er. Og hovedet ned under vandet og purre op i håret som får hele turen med udsmidning af al  bekvemmelighed og tilpasningskrav. For helvede. Sådan skal det være. Til helvede med det hele! Og jeg svømmer på ryg og på mave og bliver væk som den delfin jeg jo osse er. Udover den myg som stak mig i nat og den gamle kvinde med solhatten som næsten ikke kunne gå af gigt som blev hjulpet af sin mand af et stivbenet rær. Der så jeg mig selv som svigt. For jeg var ikke hvor jeg burde være. Hos min gigtplagede kone som nu er helt alene. Uden mig. Jeg drømte om hende i nat og i drømmen blev bruddet endeligt.

Men vandmelon og mandelmælk i farvestrålende karton i køleskabet her på Plaza Lex Flavia Malacitana i det store boligkomplex med den brede trappe som fører ned mod gaden med de små butikker. Grønthandlen hvor alle kasser bugner af nyhøstede citroner og peber og kartofler med brun skræld og store prangende blomkålshoveder. Der går jeg hver dag i duftene fra barer og frisørsaloner som blander sig til denne umiskendelige spanske odeur jeg slet ikke kan få nok af. Men ikke blot dette. Alt det andet også. Når jeg går fejl og må have min Ipad frem for at finde vej og støder på nye små gyder, som skal udforskes utrætteligt. Sandalerne bærer mig frem gennem verden. Rygsækken indeholder mine fornødenheder og når tanken bliver for trang tager hånden på armen på skulderen på kroppen mundharmonikaen frem og lader et eller andet klinge som lyder godt. For mig og for den forbipasserende sjæl som smiler til mig og nikker venligt til mit spil. Som jeg siger hele tiden: I kan rende mig allesammen I hylehoveder, som hele tiden forvansker alt med jeres  forpulede tanke-virksomhed. Lad den dog være for helvede! I ved ikke en skid om det. Ikke en skid. Se det dog i øjnene. Ikke en skid!

Jeg ved i hvet fald ikke en skid. Det er et faktum!

Ronda.

Ja, det skulle jo ske. Havde selv gjort de nødvendige forberedelser med at checke bustider og afgangssted ovre på Centralstationen. Og frygteligt tidligt op, men det var dejligt at møde byen vågne og indånde den friske morgenluft ved busstoppestedet sammen med de andre søvnige morgenduelige på vej til arbejde. Rengøringsassistenter, tænkte jeg og skuttede mig i køligheden. Igen denne fornemmelse af frihed fra forpligtigelser. Ikke noget at skulle og som hele ens eksistens afhænger af. Dette seletøj fastgroet til kroppen som selvet har gjort til sin egentlige identitet. Snærende og evigt befalende. Det er væk for helvede! Jeg må minde mig selv om det hele tiden, for ikke at falde i den gamle skure og bevidstløst bevæge mig ad prædestinerede veje. Nu er verden åben og alt er muligt og alt tages ind. Den hjemløse på bænken i ventesalen med sine tomme colaflasker og beskidte sovepose på pappet som hovedpude og rastafarieren med krøller og sure tær som osse skal til Ronda, gud ved hvad han skal lave der? Det koster 20 euro tur retur. Jeg når lige en ekstra morgenskidetur på det charmerende toilet hvor  man vader i papir og lort strøet ud over gulvet, så man må stå op og plumpe sit shit ned for ikke at blive fuldtændig indsmurt i pis. Nå men det bliver overstået og pladsen til de invalide i den Grønne Alsa bus indtages af mig, for jeg har ret til den, for jeg er nemlig GAMMEL.

Den skulper ud af byen. De snævre gader bliver efterhånden bredere. Færre butikker og småbarer. Lidt efter kun store ildelugtende cementfabrikker og tilsidst det åbne land. Nu går det hurtigt. Chaufføren sætter farten op. Det er en lang tur på næsten 100 km vi skal nå på to timer. Vejen fiser afsted hen under denne transportkasse, som jeg har fået plads på forreste række i. Den er halvtom. Det er jo tidligt og man tager ikke på arbejde i Ronda fra Malaga. Et par japanske turister og så ham rastamanden. Vi snakker ikke sammen. Vi er hver på vores helt egen tur til Ronda oppe i Granadas højland, hvor småbyer ligger som hvide krystaller strøet ud på bjergsiderne som er brungrønne og afsvedne. Det går opad hele tiden og vejen snor sig, så vi kastes fra side til side i bussen. Gul gyvel langs vejkanten sætter en lysende stribe forbi mit vindue mens den grå vejbane i susende fart bliver ædt op hen under os. Vi gør holdt på en mellemstation og tager nogle fårehyrder med langt skæg og vandringsstok op. De udsender en harsk lugt af møg idet de passerer invalidesædet hvor jeg sidder.

Og så lige pludselig i min meditative døs holder vi for godt midt inde i en by med torv og hvide huse med blå bræddepersienner og vi skal ikke videre for alle stiger ud også chaufføren så det må være Ronda og det er det og jeg aner ikke hvor jeg skal gå hen men gudskelov ligger der en kaffebar lige her hvor jeg står og der går jeg ind og finder et bord blandt et livligt publikum og en cafe latte bliver stillet for min næse med sin krydrede duft op i ansigtet på mig, hvilket er så aldeles befriende ovenpå den lange bustur!

Hvad skulle jeg gøre uden min nye Ipad pro? I gamle dage havde man kort til at folde ud og guidebøger til at slå op i. Det var et mas og et slæb. I dag har man det hele på sin lille bærbare computer. Den kan alt. I min rygsæk har jeg smurt mig en integralbolle med kvædemarmelade, som jeg tager frem mens jeg drikker min kaffe og spiser diskret. Det må man ikke, det ved jeg godt, men det eneste spiselige her er sukkerbelagte kager, og det klarer jeg ikke nu. Mens jeg gumler på bollen og slubrer på kaffen står min Ipad og fortæller mig alt, hvad jeg skal se og gøre i Ronda. Den ved præcist, hvad jeg laver og hvor jeg er. Og fortæller mig vejen, jeg skal gå, så efter at have spist op og drukket min kaffe begiver jeg mig afsted først til højre ved rundkørslen og derefter ligeud ned gennem en helt almindelig spansk by med ledningsnet og tørretøj indtil jeg står overfor indgangen til en park med store mørkegrønne træer og rislende springvand omkranset af slyngroser. For enden af parken ad en lang alle flankeret af statuer af gamle konger er et støbejernsrækværk som markerer afslutningen på det hele ud i det åbne lyseblå intet. Bløde sommerskyer svæver henover et storslået landskab af svungne linier brudt i lysegrønt, okker og krapgule farver. Det er som at være oppe og flyve, når man når hen til gitteret og ser ud, og der er flere hundrede meters frit fald lige nedenunder een. Breathtaking, som man siger, og det er det fanden gale mig! Så der står jeg selvfølgelig lidt og forestiller mig jeg er Jesus og djævelen frister mig og siger jeg skal springe ud, så får jeg al verdens herlighed, men det har jeg jo allerede lige nu, så jeg siger til HAM : FUCK DIG! Og det forstår han øjensynlig for han forføjer sig og lader mig alene med hele herligheden.

Nu fortsætter I paden sin ordre. Hvis jeg vil se den store Romerske bro, som forbinder byens to dele hen over kløften med den rivende flod, så må jeg fortsætte og løsrive mig fra æventyret med de flyvende engle udover dalen og se at komme afsted for der er meget mere der venter forude. Afsted går jeg så stille og roligt langs bjergmassivets stejle kant ud på en balkon med et tårn bygget som thehus til kongens fornøjelse. Kongen er død. Djævelen fik ham, men vi andre kan nyde arkitekturen som også indbefatter den store hvide tyrefægterarena som Ronda er så berømt for og hvor Hemmingway ofte opholdt sig for at følge sine favorittoreadorer. Den er ikke i brug mere. Vi er blevet civiliserede og dræber ikke dyr i al offentlighed længere. I Madrid gør de det vist nok en gang imellem, er der en hollænder, der fortæller mig. Men dyr dræber vi jo. Nu blot i hemmelighed. Det er mindre stødende… Broen er et pragtstykke af ingeniørkunst. Dybt nede båret af massive søjler strækker den sig op mod vejforbindelsen jeg står på og spytter ned for at se hvor lang tid der går før klatten rammer klipperne i bunden. Japanske turister myldrer forbi som altid og tager snapshoots af alt og ingenting. Jeg stiller mig ganske ublufærdigt op midt på broen og tegner de små hvide huse og brede bjergenge bagved med græssende får og løsgående mørkebrune heste. Folk passerer forbi og tager minsanten billeder af mig. “Kunstneren” i aktion… Jeg bliver helt stolt. Så lidt skal der til. Et forfængeligt asen…

Der er en ældre bro længere nede og det er frokosttid. En lille overdækket have står åben. Her indtages appelsinen, vandet og resterne af integralbollen. Japanske piger i geishakostume sætter sig ved siden af mig og pludrer løs på deres krystalsprog. Eroterne flagrer i luften mens appelsinskrællen udsender berusende dufte. Jeg får et kys på panden til farvel før de forsvinder op i hvælvingen over de grønhvide huse.

Tegnet er en tegning. En tegning af det tegnet henviser til. En tegning af et dyr. En stor vildtgående okse. På sletterne. Den vil vi gerne have. Til at spise. Så vi tegner den på grottens vægge. Så er vi herre over dyret. Så er vi herre over os selv. Når vi tegner os selv, er vi herre over os selv. Vi har adskilt os selv fra verden og kan styre den som vi vil. Når vi har tegnet den. Tegnet for dyret er “dyr”. Tegnet for os er ligesåmange streger, som vi er. Fire streger betyder at vi er fire mennesker her i grotten. Fire mennesker og et dyr. Det tager vi ud og fanger. Siger vi til hinanden. Tænker vi med tegnene i vores hoved. Som vi kan flytte rundt på og manipulere som vi vil. Ligesom tegnene vi kan flytte rundt på grottens vægge. Det kalder vi fra nu af “At Tænke” med stort! For det er vigtigt, for det er her det sker. Tanken/Tegnet løsrives fra sit objekt og bliver et subjekt. Ilusionen om en tænker der “tænker” tanken er skabt. Her i grotten dybt nede under andalusiens jord. 200.000 år før Kristus. Med en streg. Et I. Et jeg!

Jeg sidder i bussen som jeg har taget fra Plaza Marina kl 9. Jeg nåede lige at få skidt på Mc Donalds lokum som var morgenrent og velduftende for en gangs skyld! Igen ud gennem den beskidte del af Malaga med de trøstesløse forstæder og hører det dog aldrig op, tænker jeg, for det fortsætter bare langs kysten mod vest hele tiden nye massebebyggelser af værste art. Hver eneste lille milimeter er udnyttet for at presse endnu et åndsvagt turispalæ ind. Det er græmmende. Jeg lukker øjnene og lader stå til. Er begyndt at blive lidt træt af det hele. Men så dukker havet op. Endelig! Og klippeformationer skyder sig ud i vandet som monstrøse fingre. Vandets overflade er blikstille og horisonten grønblå. Det er dog til at holde ud at se på.

Oppe foran Cuave de Nerja er grønt og frodigt. En lille have med bænke. Og efter at have købt billet til 10 euro, sætter jeg mig ned og spiser mit æble, som jeg har medbragt. En kø stiller sig op. Jeg stiller mig op i den. Så går vi ind gennem tælleapparaterne. Jeg får en telefon om halsen med en øreprop som ikke virker. Den skratter bare. Jeg går ud og klager og får en ny øreprop, som stadig skratter. Jeg giver op. Kan kun høre guiden svagt, men det er ligemeget. Nu skal vi ned i disse grotter med disse tegninger fra den palæolitiske tid,  langt før Jesus Kristus gik på jorden og gjorde det hele meget mere kompliceret.

Vi suges ned i dybets kuldeskakt. Frysende bevæger jeg mig ad smalle trappetrin ned gennem grotten som åbner sig i enorme drypstensformationer og kalksøjler på størrelse med Rundetårn. Det er svært at forestille sig noget lignende. Måske et sandslot stillet på hovedet og multipliceret med tusind. Men det er ikke nok. Nu kommer tegningerne. De store dyr og små elegante hoveder på stregpinde med ben og arme strittende ud til siderne. Jeg får et shock. Ser mig selv. Ser mig selv tænke mig selv. Spejlingen fuldendt. Dødens nærhed en realitet. Frygten som ide er født i mig og vil aldrig nogensinde forlade mig igen. Basta! Så kan jeg fortsætte som turist her i Nerja Grotterne og tage fotos med min Ipad igen og igen for fantastisk er det. Og sindsoprivende skelsættende. Det øjeblik jeg blev bevidst om mig selv. Ad helvede til med det tænker jeg. Og går videre ned i det mørke dyb, hvor hvide skeletter af fortidens menneskedyr ligger forkrampede spredt omkring på grottens gulv. Henover knoglerne piler små lyserøde insekter, som kun kan leve her fordi her er mørkt og rumtemperaturen er under 10 grader og fugtig. Jeg klarer snart ikke mere. Mine gamle ben ekser under mig. Svimmel. Pyha. Dør jeg nu? Måske. Jeg må hellere se at komme op. Men der er tusind trin tilbage opad. Stædig kæmper jeg mig vej op mod lyset. Jeg VIL ikke dø nu! Please!

Ude i solen tager jeg en rask beslutning. Siddende på bænken med min appelsin. Min appelsin! Som jeg spiser.SPISER! Jeg kan spise. Er ikke død. Vil til stranden og se på piger, vil jeg! Og jeg spadserer hele vejen oppe fra Cuavebjerget den lange vej nedad og nedad mod Playa Carabeillo med det krystalklare vand og manden som steger paella over fyrrebrændebål. Med den krydrede røg i næsen trækker jeg bukserne af, dydigt bag mit håndklæde mens fire fnisende skønheder ser til. Så går jeg simpelthen ned over sandets knasende grus med kildrende tæer ud i det klare vand og svømmer væk ud mod kimingen som er usynlig, fordi himmel og hav går i eet. Da jeg kommer op fra dette bad har pigerne taget deres toppe af. Har rejst sig og kommer mig i møde med svingende bryster. Jeg er benovet over deres frimodighed og måber. De griner til hinanden over den gamle mand som slet ikke kan få øjnene fra dem. Jeg møder deres øjne og de smiler til mig. I det øjeblik lever jeg!

Frygten for magten. Magten materialiseret i en bunke sten stablet ovenpå hinanden i form af en borg. Borgen er bygget af mennesker, som blev sat til at gøre, hvad herskeren befalede. De kunne ikke gøre andet. Hvis de nægtede blev de dræbt. De blev truet til at handle. Deres bevægelser var styret ovenfra. Oppe fra den mauriske konge med det stramme ansigt. Magtens ansigt er stramt og følelseskoldt. Han ønsker at herske. Han ønsker at hans vilje sker. Han bruger vold til at gennemtvinge sine krav. Og man bøjer sig for ham. Kan ikke andet. Er fanget i en skruestik. Spidse nåle borer sig ind i kroppen og piner den. Magtens ønske er lov. Så sygt er det. Så sygt er det at vade op og ned ad stier og trapper for at bese dette såkaldte mesterværk bygget for mange hundrede år siden som tegn på den enevældiges enevældige magt. Jeg har det svært med sådan noget. Disse pragtprangende udstyrsstykker, hvor enestående og spektakulære de end er. Haver med sirligt opskårne gange kantet af buskbum og manipulerede rosentræer. Små plaskende springvand og duftende caprifolier til at forsøde stemningen når prinsessen går tur. Hele herligheden stinker af råddenskab og menneskelig fordærv. Magt korrumperer.

Hvorfor hedder det “power” ligesom elektrisk kraft. Det er vel det samme. Magt over naturen. At kunne styre og kontrollere den. I bund og grund af angst for den. For det. For det hele. Har du tag om angsten har du styringskraften og kan gøre hvad du vil. Med dig selv og med andre. Du bliver en djævel. Et egoistisk monster som under dække af religiøs bedreviden driver dit spil her på jorden. Så kan du brænde hekse og halshugge jøder. Eller hvad du finder passende for at kunne bevare din forpulede magt. Sådan oplevede jeg dette monster af et slot. Et sandslot i tiden. Forfald rejst over tåbelighed og beundret af en tusindtallig skare af forskellige nationaliteter med kameraer rettet mod enkeltdele uden begreb om helheden. Jeg gik omkring og beså og begræd og åndede først lettet op da jeg nåede ned til den søndre udgang af Alhambra og kunne begive mig ud i Granadas hundredevis af smalle stræder med pitureske altaner, som dog ikke levnede mig megen fred, idet bilkørsel var tilladt i selv de snævreste gyder. Man blev snittet af farthungrende spaniolere med foden på speederen i deres BMV og hvad ellers disse bilmærker hedder. Os og forurening. Power!

Solen går ned over andalusiens blidt rundede bjerge. Vi lægger Granada med dets snedækkede tinder bag os, og læner os tilbage i bussen som kører ind i natten i et flimrende lys fra den fortravlede motorvej. Det er sort nat, da vi atter drejer ind på Estation de Autobuses og stivbenede træder ud på Malagas asfaldt.

I morgen kl 6.30 går flyet tilbage til København. Den tid den sorg. Nu skal jeg have noget morgenmad og bagefter direkte ned i Middelhavet som er fløjelsblødt og ganske roligt. Ligesom mig selv. Ganske rolig.

 

 

Print Friendly, PDF & Email

Næste kapitel: Jegets kvaler.

Uforholdmæssigt meget ligger mig på sinde og må ud. Men det er ikke ligegyldigt, hvorledes det kommer ud. Jeg foreslår, at det kommer ud på en blid måde, men straks er der en stemme som siger, at det ligesågodt kan komme ud på en hård og ubehagelig måde, og så er jeg ligevidt. -Ret ryggen og se begavet ud! Sagde de altid til mig, men hvorledes ser man begavet ud? Det er et godt spørgsmål. Jeg kunne lige sågodt se ubegavet ud, ikke? Bare lade skuldrene falde og kæben hænge og ligne en spasser. Det er sgu da også en attitude, ikke? Når man nu har et frit valg, ikke? Og det har man, siger min lærer altid. – Du kan selv bestemme, hvem du er og hvad du vil blive til. Det er viljen det kommer an på, forstår du nok. Og så rynker han næsen ad min lade holdning og giver mig en syngende lussing i mit åbne ansigt, så jeg trimler omkuld. Der ligger jeg midt i skolegården, mens alle de store drenge står og griner højlydt af den lille svækling som ligger og vrider sig. -En yndig ung pige træder nærmere. Hun jager alle de onde mennesker væk, som æter på vand… De flygter, og hun sætter sig ved siden af mig. Jeg tror selvfølgelig, hun vil hjælpe mig og smiler indladende til hende i håb om hendes sympati. Det skulle jeg ikke have gjort. Hun sende en spytklat direkte ind mellem mine øjne. Det slimede stads breder sig til mine pupiller, så jeg blændes. Derefter tager hun kvælertag om min hals og klemmer til. Langsomt åh så langsomt og lidelsesfuldt forlader livet mig, indtil hun med eet giver slip, akkurart øjeblikket før jeg må give slip, og bryder ud i en latter fyldt med forhånelse. Sådan er hun, min drømmepige!  I det samme jeg føler mig sikker bliver jeg forrådt. Sådan har det altid været. Jeg kan ikke stole på nogen. Jeg ved de før eller siden vil falde mig i ryggen. Det ved jeg med sikkerhed.

Derfor er jeg altid på vagt. Hvemsomhelst der viser mig sympati har jeg mistro til. Jeg er altid på vagt. Ved at de kun er ude på at narre mig. Jeg har ikke tiltro til nogen. Ikke til nogen. Ikke engang og måske især til min egen mor. Hun nev mig altid i øret for at få mig til at gøre som hun ønskede. Og hun ønskede alting af mig. Fordi hun selv var en fiasko. Hun var en allerhelvedes fiasko. Dømt til evigt slavearbejde på en dunkel maskinfabrik som spandt bomuld til brug i våbenindustrien. Skydebomuld, som er en opløsning af nitroglycerin man væder bomulden med før man propper den i patronerne, som derefter forsynes med en fænghætte som slagstiften på geværet antænder så krudtet går af og sender kuglen ud af løbet ud i luften og ind i hjertet på soldaten som står overfor dig og glor idet han bliver ramt. Det er sådan set det der sker og som min mor var med til at få til at ske gennem sit arbejde på skydebomuldsfabrikken ude i Hvidovre. Der lå også min svigerfars fabrikker. Han var meget velhavende og som hobby havde han en fabrik som fremstillede geværer. Han tjente store penge under krigen og slap kun med nød og næppe til Sverige de sidste dage af april 45. Nu ejer han en iskagefabrik som laver is af affaldet fra svinefarme. De raffinerer svinepisset så godt, at det kommer til at smage af citronsaft. Det laver de smooties af som de fryser på pinde, og det sælger kollosalt!

Jeg selv farer land og rige rundt på motorcykel. Sidst var jeg i Karlslunde og besøge en pige, jeg kender der, som giver den bedste spanking i byen, men det er en anden historie…

Jeg har ikke en skid at skulle have sagt over for denne herre som idelig kræver retfærdiggørelse. Han vil have penge af mig. Han står og tigger nede foran brugsen og vil have mine penge. Tænk Dem – Mine penge! Men det skal han ikke få. Jeg går forbi ham og lader som om jeg slet ikke ser ham. Han skal ikke narre mig, skal han. Han kan bare få sig et almindeligt job. Ligesom os andre! Jeg elsker nemlig mine penge og vil ikke af med dem. I love my money. Ich liebe mein geld also! Das ist das beste fur mich. Verstehen Sie? Nå, men det kan jeg bare ikke komme udenom. Det der med penge. Penge er det vigtigste ord i mit vokabolarium. Det er essensen af alt. Jeg kan ikke få nok og søger hele tiden at maksimere min formue. Så kan jeg købe alt i hele verden, hvis bare jeg får flere penge. Mange millioner og trillioner og hundredevis af kliptioner og putzioner og universelle lysår mange og flere og endnu mere og mere og mere og mere! Jeg kan aldrig få nok. Må hele tiden have mere af alting. Og da alting kan købes for penge, må jeg bare have flere og flere af dem. De dejlige penge, som jeg elsker så højt. Åh så højt så højt! Det forstår de vel nok min kære læser, ikke? De elsker vel selv penge som jeg, gør De ikke? Det formoder jeg. Det er noget jeg har til fælles med alle mennesker, tror jeg. Dette evige ønske om mere. Mere kærlighed. Mere lyst til at leve. Mere godt vejr. Mere at spise og mere at drikke. Mere selskab og mest af alt dette uforklarlige, vi kalder kærlighed. Det vil vi allesammen have mere af. Det er ligesom sirup. Bare det flyder lindt og gult, så er alle glade. Så kan alle de homoseksuelle gå i gaypride og vifte med flaget mens de synger kærlighedens pris med røde næser og grønne flag og blå bluser med påskriften “LOVE” Og jeg går ved siden af og samler ind til mig selv i min lille sparebøsse. Det er min hemmelighed. Min  sparebøsse som jeg gemmer under skørtet så ingen kan se den. Jeg tager den kun frem hjemme. I virkeligheden er det slet ikke en sparebøsse. Det er min hemmelighed. Hvad der er i den lille æske, jeg gemmer inderst inde. Der ligger den skjult for omverdenen. Ingen får den nogensinde at se. Det er min hemmelighed, som man siger. Min  elskede hemmelighed. Gollum havde godt greb om det. Han vidste hvad det drejer sig om. Hans dyrebare. Hans egen elskede lille dejlige hemmelighed. Han forstod det. Jeg kan i det hele taget nemt sætte mig i Gollums sted. Op mod denne selvretfærdige verden af hyklere, som lader som om. Lader som om de er så hellige. De svin. derfor hader jeg dem. Derfor får de aldrig min hemmelighed at se. Den er min, og således forbliver den. Det lover jeg.

Jeg elsker at skide og jeg elsker at pisse. Det er nok det jeg elsker allermest udover mine penge. Jeg elsker at svine folk til. Helst i al offentlighed. Sådan rigtigt hænge dem ud. At se dem lide. At pine dem mens jeg holder fast i mine penge. At nyde deres skrig når flammerne får fat og Jeanne D arcs forvredne ansigt forsvinder i røgen. Så nyder jeg det rigtigt. Det er lige noget for mig. Jeg læser Celine og ser katarsis i det at skrive ud, så det gør jeg. Helt ind til benet. Nyder at skrive lige hvad der falder mig ind. Uden blusel. Uden flovhed over min egen vulgaritet. Måske bliver jeg fordømt. Så ender jeg selv på bålet. Brænder op sammen med alle mine dejlige penge. Forsvinder op i den blå luft som røg og damp og alt muligt andet, som det er umuligt at beskrive. Det umulige vil jeg lade være. Til gengæld skal intet muligt være mig fremmed. Basta!

Nu vil jeg gå ned og bade og skylle alt det lort af mig. Svømme ud i morgensolen som en nyfødt havgud. Pruste som en sæl og dykke ned til de tusind små fisk, som ser på mig og griner højt af min tåbelighed. Smiler.

Kan man leve uden at vælge? Det er det store spørgsmål.

Kan man overhovedet leve? Spørger jeg, den skrivende efter at have været inde og se filmen Utøya. Hvem var den mand som i løbet af 72 minutter dræbte 99 unge mennesker og sårede 300 med sine dum dum kugler som sprængte sig vej ind i disse børns kød og dræbte eller lemlæstede dem. Var det mig, der gjorde det? Var det min skyld det skete ? -Var jeg Breivik i det øjeblik, hvor han gik rundt på øen og systematisk plaffede de unge ned. Var det mig? Ja det var det!  -Det var mig, som altid fører sig frem i en hvilkensomhelst sags tjeneste. Jeg, tempelridderen med det formål at redde verden fra undergang. Det politiske menneske hvis eneste grund er at gøre “gode” gerninger. Det er mig, og jeg skammer mig over mit liv og mine handlinger. Jeg hader mig selv, og dette selvhad bringer jeg ud i skriftlig form, så du kan se det og væmmes. Sådan har jeg det efter Utøya, optaget i een lang sekvens tidsoverensstemmende og overensstemmende med antal skud der faldt den formiddag. Jeg vil lade tavsheden sænke sig over den skam og skændsel, jeg føler over mig selv som menneske. Nu.

Tårene strømmede ned over mine kinder. Tårene strømmede ned over mine kinder. Fra øjnene strømmer tårevand ned over mine kinder som skinner i  aftenlyset. Solens stjerneglans fortoner sig og apokalypsens skrig genlyder i rummet over mit hoved. Jeg er fortabt. Vil aldrig gense mine kære. Min mor og min far og min bedstefar og min elskede Anna, som jeg holdt mest af fordi hun holdt mest af mig. Hende vil jeg aldrig komme til at se mere. De er væk for stedse. Borte har taget dem, og jeg er helt alene. En lille sjæledrømmer i dette lorteland vi kalder sindet. Pis det hele! Pis. Pis. Pis.  Og det enskønt dagen er lys og varm. Vandet køligt og klart. Himlen lyseblå og indbydende. Pigerne smukke i deres sommertøj og en solsort synger lige netop den lyd, jeg elsker. Til trods for al denne skønhed er jeg ulykkelig. Altid i tvivl om jeg gør det rigtige. Siger det rigtige, for slet ikke at tale om tænker det rigtige. Altid i tvivl. Altid dårlig samvittighed. For er det nu klogt? Er det nu fornuftigt? Er det nu ærligt, det jeg gør? Det jeg er? Er jeg autentisk? Eller er jeg bare en opstyltet nar på evig jagt efter anerkendelse? En øjentjener. Et falsum. Et fatamorgana . En luftspejling frembragt af årtusinders menneskelig manipulation. Blot og bart en løgn. Er jeg det? Er jeg løgnen i sig selv? Så kan det vist ikke være værre. Så jeg tager bukserne af og blotter mig. For hele verden. Alle kan se min bare numse og rynke på næsen ad den. En exibitionist er jeg blevet i min evindelige kamp for retfærdiggørelse. Og lige lidt nytter det. Er altid på farten efter nye skalkeskjul for min fortabte sjæl. Mit ådsel af en krop, hvis forfald daglig bliver tydeligere og tydeligere. Sindssyge tanker farer gennem mit hoved. Jeg skriver mit sinds syge tanker ned, så alle kan se dem og væmmes. Jeg udstiller min egen svaghed. For helvede! Jeg udstiller min svaghed for helvede i det håb om at komme i himlen. De må da forstå det dernede. Deroppe. De må da forstå det, ikke? Det må de da!

Print Friendly, PDF & Email

FRYGTEN

Det siler ned udenfor. Jeg stak lige hovedet ud og mærkede de fine regndråber på mit hoved. Altså ikke nogen badetur ligenu, tænkte jeg. Så gik jeg ind og lidt rundt om mig selv. Natten har været fin med sære drømme, som jeg ikke kan huske. Noget fra fortiden, men det tåger ud. Er heller ikke så vigtigt. Mere vigtigt er det, at mit blodtryk var pænt her til morgen. Jeg er begyndt at måle blodtryk, fordi jeg har bestilt tid hos min læge til et hjertecheck. Mit hjerte har nemlig opført sig mærkeligt den sidste tid. Især efter jeg var ude og løbe. Så kom der nogle dunk flere gange efter hinanden, og en gang imellem løb der også ligesom en kildren ud i min venstre arm. Så blev jeg bange og bestilte derfor tid hos lægen. Nu må jeg se at få det hele undersøgt. Thomas fik jo bypass og hans søster en stenz indsat og jeg er snart 78 så måske er min tid også kommet. Hvem ved? Men så tænkte jeg at jeg jo nok måtte måle mit blodtryk før jeg skulle til lægen, og så fik jeg et shock da det viste sig, at det var temmeligt højt. 150 over 100 eller sådan noget. Og min hvilepuls var også høj. Det er nok fordi jeg holdt op med de beta blokkere, som jeg tog for at holde mine hænder i ro som tandlæge. Men da jeg ikke var tandlæge mere besluttede jeg at trappe dem ned og det gjorde jeg over en længere periode i sommers. Måske var det derfor at mit blodtryk var så højt, tænkte jeg. Altså igang med betablokkere igen, og nu tager jeg en halv nemlig 20 mg hver aften og nu er mit blodtryk normalt og pulsen lav igen. Men jeg skal til lægen og have det hele undersøgt for hulen. Selvom jeg spiser ingefær og hvidløg og citronsaft og motionerer dog uden løb lige for øjeblikket men med to lange spadsererturer hver dag og selvfølgelig vinterbadet ned ad den lækre nye vinterbadetrappe på Bandholm badeanstalt. Så må jeg se, hvad Lena Haulrik siger, men jeg vil foreslå et totalt helbredscheck med hjerte skanning og EKG og blodprøver og det hele. Nu må det være!
Jeg har jo hele tiden prøvet at undgå en al for aktiv indtræden i det danske sundhedsvæsen. Prøvet at klare mig selv o.s.v. Men nu med disse hjertekvababbelser synes jeg ikke jeg kan udskyde det længere. Og den gang med maveproblemerne var det jo meget godt at have nogen at henvende sig til. Min læge er en sympatisk kvinde, som jeg har tillid til, og så må jeg se, hvad den vej i øvrigt fører til.

Jeg bliver hentet af flextrafik. De holder udenfor min dør præcis på slaget, de er bestilt. Der sidder et andet gammelt menneske på vej til et eller andet plejehjem eller hospital et eller andet sted i verden som min medpassager. Så kører vi den lange vej. Træer og huse farer forbi mit vindue. jeg foretrækker at sidde på bagsædet og ønsker som regel ikke at deltage i medpassagerens samtale med chaufføren. Jeg kan ikke slappe af. Er alt for spændt på undersøgelsen, jeg skal til. Hvad nu hvis der er noget alvorligt? Tænker jeg. Hvad så? Men jeg må forholde mig til virkeligheden, belærer jeg mig selv. Tage hvad der kommer, også hvis det indebærer en hjerteoperation med evt. Dødsfald til følge.

Er jo efterhånden blevet så gammel, at illusionen om evigt liv stort set er fordampet. Lægen sætter de mange elektroder rundt omkring på min krop. Det klistrer og klæber og snart er jeg bare en robot forbundet med tusinde ledninger til en trædecykel med spedometer, hvis hastighedsmåler jeg skal holde på mellem 55 og 65 km i timen.- Ret meget, tænker jeg, mens lægen gør forberedelse foran alle sine apparater og gør tegn til, at jeg kan sætte i gang. Jeg tramper og træder og gør mit bedste for at holde farten melle de to mål. Tænker undervejs, at hvis jeg får et hjerteanfald nu under øvelsen, er jeg da i gode hænder med hjertestarter på væggen og kardiolog ved hånden! Det bliver sværere og sværere at træde i pedalerne efterhånden som hjertelægen sætter modstanden op. Jeg begynder at svede. Bliver varm og tænker, at nu kan det være ligemeget og tramper til og giver den hele armen. Puha, det er hårdt. Pludselig kan jeg ikke lade være med at le. Jeg ser det morsomme i hele situationen. Mig på cyklen og lægen ved apparaterne. Er jeg syg eller rask. Jeg ved det ikke, men jeg føler mig rask og tramper yderligere til, da lægen afbryder mig med et: -Nu er vi færdige, det ser fint ud. Dit hjeret lider ikke af iltmangel og der er ingen forkalkning i kranspulsårene. Jeg vågner op af mit cykleri og er bare så lettet, så lettet…

Er som en nyfødt, da jeg kommer op til den søde receptionistdame som bestiller min hjemtransport til at ankomme et kvarter senere. Det er en kvindelig chauffør. Vi har ingen medpassagerer, så i modsætning til udturen, hvor jeg angstfyldt forholdt mig tavs, sætter jeg mig nu op på forsædet ved siden af hende, og vi falder i snak om alle de problemer, hun har i sit stresserende erhverv som flextrafikchauffør ansat af regionen som ustandselig presser hende og hendes kollegaer  på løn og tid. Tilsidst, da vi når min bopæl, er vi nået så langt i indbyrdes forståelse af verdens idioti, at vi i kor kan udbryde: -De kan rende os i røven! Så griner vi til hinanden og jeg vinker farvel og låser mig ind i mit lille røde hus her på den lyse møllegade i Bandholm.

Jeg lå i min bil på campingpladsen i Rødovre og hørte radio 24/7. Det var over midnat og programmet “Nattevagten” kørte i æteren. Det var en pige ved navn Caroline, som styrede og hun havde som overskrift “Skyld”. Jeg lå og tænkte om jeg skyldte nogen noget. Om det vedkom mig, og blev klar over, at skulle jeg snarligt tage billetten, som jo var noget som hele tiden foresvævede mig med disse hjertekvababbelser som hjemsøgte mig, ville det være godt at gøre regnskabet op. At skrifte så at sige, og da jeg ikke er kirkelig religiøs og altså ikke har noget sted at gå hen og skrifte, hvad var så mere indlysende end at skrifte for åben mikrofon i radio 24/7 her i midnatstimen på min madras i den gamle californiacamper som den stod der under himlen på Dansk Campingunions campingplads i Rødovre udenfor København.

Med bævende hånd ringede jeg op til radioen og kom forbavsende let igennem til en fyr ved navn Nicklas, som da jeg fortalte hvorfor jeg ringede, mente at det lød da spændende og bad mig være parat, til de mente at jeg måske kunne komme igennem. Jeg lagde mig ned og ventede. Klokken nærmede sig to, og jo længere tid, der gik, jo mere utilpas blev jeg ved tanken om at skulle i radioen. Jeg overvejede at sætte min telefon på flytilstand, men slog mig til tåls med, at de nok slet ikke ringede tilbage. Hvad interesse kunne de have i en gammel tandlæge, der lå og ville skrifte i sin campingvogn i Rødovre? Jeg slumrede ind.- Og så ringede Caroline minsanten. Tør i munden tog jeg telefonen og her er hvad der skete:

radio24syv.dk/programmerhttp://radio24syv.dk/programmer/nattevagten/26898687/nattevagten-27-03-2018-2?start0

 

 

Print Friendly, PDF & Email

Dansen vi er i.

Der er ingen fortid og ingen fremtid. Ejheller er der nu tid. Der er blot bevægelse og den er evig. Det er fundamentet hvorpå alt andet bør bygge. Tid er et operationelt fænomen med rod i sproget eller tanken. Tanken styres ikke, men er en del af denne bevægelse, som er dans.

Den eneste dans er.

Vores altoverskyggende fejl er, at vi tror vi skal på danseskole for at lære at danse. Se blot regeringens nyeste udspil om en “opdragelsesdebat”.

Jo mere man gør, des mindre er man, og jo mere man er, des mindre gør man, ser det ud til fra den skrivendes side.

Det er altid altid. Det er ikke løgn, vel? Så vidt så godt. Så går vi videre. Da mennesket kun havde ild, var det een verden. Da mennesket fandt ud af elektricitetens mysterier, var det en anden verden. Den verden vi lever i nu. Den elektriske tidsalder. Men vi har glemt os selv. Vi har i al vores begejstring over vores fantastiske evne til at opfinde helt glemt at spørge, hvad i helvede vi går og laver. Hvad i helvede vi har gang i. Og det er det der interesserer mig. Hvad jeg har gang i. Hvad i hele hule helvede jeg går og laver. Mig, den oprejste abe med de lange fingre, som skal have deres gang i alt muligt hele tiden. Hvem er det, der bestemmer, hvad jeg (aben) har gang i ? Har aben overhovedet gjort sig klart, hvad det hele handler om. Har den det? Har den spurgt sig selv, hvad det hele er for noget? Hvad i hele hule helvede det er der sker? Og sker der overhovedet noget? Eller er det hele bare noget, som foregår inde i de elektriske strømme i neuroner og tilhørende celler i dens krop, som udveksler sig med alt andet hele tiden, og som derfor aldrig står stille. Er det sådan det er? Måske får vi det slet ikke at vide, uanset hvor meget vi spørger. Det gør vi nok ikke. Det er nok altid et åbent spørgsmål, hvad i hele hule helvede det er der sker hele tiden, ikke?

Så derfor har jeg besluttet, at det nok er klogest, hvis jeg tilføjer endnu et batteri til de to batterier, jeg har i forvejen i min california bil. De gamle batterier stammer fra Mallorca og er almindelige bilbatterier. Syrebatterier med vædske som står og skvulper og som ikke kan tåle at blive afladet ret meget før de er døde. Jeg må lade på dem hele tiden og kan se, at deres kapacitet bliver ringere dag for dag. Så derfor har jeg købt et nyt spiralcelle batteri. Et AGM batteri, som kan tåle at blive helt afladet uden at dø. Og som skulle have mere power end de gamle, og det har jeg parallelforbundet med de to andre via en afbryder, således at jeg kan skifte mellem de to strømkilder og således have backup, når jeg ligger ude i frostvejret et eller andet sted i verden i Gilleleje eller Skodsborg eller ved Lost Stranden på Bornholm, når jeg er nede og bade om morgenen og vil ind i en varm bil og tørre mig. Og det nye batteri har stået til startopladning hele natten og jeg glæder mig til at skulle ud og slutte det til om lidt her til morgen, hvor vi i følge meterologerne venter snestorm og dårligt vejr. Da er det en fordel at køre ned til badeanstalten i stedet for at gå, når jeg skal have mit iskolde bad og kan krybe ind i den varme bil bagefter. Da er det en fordel med ekstra strøm. Med elektricitet som genereres af mine solceller på taget, så jeg kan være off grid når som helst. Lige som Tesla manden som forsyner hele byer i Australien med elektricitet fra enorme litiumbatterier som forsynes med strøm fra enorme solceller på taget af Australien. Men krig skal der være. Og det er noget jeg slet ikke forstår. Det er lige som lim, der limer folk sammen i ideer og forestillinger som bekriger hinanden. Det er faktisk tanker som bekriger hinanden og tanker er elektricitet i neuroner og andre celler som farer rundt med lysets hastighed på 300.000 km i SEKUNDET og er helt uden for vores kontrol, som vi så alligevel TROR vi kan kontrollere med vores tanker som vi TROR vi SELV tænker, og det er jo noget vrøvl. Så al den konflikt og krig og døde børn og Israel og Iran og Danmark og Palæstina og nationer og så videre er det rene vrøvl i vores tanker, som vi tror vi selv tænker. Så derfor tænker den amerikanske abe på amerikansk som en amerikaner og den koreanske abe på koreansk og så længe de tænker sådan og tror det er noget de selv gør sådan individuelt og ikke kan indse, at det hele er elektricitet som bevæger sig i dette øjeblik hele tiden og derfor uden tid og uden årsag, så længe vil der være konflikt. Ikke kun i verden men netop derfor i menneskene selv som vi jo også godt kan se, at det er sådan med al den krig og ufred og sygdom og sorg og lidelse og børn på lazzaret i Afganistan med afrevne arme fra en selvmordsbomber på markedet dagen før. Og nu vender kvinderne hjem fra Isil områderne og fortæller, at det slet ikke var som de havde forventet, da de tog derned. Det var sexfixerede mænd og promiskuøse kvinder og hæslighed og slet ikke det paradis, de havde set frem til, da de tog afsted. Som de havde TÆNKT sig før de tog afsted.

Men ved I hvad?  Jeg vil skide det et stykke. Alle disse skvadderhoveder som bræger op om alt muligt hele tiden med deres munde som bevæger sig ustandseligt når lydene kommer ud fra strubehovedets stemmebånd som reflektoriske kramper. Man kan tydeligt se det og det er endeløst og hæsligt og har fundet sted i menneskelig kultur altid. Som en strøm af ord der aldrig hører op fra alle disse såkaldt velmenene stemmer med hver deres mening om alting. Gudfader bevare os. Jeg skrider ud og sætter strøm til mit nye batteri gør jeg. Fuck det hele. Livet er dejligt uden een eneste overordnet tanke. Det kører faktisk skide fint uden min hjælp. Med lyshastighed!

Det mest indlysende er ofte det sværeste at fatte. Det simple er det sværeste at forstå. “Tænk dig om!” Sagde de altid. “Tænk hvis du vandt!” Siger lotteriet. “Tænk på noget godt tænk på Haribo!” “Tænk positivt!” Tænk, tænk, tænk. Men hvad er det at tænke? Kan nogen forklare mig det? Hvad er det, man “gør” når man tænker? Og hvem er den “man” som tænker? Hvem er det? Eller hvad er det?  Og så er det, at jeg observere, at der slet ikke er nogen “ man” som tænker. At der kun er tanke. På godt og ondt. Gudbedre det. I os alle. Nøjagtigt det samme. Tanke på alle verdens sprog og kulturer. Men stadig tanke. Hvorfor er det så, at alle disse “tanker” bekriger hinanden og fremhæver sig som enkeltstående “identiteter”?. Det er selvfølgelig fordi de hver især har adskilt tanken i een som tænker den og tanken selv. Og så har vi balladen. Konflikten mellem kontrolløren og det kontrollerede. Dualitetens mareridt. Konkurrencestatens hævdelse over sit eget spejlbillede i evig krig med sig selv. Som individ så stat og samfund. Det ene udspringer af det andet, og så simpelt er det og øjensynlig derfor så umuligt at indse.

Derfor er jeg nu begyndt at følge “Badehotellet” på TV2 som jeg har fået et gratis abonnement til i en måned. Og hvor er det godt lavet! Her har vi en serie, som fuldt ud tilfredsstiller Bertolt Brechts “Verfremdung” i og med at man ikke på noget tidspunkt kan være i tvivl om, hvorvidt det hele er det pure opspind! Det er som et dukketeater, man betragter oppe fra sufitterne. Man bliver revet med af de enkelte skuespilleres flotte præstationer udi scenekunst. En dansk tradition tilbage fra stumfilmens dage, hvor min halvonkel Georges Schneefoght lavede skønne mesterværker som f.eks. “Rasmines Bryllup” hvor minsanten min mor optræder som ung skuespillerinde blandt publikum på Ordrupbanen, hvor Hans W Pedersen er ved at vinde danmarksmesterskabet i banecykling og derfor tilsidst får prinsessen og det halve kongerige og Johannes Meyer til svigerfar!  Ren nostalgi det hele, men ikke værre end at man hurtigt kan dreje over på BBC World og følge de sidste massakre i udkanten af Damaskus, hvor Assad nu fortager den endelige oprydning blandt oprørene med drab på tusindvis af civile.

Jeg er så ked af, at det skal gå sådan og at ingen af de implicerede i alle disse frygtelige krige ikke i blot et lillebitte øjeblik stiller sig selv spørgsmålet. Men det gør de ikke, for de har så travlt med at løbe fra deres egen dødelighed. Panikken råder, så mens det foregår ser jeg “Badehotellet” på TV 2.

Hvad er menneskeheden andet end en udviklingsfase i et evigt omskifteligt verdensalt? Da jeg stillede spørgsmålet: “Ved vi hvor vi befinder os, dvs hvor vi er?” Fik jeg følgende svar fra astronomisk fakultet: “Det er en interesant betragtning, du kommer med, men i astronomisk forstand giver det faktisk ikke mening. Man kan ikke som sådan sige, at der findes et nulpunkt eller centrum i universet (origo i et koordinatsystem). Vi kan godt placere et koordinatsystem over universet, men vi bestemmer selv, hvor vi lægger det. På den måde kan vi ikke tale om vores egen placering i universet. Du har beskrevet det, vi ved helt rigtigt. Vi ved, hvor vi er i solsystemet og i mælkevejen og vores lokale galaksehob, men vi taler ikke på den måde om vores egen placering i universet i astronomisk forstand, så du har ret. Vi ved ikke hvor vi er.”

Af dette kompetente svar fra en updated astronom må vi slutte, at da vi ikke ved, hvor vi er, kan vi ligesågodt være her som der. Og er vi der, så er vi allevejne i og med vi ikke ved, hvor der er. Dette er således det endegyldige bevis på liv alle steder i universet. Beviset er os selv. Det er uvidenheden, der gør os vidende, mens vores viden i bund og grund gør os til de monstre vi er. Det burde være klart…

Men er det?

Jeg hader sproget og jeg elsker sproget. Jeg hader sproget, når det omklamrer mig og jeg elsker sproget, når det sætter mig fri.

Det sner ikke længere. Udenfor mit vindue er alting hvidt. De små blishøns forsvandt lige pludselig, da isen i havnen lukkede til. Nu er der kun ravnene tilbage, som gør sig tilgode med alle muslingerne i bolværket. Badehullet er helt lukket til af is. Jeg ser længselsfuldt derned og håber solen snart vil få magt, så isen smelter og jeg kan springe i.

Shirley Collins kom dumpende ind i mit liv hin søndag eftermiddag, da jeg stod på Charlottenborg sidste dag af Copenhagen Dox. Aftenen i forvejen var jeg lykkeligt stødt ind i en Italiener fra Sicilien som har lavet  en film ved navn “The Strange Sound of Happiness”. Dens hovedmotiv er “Jødeharpen” et lille instrument, man spiller på ved at sætte fortænderne på to cirkulært forbundne metalstænger i hvis mellemrum en fjeder  kan bringes i svingninger, der moduleres af mundhulen. Jeg har selv dyrket dette spil i mange år og kender til de elektrolignende lyde, der frembringes ved at blæse og bevæge læberne samtidig med at man slår rytmen med højre hånds fingre.

Diego Pascal Panarello var tilstede efter forevisningen af sin film, og vi fik lejlighed til at tale med ham om især den meditative side ved harpens udtryk. Shamaner i Kazakstan har i århundreder dyrket spillet på Khomus, som harpen hedder der, og Diegos film viste hans rejse til det iskolde russisk-asiatiske land for at møde de store Khomus musikanter og lære deres teknik og se hvordan den ældgamle kunst i fremstillingen af harpen blev til. Bagefter traf jeg Diego til en lille samtale om kolde lande og varme mennesker, og han lovede at hjælpe mig med at fremskaffe en ægte russisk Ozark harpe.

Thomas, min overlæge fra Glostrup misbrugscenter havde afskedsreception i PH cafeen på Halmtorvet. Velvasket og ophøjet fornøjet efter en forfriskende svømmetur rundt og rundt i cirkler i DGI byens fortrinlige svømmehal med Sauna og festligt herreomklædningsrum, hvor en 4.klasse fra den lokale folkeskole var i færd med at traumatisere mine trommehinder, drog jeg til seriøst samvær med professionelle folk fra den kommunal-sociale verden, som alle var kommet for at hylde Thomas Fuglsang for hans over tyve årige virke for Københavns narkomaner og andet godtfolk som ikke havde kunnet klare det sindssyge tempo i det “moderne” samfund. Bemeldte godtfolk var dog ikke mødt op for at fejre deres frelser. Man skønner, de nok var døde af deres misbrug. Hvem ved? Til gengæld var der “behandlere” i hobetal og alle var glade og hjertevarme medarbejdere,som Thomas i gennem mange år havde gjort til een stor familie i kampen mod alt ondt i denne verden. Og som vi ved, gør eenhed stærk, især når den ydre fjende er så uovervindelig som nutidens samfund…Der blev serveret pindemadder med store kinarejer og brombær på små firkanter af blåskimmelost samt selvfølgelig fri bar. Man cirkulerede og passiarede og det hele bar præg af overklasse og selvbevidsthed, men også af kammeratskab og menneskelig varme da talerne begyndte, selvfølgelig rettet mod Thomas, min allerældste nulevende ven i denne  verden. Og at han var elsket, var der ingen tvivl om. Så afgjort. Han sad selv på en høj stol oppe ved scenen og modtog al ros og begejstring som strømmede ned over ham. Til slut tog han selv ordet, og  nu hvor han ikke skyldte nogen noget, men tværtimod havde opnået en absolut skyfri plads i solen, lod han tæppet gå for ærlig fremstilling af, hvorledes han var nået dertil, hvor han nu var.  Og han skjulte (så godt som) ikke noget, men lagde sin fortid som doven gymnasieelev, kommunistisk journalist på Land og Folk og konkursramt vinhandler, samt medicinstuderende som 35 årig på kvote 3 ud til alles beskuelse. Og da alle vidste at han jo ikke var gået i hundene (som hans klienter) vakte hans fortid munter applaus og latter. Undertegnede tænkte sit om visse udeladelser, men kom ikke med indsigelser. ( Man generer selvfølgelig ikke en gammel ven, men symptomatisk nok var der blandt de mange gaver Thomas modtog i anledning af pensioneringen også en lille plasticpose med de lækreste topskud…)

Shirley Collins er 82 og verdenskendt folkesanger med et bagkatalog af gamle keltiske vers og amerikanske sange fra Missisipi, hvor hun drog rundt i tresserne og optog lyden af lokale musikere. Hun mistede stemmen i firserne, da hendes mand forlod hende midt i en optræden til fordel for en servitrice! Men nu er hun begyndt at synge igen og var for første gang i Danmark i går, hvor hun holdt koncert oppe i multirummet på Carlottenborg. Det var et CP:DOX  arrangement med dokumentarfilm først om hendes liv og virke som bærer af traditionel engelsk og amerikansk visekunst og dernæst en forrygende og fuldstændig udsolgt gig med nogle vilde engelske musikanter fra “Sussex, der bare gav den hele armen. Folk skreg og hylede efter hvert nummer, og ligenu sidder jeg og skriver til lyden af hendes følsomme udtryk, som bringer tanker om alt smukt og ærligt i denne verden, så skrøbelig den er!

 

Batterierne var ved at løbe ud efter det sidste iskolde bad ned af badebrotrappen i Skodsborg. Noget måtte der ske. Jeg gad ikke søge sydover bare af den grund, og var også for træt ovenpå Thomas reception og alle menneskerne med nachspiel på kinesisk restaurant i hele den Fuglsangske families skød, som er mange med børn og børnebørn og koner og mænd og brødre og mig, som ikke kan holde mund og spiller med det bedste jeg har lært, men må trække mig til sidst og tage ind og se “Deres bedste ferie” i Grand om et ældre ægtepar, hvor manden er dement og konen har kræft og de begår selvmord i deres cmpingvogn med udstødningsgassen sivende op gennem gulvet! Det var simpelthen for meget! Jeg fik kvalme og drev svimmel gennem byen ud til Vesterport station og tog toget til Sjælør og hentede bilen og kørte ad Jagtvej fredag aften i fuldemandstrafik med et øje på hver finger ud til mit helle i Skodsborg med kig til lysene fra Svenskekysten og tanker om jødetransporter i 44 med druknede børn og nazibødler svævende om mit hoved i soveposen før søvnene tog mig med en oplivende drøm om en udflugt til Nepal med Kim Larsen!

Efter morgenbadet i det kolde krystalvand i Øresund var batterierne på nulpunktet. Gode råd var dyre. Alle de Københavnske Campingpladser var vinterlukkede på nær een, og der kørte jeg ud. DCU camping i Rødovre!  Troede det var et dårligt sted, men blev glædeligt overrasket. Sød dame i receptionen gav mig en fin plads til ingen penge med strøm og moderne badefaciliteter. S-tog næsten ved døren og 14 min til Hovedbanegården. Bliver et par dage og tager Suien med tilbage til Lolland på Onsdag.

 

Jødeharpen spiller mens jeg sidder her i sofaen. Det er smukt. Den gør det helt af sig selv. Ude foran døren står katten og kigger ind gennem glasruden. Den vil ind til mig, men der sætter jeg grænsen. Min frihed til at rejse hvornår og hvorhen jeg vil kan jeg ikke sætte over styr, og en kat kræver omsorg og pleje og fast rutine og det er ikke mig. Naboen lavede min skydelås til den store låge, som nu igen fungerer. Han er så rar. Han er skibstømrer, men må ikke arbejde for øjeblikket fordi han har beskadiget sin skulder. En arbejdsskade som han ikke ved om han kommer over. Jeg klippede mange af de visne buske udenfor mit sovekammervindue, så erantis og vintergækker kan få lidt lys til at komme frem. Haven er ellers stadig ret udslukt. Vinterlig med store sneplamager, men fuglene er overalt og drøner rundt ind og ud af hækken i parringsiver. Minsanten så var der også en stor fasanhan forleden dag på vej ind over plænen!

Hjertet opfører sig pænt for øjeblikket, og dagen falder ind i en god rytme. Børnene har lige ringet og vil i biografen, så det gør vi nok i aften, og vandet er frit så vinterbadningen er atter aktuel. Dog kører jeg derned og kan springe direkte fra det iskolde vand op i den varme bil. Påskestilheden hviler over Bandholm. Folk går spadsereture med varme uldhuer på hovedet og hilser venligt på mig. Det er rart at være i sådan et lille samfund. Man møder de samme mennesker hver dag. Ikke som i den store by, hvor alle man møder er fremmede, man aldrig har set.

En forrygende tur til Bornholm påbegyndtes med istandsættelse af bilens forskellige dele som havde det nødigt. Denne bil er en agens i min evindelige agentiale skæring. Den indebærer en evig uvished som det er nødvendigt at få påpeget. Uden den får tanken frit spil til at planlægge alverdens udveje, som den så skuffende må bide i sig igen, når kølesystemet eller andre vigtige apparater sætter ud eller helt går i stykker. Så står man der på landevejen med Sten og Erns og Olga og kan ikke komme videre. Og det skal nok vise sig at det sker midt på en højtrafikeret, smal, hæslig svensk motorvej med gale mennesker som speederforbi mens de rækker tunge af een som ikke har råd til den nye turbo-volvo, men må kører i en gammel udslidt folkevogn fra 1990. Så står vi der og venter på Falck. Olga begynder at græde og Ernst trøster hende slet ikke. Han har travlt med at lede efter sine cigaretter i jakkelommen og Sten er gået om bag en busk for at tisse. Det tager godt og vel 3 timer før hjælpen når frem og kan bugsere karossen til nærmeste værksted, i hvis nærhed et passende logi for natten må opsøges. Men gudskelov går det ikke så slemt. Dog er det godt at have in mente undervejs på rejsen, at så galt kan det gå HELE TIDEN. Det er den agentiale skæring vi alle befinder os i, men så ofte glemmer i vores iver for at foruddiskontere alting. (Tid)

Nå, men det var disse alvorsord og så kan vi glæde os over en fræsende Leonora Kristine med medbragt termokaffe og smukke Olga som laver en seviet om til en lotus mens vi gynger afsted over østersøen. Bilen starter igen nede på vogndækket. Med et lettelsens suk træder jeg bremsen i bund og sætter i gear. Minsanten kører den igen og bringer os alle uskadte ad mørknende veje med dis og konebryg til Pedersker, hvor husets frue med mynde tager i mod.

Ha, ha, ha, hvor er det rart at være der. Gamle handkat er død, men ny handkat tager os i øjesyn idet vi passerer trappen ind til køkkenet. Lune boller med hjemmelavet syltetøj venter de rejsetrætte gæster, og snart er vi alle bænket om bordet og får talt om alle krigene, som ingen forstår hvorfor er, når vi nu har det så rart alleammen. Men måske har vi det slet ikke rart. Måske er det bare noget vi foregiver. For inderst inde ved vi godt, at intet er sikkert. At alt kan forsvinde på et øjeblik. I fællesskab tuner vi ind på en agentiel skæring, der oplyser os om øjeblikkets vigtighed. Bollerne er i dette tilfælde det agens, som bringer os sammen, og lidt efter er vi alle oplyste og har det nu bedre end nogensinde. Sådan virker Klippebo.

Bølgerne slår højt mod stranden. Den iskolde blæst bringer det fine sand i bevægelse. Badekåben er blå og slynger sig om kroppen på den ældre herre som tripper ud af sin camper. Han bliver næsten blæst omkuld idet han begiver sig ned mod havet. Han kaster badekåben fra sig og spankulerer som en stork ud mod uendeligheden. Da de store dønniger rammer ham midt på livet, må han give op og kaster sig bagover ud i de frådende søer. Inde fra land kan man betragte hans kamp mod elementet. Et ældre ægtepar med puddelhund i snor har taget kikkert med, og står nu og nedstirre ham ganske ublufærdigt. -Tror du han drukner? Spørger kvinden. -Det bliver spændende at se, svarer manden og stiller skarpt på okularet. Ude i bølgerne  kæmper herren for sin overlevelse. Det lykkes ham at kravle op over revlen og ind på det tørre, hvor han begærligt griber sin badekåbe, som han slynger om sin spinkle gammelmandskrop mens han gør nogle forfjamskede dansetrin til stor moro for de kikkertbevæbnede tilskuere. Da de ikke kan forstå, at han vil være i fred og ikke beglos, giver han dem fingeren. De fnyser og skynder sig at pakke deres kikkert ned i tasken, mens de ryster på hovedet.

I må have mig undskyldt, men jeg kan altså ikke deltage i dette cirkus. Merry go round. Hele tiden skal man forholde sig til et eller andet, og det synes jeg er forkert. At man skal. Jeg vil meget hellere holde mig for mig selv og ikke sige noget. Der er så meget, der trænger sig på og det er alt for overvældende. For mig at tage stilling til. Der er oliekrisen og overenskomstforhandlingerne og Maersk som sejler containere rundt i verden med junk. Og udenfor skinner solen fra en dejlig skyfri himmel og bilen står og venter på at blive malet og slebet. Nede ved badebroen ligger smålandsfarvandet glat og blankt med 8 grader lige til at springe i. Det vil jeg gøre om lidt. Så tager jeg min gamle cykel og sprinter afsted. Det giver god motion til lårmusklerne, siger min nabo. Når jeg kommer tilbage, laver jeg et glas citronsaft med honning, som jeg indtager sammen med et hvidløg hakket i bittesmå stykker, hvorefter Jonathan siger, jeg lugter langt væk. Men det vil jeg skide på. Hvis jeg lugter, så lugter jeg, og så er der ikke mere at gøre ved det. Der er ingen, der skal bestemme over mig mere. Den tid er ovre. Jeg har opført mig som den pæne dreng, jeg fik besked på og er nu langt ude i sumpen på vej mod total annihilation. Det kan ikke være anderledes. I går købte jeg et bålsted. En bålgryde på fire ben og kan nu lave mig en ild, som jeg kan sidde og betragte. Flammerne som langsomt fortærer træet. Og røgen som driver hen over plænen mens jeg sidder på den turkis havestol fra Spanien og drikker min citronsaft og spiser hvidløg til. Sådan er mit liv nu. Så går jeg ellers, næsten hele tiden. Jeg elsker at gå. Det ene ben foran det andet i rask trav. Føler rytmen og tankerne løber som de vil og falder på plads. Dagen ordnes af sig selv, som jeg siger.

Jeg kan ikke spille den rolle, jeg blev tildelt. Jeg kan simpelthen ikke. Og det er en befrielse at mærke denne dybe uvilje mod iscenesættelse. Det ufri sind sprænger rammerne og bevæger sig ud og forsvinder op i den blå luft. Selv naboen som nu har startet sin motorsav, hvis lyd skærer sig gennem den dugfriske morgenstund, generer mig ikke længere. Nu er der stille. Og det er nok.

Der er så meget at sige. Så meget smukt at sige. I stolen jeg sidder med åben dør ud mod haven, som ustandselig er under udfoldelse. Ligesom den seglformede måne bevæger sig forbi vindueskarmens målepunkt for øjet som betragter den. Udfolder sig. Og havets evige uro som blæsten gør til sin. Og alle disse mennesker som er i røre. I samme røre som jeg, hvis hænder lader disse tegn ske. Så rørende er det altsammen, at et smil breder sig på mine læber og jeg forstår.

Til aften vil jeg spise den rest af salaten, jeg lavede i forgårs. Måske med en dåse tun i solsikkeolie tilsat. Bilen er færdig behandlet nu. De sidste sorte oliestriber er sat langs skærmkanterne og al rust er banket væk. En tilsvarende sølvhvid lakfarve er overlagt det renskrabede metal, og den står nu og stråler i indkørslen. Min nabo Lars har rost mig. Han siger jeg passer godt på min bil. På onsdag i næste uge bliver jeg hentet af flextrafik om eftermidddagen og kørt til Hamlet hospitalet i Ringsted, hvor kardiologen venter for at foretage en belastnings ekg af mit hjerte. På nuværende tidspunkt finder jeg i og for sig denne undersøgelse unødvendig, idet jeg de sidste mange dage intet uregelmæssigt har bemærket ved mine hjerteslag. Men der var jo engang nogle symptomer, som jeg  valgte at få undersøgt, så hvorfor ikke gennemføre?

Det var gode dage i Odense på DCUs campingplads 5 km fra Odense centrum ad snoede skovveje som munder ud ved Jensens Bøfhus og skovsøen, hvor jeg gik og gik langs Odense å med de mange springende laks og ørreder, som udelukkende observeredes på de farvestrålende plancher som var opstillet langs med det strømmende vand. Hver dag gik jeg de 5 km ind til Odense centrum idelig overhalet af sveddryppende løbere i konditøj og med hørepropper i ørene. Mange af pigerne så ganske godt ud i deres stramme løbetøj, så jeg kedede mig ikke undervejs. Der var også et kig ind til en stor bengalsk tiger som spankulerede rundt og rundt i sit bur i håb om endelig på et eller andet tidspunkt at nå til Bengalen. Det skete selvfølgelig aldrig og imens stod vi, dvs mig og to løbedamer og en cyklist i træningsudstyr og diskuterede og blev enige om, at indespærrede dyr skulle forbydes og alle zoologiske haver lukkes øjeblikkeligt. Tigeren kom hen og stirrede på os gennem den lille åbning i hegnet ud mod åen, som havens ejere havde lavet for at hidkalde turister og lokke dem til at betale de 120 kr det koster at komme ind i Odense Zoo. Vi stirrede på den og forsøgte at få øjenkontakt og cyklisten tog et snapfoto på sin mobil. Tigerens øjne var trætte. Der var gledet en hinde af afmagt ned over dens pupiller. Det var dræbende at se på. Jeg hilste farvel og gik videre i rask trav velvidende at nok skulle jeg ikke til bengalen, men i alle tilfælde ville jeg nå frem til mit bestemmelsessted inde i Odense centrum. Tigeren var spærret inde. jeg var fri.

Og hvad skulle jeg så bruge denne frihed til. Det var da et godt spørgsmål, tænkte jeg, og da hele turen til Odense udelukkende drejede sig om, at komme til at høre min gamle mentor udi musikkens verden, Klaus Bøhling spille i sit orkester Secret Oyster på spillestedet Dexter i Odense, hvad var da mere nærliggende end at forsøge at finde ud af hvor Dexter lå. Da jeg efter en halv times gang langs med den snoede å øjnede bebyggelser forude som lignede en restaurant, og som ved nærmere betragtning viste sig at være et kulturhus med tilhørende maleriudstilling, var jeg ikke sen til at entreer, da mine tarme samtidig skreg på udtømning. Toilettet lå lige bag indgangen, og lettet var jeg, da jeg efter den lange vandring endelig kunne sætte mig på brættet og lade det naturlige ske. Så var verden atter åben, og jeg kunne vandre rundt og betragte Odenseanerne nyde deres caffe latte ved de små runde borde i det skråt indfaldende forårslys i restauranten. Store billeder med motiver fra Færøerne fangede min interesse i udstillingsrummene. Det viste sig at kunstneren brugte oliepastel, som gav en særlig stoflig virkning på lærrederne, som jeg skrev mig bag øret til senere brug, når jeg selv laver billeder.

Jeg gik efter fornemmelse. Det er altid det skæggeste, synes jeg. At prøve at finde frem efter sin næse. Selvfølgelig sker det at jeg tager min google map på mobilen i brug, men helst går jeg på gefyl. Der var en åbning bag nogle huse som lignede indgangen til en parkeringskælder, og da der stod Brugsen ovenover, tænkte jeg at det nok var her, folk parkerede deres biler, når de skulle i Brugsen. Jeg gik ind, tog elevatoren op og var lige pludselig midt i den store Superbrugs som havde hovedindgang ud til gågaden og Odense centrum. Og så var jeg efterhånden sulten! I Vintapperstræde lå en Food Stall med bred buffet opstillet til selvbetjening. Der var alt hvad en veganer kunne begære, og jeg kastede mig over brocoli og humus og syltede røde bønner med tilførende kikærteboller og linser og brune ris. Dertil en kop hvidtjørnethe, altsammen  sat til livs ude i den hyggelige gård sammen med unge mennesker i gang med at drøfte tilværelsens finurligheder.

Det viste sig at spillestedet Dexter kun lå få hundrede meter fra hvor jeg spiste, og en plan for aftenen hvor jeg skulle høre Secret Oyster tog form i mit hoved. Jeg ville sætte af fra campingpladsen sen eftermiddag og tage åturen ind til byen og spise på Food Stall før jeg stillede mig i kø oppe på Vindegade hvor Dexter ligger, en halv time før indgangen åbnedes. Det kunne blive en fin dag!

Men det var først i overmorgen. Hvad skulle jeg lave torsdag? Da slog det mig, at Johannes Larsen musæet kun lå 18 km fra Odense i Kerteminde, og der kunne jeg tage ud i bus med mit rejsekort. Det var en god ide, jeg agtede at bringe til udførelse. Jeg glædede mig allerede. Om aftenen lavede jeg suppe i Campingpladsens mikroovn mens jeg så “Tannbach den delte by” på min store Ipad ude i køkkenet. Sengen i bilen var klar til at modtage mig bagefter og jeg slumrede ind i karossen under en stjernebestrøet nattehimmel.

Bus 61 mod Højby havde stoppested lige ud for indgangen til DCU camping. Jeg gik derover efter at have rådført mig med google maps om afgangstider og hvor jeg skulle skifte til bus 152 mod Kerteminde inde i Odense. Det klappede fint og snart sad jeg på det forreste sæde ved siden af chaufføren i det store, moderne og behagelige køretøj på vej mod Kerteminde og Johannes Larsen musæet. Vi passerede nogle kranlignende tårne. Jeg spurgte, hvad det var for noget, Og han fortalte, at det var resterne af Lindøværftet, som nu var udliciteret til mange små virksomheder, der bragte arbejdspladser til området efter værftets lukning. Vi kom forbi Munkebo, som jeg erindrede fra engang i firserne, hvor jeg søgte en stilling som skoletandlæge der, som siden blev ændret til den stilling, jeg fik som klinikchef i Ryslinge Ørbæk.Minderne for gennem mit hoved mens vi jog afsted ad den lige landevej mellem de bløde fynske bakker med kurs mod Kerteminde. Der skete meget for mig den gang på Fyn, hvor jeg købte gård og flyttede sammen med min Grønlandske kæreste og hendes to børn. Det var en tumultant tid, som endte med at jeg opgav det hele og tog til Indien og blev sannyas hos Bhagvan i Poona, for senere at slå mig ned på træskibet Shearwater i det græske øhav og til sidst havne på Nordkaperen sammen med John og Alice i en forrygende storm ud for Kretas nordkyst, hvor ankeret satte sig fast og vi nær var forlist.

Vi kørte ind foran den gamle station i Kerteminde. Solen sendte milde stråler ned mod jorden og kattegat lå bag den lille fiskerihavn og glimtede mig i møde. Fjord og Bælt udstillingen med delfiner man kunne fodre og cafeteria havde gudskelov også et toilet, som jeg fik lov at benytte inden jeg gav mig på vej langs stranden op mod Johannes og Alhedens pragtfulde villa på skrænten ud mod havet. Møllen var under reparation og en af håndværkerne viste mig vej om bagved til Johannes køkkenhave med højbede omgivet af nylig udsprungne kirsebærtræer og fuglebade med solglirende vandspejl. Jeg gik ind i receptionen og mærkede straks musæumsatmosfæren med postkort og bøge, man kunne købe. Hang min jakke på en knage og betalte de 120 kr det kostede at bese herlighederne. Først kom man ind i det gamle køkken. Her var som et veritabelt frilandsmusæum med den karakteristiske duft af konserveringsmiddel til at holde det gamle køkkentræværk intakt. Der var ståltråd om de udstillede blåemaillerede køkkenredskaber, hvis funktion det var at sætte en alarm i gang, hvis man berørte dem. Jeg gik skynsomt videre ind i den store spisestue med de berømte fuglemalerier som frise rundt langs med loftet. Der er ingen tvivl om, at J.L. Var en formidabel maler. Det var livagtigt og smukt,  men alligevel ikke så interessant, at jeg blev hængende længe. Billede efter billede af naturen omkring Kerteminde og husets gennem tiderne mange berømte gæster så som Johannes V. Jensen og Poul Henningsen og Fritz Schyberg passerede mit blik og puffede mig indtryksmæssigt ret hurtigt videre til jeg nåede vinterhaven med et plaskende springvand og et væld af slyngplanter, som bragte ro i de mange indtryk. Derfra gik jeg ud i haven og holdt møde med tre højtskræppende gæs, som åbenbart ønsked området for sig selv.

Desværre var det lille kaffehus under ombygning. På et skilt på døren beklagede man dette og tilbød i stedet for gratis termokaffe i atelieet. Der gik jeg hen og satte mig ned med en kop the sammen med et ældre ægtepar, som fortalte at de besøgte musæet 4 gange om året og var kørende fra Holbæk over broen frem og tilbage på samme dag hver gang. -Det var en lang tur på een dag, sagde jeg, men det syntes de slet ikke. De elskede at komme her. Og nyde omgivelserne og de smukke malerier. De indrømmede dog, at mange af Johannes Larsens billeder var ved at falme, og nogle havde endog tabt malingen og var slemt skjoldet. -Det er tidens tand, sagde de. -Vi må nyde det mens vi kan. Jeg nikkede mens jeg betragtede et billede af Krøyer som ærlig talt ikke var meget bevendt, og kom til den konklusion, at musæet nok var en smuk oplevelse, men at jeg næppe ville komme tilbage en anden gang.

Tilsidst besteg jeg en udkigsplatform på skrænten ned mod det brusende hav og fik endelig luft ovenpå al denne hengemte poesi. Døde var de alle. Der hvilede mumificeringsspray over hele tableauet, og det var først da jeg satte mig ind i Superbrugsens cafeteria på havnen og drak en kop kaffe med tilhørende grovbolle at virkeligheden atter for alvor fik tag i mig.

Tilbage i 69 sidder vi allesammen i skuespillergarderoben til friluftscenen i Rønne og fyrer på en enorm chillum som går rundt blandt de tilstedeværende. Der er min kone Rie med sin nyfødte datter i barnevognen. Så er der min ven og meddirektør for sommerkoncerten til fordel for et ungdomshus Niels Poulsen, og så selvfølgelig mig og den gruppe af musikere, der skal på scenen om et øjeblik. Det er Hurdy Gurdy med bassisten fra England, hvis navn jeg ikke husker nu, og trommeslageren Jens Marquard Ozen samt singleguitaristen Klaus Bøhling. Der hersker en  tæt stemning af nærvær. De tre musikere fra Hurdy Gurdy har boet hos os på Skovsminde, en gård tæt op ad højlyngen og de gamle granitbrud med udsigt ned over hele den nordlige del af øen og Ols kirke som rager op med sin nissehue som målepunkt for øjet. Jeg går lidt skæv men lykkelig ud for at inspicere tilskuerpladserne og for at se om der er fuldt hus og koncerten kan begynde. Det er eftermiddag med gylden sol, og et farvestrålende publikum har indtaget den store halvmåneformede arena. De sorte Lancingforstærkere står midt på scenen parate til at sende lyd ud over de forventningsfulde mennesker. Jeg sætter mig på en af de bagerste pladser. Foran mig sidder en af mine venner fra Skovsminde. Han vender sig om mod mig og siger: – Nu skal du være opmærksom. Det du kommer til at høre er unikt. Vent bare! Og jeg venter mens de tre musikere kommer op og gør klar til at spille.

Mit forhold til musik har været en lille smule passivt. Sevfølgelig har jeg lyttet til tidens musik. Jimmy Hendrix, Bob Dylan, The Doors o.s.v men det har været mere som en baggrund for mit liv end et egentlig dybtgående indtryk. Jeg sidder derfor uden de største forventninger og falder lidt hen, da en tone af tæt melodiøs klang gennemtrænger luften. Den begynder svagt men tiltager i styrke og bliver ved og ved. Det er som et vækkeur der ringer og råber ud over hele det store område. Råber om opmærksomhed og medfølelse. Så sviende og stærkt, at tårerne står mig ud af øjnene ganske uden anden grund end denne lyd. Jeg er stærkt schokeret over min reaktion. Det er som om jeg vågner efter lang tids søvn. Jeg fatter ingenting, men mærker til gengæld alting. Det er Klaus som står og sender disse lyde ud over alle mennesker og det er som en vækkelse, jeg ikke kan forstå. Jens begynder ganske forsigtigt at slå bækkenerne an og så kommer bassen og musikken er i gang.

Siden den dag blev musikkens verden åben for mig på en helt ny og ukendt måde. Det var da også indlysende, at jeg skulle tage til Odense og høre Secret Oyster, når de nu spillede der og Klaus var med. Jeg begav mig afsted op i Skoven og fulgte stien ned mod Skovsøen og Jensens Bøfhus. Jeg havde været i bad på campingpladsen og var frisk til spadsererturen og den efterfølgende koncert. Desværre havde jeg ikke kunnet tage en kold dusch efter badet fordi bruserne kun kunne levere varmt vand. Jeg havde spurgt bestyren om der var en kold bruser, men hun havde kun kunnet henvise mig til duschen ved svimmingpoolen, og den lukkede først op i maj måned!  I stedet for den kolde dusch havde jeg fyldt en spand med iskoldt vand og hældt over mig efter den varme bruser. Det virkede, og jeg fik mit kuldeschock som jeg plejede. Nu gik jeg velfornøjet afsted og nåede efter en times tid Vintapperstrædet med Food Stall og en overdådig vegansk buffet som blev sat til livs med den sædvanlige kop hvidtjørnethe.

Kl halv syv stod jeg i kø foran “Dexter” sammen med nogle andre fyre på min alder som også havde minder fra 60erne, som vi udvekslede mens vi stod og ventede. Det var ubetinget Klaus, vi alle var kommet for at høre. Karsten Vogel og resten af gruppen var selvfølgelig vigtige men det var singelguitaristen som var trækplasteret. Jeg fik et lille bord tæt ved scenen og langsom begyndte lokalet at blive fyldt, så vi til sidst var en 30-40 mennesker. Det var midaldrende folk, hyggelige og lune som satte stemningen . Jeg bestilte en æblemost med isklumper og gav mig til at vente. Instrumenterne var stillet parat. Jeg anede Klaus gamle guitar ovre i et hjørne bag et stort flygel. De øvrige instrumenter med keyboard og trommesæt stod og blinkede i lyset fra de små projektører i loftet. Klaus kom først ind alene og gik lidt rundt og bladrede i nogle papirer. Sætlisten sansynligvis. Han var blevet en ældre mand, så jeg. Ligesom mig. I sin tid på Skovsminde havde alle i Hurdy Gurdy været langhårede ned til skuldrene. Klædt i Rød velour og slæbende rundt på Tolkiens “Hobbitten” som de læste i, hvis de da ikke stod over vores komfur og ristede sesamfrø eller lavede chapatipandekager til deres micro-macromad som de indtog mens de fortalte, at “Man er, hvad man spiser!” En svunden tid som passerede revy for mit indre øje mens Klaus gjorde sætlisterne færdige og de øvrige musikere kom ind og tog opstilling med deres instrumenter.

Secret Oyster har en heftig lyd. Langt fra gamle Hurdy Gurdy, og de startede da også op med nummeret “Sea Sun” for fulde gardiner, så alle i lokalet blev blæst væk. Men Klaus guitar var der stadig som anfører og trendsætter. Det mærkede jeg øjeblikkelig. Mit hoved blev ført ad helvede til ind i disse rum, hvor sjælen og al utøjet forsvinder og den tomme fred sænker sig i et vildt hyl. Min krop blev blæst ind i en tyfon af lyd og sådan fortsatte det indtil pausen, hvor rummet var totalt forandret og alle blevet en flok af menneskedyr uden tanke.

Klaus kom ned til mig. Han genkendte den gamle tandlæge fra friluftscenen i Rønne og vi udvekslede minder. Han bad mig om at blive hele koncerten igennem, hvilket jeg lovede ham. Andet sæt satte prikken over iet. Der var dans i lokalet. En kvinde sprang op på et bord og vred sig i extase. Andre fulgte med ud på det lille dansegulv og snart var vi alle en flok gale flippere fra 68 med lys i øjnene og kærlighed i tankerne. Klaus førte an og spillede, som han engang fortalte mig, lige ud til kanten og derudover. Spillede “Fejl” og fandt nye rum og harmonier på sit vilde ridt hen over strengene. Han har spillet på den guitar siden begyndelsen af 60erne og er aldrig faldet i dødsrutinens vold. Hans ansigt udtrykker stor smerte og energi, når han spiller, og efter sidste sæt var han og de øvrige musikere fuldstændig udmattede. jeg fik et træt smil, da han passerede mig på vej ned af scenen. Jeg smilede tilbage, taknemmelig som jeg var fordi han stadig var i live og kunne spille sin musik.

Jeg tog bus 161 hjem. Stoppestedet lå et kvarters gang ad de nattemørke gader hen over jernbaneterrænet ad en nybygget fremtidsvision af en spiralbro. Byen var ny. Jeg var ny. Igen engang.

 

 

 

Print Friendly, PDF & Email

Lad verden falde til ro.

Lad verden falde til ro. Lad vinden rive håret af dit hoved uden du græder. Lad fjolset i dig træde frem uden blusel. Lad din mor og din far for stedse forsvinde ud af dit liv og modtag dem igen i den verden, du ikke kender. Lad dine børn fødes på ny og glem, hvor du selv kom fra. Puds din næse med samme begejstring som himmel og hav går i eet i et tordenvejr. Og lad for guds skyld alt være i den tilstand, det er. Forsøg ikke at rette noget allerede nedfældet og glemt. Sådan er det i fred.Sådan er det gudskelov. Lad det være og lad således verden falde til ro i sig selv.

(Af sig selv)

Print Friendly, PDF & Email

Et bad i det tidløse rum vi kalder verden.

Juni måned er fortid. Juni måned er fremtid. Jeg tager hatten på snur og begiver mig ud i vejret. Det stormer. Naboens træer bøjer sig hektisk for blæsten. Regndråberne slår hårdt ind i mit åbne ansigt. Jeg er glad over endelig at være ude. Som en hund der længe har ventet sin herres tegn på, at det er nu det er. Det er nu vi skal ud og snuse. Det er nu vi skal ud og mærke verden udenfor den varme stue, som nok kan blive for trang, hvis man skal tilbringe hele tiden der. Hele tiden. Det er for meget, så jeg tager min hue på hovedet, lukker døren op ud til haven og begiver mig på vej. Jeg har pakket min blå rygsæk med et stort gult håndklæde i en plasticpose. Når jeg så har været i vandet og brugt det, kan det ligge i posen indtil jeg kommer hjem og kan få det hængt op til tørring i badeværelset.  Husene er tillukkede og grå på vejen. Her er ingen mennesker ude i det vejr. Nede ved badehotellet gør jeg holdt og undrer mig over, at de ikke har taget deres juleudsmykning ned endnu. Men på den anden side, tænker jeg, er det jo opløftende med alle lysene i den grå eftermiddag. Gangbroen er smattet, så man må være varsom hvor man sætter sine fødder. Bølgerne slår hen langs stenkanten og når nogle steder helt op, hvor jeg går . Ude over smålandshavet hænger tunge skyer i bevægelse under himlen, og de små sorte blishøns har samlet sig i en stor plamage i læ bag molen. De flagrer forskrækket væk ud mod det åbne vand, da jeg passerer dem. Bådene i havnen ligger og rykker i deres fortøjninger og faldene klaprer ensomt og foruroligende. Den blå badeanstalt kommer nærmere. Her kan jeg komme i læ for de stikkende regndråber og den bidende vind. Jeg har mit eget lille baderum med udsigt over havet. Når man kommer derind føler man sig tryg. En lille bænk er der også. Men den gemmer jeg til senere. Nu gælder det om ikke at falde i staver. Kroppen ved jo godt, hvad der skal til at ske. Den skal ned i det iskolde vand, og den har allerede forskellige undskyldninger parat for at komme til at slippe. Men nej tænker han. Nej, nej, nu er der ingen diskussion længere. Vi trækker ikke tiden ud, kroppen og tanken. Det går bare målbevidst, som var det en skibakke, man var i færd med at sætte ud fra. Tøjet af. Det hele. Tilsidst står man i det bare ingenting, og tager sit store gule håndklæde om livet og tripper over den hårde asfalt ud på broen, hvor håndklædet bliver fortøjet, mens man selv, nu som et andet menneske, stiger ned ad de gummimåtte-beklædte trappetrin, drejer rundt, og idet man først holder fast i de to gelændere, lader sig glide ud og giver slip med et stort plask ned  på ryggen og dernæst resten af legemet faldende bagover ud i det iskolde vand. – Miraklet indfinder sig. Man mærker slet ikke kulden. Det er bare behageligt at være vægtløs i vandet igen, og man svømmer og dykker minsanten osse, inden en brændende fornemmelse sætter ind og forkynder, at det er på tide at stige op. Og så er det bare lykke. Man har endnu en gang overvundet sin angst for det kolde vand, som jo bare var en gang fup og svindel udtænkt af mesteren over dem alle i forbehold: tanken.

Nu kommer øvelserne. Armbøjningerne og løftet i bjælken over indgangsdøren til badekabinen. Knæbøjninger og så til sidst sidde lidt på bænken og se ud over havet. Se det hele og glæde sig. Sådan i al almindelighed. Det er sku da luxus, tænker jeg, og ifører mig mit varme tøj. Lukker og låser badehuset og stikker næsen ud i regnvejret igen.

Der sidder en fugl ovre på den anden side. På taget af et hus. Tror du den ved hvad klokken er ? Det tror jeg fanden gale mig ikke. Jeg tror den sidder der og nyder at solen nu er kommet op over horisonten og lyser. Den sidder der i de skarpe orangegule solstråler som også falder ind gennem mit køkkenvindue og og vækker alt  i mit hus. Og jeg ved godt, hvad klokken er. Den er halv ni, tænker jeg. Så kunne jeg for så vidt godt sove lidt endnu, men på den anden side, så er det nu også rart at sidde lidt i sofaen og skrive. Der er intet at nå frem til. Jeg er nået frem. Er ankommet så at sige, og sidder nu i min sofa og skriver til dig.

Forstår du. Jeg er blevet gammel, som man siger. Først var jeg ung. Nu er jeg gammel. Sådan går det. Det er vilkårene for alt levende. Det ældes. Eller bedre : Det forandrer sig. Således også jeg. Og jeg indser, at det er humlen ved det hele. Det er i stadig forandring. Intet kan på nogen måde siges at stå stille. Det betragter jeg. Denne forandring betragter jeg. Men nu skal jeg skide, og det kan ikke udsættes, mærker jeg. Så Jeg går ud på lokummet for at skide.Jeg har ikke problemer med at skide, som man jo så ofte ser, at gamle mennesker har. Jeg var engang vagt på et hospital og oplevede en ældre mand sidde på potte i timevis mens hans røde opsvulmede ansigt pressede og pressede uden der kom noget ud i potten. Det var frygteligt at være vidne til. Sygeplejerskerne kom til sidst ind og gav ham et lavement, og som en prop der ryger af en flaske væltede afføringen ud. Og han var lettet efter at have siddet der uden resultat så længe. Når jeg skider kommer det bare af sig selv. Lige som så meget andet. Men jeg spiser nu også lidt hørfrø opblandet i min mysli. Det er nok også en faktor af betydning, vil jeg tro. Jeg går i øvrigt meget op i, hvad jeg spiser. Det har jeg altid gjort. Jeg synes, at det at være tandlæge forpligter til at være bevidst om, hvad man putter i munden. Og det man putter i munden, er jo som regel også det man spiser, ikke? Selvfølgelig putter man også ting i munden, man ikke spiser. Som man sutter på. Men det er en anden historie.

 

 

 

Print Friendly, PDF & Email

Rie

Der var engang en pige. En meget mystisk pige, som jeg lærte at kende for længe siden. Jeg var 16 og hun var 17, og hun boede hos sine forældre på en lille fin sidevej ude på Frederiksberg. Jeg boede ikke langt derfra på en anden lille sidevej i et hus hvis vinduer vendte ud mod det hus hun boede i, så der var ikke langt til, hvor vi kunne møde hinanden, når hun gik tur med sin hund om aftenen. Min bedste ven hed Ole. Ole Nielsen. Han boede på Peter Bangsvej sammen med sin mor som var handelsrejsende i symaskiner. Elna. Desværre for mig, kom Ole Nielsen sammen med Rie. De var kærester, så mit forhold til Rie var rent platonisk. Men i al hemmelighed elskede jeg hende. Jeg kunne selvfølgelig godt se, at det skulle jeg ikke vise åbentlyst, for så ville Ole måske blive ked af det. Han havde store planer med Rie. Han havde inviteret hende hjem og præsenteret hende for sin mor, som var en meget snerpet dame, som ofte talte om “forsuttede bolcher” som var noget, man skulle holde sig fra, hvis man havde alvorlige hensigter. Og Rie var ikke noget forsuttet bolche. Hun havde mange tilbedere, men holdt dem pænt på afstand. Det var kun Ole, som fik lov at gå med hende og holde i hånden. Vi andre måtte pænt være lidt i baggrunden, når Ole og Rie var sammen. Så en dag, hvor Ole og jeg var henne og besøge Rie, og vi sad i den store fine dyre dagligstue i Ries forældres hus, fik hun den ide, at vi skulle danse. Hun satte See see rider blues på som hun holdt meget af. Hun havde en stor samling jazzplader, som vi ofte sad og lyttede til og nu og da, som regel når vi var flere kammerater sammen, dansede vi. Som man gjorde den gang med pigens hænder på ens skulder og ens hænder om hendes hofter. Først dansede Rie med Ole, mens jeg sad og nød musikken og så til. Jeg havde faktisk ikke tænkt mig, at jeg skulle danse med Rie. De var jo kærester, så det var klart, at det var dem der skulle danse, ikke? De stod der og gyngede op ad hinanden, og det undrede mig faktisk, at de ikke holdt lidt tættere om hinanden, kærester som de jo var. Nå,men det var så deres måde at danse sammen på, og det ragede jo heller ikke mig, hvordan de forholdt sig til hinanden. Da pladen var forbi, gik Rie over til grammofonen, og nu sketer der noget mærkeligt. Hun satte ikke en ny plade på. Nej hun satte See see rider på igen. Nøjagtigt det samme nummer, som hun lige havde danset med Ole Nielsen. Jeg forstod ikke en skid, for nu kom hun over mod mig og bad mig op til dans. Jeg var noget forbløffet, men bevarede fatningen og stillede mig op foran hende og greb hende om hofterne, mens hun lagde sine hænder på mine skuldre. Musikken var æggende. Jeg elskede også bluesmusik og holdt af at danse, som vi ofte gjorde nede i Frederiksberg Jazzclub i Pejsesalen i KB hallen på Peterbangsvej. Musikken kørte i mit øre og jeg fulgte Ries bløde bevægelser og blev varm i kroppen. Men jeg holdt pænt afstand, for hun var jo Oles kæreste, og Ole var min bedste ven, så jeg skulle ikke have noget klinket. Vi dansede , og lige pludselig lagde hun sit hoved ned på min skulder og trak sig nærmere ind mod mig. Nu var gode råd dyre, men som det høflige væsen jeg er besvarede jeg hendes venlighed med at trække hende nærmere ind til min krop. Sådan ret tæt omslynget dansede vi melodien færdig. Jeg var ør i hovedet. Jeg elskede jo Rie ærbødigt på afstand og nu havde hun selv taget initiativet. Jeg fattede ikke en skid. Jeg trak mig lidt væk fra Rie, idet jeg så at Ole havde rejst sig op og stod sådan faretruende midt på gulvet. Så sagde han: -Hvordan vil I have, at jeg skal tage dether? Jeg glemmer aldrig de ord. Hvordan kunne han forvente, at jeg kunne svare på det spørgsmål. Eller for den sags skyld, hvordan kunne han forvente, at Rie kunne svare. Jeg tog ordet. Jeg syntes det var mig, der måtte redegøre for mig selv og egentlig også for Rie, hvem jeg nu følte mig tættere knyttet til end nogen anden i hele verden. Jeg sagde: Det kan jeg ikke svare dig på. Det er noget du selv må finde ud af. Han så på mig med tårevædede øjne. Så drejede han omkring og gik uden et ord ud af døren og væk, og siden den gang var vi for altid uvenner.
Men Rie og jeg blev kærester, og det er det bedste, der er sket for mig i hele mit liv.

Print Friendly, PDF & Email

Tanken

Sproget er den meningsbærende faktor i vores liv. Når man spørger:-Hvad er meningen ? så mener man:- Hvordan skal det forstås? Mening og forståelse hører sammen. Forståelse vil sige at man indser noget. Der går et lys op for een, som man siger, ikke? Sådan nogenlunde ser det ud for mig den skrivende ligenu. Men det vigtigste i dette er, at uden sproget er der ikke nogen mening. Og det er det der gør det hele så hylens svært. For man er indesærret i sproget, hvis man ønsker mening. Det er som om man ikke kan slippe ud af dette sprog, som tanken jo er, ikke? Det er ligegyldig, hvad man gør, så hænger man fast i det fandens sprog. Man hænger fast i den fandens tanke, som hele tiden driver sit spil om fortsættelse. Om kontinuitet. Sproget er verden i tanken. Så uden sprog ingen verden. Og så hænger man fast og gentager sig selv hele tiden for at holde sig selv i live. Derved kan man så indse, at man rent faktisk slet ikke eksisterer. Det er kun gennem sproget, man erkender sig selv. Man må derfor konstatere, at man er en konstruktion, som opretholdes af frygt. Det ser ikke godt ud, vel? Men det er det måske heller ikke. Alle tegn tyder på, at dette “Menneske” i virkeligheden er en meget skadelig art, fordi alle dets hanlinger bygger på forestillinger, og ikke på direkte indsigt, som er handling i sig selv. Derfor kommer der hele tiden en afstand mellem handlingen og den handlende, som indebærer at intet fungerer. At alting bliver forkert, som vi jo kan se.

Findes der nogen måde at komme forbi denne forhindring? Nej, det gør der selvfølgelig ikke. For man ende uvægerligt i samme grøft, når man søger en “metode” til at komme fri af dette skisma. Det bedste man kan gøre er, at indse at tanken ikke løser problemet og forholde sig tavs. Hvis man kan det. Men tanken gør sit bedste for at overbevise een om, at der alligevel er noget, man kan gøre, og deri ligge visdommen. At afvise dette. Men det er svært. Satans svært…

For tanken er så besnærende. Den lokker og lister sig ind, når man er allermest følsom. Så får den overtaget, og man tror man er sig selv, der siger det den siger. Så tror man at man handler, når det rent faktisk er tanken der bestemmer, hvad man skal. Man tror man vil og skal,- ja der hersker overhovedet ikke tvivl om det man gør, som man så bagefter ser var skrupravende forkert. Og så får man dårlig samvittighed og går til kirken og skrifter og bliver lettet, for nu er man fri for det onde, men det er bare noget man tror, som tanken jo kan “tro” på alt muligt. For tanken kan det hele, at I ved det. Det er et fantastisk instrument, hvis eneste fejl for nuværende er, at det tror det kan styre sig selv som et “jeg”. Så går det galt, som alle kan se. Men det har vi vist talt om tidligere, ikke?

Print Friendly, PDF & Email