“Det fornøjelige liv” -En føljeton…

Det er dejligt det liv, synes han. Han synes ikke det er spor besværligt. Selvom det måske nok en gang i mellem kan være et slæb, når han skal støvsuge sit hus og vaske gulv dagen efter han var så forkølet, at han næsten ikke kunne trække vejret, og om natten måtte op flere gange for at pudse næse og tage opium og camferdråber, for i det mindste at kunne få en smule ro i morgentimerne mellem fem og otte. Døden står og venter på ham i alle krogene. Det ved han godt, og det gør hvert øjeblik af hans liv så uendelig fornøjelig og intens. Det betyder ingenting længere, at tingene tager tid. De tager den tid, de tager. Om det er at binde sine snørebånd eller skrive disse ord. Eller at læse Peter Høegs roman “Effekten af Susan” som forekommer det rene tidsspilde. Men det tager tid at spilde tiden. Det gør det. Det er osse derfor han altid har holdt så meget af ventetid. Det bedste han ved, er når han sætter sig til rette i lufthavnens venteterminal og absolut ikke har nogetsomhelst at lave. Så er der tid til at betragte, og betragtning er vigtig for ham. At være der og betragte det hele præcis som det er. Det er fornøjeligt

Han har fundet delfinerne ude i skuret. De hang på Tandklinikken over hans arbejdsplads og mindede ham om  den gang han boede på sin Sagitta båd nede i Middelhavet og hver morgen kunne springe på hovedet i det isblå vand udfor Formentera og svømme med flokken af de slanke små hvaler, som kredsede om båden. Nu hænger de i køkkenet under lampen på en malerpensel. Mens han sidder og læser Troels Kløvedals sidste bog. Men det bider ikke rigtigt på ham mere. Alle disse beskrivelser så farverige og spændende de end måtte være. Han har glemt det hele. Glemselen kommer før eller siden. Hukommelsen kan ikke opretholde minderne. De svinder bort alligevel og bliver blege efterligninger. Til sidst er der ingenting og dette ingenting viser sig at være nok så fornøjeligt som en hvilkensomhelst beskrivelse af en hvilkensomhelst begivenhed kan være,  ser det ud til. Forundringen over hvert åndedræt. Hvert hjerteslag. Hvert sanseintryk viser sig at være kontinuerligt som om ordet “ophør” ikke eksisterer. Og på onsdag tager vi mod Bornholm. Og på lørdag tager vi mod Tenerife for at gense farvandet mellem Gomera og Los Cristianos, hvor Bynke blev søsyg og derfor desværre ikke fik mødt Bryde Hvalerne.Til gengæld mødte jeg “Rectify” på hendes opfordring, og den Neflix serie er fandme god! Pyha. Især for een som selv ved, hvad det vil sige at sidde i “boxen” Bør ses.

Og så er han gudhjælpe mig fløjet til Tenerife! Hvad i himlens navn skal han dog der? Flyver og farer i tide og utide i stedet for at blive hjemme på sin plads, hvor han hører til! Og bestille noget! Og ikke ligge og drive den af i en eller anden piscina naturales sammen med unge mennesker. Han som er en gammel mand og burde blive hjemme og sætte sig til at vente på der bliver plads på plejehjemmet. Ja hvad skal der dog blive af ham? Det fjols! Og så sidder han her i 25 graders varme med udsigt til et vildt atlanterhav og spiser tunfisk på integralbrød og drikker kamillethe til. Og med et helt glas oliven til fri afbenyttelse. Jo han forstår rigtigt at nyde livet. Det fjols!

Nå men når sandheden skal frem, og det skal den jo. Så må man sige, at han set ud fra sin egen synsvinkel har det fortrinligt. Så uanset hvor mange skidesure kværulanter, der farer på ham og revser ham i fuld offentlighed, så skider han dem et stykke. Han kan simpelthen ikke tage moralprædiken alvorligt mere. Det hænger ud af halsen på ham. Han har fået nok! Så derfor sætter han sig ud på en vulkanblok og spiser en gulerod, hvorefter han fremdrager sin ipad og foreviger vulkanen i solen mens de store bølge slår ind mod kysten og sprøjter ham i øjet. Så griner han højt og springer ned i piscinaen og bliver lyseblå over det hele, at I ved det!

Se, det er ikke svært, når man først får det lært. At bevæge sig på de farlige, skarpe lavaklipper på bare fødder. Så må man hele tiden se sig godt for. Kigge ned og overveje sit næste skridt meget grundigt. Er der en sikker plads længere fremme, hvor man kan sætte sin fod? Ja, det er der. Man skubber sin krops balance lidt fremad og lader benet foretage denne bevægelse ud i det fri, hvor alt afhænger af, om man har beregnet rigtigt. Så lander man forsigtigt, og glædes over at mærke, at stedet man valgte var ok, for fodsålen lægger sig blødt mod overfladen af den hårde sten. Man står lidt og nyder sin nye position. Lader blæsten omfavne kroppen. De store bølger slår ind mod kysten og sender vanddråber op over ens hud. Man  gyser, men solen er varm og tørrer en hurtigt.

Lidt længere fremme er stenen, man vil stå på, før man forlader alt,og kaster sig ud i dybet og de frådende bølger. Der er fem meter ned til vandoverfladen, og man ved, at der er dybt nok til at man kan springe ud her. I går kom en dame forbi, og hun gik lige så frimodigt op og foretog et hovedspring. -Så kan jeg også, tænker man og stiller sig op og beregner sit spring. Vinker farvel til hele verden med et “by-by” og sætter af ud i den tomme luft. For sekunder senere at føle sin krop gennembore den bølgende lysegrønne hinde mens tusinde bobler suser omkring en. Man er i live! Og svømmer prustende og lykkelig ud i havet.

Tenerife var en god ide. Ubetinget! Jeg var efterhånden blevet i tvivl om foretagenet. Havde bestilt de billige billetter i lang tid i forvejen, og efterhånden som tiden gik,blev jeg mere og mere usikker på, hvorfor jeg nu skulle afsted igen. Det gik jo meget godt i Bandholm med de daglige gøremål og møder i vinterbadeklubben. Hvad skulle jeg på Tenerife, tænkte jeg, men fik mig dog taget sammen til at pakke klunset, da jeg kom hjem fra en lettere tumultarisk weekend på Bornholm, hvor den kære gamle bil gik i stykker lige netop i det øjeblik, hvor jeg skulle til at hente min svigersøn i Mattæusgade. Men Bornholmerturen forløb upåklageligt, og det er altid meget motiverende at være hos min store  datter Bynke, som er åben overfor alting, og det smitter, så jeg genvandt min energi og mit mod på at tage flyveren herned til varmen og de sorte vulkaner.

Det er et skørt Hostel, jeg bor på. Med mange mærkelige mennesker som kommer og går. En lille ældre englænder passer huset for ejeren, Steve som holder til i et andet hostel i Granadilla, som ligger 10 km herfra. Englænderen har en racercykel, som han drøner rundt på hver dag. Når han kommer hjem, står munden ikke på ham af iver for at fortælle alle de smutveje han har gennemført for at komme frem til en eller anden lille landsby i området. Det kan til tider være lidt trættende at skulle lægge øre til, men han er meget venlig og sørger for rene håndklæder, så man tilgiver ham. Så er der en skotte, hvis sprog er nærmest uforståeligt, og han gør sig slet ingen anstrengelser for at tale langsomt, så man kan følge ham. Og hans tænder er forfærdelige! Lange sorte stumper rager ud af munden på ham, når han snakker! Og så er han ofte fuld og fortæller, at han snyder sig ind på det store hotel ude ved kysten og nupper gratis mad fra deres buffet! Hver nat når jeg skal til at sove, kommer han op og sætter sig ude på min terrasse og ryger cigaretter og hoster forfærdeligt ! Udover ham og englænderen er der osse en pakistaner, som hele tiden vil diskutere med mig, fordi jeg siger, at jeg ikke tror på Gud. Han mener, det er skadeligt for mig og prøver hele tiden at overbevise mig om, hvor vigtigt det er at have en religion. Han hoster hele tiden uden at holde sig for munden og rydder ikke op efter sig i vores fælles køkken! Der var også to russiske damer, vistnok mor og datter, men de rejste hurtigt igen medtagenede alt deres sengelinned til englænderens store fortrydelse! Så alt i alt er det et muntert hus jeg bor i, men da jeg har et pænt stort værelse for mig selv øverst oppe med udgang til en dejlig terrasse ( som skotten dog indtager nat efter nat ) og jeg i øvrigt mest er ude i området, så skal jeg slet ikke klage. Og vejret er sørme fantastisk. Sol fra morgen til aften dag efter dag. Lige neden for huset går en trappe med trin hugget ind i klipperne direkte ned til et område med flade sten, som man kan springe ud fra direkte ned i koboltblåt vand som står og koger, så man skal være forsigtig for ikke at blive suget ind på de skarpe vulkankanter. Jeg har lige købt mig et par små dykkerbriller, som jeg skal prøve i eftermiddag. Jeg mødte nogle franskmænd til Steves barberque som fortalte om vilde dykkerture med mange spændende fisk og det glæder jeg mig til at prøve. Først nede i piscina naturales, som er en kunstig pool dannet af de vulkanske klipper, hvor vandet strømmer ind gennem tunneller gennem lavaen. Her holder jeg mest til. Står ude på en pynt og lader vinden gennemblæse mig og bølgernes store lyde opfylde mit sind. Det er bedst, og jeg blev der såmænd gerne hele tiden, jeg er her, men det går jo ikke. Jeg skal også ud og se øen, som jeg sejlede til i sin tid i mit eget skib “Inulima”. Det tog omkring et halvt år fra jeg stak af fra Lissabon efter Jørgen og Luffe havde forladt skibet. De gad ikke at bevæge sig. Sad helst i cockpittet og drak bajere. Så blev jeg skidesur og så blev vi uvenner. De skred, men det var meget godt, for så mødte jeg nogle søde folk gennem en kunstmaler, jeg havde lært at kende der, og en skøn morgen sejlede vi ud fra Camarinas med kurs mod Tanger. Der blev vi lidt skæve inden vi sejlede videre mod Madeira og sådan dinglede vi afsted i god vind og med pejling på alle radiofyr på vejen ned til Fuerteventura, som vi passerede og lagde til på Lanzarote, hvor jeg fik en Dyrelægepige ombord som helbredte Sofus’ ben, som var kommet til skade fordi han altid skulle løbe efter bilerne og bide i deres dæk! Til sidst måtte jeg sejle alene til Tenerife, fordi de allesammen ville af på vejen og holde ferie, men det var fine folk og vi skiltes som gode venner. Så var der også gået fire måneder siden Lissabon. På Tenerife i Los Cristianos kom Bynke og hendes daværende kæreste Kim ned på båden og holdt jul sammen med mig og Sofus. Min salig gamle mor Helen dukkede sørme også op midt i det hele og stod pludselig oppe på kajen og råbte “Hej -Hej” Hun havde altid en fantastisk timing for at kunne vise sig på de mest uventede steder. Men hun er død nu, og det var nu meget hyggeligt også at have både hende, Kim og Bynke om bord. Vi skulle have været ude og se hvaler på en lille sejltur til La Gomera, men Bynke sad bare og kastede op ud over rælingen hele tiden, så jeg vendte om, og vi nøjedes med gummibåden og småture langs kysten. Vi så dog nogle delfiner inden søen blev for hård for min datter.

Jeg sejlede selv alene over til La Gomera, da de var rejst hjem og blev der i en måned, hvor jeg mødte en hel gruppe sanyassier fra Baghwans ashram i Indien, som inviterede mig på fester hver dag! Da jeg var blevet træt af det, vendte jeg skuden mod havneindløbet og drejede langs kysten op mod La Palma, hvor jeg blev i næsten to måneder, før den gik mod Gibraltar sammen med to gutter, jeg havde mødt i Los Christianos.

Derfor er det sjovt at være her igen. Det tog et halvt år dengang. Flyveturen tog fem timer! Men det er det samme. Jeg har bare været lidt væk. Og hvor hører man egentlig til? Det er det store spørgsmål. I går var jeg ikke i tvivl et øjeblik, da jeg sad og tegnede i den botaniske have i Teide nationalpark. Himlen var knitreblå så højt oppe. Bjerget er næste 3000 meter. Spaniens største bjerg. Smukt lilla Står det bag den vildtvoksende busksteppevegetation. Varmen flimrer over de orangegule sten. Den grønne white broom eller Retama står som en prægtig paryk og udtrykker ejerskab over hele området, og den tynde luft gør mig ør og let om hjertet. Her bor jeg. Midt i det hele. Det kan der ikke være nogen tvivl om!

Og så lander man i skide kulde i et vintermørkt København, men glædes ved at kunne søge husly hos sin datter og hendes kæreste ude i Sydhavnene. Den mentale sol skinner stadig upåvirket af omgivelsernes tristhed. En ældre dame på bænken på Hovedbanegården viser sig at være en udmærket samtalepartner idet hun både har en sejlbåd i Horsens og er tidligere klinikassistent hos en tandlæge. Sådan er verden åben og nu endnu mere efter dagene ved havet under blåhimlen på de sorte vulkaner. Nu er vi ombord på expressen til Hamburg og springer planmæssigt af i Nykøbing Falster for at skifte til lokalbanen til Maribo. Sådan fortsætter the  never  ending tour…

Og hermed en lille hilsen til mit barnebarn Betty som jeg følger og dagligt glædes over de små hjerter, hun sender mig. Ja.

Det er dejligt at skrive. Det er det altså. Jeg kan slet ikke komme uden om det. I går var jeg til for-nytårsfest. Der mødte jeg to søde unge damer. Begge yderst belæste, og vi diskuterede Kants teser om udødelighed hele aftenen. Da de begyndte at tilbyde mig “drinks” takkede jeg nej og begav mig hjemad. På vejen mødte jeg en højgravid kvinde i 35 års alderen. Hendes mand havde forladt hende nu en uge før fødslen, fordi han ikke kunne overskue at se sig selv som far til et barn med Downs Syndrom. Skanningen havde nemlig vist, at der var en, omend minimal chance for at barnet ville blive et mongolbarn, og det kunne han ikke klare, så han var skredet. Hun havde nu kun sin mor og en dansk gårdhund at støtte sig til. Hendes far var musiker og røg hash hele tiden, men hun udstrålede glæde og forventning, hvilket smittede mig idet jeg gik videre forbi to ældre damer, som fodrede ænderne i søen trods forbudet mod fodring på grund af rotter.

Oppe i min lejlighed her i Sydhavnen gav jeg mig til at rense mit akvarium. Jeg har sådan et nydeligt lille akvarium. Det var min nabo Hr Ågesen, der fortalte mig, at der var billige akvarier til salg nede hos fiskehandleren. Jeg købte et på 20 liter og fyldte det med fisk.  Gubbier for det meste. Der var vist osse et par slørhaler, tror jeg. Jeg elsker helsekost. Drikker meget urtethe, og derfor tænkte jeg, at fiskene osse kunne trænge til lidt urter, så jeg hældte noget Markussen ned i vandet til dem, og nu er de alle døde. De ligger nede på bunden og gisper. De stakler. Og jeg som troede, de fik helse. Af helsekost. Nu må jeg rense mit akvarie med en klud. Det vil jeg gøre i eftermiddag inden jeg skal til Banko i Absalonskirken. Solen skinner forøvrigt. Bare så I ved det. Der er ikke noget at være ked af. Jeg fylder akvariet med jord og dyrker agurker i det i stedet for. Agurker er sundt. Det har jeg læst. Man læser jo så meget i disse tider. I går læste jeg…. Nå, det må blive en anden historie. Jeg har travlt med at rense akvariet med en hårdt opvredet klud. Det skinner allerede og alle de døde fisk har jeg spist. Fisk skulle være så sundt. Har jeg læst. Ja, der er ikke det,man ikke kan læse sig til. Min søn læser til student. Min kone læser til læge. Min far er død. Det kan man ikke læse sig til. Der ER noget, man ikke kan læse sig til. Gudskelov for det!

 Hr Ågesen og mig.

Fandens til vejr. En nytårsaften. Støvregn som suger sig ind i revner og sprækker på mit tøj. Men det var godt at komme afsted fra “Karens Minde”. Planen var at køre ud til DCUs campingplads Absalon ude i Brøndbyøster for at bunke strøm. Det er essentielt, når man lever som jeg. At have en varm bil at komme “hjem” til betyder alt. Ellers ligger jeg som den hjemløse i læ ved nedgangen til Nørreport Station. Med sine plasticposer og sit sure fugtige tæppe over sig. Sovende med hovedet på en gammel taske. Nu kanjeg lukke mig ind i min folkebil og tænde for oliefyret. Tænde for Ipad og se “Narcos” mens thepotten snurrer over gasblusset.

Absalon har været min dagligstue og mit spisested de sidste dage. Der sker altid noget i de dybe lænestole med mennesker som stadig kommer hinanden en lille smule ved. Og jeg sidder og tegner disse mennesker i alle deres afskygninger og ustandselige stemningsskift. Det er som blafrende blade i vinden hele tiden virkeligheden udspiller sig. -Så er der bordtennisturnering med unge ivrige drenge som springer adræt frem og tilbage foran de store frem-stillede plader på bukke. Eller der er banko, hvor man kan vinde nytårshatte. Eller der er fire unge amerikanere, som lige er kommet fra en højskole på Fyn og sidder og jammer på guitar det bedste de har lært på deres 3 måneders kursus. Jeg tænker om jeg skal joine på mundharmonika, men holder mig høfligt i baggrunden og nøjes med mine skitser på padden. Så var jeg inde og se “The houset that Jack built” og det var en stram omgang med al det sadisme der overhovedet kunne pines ud af det hvide lærred. Jeg forstår godt, hvad han mener, men det var en hård omgang at komme igennem. Tabubryderen hvad er det nu han hedder, ham instruktøren. Det har jeg glemt. Vigtigere var det heller ikke…( Lars Von Trier. Nu husker jeg det!)

Jeg sniger mig langs hushjørnerne på jagt efter et sted, jeg kan tørre mit gennemvåde tøj efter at have været nede på Bryggen og bevidne årets “nytårshop” i det iskolde havnebassin. Flere hundrede menneskers lysrøde kroppe skaber festligt farvespil i den tristgrå støvregnshavn. Børn hopper skrigende i det iskolde vand. I min rygsæk ligger både badebukser og håndklæde, men jeg afstår fra gyset på grund af de mange mennesker. Har min egen badeanstalt i Bandholm som venter, og det er nok lige nu. Suien ringede i går og ville vinterbade, så jeg tænkte, at hun måske ville være på Bryggen, men hun blev forsinket og ville så tage til Nordhavn med veninderne. Der tager jeg altså ikke ud nu. Det kan hun få for sig selv.  Derfor tænkte jeg at gå ned på Vandkunsten, hvor der ligger et hostel med restaurant, hvor de vistnok serverer suppe, men så kom jeg forbi “Danhostel” oppe på Langebro og der så varmt og godt ud, så der gik jeg ind og fandt husly. Sådan forløber første del af nytårsaften 2018 for mig. Her i hotellets foyer er bløde lænestole og behagelig baggrundmusik og mit tøj tørrer så længe.

Ude i Brøndbyøster fik jeg plads nr 96 og adgang til fri strøm og varmt bad til i morgen klokken tre. Måske bliver jeg et par dage der, men jeg tror nu nok, jeg kører tilbage til “Karens Minde” i morgen. Der er croquis i Absalon på fredag og det trækker lidt. Jeg har det som på besøg i en hvilken som helst storby her på jorden og så kan det lige så vel være København, ikke? På trods af støvregn og kulde…

Sikke en nytårsaften! Og et ordentligt fyrværkeri på Rådhuspladsen. Og bo i bilen ude på DCU camping i Brødbyøster, hvor det var rart at blive venligt modtaget og få tilbudt en plads med adgang til opvarmet køkken og bad og store blå EU-strømstik lige til at hente dejlige KW så den lille blæsevarmeovn kunne gøre “kahytten” beboelig. Der var lukket på Absalon, som ellers var blevet min dagligstue mellem ture rundt i byen, så festen blev henlagt til “Downtown Copenhagen” som lovede stor indbydende buffet med vegetariske rødbedebøffer og varm suppe plus et glas champagne for ialt 130 kr. Jeg sprang til og begav mig dernæst ud på byvandring i det nytårsstemte København. På dÀngleterre brændte de bøffer til overlegne rigfolk og restauranterne overalt forberedte sig til rygind med hvide duge og rækker af strålende krystalglas. Jeg gik forbi og glædede mig over at have reserveret plads nede downtown.

Da jeg mødte op i godt humør til min buffet blev jeg blæst af et lydniveau på højde med Parkens store rock højtalere, og suppen var kold og rødbedebøfferne sure. Det var rent ud sagt et helvede. De “unge” mennesker omkring mig så indifferente ud mens de gumlede på deres mad, og jeg følte mig som en oldtidslevning blandt disse apatiske personager,  som ikke kunne høre hvad de selv sagde og derfor sagde ingenting. Jeg tyggede hurtigt af munden og tog en sidste slurk af den halvkolde hønsekødssuppe og begav mig ud i byen igen. Egentlig var jeg på vej hjem, men da klokken nærmede sig midnat, den var halv elleve, tog jeg ind på “Barosso” og købte mig en kop the og fandt en dyb læderstol, hvorfra jeg kunne nyde folkelivet, alt imens jeg læste et par kapitler af “De dødes land” af Pontoppidan. Der kom flere og flere mennesker til og fyldte efterhånden hele Rådhuspladsen udenfor. Ti minutter i tolv begav jeg mig ud i en tæt folkemasse, alle med opadvendte hoveder for at se hundredevis raketter, med kurs mod det store ur på rådhustårnet. Så slog klokken tolv og byen gik amok. Folk begyndte at vælte sig ind over hinanden for at komme nærmere årsskiftet. Flere små børn blev trampet ihjel og mange fik de store romerlys i hovedet og begyndte at brænde som fakler i det frådende menneskehav. At tro man kunne komme væk var naivt. Det var som en klæbrig dej, der omsluttede een, og hjælpeløst blev man ført afsted i dette ragnarok af kroppe, der som en strøm af lava drev op ad Vesterbrogade og ned ad HC Andersens Boulevard. Det var først på spor 12 på Hovedbanegården jeg slap fri, idet det lykkedes mig at springe på linie E til Tåstrup som gudskelov har stop i Brøndbyøster,hvor nytårsfesten kun var af beskedent omfang. Bilen havde ingen forulempet. Den stod trygt og godt på plads 96 i DCUs camping regi, og her hørte jeg dronningens nytårstale inden jeg noget fortumlet faldt i søvn.

Google arbejder på algoritmer som kan genkende ansigter. Hermed et ansigt til gengendelse. Hvem genkender dette ansigt? Det gør computeren, som straks sætter det i forbindelse med Skipper Skræk. Godt nok en lidt bekymret Skipper Skræk. Et lidt angstfyldt udtryk kunne man mene. Det skyldes sansynligvis, at han frygter for omverdenens dom over ham. Man kunne sige, at han befinder sig i en evig eksamensituation. Et bedømmelsesudvalg betragter for øjeblikket denne gamling, og er på vej til at kasserer ham. Som ubrugelig opfatter de ham. Til skrot med ham, råber hele udvalget i kor. Hans øjne flakker fra side til side. Han ved slet ikke, hvordan det er kommet så vidt med ham. Han gjorde jo altid sit bedste, tænker han, men kommer så i tanke om, at det alligevel ikke er hele sandheden. En gang for længe, længe siden var han så uheldig at komme til at forbryde sig mod almenvellet. Det er det han må bøde for nu. Han indser, at det er slut og alt er forbi. Derfor ser han ud som han gør. Computeren smiler og rubricerer ham som taber. -Næste gang der bliver problemer med ham, ved vi hvor vi skal finde ham, siger et tilfreds bedømmelsesudvalg, og forlader salen/stranden/værelset/kahytten/kontoret/rådhuset/lufthavnen/ badeværelset/gaden/gangen og iøvrigt hvorsomhelst et overvågningskamera måtte befinde sig. Face. Book.

Når man befinder sig på en banegård er der meget, man må være obs på. For det første er det togenes afgangstider. Især hvis man skal nå toget. Men hvad betyder det egentlig at “nå noget” Se det er det næste spørgsmål, man må stille sig her under det hvælvede gulbrune trætag. Duerne kommer hen og tigger om mad, og man giver dem en krumme eller to. Damen ved siden af een på bænken smiler venligt, da hun bemærker ens gestus overfor de små dyr der på fliserne. Det varmer een om hjertet. Så er der da endelig et andet menneske som lægger mærke til ens eksistens. Ellers ser det slet ud med opmærksomheden. Alle folk jager forbi hver med deres eget indbyggede formål. De ser dig ikke som du sidder der på bænken og smiler til dem. De ser dig slet ikke, og om lidt rejser den venlige dame sig op og går, og du er nu helt alene på bænken på banegården. Du ved slet ikke om det er umagen værd at vente på noget tog, fordi du faktisk  ikke skal nogen steder hen. Hvor skulle du egentlig tage hen? tænker du. Ligegyldigt hvor, så er det det samme. Du indser, at du lige så godt kan blive siddende. Du sidder altså der på bænken mens mennesker og dyr (duer/hunde/gråspurve) passerer dit blik som en film foran dit ansigt. Du sidder ganske rolig og betragter denne film, som du selv er medvirkende i, og hvad ser du så? Du ser dig selv, som du er og den du er, er ikke noget statisk. Er ikke noget “noget”. Er en ukendt størrelse, du aldig nogen sinde vil få klarhed over. Du kan gå til lige så mange meditationskurser og lige så mange foredrag og lige så mange “kloge” eller “indsigtsfulde” mennesker du vil. Til Buddha eller Allah eller Jesus den allerhelligste Kristus, og du vil alligevel altid havne der på bænken på banegården mens du venter på det næste tog, som du aldrig når. Det er da i det mindste noget, tænker du og rejser dig og går ud i den store by på må og få.

Nede på hjørnet ved 7eleven møder du en prostitueret som vil have dig med op til et blow-job for medes 500 kr. Du afslår høfligt med et smil og lader situationen bringe dig indenfor i butikken, hvor du køber en chai-latte. Du holder meget af chai-latte. Den søde, mælkede konsistens med den kraftige smag af nellike og kanel er noget du sætter pris på. Du snupper lige en croissants mens du står inde i varmen og nipper til din drinks. Så går du ud på gaden. Ser til højre. Der ligger Istedgade. Der har du ikke lyst til at gå. Du vil hellere ind mod centrum, så du drejer til venstre op langs Hovedbanegården mod Vesterbrogade, hvor du drejer til højre og følge med de mange mennesker på deres vej ind mod centrum. Du lader dig opsluge af folkemængden som en båd på en flod der driver med strømmen. På vejen ud for “Irma” står den gamle fløjtespiller. Han holder på en hvid plastic blokfløjte, som han tydeligvis ikke forstår at spille på, for han puster uhæmmet ned i røret mens han lader hånden glide op og ned langs hullerne i rasende fart. Det lyder absolut ikke af andet en støj, men folk lægger alligevel penge ned i hatten, han har foran sig. Du går i stå udfor ham og lytter til hans “musik” og jo længere du lytter, des mere forstår du ham. Derfor giver også du ham en mønt inden du går videre.

På Rådhuspladsen er der fest. Et tyvemands tyrolerorkester underholder en dansende skare. Du finde hurtigt en dansepartner. En trivelig tysk kvinde i 60 års alderen byder dig op, og snart svinger du omkring så sveden står dig ud af alle porer. Hun griner glad op i dit åbne ansigt og du glemmer alt om tid og sted. Du er ikke alene mere. Du er lykkelig.

Men det varer ikke længe. Snart sænker melankolien sig over dig igen. Det er blevet nat. Gaderne er mennesketomme. Du driver om på må og få. Da kommer en mørk skikkelse imod dig. Hun går lige op og stiller sig i vejen for dig. Du prøver at komme forbi hende, at ungå hende, men hun holder fast i sin position og standser således din videre færd. Du må tage hendes tilstedværelse alvorligt, om du vil det eller ej. Hun har brune øjne.

-Jeg siger bare, at det er muligt, siger de brune øjne.

-Hvad er muligt? svarer du,  idet du undrer dig over, at øjnene begynder at tale.

– Du må forstå, at jeg ikke taler til dig. Du må forstå, at det jeg siger, ikke er henvendt til nogen. Det er blot noget, jeg siger, fordi jeg ikke kan lade være, og fordi jeg ikke kan lade være, er det muligt.

-Hm.

– Ja der blev du nok taget på sengen, svarer den lyssky dame, hvis øvrige åsyn er formummet bag et slør. Det er derfor kun øjnene man ser.

-Hvis du mener det, du siger, så lad os følges ad en stund og se, hvad disse muligheder vil bringe, svarer du og drejer om på benene for sammen med dette væsen at begive dig ud i natten. I går ned ad Pilestræde, der er dunkelt oplyst af en enkel gadelampe. I en kælderåbning strømmer et rødligt lys ud. Din veninde tager dig i hånden og fører dig ned ad nogle trappetrin mod en slidt trædør, som hun åbner. Bag døren et oplyst rum fyldt med feststemte mennesker. Der er musik. En saxofon og en violinist underholder  oppe fra en tribune som er smykket med kunstige vinranker. Lugten herinde er tungt mættet med orientalske parfumer. De dansende gæster lader sig ikke mærke med jeres ankomst. Du finder et bord i et hjørne af lokalet. I sætter jer, og nu lægger din natveninde sit slør.Du ser hende og kender hende øjeblikkelig. Det er din mor som ganske ung. Du har fotografier af hende fra Århus Teater, hvor hun var skuespillerinde. Hun er en smuk ung kvinde på 25 år. Hun kalder på servitricen og bestiller 2 glas pernod til jer. Hun lægger sin hånd på din arm og siger: – har du ild? Hun har taget en pakke cigaretter frem og sat een i munden. Hun rækker sit ansigt over mod dig. Du griber i lommen efter den lighter, som du altid medbringer, hvis en kvinde skulle bede dig om ild. Du tænder hendes cigaret mens du betragter hendes ansigt som gløder op i skæret fra flammen. Det er din smukke mor. Du er ikke i tvivl, og du er ikke i tvivl om, at du elsker hende. Du er 78 år. Hvad skal du gøre? Det klogeste vil være, at rejse sig op og hurtigst muligt se at komme væk, tænker du, men situationen har en besnærende kraft, som holder dig tilbage. Musikken er blid og beroligende. Pernod’en kommer på en sølvbakke. Hun løfter sit glas mod dig og siger:- Skål Jens!

I skåler. Hun ser fortryllende ud, din mor. Du kan slet ikke glemme, at det er hende du sidder overfor. Hun spørger: -Hvordan har far det? -Hvad mener du, siger du. – Er det din eller min far? -Din far selvfølgelig, siger hun. Du forstår ikke rigtigt, hvor hun vil hen med sit spørgsmål, men forsøger alligevel at svare: -Han er død. Du ved, det er mange år siden. Jeg så faktisk ikke noget til ham i alle årene. Det var først da Michael, hans søn og min halvbror en dag dukkede op i et hus vi havde lejet ude i Humlebæk og fortalte at han var død, at jeg blev klar over det. Jeg arvede lidt penge, og så var det det. Han har aldrig sagt mig noget, men du må kunne fortælle mig noget om hvem han var. Hun ser ned i sit glas, tænksomt, så svarer hun:- Jeg har ikke mødt ham endnu, men jeg drømmer om ham. Det skal være min drømmemand. Når jeg møder ham vil jeg elske ham så højt som jeg elsker dig. -Hvad så hvis han ikke elsker dig lige så højt? Hvad så, hvis du bliver gravid og han forlader dig og du bliver alene med det lille barn? Hvad vil du så gøre? Så begynder hun at græde. Din mor sidder og græder over noget, som endnu ikke er sket, men som I begge to ved vil ske. Så græder du også, for du ved din far forlod dig ligesom du vil forlade dine børn. I drikker ud og pudser næse og griner lidt flove til hinanden. – Nu ikke mere flæb, siger du. -Nu går vi ud i verden så meget desto klogere. Du tager hende i hånden op ad trappen i lyset fra den begyndende dag. Her vinker du farvel til din mor. Du ser hende forsvinde om et hjørne oppe ved Kultorvet. Selv vandrer du ned mod Nørreport Station, hvor du tager metroen ud til lufthavnen. Du er træt af al tumlen i den store by. Du sætter dig i Terminal 2, hvor der er magelige bænke og hvor du i ro og fred kan overveje dit næste skridt her i verden.

Du falder i søvn, men vækkes af en høj klirrende lyd fra et skilt som klapper ned ved indcheckningsskranken. På skiltet står: Tenerife afgang kl 10.30.Du rejser dig fra din bænk og går over og spørger damen om de har nogen ledige pladser. Hun bladrer i sine papirer og svarer, at det har de. Du køber et sæde i en Boing 777 ejet af Ryanair og sidder snart behageligt bænket ved nødudgangen med rigelig benplads på vej ned i varmen og væk fra alle de kedelige minder om forladte kvinder og børn.

Jeg havde stort set ikke sovet siden hovedbanegården. Derfor blev flyveturen også ret indholdsløs. Jeg sov simpelthen hele vejen. Det var først da stewardessen vækkede mig og fortalte, at vi var landet og jeg var den sidste tilbage i kabinen, som skulle tømmes for at rengøringspersonalet kunne komme til, at jeg lettere forvirret vaklede ud i solskinnet. Det var meget nemt at komme igennem told og registrering, da jeg slet ikke havde anden bagage end mig selv. Tungt nok iøvrigt at slæbe på sig selv, tænkte jeg, da jeg sad på en bænk udenfor afgangshallen og ventede på en bus. Der var mange forskellige busser, som kørte til alle mulige steder rundt på den store vulkanø. En af busserne kørte til Santa Cruz og den valgte jeg. Den ene kunne være lige så god som den anden, tænkte jeg og steg op i det store køretøj med behagelige plyssæder. Chaufføren afkrævede mig 5 euro som jeg betalte ham med mit nye kreditkort fra Norwegian. De gav kredit til sådan nogle som mig på op til 50.000 euro, så jeg havde nok at rutte med på min tur ud i det blå. Jeg har altid holdt meget af den spontane rejse. Der oplever man allermest, fordi man ikke har forventninger til fremtiden. I øvrigt tror jeg slet ikke på fremtiden. Den er blot en projektion af fortiden, og så er vi lige vidt og kommer slet ikke nogen steder. Nej, uden mål og med, det er min devise. Bussen satte i gang. I mellemtiden havde jeg fået en medpassager, en muslimsk kvinde med halstørklæde og det hele. Hun havde klemt sig ned ved siden af mig, da bussen efterhånden var godt fyldt. Hun var midaldrende og udsendte en beroligende duft af moskus. Så kørte vi ud fra lufthavnsområdet op på hovedvejen som var stoppet med biler i hver sin retning. Vi kørte mod nord langs med havet som lå og skinnede blåt i den klare sol. Det var varmt, og den blomsterduftende milde vind ramte mig i ansigtet fra de åbne vinduer. Til venstre sås den store Vulkan, som hele øen er bygget op om. Dens krater udsendte en gullig giftig røg, der drev ned ad bjergsiden. Små landsbyer lå klatrende op ad de vældige højdedrag. Der var kort sagt skide flot. Jeg sad og nød turen, der skulle vare omkring en time og blev efterhånden godt sulten. Min muslimske veninde ved siden af begyndte at spise tørrede figner, og da hun mærkede mine stjålne blikke, tilbød hun mig nogle stykker i hånden, som jeg spiste med stort velbehag. Snart var vi i Santa Cruz og jeg steg ud sammen med alle de andre passagerer. I den store ankomsthal myldrede det med mennesker af alle slags. Unge piger med skoletasker og pensionister i grupper ude på sightseeing. Jeg orienterede mig med min mobiltelefon på Google maps, som jeg altid bruger, når jeg ikke ved, hvad jeg skal. Så kan man spørge om, hvor man skal hen, og så siger den, hvor der er noget spændende at se. Der var en lille park i centrum, som de anbefalede, og da jeg tænkte mig at købe lidt mad og spise, var det passende med en park, hvor jeg kunne sidde i fred og nyde min frokost. På vej hen mod denne park kom jeg forbi et fiskemarked som tiltrak sig min opmærksomhed. Jeg gik derind og minsanten, hvor var her lækkert! Store borde fyldt med alle mulige slags havdyr i festlige orange, blå og grønne farver. Hummere og blæksprutter lå med isklumper for at holde på friskheden og så var der minsanten også en østersbar, hvor man kunne sidde og drikke lokal hvidvin mens man slubrede friske sprællevende øster i sig! Der sad flere unge mennesker og snakkede livligt leende og der slog jeg mig ned og bestilte et halvt dusin samt en lille kande vin. Det smagte dejligt, og vinen gjorde mig glad. Frisk som en havørn bevægede jeg mig ud i det myldrende morgenliv i denne besnærende by. Google førte mig op forbi den store rundkørsel og hen over pladsen hvor jeg kom i snak med det smukke par som sad på fortovet og diverterede en ukulele og en guitar. Jeg spiller selv på ukulele og kan efterhånden nogle få greb, som gør mig i stand til at fremføre forskellige børnesange.Den unge pige lærte mig et par tricks før jeg gik videre på udkig efter noget mere mad. Det nærmede sig frokost tid jo, så så snart jeg passerede en grønthandler, gik jeg ind og købte nogle store modne tomater og et hvidløg. Han havde også nogle små praktiske flasker med olivenolie, af hvilke jeg indkøbte een. Snart nåede jeg den lille park med googles hjælp og satte mig på en bænk under de store træer i solen og gav mig til at præparerer mine tomater og fandt ud af, at jeg havde glemt at købe brød. Gudskelov lå der lige udenfor parken en bager, og der fo`r jeg straks over og købte et stort integralbrød. Så kunne jeg mæske mig med hvidløg og tomat på det gennemsavede flutes, som jeg havde bearbejdet med min lille medbragte schweitzerkniv. Den har jeg altid med i lommen, til når jeg skal spise, hvor jeg kommer frem. Olivenolien drev desværre lidt udenfor brødet og rendte ned på mine bukser, hvor der kom en plet. Jeg besluttede mig til at fjerne pletten så snart jeg havde fundet et sted at bo. For et sted at bo måtte jeg have. Det var uden tvivl. Gudskelov havde jeg min mobiltelefon med internet og der har jeg en konto hos Airbnb. Så snart jeg får brug for et sted at sove, ringer jeg op til Airbnb, og vupti så har de en plads til mig til billige penge. Det hele bliver trukket fra mit nye Norwegian kort, så jeg har ikke ølonomiske problemer desangående. De havde selvfølgelig også en god plads til mig her i santa Cruz. En penthouse apartment på en rooftop nede i Puorto la Cruz en halv times kørsel med bus fra hvor jeg sad.

Huset lå lige ned til havnen. Det var et gammelt patricierhus fra tiden hvor Portugiserne regerede øen. Gule groft tilhuggede sten udgjorde facaden som også havde inskriptioner på latin som vidnede om, at det var et gammelt tidligere toldkammer. Vinduerne var små med farvede glas, og for at komme op til min bolig på taget, måtte man sno sig ad en smal vindeltrappe. Ejeren gik forrest og viste vej. Han var en ældre herre med langt hvid skæg og store mørke solbriller. Han talte gebrokkent engelsk med spansk accent, så jeg havde svært ved at forstå, hvad han sagde. Med fingersprog gik det imidlertid, idet han hele tiden vinkede mig videre frem, efterhånden som vi kom højere og højere op i huset. En strålende udsigt over hele Puorto åbenbarede sig til sidst, da vi stod på den store terrasse, som hørte til den lejlighed, jeg skulle bebo. -Nice, nice you see. Han pegede ud mod Atlanterhavet som lå skummende for vores fødder. -Many people die out there, sagde han og lo med en skummel latter. Jeg så, at han slet ikke havde tænder i overmunden. Det var ikke noget der klædte ham. Han åbnede en skydedør ind til selve lejligheden. Et stort lyserødt rum med brede lænestole i grønt plys og en mægtig fladskærm var det første ens øjne opfangede idet man trådte ind. Gulvet var beklædt med rustikke fliser i okker og guld. En dør førte fra stuen ud i et lille køkken, hvor lange rækker kobbergryder og pander hang ned fra loftet. Der var ingen tvivl om, at jeg her ville få rig lejlighed til at kunne lave min egen mad. Jeg klappede i hænderne af glæde og slog selvfølgelig straks til, da min vært fremlagde en kontrakt for lejemålet. Og så havde jeg endda ikke set badeværelset endnu. Det var virkelig prikken over ièt. En stor jacuzzi fyldte over halvdelen af arealet af det kridhvide rum. Udover det var der et lyseblåt toilet og en række skabe med flakoner og sæber som udsendte forførende dufte. – I will leave you alone now, sagde min landlord og trak sig tilbage baglæns ned ad vindeltrappen. Jeg smed mig i een af de dybe lænestole, tændte for det store fjernsyn og faldt i søvn til lyden fra speakeren i den spanske nyhedsudsendelse, som fortalte at en sunami var på vej ind over de kanariske øer med forventet ankomst omkring midnat.

Jeg vågnede nogle timer senere ved en mægtig larm nede fra gaden. Jeg gik ud på terrassen og kiggede hen over området. Havet lå mørkt og frådende med store skummende bølger som slog ind mod klipperne og havnen, hvor fiskerbådene blev kastet fra side til side i deres fortøjninger. Folk løb omkring og skreg til hinanden for at koordinere hjælpearbejdet med at få bragt de små skibe i sikkerhed. Klokken var nær ved midnat, og da så jeg den enorme bølge nærme sig ude fra det store sorte hav. Den slog ind over bolværket som beskyttede havneområdet og knuste så let som ingenting hele fiskeriflåden i et eneste smæk. De blev til pindebrænde mens jeg stod og så det hele ske. Bølgen hævede sig op ad husfacaderne og menneskene dernede blev slynget mod de hårde sten og kvæstedes øjeblikkelig. De skreg og hylede af angst og smerte og der var intet jeg kunne gøre deroppe fra min udkigspost på terrassen. Bygningen jeg stod i skælvede slemt, og i nogle øjeblikke frygtede jeg at den ville styrte sammen, men den gamle toldstation var af solidt materiale og holdt til presset. Flere af de mindre huse længere nede af gaden var nu knust, og oppe fra udkanten af byen hørtes sirener fra hjælpepersonalet som var på vej i store kranbiler for at bistå ved katastrofen.

Da bølgen begyndte at trække sig tilbage faldt der lidt efter lidt ro over området. De mange døde kroppe som var skyllet i land blev samlet op af ambulancefolk fra det nærliggende hospital. Jeg vil skyde på at det drejede sig om et lille tusind stykker. Værst var det gået ud over det store turisthotel helt ude ved pynten af kysten. Netop på det tidspunkt hvor jeg ankom til byen, var en hel hær af internationale turister blevet sat af derude af store Greyhound busser. Der var flere end tusinde folk, vil jeg tro, og de var alle døde. Hver og een. Sikke en ferie for dem, tænkte jeg og gik tilbage ind i min lyserøde stue for at høre nyt fra fjernsynet om katastrofen. Først ville jeg imidlertid tænde mig en cigaret. Det gjorde jeg så og indhalerede med stor nydelse den stærke spanske tobak. Det sved lidt i lungerne, men det gjorde ikke noget, bare jeg nød det, tænkte jeg. Jeg lavede mig en  kop urtethe og satte mig ud på terrassen, hvor det var ved at blive morgen og solen kom til syne lige i kanten af horisonten. Den strålede begejstret og uberørt af nattens hændelser, ganske som sole jo gør det i disse tider. Jeg nød min skoldhede the og lagde planer for den kommende dag: “Først vil jeg gå ned og tage en dukkert, nu hvor havet er faldet til ro og de mange døde kroppe er fejet væk. Senere vil jeg nok vandrer op gennem den smukke by til  botanisk have for at nærstudere de mange fremmede planter som opbevares der. Når det så er sket, vil jeg sætte mig ind på een af de mere luxuriøse restauranter oppe i midtbyen og indtage en menu bestående af skilpaddesuppe lavet af de mange havskilpadder som er skyllet i land under sunamien. Dernæst skal det blive bøf. Med løg, ligesom de synger i den sjove sang med ham Trier, og til sidst skal der festes med flødeis fra Hellerup ismejeri henne om hjørnet nede i kælderen som Osvald Helmuth sang i sin tid.”-Så det skal nok blive sjovt alt sammen. Jeg glæder mig allerede. Det er godt at have noget at glæde sig til. Så bliver dagen ikke så ensformig, som jeg altid siger.

Nu er det jo sådan, at jeg slet ikke spiser bøf. Jeg er nemlig veganer og hader døde dyr.Jeg elsker levende dyr, men døde dyr kan jeg altså ikke udstå. De lugter først og fremmest, og selve det at de er døde fylder mig med afsky. De skulle have vidst bedre og ikke ladet sig slå i hjel, ikke? Det er nu min mening. Men det er selvfølgelig svært for sådan en lille grissebasse at gøre oprør. Mod den slemme slagter, som kun har profit i hovedet. I det hele taget er det svært at gøre oprør mod folk som har profit i hovedet. Det er jo hele deres hoved som består af profit. Der ER simpelthen ikke andet end profit inde i deres hoveder. Sådan nogle bliktude. De skulle hænges, men så er jeg jo lige så slem som dem. Og jeg er veganer, så jeg slår ikke ihjel. Hvad gør jeg så. Ja se det er et godt spørgsmål. Ihvertfald spiser jeg ikke bøf, nej. Jeg spiser grøntsager. Det er meget bedre. Og så … ja, hvad så? Så ikke mere. Jeg aner simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre. Simpelthen. Så jeg må hellere lade spørgsmålet ligge. Et åbent spørgsmål, som man siger.

Da jeg havde gennemført min plan, selvfølgelig uden at spise kød, istedet stod den på friskfanget languster dampet i lokal sauterne med små nye kartofler overdrysset med fine grønne dildblade,og dertil en kølig riesling , var jeg også godt mæt. Drev lidt omkring i de smalle gyder, som var mennesketomme og derfor kedede mig. Hvis ikke der er mange mennesker omkring mig dør jeg nærmest af kedsomhed. Der skal være drama i luften. Det elsker jeg og det eneste levende væsen, jeg mødte var en skabet hund som fòr hen og forsøgte at bide mig i benet. Jeg løb alt hvad jeg kunne tilbage til toldbygningen og kravlede ret forpustet op ad de smalle trappetrin til min bolig på toppen af huset. Mæt og træt ledte jeg efter en seng. Et soveværelse, men der var ikke noget. Man mente åbenbart, at jeg skulle sove ude på terrassen, hvor en hængekøje befandt sig. Nå, men så dumpede jeg ned i den, slumrede et par timer og vågnede da det var blevet mørkt og stjerneklart. Hele himlen var et mylder af stjerner. De store billeder af bjørnen og fisken og tyren, samt mit elskede Orion stod som en hvælvet sengehimmel over mig og da samtidig husholdersken trådte ud fra den lyserøde stue og præsenterede sig, kunne jeg næppe få det bedre. -Til tjeneste, hvad ønsker herren? Spurgte hun og sendte mig et blændende smil. Hun har vel været ca 30 år, det kære væsen og det smigrede mig, da hun tog en lille taburet og satte sig hen ved siden af mig ganske tæt. -Hvor kommer du fra? Spurgte jeg på mit mangelfulde spansk. -Det er den gamle herre, som ejer hust, der har sendt mig. Han siger, at jeg skal være dig behjælpelig med, hvad du måtte ønske.-Det lyder sandelig spændende, svarede jeg med et listigt smil. Kunne du tænke dig at gå i seng med mig? Spurgte jeg ganske dristigt skulle jeg selv mene. -Åh,åh,åh udbrød hun. Det er et meget vanskeligt spørgsmål at tage stilling til sådan lige på stående fod. For så vidt at det overhovedet skal komme på tale, må vi da for søren først lære hinanden lidt at kende, ikke? Hun sendte mig et bedårende smil fra en mund formet som et rosenblad. Jeg smeltede helt og lod mig falde tilbage i hængekøjen nu ganske afslappet ovenpå den forudgående spænding der stadig hang i luften. Sådan sad vi en tid. Stille i hinandens selskab. Det var meget godt istedet for al denne agressive tilnærmelsestaktik, som jeg havde lagt for dagen. Nu var vi to til at betragte stjernehimmelen, og det gik snart op for mig, at husholdersken, hvis navn var Eva, var endog særdeles velbevandret i astronomi. Og,som det senere kom frem, også i astrologi samt den Freud-Jungske psykoterapi og sjælelære. -Tror du på Gud? Spurgte hun mig mens hun lagde sin hånd på min skulder. Jeg var rent ud sagt målløs over hendes spørgsmål. Jeg har aldrig selv tænkt nærmere over, hvorvidt en eller anden udeforstående kraft skulle have nogen indvirkning på mit liv, så jeg svarede så oprigtigt, jeg kunne:-Det ved jeg faktisk ikke. Måske, måske ikke. – Det er et godt svar. Et sådan svar som jeg håbede på, at du ville komme med, for jeg hælder også til den opfattelse, at den menneskelige tanke er en illusion og derfor ikke er i stand til at udsige noget om nogetsomhelst. Al denne snak og talen og sproglige  meddelelse som finder sted hele tiden i vores, den menneskelige verden er i bund og grund støj. Sammenhængen er udenfor tanken, ikke? Hun smilede igen dette mystiske smil, som fik det til at løbe mig koldt ned ad ryggen.

-Skal vi ikke spise middag sammen i morgen, foreslog jeg. Så kunne vi også invitere vores landlord Michel, er det ikke det han hedder? med, og så kunne jeg lave noget ordentligt veganermad med alle kobberpotter og pander som hænger ude i køkkenet. Hvad synes du om det forslag? Jeg smilede til hende ganske afslappet og ikke spor mystisk. Jeg ville have samtalen ned på et mere almindeligt plan. I det mindste for øjeblikket. Hun så på mig med sine store vandblå øjne. Var det en tåre, jeg så træde frem i hendes ene øjenkrog? Jeg ved det ikke, i hvertfald var det et meget følsomt udtryk, hun sendte mig da hun svarede: -Jean ( det kaldte hun mig. Hun må have set i kontrakten at mit navn var Jens og for at passe til hendes spanske taletone, havde hun valgt at kalde mig Jean.Det havde jeg i øvrigt ikke noget imod. Det lød dejligt i mine øre.) -Jean, det er en fortrinlig idè Det passer mig strålende i morgen aften. Min mor skal ud og besøge en veninde og diskutere kattemad. Du ved hun fodrer alle kattene i kvarteret hun bor i, og så passer det fint for mig, da jeg af den grund ikke behøver at være hjemme og tilberede hendes aftensmad. -Åh, udbrød jeg. Hvor er jeg glad fordi du kan acceptere mit forslag. Det rører mig så dybt så dybt. Du kan slet ikke forestille dig, hvor dybt det rører mig. -Nej, det kan jeg absolut ikke forestille mig, svarede hun spydigt. Jeg fik et shock. Den reaktion havde jeg slet ikke ventet. Og især ikke fra hende, hvem jeg gennem denne samtale var kommet så tæt ind på livet af. – Nå, godt ord igen. Vi må arbejde hårdt for at finde en passende samtaleform. At vi ikke farer i totterne på hinanden ved den mindste givne lejlighed, ikke? Hun lagde begge sine arme om min hals og krøb ind til mig mens hun spandt som en kælen kat. Det var et resultat, jeg kunne tilslutte mig fuldtud.Vores forhold havde taget en ny vending. Det var blevet intimt på en måde, jeg sætter stor pris på. -Eva, sagde jeg.-Er vi så enige om den middag i morgen aften, eller hvad? Hun gav min venstre kind lige der hvor skægget hører op og den bare hud begynder, et fjerlet kys. -Jeg kommer i morgen aften kl halv fem medbringende vores kære gamle husejer Michel, samt to flasker Spumante og en buket røde roser. Så forventer jeg, at du har maden klar og at vi ikke bliver skuffede. Jeg ved at Michel er en kræsenpot, og jeg er så sandelig heller ikke nem at stille tilfreds, at du ved det. Dumme dreng! Og hun forsvandt ud af mit synsfelt mens Vega i Lyren ganske langsomt passerede forbi på firmamentet skarpt forfulgt af den internationale rumstation ISS i kredsløb om jorden i en højde af 386 km. Rumstationen vejer 450 ton og bevæger sig med en fart på 27.700 km i timen og fuldfører næsten 16 kredsløb rundt om jorden på et døgn. Det kunne jeg ikke hamle op med, så jeg faldt bare i søvn i min hængekøje og lod verden om resten.

Om morgenen, da jeg vågnede, var min første tanke den, at jeg nu måtte se at få købt ind til dèn formidable middag, der var i vente. Jeg sprang ud af hængekøjen og flåede mit tøj ned fra væggen, hvor det hang på en krog og styrtede ud i badeværelset og sprang på hovedet i jacuzzien. Åh, hvor var det dejligt at ligge og dykke i det varme vand! Jeg kunne slet ikke løsrive mig ved tanken om alt det der skulle ske i løbet af dagen. Men det gik ikke at ligge her og falde hen, tænkte jeg, så jeg frotterede min krop og iklædte mig min nye pyjamas og gik ned på gaden for at foretage mine indkøb. Jeg elsker kål, så kål skulle det være. Der var ingen tvivl i mit sind. Det er sådan, at kål kan man anvende i mange forskellige retter, ikke? Det er det der gør det til et så fortrinligt næringsmiddel. Der er spidskål og grønkål. Så er der rosenkål som nok er den kålsort, jeg sætter mest pris på. Så er der blomkål, hvidkål og selvfølgelig rødkål. Den af alle slags kål der ser bedst ud når den ligger nede i suppen og drejer rundt som små snegle eller fisk, ikke? Savoykål er heller ikke til at kimse af, og alle disse kålsorter fandt jeg på det store marked på plaza espana ned i centrum af byen. En kurv fuld af æbler blev indkøbt tillige med en halv snes løg. Røde og hvide og salatløg. Så kom gulerødderne ovenikøbet sammen med fennikel og selvfølgelig artiskokker som prikken over ièt. Suppe skulle vi have og en stor skål salat med en fint tilsmagt hvidvinseddikedressing i olivenolie mixet med 50 fed store svulmende hvidløg. Jeg købte også 5 lange integralflutes og en lille dåse safran til at koge om de nyopgravede canariske kartofler jeg fandt hos en gammel dame, der ene og alene solgte kartofler. Hun havde ikke andet i sin bod, men Gud-hvor smukke de små kartofler var! Så buttede og smilende lå de der i kassen og bød sig til. Jeg kunne simpelthen ikke stå for fristelsen og købte to pund. Nu var jeg færdig og havde nok at slæbe på. Jeg hyrede en lille dreng, som sad og tiggede, til at bære alle min vare på ryggen, mens jeg stolt slentrede afsted og holdt øje med, at han ikke stak af. Oppe i lejligheden bredte jeg alle disse fantastiske vegetabilske skabninger ud på køkkenbordet for at tage dem nærmere i øjesyn. Drengen sendte jeg væk med en gulerod i munden og det var han ikke så lidt taknemmelig for! Jeg elsker denne gestus af medmenneskelighed, jeg ofte udfolder. Det klæder mig!

Jeg kan næsten ikke klare, hvis tingene ikke er i orden. Derfor gav jeg mig straks til at spekulere over, hvorledes det hele skulle foregå. Det er altid godt at have en plan, tænker jeg. Noget at holde sig til så at sige. Det er noget jeg sætter pris på.Rette linier og stil over situationen. Således også her. Solen var brudt frem fra et tykt skydække og sendte sine livgivende stråler ned over fliserne udenfor den brede skydedør. Der var ingen tvivl om, at her skulle jeg stå ude i bar overkrop i mine nye pyjamasbukser og snitte alle mine grøntsager. Til terrassen hører et lille skur. Der går jeg hen og åbner porten ind til et rum, hvor alle havemøblerne og et stort egetræsbord opbevares. Havemøblerne lader jeg stå foreløbig. Måske jeg vil tage dem ud senere. Måske vi rent faktisk kan sidde på disse møbler og spise Hvem ved? Men bordet er godt. Skide godt at stå og snitte ved. Jeg slæber de første to store kålhoveder ud og stiller dem på bordet. Derefter går jeg ind i køkkenet og tager flere af kasserollerne ned fra deres kroge og bærer dem ud og stiller dem på bordet ved siden af kålen. Så er jeg parat. Jeg henter en sabellignende kniv på vel en halv meters længde og i et præcist og elegant hug kløver jeg de to kålhoveder, så jeg nu har fire stykker kål. Dette gentager jeg og får således otte stykker kål og så fremdeles indtil jeg, idet min iver går over i et vildt raseri, med karatelignende slag hurtigere og hurtigere gennemhakker al kålen til den ligger i en pæn bunke parat til at gå i den store kobberkasserolle. Jeg smiler tilfreds over mit arbejde og har nu virkelig fået blod på tanden! Halløjsa, her kommer savoyen den slemme lille plante! Hold da op, hvor du skal have tæv for at blive rigtig mør. Og vupti, så op i potten med dig! De søde små rosenkål bliver behandlet ganske anderledes forsigtigt. Dem skal man ikke presse til noget. De er så bløde og fine med deres rosenbryst og deres små øjelignende udposninger. De yderste af udposningerne piller jeg forsigtigt væk, så den indre skallignende blomst kommer til syne. Åh, jeg er vild med rosenkål! Åh, jeg kan ikke holde et lille gisp tilbage hver gang jeg fjerner et stykke skræl og kommer nærmere og nærmere til rosenkålens hjerte. Åh, åh, åh, det er forrygende at rense grøntsager! Solen varmer min ryg, som jeg står der og har det udstrakte Atlanterhav i horisonten, og brisen er mild og god og bringer dufte op fra gaden, hvor en sælger i det samme går forbi og faldbyder brændte kastanier. Hvor har jeg det dog godt, tænker jeg. Hvor er jeg lykkelig! Rødbeder. Rødbeder er vigtige! Jeg knipser med fingeren, og straks kommer den lille dreng strygende og tilbyder sin hjælp. Jeg sender ham ned efter tyve rødbedeknolde, som han kort tid efter kommer op og smider på bordet. Jeg sætter ham i gang med at rense og findele dem ude i skuret. Der kan han stå og udføre sit arbejde og på den måde undgå at distrahere mig i mit. Han er meget sød såmænd, men jeg kan ikke holde ud at have ham for tæt på, da han lugter fælt. Måske skulle jeg tilbyde ham et bad i jacuzzien? Det vil jeg lade Eva om at besørge, når hun engang dukker op. Rødbederne bliver skrællet og skåret i flade stykker som også kommer op i den store suppegryde sammen med spidskål og hvidkål og rødkål og en knivspids chilli samt en nævefuld spidskommen. Kartoflerne i den lille kobbergryde med salt og dildblade og det hele ud på ildstedet med kosangassen som buldrer blå flammer op langs det gyldne metal. Jeg sender drengen ned efter noget iskoldt øl. Det er tiltrængt.

Han kommer op og jeg tilbyder ham en øl, men han afslår. -Jeg er for ung til at drikke øl, siger han. -Hvor gammel er du egentlig, og hvad hedder du?spørger jeg. – Mit navn er Luiz Gustavo og jeg er 14 år gammel. Jeg drikker ikke øl, for det må jeg ikke for min bedstemor. Du ved, det er hende den gamle dame nede i kartoffelboden. Hende du købte de små nydelige kartofler af. – Er det din bedstemor? Spørger jeg. Bor du hos hende? Ja, jeg sørger for hende. Hun tjener ikke meget på sine kartofler, så jeg bringer penge til huset ved forskellige småjobs, som for eksempel dem jeg udfører for dig. -Det er et ædelt motiv at sørge for sine nærmeste, siger jeg.-Kunne du og din bedstemor ikke tænke jer, at spise med i aften, når min husholderske og min landlord kommer til middag? Luiz ser spørgende på mig. -Det mener du ikke. At to så simple mennesker som os, skulle tilbringe en middagsstund sammen med fine mennesker som jer. Det kan jeg slet ikke forestille mig, men ok, hvis du virkelig mener det, vil jeg spørge min bedstemor lidt senere på dagen, og så skal du nok få et svar. Jeg smilte til Luiz og var egentlig ret tilfreds med at vi blev lidt flere til middagen end blot Eva og mig og den gamle. Gik ud i køkkenet og tilså de kogende grøntsager. Det så godt ud det hele. Det boblede og snurrede og sådan kunne det nok stå resten af dagen og blive mørt og velsmagende. Luiz fortrak stille ud af lejligheden og overlod mig til mig selv. Det var blevet varmt efterhånden, hvilket inspirerede mig til at iføre mig badetøj og gå ned til havnen for ad badestigen at begive mig ned i vandet og ud i det bølgende hav.Mens jeg svømmede, tænkte jeg på aftenen som ville komme. Det var spændende at se, hvorledes disse ganske forskellige mennesker ville interagere med hinanden. Det var et helt lille experiment, jeg havde sat i scene, og jeg glædede mig overordentligt til at blive vidne til udfaldet.

Da jeg kom op sad Luiz og ventede på mig. Lejligheden lugtede kraftigt af ham som tegn på, at han ikke var blevet vasket i mange dage.- Du trænger til et bad, sagde jeg. -Når Eva kommer i aften vil jeg bede hende om at føre dig ud i badeværelset og give dig en ordentlig omgang jacuzzi. Hvad siger du til det? -Tak gode herre, mumlede Luiz.-Det er alt for meget. Det vil jeg gerne. Jeg ved , jeg trænger til at blive vasket, men vi har ikke den slags moderne faciliteter hjemme hos min bedstemor. Iøvrigt vil hun gerne komme og spise med i aften. Hun glæder sig. – Hvad hedder din bedstemor? Spurgte jeg. -Hun hedder Helenita. Hun er 85 år og en klog gammel dame. Du skal glæde dig til at være sammen med hende, sagde Luiz og forsvandt ud af døren. Nu var der kun tilbage at forberede vores aftensbord med knive, gafler, skåle og fade, hvad der fandtes rigelige mængder af i køkkenskabene i den veludstyrede penthouse apartment som Airbnb havde stillet til rådighed gennem mit abonnement på Norwegian Airlines røde Kreditkort.

Ude i skuret hentede jeg et stort bord og 5 klapstole, som jeg stillede op på terrassen. Der hang også nogle kulørte lamper med ledning, som jeg fastgjorde til de pæle som stod i terrassens hjørner. Jeg prøvede om der var lys i, når jeg tændte for kontakten, og minsanten – de strålede i alle regnbuens farver. Det skulle nok blive en yndig aften for alle os mennesker her i Puorto la Cruz. I et af skabene i køkkenet lå en gul dug af plastic, som jeg lagde hen over bordet og fastgjorde med nogle klemmer, jeg fandt i en køkkenskuffe. Klokken var efterhånde blevet halv fire om eftermiddagen,  og gæsterne ville komme ved 7 tiden, anslog jeg, så jeg havde rigelig med tid til at nusse rundt og få suppe, salat og flutes sat på plads. Da jeg jo havde fået lovning på to flasker spumante, som Eva ville medbringe, skænkede jeg ikke vinen en tanke. Kun sørgede jeg for, at 5 krystalglas kom til at stå på bordet. Eet udfor hver kuvert. Basta!

Der lød mumlen og lette fnis nede fra vindeltrappen da Eva og Michel nogle timer senere dukkede op. Jeg måtte jage en snes gråspurve væk i en fart, som var gået i lag med fluten på bordet. Gæsterne skulle nødig se min fadæse med at lade fuglene sidde og pigge i brødet på det dækkede bord. Fuglene fløj op i samme øjeblik den gamle hvidhårede herre og den unge lyse kvinde trådte ind på arenaen. Hovsa- hvor havde de majet sig ud! Michel lignede en ridder fra det forrige århundrede. Han havde flettet sit lange skæg og forsynet det med en rød sløjfe. Håret havde han sat op som en pyramide med store glinsende diademer på toppen. Han var iført grønne søstøvler og en gammel velour kaptajnsfrakke med sølvknapper. Om halsen bar han et guldur og alle hans fingre var besat med strålende guldringe. Det var et syn man sent ville glemme, og jeg blev oprigtigt glad for at se ham i den mundering. Eva derimod var mere klassisk. Hun bar en lille violet top, som ikke lagde skjul på hendes brysters volumen. Om sine hofter havde hun snoet slangeskind fra en stor kongekobra og på fødderne sad de nydeligste badesandaler. Munden var ildrød. Læberne struttede af sundhed og charme og øjnene – ja øjnene var svære at beskrive. Den dybde, der lå deri sugede mit blik til sig. Trak mig ind i en verden af mystik og rædsel, som – det må jeg indrømme – pirrede mig på stedet! Nå,men videre må vi i vores beskrivelse af disse fortrinlige mennesker. Hendes gyldne hår bølgede ned over ansigtet som faldende vandmasser. Det lyste op i aftensolens skær som en glorie, og uden videre måtte jeg give efter for mine følelser og kysse hende varmt velkommen! Hvilket hun gudskelov ikke havde noget imod. – Du tillader dig visse friheder, sagde hun først, men tilføjede så:- Dog har jeg intet derimod, da det ser ud til at du har gjort dig store anstrengelser for, at vi skal få en hyggelig og berigende aften sammen. Lidt efter dukkede Luiz og hans bedstemor Helenita op. Han hjalp hende med at gå. Hun støttede sig på den ene side til en stok og til den anden side til sit barnebarn. -Hej Luiz, sagde jeg, kan du straks gå ud i badeværelset og tage tøjet af, så sender jeg Eva ud for at hjælpe dig med at komme i jacuzzi, så du kan blive skrubbet ordentligt på ryggen og i skridtet, hvor lugten nok er allerværst. Vi kan ikke have sådan et stinkdyr iblant os, nu hvor vi skal spise pænt med kniv og gaffel og minsanten også drikke vin ti. -Heraus med dig! -Og Eva, kan du hjælpe den unge mand med at blive ren for herren. Jeg henvendte mig til min smukke veninde, som straks besvarede mit kald med et strålende smil.

Michel sad ovre i en krog af den lyserøde stue og talte med Helenita. De havde hurtigt fundet hinanden. Den gamle kvinde var klædt i sort og havde begyndende skægvækst på sine smalle kinder. Næsen var lang og krum, som på en hex, men hun udstrålede visdom, og det var det vigtigste. Michel kurtiserede hende på det fornemste.- Formoder at fruen har haft et langt og forunderligt liv, sagde han henvendt til Helenita. Hun svarede ham ikke med det samme. Det viste sig nemlig at hun var halvdøv, -Hva siger du? Svarede hun, og Michel måtte lettere irriteret gentage sit spørgsmål. Da svarede hun:- Min  mand døde for 34 år siden. Han var et fjols, men elske ham det gjorde jeg. Det er sikkert. Hun hostede lidt og fortsatte:- Nu er jeg ganske alene. Har kun mit barnebarn at passe på. Han er en lømmel. Tager igen og igen unge piger med ind på sit værelse, hvor de foretager sig usædeligheder mens de spiller Backgammon. Det bryder jeg mig ikke om, men ungdommen nu om dage kan man ikke styre. Michel rettede på sin halskrave og så på sit ur. Så sagde han:- Tiden er en anden i dag end den var i går. Og slog en skraldlatter op så krystalglassende klirrede og suppen var lige ved at koge over.

Blomsterne, de karmosinrøde roser som den skønne Eva var ankommet med fuldt efter planen, som hun havde lovet, blev sat i vase midt på bordpladens æggeblommegule dug og bragte en livlighed over opdækningen man sjældent havde set mage til. Og så havde den kære kvinde, som lovet også taget ikke to, men fire flasker sød spumante med, som jeg skynsomt lagde på køl ude i lejlighedens store amerikanske frigidaire. Så var den sag i orden. Intet glemt og intet gemt. Eva og Luiz kom blussende og lidt opkogte ud fra baderummet med strålende blik, begge med et hemmelighedsfuldt glimt i øjet. Luiz så helt anderledes ud, efter at han havde været i bad. Han var vokset en halv alen og lignede mest af alt en atlet. Eva var stolt af sit resultat, kunne man se, og der var ingen tvivl om, at de havde mere til fælles end blot et overfladisk bekendtskab. De var blevet venner under vaskeprocessen. Tydeligt. Nå, men suppen var klar og det var på tide at gå til bords. -Kom allesammen! Alle mine gæster, som her er samlet for at deltage i denne soirèe. Kom og sæt jer ved mit bord og lad os nyde hinandens selskab og måltidets vederkvægelse! Udbrød jeg ganske bevæget over situationens festlige alvor. Og de satte sig alle ved bordet og begyndte at tage for sig af retterne. Suppen bar jeg ind sammen med salaten. Fluten havde de allerede flået i mindre stykker som vilde hunde, der ikke havde fået noget at spise i flere uger. Eva rakte ud og skænkede spumante i alles glas. Helenita var hurtig til at tømme sit. Hun fik fyldt op påny og slubrede med høje lyde den søde vin i sig. Michel var ikke sen til også at få sit glas fyldt op flere gange, og jeg holdt mig heller ikke tilbage. Snart var spisningen i fuld gang. Man skramlede med skeer og gafler på de klirrende tallerkener. Glas blev stødt sammen, og det så i det hele taget ud til at folk morede sig. Da slog Michel på sit ur som begyndte at ringe. Alle blev tavse, da han rejste sig, slukkede for lyden og gav sig til at tale: – Jeg er jo en gammel mand. Så vidt så godt. Men alder er ikke alt. Der må noget mere til, for at man kan sige noget fornuftigt. Og hvad er så dette mere, som gør forskellen. Forskellen på en idiot og et skvadderhoved ? Det spørger jeg dig om, Luiz. Du er den yngste i selskabet, så du må vide hvorfra visdommen stammer. Du er den her i forsamlingen som sidst har været i forbindelse med ophavet. Med alle tings moder. Min tale her i aften må derfor udmunde i et spørgsmål. Et spørgsmål til dig min unge ven. Til dig Luiz. Hvorfor er du kommet? Michel satte sig nu roligt ned igen. Han havde givet ordet videre til Luiz. Det var spændende at følge dette ord. Hvor ville det føre os hen? Ordet svævede i luften og snurrede rundt et par cirkulære gange før det tog plads i munden på Luiz. Han rejste sig. Trak vejret dybt og blev rød til op over begge øre. Så satte han i at stortude. Det lille skidt. På trods af hans formidable legemsbygning, var han dog kun en lille dreng. Et barn så at sige. Men hvor godt var det så ikke, at Michel netop havde fået ham til at tage ordet i sin mund. Og Luiz spyttede det ikke ud. Han mandede sig op, tørrede tårerne væk fra sin kind med den serviet Eva rakte ham og sagde så:- Åh, Michel. Du ved hvor svært det er at være barn i dag. I en verden fyldt med gru og rædsel. Fyldt med egoisme og had. Fyldt med svig og smerte. Fyldt med ådsler og råddenskab. Fyldt med bagvaskelse og svindel. Fyldt med ondsindet sladder og forurening og klimakrise og seksualforbrydelser mod mindreårige og incest og forældre som bliver skilt fra hinanden og lader børnene sejle deres egen sø og had og ondskab og… Han brød hulkende sammen og kastede sig ned i Evas skød og begravede hovedet i hendes kongekobraskinds nederdel. Hans hulken ville ingen ende tage.

Fuglene kom ned fra himlen i store flokke. Der var sommerfugle, urfugle, kanariefugle og fugleedderkopper, som kom flyvende i deres spind. Lange tråde som bar dem gennem luften. Ned over selskabet af forsamlede mennesker heroppe på  terrassen i Puorto la Cruz på Tenerife. Denne sværm af svævende væsner dansede omkring hovedet på Luiz som en spiral af vildskab. Han så frem for sig og hans forpinte ansigt lyste op i et smil. Han rejste sig fra Evas skød og udbrød:-Jeg er frelst! I denne aftenstime har jeg mærket, hvor meget I alle holder af mig, og det er det vigtigste i et menneskes liv, at føle andre væsners kærlighed. Dette øjeblik vil jeg aldrig glemme! Straks derefter forsvandt alle de mange skabninger under afsyngning af marseillaisen, nu det skulle være festligt…Helenita rejste sig og slog på sit glas. Der blev ganske stille et øjeblik. Ingen havde ventet, at den gamle dame ville sige noget, men det gjorde hun altså, for hun skreg ud i rummet: -Jeg kan ikke få luft! Hun var helt blå i ansigtet og gav sig samtidig til at klappe i hænderne, hvorefter hun begyndte at messe en katolsk litani. Lange sætninger på latin strømmede ud af hendes mund og et forklarelsen skær strålede fra hendes ansigt. Vi blev alle meget grebet  af situationen. Det var som Jesus ved nadveren med lyset som omgav den store mester i sin tid. Eva flåede sin top og sit kopraskind af og stod nu helt nøgen ved siden af Helenita og bad: -Ave Maria stønnede hun hele tiden mens hun befamlede sig selv med skælvende hænder. Jeg kunne ikke undgå at blive ophidset ved at se på hende, men bevarede dog min blufærdighed ved at holde mig på passende afstand af kvinden. Gamle Michel var faldet i søvn. Han sad med hovedet hvilende ned på bordpladen og opfattede intet af den anspændte stemning. Det var alt i alt et herligt måltid! -Det må man sige. Lidt efter faldt der ro over gæsterne. Det var ligesom det værste var overstået og man nu var rystet godt og grundigt sammen. Så godt at der bredte sig en stemning af fælleskab og sammensmeltning blandt deltagerne. Man blev en flok. En gruppe fordi man havde været vidne til det samme vanvid og nu kunne slappe ganske hæmningsløst af. Michel var vågnet op. Han gned sine øjne og rømmede sig. Der blev ganske stille omkring ham. Vi vidste, at han nu ville sige noget som samlede hele situationen i få ord, og ganske rigtigt så kom det: Et langtrukkent ræb ikke ulige et dyrs brøl. Det var som et varselsskud til os alle ved bordet og vi istemte denne dybe lyd af brunst som kom ud af hans mund. En hylen som gale vildsvin har for vane at udstøde om natten dybt i de store Jyske skove. Derefter gik vi over til desserten, bestående af syltede blommer i Madeira som jeg havde fundet på en konserveshylde ude i det store skab i køkkenet.

Vedblivende at fastholde denne situation vil næppe være gunstigt.Derfor tilføjer vi et nyt element: -Det ringer på døren. Jeg rejser mig fra bordet og går ud og lukker op. Udenfor står en smuk ung pige. Hun har lyst hår ligesom sin mor. Det er Evas datter. -Kom dog indenfor, udbryder jeg. Du skal være så velkommen i vores snævre kreds. Alle omkring bordet rejser sig og istemmer denne velkomsthilsen.- Velkommen, velkommen råber de i munden på hinanden. Det før så kaotiske billede bliver med eet harmonisk. Det er som om pigens ankomst netop er den ingrediens som skal til for gøre forsamlingen af mennesker komplet. Pigen hedder Sarah. Eva tager hende om skulderen og spørger: -Er hun ikke dejlig?  Man kan se, at hun er stolt af sit barn. Luiz stjæler sig til et hurtigt kig og rødmer klædeligt. Vi finder en stol, som hun kan sidde på og jeg henter mere suppe, som hun kan spise. Så rejser jeg mig og slår på mit glas. Alle bliver tavse. Det er min tur til at holde en tale. Jeg siger:- Kære venner, kære allesammen. Hvor er jeg glad for at I er her. Især er jeg glad for, at vi nu er dem vi skal være. Vi skal ikke være flere, synes jeg. Så bliver det uoverskueligt. Så bliver vi for mange. Jeg vil nu sige lidt om mig selv. For det første er jeg ikke rigtig klog. Men det har I vel nok bemærket, ikke? Bare det, at lave sådan en fest for alle jer skønånder, som jeg jo slet ikke kender, er vel  noget af en overdrivelse. Men, men, det skulle være sådan. Det stod skrevet i stjernerne allerede den dag, jeg blev født. At jeg skulle møde jer og at vi skulle ud på en himmelflugt sammen. For det er nemlig, hvad jeg har tænkt mig. Jeg har tænkt mig, at vi skal på en verdensrejse! Ja I får nok et schock, når I hører mig fortælle det, men sådan skal det være. Det kan ikke være anderledes. I ved nok, hvor forrykt alt er blevet. Ballade over hele linien og det er det, jeg simpelthen ikke kan holde ud. Denne idelige summen af ord som strømmer ud alle steder og oversvømmer lethedssphæren med forvanskning og forvirring. Billedet forplumres dag efter dag. Det er en tilgroning. En opslemning. En forsuring og en forvitring der finder sted, så man snart ikke kan se ud af sine egne øjne. Jeg drukner, gør jeg. I al denne meningsløse snak og tale som medfører meningsløs handling og ruin. Det gider jeg ikke mere, som I kan forstå. -Der bliver nikket og bejaet rundt omkring bordet. Jeg kan mærke, at mine tilhørere har fattet lunten og ved, hvor jeg vil hen med mine ord. Det kan jeg mærke, så jeg fortsætter:- Med mit nye kreditkort fra Norwegian har vi penge nok. Vi har faktisk ubegrænsede midler til at gøre lige, hvad vi vil. Det er derfor nu op til os, og kun os, at afgøre, hvad vores næste skridt skal være. Skål allesammen på et hændelsesforløb som ikke munder ud i kiv og splid, men tværtimod bærer kimen til en ukendt faktor af fortryllelse og uforudsigelighed i sig!

Alle rejser sig og klapper. jeg ser deres opstemte ansigter og mærker, at vi er på rette kurs.

Så drøner vi ned ad trappen. Hele holdet i fuld firspring. Nu skal der leves! Nu gider vi ikke at sidde oppe på terrassen og glo længere. Signalet er hørt. Afsted skal vi. Den første vi møder er Sofus. Den lille danske gårdhund som så længe har været uden herre. Nu får den 6 herrer idet Sarah kaster sig over den og giver den et ordentligt knus. -Endelig, siger hun. -Endelig har jeg fundet dig min ven! Vi andre står i en rundkreds om pigen og glædes over hendes gensyn med den lille hund. Hunden har kun eet øje, men med dettte ser den dobbelt så godt som nogen af os andre. Den hopper begejstret op og ned ad os allesammen. Især Michel får dens fulde opmærksomhed. Michel retter på sin paryk og siger.- Sofus dog. Som du kan hoppe og springe. Du er en rigtig lille skibshund, kan jeg se. Og så siger han henvendt til os alle:- Jeg foreslår, at vi nu bevæger os ned mod havnen. Hvad siger I til det? Helenita skutter sig. Hun svarer: Ok dit gamle liv. Lad os da for fanden bare se at komme afsted. Men hvad med proviant og beklædning til turen? -For jeg kan godt regne ud, at vi ikke kommer hjem lige med det samme, når først du får din vilje. -Ja, hvad med det? Spørger osse Eva og Sarah i kor. Luiz tilbyder straks sin assistance og stiller sig op foran Michel med en spørgende grimasse. Nu tager Michel atter ordet. Han er en myndig gammel mand, og vi undgår ikke at give ham vores fulde opmærksomhed. Sarah har med Sofus i spidsen i mellemtiden ført os hen til en kvadratisk park med et springvand i midten. Springvandet består af en gås som sprøjter vand ud på fire store skrubtudser som sidder i en omkreds med gåsen i midten.  Vi hopper alle op ved siden af de grønne frøer. Vi bliver godt nok lidt våde af gåsesprøjtet, men det skider vi på, for nu meddeler Michel med alvorlig stemme, at der er noget af allerstørste vigtighed, som han vil sige, og så siger han: Som sagt tidligere er det i havnen det foregår. Det hele. Ved kaj nr 11 op ad bolværk nummer 38 har jeg min Swan 52 liggende og den, tænker jeg , er et udmærket udgangspunkt for vores videre færd her i galaksen. Han gør en lang pause, ligesom sunder sig, så tilføjer han:- I følge Aspects forsøg med kvantepartikler og EPR paradoxet, hvor to elektroner ses forbundne,således at ændring af den enes spind øjeblikkelig medfører tilsvarende spinændring hos den anden uanset afstand, -det kan være to elektroner i hver sin galakse såmænd,-kan det konkluderes, at alting er forbundet uden tid,eller som Bells theorem udsiger det: Universet er “Vidende” om sig selv og bedøvende ligeglad med vores “Opfattelse” af det. Vi kan derfor trygt begive os ud på det store hav i klar forvisning om, at alt er i orden, uanset hvad vi “gør”uden at GØRE noget. Kort og godt:- Lad os komme afsted!  Jublen vil ingen ende tage. Vi smider straks al tøjet og springer på hovedet i springvandsbassinet, hvor de mange guldfisk som svømmer rundt forskrækkede flyver op i luften og øjeblikkelig bliver spist af de glubske skrubtudser.

Luiz bliver sendt afsted efter proviant og beklædningsgenstande. Vi aftaler, at vi alle mødes nede ved Swan 52 sejlskibet om en time.

Så ligger den der! En 52 fod stor Swan Ketchrigget Katamaran bygget i Newyork 1948 efter tegninger af den danske arkitekt Jørn Utzon. De to master stræber mod himlen i det klare eftermiddagslys. Dækket er gummikalfatret teak og hele skrog og ruf er af skinnende mahogni. Fortøjningerne snor sig hen langs kajen mellem de store grågrønne fendere. En trætrappe fører op over skanlisten ud for hvilken lidt efter lidt de forskellige deltagere tropper op. Sofus hopper og danser af glæde ved tanken om endnu en havsejlads. Begge pigerne og gamle Helenita står og småsnakker og forestiller sig hvorledes fordelingen af kahytter skal finde sted. Michel er strålende smil over hele ansigtet. Man mærker, at han nu endelig er i sit es. Han har taget den pyramideformede paryk af og erstattet den med en guldtrisset kaptajnskasket. Jeg selv har sat mig ned i solen lidt væk fra de andre for at tage hele redeligheden i øjesyn. Det er ret overvældende for mig at se, at æventyret er ved at tage form i den skinbarlige virkelighed. Det er en højfin dag idag. Ikke en vind rører sig. Solen bager varm og strålende ned over vore hoveder. Skibet ligger og vugger i havnen. Turisterne går forbi med misundelige øjne og jeg selv aner ikke hvad jeg skal mene om hele redeligheden. Nå, men nu kommer Luiz trækkende med en vogn hvori et læs af alskens dåsemad og fødevarer befinder sig. Kasser med søudrustning, redingsveste, dykkerbriller og svømmefødder samt uldtrøjer, regntøj og sololie bliver båret ombord. Eva har hurtigt taget føringen i indstuvningsgruppen bestående af Sarah, Luiz og hende selv. Imens skibet langsomt bliver lastet er Michel og Helenita i gang med at bese skibslukaferne, som er store lyse rum placeret i de lange pontoner som udgør skibets køl. Her er plads til to i hvert enkelt rum. Der er senge med kanter som skal forhindre, at man falder ud i høj søgang. I midten af konstruktionen er kabyssen, hvor maden tilberedes og i umiddelbar tilslutning opholdskahytten, som er en stor cirkelformet sal med plads til brede, i gulvet fastgjorte lænestole beklædt med karmosinrød plys. Ovale koøjer sender lys ind i salen hvis vægge er belagt med ibenholdt og cedertræ der udsender beroligende dufte som modvirker søsyge. Michel tager Luiz og mig med ned i motorrummet. Her ligger en 500 hestes Enfield motor med pudsede messingrør og rustfri knastaxel. Udstødningen er ført agterud og fungerer som jetblæs til forøgelse af farten. Det hele er kølet af en tørismaskine som også leverer frost til den store frigidaire, hvor alle vore madvarer bliver opbevaret.  Helenita og Eva er i mellemtiden blevet klar over fordelingen af lukafer. Vi mødes i hovedkahytten og her bliver vi informeret om, hvor vi skal sove. Helenita og Michel får højre ponton første lukaf. Eva og jeg får andet lukaf i samme ponton. Sarah får første lukaf i venstre ponton og Luiz og Sofus får andet lukaf i venstre ponton. I alle lukafer er der fri udsigt til havoverfladen gennem store brede vinduer og i gulvet er iskåret undervandskoøjer så man hele tiden kan observere havmiljhøet undervejs.

Nu sidder vi alle i den store sal midskibs og skal til at fastslå en fælleskurs, men allerførst skal vi have noget at spise! Vi er nemlig sultne ovenpå al dette postyr. Michel tager VHF telefonen ned fra væggen og taster telefonnummeret på Puorto la Cruz bedste restaurant med take away service.

Store Pitzzaer ankommer med bud fra Restaurante Del Mar. Der er scalotteløgspitzzaer med Rødfiskefilet overstrøet med kardemomme. Der er blåskimmelrejepizza overhældt med muslingesuppe irørt mågeæg og for de kræsne en aflang kongerejepizza med indbagte vinbjergsnegle altsammen leveret sammen med kurve med lokal landvin i små glasballoner. Vi kaster os over maden. Hælder vinen ned i halsen i store mundfulde og har det rigtigt rart sammen. Da ædegildet er ved at nå sin afslutning tager vores allesammens kaptajn ordet idet han udstøder en bøvs og griber sig til brystet, så man i skyndingen kunne antage, at han var ved at få et hjertestop. Det er dog absolut ikke tilfældet. Han fremdrager i stedt en oldnordisk sekstant fra sin inderlomme. Han indstiller de forskellige spejle og retter så den lille kikkert mod den del af himlen som er synlig gennem loftlugen. -Jeg ser så meget forskelligt, udbryder han.- Jeg ser stjerner og sole og dybe tåger, og der vil jeg tage en pejling på de store røde dværge som ligger i ascendensen til Arcturus og Betelgeus samt nordstjernen ikke at forglemme. Dette navigatørens foretrukne himmellegeme. Når alle disse målinger er foretaget, vil jeg ved hjælp af astronomiske tabeller udregne vores nøjagtige position i forhold til os selv, hvilket i bund og grund vil sige, at vi ligesågodt kan befinde os det ene sted som det andet og det er meget godt, for så er vi frit stillet. Betagede over mandens ordstrøm og visdom falder vi alle på knæ og rækker vores arme i vejret for at prise al denne kundskab.- Hvor er det godt, vi har dig, siger jeg. – Kunne vi nu komme til bunds i, hvad vi skal? Spørger jeg. – Var det en ide at lade hver enkelt af os fremkomme med sin egen forestilling om fremtiden, idet der på skønsom vis lægges vægt på det faktum at “tid” er et operationelt begreb og som sådan slet ikke eksisterer i universel forstand. Kan vi blive enige om det? Det ser ud til at alle kan tilslutte sig mit forslag idet der ikke kommer indvendinger. De tre kvinder/piger ser med strålende øjne hen mod mig. Hunden logrer med halen af iver for at komme til orde. Den kan ikke styre sig og fremkommer med et bjæf, hvilket tages for gode varer som det første indlæg vedrørende forsamlingens fremtidudsigter. Eva siger: Åh, dette øjeblik har jeg ventet længe på. Ja, faktisk hele mit liv. At få lov til at udsige fra dybet af min bevidsthed de største ønsker man kan have. Det er dog en gave. En nydelse og en lyst, og jeg skal ikke trætte jer yderligere, men straks komme til sagen:- Jeg vil til Paris! ja, I tror nok det er løgn, for hvad skal man dertil for? Men jeg vil nu engang gerne opleve byernes by. Det stolte Eiffelstårn som rækkere til himmels som et strålende septer over denne urgrube af menneskelig kunst og kultur. Og modehusene vil jeg besøge. Se Dior og Balmain! Gå på Pigalle og danse i Mulin Rouge! Og hvis I ikke siger det til nogen, så vi jeg prøve at være luder i araberkvarteret. Det har jeg hørt så meget om, så det vil jeg gerne prøve. Tror I det kan lade sig gøre? Slutter Eva af. -Det er skammeligt! Ganske skammeligt, råber Helenita med hæs stemme.- Nu er det min tur til at sige noget. Jeg har vel også ret til at komme med mit besyv, ikke? Hellige jomfru og alle apostlene skal være mit vidende!  Min tro skal lede os over havet og ind i de himmelske riger! Hun kaster sig på dørken i religiøs vildelse. Besat af  helligånden giver hun sig til at messe:- Ud at rejse vil jeg. Den guddommelige vej skal vi alle betræde. Solens lys skal skinne på vore ansigter og vi skal nå paradisets dør. Hun rejser sig som åbenbaret af en evig sandhed og siger: -Jeg skal vejlede jer ud i troens rige. Kom til mig og I skal blive frelst! Da hun har udtalt disse ord, styrter hun omkuld og må bæres ned i sin kahyt af Luiz og Michel som begge ryster på hovedet i det de går forbi. -Hende får vi nok mas med på vores tur, siger jeg henvendt til Eva. Hun står sammen med Sarah og fniser. De kan ikke dy sig for at slå skørterne i vejret så man kan se deres bare numser. – Er det nu klogt? spørger jeg. – Hun er et fugleskræmsel, man ikke burde tage alvorligt, siger Sarah. – Ja, en gammel hex, tilføjer Eva. – Men vi må vise lidt overbærenhed. Hun er trods alt en ældre kvinde, som har været meget igennem i sit liv, ikke? Tror I ikke hun bliver god igen, når hun er faldet til ro nede i sin kahyt? -Lad os håbe det, siger Eva. Luiz og Michel kommer tilbage. -Hun sover nu. Vi dækkede hende til med et uldtæppe. Hun er god at have med til at styrke vores moral, når vi kommer ud for storme og uoverskueligt søvejr, siger Michel mens Luiz bare griner fjoget.

Nu sætter vi os ned i de bløde plyssofaer og lader roen falde over os. Alles øjne rettes mod mig, idet jeg siger:- Jeg kan lige så godt lægge kortene på bordet og tilstå, at jeg lider af panikangst. Bare så I ved det, når vi nu engang  skal tackle dette samvær på en intelligent måde. Jeg er bange for at dø. Jeg hader tanken. Dette med at miste alt og blive helt væk. Det hader jeg. Og derfor hader jeg også at blive syg. Jeg frygter at få en aortaaneurisme, så jeg dør øjeblikkelig under store smerter i mellemgulvet. Eller tarmkræft. Det frygter jeg også. Og bugspytkirtlen og prostata og leveren og huden slet ikke at forglemme. De store maligne melanomer som kryber op langs min ryg og metastaserer sig hensynsløst til alle organer i min krop. Det forestiller jeg mig hver nat, når jeg ligger og vrider og vender mig for at falde i søvn. For slet ikke at tale om at blive blind. For helvede! Det er frygteligt! Og alt dette kan overgå mig. Lille søde mig, som altid gør mit bedste og alligevel ligger indenfor risikozonen af at blive ramt af ulykker, smerte, sorg og lidelse. Hæsligt. Jeg væmmes og har slet ikke lyst til at leve, hvis det skal være på den måde. At I ved det. Jeg bliver vred over tilværelsens grusomhed. Dens barbari og hensynsløshed. Man bliver ramt i flæng. Der er absolut ingen retfærdighed til og det kan jeg ikke have! Nå, men sådan ligger landet, og jeg ved så ikke, om I kan holde mig ud med al den frustration jeg medbringer. Det må I for hulen tage stilling til, ikke?

Der hviler en dræbende tavshed over selskabet. Efter lang tids stilhed og megen snøften fra pigerne tager Sarah ordet og siger: -kære søde lille jensemand. Du er min far. Det kan der ikke være tvivl om, og Eva er min mor. Luiz er min ven, Michel er min bedstefar og Helenita er min bedstemor. Vi er altså en stor familie som skal passe på hinanden, uanset hvad der sker i denne verden. Sådan er det bare, og det vil jeg sige dig, at ligeså snart du rammes af din angst, skal du sætte dig sammen med mig og min mor og tage hver af os i dine hænder og mærke den ægte varme som strømmer fra os og over i dig. Det skal du gøre, så forsvinder din angst med garanti! Hun stikker i et stort grin og hopper op på skødet af mig og giver mig et ordentligt smækkys midt på panden. Eva kommer over og omfavnede os begge og nu kommer også Luiz og Michel hen og lægger armene rundt om os allesammen. Sofus er prikken over ièt idet den anbringer sig øverst på  mit hoved. Letter benet og sender en varm stråle pis lige ned I mit venstre øje!

Pagten er beseglet og jeg kan fortsætte: -Da vil jeg foreslå, at vi sætter vores første ankomstdestination til Los Christianos, hvor vi kan bunke diesel. Der er også en god badestrand og et sted, vi kan sætte drager op. Det ser jeg frem til. Ja ligefrem glæder mig til, så måske er det hele slet ikke så slemt, som jeg i min vildeste fantasi kunne forestille mig! -Jeg smiler og mit ansigt lyser op i glæde. – På den anden side kunne man også tage i betragtning noget helt andet, ikke? Siger jeg så, rimeligt vægelsindet, for jeg har altid haft svært ved at beslutte mig.- Jeg kan sagtens forestille mig, at vi kunne tage til Grønland for eksempel. Det kunne da være meget rart at komme op og se nogle isbjerge. Har nogen af jeg set isbjerge?  Luiz svarer: -I whiskyglasset. Hæ, hæ, hæ. Han har stillet sig op midt ude på gulvet i en agressiv position. – Jamen, det er ikke det jeg mener, siger jeg og ler lidt forvirret. -Det kan også være det samme, når I ikke tager mig alvorligt. Sarah kommer hen og tager mig i hånden.- Nu ikke så fintfølende, du gamle. Isbjerge eller ej, så skal vi afsted, ikke? Og så må vejen fører os derhen, hvor den vil! -Hørt! Hørt! Istemmer alle mine tilhørere i kor. Jeg holder en pause, men kan alligevel ikke dy mig for at sige: -En anden mulighed ville være at tage til Brazilien. En gang i mit tidligere liv var jeg fangevogter i et rigtig rart braziliansk fængsel. Jeg er sikke på vi sagtens kan få ophold der med kost og logi. Var det ikke noget? Og uden at vente på svar fortsætter jeg: – Yderligere har jeg den proposition at fremsætte nemlig en tur i gyngen, men det ved jeg ikke hvad I siger til? -Nu må vi have ham standset, siger Eva.-Inden han Bliver helt baldyrisk. Men jeg er ustoppelig. Munden løber på mig som ti vilde heste. Det rabler for mig og jeg stønner: -Vi kunne også… men måske hvis… Åh, en anden udvej er at gøre… for eksempel kunne man… Jeg giver mig til at styrte rundt om lænestolene, de andre sidder i. Hunden efter mig i fuld fart. Afsted, afsted går den vilde jagt idet Eva forfølger mig efterfulgt af Luiz og Sarah. Helenita kommer søvndrukken op fra sin kahyt: -Hvad i himlens navn er det dog for en støj I laver? Kan vi ikke snart få ro. Hvad er problemet? -Det er ham jensemand som er gået fra forstanden, råber Sarah idet hun farer forbi. -Jamen gudfredsens og himlens sluser åbne sig! Jeg tror jeg går ned og sover videre. Det er for meget postyr for et gammelt liv som mig. Og hun trækker sig skyndsomt tilbage. I samme øjeblik falder jeg over mine egne ben. Sarah og Eva kaster sig ned og holder mig fast. Så kommer Michel med et reb, som de snor forsvarligt rundt om mine hænder og fødder. – Han er pacificeret! Udbryder Michel. Og tilføjer: Kan vi måske så komme videre med denne generalforsamling! Jeg bliver anbragt i en krog bastet og bundet og kan derfor ikke bidrage yderligere til konferencen. Men det kan Sarah! Hun har nu iført sig lyserødt trikot med svanefjer som vinger og giver sig til at svæve omkring lig en flue i rummet. Som en drone standser hun oppe under loftlugen, ser bebrejdende ned på os og siger: -Jeg vil flyve over sletterne og skovene. Jeg vil danse med de vilde dyr på savannen. Møde Karen Blixen og blive hendes ven og lære at skrive fantastiske historier. Det vil jeg bruge denne rejse til. Opleve så meget som muligt hele tiden og derved modnes som rigtig forfatter. Jeg har altid haft de smukkeste forestillinger om verden. Set den udfolde sig i fuldt flor overalt hvor jeg har været med min mor. Mit forhold til Eva er ganske fredeligt, og I vil ikke få vanskeligt ved at omgås os. Det lover jeg. Jeg er god til at lave mad og forsyner gerne alle sultne munde med smagfulde retter. Endvidere er jeg et ordensmenneske og det skal I nok få at føle, når jeg kommer efter jer med kost og spand og svaber. Dækket skal være skinnende rent. Kahytterne tømt for enhver skam og skændsel og jeres senge altid nyredte og velduftende. Jeg tillader ikke udskejelser af nogen art, at I ved det. Så sædeligheden må være i højsædet her om bord! Hun ser over mod sin mor som sidder og rødmer.- Ja også du mit ophav skal have en røffel, skal du! Du skal ikke altid fare frem med alle dine formaninger og tilrettevisninger. Nej, mor- for syv søren og hulen i helvede skal du til at tage mig alvorligt Jeg er ikke længere den lille dydige pige, du går rundt og tror. Jeg kan meget vel vise mig at være noget ganske andet. En rigtig tøjte, men det vender vi tilbage til  senere når ufreden med Jens har lagt sig. Så skal jeg nok komme ind på, hvad jeg mener. Vi har uanede muligheder for at drøfte tingene på denne uendelige rejse, vi har begivet os ud på. Ikke mor? Ikkesandt? Så svar dog for fanden! Hun rækker tunge ad sin mor, for at få hende til at reagere. Det virker! Eva springer op og stiller sig lige foran sin svævende datter. Ser hende dybt i øjnene og stønner:- Pyha, pyha,pyha, som du kan min pige. Hvor er jeg stolt af dig. Det havde jeg ikke regnet med fra din side. Mundlam har du altid været , og nu har du taget ordet. Tillykke med det, men så vil jeg  lige have lov at svare, hvorledes tingene ser ud fra min side. Ser du, jeg har altid søgt efter din far, som forlod os lige efter du blev født. Han hadede småbørn og ville hellere ud at fiske. Han var en stor fanger, men et meget lille menneske, kan jeg forsikre dig. En tølper, hvis jeg skal sige det helt ærligt. Han skred og lod mig sidde alene med dig, min lille nuttetøs. Men vi klarede os takket være forsynet og den udmærkede forsikring, jeg havde i Spanske Brand forsikringsselskab. Årene gik og du voksede op og blev en stor smuk kælling, lige som mig. Vi ligner hinanden på en prik. Det ved du også godt, ikke? Eva snøfter. En tåre driver ned ad hendes venstre kind. Luiz er ikke sen til at komme hen og tørere den bort. -Tak skal du have Luiz, siger Eva og prikker  ham kærligt i mellemgulvet.- Men for at komme til sagen, fortsætter hun.-så leder jeg efter en mand og det har jeg tænkt mig at bruge denne rejse til. Først troede jeg at jensemand skulle være min mand, men han er et pjok. Det ser jeg nu. Ham kan jeg ikke få til noget. han er opgivet, men så er pladsen ved min side fri, og den har jeg tænkt mig at fylde på passende vis under denne odysse`.

Luiz hoster højlydt. Så tager han ordet efter at have rømmet sig nervøst flere gange. – Jeg er så glad for at være sammen med alle jer originale skikkelser. Det skal understreges med al tydelighed, men- for der er et men; -Jeg kan ikke holde til det.Jeg kan ikke holde til, når I alle på een gang rotter jer sammen mod mig og hænger mig ud. Ikke at jeg har oplevet det endnu, men for en sikkerheds skyld gør jeg hermed opmærksom på det faktum, at jeg er et følsomt menneske og skal respekteres som sådan. Jeg blev født uden en far og mor. Måtte vokse op i trange kår og endte som gadebarn. Hurtigt fik jeg smag for hård narkotika. Crack og rygeheroin. Hvor mange gange har jeg ikke stukket mig selv i arm eller ben for at finde en vene som var god nok til at modtage mit rusmiddel. Åh, hvor var det dejligt, at ligge på et stykke pap omme i en baggård mens regne silede ned og rotterne løb pibende omkring og hører englende synge. Disse engle som kom og gav mig håb om bedre tider og evig lyksalighed. Det er jeg gudskelov kommet over. Gennem lange metadonforløb og idelige nedtrapninger er jeg nu stoffri, og det beder jeg jer om at respektere. -Nu skal vi videre, som min gamle klasselære på pogeskolen altid sagde, og det kom jeg, som I kan se. Mit største ønske med denne sejlads er at se vilde dyr og jeg har læst, at der i området neden for den store Himalaya bjergkæde skulle være rig lejlighed til at møde den Bengalske tiger. Endvidere ved jeg at den afrikanske vandbøffel kan beses i det sydvestlige Afrika. Papegøjer i Brazilien kan også komme på tale og sådan kunne jeg blive ved. Jeg er jo netop fyldt 14 år og derfor i senpuberteten. Det kan medføre visse vanskeligheder i min omgang med det modsatte køn. Sarah ligger lige i skudlinien og skal nok passe på, at mine tilnærmelser ikke bliver for voldsomme. jeg lider af skræk for udfordrende kvinder. Så går jeg bersærk og er slet ikke til at styre. Jeg farer på dem som en nyforelsket hamster og man kan ikke vide, hvad det fører til. Men alt i alt er jeg et meget tilfreds menneske, som nok skal komme godt ud af det med jer. Han smiler undseeligt. Sarah rødmer dybt og ser væk. Eva sidder og dagdrømte og hører ikke efter. Jeg ligger bundet i en krog bag stolene og har nok at gøre med at trække vejret. Jeg skal både tisse og skide, men ingen hører mig. De har alle nok i sig selv. Så skider jeg i bukserne, og så kan det nok være der kommer gang i forsamlingen.- Pyh, hvor her lugter, udbryder Michel.- Det er ham abekatten med de vide udsigter, der nu prøver at gøre opmærksom på sig selv. Tag lige og skift ham Eva! Eva kommer hen og tager mine bukser af.-Du er da en rigtig lille skiderik, siger hun kærligt og giver sig til at tørre lorten bort med en serviet. -Tag lige og smid dether væk. Du kan bare kaste det overbord. Sarah tager lortepapiret og smider det i havet. Jeg får et par rene bukser på og bliver løsladt fra mine bånd. -Tak skal I have, siger jeg.- Jeg skal nok opføre mig ordentligt en anden gang. -Det håber jeg sandelig, siger Michel.-Ellers kan det være, vi slet ikke kan have dig med. Har du forstået?

Det har jeg og det så eftertrykkeligt!

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Karens Minde.

Nu vågnede han op igen. I sit lille hus på hjul. Ude på parkeringspladsen her med let adgang til “Tippen” med den friske luft som blæser ude fra Øresund og som også kan være ret hård , hvorved hans drage kan blive taget og overtaget således at han bliver slæbt hen ad jorden og kommer slemt til skade. Nu er skade udbedret. Han har gået den væk. Langsomt kom musklerne til sig selv og hans gode gamle pasgang genoprettet. Her på stedet er morgenen stadig i gang. Solen skinner glad ind gennem bilens støvede vinduer. Jeg har lige færdiggjort et brev til min søde veninde Karen Hilden, som maler tangodansere og er en gammel skolekammerat fra Østersøgades Gymnasium, hvor jeg blev student i 1960. Så det er en gammel fyr, som sidder her i bilen og skriver. Varmeapparatet virkede ikke imorges. Der var ikke nok spænding på batterierne til at sætte det i gang. Motoren måtte startes, men så sprang gnisten og jeg kunne komme af dynerne efter en ret iskold nat. I går var jeg på Højbro Plads og tegne med min nye Faber Castell blyant. Mødte to fra Argentina og en due fra København. Mødte også en masse mennesker på Christianshavn Torv, hvor Grønlænderne holder til og drikker sig fulde og krammer i een uendelighed. Suppen på “Morgenstedet” på Christiania er fortrinlig og bagefter får jeg på min mobiltelefon besked på, at jeg har været gennem Pusher Street og Google beder mig om en anbefaling af stedet! Jeg har dog ingen anbefaling, da jeg hverken køber eller ryger. Stakkels den unge mand på bænken på Sjælør station. Helt hvid i ansigtet lå han der med en stor udbrændt joint i den slapt nedhængende hånd. Og boderne er fyldt med store klumper og hundredekronesedler i bundter i plasticbægre. Jeg går hastigt forbi og ud i Prinsessegade og ned på Torvet og tager bus 550 mod dragør, for jeg skal til Harald Nyborg i Kastrup og købe en lille gasvarmeovn, som jeg kan bruge som supplement til min ikke altid pålidelige oliebrænder. I bilen ser jeg lidt “House of Cards” før jeg tager til Københavns Hovedbanegård (Mit gamle opholdssted når jeg pjækkede fra skolen og ikke vidste, hvor jeg skulle være så længe.) Her har jeg rabatkort på Chailatte og veganske croissanter, som jeg indtager, mens jeg på bænken ved siden af en ældre hjemløs dame med plasticposer læser i Politiken Business om den unge fremadstormende reklamemand Carsten Treblinka, hvis firma bliver børsnoteret, hvilket skaffer ham 6 milliarder i privat formue og gør ham til en af Danmarks rigeste mænd.

Er til croquis oppe i tårnværelset på Absalon. Det er hver onsdag fra 20 til 22. Mange mennesker sidder i en ring om modellen. Det er Anders, der er model i dag. Han slider i det med at stå helt stille i de 10 sek vi får til at skabe et billede af ham. Det er ikke meget. Så bliver der råbt “skift” og så flytter han på sig lige netop som man var begyndt at få form på sit billede. Så må man på den igen. Og så videre. Hele tiden nye positurer som man lynhurtigt skal nå at opfange med sin blyant på papiret. Koncentrationen er enorm. Alle tegner så lyden af skrattende blyanter næsten overdøver den dejlige brazilianske musik, som ledsager Anders evigt omskiftelige stillinger. Det er skide skægt. Jeg nyder at være sammen med ligesindede. Ganske almindelige mennesker. Mest i den yngre afdeling, men jeg skimter en 50 årig ovre på den anden side. Han er ret højrøstet og beklager sig hele tiden over manglen på tid til at gøre skitsen færdig. Jeg siger ingenting, og min nabo siger heller ingenting. Vi tegner.

Pigen overfor mig til den vegetariske middag går på RUC. Jeg får at vide, at hun læser kandidat i performance sience. Hun var med på Egeskov og arrangere Heartland festival. Tænk, sådan noget kan man også læse på RUC! I min tid var der ikke alle de valgmuligheder, de unge har i dag. Jeg skulle bare være tandlæge ligesom alle de andre fra gymnasiet. Eller læge. Det kunne jeg også have valgt. Vælge uden valgmuligheder. Sådan var det den gang.”Performance sience” se bare, det kunne have været skægt. Nå, men never mind. Jeg har det jo meget godt her i min egen “performance”!

Varmen i bilen fungerer perfekt. Har kørt hele natten, så rimfrost på næsen undgået. I aften til the hos Suien, så alt tegner lyst og lykkeligt!

 

Badeanstaltens hemmelighed.

 

En eftermiddag i 1947 om sommeren tog Toms mor Tom med ud på badeanstalten “København” som lå ude ved Øresund lidt nord for Svanemøllen. Det var en stor trækonstruktion med broer ud mod skure bygget på pæle nede i vandet. Der var en kvinde afdeling og en mande afdeling, og da Tom kun var syv år kunne hans mor tage ham med ind hos “damerne” som hun sagde.De blev lukket ind af den kvindelige bademester og fik et rum, hvor de kunne klæde om. Man skulle være helt nøgen, sagde Toms mor, så han tog pænt alt tøjet af og stod og ventede på, at hans mor også blev klædt af. Så gik de ud i solskinnet. Broen de gik på var af grønmalede træplanker og var allerede varm at træde på. Moren havde et håndklæde med, de kunne ligge på og de så sig om efter en plads. Men langs den ene væg, hvor solen nåede ned var der helt optaget. De gik forbi en række store kvinder, som lå med spredte ben og lod solen varme op i deres åbne køn. Tom havde aldrig set noget lignende. Det var deres lår som var så store som bjergkamme og disse bjergkamme førte op i en kløft med en åbning så faretruende og ligesom krævende, at Tom blev ganske paralyseret. Han standsede op og faldt i staver over disse kvinders provokerende adfærd. Det var ligesomom de kaldte på ham og hånede ham. Både fordi han kiggede så åbenlyst og fordi skrækken var at læse i hans ansigt over det han så. Det var lige som de sagde: -Kom du bare lille ven. Du skal ikke være bange. Det er helt naturligt. Sådan ser vi ud om du vil det eller ej. Men Tom blev bange. Der var noget han ikke forstod. Han kunne mærke det dragende og det frastødende på samme tid. Han ønskede brændende at få lov at komme nærmere disse kvinder og udforske deres hemmeligheder og samtidig mærkede han en blusel stige op i sit ansigt, da hans mor trak ham videre med et hårdt ryk i armen. – Kom nu Tom! Stå ikke der og glo. Det gør man ikke. Det er ikke pænt. Og så gik de videre hen til en ledig plads og bredte deres håndklæde ud.

Tom glemte aldrig hvad han så den dag. Det ætsede sig ind og var den viden han byggede sit seksualliv på resten af sit liv. Hans inderste ønske var at komme dybt ind i den hule han så mellem kvindernes ben. Ind og gemme sig. Ind og blive væk. Han vidste jo godt, at det var derfra han engang var kommet ud. Det havde hans mor fortalt ham og i skolen havde de også berettet noget i den stil, så det var ikke helt fremmed for ham, at det var gennem dette hul han var blevet født. Han smagte på lugten som drev fra de solbadende kvinder. Det smagte af tang og fisk og for første gang blev han erotisk tændt. Hans lille tissemand rejste sig og blev hård og stiv. Damerne så det og lo højt.- Den lille mand har nok fattet lunten, råbte de mens Toms mor gjorde sit bedste for at skjule Toms nedre dele med håndklædet. Tom forstod ingenting, men han var grebet af en sær følelse af vellyst mellem sine ben ved siden af de nøgne kvinder. – Det var ikke så godt, sagde hans mor, da de havde fundet en plads.—Du skulle skamme dig at opføre dig på den måde. Næste gang kommer du ind til herrene. Helt alene. Så må du klare dig, så godt du kan. Hun tændte sig en cigaret og så fjern ud i blikket. Hun brød sig tydeligvis ikke om situationen. Det kunne Tom mærke, men han glemte ikke, hvad han så. Og slet ikke hvad han mærkede.Næste gang kom han ind til herrene. Alene. Og her begyndte besværlighederne for alvor. -Pyha, sikke nogle grimme pølser de har mellem benene, tænkte Tom. Og der var store drenge, som skubbede ham i vandet og drillede ham. Nogle sad åbentlyst og tog sig selv på tissemanden, så den blev stiv. De grinede og sagde at Tom skulle gøre det samme. Det ville han ikke.Blev rød i hovedet og løb. Hen til trappen som førte ned i vandet, og svømmede ud i Øresund, hvor han kunne være i fred.

Se det var historien om lille Tom og hans møde med kvinderne. Stakkels ham. Sålænge han kunne huske var han blevet skræmt af dem. Det indebar et eller andet han ikke kunne overskue. Noget med forpligtigelser og bånd. En slags tvang han blev underlagt, hvis han gav sig i kast med dem. Derfor dansede han altid let og elegant udenom, når de kom med deres krav om troskab og al den slags. Han ville være den frie fugl og svinge sig fra gren til gren uden nogensinde at bygge rede. Det havde han ikke tid til. Der var så meget, han skulle opleve, og det ville et fast længerevarende forhold, for slet ikke at tale om et ægteskab ubetinget forhindre ham i. Desværre var der andre ting i hans indre, der forårsagede, at han alligevel havnede i det ene ægteskab efter det andet, og det var hans trang til tryghed. Hans alt omsiggribende frygt for at blive alene. Et forfærdeligt skisma for ham, som han aldrig kom ud af, før han som firsårig faldt til ro i et kloster på den lille græske ø Thios. Der stod han hver nat og så op i himmelhvælvet. Han så sig selv i stjerneøjnene og erkendte, at han endelig langt om længe var kommet hjem.

Og det var jo godt for ham. Kan man ikke sige det? Klosteret sørgede for ham. Han havde sit eget lille værelse med udkig til havet, og maden faldt på slaget hver dag. Han kunne gå ture rundt på den smukke ø, og om vinteren sætte sig foran pejseilden og føre lange filosofiske samtaler med de andre munke.Det kunne simpelthen ikke være bedre, tænkte han. Så faldt han i søvn. Og nu sover han. Skulle jeg hilse og sige…