Malaga.

Det er sørme rigtigt. Kan næsten ikke tro det. Har bestilt flybillet til malaga på søndag. Har også fået arrangeret en air bnb bolig på Plaza Lex Flavia Malacitana hos en klassisk pianist som vil fremvise byen på cykel. Har dog selv mest lyst til at gå. Spadserer som det hedder rundt ad smalle gyder til stille pladser med duer som kan tegnes i ro og mag mens folkelivet passerer forbi. Spise grillet Calamares med citron og drikke kølig hvidvin til. Sætte den blå rygsæk med et badehåndklæde, badebukser og klipklapper på skuldrene og begive mig ad stranden til. Playa La malagueta ligger en 20 minutters gang fra hvor boligen er. Centrum er ligeledes i gåafstand fra koncertpianistens hus, og her ligger adskillige seværdigheder med Picassomusæet som centrum. Temperaturen er omkring 20 grader med sol hver dag lang tid fremover i følge det norske meterologiske institut. Bussen afgår hernede fra den røde stationsbygning i Bandholm kl 12. Der er ombygning af Storstrømsbroen, hvorfor rejseruten må omdirigeres via Orehoved med togbus. Det forlænger turen til København med en time. Total rejsetid til Kastrup fire en halv time. Flyet afgår ca 20 og der vil være mulighed for at få en vinduesplads, når man kommer i god tid, siger Norvegian. Fire timer i lufthavnen skulle derfor være nok, ikkesandt?

Plænen er slået. Græsset  revet sammen og afleveret til naboen, som bruger det i sin kompost. Alle tæpper er grundigt banket med den nye tæppebanker fra farvehandlen på Rubinsteinsvej. Tænk, noget så simpelt som en tæppebanker er det næsten umuligt at opdrive. Folk banker åbenbart ikke tæpper mere. I min barndom var der opstillet stativer i gården til at hænge tæpperne over. Med et skilt der forkyndte, at bankning var forbudt før 10 og efter 16. Nutildags banker man ikke mere. Ihvertfald ikke hvis man skal måle udfra, hvor svært det er at skaffe en tæppebanker. Sådan een som er vidjeflettet af pil, og som ligger godt i hånden. Min datter opstøvede een hos  farvehandleren. Den næste dag, da hun kom for at købe den, var den solgt, og det tog tre måneder før han kunne fremskaffe en ny. Måske smider folk bare deres tæpper væk, når de er beskidte. Lige som så meget andet, der kun bruges een gang…

Og så landede vi i en sky af støv på den lille bane ude i ørkenen en sen aften i det herrens år 1978. Birthe stod og tog imod mig, da jeg trådte ud af flyet. En gammel DC 8 der næsten ikke kunne hænge sammen. Men jeg havde gennemført og var i grunden ret stolt over mig selv. I begyndelsen var det sygt. Tanken om at skulle forlade det lille hus med den grønne plæne og det sorte vandhul. Med alle frøerne som kvækkede hele natten, så jeg ikke kunne sove. Med den lille spurv som hver dag kom hen til havedøren og fik brødkrummer. Med mine knive og gafler som hver morgen lå og ventede i vasken på at blive gjort rene. Min seng. Min dejlige seng, som jeg holder så meget af at ligge i. Der hvor alle drømmene optræder ganske gratis. Og ikke mindst mit fjernsyn. Mit elskede TV fra Aldi. En rigtig Medion model med HD og satelitadgang, hvorved alverdens kanaler med underretning om de allersidste drab og lemleæstelser siver ganske ubesværet ind i min stue som materien i slangen fra Thomas ben. Thomas skriver hele tiden med opdateringer om sit ben. Det højre. Lige under knæskallen hvor en kæmpe luns kød har revet sig løs, da han trådte ned i et jernrør under opsætning af sin kones drivhus. Det får jeg uafladeligt små sms beskeder om med vedhæftede fotoes af benet. Det er godt at vide, hvordan ens venner har det. Min elskede datter har det også godt, så vidt jeg ved. Hun svarer altid pænt på mine henvendelser. Det gør mig glad. Men jeg var ikke glad lige før jeg rejste. Det tør svagt siges! Jeg var faktisk ret deprimeret. Tænkte ustandselig, at det ville være bedre at aflyse rejsen. Få indskuddet refunderet og blive hjemme. Men så kom dagen, hvor jeg skulle tjekke ind på flyet, og så gjorde jeg det. Tjekkede ind og tog afsted med skrumplebusse fra stationen med det røde træhus nede bag bøgealleen.

Og ude i lufthavnen. Hvor havde jeg det skidt med alle disse mennesker. Der er så mange. Jeg kan slet ikke overskue det. Så sætter man sig på een bænk og så sætter man sig på en anden, og lige lidt nytter det. Man finder aldrig fred. Selvom jeg havde smurt seks klapsammenmadder i aluminiumsfolie, som jeg kunne dulme smerterne med. Selv det bragte mig ikke i balance. Rigtig meget shit!

I flyet sad jeg og surmulede ved siden af en idiotisk svensker med sin idiotiske kone, som hele tiden skulle vise billeder af deres børnebørn på en mobiltelefon, hun rakte lige op i snuden på mig. Fisseåndsvagt! Og manden spiste nogle ildelugtende sanwich som kabinepersonalet havde bragt, mens der samtidig blev hævet en advarende pegefinger angående mine klapsammenmadder, som jeg ikke måtte indtage. Det var forbudt at spise medbragt mad, sagde hun, og så vredt på mig. Jeg spiste dem i smug alligevel, mens jeg lod som om jeg sad og stirrede på mars som oplyste rummet udenfor det lille ovale flyvindue.

Birthe var alligevel ikke i lufthavnen. Det var noget jeg drømte, viste det sig senere efter vi var landet. I stedet stod min taxachauffør og viftede med et  stykke laset papir med mit navn på. Det var ligesom at møde en ven. Een som kendte mit navn! jeg blev så glad, selvom jeg godt vidste, at det var mig selv, der havde givet ham det nogle uger tidligere, da jeg bestilte min afhentning over nettet. Han kørte rundt en time uden at kunne finde adressen. Tilsidst måtte vi stoppe og spørge en gammel dame med indkøbskurv om vej. Det er helt ude i den anden ende af byen, sagde hun. Så kørte vi derud og ganske rigtigt stod Carlos og tog imod mig nede foran den brede trappe som fører op til hans hus. Min rullekuffert blev bragt på plads i det rummelige værelse med den store opredte dobbeltseng. Konen en peruvianer med udslået hår smilede indladende til mig og gav mig en fugtig hånd som sendte ildninger helt ned mellem mine ben. Carlos er nogleoghalvtreds og hun er vel næppe meget over tyve, så jeg var fyr og flamme til et lille æventyr når Carlos var faldet i søvn. Men han faldt aldrig i søvn. I stedet underholdt han mig den halve nat om hvormange seværdigheder der fandtes rundt om Malaga. Torremolinos og noget der hedder Ronda med varme kilder og grotter og mindesmærker og borgruiner og musæer og alt det skulle jeg se, mens jeg var hans gæst, mente han. Jeg mente han var på afveje, men det sagde jeg selvfølgelig ikke. Konen kiggede skælmsk på mig. Så gik vi alle i seng. Hver for sig. Natten igennem genlød huset af Carlos snorken. Som et jordskælv som rev flere af fliserne i badeværelset løse. Det så jeg næste morgen, da jeg var var ude og tisse.

Nu er jeg faldet til ro i det spanske. Solen sender varme stråler ned over hustagene udenfor mit vindue. Jeg har fået besked af peruvianeren om at rulle persiennerne ned, så rummet ikke bliver for varmt. Det skider jeg på. Jeg elsker varme rum ! Jeg har også fået besked om ikke at lukke min dør for hårdt i om natten. Så kan de ikke sove, siger hun på sit gebrokne engelsk. Men de er nu meget søde de to. Carlos og hans kone. I går fandt jeg vej ned gennem labyrintbyen til havet. Så er jeg hjemme igen. Det ligger middelhavsblåt og dæmrer i disen. Næsen dufter fisk og tang. Her er palmer man kan sidde under og læne ryggen op ad mod den skællede stamme. Foran ens blik står den unge pige med armene spredt ud i positur og bliver fotograferet af sin mørkøjede ven. Solen bager. Jeg smider tøjet og går i vandet. Ned i det blå dyb. Der forsvinder jeg allerhelvedes langt væk. Hen til min mor, som sidder oppe i klitterne i Marielyst på skuespillerforbundets feriekoloni og venter mig med smæk og bebrejdelser. Den satan. Godt hun er død. Så går jeg hen på en restaurant og spiser Calamares ved siden af en bøsse som spiser store skiver råt kød. Han er skaldet og sidder hele tiden og bladrer i sin forbandede mobiltelefon med sine slanke manicurerede fingre. Jeg tænker mit og tygger på gummistrimler af en halvdød blæksprutte. Tjeneren er sur og fortravlet. Snart betaler jeg og skrider. I byen er natten ved at dæmre. Den lysebrune borg og det romerske teater er oplyst i fluorocerende farver mens folk passiarer forbi rygende på cigaretter. De små sidegader er mennesketomme. Jeg går derind og finder hjem til mit bosted. På vejen køber jeg  i supermarkedet som har længe åbent. Tomater og løg. Oliven og brød. Hvidløg og mandelmælk. Kvædemarmelade som udskæres på integralbrød og indtages sammen med varm skovthe mens HBO serverer underholdningen. Det er “Billions” jeg ser. Man bliver fanget af de serier. Men det gør ikke noget. Man sover så godt bagefter. (Såfremtder ikke er moskitoes i lokalet…)

Så vil de have mig til Ronda i Granada. Det ved jeg ikke noget om. Men Jenny Carolina Ruiz Razuri som peruvianeren hedder og Carlos Romerdalbornoz som hendes nylige mand (de blev gift i marts måned i år) hedder siger at i Ronda foregår det hele. Der er bare ingen ende på, hvor fantastisk der er i Ronda deroppe i Granadas bjerge med alt muligt (Borge og sådan noget). Så der skal jeg kører hen, siger de. I bus først herfra og ned til centralstationen hvor jeg skal springe på en Amarillo Bus som bringer mig frem til dette sted de mener jeg skal besøge. Jenny er meget sød og prøver at få arbejdstilladelse i Spanien. Hun er uddannet “Food Engineer” hvad så det er for noget. Carlos underviser i klaver og komponerer stykker, som han spiller for sin nygifte kone mens jeg står og lytter med når hans fingre smidigt bevæger sig hen over tangenterne og Jenny rødmende klapper i hænderne, når han er færdig. De er så søde begge to og vil det bedste for mig deres gæst, der derfor skal til Ronda skønt han slet ikke rigtig har lyst, men meget hellere vil vandre op over bjerget og ned igen til havet som ligger blåt og indbydende lige til at springe i. Men til Ronda skal han og sådan bliver det. Derfor tager han en prøvetur i dag med bus nr 1 over til Centralstationen for at se hvor man køber billetter og for i det hele taget orientere sig lidt.

Det er dette med at vandre afsted på de glatte fortovsfliser mens Bourgainvilla og Biznagaer duftende passerer forbi. Oppe ad bjergskrænterne kryber bebyggelsen. Hvide rigmandspalæer med balkoner og spir. Grundigt indhegnet af tykke murer og beskyttet af gøende hunde. Alle hernede på solkysten har hunde, som de lufter mens de snakker med hinande om hundeliv og ve og vel, og nu og da farer de små hunde i flæsket på de store hunde, så samtalen må ophøre og man må gå hver til sit. De gamle ægtepar trisser afsted på promenaden støttende hinanden, så de ikke falder omkuld under de irgrønne palmer som bøjer sig i vinden, der kommer i milde strøg ude fra oceanet, hvor store fragtdampere lige netop balancerende på horisonten med urviserhastighed bevæger sig fremover mod ukendte mål. Der sidder så jeg. Denne humanid af en abekat og skifter bukser under et skærmende livsomklamrende håndklæde, mens de solbadende olieindsmurte og barbrystede kvinder overalt på stranden bly ser den anden vej. Det er stor moro at afføre sig tøjet under den blå himmel på en kæmpe sandoverflade, hvor alle i ens tanker har travl med at glo. Men de skal ikke få mig, tænker jeg og gør hele arrangementet til en ballet som udstiller alt jeg ejer og har. Belønningen ligger i det øjeblik kroppen befries for al kontrol og kastes tilbage i det gennemsigtige fluidum som middelhavet er. Og hovedet ned under vandet og purre op i håret som får hele turen med udsmidning af al  bekvemmelighed og tilpasningskrav. For helvede. Sådan skal det være. Til helvede med det hele! Og jeg svømmer på ryg og på mave og bliver væk som den delfin jeg jo osse er. Udover den myg som stak mig i nat og den gamle kvinde med solhatten som næsten ikke kunne gå af gigt som blev hjulpet af sin mand af et stivbenet rær. Der så jeg mig selv som svigt. For jeg var ikke hvor jeg burde være. Hos min gigtplagede kone som nu er helt alene. Uden mig. Jeg drømte om hende i nat og i drømmen blev bruddet endeligt.

Men vandmelon og mandelmælk i farvestrålende karton i køleskabet her på Plaza Lex Flavia Malacitana i det store boligkomplex med den brede trappe som fører ned mod gaden med de små butikker. Grønthandlen hvor alle kasser bugner af nyhøstede citroner og peber og kartofler med brun skræld og store prangende blomkålshoveder. Der går jeg hver dag i duftene fra barer og frisørsaloner som blander sig til denne umiskendelige spanske odeur jeg slet ikke kan få nok af. Men ikke blot dette. Alt det andet også. Når jeg går fejl og må have min Ipad frem for at finde vej og støder på nye små gyder, som skal udforskes utrætteligt. Sandalerne bærer mig frem gennem verden. Rygsækken indeholder mine fornødenheder og når tanken bliver for trang tager hånden på armen på skulderen på kroppen mundharmonikaen frem og lader et eller andet klinge som lyder godt. For mig og for den forbipasserende sjæl som smiler til mig og nikker venligt til mit spil. Som jeg siger hele tiden: I kan rende mig allesammen I hylehoveder, som hele tiden forvansker alt med jeres  forpulede tanke-virksomhed. Lad den dog være for helvede! I ved ikke en skid om det. Ikke en skid. Se det dog i øjnene. Ikke en skid!

Jeg ved i hvet fald ikke en skid. Det er et faktum!

Ronda.

Ja, det skulle jo ske. Havde selv gjort de nødvendige forberedelser med at checke bustider og afgangssted ovre på Centralstationen. Og frygteligt tidligt op, men det var dejligt at møde byen vågne og indånde den friske morgenluft ved busstoppestedet sammen med de andre søvnige morgenduelige på vej til arbejde. Rengøringsassistenter, tænkte jeg og skuttede mig i køligheden. Igen denne fornemmelse af frihed fra forpligtigelser. Ikke noget at skulle og som hele ens eksistens afhænger af. Dette seletøj fastgroet til kroppen som selvet har gjort til sin egentlige identitet. Snærende og evigt befalende. Det er væk for helvede! Jeg må minde mig selv om det hele tiden, for ikke at falde i den gamle skure og bevidstløst bevæge mig ad prædestinerede veje. Nu er verden åben og alt er muligt og alt tages ind. Den hjemløse på bænken i ventesalen med sine tomme colaflasker og beskidte sovepose på pappet som hovedpude og rastafarieren med krøller og sure tær som osse skal til Ronda, gud ved hvad han skal lave der? Det koster 20 euro tur retur. Jeg når lige en ekstra morgenskidetur på det charmerende toilet hvor  man vader i papir og lort strøet ud over gulvet, så man må stå op og plumpe sit shit ned for ikke at blive fuldtændig indsmurt i pis. Nå men det bliver overstået og pladsen til de invalide i den Grønne Alsa bus indtages af mig, for jeg har ret til den, for jeg er nemlig GAMMEL.

Den skulper ud af byen. De snævre gader bliver efterhånden bredere. Færre butikker og småbarer. Lidt efter kun store ildelugtende cementfabrikker og tilsidst det åbne land. Nu går det hurtigt. Chaufføren sætter farten op. Det er en lang tur på næsten 100 km vi skal nå på to timer. Vejen fiser afsted hen under denne transportkasse, som jeg har fået plads på forreste række i. Den er halvtom. Det er jo tidligt og man tager ikke på arbejde i Ronda fra Malaga. Et par japanske turister og så ham rastamanden. Vi snakker ikke sammen. Vi er hver på vores helt egen tur til Ronda oppe i Granadas højland, hvor småbyer ligger som hvide krystaller strøet ud på bjergsiderne som er brungrønne og afsvedne. Det går opad hele tiden og vejen snor sig, så vi kastes fra side til side i bussen. Gul gyvel langs vejkanten sætter en lysende stribe forbi mit vindue mens den grå vejbane i susende fart bliver ædt op hen under os. Vi gør holdt på en mellemstation og tager nogle fårehyrder med langt skæg og vandringsstok op. De udsender en harsk lugt af møg idet de passerer invalidesædet hvor jeg sidder.

Og så lige pludselig i min meditative døs holder vi for godt midt inde i en by med torv og hvide huse med blå bræddepersienner og vi skal ikke videre for alle stiger ud også chaufføren så det må være Ronda og det er det og jeg aner ikke hvor jeg skal gå hen men gudskelov ligger der en kaffebar lige her hvor jeg står og der går jeg ind og finder et bord blandt et livligt publikum og en cafe latte bliver stillet for min næse med sin krydrede duft op i ansigtet på mig, hvilket er så aldeles befriende ovenpå den lange bustur!

Hvad skulle jeg gøre uden min nye Ipad pro? I gamle dage havde man kort til at folde ud og guidebøger til at slå op i. Det var et mas og et slæb. I dag har man det hele på sin lille bærbare computer. Den kan alt. I min rygsæk har jeg smurt mig en integralbolle med kvædemarmelade, som jeg tager frem mens jeg drikker min kaffe og spiser diskret. Det må man ikke, det ved jeg godt, men det eneste spiselige her er sukkerbelagte kager, og det klarer jeg ikke nu. Mens jeg gumler på bollen og slubrer på kaffen står min Ipad og fortæller mig alt, hvad jeg skal se og gøre i Ronda. Den ved præcist, hvad jeg laver og hvor jeg er. Og fortæller mig vejen, jeg skal gå, så efter at have spist op og drukket min kaffe begiver jeg mig afsted først til højre ved rundkørslen og derefter ligeud ned gennem en helt almindelig spansk by med ledningsnet og tørretøj indtil jeg står overfor indgangen til en park med store mørkegrønne træer og rislende springvand omkranset af slyngroser. For enden af parken ad en lang alle flankeret af statuer af gamle konger er et støbejernsrækværk som markerer afslutningen på det hele ud i det åbne lyseblå intet. Bløde sommerskyer svæver henover et storslået landskab af svungne linier brudt i lysegrønt, okker og krapgule farver. Det er som at være oppe og flyve, når man når hen til gitteret og ser ud, og der er flere hundrede meters frit fald lige nedenunder een. Breathtaking, som man siger, og det er det fanden gale mig! Så der står jeg selvfølgelig lidt og forestiller mig jeg er Jesus og djævelen frister mig og siger jeg skal springe ud, så får jeg al verdens herlighed, men det har jeg jo allerede lige nu, så jeg siger til HAM : FUCK DIG! Og det forstår han øjensynlig for han forføjer sig og lader mig alene med hele herligheden.

Nu fortsætter I paden sin ordre. Hvis jeg vil se den store Romerske bro, som forbinder byens to dele hen over kløften med den rivende flod, så må jeg fortsætte og løsrive mig fra æventyret med de flyvende engle udover dalen og se at komme afsted for der er meget mere der venter forude. Afsted går jeg så stille og roligt langs bjergmassivets stejle kant ud på en balkon med et tårn bygget som thehus til kongens fornøjelse. Kongen er død. Djævelen fik ham, men vi andre kan nyde arkitekturen som også indbefatter den store hvide tyrefægterarena som Ronda er så berømt for og hvor Hemmingway ofte opholdt sig for at følge sine favorittoreadorer. Den er ikke i brug mere. Vi er blevet civiliserede og dræber ikke dyr i al offentlighed længere. I Madrid gør de det vist nok en gang imellem, er der en hollænder, der fortæller mig. Men dyr dræber vi jo. Nu blot i hemmelighed. Det er mindre stødende… Broen er et pragtstykke af ingeniørkunst. Dybt nede båret af massive søjler strækker den sig op mod vejforbindelsen jeg står på og spytter ned for at se hvor lang tid der går før klatten rammer klipperne i bunden. Japanske turister myldrer forbi som altid og tager snapshoots af alt og ingenting. Jeg stiller mig ganske ublufærdigt op midt på broen og tegner de små hvide huse og brede bjergenge bagved med græssende får og løsgående mørkebrune heste. Folk passerer forbi og tager minsanten billeder af mig. “Kunstneren” i aktion… Jeg bliver helt stolt. Så lidt skal der til. Et forfængeligt asen…

Der er en ældre bro længere nede og det er frokosttid. En lille overdækket have står åben. Her indtages appelsinen, vandet og resterne af integralbollen. Japanske piger i geishakostume sætter sig ved siden af mig og pludrer løs på deres krystalsprog. Eroterne flagrer i luften mens appelsinskrællen udsender berusende dufte. Jeg får et kys på panden til farvel før de forsvinder op i hvælvingen over de grønhvide huse.

Tegnet er en tegning. En tegning af det tegnet henviser til. En tegning af et dyr. En stor vildtgående okse. På sletterne. Den vil vi gerne have. Til at spise. Så vi tegner den på grottens vægge. Så er vi herre over dyret. Så er vi herre over os selv. Når vi tegner os selv, er vi herre over os selv. Vi har adskilt os selv fra verden og kan styre den som vi vil. Når vi har tegnet den. Tegnet for dyret er “dyr”. Tegnet for os er ligesåmange streger, som vi er. Fire streger betyder at vi er fire mennesker her i grotten. Fire mennesker og et dyr. Det tager vi ud og fanger. Siger vi til hinanden. Tænker vi med tegnene i vores hoved. Som vi kan flytte rundt på og manipulere som vi vil. Ligesom tegnene vi kan flytte rundt på grottens vægge. Det kalder vi fra nu af “At Tænke” med stort! For det er vigtigt, for det er her det sker. Tanken/Tegnet løsrives fra sit objekt og bliver et subjekt. Ilusionen om en tænker der “tænker” tanken er skabt. Her i grotten dybt nede under andalusiens jord. 200.000 år før Kristus. Med en streg. Et I. Et jeg!

Jeg sidder i bussen som jeg har taget fra Plaza Marina kl 9. Jeg nåede lige at få skidt på Mc Donalds lokum som var morgenrent og velduftende for en gangs skyld! Igen ud gennem den beskidte del af Malaga med de trøstesløse forstæder og hører det dog aldrig op, tænker jeg, for det fortsætter bare langs kysten mod vest hele tiden nye massebebyggelser af værste art. Hver eneste lille milimeter er udnyttet for at presse endnu et åndsvagt turispalæ ind. Det er græmmende. Jeg lukker øjnene og lader stå til. Er begyndt at blive lidt træt af det hele. Men så dukker havet op. Endelig! Og klippeformationer skyder sig ud i vandet som monstrøse fingre. Vandets overflade er blikstille og horisonten grønblå. Det er dog til at holde ud at se på.

Oppe foran Cuave de Nerja er grønt og frodigt. En lille have med bænke. Og efter at have købt billet til 10 euro, sætter jeg mig ned og spiser mit æble, som jeg har medbragt. En kø stiller sig op. Jeg stiller mig op i den. Så går vi ind gennem tælleapparaterne. Jeg får en telefon om halsen med en øreprop som ikke virker. Den skratter bare. Jeg går ud og klager og får en ny øreprop, som stadig skratter. Jeg giver op. Kan kun høre guiden svagt, men det er ligemeget. Nu skal vi ned i disse grotter med disse tegninger fra den palæolitiske tid,  langt før Jesus Kristus gik på jorden og gjorde det hele meget mere kompliceret.

Vi suges ned i dybets kuldeskakt. Frysende bevæger jeg mig ad smalle trappetrin ned gennem grotten som åbner sig i enorme drypstensformationer og kalksøjler på størrelse med Rundetårn. Det er svært at forestille sig noget lignende. Måske et sandslot stillet på hovedet og multipliceret med tusind. Men det er ikke nok. Nu kommer tegningerne. De store dyr og små elegante hoveder på stregpinde med ben og arme strittende ud til siderne. Jeg får et shock. Ser mig selv. Ser mig selv tænke mig selv. Spejlingen fuldendt. Dødens nærhed en realitet. Frygten som ide er født i mig og vil aldrig nogensinde forlade mig igen. Basta! Så kan jeg fortsætte som turist her i Nerja Grotterne og tage fotos med min Ipad igen og igen for fantastisk er det. Og sindsoprivende skelsættende. Det øjeblik jeg blev bevidst om mig selv. Ad helvede til med det tænker jeg. Og går videre ned i det mørke dyb, hvor hvide skeletter af fortidens menneskedyr ligger forkrampede spredt omkring på grottens gulv. Henover knoglerne piler små lyserøde insekter, som kun kan leve her fordi her er mørkt og rumtemperaturen er under 10 grader og fugtig. Jeg klarer snart ikke mere. Mine gamle ben ekser under mig. Svimmel. Pyha. Dør jeg nu? Måske. Jeg må hellere se at komme op. Men der er tusind trin tilbage opad. Stædig kæmper jeg mig vej op mod lyset. Jeg VIL ikke dø nu! Please!

Ude i solen tager jeg en rask beslutning. Siddende på bænken med min appelsin. Min appelsin! Som jeg spiser.SPISER! Jeg kan spise. Er ikke død. Vil til stranden og se på piger, vil jeg! Og jeg spadserer hele vejen oppe fra Cuavebjerget den lange vej nedad og nedad mod Playa Carabeillo med det krystalklare vand og manden som steger paella over fyrrebrændebål. Med den krydrede røg i næsen trækker jeg bukserne af, dydigt bag mit håndklæde mens fire fnisende skønheder ser til. Så går jeg simpelthen ned over sandets knasende grus med kildrende tæer ud i det klare vand og svømmer væk ud mod kimingen som er usynlig, fordi himmel og hav går i eet. Da jeg kommer op fra dette bad har pigerne taget deres toppe af. Har rejst sig og kommer mig i møde med svingende bryster. Jeg er benovet over deres frimodighed og måber. De griner til hinanden over den gamle mand som slet ikke kan få øjnene fra dem. Jeg møder deres øjne og de smiler til mig. I det øjeblik lever jeg!

Frygten for magten. Magten materialiseret i en bunke sten stablet ovenpå hinanden i form af en borg. Borgen er bygget af mennesker, som blev sat til at gøre, hvad herskeren befalede. De kunne ikke gøre andet. Hvis de nægtede blev de dræbt. De blev truet til at handle. Deres bevægelser var styret ovenfra. Oppe fra den mauriske konge med det stramme ansigt. Magtens ansigt er stramt og følelseskoldt. Han ønsker at herske. Han ønsker at hans vilje sker. Han bruger vold til at gennemtvinge sine krav. Og man bøjer sig for ham. Kan ikke andet. Er fanget i en skruestik. Spidse nåle borer sig ind i kroppen og piner den. Magtens ønske er lov. Så sygt er det. Så sygt er det at vade op og ned ad stier og trapper for at bese dette såkaldte mesterværk bygget for mange hundrede år siden som tegn på den enevældiges enevældige magt. Jeg har det svært med sådan noget. Disse pragtprangende udstyrsstykker, hvor enestående og spektakulære de end er. Haver med sirligt opskårne gange kantet af buskbum og manipulerede rosentræer. Små plaskende springvand og duftende caprifolier til at forsøde stemningen når prinsessen går tur. Hele herligheden stinker af råddenskab og menneskelig fordærv. Magt korrumperer.

Hvorfor hedder det “power” ligesom elektrisk kraft. Det er vel det samme. Magt over naturen. At kunne styre og kontrollere den. I bund og grund af angst for den. For det. For det hele. Har du tag om angsten har du styringskraften og kan gøre hvad du vil. Med dig selv og med andre. Du bliver en djævel. Et egoistisk monster som under dække af religiøs bedreviden driver dit spil her på jorden. Så kan du brænde hekse og halshugge jøder. Eller hvad du finder passende for at kunne bevare din forpulede magt. Sådan oplevede jeg dette monster af et slot. Et sandslot i tiden. Forfald rejst over tåbelighed og beundret af en tusindtallig skare af forskellige nationaliteter med kameraer rettet mod enkeltdele uden begreb om helheden. Jeg gik omkring og beså og begræd og åndede først lettet op da jeg nåede ned til den søndre udgang af Alhambra og kunne begive mig ud i Granadas hundredevis af smalle stræder med pitureske altaner, som dog ikke levnede mig megen fred, idet bilkørsel var tilladt i selv de snævreste gyder. Man blev snittet af farthungrende spaniolere med foden på speederen i deres BMV og hvad ellers disse bilmærker hedder. Os og forurening. Power!

Solen går ned over andalusiens blidt rundede bjerge. Vi lægger Granada med dets snedækkede tinder bag os, og læner os tilbage i bussen som kører ind i natten i et flimrende lys fra den fortravlede motorvej. Det er sort nat, da vi atter drejer ind på Estation de Autobuses og stivbenede træder ud på Malagas asfaldt.

I morgen kl 6.30 går flyet tilbage til København. Den tid den sorg. Nu skal jeg have noget morgenmad og bagefter direkte ned i Middelhavet som er fløjelsblødt og ganske roligt. Ligesom mig selv. Ganske rolig.

 

 

Næste kapitel: Jegets kvaler.

Uforholdmæssigt meget ligger mig på sinde og må ud. Men det er ikke ligegyldigt, hvorledes det kommer ud. Jeg foreslår, at det kommer ud på en blid måde, men straks er der en stemme som siger, at det ligesågodt kan komme ud på en hård og ubehagelig måde, og så er jeg ligevidt. -Ret ryggen og se begavet ud! Sagde de altid til mig, men hvorledes ser man begavet ud? Det er et godt spørgsmål. Jeg kunne lige sågodt se ubegavet ud, ikke? Bare lade skuldrene falde og kæben hænge og ligne en spasser. Det er sgu da også en attitude, ikke? Når man nu har et frit valg, ikke? Og det har man, siger min lærer altid. – Du kan selv bestemme, hvem du er og hvad du vil blive til. Det er viljen det kommer an på, forstår du nok. Og så rynker han næsen ad min lade holdning og giver mig en syngende lussing i mit åbne ansigt, så jeg trimler omkuld. Der ligger jeg midt i skolegården, mens alle de store drenge står og griner højlydt af den lille svækling som ligger og vrider sig. -En yndig ung pige træder nærmere. Hun jager alle de onde mennesker væk, som æter på vand… De flygter, og hun sætter sig ved siden af mig. Jeg tror selvfølgelig, hun vil hjælpe mig og smiler indladende til hende i håb om hendes sympati. Det skulle jeg ikke have gjort. Hun sende en spytklat direkte ind mellem mine øjne. Det slimede stads breder sig til mine pupiller, så jeg blændes. Derefter tager hun kvælertag om min hals og klemmer til. Langsomt åh så langsomt og lidelsesfuldt forlader livet mig, indtil hun med eet giver slip, akkurart øjeblikket før jeg må give slip, og bryder ud i en latter fyldt med forhånelse. Sådan er hun, min drømmepige!  I det samme jeg føler mig sikker bliver jeg forrådt. Sådan har det altid været. Jeg kan ikke stole på nogen. Jeg ved de før eller siden vil falde mig i ryggen. Det ved jeg med sikkerhed.

Derfor er jeg altid på vagt. Hvemsomhelst der viser mig sympati har jeg mistro til. Jeg er altid på vagt. Ved at de kun er ude på at narre mig. Jeg har ikke tiltro til nogen. Ikke til nogen. Ikke engang og måske især til min egen mor. Hun nev mig altid i øret for at få mig til at gøre som hun ønskede. Og hun ønskede alting af mig. Fordi hun selv var en fiasko. Hun var en allerhelvedes fiasko. Dømt til evigt slavearbejde på en dunkel maskinfabrik som spandt bomuld til brug i våbenindustrien. Skydebomuld, som er en opløsning af nitroglycerin man væder bomulden med før man propper den i patronerne, som derefter forsynes med en fænghætte som slagstiften på geværet antænder så krudtet går af og sender kuglen ud af løbet ud i luften og ind i hjertet på soldaten som står overfor dig og glor idet han bliver ramt. Det er sådan set det der sker og som min mor var med til at få til at ske gennem sit arbejde på skydebomuldsfabrikken ude i Hvidovre. Der lå også min svigerfars fabrikker. Han var meget velhavende og som hobby havde han en fabrik som fremstillede geværer. Han tjente store penge under krigen og slap kun med nød og næppe til Sverige de sidste dage af april 45. Nu ejer han en iskagefabrik som laver is af affaldet fra svinefarme. De raffinerer svinepisset så godt, at det kommer til at smage af citronsaft. Det laver de smooties af som de fryser på pinde, og det sælger kollosalt!

Jeg selv farer land og rige rundt på motorcykel. Sidst var jeg i Karlslunde og besøge en pige, jeg kender der, som giver den bedste spanking i byen, men det er en anden historie…

Jeg har ikke en skid at skulle have sagt over for denne herre som idelig kræver retfærdiggørelse. Han vil have penge af mig. Han står og tigger nede foran brugsen og vil have mine penge. Tænk Dem – Mine penge! Men det skal han ikke få. Jeg går forbi ham og lader som om jeg slet ikke ser ham. Han skal ikke narre mig, skal han. Han kan bare få sig et almindeligt job. Ligesom os andre! Jeg elsker nemlig mine penge og vil ikke af med dem. I love my money. Ich liebe mein geld also! Das ist das beste fur mich. Verstehen Sie? Nå, men det kan jeg bare ikke komme udenom. Det der med penge. Penge er det vigtigste ord i mit vokabolarium. Det er essensen af alt. Jeg kan ikke få nok og søger hele tiden at maksimere min formue. Så kan jeg købe alt i hele verden, hvis bare jeg får flere penge. Mange millioner og trillioner og hundredevis af kliptioner og putzioner og universelle lysår mange og flere og endnu mere og mere og mere og mere! Jeg kan aldrig få nok. Må hele tiden have mere af alting. Og da alting kan købes for penge, må jeg bare have flere og flere af dem. De dejlige penge, som jeg elsker så højt. Åh så højt så højt! Det forstår de vel nok min kære læser, ikke? De elsker vel selv penge som jeg, gør De ikke? Det formoder jeg. Det er noget jeg har til fælles med alle mennesker, tror jeg. Dette evige ønske om mere. Mere kærlighed. Mere lyst til at leve. Mere godt vejr. Mere at spise og mere at drikke. Mere selskab og mest af alt dette uforklarlige, vi kalder kærlighed. Det vil vi allesammen have mere af. Det er ligesom sirup. Bare det flyder lindt og gult, så er alle glade. Så kan alle de homoseksuelle gå i gaypride og vifte med flaget mens de synger kærlighedens pris med røde næser og grønne flag og blå bluser med påskriften “LOVE” Og jeg går ved siden af og samler ind til mig selv i min lille sparebøsse. Det er min hemmelighed. Min  sparebøsse som jeg gemmer under skørtet så ingen kan se den. Jeg tager den kun frem hjemme. I virkeligheden er det slet ikke en sparebøsse. Det er min hemmelighed. Hvad der er i den lille æske, jeg gemmer inderst inde. Der ligger den skjult for omverdenen. Ingen får den nogensinde at se. Det er min hemmelighed, som man siger. Min  elskede hemmelighed. Gollum havde godt greb om det. Han vidste hvad det drejer sig om. Hans dyrebare. Hans egen elskede lille dejlige hemmelighed. Han forstod det. Jeg kan i det hele taget nemt sætte mig i Gollums sted. Op mod denne selvretfærdige verden af hyklere, som lader som om. Lader som om de er så hellige. De svin. derfor hader jeg dem. Derfor får de aldrig min hemmelighed at se. Den er min, og således forbliver den. Det lover jeg.

Jeg elsker at skide og jeg elsker at pisse. Det er nok det jeg elsker allermest udover mine penge. Jeg elsker at svine folk til. Helst i al offentlighed. Sådan rigtigt hænge dem ud. At se dem lide. At pine dem mens jeg holder fast i mine penge. At nyde deres skrig når flammerne får fat og Jeanne D arcs forvredne ansigt forsvinder i røgen. Så nyder jeg det rigtigt. Det er lige noget for mig. Jeg læser Celine og ser katarsis i det at skrive ud, så det gør jeg. Helt ind til benet. Nyder at skrive lige hvad der falder mig ind. Uden blusel. Uden flovhed over min egen vulgaritet. Måske bliver jeg fordømt. Så ender jeg selv på bålet. Brænder op sammen med alle mine dejlige penge. Forsvinder op i den blå luft som røg og damp og alt muligt andet, som det er umuligt at beskrive. Det umulige vil jeg lade være. Til gengæld skal intet muligt være mig fremmed. Basta!

Nu vil jeg gå ned og bade og skylle alt det lort af mig. Svømme ud i morgensolen som en nyfødt havgud. Pruste som en sæl og dykke ned til de tusind små fisk, som ser på mig og griner højt af min tåbelighed. Smiler.

Kan man leve uden at vælge? Det er det store spørgsmål.

Kan man overhovedet leve? Spørger jeg, den skrivende efter at have været inde og se filmen Utøya. Hvem var den mand som i løbet af 72 minutter dræbte 99 unge mennesker og sårede 300 med sine dum dum kugler som sprængte sig vej ind i disse børns kød og dræbte eller lemlæstede dem. Var det mig, der gjorde det? Var det min skyld det skete ? -Var jeg Breivik i det øjeblik, hvor han gik rundt på øen og systematisk plaffede de unge ned. Var det mig? Ja det var det!  -Det var mig, som altid fører sig frem i en hvilkensomhelst sags tjeneste. Jeg, tempelridderen med det formål at redde verden fra undergang. Det politiske menneske hvis eneste grund er at gøre “gode” gerninger. Det er mig, og jeg skammer mig over mit liv og mine handlinger. Jeg hader mig selv, og dette selvhad bringer jeg ud i skriftlig form, så du kan se det og væmmes. Sådan har jeg det efter Utøya, optaget i een lang sekvens tidsoverensstemmende og overensstemmende med antal skud der faldt den formiddag. Jeg vil lade tavsheden sænke sig over den skam og skændsel, jeg føler over mig selv som menneske. Nu.

Tårene strømmede ned over mine kinder. Tårene strømmede ned over mine kinder. Fra øjnene strømmer tårevand ned over mine kinder som skinner i  aftenlyset. Solens stjerneglans fortoner sig og apokalypsens skrig genlyder i rummet over mit hoved. Jeg er fortabt. Vil aldrig gense mine kære. Min mor og min far og min bedstefar og min elskede Anna, som jeg holdt mest af fordi hun holdt mest af mig. Hende vil jeg aldrig komme til at se mere. De er væk for stedse. Borte har taget dem, og jeg er helt alene. En lille sjæledrømmer i dette lorteland vi kalder sindet. Pis det hele! Pis. Pis. Pis.  Og det enskønt dagen er lys og varm. Vandet køligt og klart. Himlen lyseblå og indbydende. Pigerne smukke i deres sommertøj og en solsort synger lige netop den lyd, jeg elsker. Til trods for al denne skønhed er jeg ulykkelig. Altid i tvivl om jeg gør det rigtige. Siger det rigtige, for slet ikke at tale om tænker det rigtige. Altid i tvivl. Altid dårlig samvittighed. For er det nu klogt? Er det nu fornuftigt? Er det nu ærligt, det jeg gør? Det jeg er? Er jeg autentisk? Eller er jeg bare en opstyltet nar på evig jagt efter anerkendelse? En øjentjener. Et falsum. Et fatamorgana . En luftspejling frembragt af årtusinders menneskelig manipulation. Blot og bart en løgn. Er jeg det? Er jeg løgnen i sig selv? Så kan det vist ikke være værre. Så jeg tager bukserne af og blotter mig. For hele verden. Alle kan se min bare numse og rynke på næsen ad den. En exibitionist er jeg blevet i min evindelige kamp for retfærdiggørelse. Og lige lidt nytter det. Er altid på farten efter nye skalkeskjul for min fortabte sjæl. Mit ådsel af en krop, hvis forfald daglig bliver tydeligere og tydeligere. Sindssyge tanker farer gennem mit hoved. Jeg skriver mit sinds syge tanker ned, så alle kan se dem og væmmes. Jeg udstiller min egen svaghed. For helvede! Jeg udstiller min svaghed for helvede i det håb om at komme i himlen. De må da forstå det dernede. Deroppe. De må da forstå det, ikke? Det må de da!