Rie

Der var engang en pige. En meget mystisk pige, som jeg lærte at kende for længe siden. Jeg var 16 og hun var 17, og hun boede hos sine forældre på en lille fin sidevej ude på Frederiksberg. Jeg boede ikke langt derfra på en anden lille sidevej i et hus hvis vinduer vendte ud mod det hus hun boede i, så der var ikke langt til, hvor vi kunne møde hinanden, når hun gik tur med sin hund om aftenen. Min bedste ven hed Ole. Ole Nielsen. Han boede på Peter Bangsvej sammen med sin mor som var handelsrejsende i symaskiner. Elna. Desværre for mig, kom Ole Nielsen sammen med Rie. De var kærester, så mit forhold til Rie var rent platonisk. Men i al hemmelighed elskede jeg hende. Jeg kunne selvfølgelig godt se, at det skulle jeg ikke vise åbentlyst, for så ville Ole måske blive ked af det. Han havde store planer med Rie. Han havde inviteret hende hjem og præsenteret hende for sin mor, som var en meget snerpet dame, som ofte talte om “forsuttede bolcher” som var noget, man skulle holde sig fra, hvis man havde alvorlige hensigter. Og Rie var ikke noget forsuttet bolche. Hun havde mange tilbedere, men holdt dem pænt på afstand. Det var kun Ole, som fik lov at gå med hende og holde i hånden. Vi andre måtte pænt være lidt i baggrunden, når Ole og Rie var sammen. Så en dag, hvor Ole og jeg var henne og besøge Rie, og vi sad i den store fine dyre dagligstue i Ries forældres hus, fik hun den ide, at vi skulle danse. Hun satte See see rider blues på som hun holdt meget af. Hun havde en stor samling jazzplader, som vi ofte sad og lyttede til og nu og da, som regel når vi var flere kammerater sammen, dansede vi. Som man gjorde den gang med pigens hænder på ens skulder og ens hænder om hendes hofter. Først dansede Rie med Ole, mens jeg sad og nød musikken og så til. Jeg havde faktisk ikke tænkt mig, at jeg skulle danse med Rie. De var jo kærester, så det var klart, at det var dem der skulle danse, ikke? De stod der og gyngede op ad hinanden, og det undrede mig faktisk, at de ikke holdt lidt tættere om hinanden, kærester som de jo var. Nå,men det var så deres måde at danse sammen på, og det ragede jo heller ikke mig, hvordan de forholdt sig til hinanden. Da pladen var forbi, gik Rie over til grammofonen, og nu sketer der noget mærkeligt. Hun satte ikke en ny plade på. Nej hun satte See see rider på igen. Nøjagtigt det samme nummer, som hun lige havde danset med Ole Nielsen. Jeg forstod ikke en skid, for nu kom hun over mod mig og bad mig op til dans. Jeg var noget forbløffet, men bevarede fatningen og stillede mig op foran hende og greb hende om hofterne, mens hun lagde sine hænder på mine skuldre. Musikken var æggende. Jeg elskede også bluesmusik og holdt af at danse, som vi ofte gjorde nede i Frederiksberg Jazzclub i Pejsesalen i KB hallen på Peterbangsvej. Musikken kørte i mit øre og jeg fulgte Ries bløde bevægelser og blev varm i kroppen. Men jeg holdt pænt afstand, for hun var jo Oles kæreste, og Ole var min bedste ven, så jeg skulle ikke have noget klinket. Vi dansede , og lige pludselig lagde hun sit hoved ned på min skulder og trak sig nærmere ind mod mig. Nu var gode råd dyre, men som det høflige væsen jeg er besvarede jeg hendes venlighed med at trække hende nærmere ind til min krop. Sådan ret tæt omslynget dansede vi melodien færdig. Jeg var ør i hovedet. Jeg elskede jo Rie ærbødigt på afstand og nu havde hun selv taget initiativet. Jeg fattede ikke en skid. Jeg trak mig lidt væk fra Rie, idet jeg så at Ole havde rejst sig op og stod sådan faretruende midt på gulvet. Så sagde han: -Hvordan vil I have, at jeg skal tage dether? Jeg glemmer aldrig de ord. Hvordan kunne han forvente, at jeg kunne svare på det spørgsmål. Eller for den sags skyld, hvordan kunne han forvente, at Rie kunne svare. Jeg tog ordet. Jeg syntes det var mig, der måtte redegøre for mig selv og egentlig også for Rie, hvem jeg nu følte mig tættere knyttet til end nogen anden i hele verden. Jeg sagde: Det kan jeg ikke svare dig på. Det er noget du selv må finde ud af. Han så på mig med tårevædede øjne. Så drejede han omkring og gik uden et ord ud af døren og væk, og siden den gang var vi for altid uvenner.
Men Rie og jeg blev kærester, og det er det bedste, der er sket for mig i hele mit liv.

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.