Bangkok/Phuket/Phi Phi

 


Det er et gevaldigt indspark man får i bevidstheden ved sådan et trip til Thailand. Tidsforskudt, klimaforskudt og kulturforskudt i en park med springvand og sjældne fugle med sjældne stemmer. Mens de menneskelignende thai-mennesker øver sig i deres liv under monumentet over deres faldne kejser. Over åben ild steges rotter på spyd og wokken koger de møre græsrødder til sovs med rigelig chili. Ris ad libitum og altid dette servile smil som dækker hvad som helst. 7-eleven over alt med trafikken buldrende i stride strømme uden mål og med. Gader tynget af røg under en blå himmel med de kæreste små lyserøde vatskyer som gør hjertet let i denne menneskelige armod. Dufte over alt. Det er det bedste her. Røgelse og brændt olie. Ingefær ristet på glødende trækul. Luften er fyldt af det. Brankede kyllingelår i sød suppe, hot som bare helvede! Jo tak. Man er ankommet!

Det aller aller bedste er varmen! Den smyger sig om kroppen som en fløjlsblød kærtegnende hånd. Den stryger hen over ens ansigt med mild følsomhed og den strømmer ind i alle led og muskler og gør dem føjelige og  anvendelige. Den kommer lidt efter lidt. I begyndelsen er det et shock! Man stiger ud af flyet og får den brændende vind lige i fjæset. Pyha, den er strid,- tænker man og glædes over transittens behagelige airconditionerede atmosfære. -Så bliver man lukket ud og så er den der igen, heden, men på en anden måde. Mere blid, men man er jo osse kommet ud i det fri. Det er noget andet.

Jeg havde lært, at skulle jeg til togstationene,så skulle jeg gå i 27 minutter ad en af google anvist rute. Det gjorde jeg pligtskyldigt og det skulle jeg ikke have gjort, for det var langs en motorvej og der må man ikke gå med en trækkuffert slæbende efter sig. Nej! For så kommer politiet og det gjorde de også med blåt blinkende lys og udrykningssirene! Men de smilte til mig. Var jo thaier og fortalte, at jeg skulle gå tilbage og ned under jorden. Der lå stationen og der gik jeg så i stedet for.

Nu er jeg bare glad i varmen. Ja. Og især fordi jeg rejser alene. Det er fand’me skønt at kunne skifte kurs som man vil og helt følge sit eget tempo. Stoppe op og falde i staver over thaikvinden som rører i sin wok over den flammende ild mens røgen fører dufte af hemmelige krydderier lige ind i mine næsebor. Eller se på den store sorte ravn i parken ved søen som danser for mine fødder og blomsterne og den lille duefugl med de blå hattefjer som kurrer besynderligt teatralsk. Jeg lægger mig med hovedet hvilende på min rygsæk på en marmorbænk med udsigt til trætoppene og den lyseblå himmel. Og ingen, nej ingen siger:-Kom nu, vi skal videre! Eller:-Vi har jo aftalt o.s.v. o.s.v. Mig og min skygge går samme vej. I fuld forståelse.

Så bliver man inviteret på trip til Koh Larn. Det lyder da meget godt, tænker man. Det kunne jeg da godt tænke mig, ikke? Jo, jo selvfølgelig endskønt det indebærer en 2 1/2 times busrejse foruden en færgetur på yderligere en time. Men selvfølgelig når man ledsages af en 45 årig kvindelig  professor i sociologisk immunologi ved Princeton University USA, kan det sagtens lade sig gøre. Den lange køretur giver rig lejlighed til at udveksle erfaringer. Først handler det om klodens fremtid. Jeg udmaler min extinct homosapiens teori for damen, og hun giver mig ret. Det ser slemt ud. Det er der evidens for, siger hun. Hun er en af de mange tusind forskere, der har skrevet under på erklæringen i FN. Og så er hun veganer! Det borger for kvaliteten, tænker jeg. Jeg spørger hende hvorfor og hun svarer, at siden hun “gik over” har hun tabt sig 30 kilo! – Det klæder dig, siger jeg og mærker spillet i hendes øjne!  -Men også den politiske del af sagen med CO2 reduktion går hun ind for, så alt i alt er vi på bølgelængde. Jeg stiller spørgsmål om ebola tilstanden i Congo og hun siger, at ligemeget hvor stor støtte USA yder til bekæmpelse af sygdommen, går størsteparten i de ledende politikers lommer.-Det er ikke fordi, vi ikke er i stand til at udrydde virus, men fordi landet er korrupt og plaget af krig, at der ikke sker noget.-Det er hyggeligt, at tale med et klogt menneske og turen falder ikke lang. Efter svømmeturen i det turkisblå vand mærker jeg hendes første tilnærmelser. Det hele ender med en amourøs affære på hendes hotel “Siam International”, hvor jeg tilbringer natten. Nu er jeg tilbage i mit spartanske airbnb værelse i Thonburi. En ferieoplevelse rigere!

Efter en lang dag ombord på floddamperen, bliver jeg inviteret på besøg i China Town af kaptajnen og hans nydelige lille Sirikit- hustru. De kender et godt sted som hedder “ Jumbo Lobster” på 332 Soi Yaowarat 11 Yaowarat Road, hvor vi spiser os mætte i grilstegte hummere med sød sovs og ris. Bagefter er der fyrværkeri foran ICON SIAM “the pride of Thailand” og hjemad går det gennem Sirlom Park med metro over SRT cityline, hvor jeg guider et polsk ægtepar, som har fået rejsen til Bangkok forærende af deres søn og resten må de selv finde ud af. De er ret forvildede, men lyser op da jeg viser dem vej mod øen Ko Chang, hvor de vil hen for at bade og slappe af i 14 dage efter Bangkok, som de aldeles ikke bryder sig om. – Al for meget trafik, siger konen. – Og svært at finde rundt, siger manden. Vi skilles som venner med håndtryk og det hele. De er fra Warszawa.Nu overvejer jeg om jeg skal udskyde min hjemrejse et par år eller to. Vi får se. Her er så dejligt varmt og i Danmark er det koldt. De siger frost. Hm.

Myndigheden

Jeg skal gå klokken et. Det er det eneste, jeg ved. Myndighederne er efter mig! Det viser sig, at jeg opholder mig ulovligt i Thailand! Damen ved indchecknings skranken i Kastrup sagde ellers, at bare mit pas var gyldigt i hele den periode jeg opholder mig her, så er det ok. Men det er det “bare” ikke! Passet skal være gyldigt mindst seks måneder fra hjemrejsedagen og mit pas udløber 2. februar! En kvinde blev sendt tilbage til Danmark fordi hendes pas ikke havde den nødvendige gyldighed på over 6 måneder! – Ups, den går ikke kære ven. Efter 16 timers flyvning i en trang kabine:-Op igen og tilbage til Danmark. Det var den ferie i Thailand der røg! Det er et under, at jeg slap igennem og ikke blev sendt tilbage promte. Kontrolløren må have sovet i timen. Husk det kære venner og rejsende. Hav altid et pas med gyldighed i mindst 6 måneder udover jeres hjemrejsedato. Nemlig.

Men nu sidder jeg jo i saksen. Jeg blev ikke sendt hjem og hvad så? Det hele kommer sig af, at jeg fik blod på tanden og tænkte; når nu jeg alligevel ikke skal noget bestemt i Danmark, så kunne jeg godt snuppe en uge mere eller så her i varmen, ikke? Og så fik jeg at vide af bureauet, at det kunne jeg godt. Jeg kan ændre min billet et helt år frem i tiden, hvis det er det jeg vil. Men det vil jeg selvfølgelig ikke. Det er jo snart jul o.s.v. Men en uge mere var da meget rart og så stødte jeg på problemet! For en flyvebillet mellem Bangkok og Phuket kan gøres for 350 kr t/r og i Phuket er der færge til Pi Pi island med coraldykning og farvede fisk og vand at bade i. Det savner man her i Bangkok! Havet! Nå, men den gik pludselig ikke, for indchecknings papiret krævede et pas med over 6 måneders gyldighed. Æv! Så kunne jeg selvfølgelig tage en bus, men det er 14 timer hver vej. Det er lige lovligt meget at ofre for koralfiskene, og jeg ved jo stadig ikke om jeg kan komme herfra med det ugyldige pas. Altså, som jeg siger:-Jeg skal gå kl et. Det er det eneste, jeg ved. For jeg må hen til den danske ambassade for at høre, hvad jeg skal gøre. Jeg gider fandme ikke sidde i kachotten her i Thailand på ubestemt tid mens de konfererer med de danske myndigheder om en udsendelse, fordi mit pas er ugyldigt. Nej, så nu har jeg aftalt en tid i dag kl 14.20.

Og det var osse godt for de lavede mig et nyt pas med nyt foto og det hele og så er jeg glad igen men så skulle Jonathan med på turen men det var nok en vanvittig ide for han skal til køreprøve og så er der ikke tid til at tage til Thailand, men en anden gang måske. I parken var der meget støj, da jeg satte mig på bænken ved siden af den sminkede dame som ikke kunne få nok sminke på sin næse og idelig så sig i spejlet for at se om hun nu så smuk nok ud. Jeg spiste min banan og mit dejlige integralbrød, som jeg havde fundet i en 7/11 shop i nærheden af den danske ambassade, hvor den smilende thaipige tog foto og lavede mit nye pas. Nu gik turen til fods ad støjende og kulilteosende ræserbanegader, hvor jeg til sidst gik vild og måtte ty til en tuk, der dog blev billig (kun 100 Bath) hvis jeg gik med på et besøg i en fin indisk shop, hvor man prakkede mig et (rimelig pænt) læderbælte på til 400 Bath, men så havde tukdriveren osse fået provision! (Godt for ham!) og jeg blev sat af (endelig) udenfor Lumpini park, hvor jeg fandt bænken med den selvsminkende dame og hvor jeg spiste mit integralbrød og den af de 6 bananer, jeg havde købt på vej fra den danske ambassade, som man faktisk havde svært ved at komme i ind. Et lille kighul i døren blev åbnet og en næse stak ud som sagde, at man måtte vente udenfor  i støjen og varmen til det blev ens tur. Der sad han så på en trappesten og spekulerede på, hvad han nu skulle gøre, hvis ikke han fik sit pas og hvis han fik sit pas, hvad han så skulle gøre. Damen i telefonen i det svenske rejsebureau talte svensk så jeg havde svært ved at forstå det, men kom dog så langt, at jeg fik ombooket min billet til afgang Bangkok den 18 dec i stedet for den 8 og det kostede ingenting! Ok, tænkte jeg og gik over i det store funklende supermagasin og satte mig i den behagelige airkonditionerede atmosfære og bestilte en t/r billet til Kata Beach Phuket. Det med Pi Pi island og de farvede fisk og den friske luft og væk fra denne osende butik her. Det koster 450 kr og det er jo rimeligt i betragtning af, at det er med airbus og flyvetiden er 1 1/2 time.

I morgen tidlig klokken syv afsted igen til flydende marked ude i Klong lad Mayom. Jo tak, der hæses og stæses, men temperaturen er stadig perfekt og humøret højt!

En længerevarende drøm er det. Det må man sige. At møde to så intelligente personer som de to unge mennesker fra Brazilien, der kom lige fra Melbourne i Australien og skulle til Lissabon i Portugal og var på gennemrejse i Bangkok et par dage og derfor havde besluttet at tage en tur til Klong Lad Mayom Floating Market, hvor jeg rendte ind i dem. (Tilfældigt?) De var begge veganere. Det lader til at disse veganere bliver flere og flere. Hadede deres nye præsident Jair Bolsonaro og var dybt beskæmmede over regskovsafbrændingen men sagde, at det var altid det første, de hørte når talen kom på Brazilien. De ville meget hellere fortælle om det positive, der finder sted i deres land og derfor nævnte de Ernst Gotsch. Han har en uddannelse som landmand i Schweitz og er flyttet til Brazilien, hvor han opdyrker store arealer af udslidt land ved hjælp af, hvad han kalder “Syntropisk dyrkning” der bestårt i, at lade vegetation og dyreliv samarbejde og støtte sig selv gennem det rette valg og den rette sammensætning af biosfæren, som således blive selvopretholdende. Det er meget fascinerende fordi det hænger sammen med de egenskaber træer har til at “hjælpe”  hinanden gennem rodnettet i symbiose med alle øvrige individder Inclusive insekter og dyr.  Altså en holistisk opfattelse af livet her på jorden og ikke den gængse seperatisme.Men alt det kan man læse om, hvis man googler hans navn Ernst Gotsch. Det bemærkelsesværdige er, at denne “dyrkningsmetode” er produktiv. Den giver afkast i form af både tømmer og fødevarer uden at exploitere.

Mine Brazilianske venner.

Det snakkede vi længe om.En amerikaner som sad ved samme bord som os var lige modsat. Han snakkede kun om druk og thaipiger.Hans kone som ellers var sød nok så lidt sur ud, da han råbte op om alle de piger, han havde “fucked” natten før. Særpræget forestilling. Vi fulgtes ad over til Lumpini park, hvor vi skiltes. Amerikanerne havde vi forladt længe forinden.

Nu må jeg til at “prøvepakke”. Det ser sort ud med min bagagemængde, fordi jeg slæber rundt på al det vintertøj, som ellers skulle være anbragt i Sydhavnen. Nå, men jeg kom herud, så kommer jeg vel også videre. Flyet til Phuket afgår søndag morgen og jeg har skrevet til “David” fra AirBnb, om jeg må koge lidt vand i hans hus, hvor jeg skal bo. Han er meget striks og så er der ikke aircon eller frigde men bare en seng. Måske heller ikke nogen stol eller bord. Det bliver vist ret primitivt der på Kata beach. Men store bølger og mægtig surf og stranden 100 meter væk. Det bøder på det.

On the road again.

Med mindre der kommer en tsunami som den den 26 dec 2004, der ramte Phuket lige netop der hvor jeg skal bo 100 meter fra stranden. Så er det farvel og tak. Vi får se.- Jeg læste om tsunami i går. De skriver, at man skal være opmærksom på dyrene. De har sanser, som vi ikke har, siger de. Når en tsunami nærmer sig, ofte mange timer i forvejen ser man fugle flyve væk, aber flygte bort fra kysten og op i høje træer og elefanter som bevæger sig ind i landet væk fra den farlige kyststrækning, hvor flodbølgen vil angribe. Som sagt sker det adskillige timer før hændelsen indtræffer og alt stadig er fredeligt. I modsætning hertil så man under tsunamien på Phuket Island i 2004 turister stimle sammen nede på stranden for at “opleve” det “spændende” med den der bølge langt ude i havet. Ja nogle stod sågar med kikkert for at få det helt rigtige indtryk med hjem. De blev alle dræbt, da bølgen slog til. Det viser atter en gang, hvor tåbelig den “civiliserede” skabning som kalder sig “Homo Sapiens”(hvilket på engelsk betyder “wise man”) er. Fuldstændig opbragt i sin egen tankeverden. Sine forestilling og spekulationer. Sine planer og hensigter. Sin “fremtid” oppe i sit hovede helt frarøvet enhver forbindelse med omverdenen og sig selv. Blår i øjnene som man stikker sig selv, når man tror (tænker) sig til nogetsomhelst. Tænker, at “man” nu skal ned på stranden og se “begivenheden” uden at mærke efter, hvad det egentlig er, der sker..

Nå, men alt det ved vi jo godt. Eller gør vi? Har vi overhovedet “tid” til det det tidløse. Der hvor vi mærker tsunamien nærme sig. Der hvor vi mærker efter, hvor vi går og står. Der hvor vi står helt stille og lytter. Lytter til vindens susen. Til vandrørene der rumstere i det gamle hus. Til bilen der kører forbi ude på vejen uden at “ønske sig” en bil. Eller noget som helst andet for den sags skyld.  Who knows? (Svaret blæser i vinden…)

Det hændte på et teater, at der gik ild i kulisserne. Bajads kom for at underrette publikum derom. Man troede det var en vittighed og applauderede; han gentog det; man jublede endnu mere.Således tænker jeg, at verden vil gå til grunde under almindelig jubel af vittige hoveder, der tror, at det er en witz . (Søren Kirkegaard)

Det var noget af en tur. Den fra Bangkok til Phuket. Alt var (som sædvanlig) planlagt til yderste lille detaille og så ramte uheldet alligevel. I check in i Suvarnabhumi lufthavnen gik håndtaget hvorpå bagageslippen skal anbringes i stykker. Jeg havde godt nok fundet en løs skrue inde i kufferten, men kunne ikke stedfæste, hvor den hørte til og den hørte altså til håndtaget. Alt skal gå hurtigt sådan et sted. Folk venter utålmodigt bag een, og jeg måtte ordnet det således, at slippen kom til at sidde løst på udtrækspinden og så forsvandt min kuffert på rullebåndet. I samme øjeblik gik det op for mig, at jeg nok aldrig så den mere. Tankerne fløj rundt i mit hoved. Slippen ville selvfølgelig falde af ved først givne lejlighed når een eller anden lufthavnsdrager flåede den ned fra transportvognen og så kunne den nemt komme til at lande i Kuala Lumpur istedet for Phuket. Jeg måtte altså til at forberede mig på at leve udelukkende med de få kostbare ting der var i min håndbagage. Min I pad, min telefon og mine kort, pas og penge. Nå, men det klarer jeg sagtens, tænkte jeg. Det var faktisk en lettelse at slippe for al den bagage. Ligesom døden. Der slipper man også for al sin bagage, ikke? Sådan havde jeg det faktisk. En lille prøvedød. Man får en påmindelse. Det er det, der sker hele tiden. Jeg får påmindelser igen og igen på denne rejse. Hele tiden bliver min indre stemme mere pålidelig, fordi jeg stoler på den. Den melder ud når som helst og hvor som helst og stort set altid med fornuftige beslutninger. “Jeg” er bare et ord. Praktisk i visse situationer og totalt ligegyldigt i andre. Jeg er simpelthen på herrens mark og der befinder jeg mig så aldeles fortrinligt.

Er havnet på et dykkercenter med dykkerskole, hvor man kan erhverve sig et certifikat. I en rummelig bungalov med selvlysende swimmingpool udenfor og en strand med orangefarvede langbåde foran en lille lysegrøn Pi Pi ø.

Det kom altsammen af sig selv. Og da transportbåndet rullede ind efter vi var landet, hvad rullede ind lige foran min næse? Min kuffert! Og det var en gave, jeg fik, for jeg havde jo regnet med, at den var væk for altid. Ligeså med alt andet. I en alder af 79 er alt en gave. Selv de tanker min hjerne producerer. Hver og een er en gave som jeg ydmygt tager imod med sammenpressede håndflader mens jeg bukker ligesom thaierne.

(Selv aircon og stol og bord og thekoger og kop har jeg fået i mit hus, hvad jeg ikke regnede med. Altså gave igen.)

En pincenez-klædt herre træder ind i mit billedfelt. Jeg kender ham ikke. Har ikke noget forhold til ham, men vælger at takle situationen med værdighed. Før dette møde indtræffer en begivenhed, som jeg på ingen måde kunne forudse. Jeg bliver standset af en mand på scooter, som tilbyder mig en T-shirt, hvis jeg blot vil aflevere den seddel, han rækker mig, til en dame nede på stranden. Da han virker venlig indvilger jeg og da er det han tilbyder mig en køretur. -Hvorfor ikke? tænker jeg og springer op bag på hans scooter og vi drøner afsted i skrigende fart. Jeg bliver sat af ved et slot på et bjerg og her er det pincenez manden tager i mod mig med udstrakte arme:- Tillykke! Du har vundet en million! – Jeg er noget skeptisk og spørger:- Sig mig, hvad drejer alt dette sig om? Han ser indladende på mig gennem sine små brilleglas, så siger han:-Kom med mig, så skal jeg vise dig noget, hvad vil du drikke? Jeg bliver budt på papayajuice i et højt glas med is og han bænker os ved et bord tæt ved en lyseblå swimmingpool, hvor flere velnærede kvinder i 30 års alderen vælter larmende rundt. Nu ser han mig dybt i øjnene og siger: Min kone er Thai og blev med nød og næppe reddet da tsunamien slog til i 2004. Hun kravlede op i en palme og efterhånden som vandet steg kunne hun kravle højere og højere op hjulpet af det selv samme vand som forsøgte at drukne hende. Hun husker ikke hvorledes hun blev fundet. Hun kom først til sig selv, da hun lå på hospitalet. Jeg har ondt af manden, som får tårer i øjnene mens han fortæller sin historie. -Nu skal du se; vi har et værelse, du kan købe for den million, du lige har vundet. Det ligger lige hvor du ønsker det. Overalt i verden hvor du kommer frem, vil dette værelse stå parat til dig og kun til dig. Kunne du ikke tænke dig at flytte ind i det værelse? Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare. Forstår ikke hvor han vil hen. – Jo, ser du, du skal blot skrive under på denne kontrakt, hvor du lover kun at bruge dette værelse og ikke noget andet. Så vil værelset stå parat til dig ligegyldigt, hvor du rejser hen, og du rejser meget, gør du ikke? Det må jeg jo give ham ret i. Jeg rejser meget. Ja, faktisk hele tiden, så måske var det en meget god ide med det værelse. Men jeg ved ikke rigtigt. Har mine betænkeligheder og det kan han mærke. Derfor begynder han at presse mig. Forsøger at få mig ind i sin tidsramme. Jeg kaster mig på gulvet foran ham og råber: Vig bort Satan! Og tænker i et kort øjeblik, at nu er jeg da ikke rigtig klog, men det viser sig at være det helt rigtige, jeg gjorde, for i samme øjeblik forvandles han til en hane i et bur.

Lettet begiver jeg mig ned på stranden og aflevere min seddel. Og tænk, jeg fik min t-shirt og blev fri for at sidde i bur. En herlig dag! Nu vil jeg bestille en sejltur ud til et rev, hvor de farvede fisk befinder sig. Det glæder jeg mig til. I går fik jeg pad-thai med ristede grøntsager og mango til dessert. Her til morgen drikker jeg mandelmælk med bønnepulver og spiser små søde bananer til. Jeg har lige været nede og svømme. Først i det store Andamaner hav med udkig til Malaysia ved indsejlingen til Mallacastrædet, dernæst i scubadivecenterets svømmepøl. Temperaturen er 32 grader, solen skinner fra en blå skyfri himmel og der blæser en frisk kølende brise over landet.

Og så har jeg meldt mig til dykkerkursus med flaske. Først til prøvning i swimmingpool og siden fra strand og til sidst fra båd med farvede fisk og marineliv inden det uddør i plastic.

Men så kom den onde ånd ind. Man mente på dette scuba diving center, at det nok var bedst om jeg fik lavet en lægeattest. Man kunne jo aldrig vide, hvad sådan en 79 årig kunne finde på nede i vandet med de farvede fisk. Måske endda dø. Uha, så dækker forsikringen ikke uden en lægeattest. Jeg tænkte, at så var det nok slut med den dykning, men nej, lægen godkendte både blodtryk og ørepropper, så jeg fik attest og kan nu dykke i hav. I dag dykkede jeg i pool og det var skideskægt med at udligne tryk i ørene og huske at bruge de rigtige knapper på vesten for ind og udsivning af luft. Man trækker vejret gennem munden og finder den rigtige balance dernede under vandet.Man bevæger sig på en helt anden måde end når man svømmer. Her er man jo vægtløs. Ganske særpræget fornemmelse! Næste gang skal jeg dykke fra strand og til sidst fra båd, men det bliver ikke i morgen, for der skal jeg på ø-hop til Mayton, Phi Phi, Maya Bay og Khai Island. Måske møder jeg Betty og Gable, hvem ved? Det siges de er i området.

Jeg har fået mig en følgesvend. Noget så banalt som en hæmoride. Ja, grin I bare, men det er slet ikke sjovt. Det kom sig af den vanvittige sejltur over til Phi Phi og de farvede fisk. Det foregik med en svær speedboat med fire store 100 hp Mercury påhængsmotorer som kunne mase os frem i vandet med en hastighed på 40-50 knob nok. Den fløj i alt fald afsted som bare helvede, og jeg, som selvfølgelig skulle sidde oppe i stævnen for at få den bedste udsigt, blev ramt af den maritime lov der siger, at her kommer de hårdeste bump og slag, når den planer hen over de krappe og tårnhøje bølger. Det tør antydes! Jeg blev kastet flere meter op i luften, hvorefter jeg faldt ned på den hårde skibsbænk med et slag direkte op i min sæderegion. Igen og igen gennem den lange sejlads til Phi Phi som tog over halvanden time. Så var jeg ikke meget værd, men kunne alligevel springe i baljen med snorkel og det hele og fik faktisk øje på både en ultramarinblå fisk som lignede en papegøje med et næb som skinnede gult dernede mellem alle søanemonerne og en lille ildrød rokke som straks jeg kom nærmere kamuflerede sig som en sten! Så var jeg glad igen, men da jeg kom op af vandet mærkede jeg, at der var noget galt. Det gjorde ondt bagi, men jeg slog det hen indtil jeg kom hjem og opdagede, at nu havde jeg også fået forstoppelse! Havde ikke været på das i flere dage sansynligvis på grund af det store diætskift her i Thailand. Jeg har ellers gjort alt for at undgå kød og andet mærkeligt jeg ikke ved, hvad er og jeg har osse indtaget “Husk” Psyllium frøkapsler i vand hver dag, men lige lidt har det altså hjulpet. Ja, rejselivets kvaler, men det kender jeg jo til, så jeg tager det i stiv arm og må finde mig i at have ondt i røven foreløbig. Så må vi se, når jeg kommer hjem til kære Danmark, om jeg skal til “Møn Privathospital” og have min følgesvend snøret af. Lige som den gang jeg var tandlæge og sad alt for meget ned. Det gør fandens ondt, når de sætter en elastik rundt om venen, for at den gennem smertefulde uger kan visne og dø.
Men jeg skal dykke fra strand i morgen og det glæder jeg mig til. Hæmoride eller ej!

Mein Gott! And again:Mein Gott! That it should be me. There in the water deep down. Six meter. With pressure felt in my ears so that I had to eliminate it by pushing through my nose while my air lunge was sitting in my mouth and seeing the cattlefish changing colour there down on the buttom of the reef, whitch has been spoiled by stupid sailers with their big catamerans anchoring for fun in the middel of the amazing corals. There I was swimming close to my instructor Lars from Husum in Germany, Who has given up his job as a managemen designer to be diving instructor and collector of trash in the ocean. He and I agreed on the enormous ignorance human beeings exhibit in their own habitat. That which in the end will lead to their extincion. Ja sådan var det. Sådan var denne dykning, som jeg havde set frem til så længe. Lige siden min tid på “Inulima” det kære skib, hvor jeg jo snorkeldykkede ustandselig og også en gang imellem bevægede mig dybt dybt ned for at fastgøre en ankerkæde eller lignede, men uden dykkeudstyr udover et par billige briller. Med trykket for ørene udlignet hele tiden efterhånden som jeg trak mig ned langs ankertovet. Nu i dag foregik det hele på reguleret vis med trykmåler og mundstykke med membran og 15 liter ilt på ryggen. Det var bare SÅ flot at svømme svævende i vandmasserne ind i stimer af lysegrønne fisk med selvlysende striber og røre korallerne med fingrene. Se den store bass med den vellystige mund dreje om hjørnet og stirre mig ret ind i øjnene mens den sagde:- Det var godt du endelig kom tilbage. Vi har ventet dig længe. I årmillioner faktisk, så velkommen hjem!
Ja sådan  var det. Og stige op mens lyset blev stærkere (for det bliver jo mørkere jo dybere man dykker) og mærke den brændende sol flimre i havoverfladen. Så taknemmelig var jeg og måtte le af glæde over det under, jeg lige havde oplevet. Mit første rigtige dyk med flaske!

Det regner. Styrter ned i store dråber fra den solvarme himmel. Jeg sidder her på min veranda og ser ud på æventyret. På mangopalmen og hibiskusblomsterne, jeg tegnede. Stille sidder jeg og betragter det som sker og er. Om lidt når regnen er hørt op, vil jeg gå ned i byen og købe lidt brød og banan og tyggegummi. Det er godt at have tyggegummi i baghånden, hvis tingene bliver stressede!

Det viste sig i går, at jeg har en nabo her i min bungalov. En fyrreårig amerikaner fra LA på vej væk fra et mislykket forhold og et udslidende arbejde som softwarekonsulent. Han har lige som jeg deltaget i dykkerkursus og vi udvekslede erfaringer fra vores første dyk “open sea”.Han var nøjagtig lige så begejstret som jeg for denne magiske verden under havets overflade og det varede ikke længe før vi talte om verdens tilstand og vores formåen i den. Var (selvfølgelig) veganer og inden længe viste det sig at han havde den samme Taoistiske holdning som jeg om “Ikke handlen” som den egentlige bevæggrund i verden. Om altings simultanitet der betyder at al “gøren” kun tilføre yderligere ødelæggelse af naturens (læs:alt udenfor den menneskelige tankeverden) tilstand. -Jo mere vi “gør” af den ene eller den anden tankeskabte grund, des mere føjer vi til den forstyrrelse vi allerede har skabt med vores tankemæssige forestillingsverden. Fiskene i de store syncront bevægelige stimer lærer os det. Kvanteteoriens “entanglement” af fotonernes spin og det at vi møder hinanden hele tiden på tværs af tid og rum uden hensigt (uden gøren) lærer os det. I dette forum er “viljen” bandlyst. At forsøge at forandre det evig foranderlige skaber forvirring og uorden. Derfor er ingen forandring af denne uorden vi mennesker har skabt mulig, netop fordi den er skabt for at “forandre”. Skabe vækst, maksimere, ændre og omforme i overensstemmelse med vore tankers krav og behov. Det eneste vi behøver er food, clothes and shelter. Resten er fundamentalt vanvid. Og så selvfølgelig at vi er alt for mange på denne planet, hvis befolkning er vokset med 100% de sidste tyve år og er stadig stigende. Vi blev enige om, at det ser sort ud. Jeg fortalte om den unge universitetsstuderende fra New Delhi jeg mødte ombord på båden. Han rystede overbærende på hovedet, da jeg spurgte ham om Indien ville blive “grøn” i den nærmeste fremtid. -Of course not! Det levner ikke meget håb. Men måske skal vi opgive håbet og se virkeligheden i øjnene. Sådan helt barsk som når vi ser os selv i øjnene gennem den anden. Så kører lokomotivet. Lige som i går, da jeg talte med amerikaneren fra LA.

Konklusion:

Thinking is a proces in the body like alle other processes, that you shouldn’t try to control.Just like it is absurd to control your liver or your intestines, it is absolut idiotic to “try” to control thoughts. Culture and upbringing have done that for centuries in order to have power over fear. Parents control their children so that they can control themselves and so on. This is brought down through generations. In India they have this peculiar system called Rajayoga, which emphasises that you can obtain “enlightenment” through breathing kontrol. What they achieve is absolut stubbornness,which they call “Stillness” It is the same with “mindfullnes” You think you can bring about something which allready is there by “doing”. Silence IS. YOU are the noisemaker, whatever you do.(To bring about silence) Doing is the noise which destroy that which is. Doing your thoughts. Doing your religion. Doing your principles. Doing your revolution. Doing your speculations and worrieng over “tomorrow” which never come. All that is pure shit as I see it.

Immediately you try to kontrol thought, you separate yourself from thought as a “thinker” and “thought” and here come the whole misery. You will be like a dog running after his own tail. Forever and ever and ever…

There is only thought and it can never be separated from what is. Then thought is functioning smoothely and nice in all situations telling you where to go and what to do in a purely practical manner.Just like your stommac and liver and lungs are functioning when it is treated well.  Which bus to take. What food to eat. What people to meet. Intelligently without a singel touch of dirt.
This might be right, as I see it.(Thought itself knows, what is dirt and what is clean. Intelligens lies in the neurons. That is the miracle of life.)

If you think you have “dirty”or “wrong” thoughts, do’nt ever suppres them ore try to avoid them and kontrol them. They are reactions from your culture and upbringing and will dissolve themselves as you go along with your unkontrolled life. It is so. It is all up to you. I can’t do a shit about it. It is all up to you.

Det er holdt op med at regne.

-Nu er der ved at nærme sig en ende på komedien, sagde han og tog sig til hovedet. Men hovedet var væk! Der var ikke noget hoved længere. Kun tom luft. Hans hænder mærkede intet, de flagrede som sommerfugle rundt omkring det sted, hvor han mente hovedet skulle være. -Herlig følelse, sagde han højt til sig selv. Så gik han hen og tog sine snøresko på. Pakkede sin rygsæk og drog afsted over hals og hoved. Klokken fem den næste morgen stod han parat ved busstoppestedet, hvor bussen til lufthavnen skulle ankomme klokken seks. (Han elskede at være i god tid!) Da bussen kom,steg han op og kørte den lange vej langs øens vestkyst til flyvemaskinen, som bragte ham tilbage til landets hovedstad. Her ventede han i behagelige omgivelser blandt venlige væsner en halv snes timer indtil det store luftskib bragte ham over adskillige kontinenter hen til hans dejlige lille hjemland, hvor han boede i et smukt hus ved havet. -Julen nærmede sig og han skulle besøge sin datter på Bornholm. Det glædede han sig meget til. Hun ville næppe have noget i mod, at han nu ingen hoved havde længere. Hun var altid så forstående.
Børnene legede nede i haven. Det var hans børn. Han var så glad for alle sine børn. -Tænk at være far til så mange børn, tænkte hans tanker sådan helt af sig selv. Mageløst, tænkte han, som jeg kan tænke uden at tænke. Jeg tænker tanker oppe i mit tomme hoved ganske uden videre. Det er da mageløst, tænkte hans tanker. -Gud bedre det, tænkte han så og det er der jo for så vidt ikke noget ondt i at tænke, tænkte hans tanker. Ikke en skid ondt.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Print Friendly, PDF & Email

2 meninger om “Bangkok/Phuket/Phi Phi”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.