Det er sådan, det er.

Det er.

At skrive fra sit inderste jeg er en meget svær beskæftigelse, men ikke desto mindre en meget smuk beskæftigelse. Det regner. Pisser ned. Striber af vand løber ned over bilruden. I Hov står den med opslået kalesje og ser over mod Samsø. Morgenen lå først helt stille med en ildrød bræmme af sollys i horisonten. Det var klokken halv fem. Tissede lidt og krøb til køjs igen. Nu har skyerne trukket et tykt regnvådt tæppe hen over det hele, og det blæser slemt, så hele bilen ryster. Jeget troede, at det skulle male i dag. Det var i hvertfald, hvad det tænkte sig, da det halv fem krøb op i overkøjen. Udsigten når skydedøren åbnes er formidabel. Det åbne Kattegat med Samsølinien ude til højre og siv, marehalm og klitroser bag nogle store kampesten pænt afrundet af isen i sin tid. Endemoræne. Men som sagt, det pisser ned, og man har mest lyst til bare at krybe op under dynen igen.

I går blev der fisket efter havørred nede ved Hatting. Først med flue, som jeg fik af en patient i Maribo. Så med spinner indkøbt på Mallorca, men uden resultat. Købte nye kartofler og friske løg fra en bod, og kogte kartoflerne i havvand her på stranden. Spiste sammen med sild. Spansk cognac som slut, lidt Narcos på netflix og så i seng. Sådan er det.

Det skal nok komme. Det kommer helt af sig selv. Det er det bedste. Så vidt vides. Og udenfor skinner solen. Indenfor skinner livet i al sin glans og herlighed. Solen varmer de små krystaller op, og de giver strøm til batteriet, som så giver strøm til Ipad, som så lader mig skrive. Lige hvad jeg vil.

Den vrede mand kom hen til bilen netop som penslen lagde okker hen over stien på billedet, maleren sad og malede.-Du må ikke campere her.Sagde han. -Jeg campere skam ikke. Jeg maler. Svarede den malende. -Det er ikke dig, jeg mener som sådan. Men hvis een får lov, så varer det ikke længe, før vi har hele pladsen fuld af store tyske autocampere. Jeg så dig komme i nat. Fra mit hus som har vinduer lige ud mod pladsen her, og jeg sidder og holder øje med, at ingen kommer og campere. Det er kommunen, der har bedt mig om det. Det er slet ikke mig, som har noget imod dig. Det må du forstå, ikke? Sagde han næsten bedende. Maleren løftede penslen fra lærredet og sagde: -Åh, hvor jeg forstår dig. Det er svært, at skulle anmelde nogen, men lov er lov,og lov skal holdes. Derfor lover jeg dig at forføje mig herfra i aften klokken 22, når mit billede er malet færdigt. Manden var nu ikke længere vred. Han smilede faktisk, og maleren smilte tilbage. Anmelderen og den anmeldte var blevet gode venner, så det ud til. -Sikke en idiot. Tænkte maleren.                                 -Bare det var mig, som kunne sidder i min camper og male. Tænkte manden fra huset med vinduer ud mod pladsen. Men det var ikke ham. Det var slet ikke ham. Han havde jo sit at se til. Var ansat som bogholder på kommunekontoret. Hans kone drev med ham. Han var i fængsel hver dag, og han vidste det godt. Derfor var det en befrielse for ham, når han kunne fange andre. Så fik han udløsning for sine inderste hadefulde følelser. Så fik han luft.

Men skråt op med ham. Vi må videre. Billedet blev malet færdig, og ude ved Husby klit stod skiltet igen:”Camping forbudt” men det sked jeg hul i, og kørte ind i bælgravende mørke. Klokken var halv to om natten. Det blæste voldsomt. Teltdugen i overkøjen buldrede og bragede. Bag klitrækkerne hørtes Vesterhavet som en torden. Fik lige set et kapitel af “Narcos” på Netflix med en lille spansk cognac til at sove på og så op i køjen og godnat.

De flyver herude på stranden i store elipseformede silkedrager med tusindvis af tråde spændt ned mod manden, som hænger i en trapetz og styrer det hele. Langs med klitterne kommer de svævende som kæmpemæssige fremmedartede myg. Jeg ligger på det bløde sand og ser op i den lyseblå himmel mens de flyver forbi. Nedenfor brøler det store Vesterhav, som jeg var i imorges med stor angst for at blive suget ned i de berømte “huller” . Hvert år drukner flere tyske turister her, fordi de ikke er forsigtige, og svømmer for langt ud. Jeg blev i vandkanten, og det var mere end nok. Det er et lumsk hav det Vesterhav.

De kalder det et “revhul” ikke at forveksle med et røvhul, selvom det er ganske slemt at havne i et sådant. Det er en fordybning i revlen, som medfører et udadgående sug, når bølgerne slår ind mod kysten. Man bliver simpelthen suget ud til havs, og hvis man geråder i panik, og søger at kæmpe imod suget, så går det galt. Så drukner man. Man skal ikke kæmpe imod, men lade sig føre med, og når man så har samme fart som suget, skal man svømme til siden langs med kysten. Så kommer man ud af suget, og kan lige så roligt svømme mod land. ( Medmindre man da ikke møder et nyt hul. Så må man til hele turen en gang til. Men det er sjældent.)

Jens Søndergaard malede sine prægtige billeder af æ hav heroppe på vestkysten af Danmark. Han har fået sit eget musæum i Fjaltring. Landskabet er storslået. Åbent med høj himmel og havluft overalt. Ude i marehalmen ligger en lav rød bygning med stråtag. Skiltet siger “Tukag” og det betyder skole, hvor man lærer dramatik. Det var den første grønlandske elevskole for unge grønlandske skuespilaspiranter. Her gik en  pige fra Kumiut ved Angmagssalik og lærte sig scenens svære kunst. Det var Naja Qeqe. Hun blev et smerteligt bekendtskab sommeren 85, hvor jeg var distriktstandlæge i Angmagssalik. Vi var kærester, og det gik hedt til, men hun valgte at flytte tilbage til sin tidligere kæreste, som var postmester i byen, og jeg måtte med knust hjerte flyve hjem til min båd.  Købmanden her i Fjaltring kendte godt Naja. Han er grønlænder, og vi fik en snak henover disken om Tukag, og alt hvad der foregik der i sin tid. Sådan snor skæbnen een om sin lillefinger. Alle minderne kom frem og blev vendt, og det var slet ikke så galt.Naja Qeqe.

Lige nu forsvandt solen under horisonten. Dagen var en af de meget fine her ved Vesterhavet. Mange mennesker og badeliv med surf og fiskeri efter makrel. Denne langsomhed som præger mennesker, der slet ikke skal nå noget. Storåen ved Holsrebro er blevet en fin lakseå. Fiskeren ude på stensætningen fortalte, at man nu kan fange laks på op til 15 kg midt inde i byen ud for Quickly! Så ren er åen blevet. Og her i Fjaltring er det en udmærket plads for autocampere med duche og toiletter. Så Jeg bliver et par dage inden jeg skal hente Jonathan nede i Hatting, hvor han jo er til bønnemøde med lovsang arrangeret af indre mission…Fjaltring.

Konen er syg. Manden er træt. Konen har opsvulmede ben og må gå med støttestrømper. Manden følger efter. Må jo tager sig af sin syge kone. Konen udnytter dette i fuldt mål. Herser med sin mand, og får på den måde lidt afløb for sine lidelser. -Det manglede bare, at han ikke kan tage sig af sin stakkels syge kone. Tænker hun, og har dermed fuld kredit for sine handlinger, der består i uafbrudt at slæbe rundt med manden, som var han et redskab, hun kan bruge efter forgodtbefindende. Manden er et fjols. Men han lider af dårlig samvittighed over konens sygdom. Føler, at det på een eller anden måde er hans skyld. Det var jo ham, som giftede sig med hende. Så må han også stå til ansvar for sine handlinger, tænker han. Sådan går det hele i ring. Sådan ser man ægtepar på ægtepar tæt forbundet og indviklet i hinanden i gensidig hensyntagen, der grænser til fangenskab. Det er en ynk, men næppe muligt at komme udenom,medmindre man som den skrivende, lader hånt om alle konventioner og springer ud på det dybe vand i vesterhavet. Og drukner i et revhul.

Jeg sad og tegnede. På en lille klapstol midt ude i lyngen og de forblæste klitter. Da kom et barn med sommergyldent hår hen og stillere sig ved siden af mig. -Det er pænt, det du tegner.Sagde pigen. -Min mor er skilt, så jeg skal til tyskland på camping med min far og hans nye kone i morgen. Min mor og jeg og min bror ligger i shelter her i Fjaltring. Vi har lige været ude at bade. Moren, en smuk høj kvinde med smilende ansigt kom hen og kiggede med. -Maler du også. Spurgte jeg hende. -Jeg er ikke så god til det. Svarede hun. -Mest sådan noget fri fantasi. -Du skal male efter motiv, sagde jeg. Det tvinger dig i relation, og det er godt for sjælen. Svarede jeg.

Det blev ikke tordenvejr i dag. Det er bare meget varmt, og her er fralandsvind, så havet ligger i ro. De to fiskere sidder i flugtstole med deres fiskestænger parat, mens jeg stille glider ned i det grønne kølige hav. Franskmændene med deres surfbrædder pakker sammen. De skal videre. Jeg skal ingenting, og spiller på mundharpe i solen ved bordet på bænken kommunen har stillet op.

Sådan er det gået siden i går, hvor regnen jog mig væk fra Fjaltring og op mod Lemvig i det fortvivlede håb, at her fandtes en Mc Donald, så jeg ikke behøvede at lave mad selv i bilen, og en bio hvor man kunne sidde mageligt og se en god film. I øsregn med opslået paraply blev det mig meddelt, at filmen var begyndt en halv time tidligere, og i øvrigt var en tysk kærlighedshistorie, så den ide fordampede. Nærmeste Mc Donald lå i Struer 30 km væk, så også det blev opgivet. Der var nu kun Aldi tilbage, som havde åbent til 9, og her blev købt tomater, agurk og grovboller. Neskafe’ og en god flaske rødvin som plaster på såret. Parkeringspladsen ved boldbanen og den lille sø i Lemvig, var således den foreløbige boplads. Stor salat med dressing og hvidløg. Grovboller og norsk gedeost fra Gudbrandsdalen samt selvfølgelig den gode spanske Rijoca. Så skulle det vist være nogenlunde, ikke?

Jens Søndergår musæet lidt nord for Bovbjerg skulle besøges. Her hang masser af mandens skide dejlige pictures, og suget i maven udeblev dog heller ikke. Så jeg for op til fyret på Bovbjerg og inspireret af Jens kom Jens igang med olietuberne ude på pynten ved de dybe skrænter, hvor faldskærmsflyverne kredsede om stafeliet, der var nær ved at vælte.

Så har man en aftale om at køre sin søn til København, da en fisketur i Sverige står for døren. Det skal være torsdag ved et-tiden, og om onsdagen ringer drengen klokken tolv og spørger, om ikke snart hans far kommer og henter ham. -Det var da først om torsdagen, vi aftalte. Ikke? Spørger faren. Sønnen må indrømme, at han har glemt, hvad dag han aftalte med sin far, men nu er det altså onsdag, det skal være, og faren bliver ked af det, fordi han har planlagt alt til fisketurens afgang torsdag. Hækken, som skulle have været klippet i ro og mag, bliver i hast kæmmet med maskine, mens faren bander over sønnens sløsen med hans tid, og i arrigskab kommer til at klippe ledningen over, så propperne ryger.

Dog, de kommer afsted denne onsdag, og drengen bliver sat af på Amagerbrogade, hvor hans venner fra efterskolen har et “arrangement”.Nu benytter faderen tiden på Amager til et besøg hos datteren, som midlertidigt har taget ophold i en tidligere havemands lejlighed i Tårnby sammen med sin forlovede, mens de venter på at flytte ind i en anden lejlighed i Sydhavnen, som den forlovedes bror bebor indtil han har fået sin nye lejlighed sat i stand, så de kan flytte ind i hans gamle lejlighed og han kan flytte ud og ind i sin ny.

Der er trangt i Tårnby. Især oppe i de små rum, hvor tøj og tasker ligger hulter til bulter, og de unge mennesker  sidder fortabt midt i det hele. Men de er ved godt mod, for de skal til Kroatien og derfra til bryllup i Norge, så det skal nok gå alt sammen. Faren giver et godt råd med på vejen. Tager elevatoren med klapdørene, som altid er lige ved at rive hans næse af på vej ned, og går ud i den aftenkølige gård, hvor bilen er parkeret og sætter navigatoren på Kullen og stikker over broen og får et shock ved ankomsten til Sverige, hvor atmosfæren af stiv indelukkethed og trist konformitet næsten er ved at kvæle ham. -Hvad gør jeg egentlig her? Spørger han sig selv. -Nåh jo, jeg skal jo på fisketur. Men jeg er sat ud af spillet, sådan rent tidmæssigt. Det var jo først i morgen vi skulle afsted. Har ikke fået taget rigtigt tilløb. Blev kastet ud i det en dag for tidligt. Og så bliver det mørkt og truende i vejret ovenikøbet. På vej op ad Kullens snoede rutsjebanebakker i bælgravende mørke møder jeg selvfølgelig et skilt, som siger at camping er forbudt. Altså retur og nu er klokken et og Jens er træt. Den gamle mand alene i sin gamle bil på vej ned gennem Mølles små stræder, hvor endelig et skilt venligt træder frem bag et hushjørne og forkynder, at strand er i nærheden og med den en plads bag klitrækken med udsigt til lysene fra Danskekysten og Gillelejes fyrblink i mørket.

En nat med opløftende drømme om søfart og venlige mennesker, gav morgenen det pift, der satte manden i stand til at mobilisere sine kreative evner og finde en plads ude i vandet, hvor søanomoner og småfisk befriede ham for de sidste dystre tanker fra aftenen før. Men så ringede hans telefon, og det var hans veninde, som ville have et godt råd i pengesager. Hun var kollideret med en vaskeægte handskemager, hvis fløjelshandsker generede hende hele tiden. Hun ville ikke behandles på den måde. Der skulle være bid og rene linier. Han hjalp hende, og da alle problemer var løst kørte han til Markaryd. Købte et fiskekort til Laganelven, som er sort som kul og rummer de største gedder i hele Sverige. I morgen tidlig vil han tage sin 17 fods fluestang og, idet tågen driver ind over elven fra de omkringliggende mørkegrønne skove, fæstne en rød-orange lakseflue på forfanget og i det allerførste kast få hug af en kæmpestor ål, som han nænsomt sætter tilbage i det mørke vand, når han har befriet det stakkels dyr for den spidse fluekrog.

Markaryd. Sverige. I dag uden fisk. Kun små skaller, som slår i overfladen. De er glade, og jeg er glad, fordi jeg slap for skarpe kroge og fiskeskrig. Malede i stedet for. Det er osse meget sjovere. Det småregner, men er varmt. 20 grader. Var i systembolaget for at købe en flaske rødvin. Til 150 kr. Nej tak. Tager en æblecider i stedet. En gruppe danskere ankom for lidt siden. Meget højrøstede, og umiskendeligt fra mit land. Så ser man forskellen på de to nationers mentalitet. Men som tiden går falder jeg ind her. Mærkeligt så hurtigt man kan tilpasse sig. Er høflig og taler dæmpet. Ikke lige danske mig, men så må det jo være svenske mig, så hvem er “jeg” ?  Et hylster hvad som helst kan hældes i. Ligenu hældes Sverige i.

Tirsdag den 1 august 2017 på Nivå strandpark.

Skybrud og sejlende biler i aquaplaning undervejs ad Helsingørmotorvejen fra Ikea, hvor en stolpe kom i vejen og rev kofangeren løs. Æv, æv, æv. Og nu gik det lige så godt. Alle forberedelser til fødselsdagen blev gjort færdige, og så kom stolpen i vejen. Humøret dalede tyve tommer, og kun ved hjælp af en halv flaske rødvin kom det lidt op i gear igen. Den bil har stor betydning i den tidligere tandlæges liv. Ser det ud til, siden hans humør kan lide så alvorligt når den får en på sinkadusen. Derudover må man sige, at det forestående besøg hos Bornholmerdatter varsler yderligere bekymringer i hans sind, for vil han være i stand til at leve op til forventningerne om de omfattende arbejdskonstruktioner, hans datter har stillet ham i udsigt.Det vil tiden vise. Han har besluttet sig for at prioritere dyrene på farmen højest. Dernæst skulle der jo også gerne blive tid til at male et skilderi eller to, så hvordan han skal nå alt det andet også forekommer ham gådefyldt, men måske efter et par dages omstilling, falder alt på plads.

Sønnens fødselsdag bidrager han til med al sin energi, og som sagt sågar med en skade på bilen, fordi han skulle i Ikea og købe lyskæder, til at pynte op med i den store garage, hvor festen skal holdes.

Sorg og spænding er de to hovedelementer i den skrivendes sind lige for øjeblikket. Her i Nivå sidder han og venter på besked fra sønnen om hvor og hvornår han skal hentes vist nok i Skovlunde. Så går turen ad sydmotorvejen mod udkantsdanmark, hvor græsset skal slås og hækken klippes det sidste stykke. Borde og stole, pressenninger og pavillioner skal arrangeres til fødselsdagen. Den afrevne kofanger forsøges fastgjort med gennemgående bolte i den ret af rust tærede skærm, og til sidst fredag aften i næste uge sejler Køge-Rønne færgen ham til Bornholm. Han bliver helt stakåndet ved tanken, og har allermest lyst til at flygte langt væk fra det alt sammen, men det er hans liv, og inderst inde passer det ham udmærket det hele!

Klippebo medio august år 2017 efter Kristi fødsel, men ellers i kosmisk forstand lige nu.

Hestene har fået hø og 3 vitaminpiller hver. De stod inde i boksene, men kom ud, da de hørte det knitrende hø. Vand har de nok af. Huskede at tænde for det elektriske hegn bagefter. Har pumpet vand fra brønden på gårdspladsen op i kanderne til at vande potteplanterne. Hønsene har lagt eet æg, som er vasket og anbragt i køleskabet. Gamle Ole, katten, forsøger ustandselig at snige sig ind i huset, og den anden kat kaldet “Missemor” er meget varm på hunden Lilis mad, som den snupper, hvis den ser sit snit til det.

Lili er et kapitel for sig. Hun sov i min fodende den sidste del af natten. Hun var inde hos mig flere gange, og jeg gik ned og åbnede døren, men hun ville ikke ud og tisse. Til gengæld ville hun gerne tisse på tæppet i entreen. Det har jeg duppet tørt og sprayet med “glasrens” så det ikke lugter. Da solen væltede ind ad det store gavlvindue i rummet, hvor jeg sover, lod jeg hende løbe ud, hvorefter hun gøede uafbrudt i en halv time, uanset hvor meget jeg forsøgte at aflede hendes opmærksomhed. Der var intet at gø ad. Ikke en lyd udover fluernes summen. Men det var nok. Hun holdt aldrig op, og tilsidst lukkede jeg hende ind med en godbid, som fik hende til at falde til ro. Nu har vi lige været turen rundt i skoven forbi shelteret og de to små søer, og det har fået hende i balance igen. Hun gør slet ikke mere.

Vi var på stranden i går efter afleveringen af Gårdejerne ved terminalen i Rønne. De skulle til New York, så de er rejst, og jeg den skrivende er alene på farmen. Det blev sågar til et bad i de oprevne bølger med tangskove som drev rundt og gjorde svømmeturen til en suppedas. Hunden Lili hev i sin elastiksnor og for hid og did efter imaginære fisk og fugle og små kviste, som blæste hen over sandet. Tyskerne havde overtaget området med campere og vindsurf udstyr, og så fornærmet på os, da vi trængte os vej op til bilen mellem alle deres stole, borde og brædder. “Tyskere” tænkte jeg, men det var ikke pænt, det ved jeg godt.

Hele skismaet omkring de to børn som trak i hver sin side af deres far glider langsomt i balance. På Engvej i Maribo, hvor sønnen Jonathans 18 års fødselsdag blev holdt med brask og bram, medens jeg sad herovre på Bornholm, er harmonien genoprettet. Datter Suien sendte billeder og video fra øjeblikket, hvor Jonathan træder ind og mødes af alle sine venner totalt uforberdt. Det er bare så sødt og så flot at se hans øjnes glæde og se hvordan de har pyntet med lys og balloner og kommer ham i møde og omfavner ham. Så gik alt i hak igen for den gamle far, som nok forinden (i hvert fald i sine egne øjne) havde været så grulig meget igennem. Toppen på sømmet var bilen og den afrevne kofanger, men selv det løste sig ved hjælp af to små vinkeljern, nogle skruer og møtriker samt lidt tandlægelig snilde,som fik skærmen til at sidde urokkelig fast igen.

Jeg fandt en hel Gudbrandsdals brun ost i køleskabet. Jeg ved ikke om det er til mig, men jeg spiser den alligevel! Kaninerne spiser græs og mælkebøtteblade. Fluerne spiser alt, hvad de kan få fat i, og er rasende irriterende. Jeg tager til brugsen i Pedersker nu og køber flere fluefangere og nogle tomater. Så kan jeg lave en dejlig salat med olivenolien og vineddike til middag. Til frokost spiser jeg resten af barnebarn Bettys salat. Dagene går af sig selv. Det er helt fedt.

Tirsdag.

Donald Trump er sat på stand by. Jeg gider ikke høre mere om ham. Nu kan min datter få fornøjelsen, når hun lukker op for Fox News i sin lejlighed i New York. Så kan hun følge med i, hvor langt vi er nået i konflikten mellem disse to præsidenter, som øjensynlig har hele vores menneskelige verdens skæbne i deres hænder. Så absurd, så man kaster op, når man tænker på det. Så det vil jeg ikke gøre som sagt. Så vil jeg meget hellere gå ud og slå græsplænen. Solen skinner fra en næsten skyfri himmel og græsset er tørt, hvad det ikke nødvendigvis er i morgen, hvor de har lovet vejromslag med regn og blæst de kommende 4-5 dage. Den store and, som jeg ikke kan huske hvad hedder, er kommet tilbage og mæsker sig i dræbersnegle. Som tak får den en bunke solsikkefrø, som den så mæsker sig med. Lilihunden gider overhovedet ikke høre, når jeg kalder på hende, men hvis jeg lokker med en godbid, så kommer hun. Noget for noget. Det skal nok komme med tiden, og vi har da også fundet en passende rytme med to lange ture hver dag, hvor hun spankulerer frejdigt i forvejen i den lange line. Så hygger vi os. Hund og menneske.

Fluefangerne fra Pederskebrugsen er ret effektive. Det er en cellofanstribe med blomster som dufter lokkende, men som indeholder gift, der dræber det stakkels dyr langsomt. Hyggeligt, ikke? Men fluerne er  skide irriterende og flyver ind og sætter sig i ens næsbor og øre. Så kan de lære det, kan de.

Onsdag.

Ud af posen med kattepiller dryssede den sødeste lille grå mus i morges, da jeg fyldte skålen op. Den tog straks benene på nakken og pilede væk hen over gulvet i fyrrummet, hvor jeg stod. Jeg kunne ikke lade være med at le. Den blev forstyrret midt i sin morgenmad som den sad der ovenpå 1 1/2 kg katte mad. Dyrene er hele fornøjelsen værd ved at være her på farmen. Tre æg var der i dag i reden ude hos hønsene. Og missemor spiser op, hvad lili efterlader i sin skål. Det er en hel familie. Hestene kommer og får deres hø og vitaminer hver morgen. De pruster fornøjet, når de ser mig. Og gamle Ole opgiver aldrig håbet om en dag at kunne smutte forbi og ind i huset. Lili gør ad imaginære spøgelser, og får trøst når noget går den på. Men jeg forstår ikke altid, hvad det er,der går den på. Men nu har den fået et knaveben, og falder til ro her i stuen. Vi var ellers lige en dejlig tur i skoven, hvor jeg løb, og hun løb med i samme tempo som mig. Det var rigtig hyggeligt med lidt løbetræning sammen. Om morgenen vækker hun mig, og vil ind under dynen. Det får hun så lov til, men natten igennem sover hun i pigernes senge, hvor hun kan muffe rundt som hun vil. Jeg vender og drejer mig ret meget om natten, og har svært ved at falde til ro af angst for at komme til at mase hende. Det er vist en kunst at sove med en hund. Min ven Thomas sover med to små jagthunde, og siger at han slet ikke kan sove uden dem.

Plænen blev slået inden regnen kom. Brættet ved svalereden er lukket af med en tilskåret finerplade, og i Nexø havde de et nyt håndtag. Stalddøren kan nu lukkes uden at man river sig på det søm, der gjorde det ud for håndtag før. I morgen kommer skraldemanden kl. 7 og jeg skal have porten åben. Ole dyreven og naturelsker var her og aflevere en hel spand nyopgravede kartofler. Vi fik os en snak om verdens fortrædeligheder og de dumme landmænd og blev enige om, at svinehold skulle forbydes. Jeg sagde, at hele kloden burde styres som den eenhed den er i en kvantecomputer, som får alle indput og målinger fra overalt i verden og som alle skulle rette sig efter. Men først måtte vi jo blive enige om at gøre det, og det mente han var umuligt på grund af menneskenes grådighed, og det har han nok ret i. -Det er grådighed, der er skyld i det hele! Var hans udgangsreplik, og så kørte han væk i sin lille hvide peugeot. Han råbte, at han nok skulle komme og klippe hækken, idet han drejede om hjørnet.

Torsdag.

Fik fyldt huller i muren ud med betonspartel og glattet pænt. Det var ligesom at lave en fyldning i fru borgmester Adelharts mund dernede i Maribo på tandklinikken. Først røre pulveret fra krukken omhyggeligt op med en passende mængde vand hældt fra den store grønne vandkande, som var blevet fyldt fra slangen med brøndvand pumpet op med dykpumpen, som fik sin kraft fra stikkontakten i hestestalden. Så gøre stedet som skulle repareres godt vådt, så cementen kunne binde, og derefter med den smalle ske smaske grøden på plads og derefter massere den ud til den dækkede jævnt over det hele. Det blev en hel besættelse, at få kanten lige og fladen blank og skinnende. Da værket var fuldendt og kunstneren tilfreds, blev det hele overdækket med en opsprættet plastiksæk, som havde indeholdt træpiller til fyret. Dette skete, for at undgå at laget skulle tørre ud. Hvis det blev tørt før det afbandt, ville det ikke hærdne ordentligt. Der står det så og venter til i morgen, hvor det skal afsløres om resultatet er efter forventning.

Nu var det tid for en tur til stranden med hunden i fangehul. Det kalder jeg buret Lili transporteres i. Så ved hun, hvad hun går ind til, når jeg siger til hende: – Skal du i fangehullet?  Så hopper hun glad op på bilsædet og lader sig omend lidt modvilligt skubbe ind i det lille bur med det røde tæppe. Hvis der ikke ligger en godbid i skålen som hænger i gitterlågen, ser hun vredt på mig, så derfor sørger jeg altid for, at der ligger en flæskesværd eller lignende, som hun kan gnaske på mens vi kører. I dag kørte vi helt ud til skydetområdet, hvor den røde kugle gudskelov var nede, så vi uhindret kunne lade os glide nedad gennem det gyldne sand til stranden uden at blive ramt af geværkugler. Her mødte Lili en 14 år gammel golden retreiver, som var døv. Det var et held for den, for Lili gøede ustandselig lige op i dens venstre øre med højt lydende skingre bjæf, som den døve hunds ejer ikke fandt passende. – Sikke dog en larm den hund laver. Sagde hun med et fnys, og trak den gamle herre modstridende væk fra den unge dames indsmigrende vov. Hun er i løbetid nu, og gør sit bedste for at lokke mandligt bekendtskab til, men i dette tilfælde gav hendes ihærdighed ingen bonus. Som trøst gav hun sig til at gnave i en selvdød rødspætte, hun fandt på stranden, men da hun ikke må få fisk, var der ikke andet at gøre, end at fravriste hende den, hvorefter hun spiste noget opskyllet tang i stedet for.

Flere motiver kom til syne på hjemvejen, som maleristen i den skrivende skrev sig bag øret til senere brug. Farver og skov og gule stier og lilla lyng kunne nok inspirerer, men ligenu øser det ned udenfor, så gad vide hvornår man kan sætte sig ned ved malerkassen og paletten og lave et billede. Gadvide?

Fredag.

Da håndklæderne hang ude hele natten i regvejret, var de drivvåde her til morgen, og måtte vrides før de atter blev hængt til tørre i det sparsomme sollys på denne dag. Morgengrøden og æggene blev sat over og resterne af skummetmælken og noget skyr stillet ud til kattene. Hestene fik hø, kaninerne græs, hønsene friske piller og adskillige dræbersnegle et hak midt over med spaden, og så var alt igen en gang på plads og i orden. Det lykkedes den lille hundehvalp at tisse to gange på tæppet i gangen selvom døren stod åben, og den bare kunne gå ud. Men det regnede med kolde dråber, og så var det meget rarere at slå halen i det bløde stof og slippe en lille sø ud. Lidt ærgelse blev udmøntet i en venlig sang om det dårlige vejr, som det jo heller ikke er rart at gå ud og tisse i. Jeg tørrede pænt op og sprayede med Rodalon, og så var den historie glemt.

Der står flere liter udløben mælk, som gamle Ole sætter stor pris på, og missemor spiser op, når Lili ikke gider æde mere fra sin skål. Den er ligeglad med, at det er rester, og Lili er ligeglad, for hun er jo mæt.

Der blev endelig tid til et par skitser ude ved Gedebakkestranden, og næste skridt er olie, hvis vejret tillader det. En ældre dame på bagerpladsen i Rønne har accepteret et besøg i morgen af den skrivende, som vil medbringe boller, kager og hund. Han glæder sig til at komme lidt ud i det sociale liv, og har hørt, at damen skulle have en rigtig god  rabarbermarmelade til bollerne.

 

Lørdag.

Og ganske rigtigt. Bordet var dækket ude i den lille gårdhave. Theen bar jeg ud sammen med de indkøbte vikingboller og to stykker gulerodskage, som damen i konditoriet havde anbefalet. Vi satte os og uden besvær faldt vi ind i de gamle roller som mand og kone. Der var meget at tale om, som nu var forbi for længe siden, men som i vores erindring stod som en lykkelig tid i vores liv. Vi var enige om, at grunden til at vi var så lykkelige den gang i vores ungdom, var at vi aldrig så meget som drømte om at blive gamle. Denne følelse af at have hele livet foran sig som noget uudtømmeligt hørte den tid til og gjorde det til noget enestående. Nu sad vi så overfor hinanden igen som gamle mennesker og kunne med al ønskelig tydelighed se, at vi dengang havde levet på en illusion. Og den insigt gjorde os glade på en mærkelig måde. For derved var fortiden endelig lagt bag os, og vi kunne hellige os nutiden og bollerne med rabarbermarmelade.

Jeg har så ondt af kattene, især gamle Ole, som hele tiden vil snige sig ind i huset og have lidt nærhed og varme, men som ikke må, fordi den “strinter” . Det stakkels dyr kan jo ikke gøre for, at den gerne vil afmærke sit territorium. Jeg synes det er synd, og vil gerne gøre lidt extra, og har indkøbt noget dåsekattemad, som jeg supplerer de piller ude i fyrrummet, som de så godt som aldrig rør, op med. Nu får både missemor og gamle ole mælkerester, hundemadrester og dåsekattemad. Når ejerne kommer hjem, får jeg nok skæld ud, men det tager jeg på mig for missernes skyld.

Søndag.

Det er koldt, så vi fyrer op i brændeovnen. Om aftenen når det stormer og regner udenfor sidder vi og ser Mad Men og spiser hundekiks. Altså Lili spiser hundekiks. Jeg spiser chokolade. Det er når vi kommer tilbage fra eftermiddagsturen til stranden, at der begynder at falde ro over gemytterne. Jeg går i køkkenet og tilbereder vores mad. Lili står og ser forventningsfuldt op på mig. Så får hun sin halve pose geleføde med kødstumper i, som hun forbavsende nok nyder og spiser op. En stor skål salat bliver den skrivendes aftensmad sammen med brød med ost og et glas rødvin. Når klokken nærmer sig elleve går vi til ro i hver sin seng. Så pænt og så regelmæssigt.

Mandag.

Tirsdag.

Onsdag.

Torsdag.

De sidste dage inden husværterne kommer tilbage fra deres rejse til USA. Nu er græsset slået, tæpperne banket og sidst men ikke mindst er der sat et forstærkningsnet udenpå hovedlågen ind til ejendommen. Det blev i høj grad nødvendigt idet den lille italienske mynde, som jo netop ikke er særligt stor, idet en fremmed hund passerede forbi udenfor med sin ejer i snor, gennembrød det kvadratiske ståltrådshegn, som var det den letteste sag af verden, og f’or ud efter den tykke pudelhund, som trak i sin snor med stor iver,  så er møde kunne finde sted. Mynden må under ingen omstændigheder løbe frit udenfor havens afskærmning, da den slet ikke adlyder et kald, så gæsten – den skrivende fik et shock og råbte på damen, at hun skulle komme ind i haven med sin hund og på den måde lokke mynden tilbage indenfor afspærringen. Det gjorde hun, og mynden fulgte med. Den blev grebet og sat ind i huset for lukkede døre mens hegnet blev forstærket. Da mynden kom ud igen, var den straks henne og se om den atter kunne forcere hegnet, der hvor den lige havde gjort det. Og længe gik den frem og tilbage langs det forstærkede hegn i stille håb om at kunne finde smutvejen igen. Men forstærkningen ser ud til at holde – foreløbig. Der er nemlig den hage ved det hele, at resten af haven kun er aflukket med det kvadratiske ståltrådshegn, som mynden jo nu tydeligevis er i stand til at forcere. Så hvornår finder den en smutvej et andet sted? Ja det er spørgsmålet.

Den skrivende er taget til Grønland, nærmere betegnet Scoresbysund, og kan følges herfra!

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Los Angeles

Independence day 1776 USA 4 july

Det hele er et spørgsmål om tempo. Kan vi holde tempoet, og er der overhovedet noget tempo at holde? Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at Jonathan har travlt, og jeg har ikke travlt. Det burde vel egentlig være omvendt. Han er ung og har masser af tid foran sig. Jeg er gammel, og har ikke så megen tid foran mig, så derfor er det vel mig, der skal skynde mig, og ham der skal slappe af. Det gør han godt nok, når han først er faldet i søvn. Så er han slet ikke til at vække, og sover gerne til langt op ad dagen, mens jeg står tidligt op og er frisk og oplevelsesklar når solen står op. Så derfor kolliderer vi i øjeblikket. Det er der ikke noget at gøre ved. Så må han tage tingene i sit tempo og jeg i mit. I går var her et kæmpe fyrværkeri lige uden for døren på grund af USAs uafhængighedsdag i 1776. Det larmede og bragede og folk sad på gaden på tæpper og kiggede op i luften når stjerneregnen faldt i kaskader. Jeg var sur, fordi min unge søn ville have soveværelset for sig selv, og bad mig om at flytte mine ting, som jeg havde anbragt i bunden af skabet derinde, ud. Så nu sover jeg på sofaen i stuen, og han i den store dobbeltseng inde i soveværelset, og jeg flytter mine ting ud fra skabet lige om lidt. Så kan han ligge og sove lige så længe han vil derinde uden at blive forstyrret af mig, som altid larmer så meget om morgenen, som han siger! Hi, hi, en gang fis, men ham om det. Jeg tilpasser mig. Det skal i hvert fald ikke gå ud over den gode stemning, som indtil nu i høj grad har hvilet over turen.

Stillehavet lå og larmede, da jeg endelig fandt det på min blå cykel, som jeg parkerede op ad et hegn med hængelås og det hele. Jonathan var kørt i forvejen, og ham kunne jeg ikke find. Alene i vandet var sandelig osse godt. Selvfølgelig blandt en masse andre badende, men alene som så. Det var godt efter den lange vandretur med rullekuffert hen til et busstoppested, hvor bussen vi hoppede op i var den forkerte, så buschaufføren så hjælpsomt kørte i fuld fart hen og overhalede den rigtige bus, som lige var kørt forbi, så den standsede, og vi kunne komme op og afsted mod El Segundo.

Huset er hvidt med mølle i loftet og hvide vægge og puder, hvor der står skrevet: Eat – Sleep – Surf , så det er lige noget for Jonathan. Han hopper i det hele som en pave, mens jeg ydmygt ser til. I dag skal vi ud og købe ind til køleskabet. Vaske vores sure New Yorker tøj, og så ellers se hvad der sker. Venice ligger i cykelafstand herfra, så det er et must. Der er et astronomisk observatorium, Hollywood selvfølgelig og Steve Jobs Appelkontor som skulle være fantastisk. Nu får vi se. Venice skal jeg i hvert fald hen til. Ja.

Cykle, cykle, cykle. Op og ned ad stejle bakker her i El Segundo ved stillehavets kyst. Først må vi jo have noget mad at putte i køleskabet. Og supermarkedet ligger langt herfra. Vi aser os op ad bakken og styrter i expresfart nedad igen, før en stejl bakke atter viser sig som vi så må opad. Jonathan holder høfligt og venter på den ældre herre, som har sit mas med at træde det sidste srykke, og må stå af og gå. Så går det atter i fuld fart nedad og så ligger alle de store butikker for næsen af os med et kæmpe indkøbscenter i midten. Her er en exorbitant mængde af varer, og vi farer vild og kan ikke finde, hvad vi vil have. Et helvede, og da jeg skal betale, tager de ikke mod mit kreditkort, så jeg må ud og hæve i ATM automaten. Pinligt som kassedamen ser på os.

Nogle middelhavsruller i grøn pandekage og cola til drengen og en af sæbe smagende kokusdrik bliver vores morgenmad ved et lille bord ved siden af en sandfyldt beholder med tusindvis cigaretskod. Flot start på vores ophold i Los Angles, ikke?

Det sure af sved stinkende storbytøj bliver kastet rundt først i laundromaten og siden i tørretumbleren, og er nu duftende frisk og parat til at blive iført før cykelturen mod Venice Beach. Som vi har hørt så meget om, og igen og igen har set brugt som kulisse i HBO serien “Californication” . Jonathan venter pænt på mig, som kommer bagefter ad den lange snoede cykkelsti som løber ved siden af det bølgende Stillehav med cyklefolk frem og tilbage, som hilser os hver i deres verden bag høretelefonerne. Han drøner afsted igen, og da vi når Fishermans Village, kan han ikke vente længere på mig, som har slået min fod på pedalen, og skal have hjælp fra en dame i en kiosk, som smører detergent på såret og forsyner det med et hæfteplaster for medels to dollars. Han kører videre mod Venice alene, og jeg sætter mig på en bænk og nyder udsigten over havnen Marina del Ray med nogle hjuldamperlignende turistbåde, som ligger til kaj her.

Nu bliver turen mere fredelig, da jeg ikke har drengen som et hæsblæsende trækketov hængende foran mig. I helt mit eget tempo sejler jeg afsted på den lille blå cykel og mærker duften af lyng og Kaprifolier som slynger sig op ad stakittet ind mod det fredede sanctuarie med Wetland og udrydningstruede sjældne sommerfugle. Cykelstien snor sig ind og ud af låger ved vejkryds langs den store marina, og drejer så ind på mere og mere befærdede områder og følger tilsidst den brede Pacific Boulevard. Minsanten om ikke en bygning med et stort skilt forkynder ” Venice Ramen” -Her vil jeg spise på tilbagevejen, tænker jeg, og glæder mig over muligheden for et godt måltid mad. Boulevarden ender vinkelret på den brede strand. Her fortsætter cykelruten ud mod det egentlige Ocean Walk i selv Venice. Det berømte sted, men her stopper jeg. Vi gemmer det bedste til senere. Måske når vi det aldrig, men så har vi drømmen tilbage, og det er måske alligevel det bedste…

For ikke at cyklen skal blive stjålet slæber jeg den ud over sandet og helt ned til strandkanten, hvor jeg stiller den med støttebenet hvilende på min ene sandal, for at den ikke skal vælte omkuld. Tager tøjet af og springer i bølgerne, som er surfhøje og legelystne. Vandet har den helt rigtige temperatur og er Stillehavsrent. Nydelse.

Slæber cyklen tungt gennem sandet op til stien og påbegynder hjemturen. Antastes af flere unge damer, som vil have mig til at spise på deres restaurant, men jeg har mine planer, så jeg takker venligt nej. Skal jo have min Ramen, ikke?

Og så er det lille ramensted en perle. Simpelthen. Betjent af høflige japanere, som serverer mig den bedste vegetariske ramen, jeg nogensinde har fået. Langt bedre end i New York og bedre end selv i Sibuya i Tokyo, som der hænger et stort billede af på endevæggen her i restauranten.

Fredeligt cykler jeg tilbage langs den mægtige stillehavsstrand med bål i runde krukker, som mexicanske familier laver barbercue ved. Solen går ned, og jorden går op. Himlen er blå, og Jens er en prop. Nu skal han nok holde op!

 

Klokken er ni om morgenen. Det er fredag. Vi har fire hele og en halv dag tilbage i Los Angeles. Jonathan sover. Uret viser at klokken er seks om aftenen hjemme i Danmark. Tid er noget mærkeligt noget. Jeg tænkte på i går, hvor mærkeligt al ting er. Bare det at tænke. Hvad er det for noget? I boghandlen i Little Tokyo, hvor vi spiste, så jeg en bog om zen. Her var begrebet “unsupportet thought” beskrevet som tanke uden en tænker. Tanke som optræder, når det er nødvendigt, og som er fraværende, når det ikke er nødvendigt. Og hvornår er det så enten nødvendigt eller unødvendigt, at tanken optræder? Det afgør øjeblikket, siger zen. Gennem hård praxis opnås indsigten, at ingen gøren er nødvendig for at indse. Tværtimod er enhver hensigt, ethvert mål en hindring for indsigt. Skægt ikke? Fandme skide skægt. Ligesom at cykle hårdt og træde i pedalerne og mærke total kraftudfoldelse til det yderste. Og så til sidst bare nyde udsigten helt stille på en stenbænk, de har stillet op i sandet.  Kan I huske bogen : “Zen og kunsten at køre på motorcykel” Den blev skrevet i Californien. Skægt, ikke?

Nå, men sent på eftermiddagen kom vi afsted. Først med den røde beachbus med 17 stop. For mit vedkommende til pensionistpris på kun en halv dollar, siden med fire forskellige metrolinier, hvor toget kørte i høj fart langs en femsporet highway, sammen med hundredevis af store amerikanske biler, der kørte i lige så høj fart ved siden af. Her sidder fortrinsvis sorte mennesker og der lugter hele tiden af hamp. Det ser ud til at man ryger frit her, så alle er i godt humør og skriger af grin mens vagonen larmer henover sporene.

Los Angeles er flad af udstrækning kun med skyskrabere i midten. Men den er enorm, den by. Små eenfamiliehuse spredt ud over et areal så stort som Fyn med blå bjerge der rejser sig i horisonten ind mod land og det blånende stillehav og skyer til den anden side. Jeg måber over udsigten, der farer forbi kupevinduerne. Jonathan ser “House of Cards”. Jeg vinker til ham og peger ud på det forbipasserende landskab. Han ser op og vågner.

Når vi skal købe billetter i automaterne, varer det ikke ret længe, før vi kommer op at skændes over hvem der har ret om hvilke knapper, der skal trykkes på. Jeg prøver at stoppe ham, fordi jeg synes det går for hurtigt med at trykke. Hvis vi trykker forkert, får vi jo forkerte billetter. Han er selvsikker og trykker til. Jeg er forsigtig og langsom og hidser mig nemt op, når det går for hurtigt. Det er det med tempoforskel igen. Men vi griner sammen til sidst og får de rigtige billetter og kommer videre. Bagefter ansporer divergenserne til fredelig samtale på en bassinkant i Little Tokyo om generationskløft og den slags. Meget givende og meget smukt her blandt Japanske huse, hvor de sælger samurai sværd, som drengen selvfølgelig skal hen og prøve. Han drager et sværd, og prøve at stikke mig ned. Jeg farer sammen, mens han griner ad mig.

Vi spiser Ramen og ris med indbagte rejer og sushi og misosuppe, og skulle egentlig til koncert i Blue Whale Club, men bremses af et skilt med +21. Æv, tænker jeg, men Jonathan er tilfreds. Han gider ikke høre jazz. Han er til funk og rap. Generationskløft igen.

Vi kommer for sent til sidste bus og må gå resten af vejen hjem. Det er godt at gå efter de lange metroture, og vi hyggesnakker hele vejen de 3 miles.

I fjernsynet kører de uafbrudt med reportager fra Hamburg, hvor G 20 mødet forårsager store demonstrationer med vandkanoner og stort politiopbud. Trump holder tale i Polen, og lover støtte mod Russisk agression ved grænsen. Nordkorea fyrer missiler af, som falder ned i det japanske hav til stor fare for skibsfarten. I usa taler de om atomangreb i Alaska. Trump møder Putini dag. Gud bedre det hele.

Der er et akvarie ude ved Long Beach. Man kan købe “oplevelser” her. Der er 35 “oplevelser” man kan købe sig til her i englenes by. Det koster en formue. Bare at komme ud og få en rundtur i Universials Studier i Hollywood koster 175 dollars pr person! Det svarer til ca 1.177 danske kr. Altså 2.345 kr for os to. Det kan budgettet slet ikke bære. Og hvad er det også vi skal se derude? Jeg aner det ikke, og har heller ikke lyst at springe på den der “oplevelses” vogn. Men det der akvarie koster “kun” 37 dollars per person, og det vil Jonathan godt, og så tænker jeg, at det kan vi så godt gøre. Vi tager den sædvanlige røde beach-bus nede fra Gran Avenue til 1 dollar for hele turen. Jeg får den for 1/2 dollar, for jeg er jo pensionist. Skifter til metro på Air/Lax stationen og fiser med et par skift ad helvede til mellem to highways med en million biler i hver sin retning ud til Long beach, hvor vi står af.

Der er høje marmorglatte monstre, og skilte mod akvariet som vi følger. På vejen passerer vi en kæmpe tønde eller silo med nogle affalmede billeder af hvaler påmalet udenpå. Det er her de holder spækhuggere i fangenskab og tager penge for at fremvise dem ved fodringstid, når de springer op og snupper en levende sælunge i luften, som hvalfangevogteren kaster ud. Så klapper folk over de “dygtige” dyr, som er næsten lige så intelligente som os mennesker. Jeg gyser. Gudskelov bliver Jonathan så afskrækket ved indgangen til akvariet af hundredevis af skolebørn,som skal stå og trykke næserne flade mod glasset ind til fiskene, at han opgiver, og vi sparer 2×37 dollars, som i stedet bliver brændt af i en pizzarestaurant med kæmpe stenovn og en servil tjener, der forklarer os, at pot nu er legaliseret i Californien, da vi nævner, at der lugter af mariuanna overalt, hvor vi går.

Ude på spidsen af Pieren står et fyrtårn med billeder af  Hovard Huges mastodont af en vandflyver med 8 motorer, som i trediverne landede her i havnen, og ovre ved den modsatte kaj ligger minsanten oceandamperen Queen Mary, som fungerede som troppetransportskib under anden verdenskrig, og var en efterfølger til Titanic. Hvad siger I så? Vi er i verdens centrum, ser det ud til.

Stranden er flad og kedelig, og jeg falder om og snakker med et par store havmåger, som forgæves forsøger at finde noget spiseligt i de plasticposer folk har forladt. Jeg råber til dem, at de skal lade være. jeg tænker på alle de døde havfugle, man finder med plasticstumper i maven. Mågerne er ligeglade, og jeg græmmes.

Bussen er atter en gang gået, og vi må gå de 3 km hjem, hvilket er godt, for så passerer vi en åben Ralps kæmpebutik, hvor vi tanker op med juice og cornflaces. I fjernsynet udveksler Putin og Trump håndtryk. Fornyet håb for verden?

Og så er der Venice igen. Nu med afgang om formiddagen, så vi kan bade og slappe af undervejs. Der er bare den lille hage, at kæden er løs på Jonathans cykel og sprunget af en gang på vej ned ad en bakke, så han ikke kunne bremse, og det blev farligt. Han reddede sig dog ved at køre ind i en sandbanke, som standsede ham. Bakkerne her er ganske stejle, og vi får ofte ret god fart på. Nok 60 km i timen, og det er ikke rart, når man så ikke kan bremse foran et vejkryds med biler. Han siger, at det går nok. Han satte selv kæden på igen, men den er løs, så jeg siger, at det gør det ikke. På vej mod stranden og Venice finder vi en værktøjshandler, hvor vi køber en crome vanadium “Do it best” fastnøgle nr. 15, der lige netop passer til boltene på baghjulet, som løsnes og kæden spændes, og vi kører lettede videre.

Det er bagende varmt. Solen styrter ned over os med brændende stråler, som forhindres adgang med Jonathans faktor 30 solcreme, som han har fået af en kammerat i danmark. Jeg sætter min blå trøje op over min kasket, så den lægger sig ned over nakken mod solen, som brænder og svier ulideligt. Vi gør holdt i Fishermans Cove og sætter os på en bænk med udsigt over den lille fiskerhavn, mens vi med hver sin halve hovedtelefon i øret hører Otis Redding synge sin “Sitting on the dock of the bay”

Efterhånden som vi kommer nærmere ned ad Pacific Boulevard bliver trafikken tættere. Bilerne ligger i kø, og vi er lykkelige, da vi drejer af ved den første palme, og kører ud på cykelstien, hvor de store stinkende amerikanske firehjulstrækkere ikke må komme. Det er lørdag, og her er mange mennesker. Farverige hippier og slaskede unge afroamerikanere med håret sat på alle tænkelige måder. Vi kører lidt ad cementvejen, og stopper ved en lille arena med brakedance og Rap, som Jonathan bliver tiltrukket af. Jeg sidder ved siden af en ældre herre, som indhyller mig i en sky af afbrændt weed. Det er overalt, og alle ryger. Blot ikke jeg. Har ikke lyst. Kender alt til den plante. Har jo selv dyrket den, og set den vokse op. Den er levende og værdifuld, som alt andet i denne verden, som behandles med omtanke. Så tuller vi videre på vore blå cykler sammen med alle de andre på hver deres mærkelige køretøj. Der er dem, der står op på to hjul, som bringer dem frem. Så er der dem, som kører på små elscootere, der fiser afsted i stor fart. Så er der dem, der står på et stort trehjulet stativ, som de fører frem med rokkende bevægelser, og så er der alle dem på elcykler og mountainbikes med elmotor, som ikke træder i pedalerne, som man jo skal i Danmark, men bare sidder afslappet og lader sig befordre. Og så selvfølgelig alle os på almindelige cykler.

Skaterbanen er opfyldt af novicer, som hele tiden falder, så det gider vi ikke se på, og kører videre langs den brede strand hen til en lille smøge, hvor der sidder en ferm guitarist og spiller aldeles virtuost og lokkende, hvorfor vi slår os ned. Der er også et udsalg af vraps med veganerindhold til mig og kødmad til Jonathan, samt smoothies ad libitum. “Californication” blev optaget her, og jeg fortæller om den endeløst grænseoverskridende serie, som han passende kan gå i gang med, når han er færdig med “House of Cards”

-Skygge! Råber jeg, og finder en træparasol, vi kan sidde under sammen med en skæv indfødt, som fortæller om hajer og jellyfish og de sindsygt farlige portugisiske sømænd med lange tentakler, som snor sig om arme og ben på de svømmende folk, og dræber dem med gift. Hvis der er rødt flag, siger han, så skal vi ikke gå ud og bade. Lidt efter lægger han sit hoved på træbordet og falder i søvn. Så går vi ud og bader, for der er ikke noget rødt flag at se.

Da vi skal afsted igen, er Jonathans cykel med et puf punkteret i varmen. Fordækket er fladt. Gode råde er dyre. Skal vi gå hjem. Der er langt. Ovre på den anden side af vejen ligger en cykeludlejer. Vi spørger ham, om han vil hjælpe os, men han er skæv, og siger han ikke har tid. Vi kan købe en ny slange for 7 dollars, og gudskelov er det forhjulet, og jeg har jo den nye topnøgle, så vi skifter slangen. Den gamle havde et stort hul. Det går rimeligt nemt ved fælles hjælp, og snart ruller vi lettede videre.

Jonathan vil til Santa Monica, for der er en park, vi skal se, og jeg kører nødtvungent med i den stegende hede. Her er træningsudstyr med klatretov og trapetzringe. Lige noget for den muskelstærke unge mand. Han klarer 7 armhævninger i et stativ. Lige så mange, som en bringebred svensker med sved på panden opnår. Sådan er det med de unge mennesker. De vil konkurrerer om alting. -Lad dem, siger jeg, og betragter det hele med ophøjet ro. Bare jeg kan sidde i skygge. Det er nok for mig.

På hjemvejen køber jeg en panamahat. Sådan een har jeg altid ønsket mig, og den bliver godkendt af min unge søn, som den også klær på den sefie han tager med den på. Musik er der alle steder. Især trommeslagerne blive vurderet af Jonathan, som jo selv spiller trommesæt. Og vi hænger ud i timevis, mens solen går ned over de californiske bjerge, som lyser op i rosa og lyseblå, mens folk falder til ro i græsset med joints i hænderne og lys i øjnene.

Ramen i “Venice Ramen” skal Jonathan jo prøve på min anbefaling, og han bliver da heller ikke skuffet. Især ikke, da han får lov at drikke en diet coke til af sin far, som er så gavmild, så gavmild. (I sine egne øjne…) Jonathan raser, men bliver god igen, da vi igennem nattemørket cykler tilbage forbi hundredevis af store bål på stranden omgivet af fester med høj musik og grill og fyrværkeri.

vi får også købt ny forsyning af mandelmælk hos “Ralph” på vejen hjem.

Hollywood. Hollywood, det skal man da til, når man er i Los Angeles. Ellers har man slet ikke været der. Slet ikke. Så afsted igen med metro rød, blå og gul linie langs de mange, mange biler der altid kører døgnet rundt som en vifte omkring byen af adfærd. Syg adfærd. Der skulle ifølge bogen: “111 places i Los Angeles that you must not miss”  være et crossroads of the World på Sunset Boulevard, som man øjensynlig burde se, og derfor er det vores første mål på denne dag, hvor “Hollywood Highland” skal udforskes. Men så siger manden i højtaleren, at man skal af i Hollywood Vine og ikke highland, hvis man vil se “Walk  of fame” – Og hvem vil ikke gerne se ” Walk of fame” ? Så der står vi af. Måske ligger Sunset Boulevard ikke langt derfra med min “Crossroad of the World” tænker jeg. Så går vi bare derhen efter denne walk.

Der ligger 2500 stjerner nedsænket i asfalten står der udfor fru Lopez stjerne. Hun er nr 2501. Og derefter kommer Marilyn Monroe og derefter kommer Charlie Chaplin og derefter komme Bud Holliday og derefter kommer John Lennon osv ad libitum og vi bøjer nakken i ærbødighed over alle disse celebrities, døde som levende, hvis stjerner vi får lov at betræde. Nok er nok, og vi begiver os mod Sunset Boulevard og vores monument. Her passerer vi imidlertid en særlig restaurant, som skilter med Amerikas bedste burger i en club på tyve. -Det må sandelig være godt, og det er det osse. Jonathan indtager en kødsaftdryppende herlighed på et pund, mens jeg får en salat med  selvdøde marinerede småfisk. Uhm, ikke?

Mætte og tilfredse går vi ad Sunset og støder på et supermarked i musik. Plader og cd’er tårner sig op i en mægtig hal med billeder og plakater af alle store navne gennem tiderne i Amerikansk musik. Blues, contry, rock, Bernstein, musical og jazz, funk og rap. Selv Warholes bananplade med Nico fås i strålende nyoptryk. Vi tilbringer flere timer her og Jonathan køber en bog om mytologi. Men så er der vist heller ikke mere. Jo, nogle store plakater med “Game of Thrones” som starter om en uge på HBO… Jeg vil op og se ud over byen, for at finde min Crossroad of the World, men turen er for stejl, så vi vender om, og tager istedet ind til centrum, hvor Jonathan har set en Mall, han vil besøge. Der er gudskelov en Starbucks cafe’ som sandelig er hvad jeg trænger til, mens han går på opdagelse i et stormagasin. Bag mig sidder et dansk ægtepar. De opdager, at vi er danskere, og indleder en samtale, som Jonathan hurtigt forsvinder fra, da den på få øjeblikke kommer ind på tænder og tandpleje, idet damen har fået lavet for 100.000 kr implantater  i Polen, som hun fortæller i detailler om, da hun får at vide, at jeg er/var tandlæge. De er dog meget søde. Hun blev enlig mor til to store børn og fandt gudskelov en mand med tegnebogen i orden, som hun siger, så hun kunne få lavet sine tænder i Polen, og kunne smile til ham igen. Manden siger kun lidt. Han er genert og nikker venligt til hendes beretning. De kommer fra San Fransico og Rocky Mountains og Nevada og Las Vegas med afslutning i Los Angeles på en 10 dages rejse, som mandens mor har givet dem. Hun sidder oppe på hotellet og venter, siger de. Jeg stønner indvendigt. Alt dette på 10 dage. Hvordan kan de?

Vi kan ikke mere. Det er helt tydeliget. Vi er godt trætte og går i Ralps på hjemvejen og køber æble og banan og slik. Fjernsynet er elendigt her. Det er et Appel Tv. Det skal man altså ikke købe. Det går i stå hele tiden, og jeg vil se Trump og Putin, og må nøjes med at kigge på min egen lille Ipad. Det ser ud til, at Trump er blevet snøret af Putin. Han har opgiver at kritisere ham for indblanding i valget. Kommentatorer her siger, det var en stor sejr for Putin, som efterfølgende smører tykt på i sin beskrivelse af Trump, som han kalder et “analytisk geni” . Det er noget den selvglade Trump kan lide at høre. Nu hvor han er blevet kritiseret så meget på hjemmefronten, kommer Putin ham til undsætning. Sønnen har i øvrigt haft kontakt til Rusland før valget. – Er det en tak for hjælpen fra Trumps side? Svaret blæser i vinden, og Bob Dylan spiller i Texas. Stadigvæk. Amerika, Amerika!

Så skal vi hjem, hvad “hjem” så end er for noget. Min plæne trænger til at blive slået. Det gør min hæk også. Klippet. Jonathan skal til Jylland og mødes med gamle efterskolekammerater, og da jeg skal over og have en ekstra solcelle i Tilst ved Århus, har jeg lovet at køre ham. Sådan ser “hjem” ud. (Her)

Vi skal være ude af lejligheden i morgen kl. 11 sharp, og må derfor tage til lufthavnen meget tidligere end nødvendigt. Da vores fly til Zurich og Kbh først går 19.20 bliver vi nød til at opmagasinere vores bagage derude og så drive rundt på må og få. Jeg cyklede ned til stranden i en bølge af varm luft her til formiddag og svømmede ud i Stillehavets klare vand, da pludselig som ud af intet en større flok delfiner dukkede op tæt på mig. De legesyge dyr svømmede i formation forbi og hilste med snude og rygfinne over vandet. Jeg råbte halløj til dem af glæde over synet, og de svarede med at smække halerne i vandoverfladen med et sprøjt. Tre unge mennesker, som sad ude på en klippe, svarede at de ingenting havde set, da jeg sprang op og begejstret spurgte dem: -Så I alle delfinerne? Så gloede de ivrigt ud på vandet, men da var delfinerne væk. Det var kun mig, der så dem. Det var mine delfiner i det øjeblik. Noget mærkeligt noget, for jeg blev bare så glad over at se dem. En due, som kom forbi, gik nærmere, helt tæt hen ved mig som jeg stod der med mit blå badehåndklæde om livet. Den så op og nikkede :-Jeg så dem også. Sagde den, og pikkede lidt i sandet efter et stykke bananskræl som nogen havde efterladt der. Så var vi to om de delfiner. Og mens han så delfiner, og lidt efter spillede så pænt på sin mundharpe, hvis toner gled ud over havet til alle som gad høre dem, cyklede hans unge søn afsted mod Manhattan Beach, hvor han købte sig et par flade, sorte sko som han skulle bruge, når han spiller fodbold.

Vi fortsætter nu ufortrødent med et nyt indlæg under titlen: “Det er sådan, det er”.