Det siler ned udenfor. Jeg stak lige hovedet ud og mærkede de fine regndråber på mit hoved. Altså ikke nogen badetur ligenu, tænkte jeg. Så gik jeg ind og lidt rundt om mig selv. Natten har været fin med sære drømme, som jeg ikke kan huske. Noget fra fortiden, men det tåger ud. Er heller ikke så vigtigt. Mere vigtigt er det, at mit blodtryk var pænt her til morgen. Jeg er begyndt at måle blodtryk, fordi jeg har bestilt tid hos min læge til et hjertecheck. Mit hjerte har nemlig opført sig mærkeligt den sidste tid. Især efter jeg var ude og løbe. Så kom der nogle dunk flere gange efter hinanden, og en gang imellem løb der også ligesom en kildren ud i min venstre arm. Så blev jeg bange og bestilte derfor tid hos lægen. Nu må jeg se at få det hele undersøgt. Thomas fik jo bypass og hans søster en stenz indsat og jeg er snart 78 så måske er min tid også kommet. Hvem ved? Men så tænkte jeg at jeg jo nok måtte måle mit blodtryk før jeg skulle til lægen, og så fik jeg et shock da det viste sig, at det var temmeligt højt. 150 over 100 eller sådan noget. Og min hvilepuls var også høj. Det er nok fordi jeg holdt op med de beta blokkere, som jeg tog for at holde mine hænder i ro som tandlæge. Men da jeg ikke var tandlæge mere besluttede jeg at trappe dem ned og det gjorde jeg over en længere periode i sommers. Måske var det derfor at mit blodtryk var så højt, tænkte jeg. Altså igang med betablokkere igen, og nu tager jeg en halv nemlig 20 mg hver aften og nu er mit blodtryk normalt og pulsen lav igen. Men jeg skal til lægen og have det hele undersøgt for hulen. Selvom jeg spiser ingefær og hvidløg og citronsaft og motionerer dog uden løb lige for øjeblikket men med to lange spadsererturer hver dag og selvfølgelig vinterbadet ned ad den lækre nye vinterbadetrappe på Bandholm badeanstalt. Så må jeg se, hvad Lena Haulrik siger, men jeg vil foreslå et totalt helbredscheck med hjerte skanning og EKG og blodprøver og det hele. Nu må det være!
Jeg har jo hele tiden prøvet at undgå en al for aktiv indtræden i det danske sundhedsvæsen. Prøvet at klare mig selv o.s.v. Men nu med disse hjertekvababbelser synes jeg ikke jeg kan udskyde det længere. Og den gang med maveproblemerne var det jo meget godt at have nogen at henvende sig til. Min læge er en sympatisk kvinde, som jeg har tillid til, og så må jeg se, hvad den vej i øvrigt fører til.
Jeg bliver hentet af flextrafik. De holder udenfor min dør præcis på slaget, de er bestilt. Der sidder et andet gammelt menneske på vej til et eller andet plejehjem eller hospital et eller andet sted i verden som min medpassager. Så kører vi den lange vej. Træer og huse farer forbi mit vindue. jeg foretrækker at sidde på bagsædet og ønsker som regel ikke at deltage i medpassagerens samtale med chaufføren. Jeg kan ikke slappe af. Er alt for spændt på undersøgelsen, jeg skal til. Hvad nu hvis der er noget alvorligt? Tænker jeg. Hvad så? Men jeg må forholde mig til virkeligheden, belærer jeg mig selv. Tage hvad der kommer, også hvis det indebærer en hjerteoperation med evt. Dødsfald til følge.
Er jo efterhånden blevet så gammel, at illusionen om evigt liv stort set er fordampet. Lægen sætter de mange elektroder rundt omkring på min krop. Det klistrer og klæber og snart er jeg bare en robot forbundet med tusinde ledninger til en trædecykel med spedometer, hvis hastighedsmåler jeg skal holde på mellem 55 og 65 km i timen.- Ret meget, tænker jeg, mens lægen gør forberedelse foran alle sine apparater og gør tegn til, at jeg kan sætte i gang. Jeg tramper og træder og gør mit bedste for at holde farten melle de to mål. Tænker undervejs, at hvis jeg får et hjerteanfald nu under øvelsen, er jeg da i gode hænder med hjertestarter på væggen og kardiolog ved hånden! Det bliver sværere og sværere at træde i pedalerne efterhånden som hjertelægen sætter modstanden op. Jeg begynder at svede. Bliver varm og tænker, at nu kan det være ligemeget og tramper til og giver den hele armen. Puha, det er hårdt. Pludselig kan jeg ikke lade være med at le. Jeg ser det morsomme i hele situationen. Mig på cyklen og lægen ved apparaterne. Er jeg syg eller rask. Jeg ved det ikke, men jeg føler mig rask og tramper yderligere til, da lægen afbryder mig med et: -Nu er vi færdige, det ser fint ud. Dit hjeret lider ikke af iltmangel og der er ingen forkalkning i kranspulsårene. Jeg vågner op af mit cykleri og er bare så lettet, så lettet…
Er som en nyfødt, da jeg kommer op til den søde receptionistdame som bestiller min hjemtransport til at ankomme et kvarter senere. Det er en kvindelig chauffør. Vi har ingen medpassagerer, så i modsætning til udturen, hvor jeg angstfyldt forholdt mig tavs, sætter jeg mig nu op på forsædet ved siden af hende, og vi falder i snak om alle de problemer, hun har i sit stresserende erhverv som flextrafikchauffør ansat af regionen som ustandselig presser hende og hendes kollegaer på løn og tid. Tilsidst, da vi når min bopæl, er vi nået så langt i indbyrdes forståelse af verdens idioti, at vi i kor kan udbryde: -De kan rende os i røven! Så griner vi til hinanden og jeg vinker farvel og låser mig ind i mit lille røde hus her på den lyse møllegade i Bandholm.
Jeg lå i min bil på campingpladsen i Rødovre og hørte radio 24/7. Det var over midnat og programmet “Nattevagten” kørte i æteren. Det var en pige ved navn Caroline, som styrede og hun havde som overskrift “Skyld”. Jeg lå og tænkte om jeg skyldte nogen noget. Om det vedkom mig, og blev klar over, at skulle jeg snarligt tage billetten, som jo var noget som hele tiden foresvævede mig med disse hjertekvababbelser som hjemsøgte mig, ville det være godt at gøre regnskabet op. At skrifte så at sige, og da jeg ikke er kirkelig religiøs og altså ikke har noget sted at gå hen og skrifte, hvad var så mere indlysende end at skrifte for åben mikrofon i radio 24/7 her i midnatstimen på min madras i den gamle californiacamper som den stod der under himlen på Dansk Campingunions campingplads i Rødovre udenfor København.
Med bævende hånd ringede jeg op til radioen og kom forbavsende let igennem til en fyr ved navn Nicklas, som da jeg fortalte hvorfor jeg ringede, mente at det lød da spændende og bad mig være parat, til de mente at jeg måske kunne komme igennem. Jeg lagde mig ned og ventede. Klokken nærmede sig to, og jo længere tid, der gik, jo mere utilpas blev jeg ved tanken om at skulle i radioen. Jeg overvejede at sætte min telefon på flytilstand, men slog mig til tåls med, at de nok slet ikke ringede tilbage. Hvad interesse kunne de have i en gammel tandlæge, der lå og ville skrifte i sin campingvogn i Rødovre? Jeg slumrede ind.- Og så ringede Caroline minsanten. Tør i munden tog jeg telefonen og her er hvad der skete:
radio24syv.dk/programmerhttp://radio24syv.dk/programmer/nattevagten/26898687/nattevagten-27-03-2018-2?start0
