Kitesurf for Satan!

Så sidder man bare der på stranden og måber. Måber over det hele, så meget at man falder over sine egne ben idet man rejser sig og går hen til dragen som faldt ned, eller crashede som det hedder på dragesprog, en tyve tredive meter fra hvor man befinder sig. Ser den ligge der som en sammenfiltret redelighed og blafre i den stærke vestgående vind, som man lige har betjent sig af. Den fløj ellers så pænt, den drage eller kite som det hedder. Den fløj ellers så pænt, men trak mig i vejret et par gange, så jeg blev træt af det hele og meget hellere ville dø. Det gjorde jeg ikke. Dragen holdt mig i live, for Satan! Det er det drager gør. De holder een i live, at I ved det. I klaphatte! Som ikke gider lytte til, hvad jeg siger. Jeg hader jer for jeres ulidelige dumhed og påståelighed og ordflom som svulmer op som dårlig dej og omslynger mine tanker med ord fra fremmede planeter med flag på. Det siger jeg jer. I kan holde kæft, kan I. Lige så længe jeg er her. For Satan!

Nå, men det skal ikke blive ved det. Nej, så ville det blive alt for kedeligt. Den lille bi summer omkring mit øre her i bilen. Den grå autocamper på parkeringspladsen med udsigt til en morgengrumset Østersø. Rie har det godt, endskønt hun faldt og slog hovedet. Rie er min forhenværende kone. Hun lå på hospitalet og så noget så forfærdelig ud i ansigtet, der var helt hvidt. Bulen var rød og lyste faretruende gennem hendes sølvmanke. Hun red en gang for mange år siden. Blev ramt af en nedhængende gren og faldt af hesten. Herved pådrog hun sig en parese i skulderen, som hun aldrig helt kom over. Det kunne hun dog godt meddele lægen. Så helt groggy var hun ikke. Gudskelov for det. Vi var alle bange for, at nu var det slut. Vi er altid bange for, at nu er det slut. Hvorfor er vi egentlig det? Tror vi at det bliver slut engang? Eller VED vi at det bliver slut? Hvad i hele hule helvede er det, at noget slutter? SLUT er et ord. Uden egentlig betydning. I bund og grund. Men det gør os bange. Gør det ord. Ligesom så mange andre ord gør os bange. Hvorfor nu det? Hvorfor gør ord os bange. Hvorfor?

Fuck det hele. Skrid, siger jeg og går ned til havet. Sætter mig på Dueoddes hvide sand med min Peter Lynn Skim 3,4 træningskite hængende højt i luften over mig. De hvide skyer driver forbi den lysegrønne drage med sit eget liv som forplanter sig ned gennem de fine tråde fastgjort til den oppustelige drageham, ned til min barre som jeg holder med begge hænder, mens jeg styrer dragen, så den ikke crasher og styrter ned i den lille dreng og hans sandslot og dræber ham med halslinen stramt om hans lille kære hoved. Det tænker jeg, og holder mig i sikker afstand fra drengen, som kigger op et kort øjeblik på min kite og smiler til mig. Jeg smiler tilbage og ser mig selv. Igen. Igen igen… Men det er ikke den samme jeg ser.Det er en anden. Altid en anden. En fremmed jeg ikke kender. En ny. En frisk een. Som en blomst på en stilk som gror op af jorden lige her ved siden af bilen. En blomst som jeg plukker og anbringer i det syltetøjsglas med låget med de fire huller, jeg har boret med en skruetrækker, som kan bruges til at sætte blomstens stilk ned i, så den får vand den kan suge op fra syltetøjsglasset. Så står den der og stråler mens jeg kører op over bakken ved Ringborgen og de gulgrønne kornmarker ligger som et tæppe hen over landskabet og bilen bare lydløst bringer mig afsted med sit automatgear man slet ikke mærker når det skifter. Helt lydløst. Stille. Tænk, en bil som er stille. Det er min bil. Den er stille. Står stille mens jeg ligger på taget af den og sover. Mærkeligt noget det hele…

Lågen. Bynkes låge ind til hendes borg. Klippeborgen bestyret af kvinden af Bornholm. Det kommer vi tilbage til. Sten ankommer sent i aften sammen med sin bror. I bil fra København. Sikkert først klokken tolv midnat. Når månen er stået op fuld og hel oppe bag det tynde skydække. Så kommer Sten med sin bror. Betty kommer vist nok tidligere i dag. I dag er det tirsdag. I går var det mandag, hvor jeg købte grus til at lægge i fordybningen under lågen, så hunden Lilli ikke smutter ud. Jeg har det i det hele taget skide godt her på Bornholm. Sover når jeg vil og står op når jeg vil. Skidegodt.

Sover. Står op. Går ud mod den nye låge. Ser ud over markerne. De grønne. Bag dem skovene og træerne. Oppe i himlen kommer regnen endelig nedad mod mit ansigt. Skoven danner baggrund for tre cyklister. Tre cyklende mennesker kommer forbi. De træder i pedalerne og snakker ivrigt sammen. Deres sprog lyder som latter. Et sprog jeg ikke kender, men som lyder godt i mine øre. De er glade, kan jeg mærke. De er på vej i den friske morgenluft et sted hen, jeg ikke kender. De kommer et sted fra, jeg kender. Det er Afrika. De ER Afrika. De er Afrika lige her foran mit ansigt i Pedersker på Bornholm. Afrika er lige her foran mit ansigt denne morgen, hvor den første regn i lang tid drysser ned fra himlen. Forfriskende. Lige som de tre mennesker med deres mørkebrune hud og glade stemmer er forfriskende. Jeg ser i samme øjeblik, de kører forbi det enestående de tilfører det danske landskab, som for mine øjne et splitsekund står evigt stille og fortæller mig, at jeg nu er i Afrika. At Afrika og for den sags skyld et hvilken som helst sted i hele verden er lige her, hvor jeg står og føler regnen i mit ansigt. Det er mageløst. Det er det hele i en nøddeskal. Sådan er det i virkeligheden når man skræller al ævlet fra og bare ser. Men det må man ikke, og det vil jeg skide på. Højt og flot. Lort det hele de fortæller mig. Alle disse narrehatte som ustandselig fremhæver deres såkaldte identitet. Deres såkaldte navne. – Har du et navn? Spørger de. -For hvis du ikke har et navn, er du ingenting. Så er du bare en Afrikaner på afveje, som skal smides ud. Som ikke har en skid at gøre på landevejen i Pedersker klokken halv otte  en morgen i juni måned år 2018 i Danmark. Vel? Så se at skrid med dig, din lede immigrant, som kommer og tager af vores velfærd. Skrid ad helvede til ned til dit lille korrupte lorteland dernede i varmen med alle insekterne og de fattige, som vi ikke gider at have noget at gøre med, for de stjæler og voldtager og lyver og alt muligt, som vi danskere ikke bryder os om. Mit navn er Dansker. Jeg er den danske Jens. Det er mit navn. Det er den jeg er. Og jeg er blind. Det er bedst sådan. Ikke?

Sålænge du organiserer dig, har du tabt. Så har du trukket dig ud af fællesskabet og dannet en enklave. En byld. Enhver form for organisering er forræderisk overfor kollektivet. Og med kollektiv mener jeg det universelle kollektiv. Det der er ukendt. For vi ved ikke hvor vi er og hvem vi er. I bund og grund. Det er hvad der sætter os på plads.

Er netop færdig med “Rejse til nattens ende” og vil læse den igen. Det vil jeg. For sure! Har haft alvorlige kvaler vedrørende køb af en paddle sup. Men afstår, da det nok er bedst sådan som sagerne står. Når alle disse mennesker kommer på mandag bliver der nok at se til. Så gælder andre regler end når jeg er alene og mig selv her i bilen. Eller gør der? Det er overskyet i dag. Det er dejligt når bilen ikke bliver brændvarm fra morgenstunden. Så kan jeg sætte mig til at skrive i fred og ro ganske fra morgenstunden. Så kan jeg finde frem til det som betyder noget. Det betydningsfulde. For mig. Det er det vigtigste. Det må jeg huske på.

Nok er nok.

 

Tom

 

Jeg tror nok det virker nu. Der skulle nødigt være nogen som så, hvad jeg skrev. Hvor dum og ubegavet han er, den lille tumling. Som altid går i for store sko, fordi han vil se ud af noget. Det hele er en hemmelighed mellem mig og Tom. Ham med de store fagter og det ringe indhold. Mister empty. Mister  Tom. Han er min ven. Min bedste ven her i verden, hvor al ting står og falder med om man er NOGET. Er man blevet til noget, som de alle bad om? Er Tom blevet til noget? Som hans mor især bad ham om. Men også hans far var ude med snøren. Skulle gerne kunne være stolt af sin søn. Se at andre ikke bagtalte ham fordi han havde sat sådan et afskum i verden.  Det var Tom. Han var endelig blevet til noget her i livet. Noget han kunne være stolt af. Knejse med nakken over. Rigtig føle sig i live med, fordi han havde gjort som de havde sagt, han skulle. Han havde nået de mål man havde sat op for ham. Han var blevet den Tom alle forventede han skulle være. Og Ih hvor var han glad. Nu havde han endelig fået den studenterhue! Han gik ud og drak sig fuld. Stangstiv og drattede ned ad kældertrappen og lå og blødte efter et slag i baghovedet. Eva kom og hjalp ham. Støttede ham på vej op i forældrenes soveværelse, hvor han dumpede omkuld på sengen mens Eva strøg ham blidt over hans store brune hårmanke.

Tom havde blå øjne. Lyseblå, som strålede ud mod hvem, der gad se ind i dem. De var fortryllende de øjne, og åh så smukke. Han havde nogle dejlige øjne, den Tom. Elskede selv at sidde og betragte sine øjne i spejlet. De var så smukke, tænkte han. Kunne slet ikke få øjnene fra dem. Til sidst blev han disse øjne. Han betjente sig af dem, fordi han vidste hvor magtfulde de var. Det kunne han jo mærke. Hvorledes han kunne få magt over sig selv ved at se ind i dem. Så kunne han nok også få magt over andre, tænkte han. Hvis han bare så tilstrækkeligt længe ind i deres øjne med sine øjne. Så kunne alt, hvad han ønskede sig blive opfyldt. Alt det han inderst inde ønskede sig for sig selv. At være noget i det han var. Han pudsede glorien med sine øjnes glans. Han var så stolt over sig selv. Havde nået det hele. Nu skulle det bruges. Nu skulle han have noget ud af alt det slid han havde haft med at nå det mål, man havde bedt ham om at nå. Nu skulle de få, skulle de. Og til det brugte han sine øjnes magt. Han blev øjentjener.

Det var ikke så godt tænker den nuværende Tom, som skriver dette. Men på den anden side må det ud, tænker han. Hvis ikke han kommer til bunds i hele denne redelighed inden han dør, så hænger han på den i al evighed, og det gider han simpelthen ikke. Han slikkede folk i røven det bedste han kunne. Det var jo det han havde lært. At slikke sin far og sin mor i røven, så de ikke blev sure. at slikke sine lærere i skolen i røven, så de gav ham gode karaktere og at slikke sine damebekendtskaber i fissen, så de skreg af glæde og elskede ham. Det var det han var ude på med sit nye redskab. Sin uddannelse og sine smukke øjne for slet ikke at tale om hans store brune hårmanke. Den holdt han meget af, for den kunne han sætte som han ville, når det bare ikke blæste for meget og vinden bragte uorden i frisuren. Så gik han med siden mod vinden, så den blæste manken den rette vej, og ikke fik hele hans med megen møje opstablede hårpragt på afveje. Han havde også en taske. Der gemte han sine papirer. Gik altid med tasken på sig, og fyldte hele tiden op med nye papirer. Det var hans forråd af fine sætninger og smarte udtryk, som han kunne slynge om sig med når det gjaldt, og han skulle forsvare sin position.

Den lille dreng på fem år var kommet helskindet gennem krigen oppe hos sin bedstefar og bedstemor i Ribegade 12 på fjerde sal på Østerbro. Nu stod Tom og stirrede ind i spejlglasruden i døren ind til Køkkentrappen og tænkte: – Nu er jeg  blevet fem år, så er jeg gammel, fem år gammel. -En forbavsende alder, tænkte Tom. -Af en så lille dreng at være. Fra nu af bliver jeg næppe ældre. Fra nu af er jeg fuldt bevidst om mig selv. Fra nu af kan jeg gøre som jeg vil. Fra nu af spiller jeg spillet, tænkte han.                                         -I et hvilketsomhelst øjeblik kan jeg krybe ind i mig selv og tænke mig selv, der kan ingen nå mig, råbte han til de store drenge som var efter ham. For han var en lille splejs med store fødder og tynde arme. Nemt udsat for vold og chikane. Men indadtil var han stærk, for han kunne tænke sig selv. Der kunne de ikke nå ham. Der var han sikker.

Han elskede at skide. Det gjorde han altså. Når han sad på sin lille potte og mærkede klumperne komme ud af numsehullet. Det var rigtig noget han kunne lide. Så tænkte han så godt. På alt muligt, mens hans mor stod ude i køkkenet og lavede mad.-Nu skal jeg lave din morgenmad, sagde hun.-Så du bliver stor og stærk og kan komme i børnehave og skole og al ting. Tom hørte hendes stemme og tænkte sit. Han var da ligeglad med alt det hun sagde. Det betød ingenting. Ikke for ham, for han sad bare der på sin potte og havde det dejligt mens han sked. Han var helt i sin egen verden. Fuldstændigt opslugt af sit forehavende. At tanker og skiden gled i eet som en fælles handling, han var vidne til. Det var urørligt. Ingen kunne trænge ind og igennem til dette fænomen, som Tom var. Det var en stor fornemmelse, som han bar på gennem hele sit liv.

Så rejste han sig pludselig fra potten og lorten som ikke var færdig med at komme ud drev ned ad hans små ben. Moren kom farende og skældte ham ud. Han begyndte at græde, mens hun med febrilske hænder forsøgte at redde hvad reddes kunne. Men det var for sent. Der flød lort ud på gulvet. Potten væltede og det hele var et mess. Men Tom bare grinte gennem tårerne. Han syntes det var mægtigt sjovt at se sin mor sådan oprevet. Så skete der da endelig noget. Ellers sad hun bare på en stol og røg cigaretter, og det kedede Tom.

Nu skulle han i børnehave, sagde hans mor. Han var blevet de fem år, man skulle være for at komme sådan et sted hen,og moren satte ham op på bagsædet på sin cykel og de cyklede de få kilometer der var hen til børnehaven, hvor han blev indskrevet og fik sin egen plads til at hænge sit tøj og et lille skab, hvor hans madpakke kunne ligge. Så begyndte de at manipulere ham. Damerne i børnehaven. De var sådan nogle store kraftige kvinder med pagehår og læbestift og brede hænder, der tog hårdt og rystede een, hvis ikke man opførte sig ordentligt, som de sagde. Man skulle gå i lange rækker, når man var ude og gå tur og når man skulle spise sin madpakke skulle man sidde helt stille. Hvis ikke man holdt ordentligt på sine rundtenommer og sad og smørede sin mad ud eller sådan noget, kom de farende og sagde hårde ord, så alle de andre børn grinte, hvis det var en selv der blev hængt ud. Tom hadede det. Det gjorde han, men han sagde ikke noget. Han holdt det for sig selv. Inde der hvor tanken og lorten var eet og ingen kunne nå ham.

Krigen rasede i de år, hvor Tom blev sig selv bevidst. Moren var en falleret skuespillerinde uden jobs og måtte arbejde som telefondame om natten. Så lå Tom i sin lille seng med tremmer for i Rådmandsgade 53 på Nørrebro og lyttede til når bomberne faldt over byen. Han krøb længere ned under sin dyne og frøs. Han var alene i lejligheden. Udenfor lød natten hult. Det var væmmeligt. Han kneb røvhullet sammen og prøvede at falde i søvn. At komme væk fra det hele, og dertil hjalp tanken ham. Han fandt ud af, at han kunne tænke sig væk fra det hele. Han kunne stramme ballerne og bestemme over sig selv. Det gjorde han så. Han tænkte på alt det gode han kendte. Han tænkte på sine to gule kanariefugle i buret ved siden af  sengen. De stod der tildækket og sov. Så tænkte han på, at han var ude i en skov og så dem flyve omkring oppe i trækronerne. Lidt efter faldt han i søvn. Om morgenen kom hans mor hjem fra arbejdet og så var det hele glemt. Han var efterhånden ret god til det der med at tænke.

Når han ikke var hos sin mor, var han hos bedstefar og bedstemor. De boede som sagt i Ribegade 12, ikke langt fra Rådmandsgade. Man skulle bare skrå hen over fælledparken, så nåede man Ribegade på 20 minutter. I klapvogn som moren skubbede foran sig mens Tom sad og pludrede godt pakket ind i vinterkulden. Med rød uldhue og ørevarmere og de store lyseblå øjne strålende af glæde over endelig at være kommet ud og væk fra den lille trange lejlighed. Oppe hos bedstefar og bedstemor var der plads. De boede på fjerde sal i en gammel herskabslejlighed. Masser af plads og Tom elskede at komme og bo der. Det kunne være i flere uger, han skulle være der, mens hans mor var på turne med Harald Hansens skuespillertrup ude i provinsen, hvor hun spillede Hedda Gabler af Ibsen. Så var Tom indskrevet hos Sangpædagog Otto von Raben og hans kone portrætmaler Anna von Raben. Det var noget andet end den daglige trummerum med børnehave og alenenætter. Her kunne han ordentlig boltre sig, og det gjorde han, for de elskede ham. Især Anna var han glad for. Otto forholdt han sig mere tøvende til, men lidt efter lidt blev de venner. En slags kammerater. Sådan følte Tom det. Med Anna var det ligesom en mor. Faktisk bedre end sin egen mor. Hun havde nogle dejlige bevægelser og det føltes skønt, når hun strøg ham over håret. Hun var hans favorit. Men så en dag sprang bomben. Det var en efterårsdag i 45. Befrielsen af landet fra tyskernes byrde var forløbet under meget tumult. Tom måtte kravle hen over gulvet sammen med sin bedstemor på vej ud i køkkenet fordi frihedskæmperne lå oppe på tagene rundtomkring og skød til højre og venstre. Nogle af kuglerne gik gennem glasset i ruderne ind til det blå køkken og ramte kalkvæggen så pudset dryssede ned i hovedet på dem, mens de lå på gulvet og dukkede sig for ikke at blive ramt. Men så kom der pludselig bananer og citroner. Noget som Tom aldrig havde smagt. Og så sprang bomben. Det skete en eftermiddag hvor han sad med sin bedstefar inde i spisestuen ved det store bord med hængelampen af alabast og lyttede til den gamle Kemp og Lauritsen radio med de glødende rør inde bag det hullede bagstykke. Den summede og peb og bedstefar skruede på knapperne for at få en bedre modtagelse af speakerens stemme som i “Pressens Radioavis” fortalte at verdens største bombe var sprunget netop for et par timer siden ude over de japanske øer. Han kaldte det en “Atom” bombe, og Tom forstod ikke et ord af det hele.-Kan man så mærke det over hele jorden?   Spurgte han. -Også her hos os ? Han kunne se på sin bedstefar, at noget var galt, som han sad der helt stille og stirrede tomt ud i luften. Så var det ligesom han tog sig sammen, drejede sig mod Tom og tog ham om skuldrene, beroligende. -Selvfølgelig ikke Tom,du skal ikke være bange,det er langt væk, det kommer ikke hjem til os. Men Tom var ikke overbevist, så langtfra. Han blev for første gang rigtig, rigtig bange for den verden han befandt sig i, og han mærkede med det samme, at det ikke var noget han kunne tænke sig fra. Det var en frygt han måtte acceptere som en del af sig selv. Ja måske i bund og grund en frygt som VAR ham selv.

Det er ikke skide skægt at leve sådan et sted, tænkte han i sin femårige hjerne. Så kan det hele være det samme, og så begyndte han at stjæle. Først nede fra bagerens femogtyveøre automat, hvor man kunne trække et stykke wienerbrød med æggecreme fra de små rum, når man stak en mønt i sprækken. Hans bedstefar havde givet ham nogle gamle italienske liremønter, han havde med hjem fra sine rejser til Capri, og de viste sig at kunne gælde for en 25 øre i automaten. Han havde en hel pose mønter, så i lang tid forsynede han sig dagligt med snegle og overskårne. Indtil han blev grebet på fersk gerning af bageren som stod på lur inde i butikken for at se, hvem det var der snød ham. Så måtte han stå skoleret sammen med bedstemor og sige undskyld til bageren og love, at det skulle han aldrig gøre mere. Men bedstemor grinte og sagde bagefter, at det var smart fundet på. Det var bare ikke så smart at blive opdaget!

Han fik en cykel året efter og lærte hurtigt at drøne op og ned ad Rådmandsgade helt ned til Fælledparken, hvor han gik på opdagelse inde i buskadset, der hvor børnelokkerne holdt til. Det havde hans mor fortalt ham, at det skulle han passe på, for det var meget farligt for en lille dreng, hvis de fik fat i ham. Så ville de gøre grimme ting ved ham. Det var ikke let at få sin mor til at fortælle hvilke grimme ting, så det måtte han selv finde ud af. Men da han så endelig blev fanget af en børnelokker, gik det op for ham, at det slet ikke var spor sjovt. Børnelokkeren trak bukserne af ham og holdt fast om hans tissemand så det gjorde ondt. Tom skreg i vilden sky indtil en forbipasserende ældre dame kom ham til hjælp og tævede manden med sin paraply, så han stak af. Siden holdt han sig langt væk fra buskadset. Han var blevet klogere, og han fandt ud af, at hvis han prøvede ting, han ikke vidste noget om, kunne han opnå noget. Han vidste ikke hvad det var, men senere fik det ord på, Det var erfaring. Han erfarede ting ved at prøve dem. Ved at gøre det, han var i tvivl om hvad var, fik han viden om det. Det var skidespændende at leve, tænkte Tom. Der var nok at tage fat på. Han begyndte oppe i køkkenet i den lille lejlighed i Rådmandsgade. Her støbte han tinsoldater. Flydende tin blev hældt i forme, hvor det størknede. Sidenhen kunne de pilles ud og dekoreres med flotte farver.  Ved samme lejlighed lærte han også noget om gassens brændbarhed. En  af slangerne til gasapparatet rev sig løs og flammerne fra den brændende husgas slog en meter ud i køkkenet. Tom fik et shock og styrtede ud af lejligheden ned på gaden for at råbe på hjælp. Folk stimlede sammen om den lille dreng, der nu var begyndt at græde og hulkende fremstammede: -Huset brænder, det hele går op i lys lue! Så kom brandvæsnet med slanger op ad trappen og de fik hurtigt slukket den hylende flammekaster på køkkenbordet, og så var Tom blevet det klogere. Han blev hele tiden klogere, indtil han kom i skole. Så blev han dummere. Dag for dag.

Toms far var eksemplet på det totale svigt. Han havde kneppet Toms mor i   Århus engang hun var på turne i byen. En ung smuk skuespillerinde med brede læber og kvik mimik. Han faldt pladask for hende på en bar inde i centrum tæt på Århus teater. Hvad Toms mor ikke vidste var, at han var gift og havde et barn i forvejen samt et på vej. Hun blev betaget af den høje mand med det lyse hår og de smukke blå øjne. Hun troede selvfølgelig, at det skulle vare evigt. Det tror man jo når man er forelsket. Men sådan skulle det ikke gå. Da Kaj, som svinet hed, fik besked om hendes graviditet, måtte han tilstå og fortælle, at han ville blive hos sin kone og sin “familie” som han sagde. Men han skulle nok love, at støtte hende på alle måder. Derfor sendte han hende 50 kr hver måned og holdt sig så i øvrigt væk. Hun var fortvivlet. Gravid og på turne. Det varede ikke længe før hun måtte stoppe skuespilleriet og gå svanger alene og uden job. Tom kom til verden i oktober på kommunehospitalet i Århus. Krigen var lige brudt ud. Det var svære tider, men gudskelov for hans mor sad operasangeren og portrætmaleren i Ribegade parat til at tage imod den lille nyfødte. Toms far holdt sig væk. Han skulle ikke have noget klinket på sin såkaldte “familiefront”.Da de første fødselstraumer var overstået, flyttede hun til en lille lejlighed på Nørrebro og fik job som telefonistinde og ind imellem en opgave i radiofonien som oplæser af H.C. Andersen æventyr. Tom havde derfor ingen far. Man talte dengang om, at han var et “uægte” barn. Det var den gang. Med jødeforfølgelse og drab i gaderne. I denne charmerende atmosfære voksede Tom op de første barneår. Han lå i vuggen og grinte op til sin mor. Han så hendes kære, smukke ansigt som sagde lyde som “dikkedik” og “buuh” og “nååh”, og det kunne han godt lide. Han kunne også godt lide, når hun tog ham op og vaskede ham i numsen, men han kunne ikke lide, når hun hele tiden flyttede hans fingre væk, når han lå og pillede i sin tissemand. Det var så dejligt at pille i sin tissemand, syntes Tom, og kunne slet ikke forstå, at hans mor skubbede hans hænder væk hele tiden. -Hvis du bliver ved, så kommer jeg og klipper den af, sagde hun, og Tom som jo ikke forstod betydningen af, hvad hun sagde, forstod udmærket på tonefaldet, at det var noget ubehageligt, hun mente. Han begyndte derfor at pille sig i tissemanden i smug, og det fortsatte han med resten af livet. Ellers var hun såmænd meget sød, hans mor. Lidt hård engang imellem, når hun ikke kunne få enderne til at nå sammen.Der var ingen udover bedstemor, som jævnligt kom på besøg, til at hjælpe hende med hele redeligheden. Hun var i bund og grund, hvad vi i dag kalder en “enlig” mor. Måske også en ensom mor. Jo, det var hun nok. For selvom hendes mor Anna var hende til stor hjælp, så var  hendes far ret fraværende overfor hende. Han var en sur gammel mand inderst inde. Han var aldrig blevet den store operasanger, han drømte om. Han var taget til Capri for at synge hos en kendt sopran som ødelagde hans stemme ved at presse ham over evne. Ambitionerne fik knækket ham, og nu sad han der på fjerde sal i Ribegade og underviste skuespillere fra det kongelige teater i korrekt stemmeføring og åndedræt. Han havde elever hele dagen, og det kedede ham. Når hans datter kom forstyrret ind ad døren og søgte hjælp, afviste han hende med en vred bemærkning om, at hun jo selv havde været ude om det.

I det hele taget var det en trist tid for lille Tom at vokse op i. Luftalarm og skyderi nede på Jagtvej. Dommdagstorden i radioen som hylende bragte klassiske koncerter, som Tom hadede, men som hans mor elskede. De to kanariefugle i buret som fløj forvirrede op hver gang blæsere og trommer satte i med fuld styrke så Tom fo’r sammen nede i sin vugge og begyndte at græde. Han hadede al den larm, hans mor satte på, fordi hun troede det beroligede ham. Hun prøvede at gøre sin søn med selskab, men havde også sit eget at tænke på.Var slet ikke parat til at være mor. Det var noget, der bare var sket. Hun havde overvejet abort, men havde skubbet det fra sig. Det var Toms held, men måske havde det været bedre. Så var han sluppet for al det mas, som livet er. Inderst inde var det hele som udgangspunkt noget lort. Det var så op til Tom at få det til at gløde. Det var de vikår han havde fået tildelt. Simpelthen.

Bedstemor kom på besøg en dag der var luftalarm. Hun nåede lige netop at krybe op i en gammel olietønde, der stod nede på gaden udenfor deres opgang. Der opholdt hun sig i to timer indtil alarmen blev afblæst. Toms mor sad oppe i vinduet og holdt øje med tønden. Bedstemor var stærkt oprevet, da hun kom op. Tom lå og kiggede på de to kvinders fortrukne ansigter og hørte deres nervøse stemmer. Han forstod ikke en skid, men han mærkede det hele. Han blev bange og greb hurtigt om sin tissemand for at hente trøst. Det var hans hemmelighed gennem alle de fem forbandede år. Det var hans tissemand. Var den skåret af, eller som man gør nu om dage omskåret, så er det ikke sikkert Tom var blevet den han er i dag. Slet ikke sikkert. Det er de små ting, der gør den store forskel. Det tænker vi ikke over, men det er det.

Han ville ud og se verden. Det ville Tom. En dag hans mor var uopmærksom smuttede han ud af døren og ned på gaden. Han har vel været en fem års tid. -Jeg skal afsted, tænkte han. -Jeg må ud. Kan ikke holde ud at være indespærret længere hos den kvinde, som hele tiden forråder mig. Hun ser mig ikke. Det er et helvede. Og så stak han af. Med sine små femårige ben stavrede han ned de to etager, fik skubbet den tunge hoveddør op og kom ud på gaden. Ud i det fri. Han snusede byluften ind gennem sine næsebor. Der lugtede af tjære, kunne han mærke, ovre fra fabrikken som vulkaniserede gummi. En skærende lyd fra maskinerne sprang op bag det brune rækværk som omgav bygningen. Han lo højt over sin frihed og begav sig afsted ned ad Rådmandsgade mod den brede Tagensvej med de larmende sporvogne og biler som hele tiden kom forbi. Han havde ikke travlt. Stoppede op og så sig omkring for rigtigt at fornemme den store verden, som han nu var på vej ud i. Folk kiggede på ham men lod ham være. De var optaget af deres eget, og han kunne uforstyrret gå videre mod Jagtvej,  hovedfærdselsåren med flokke af cyklister og sporvogne i par. Han følte, han kunne blive ved med at gå. Der var nok at se på og suge ind. Verden var hans, og den var slet ikke så frygtelig, som han havde fået indtryk af gennem sin mor. Så han gik videre og kom helt ned til Universitetet og de store grønne træer som omkranser fælledparken. Så blev han stoppet. En betjent havde fået øje på ham. Han spurgte hvor hans mor var, og Tom svarede: – Derhjemme! -Er du helt alene ude og gå? Spurgte betjenten så. -Jae! Tom nikkede. Betjenten tog Tom i hånden og de gik sammen hen til betjentens bil og kørte til politistationen. Her fik Tom en sodavand og sad og ventede mens de skrev en masse ned på papir og snakkede lavmælt sammen. Tom var i højt humør. Endelig skete der noget rigtigt. Noget han selv havde gjort. Det var skønt at sidde der og blive opvartet af de rare betjente. De kørte afsted i bilen og Tom udpegede selv den vej, han havde gået og fandt hjem til Rådmandsgade 53, hvor hans mor sad og græd, mens betjenten fortalte, hvor han havde fundet Tom. – Nu må De ikke skælde ham ud, lille frue, sagde han. -Blot passe lidt bedre på ham næste gang. Tom havde fået smag for friheden. Det kunne lade sig gøre at komme væk, og der var spændende ting derude. Det var slet ikke farligt, som han hele tiden havde fået indtryk af gennem sin forvirrede mor. Han var endnu en gang blevet klogere. Indtil et år efter, hvor han kom i skole. Så blev han dummere og dummere. Men inderst inde glemte han aldrig, hvad han havde lært den dag han stak af hjemmefra. Det gjorde han ikke.

Hans mor var en snob. Ingen tvivl om det. En “fin” skole skulle han i. Det havde hun bestemt, så allerede kort tid efter Tom var født, blev han indskrevet til optagelse i Østersøgades Gymnasium når han fyldte seks år. Det var nødvendigt. Der var rift om pladserne. Det var adelen og rige forretningsfolks børn der gik der. Og det var en delt skole. På den ene side var drengeskolen og på den anden side Ingrid Jespersens højreligiøse pigeskole. Adskillelsen mellem de to skoler var hermetisk. Der var ingen smuthuller. Man holdt sig hver for sig.

Cykle skulle han. Hen til skolen hver dag. Han fik en brugt cykel med lavtsiddende saddel og gedebukkestyr. Der var også en bagagebærer, hvor han kunne anbringe sin skoletaske. Om morgenen klokken syv var han parat. Moren lavede havregrød, som han spiste med mælk og sylte tøj. Nede i gården stod cyklen i det lave cykelskur sammen med de andre cykler fra opgangen. Lis havde også en cykel som stod ved siden af Toms. Lis var syv år og Toms legekammerat. Tom elskede sin cykel. Pedalerne snurrede under ham, når han rigtigt trampede, og selv om det kunne være koldt om morgenen, generede det ham ikke at træde godt til i blæsevejret ud langs sct. Jørgens sø, før han drejede ned ad Østersøgade. Her lå skolen, høj og majestætisk i røde mursten og med en stor grøn port man skulle igennem for at komme ind i skolegården. Der var altid et mylder om morgenen. Rektor stod og tog imod og skrev dem op som kom for sent. Tom kom aldrig for sent. Han var bange for rektor og kom altid i god tid. Rektor smilede til ham fordi han var præcis. Det var da altid noget, tænkte Tom. Så har jeg ikke gjort noget forkert. Endnu. Inde i klasseværelset var en masse pulte med plads til to hver, stillet op på lige rækker. Tom fik en pult sammen med en tyk dreng som hed Pierre. Hans mor var fransk. Faren var en kendt skuespiller. Pierre var flink nok, men der var ikke meget plads tilovers på sædet til Tom. -Hvor kommer du fra? Spurgte Pierre. -Jeg kommer fra Rådmandsgade, svarede Tom. -Det lyder ikke godt det der råd, sagde Pierre. -Er der råddent derude? -Nej, slet ikke, svarede Tom. -Det er ikke noget råddent. Det er en rådmand. En vigtig person. Det siger min mor. -Jeg kommer fra Hellerup, sagde Pierre. -Hvor ligger Rådmandsgade? -Ude på Nørrebro, svarede Tom. -Uha, er det ikke farligt at bo der? Sådan med tyveknægte og sådan noget? – Ikke så vidt jeg ved, svarede Tom. -Og min mor er skuespiller, tilføjede han, for at bringe lidt luft ind i samtalen. -På et teater. -Det er min far også, udbrød Pierre glad. -Så er vi venner!  Og så blev de venner og sad ved siden af hinanden hele første klasse.

Frk Jensen kom ind og de skulle allesammen rejse sig op og stå helt stille når hun viste sig. Det havde rektor fortalt dem den første dag. -Ret skal I stå! sagde han med bestemt mine og gik så ud og overlod klassen til deres klasselærer frk. Jensen. Frk. Jensen var en slank lyshåret kvinde på tredieve år. Med blomstret kjole og venlige øjne. Hun var meget moderlig overfor børnene, men det var jo også først klasse. Indslusningsklasse som ikke skulle være for hård overfor de små pøjker. Hun tænkte på sit eget barn, som hun ikke fik lov at beholde mere end en måned. Så døde det af dysenteri. Hun så stadig sit døde barn for sig når hun underviste de små drenge i at skravere i tegnetimen og skrive bogstaver i dansktimen. Så gled en lille tårer ned over hendes ene kind. Hun viskede den hurtigt væk. Drengene måtte ikke bemærke hendes sorg. Professionel og stanhaftig i sin lærergerning var hun, og Tom kunne godt lide hendes måde at være på. Det var noget han forstod. Direkte og følsom. Han var helt på bølgelængde med frk. Jensen. Anderledes var det med Hr Buch. En stor, højrøstet mand med ildrødt hår og store tunge hænder. Ham havde de i Sang og bibelhistorie. Salmevers blev terpet fra allerførste dag. Han læste op, og de skulle gentage, indtil det sad: “Ingen er så tryg for fare som guds lille børneskare.” Gentog hele klassen efter hr Buch. Så skulle de een efter een alene gentage ordene. Tom kom flot igennem, men Pierre kunne ikke huske, hvad hr Buch havde messet. -Prøv nu igen! sagde han, men Pierre begynte bare at græde. Han hulkede så hans tykke kinder bævrede som buddig, og Tom kunne ikke dy sig for at le, men det skulle han ikke have gjort. Hr Buch for hen og gav ham et drag over nakken. Så begyndte Tom også at græde. Gudskelov ringede klokken og timen var forbi. De andre drenge styrtede ud i skolegården til frikvarter. Tom og Pierre sad alene og snøftede. Hr Buch bare skred, men så kom frk Jensen ind. De skulle have dansk med hende. -Åh, gudsebasse, hvor ser I ud. Hun tog et lommetørklæde op fra sin taske og de fik lov at pudse næse. – Ja han kan være ret skrap, ham hr Buch. Men I har godt af det. Ikke at være pyldrehoveder. Det er noget man lærer efterhånden her på skolen, sagde hun med et syrligt smil, og gik hen til kateteret og satte sig for at lægge sine papirer og bøger frem til deres næste time.

Lis boede i lejligheden under Tom. I stuen. Tom boede på første sal, så de kunne ikke undgå at mødes, og så blev de legekammerater. Tom syntes godt om Lis. Han syntes hun var pæn. Lis lignede en tændstik. Tynd og ranglet og syv år. Tom var jo seks, så man kan sige, de var jævnaldrende. Men Lis var nok lidt mere fremme i skoene end Tom. Hun var pige. Udviklingen starter jo tidligere for dem. Tom havde mest tinsoldater og brandbiler i hovedet. Lis havde sine dukker, men hun havde også sig selv. Hun gjorde meget ud af sig selv. Måske fordi hun boede hos sin tante. Moren var vistnok død, og alt det skjulte sig under det lille frejdige fjæs med opstoppernæse, som Lis besad. Tit kom Lis op til Tom, mens han var alene hjemme. Lis tante var en sur dame, så der var de ikke. Lis kunne godt lide Tom, men hun kunne også bruge ham til noget, og Tom var troskyldig. Gik med på Lis lege, som hun fandt på mens de var alene hjemme oppe hos Tom. De skulle nemlig “lege læge”, som Lis sagde. Tom skulle være lægen og Lis patienten. Tom syntes det lød spændende. Han havde været hos lægen en gang han havde skoldkopper, eller hvor Toms mor troede, at han havde skoldkopper. Det var bare Røde Hunde, men det var det vist heller ikke, tænkte Tom. Men det var sådan noget, hans mor og lægen snakkede om, og så blev han stukket i armen med en nål, og det gjorde ondt, men Lis ville ikke have noget der gjorde ondt. Hun ville have noget, der gjorde godt, og det fik hun snedigt Tom til at forstå. Undersøgelsen skulle ikke gøre ondt. Den skulle gøre godt. Det syntes Tom lød meget fornuftigt, så han gik med på spøgen uden rigtig at forstå, hvad meningen med det hele var. Men det vidste Lis. Hun sagde: -Først skal jeg have alt tøjet af, ellers kan du jo ikke komme til at undersøge mig rigtigt, vel? Det forstod Tom godt. Han iagttog pigen foran sig langsomt afføre sig sit tøj. Stump på stump indtil hun var helt nøgen og lagde sig ned på gulvet og sagde:-Kom! Nu skal du undersøge mig, og du må godt bruge fingrene og trykke mig forskellige steder for at se om det gør ondt eller det gør godt. Tom nærmede sig den nøgne pige, der lå der på gulvet udstrakt og i fuld figur. -Skal jeg trykke dig der? Spurgte han og lagde sin lille hånd på hendes fod. -Lige hvor du vil, svarede Lis. Så skal jeg nok sige dig om det gør ondt eller om det gør godt. Tom trykkede hende på benet. Først det ene og så det andet. -Gør det ondt, spurgte Tom. -Ikke så meget, svarede Lis. -Prøv at trykke lidt højere oppe! Lis drejede sig velbehageligt over mod Tom og lå på siden og så op på ham. Der bredte sig et smøret grin på hendes ansigt. – Det er ligesom der er noget der helt oppe på låret. Kan du ikke trykke lidt der! Tom trykkede. -Højere op, hviskede Lis. Tom trykkede højere oppe, der hvor Lis lår mødtes. Han undrede sig over, hvad han så. En revne eller nærmere spalte var hvad sammensmeltningen af lårene fortsatte i. -Hvad er det for noget, du har der? Spurgte Tom. Har du skåret dig? Lis fniste.-Prøv at mærke efter, så skal jeg sige dig om det gør godt eller ondt, men du skal være forsigtig. meget forsigtig! Tom lod sine fingre glide hen over revnen. Meget forsigtigt. Måske begynder det at bløde, hvis jeg trykker for hårdt, tænkte han. Lis hev efter vejret. -Prøv lidt hårdere! Tom trykkede. -Prøv ind i revnen, pusted Lis, og Tom førte en finger ind. -Nu gør det godt! Lis nød det, kunne Tom mærke. Han blev glad over lis’ reaktion. Prøvede at trænge dybere ind i revnen, da i det samme entredøren blev åbnet med nøgleraslen. Tom trak fingeren ud. Lis rejste sig op og greb efter sit tøj, men det var for sent. Moren trådte ind ad døren til Toms soveværelse, hvor de var. Hun stod der i døråbningen og så helt vild ud.- Hvad er det I laver? spurgte hun med ophidset stemme. -Kan du så se at få tøjet på Lis! Og du Tom, hvad har du gang i?  Hun så helt syg ud i hovedet. Tom forstod ikke et kuk af det hele. -Vi leger bare doktor og patient, sagde han. Men hun hørte ikke efter. Skreg ad Lis, at hun skulle komme ud, og rev i Tom og rystede ham i armen. Sikke noget svineri!  I skulle skamme jer at lave sådan noget. Lis fik tøjet på i en fart og flygtede ud og ned ad trappen. Tom begyndte at græde. Han forstod ingenting. Kun at hans mor var rasende over noget han ikke havde anelse om, hvad var. Hun tændte en cigaret og gik ud i køkkenet. Når Toms mor tændte en cigaret, vidste Tom at det værste var overstået. Men han forstod stadig ikke et pluk.

Det skal nok blive godt altsammen, tænkte Tom og satte en mælkekapsel op med en tegnestift på væggen bag, hvor han og Pierre sad. Tom bevægede sig afsted ad floden, som strømmede under ham. Han samlede forskelligt affald, som de andre børn i klassen havde kasseret og smidt på gulvet op,og lavede en lille kollage på væggen. Der var små stumper blyant og madpapir og glanspapir fra tegnetimen. Et stykke vidskelæder.Et knækket penneskaft og selvfølgelig mælkekapsler. Dem var der mange af. Til frokost blev en kasse kvartliters sødmælk båret ind af pedellen. Børnene kastede sig over den og rev hurtigt de bløde kapsler af flaskerne og drak begærligt. Tom gik omkring og samlede kapslerne op. Tørrede dem af og tilføjede dem til sin samling på væggen. Det var hans fornøjelse. De andre elever var mere interesseret i at larme. Skrige og løbe rundt, indtil Frk Jensen kom ind og beordrede ro.  Han lavede sin egen verden i kapsler og forladt madpapir. Forbavsende nok var der ingen der gjorde vrøvl over hans “udstilling” De havde nok i deres eget, og Tom havde nok i sit. Han sad der i sin lille jolle af sammenflikket gods og padlede afsted så godt han kunne. Der var faste retningslinier for farten. Tungen lige i munden og gentage, hvad der blev sagt. Han var blød indeni. Trodsede ikke imod, og kom derfor videre uden selv at blive berørt. Det var ligesom al deres snak bare var en fjern mumlen, han sejlede igennem for at tilpasse sig flodens krumninger. Det gik ham aldrig rigtig på, fordi det meste gik hen over hovedet på ham. Det var den støj og det kaos, hans lille udstilling skildrede. Udtrykt i mælkekapsler og andet “affald”.

Allerede i anden klasse skulle de spille fodbold. Det var Obligatorisk. Ovre i fælledparken. Ofte som første time på dagen, hvor de skulle møde omklædte på grønsværen ud mod Trianglen. Tom var cyklet hjemmefra tidligt for at være parat. Han mødtes med de andre drenge, som trippede rundt og varmede op. Tom var bange for fodbold. De skubbede ham, så han væltede, når de ville drible og have bolden. Han kunne ikke følge med, når de løb op og ned ad den store bane. Han blev forpustet og fik et hårdt slag fra en skulder bag sig. Han hadede det fodbold og fik tjansen som målmand. Det duede han heller ikke til. Flokken af stærke drenge med ild i benene skræmte ham. Det var ikke hans boldbane. Det fodbold. Han cyklede over til skolen efter kampen. Kold og trist, og der var tvang om bad bagefter i bruserum med iskoldt vand. -Det hærder, sagde Gymnastiklære Struwe, som lavede armbøjninger i gymnastiksalen mens de var i bad. Så op i klassen med halvvådt tøj og have kristendomskundskab med frk Fibiger, der hele tide fortalte dem, hvor meget hun glædede sig til at komme op til Gud. Hun var helt hvidhåret og havde glashud med dybe huler om øjnene. Måske var hun allerede død, tænkte Tom. Hun lignede et spøgelse, han havde læst om i Ota bøgerne, med æventyr om feer og trolde og mærkelige væsner. Først læste hans mor højt for ham, men efter det første år i skolen kunne han læse selv. Det elskede han. At ligge i sengen under natlampen og forsvinde ud i fantasiens land. Ud de steder som kun tanken kendte. Et mærkeligt land inde i ham selv, som voksede i takt med at hans krop voksede.

Men allerførst skulle han lære at blive voksen. Det var det, hele skolen drejede sig om. Derfor måtte man vide alting. Det vidste de voksne, og det skulle han også. De terpede hver eneste dag historie og kongerækken og dansk og fædrelandet med de brede bøge og den stolte fortid. De sang så det smældede hver morgen lange salmer, og stod bagefter med bøjede hoveder og fik fadervor forkyndt af Rektor oppe fra pulten med det store trækors med den lidende Jesus nedenunder.

Hvad var det,de ville? Alle disse mennesker. Alle disse mennesker som omgav ham. Hvad var de ude på? De var ude på at få ham til at blive som dem. Det var hele formålet med deres handlinger. De gjorde alt for at omskabe ham i deres billede, og han var som ler i deres hænder. Han anede ikke , hvad det hele gik ud på, den gang han trådte ind i verden. Tom var tom da han trådte ind i verden, og verden var parat til at fylde ham op med alt sit. Til det havde verden alle disse mennesker som omgav Tom, og hvis eneste motiv var, at sætte ham i stand til at blive en lydig samfundsborger i det hiraki, de kaldte livet. For dem var der kun et opad og et nedad. Det var såre simpelt, og Tom skulle opad ved at blive holdt nedad. Så han kunne lære at se afgrunden og frygte den. Så han kunne lære at se sig selv som et væsen, hvis eneste formål var at blive som dem. Kopimodeller blev til stadighed holdt op foran hans øjne. Frk Fibiger med sin salvelsesfulde røst der bebudede Jesus komme i døden, som hun ønskede så inderligt. Frk Jensen med sin moderlige beskyttertrang og opofrende handlemåde. Rektor Feil, som magtfuldt udøste af sin uendelige kærlighed og strenghed. Hr Buch som bare slog hårdt og viste verdens grusomhed i en nøddeskal. Og sidst men ikke mindst hr. Struwe, som på forbilledelig vis skabte drenge om til mænd med kolde afvaskninger, iskolde fodboldmorgener og armbøjninger i gymnastiksalen. Det var Toms opgave. At rette ind og forstå, at dette var vejen han skulle gå, og som han også gik, så godt han kunne, for han var et pligtopfyldende væsen, og bange ovenikøbet. Så det var let for alle disse mennesker at sparke ham til side og få ham på plads. Han lærte at kende sit sted. Det var nederst. Han var kommet ind i denne fine skole af barmhjertighed over for hans mor, som havde tigget og bedt om at få ham indskrevet. Og nu sad han der på bænken ved pulten og sled i det med at få bogstaverne på papiret til at se rigtige ud. Lige som dem på tavlen som frk Jensen havde tegnet. Især “l” havde han svært ved at få til at blive rigtigt. Det sving stregen tog op over tredie linie af banen som bogstaverne skulle stå på i stilehæftet kunne han ikke få til at runde sådan som det skulle. Han holdt krampagtigt på blyanten og havde tungen fast presset mod fortænderne idet han med hele sin arms muskler anstrengte sig for at bevæge den genstridige blyant med spidsen over papiret på den “rigtige” måde. Den måde frk Jens havde vist man skulle. Man skulle nemlig gøre præcis som frk Jensen. Hverken mere eller mindre. Bogstaverne skulle se nøjagtigt lige sådan ud som dem hun havde lavet. Det var ren kopi. Han skulle lære at kopiere. Det var det han skulle, og han gjorde sit bedste for at blive sådan. Lige netop sådan. Hverken mere eller mindre. Det var en hårdfin balancegang som han ikke magtede, men som han, presset af sin angst for ikke at slå til i verden, gjorde sit bedste for at opnå. De andre i klasse var allesammen “bedre” end han. Det mærkede han hurtigt. De havde en evne til at smelte til. At finde på plads. Hver og een så godt som. Der var et par enkelte som ikke kunne følge med og de blev hængt ud til spot og spe så alle kunne se hvor tåbelige de var. Så grinede hele klasse ad dem, så de rødmede og så ned i bordpladen, mens skammen steg op som flammer af deres nakke. Sådan ville Tom ikke være. Men der var vist ingen vej udenom. Han kom i underetagen. Evnerne slog ikke til. Kopisten i ham var ikke stor nok. Det indså han og gled med på bedste beskub med sine små finurligheder og sans for at lave ballade og grin med det hele. Det havde han sans for . Guderne skal vide hvorfor, men det havde han. Han kunne få klassen til at grine. Grine af sig selv og grine af læreren. Derfor blev han lige så stille en slags sorteper i klassen. De kunne ikke lide ham, kunne lærerne. Kun frk jensen holdt ud helt op i tredie klasse og var ham venligt stemt, men så fik de en anden klasselære og så blev han alene i verden. Tredie klasse var skæringsklassen, da de fik hr Moe som klasselære. Han hadede Tom. Rigtig hadede ham og var ude efter ham hele tiden. Nu begyndte “karakter” at få betydning. God karakter og dårlig  karakter. Ordet sang i Toms ører. Det var et frygteligt ord og et frygtet ord. Ord fik større og større betydning i Toms verden. Alt bestod af ord, og hans hoved boblede og sydede af ord. Som han skulle lære at sige rigtigt på de rigtige steder. Det var tanker i hans hoved, som var alle disse ord i een lang kæde som aldrig holdt op. Han hadede den kæde. Den gjorde ham tosset, men hr Moe bandt kæden tæt sammen og trak i den så det gjorde ondt inde i Tom. Han blev helt forskruet, mens Moe trak of hev og skreg op om Toms uduelighed og dumhed. Det var svære tider for Tom. Det var det.

Men så var det godt der var cirkus! Cirkus  i Fælledparken,  hvor bedstemor boede. Det store telt var fantastisk. Med sine stolper og liner og flag i toppen som blafrede i vinden. Farverne på pladsen skreg fest og fornøjelse. Tom var spændt på hvad der skulle foregå. De fik gode pladser tæt på den runde arena fyldt med træspåner. Tom fulgte med i hver bevægelse hos de optrædende. Klovnerne og hestene og de dresserede hunde. Men allermest akrobaterne. Især ham slangemanden som kunne sno sig ind gennem en smal ring og blive til en omvandrende edderkop på fire ben. Tom var fascineret. Han sad med åben mund og måbede. Da de kom hjem i Rådmandsgade ville han være akrobatmanden. Det var helt sikkert. Han spekulerede på hvordan han skulle skaffe en ring at krybe ind i. Kom i tanke om det gamle dæk til barnevognen som lå nede i kælderen. Fik sin mor til at hente det op og begyndte at øve sig. Han ville være edderkop. Han fik begge ben ind i ringen, og ved at sno sig fik han også sine arme derind. Han fik faktisk mast sig så langt ind i det gamle dæk, at kun hans numse stak ud til den ene side, mens hoved og arme og ben stak ud til den anden. Så kravlede han ud i køkkenet til sin mor som stod og var ved at sætte kartofler over. Hun skreg højt og Tom udstødte et hvin af glæde. Det var lykkedes ham at gennemføre sine tanker fra den gang i cirkusset. Han blev så stolt over sig selv og vidste, at han nok skulle klare sig mod hr Moes ordkæder. De kunne snakke lige så meget de ville, følte han. Han ville alligevel altid få det sidste ord, for det var virkeligheden det gjaldt om, og ikke alt det sludder og vrøvl, han blev overøst med henne i skolen. Det var det, at han vidste hvad han ville, der var det stærke. Det at kunne krybe ind i ringen og blive til en edderkop. Det var det det gjaldt om.

Og så glansbillederne som han samlede sammen med Lis på bagtrappen med de lyseblå vægge, hvor de kunne sidde i fred og bytte. De havde hver deres stilehæfte, med sider der var foldet ind til halvdelen. Man kunne så vælge en side uden at vide, hvad der var gemt inde bag papiret. Når begge havde valgt, åbnedes siden og det kom for dagen hvilke billeder man havde byttet sig til. Det var skinnende engle med fehår og store øjne eller små nissemænd med røde huer og blomster i alle farver. Der var også biler og huse og Richsmærker, som de havde samlet fra erstatningskaffepakkerne. De kunne sidde i timevis derude på køkkentrappen og bladre og grine til hinanden mens de byttede glansbilleder. Kunne de. Og sådan var det og det må I tro på, for jeg kan ikke gøre det tydeligere for jer. Det der skete dengang for længe længe siden, som man siger, men som faktisk sker ligenu som en tanke i mit hoved. I Toms hoved, der er blevet et stort hoved udenom det lille hoved, og inde i det lille hoved er der et endnu mindre hoved og udenpå det store hoved er der et endnu større hoved. Hele tiden kryber vi ind i ringe og ud af ringe til vi ikke ved, hvor vi er og må opgive det hele og glide væk på en lyserød sky af løgne og fordrejelser.

Men Tom voksede op og det blev 1950. Bedstefar døde. Oppe i spisestuen lå han indskrumpet og bleg med det hvide hår klistret til skaldepanden og stirrede på Tom med matte øjne. Tom var lidt bange, men gik alligevel hen til sengen og stod. Så tog bedstefar Toms hånd og rakte ud efter noget på servanten. Det var bedstefars guldur som han pressede ned i hånden. -Det er til dig, sagde han, og Tom mærkede, at han begyndte at græde. Så græd bedstefar også, og Tom kastede sig ind til den gamle mands bryst og hulkede. Dagen efter var bedstefar død. Men atombomben var ikke død og krigen ej heller. Men bedstefar var skredet. Nu var der kun bedstemor tilbage til at elske Tom. Toms mor elskede ikke Tom. For hende var han kun en byrde. Men hun skjulte det så godt hun kunne, og det gik rimeligt. Men hun var jo også skuespillerinde.