MALLORCA

Farvel farvel kære Blanes. Farvel mine rare medpensionister, som tilsidst så sandlig blev forøget med to danskere. Pludselig stod der en pæn dame udenfor bilen, mens jeg sad og snørede mine løbesko. -Er du den viking, ham svenskeren som bor i Tyskland og som er gift med en kvinde fra Lichtenstein, siger som bor her og som springer ud i det kolde vand hver morgen? -Ja, svarede jeg, og grinte. -Jeg hedder Ute, og min mand hedder Gert, introducerede hun sig selv. Vi kom i går, og bliver kun et par dage, for at bunke vand og strøm. Så skal vi videre over mod Potugal. Du ved, vi tager det meget langsomt, og kører kun de små veje. Min mand fik en hjerneblødning sidste år og lå på hospitalet i Valencia i to måneder. Men nu går det bedre, men han er ikke god til at køre bil mere. Når han kommer ind i en rundkørsel, bliver han bare ved med at køre rundt og rundt, så jeg må sige til ham, at nu skal du dreje. Hun lo. -Med jeg er sygeplejerske, så jeg sørger for ham, ved du.

Hun gav mig nogle gode tip om solpaneler, som jeg gerne vil have på taget af bilen. Også skiltes vi.

Der skulle lige checkes luft på dækkene og fyldes ny benzin på dunken til generatoren, hvis strømmen på batterierne løber tør, og så gik det over stok og sten mod Barcelona, hvor trafikken efterhånden som man nærmede sig byen blev horribel og medførte adskillige fejlkørsler, som frøken Garmin dog øjeblikkeligt rettede op på ved at reetablere en ny rute. Men at holde udenfor Balearias kontor midt i Barcelona var selvfølgelig ikke muligt. Nej ned i kælderen med dig, og host op med 3 en halv euro pr time! Nå, men den kender vi jo efterhånden, og mit humør var så absolut på toppen, simpelthen ford bilen kørte uden problemer! På vej ad autoruten gled mine øjne ustandselig ned over instrumentpanelet med skrækfornemmelser, for tænk nu hvis en rød lampe lyste og jeg ikke nåede færgen o.s.v. Men alt gik glat, og op kom jeg fra parkeringskælderen i godt humør, da damen i skranken sagde at min billet var ugyldig. Den passede ikke til min bilstørrelse, sagde hun, og jeg måtte hente registreringsattest og fotos af den. Det gjorde jeg så, og den skulle så måles. Jeg holdt på, at den ikke var over 4 meter, og hun sagde, at den i hvertfald ikke måtte være over 4,5 meter, så ville det koste 80 euro ekstra. Jeg hævede stemmen, og viste reservationen, hvor bilen var opført som minibus. Og sagde, at over 4,5 var den ihvertfald ikke. Fik min billet, og gik så ned og lagde mit metalmålebånd ud, og måtte til min rædsel konstatere, at den faktisk er 4,7 m lang! Pyha, men på billetten havde hun skrevet max 4,5 og der sent på aftenen, da jeg ankom for at køre ombord, var der ingen ude med målebånd, så jeg slap.

Men min gud, hvor er der mange store lastbiler, som skal over med varer, og store chauffører, som spiser paella i restauranten på Balearias skib Abel Malutes ( vistnok en catalansk krigshelt) og slubrer og snorker den hele lange nat i klapstolene på dækket, så en stakkels følsom ældre herre som mig må gå hvileløst rundt og skrælle appelsiner og spise dem, for at få tiden til at gå. Men så fik jeg den lyse ide at gå op på det åbne dæk, og der sejlede vi så på et glasklart middelhav belyst af stjerner og indflyvende superjets, som i mine tanker snart vil rumme først Thomas og Birthe og dernæst bedst af alt min skønne datter og hendes skønne mand og deres superskønne unger.

Og så endnu en ide kom op. Jeg tog min lille kikkert og rettede den mod månen, og fik et af den slags chock man nu og da uforvarent får. Jeg så op og så den. Ikke som ordet “månen” men det den er i virkeligheden udenfor ordet. Pyha, det var voldsomt. Som at se ind i et øje, jeg ikke vidste, hvem tilhørte, men som så mig i samme moment. Pyha og tak.

Samme måne havde så den venlighed at hænge som en blodrød appelsin over øen, vi nærmede os. Jeg styrtede højere op på dækket for ordentligt at kunne se den, men da var den væk.

Åh altså, så skal I høre, hvad der skete! Husk på, at vi lagde til kaj klokken 6 og da var det lige begyndt at lysne ude i øst. Himlen er skyfri nu. Denne tynde rosa tone som en dis helt ude i horisonten under den stadig natmørke himmel. Jeg havde besluttet ikke at beslutte noget om, hvor jeg ville køre hen, når jeg satte dækkene ned på øen. Så jeg fulgte de store lastbiler et stykke vej, de drejede dog af i Porto Pi. Jeg så lige skiltet mod Andraixt, og havde en tilskyndelse, men lod være og fortsatte ind mod Palma. Og Herre Jemini, hvad sker lige for mine øjne. I det stigende morgenlys vælder solen frem og splitntrer den store katedral i tusind flimrende stykker. Den stiger op og ud af den gryende dag og står der som et uvirkeligt væsen og råber til alverden om sin tilstedeværelse. Gaudi har lavet den indre udsmykning, som jeg aldrig har set, og som jeg håber at se snart.

Så kunne jeg ikke mere. Måtte holde ind, og lige ud for   den store Marinas hovedindgang var selvfølgelig en plads. Taget blev klappet op i en fart, og så faldt jeg sammen af træthed på første sal. De kunn larme lige så meget de ville. Morgentrafikken ind og ud af byen. Det var bare sød musik i mine øre. Jeg lå endelig helt fladt ned og blev væk.

Da så morgenens nødvendigheder viste sig, lå selfølgelig Marinaens nyrengjorte toiletter lige inde ved siden af!  Det er det jeg siger. Det hele kommer af sig selv!

Og så gav det sig af sig selv at retningen måtte være El Arenal, hvor jeg sejlede ud fra i gennem mange år mens jeg arbejde i sæsonstillinger på Grønland.  Og min gamle plads var der stadig og baren, hvor jeg efter endt dagsarbejde med slibning af bunden satte mig ned og nød deres herlige tapas og en Fundador cognac.

Og den lille strand bagved, hvor jeg mødte en tysk pige som sejlede med mig en tid. I dag sad der en tysk dame med samme sorte hår som min fortids veninde. Jeg kunne ikke dy mig og gik hen og spurgte: Var du her for 30 år siden? Hun så forbavset på mig- Nein, das ist erste mal. Nå, tænkte jeg, så er det ikke hende. Men vi blev dog ret hurtigt enige om, at denne dag var unik, og smuk.

Kl tre skulle jeg være i Arta. En lille by helt oppe på nordvestsiden af øen. Jeg har aldrig været på de kanter, som de altid siger i den danske vejrudsigt:-På de kanter… Nå, men det blev en lang køretur ind i et helt andet landskab end det jeg kender fra tidligere besøg. Blidt afrundede bakker med kraftig bevoksning af fyr og oliven i dybtgrønne farver og ret afsvenden brungul jord. Lily var på airbnb med et tilbud jeg ikke kunne stå for: Relaxing stay in old finca. 85 kr pr nat. Måltider med egen vin til 5 euro. Så jeg bookede 2 nætter her til at ankomme på. Og og og… Det er et fantastisk sted. Fåreklokker bimler i det fjerne. Ufattelig stilhed derudover. Oppe fra terrasse, hvor jeg nu sidder ser der sådan ud.

Og indledningsbilledet er Fincaen, jeg bor i.

PS dagtemperatur på 23grader.

Lily is the name of my host here in the finca. She is originally from Polan, but has been living in Spain for 20 years. When I speak with her, it is in the english language, because my spanish is not good enough for some deeper conversation. Yesterday she prepared a fine dinner with Mussels soup and lenttils, potatoes roasted with garlic in a special Mallorcinian way. Now I wil go slovly into danish. The reason I started in english, was at hun netop har sat ild til den store pejs, jeg sidder foran og skriver. Ude i køkkenet snakker hun med sin siamesiske kat, mens hun lytter til lokal mallorcinsk musik og sang. Det er ret fantastisk at blive opvartet på den måde. Der er kun hende og mig. Og når vi spiser, sidder vi ved samme bord. Hun er meget ligefrem, og fortalte om sit liv i går under middagen. Hun har haft en række kedelige erfaringer med fyre, som er stukket af med, hvad hende og de tilsammen havde bygget op. Jeg lytter og følger med i historierne og tænker, hvad sker der?

Desværre kunne jeg ikke starte min generator, som skal gøre mig uafhængig af strøm udefra. Jeg hev og hev i startsnoren uden den tændte, og har skilt den ad, for at finde fejlen, men uden resultat. Må derfor nok få fat i en mekaniker til at hjælpe mig med den.

Her i nærheden er en ganske lille strand cala Aguila, som jeg besøgte i dag. Det mørkeblå hav lå lige for omkranset af grove klipper. Jeg gik derned i sandet, som var varmt under fødderne, og tog et bad. Og når man har taget et bad, bliver man glad. Herhjemme havde Lily lavet kabajau, som er torsk fast i kødet. Tændte hun derefter op i den store pejs, og jeg begynder at føle mig alt for godt tilpas. Som blommen i et æg. Og så er hun aldeles atraktiv kvinde, som jeg skal passe på, ikke at falde i, om man så må sige. Men også derfor skal jeg se at komme afsted. Bliver i morgen med, som Kim Larsen synger, og skal derefter til Palma mandag for at få den skide generator repareret, så jeg kan sidde inde i varmen i min bil når uvejret og stormen kommer på tirsdag. For det kommer nemlig, siger Lily. 7 graders varme. Vind fra nord og et allerhelvedes ruskeregn lover de. Meterologerne. Men lad os nu se. Det kan være de tager fejl. I morgen bliver i hvertfald fin, og udenfor er alt som højlys dag på grund af den fulde måne som også lyser lige ned gennem mit loftsvindue her i bilen, hvor jeg sidder og skriver.

Og midt i månelyset står hun der pludselig. Hele området ligger badet i dette uvirkelige sølvskær som månen i fuld blomst på himlen udsender. De store kaktusser rager op mod nattehimlen, hvor orions bælte med Betelgeus og Arcturus står som støtter, der holder hvælvet oppe. Og så står hun der med en stav i sin hånd som hun løfter og peger mod mig.

-Dig, din djævel, skal jeg nok få fat i før eller siden. Hvisler hun ud mellem tænderne, som jeg lige når at se er en fuldbro båret af 8 måske 10 implantater. Hun kommer hen imod mig, og da hun når mig forsvinder hun bort i en tåge.

Jeg vrider og vender mig på mit omhyggeligt arrangerede leje med to filttæpper først, derefter en lille let underlagsmadras, hvorefter der er anbragt det sammenrullede grønne tæppe, jeg fik af min tidligere kone i julegave. Herover er lagt et orange lagen, som stammer helt tilbage fra min tid som sannyas hos Baghwan i Poona i Indien i 70 erne. Som hovedstøtte er sirligt anlagt 5 forskellige hovedpuder med den lille håndbroderede fra Tove (en patientgave) længst ude til siden. Dernæst kommer de to som jeg fik med fra min skilsmisse, og som jeg også bruger til daglig, når sengen er slået op og bagsædet brugbart. Og ovenpå disse er så de to almindelige hovedpuder med betræk, som jeg kan omrokerer som natten skrider frem, alt efter hvor i min nakke smerterne fra de mange år ved tandlægestolen sidder.

Som sagt, så hjemsøger hun mig hende polakken, som er min vært, som de siger. Jeg vil nu nærmest betegne hende som min vogter. Vel egentlig ikke som fangevogter, for jeg kan gå og komme, som jeg vil. Nærmere en slags besidder. Ligesom hun vil besidde mig. Spidde mig er faktisk et bedre ord. Som en hveps der fiser og farer rundt i rummet, så man aldrig helt kan vide, hvor den er,og som man derfor ikke kan få ud af hovedet, så man kan foretage sig noget fornuftigt. Som f.eks. lige nu, hvor jeg kommer tilbage fra min morgentissetur, som i og for sig var god nok, for samtidig med at jeg var nede i plantagen med de mange orangetræer og slå en streg, plukkede jeg 2 fuldmodne mørkegule appelsiner fra et af træerne. Men så da jeg kommer op hører jeg hende oppe fra køkkenvinduet, hvor hun gør klar til morgenmaden med lidt skramlen, som skal indicere, at hunden nu må indfinde sig på sin plads for at spise.

Så sidder jeg da der foran et veldækket bord med en masse ting, jeg slet ikke har lyst til. Normalt, når jeg er alene, spiser jeg slet ikke før jeg har været nede ved havet. Har siddet lidt i sandet, og derefter har sagt til dette ocean eller hvad det nu er for noget, at jeg godt vil i det, og det har sagt til  mig, at det må jeg godt. Så dykker jeg ned i det kølige fluidum med de store bølger henover mit hoved, og så går jeg langsomt op og ducher saltet af mig. -Og så spiser jeg.

Allerførst juice. Dernæst det halve æble, som skæres i små stykker og lægges i  bunden af den lille plastic skål, som jeg fik med, da jeg købte bilen for 6 år siden af den pensionerede civilingeniør ude i Holte. Konen ville ikke køre mere ud i verden. Hun ville sidde hjemme ved kaminilden og strikke, indtil en dag han fandt hende med strikkepindende lige ifærd med at tage en maske – og stendød.

Så måtte han sælge sin drøm, som jeg så overtog. Drømmen. Drømmen om et liv uafhængig af andre mennesker. Helt fri for al den ustandselige indoktrinering man udsættes for. Selv af sine nærmeste. Så nu sidder jeg her. Fanget i fælden igen, og spørger: bliver man dog aldrig fri? Er det i virkeligheden bare en drøm, et fatamorgana man hele tiden stræber hen i mod og aldrig når? Så når man altså ingenting. Udover den erkendelse, at man intet når af den såkaldte frihed, som man drømmer om? Men det er bare ord altsammen. Det korte af det lange er, at undertegnede igen er havnet i fængsel.

Fanget af morgenmadens sammensætning og de lurende øjne oppe fra køkkenvinduet. Fanget af kvinden med stort K, som gør alt for een, men som også kræver sin pris. Noget for noget. Her kommer så en tanke ind fra ham Tvedes bog ” Det kreative samfund” Hvor han hele tiden lovpriser det han kalder vind-vind situationen, hvor begge parter får noget ud af samværet. Det være sig i en udveksling af varer eller tjenesteydelser. Begge profiterer heraf. Noget han mener er det der skaber kreativitet. Og det kan der i og for sig jo være noget om. Når begge parter er glade, så er alle glade.

Men er prisen for at være her på dette i verden værende ret fantastiske sted, så for høj? Når jeg skal omstille mine vaner med f.eks. morgenmadsspisning, og for så vidt med måltider i det hele taget, for ikke at støde min næste, dvs damen/hexen/kvinden som stiller alt muligt op til mig for breakfast, som f.eks et højt champagneglas fyldt med græsk yougurt, hvor der på glassets kant hele vejen rundt er anbragt små skiver banan med ens mellemrum, en lille skål med tunsalat (som jeg ved gud aldrig kunne drømme om at spise til morgenmad) en anden lille skål med grønne og sorte oliven, et mindre aflangt fad med afskåren fåreskinke, trekanter af gedeost, skiver af mozzarella, nykærnet smør fra køerne, som græsser nede under appelsintræerne, skiveskårne friske tomater, hjemmelavet figenmarmelade fra 2013, små stykker ristet rosinbrød, flutes, et stort glas med friskpresset appelsinjuice, hvor frugtkødet stadig befinder sig som en grød og tilsidst kaffe iblandet varm mælk i et stort lerkrus med motiver udenpå fra Mallorca. – Når det jeg spiser, når jeg selv skal bestemme, er disse æblestykker overhældt med sojayougurt og drysset med mysli? – Og ikke mere!

Jeg gennemlever morgenmaden, og nyder det også, men kan dog ikke dy mig for at sige til hende, at yougurten er ret fedtholdig. Hun henter straks beholderen, hun har den i, og siger, det er græsk yougurt med en fedtprocent på 10, og at lidt fedt skal man da have! Så fik jeg den, men jeg griner højlydt over hendes banan kunstværk, og opdager, at hun glæder sig over at pynte for mig hendes gæst. Men, men, men – ligger der noget bag? Eller er det hele bare vind-vind? For det er jo ikke fordi jeg ikke kan lide hendes morgenmad. Det er bare så overvældende altsammen.

Og så det værste. Prøvelsen. Jeg er jo efter sigende en gammel mand. Men det betyder ikke, at Lily ikke udøver en vis tiltrækning på mig og mine nedre dele.(Som man siger, når man ikke skal skride ud i tåbeligt føleri.) Sagt med andre ord: Hun er en yderst charmerende og tiltrækkende kvinde på 40 år. Slank med pæn lige næse, langt sort hår, som hun skiftevis binder op og lader flyve frit. Hun går omkring i sort tricot, som absolut ikke lader noget tilbage at skjule af hendes velformede krop. Hun smiler hele tiden, så man ser hendes flotte tænder. ( Som jeg dog ikke er helt sikker på, om er en implantatbro. Og det får mig til at tænke på, den gang i Andraitx hvor jeg kyssede Barbara nede i min båd, og min tunge mærkede stellet fra den partielle protese hun bar. Og hvordan min reaktion var rædsel og skræk. Jeg sad og kyssede en PROTESE !

Og jeg er/var tandlæge. Hvad siger I så? Det hele er, som man kan forstå meget kompliceret her for øjeblikket. Er hun en kunstig hex, som lokker mig med sine kunstfærdige anretninger? Eller er hun bare et sødt menneske, der vil verden det godt? Eller er hun begge dele, og det er det, der gør mig forvirret. For slet ikke at tale om, at hun aldersmæssigt kunne være min datter. Men Ok det kunne min sidste kone jo også være. Sådan aldersmæssigt altså.

Jeg husker engang jeg lå i Andraitx with the german girl I met in Arenal, and we vere very much in love, and she had fallen into the ship as a lover only can do, so I better continue in danish. Og vi levede ombord sammen med min lille halvblind hund sofus nærmest som en familie. Alt var såre skønt, solen skinnede, det var forår og Gute, som hun hed lå og solede sig på dækket, mens jeg lappede sejl eller sådan noget. Da kom en engelsk fyr forbi, og vi faldt i snak, så jeg inviterede ham ombord til lidt spisning. Fyren troppede op 1 time senere medbringende sin guitar mens jeg stod nede i kabyssen og kokkererede. Gute var solbrændt og smuk som fanden, og mens jeg sørgede for middagen og gik frem og tilbage og dækkede bord, satte denne engelske charlatan sig minsanten til at synge for Gute. Og Gute smeltede hen under hans insmigerne toner. Dagen efter han havde fyldt sin engelske vom hos mig kom han og fyldt Gute i sin guitarpose. Jeg sad på min tomme båd sammen med min lille halvblinde hund og sørgede i 14 dage inden jeg sejlede væk til Formentera, hvor Cleopatra så gudskelov dukkede op.

Alt dette fortæller jeg, fordi jeg nu ser en lignende situation tone frem i horisonten her hos min elskede Lily i Arta. For i morges ret som jeg sad og nød solens stråler falde ind i bilens indre og oplyse gulvtæppernes marokkanske farver som spillede i lyset og blandede sig med kaktussernes irgrønne lige udenfor, og efter jeg havde skrevet om mine ambivalente følelser for kvinden i huset, dukkede en tysk munk op. Han kravlede frem og op fra dybet nede ved appelsintræerne og satte sig på bilens trinbræt. Det var Lilys nye gæst. Han er vandringsmand og har foreløbig tilbagelagt halvdelen af Mallorcas periferi. Nu skulle det så være hos Lily i Arta, han ville gøre holdt i nogle dage. Hans ansigt strålede af glæde, som kun ansigtet på en munk kan, og jeg mærkede straks en vældig virilitet strømme ud fra hans tyske lederhosen. Ansigtet var rødmosset. Næsen bred og kort. Han var kronraget og havde tykke sanselige læber. Han snakkede begejstret om sin nye gps tracker som kunne vise ham alle vandreruterne i de uvejsomme bjerge Tramutana ned til mindste detaille. Og han klappede i hænderne over al naturens dejlighed omkring os, og allermest klappede han i hænderne over Lilys fortræffeligheder og yndigheder med et væmmeligt lystent glimt i øjet.

Jeg var forfærdet, men bevarede dog fatningen, og ville ikke vise hvor frygteligt, jeg havde det ved hans tilsynekomst. Han havde som sagt allerede haft en lang samtale med damen, og havde fået anvist det store dobbeltværelse med privat bad og budoir og skærm, og slikkede sig om munden mens han talte om, hvad hun havde forberedt til middagsmaden. Der skal vi så sidde vi tre og konversere og konkurerer om madame. Det skal ske om et kvarter, og jeg frygter det værste. For selvom hun er en heks, så er hun en dejlig heks, og derfor har jeg besluttet at bide hovedet af al skam og trække mig allerede nu og lade ham overtage det hele. Hele molevitten, båden samt, hvad der er i den, og skride i morgen tidlig. Så kan de have det så godt. Så kan de lære det. Ja, men nu kalder hun oppe fra køkkenvinduet med en kvidrende stemme. Jeg mærker nok, hvad hun er ude på. Sådan er kvinder. Når de finder noget bedre, så ser man kun ryggen af dem. Jeg ved det, for jeg har været der selv, som Kim Larsen synger…

Middagen var som sædvanlig, når Lily tilbereder den helt perfekt. Der var dækket op til os tre, og jeg foreslog straks, at Lily skulle sidde imellem os, for at skabe balance. (Jeg er vægt) Men det modsatte hun sig straks, således at jeg kom til at sidde lige overfor hende, og Uve, som munken hed, kom til at sidde ved siden af mig. (som tilskuer). Vi fik den herligste fiskegratin med scorsone rødder og frisk asparges fra haven. Dertil en kartoffel-svampe blanding med hvidløgsdressing og en stor skål farvestrålende salat. Og vinen var den lokale, meget kraftige røde med glimrende bouquet. Samtalen forløb utvungent, og mine og Lillys øjne begyndte at finde en dybere kontakt med et violet lys, som bølgede mellem vore ansigter. Munken sad og smaskede og kommenterede samtalen i sydtyske vendinger. Jeg, opildnet af vinen og hendes vibrerende tilstedeværelse sank længere og længere ind i dialogen med Lily. Bagerst i min hjerne rumlede tvivlen stadig. Var jeg ved at blive forhekset af denne kvinde. Tog hun fat i mig og svingede mig rundt, som var jeg et dyr, der skulle halshugges. Men jeg lod stå til, og det fortryder jeg ikke.

Pejsen var tændt. Flammerne sendte rødes skikkelser ud i rummet og op i loftet, hvor de samlede sig og slog ned lige midt i min og Lilys sjæl. Jeg beskrev, hvorledes bålpasserne i Benares ved ligbrændingerne, på bredden af Ganges, stikker en lang stav hårdt ind i kraniet på den afdøde, for at afbøde at hovedet eksploderer og sender kogende hjernemasse ud over det hele.

I det øjeblik sank en brændende olivenkævle sammen i pejsen med en susende lyd. Vi så på hinanden, og Lily sagde stille: -jeg så det. Jeg sad en hel nat oppe ved gatherne.

Så smeltede vi og blev eet. Fra gulvet til højre for os hørtes fine klokkelyde. Det var munken.Han havde smidt sine lederhosen og fremstod i orange silkekappe og bukser, og sad i lotusstilling og chantede et tibetansk mantra mens han slog forsigtigt på to små tempelklokker fra Lhasa. En grønlig aura omgav ham. Over hans hoved dukkede Dalai Lhama Smilende op mens vi sad tæt omsluttet af hinanden.

Fløjdørene gik op ud til den fuldmånebelyste plantage. Den tibetanske munk løftede sig fra gulvet i fuld levitation. Så styrede han som en anden drone smilende ud forbi vore ansigter med ordene: Buddha veligne jer og jeres tantriske kærlighed, men pas alligevel på, for der kommer en dag efter denne!

Dagen efter skred jeg. Der er ingen grund til at koge suppe på en gammel historie. Skal der koges suppe skal det være på fisk. En rigtig bouillabaisse kogt på østers og hummer og laks og rejer og brasen og torsk, villing, pigvar og gedde.. Som får lov at trække et par dage før den koges op igen, nu med friske muslinger, der når de er kogt og skallerne åbner sig, altid med deres brunrøde farve og lækre konsistens minder mig om Naja. Hendes mund var en musling eller en skovsnegl. Også hende måtte jeg forlade til fordel for en barknævet tømmersvend nede fra skibsbyggeriet i Angmagssalik.

Så derfor sadlede jeg mine 75 heste og lagde kursen ret ind mod Palma de Mallorca med det eneste mål, at få min generator repareret, så jeg kan forsyne mig selv med elektrisk strøm.

Det viste sig at være en vanskelig opgave, jeg havde sat mig for. På nettet havde jeg fundet en reparatør af Black and Decker maskiner, og der kørte jeg hen og fandt en parkeringsplads, som dog ikke var helt legal idet den lå delvis foran en port. For at skræmme var der opsat et skilt, hvor man ser en bil blive slæbt væk af en kran. Jeg tog chancen og blev mødt af en total ignorant atmosfære i det lille værksted.-Du må tage til Madrid med den der, sagde han. – Den er lavet på licens, og vi kan derfor ikke servicere den. -Men hvad skal jeg så gøre? Spurgte jeg. – Ring  til Madrid, svarede han.-Her er telefonnummeret. Han rakte mig en lille snusket seddel, hvor han hurtigt havde nedkradset nogle tal, og vendte sig bort. Ikke mere der, så jeg traskede ud på gaden bærende på den tunge generator, uden at vide hvad jeg nu skulle gøre. Skråt overfor lå en automobiltilbehørsbutik, og der gik jeg hen. Og blev mødt med langt større venlighed. En velklædt herre med stor næse og guldur bad mig stille generatoren op på disken, hvorpå han trak i snoren adskillige gange uden resultat. – Nyt tændrør, sagde han, og så skiftede vi tændrør, dog uden at den startede af den grund. Så ledte han på nettet og fandt et sted, han mente kunne hjælpe, og jeg begav mig derhen. Generatorens håndtag skar i min hånd, men jeg ville have den lavet. Sgu. Så jeg sled mig frem , gade op og gade ned indtil butikken, som skulle reparerer min generator dukkede op. -Vi reparerer kun symaskiner, sagde damen, og så var jeg lige vidt. Hun gav mig en ny adresse, som jeg efter yderligere et kvarters vandring med den tunge generator også fandt. – Vi reparerer kun støvsugere, var svaret jeg fik. Ny seddel. Ny adresse. Ny vandring afbrudt af pauser, hvor jeg måtte sætte mig på generatoren midt på gaden og puste. Endelig nåede jeg stedet, som så lovende ud med store kompressore i vinduet. – Vi reparerer kun airkonditionsanlæg, men her er hvor du skal gå hen. Ny seddel og ud igen og stride mig frem forbi alle disse mennesker med hvert deres formål i tilværelsen. Men jeg var optimist. Det kunne ikke fortsætte, tænkte jeg, og drejede om hjørnet til bestemmelsesstedet, og så til min rædsel, at det var  det sted som jeg allerførst var inde hos, hvor de ville have mig til Madrid! Jeg var gået i ring.

Skråt ovre på den anden side lå en mixbutik med lamper og lys og olie og ledninger. Jeg gik derind uden at vide hvorfor. Manden modtog mig som var jeg ventet. Efter at have vist ham generatoren, gik han til computeren og printede en adresse ud. Så ringede han til værkstedet, som svarede, at jeg blot kunne komme og aflevere den nu. Hurra, tænkte jeg og smed dyret i bilen og fandt stedet som reparerede alle former for totakts motorer. Til plæneklippere og generatorer. Jeg fik en kvittering. -Kom igen om 4 dage, så har vi fikset den, sagde den venlige mand. Endelig, endelig. -Jeg fortjener noget  godt ovenpå alle disse strabadser. Sagde jeg til mig selv og drog afsted mod mit bedste spisested i verden. Cellar sa Premsa, hvor jeg fik vin, salat og ristet kylling, lige som de lavede den, de to søstre oppe i restauranten i Deya for 20 år siden.

Stedet vi bor bilen og jeg, er meget fint. Ude ved cala Major, som er en halv times buskørsel fra Palma. Jeg tog bussen ind for at undgå den tunge trafik i byen. Straks man står på Plaza Espanya strømmer alt een i møde. Dufte, farver og den hektiske strøm af mennesker til og fra busstationen, togbanen og de mange shoppinggader, som munder ud her.

Jeg gled langsomt ind i en depressiv tilstand ved synet af alt det myldrende liv. Alle de ansigter og indtryk som gled forbi og forsvandt, lige så hurtigt som de dukkede op. Især blev jeg skrupforvirret af alle disse unge kvinder som ganske ubekymret vuggede og gyngede forbi mig med udfordrende påklædning som intet skjulte. Jeg mærkede biologien som strålede ud fra deres skikkelser, og som sendte signaler, det ikke var muligt at misforstå. Med den florlette kjole eller trøje, som nært nok dækkede deres hud, fortalte de ganske klart, hvad deres krop ønskede. Samtidig viste deres ansigter utrolig kulde, som antagonerede diamentralt  med, hvad kroppen fortalte.

Jeg tænkte først, at jeg nu forstod, hvorfor koranen befaler, at kvinder skal  gå tildækkede. Det er alt for forstyrrende for mænd at blive udsat for en så kraftig biologisk påvirkning. Det kan vi ikke have.

Og samtidig kan vi ikke have, at vore kvinder bliver udsat for krænkende blikke fra fremmede mænd. Det er jo vores kvinder. Og det er os, som bestemmer her. Da denne tankerække fuldførtes i mit hoved, stod det mig soleklart, hvorfor alle disse smukke unge kvinder her i Palma de Mallorca gik klædt og så ud som de gjorde. De ville skide fanden i mændende. De var frigjort fra mændenes tyranni. Om så skulle være,ville de gå splitternøgne rundt, om ikke andet så som provokation. De fyrer op under hvad som helst, for at vise verden hvem de er, og hvad de vil. Og jeg Ønsker dem velkommen!

Se jeg landede tilfældigt derude ved Cala Major på en plads, hvor parkeringen er gratis. Det var simpelthen bare i sidste øjeblik, jeg fandt et sted, efter den hæsblæsende tur rundt til generatorreparatører. Flad og skide træt droppede jeg direkte til køjs. Om morgenen tog jeg en ekspedition op ad en høj trappe, og kom til indgangen af et stort hotel. Ved siden af gik en sti ned til en nydelig lille strand med udsigt over Palmabugten. Her bader jeg om morgenen, selvom der står, at det kun er for hotellets gæster. Hvemfanen kan vide, at jeg ikke er hotelgæst med min fine sorte badekåbe og pæne apparition! Lidt længere henne ad kysten på klipperne er der også en duche, så saltet kan blive skyllet af kroppen. Perfekt.

Nu bliver jeg her. Har købt en 10 turs billet ind til Palma. Er i gang med at få byen ind i kroppen igen. Vejen ned til Catedralen gennem den gamle bydel, og har noteret åbningstiderne for besøg inde hos Gaudi, til når Thomas, Birthe og Bynke kommer. Og på fredag får jeg forhåbentlig generatoren igen i god stand.

Batterierne til lys og varme i beboelsen, som jeg fik skiftet for 1 år siden, ser nu ud til at være brændt ned. Især køleskabet, som normalt holder 2 døgn på en opladning ved en køretur, eller ved at lade bilmotoren køre 1/2 time, tapper batterierne på 10 minutter. Det er satans irriterende, da temperaturen udenfor kræver nedkøling af madvarerne. I går, da jeg kom tilbage fra Palma og tændte lyset, forsvandt strømmenpå 2 min. Lyset! Som normalt kan brænde i timevis, uden man kan se det på voltmeteret. Selv dette svage forbrug æder strømmen op på et øjeblik. Nå, men så fandt jeg en gammel led-teltlygte, og var glad over at kunne se at skære mine tomater og løg. Varme behøves stadig om aftenen, og så gør jeg som i Scoresbysund, når vi lå ude ved iskanten i telt og ventede på sæler. Jeg tænder primussen/campinggassen, som flammer hyggeligt og pejseagtigt op i det lille rum. I dag vil jeg gå hen og spørge, hvordan det går med generatoren.

Der ligger en restaurant 100 meter ned ad vejen. Meget fint sted, som alle de rige Schweitzere som bor i det store lejlighedskomplex, hvis douche jeg i øvrigt anvender efter mit morgenbad, benytter som breakfast-sted. De er så fine, så fine. Kører i store BMV biler og snakker pænt til mig, og fortæller gerne om deres fine liv med halvt på Mallorca og halvt i Schweitz. Og om deres sejlture i deres store yachts, som ligger nede i Marinaen side om side. Og ved siden af resturanten ligger så et lille supermarked med utroligt fine priser. Ca 50% er lagt oveni det jeg gav ovre i Blanes i Consum. Men man skal jo leve, så derfor hjemkøbte jeg en karton fersken juice til en forfærdelig mængde euro, og bar den hjem til bilen og lukkede op.

Ud kom først en lille snegl helt indhyllet i mug, men stadig levende. Dernæst halen af et firben, som stadig sprællede. Nu blev jeg nysgerrig for at se, hvad paphylstret ellers indholdt, endskønt jeg måtte holde mig for næsen på grund af den utrolige stank den gulgrønne vædske udsendte. Så stak minsanten en spillevende rotte sin snude frem af tuden. Den var desparat og kæmpede som en gal for at komme ud. Den hvæsede ad mig, og jeg for forskrækket tilbage, da jeg så dens skarpe tænder og lange ækle knurhår. Mine hænder rystede, men jeg havde fatning nok til at åbne bildøren og kaste beholderen ud. Rotten havde i mellemtiden fået alle sine fire ben ud i hvert sit hul af kartonen. Halen bagud som en lang piskesnert og hovedet helt ud af skruelågsåbningen. Sådan vraltede den afsted. I det samme kom en schweitzer i en pragtfuld ny ildrød Ferrari og kørte ubekymret henover det skrækkelige væsen, som eksploderede og udsendte  en røgsky, som helt indhyllede bilen, så den kørte galt nedover en skrænt og direkte ud i middelhavet.

-Så kan de lære det, tænkte jeg, og gik hen og fortalte manden, jeg havde købt juicen af, hvad der var hændt. Først blev han vred, som for at sige, at de da aldrig solgte fordærvede varer. De var jo så fine der. Men så pegede jeg på hylden, hvor jeg havde taget min juice, og her stod der række på række med ældgammel juice udløbet år tidligere, og så man godt efter, kunne man se, hvordan de allesammen stod og hoppede. Manden bukkede dybt for mig og undskyldte igen og igen, mens han overfusede sin ansatte kommis, som modtog hug efter hug. Han så smilende på mig og rystede på hovedet. Så rakte han mig 7 dugfriske kartoner med appelsinjuice, og gav mig et lille skub ud af butikken, som for at vise at nu havde vi vist glemt alt om den sag.

Det er nemt at blive skuffet. Og det blev jeg idag. Hele bilens indmad blev pillet ud. Jeg stod tidligt op og var nede og møde solen og havet, som nu er roligt. Iøvrigt blev jeg klippet i går. Jeg gjorde holdt ud foran en frisør, for at se hvad de tager for klipning hernede, og blev shanghajet ind i en stol, hvor en behændig frisør fjernede alt mit hår og skæg, så nu ligner jeg et nykogt påskeæg. Men det er snart påske, så det passer udmærket. Som sagt blev hele bilens indmad pillet ud efter morgenbadet kl 8. Så man kunne komme til batterierne. Derefter en lang kørertur dybt ind i Palmas hjerte, hvor et batterifirma måtte give op, da de ikke kendte fabrikatet af mine batterier. -Tag ud til VolksWagen, sagde de. Derude, efter yderligere 1/2 time på trafikeret motorvej, holdt – og jeg siger jer, det er sandt – 2000 biler og ventede på at få tilset deres batterier. Jeg blev tilbudt en konsultation i august/september. Så jeg valgte at give fanden i batterier og gik på indkøb i et Halal supermarked for de fattige sorte, gule og brune og gamle koner med rollatorer og små trissende mænd med tjavset gult hår og rastafyrer med en duft hængende om sig. Nu må jeg så starte bilens hovedmotor en gang imellem indtil min generator bliver færdig. Tilbageleveringsfristen er udskudt 4 dage på grund af travlhed. Det kan man godt forstå. Chefen står ved skranken og fylder sedler ud, mens mekanikeren sidder halvt ude på gaden, idet der står så mange græsslåmaskiner, havefræsere og kompressorer, at hele værkstedet er fyldt til randen. Der sidder han så og hiver i chokeren på en ældgammel generator, som hoster og pruster idet den med intermitterende knaldeffekter sender tyk gul udstødning i hovedet på de forbipasserende og mig.

Men jeg er skuffet over stadig ikke at kunne holde mine madvarer nedkølet.

Checkede lige hvornår gæsterne ankommer. Thomas og Birthe lander 31 marts kl 13.30 og Bynke and family 21 april kl 14.35 -Så er det på plads.

Lille dreng på vel 8 år ses flyve hen over Placa Espanya omkring 10 cm over jorden holdende en Iphone i hånden på jagt efter Pokemon. Jeg standser op og beundrer hans totalt afslappede kørsel i fuldendt balance på denne lille plade med glimtende blå lys underneden. Han har helt kontrol over enhver bevægelse, han foretager. Jeg ved, hvor svært det er at  træde op på sådan een, så at se ham dreje og svinge og standse og kører igen vækker min udelte beundring. Hans forældrer hænger efter ham et stykke bagved, og vi griner til hinanden, da jeg klapper i hænderne og peger på drengen. – Plastic Fantastic ! Deres øjne lyser op i glæde og stolthed over deres søn. -Good parents! Råber jeg . I det samme kommer han lige imod mig så jeg må springe til side for ikke at blive ramt af ham.Den frække lille skid!

På mandag har jeg en aftale med et stort batterifirma, som leverer akumulatorer til alle skibe og speedbåde nede i Marinaen. Det ejes af en fyr fra England, og han lover at se på mit strømproblem mandag morgen kl halv ni.Så må jeg splitte bilen ad igen for at komme til de to store batterier som er boltet fast inde bag en plade bagerst i bilen. Men det gør jeg gerne, for jeg tror han har check på det. Det bliver spændende om jeg til sidst kan få lidt varme om natten og kulde til maden.

Fundation Juan March er en åben udstilling af spansk samtidskunst, som jeg rendte ind i, da jeg så en bog med tidlige Picassotegninger fra 1937, som jeg købte. Fra boghandlen førte en port ud til et tidligere palads, som nu rummer udstilling af Goya, Picasso, Dali og selvfølgelig Miro, samt en masse andet guf for en kunstelsker som mig. Den bliver skrevet i huskebogen til Thomas, Birthe og Bynkefamily når de kommer. Det ligger faktisk på vejen ned til Catedralen, så det passer fint. Og så håber jeg i øvrigt, at jeg kan lokke dem alle til en spisning på Cellar sa Premsa. Det må man altså ikke miste, når man er her. Kvindemedhund

Så røg douchen! I morges da jeg skulle skylle saltet af kroppen efter svømmeturen, stod der en brysk udseende mand i blå uniform og stirrede mig hårdt ind i øjnene. – Private property. Dont you see the sign? Og så pegede han på det store skilt ved siden af bruseren. -Ok, Ok, sagde jeg og så lidt bedende ud. – Just a little more? -No, No! Sagde han med tryk på ordene, så jeg kunne forstå det. Der var ingen vej tilbage under det herlige, bløde ferske vand. Så jeg listede slukøret ned ad stentrappen, dog med en vis tilfredshed over at have skyllet mig af inden han dukkede op.

På vej op mod bilen slog det mig, at jeg slet ikke behøvede at bruge de satans rige fjolsers bruser. Jeg kunne medbringe min egen! Simpelthen tage en dunk ferskvand med ned til stranden og overhælde mig   med den efter badet. Såre simpelt. Så var livet fjong igen.

Op kl 6 og pakke bilen om, så man kan komme til batterierne. Afsted ad forskellige motorveje i hidsig morgentrafik, hvor sådan en langsomtgående elefant som californiaen vækker stor irritation blandt de forsinkede arbejdsbier på vej ind til de  støvede kontorer i Palma. Ankommer på den præcist aftalte tid, hvor David, som batterimanden hedder selvfølgelig ikke er der. Venter en halv time, så kommer han og beder mig vente yderligere en halv time, da der lige er noget, han skal ordne. Nå, så endelig er han klar og måler mine batteriers ydeevne. -To nye batterier må du have, og laderen er i stykker, sådan en må du også have. Det bliver i alt 800 euro! Jeg står og regner om i danske penge. Ca 6000 kr. Det har jeg ikke. Eller rettere jeg kunne nok skaffe dem, men så vil der blive smalhals på andre områder. -Er det nu så vigtigt? Hvis generatoren bliver i orden, kan jeg altid køre en halv time om dagen med den. Nok til at køle maden ned for den dag. Jeg så også lige her på tankstationen ved siden af, at man kan købe is i poser for 2 euro. Også en mulighed. Og når jeg kører, skaber det strøm til køling også. Altså ikke nye batterier eller lader lige nu. Jeg siger, jeg vil tænke over det, og ved I hvad han siger? Han siger: – Nu har du mit telefonnummer, og så bliver det 35 euro for testen! Jeg får et mindre shock. 35 euro. Det er mange penge. 300 kr i danske. Bagefter ærgrer det mig sindssygt, at jeg ikke sagde – Hva! Men så ville der opstå en diskussion, jeg nødig ville være en del af.  Han var en af den slags englændere med cockneyaccent og frisk i slaget, som teoretisk kunne have grebet mig i kraven og tvunget mig til at betale. Alt dette for lynhurtigt gennem hovedet på mig, og jeg løb straks op efter min pung og hev den ene halvtredser, der lå der, op og rakte ham. Uden tøven. Sådan gør en gentleman, selvom han føler sig snydt!

Hovedindgangen til den store Katedral i Palma var fyldt med mennesker. Der var bryllup derinde. Et mexicansk orkester havde taget opstilling og var klar til at spille mexicansk brudevals for det nygifte mexicanske ægtepar. Som kom ud efterfulgt af orangeklædte brudepiger med tulipaner i håret og små  piger og drenge, som kastede konfetti i hovedet på alle som stod i vejen. Jeg stod og så på og nød musikken og den festlige stemning. Undrede mig dog over lugten, der hvor jeg stod. Gik lidt væk til den anden side af indgangsporten til Palmas kendte og storslåede kirke, og konstaterede at også her, hvor jeg stod stank der ulideligt af pis. Jeg kiggede ned, og så rundt langs porten små søer af tis. Nogen steder var overfladen af stenene helt sort og klistret af urin.  Så gik det op for mig, at dette måtte være et brugt tissested om natten for værdigt trængende. Hovedindgangen til Palmas Katedral var et urinal!

Kvinden i sort svømmetrikot dukkede op bag klippen lige som jeg havde været nede i det grønne klare vand. Hun havde dykkerbriller med, jeg spurgte: -Er der mange søpinsvin her? – Ja, svarede hun og lo. Flere hundrede !- Tak for det, svarede jeg. – Så må jeg til at se mig for, når jeg træder på stenene. -Køb et par dykkerbriller og en snorkel. Det er så smukt dernede, sagde hun og sprang i vandet. På vej hjem var jeg inde hos Rastamanden, som har en lille bod heroppe. Han har et fint sæt til bare 10 euro. Sådan et skal jeg have. Så kan børnene også snorkle, når de kommer. Gad vide om Ernst har sit undervandskamera med?

Fik købt snorkel i dag og har spottet de første små fisk. Vandet er stadig lidt køligt, men man kan godt være i et kvarters tid og nå at afsøge et område af bunden med store dybe klippespalter, hvor blæksprutterne gemmer sig. Mit forsøg med dunken med ferskvand fungerer udmærket, så nu er jeg fri af snørende afhængighed igen. Det er hele denne turs ide. At slippe ud af den opslidende påførte daglige trummerum, hvor det næste altid står lige parat til at opsluge ens opmærksomhed. Dette mekaniske gentagelsesliv, som på afstand herfra ses som noget uendelig kedeligt.

Da jeg kom op fra snorkellivet, stod en venlig herre inde bag det store hotels hegn og kiggede ned på mig. Vi fik en snak. Han var tysker, og gættede straks, at jeg kom fra Danmark. Han var ansat ved vw og straks gled samtalen ind på forbrugsbatterier i California. Jeg spurgte, hvor længe han skulle være her, og om han boede på hotellet. -En uge, det er ikke længe, men arbejdet kalder, sagde han. Som en fange i samfundets fængsel med en lille godbid i form af en uges ferie på Mallorca. Jeg hilste ham venligt farvel, lykkelig over ikke at være i hans sted. Men hvor er det dog kreperligt, at så mange mennesker er hængt op bag den vogn. Iøvrigt er der netop udkommet en bog, der gør op med begrebet “arbejde”. Man mener den måde vi opfatter vores fysiske aktivitet som arbejde er forkert.

Kender I det?  Alting er bare så meget overflade, at man bliver helt træt af at skøjte rundt på den spejlglatte løgn af en virkelighed, som fiser ind fra alle sider. Sådan er det lige nu for denne skrivende. Han er atter en gang inde i Palma. Har taget den skramlende bus med de 64 stoppesteder på avenida Joan Miro, for at se om han kan finde et batteri til rimelige penge. Generatoren blev nemlig færdig i går. Det var kaburatoren som var forstoppet. 30 euro kostede det at få den renset, og nu kører den gudskelov! Men batterierne taber stadig al opladningen på 5 minutter. Strømmen vælter ud af dem som en hullet si. Naboværkstedet har godtnok batterier til salg, men de tager overpris. Derfor denne rejse, som egentlig ikke var det, han allermest havde lyst til. Men tanken om et fungerende køleskab driver ham fremad mod Carrer Adria Ferran 15, hvor de sælger batterier til rimelig pris.

A pro pos tisseriet foran katedralen, så er jeg nu blevet opmærksom på, at der foran de fleste små anlæg og beplantninger her i byen står skilte med påskriften: Por favor no pissar ! Men det havde man glemt udenfor katedralen. Eller også var det bare for tæt på en kirke at skrive sådan noget. -Og så bliver der pisset!

Se så kom vi i hus. Generatoren virker og i går købte jeg en akkumulator (apparat til at akkumulere elektricitet) som jeg installerede med ledninger af rød og sort farve hen til det resterende ene batteri, som foreløbig blev ladt urørt. Det viste sig at være en succes. Straks forbindelserne var etableret lyste kontrolpanelet op med de forjættende tal 13,5 volt. Glad var jeg og fik i det samme afprøvet varmeapparatet, som gik i gang med en hørlig susen og snart efter med dejlig varm luft strømmend us af dysen i gulvet.

Det gav blod på tanden, og i morges da jeg netop var vågnet efter en urolig drøm, besluttede jeg at købe endnu et batteri. Det første batteri havde jeg købt uden at have bilen med, så derfor måtte jeg bære det. Den venlige mand fra batteriselskabet lovede at bringe det hen til busstoppestedet Corta Englese. Jeg spadserede ved hjælp af min Ipad hen til busstoppestedet, men tog fejl mange gange så jeg troede, at jeg kom for sent, men det gjorde jeg ikke, for medarbejderen ved batteriselskabet kom først hen til busstoppestedet en time efter. Der stod jeg så og ventede, og ringede  op til batteriselskabet, for at høre hvornår han ville komme. Hver gang sagde de at der kun ville gå 5 minutter. Der gik som sagt en time, men til sidst kom han, og glad var jeg. Jeg bar så det tonstunge batteri op i bussen, hvor jeg sad på min lille rygsæks-stol mens vi kørte hjem til cala major.

I dag som sagt, tog jeg bilen og hentede det andet batteri, som jeg installerede, og nu kan jeg høre Bob Dylans Radio hour fra min lille computer, den vi havde  med i Indien i 2014

Aj, kære venner som læser dette. Hav tålmodighed med mig. Jeg er jo blot en lille brik midt i et enormt puslespil. Sidder og skriver i Salla sa Premsa, hvor jeg har fået en salata mixta, og en lille flaske af husets røde rioja.  Her på dette sted nyder jeg at være. Her har man nemlig forstået kunsten at SPISE. Det foregår på følgende måde: Først spørger man forsigtigt sig selv d.v.s. Sin mave, hvad den har lyst til at modtage. Når svaret forligger, henvender man sig til tjeneren og beder om spisekortet. Her er et utal af muligheder. Man skal for himlens skyld ikke forhaste sig. Maven er en langsom fætter. Den skal tænke sig om. Det tager tid, og tid har vi i følge tidligere skrivelser vedrørende entanglement, uanede mængder af. Altså tid. Tid. Tid. Tid……….

Pludselig skriger maven på mad. Ha. Ha. Ha. Ho. Ho. Ho. Og så er der bingo. Nu ligger det lige for, hvad du vil have, og det bestiller du. Og det kommer. Og du ser det og glæder dig. Din mund løber i vand. (Yoga.Yoga.Yoga.) Og du spiser min kære søde lille nusse  o.s.v o.s.v

Er dette forstået, eller glider det bare forbi, som om intet var hændt? Det spørger den skrivende.

En stemme indeni mig siger: – Pas på de kostbare dage. Det er alt, hvad du har tilbage.

Og nu øsregner det, som kun det kan på Mallorca. Det vælter ned i stride strømme, så bilen bliver vasket i høj grad. Men jeg er ligeglad. Jeg sidder herinde i behagelig Webasto varme temperatur og spiser kokosyougurt med mysli til. Og lader mig ikke skræmme af uvejret. Nej. Tager gummistøvler, regnslag, paraply og rygsæk på og begiver mig først til Palma med bus 3 og derfra med bus 200 op til Estellens, for at udforske området der især med hensyn til, hvor bilen kan stå mens Thomas og Birthe er her. Det ser ud til, at der også er en lille cala, så måske kan man holde dernede og således nemt få sit obligatoriske morgenbad.

At creere en dag er vel en herlig sag. Se hvad der ligger forude i terrainet og navigere derfra. Det der ligger lige for. At vide, hvad der ligger lige for, fordi man kan SE. Ikke at man vælger noget. Nej det er mere det man ser og fornemmer i sig selv og sine omgivelser, som afgør hvad der sker. Man er sådan set slet ikke til stede. Det er ren handling det hele. Ingen der handler, men handling i sig selv. Superskønt!

For hrelvede, sikke et liv!

Og døden kære venner. Har intet forhold dertil. Aner intet derom. Findes den overhovedet? Eller er det hele bare en skrøne, nogen har fundet på? For øjeblikket foregår der noget mærkeligt på jorden. Lige bag hvor bilen står går en sti op i et bjergrigt skovområde. Der lever de skønneste fugle med farverige fjer, som man kan sidde og betragte uden at forstyrre dem, i kikkert gennem forruden. De nyder godt af et mærkeligt fænomen, jeg aldrig har set før. På tværs af stien vandrer små larver i en lang række på 20-30 stykker lige efter hinanden med snude mod hale og en vejviser forrest. Det ser sygt ud. En lang kæde af små larver som togvogne efter et lokomotiv bevæger sig sindigt fremad mod hvad? Jeg ved det ikke, men den forreste larve ser ud til at vide det. Den bevæger sig målbevidst afsted, og så kommer den store flagspætte, eller hvad det nu er for en smuk fugl, og så er der serveret! Prik prik prik prik een efter een bliver de små søde larver på vej til at blive sommerfugle spist og væk er de. Døde som sild inde i fuglens mave. Og jeg sidder bare og glor i min kikkert og forstår ikke en skid. Sådan er døden. Den enes nød den andens brød.

Stadig silende regn. Strider mig ad landevejen i hårnålesving de 3 km til huser, som de har lejet. Det første der møder mig ved indkørslen er et stort jordskred, som dækker indgangen. -Her kan ingen bil komme op, tænker jeg. Lidt længre henne ad hovedvejen er en anden indkørsel med en vej, der kan forceres med almindelig bil, og her fører en rimelig grusvej helt op til et stort plateau velegnet til parkering. Gudskelov, så kan jeg kører op, når de kommer. Spiser mandelkage og drikke kaffe med 103 cognac mens jeg venter på bussen hjem til palma med drivvåde bukser og trøje. Traf en svensk dame, som har boet i Estellencs i 40 år. Hun glæder sig til at se mig igen. -Sagde hun ihvertfald!

I morges skulle slaget så slås. Det store nabohotel, som endnu ikke er åbnet for sæsonen, har en lille strand, som jeg opdagede i går, og som har – hold fast en duche! Det er godt nok en duche uden spreder, så vandet fosser ud i en tyk stråle, iskold. Men det er ferskvand, og det er jeg ude efter. 5 dage uden ferskvandsbad kan være noget irriterende, især i håret som klør og fedter hele tiden. Og hotellet er helt tomt og stille. Kl 8 troppede jeg op i badekåbe medbringende hårshampoo og sæbe, og håbede på, at ingen vred kontrollør skulle dukke op. Ret som jeg skulle duche efter turen i Middelhavet, så jeg en mand. Han sad oppe på et tag og malede træværket. -Så er det sket, tænkte jeg. -Nu er jeg afsløret. Men han skænkede mig ikke et blik. Malede blot sindigt videre, og lod mig i fred med at afslutte mit ferskvandsbad. Lykkefølelse ud over al forstand. At have gennemført badet, som jeg så længe har gået og ønsket mig. Der kan man se, hvad proportionerne gør. Hjemme anser man det for selvfølgeligt at kunne tage et bad. I min situation er det et mirakel. En gave.

Så var der ikke langt til at træffe en beslutning om afrejse fra Cala Major. Også fordi en motorcykelbetjent stoppede op udfor bilen, og spurgte hvorlænge jeg skulle blive på parkeringspladsen. -Du må kun blive en måned, sagde han. Ellers får du en bøde, hvis du bliver længere. – Jeg har kun været her en uge, svarede jeg. -Ok, så er det i orden. Det var kun til din oplysning. Og så kørte han. Men jeg følte mig i fokus, og valgte at skride. Og selvfølgelig op til Deya. Jeg vidste, at jeg måtte op og prøve turen af, og det fortryder jeg ikke. Det er en fantastisk tur, men med nogle meget bratte stigninger, og motoren blev noget varm. Men jeg kørte langsomt, desuagtet flere biler bag mig gav horn over min langsomhed. Huset vi skal bo i ligger nede ved cala – stranden, og det var en snoningsvej, som jeg frygtede ville volde besvær på tilbageturen. Men det gik nu meget nemt. Jeg satte den i 2.gear hele vejen, og så blev den ikke altfor varm. Men stranden altså er et mess. Store tømmerstokke og tang i massevis. Slet ikke som jeg kender den. Elven langs vejen var en brusende fos, og store dele af klippesiden er styrtet ned, som vanskeliggør passage videre. Og huset, ja huset er også et mess. Haven er et rod og alle de flotte havemøbler er væk, men jeg undskylder det med, at der stadigvæk er en måned til vi flytter ind.

Nu har jeg skrevet til Antonia, og bedt hende om at kontakte mig og foreslået, at jeg kan hjælpe hende med at få det i orden mens jeg er her. Men Deia er stadig smuk og mirakuløs, især nu med en strålende stjernehimmel omkranset af de høje Tramuntana bjerge og med den lille lysende gyldne kirke i midten

Dog er her mange vandreturister med vandrestave og rygsække.

Hvis det bliver for meget for den gamle bil, tror jeg nok jeg parkerer den nede ved huset, og så lejer jeg een til småture. Thomas fik een til 200 for en uge med fri km, så det er jo ikke så galt.

Endelig fik jeg fat i Antonia. Hun blev lidt mopset, da jeg påpegede husets tilstand, men lovede at alt skulle blive i orden til indflytningsdagen. I dag skinnede solen, og så så alt helt anderledes ud. Det er faktisk et rigtigt fint sted, og vandet i cala var dybt blåt og gennemsigtigt. Jeg sprang på hovedet i og glædede mig over, at alt nu er på plads. På fredag kommer Thomas med frue og så skal vi vandrer!

Dengang jeg drog afsted

Dengang jeg drog afsted

Min datter ville med

Min datter ville med

Det kan du ej min ven

Jeg skal i krigen hen, men hvis jeg ikke falder

Så ser du mig igen.

( Birkevænget 7, Allinge )

Og krig blev det til. Ikke sådan rigtig krig. Mere noget med hårdt slid. Men ikke noget dårligt slid. Faktisk noget rigtig godt slid. Ligesom når man ved, at det man gør bare er rigtigt. At man er sikker på, at det er fra dybet af ens sjæl, eller bedre fra helt dernede, hvor stilheden hersker og alting opstår. Så bliver man bare så glad. Også selvom det koster. Al ting koster. Og jo mere det koster, des mere kommer der tilbage. Jo mere man giver, des mere får man. Det er en lov.

Træet hvorunder jeg sov, vækkede mig med blid regn af kærlighed, og jeg stod op og gik som i søvne hen og gjorde det rigtige. Det hele var i begyndelsen et stort experiment. Jeg husker, at jeg opfattede mig selv som “Vorherres stikirenddreng” sådan een, der måtte spidse øre for at høre, hvad der blev hvisket til ham fra alle sider og alle steder. Fordi han havde hørt denne hvisken første gang under det træ.

Han var blevet varslet tidligere. Første egentlige varsel var fra Klavs guitar på friluftscenen i Rønne sommeren 68. Siden kom varslet i form af Nordlys i Mehamn og de lavthængende stjerner ude i horisonten over ishavet op mod Svalbard. Men det egentlige schock kom da metalskiltet over indcheckningsskranken i Kastrup lufthavn faldt ned med et hørligt smæld, som vækkede ham som han sov der på bænken i afgangshallen, og meddelte ud til alle som gad se det, at Mallorca var destinationen.

Så rejste han sig op. Han skulle egentlig have været til Indien, men kunne ikke få visum så hurtigt, så derfor havde han lagt sig til at sove på en bænk. Nu smækkede skiltet sin information lige i ansigtet på ham. Han rejste sig op, og gik lettere søvndrukken over og spurgte den søde Spies dame om der var plads.- Der var du heldig. Vi har lige fået et afbud, så du kan godt komme med!

Og hermed begyndte æventyret atter en gang.

Det lille propelfly er stuvende fuld. Det er dagen før nytårsaften og sidste fly på året til Mallorca. Passagererne er i høj stemning. Straks efter maskinen er lettet fra jorden gennemstrømmes kabinen af cigaretrøg, der hurtigt bliver så tæt, at man næppe kan se fra for til bag. Og da solen bryder igennem de små ovale vinduer, og de dansende skyer slippes, er det som om der går en glædesrus ned langs flysæderne og alle bryder ud i sang: -Vi sejled op ad åen. Vi sejled nedad igen. Stewardesserne byder på gratis drinks før maden i dagens anledning, og snart efter ruller madvognene frem med yderligere våde vare og stegt flæsk i persillesovs, som åbenbart lige er hvad folk ønsker, for de smasker lydeligt og skyller hele tiden ned med snaps og øl.

Olaf sidder ved siden af en tyk dame med stort uldhår og kraftig mascara om øjnene og blodrød mund som hele tiden taler. Hun snakker om sin mand, der døde sidste år, og efterhånden som hun kommer i gang, bryder følelserne løs, hun læner sit hoved ind mod Olafs skulder og begynder at græde. -Så, så, prøver Olaf at berolige hende, men det hjælper ikke. Hun fortsætter og kalder snøftende på stewardessen og bestiller en dobbelt gin og tonic. Til sidst falder hun dog i søvn og må vækkes med kraftige rusk af en norsk mand, der har fulgt optrinet fra rækken ved siden af.

Den store Spies bus holder og venter ved udgangen, og  Olaf, der kun har håndbagage er hurtigt oppe og få sig en plads ved siden af chaufføren. De kører langs havet mens solen er ved at gå ned, og Olaf fornemmer en frihed og glæde, han ikke har følt længe. Det er lunt i luften, da de bliver sat af ved det store hotel ude i Cala Nova. Det er guiden, der fortæller dem, hvor de skal bo, og inviterer dem til en velkomstdrink, når de har etableret sig på deres værelser.

Olaf skal dele værelse med nordmanden fra flyet. En rødmosset, høj kæmpe med et stort smil på læben, der straks vælger sengeside. -Jeg lider af højdeskræk, så jeg skal ligge længst væk fra altandøren, udbryder han, og slår sig ned. Olaf stiller sin rygsæk ved sin side af den store dobbeltseng, og er pludselig ikke så glad mere ved tanken om dette arrangement.

-Kom, siger nordmanden. -Vi skal ned og have velkomstdrink, og så skal vi i byen. Du skal vel med? Olaf smiler:-Måske, svarer han forsigtigt, og så går de ned i den store aula, hvor Spiesguiden er ved at skænke Sagria med svømmende frugtstykker i store glas. -I morgen er det nytårsaften, og så skal vi til grisefest, råber hun ud over forsamlingen af midaldrende ægtepar og enlige mænd med glinsende øjne. Olaf bliver ikke længe. Han er træt ovenpå alle disse hændelser. Først afrejsen fra Bornholm, hvor hans kone gav ham penge med, så han kunne klare sig i Indien et par uger. Og så dette diametralt modsatte, som han nu befinder sig i. Han er alvorligt træt, og lister forsigtigt ud, uden nogen opdager det, og tager elevatoren op og går i seng.

Klokken halv fire bliver han vækket af nordmanden. Han er simpelthen ustyrligt beruset og vil ligge i arm og stinker af spiritus og cigaretrøg, og læner sig ind over Olaf, mens han snakker uforståeligt norsk og  brækker sig ud over Olafs dyne. Så falder han i søvn. Olaf må skubbe ham over på sin egen sengehalvdel, hvor han begynder en hivende snorken, som får værelset til at ryste. Olaf tager sin hovedpude, finder sengetæppet på gulvet og ruller sig ind og falder i en urolig søvn. Klokken 8 står han op, går ned i hotellets restaurant og drikker kaffe og spiser en tør bolle, og beslutter at han må væk.

Han går ud i morgenlyset. Solen har magt, selvom det er den sidste dag i december, og han går på må og få ind mod byen. Vejen han går ad er spækket med hoteller. De fleste er lukkede for vinteren, og  gaderne er halvtomme, men efterhånden som han kommer nærmere bymidten dukker flere mennesker op. Det er ikke turister, men lokale spaniolere som taler livligt med hinanden mens de passiarer ad de brede gader med store træer i midten. Han ser sig omkring og opdager, at han er på byens rambla. Den kender han fra engang han var med sin kone på Ibiza. Alle spanske byer har en rambla. Det hører sig til. Der er stader med blomster i alle farver og former, og duftene i byen er af en anden art, end den han kender hjemme fra København. Der er fortovsrestauranter, hvor folk sidder og drikker kaffe i det stærke solskin, og stemningen i byen begynder at snige sig ind på ham og gøre ham glad.

Oppe på siden af en af de store bygninger hænger en stor plakat med billedet af en ældre skaldet mand. MIRO, står der med store bogstaver, og ved siden af er der tegninger i tykke sorte streger på en baggrund af sprøjtede gule, blå og røde farver. Olaf bliver let om hjertet ved at se dette, og går næsten lige ind i en aviskiosk, før han når at drejer hovedet væk. Lige foran på kiosken hænger spisesedler med ordet DEYA og underneden ordet MEDITATION. -Hvad er det? Tænker han, og rykker nærmere, så han kan læse det med småt. Der står, at oppe i de Mallorcinske bjerge findes en lille glemt by kun befolket af lokale olivenbønder og kunstnere. Forfattere, malere og musikere. Der er også et billede af en kirke på toppen af et bjerg i en frodig dal opfyldt af oliventræer.

-Der må jeg hen, tænker Olaf. -Hvordan mon man kommer derop? Han spørger kioskmanden på sit gebrokne spanske, og får at vide, at der går en gammel bus derop to gange om dagen fra Plaza Espanya. Olaf spørger sig frem og er på 10 min henne hvor bussen afgår. Der sidder en ældre chauffør og venter med motoren i gang. Olaf betaler 3 pesetas, og et kvarter efter er han på vej.

De snegler sig afsted ad små snoede bjergveje hen over  et pas mens bussen hoster og skælver. Undervejs tager de et par gamle kvinder op. De er helt klædt i sort og bærer på store kurve fyldt med modne oliven. Da de kommer forbi passet lukker landskabet sig op og Olaf ser dybt nede under sig havet og en stejl klippekyst med forvitrede skråninger og forblæste tjørnebuske.

Han sidder med næsen klemt mod vinduesruden og er fuldstændig opslugt af det han ser. Bussen drejer og snor sig langs kysten og efter et stykke tids kørsel dukker først en kirke op i horisonten og siden en hel lille by med små okkerfarvede huse opført på terrasser  anlagt rundt om kirken. Bussen gør holdt i udkanten af byen. Chaufføren spørger hvem han skal møde, og Olaf svarer, at det ved han ikke. -Hvor kommer du fra?  Spørger han. -Danmark, svarer Olaf. -Åh, så skal du tage ned til Lubjau Jansen. Han er osse dansker, og vil sikkert blive glad for et besøg af en landsmand. Det er lige dernede ved det store mimosetræ og den grønne dør, du ser bagved. Der bor han. Du kan bare gå derned. Han er næsten altid hjemme. Når han da ikke er ude og male. Chaufføren griner med sine tre resterende tænder og råber:-Adios! Og sætter den gamle bus i gear og påbegynder tilbageturen.

Olaf er nu helt alene. Det er nytårsaftensdag. Solen er på grund af årstiden ikke nået ned i dalen endnu, så Olaf skutter sig lidt i den kølige bjergluft. Så begiver han sig ned til Lublau Jansens hus og banker på.

-que passa? Hvem der? Lyder en stemme inde bag døren, som går op og en lille ældre mand med skæg og venligt plirrende øjne titter ud. – Det er mig, Oluf fra Danmark. Jeg har hørt, at du bor her, så jeg ville gerne møde dig og se, hvad du laver heroppe i en lille bjergby langt fra alt. Manden smiler:-Det var sandelig hyggeligt sådan at få besøg hjemmefra. Det er snart lang tid siden, jeg har snakket dansk.Kom dog indenfor og fortæl mig, hvad der har bragt dig helt herop. Oluf træder ind i en høj stue, hvorfra en trappe fører op til en repos, hvor manden øjensynlig har sit soveværelse. En dør fører ud til et lille køkken. Han byder Olaf at tage plads ved et rundt bord.- Sæt dig her. Han trækker en stol ud. -Vil du have noget at drikke? En kop the måske? -Jo tak, svarer Olaf. – The ville være dejligt. -Jeg hedder  Lublau, men folk her kalder mig bare Lub. Det kan du også gøre. Han stiller to kopper frem og kommer lidt efter ind med en thekande, som han skænker op fra. -Nå, fortæl mig så, hvad du laver, og hvorfor du kommer her. Olaf rømmer sig lidt usikkert, og siger så: Det hele er faktisk et tilfælde. Jeg skulle egentlig have været i Indien, men havde glemt at bestille visum i god tid, og så faldt jeg i søvn i lufthavnen og så havnede jeg her. Lub sidder og betragter Olaf nøje, så siger han: – Det der med tilfældet kan vi diskutere. Jeg personlig tror ikke på tilfældet, men det kommer selvfølgelig ikke sagen ved. Det eneste jeg ved er, at jeg i hvert fald ikke er her ved et tilfælde! Jeg  har søgt dette sted i årevis. Har rejst rundt på kloden i mange år. Faktisk hele min ungdom. Jeg er uddannet matros, men har altid været bidt af at tegne og male. Så hørte jeg at der boede nogle malere heroppe, og så tog jeg afsted. Det er snart tyve år siden, og det fortryder jeg ikke. Jeg har fundt mit motiv heroppe i Deya. Det er Oliventræer.

Olaf sad helt stille og lyttede til Lubs ord. Han mærkede en venlighed og imødekommenhed han ikke havde følt længe. Han befandt sig faktisk rigtig godt i Lubs selskab.-Så du maler? Spurgte Olaf. Kan jeg se noget af det du laver? Lub pegede på væggen bag sig. Den var beklædt med tegninger og malerier alle af oliventræer. -Som du ser, er min passion træer, og her især oliventræer. De er så forskellige som mennesker. Hver og et har sit helt eget udtryk. Og så er de stille.  Det er det jeg elsker allermest. De plaprer ikke hele tiden og flyver og farer uden mål og med. De er mine venner, og mine venner vil jeg gerne male. Olaf stirrede på billederne. Han mærkede en underlig følelse af slægtskab med denne mand, hvis billeder han sad og betragtede. Der var stille en tid. De sad begge to i deres egne tanker. Så udbrød Lub:- Og så taler jeg med Vorherre derude når jeg går omkring i olivnlundene. Det kan man godt. Og hvis man lytter godt efter, så svarer han een. Han så direkte på Olaf, og så ligesom igennem ham. -Tag du nu ud og oplev Deya. Og når det bliver aften, så gå op mod kirken. Der ligger et lille hostel. Det hedder Villa Verde. Der kan du få et værelse for få pesetas. Og så gå op til kirken i nat. De holder midnatsgudtjeneste nytårsaften. Sæt dig ned helt ude på spidsen af klippen. På den yderste kant af kirkegården og se hvad der sker! Han lo en høj skrattende latter og tog et ordentligt sup af sin thekop.-Du kommer bare tilbage, hvis du har brug for hjælp.De skiltes, og Olaf gik ud i formiddagslyset fra solen, som nu var nået så højt på himlen, at dalen lå badet og flimrede i grønt og gult fra træer og buske med modne appelsiner og citroner og et hav af lilla blomster strøet ud under dem.

Olaf trak vejret dybt. Luften heroppe gjorde godt. Og solen var begyndt at varme ned på hans skuldre. Han gik stille videre op mod byens centrum og kirken. De smalle gader duftede godt af spanske rengøringsmidler og stegemad med hvidløg og olivenolie. Han så et gammelt træskilt med påmalet “Villa Verde” og fulgte retningen, men stoppede og fik pludselig tvivl. Han satte sig på et dørtrin og lod blikket glide ud over dalen og de stejle bjergtinder. -Hvad skulle han gøre? Det var ntyårsaften. Skulle han tage tilbage til grisefest og den fulde nordmand ? Eller skulle han blive her og leje et værelse? Og hvad hvis de savnede ham dernede på hotellet? Han var nu slet ikke sikker på, om de overhovedet havde check på det. Og nordmanden ville nok bare blive glad over at have værelset for sig selv. Han sprang ud i beslutningen, og rejste sig op med et sæt, og gik de sidste meter op til Villa Verde.

En venlig ældre kvinde tog imod ham. Han bad om at leje et værelse for et par nætter, og det var ikke noget problem. Det var vinter, og der var ikke andre gæster. Han blev vist ind i en gammel spisestue med plysmøbler, hvor kvinden havde stillet et glødende kulbækken ind under bordet, hvor dugen hang ned rundt omkring, så varmen kunne blive derinde. Hun pegede på en stol , og Olaf satte sig. Hun løftede dugen, så han kunne få benene ind under og mærke varmen fra bækkenet, mens hun fik hans pas og skrev ham ind som gæst.

Værelset havde to fløjdøre med åbning ud til den grønne dal og de majestætiske bjerge. Der stod en metalseng med messingknopper på hovedgærdet, og ved siden af var et lille sengebord og en stol. Olaf havde kun medbragt sin lille rygsæk, hvor han gudskelov altid opbevarede en tandbørste og en lille tube tandpasta. Kvinden trak sig tilbage og lod ham alene. Han lagde sig på sengen, som fjedrede fælt under ham. I midten sank han en halv meter ned i den tynde madras, men han var ligeglad. Han lå bare der og lod stedets tilstand lige så stille trænge ind. Han hørte fluerne oppe omkring lampen i loftet, og troede ikke sine egne øjne, da han opdagede at de dansede. Deres bevægelser var rytmiske og rolige og nøje afstemt efter hinanden.- Det kan ikke være sandt, tænkte han. -Hvad er det jeg ser? Men det var sandt. Fluerne havde det bare så godt der i Deya dengang, at de udførte en ballet udelukkende til ære for Olaf!

Han døsede hen en times tid, og gik så ud. Det var blevet eftermiddag og lyset begyndte at trække lange skygger. Fra Villa Verde gik et smalt stræde ned til vejen som førte til Soller. Han gik lidt ud ad den og hørte tusindvis af sangfugle pippe oppe i træerne. Det var åbenbart trækfugle, som tog ophold  i Deya på deres vej mod Nordafrika. Lyden var berusende. Som en koncert af begejstring. Han satte sig og nød den begyndende aftenen til lyden fra de små dyr, og gik så op i byen for at finde et sted at spise.

For enden af en høj trappe hænger et lille skilt. Olaf går derop og læser: PolloAsado og SopaMallorcina. -Det lyder godt , tænker han, og åbner døren ind til et rum med 5 små borde, hvoraf de 3 er besat med lokale bønder, som sidder og spiser og underholder hinanden  i en lavmælt tone. Der dufter godt af urter og vin, og Olaf sætter sig ved et af de ledige borde. Der er to kvinder, som går til og fra og serverer. De ligner hinanden på en prik. -De er nok tvillinger, tænker Olaf, da han nøje  betragter deres ansigter med samme spidse næse og lille røde mund. De har også håret sat op i en knude på samme måde, og bærer det samme blå forklæde om livet. Rummet er med bare hvide vægge på nær et sted, hvor der hænger et stort oliemaleri af et blomstrende ældgammelt oliventræ. Olaf ser nede i hjørnet af billedet navnet Lub som signatur. Han smiler ved sig selv. I det samme kommer den ene af søstrene hen til hans bord og spørger hvad han vil have. Han er godt sulten, så han vælger begge dele og en lille kande rødvin. Der går ikke længe før kvinden kommer tilbage og dækker op med en stor papirdug af samme størrelse som bordpladen og glas, tallerken serviet og bestik. Lidt efter kommer hun med en brun lerskål fyldt med skinnende oliven, en kurv med friskskåren groft landbrød og en karaffel også af keramik med vinen. Hun smiler til Olaf, og siger at det ikke varer længe, så kommer maden.

Første ret er suppen og sådan en suppe har Olaf aldrig set. Den er fyldt med store brødstykker opblødt i en kraftig grøntsagssuppe med urter han ikke kender. Men den smager godt! Han har ikke spist siden den tørre bolle på hotellet i morges, og snart er tallerkenen tom. Han tørrer sig om munden med servietten og ser sig omkring. Nogle af mændene har fået øje på ham og  signalere, at de skal skåle. De løfter deres glas, og det samme gør Olaf. -Salute, siger de og griner. Deres tænder er sorte og en af mændene mangler en hel fortand. Olaf hygger sig i deres selskab. Det er jævne, naturlige mennesker uden forsøg på at forstille sig. En stor forskel fra dem nede på hotellet.

Anden ret arriverer. Hun stiller en ren tallerken frem foran ham, og placerer en skål dampende kartofler og en terrin med låg foran ham på bordet. -Buerno appetit, siger hun, og Olaf siger: -Grazias, og løfter låget til terrinen. Hernede ligger dele af kylling i en tyk hvid sovs, som dufter af vanillie og græskar. Hans smagsløg sitrer og munden løber i vand. -Hvordan kunne hun vide, at det lige netop var det jeg ville spise? Mumler han for sig selv. Mændene ved nabobordene får igen øjenene rettet mod ham. – Gustoza ! Siger de, og skåler igen. Olaf skænker mere vin op i sit glas, skåler og øser så kartofler og kylling med sovs op på sin tallerken.

Da han har spist færdig og er  godt mæt, betaler han og rejser sig og går ud i eftermiddagssolen. Han ser ikke det sidste trin på trappen og træder lige ud i luften, og er nær styrtet på næsen. -Pas på kære ven, siger han til sig selv.- Du skulle jo nødig omkomme midt i det hele!  Han griner lidt og kan godt mærke den lille kande vin. Så går han videre ud ad vejen mod Soller.

Han ser en lille sti som går ned til venstre, og får trang til at komme lidt på afveje. Stien slynger sig gennem olivenlunde med fårestier befolket med bimlende klokkedyr, og han følger den nærmest instinktivt. Han passerer et gammelt forfaldent hus overgroet med tjørn og vilde roser. Så dukker et hegn bygget af svære oliventræsstolper op som han må klatre over. Lidt længere henne vokser 3 enorme pinjetræer med kroner som paraplyer, der skærmer den underliggende mos og holder den fugtig og fri for de skarpe solstråler. Han er begyndt at blive træt. Solen står skråt ind og belyser de gamle oliventræer fra siden på magisk vis. Overalt dækker blåklokker og gule erantis jordbunden. Han sætter sig ned på en fremspringende klippe under et stort træs beskyttende krone. Og falder hen. Han hører fårenes klokkelyde og de små lams brægen. Han ser lyset gennem løvet fra Oliventræerne, og bliver grebet af en stemning, han aldrig har kendt til før. Fra træet han sidder under daler en regn af velsignelse ned over ham. Som var han længe ventet, og nu modtoges af verden for første gang. Han forsvinder helt.

Nu rejser denne person, som vi kalder Olaf, sig op og går videre. Han nærmer sig kanten af forbjerget han går på. Herude ligger et hus. Helt ude så lang man kan komme. En gammel mand kommer ham i møde. Olaf peger på huset og spørger manden: Hvis er det? Manden svarer: Maria Coll Coll. -Hvor bor hun?

-Inde i byen. I calle Eglisia nr 13.

-Grazias. Olaf går tilbage ad stien han kom, og når lige op til Marias bolig før det bliver mørkt. Hun er hjemme, og tager i mod ham og spørger, hvad han vil. Han forklarer, at han ønsker at leje huset yders på pynten La Foradada, hvis det kan lade sig gøre.

La Vigna Pequena de Marcos Colon ?-Possible. Siger hun og bladrer i sine papirer. -Si, possible. Kom i morgen tidlig, så tager vi derud og aftaler pris og lejekontrakt. Olaf ryster over hele kroppen. Af en usigelig glæde. Og en usigelig angst. Så går han tilbage til sit værelse i Villa Verde. Det er nytårsften 1973. Han falder i en dyb søvn på sin fjederseng, og vågner først, da kirkeklokkerne med malmtoner som ekkoer over hele dalen, kalder til nytårsmidnatsgudstjeneste.

Han styrter ud. Ad det smalle stræde som munder ud  oppe ved siden af kirken, hvor det går over til at blive et  lille torv foran hovedindgangen. Han kaster et blik ind i kirkerummet, der er opfyldt af små blafrende lys, som giver et uvirkeligt skær langs vægge og op mod alteret, hvor en præst er i færd med at anrette midnatsnadveren. Røgelsen bølger ud mod Olaf, og han vælger ikke at gå ind. Der sidder kun få mennesker på bænkene, og han ønsker ikke at forstyrre dem med sin ankomst. Istedet vender han sig mod lågen ind til kirkegården. Han løfter hængslet,og lukker op. Der er ganske mørkt herinde. Kun små olielamper oplyser de nærmeste grave. Han går i retning af den yderste spids helt oppe ved kanten af midterbjerget, hvorfra det til alle sider falder stejlt ned  mod havet. Her sætter han sig på stengærdet og synker sammen. Natten er kulravende buldersort. Og der er musestille. Helt helt tyst. Ikke en eneste lyd høres ud over hans eget åndedræt og hjerteslag. Over ham og foran ham udover havet er rummet. Det store tomme rum opfyldt af stjerner så tæt, at det nærmer sig vanvid. Det vælter nedover ham og opsluger ham fuldstændigt. Mælkevejen ligger som et hvidt tæppe skråt henover hans hoved. Som skyer ligger galaxen omgivet af de store stjernebilleder Orion, Cassiopeia, Store Bjørn og selv sydkorset er ved at krybe op over horisonten her nærmere ækvator.Nu begynder kirkeklokken sine tolv slag, som bebuder det nye års ankomst. Han bliver stum og lam i hele kroppen. Forsvinder væk til ingenting. Og bliver alting ved det sidste slag af den store kirkeklokke.

Han møder Maria Coll den næste morgen, og sammen kører de ud og beser huset. Det er i to etager med et annex ved siden af som fungerer som køkken. Det store sovværelse fylder helt førstesalen. Herfra går en dør ud til en åben terrasse med udsigt mod middelhavet og de store forbjerge, som strækker sig ud fra kysten til begge sider. Stuen nedenunder er lavloftet med en åben pejs, som fylder hele den ene væg. Der er også en terrasse ved siden af huset med en  palme og agaver rundt om.

-Det tager jeg, siger Olaf og skriver lidt efter under på lejekontrakten hjemme hos Maria Coll. Maria Coll er en midaldrende, sorthåret og skarptskåren forretningskvinde uden mange dikkedarer. De giver  hinanden hånden, efter Olaf har betalt depositum, han får nøglen, og kan derefter kalde sig husbesidder i Deya!

Han handler ind hos købmanden i byen og vandrer ud for at tage sit nye hus i øjesyn. Han spiser en let frokost, og vandrer atter ind til Deya, hvor han slår sig ned i den lille cafe ved vejen som fører ned til cala. Her sidder han og drikker kaffe med en cognac til og bliver langsomt klar over, at noget meget omvæltende er ved at ske i hans liv.

Hen under aften rejser han sig og sletrer ganske langsom ud ad vejen mod sit hus. Det er lunt i luften,som dufter af forår efter den solrige dag. Mimosetræerne langs vejen er levende med småfugle og ikke en vind rører sig. Han er kommet på afstand af sine overvejelser, om alt der skal ske om nogle dage, hvor han bliver nødt til at tage bussen til Palma for at tilslutte sig selskabet, han ankom med.

Han sætter tempoet lidt op, og bliver indhentet af en høj mand, som kommer op på siden af ham i samme tempo. De går et stykke tid ved siden af hinanden uden at sige noget. Så udbryder manden: Who are you? Olaf vender sig og svarer: Jeg er en dansk tandlæge på besøg her i Deya. Jeg kom for et par dage siden, og har lejet et hus. Jeg har tænkt mig at slå mig ned her et stykke tid. Derefter spørger Olaf: And who are you? -I  am Robert. I live here, and have been living here for the last fifteen years.-So you have a house here? Spørger Olaf. – Ja, svarer manden. Jeg bor her sammen med min kone. Mine børn er blevet gamle og er fløjet fra reden. -Har du nogen børn? Spørgsmålet rammer Olaf på et ømt punkt i hjertet. -Ja, svarer han. Jeg har en datter. Hun er fem år nu. -Skal hun så med når  du flytter til Mallorca? -Det ved jeg ikke. Det er meget kompliceret. -Livet er kompliceret, svarer Robert. -Så må du også have en kone ? Fortsætter han. Ja, det har jeg også, men det går ikke så godt. Vi sover hver for sig. Olaf er forbavset over sin egen frimodighed overfor denne vildfremmede mand her på den nattemørke vej højt oppe i de Mallorcinske bjerge.-Min kone og jeg sover også hver for sig. Det er der ikke noget ondt i. Vi kan jo ikke være teenagere hele livet. Siger han og ler.-Næh, det kan du have ret i.-Hvad laver du egentlig her i Deya, spørger Olaf. – Jeg går omkring og samler oliven. Jeg har et lille bijob hos en bonde som ejer hele området her til venstre for vejen. Der er mange træer, så der er nok at gøre. -Så det lever du af ? Spørger Olaf. -Ahr, jeg skriver også lidt engang imellem. -Hvad skriver du for noget? -Mest poesi lige nu, men jeg har da skrevet et par bøger. -Så er du måske forfatter? -Noget i den retning. Blandt andet. Olaf forstår ikke rigtig manden. Hvad er han for een? De følges lidt ad i tavshed, så peger Robert på et stort hus, som ligger tilbagetrukket oppe bag nogle træer til højre for vejen de går på. -Der bor jeg. Siger Robert. Og fortsætter: Men hvis du har lyst, så kom til middag i morgen. Min kone er en knag til at lave calamaris så englene synger. Skal vi sige klokken halv otte? Olaf er en smule forvirret over mandens gæstfrihed, men alt har jo været usansynligt de sidste dage, så han siger mange tak og får et kraftigt håndtryk af en barket næve, som Olaf lige i det øjeblik mest fornemmer som tilhørende en håndværksmand.

Det var kulsort nat, da Olaf skiltes fra Robert. Han gik alene ud ad vejen og havde svært ved at orientere sig. Der var dog en svag månestreg og selvfølgelig tusindvis af stjerner, så han fandt nedgangen fra vejen til stien, der førte til hans hus. Da han nærmede sig krøb en dyb følelse af ensomhed ind på ham. Han skubbede den fra sig, tog nøglen frem fra sin lomme og låste sig ind. Han trykkede på kontakten lige indenfor døren og et svagt lys fra en gammel glødelampe oplyste den smalle trappe op til soveværelset. Da han var kommet op, tændte han den lille sengelampe på bordet og slukkede lyset i gangen. Der var koldt i rummet. Når solen ikke varmede blev det hurtigt ret koldt på denne årstid på Mallorca. Der var kun et tyndt sengetæppe over den store dobbeltseng, og han valgte derfor at sove med al tøjet  på. Han krøb ned under tæppet, slukkede for lampen og lå så der ganske alene i den store kolde seng.

Natten blev lang. Først kunne han slet ikke falde i søvn. Han frøs, og måtte flere gange op og gøre armbevægelser og kuskeslag. Så i seng igen og ligge og vende og vride sig, mens tankerne begyndte at terrorisere hans hoved. Hvad i hede hule helvede havde han gang i? Spurgte han sig selv. Han skulle jo hjem til Allinge og passe sin tandklinik, sin kone og sin lille datter. Han elskede sin kone og han elskede sin datter og han var glad for sin klinik og det nye hus hans svigerforældre havde foræret dem. Og Allinge var en yndig lille by med udsigt til Christiansø og fiskerbåde og alting. Og gode venner havde de der. Men alligevel var han ikke rigtig glad. Han husker, hvordan han rejste sig og smækkede døren hårdt i da hans kone idelig skulle læse en bestemt historie op for hans datter hver gang de spiste. Hans kone bestemte alt. Hun var en statelig kvinde med stor intellektuel forstand, og han havde altid set op til hende og prøvet at efterleve hendes principper. Måske var det alt det, der nu kom til udbrud her i Deya. Alt det, han havde undertrykt hos sig selv. Og som så havde medført, at han faktisk havde levet et slags dobbeltliv med en malstrøm af uforløste muligheder, som aldrig kom til udtryk. Han var glad for musik, og spillede også lidt fløjte og guitar selv. Han holdt også meget af at tegne og male, men det blev aldrig rigtig til noget virkeligt.

Så nu lå han her, drevet af det man kunne kalde tilfældigheder, men som i virkeligheden nok var en dybere tilskyndelse i ham, som var kommet til udtryk og havde banet sig vej, som vand der altid finder udløb.

Han faldt i søvn. Men midt om natten for han op. Han havde jo glemt at børste tænder! Husk på han var tandlæge, og også en pligtopfyldende og god tandlæge. Han lagde stor vægt på orden og renlighed. Ja engang imellem kunne man nok kalde ham pedantisk. Så op igen og ned og ud i det lille anex og tænde endnu en svag glødelampe for at kunne se at hælde vand i en kop og få børstet bisserne.

Så op igen og savne sin kones varme krop ved sin side. Men det var nu længe siden, de havde ligget sådan. Han havde sit soveværelse, og hun havde sit. Og hans datter havde sit. Ren adskillelse var det blevet til. Efter det lange forår i fængslet…

Så endelig faldt han i søvn. Og så kom spøgelserne. I hobetal strømmede de ind og befolkede det lille rum i La Vigna Pequena De Marcos Colom. Gamle vinbønder med forvredne ansigter og krogede hænder satte sig på hans bryst og klemte til. Hans mor kom i form af en fisk og krængede sine sugelæber ned over hans ansigt. Hans far, som han ikke kendte, kom og rev ham i skridtet og skreg  af latter . Og til sidst kom hans datter hen og stillede sig op ad sengen og græd. Det var for meget. Han vågnede og tårene stod ud af øjnene på ham. Han hulkede højt.

Og så fik han fred. Og faldt i en dyb søvn og vågnede først da solen tittede ind ad vinduerne til den store terrasse, hvor han gik ud og stillede sig op og så ud over havet. Og hørte forårsfuglene i træerne omkring huset og fårenes bjældeklang og luften var mild og dejlig og han skulle til middag hos Robert i aften.

Det skulle nok gå altsammen.

(For øjeblikket er den skrivende på besøg i Estellensc hos gode venner, som har lejet et hus højt oppe i Tramuntana bjergene på nordsiden af øen. De er meget glade for at vandre, så derfor går det meste af den skrivendes tid med at bevæge sig til fods ad smalle stier i et æventyrligt terræn med dybe kløfter ned til et  azurblåt middelhav i strålende sol. De medbringer madpakke og vand og sætter sig ned på sten og spiser frokost. Derfor vil historien om Olaf og Robert først blive fortsat om et stykke tid.)

Den skrivende er nu sat i skammekrogen. Han har snydt sig til en favorabel plads i tilværelsen, og må nu bøde derfor. Han har ikke på nogen måde til hensigt at retfærdiggøre sig selv, men vil alligevel på fornuftig vis forsøge at udrede trådene.

Da hans gode venner bekendtgør, at de vil møde ham på Mallorca, bliver han rigtig glad, men også en smule bekymret, da det går op for ham, at de har lejet et hus højt oppe i bjergene, hvor hans gamle folkevognscalifornia sansynligvis vil have vanskeligheder ved at komme op. Han overvejer endog at lade bilen blive nede i lavlandet i Palma på en parkeringsplads mens besøget står på, men beslutter så alligevel at prøve at få den med op til huset, da han jo også har alle sine ejendele og seng og tøj osv i den. For at vide hvordan tilkørselsforholdene til huset er, så han er forberedt, tager han en dag, hvor det regner, op og orienterer sig omkring huset. Han tager imidlertid fejl, og tror at huset er et andet hus lidt højere oppe ad bjerget. Dette hus har imidlertid gode tilkørselsforhold, og han glæder sig over, at det ser ud til, at han kan bringe sin bil op til sine venners hus og bo i den under opholdet der.

Dagen oprinder, hvor hans venner skal ankomme om eftermiddagen i lufthavnen i Palma, og da han er kørt en dag tidligere til Andraitx, som ligger ved foden af bjergene, belutter han sig, for at være i god tid, til at sætte af mod bestemmelsesstedet et stykke inden middag. Vejen derop er tålelig, og han når opkørslen som er ret bumby, men brugbar og kører op og får vendt sin bil, så den er parat til at køre tilbage når den tid kommer. Imidlertid er det slet ikke det hus, hans venner har lejet som sagt, men en privat finca, hvor en vred kvinde kommer og skælder ham ud, da han smilende træder nærmere, idet han tror, at det er her han skal bo. Ok, så huset, viser det sig, ligger længere nede med indkørsel ved en gitterlåge, som ser lukket ud. Han holder nu udenfor denne gitterlåge på ret kraftig hældning og har to muligheder. Enten at køre ned og vente ved indkørslen fra hovedvejen, eller se om lågen kan lukkes op, så han kan køre ind og parkere. Motoren snurrer og han er lidt nervøs ved situationen, så han prøver om lågen kan åbnes, og af en eller anden lumsk grund er den ikke låst, men kan skubbes op. Han ser, at den betjenes af noget hydraulik, som dog ikke gør synderlig modstand, da han presser på, og lågen lader sig langsomt åbne. Glad er han. Vejen mod tryg havn vinker forude. Han kører ind og parkerer og lukker taget op på sin bil og lægger sig op i overkøjen og puster ud og falder hen. Da han vækkes af husets vært, som nu er dukket op,for at tage imod hans venner, som skal komme fra Lufthavnen. Værten råber op mod ham vredt, og spørger, hvad han gør der. Han svarer, at han venter på sine venner fra Danmark. Værten falder til ro, og spørger så, hvordan han kom ind. Han svarer, at han kom ind gennem lågen. -Var den åben? Spørger værten, hvortil han svarer, at det var den. Hvilket den var. Den var ikke låst. Havde den været låst, havde han jo ikke kunnet komme ind. Værten løber til og fra og forsøger at skubbe lågen i, hvilket ikke lykkes. Han prøver at få hydraulikken i gang, men den virker ikke. Nu bliver den skrivende nervøs igen. Er det ham, der har ødelagt hydrulikken ved at skubbe lågen op. Måske tænker han. På den anden side kunne denne vært jo have beskyttet sin kostbare hydraulik ved at holde lågen låst, så man ikke kunne skubbe den op. Den skrivende forholder sig i ro mens værten løber omkring og taler halvhøjt med sig selv som udtrykker ærgelse over lågens sammenbrud og hentydninger til at den er tvunget voldeligt op. Den skrivende har dårlig samvittighed ved disse ytringer og har flere gange lyst til at gå ned og fortælle at det var ham der åbnede lågen. På den anden side er det jo klart, at det var ham idet bilen står inde i haven. Så hvad skal han gøre? Han sætter sig med en bog og afventer. Hvis værten vil ham noget, kan han henvende sig, tænker han. Kommer det til en reparationssag vil han tage det derfra. Han kan ikke rigtig føle sig som skyldig i nogen forbrydelse, da lågen jo var ulåst og rimelig nem at presse op. Han stod der med en tung bil på skrå ned ad en ujævn vej. Han valgte at prøve at puffe til lågen, der gik op. Han kunne komme ind, og han kom ind! Nu er han pludselig en indbrudstyv, der har tiltvunget sig adgang til fremmed ejendom. Han gider ikke at tage sagen alvorligt længere. Han kunne selvfølgelig have gået hen til værten og sagt undskyld, og at det var ham, der havde presset lågen op. Det gjorde han ikke. Basta.

Så han venter for at se, hvorledes sagen udvikler sig. Værten får en reparatør fra Palma til at komme. Det er en sikkerhedsventil, der er røget. Hydraulikken er beskyttet mod pres med en ventil som bliver skiftet. Lågen virker, alle er glade. Så kommer regningen. 95 euro. Den skrivende havde i sine vildeste fantasier tænkt på reparationskrav på mange hundrede euro udfra værtens klage over situationen. Og ville under ingen omstændigheder komme kravet i forkøbet med en “Tilståelse” Han føler principielt ikke, at han har gjort noget forkert, men kan godt mærke, at det kan tolkes sådan, da hans gode ven antyder, at han ville snyde sig fri, ved ikke at stå frem som “synderen” der ødelage den stakkels værts stakkels hydraulikport. Prikken over iet kommer, da hans gode vens kone ved morgenmaden, som han i øvrigt får lov at tilbringe alene, ligeud siger, at det var “ufint” det han gjorde. Så slår det klik. Han forstår ikke en skid. Han mærkede godt nok, at der var sket noget med den hydrulik, da værten løb omkring og pev. Havde han gjort noget forkert ved at presse lågen op? Nej ikke det, men han havde efter sin vens kones opfattelse gjort noget forkert ved ikke at have taget kontakt med værten, da han hørte, han pev, og deltaget i hans piveri, og foreslået, at det kunne være hans skyld. Men så havde han jo accepteret værtens uskyld. Og han havde glemt at låse sin låge. Så hvem har bolden?

Bolden lod den skrivende svæve lidt i luften, og gik en tur op ad 221 stien mod Banyabulfar. Da han var ved at blive kørt i afgrunden af to mountaincykelryttere, valgte han at vende om og gik ind i sin bil og sendte værten en undskyldning for sin optræden i forbindelse med den broken hydraulik uden dog at undlade at nævne, at værten måske selv havde en lillebitte del af skylden idet han jo ikke havde låst porten.

Værten svarer at han accepterer undskyldningen, men tilføjer, at han burde have ventet med at trænge ind på  hans grund før den aftalte tid, og derfor teknisk set har begået indbrud og hærværk. Den skrivende ser i samme øjeblik, hvor nemt det er at komme i uføre i vore dage. Dette viser sig ligeledes i det faktum, at han blot på en lille løbetur i dag oppe på vandrestien, da han var ved at blive væltet omkuld af mountainbikes, kom til at træde skævt på sin venster fod, hvorved han nu har svært ved at gå. Han håber imidlertide det fortager sig til hans datter med familie ankommer om 14 dage!

På trods af misæren med hydraulikporten var opholdet i Estellentc en succes. Der var hele vandredage med utrolige naturoplevelser og dejligt samvær med gode venner. Vi var inde og spise på Cellar Sa Premsa og på Musæum i Palma, og fik udforsket kystområdet fra Esporles via Banyabulfar til Estellentc ganske grundigt ad de godt afmærkede vandrestier. Vi skiltes som venner, selvom der stadig hænger en lille sort sky over mit hoved, som jeg nu vil lade solen bortfjerne om den vil. Og så se fremad for bilen kom hel ned, og der var plads på molen i Andratx!

 

Her fortsætter så historien om Oluf.

Han forberedte sig til middagen hos Robert ved i løbet af dagen, der var solrig og varm, at tage en lang svømmetur nede i calaen mellem de høje klipper. Han elskede at svømme. Gerne langt ud, så han nåede en grænse. Grænsen for, hvis han fortsatte, så ville han drukne. Når han vidste, at blot endnu et svømmetag ubetinget ville medføre hans død, vendte han om. Hvordan kunne han nu vide det? Hvordan kunne han vide, at han havde nået grænsen? I det daglige liv var det let nok. Han kørte hårdt på, og når han var i tvivl, kørte han videre, og så skete det. Han overtrådte grænsen, og konsekvenserne indfandt sig. Så vidste han, at han havde nået grænsen. Men herude på vandet var det noget andet. Da var det angsten, der bestemte. Når frygten kom ind over ham, som regel langsomt krybende, forbandt han sig med den og lærte på den måde sig selv at kende. Han frygtede ikke frygten, men benyttede sig af dens tilstedeværelse til at få indsigt i sine egne reaktioner. Herude i havet havde han kun sig selv at stole på. Det var det, der var finessen. Så vidste han at se sandheden om sin egen dødelighed i øjnene. Så fik han fred. Og så vendte han om. Det var ligesom han måtte ud, hvor han ikke kunne bunde. Sådan var det også i forholdet til andre mennesker.

Når han var i en relation til et andet menneske, var det ofte sådan, at der indfandt sig krav. Krav om hensyn. Krav om underkstelse om man vil. Og igen kørte han disse krav helt ud i det extreme, når det gjaldt om at finde ud af hvem i helvede han var. Det var ligesom en indbygget bevægelse, som lå i alt, som han måtte følge. Så kom svaret som regel af sig selv. Det havde han bemærket, og det levede han efter.

Robert tog i mod ham i døren. Han var hjertelig og smilende og bød ham indenfor og præsenterede ham for sin kone. Hun var helt hvidhåret og havde et lidt stift ansigtsudtryk, men udstrålede varme og imødekommenhed ligesom sin mand. De gik til bords med det samme. Et stort egetræs langbord med en gammel smedejernslysekrone hen over. Der var dækket op med blomster og høje glas. Tallerkenerne var store og i fajance. De fik en let suppe først. Skålede i kølig mallorcinsk vin og samtalede let om Deya og årstidens vejr. Så kom de store dampende blæksprutter ind på et fad. De var omgivet af grøntsager og skiver af citron. Vinen de drak, var stadig den samme lette hvide. Da de var færdige, gik hans kone afsides og Robert viste Olaf ind i et lille bibliotek, hvor de satte sig.

-Hvad er det så du vil her i Deya? Spurgte Robert. -Dybest set, så ved jeg det ikke. Svarede Olaf. -Men det har nok noget at gøre med min situation hjemme i Danmark. Jeg har jo både kone og barn og en dejlig tandklinik på Bornholm, så i grunden burde jeg jo være tilfreds, ikke?  Olaf så spørgende på den gamle mand med det store viltre hår og de kloge øjne. – Du har nok ikke været klar over hvem du er, og hvad du skal her i livet. Sådan går det for de fleste. De bliver presset ind i et mønster fra den dag, de bliver født, og så fortsætter de bare den inerti resten af deres liv. Det er som en billiardkugle, der har fået et skub i en bestemt retning. Den fortsætter bare lige derudaf indtil den rammer et punkt og så bum, så skifter den kurs og aner faktisk slet ikke hvor den er på vej hen. – Og det skub har jeg så fået her i Deya, er det det du mener? Spurgte Olaf. – Det ser sådan ud, svarede Robert. – Denne lokalitet har visse egenskaber, man ikke finder så mange andre steder på kloden. Jeg talte en gang med Aldous Huxley om det. Du ved, han har søgt og søgt hele sit liv. Hans sidste påfund var mescalinsvampe, han havde fået af nogle indianere ude i Mexico. Han fortalte, at det havde givet ham en indsigt, som ellers var umulig at få. Men jeg er nu ikke så sikker på om han har ret. Også alle disse moderne guruer og vismænd, for slet ikke at tale om Jiddu Krishnmurti, som jo er blevt udnævnt til den nye Jesus, er allesammen nogle phoneyes, som bare bringer folk på vildspor. Robert havde talt sig varm. Olaf lyttede opmærksomt. – Nej poesi er, hvad vi behøver i denne verden. Og det er hvad jeg finder her i denne dal. Poesi til overflod. De ældgamle oliventræer, mandeltræerne i blomst, fuglekoret, menneskene som nøjsomt passer deres jord, alt det har inspireret mig, og vil inspirere til min død. Men bid vel mærke i. Det vil ikke fortsætte. De grådige horder, som allerede har besat store dele af denne yndige ø, vil langsomt men sikkert opsluge også denne plet. Men så er jeg død og borte og ligger oppe på kirkegården og godter mig over, at jeg ikke skal oplev det. Tak gud! Han klappede i sine store hænder og slog en gungrende latter op. I det samme kom hans kone ind og satte to kaffekopper frem på det lille bord imellem dem. -Tak, min søde, sagde Robert, og hans kone sendte ham et kærligt smil.

De drak kaffen i tavshed. -Skriver du? Spurgte Robert efter en stund. -Ja, lidt, men mest digte, svarede Olaf. -Det er godt, bliv ved med det. Det er godt for sjælen at skrive. Skidt være med om det bliver udgivet eller ej. Det finder nok sin egen vej. Jeg trykker selv mine digte. Med en gammel engelsk presse, jeg købte i London for nogle år siden. Og papiret de bliver trykt på laver jeg også selv. Det er en meget spændende proces. Så er man helt uafhængig af distributører. Det er en lettelse. Han lo. Jeg snakkede forresten med en stor digter sidste år. Han bliver nok,nobelpristager en dag! De kom sejlende hertil og lå nede i Cala nogle dage. Han havde sine to børn og en fortryllende kone med ombord. Bob Dylan hedder han. Ham skal du lægge mærke til. -Jeg kender ham godt, svarede Olaf. Kom han her  og besøgte dig? -Ja, jeg havde mødt ham tidligere i LA, hvor der var en forfatterkongres. Sød fyr i øvrigt.

Olaf kunne mærke, at aftenen var ved at rinde ud. Han gjorde tegn til opbrud og takkede Robert og hans kone for en dejlig aften og forlod det store terracottafarvede hus ved vejen og gik ud i den stjernebestrøede nat.

Rejsen nærmede sig sin afslutning. Olaf var ikke kommet til indien, som han havde ønsket, men han var kommet et andet sted hen, som han måske alligevel i sit sinds dyb havde ønsket. Nu skulle han hjem. Hjem til sin kone, sin lille datter og sit trivielle liv i tandklinikken i Allinge. Det var ihvertfald hvad han tænkte, da han sad i bussen på vej ned fra bjergene og Deya. Han tænkte, at han måtte prøve at få sin kone til at forstå, at det kun var midlertidigt, han havde behov for at være væk, men han frygtede det værste.

Nordmanden tog imod ham på værelset. Han var ved at pakke. -Hvor har du været? Spurgte han. -Jeg har savnet dig. Han lo. -Jeg har været på besøg hos nogle venner oppe i bjergene. Svarede Olaf. -Godt for dig. Sagde nordmanden. -Men du må hellere ruppe dig, for bussen til lufthavnen går om en halv time. Olaf pakkede i hast sine få ting, og gik ned til bussen, som ventede udenfor hotellet.

Han skulle møde sin familie ude på Frederiksberg i København hos en ven, de havde boet hos i nogle dage. Olaf kunne ikke få sig selv til at sige noget om sine planer der. De gik tur ned ad Gammel Kongevej med deres datter imellem sig, og Olaf var lige ved at sige noget om det, der var sket på Mallorca, men blev bremset. Han kunne simpelthen ikke få det sagt. Det var en pine.

Først da de kom hjem og var kommet ind i dagligdagen nogen tid efter, kom det frem. Han stod og skulle til at tømme skraldespanden. Idet han tog plasticposen fra holderen og løftede den op kom det: -Jeg har lejet et hus i Deya på Mallorca. Du må give mig et par måneder. Der er noget, jeg må have rede på, sagde han til sin kone, der stod bagved ham og stillede nogle glas på plads. Der blev et øjebliks tavshed. Helt stille imellem dem. Hun havde nok kunnet mærke på ham, at noget var på vej, for spændingen mellem dem blev betydelig. Så vendte hun ham ryggen og gik sin vej ud af køkkenet. Han stod der alene, og det var ligesom et jerntæppe gik ned foran hans øjne.

Men dybt inde i ham selv gik et tæppe op.

 

Indlægget fortsættes nu under overskriften

Natural Writing.