Et bad i det tidløse rum vi kalder verden.

Juni måned er fortid. Juni måned er fremtid. Jeg tager hatten på snur og begiver mig ud i vejret. Det stormer. Naboens træer bøjer sig hektisk for blæsten. Regndråberne slår hårdt ind i mit åbne ansigt. Jeg er glad over endelig at være ude. Som en hund der længe har ventet sin herres tegn på, at det er nu det er. Det er nu vi skal ud og snuse. Det er nu vi skal ud og mærke verden udenfor den varme stue, som nok kan blive for trang, hvis man skal tilbringe hele tiden der. Hele tiden. Det er for meget, så jeg tager min hue på hovedet, lukker døren op ud til haven og begiver mig på vej. Jeg har pakket min blå rygsæk med et stort gult håndklæde i en plasticpose. Når jeg så har været i vandet og brugt det, kan det ligge i posen indtil jeg kommer hjem og kan få det hængt op til tørring i badeværelset.  Husene er tillukkede og grå på vejen. Her er ingen mennesker ude i det vejr. Nede ved badehotellet gør jeg holdt og undrer mig over, at de ikke har taget deres juleudsmykning ned endnu. Men på den anden side, tænker jeg, er det jo opløftende med alle lysene i den grå eftermiddag. Gangbroen er smattet, så man må være varsom hvor man sætter sine fødder. Bølgerne slår hen langs stenkanten og når nogle steder helt op, hvor jeg går . Ude over smålandshavet hænger tunge skyer i bevægelse under himlen, og de små sorte blishøns har samlet sig i en stor plamage i læ bag molen. De flagrer forskrækket væk ud mod det åbne vand, da jeg passerer dem. Bådene i havnen ligger og rykker i deres fortøjninger og faldene klaprer ensomt og foruroligende. Den blå badeanstalt kommer nærmere. Her kan jeg komme i læ for de stikkende regndråber og den bidende vind. Jeg har mit eget lille baderum med udsigt over havet. Når man kommer derind føler man sig tryg. En lille bænk er der også. Men den gemmer jeg til senere. Nu gælder det om ikke at falde i staver. Kroppen ved jo godt, hvad der skal til at ske. Den skal ned i det iskolde vand, og den har allerede forskellige undskyldninger parat for at komme til at slippe. Men nej tænker han. Nej, nej, nu er der ingen diskussion længere. Vi trækker ikke tiden ud, kroppen og tanken. Det går bare målbevidst, som var det en skibakke, man var i færd med at sætte ud fra. Tøjet af. Det hele. Tilsidst står man i det bare ingenting, og tager sit store gule håndklæde om livet og tripper over den hårde asfalt ud på broen, hvor håndklædet bliver fortøjet, mens man selv, nu som et andet menneske, stiger ned ad de gummimåtte-beklædte trappetrin, drejer rundt, og idet man først holder fast i de to gelændere, lader sig glide ud og giver slip med et stort plask ned  på ryggen og dernæst resten af legemet faldende bagover ud i det iskolde vand. – Miraklet indfinder sig. Man mærker slet ikke kulden. Det er bare behageligt at være vægtløs i vandet igen, og man svømmer og dykker minsanten osse, inden en brændende fornemmelse sætter ind og forkynder, at det er på tide at stige op. Og så er det bare lykke. Man har endnu en gang overvundet sin angst for det kolde vand, som jo bare var en gang fup og svindel udtænkt af mesteren over dem alle i forbehold: tanken.

Nu kommer øvelserne. Armbøjningerne og løftet i bjælken over indgangsdøren til badekabinen. Knæbøjninger og så til sidst sidde lidt på bænken og se ud over havet. Se det hele og glæde sig. Sådan i al almindelighed. Det er sku da luxus, tænker jeg, og ifører mig mit varme tøj. Lukker og låser badehuset og stikker næsen ud i regnvejret igen.

Der sidder en fugl ovre på den anden side. På taget af et hus. Tror du den ved hvad klokken er ? Det tror jeg fanden gale mig ikke. Jeg tror den sidder der og nyder at solen nu er kommet op over horisonten og lyser. Den sidder der i de skarpe orangegule solstråler som også falder ind gennem mit køkkenvindue og og vækker alt  i mit hus. Og jeg ved godt, hvad klokken er. Den er halv ni, tænker jeg. Så kunne jeg for så vidt godt sove lidt endnu, men på den anden side, så er det nu også rart at sidde lidt i sofaen og skrive. Der er intet at nå frem til. Jeg er nået frem. Er ankommet så at sige, og sidder nu i min sofa og skriver til dig.

Forstår du. Jeg er blevet gammel, som man siger. Først var jeg ung. Nu er jeg gammel. Sådan går det. Det er vilkårene for alt levende. Det ældes. Eller bedre : Det forandrer sig. Således også jeg. Og jeg indser, at det er humlen ved det hele. Det er i stadig forandring. Intet kan på nogen måde siges at stå stille. Det betragter jeg. Denne forandring betragter jeg. Men nu skal jeg skide, og det kan ikke udsættes, mærker jeg. Så Jeg går ud på lokummet for at skide.Jeg har ikke problemer med at skide, som man jo så ofte ser, at gamle mennesker har. Jeg var engang vagt på et hospital og oplevede en ældre mand sidde på potte i timevis mens hans røde opsvulmede ansigt pressede og pressede uden der kom noget ud i potten. Det var frygteligt at være vidne til. Sygeplejerskerne kom til sidst ind og gav ham et lavement, og som en prop der ryger af en flaske væltede afføringen ud. Og han var lettet efter at have siddet der uden resultat så længe. Når jeg skider kommer det bare af sig selv. Lige som så meget andet. Men jeg spiser nu også lidt hørfrø opblandet i min mysli. Det er nok også en faktor af betydning, vil jeg tro. Jeg går i øvrigt meget op i, hvad jeg spiser. Det har jeg altid gjort. Jeg synes, at det at være tandlæge forpligter til at være bevidst om, hvad man putter i munden. Og det man putter i munden, er jo som regel også det man spiser, ikke? Selvfølgelig putter man også ting i munden, man ikke spiser. Som man sutter på. Men det er en anden historie.

 

 

 

Rie

Der var engang en pige. En meget mystisk pige, som jeg lærte at kende for længe siden. Jeg var 16 og hun var 17, og hun boede hos sine forældre på en lille fin sidevej ude på Frederiksberg. Jeg boede ikke langt derfra på en anden lille sidevej i et hus hvis vinduer vendte ud mod det hus hun boede i, så der var ikke langt til, hvor vi kunne møde hinanden, når hun gik tur med sin hund om aftenen. Min bedste ven hed Ole. Ole Nielsen. Han boede på Peter Bangsvej sammen med sin mor som var handelsrejsende i symaskiner. Elna. Desværre for mig, kom Ole Nielsen sammen med Rie. De var kærester, så mit forhold til Rie var rent platonisk. Men i al hemmelighed elskede jeg hende. Jeg kunne selvfølgelig godt se, at det skulle jeg ikke vise åbentlyst, for så ville Ole måske blive ked af det. Han havde store planer med Rie. Han havde inviteret hende hjem og præsenteret hende for sin mor, som var en meget snerpet dame, som ofte talte om “forsuttede bolcher” som var noget, man skulle holde sig fra, hvis man havde alvorlige hensigter. Og Rie var ikke noget forsuttet bolche. Hun havde mange tilbedere, men holdt dem pænt på afstand. Det var kun Ole, som fik lov at gå med hende og holde i hånden. Vi andre måtte pænt være lidt i baggrunden, når Ole og Rie var sammen. Så en dag, hvor Ole og jeg var henne og besøge Rie, og vi sad i den store fine dyre dagligstue i Ries forældres hus, fik hun den ide, at vi skulle danse. Hun satte See see rider blues på som hun holdt meget af. Hun havde en stor samling jazzplader, som vi ofte sad og lyttede til og nu og da, som regel når vi var flere kammerater sammen, dansede vi. Som man gjorde den gang med pigens hænder på ens skulder og ens hænder om hendes hofter. Først dansede Rie med Ole, mens jeg sad og nød musikken og så til. Jeg havde faktisk ikke tænkt mig, at jeg skulle danse med Rie. De var jo kærester, så det var klart, at det var dem der skulle danse, ikke? De stod der og gyngede op ad hinanden, og det undrede mig faktisk, at de ikke holdt lidt tættere om hinanden, kærester som de jo var. Nå,men det var så deres måde at danse sammen på, og det ragede jo heller ikke mig, hvordan de forholdt sig til hinanden. Da pladen var forbi, gik Rie over til grammofonen, og nu sketer der noget mærkeligt. Hun satte ikke en ny plade på. Nej hun satte See see rider på igen. Nøjagtigt det samme nummer, som hun lige havde danset med Ole Nielsen. Jeg forstod ikke en skid, for nu kom hun over mod mig og bad mig op til dans. Jeg var noget forbløffet, men bevarede fatningen og stillede mig op foran hende og greb hende om hofterne, mens hun lagde sine hænder på mine skuldre. Musikken var æggende. Jeg elskede også bluesmusik og holdt af at danse, som vi ofte gjorde nede i Frederiksberg Jazzclub i Pejsesalen i KB hallen på Peterbangsvej. Musikken kørte i mit øre og jeg fulgte Ries bløde bevægelser og blev varm i kroppen. Men jeg holdt pænt afstand, for hun var jo Oles kæreste, og Ole var min bedste ven, så jeg skulle ikke have noget klinket. Vi dansede , og lige pludselig lagde hun sit hoved ned på min skulder og trak sig nærmere ind mod mig. Nu var gode råd dyre, men som det høflige væsen jeg er besvarede jeg hendes venlighed med at trække hende nærmere ind til min krop. Sådan ret tæt omslynget dansede vi melodien færdig. Jeg var ør i hovedet. Jeg elskede jo Rie ærbødigt på afstand og nu havde hun selv taget initiativet. Jeg fattede ikke en skid. Jeg trak mig lidt væk fra Rie, idet jeg så at Ole havde rejst sig op og stod sådan faretruende midt på gulvet. Så sagde han: -Hvordan vil I have, at jeg skal tage dether? Jeg glemmer aldrig de ord. Hvordan kunne han forvente, at jeg kunne svare på det spørgsmål. Eller for den sags skyld, hvordan kunne han forvente, at Rie kunne svare. Jeg tog ordet. Jeg syntes det var mig, der måtte redegøre for mig selv og egentlig også for Rie, hvem jeg nu følte mig tættere knyttet til end nogen anden i hele verden. Jeg sagde: Det kan jeg ikke svare dig på. Det er noget du selv må finde ud af. Han så på mig med tårevædede øjne. Så drejede han omkring og gik uden et ord ud af døren og væk, og siden den gang var vi for altid uvenner.
Men Rie og jeg blev kærester, og det er det bedste, der er sket for mig i hele mit liv.

Tanken

Sproget er den meningsbærende faktor i vores liv. Når man spørger:-Hvad er meningen ? så mener man:- Hvordan skal det forstås? Mening og forståelse hører sammen. Forståelse vil sige at man indser noget. Der går et lys op for een, som man siger, ikke? Sådan nogenlunde ser det ud for mig den skrivende ligenu. Men det vigtigste i dette er, at uden sproget er der ikke nogen mening. Og det er det der gør det hele så hylens svært. For man er indesærret i sproget, hvis man ønsker mening. Det er som om man ikke kan slippe ud af dette sprog, som tanken jo er, ikke? Det er ligegyldig, hvad man gør, så hænger man fast i det fandens sprog. Man hænger fast i den fandens tanke, som hele tiden driver sit spil om fortsættelse. Om kontinuitet. Sproget er verden i tanken. Så uden sprog ingen verden. Og så hænger man fast og gentager sig selv hele tiden for at holde sig selv i live. Derved kan man så indse, at man rent faktisk slet ikke eksisterer. Det er kun gennem sproget, man erkender sig selv. Man må derfor konstatere, at man er en konstruktion, som opretholdes af frygt. Det ser ikke godt ud, vel? Men det er det måske heller ikke. Alle tegn tyder på, at dette “Menneske” i virkeligheden er en meget skadelig art, fordi alle dets hanlinger bygger på forestillinger, og ikke på direkte indsigt, som er handling i sig selv. Derfor kommer der hele tiden en afstand mellem handlingen og den handlende, som indebærer at intet fungerer. At alting bliver forkert, som vi jo kan se.

Findes der nogen måde at komme forbi denne forhindring? Nej, det gør der selvfølgelig ikke. For man ende uvægerligt i samme grøft, når man søger en “metode” til at komme fri af dette skisma. Det bedste man kan gøre er, at indse at tanken ikke løser problemet og forholde sig tavs. Hvis man kan det. Men tanken gør sit bedste for at overbevise een om, at der alligevel er noget, man kan gøre, og deri ligge visdommen. At afvise dette. Men det er svært. Satans svært…

For tanken er så besnærende. Den lokker og lister sig ind, når man er allermest følsom. Så får den overtaget, og man tror man er sig selv, der siger det den siger. Så tror man at man handler, når det rent faktisk er tanken der bestemmer, hvad man skal. Man tror man vil og skal,- ja der hersker overhovedet ikke tvivl om det man gør, som man så bagefter ser var skrupravende forkert. Og så får man dårlig samvittighed og går til kirken og skrifter og bliver lettet, for nu er man fri for det onde, men det er bare noget man tror, som tanken jo kan “tro” på alt muligt. For tanken kan det hele, at I ved det. Det er et fantastisk instrument, hvis eneste fejl for nuværende er, at det tror det kan styre sig selv som et “jeg”. Så går det galt, som alle kan se. Men det har vi vist talt om tidligere, ikke?