Grønland.

 

Et land.

Den aftalte tur i pinsen til Dombrava begynder med 10 hunde, der ellevilde af køreglæde styrter ned ad sygehusbakken hjulpet på vej af Nordo, som slædevant dirigerer bæsterne skarpt til højre, så vi undgår en kollision med to joller, som ligger fastfrosset i isen lige hvor sporet mod Kap Hope begynder.-Ili, Ili, Ili, råber han, og minsanten om ikke de nok så nydeligt drejer bort fra de farlige både. Så springer han af og overlader styringen af hundespandet til mig.

Marie og jeg har pakket slæden med proviantkasse, telt, moskusskind, primus, petroleum, patroner og de to geværer. Den glatløbede og Nordos gamle blåmalede sakko. Hundefoder har vi med i en sort plasticpose. Jeg har også rejsekæden med. Det er en lang hajkæde med karabinhager, så hundene kan gøres fast, når vi ligger i lejr. Vejret er let overskyet, men solen når igennem hele tiden, og vi glider behageligt afsted forbi de vante steder. Hvalrosbugten åbner sig på vores højre side med jættedalens dybe slugt og de høje tinder i baggrunden. Ude på fjorden hviler det massive blå isfjeld majestætisk som en kæmpemæssig vejviser. Dets konturer kender vi som en god vens profil.

Marie

Vi når Kap Hope en time senere. Marie vil ind og sige goddag til Apollo. Hun vil have varmen og en kop the. Jeg prøver at få hundene til at makke ret udenfor huset, men der ligger en skraldebunke, som tiltaler dem over al måde, så skønt jeg råber ad dem, hører de ikke efter. De styrter ophidsede ind mellem gammel sælspæk og køkkenaffald og bringer skaglerne totalt i uorden. Jeg får med megen møje flokken hevet væk fra godterne, og efter nogen tid med udredning af de mange liner, får jeg dem anbragt i ro og orden, og kan gå ind i huset. Apollo ser utilfreds ud over min ankomst. Han er lun på Marie, og synes ikke, at hun skal være kæreste med mig. -Sådan en kraslunak, tænker han, kan jeg se i hans øjne. Jalousien lyser langt væk, og jeg skynder mig ud igen, hvor hundene atter er kommet i urede infiltret omkring en gammel rusten olietønde, hvor der også ligger knuste flasker. Jeg frygter for, de skærer deres poter, og må hastigt lave en ny udredning af de mange liner for at få dem væk.

Marie kommer langt om længe ud. Hun sætter sig på slæden, som jeg gør fri, og vi styrer ud mod isen igen. Vi skal ned over en skrænt, som skjuler isbrækket, hvor vi havner i en bred spalte med et bump. Jeg puffer slæden op igen og jager hundene med min pisk for at styre ud mod sporet på den brede flade af is. Efter en god halv times kørsel når vi mundingen af Hurry-fjord, hvor vi skal ind.

Netop ud for pynten før vi drejer, begynder det at blæse nederdrægtigt. Det er fjordvinden der fejer de 50 kilometer indefra bunden ved Kalkdal og lige ud i ansigtet på os. Solen forsvinder og skyerne trækker sig sammen tæt hen over himlen, som er grå og tung mættet med sne. Det er godt vi har ekstra tæpper med, for Marie begynder at fryse. Jeg pakker omkring hende og løber selv en gang imellem ved siden af slæden for at få varmen og for at få hundene til at holde retningen. De trækker hele tiden ud mod midten af fjorden, og jeg ønsker de skal holde sig tæt på land. Hvis det begynder at sne, er det rart at kunne orientere sig ved hjælp af skrænterne.

Det blæser efterhånden stærkt. Væmmelig bidende kold vind med små iskrystaller, som skærer sig ind i huden. Marie bliver utålmodig og gør det værste, hun kan gøre. Hun blander sig i kørslen!  Jeg er novice på området og følsom overfor kritik. Specielt fra en kvinde, hvem det heroppe ikke er forundt at have noget med styringen af et hundekobbel at gøre. Det er mandens opgave. Det er min opgave! Men hun kommenterer min kørsel og siger, at jeg gør det helt forkert. Jeg siger ” hu” og “ili” på “danskermåde” som dyrene ikke forstår. Jeg bliver edderspændt, kold og afvisende. Siger hold kæft, og løber rasende ud for at passe MINE hunde. Så er der osse is mellem os to, og så bliver turen for alvor kold.

Det holder dog gudskelov ikke længe. Ingen nyder situationen, og da jeg lidt senere sætter mig hos hende og putter mig for at få varmen, er hun den samme gode pige som altid. Lige så let ophidset. Lige så let nede igen. Et herligt temperament!

Vi kører vel et par timer på denne måde. Så råber hun: -Der! Se Der! Og ganske rigtigt, derinde ligger Dombrava hytten. Lille som en prik, men alligevel genkendelig som det menneskelige bygningsværk den er her i ødet. Vi drejer af op mod stedet, og ser idet vi kommer nærmere, de mange hunde spredt i deres tøjr udenfor.  Det er Gert, Maries storebror med sin kone og et par børn, der er nået herud før os. De siger, vi bare skal køre videre. De vil komme efter os i morgen tidlig.

Vi jager hundene, der nu er ganske trætte, op over een fjeldkam og dernæst endnu een, før vi endelig skimter dalen og i bunden af den gletcheren med de enorme ismasser, der langsomt baner sig vej ned gennem kløften oppe fra indlandsisen. Der er forrygende smukt her i nattelyset. Næsten uhyggeligt overjordisk  i al sin stivnede dynamik. Vi drejer ned mod søen og venter at finde lejrpladsen opfyldt af telte, men der er ikke et eneste!

Lidt skuffede bringer vi slæden til standsning og snakker om, hvorvidt vi skal køre tilbage til Gert eller ej. Vi beslutter at blive. De andre sagde jo, de ville komme i morgen. Jeg spænder hundene af og anbringer dem hver for sig i rejsekæden. De kaster sig grådigt over det medbragte sælkød med spækklumper. Bagefter lægger de sig til at sove, dødtrætte som de er efter den lange tur.

 

Teltet er det første jeg rigger af slæden. Vi hjælpes ad med at få det slået op. Marie er hurtig til at gøre det hyggeligt indeni med moskusskind og tæpper som dækker bunden over den frosne jord. Jeg går ud og finder en stor flad sten, som primussen kan stå på inde i teltet. Den bliver pumpet op og hvæser og sprutter før den efter et par omgange med rensenålen endelig brænder klart og roligt. Ude på søisen har der været boret huller til fiskeri, og her er det nemt at brække de tynde flager op og tage frisk vand ind i en kasserolle. Vi laver the og spiser en portion havregryn med oprørt tørmælk og et par runtenummer leverpostej, før vi behageligt mætte ruller os ind i tæpper og skind og tæt sammenslyngede falder i en drømmeløs dyb søvn.

Næste morgen vågner vi ved lyden af hunde. Det er Gert med familie som ankommer. Vi stikker hovederne ud af teltåbningen og finder dagen strålende klar og sollys. De kører ned ved kanten af skrænten til søen og stopper. Hundene snuser ivrigt i græsset efter noget at spise. Gert kommer over til os. Han står lidt og misser med øjnene i det skarpe lys. Så siger han:- Dejligt vejr. -Mm. Siger vi. -Gir I kaffe? -Mm. -Jeg skal lige slå teltet op, så kommer vi over.

Vi kryber ind og får tøj på. Jeg stiger ud på det bløde mos i strømpesokker. Solen er fandeme stærk med al det hvide sne, som reflekterer lige op i ens øjne. Jeg tisser.

Marie kommer ud. Hun er lidt rødkindet med mønstre fra sweateren, hun har brugt som hovedpude. Jeg giver hende et kys. Hun smiler og nysser mig med næsen. -Henter du frisk vand? Spørger hun. -Det kan jeg da godt. Og så skrider jeg sidelæns ned ad den stenede skrænt, hvor der osse vokser små violettet blomster, til søen og vader i sneen ud til hullet, hvor jeg fylder vores spand.

De andre er ved at få deres telt slået op, og lidt efter er vi alle samlede hos os. Skibskiksene går rundt. Høflig opmærksomhed præger situationen. Man lever nænsomt sammen omkring spisningen, der stadig har alle en religiøs handlings bevægelser i sig. Det er dejligt. I begyndelsen ikke mange ord. Blot den praktiske afvikling af måltidet. Man rækker og man tar imod. Hele tiden er følsomheden fokuseret på fællesskabet. Jeg mærker, at i samme øjeblik jeg søger en særstilling, som f.eks. hvis jeg “snupper” smørret for næsen af en anden, som var på vej til at bruge det, så bliver jeg bemærket af kollektiv-ånden og får tørt på psykisk. Det er spændende for mig at mærke hvorledes en justits, som aldrig nogen sinde er nedfældet nogen steder, virker i virkeligheden blandt naturlige mennesker. Det er det, der gør tilværelsen blandt inuitter, når de vel at mærke er væk fra det alkoholiserede bymiljø og ude i deres egen natur, det er det, der gør det til en oplevelse af de helt store. Fordi jeg lærer i ordets bedste betydning at være sammen med andre mennesker. Ikke nogen snak. Ingen diskussioner, men klare ukomplicerede forhold. Jeg finder min plads, og må selvfølgelig stå for skud igen og igen. De lægger ikke fingrene imellem. Det stråler lige så stille ud af dem, hvad de “mener”. Det er ikke noget, de først “tænker” om een og så bagefter siger. Det er spontan reaktion, som også er naturens egen, og som de lever i. Ikke i deres kamp mod naturen, som vi så ofte fejlbeskriver det, men i deres samspil med den. Ikke for “over”levelse, men for “med”levelse, hvor døden er den altovervejende faktor, som betragtes med kølig sindsro og respekt.

Op ad dagen kommer flere slæder kørende fra Scoresbysund. Dombrava-søen er der, hvor der fiskes laks fra isen om foråret. Til sidst er her vel en 12-16 telte, og det er nu en veritabel lejrplads. Børn springer rundt og spiller bold mellem teltene. Til og fra hullerne nede på isen går folk med deres fiskeliner, og ved naboteltet står en flok mænd og beundre og kommenterer hinandens geværer. Marie og jeg går sammen ned for at fiske. Hun ligger 20 meter fra mig på et renskind og pilker. Jeg sidder på en omvendt plastick-spand foran hullet og lader det lille blink med et stykke spæk på trekrogen glide ned gennem det mørke vand, til jeg får bundkontakt. Lyset generer, og jeg lægger mig osse ned for at kunne kigge gennem hullet ned på bunden, hvor blinket danser og straks hidlokker små nysgerrige ørreder. De nipper til spækket, men deres mund er alt for lille til den store krog. Jeg ligger længe og venter, at nu dukker den store ørred op, men der sker ingenting. Det er koldt på maven, og jeg rejser mig op og går over til Marie, som heller ingenting fanger. Maries far står ovre på den anden ende af søen, og vi går over til ham. Han har allerede fanget to store laks og inviterer på kogt fisk til lidt senere. Oppe ved vores telt står to drenge og spørger om vi kunne tænke os at komme over til dem og spise kogt sæl med ris. Det kan vi sørme godt, for det er vores livret. Da vi kommer derover, sidder der allerede en hel flok og gnaver ben og smiler fornøjet over hele femøren, der glinser af spæk. Vi får hver en tallerken med suppe og en kniv stukket i hånden. I den store gryde foran os ligger kødet i store stykker, sort med hvide benpiber stikkende ud. Vi snupper selv hver et, og går i gang med at file og gumle.

Jeg går alene på jagt efter gæs om eftermiddagen.Der ligger et bakket terræn med små søer bag vores plads, og der sniger jeg mig hen. Knapt har jeg anbragt mig bag en stor sten, før jeg hører deres skræppen i luften. De kommer hen imod mig, men drejer selvfølgelig væk lige før skudhold. Altså ingen gås. Jeg kryber ned mod en sump, hvor jeg tror de skal komme for at drikke og venter. Solen varmer mig, skønt den hænger lavt over bakkekammen. Jeg døser,- og så er de der igen. To gæs lander nok så nydeligt mindre end 50 meter fra mig og giver sig straks til at snadre i vandet totalt uberørt af min tilstedeværelse. Jeg sniger mig forsigtigt nærmere, men det skulle jeg aldrig have gjort, for lynhurtigt ser de mig og er ikke sene til at lette bagen og flyve bort. Jeg bander indædt, for det er altid dejligt at komme hjem til de andre med noget. Det giver prestige, det ved jeg. Nu kommer jeg tomhændet. Surt.

Tilbage i lejren gør jeg holdt ved Jacob Sanimuinaks telt. Her er mange forsamlet. To andre danskere, Arne Øhland og Jens Thygesen er kommet med hver deres spand, og nu udveksles der erfaringer. De er gamle i gårde i Østgrønland. Arne er skolelære heroppe for anden gang og en habil hundekusk. Jens er håndværker og fanger om nogen er det. Han er skide dygtig, og jeg har set ham engang komme hjem med 10 sæler på een gang på slæden. Det er hyggelige folk, og jeg slår en snak af med dem.

Det er blevet rigtig varmt. De sorte sten får luften over dem til at flimre og der dufter stærkt af mos og jord og forår. Vi lægger os på skindene bag ved vores telt og driver. I aften når sneen er blevet fast af kulden, og vi kan køre på den uden at synke i, skal vi hjemover. Vi regner med at sætte afsted ved et tiden. De fleste skal køre i nat, og der bliver stille i lejren om aftenen. Ved tolv tiden bryder det løs igen. Hundene kan mærke, at noget er i gære, og snart genlyder dalen af glam.

Teltet tages ned. Kassen pakkes og tæpper, sovepose og køkkengrej surres omhyggeligt på slæden. Hundene har fået foder om eftermiddagen og er veloplagte. Jeg ordner skaglerne i vifte, befrier dem fra rejsekæden og får spandet sat op.

Jeg vælger at køre som en af de sidste for at skabe mindst postyr, hvis hundene skulle blive uregerlige. Da vejen er klar, sætter vi af med et smæld og de drøner afsted.

Desværre bliver jeg nervøs, fordi de ikke adlyder min første ordre. Jeg taber besindelsen, som man jo selvfølgelig aldrig skal. Især ikke over for sine hunde. Da jeg næste gang råber retningen ud mod dem, slår det klik og jeg tager fejl af højre og venstre råbet. Ju,- ju,- ju, råber jeg , og mener til højre, men de går selvfølgelig til venstre, som de har lært, og så er fanden løs. Jo mere jeg råber, des mere går de på gal kurs ned mod elvlejet, der ligger 100 meter nede under den høje klint, vi kører på. Vi drøner ganske simpelt lige ned mod afgrunden!  Ju, ju; juuuu, råber jeg desperat og kan slet ikke forstå, at de bare går yderligere mod venstre, når jeg nu beder dem om at gå mod højre (tror jeg).  Gudsketakoglov er de ikke selvmordspiloter, men skider fanden i mine ordre, da de når kanten af skrænten. De følger den tæt, tæt, men de drejer ikke derned og jeg råber bare ju, ju, ju, hele tiden somom det skulle kunne hjælpe noget… Til allersidst slipper vi ind på fladt land igen og jeg får dem standset.

Nu er Marie oprigtigt skræmt, og vi bliver alvorligt uvenner over min kørsel. Hun er selvfølgelig i sin gode ret til at kritisere mig efter den tur, men jeg er gået i panik og hører ikke et ord af, hvad hun siger. Nølende får jeg sat dem igang igen og vi fortsætter tavse ned mod hytten.

Der venter resten af slæderne. Jeg får et shock fordi jeg troede vi var alene og kunne slippe for sammenstød. Det er det værste, jeg ved, at støde ind i et andet spand. Det er som en veritabel krig, hvor alle går mod alle. Derfor ville jeg være den sidste og nu står de alle dernede og venter. Marie siger:- KØR! for hun vil ikke være til grin, og jeg tøver, for jeg er bange. Så rejser hun sig, og jeg ser hun har tårer i øjnene. Ydmygelsen overfor resten af gruppen vil være for stor, hvis ikke vi bare køre som om intet var hændt. Ned over landbrækket og ud på isen.

Jeg bider tænderne sammen og siger:-Hu! Og så kan det nok være de stikker af. I vild fart ned over bakken og når lige med nød og næppe at undgå et sammenstød med den yderste af de ventende slæder, hvis hunde rasende farer ud mod os. Vi hvisler forbi og ned i hullet og op igen og så sker det værste, der kan ske. Slæden flyver lige pludselig og jeg dingler bagude og har ikke andet at gøre end at hænge ned over tværpinden på opstanderen med mave og brystkasse. Da den lander kommer resultatet:- Knæk, siger det og jeg mærker den brændende smerte lige over mellemgulvet, der fortæller om et brækket ribben. -Satans osse, mumler jeg for mig selv, men den værste fare er overstået og vi falder begge efterhånden til ro.

De andre slæder gør holdt ved “Store Sten”, men jeg afstår fra yderligere konfrontationer og kører blot videre. Vi må vente med kaffen til Kap Hope. Det begynder at sne. Tættere og tættere. Snart kan vi ikke se mere end 20 meter frem. Jeg drejer os tæt på land og følger de gamle spor, så godt jeg kan. Vi når Kap Hope efter en tung tur ind over landtangen, som vi må vælge fordi sporet løber der.

Jan Lorentzen kommer lige efter os ind til udstedet. Vi fastgør og får varm kaffe hos Josva. Resten af turen sidder vi tæt sammen i det blå morgenlys og småfryser. Klokken er halv seks, da vi kører op foran sygehuset i Scoresbysund, og den bliver syv før vi fuldkommen udasede kan lægge hovedet på vore puder og falde i søvn.

 

 

 

 

 

Print Friendly, PDF & Email

3 meninger om “Grønland.”

  1. Dear Jens

    Hope you doing well?!
    We did no get any response to our mail from may. Could it be, that our mail found his way to your spam/junk folder?
    Looking forward to hear from you!

    Oliver & Family

  2. Dear Oliver,-
    I think, I answered your mail in may, but it must have been lost. Ok, Its a long story. I have been with my son in USA, and been a farmer for a while taking care of my daughters home on the island Bornholm. Now I am back in Bandholm, where I live for a while, but would like to take a trip to Schweitz and visit you, perhaps this autumn. I will look to see, if I can send my answer from may to you again. Hope that everything is ok with you, and that you all dont speculate too much, but just let life function in its own way. You know…
    Your Jens

    1. Dear Jens

      Oops, yes we did not receive any answer in may, strange. Im glad to read from you. Im sure you had a good time with your beloved.
      In december we have a 3 week vacation in thailand. Before or after we would love to have you as our guest. Hoping to see you soon. 🙂

      Lovely greets
      Oliver and family

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.