Afrejsen:føljeton over det fornøjelige liv. 2

Vejret var bare helt fantastisk den morgen jeg gik op til min penthouse apartment for at hente mine ting og afslutte lejemålet. Michel havde fået sine penge og det havde Airbnb også, så jeg var gældsfri og parat til at tage afsted. Jeg tog et sidste vue ud over byen fra min terrasse og gik så ned til skibet. Alle de andre var mødt op og der var stor aktivitet ombord. Stemningen var let exalteret og summende. De fo`r ud og ind mellem hinanden omhyggeligt holdt i skak af kaptajnen og den lille hund Sofus, som bed alle der ikke opførte sig ordentligt og rettede sig efter Michels ordre. Det var der nu ikke mange der gjorde. Altså ikke opførte sig ordentligt. Der var nemlig stor diciplin blandt mandskabet til hvilket jeg jo også hørte. Jeg fik en svaber i hånden og blev sat til at skure dæk! Da min mission var fuldført og de andre også var færdig med deres, stillede vi alle op på en lang linie til mønstring. Michel gik langsomt forbi os og inspicerede grundigt vores påklædning og vores udseende i al almindelighed. Vi fik hver især et klap på kinden som bevis på at vi var godkendt og parate til at starte vores togt. Gamle Helenita havde iført sig lange søstøvler og fik særlig ros for sin indsats. Begge pigerne, Eva og Sarah var klædt i sydvest og oilskindstøj i skinnende gule og orange farver og så så smukke ud, at man næste måtte knuse en tåre. Luiz havde bare badebukser på og intet andet, men fik alligevel ros af Michel for sin frygtløshed. Jeg selv var i regnfrakke og bar en paraply, som Michel med fnysende arrigskab kastede i havnen. -Det er dog for galt. Har du ikke lært at man aldrig må tage sådan et instrument med ud at sejle. Det skaber vind fra de forkerte retninger og har bragt adskillige skuder til forlis! Jeg rødmede og klappede paraplyen sammen og gemte den væk.

-Lad gå for og agter! Råbte Michel og straks sprang Luiz op i stævnen og løsnede trossen, mens jeg gik bagud og lod fortøjningen slippe. Vi var nu fri af land. Svanen gled majestætisk ud gennem havneindløbet styret med myndig hånd af vores allesammens øverstbefalende. Straks vi var kommet fri af molen, blev vi beordret til at sætte sejlene. Det store hovedsejl gled elegant til vejrs og blev straks grebet af havbrisen. Fok og genua samt mesan blev sat af Luiz og Helenita. Jeg strammede skøderne, vinden tog fat og snart fløj vi afsted med godt og vel tyve knob! Det er en katamaran jo, vi sejler med og derfor planer den ret hurtigt når ellers vinden er i det hjørne, og det var den i dag. Hujsa hejsa, hvor det gik. Glæden bølgede gennem mast og rig og da solen bragede ned gennem de blomsterlette skyer fra en violblå himmel og kompasset viste ret syd langs den storslåede klippekyst, hvor brændingen lyste op i hvide skumsprøjt, var der ingen ende på begejstringen hos besætningen. Michel tog nogle pejlinger undervejs, som førte os forbi den store Playa Americas, hvor solskoldede tyske turister vinkede til os idet vi kom sejlende. Snart dukkede fyret ud for Los Christianos op. Vi faldt af for vinden og gik i læ i en lille klippebugt, hvor vi smed det store Danfort anker på 8 favne vand.

-Vi skal have bunket noget diesel, siger Michel. -Vi gider ikke at sejle ind i havnen. Vi tager dinghyen i stedet for og fylder nogle dunke op derinde. En 50-60 liter diesel er foreløbig nok, da vi jo faktisk går for sejl det meste af tiden. Du Luiz og Jens går ned i venstre ponton helt fremme, der ligger den store gummibåd og Mercury påhængsmotoren. Det tager I op på dækket og ser at få pumpet den op i en fart og montere motoren, så vi kan komme afsted.- Ey, ey sir, svarer vi beredvilligt. Damerne ser til mens vi bakser med at få grejet frem og pumpe og pumpe og pumpe. Det går langsomt indtil Helenita får den glimrende ide at sætte slangestudsen op i røven og give et ordentligt prut fra sig, hvorved det slappe gummiskind på et øjeblik rejser sig som en fyrig fallos vi alle seks kan være i uden problemer. Motoren skrues på og dunkene stuves ombord og så kan det nok være det går i fuld fart ind mod tankstationen, hvor den lysegule harskstinkende diesel bliver fyldt på de tomme brændstofbeholdere for medes 50 euro. Da vi nu alligevel er i land beslutter vi os til at tage en badetur fra turiststranden. Folk stimler sammen om vores lille gruppe. De vil have vores autografer, idet der i det lokale folkeblad har været en artikel om Michels store skib. Vi bliver skubbet og mast af de mange mennesker som prøver at få fat i vores tøj og rive noget af som souvenir. Vi må flygte ned til dinghyen og når lige at skubbe fra land inden flere velvoksne mænd når ud til os. – Det var på et hængende hår, siger Michel, som har sat fuld speed på motoren. -Nu må vi bare se at få hældt den diesel i tanken og se at komme væk fra det turistgalehus. Vi losser vores diesel og giver os til at hælde den ned i en tragt i hullet i skanseklædningen. Måleren på meteret i navigationsrummet viser snart, at vi er fyldt op. Vi starter motoren, hiver ankeret op og begiver os ud på det åbne hav med kurs mod den lille ø Gomera.  Helenita og Sarah bliver straks søsyge. De kaster op hele tiden, men Sofus er parat. Han har ikke fået foder længe og gør ligesom de Grønlandske slædehunde, når deres kusk er fuldesyg og kaster op. Han guffer den varme urtesuppe, som de gavmildt gylper op, i sig med stor nydelse. Pigerne bryder sammen af grin ved synet af den vellystige lille hund og er nu for stedse kureret for søsygens kvaler! Luiz hænger kort tid efter vi har forladt ankerbugten højt oppe i stormasten mens han begejstret råber:- Hval i sigte! Helenita korser sig. Hun sidder ude på bovsprydet som en hex på sin kost på vej til Bloksbjerg og skriger: Den kommer, den kommer. Jeg kan se den. Den er vel et halv hundrede meter lang. Den styrer lige mod os. Det er Moby Dick! Men Michel og Sarah griner og råber til hende, at det bare er en lille Brydehval: -Tag den med ro Helenita. den gør ingen skade. Helenita holder sig for øjnene og klamrer sig til sit spryd:- Hellige milde moses, da blev jeg rigtignok bange! Luiz som i mellemtiden er kommet ned fra masten kravler ud og redder Helenita inden hun falder  i vandet. Brydehvalen lægger sig langskibs og ser op på os. Den sender et vældigt damppust ind over skibet. Det indeholder euforiserende olier som beruser os og lader os høre Sirenernes sang og bølgernes strengeleg. Således oplivede sejler vi ind i aftendæmringen, hvor Gomera tegner sig i lilla silhuet mod den koboltblå nattehimmel og de første stjerne viser sig i al deres fortryllende glans.

Følgende de røde og grønne blink fra de små bøjer ved indsejlingen til Gomera fiskerihavn og vejledt af Michels dybdemålinger med ekkoloddet stævner vi i midnatstimen ind og sætter fortøjningerne op ad kajen hvor også en lille fiskekutter har lagt sig til rette. Fuldkommen udmattede ovenpå den begivenhedsrige sejlads over strædet der forbinder Tenerife med naboøen vælter vi omkuld i vores lukafer og vågner først tidligt den næste morgen ved høje råb og knaldende lyde mod skibssiden. Jeg farer op på dækket fulgt af Michel og Luiz som begge er i stribet pyjamas og ser ganske forsovede ud. Årsagen til larmen er en lille tætbygget gamling som står på sin båd og smider store sten mod vores skib, mens han råber:- Kan I for helvede se at komme væk! I ligger og tager plads der hvor min fiskerbåd skal ligge. Han har anbragt sig klods op ad os med sin jolle som ligger og banker ind i svanens højglanspolerede mahogniskrog og skal lige til at kaste en sten igen, da Michel svarer: -Undskyld mange gange. Vi vidste ikke, at det var din plads. Vi flytter selvfølgelig med det samme, hvis du vil være så venlig ikke at kaste flere sten på vores skib. Manden slipper stenen, som falder i vandet med et plump. Spytter et langspyt på godt og vel tyve meter og forsvinder ned under sit dæk. Vi slipper land og lægger os for svaj midt i havnen med to ankre, et Danfort fra stævnen som holder os nogenlunde op mod vinden og et Bruce agter, som forhindrer os i at drive ind mod nogle store klippefremspring som stikker ud fra de stejle skrænter som omgiver havnebassinet. Der ligger vi til gengæld godt. Vi kan sejle til og fra land i dinghyen og da Sarah og Eva lidt senere noget søvndrukne kravler ud fra deres ponton og kræver morgenmad, bliver vi enige om at vække Helenita og få hende til at sejle ind til den lille by og fouragere. -jeg vil også med! råber Luiz. Barnebarn og bedstemor tager således afsted og kommer en halv time efter tilbage med varme flutes, smør, ost, dadelmarmelade, rosiner, lokale små bananer og en stor krukke honning avlet af genetisk muterede propolisbier som kun findes på Gomera. Eva dækker bord på dækket, vi slår solsejlet op og sidder nu i skygge og kan nyde fuglekvidderet inde fra land mens vi filer i vores flutes og smovser i honning og rosiner. Kaffen kommer Michel op med fra kabyssen, hvor Helenita og Sarah er i gang med at bage pandekager, der bliver anbragt på fade i høje stabler og smager godt med dadelmarmeladen smurt på i et tykt lag. Ih, hvor vi hygger os der i solen denne morgen med kølig saltduftende havluft i vore næsebor. Svanen vugger blidt på de svage dønninger som kommer ind fra havet og når vi har spist os lykkeligt mætte, dumper vi alle, selv Helenita og Michel splitternøgne ned i det grønne glasklare vand og svømmer som det sig hør og bør tyve runder omkring vores skib. Badelejderens trappetrin stikker dybt ned i vandet og er let at få fat i selv for ældre mennesker som mig, Helenita og Michel. Alle kommer vel ombord igen. Vi frotterer hinanden og slapper resten af dagen af på dækket med vores bøger, Laptops, backgammon eller hvad vi nu har lyst til. Luiz lægger sig i nærheden af Sarah, jeg nærmer mig forsigtigt Eva og de to gamle ligger ved gud og pjatter tæt omslyngede uden en trevl på kroppen! Varmen og det skønne liv har gjort sit indtog i vores lille kreds. Selv Sofus har fundet en legekammerat, en lille delfinunge som stikker hovedet op og synger med en pibende tone som hunden besvarer med dybe brummende bastoner, jeg ikke ved hvor kommer fra. -En mystisk skabning, den Sofus!

Skråt overfor hvor vi ligger, er en lille vig med nogle lave bebyggelser. Der sejler vi over en dag. Vi har længe været opmærksomme på nogle store orange flag, som vajer i vinden foran husene, og det har fanget vores nysgerrighed, så der må vi sørme over og se, hvad der foregår! Luiz starter Mercuryen, som altid springer i gang ved første træk i snoren, og snart fiser vi afsted hen over det spejlglatte vand alle seks med forventningsglimt i øjet. Vi skøjter op på sandbredden og mødes af et festligt syn. Flere hundrede mennesker alle klædt i orange gevanter hoppe og danser på en stor åben plads omgivet af enorme silkeflag, mens de udstøder høje hu-lyde. En fyr med langt hvidt skæg kommer os i møde. Han strækker hænderne frem mod os. Vi bemærker disse hænders fint formede fingre og bliver straks glade i ansigterne over den venlige modtagelse. -Hil I fremmede, som er kommet til denne ø for at fejre sommersolhvervs komme. Mit navn er Bhagwan Shree Rajneesh, den oplyste og jeg er her for at indlemme jer i min store familie af sanyassins, der lige for øjeblikket udfører den udmærkede hu-meditation, som jeg personligt har opfundet, og som ved gentagne gange udført af hvem som helst vil bringe endelig indsigt og forståelse af hele kosmos`væsen. Vær hilset I mine gæster! – Det var noget af en omgang, udbryder Michel og tager sig til hovedet. Helenita er allerede faldet ned på knæ foran den hellige mand. Hun tuder højlydt: -Kristus,Jesus, min frelser, og tårene står hende ud af øjnene. De mange dansende orange mennesker kommer ned og indbyder os til at danse med. Frelseren med det hvide skæg løfter armene og velsigner hele flokken og så går det løs! Fire trommeslagere sætter i gang med en vild rytme som river alle med. Eva har smidt sin top og vrider og vender sig så brysterne skvulper som modne meloner. Sarah hopper op og ned med himmelvendte øjne og skriger indianerhyl med trutmund og basunkinder. Michel og Luiz har taget hinanden i hånden og svinger rundt i en mølle mens de stønner og puster disse hu-lyde som øjensynlig er indgangen til det, den hellige mand kalder oplysningens tidsalder. Jeg er mere skeptisk,  men da en mørkhåret skønhed  af orientalsk oprindelse griber mine arme og slynger mig til vejs i en saltomortale bliver jeg  overbevist om hensigten med hele tabernaklet, og lader mig rive med.

Udmattet af den voldsomme dans falder vi omkuld på pladsen.og ligger og stirrer op i den blå himmel mens Guruen,- for det er han for disse mange hundrede mennesker, som har slået sig ned på denne ø for at tilbede ham,- indbyder til spisning oppe i ashramen som husene kaldes. Vi følger strømmen og bliver ledt ind i en stor sal med borde der bugner af vegetariske retter. Orangeklædte kokke står klar til at servere for os og snart sidder vi bænket sammen med en masse folk af alle racer, aldre og køn. Jeg kan ikke lade være med at føle mig godt tilpas men er også lidt bange, for hvad er det her egentlig for noget? Nå, men maden smager godt og de andre synes at hygge sig. Jeg falder i snak med en ældre dame af afrikansk afstamning, som siger hun elsker hvide mennesker! Jeg forstår ikke en skid, men det skal jeg måske heller ikke, for da  vi har spist begynder hun at rulle joints til alle ved bordet, og jeg ser, at de andre borde ved siden af vores også forberder hashrygning! Røgen bølger  hen over forsamlingen og så begynder orgiet! Oppe fra en balkon høres sprøde guitartoner og her troner Rajneesh frem og velsigner os og udbryder: Lad kærligheden sejrer! Elsk hinanden! Nu smider alle tøjet. Vi bliver nødt til at følge trop. Der er ingen vej udenom. Musikken bliver højere. Hidsige trommeslag, tre elorgler og en fagot samt 8 harpespillende unge mænd gør deres til at bringe stemningen i vejret. Vi ligger snart på gulvet i et sammensurium og jeg ved ikke længere hvem der er hvem eller hvorfor jeg er her. Jeg ser Eva i vild omfavnelse med en stor sort mand og bliver jaloux, men det hjælper ikke. Jeg må selv deltage og får lige et glimt af Helenita og Michel som går til den og Sarah og Luiz som også går til den inden jeg overfaldes af min afrikanske veninde fra bordet som sætter sig overskrævs på mig og nu siger jeg ikke mere…

Dagen efter var vi flade. Vi var blevet indkvarteret i en stor fællessovesal og der fortsatte bunkebrylluppet. Vi blev i 10 dage og lod os overtale til at deltage i sensikurser og gestaltterapeutiske øvelser og blev mere og mere tossede i vores små hoveder. Eva beskrev det således: Jeg var i begyndelsen meget inspireret af Bahgwan. Det var lidt som en forelskelse. Han er jo en smuk mand som udstråler megen visdom. Tror man til at begynde med, men lidt efter lidt går det op for een, at det hele er fup og svindel. -Ja, du har ret, sagde Luiz.-Jeg hoppede også med på vognen med det samme. Især fordi det gav mig lejlighed til at komme ind på livet af Sarah. Det var ligesom legitimt at være erotisk der blandt alle disse opstemte mennesker. Sarah brød ind:- Du blev alt for voldsom, Luiz. Du troede, at du kunne få det lige som du ville fordi ham guruen tillod det, men du skal ikke lade andre bestemme over dig. Selv ikke guruer. Guruer er til for at gøre folk afhængige. Det er svage mennesker som suger næring af os, hvis vi bliver forblændet og giver dem lov. Helenita var tavs og indelukket. Hun var ikke til at få et ord ud af, indtil Michel fik hende overtalt til at sige noget:- Jeg ved godt jeg udnyttede situationen, Helenita og overskred dine grænser. Det skal ikke ske mere, det lover jeg. Han lagde hånden på hendes skulder og så kunne det nok være hun fik tungen på gled: -Du er et gammelt svin, når det kommer til stykket Michel. Det så jeg tydeligt de dage vi opholdt os i Ashramen. Du kunne ikke få nok, og skulle efter du havde nedlagt mig have fat i andre kvinder som du kunne befamle. Jeg væmmes ved dig! Hun gjorde korsets tegn og forsvandt ned i sin kahyt. Michel så såret ud, men måske var det bare en maske han anlagde. Jeg selv var i syv sind og tænkte på at afmønstre men det var at lade de andre i stikken og det kunne jeg ikke få mig selv til. Vores ellers så harmoniske fællesskab var blevet sat på en prøve og det var nu op til hver og een, at få det til at fungere. Under alle omstændigheder var vi ombord på Svanen igen og det var en lettelse. I løbet af de næste par dage holdt vi  lav profil og passede os selv og lidt efter lidt kom den gamle stemning tilbage. Selv Helenita og Michel blev gode venner, og det gik op for os, at det bedste vi kunne, var at være os selv. Oh yeah!

Det er tidligt forår og vejret er endnu ikke stabilt. Om morgenen den 27 februar bliver vi vækket af voldsom bølgegang og støjende klapren fra riggen. Bommen har revet sig løs og står og river i skøderne fra styrbord til bagbord som en løssluppen hest. Alle fald dirrer i vinden som spændte elastikker og udsender en høj hyletone som får os i højeste alarmberedskab. Vores to ankre er alt hvad der holder os på plads. Ankertovene er stramme som en flitsbue og er det eneste der forhindrer os i at blive kastet mod klipperne og knust.  Michel giver ordre:- Jens, du må i vandet! Vi kan ikke holde stand mod stormen, hvis vi ikke får sat endnu et anker. Du må dykke ned under skibet og fastgøre en karabinhage til havnebøjens cementblok. Bøjelinen sidder i et øje, som du kan gøre fast i. Tag dykkerbriller og snorkel på og se at komme afsted!  Jeg gør mig klar. Eva kommer og hjælper mig med de tykke handsker som skal beskytte mine hænder mod skarpe ruer der sidder som barberblade på fæstet dernede. Vinden tager til i styrke. Der er ingen tid at spilde. Jeg ser angsten i mine kammeraters øjne og springer i baljen. Store bølger slår ind over mit hoved. Jeg trækker vejret dybt og dykker så. Der er langt ned til klodsen på bunden. Jeg estimere det til 10-12 meter og vèd at trykket vil stige og presse mine trommehinder, hvis jeg ikke udligner hele tiden. Det sortner for mine øjne, men jeg tager mig sammen og svømmer nedad. Med skælvende hænder fastgør jeg vores tredie fortøjning til den store jernring og lader mig derefter langsomt glide opad mod lyset og luften. Jeg når den oprørte havoverflade og bliver grebet af mange hænder som trækker mig ombord. -Hurra, du klarede det, råber de.- Nu har vi trepunkts fortøjning. Det skulle være nok til at sikre vores position, siger Michel. Han udpeger ankervagter som på skift skal holde øje med, at vi ikke skrider. Luiz og Sarah får første tørn. Han tager selv sammen med Helenita den anden og Eva og jeg får den sidste. Det giver mig tid til at komme ned i kahytten og blive frotteret varm. Eva ser beundrende på mig mens hun gnubber mine rygstykker. -Du er en rigtig helt, siger hun og giver mig et kys på panden. Det svimler for mig og Jeg falder i søvn med hovedet i hendes skød.  Stormen tager til op ad dagen. Der er hvide skumtoppe som rives løs og flyver i luften. Det store fartøj gynger fra side til side og stemningen ombord er mildest talt noget trykket. Ved middagstid spiser vi nogle beskøjter og drikker vand til. Det er alt hvad vi formår. Det er umuligt at lave mad i kabyssen, hvor tallerkner og glas er røget på gulvet og smadret. Vi sidder bare der og venter og holder på skift øje med vores ankre. Andet gør vi ikke, for der er ikke andet at gøre, men i vores tanker bliver det tydeligere og tydeligere, at vi skal se at komme videre.

Sofus er den første til at kundgøre, at vejret er blevet bedre og stormen har lagt sig. Det tog tre dage. Han gør højlydt oppe på dækket ad en måge, som har sat sig på roret og skidt en stor hvid klat. Himlen er skyfri. Vi fisker lidt i havnen efter tobis som vi steger i olivenolie og spiser som morgenmad. Det er også blevet varmt igen. Vi soler på dækket og genvinder troen på os selv.

Klokken halv ni om aftenen den samme dag som vejret er klaret op beslutter vi at tage afsted. Vi hiver begge ankre og Michel dykker ned til cementklodsen og oplåser karabinhagen og så er vi fri. Fri som fuglen ude i natten. Vi hører brændingen buldre inde fra kysten. Det er den gamle sø fra stormen i går, men havet er roligt-. Kun store flade dønninger vidner om tidligere uro. Det er nat nu. En stjernebestrøet nat med lysene inde fra de små landsbyer på Gomera glimtende i mørket. Efter en halv snes sømils sejlads får vi pejling af La Palmas radiofyr. Kursen vi satte, da vi lagde ud fra Gomera, er præcis på nær et par grader, som vi korrigerer for, og nu er det bare Enfields dunken nede i maskinrummet og det ene forsejl, vi satte for at undgå at skibet ruller, som kræver vores opmærksomhed. Den gamle dieselmotor kører upåklageligt, men man skal alligevel holde øje med både stempeltryk og kølvandstemperatur. Det gør Michel. Motoren er hans kæledægge; han skal ustandselig ned og se til den og smøre svinghjulet og sådan noget. Vi andre sidder og nyder natten og morilden som danner lysende striber når store delfinflokke farer forbi forude. Vi får ild på en af de joints som sanyasserne gav os med fra ashramen. Vi lader den gå rundt. Helenita tager et ordentligt hiv og bliver helt blå i ansigtet. Jeg ryger også, men har egentlig ikke lyst. Til sidst bliver vi enige om at smide vores forråd af pot overbord. Det er også klogest, da skibet kan blive beslaglagt, hvis vi bliver ransaget af politiet og de finder noget. Stoffer ud! Jubler vi og smider kassen med nyrullede joints, vi fik, i havet. Så er det væk og det er en lettelse.

På La Palma er der karneval! Vi får en plads midt inde i byen og her er der ingen fisker som jager os væk. Tværtimod så bliver vi modtaget af en hel flok glade børn som springer ombord på skibet og forsyner os med hatte, papnæser og guirlander, hvorefter de trækker os op på torvet foran kirken, hvor et 30 mands orkester med messingblæsere og store trommer er i fuld gang med at starte festen. Vi bliver budt på vin og spidstegte bananer og det varer ikke længe før vi alle er fanget af dansen. Lidt efter kommer der flere mennesker. De spreder mel ud over fliserne der hvivles op i skyer omkring os og gør os øre i hovedet.

Vi danser hele aftenen og med beruselsen endnu siddende i hovedet tørner vi ind i hovedkahytten, hvor Jens påbegynder en fortælling fra den gang, han var slædehund oppe i det nordligste Grønland. Historien kalder han “Den Hvide præst og den Sorte engel og den er et endog særdeles alvorligt tilfælde af polarkuller. Men ikke desto mindre værd at fortælle. De andre sidder i en rundkreds om ham, da han begynder: – En fyrreårig læge forlader sin kone og sin femårige datter og flygter til Grønland. Han får job som distriktslæge…. o.sv.

 

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.