Hos tandlægen.

Så var jeg på klinikken igen. Dorthe og Ellen var der, og især den første patient tiltrak sig stor opmærksomhed. Han havde ondt i en visdomstand og da den var kraftigt beskadiget, valgte vi, efter at have taget et røntgenbillede, som viste nervens beliggenhed i forhold til rødderne, at trække den ud. Men den ville ikke ud. Den ville slet ikke ud og den stakkels mand, som kom fra en flygtningelejr nede på sydlandet, var efterhånden godt svedt, som tiden gik og tanden ikke rykkede sig det mindste stykke. Jeg brugte både den engelske elevator og den gode gamle sidebestemte visdomstandstang, men ingen af delene gav åbenbart noget resultat, især fordi tanden var så destrueret, at ingen af vores tænger fik godt nok greb om tandens hals, til at jeg kunne luxere ordentligt. I en sådan situation går mange tanker gennem ens hoved. For ude i venteværelset begyndte de næste patienter, som havde bestilt tid, at troppe op og en af de vigtigste ting i denne verden når man skal trække tænder ud, er at man ikke må have for travlt. For så går det som regel galt. Man tager lidt for hårdt i den tåbelige naivitet, at man ved at forcere kan nå hurtigere frem. Og så sker katastrofen. Tanden knækker af roden og man står tilbage med den nærmest umulige opgave, at få fat på resterne dybt nede i kæben, hvor ingen tang nogensinde kan nå. Jeg trak vejret dybt. Holdt en lille pause, som jeg ofte gør, når tingene spidser til og bad Ellen om en airrotor med en flammeformet diamant, som jeg ville bruge til at spalte tanden med for derved lettere at få den ud i to dele.

Min elskede flygtning havde nu dette desperate glimt i øjnene, som fortalt mig, at vi i angstniveau nok var ved at nærme os en situation, der med rimelighed kunne sammenlignes med, hvad han var flygtet fra. Jeg greb boret, spaltede tanden uden at ramme andet end den, først og fremmest på grund af min dygtige assistent Ellens ferme håndelag og nu gik det hurtigt. På få sekunder fik jeg løsnet de to adskilte dele og vupti, var tanden ude.

Da flygtningen forlod os var det med et taknemmeligt smil, som varmede os alle. Bagefter var der kaffe og basser i køkkenet.

Print Friendly, PDF & Email