Bangkok

 


Det er et gevaldigt indspark man får i bevidstheden ved sådan et trip til Thailand. Tidsforskudt, klimaforskudt og kulturforskudt i en park med springvand og sjældne fugle med sjældne stemmer. Mens de menneskelignende thai-mennesker øver sig i deres liv under monumentet over deres faldne kejser. Over åben ild steges rotter på spyd og wokken koger de møre græsrødder til sovs med rigelig chili. Ris ad libitum og altid dette servile smil som dækker hvad som helst. 7-eleven over alt med trafikken buldrende i stride strømme uden mål og med. Gader tynget af røg under en blå himmel med de kæreste små lyserøde vatskyer som gør hjertet let i denne menneskelige armod. Dufte over alt. Det er det bedste her. Røgelse og brændt olie. Ingefær ristet på glødende trækul. Luften er fyldt af det. Brankede kyllingelår i sød suppe, hot som bare helvede! Jo tak. Man er ankommet!

Det aller aller bedste er varmen! Den smyger sig om kroppen som en fløjlsblød kærtegnende hånd. Den stryger hen over ens ansigt med mild følsomhed og den strømmer ind i alle led og muskler og gør dem føjelige og  anvendelige. Den kommer lidt efter lidt. I begyndelsen er det et shock! Man stiger ud af flyet og får den brændende vind lige i fjæset. Pyha, den er strid,- tænker man og glædes over transittens behagelige airconditionerede atmosfære. -Så bliver man lukket ud og så er den der igen, heden, men på en anden måde. Mere blid, men man er jo osse kommet ud i det fri. Det er noget andet.

Jeg havde lært, at skulle jeg til togstationene,så skulle jeg gå i 27 minutter ad en af google anvist rute. Det gjorde jeg pligtskyldigt og det skulle jeg ikke have gjort, for det var langs en motorvej og der må man ikke gå med en trækkuffert slæbende efter sig. Nej! For så kommer politiet og det gjorde de også med blåt blinkende lys og udrykningssirene! Men de smilte til mig. Var jo thaier og fortalte, at jeg skulle gå tilbage og ned under jorden. Der lå stationen og der gik jeg så i stedet for.

Nu er jeg bare glad i varmen. Ja. Og især fordi jeg rejser alene. Det er fand’me skønt at kunne skifte kurs som man vil og helt følge sit eget tempo. Stoppe op og falde i staver over thaikvinden som rører i sin wok over den flammende ild mens røgen fører dufte af hemmelige krydderier lige ind i mine næsebor. Eller se på den store sorte ravn i parken ved søen som danser for mine fødder og blomsterne og den lille duefugl med de blå hattefjer som kurrer besynderligt teatralsk. Jeg lægger mig med hovedet hvilende på min rygsæk på en marmorbænk med udsigt til trætoppene og den lyseblå himmel. Og ingen, nej ingen siger:-Kom nu, vi skal videre! Eller:-Vi har jo aftalt o.s.v. o.s.v. Mig og min skygge går samme vej. I fuld forståelse.

Så bliver man inviteret på trip til Koh Larn. Det lyder da meget godt, tænker man. Det kunne jeg da godt tænke mig, ikke? Jo, jo selvfølgelig endskønt det indebærer en 2 1/2 times busrejse foruden en færgetur på yderligere en time. Men selvfølgelig når man ledsages af en 45 årig kvindelig  professor i sociologisk immunologi ved Princeton University USA, kan det sagtens lade sig gøre. Den lange køretur giver rig lejlighed til at udveksle erfaringer. Først handler det om klodens fremtid. Jeg udmaler min extinct homosapiens teori for damen, og hun giver mig ret. Det ser slemt ud. Det er der evidens for, siger hun. Hun er en af de mange tusind forskere, der har skrevet under på erklæringen i FN. Og så er hun veganer! Det borger for kvaliteten, tænker jeg. Jeg spørger hende hvorfor og hun svarer, at siden hun “gik over” har hun tabt sig 30 kilo! – Det klæder dig, siger jeg og mærker spillet i hendes øjne!  -Men også den politiske del af sagen med CO2 reduktion går hun ind for, så alt i alt er vi på bølgelængde. Jeg stiller spørgsmål om ebola tilstanden i Congo og hun siger, at ligemeget hvor stor støtte USA yder til bekæmpelse af sygdommen, går størsteparten i de ledende politikers lommer.-Det er ikke fordi, vi ikke er i stand til at udrydde virus, men fordi landet er korrupt og plaget af krig, at der ikke sker noget.-Det er hyggeligt, at tale med et klogt menneske og turen falder ikke lang. Efter svømmeturen i det turkisblå vand mærker jeg hendes første tilnærmelser. Det hele ender med en amourøs affære på hendes hotel “Siam International”, hvor jeg tilbringer natten. Nu er jeg tilbage i mit spartanske airbnb værelse i Thonburi. En ferieoplevelse rigere!

Efter en lang dag ombord på floddamperen, bliver jeg inviteret på besøg i China Town af kaptajnen og hans nydelige lille Sirikit- hustru. De kender et godt sted som hedder “ Jumbo Lobster” på 332 Soi Yaowarat 11 Yaowarat Road, hvor vi spiser os mætte i grilstegte hummere med sød sovs og ris. Bagefter er der fyrværkeri foran ICON SIAM “the pride of Thailand” og hjemad går det gennem Sirlom Park med metro over SRT cityline, hvor jeg guider et polsk ægtepar, som har fået rejsen til Bangkok forærende af deres søn og resten må de selv finde ud af. De er ret forvildede, men lyser op da jeg viser dem vej mod øen Ko Chang, hvor de vil hen for at bade og slappe af i 14 dage efter Bangkok, som de aldeles ikke bryder sig om. – Al for meget trafik, siger konen. – Og svært at finde rundt, siger manden. Vi skilles som venner med håndtryk og det hele. De er fra Warszawa.Nu overvejer jeg om jeg skal udskyde min hjemrejse et par år eller to. Vi får se. Her er så dejligt varmt og i Danmark er det koldt. De siger frost. Hm.

Myndigheden

Jeg skal gå klokken et. Det er det eneste, jeg ved. Myndighederne er efter mig! Det viser sig, at jeg opholder mig ulovligt i Thailand! Damen ved indchecknings skranken i Kastrup sagde ellers, at bare mit pas var gyldigt i hele den periode jeg opholder mig her, så er det ok. Men det er det “bare” ikke! Passet skal være gyldigt mindst seks måneder fra hjemrejsedagen og mit pas udløber 2. februar! En kvinde blev sendt tilbage til Danmark fordi hendes pas ikke havde den nødvendige gyldighed på over 6 måneder! – Ups, den går ikke kære ven. Efter 16 timers flyvning i en trang kabine:-Op igen og tilbage til Danmark. Det var den ferie i Thailand der røg! Det er et under, at jeg slap igennem og ikke blev sendt tilbage promte. Kontrolløren må have sovet i timen. Husk det kære venner og rejsende. Hav altid et pas med gyldighed i mindst 6 måneder udover jeres hjemrejsedato. Nemlig.

Men nu sidder jeg jo i saksen. Jeg blev ikke sendt hjem og hvad så? Det hele kommer sig af, at jeg fik blod på tanden og tænkte; når nu jeg alligevel ikke skal noget bestemt i Danmark, så kunne jeg godt snuppe en uge mere eller så her i varmen, ikke? Og så fik jeg at vide af bureauet, at det kunne jeg godt. Jeg kan ændre min billet et helt år frem i tiden, hvis det er det jeg vil. Men det vil jeg selvfølgelig ikke. Det er jo snart jul o.s.v. Men en uge mere var da meget rart og så stødte jeg på problemet! For en flyvebillet mellem Bangkok og Phuket kan gøres for 350 kr t/r og i Phuket er der færge til Pi Pi island med coraldykning og farvede fisk og vand at bade i. Det savner man her i Bangkok! Havet! Nå, men den gik pludselig ikke, for indchecknings papiret krævede et pas med over 6 måneders gyldighed. Æv! Så kunne jeg selvfølgelig tage en bus, men det er 14 timer hver vej. Det er lige lovligt meget at ofre for koralfiskene, og jeg ved jo stadig ikke om jeg kan komme herfra med det ugyldige pas. Altså, som jeg siger:-Jeg skal gå kl et. Det er det eneste, jeg ved. For jeg må hen til den danske ambassade for at høre, hvad jeg skal gøre. Jeg gider fandme ikke sidde i kachotten her i Thailand på ubestemt tid mens de konfererer med de danske myndigheder om en udsendelse, fordi mit pas er ugyldigt. Nej, så nu har jeg aftalt en tid i dag kl 14.20.

Og det var osse godt for de lavede mig et nyt pas med nyt foto og det hele og så er jeg glad igen men så skulle Jonathan med på turen men det var nok en vanvittig ide for han skal til køreprøve og så er der ikke tid til at tage til Thailand, men en anden gang måske. I parken var der meget støj, da jeg satte mig på bænken ved siden af den sminkede dame som ikke kunne få nok sminke på sin næse og idelig så sig i spejlet for at se om hun nu så smuk nok ud. Jeg spiste min banan og mit dejlige integralbrød, som jeg havde fundet i en 7/11 shop i nærheden af den danske ambassade, hvor den smilende thaipige tog foto og lavede mit nye pas. Nu gik turen til fods ad støjende og kulilteosende ræserbanegader, hvor jeg til sidst gik vild og måtte ty til en tuk, der dog blev billig (kun 100 Bath) hvis jeg gik med på et besøg i en fin indisk shop, hvor man prakkede mig et (rimelig pænt) læderbælte på til 400 Bath, men så havde tukdriveren osse fået provision! (Godt for ham!) og jeg blev sat af (endelig) udenfor Lumpini park, hvor jeg fandt bænken med den selvsminkende dame og hvor jeg spiste mit integralbrød og den af de 6 bananer, jeg havde købt på vej fra den danske ambassade, som man faktisk havde svært ved at komme i ind. Et lille kighul i døren blev åbnet og en næse stak ud som sagde, at man måtte vente udenfor  i støjen og varmen til det blev ens tur. Der sad han så på en trappesten og spekulerede på, hvad han nu skulle gøre, hvis ikke han fik sit pas og hvis han fik sit pas, hvad han så skulle gøre. Damen i telefonen i det svenske rejsebureau talte svensk så jeg havde svært ved at forstå det, men kom dog så langt, at jeg fik ombooket min billet til afgang Bangkok den 18 dec i stedet for den 8 og det kostede ingenting! Ok, tænkte jeg og gik over i det store funklende supermagasin og satte mig i den behagelige airkonditionerede atmosfære og bestilte en t/r billet til Kata Beach Phuket. Det med Pi Pi island og de farvede fisk og den friske luft og væk fra denne osende butik her. Det koster 450 kr og det er jo rimeligt i betragtning af, at det er med airbus og flyvetiden er 1 1/2 time.

I morgen tidlig klokken syv afsted igen til flydende marked ude i Klong lad Mayom. Jo tak, der hæses og stæses, men temperaturen er stadig perfekt og humøret højt!

 

 

 

 

Samlet sammen.


I bilen sidder han og skutter sig i varmen fra det hvæsende oliefyr. Apparatet skal indleveres til reparation her til morgen ude i Hvidovre hos manden med stifterne og svingarmen som medfører at fortidens stemme kan blive hørt. Det er hørt. -Kom nu ikke for godt i gang! Udbryder den indre stemme. Fortidens stemme? Sikke noget vrøvl! – Ja, ja, da, men alligevel ikke helt usansynligt, vel? Hvad skal det blive til? Et magisk øjeblik midt i det hele. 44 unge kvinder samlet rundt omkring en liggende figur. Jeg sidder og tegner. Der er croquis i “Folkehuset Absalon” 44 unge kvinder og en lille flok mænd og så sker det. Den liggende på ryggen liggende herre, som er model for alle os tegnere, ligger med spredte ben og ganske nøgen og lige pludselig begynder hans lem ganske stille og i begyndelsen næsten umærkeligt at rejse sig fra sit nedsunkne leje. Man bliver lidt i tvivl rundt omkring. Sker dette virkelig? Jeg ser over på sidemanden, som også har fået øje på fænomenet og som har svært ved at tørre grinet af ansigtet. Den hævede penis rejser sig nu i fuld glans og nogle af pigernes læber kruses af et smil, men det er som om de ikke vil give udtryk for deres følelser ved det de ser. Nogle rødmer, andre fniser og atter andre ser væk. Ønsker tydeligvis at forbigå det i tavshed. – Det er hvad der sker, kan man mærke at de tænker. – Og hvad så? Alle tegner lidt febrilsk videre, mens modellens penis står og svinger ud i lokalet. Så med et begynder den at falde igen. Man mærker en lettelse brede sig blandt pigerne. Tilbage til normalen. -Husk at få det med, siger jeg til min sidemand. – Den stive pik. Han tegner en lille strittende sag på billedet af den liggende model og ler. Pigerne rundt omkring har stramme miner. Vi tegner videre.

I Dansk Tandlægeforenings lokaler i Amaliegade er der møde for pensionerede tandlæger. Der sidder de allesammen. De gnæggende oldinge med krum hals formet gennem mange års bøjet hoved i dårlig arbejdsstilling over “patientens” mund. Vi får sandwich, men det er med kød, så jeg får særbehandling og må gå ud til personalets buffet og skovle grøntsager og salat op på min tallerken. Det er helt fint. Så får man i det mindste noget ordentligt at spise. Man drøfter ophævelse af praksisret ved det fyldte 75 tyvende år. Med samtale i patientsikkerhedsnævnet under overværelse af en læge, som skal vurdere om man er for senil. Til at bore i tænder. Til sidst bliver man ført ud. Døren lukkes bag een og man er ikke tandlæge mere. Frataget sin identitet. Frataget alt. Så står man der alene og ser i et lysende øjeblik al bluffet som man har været ude for lige siden den dag, hvor man så verden for første gang. Godnat Ole. Farvel og tak. Det var een stor løgn det hele! Hvilken befrielse. Så er det meget bedre at gå i Absalon og spise spinatmiddag sammen med 4 smukke kvinder og bagefter tegne Croquis, før den varme California atter modtager een med “Deadline” og “The affair” på HBO.

Nu sidder jeg så og ser på det hvide papir og ved, at ingen læser, det jeg skriver, før det er skrevet. Når det er skrevet, er der en chance for at det bliver læst. Den chance tager jeg og siger til dig som læser dette ligenu: Tro ikke at det vil gøre dig klogere, det jeg skriver. Tro heller ikke at det vil bringe dit sind i kog. Tro slet ikke at du vil få et udbytte af at læse det, for det vil du ikke. Det indeholder intet gemt budskab, ingen skjult mening. Det er lige ud ad landevejen helt uden betydning.

I sig selv har ord ingen betydning. Det er først når de bliver sagt, de får betydning. Og denne betydning er ikke entydig. Den er mangetydig. I det øjeblik ordene forbindes med hinanden opstår en ny situation, nemlig fornemmelsen af bevægelse. Af liv. Det er tanken som skaber dette liv i sin fantasi. Deraf oplevelsen ved at læse, det der står skrevet. Men det er stadig uden betydning udover den betydning det får for den som læser det. I virkeligheden er det betydningsløst. Intet. Tomme ord stillet sammen som rillen i en grammofonplade som læserens øje forfølger og derved opnår illusionen af levet liv. Derved kan vi udelukke al videre handling, det være sig at læse eller skrive, sejle eller gå. Så er der ikke mere. Tak for det. Så er vejen endelig åbnet for intuitiv spontanitet uden hensigt eller “mening” Klatmaleri er lige så godt som en hundelort. Æbleskiver lige så gode som pandekager. Og den lille fugleunge derude på flisen søger de sparsomme brødkrummer med oprigtig energi. Det er hvad jeg forstår ved livet. En herlig omgang pærevælling uden hoved eller hale og derfor yderst intelligent og følsomt ligesom kompasnålen i sit olieomluttede ophæng. Slut.

Manden med fremviseren ringede i dag ret som jeg var steget op af det 10 grader kolde vand. Han lovede maskinen færdig til på næste torsdag og nævnte en pris på 47o kr, så nu er denne gamle Eumig super8 fremviser blevet et noget kostbart instrument. Vi må håbe den virker, når jeg lander på Bornholm i næste uge når sommertiden ender og det bliver koldt og væmmeligt og det eneste man kan foretage sig, er at se gamle super8 film i pejseildens skær.

I samme forbindelse skal jeg på “skriveworkshop” over to torsdage startende torsdag i næste uge i København. Jeg håber da endelig at få lært, hvordan man skriver. Man kan jo altid give det en chance, selvom jeg ikke forventer mig det helt store. For hvad er det at skrive? Jeg ved det ikke, så måske er det på tide, jeg får det lært. Her på falderebet…

Der må være en årsag til alt detteher! Skreg manden idet han sank dybere og dybere ned i Store Vildmose ovre i Jylland. Det må have en grund, råbte han, men der var ingen grund og han sank bare dybere og dybere og dybere og dybere. Det holdt aldrig op. Det holder aldrig op og det er heller aldrig begyndt det hele. Det er der bare og det er nok. Nok er nok er nok.

Det hele må have en årsag, hviskede den elskede til sin elskling. Ellers var vi her jo ikke, vel? Måske er vi her heller ikke, svarede den elskede så. Den anden svarede ikke. Var der ikke og snart efter var elsklingen der heller ikke i dette årsagsløse univers.
Der må have været en begyndelse. Uden begyndelse kan der heller ikke være en fortsættelse. Tiden kan kun eksistere, hvis der er en begyndelse, en fortsættelse og en afslutning. Det er tidens eksistens betinget af. Sagde den kloge mand som vidste alt. Han tænkte sig til alt som tænkes kunne. Han tænkte sig til en årsag som er begyndelsen på det hele og til en afslutning, som er enden på det hele. Det kunne han fordi han tænkte. Han kunne tænke sine tanker i et fremadskridende forløb som indebar at han fik kontrol. Nu vidste han, hvad der var årsag til det hele. Det var ham selv og da han så sin død i andre, vidste han også at han selv var afslutningen på det hele. Det tænkte han. Men han vidste det ikke. For han vidste ingenting. Han tænkte bare. Det var nok for ham. Så var han tilfreds med sin ting. Sin lille dejlige ting, som førte ham hvorhen han ville. Det var han så lykkelig for. Så lykkelig som nogen. Hans lille dejlige ting som lystrede hans mindste vink. Hans mindste bevægelse. Som bevægede ham i sikker forvisning om sin egen evne. Sin egen evne til at styre ham, hvorhen han ville. Med sin vilje som han elskede højere end noget andet. Sin stærke vilje som bragte ham alt hvad han ønskede. Jo, jo, han var et lykkeligt menneske. Så længe det varede…

Men en dag var det slut. En dag lå han grædende på gulvet og skreg om hjælp. Hvad gør vi ved det? Ja, se det er spørgsmålet. Han finder nok hurtigt på et svar. Et svar fra een eller anden som vil komme og hjælpe ham. For hjælp har han nødig og finder han den ikke opfinder han den selv. En selvhjælper kunne man kalde ham. Så kommer han på benene igen. Men kun for en tid. Snart ligger han igen og skriger og sådan fortsætter det. Igennem. Igen og igen. Fortsætter det. Ophober sig. Overvælder og overskrider for tilsidst at opløses i røg og damp og krig og sult og pis og papir uden nogensomhelst betydning som jeg sagde i begyndelsen af denne sætning. Lige for lidt siden da jeg begyndte at skrive om dette aldeles meningsløse åndsforladte øjeblik, hvis udstrækning ikke kendes fordi det er ukendt. Basta og bum! Nu går jeg i seng. Klokken er mange og jeg kan ikke sidde oppe hele natten og skrive ord. Nej, det kan jeg ikke! Iøvrigt er det ligegyldigt, hvad jeg skriver. Der er alligevel ingen som læser det. Herligt! Jeg har simpelthen frie tøjler her på siden! Herligt og godnat!

Modermærket.

Jeg har en god ven som er tandlæge ligesom jeg. Hans svoger har fået modermærkekræft. Da jeg var ovre hos ham og lave tænder, hørte jeg om det og blev straks forfærdet over mit eget modermærke på min høje arm, som muligvis kunne udvikle kræft ligesom min kollegas modermærke havde gjort. Jeg gik straks ind på “Kræftens  bekæmpelse”s hjemmeside og kunne konstaterer, at mit modermærke godt kunne ligne de modermærker som er afbilledet der. Jeg havde svære kvaler om et evt kræftforløb. Svogeren har fået metastaser i lungerne og ligger på hospitalet. Det er ikke noget at spøge med. Min fætter døde af modermærkekræft. Jeg følte mig lidt latterlig fordi jeg hele tiden skulle hen og se om mit modermærke var vokset eller havde ændret sig. Men døden spøger man ikke med. Eller gør man? Til sidst blev det bare for meget og jeg bestilte en tid hos lægen for at få fjernet mit modermærke. Så kan jeg ikke gøre mere. Så må vi se, hvad der sker, men det er fantastisk så hidsig man bliver, når det lige pludselig drejer sig om ens egen død. Nå, men det hjælper at skrive om det. På mandag skal jeg til fysioterapeut med min tandlægenakke, som vist nok har slidgigt og så på tirsdag til lægen for at få set på det modermærke. Der hober sig ting op hele tiden. I dag mens jeg stod og spillede på min mundharpe nede i skuret på Bandholm badeanstalt kom min exkone løbende. Hun troede jeg var død. De havde været inde i mit hus og se efter på badeværelset om jeg var faldet om der. Min nabo og hende. Da de ikke fandt mig, kørte min exkone afsted i sin lille røde Peugeot ned til badeanstalten, hvor hun åndede lettet op da hun hørte mine muntre harpelyde strømme ud fra badeskuret, hvor jeg stod og var i fin form efter det nyligt overståede havbad. Stor var glæden, da hun fandt mig i live. Man ved jo aldrig med sådan en 79 årig gammel mand. De dør jo, som man siger. Om det nu bliver af modermærkekræft eller noget andet. Døden skal have en årsag, siger man. Jeg ved ikke rigtigt om det er sandt. Måske er døden bare et fænomen ligesom så meget andet. Nu vil jeg gå ud i mit køkken og tilberede mig en mysli med hørfrø, solsikkekerner, græskarkerner, chiafrø og sesamfrø tilsat fintsnittede ingefærstrimler, æblestykker og loppefrø. Dertil vil jeg drikke en urtethe med citronsaft og honning tilsat æbleeddike, men allerførst vil jeg spise 3 fed fintskåret hvidløg blandet med akaciehonning. På myslien vil jeg hælde mandelmælk, hvorefter jeg i ro og mag vil tygge mig igennem måltidet mens jeg læser i “Serotonin” af Michel Houellebecq! Tak.

Nå, men det var jo meget godt. Norwegian bank stemmer. Jeg har meldt mig til endnu en croquis i Absalon i morgen fredag, fordi jeg synes ikke jeg tegner godt nok og synes at jeg må bruge den sidste chance jeg har her i København til at træne frihåndstegning af levende model, som man siger. Jeg siger tit, det man siger. Så kommer jeg ikke udenfor stregen, og det er noget, jeg lægger meget vægt på. Ikke at forlade stregen. Min sikre streg, som så udsættes for en påvirkning i usikker retning, når jeg tegner croquis. Så bliver jeg irriteret, fordi jeg ikke tegner lige så godt og i øjet som den søde pige ved siden af mig. Hun rammer i få streger helheden, mens jeg flagrer noget forvirret rundt om mit emne, modellen som er en smuk ung pige med yppige former som det er nemmere at tegne end den mand vi havde i sidste uge som jeg faktisk er lidt træt af at tegne. Nu må vi se, hvem der er model på fredag. Jeg håber, det stadig er pigen. Så vil jeg prøve at sætte nogle få streger først og ikke som jeg ellers gør, tegne store hårde linier som jeg hænger på senere hen i forløbet. Det er også noget med at tegne hurtigt og så bliver jeg febrilsk og slår voldsomme streger som bagefter er svære at komme udenom og så bliver det nemt overtegnet. Nå, og så skal han til skriveworkshop anden session i aften her i Karen Mindes kulturhus og læse op af en tekst, han har skrevet en gang for længe siden om en slædetur med Marie oppe i Scoresbysund.

Min forhenværende kone var noget spydig i sine udsagn om min adfærd tidligere i livet. Det tog jeg nu meget pænt. Nævnte blot, at man jo ikke skal bære nag. Det kunne hun godt forstå, så det ud til. Måske er hun begyndende dement, eller osse er hun bare eet med sin alder. Personligheden ændrer sig jo hele tiden. Det er ikke noget statisk, som mange jo  tror. Det der med identitet o.s.v. Meget skægt at finde en portugisisk forfatter, Pessoa som opererer med heteronymer som er flere helt forskellige “personer” med grundliggende forskellige træk som skriver hans bøger. Altså forskellige forfattere han opfinder og skriver som. Det var Karen Fastrup, hvis bog “ Hungerhjerte” bragte mig på sporet af ham og hans teknik som måske kaster lys over stabiliteten af vores såkaldte personlighed. Denne fiktion vi hæger over som var det vores lille barn, hvad det jo i grunden også er. I øvrigt er “Hungerhjerte” en aldeles velskrevet og indbydende bog som man suges ind i på nydelig vis. Disse små tætte kapitler fungerer fortræffeligt og hendes historie er jo gribende.

Det er altid rart med lidt frisk luft. Det synes jeg. Jeg ved osse godt, hvordan tingene skal se ud, men det er ikke altid det lykkes for mig at ramme plet. Ofte rammer jeg udenfor skiven (for at bruge den terminologi) og så bliver jeg ked af det. Det er noget pjat, synes jeg. Men uundgåeligt. Som f.ex. I går til croquis, hvor det forekom mig svært at fange modellens udtryk. Da vi så var færdige, lagde vi alle vores billeder op på bordet, og der kunne man se, hvor stor forskel der var på os som tegnede. Der var de superfine lige i øjet og så var der de håbløse. Midt i mellem lå jeg, og det måtte jeg så finde mig i.Men det irriterede mig og gjorde mig osse lidt ked af, at jeg ikke kom op på siden af de bedste.

Det er hvad jeg lærer af mine croquissessions. Jeg lærer at indse min egen begrænsning, men også at jeg kan blive bedre, når bare jeg bliver ved med at tegne, og det gør jeg!

Nu vil jeg gå en tur ud i Valbyparken. I øvrigt gik min skriveworkshop godt. Jeg læste op af min fortælling om slædeturen i Scoresbysund sammen med Marie og vejlederen kaldte min tekst for “litteratur” og det må man sige, var en ros, jeg tog i mod med glæde. Det  regner. Stille finregn som er det værste. Det trænger ind alle steder. Trist.

Drømmen om det andet.

Drømmen om det andet er nok den værste drøm der findes. Det kan jeg se nu. Et andet sted. En anden dag. Et andet menneske. -Hvor er det ? Hvor er det andet henne? Det er ingen steder. Det er en tanke. Eller en ide´ er det. Altså noget ikke værende som tanken eller jeget bruger til at vedligeholde sig selv. Fuck det! Jeg vil skide på det andet. Kort og godt og holder mig til det hele. Det ved man, hvad er. Det er så dejligt nærværende. Det ligger lige for og går aldrig nogen stedet hen. Jeg hader ordet “hen”. -Hvor skal vi hen? Altid videre et andet sted. Jeg foretrækkerlige her. Så ved man, hvor man er. Jeg elsker at vide, hvor jeg er. Herfra hvor jeg står ser jeg alt klart og tydeligt. Med mindre jeg forvirres af et ønske om forandring. Jeg hader ordet forandring, fordi det beskriver noget væk fra det som er. Og det som er, er netop forandring. Forandring af forandring er stilstand. Er tanke. Billede. Stop, som når udløseren på kameraet “fryser” virkeligheden til et dødt skilderi. Som man så bildes ind er virkeligheden. Som når man præsenterer 24 billeder i sekundet af dette, ser ud somom. Narreværk og underholdning er det, som man kalder “kunst”. Filmkunst. Fri mig. Når selve dette øjeblik rummer det hele. Hvad skal vi så med alle disse billeder?  Med alle disse ideer? Praktiske gøremål. OK. Vaske gulv. Købe ind. Gå tur. Spise. Sove. Bade.  Samt alt det andet ( “kunst” “kultur” “litteratur” “film” og alt det man kan opleve i denne skøre verden.) Fint for mig, men at gøre det til et mål i sig selv. Til noget at stræbe efter. Til noget “andet” og derfor finere eller bedre end det daglige liv i sig selv, det kan jeg ikke se for mig. Nej, det kan jeg ikke. Nej, nej, nej.
Altså hav mig venligst undskyldt. Jeg ved ikke, hvad det er jeg siger. Det er  nok noget sludder. Altså undskyld for det hele. Jeg er et vrøvlehoved. Altså.

Men lidt rigtigt er det da, ikke?

Forresten er jeg begyndt at bruge elastikker. Det er min fysioterapeut som har lært mig det. Hver dag når jeg kommer hjem fra mit kolde havbad, står jeg i døråbningen og hiver i disse lange elastiske bånd. En øvelse hedder “at stå på ski”. – Så står jeg på ski i mit soveværelse. Eller ror. Eller skyder bue og pil. Alt det kan man gøre med elastikker. Det har min fysioterapeut lært mig. Det kostede 375 kr, men så var de grønne elastikker includeret. Sådan sker der så meget i mit liv. I morgen skal jeg med min søn i Lalandia bio og se “Le Mans  66”. Og så regner det stadig. Dag ud og dag ind. Det skyldes klimaforandringerne. I Venedig har de den højeste vandstand i 50 år. Snart er Lolland forsvundet, og mig med, og alle andre. Sådan går det, når man ikke opfører sig ordentligt og hele tiden skal noget “andet”, der som oftest betyder noget “mere”. Vækst. Fuck det!

 

 

 

 

 

 

Fra min have.

Dette er et kig ud i min have fra mit sovekammervindue, hvor plantelivet trænger sig på og vil ind. Snart kryber det op over huset og omslutter det. Så kan jeg ikke længere komme ud. Så bliver jeg skrækslagen og river og flår i tidsler og tjørne og råber højt ind til min nabo, at han skal komme og befri mig. Så kommer han med frisk salat og fodrer mig som et dyr i bur. Jeg snerrer ad ham, for jeg vil ud, men han griner bare og siger, jeg er en tøsedreng. -Hvad er en tøsedreng? Spørger jeg, men han svarer ikke. Går blot sin vej og lader mig alene i mine tanker. Så sidder jeg her som en fange i sit eget spind og læser rejsebeskrivelser af Thomas Boberg og drømmer om den gang jeg rejste med to eskimoer til Peru op i Andesbjergene til Cusco og blev så læsterligt snydt fordi jeg troede at det ville bringe mig tættere på mine medmennesker. Og det gjorde det ikke. Det fjernede mig fra dem, men det er en anden historie, som jeg måske skriver en gang.

Det menneskelige væsen

Er en ånd der svæver

Hen over verdens have

Mens det skrækslagen stirrer

ned i alle de grave

den selv har lavet.

Min Etiopiske ven.

Spiser nødder og rosiner købt i bordershop i Rostock. Jeg blander dem i en pose nøddemix, jeg købte ombord på færgen fra Rønne til Sassnitz. Den holdt hele vejen gennem Østeuropa. Nu er jeg hjemme og sidder i min sorte lædersofa og læser Thomas Boberg om hans rejse til Etiopien. Jeg kunne også godt tænke mig at rejse til Etiopien eller et andet sted. Det kunne jeg godt. Der er ingen ende på, hvad jeg kan tænke mig. En flyvetur ud i rummet til en fjern planet, som de synger. Hvadsomhelst. Men solen er ligeglad med, hvad jeg tænker. Og fuglene. Duerne på taget som kurrer i eet væk. Fuldstændig ligeglade med hvad jeg tænker. En flue kommer summende ind i min stue. Den ramler mod vinduet og får på den måde ændret retning, således at den finder den åbentstående dør og forsvinder ud  i haven igen. Silden jeg spiste for lidt siden smagte godt. Løg og tomat i olie og eddike. Føg ud på vandet og roede op mod vinden som var for stærk til at man kunne stå op. Til badeanstalten, hvor damerne soler sig mens jeg fortøjer mit fartøj og går i kabinen for at skifte til badebukser. Jonathan, min søn – og for så vidt også min datter Suien- siger at det jeg skriver er alt for omstændeligt. Der mangler spænding, siger de. Jeg synes det er spændende nok at ligge og padle på et surfbræt mens bølgerne slår op og blæsten driver een ud på det åbne hav. Da jeg ikke skal nå noget mere, lader jeg mig gerne drive afsted. I begyndelsen gjaldt det altid fremtiden. Da den var lagt bag mig, stod nutiden som en blændende søjle og spærrede al videre fremfærd. Jeg spurgte hvad helvede meningen var og indså at spørgsmålet var forkert. Ordet “mening” var søjlen, der spærrede vejen. Derfor spiser jeg hellere syltetøj end grapefrugt, hvis man forstår, hvad jeg mener. Simpelthen og altid. Nu må det være nok!

Børnene er færdige. Hver med deres uddannelse. De er nu uddannede til livet, siger man. Jeg står på sidelinien og betragter tabernaklet. De er så glade. Det var jeg også en gang. Det er jeg for så vidt stadigvæk. Men nu fordi jeg er endelig er begyndt på min uddannelse. The never ending education til døden. Uha, tænker jeg. Hvad er det jeg skriver. Jeg gyser. Skal jeg virkelig dø? Min gode ven fra ungdomsårene Jesper Langberg døde i forgårs. Jeg fik et shock, da jeg så spisesedlen fra BT med hans billede. Den gamle udslidte mand. Åh Jesper! Hvor blev du af? Min bedste ven i 10 år. Havde planlagt at tage ind og besøge dig i din store lejlighed i København, men det blev så ikke til noget. Slut, men er det slut når man dør? Jeg tror det er løgn. Ligesom det med tiden der går. Det er også løgn. Har nogen måske nogensinde set “imorgen” eller “igår” for den sags skyld. Det er noget vi siger, ligesom så meget andet vi siger. Og tænker, tror. Jeg give op og ser, hvad der sker. Det er meget bedre. Fest og ballade. Glade studenter og magistre og blomster og champagne. Svigerforældre med stolte miner og dyre middage på Pony restaurant med Cadeaulignende anretninger. Sommerhus for studenterhuer med alt hvad dertil høre. Badetur til Nysted med hele familien og fisketallerken i Nysted havn. Blæksprutte og sejlskibe fra Tyskland med blaserte sejlere i cockpittet mens vi går forbi i blæsten, som får en coladåse til støjende at forfølge os hele vejen som var den den røde ballon i filmen af samme navn. Afsted til Bornholm i aften for at bygge hønsehus. Men først når jeg har været på cykel nede og bade fra den nyrenoverede badeanstalt. Død eller levende…

En lang historie. En rigtig lang historie var det. Fra første gang vi talte sammen og indtil nu, er der gået æoner af år. Og alligevel er vi sammen stadigvæk. Hvilket mirakel! For et hønsehus skyld! Det var hønsehusets skyld, at vi mødtes. På hjørnet af C.F.Richsvej og Hoffmeyersvej engang i 1912. Du kom gående, og jeg blev stående og således begyndte det hele. Var jeg nu gået væk, havde vi aldrigt mødtes. Havde vi aldrig kendt hinanden. Det for sure! Nu er det sådan, at jeg ikke gerne priser mig selv som værende af særlig intelligens eller fatteevne, men alligevel forekommer det mig, at dette projekt havde sin betydning udover almindelighed. Det værtsatte detailen. Den lille bevægelse som gør den store forskel. Det er hvad jeg husker bedst. Alle disse små situationer står sitrende klart i min bevidsthed. Når Kringle står der med sine halfemsårige øjne og ser op på mig, idet den påkalder sig min opmærksomhed. Da går jeg i stå et mikrosekund, hvorefter min bane her i universet er fastlagt påny. Det er mageløst. Eller når Sten, min ven i dette byggeri, lige så stille og roligt maner mig til eftertanke midt i mit anfald af “drama queen” hvor jeg “går i selvsving”,som Jonathan siger. Så siger Sten: – Rolig nu! Og så bliver jeg rolig. Der er nogen som siger noget til mig som jeg kan forstå. Når Bynke bare ved sin tilstedværelse siger det hele som en varselspæl i min bevidsthed, så er der bingo!

Nu er jeg flygtet bort fra al dette hæsblæsende jag en moderne familie må lide under for at opretholde sin eksistens. Parforhold som skal plejes så slægten/arten kan føres videre. Erhvervsmæssige ansættelser som må tilgodeses, for at økonomien kan løbe rundt. Forpligtigelser i det hele taget af samfundsmæssig art. Det er jeg flygtet fra. Langt væk ud i ørkenens sand. Og minsanten så ophører ørkenen og havet viser sig for mine øjne. Blåt og blæsende åbner det sin favn og lader mig opsluge af det. Jeg får min sup pustet op med 200 tag af den medfølgende pumpe, som har manometer indbygget til måling af de 15 psi dyret kræver. Og så er det bare ud på paddelen! Hu hej og afsted over bølgen blå mens alle de nøgne tyske turister grådigt ser på. Det er jeg ligeglad med. For mig er det afgørende, at jeg holder balancen. Ligesom i øvrigt i livet i almindelighed. -At holde balancen. Et godt udtryk og det gør jeg først med skælvende knæ, fordi jeg faktisk lige for et øjeblik siden faldt bagover og pladask ned i det kolde vand med hat på og det hele! Men jeg kom nu hurtigt op igen ved at livredde mig selv, i det jeg krappede først mit bryst og siden min mave hen over brættet, så jeg kunne genvinde den korrekte vægtfordeling. Jeg ligger på Lost-stranden og her er et hav af mennesker. Tyskere flest og det gør ikke noget. De er på ferie og meget afslappede og børnene råber “guten tag” ad mig, når jeg sejler forbi dem ude i vandet på mit fartøj. Jeg har fourageret til på mandag, hvor jeg tager over “Klippebo” på vej til Rønne, hvor du som jeg mødte på hjørnet af C.F.Richsvej og Hoffmeyersvej venter med en kop the, før jeg tager færgen til Ystad og over København og datter Suien, før jeg sætter kursen mod min have, som sansynligvis har overbegroet mit hus i al den tid jeg har været væk, så jeg måske slet ikke kan finde det. Og hvad gør jeg så???

Jeg var da en meget god tandlæge, var jeg ikke? Det synes jeg selv. Men syntes mine patienter det? Så vidt jeg ved, var de meget tilfredse og det jeg lavede var ikke noget bras, det er sikkert. Jeg gjorde mig umage, som det hedder. Når jeg nu var kommet så langt, kunne jeg jo ligesågodt få det bedste ud af det, ikke? Altså tog vi til Bornholm, hvor jeg skulle være soldat. Tænk Dem “soldat”. Hvad i hede hule helvede er det for noget. “Soldat” mig i røven, men det var den nemmeste måde at undgå konfrontation med “Staten”, hvad så i hede hule helvede det var/er for noget. Overkomandoen eller sådan noget. Dem som “bestemmer” over dig. Jo tak, det fandt jeg aldrig ud af helt, hvad det var for noget, selvom jeg prøvede på forskellig vis at konfrontere det. Tog til Norge og fiskede efter lax, som ikke var der med venner udi den marxistiske lære og prøvede at forstå ordet “dialektisk” og hvorfor der i universet var denne modsætning. Modsætninger overalt. Uforståeligt, men måske var der en forklaring, men hvor? Rejsen var begyndt på ski ned ad en glidebakke. For Satan!

Nu skinner solen. Havet ligger klart foran mine øjne. Jeg behøver ikke at skynde mig mere. Ordene kommer af sig selv, som de selv vil. Musikken eksistere. Lydene danser. Dansen er. ER. Og nu vil jeg have morgenmad her på Lost stranden, hvor jeg befinder mig i dag, det er fredag og jeg agter at blive hængene og spille “Blowing in the wind” af Bob Dylan på min ukulele og i øvrigt ikke bryde mig om spor andet end at bade og spise og læse og spille ukulele og fløjte og mundharpe og sove og padle på min sup. At I ved det, alle I abekatte!

Hjemkomst- Afrejse. Og igen:Hjemkomst. Og igen:Afrejse. Sådan foregår det hele tiden. Først tager man afsted. Så tager man hjem-. Ud og ind. Frem og tilbage er lige langt. Man når altså i bund og grund ingen steder og er altså alle steder. Færdig med fyrre! Så det kan være det samme, ikke? Men jeg (som er et ord på tre bogstaver og som sådan ikke andet end det) Altså dette “jeg” dette mystiske noget, som defineres som “sjæl” eller “identitet” eller “beskæftigelse” eller “stilling” eller “erhverv” eller hvad ved jeg. Ligemeget, dette jeg tog sig sammen. Hvorledes kan et ord på tre bogstaver “tage sig sammen”? Nå ligemeget, hvis jeg fortsætter på denne måde når jeg ingenting. Altså tog jeg mig sammen og fik slået min plæne, klippet min hæk og rettet min parabol ind på en metalpæl, som jeg købte for 20 kr i Munks produkthandel i Maribo i går., og som min kære nabo Lasse hjalp mig med at få banket på plads, så jeg nu igen uhindret kan følge med i verdens begivenheder her i mit lille hus i Bandholm på Lolland, hvor Jonathan min søn af andet ægteskab og i øvrigt et særdeles sympatisk menneske, var på besøg og spise humus og drøfte situationen i almindelighed. Mens min datter (af første ægteskab) på Bornholm fik flyttet det gamle hønsehus og Suien og Bue forbereder deres rejse til Cambodia. (Suien og Bue er min datter og svigersøn af andet ægteskab) Nå, men hvad rager det egentlig dig, min kære læser, hvem jeg har været i ægteskab med o.s.v. Sansynligvis har du nok i dine egne gebrækkeligheder med hus og hjem og hund og barn og udgifter til ferie og daglige fornødenheder som fuldt ud optager din opmærksomhed her i dagens “Danmark”. Fuck det! -sagde jeg til min urtekræmmer, da jeg hørte at han var blevet kørt over af en traktor nede i svinget ved benzinstationen.  Skulle jeg hjælpe ham med noget, var det da at tage livet af ham selv, men det orker jeg ikke. Jeg orker ikke mere at tage livet af noget. Jeg har nok lig på samvittigheden. Det er nu tid til reflektion. Det er det, så jeg rekflekterer lidt over den forgangne tid. Som sådan er der ikke sket ret meget, men i mikroperspektiv sker der noget hele tiden, som nok er værd at berette. Som f.eks. da jeg i morges dræbte en flue ude på mit badeværelse og fik så forfærdelig dårlig samvittighed over at have aflivet det lille kræ. Men gjort var gjort og da jeg ikke kunne holde ud at være i denne morderiske tilstand længere, tog jeg benene på nakken og hældte min rygsæk fuld af håndklæder og badebukser og begav mig på vej mod stranden og det forfriskende morgenbad, og hvad mødte jeg på min vej? En ualmindelig stor og hæslig motorcampingmobilhome med plyssæder og et par ældre pensionister i pyjamas, som var i færd med at fremvise deres nyerhvervelse for måbende naboer, mens de pralende åbnede ind til deres endnu uredte dobbeltseng, som stank af pis ovenpå nattens håbløse seksualitet. Jeg gik forbi med væmmelsen malet i mit fortrukne ansigt på vej mod havet og befrielsen. Vandet var krystalklart, og det lykkedes mig ved hjælp af et utal af svømmetag både som rygsvømning og brystsvømning at nå ud til den store røde bøje som markerer 200 meter mærket. Her satte jeg mig op og gestikulerede til en mågeunge, at den skulle være ganske rolig, for jeg ville selvfølgelig ikke gøre den noget. Det fandt den plausibelt og blev siddende så længe jeg opholdt mig på bøjen. Da jeg svømmede tilbage lettede den lidt efter og sendte mig en klat i hovedet af bar lykke! Nu er jeg hjemme igen i mit lille hus med den nyslåede plæne og den velklippede hæk. Morgenmaden står for døren. Jeg ved endnu ikke, hvad jeg skal have. Måske semuljevælling med kikærter. Eller farsfrikadeller af plantefibre med myseost. Eller osse faster jeg i dag og nøjes med vand. Vand morgen middag og aften. Det er osse en mulighed…

Der var noget, jeg skulle, men var det jeg skulle også det, jeg ville? Og hvad var det egentlig, jeg ville? Ville jeg noget andet, eller ville jeg det samme? Man kan sige, at jeg slet ikke vidste, hvad jeg ville og jeg derfor skulle. Skulle alt det man sagde var vigtigt for mig at gøre. Da jeg var frygtsom anlagt og ikke havde noget ståsted blev det nærmest uundgåeligt, at jeg gjorde som der blev sagt, at jeg skulle. Havde der været et endog ganske spinkelt håb i mig om et eller andet, som jeg kunne kaldet mit eget eller mig selv, var det dog på stedet blæst væk af de stærke kræfter som omgav mig og som på forskellige måder truede mig på min eksistens, hvis ikke jeg gav efter for deres pres. Jeg blæste altså væk og forsvandt og blev erstattet af en adlydende person som gennem årene forskansede sig i de spejlinger, jeg kunne genfinde i andres gunst og opmærksomhed. Jeg blev kort og godt en følgagtig nar. En øjentjener. En eftersnakker. En spytslikker. Et rigtigt røvhul, hvis jeg selv skal sige det. Og desperat efter en anderkendelse og berømmelse, som kunne skjule alt det jeg inderst inde var, nemlig en nar.

Angsten red mig som en mare. Nat efter nat drømte jeg om selvmord, fordi det var uudholdeligt at leve, som jeg gjorde. Hele tiden skulle jeg holde øje med, om min adfærd levede op til mine forventninger til mig selv. Jeg blev en enspænder. Gemte mig under dynen og græd mig i søvn. Det var et helvede.

Jeg lever sådan hver dag og tør slet ikke tænke på, hvor galt det kan gå, hvis jeg bliver opdaget. Hvis nogen ser, hvem jeg virkelig er. Det tør jeg slet ikke tænke på, så jeg undertrykker mine tanker og dræber dem med alkohol og stoffer. Det hjælper dog ikke meget. Jeg er stadig lige desperat og angst. Hvad skal jeg gøre?  Er der nogen som kan hjælpe mig? I kan skrive til mig her på siden. Jeg vil virkelig blive meget glad, hvis nogen har et forslag til, hvordan man kommer ud af en sådan kattepine. At være en løgn og indse sandheden om løgnen. Det er dræbende for alt liv. Jeg græmmes.

Mig.

Nå, men nu går det bedre!  Efter tusindvis af henvendelser med trøsterige ord har jeg genvundet mit gode humør. Det var en sort kulkælder, jeg var nede i og nu er jeg atter oppe i lyset. Solen sender sine livgivende stråler ned i mit ansigt mens de små krappe bølger skyller op i mine næsebor ret som jeg rygcrawler med kurs mod Bandholm mole, som jeg rammer med et bump, som knuser mine sidste triste tanker.

Jeg har lagt dej op til et brød. Det er en god begyndelse på mit nye liv. I morgen vil jeg gå ud og se på en rød MG sportsvogn. Senere vil jeg finde mig en partner på Elitedaters hjemmeside. Der er mange søde damer i tresserne som er på udkig efter sådan een som mig, de kan redde fra fortabelse i druk og misbrug. Pænt tøj skal jeg have på,når jeg går ud for at møde min udkårne. Og en lille fiks kasket. Jeg holder meget af små fikse kasketter. Og en sort paraply. Så tager jeg busssen nede fra Bandholm maskinfabrik, hvor busstoppestedet befinder sig. Jeg kender buschaufføren. Han er altid venlig og fortæller om sine børnebørn, mens vi kører. De har fældet en masse træer i Knuthenborgskovene, så nu kan man se milevidt ud over sletter med græssende moskusokser og vildsvin som roder i jorden. I jorden findes en særlig russisk orm, som de godt kan lide, vildsvinene. Mere ved jeg ikke om dyr. Dyr i al almindelighed, som man siger. Det ved jeg ikke meget om. I virkeligheden ved jeg faktisk slet ikke ret meget. Stort set ingenting, men det betyder ikke noget mere. Bare jeg har det godt. Det betyder mest. Mest af alt.

Men hvad nu?

Whatever I know, I dont know. Såre simpelt, ikke?

 

 

 

 

Den endelige afgørelse.(En eksistentiel dannelsesrejse.)

 

Hvorhenne er Prag? Hvorhenne er Tyskland? For slet ikke at tale om Berlin? En stor by, som man siger, med en masse mennesker som allesammen har hver deres gøremål. Det er sært, at de ikke støder sammen. men det gør de osse en gang imellem. Denne person som skriver dette stødte f.eks. Ind i en dame med en kat i en kurv. Katten skreg og hidkaldte en betjent som havde opsyn i den u-bahn hvor uheldet skete. Nu var gode råd dyre, for jeg ville gerne videre til Kreutzberg, hvor jeg skulle møde min kæreste efter aftale kl. 5. Men betjenten lod mig ikke slippe så nemt. Jeg fik en bøde på 5 euro og pålæg om at se mig bedre for en anden gang. Min kæreste tog i mod mig på hjørnet af Oraniestrasse og Friedericsstrasse og førte mig straks hen til Checkpoint Charlie, hvor vi mødte en russisk soldat hun kendte fra sin tid som indespærret i østberlin. Han bød på nudelsuppe og bier, som man siger og snart havnede vi i et festligt lag i en gammel østtysk bierstube, hvor osse Adolf Hitler og Gøring og Goebbels samt selvfølgelig Albert Speer engang kom og nød en øl. Så tog vi ud til Spandau fængslet for at hente en bog Speer havde glemt under sit 20 årige ophold der. Speer foreslog at vi slog et smut ned unter den Linden og så et stykke af Bertol Brecht, “Macht mit messer” som var et animeret tegnefilmshow med polske dukker sat op som opera, hvor kammermusikorkesteret under ledelse af Herbert Von Karajan spillede Ravels femte symfoni, og det var i sandhed noget af en oplevelse for lille skrivende mig, som bor under usle forhold i en omegnskommune i Berlin som hedder Kleinmachnow tæt på den stinkende flod med flere hundrede Autocampere omkring min latterligt lille volkswagen california med rustne forskærme, klapoptag som ikke virker fordi ledingerne til solcellerne er i vejen, når jeg lukker den op og som er skidekold om natten, så jeg må omslynge mit fattige legeme med utallige tæpper og puder og lagener for overhovedet at kunne falde i søvn. Satans til liv, siger jeg bare, og så kører man flere hundrede kilometer ad overfyldte motorveje, som man sågar skal betale for ved at købe en såkaldt Vignette til 20 Euro som skal klæbes op i forruden for at politiet kan se den når man bliver standset fordi man har overtrådt færdselsloven ved at køre for langsomt! Nå, men Berlin var selvfølgelig meget god og de trafikale forbindelser udmærkede. Ind og ud af S-tog og U-bahn med tagesticket til Kobusser Thor for at se alle de tyrkiske mænd og kvinder som bor der og har lavet deres egen lille stat, hvor man kan købe linsesuppe og falafel for en slik mens man skødesløst henkaster et par cent til en forbipasserened Thailansk harpespiller, som smiler taknemmeligt til een. Jøder er der overalt. Som spøgelser svæver de omkring i gaderne og trækker mig gennem Brandeburger Thor over til de afdødes sandkasse af størknede cementsten som nu udelukkende bruges til at sidde på og nyde sin medbragte mad. Sidst jeg var der dansede Jonathan i store firspring hen over gravstenene i jublende livsglæde, men blev abrupt afbrudt af en tysk gendarm med pistol i bæltet, som mente at det var for meget lykke i den alvorsfulde stund, hvor vi mindedes alle de mange millioner jøder, vi slog ihjel. Nå, men fortvivl ikke venner! Den nye generation vokser op, og i S-toget sad jeg overfor en ung tætklippet mand med sin kæreste og genkendte uden besvær den tyske soldat, der ca 1 måned før befrielsen skød den unge frihedskæmper Kim Malthe Bruun ude i Ryvangen. Giv dem en uniform på ( og det kan være hvemsomhelst ) og udsted en ordre, så dræber de hinanden. Det så jeg i det øjeblik. Satans!

Så her står vi så. I udkanten af Prag på en lille øde ø med eneste adgang til fastlandet via Karons Færge over floden Styx, som for øjeblikket udgøres af  Vitava, som strømmer dovent forbi mit automobilforrudevindue, og som jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre ved, og som jeg derfor lader være. I går da jeg kom farende ad motorringvej Berlin på vej ud mod den store hovedfærdselsåre gennem Dresden, som apropos blev totalt udbombet af amerikanerne i 44-45 og som nu fremstår som om intet var hændt, kom jeg i tanke om, at ethvert forsøg på at ændre på tingene fører uvægerligt til forværring. Tag lige den og spis den og se om den holder! Lige så snart du tænker dig til noget, har du ødelagt det. Nå men det er altså sådan som den lille skriverkarl her i minibussen ser på det. Måske er det bare noget sludder, som Thomas plejer at sige, når jeg fremkommer med mine anskuelser. Skråt op! Som jeg så plejer at sige, og så er den debat overstået, og det er måske osse meget godt. Nu vil jeg gå ud i Prag om lidt, når jeg har spist mine hvidløg og skrællet mit ingefær og tisset af ude på de urinstinkende toiletter her på “Caravan Camping” Ciarskà louka 162, Praha 5 og se hvad der sker. Desværre gik der hul på min natpotte, så jeg fik plettet mit lagen, men det er nu omhyggeligt vasket i flydende sæbe købt i det tyrkiske supermarked i Krutzberg sammen med Calendula tandpasta og Parodontax som mærkeligt nok var på hylderne til en meget lavere pris end i Danmark. Så det købte jeg og nu er lagenet vasket og hængt til tørre oppe under teltloftet, hvor den varme luft breder sig til alle sider. Så det skal nok snart blive tørt og Jørgen Leth er ikke den eneste, der er ved at blive gammel, skal jeg hilse og sige, men her i Prag kører folk over 70 gratis i alle offentlige transportmidler så, som min campingchef sagde, så er der da altid een ting der er en fordel ved, ved at blive gammel!

Paris London Rom. Hvor er vi nu henne? Nåh jo, vi er i Prag. Tjekkiets hovedstad og en meget underholdende by at finde rundt i. Det er hele tiden nyt og derfor ældgammelt, hvis I forstår. Store spirbærende kalkstensbygninger ligger og knejser hovent over den forbiilende tid. Floden glider stille afsted, som den har gjort i en evighed. Mc Donald ligger lige om hjørnet, når man kommer op fra Metroen. Så kan man gå ind og sætte sig under en parasol og nyde den grønne the og salaten fra fastfoodautomaten tilsat en tjekkisk flutes smurt med humuspikante som købes nede i det underjordiske supermarked. Når man skal hjem om aftenen er det et mægtigt mas at finde vej, men så er det et held at man har sin mobiltelefon og kan lade googledamen vejlede een. Det er faktisk meget behageligt med sådan en venlig stemme, man kan ty til når man er i vanskeligheder. Den er meget beroligende og osse en lille smule bydende. Gå den vej! Siger hun og jeg adlyder som regel. Dog sker det at jeg gør oprør og slukker for mobilen og går vild. Derved lærer jeg labyrinten at kende. Bider mærke i pejlepunkter, så jeg ved hvor jeg skal gå, hvis jeg vil tilbage til, hvor jeg kommer fra. Til sidst slår jeg mig ned under et træ og tegner mennesker og oplever hvorledes ethvert tilhørsforhold forsvinder og jeg bliver alene i verden. Denne verden som ingen kender, selvom alle synes at kende den til bunds. Men det bliver deres problem. Det at slippe fortøjningerne har altid været godt og er nu en tilstand. At mærke rebet glide væk mellem hænderne på een kan ikke sidestilles med noget andet. At lade tiden gå og se at den står stille. Så ser man sig selv med sin evindelig pludrende tanke som et akvarie, hvor boblerne bare stiger op og op sålænge pumpen kører. Og når pumpen hører op med  at pumpe hører boblerne også op med at stige. Så står alt stille. Så er der fred. Amen!

Ps. Til mine børn. Husk på at I i bund og grund ikke aner hvor I er eller hvad I er. Tænk over det og slip så for helvede tanken løs og tænk aldrig mere over det der med meningen med livet og sådan noget. Det fører ingen vejne. Det er spild af tid. Dead end. Vaste. Skulle jeg hilse at sige. Speculations. Big bang. Allah. Christ. Gud. Templet. Religion organiseret af præsteskab. Fuck det. Snobberi for sagkundskab og universitetsviden. Fuck det. Fuck det hele. Det er affald fra en syg menneskehjerne forkrøblet af angst op gennem tiderne. Overført fra generation til generation gennem “op” dragelse o.s.v. o.s.v. Jeg kunne blive ved, men nu har jeg siddet længe nok her under parasollen med det store M og er begyndt at få hold i nakken, så nu må jeg afsted ud i byen som bereder sig på en aften med fyldte restauranter og klubber her i denne forlystelsessyge by. De drikker som svampe alle steder og det er vist osse her, at danske efterskoleelever raserede et helt hotel og smed stole og borde ud af vinduet i alkoholisk kådhed. Ja, ja, de unge mennesker hygger sig og gud være med det.

Nu er vejret slået om. I går kom et mægtigt tordenvej mens jeg var på vej ud i det blå med sporvogn nummer 9. Jeg besluttede mig for at afprøve systemet og tog den første den bedste sporvogn med den hensigt at køre til endestationen uanset hvor lang turen end måtte blive; og det blev en lang tur over floden og ud i yderdistrikter med trist slum og sidenhen igennem kvarterer med ensformige boligblokke til vi til sidst holdt ved et stort Tesco supermarked, som jeg kendte det fra min tid i Eastbourne i England, hvor Suien i nogle år voksede op på Astaire Avenue. Det var så det, og da de havde blåbær til billige penge købte jeg en spand og satte mig på fortovet ved siden af en hjemløs tigger som jeg delte mine bær med. Da han begyndte at slå på en marokkansk lertromme, faldt jeg i med min mundharmonika som jeg i øvrigt fik i fødselsdagsgave sidste år. Der sad vi en tid og spillede og folk som kom forbi kastede mønter ned i den tomme blåbærspand. Dem delte vi ligeligt og han takkede mig for selskabet og gav mig et kram, da vi skiltes. Jeg tog samme tur tilbage med bus nr 9, men stod af på halvvejen for at frekventere et vegansk spisested, som dog ikke var meget bevendt idet resterne af dagens buffet udgjordes af 3 udslidte soyafrikadeller som lå ensomt i et støvet fad uden spor af attraktion. Dem lod jeg være og sprang på bussen igen. Nu var gode råd dyre, for hvad skulle jeg lave? Det spørgsmål vælder op i mit sind i tide og utide, og jeg må nok indrømme, at det er vanskeligt at besvare. Det meddeler jeg så den spørgende og han bliver ofte knotvoren fordi han ønsker aktion hele tiden. Der skal ske noget, som han siger.-Se nu at få fingenen ud af røvhullet og find på noget! Og jeg bliver forvirret og ved ikke, hvad jeg skal gøre. Pyha, det er svært, når man står helt alene der på gaden i menneskemylderet og alle – og jeg gentager ALLE ved, hvad de skal lave. Eller i det mindste ser ud til, at de ved hvad de skal lave, for de drøner afsted i hver deres retning udstukket af det foranliggende mål, som de har sat sig, at det er derhen de skal for at lave det de skal. Og jeg skal ikke lave noget. Jeg er færdig med at lave noget. Jeg har lavet, hvad jeg skulle og har nu fået den præmie af mit samfund og mine medmennesker og staten eller jeg ved ikke hvem det er, at måtte selv bestemme, hvad jeg vil lave, og så kommer det store sørgsmål: Hvad i hele hule helvede vil jeg lave? -Hvad vil jeg nu lave? Og nu, og nu, og nu? Til helvede med det hele tænker jeg så og sætter mig ned på den først givne stol som er ledig lige der for næsen af mig og der lige overfor mig sidder en dame og piller næse og det tiltrækker min opmærksomhed, som bliver tændt af hendes lange lakerede neglefingre som raver op i en stor lidt ældet og derfor ganske usympatisk næse. Ipaden ligger lige for i den blå taske. Jeg griber den begærligt og stærkt opildnet af min elskede veninde Karen Hilden, som tegner de vidunderligste croquis-tegninger på instagram, snupper jeg min Appel Pencil som jeg selvfølgelig har opladet før jeg gik hjemmefra og som derfor via bluetooth er forbundet til paden, og sætter mig til at tegne damens næse. Portrættet bliver ikke altid lige vellignende, som det jo ellers gerne skulle være, men når jeg får lagt lidt farver på og får næsens tomatfarve til at stå i kontrast til damens iøvrigt ret intelligente øjne ender det med, at jeg bliver tilfreds. Så begynder det at regne. Styrter ned og jeg må hive paraplyen frem og løbe hen til min ynglings vegetar restaurant, der som regel altid er overbooket og som derfor kun kan tilbyde mig en plads i baren hvor jeg indtager dagens løgsuppe samt en god salat og et glas cider. Når jeg skal hjem tager jeg metroen som ligger flere kilometer under jorden fordi den skal gennemkrydse under floden uden at der løber vand ind. Narodni trida er en stor metrostation med direkte forbindelse til Smichovske nadrazi, hvor jeg desværre overser bussen til Lihovar og må vente i susende iskold gennemtræk en time på den næste bus som fører mig hjem til min lille hytte på hjul med varmeapparatet snurrende og deadline på streaming plus et afsnit af “Better Things” som varmt kan anbefales!

Lige nu har de rokonkurrence nede på floden foran min bil og folk skriger og råber på bådene for at få deres favorit til at vinde. Det er en rædsom lyd når folk skriger for at komme i mål. Jeg hader det skrig. Det giver væmmelse og minder om krig og jeg hader krig. Men menneskene er i krig. Det har de altid været. Det er fordi de tænker sig til alt. Det skulle de fandme tage at holde op med. Men det gør de ikke. De bliver ved med at tænke og ved med at føre krig mod hinanden. Fuck dem. Røv. Lort. Pis. Æv. Men jeg har det samme problem. Jeg er et menneske ligesom alle andre. Men jeg er også et dyr. Og en plante. Et insekt måske? Jeg er nok et insekt. Et tænkende insekt.- Kan det lade sig gøre? Hvem ved…

Nu har jeg det! Tanken ER handling. Der finder handling sted HELE tiden. Det er ikke først tanke og så handling. Giver det mening? Tanken er et strålende instrument, det er ikke sådan, at jeg mener tanke som noget negativt. Det ødelæggende finder sted når tanken opfatter sig selv som aktør der kan “gøre” noget. Kan “tænke” som en tænker der er er adskildt fra tanken. Her sker katastrofen. Jeget som en i luften frit svævende “ting” der kan “gøre” hvad det vil. Den såkaldte “frie” vilje. Det er det jeg mener. Det er det experimentet går ud på hele tiden. Og tiden viser sig at være en illusion i virkeligheden som er evig. Amen igen… ( I må meget undskylde, men jeg kan ikke lade være.  Det er alt for spændende det liv, ikke osse?)

Man kunne også sige, at katastrofen sker når man (tænkeren) forsøger at kontrollere tanken. Så er det, at der går kuk i det. Så er det at den indre konflikt opstår. Og med den indre konflikt den ydre. Din/min tanke. Dit land/mit land. Dig/mig . O.s.v. Fuck alt det lort, vi er opdraget med. Ikke tænke slemme tanker, nej tænk positivt. Tænk, tænk, tænk. Tænk hvis du vandt. Jeg tænker, altså er jeg. Sikke dog en masse sludder man har fundet på for at bevare kontrollen. Kontroller dig selv! Styr dig! o.s.v. Når nu det hele i bund og grund er u-kendt.  Kontrol over naturen. Kontrol over det hele. Sikkerhed. Angst. Fjender. Olieafbrænding. Iskalotafsmeltning. Dyremishandling. Kontrol. Styring. Tankekontrol. Diktatur. Angst. Frygt. Sygdom. Død. Pis og lort det hele. Ord bare ord og dermed tanker som er ord og billeder som vi tror vi kan rykke om med efter forgodtbefindened, fordi vi tror vi har magt til at styre hvorhen vi vil. Viljen, det frie “vil”. Vil vilje. Hvad vil jeg? Hvad vil du? Sammenstød. Krig. Penge. Pis. Jeg giver op, gør jeg. Så går det hele af sig selv, ser jeg. Så opnår (op-når) jeg ingenting, og det er osse ligemeget, er det. Rigtig lige meget. (De råber stadig dernede på floden og tilskynder roerne at gøre deres bedste, så de kan vinde (kun een kan vinde. Resten er tabere.)  Jeg har tabt og stiller mig bagerst. Lader alle de andre komme først og ser istedet den lille musvit på grenen som pudser sine fjer. Det er osse meget bedre. En gevinst.

Nu er vasketøjet hængt til tørre. Jeg fik lort på badekåben fordi jeg var for længe om at gå på toilettet. Der er altid et eller andet om morgenen, jeg skal, og så trækker det ud og så er ampullen overfyldt og jeg må løbe for at nå hen til tønden inden det går helt galt. Sådan går det tit. Jeg har travlt med alt andet og overser det vigtigste. De basale processer, endskønt jeg ofte tænker på dem. Som f.eks. Døden. Det vil jo være aldeles forfærdeligt, hvis jeg nu dratter om i et supermarked nede i den underjordiske metro, og hvem skal så tage sig af mig, tænker jeg, men så sørger jeg altid for at have legitimation så som pas og sygesikringsbevis på mig, så jeg kan blive sendt hjem i en glaskiste med rigtig destination. Nå, men døden kan man ikke undgå. Sådan ser det ud, og da den er uundgåelig, lader jeg den være. Den følger mig som min skygge følger mig og det er helt i orden.

Når jeg så er kommet over de værste godmorgenkvababbelser og har taget mit dampbad og skyllet kroppen med adskillige spande iskoldt vand, går jeg ned til Karons færge og lader mig fragte over på den anden side. Der frekventerer jeg for øjeblikket Nepal House, som er en lille nyåbnet restaurant med sød bejening og dahl og linsesuppe. Ejeren har lige besteget Anapurna via basecamp, hvor hun fik højdesyge og måtte fragtes til Kathmandu i en helikopter. Desværre var hospitalet, hun blev behandlet på stærkt beskadiget af jordskælvet, men de tilbageblevne læger, som iøvrigt godt huskede den danske sygeplejerske som assisterede dem i 2011 og som var den ene af mine to døtre, -de behandlede hende så godt, at hun kort tid efter stod på toppen af Anapurna gebetet i over 7000 meters højde. Det underholdt hun mig om i fire stive timer i går aftes mens hun ustandselig øste mere linsesuppe op i min skål, og jeg tilskriver i høj grad mit afføringsproblem denne morgen hendes linsesuppe, som efter sigende har en stærk laxativ effekt. Det blev sort nat inden jeg fandt en sporvogn som kørte mig til Lihovar, hvor jeg bor. – Hvorlænge jeg skal bo her er et spørgsmål. På den ene side havde jeg i går besluttet mig for at køre op i de østrigske bjerge i morgen den første maj, men så så jeg vejrudsigten og den lovede ikke godt. 6 grader med isslag og sne. Hvad siger I så? Og i Danmark var der meldt om 20 grader og høj sol. Hvad er jeg ude efter? Det er det gode spørgsmål. Man skal ikke løbe efter vejret. Så skifter det bare for næsen af een. Her er solen begyndt at skinne efter 24 timer med styrtende regn og jeg sidder med åben dør i shorts og skriver og ser ingen grund til at fare afsted. Så jeg bliver nok lidt endnu. Der er ingen jeg skal spørge om lov til at blive eller rejse. En uendelig frihed som ikke er helt så dårlig. Det giver mulighed for uanet flexibilitet, hvilket vil sige, at man er i stand til at handle adækvat i selv de mindste detailler. Til sidst er man som stivnakket planlæggende væsen så bøjet og tvistet at man uden at tænke over det falder ind i musikken uden tøven og i det rette øjeblik. Smart.

Fra Domen i Wien. Sidder jeget og tænker sit. Mig og jeg i fredelig samdrægtighed. Er der en kurre på tråden som f.eks når mig vil den ene vej og jeg vil den anden, så forgår en fredelig samtale om emnet som altid munder ud i en konsensus til både jegs og migs tilfredshed. Allerdyrebareste sandhed er den at intet er mere sandt end andet. Mødte en invalid da jeg steg ud af toget til Kaiser Franz Josefs banegård som venligt viste mig vej til sporvogn D der førte mig til Wien Hauptbahnhof, hvor adskillige butikker frister med østrigste strudeln til 2 euro stykket, som jeg ikke købte, da jeg medbringer et stykke kernerugbrød samt to bananer og et æble til fortæring på Stephansplatz sammen med en lille flaske vand tappet af campingpladsens hane for trinkwasser. Den invalide bekræftede mig i visheden om min uvished idet han anbefalede at google, hvis ikke man vidste hvor man var og selv derigennem kunne man aldrig være helt sikker. Sikkerhed er noget underligt noget. Som f.eks. når jeg ikke ved om bilens kilerem er i stykker og derfor har bestilt tid hos mekanikeren her i Klosterneuburg på mandag for at få den kontrolleret samt for at få olien skiftet, når jeg egentlig godt tror/ved, at alt er i orden og kun gør det for at være helt sikker. Og det gør mig usikker, for hvad nu hvis mekanikeren laver en fejl og det hele bliver meget værre. Nå, men nu er tiden bestilt og jeg stoler pa volkswagen…

Jeg bliver ofte væk for mig selv i denne tid og det er  en stor glæde. Er ukendt sted som ukendt væsen som her i den store domkirke med de mange turister som tager billeder med mobiltelefon og jeg sidder på en af de umagelige bedebænke og fatter ikke en skid af det hele med det der religion og tro og bøn og alle de ældgamle statuer og billeder af “hellige” mænd og en enkelt kvinde som er jomfru o.s.v. Hvad laver jeg her? Jeg ved det simpelthen ikke.

Tirsdag den7. Maj 2019 Budapest.

Why should I be in a hurry? Why? Det spørger jeg tit mig selv om, men det ligger dybt i blodet. Dette at skynde sig. Det er ligesomom en stemme indeni mig siger: -Se nu at få lidt fart på. Det er stemmen som er en sammentrækning af alle de stemmer, der gennem hele min tilværelse har råbt ad mig med ordene: Skynd dig nu lidt! Alle mine oplevelser har den fællesnævner at blive skyndet på. Så hele den jeg er, er en jagethed. Mit hjerte banker i hast og ikke i ro. Jaget gennem livet som et forvildet dyr på flugt fra jægerens skarpladte bøsse. Sådan føler dette jeg sig ofte,men når det ses er det en energi i sig selv at modstå det og handle ud fra de givne omstændigheder som altid og jeg gentager altid er i ro. Det er mig/jeg der er i uro og det mærker jeg hele tiden når jeg sidder her og tror, at hvis jeg ikke skynder mig lidt, så er dagen forbi og så har jeg ikke opnået noget og det er ikke så godt for så bliver jeg ikke til noget og det er ikke så godt, kan du nok forstå, ikke? Vel? O.S.V

Nå, men jeg fandt ikke den i google så omtalte veganerrestaurant. Den var lukket.Under ombygning. Nå, men så lå der en lille thaifidus lidtlængere henne om hjørnet og der gik jeg ind og fik dejlig vegetarisk vok og en ditto tomyoum suppe altsammen til 50 kr eller 2500 floriner eller hvad de nu hedder de ungarnske penge. Her er faktisk rigtigt rart på den lille campingplads “Natura” midt i en skov og alligevel kun 5 km fra Centrum med bus som er gratis for ældre som mig. Wow! Lige som i Prag, så jeg mæsker mig i gratis køreture med sporvogn, bus og metro. Det er spændende med en helt ny by, hvor man intet kender og et sprog man ikke forstår og så er her lidt altmodish p.g.a. den ikke så lange periode der er gået siden murens fald og sovjets dominansophør. Stadig denne nye frihed i blodet på menneskene her kan man mærke. En udmærket by som skal exploreres i hvor mange dage ved jeg ikke og nu er vejret blevet godt med sol så alt er frydefuldt og dejligt og tak for det!

Det var noget af en tur. Siger jeg. Med bankende hjerte begav jeg mig afsted fra Budapest, som jeg ellers var begyndt at holde meget af. Så meget, at jeg følte, at hvis jeg blev hængende, kunne jeg nemt komme til at gro fast, og det er det sidste jeg vil. Det ligger helt klart nu. Hver gang jeg føler, at rødderne er ved at tage fat i undergrunden og vanen indfinder sig og alt bliver rutine, går jeg fra vid og sans og flygter afsted ud i nye vilde æventyr. Det er altså sådan blevet min stil, og nu kan jeg lige så godt indrømme det overfor mig selv, og se hvad det medfører. Værten på campingpladsen i Ave Natura Camping i Budapest frarådede mig ellers at køre op i high Tatra, efter at håndbremsen havde sat sig fast og jeg ikke kunne komme ud af stedet før han mente, at hjulet var komet af og det lykkedes ikke for ham idet den sidste bolt nægte at give op, hvilket blev mit held da han derefter måtte køre efter frugt og således var væk, da den Ungarnske Falckmand som ankom kort tid efter med et snuptag og en hammerbanken på bremsecylinderen løsnede håndbremseblokken så jeg kunne komme væk inden campingværten kom tilbage og fortsatte sin skepsis over min gamle bils muligheder i High Tatras. Så jeg gav fanden i ham og advarslerne og det gik også meget godt indtil i nat, hvor den egentlige opstigning skulle begynde. Da gav jeg op. Var simpelthen for træt til at køre videre og slog lejr på en parkeringsplads udenfor en ølstue med fulde folk som kom vraltende forbi min soveplads dog uden at gribe forstyrrene ind i min søvn.

I morges så alting lyst ud igen og opad gik det hele tiden i een uendelighed,hvor opmærksomheden på temperaturmåleren og bilens forskellige lyde hele tiden er i højeste alarmberedskab, for hvis der nu sker noget og køleren eksplodere eller baghjulslejerne bryder sammen eller, eller, eller… Det er yderst spændende og klart bevidsthedsudvidende at vide, at hvis køretøjet bryder sammen på en sådan stærkt skrånende og meget smal bjergvej her nede i de slovakiske alper så er fanden løs og så o.s.v. Det sidder man og tænker på hele tiden med den gamle bil, men jeg kom dog op og nåede passet og nu siger en bjergvandrer jeg spurgte, at nu  går det nedad og nedad resten af vejen til denne bjergvandrecampingplads, som jeg har sat mig for at besøge. Ellers har jeg været ude og gå i den skønne 2000 m høje luft med ozon og graner og rislende vandløb og alt hvad mit hjerte kan begære af udluftning efter de beskidte og osende gader i Berlin, Prag og Budapest. Her oppe i bjergpasset bliver jeg i nat selvom det nok begynder at sne og hagle. Skide være med det. Jeg sidder trygt og godt i min varme bil med god internetforbindelse, så jeg både kan følge valgkampen i Danmark og se Netflix. Eller læse de sidste kapitler af Lykke Per…

Det er det er det. Sådan kan man begynde en sætning. En sætning af ord som er symboler eller billeder eller modeller eller forestillinger som forsøger at indkredse, det der sker. Lige nu i dette øjeblik sner det udenfor mit vindue. I morges da jeg vågnede og trak gardinet til side, så jeg at sneen dalede lige så lystigt ned udenfor. Jeg krøb straks ned under dynen igen. Det skulle jeg ikke have noget af, skulle jeg. Puha for et vejr her i det høje Tatras, hvor jeg i går for første gang på denne lokalisation bevægede mig bort fra mit køretøj for at inspicere dette sted, jeg ad omveje over et bjergpas er nået til i nattens mulm og mørke. Der var ikke lang vej ned til en spredt bymæssig bebyggelse og det første mit øje søgte var selvfølgelig et supermarked eller en købmand eller noget lignende så jeg kunne være sikker på at få noget at spise. Det er vigtigt at kunne få noget at spise. Det ved enhver. Så jeg gloede mig omkring og så intet supermarked. Til gengæld så jeg en jernbanestation og en fedladen jernbanearbejder, der gik forbi mig uden at hilse. Nå, tænkte jeg, men jeg kan jo altid gå hen i stationsbygningen og se, hvad der foregår der, og det gjorde jeg så og stødte på en venlig dame i et glughul som opskrev en mindre bjergbanes afgangstider og ankomsttider oppe i  StrebskePleso samt afkrævede mig et gebyr på en euro for turen som jeg straks overbragte hende med tak for hjælpen på Tatransk.(Et sprog jeg ikke florstår et kuk af, men taler udmærket!) Nå, så strømmede det ind med en hel bunke Tatranske skolebørn på udflugt som jeg slog følge med op i det nydeligt rødmalede kædetrukne skråbanetog som kører på en midterskinne med modhager så det ikke kan falde ned op ad den stejle stigning som vi påbegyndte og som åbenbarede den smukkeste udsigt over mod det Tatranske himalaya med snedækkede bjergtinder som fremkaldte et begejstret “Åh” hos alle børnene samt hos undertegnede ved synet deraf. Det var mageløst! Sådan ganske af sig selv var jeg havnet i en begivenhed ganske uden hensigt. Det var dejligt og toget steg og steg og jeg åbnede et vindue og stak hovedet ud i den sitrende og granduftende morgenluft og havde det faktisk ganske godt. I modsætning til i morges, hvor jeg bare tænkte på at komme hjem. Men som den kære Dylan synger, så er det så som så med “direction home”, for hvor er “home” det ved jeg snart ikke, for som nu hvor det som sagt sner udenfor og jeg sidder her i min lille varme hytte på hjul og følger en lokal brunfarvet vipstjert som nærmer sig bilen udenfor og som ser op på mig og som jeg ser ned på, mens sneen daler og bjergene og granerne står ganske stille og er til, så er det jo et ganske passende “hjem”. Så her bliver jeg nok et par dage eller så.  Det er hele tiden et spørgsmål om, hvornår jeg skal videre og hvornår jeg skal med færgen Gedser Rostock, for hvis man bestiller i god tid kan man få det til nedsat pris, men så skal jeg sætte en dato præcis hvornår jeg vil med den færge og det er skidesvært at vide, for derfor lader jeg for øjeblikket det svæve hen i det uvisse, hvornår det bliver.

Under alle omstændigheder fik jeg taget et bad i morges med badekåbe og paraply hen over de snedækkede græsarealer til et ellers udmærket badeområde og det hjalp på humøret især den afsluttende iskolde dusch som mindede mig om min vinterbadning, som jeg jo må give afkald på for tiden, men kan erstatte med fodbad i nyfalden sne. Oppe i Strebske Pleso var der en særpræget sø, som kun findes her oppe, da gletcherne har lavet den for 8 tusind år siden og der derfor lever en fisk som kun lever der i hele verden, som dog er ved at uddø fordi turisterne fodrer ænderne i søen med brød som skaber iltmangel, så rundt om søen står skilte med forbud mod fodring af ænderne. Jeg så derfor kun to ænder og ingen fisk, men fik en herlig tur rundt om den blånende sø forbi “Villa Maria” hvor en berømt Slovakisk digter sad og skrev engang i trediverne og som nu har en statue af ham udenfor. Meget interessant… Lige så interessant som at høre om det danske snart forestående valg og alle politikerne som hver og een meler deres egen kage som sædvanlig.  Det kan jeg høre på radio 24/syv med den gode netforbindelse, men jeg slukker nu ofte midt i det hele af brækfornemmelser. Ellers ved jeg ikke , hvad jeg skal sige, jo fedt – skidefedt det hele o.s.v. Når jeg ikke får dødsangst og tænker, hvordan skal det gå altsammen og frygt og bæven og så videre kære venner. Men det bliver jeres sag. Ikke min. Jeg har nok. Til tider mere end nok. Til tider. I øvrigt kan man kun få hvidløgssuppe med et tykt lag smeltet ost i bunden som kolesterolaflejlinger på en aortavæg og det gider jeg ikke spise mere. Det er hvad man kan få af vegansk mad her. Resten er pølse og svin og æsel og ko og ged og kanin og små ovnbagte sangfugle indpakket i kålblade. Trods alt…

Er nu gået i hundene. Billedligt talt eller emblematisk som man siger. Som et symbol på min tilstand som startede den sidste dag i Slovakisk Tatra,hvor regnen silede ned og temperaturen ikke på noget tidspunkt oversteg 6 grader. Rystende og forkommen vandrede jeg op og ned ad Poprads efterkrigsprægede gader med alleer op mod et stort rundt mindesmærke som udspyede kanonløb og blomsterild fra gravstenenes granit. Sygt, og vældede regnen ikke ned over mit ansigt så tog vinden så hårdt i paraplyen at den krængede ud og blev ubrugelig. Hjertet gav nogle ynkelige hop af irritation over at være blevet taget afsted på en så trøstsløs færd. I toget mod Poprad mødte jeg en kvinde som arbejdede i Gambia fordi hun hadede Ukraine, som hun var på vej til for at besøge sin søster. Det gik op for mig med et shock, at jeg blot var 100 km fra grænsen til Ukraine og fik dermed en fornemmelse af nærhed til Putins Rusland og alt det. Frøs da jeg kom tilbage til stationen og tog fejl af togene så jeg ikke fik turen op i bjergene men kun den lige linie direkte hjem til mit våde tagtelt på bilen. Satans, tænkte jeg. I det mindste kunne en lille ekstratur op til den sterile sø og damerne i supermarkedet have gjort godt, men det skulle ikke sådan være, for jeg tog fejl. Satans. Så var det altsammen satans. Det var prikken over iet, at jeg tog fejl. Så kunne det hele bare være ligemeget og jeg besluttede at køre videre. Dagen efter regnede det stadig og sneede også let og derfor var det bare med at komme afsted. For hurtigt, tænkte jeg, da jeg havde kørt 50 km på hovedvejen til Bratislava og vejret klarede op og skyerne trak sig væk fra himlen og lod solen bryde frem. Da fortrød jeg at jeg var taget af sted. Det var jo dog på trods af regnen alligevel det bedste sted, jeg havde været, tænkte jeg. Med denne dybtgrønne grannatur og de høje isdækkede fjelde som tittede frem i tågen mellem sne og regnbygerne. Og nu var jeg kørt og nu fortrød jeg. – Du kan jo bare vende om, var der en stemme som sagde indeni mig, men det var osse tåbeligt, tænkte jeg. Har man sagt a, må man osse sige b o.s.v så jeg kørte videre ad autostrada D 11 mod Bratislava. Tænkte på Christian den fjerde i “Kongens fald” som sejler frem og tilbage mellem Fyn og Jylland i et eksistentielt vægelsind. Det var mig i en nøddeskal. Alene i verden og skal træffe beslutninger hele tiden, men det er osse det hele turen går ud på. Det med at vælge, og kan man det? Og hvorfor vælger man som man gør, og til syvende og sidst ligesom i Lykke Per spørgsmålet: hvem i hulen er jeg? Det er ikke rart at se, at man bestemmer eet og vil noget andet og det hele kører rundt og når det så osse styrter ned og de store lastbiler sender kaskader af vand ind over ens forrude når de overhaler og campingpladsen i Bratislava er et hul, hvor den eneste meddelelse man får ved indgangen er at der er tyve overalt og man skal passe på for de bryder ind i bilerne og stjæler alt af værdi, så bliver man skidetræt og sur. Så jeg vendte kajakken og satte kurs mod Wien og Klosterneuburg, som jeg kender og nu skinner solen og jeg har vasket tøj og ryddet op og læst lidt i Thomas Bobergs “Africana” og falder til ro efter min vakelvornhed.

Jeg kan ikke tage afstand fra noget. Jeg bliver nødt til at tage alt ind. Det er min skæbne.Færdig med det. Slut og finale med at være højrøvet eller øretæveindbydende. Det er ikke min stil. Der landede en sommerfugl på min næse for et øjeblik siden her oppe ved Langbathseen, hvor jeg er på inspektionstur, for at se om vejens hældning tilfredsstiller min bils formåen.  I aften vil jeg køre heropad. Nu er jeg på gåben, og sidder på en bænk under beskyttelse af jesuhjerte mens jeg spiser min humpel forsødet med en afrikansk banan og tænker over tingene. Det har vist sig, at her er en svævebane med et billigt eftermiddagstilbud om at blive løftet op i højden, hvor sneen ligger og luften er tynd, klar og ren. Det tilbud må jeg ubetinget benytte mig af. Min nabo nede på Stellpladsen, som det hedder, har forsynet mig med oplysninger om elcykler, som han medbringer i sin kilometerstore autocamper sammen med sin lille tykke kone, som han stuver ind i kassen og kører væk i om et øjeblik. Så er jeg alene igen, men så kommer en anden tysker og fortæller mig, hvor glad han er for Danmark, og at han har lejet et hus i Tisvilde til sommer, som han glæder sig meget til, for som han siger på gebrokkent dansk:- Jaj ælsker dæmark. Jeg smiler til ham og ønsker ham god rejse, da han kører hjem, fordi han skal arbejde på mandag. Ellers går de alle i lederhosen med grøn alpehat og ligner Adolf Hitler i Berchtesgarden. Meget underholdende at lederen af det regeringsbærende højrenationalistiske parti her i Østrig er taget i alvorlig korruption i samarbejde med Russerne, og præsidenten derfor nu er nødsaget til at udskrive nyvalg. Måske er historien slet ikke lineær, men snarere vertikal. Det tror jeg nok den er. Kort og godt: Der sker ikke noget, der ikke allerede ER sket. Meget indlysende faktisk, da det hele sker erindringsbaseret stuvet sammen i alle hjerner som kollektiv bevidsthed. Der er intet nyt under solen, som man siger, så længe det er os, den menneskelige race som bestemmer, og her går det kun nedad bakke, selvom der gispes og skriges og råbes om “løsninger” hele tiden, og jo flere løsninger desto flere uoverskuelige situationer, som man så alligevel forsøger at “løse” i een uendelighed. Hvordan tror man, at man kan bremse den globale opvarmning og de deraf følgende katastrofer for menneskeheden, når menneskeheden i bund og grund er ligeglad, optaget som den er af sin sult og fattigdom, sine stridigheder, sit magtbegær og grådighed og sin forstyrrede tankevirksomhed? Det må siges at være yderst naivt. Men det fortsætter som sagt i een uendelighed med kævl og bævl og intellektuel snak i valgkampagner og krigsforberedelser og nationalisme og hvad ved jeg. Rækken af tåbeligheder er uden ende. Men tro blot på at I kan løse det med alskens propaganda og såkaldte “tiltag”. Jeg tillader mig at have mine tvivl.

Underskrevet Jesus Kristus, hvem jeg tog notat fra her på bjergvejen op til Langbathsee/Ebensee.

Der er det, der sker og så er der det der kan ske. Heri ligger dilemmaet. Men det der kan ske, vil altid opstå gennem det der sker. Derfor er det nok at holde øje med, hvad der sker og ikke spekulere over, hvad der kan ske. Det er formålsløst. Siger jeget til sig selv idet det befinder sig på en kundeparkeringsplads hos Volkswagen i Ebensee Oberøstereich i silende regn og har sovet i bilen for at være parat kl. 7.15, når værkstedet åbner. Her er jeg blevet venligt modtaget. Har fået lov at låne toilettet og er stillet i udsigt, at man sansynligvis vil få tid til at skifte min motorolie og filter en gang i dag. Sådan er det. Ingen spekulationer. Rene facts. Hvad der sker herefter kan der kun gisnes om. Visse planer tegner sig dog i horisonten med at indlogere sig i campingplatz Traunsee for en duch og noget ordentligt internet og en overvejelse om hvilken rute man vil tilbagelægge under opstigningen mod de nordligere himmelstrøg.

Når jeg nu fortæller dette, er det kun for at meddele, hvorledes den lille hjerne ustandselig og i stadig nervøsitet beskæftiger sig med alle de ulykker, som kan falde ind på dens vej. Sygdom, død og en bil som går i stykker, men jeg synes, jeg gør mit bedste for at være forberedt. Som nu hvor jeg skifter olie, selvom jeg måske nok kunne køre videre, men det ville være uforsvarligt overfor den gamle motor ikke at behandle den ordentligt, så nu sidder jeg her og venter på, at bilen bliver færdig og jeg kan køre videre. Hvorhen og til hvad? Det må guderne vide.

Hvad gør jeg?

Jeg er landet i en forladt ungdomskoloni. Med grafitti over det hele. Slagord om lede kapitalister og hård rock. Badeværelset har høje automater, hvor man kan trække kondomer og affald flyder overalt i store bunker af øldåser, pizzabakker og millioner af cigaretskod. Bådeværelserne lugter af sure sokker og her er ikke en sjæl. Udover den lille tynde pige, som tog imod mig da jeg kørte ind foran den faldefærdige receptionsbygning i formiddags. På turen over bjergene standsede jeg op ved et kors. Der var også et billede af en ung mand, som var blevet dræbt på sin motorcykel i svinget, hvor jeg holdt. De store lastbiler kører faretruende tæt på mig og bagved ligger de små rappe moderne torpedoer og griber den mindste chance for at bryde ud i en hasarderet overhaling. Jeg ser for mit indre blik den episode på motorvejen i Tyskland for år tilbage, hvor jeg var vidne til et sammenstød, hvor bilerne smadredes lige foran næsen af mig med passagerene slynget op i luften og ind i autoværnet. Jeg kørte forbi i den modsatte bane og har aldrig glemt det. Derfor kører jeg meget forsigtigt og skider på om de presser mig bagfra. Men det regner stadig og selvom jeg gik en tur ud til søbredden langs en sti som de kalder “musikstien” fordi kendte østrigske komponister har skrevet på malede tavler undervejs, fandt jeg ikke ro. Derfor vendte jeg hurtigt tilbage langs et ståltrådshegn, hvor en solsort f’or forskrækket op i mit ansigt som et andet vækkeur. -Hovsa, hvad laver du der lille ven, udbrød jeg, mens den skræppende fløj ind i buskadset. Da jeg nærmede mig de store bygninger, som kolonien består af, kom en mørkhåret og skummelt udseende mand ud og spurgte, hvad jeg foretog mig. Jeg standsede op og så uforstående på ham. Den lille tynde pige kom frem bag ham og trak ham væk. -Du skal ikke være bange, sagde hun. – Han vil bare beskytte mig. Han er forelsket, forstår du. Men nu skal jeg fortælle dig noget. Jeg vil lave dig en dejlig ret til middag, hvis du har lyst. Hvad siger du til det? – Jeg er veganer, så jeg ved ikke om det så kan lade sig gøre, svarede jeg. Jo, jo, helt i orden. Du får det præcis som du vil have det! -Så kl.7 skal jeg ind og spise hos pigen og vennen, og det glæder jeg mig til. Det gør jeg virkelig.

-Det er ligegodt tosset, at man skal forstille sig for sådan en skide kælling! -betroede den mørke mand mig, mens den lille tynde pige var i køkkenet for at tilberede maden. Da hun kom ind med fadene med overdådige veganske retter og ris og blomkål og rosenkål og pastinak og løg og gulerødder, blinkede han skælmsk til mig, som havde vi en hemmelighed sammen. Jeg var komplet uforstående overfor hans attitude, da jeg syntes at hun (den lille tynde pige) var noget af det nydeligste og fine, jeg længe havde mødt. Jeg blev stødt, ja faktisk ret indigneret over hans opførsel, og for at imødegå hans uhøviske optræden var der ingen ende på den ros, jeg gav hendes kogekunst. Da vi havde spist, talte vi lidt sammen om fordelene ved at være veganer. Både set fra samfundet og klimaets og den enkeltes sundheds perspektiv, men det lod ikke til at interessere fyren det mindste. Han sad bare og fjollede og lavede grimasser som om han tyggede kød! -og da han til sidst begyndte at råbe op om sin egen ufejlbarlighed på oberøsterreichsk i stærkt højreextremistiske vendinger, så jeg ingen ande udvej end at slå ham ned!

Vi bar ham ned til stranden og lagde ham i en pram, som de socialistiske ungdomsgrupper havde efterladt fra deres sidste gruppemøde i kolonien, og skubbede den ud i den store Attensee. Det sidste jeg så til den lille tynde pige, da jeg om morgenen kørte videre mod Prag, var hendes skikkelse i vandkanten mens hun stod og kastede afplukkede blomster ud på vandoverfladen.Da havde jeg virkelig ondt af hende, men hvad kunne jeg gøre? Nu er jeg i Prag og har lagt hændelsen bag mig. Det regner iøvrigt stadig, men jeg har fundet et sted med overdækket swimmingpool og udsigt til gyldentgule sennepsmarker og der slår jeg mig ned en tid. Jeg kan ikke tage tingene alvorligt mere. Det hele flyder. Sært.

På gaden i prag møder jeg en rundkreds af maskeklædte anonymous med barneøjne, der stirrer ud gennem glughullerne i den uhyggelige ansigtsforklædning. De holder skærme med videoer, som viser drabet på vore medskabninger, dyrene, som foregår hver dag på slagtehallerne rundt omkring i verden. Jeg kender dem godt fra København, hvor de har stået på Sct. Hans Torv og andre steder. Jeg går hen til dem og ser ind i deres øjne, mens jeg spørger: -What to do? Jeg er veganer og hader alt det, der sker i denne verden, men ser ikke noget håb. Putin borer efter olie i Arktis og Trump forbereder en atomkrig. Verdens fattige er gidsler i magtgale menneskers uendelige grådighed. Den eneste løsning, jeg ser for øjeblikket, er den menneskelige races totale udslettelse, så verdens planter og dyr og hele biosfæren kan få ro til at genoprette sig selv. Det er vores skyld det hele, og den eneste chance for naturens overlevelse er, hvis vi ophører med at eksistere! En sød lyshåret pige havde hørt, hvad jeg sagde og svarede:- Det lyder hårdt, men jeg kan godt forstå, hvad du mener. Alligevel tror jeg der er håb for os mennesker. Vi ser, at flere og flere forstår vores budskab. Det kan vi mærke, når vi står og demonstrerer. Ellers er det hele bare så håbløst. Jeg svarede hende:- Måske ved et mirakel. Måske er det jer der er miraklet. Medfølelse kan være løsningen, men kan vi nå det, når alle de store magter trækker den modsatte vej? Jeg er skeptisk, men selvfølgelig,- man har før set, hvorledes en ganske lille hændelse har ændret verdenshistoriens gang, -men vi får travlt. Vi har ingen tid at spilde! Hun gav mig hånden og jeg mærkede en varme og tillid strømme igennem den. Jeg gik derfra med en fornemmelse af tyndslidt skepsis. Hvad havde jeg at miste? Det hele måske? Så bedre satse, ikke? Hele tiden. Altid. Nu? Eller hvad? Spørgsmålet svæver stadig hen over mit hoved, og jeg finder ikke svar. Måske er der slet ikke noget “svar” ? Måske er der kun spørgsmålet? Vildrede igen. Det indrømmer jeg. Måske er min skråsikkerhed blot en afstivning af en svag karakter? Til syvende og sidst starter det med den skrivende. Det er uomgængeligt.

Så jeg skriver videre. Koste hvad det vil…

Det holdt hårdt. De sidste dage. Men så blev det bagende sol, og så var osse det galt. Nu er der alt for varmt i kahytten. Sveden driver ned ad ryggen på mig. Går i Swimmingpool, men den er opvarmet. Lunkent vand, og ikke nogen kold duch at skylle af med bagefter. Så må jeg gå over til herrebadet og bruge den kolde bruser der. Det er også for galt, tænker jeg. Det hele er altid for galt i øjeblikket. Bussen tager godt og vel halvanden time ind til byen og der kan man godt nok spise vegetarisk, men så får man halsbrand bagefter af de mange krydderier kokken har tilsat maden, når han nu ikke må bruge kød! Op og ned ad Prags gader går det mens butiksvinduerne passerer forbi mit ansigt. Altid de samme tilbud om frelse på alle måder og mad over det hele. Alle æder hele tiden i alle afskygninger. Tilbud om frelse for sult og kedsomhed. På en bænk møder jeg to frelsere. Først tror jeg bare det er fine folk, som vil snakke, mens jeg sidder og tegner en tyk mand på bænken overfor, men da pigen nærmer sin blodrøde og i øvrigt meget indbydende, ja man kunne næsten sige sexede mund til mit øre og det kildrer ned ad min hals, og denne mund så hvisker: Jesus! Får jeg et schock, for det havde jeg ikke regnet med jo. Nå, men hendes ven som er skotte beretter, at han er kommet ud af sit stofmisbrug ved hjælp af Jesus Kristus, og jeg svarer, at det tænkte jeg nok o.s.v. Men de er da meget søde, så jeg tilgiver dem deres vildfarelse og lader dem snakke. Men det er skægt, for det går helt i tråd med alle de andre fristelser og tilbud som byen fremviser. Mad, sex og åndelig føde. Hele tiden er der noget som byder sig til og jeg får spat og brækfornemmelser og lægger mig ind på græsset i solen i en park og hviler mit trætte hoved på min blå rygsæk og drømmer om Bandholm og badeanstalten og mit lille hus, som jeg savner noget så forfærdeligt og Danmark med de brede bøge og den salte strand og det altsammen og mærker, at jeg efterhånden er blevet lidt rejsetræt, men tager mig dog sammen og bestiller plads på Camping nord i Berlin de sidste 5 dage i næste uge.

Lige så anstrengende det kan være at cykle derudaf med 100 km i timen på de overfyldte motorveje med store grimme lyseblå lastbiler som ustandselig kysser een i røven, lige så aldeles vidunderligt, afstressende og lykkefyldt er det, når man kører ind på en plads og møder andre rejsende og udveksler oplevelser og falder til ro mens ens køretøj langsomt omskabes til en bolig med etagekomfort, internetforbindelse, lys og varme. Dresden havnede jeg først i langt udenfor byen i et tilgroet vandreparadis med familier med madkurve og ingen kontakt. Jeg gik mig en lang tur ud over de Bøhmiske marker og faldt i sorgmunter stemning, da jeg simpelthen ikke vidste, hvad nu? Dog åbenbarede der sig snart en tanke om bare at køre ind til centrum og give fanden i miljøzonebestemmelser, politi og kontrol. Det gjorde jeg så og fandt en herlig oase midt i byen med mange andre ligesom jeg i veterankøretøjer uden partikelfilter, som fortalte at Dresden endnu ikke havde lavet miljøzone, og det derfor var fuldt lovligt også for mig at være der. Så jeg slog lejr og begav mig ud i en spøgelsesby af en kulisse over en fortid, hvor hvert gadehjørne skreg på glemsel og fortrængning. Byen blev i de sidste to måneder af anden verdenskrig i 1945 fuldstændig udslettet fra jordens overflade af amerikanske bombefly, som tæppebombede den gennem flere døgn. Alt i den by er genopført i nøjagtig kopi af, hvordan den så ud før bombardementet. Vinduer, søjler, facader indgange, stuk og udsmykninger har tyskerne med germansk grundighed bragt tilbage til originalen med overbevisende resultat. Det er lykkedes dem at skabe et levende mausolæum med en uhygge som befandt man sig på bunden af havet i en sunken by. Det er løgnen i sin essens. Det er fortrængningen materialiseret på ypperste måde, og det virker. Selv bydelens navn “Altstatt” vidner om, hvordan man opfatter det hele, som om intet nogensinde var hændt. Langs det store slotshotel holder Bentley biler med overlegne miner og praler med, hvor fuldstændigt det er lykkedes at lægge låg over virkeligheden. Sådan går det. Intet lærer man. Alting gentager sig. Jeg var glad for at have været der og lettet over at komme væk. En kalket grav kunne man også kalde det.

Jeg er så skidetræt af formaliteter. Hvorfor skal alting være så formelt? Men det har jeg aldrig forstået. Det må være som en slags forsvarsmekanisme mod angsten. Den eksistentielle angst for det tomme. For ophør. Så laver man en masse regler. Ritualer som skaber en illusion om noget permanent, som kan give tryghed og sikkerhed. To ting som ikke findes i virkeligheden, men som den menneskelige tanke kredser om. – Ja, ja, ja, – siger han. Du snakker og snakker det bedste du har lært og ender med formaliteter, formler for liv, der fordi det er uden for din rækkevidde, bliver en besættelse. Cirklen er sluttet. Hunden løber efter sin egen hale og når ikke andet end at løbe rundt og rundt og rundt om sig selv. En herlig historie. Men her i Berlin, hvor jeget (også kaldet jenshoey) sidder under de store grønne træer ved floden er der ro. Ro til ingenting.

Jeg sendte et link med en youtube video af UG til min datter forleden, og nu er jeg i tvivl om, jeg skulle have gjort det. Jeg vil jo nødig ende ligesom mine to Jesusfolk i Prag, som går rundt og skal have folk med på deres vogn. Jeg ved godt, at jeg har været meget optaget af UG gennem årene og det skyldes især, at jeg i sin tid i Schweitz mødte ham sådan nærmest ved et tilfælde. Jeg var nemlig engang i 68 faldet over en bog af J.Krishnamurti inde i en boghandel i København, og da jeg på det tidspunkt var involveret i nogle venstreorienterede grupperinger, som var ret ekstreme og hierakisk opbyggede og som dyrkede elitær tænkning og på en hård måde engang imellem behandlede mig overlegent som om mine synspunkter var det rene vrøvl, var jeg på udkig efter andre veje at anskue tilværelsen på end den Marxistisk-Leninistiske og hvad der ellers udsprang heraf. Så da jeg fandt J.Krishnamurtis bog “Frihed i nuet” blev jeg fængslet af denne helt anderledes måde at se tingene på. Der gik nogle år med det og da jeg hørte at denne J.Krishnamurti var i Schweitz og tale, tog jeg afsted for at høre ham. Her varede det ikke længe før jeg indså, at en kult var opbygget omkring ham med stort set de samme tendenser til frelsthed og arrogance, som jeg havde mødt i venstrebevægelsen. Imidlertid var der nogle folk dernede som fortalte mig om en fyr som sad oppe på et bjerg i en naboby, og som var arg modstander af J.Krishnamurti og som blotlagde hele denne bevægelses følgagtighed og som forunderligt nok osse hed Krishnamurti, men nu med andre forbogstaver. Krishnamurti er faktisk et ganske almindeligt navn i Indien som Jensen eller Hansen er det i Danmark. Jeg tog derop og måtte sande, at mit forhold til den første J.K. havde ført mig på afveje. Jeg var hooked på et mentalt afhængighedsforhold til nogle tanker, som atter en gang ikke var mine egne og som jeg kunne efterplapre i een uendelighed ligesom man gjorde i venstrebevægelsen. Hul i det, tænkte jeg. Lad mig så høre, hvad han siger, og det gjorde jeg og det smed mig på bålet, hvor jeg stadig brænder lysteligt. Jeg tænker derfor nu, at det at anbefale nogen at lytte til UG i virkeligheden er forkert fordi han jo slet ikke siger noget, vi ikke ved i forvejen og man derfor, hvis man lytter til ham på opfordring kan få det indtryk, at man skal “forstå” noget eller “indse” noget. Det skal man selvfølgelig ikke. Så derfor kvier jeg mig ved at henvise til ham. Hvis man finder ham selv og synes det har relevans, så ok, men jeg skal i hvert fald være den sidste til at sætte ham på en piedestal og gøre ham til en guru eller sådan noget. Han er ganske simpelt et almindeligt menneske som du og jeg. Som man støder ind i overalt, hvor man færdes. I øvrigt er han død. Som et almindeligt menneske.

Så skete det. Det der ikke måtte ske og som derfor skulle ske. For at rejsen kunne blive komplet, tror jeg nok, man kan sige. Det var en bagatel for så vidt, at det ikke medførte skade på nogen, men det åbnede mine øjne for, hvor knyttet jeget/jeg er til tingene. Det var skræmmende at se min reaktion, da det gik op for mig på vej i regnvejr og kold blæst fra bussen op til bilen fra Gartenfield holdepladsen til parkeringspladsen ved Tegelersee, at min “elskede” vindjakke, som jeg havde passet og plejet lige siden jeg fik den som gave af Dansk Tandlægeforening i forbindelse med et Årskursus på Bellacenteret for mange herrens år siden, at den var væk. Den fandtes ikke i min rygsæk og jeg gravede og ledte, men den var der ikke. Min første indskydelse var, at jeg måske slet ikke havde taget den med om morgenen, da jeg gik, men jeg vidste godt, at sådan var det ikke. Men det var et håb. Jeg fik som sagt et shock. Det måtte ikke ske, hvad var dether for noget, tænkte jeg. Mig som altid passer så godt på mine ting o.s.v. Det stak mig i hjertet og blev ved med at stikke dybere og dybere efterhånden som det gik op for mig, at den var uforbedreligt væk. Jeg måtte kunne finde den, tænkte jeg og gennemgik minutiøst hele dagens hændelser med henblik på at gennemrejse alle de steder, jeg havde været een gang til. Jeg ville finde min jakke!  Den stod for mig som noget betydningsfuldt, ja faktisk som en del af mig selv og da gik det op for mig, hvor knyttet jeg er til ting.Pyha for en opdagelse! Tanken kredsede hele tiden om denne jakke med tandlægeforeningens lyseblå logo indsyet over brystet. Det var jo min uniform, jeg havde mistet! Pyha for en opdagelse! Men findes skulle den. Jeget er stædigt. Lader sig ikke afspise med sætninger som:-Nu rolig gamle ven. Det er jo kun en gammel vindjakke, -O.s.v.  Nej! Den skal findes! -Svarer jegets anden halvdel, og så gås der igang med at optrævle historien, for hvor har man været og hvor kan jeg have glemt den? Kathe Kolwitz musæet, hvor jeg sad ude i haven og spiste mit brød og mit æble på den røde trappe. Eller shawama restauranten, hvor jeg fumlede efter pengene da jeg skulle betale og måske havde taget den op af rygsækken og glemt at lægge den tilbage. Det sjove ved det hele er, at det var så varmt den dag, at jeg slet ikke fik brug for den, før altså til allersidst hvor det begyndte at regne og så var den væk! Jeg var alle steder, jeg havde været dagen før uden resultat. Selv helt ude i Tekel lufthavn, som jeg var taget ud til ved en fejltagelse, fordi jeg troede det var Tempelhof… Nå, kort og godt: Det var håbløst og nagende. Hele tiden dette:- Min elskede jakke (Gollum) og piv og hyl fra den forurettede lille Jens med selvbebrejdelser over sjusk og hvad ved jeg. Men jeg lod det ske i forvisning om, at før eller siden hørte det nok op. Når ham mister happyguy engang var blevet færdig med sit hulkeri over det tabte, og ganske rigtigt, på vej ind til Alexanderplatz, hvor jeg ville spørge på toilettet, hvor jeg havde været, om de skulle have set en mørkeblå vindjakke med Dansk Tandlægeforenings logo syet på brystet, fangede mit øje ud af vinduet i bussen ordene “HUMANA” second hand and vintage, og jeg sprang spontant af og gik derover og fandt en nydelig vindjakke i tyndt stof til at rulle sammen i rygsækken i stor størrelse som passede mig og købte den på stedet for 10 euro. Så var det overstået. Troede jeg, men det var det ikke helt. Jeg skulle lige ud til shawarmastedet og spørge der, men selvfølgelig var den heller ikke hos dem. Men hele historien viste med al tydelighed, hvor knyttet jeg er til ting og fortid. Langt mere end jeg havde troet. Det viste mig også, at der ikke er noget at gøre ved det udover at erkende det og lade det udspille sig. Men ret skræmmende, som sagt for det er jo klart, at i det store billede viser det afhængighed og angst for at miste, som jeg så sandelig må erkende er et livsvilkår for mig.Punktum.

(Desværre sprang mit tastatur pludselig over på den mærkelige skrift, da jeg skulle finde et euro tegn. Beklager! -Hvad er vilje og hvad er tilfældighed og er viljen en tilfældighed???????)

Mand med telefon og øl på bænk i Prag.

Jeg glemte at fortælle, at det var min IDENTITET, der røg sig en tur. Nu er jeg identitetsløs, og hvilken herlig fornemmelse. Her er intet at tabe og alt at vinde. Ja. Så nu vil jeg gå ned og aflevere mit lort på jernbanestationen og tage toget ind til Berlin og gå ud og se Klee og Picasso ved Charlottenburg og Mies van der Rohes villa på Oberseestrasse og undergrundsbanearkitektur på Krumme Lanke og måske slutte af på musæumsøen for at se klassiske malerier. Also!

 

Afrejsen:føljeton over det fornøjelige liv. 2

Vejret var bare helt fantastisk den morgen jeg gik op til min penthouse apartment for at hente mine ting og afslutte lejemålet. Michel havde fået sine penge og det havde Airbnb også, så jeg var gældsfri og parat til at tage afsted. Jeg tog et sidste vue ud over byen fra min terrasse og gik så ned til skibet. Alle de andre var mødt op og der var stor aktivitet ombord. Stemningen var let exalteret og summende. De fo`r ud og ind mellem hinanden omhyggeligt holdt i skak af kaptajnen og den lille hund Sofus, som bed alle der ikke opførte sig ordentligt og rettede sig efter Michels ordre. Det var der nu ikke mange der gjorde. Altså ikke opførte sig ordentligt. Der var nemlig stor diciplin blandt mandskabet til hvilket jeg jo også hørte. Jeg fik en svaber i hånden og blev sat til at skure dæk! Da min mission var fuldført og de andre også var færdig med deres, stillede vi alle op på en lang linie til mønstring. Michel gik langsomt forbi os og inspicerede grundigt vores påklædning og vores udseende i al almindelighed. Vi fik hver især et klap på kinden som bevis på at vi var godkendt og parate til at starte vores togt. Gamle Helenita havde iført sig lange søstøvler og fik særlig ros for sin indsats. Begge pigerne, Eva og Sarah var klædt i sydvest og oilskindstøj i skinnende gule og orange farver og så så smukke ud, at man næste måtte knuse en tåre. Luiz havde bare badebukser på og intet andet, men fik alligevel ros af Michel for sin frygtløshed. Jeg selv var i regnfrakke og bar en paraply, som Michel med fnysende arrigskab kastede i havnen. -Det er dog for galt. Har du ikke lært at man aldrig må tage sådan et instrument med ud at sejle. Det skaber vind fra de forkerte retninger og har bragt adskillige skuder til forlis! Jeg rødmede og klappede paraplyen sammen og gemte den væk.

-Lad gå for og agter! Råbte Michel og straks sprang Luiz op i stævnen og løsnede trossen, mens jeg gik bagud og lod fortøjningen slippe. Vi var nu fri af land. Svanen gled majestætisk ud gennem havneindløbet styret med myndig hånd af vores allesammens øverstbefalende. Straks vi var kommet fri af molen, blev vi beordret til at sætte sejlene. Det store hovedsejl gled elegant til vejrs og blev straks grebet af havbrisen. Fok og genua samt mesan blev sat af Luiz og Helenita. Jeg strammede skøderne, vinden tog fat og snart fløj vi afsted med godt og vel tyve knob! Det er en katamaran jo, vi sejler med og derfor planer den ret hurtigt når ellers vinden er i det hjørne, og det var den i dag. Hujsa hejsa, hvor det gik. Glæden bølgede gennem mast og rig og da solen bragede ned gennem de blomsterlette skyer fra en violblå himmel og kompasset viste ret syd langs den storslåede klippekyst, hvor brændingen lyste op i hvide skumsprøjt, var der ingen ende på begejstringen hos besætningen. Michel tog nogle pejlinger undervejs, som førte os forbi den store Playa Americas, hvor solskoldede tyske turister vinkede til os idet vi kom sejlende. Snart dukkede fyret ud for Los Christianos op. Vi faldt af for vinden og gik i læ i en lille klippebugt, hvor vi smed det store Danfort anker på 8 favne vand.

-Vi skal have bunket noget diesel, siger Michel. -Vi gider ikke at sejle ind i havnen. Vi tager dinghyen i stedet for og fylder nogle dunke op derinde. En 50-60 liter diesel er foreløbig nok, da vi jo faktisk går for sejl det meste af tiden. Du Luiz og Jens går ned i venstre ponton helt fremme, der ligger den store gummibåd og Mercury påhængsmotoren. Det tager I op på dækket og ser at få pumpet den op i en fart og montere motoren, så vi kan komme afsted.- Ey, ey sir, svarer vi beredvilligt. Damerne ser til mens vi bakser med at få grejet frem og pumpe og pumpe og pumpe. Det går langsomt indtil Helenita får den glimrende ide at sætte slangestudsen op i røven og give et ordentligt prut fra sig, hvorved det slappe gummiskind på et øjeblik rejser sig som en fyrig fallos vi alle seks kan være i uden problemer. Motoren skrues på og dunkene stuves ombord og så kan det nok være det går i fuld fart ind mod tankstationen, hvor den lysegule harskstinkende diesel bliver fyldt på de tomme brændstofbeholdere for medes 50 euro. Da vi nu alligevel er i land beslutter vi os til at tage en badetur fra turiststranden. Folk stimler sammen om vores lille gruppe. De vil have vores autografer, idet der i det lokale folkeblad har været en artikel om Michels store skib. Vi bliver skubbet og mast af de mange mennesker som prøver at få fat i vores tøj og rive noget af som souvenir. Vi må flygte ned til dinghyen og når lige at skubbe fra land inden flere velvoksne mænd når ud til os. – Det var på et hængende hår, siger Michel, som har sat fuld speed på motoren. -Nu må vi bare se at få hældt den diesel i tanken og se at komme væk fra det turistgalehus. Vi losser vores diesel og giver os til at hælde den ned i en tragt i hullet i skanseklædningen. Måleren på meteret i navigationsrummet viser snart, at vi er fyldt op. Vi starter motoren, hiver ankeret op og begiver os ud på det åbne hav med kurs mod den lille ø Gomera.  Helenita og Sarah bliver straks søsyge. De kaster op hele tiden, men Sofus er parat. Han har ikke fået foder længe og gør ligesom de Grønlandske slædehunde, når deres kusk er fuldesyg og kaster op. Han guffer den varme urtesuppe, som de gavmildt gylper op, i sig med stor nydelse. Pigerne bryder sammen af grin ved synet af den vellystige lille hund og er nu for stedse kureret for søsygens kvaler! Luiz hænger kort tid efter vi har forladt ankerbugten højt oppe i stormasten mens han begejstret råber:- Hval i sigte! Helenita korser sig. Hun sidder ude på bovsprydet som en hex på sin kost på vej til Bloksbjerg og skriger: Den kommer, den kommer. Jeg kan se den. Den er vel et halv hundrede meter lang. Den styrer lige mod os. Det er Moby Dick! Men Michel og Sarah griner og råber til hende, at det bare er en lille Brydehval: -Tag den med ro Helenita. den gør ingen skade. Helenita holder sig for øjnene og klamrer sig til sit spryd:- Hellige milde moses, da blev jeg rigtignok bange! Luiz som i mellemtiden er kommet ned fra masten kravler ud og redder Helenita inden hun falder  i vandet. Brydehvalen lægger sig langskibs og ser op på os. Den sender et vældigt damppust ind over skibet. Det indeholder euforiserende olier som beruser os og lader os høre Sirenernes sang og bølgernes strengeleg. Således oplivede sejler vi ind i aftendæmringen, hvor Gomera tegner sig i lilla silhuet mod den koboltblå nattehimmel og de første stjerne viser sig i al deres fortryllende glans.

Følgende de røde og grønne blink fra de små bøjer ved indsejlingen til Gomera fiskerihavn og vejledt af Michels dybdemålinger med ekkoloddet stævner vi i midnatstimen ind og sætter fortøjningerne op ad kajen hvor også en lille fiskekutter har lagt sig til rette. Fuldkommen udmattede ovenpå den begivenhedsrige sejlads over strædet der forbinder Tenerife med naboøen vælter vi omkuld i vores lukafer og vågner først tidligt den næste morgen ved høje råb og knaldende lyde mod skibssiden. Jeg farer op på dækket fulgt af Michel og Luiz som begge er i stribet pyjamas og ser ganske forsovede ud. Årsagen til larmen er en lille tætbygget gamling som står på sin båd og smider store sten mod vores skib, mens han råber:- Kan I for helvede se at komme væk! I ligger og tager plads der hvor min fiskerbåd skal ligge. Han har anbragt sig klods op ad os med sin jolle som ligger og banker ind i svanens højglanspolerede mahogniskrog og skal lige til at kaste en sten igen, da Michel svarer: -Undskyld mange gange. Vi vidste ikke, at det var din plads. Vi flytter selvfølgelig med det samme, hvis du vil være så venlig ikke at kaste flere sten på vores skib. Manden slipper stenen, som falder i vandet med et plump. Spytter et langspyt på godt og vel tyve meter og forsvinder ned under sit dæk. Vi slipper land og lægger os for svaj midt i havnen med to ankre, et Danfort fra stævnen som holder os nogenlunde op mod vinden og et Bruce agter, som forhindrer os i at drive ind mod nogle store klippefremspring som stikker ud fra de stejle skrænter som omgiver havnebassinet. Der ligger vi til gengæld godt. Vi kan sejle til og fra land i dinghyen og da Sarah og Eva lidt senere noget søvndrukne kravler ud fra deres ponton og kræver morgenmad, bliver vi enige om at vække Helenita og få hende til at sejle ind til den lille by og fouragere. -jeg vil også med! råber Luiz. Barnebarn og bedstemor tager således afsted og kommer en halv time efter tilbage med varme flutes, smør, ost, dadelmarmelade, rosiner, lokale små bananer og en stor krukke honning avlet af genetisk muterede propolisbier som kun findes på Gomera. Eva dækker bord på dækket, vi slår solsejlet op og sidder nu i skygge og kan nyde fuglekvidderet inde fra land mens vi filer i vores flutes og smovser i honning og rosiner. Kaffen kommer Michel op med fra kabyssen, hvor Helenita og Sarah er i gang med at bage pandekager, der bliver anbragt på fade i høje stabler og smager godt med dadelmarmeladen smurt på i et tykt lag. Ih, hvor vi hygger os der i solen denne morgen med kølig saltduftende havluft i vore næsebor. Svanen vugger blidt på de svage dønninger som kommer ind fra havet og når vi har spist os lykkeligt mætte, dumper vi alle, selv Helenita og Michel splitternøgne ned i det grønne glasklare vand og svømmer som det sig hør og bør tyve runder omkring vores skib. Badelejderens trappetrin stikker dybt ned i vandet og er let at få fat i selv for ældre mennesker som mig, Helenita og Michel. Alle kommer vel ombord igen. Vi frotterer hinanden og slapper resten af dagen af på dækket med vores bøger, Laptops, backgammon eller hvad vi nu har lyst til. Luiz lægger sig i nærheden af Sarah, jeg nærmer mig forsigtigt Eva og de to gamle ligger ved gud og pjatter tæt omslyngede uden en trevl på kroppen! Varmen og det skønne liv har gjort sit indtog i vores lille kreds. Selv Sofus har fundet en legekammerat, en lille delfinunge som stikker hovedet op og synger med en pibende tone som hunden besvarer med dybe brummende bastoner, jeg ikke ved hvor kommer fra. -En mystisk skabning, den Sofus!

Skråt overfor hvor vi ligger, er en lille vig med nogle lave bebyggelser. Der sejler vi over en dag. Vi har længe været opmærksomme på nogle store orange flag, som vajer i vinden foran husene, og det har fanget vores nysgerrighed, så der må vi sørme over og se, hvad der foregår! Luiz starter Mercuryen, som altid springer i gang ved første træk i snoren, og snart fiser vi afsted hen over det spejlglatte vand alle seks med forventningsglimt i øjet. Vi skøjter op på sandbredden og mødes af et festligt syn. Flere hundrede mennesker alle klædt i orange gevanter hoppe og danser på en stor åben plads omgivet af enorme silkeflag, mens de udstøder høje hu-lyde. En fyr med langt hvidt skæg kommer os i møde. Han strækker hænderne frem mod os. Vi bemærker disse hænders fint formede fingre og bliver straks glade i ansigterne over den venlige modtagelse. -Hil I fremmede, som er kommet til denne ø for at fejre sommersolhvervs komme. Mit navn er Bhagwan Shree Rajneesh, den oplyste og jeg er her for at indlemme jer i min store familie af sanyassins, der lige for øjeblikket udfører den udmærkede hu-meditation, som jeg personligt har opfundet, og som ved gentagne gange udført af hvem som helst vil bringe endelig indsigt og forståelse af hele kosmos`væsen. Vær hilset I mine gæster! – Det var noget af en omgang, udbryder Michel og tager sig til hovedet. Helenita er allerede faldet ned på knæ foran den hellige mand. Hun tuder højlydt: -Kristus,Jesus, min frelser, og tårene står hende ud af øjnene. De mange dansende orange mennesker kommer ned og indbyder os til at danse med. Frelseren med det hvide skæg løfter armene og velsigner hele flokken og så går det løs! Fire trommeslagere sætter i gang med en vild rytme som river alle med. Eva har smidt sin top og vrider og vender sig så brysterne skvulper som modne meloner. Sarah hopper op og ned med himmelvendte øjne og skriger indianerhyl med trutmund og basunkinder. Michel og Luiz har taget hinanden i hånden og svinger rundt i en mølle mens de stønner og puster disse hu-lyde som øjensynlig er indgangen til det, den hellige mand kalder oplysningens tidsalder. Jeg er mere skeptisk,  men da en mørkhåret skønhed  af orientalsk oprindelse griber mine arme og slynger mig til vejs i en saltomortale bliver jeg  overbevist om hensigten med hele tabernaklet, og lader mig rive med.

Udmattet af den voldsomme dans falder vi omkuld på pladsen.og ligger og stirrer op i den blå himmel mens Guruen,- for det er han for disse mange hundrede mennesker, som har slået sig ned på denne ø for at tilbede ham,- indbyder til spisning oppe i ashramen som husene kaldes. Vi følger strømmen og bliver ledt ind i en stor sal med borde der bugner af vegetariske retter. Orangeklædte kokke står klar til at servere for os og snart sidder vi bænket sammen med en masse folk af alle racer, aldre og køn. Jeg kan ikke lade være med at føle mig godt tilpas men er også lidt bange, for hvad er det her egentlig for noget? Nå, men maden smager godt og de andre synes at hygge sig. Jeg falder i snak med en ældre dame af afrikansk afstamning, som siger hun elsker hvide mennesker! Jeg forstår ikke en skid, men det skal jeg måske heller ikke, for da  vi har spist begynder hun at rulle joints til alle ved bordet, og jeg ser, at de andre borde ved siden af vores også forberder hashrygning! Røgen bølger  hen over forsamlingen og så begynder orgiet! Oppe fra en balkon høres sprøde guitartoner og her troner Rajneesh frem og velsigner os og udbryder: Lad kærligheden sejrer! Elsk hinanden! Nu smider alle tøjet. Vi bliver nødt til at følge trop. Der er ingen vej udenom. Musikken bliver højere. Hidsige trommeslag, tre elorgler og en fagot samt 8 harpespillende unge mænd gør deres til at bringe stemningen i vejret. Vi ligger snart på gulvet i et sammensurium og jeg ved ikke længere hvem der er hvem eller hvorfor jeg er her. Jeg ser Eva i vild omfavnelse med en stor sort mand og bliver jaloux, men det hjælper ikke. Jeg må selv deltage og får lige et glimt af Helenita og Michel som går til den og Sarah og Luiz som også går til den inden jeg overfaldes af min afrikanske veninde fra bordet som sætter sig overskrævs på mig og nu siger jeg ikke mere…

Dagen efter var vi flade. Vi var blevet indkvarteret i en stor fællessovesal og der fortsatte bunkebrylluppet. Vi blev i 10 dage og lod os overtale til at deltage i sensikurser og gestaltterapeutiske øvelser og blev mere og mere tossede i vores små hoveder. Eva beskrev det således: Jeg var i begyndelsen meget inspireret af Bahgwan. Det var lidt som en forelskelse. Han er jo en smuk mand som udstråler megen visdom. Tror man til at begynde med, men lidt efter lidt går det op for een, at det hele er fup og svindel. -Ja, du har ret, sagde Luiz.-Jeg hoppede også med på vognen med det samme. Især fordi det gav mig lejlighed til at komme ind på livet af Sarah. Det var ligesom legitimt at være erotisk der blandt alle disse opstemte mennesker. Sarah brød ind:- Du blev alt for voldsom, Luiz. Du troede, at du kunne få det lige som du ville fordi ham guruen tillod det, men du skal ikke lade andre bestemme over dig. Selv ikke guruer. Guruer er til for at gøre folk afhængige. Det er svage mennesker som suger næring af os, hvis vi bliver forblændet og giver dem lov. Helenita var tavs og indelukket. Hun var ikke til at få et ord ud af, indtil Michel fik hende overtalt til at sige noget:- Jeg ved godt jeg udnyttede situationen, Helenita og overskred dine grænser. Det skal ikke ske mere, det lover jeg. Han lagde hånden på hendes skulder og så kunne det nok være hun fik tungen på gled: -Du er et gammelt svin, når det kommer til stykket Michel. Det så jeg tydeligt de dage vi opholdt os i Ashramen. Du kunne ikke få nok, og skulle efter du havde nedlagt mig have fat i andre kvinder som du kunne befamle. Jeg væmmes ved dig! Hun gjorde korsets tegn og forsvandt ned i sin kahyt. Michel så såret ud, men måske var det bare en maske han anlagde. Jeg selv var i syv sind og tænkte på at afmønstre men det var at lade de andre i stikken og det kunne jeg ikke få mig selv til. Vores ellers så harmoniske fællesskab var blevet sat på en prøve og det var nu op til hver og een, at få det til at fungere. Under alle omstændigheder var vi ombord på Svanen igen og det var en lettelse. I løbet af de næste par dage holdt vi  lav profil og passede os selv og lidt efter lidt kom den gamle stemning tilbage. Selv Helenita og Michel blev gode venner, og det gik op for os, at det bedste vi kunne, var at være os selv. Oh yeah!

Det er tidligt forår og vejret er endnu ikke stabilt. Om morgenen den 27 februar bliver vi vækket af voldsom bølgegang og støjende klapren fra riggen. Bommen har revet sig løs og står og river i skøderne fra styrbord til bagbord som en løssluppen hest. Alle fald dirrer i vinden som spændte elastikker og udsender en høj hyletone som får os i højeste alarmberedskab. Vores to ankre er alt hvad der holder os på plads. Ankertovene er stramme som en flitsbue og er det eneste der forhindrer os i at blive kastet mod klipperne og knust.  Michel giver ordre:- Jens, du må i vandet! Vi kan ikke holde stand mod stormen, hvis vi ikke får sat endnu et anker. Du må dykke ned under skibet og fastgøre en karabinhage til havnebøjens cementblok. Bøjelinen sidder i et øje, som du kan gøre fast i. Tag dykkerbriller og snorkel på og se at komme afsted!  Jeg gør mig klar. Eva kommer og hjælper mig med de tykke handsker som skal beskytte mine hænder mod skarpe ruer der sidder som barberblade på fæstet dernede. Vinden tager til i styrke. Der er ingen tid at spilde. Jeg ser angsten i mine kammeraters øjne og springer i baljen. Store bølger slår ind over mit hoved. Jeg trækker vejret dybt og dykker så. Der er langt ned til klodsen på bunden. Jeg estimere det til 10-12 meter og vèd at trykket vil stige og presse mine trommehinder, hvis jeg ikke udligner hele tiden. Det sortner for mine øjne, men jeg tager mig sammen og svømmer nedad. Med skælvende hænder fastgør jeg vores tredie fortøjning til den store jernring og lader mig derefter langsomt glide opad mod lyset og luften. Jeg når den oprørte havoverflade og bliver grebet af mange hænder som trækker mig ombord. -Hurra, du klarede det, råber de.- Nu har vi trepunkts fortøjning. Det skulle være nok til at sikre vores position, siger Michel. Han udpeger ankervagter som på skift skal holde øje med, at vi ikke skrider. Luiz og Sarah får første tørn. Han tager selv sammen med Helenita den anden og Eva og jeg får den sidste. Det giver mig tid til at komme ned i kahytten og blive frotteret varm. Eva ser beundrende på mig mens hun gnubber mine rygstykker. -Du er en rigtig helt, siger hun og giver mig et kys på panden. Det svimler for mig og Jeg falder i søvn med hovedet i hendes skød.  Stormen tager til op ad dagen. Der er hvide skumtoppe som rives løs og flyver i luften. Det store fartøj gynger fra side til side og stemningen ombord er mildest talt noget trykket. Ved middagstid spiser vi nogle beskøjter og drikker vand til. Det er alt hvad vi formår. Det er umuligt at lave mad i kabyssen, hvor tallerkner og glas er røget på gulvet og smadret. Vi sidder bare der og venter og holder på skift øje med vores ankre. Andet gør vi ikke, for der er ikke andet at gøre, men i vores tanker bliver det tydeligere og tydeligere, at vi skal se at komme videre.

Sofus er den første til at kundgøre, at vejret er blevet bedre og stormen har lagt sig. Det tog tre dage. Han gør højlydt oppe på dækket ad en måge, som har sat sig på roret og skidt en stor hvid klat. Himlen er skyfri. Vi fisker lidt i havnen efter tobis som vi steger i olivenolie og spiser som morgenmad. Det er også blevet varmt igen. Vi soler på dækket og genvinder troen på os selv.

Klokken halv ni om aftenen den samme dag som vejret er klaret op beslutter vi at tage afsted. Vi hiver begge ankre og Michel dykker ned til cementklodsen og oplåser karabinhagen og så er vi fri. Fri som fuglen ude i natten. Vi hører brændingen buldre inde fra kysten. Det er den gamle sø fra stormen i går, men havet er roligt-. Kun store flade dønninger vidner om tidligere uro. Det er nat nu. En stjernebestrøet nat med lysene inde fra de små landsbyer på Gomera glimtende i mørket. Efter en halv snes sømils sejlads får vi pejling af La Palmas radiofyr. Kursen vi satte, da vi lagde ud fra Gomera, er præcis på nær et par grader, som vi korrigerer for, og nu er det bare Enfields dunken nede i maskinrummet og det ene forsejl, vi satte for at undgå at skibet ruller, som kræver vores opmærksomhed. Den gamle dieselmotor kører upåklageligt, men man skal alligevel holde øje med både stempeltryk og kølvandstemperatur. Det gør Michel. Motoren er hans kæledægge; han skal ustandselig ned og se til den og smøre svinghjulet og sådan noget. Vi andre sidder og nyder natten og morilden som danner lysende striber når store delfinflokke farer forbi forude. Vi får ild på en af de joints som sanyasserne gav os med fra ashramen. Vi lader den gå rundt. Helenita tager et ordentligt hiv og bliver helt blå i ansigtet. Jeg ryger også, men har egentlig ikke lyst. Til sidst bliver vi enige om at smide vores forråd af pot overbord. Det er også klogest, da skibet kan blive beslaglagt, hvis vi bliver ransaget af politiet og de finder noget. Stoffer ud! Jubler vi og smider kassen med nyrullede joints, vi fik, i havet. Så er det væk og det er en lettelse.

På La Palma er der karneval! Vi får en plads midt inde i byen og her er der ingen fisker som jager os væk. Tværtimod så bliver vi modtaget af en hel flok glade børn som springer ombord på skibet og forsyner os med hatte, papnæser og guirlander, hvorefter de trækker os op på torvet foran kirken, hvor et 30 mands orkester med messingblæsere og store trommer er i fuld gang med at starte festen. Vi bliver budt på vin og spidstegte bananer og det varer ikke længe før vi alle er fanget af dansen. Lidt efter kommer der flere mennesker. De spreder mel ud, der hvivles op i skyer omkring os og får os til at forsvinde.

 

“Det fornøjelige liv” -En føljeton…

Det er dejligt det liv, synes han. Han synes ikke det er spor besværligt. Selvom det måske nok en gang i mellem kan være et slæb, når han skal støvsuge sit hus og vaske gulv dagen efter han var så forkølet, at han næsten ikke kunne trække vejret, og om natten måtte op flere gange for at pudse næse og tage opium og camferdråber, for i det mindste at kunne få en smule ro i morgentimerne mellem fem og otte. Døden står og venter på ham i alle krogene. Det ved han godt, og det gør hvert øjeblik af hans liv så uendelig fornøjelig og intens. Det betyder ingenting længere, at tingene tager tid. De tager den tid, de tager. Om det er at binde sine snørebånd eller skrive disse ord. Eller at læse Peter Høegs roman “Effekten af Susan” som forekommer det rene tidsspilde. Men det tager tid at spilde tiden. Det gør det. Det er osse derfor han altid har holdt så meget af ventetid. Det bedste han ved, er når han sætter sig til rette i lufthavnens venteterminal og absolut ikke har nogetsomhelst at lave. Så er der tid til at betragte, og betragtning er vigtig for ham. At være der og betragte det hele præcis som det er. Det er fornøjeligt

Han har fundet delfinerne ude i skuret. De hang på Tandklinikken over hans arbejdsplads og mindede ham om  den gang han boede på sin Sagitta båd nede i Middelhavet og hver morgen kunne springe på hovedet i det isblå vand udfor Formentera og svømme med flokken af de slanke små hvaler, som kredsede om båden. Nu hænger de i køkkenet under lampen på en malerpensel. Mens han sidder og læser Troels Kløvedals sidste bog. Men det bider ikke rigtigt på ham mere. Alle disse beskrivelser så farverige og spændende de end måtte være. Han har glemt det hele. Glemselen kommer før eller siden. Hukommelsen kan ikke opretholde minderne. De svinder bort alligevel og bliver blege efterligninger. Til sidst er der ingenting og dette ingenting viser sig at være nok så fornøjeligt som en hvilkensomhelst beskrivelse af en hvilkensomhelst begivenhed kan være,  ser det ud til. Forundringen over hvert åndedræt. Hvert hjerteslag. Hvert sanseintryk viser sig at være kontinuerligt som om ordet “ophør” ikke eksisterer. Og på onsdag tager vi mod Bornholm. Og på lørdag tager vi mod Tenerife for at gense farvandet mellem Gomera og Los Cristianos, hvor Bynke blev søsyg og derfor desværre ikke fik mødt Bryde Hvalerne.Til gengæld mødte jeg “Rectify” på hendes opfordring, og den Neflix serie er fandme god! Pyha. Især for een som selv ved, hvad det vil sige at sidde i “boxen” Bør ses.

Og så er han gudhjælpe mig fløjet til Tenerife! Hvad i himlens navn skal han dog der? Flyver og farer i tide og utide i stedet for at blive hjemme på sin plads, hvor han hører til! Og bestille noget! Og ikke ligge og drive den af i en eller anden piscina naturales sammen med unge mennesker. Han som er en gammel mand og burde blive hjemme og sætte sig til at vente på der bliver plads på plejehjemmet. Ja hvad skal der dog blive af ham? Det fjols! Og så sidder han her i 25 graders varme med udsigt til et vildt atlanterhav og spiser tunfisk på integralbrød og drikker kamillethe til. Og med et helt glas oliven til fri afbenyttelse. Jo han forstår rigtigt at nyde livet. Det fjols!

Nå men når sandheden skal frem, og det skal den jo. Så må man sige, at han set ud fra sin egen synsvinkel har det fortrinligt. Så uanset hvor mange skidesure kværulanter, der farer på ham og revser ham i fuld offentlighed, så skider han dem et stykke. Han kan simpelthen ikke tage moralprædiken alvorligt mere. Det hænger ud af halsen på ham. Han har fået nok! Så derfor sætter han sig ud på en vulkanblok og spiser en gulerod, hvorefter han fremdrager sin ipad og foreviger vulkanen i solen mens de store bølge slår ind mod kysten og sprøjter ham i øjet. Så griner han højt og springer ned i piscinaen og bliver lyseblå over det hele, at I ved det!

Se, det er ikke svært, når man først får det lært. At bevæge sig på de farlige, skarpe lavaklipper på bare fødder. Så må man hele tiden se sig godt for. Kigge ned og overveje sit næste skridt meget grundigt. Er der en sikker plads længere fremme, hvor man kan sætte sin fod? Ja, det er der. Man skubber sin krops balance lidt fremad og lader benet foretage denne bevægelse ud i det fri, hvor alt afhænger af, om man har beregnet rigtigt. Så lander man forsigtigt, og glædes over at mærke, at stedet man valgte var ok, for fodsålen lægger sig blødt mod overfladen af den hårde sten. Man står lidt og nyder sin nye position. Lader blæsten omfavne kroppen. De store bølger slår ind mod kysten og sender vanddråber op over ens hud. Man  gyser, men solen er varm og tørrer en hurtigt.

Lidt længere fremme er stenen, man vil stå på, før man forlader alt,og kaster sig ud i dybet og de frådende bølger. Der er fem meter ned til vandoverfladen, og man ved, at der er dybt nok til at man kan springe ud her. I går kom en dame forbi, og hun gik lige så frimodigt op og foretog et hovedspring. -Så kan jeg også, tænker man og stiller sig op og beregner sit spring. Vinker farvel til hele verden med et “by-by” og sætter af ud i den tomme luft. For sekunder senere at føle sin krop gennembore den bølgende lysegrønne hinde mens tusinde bobler suser omkring en. Man er i live! Og svømmer prustende og lykkelig ud i havet.

Tenerife var en god ide. Ubetinget! Jeg var efterhånden blevet i tvivl om foretagenet. Havde bestilt de billige billetter i lang tid i forvejen, og efterhånden som tiden gik,blev jeg mere og mere usikker på, hvorfor jeg nu skulle afsted igen. Det gik jo meget godt i Bandholm med de daglige gøremål og møder i vinterbadeklubben. Hvad skulle jeg på Tenerife, tænkte jeg, men fik mig dog taget sammen til at pakke klunset, da jeg kom hjem fra en lettere tumultarisk weekend på Bornholm, hvor den kære gamle bil gik i stykker lige netop i det øjeblik, hvor jeg skulle til at hente min svigersøn i Mattæusgade. Men Bornholmerturen forløb upåklageligt, og det er altid meget motiverende at være hos min store  datter Bynke, som er åben overfor alting, og det smitter, så jeg genvandt min energi og mit mod på at tage flyveren herned til varmen og de sorte vulkaner.

Det er et skørt Hostel, jeg bor på. Med mange mærkelige mennesker som kommer og går. En lille ældre englænder passer huset for ejeren, Steve som holder til i et andet hostel i Granadilla, som ligger 10 km herfra. Englænderen har en racercykel, som han drøner rundt på hver dag. Når han kommer hjem, står munden ikke på ham af iver for at fortælle alle de smutveje han har gennemført for at komme frem til en eller anden lille landsby i området. Det kan til tider være lidt trættende at skulle lægge øre til, men han er meget venlig og sørger for rene håndklæder, så man tilgiver ham. Så er der en skotte, hvis sprog er nærmest uforståeligt, og han gør sig slet ingen anstrengelser for at tale langsomt, så man kan følge ham. Og hans tænder er forfærdelige! Lange sorte stumper rager ud af munden på ham, når han snakker! Og så er han ofte fuld og fortæller, at han snyder sig ind på det store hotel ude ved kysten og nupper gratis mad fra deres buffet! Hver nat når jeg skal til at sove, kommer han op og sætter sig ude på min terrasse og ryger cigaretter og hoster forfærdeligt ! Udover ham og englænderen er der osse en pakistaner, som hele tiden vil diskutere med mig, fordi jeg siger, at jeg ikke tror på Gud. Han mener, det er skadeligt for mig og prøver hele tiden at overbevise mig om, hvor vigtigt det er at have en religion. Han hoster hele tiden uden at holde sig for munden og rydder ikke op efter sig i vores fælles køkken! Der var også to russiske damer, vistnok mor og datter, men de rejste hurtigt igen medtagenede alt deres sengelinned til englænderens store fortrydelse! Så alt i alt er det et muntert hus jeg bor i, men da jeg har et pænt stort værelse for mig selv øverst oppe med udgang til en dejlig terrasse ( som skotten dog indtager nat efter nat ) og jeg i øvrigt mest er ude i området, så skal jeg slet ikke klage. Og vejret er sørme fantastisk. Sol fra morgen til aften dag efter dag. Lige neden for huset går en trappe med trin hugget ind i klipperne direkte ned til et område med flade sten, som man kan springe ud fra direkte ned i koboltblåt vand som står og koger, så man skal være forsigtig for ikke at blive suget ind på de skarpe vulkankanter. Jeg har lige købt mig et par små dykkerbriller, som jeg skal prøve i eftermiddag. Jeg mødte nogle franskmænd til Steves barberque som fortalte om vilde dykkerture med mange spændende fisk og det glæder jeg mig til at prøve. Først nede i piscina naturales, som er en kunstig pool dannet af de vulkanske klipper, hvor vandet strømmer ind gennem tunneller gennem lavaen. Her holder jeg mest til. Står ude på en pynt og lader vinden gennemblæse mig og bølgernes store lyde opfylde mit sind. Det er bedst, og jeg blev der såmænd gerne hele tiden, jeg er her, men det går jo ikke. Jeg skal også ud og se øen, som jeg sejlede til i sin tid i mit eget skib “Inulima”. Det tog omkring et halvt år fra jeg stak af fra Lissabon efter Jørgen og Luffe havde forladt skibet. De gad ikke at bevæge sig. Sad helst i cockpittet og drak bajere. Så blev jeg skidesur og så blev vi uvenner. De skred, men det var meget godt, for så mødte jeg nogle søde folk gennem en kunstmaler, jeg havde lært at kende der, og en skøn morgen sejlede vi ud fra Camarinas med kurs mod Tanger. Der blev vi lidt skæve inden vi sejlede videre mod Madeira og sådan dinglede vi afsted i god vind og med pejling på alle radiofyr på vejen ned til Fuerteventura, som vi passerede og lagde til på Lanzarote, hvor jeg fik en Dyrelægepige ombord som helbredte Sofus’ ben, som var kommet til skade fordi han altid skulle løbe efter bilerne og bide i deres dæk! Til sidst måtte jeg sejle alene til Tenerife, fordi de allesammen ville af på vejen og holde ferie, men det var fine folk og vi skiltes som gode venner. Så var der også gået fire måneder siden Lissabon. På Tenerife i Los Cristianos kom Bynke og hendes daværende kæreste Kim ned på båden og holdt jul sammen med mig og Sofus. Min salig gamle mor Helen dukkede sørme også op midt i det hele og stod pludselig oppe på kajen og råbte “Hej -Hej” Hun havde altid en fantastisk timing for at kunne vise sig på de mest uventede steder. Men hun er død nu, og det var nu meget hyggeligt også at have både hende, Kim og Bynke om bord. Vi skulle have været ude og se hvaler på en lille sejltur til La Gomera, men Bynke sad bare og kastede op ud over rælingen hele tiden, så jeg vendte om, og vi nøjedes med gummibåden og småture langs kysten. Vi så dog nogle delfiner inden søen blev for hård for min datter.

Jeg sejlede selv alene over til La Gomera, da de var rejst hjem og blev der i en måned, hvor jeg mødte en hel gruppe sanyassier fra Baghwans ashram i Indien, som inviterede mig på fester hver dag! Da jeg var blevet træt af det, vendte jeg skuden mod havneindløbet og drejede langs kysten op mod La Palma, hvor jeg blev i næsten to måneder, før den gik mod Gibraltar sammen med to gutter, jeg havde mødt i Los Christianos.

Derfor er det sjovt at være her igen. Det tog et halvt år dengang. Flyveturen tog fem timer! Men det er det samme. Jeg har bare været lidt væk. Og hvor hører man egentlig til? Det er det store spørgsmål. I går var jeg ikke i tvivl et øjeblik, da jeg sad og tegnede i den botaniske have i Teide nationalpark. Himlen var knitreblå så højt oppe. Bjerget er næste 3000 meter. Spaniens største bjerg. Smukt lilla Står det bag den vildtvoksende busksteppevegetation. Varmen flimrer over de orangegule sten. Den grønne white broom eller Retama står som en prægtig paryk og udtrykker ejerskab over hele området, og den tynde luft gør mig ør og let om hjertet. Her bor jeg. Midt i det hele. Det kan der ikke være nogen tvivl om!

Og så lander man i skide kulde i et vintermørkt København, men glædes ved at kunne søge husly hos sin datter og hendes kæreste ude i Sydhavnene. Den mentale sol skinner stadig upåvirket af omgivelsernes tristhed. En ældre dame på bænken på Hovedbanegården viser sig at være en udmærket samtalepartner idet hun både har en sejlbåd i Horsens og er tidligere klinikassistent hos en tandlæge. Sådan er verden åben og nu endnu mere efter dagene ved havet under blåhimlen på de sorte vulkaner. Nu er vi ombord på expressen til Hamburg og springer planmæssigt af i Nykøbing Falster for at skifte til lokalbanen til Maribo. Sådan fortsætter the  never  ending tour…

Og hermed en lille hilsen til mit barnebarn Betty som jeg følger og dagligt glædes over de små hjerter, hun sender mig. Ja.

Det er dejligt at skrive. Det er det altså. Jeg kan slet ikke komme uden om det. I går var jeg til for-nytårsfest. Der mødte jeg to søde unge damer. Begge yderst belæste, og vi diskuterede Kants teser om udødelighed hele aftenen. Da de begyndte at tilbyde mig “drinks” takkede jeg nej og begav mig hjemad. På vejen mødte jeg en højgravid kvinde i 35 års alderen. Hendes mand havde forladt hende nu en uge før fødslen, fordi han ikke kunne overskue at se sig selv som far til et barn med Downs Syndrom. Skanningen havde nemlig vist, at der var en, omend minimal chance for at barnet ville blive et mongolbarn, og det kunne han ikke klare, så han var skredet. Hun havde nu kun sin mor og en dansk gårdhund at støtte sig til. Hendes far var musiker og røg hash hele tiden, men hun udstrålede glæde og forventning, hvilket smittede mig idet jeg gik videre forbi to ældre damer, som fodrede ænderne i søen trods forbudet mod fodring på grund af rotter.

Oppe i min lejlighed her i Sydhavnen gav jeg mig til at rense mit akvarium. Jeg har sådan et nydeligt lille akvarium. Det var min nabo Hr Ågesen, der fortalte mig, at der var billige akvarier til salg nede hos fiskehandleren. Jeg købte et på 20 liter og fyldte det med fisk.  Gubbier for det meste. Der var vist osse et par slørhaler, tror jeg. Jeg elsker helsekost. Drikker meget urtethe, og derfor tænkte jeg, at fiskene osse kunne trænge til lidt urter, så jeg hældte noget Markussen ned i vandet til dem, og nu er de alle døde. De ligger nede på bunden og gisper. De stakler. Og jeg som troede, de fik helse. Af helsekost. Nu må jeg rense mit akvarie med en klud. Det vil jeg gøre i eftermiddag inden jeg skal til Banko i Absalonskirken. Solen skinner forøvrigt. Bare så I ved det. Der er ikke noget at være ked af. Jeg fylder akvariet med jord og dyrker agurker i det i stedet for. Agurker er sundt. Det har jeg læst. Man læser jo så meget i disse tider. I går læste jeg…. Nå, det må blive en anden historie. Jeg har travlt med at rense akvariet med en hårdt opvredet klud. Det skinner allerede og alle de døde fisk har jeg spist. Fisk skulle være så sundt. Har jeg læst. Ja, der er ikke det,man ikke kan læse sig til. Min søn læser til student. Min kone læser til læge. Min far er død. Det kan man ikke læse sig til. Der ER noget, man ikke kan læse sig til. Gudskelov for det!

 Hr Ågesen og mig.

Fandens til vejr. En nytårsaften. Støvregn som suger sig ind i revner og sprækker på mit tøj. Men det var godt at komme afsted fra “Karens Minde”. Planen var at køre ud til DCUs campingplads Absalon ude i Brøndbyøster for at bunke strøm. Det er essentielt, når man lever som jeg. At have en varm bil at komme “hjem” til betyder alt. Ellers ligger jeg som den hjemløse i læ ved nedgangen til Nørreport Station. Med sine plasticposer og sit sure fugtige tæppe over sig. Sovende med hovedet på en gammel taske. Nu kanjeg lukke mig ind i min folkebil og tænde for oliefyret. Tænde for Ipad og se “Narcos” mens thepotten snurrer over gasblusset.

Absalon har været min dagligstue og mit spisested de sidste dage. Der sker altid noget i de dybe lænestole med mennesker som stadig kommer hinanden en lille smule ved. Og jeg sidder og tegner disse mennesker i alle deres afskygninger og ustandselige stemningsskift. Det er som blafrende blade i vinden hele tiden virkeligheden udspiller sig. -Så er der bordtennisturnering med unge ivrige drenge som springer adræt frem og tilbage foran de store frem-stillede plader på bukke. Eller der er banko, hvor man kan vinde nytårshatte. Eller der er fire unge amerikanere, som lige er kommet fra en højskole på Fyn og sidder og jammer på guitar det bedste de har lært på deres 3 måneders kursus. Jeg tænker om jeg skal joine på mundharmonika, men holder mig høfligt i baggrunden og nøjes med mine skitser på padden. Så var jeg inde og se “The houset that Jack built” og det var en stram omgang med al det sadisme der overhovedet kunne pines ud af det hvide lærred. Jeg forstår godt, hvad han mener, men det var en hård omgang at komme igennem. Tabubryderen hvad er det nu han hedder, ham instruktøren. Det har jeg glemt. Vigtigere var det heller ikke…( Lars Von Trier. Nu husker jeg det!)

Jeg sniger mig langs hushjørnerne på jagt efter et sted, jeg kan tørre mit gennemvåde tøj efter at have været nede på Bryggen og bevidne årets “nytårshop” i det iskolde havnebassin. Flere hundrede menneskers lysrøde kroppe skaber festligt farvespil i den tristgrå støvregnshavn. Børn hopper skrigende i det iskolde vand. I min rygsæk ligger både badebukser og håndklæde, men jeg afstår fra gyset på grund af de mange mennesker. Har min egen badeanstalt i Bandholm som venter, og det er nok lige nu. Suien ringede i går og ville vinterbade, så jeg tænkte, at hun måske ville være på Bryggen, men hun blev forsinket og ville så tage til Nordhavn med veninderne. Der tager jeg altså ikke ud nu. Det kan hun få for sig selv.  Derfor tænkte jeg at gå ned på Vandkunsten, hvor der ligger et hostel med restaurant, hvor de vistnok serverer suppe, men så kom jeg forbi “Danhostel” oppe på Langebro og der så varmt og godt ud, så der gik jeg ind og fandt husly. Sådan forløber første del af nytårsaften 2018 for mig. Her i hotellets foyer er bløde lænestole og behagelig baggrundmusik og mit tøj tørrer så længe.

Ude i Brøndbyøster fik jeg plads nr 96 og adgang til fri strøm og varmt bad til i morgen klokken tre. Måske bliver jeg et par dage der, men jeg tror nu nok, jeg kører tilbage til “Karens Minde” i morgen. Der er croquis i Absalon på fredag og det trækker lidt. Jeg har det som på besøg i en hvilken som helst storby her på jorden og så kan det lige så vel være København, ikke? På trods af støvregn og kulde…

Sikke en nytårsaften! Og et ordentligt fyrværkeri på Rådhuspladsen. Og bo i bilen ude på DCU camping i Brødbyøster, hvor det var rart at blive venligt modtaget og få tilbudt en plads med adgang til opvarmet køkken og bad og store blå EU-strømstik lige til at hente dejlige KW så den lille blæsevarmeovn kunne gøre “kahytten” beboelig. Der var lukket på Absalon, som ellers var blevet min dagligstue mellem ture rundt i byen, så festen blev henlagt til “Downtown Copenhagen” som lovede stor indbydende buffet med vegetariske rødbedebøffer og varm suppe plus et glas champagne for ialt 130 kr. Jeg sprang til og begav mig dernæst ud på byvandring i det nytårsstemte København. På dÀngleterre brændte de bøffer til overlegne rigfolk og restauranterne overalt forberedte sig til rygind med hvide duge og rækker af strålende krystalglas. Jeg gik forbi og glædede mig over at have reserveret plads nede downtown.

Da jeg mødte op i godt humør til min buffet blev jeg blæst af et lydniveau på højde med Parkens store rock højtalere, og suppen var kold og rødbedebøfferne sure. Det var rent ud sagt et helvede. De “unge” mennesker omkring mig så indifferente ud mens de gumlede på deres mad, og jeg følte mig som en oldtidslevning blandt disse apatiske personager,  som ikke kunne høre hvad de selv sagde og derfor sagde ingenting. Jeg tyggede hurtigt af munden og tog en sidste slurk af den halvkolde hønsekødssuppe og begav mig ud i byen igen. Egentlig var jeg på vej hjem, men da klokken nærmede sig midnat, den var halv elleve, tog jeg ind på “Barosso” og købte mig en kop the og fandt en dyb læderstol, hvorfra jeg kunne nyde folkelivet, alt imens jeg læste et par kapitler af “De dødes land” af Pontoppidan. Der kom flere og flere mennesker til og fyldte efterhånden hele Rådhuspladsen udenfor. Ti minutter i tolv begav jeg mig ud i en tæt folkemasse, alle med opadvendte hoveder for at se hundredevis raketter, med kurs mod det store ur på rådhustårnet. Så slog klokken tolv og byen gik amok. Folk begyndte at vælte sig ind over hinanden for at komme nærmere årsskiftet. Flere små børn blev trampet ihjel og mange fik de store romerlys i hovedet og begyndte at brænde som fakler i det frådende menneskehav. At tro man kunne komme væk var naivt. Det var som en klæbrig dej, der omsluttede een, og hjælpeløst blev man ført afsted i dette ragnarok af kroppe, der som en strøm af lava drev op ad Vesterbrogade og ned ad HC Andersens Boulevard. Det var først på spor 12 på Hovedbanegården jeg slap fri, idet det lykkedes mig at springe på linie E til Tåstrup som gudskelov har stop i Brøndbyøster,hvor nytårsfesten kun var af beskedent omfang. Bilen havde ingen forulempet. Den stod trygt og godt på plads 96 i DCUs camping regi, og her hørte jeg dronningens nytårstale inden jeg noget fortumlet faldt i søvn.

Google arbejder på algoritmer som kan genkende ansigter. Hermed et ansigt til gengendelse. Hvem genkender dette ansigt? Det gør computeren, som straks sætter det i forbindelse med Skipper Skræk. Godt nok en lidt bekymret Skipper Skræk. Et lidt angstfyldt udtryk kunne man mene. Det skyldes sansynligvis, at han frygter for omverdenens dom over ham. Man kunne sige, at han befinder sig i en evig eksamensituation. Et bedømmelsesudvalg betragter for øjeblikket denne gamling, og er på vej til at kasserer ham. Som ubrugelig opfatter de ham. Til skrot med ham, råber hele udvalget i kor. Hans øjne flakker fra side til side. Han ved slet ikke, hvordan det er kommet så vidt med ham. Han gjorde jo altid sit bedste, tænker han, men kommer så i tanke om, at det alligevel ikke er hele sandheden. En gang for længe, længe siden var han så uheldig at komme til at forbryde sig mod almenvellet. Det er det han må bøde for nu. Han indser, at det er slut og alt er forbi. Derfor ser han ud som han gør. Computeren smiler og rubricerer ham som taber. -Næste gang der bliver problemer med ham, ved vi hvor vi skal finde ham, siger et tilfreds bedømmelsesudvalg, og forlader salen/stranden/værelset/kahytten/kontoret/rådhuset/lufthavnen/ badeværelset/gaden/gangen og iøvrigt hvorsomhelst et overvågningskamera måtte befinde sig. Face. Book.

Når man befinder sig på en banegård er der meget, man må være obs på. For det første er det togenes afgangstider. Især hvis man skal nå toget. Men hvad betyder det egentlig at “nå noget” Se det er det næste spørgsmål, man må stille sig her under det hvælvede gulbrune trætag. Duerne kommer hen og tigger om mad, og man giver dem en krumme eller to. Damen ved siden af een på bænken smiler venligt, da hun bemærker ens gestus overfor de små dyr der på fliserne. Det varmer een om hjertet. Så er der da endelig et andet menneske som lægger mærke til ens eksistens. Ellers ser det slet ud med opmærksomheden. Alle folk jager forbi hver med deres eget indbyggede formål. De ser dig ikke som du sidder der på bænken og smiler til dem. De ser dig slet ikke, og om lidt rejser den venlige dame sig op og går, og du er nu helt alene på bænken på banegården. Du ved slet ikke om det er umagen værd at vente på noget tog, fordi du faktisk  ikke skal nogen steder hen. Hvor skulle du egentlig tage hen? tænker du. Ligegyldigt hvor, så er det det samme. Du indser, at du lige så godt kan blive siddende. Du sidder altså der på bænken mens mennesker og dyr (duer/hunde/gråspurve) passerer dit blik som en film foran dit ansigt. Du sidder ganske rolig og betragter denne film, som du selv er medvirkende i, og hvad ser du så? Du ser dig selv, som du er og den du er, er ikke noget statisk. Er ikke noget “noget”. Er en ukendt størrelse, du aldig nogen sinde vil få klarhed over. Du kan gå til lige så mange meditationskurser og lige så mange foredrag og lige så mange “kloge” eller “indsigtsfulde” mennesker du vil. Til Buddha eller Allah eller Jesus den allerhelligste Kristus, og du vil alligevel altid havne der på bænken på banegården mens du venter på det næste tog, som du aldrig når. Det er da i det mindste noget, tænker du og rejser dig og går ud i den store by på må og få.

Nede på hjørnet ved 7eleven møder du en prostitueret som vil have dig med op til et blow-job for medes 500 kr. Du afslår høfligt med et smil og lader situationen bringe dig indenfor i butikken, hvor du køber en chai-latte. Du holder meget af chai-latte. Den søde, mælkede konsistens med den kraftige smag af nellike og kanel er noget du sætter pris på. Du snupper lige en croissants mens du står inde i varmen og nipper til din drinks. Så går du ud på gaden. Ser til højre. Der ligger Istedgade. Der har du ikke lyst til at gå. Du vil hellere ind mod centrum, så du drejer til venstre op langs Hovedbanegården mod Vesterbrogade, hvor du drejer til højre og følge med de mange mennesker på deres vej ind mod centrum. Du lader dig opsluge af folkemængden som en båd på en flod der driver med strømmen. På vejen ud for “Irma” står den gamle fløjtespiller. Han holder på en hvid plastic blokfløjte, som han tydeligvis ikke forstår at spille på, for han puster uhæmmet ned i røret mens han lader hånden glide op og ned langs hullerne i rasende fart. Det lyder absolut ikke af andet en støj, men folk lægger alligevel penge ned i hatten, han har foran sig. Du går i stå udfor ham og lytter til hans “musik” og jo længere du lytter, des mere forstår du ham. Derfor giver også du ham en mønt inden du går videre.

På Rådhuspladsen er der fest. Et tyvemands tyrolerorkester underholder en dansende skare. Du finde hurtigt en dansepartner. En trivelig tysk kvinde i 60 års alderen byder dig op, og snart svinger du omkring så sveden står dig ud af alle porer. Hun griner glad op i dit åbne ansigt og du glemmer alt om tid og sted. Du er ikke alene mere. Du er lykkelig.

Men det varer ikke længe. Snart sænker melankolien sig over dig igen. Det er blevet nat. Gaderne er mennesketomme. Du driver om på må og få. Da kommer en mørk skikkelse imod dig. Hun går lige op og stiller sig i vejen for dig. Du prøver at komme forbi hende, at ungå hende, men hun holder fast i sin position og standser således din videre færd. Du må tage hendes tilstedværelse alvorligt, om du vil det eller ej. Hun har brune øjne.

-Jeg siger bare, at det er muligt, siger de brune øjne.

-Hvad er muligt? svarer du,  idet du undrer dig over, at øjnene begynder at tale.

– Du må forstå, at jeg ikke taler til dig. Du må forstå, at det jeg siger, ikke er henvendt til nogen. Det er blot noget, jeg siger, fordi jeg ikke kan lade være, og fordi jeg ikke kan lade være, er det muligt.

-Hm.

– Ja der blev du nok taget på sengen, svarer den lyssky dame, hvis øvrige åsyn er formummet bag et slør. Det er derfor kun øjnene man ser.

-Hvis du mener det, du siger, så lad os følges ad en stund og se, hvad disse muligheder vil bringe, svarer du og drejer om på benene for sammen med dette væsen at begive dig ud i natten. I går ned ad Pilestræde, der er dunkelt oplyst af en enkel gadelampe. I en kælderåbning strømmer et rødligt lys ud. Din veninde tager dig i hånden og fører dig ned ad nogle trappetrin mod en slidt trædør, som hun åbner. Bag døren et oplyst rum fyldt med feststemte mennesker. Der er musik. En saxofon og en violinist underholder  oppe fra en tribune som er smykket med kunstige vinranker. Lugten herinde er tungt mættet med orientalske parfumer. De dansende gæster lader sig ikke mærke med jeres ankomst. Du finder et bord i et hjørne af lokalet. I sætter jer, og nu lægger din natveninde sit slør.Du ser hende og kender hende øjeblikkelig. Det er din mor som ganske ung. Du har fotografier af hende fra Århus Teater, hvor hun var skuespillerinde. Hun er en smuk ung kvinde på 25 år. Hun kalder på servitricen og bestiller 2 glas pernod til jer. Hun lægger sin hånd på din arm og siger: – har du ild? Hun har taget en pakke cigaretter frem og sat een i munden. Hun rækker sit ansigt over mod dig. Du griber i lommen efter den lighter, som du altid medbringer, hvis en kvinde skulle bede dig om ild. Du tænder hendes cigaret mens du betragter hendes ansigt som gløder op i skæret fra flammen. Det er din smukke mor. Du er ikke i tvivl, og du er ikke i tvivl om, at du elsker hende. Du er 78 år. Hvad skal du gøre? Det klogeste vil være, at rejse sig op og hurtigst muligt se at komme væk, tænker du, men situationen har en besnærende kraft, som holder dig tilbage. Musikken er blid og beroligende. Pernod’en kommer på en sølvbakke. Hun løfter sit glas mod dig og siger:- Skål Jens!

I skåler. Hun ser fortryllende ud, din mor. Du kan slet ikke glemme, at det er hende du sidder overfor. Hun spørger: -Hvordan har far det? -Hvad mener du, siger du. – Er det din eller min far? -Din far selvfølgelig, siger hun. Du forstår ikke rigtigt, hvor hun vil hen med sit spørgsmål, men forsøger alligevel at svare: -Han er død. Du ved, det er mange år siden. Jeg så faktisk ikke noget til ham i alle årene. Det var først da Michael, hans søn og min halvbror en dag dukkede op i et hus vi havde lejet ude i Humlebæk og fortalte at han var død, at jeg blev klar over det. Jeg arvede lidt penge, og så var det det. Han har aldrig sagt mig noget, men du må kunne fortælle mig noget om hvem han var. Hun ser ned i sit glas, tænksomt, så svarer hun:- Jeg har ikke mødt ham endnu, men jeg drømmer om ham. Det skal være min drømmemand. Når jeg møder ham vil jeg elske ham så højt som jeg elsker dig. -Hvad så hvis han ikke elsker dig lige så højt? Hvad så, hvis du bliver gravid og han forlader dig og du bliver alene med det lille barn? Hvad vil du så gøre? Så begynder hun at græde. Din mor sidder og græder over noget, som endnu ikke er sket, men som I begge to ved vil ske. Så græder du også, for du ved din far forlod dig ligesom du vil forlade dine børn. I drikker ud og pudser næse og griner lidt flove til hinanden. – Nu ikke mere flæb, siger du. -Nu går vi ud i verden så meget desto klogere. Du tager hende i hånden op ad trappen i lyset fra den begyndende dag. Her vinker du farvel til din mor. Du ser hende forsvinde om et hjørne oppe ved Kultorvet. Selv vandrer du ned mod Nørreport Station, hvor du tager metroen ud til lufthavnen. Du er træt af al tumlen i den store by. Du sætter dig i Terminal 2, hvor der er magelige bænke og hvor du i ro og fred kan overveje dit næste skridt her i verden.

Du falder i søvn, men vækkes af en høj klirrende lyd fra et skilt som klapper ned ved indcheckningsskranken. På skiltet står: Tenerife afgang kl 10.30.Du rejser dig fra din bænk og går over og spørger damen om de har nogen ledige pladser. Hun bladrer i sine papirer og svarer, at det har de. Du køber et sæde i en Boing 777 ejet af Ryanair og sidder snart behageligt bænket ved nødudgangen med rigelig benplads på vej ned i varmen og væk fra alle de kedelige minder om forladte kvinder og børn.

Jeg havde stort set ikke sovet siden hovedbanegården. Derfor blev flyveturen også ret indholdsløs. Jeg sov simpelthen hele vejen. Det var først da stewardessen vækkede mig og fortalte, at vi var landet og jeg var den sidste tilbage i kabinen, som skulle tømmes for at rengøringspersonalet kunne komme til, at jeg lettere forvirret vaklede ud i solskinnet. Det var meget nemt at komme igennem told og registrering, da jeg slet ikke havde anden bagage end mig selv. Tungt nok iøvrigt at slæbe på sig selv, tænkte jeg, da jeg sad på en bænk udenfor afgangshallen og ventede på en bus. Der var mange forskellige busser, som kørte til alle mulige steder rundt på den store vulkanø. En af busserne kørte til Santa Cruz og den valgte jeg. Den ene kunne være lige så god som den anden, tænkte jeg og steg op i det store køretøj med behagelige plyssæder. Chaufføren afkrævede mig 5 euro som jeg betalte ham med mit nye kreditkort fra Norwegian. De gav kredit til sådan nogle som mig på op til 50.000 euro, så jeg havde nok at rutte med på min tur ud i det blå. Jeg har altid holdt meget af den spontane rejse. Der oplever man allermest, fordi man ikke har forventninger til fremtiden. I øvrigt tror jeg slet ikke på fremtiden. Den er blot en projektion af fortiden, og så er vi lige vidt og kommer slet ikke nogen steder. Nej, uden mål og med, det er min devise. Bussen satte i gang. I mellemtiden havde jeg fået en medpassager, en muslimsk kvinde med halstørklæde og det hele. Hun havde klemt sig ned ved siden af mig, da bussen efterhånden var godt fyldt. Hun var midaldrende og udsendte en beroligende duft af moskus. Så kørte vi ud fra lufthavnsområdet op på hovedvejen som var stoppet med biler i hver sin retning. Vi kørte mod nord langs med havet som lå og skinnede blåt i den klare sol. Det var varmt, og den blomsterduftende milde vind ramte mig i ansigtet fra de åbne vinduer. Til venstre sås den store Vulkan, som hele øen er bygget op om. Dens krater udsendte en gullig giftig røg, der drev ned ad bjergsiden. Små landsbyer lå klatrende op ad de vældige højdedrag. Der var kort sagt skide flot. Jeg sad og nød turen, der skulle vare omkring en time og blev efterhånden godt sulten. Min muslimske veninde ved siden af begyndte at spise tørrede figner, og da hun mærkede mine stjålne blikke, tilbød hun mig nogle stykker i hånden, som jeg spiste med stort velbehag. Snart var vi i Santa Cruz og jeg steg ud sammen med alle de andre passagerer. I den store ankomsthal myldrede det med mennesker af alle slags. Unge piger med skoletasker og pensionister i grupper ude på sightseeing. Jeg orienterede mig med min mobiltelefon på Google maps, som jeg altid bruger, når jeg ikke ved, hvad jeg skal. Så kan man spørge om, hvor man skal hen, og så siger den, hvor der er noget spændende at se. Der var en lille park i centrum, som de anbefalede, og da jeg tænkte mig at købe lidt mad og spise, var det passende med en park, hvor jeg kunne sidde i fred og nyde min frokost. På vej hen mod denne park kom jeg forbi et fiskemarked som tiltrak sig min opmærksomhed. Jeg gik derind og minsanten, hvor var her lækkert! Store borde fyldt med alle mulige slags havdyr i festlige orange, blå og grønne farver. Hummere og blæksprutter lå med isklumper for at holde på friskheden og så var der minsanten også en østersbar, hvor man kunne sidde og drikke lokal hvidvin mens man slubrede friske sprællevende øster i sig! Der sad flere unge mennesker og snakkede livligt leende og der slog jeg mig ned og bestilte et halvt dusin samt en lille kande vin. Det smagte dejligt, og vinen gjorde mig glad. Frisk som en havørn bevægede jeg mig ud i det myldrende morgenliv i denne besnærende by. Google førte mig op forbi den store rundkørsel og hen over pladsen hvor jeg kom i snak med det smukke par som sad på fortovet og diverterede en ukulele og en guitar. Jeg spiller selv på ukulele og kan efterhånden nogle få greb, som gør mig i stand til at fremføre forskellige børnesange.Den unge pige lærte mig et par tricks før jeg gik videre på udkig efter noget mere mad. Det nærmede sig frokost tid jo, så så snart jeg passerede en grønthandler, gik jeg ind og købte nogle store modne tomater og et hvidløg. Han havde også nogle små praktiske flasker med olivenolie, af hvilke jeg indkøbte een. Snart nåede jeg den lille park med googles hjælp og satte mig på en bænk under de store træer i solen og gav mig til at præparerer mine tomater og fandt ud af, at jeg havde glemt at købe brød. Gudskelov lå der lige udenfor parken en bager, og der fo`r jeg straks over og købte et stort integralbrød. Så kunne jeg mæske mig med hvidløg og tomat på det gennemsavede flutes, som jeg havde bearbejdet med min lille medbragte schweitzerkniv. Den har jeg altid med i lommen, til når jeg skal spise, hvor jeg kommer frem. Olivenolien drev desværre lidt udenfor brødet og rendte ned på mine bukser, hvor der kom en plet. Jeg besluttede mig til at fjerne pletten så snart jeg havde fundet et sted at bo. For et sted at bo måtte jeg have. Det var uden tvivl. Gudskelov havde jeg min mobiltelefon med internet og der har jeg en konto hos Airbnb. Så snart jeg får brug for et sted at sove, ringer jeg op til Airbnb, og vupti så har de en plads til mig til billige penge. Det hele bliver trukket fra mit nye Norwegian kort, så jeg har ikke ølonomiske problemer desangående. De havde selvfølgelig også en god plads til mig her i santa Cruz. En penthouse apartment på en rooftop nede i Puorto la Cruz en halv times kørsel med bus fra hvor jeg sad.

Huset lå lige ned til havnen. Det var et gammelt patricierhus fra tiden hvor Portugiserne regerede øen. Gule groft tilhuggede sten udgjorde facaden som også havde inskriptioner på latin som vidnede om, at det var et gammelt tidligere toldkammer. Vinduerne var små med farvede glas, og for at komme op til min bolig på taget, måtte man sno sig ad en smal vindeltrappe. Ejeren gik forrest og viste vej. Han var en ældre herre med langt hvid skæg og store mørke solbriller. Han talte gebrokkent engelsk med spansk accent, så jeg havde svært ved at forstå, hvad han sagde. Med fingersprog gik det imidlertid, idet han hele tiden vinkede mig videre frem, efterhånden som vi kom højere og højere op i huset. En strålende udsigt over hele Puorto åbenbarede sig til sidst, da vi stod på den store terrasse, som hørte til den lejlighed, jeg skulle bebo. -Nice, nice you see. Han pegede ud mod Atlanterhavet som lå skummende for vores fødder. -Many people die out there, sagde han og lo med en skummel latter. Jeg så, at han slet ikke havde tænder i overmunden. Det var ikke noget der klædte ham. Han åbnede en skydedør ind til selve lejligheden. Et stort lyserødt rum med brede lænestole i grønt plys og en mægtig fladskærm var det første ens øjne opfangede idet man trådte ind. Gulvet var beklædt med rustikke fliser i okker og guld. En dør førte fra stuen ud i et lille køkken, hvor lange rækker kobbergryder og pander hang ned fra loftet. Der var ingen tvivl om, at jeg her ville få rig lejlighed til at kunne lave min egen mad. Jeg klappede i hænderne af glæde og slog selvfølgelig straks til, da min vært fremlagde en kontrakt for lejemålet. Og så havde jeg endda ikke set badeværelset endnu. Det var virkelig prikken over ièt. En stor jacuzzi fyldte over halvdelen af arealet af det kridhvide rum. Udover det var der et lyseblåt toilet og en række skabe med flakoner og sæber som udsendte forførende dufte. – I will leave you alone now, sagde min landlord og trak sig tilbage baglæns ned ad vindeltrappen. Jeg smed mig i een af de dybe lænestole, tændte for det store fjernsyn og faldt i søvn til lyden fra speakeren i den spanske nyhedsudsendelse, som fortalte at en sunami var på vej ind over de kanariske øer med forventet ankomst omkring midnat.

Jeg vågnede nogle timer senere ved en mægtig larm nede fra gaden. Jeg gik ud på terrassen og kiggede hen over området. Havet lå mørkt og frådende med store skummende bølger som slog ind mod klipperne og havnen, hvor fiskerbådene blev kastet fra side til side i deres fortøjninger. Folk løb omkring og skreg til hinanden for at koordinere hjælpearbejdet med at få bragt de små skibe i sikkerhed. Klokken var nær ved midnat, og da så jeg den enorme bølge nærme sig ude fra det store sorte hav. Den slog ind over bolværket som beskyttede havneområdet og knuste så let som ingenting hele fiskeriflåden i et eneste smæk. De blev til pindebrænde mens jeg stod og så det hele ske. Bølgen hævede sig op ad husfacaderne og menneskene dernede blev slynget mod de hårde sten og kvæstedes øjeblikkelig. De skreg og hylede af angst og smerte og der var intet jeg kunne gøre deroppe fra min udkigspost på terrassen. Bygningen jeg stod i skælvede slemt, og i nogle øjeblikke frygtede jeg at den ville styrte sammen, men den gamle toldstation var af solidt materiale og holdt til presset. Flere af de mindre huse længere nede af gaden var nu knust, og oppe fra udkanten af byen hørtes sirener fra hjælpepersonalet som var på vej i store kranbiler for at bistå ved katastrofen.

Da bølgen begyndte at trække sig tilbage faldt der lidt efter lidt ro over området. De mange døde kroppe som var skyllet i land blev samlet op af ambulancefolk fra det nærliggende hospital. Jeg vil skyde på at det drejede sig om et lille tusind stykker. Værst var det gået ud over det store turisthotel helt ude ved pynten af kysten. Netop på det tidspunkt hvor jeg ankom til byen, var en hel hær af internationale turister blevet sat af derude af store Greyhound busser. Der var flere end tusinde folk, vil jeg tro, og de var alle døde. Hver og een. Sikke en ferie for dem, tænkte jeg og gik tilbage ind i min lyserøde stue for at høre nyt fra fjernsynet om katastrofen. Først ville jeg imidlertid tænde mig en cigaret. Det gjorde jeg så og indhalerede med stor nydelse den stærke spanske tobak. Det sved lidt i lungerne, men det gjorde ikke noget, bare jeg nød det, tænkte jeg. Jeg lavede mig en  kop urtethe og satte mig ud på terrassen, hvor det var ved at blive morgen og solen kom til syne lige i kanten af horisonten. Den strålede begejstret og uberørt af nattens hændelser, ganske som sole jo gør det i disse tider. Jeg nød min skoldhede the og lagde planer for den kommende dag: “Først vil jeg gå ned og tage en dukkert, nu hvor havet er faldet til ro og de mange døde kroppe er fejet væk. Senere vil jeg nok vandrer op gennem den smukke by til  botanisk have for at nærstudere de mange fremmede planter som opbevares der. Når det så er sket, vil jeg sætte mig ind på een af de mere luxuriøse restauranter oppe i midtbyen og indtage en menu bestående af skilpaddesuppe lavet af de mange havskilpadder som er skyllet i land under sunamien. Dernæst skal det blive bøf. Med løg, ligesom de synger i den sjove sang med ham Trier, og til sidst skal der festes med flødeis fra Hellerup ismejeri henne om hjørnet nede i kælderen som Osvald Helmuth sang i sin tid.”-Så det skal nok blive sjovt alt sammen. Jeg glæder mig allerede. Det er godt at have noget at glæde sig til. Så bliver dagen ikke så ensformig, som jeg altid siger.

Nu er det jo sådan, at jeg slet ikke spiser bøf. Jeg er nemlig veganer og hader døde dyr.Jeg elsker levende dyr, men døde dyr kan jeg altså ikke udstå. De lugter først og fremmest, og selve det at de er døde fylder mig med afsky. De skulle have vidst bedre og ikke ladet sig slå i hjel, ikke? Det er nu min mening. Men det er selvfølgelig svært for sådan en lille grissebasse at gøre oprør. Mod den slemme slagter, som kun har profit i hovedet. I det hele taget er det svært at gøre oprør mod folk som har profit i hovedet. Det er jo hele deres hoved som består af profit. Der ER simpelthen ikke andet end profit inde i deres hoveder. Sådan nogle bliktude. De skulle hænges, men så er jeg jo lige så slem som dem. Og jeg er veganer, så jeg slår ikke ihjel. Hvad gør jeg så. Ja se det er et godt spørgsmål. Ihvertfald spiser jeg ikke bøf, nej. Jeg spiser grøntsager. Det er meget bedre. Og så … ja, hvad så? Så ikke mere. Jeg aner simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre. Simpelthen. Så jeg må hellere lade spørgsmålet ligge. Et åbent spørgsmål, som man siger.

Da jeg havde gennemført min plan, selvfølgelig uden at spise kød, istedet stod den på friskfanget languster dampet i lokal sauterne med små nye kartofler overdrysset med fine grønne dildblade,og dertil en kølig riesling , var jeg også godt mæt. Drev lidt omkring i de smalle gyder, som var mennesketomme og derfor kedede mig. Hvis ikke der er mange mennesker omkring mig dør jeg nærmest af kedsomhed. Der skal være drama i luften. Det elsker jeg og det eneste levende væsen, jeg mødte var en skabet hund som fòr hen og forsøgte at bide mig i benet. Jeg løb alt hvad jeg kunne tilbage til toldbygningen og kravlede ret forpustet op ad de smalle trappetrin til min bolig på toppen af huset. Mæt og træt ledte jeg efter en seng. Et soveværelse, men der var ikke noget. Man mente åbenbart, at jeg skulle sove ude på terrassen, hvor en hængekøje befandt sig. Nå, men så dumpede jeg ned i den, slumrede et par timer og vågnede da det var blevet mørkt og stjerneklart. Hele himlen var et mylder af stjerner. De store billeder af bjørnen og fisken og tyren, samt mit elskede Orion stod som en hvælvet sengehimmel over mig og da samtidig husholdersken trådte ud fra den lyserøde stue og præsenterede sig, kunne jeg næppe få det bedre. -Til tjeneste, hvad ønsker herren? Spurgte hun og sendte mig et blændende smil. Hun har vel været ca 30 år, det kære væsen og det smigrede mig, da hun tog en lille taburet og satte sig hen ved siden af mig ganske tæt. -Hvor kommer du fra? Spurgte jeg på mit mangelfulde spansk. -Det er den gamle herre, som ejer hust, der har sendt mig. Han siger, at jeg skal være dig behjælpelig med, hvad du måtte ønske.-Det lyder sandelig spændende, svarede jeg med et listigt smil. Kunne du tænke dig at gå i seng med mig? Spurgte jeg ganske dristigt skulle jeg selv mene. -Åh,åh,åh udbrød hun. Det er et meget vanskeligt spørgsmål at tage stilling til sådan lige på stående fod. For så vidt at det overhovedet skal komme på tale, må vi da for søren først lære hinanden lidt at kende, ikke? Hun sendte mig et bedårende smil fra en mund formet som et rosenblad. Jeg smeltede helt og lod mig falde tilbage i hængekøjen nu ganske afslappet ovenpå den forudgående spænding der stadig hang i luften. Sådan sad vi en tid. Stille i hinandens selskab. Det var meget godt istedet for al denne agressive tilnærmelsestaktik, som jeg havde lagt for dagen. Nu var vi to til at betragte stjernehimmelen, og det gik snart op for mig, at husholdersken, hvis navn var Eva, var endog særdeles velbevandret i astronomi. Og,som det senere kom frem, også i astrologi samt den Freud-Jungske psykoterapi og sjælelære. -Tror du på Gud? Spurgte hun mig mens hun lagde sin hånd på min skulder. Jeg var rent ud sagt målløs over hendes spørgsmål. Jeg har aldrig selv tænkt nærmere over, hvorvidt en eller anden udeforstående kraft skulle have nogen indvirkning på mit liv, så jeg svarede så oprigtigt, jeg kunne:-Det ved jeg faktisk ikke. Måske, måske ikke. – Det er et godt svar. Et sådan svar som jeg håbede på, at du ville komme med, for jeg hælder også til den opfattelse, at den menneskelige tanke er en illusion og derfor ikke er i stand til at udsige noget om nogetsomhelst. Al denne snak og talen og sproglige  meddelelse som finder sted hele tiden i vores, den menneskelige verden er i bund og grund støj. Sammenhængen er udenfor tanken, ikke? Hun smilede igen dette mystiske smil, som fik det til at løbe mig koldt ned ad ryggen.

-Skal vi ikke spise middag sammen i morgen, foreslog jeg. Så kunne vi også invitere vores landlord Michel, er det ikke det han hedder? med, og så kunne jeg lave noget ordentligt veganermad med alle kobberpotter og pander som hænger ude i køkkenet. Hvad synes du om det forslag? Jeg smilede til hende ganske afslappet og ikke spor mystisk. Jeg ville have samtalen ned på et mere almindeligt plan. I det mindste for øjeblikket. Hun så på mig med sine store vandblå øjne. Var det en tåre, jeg så træde frem i hendes ene øjenkrog? Jeg ved det ikke, i hvertfald var det et meget følsomt udtryk, hun sendte mig da hun svarede: -Jean ( det kaldte hun mig. Hun må have set i kontrakten at mit navn var Jens og for at passe til hendes spanske taletone, havde hun valgt at kalde mig Jean.Det havde jeg i øvrigt ikke noget imod. Det lød dejligt i mine øre.) -Jean, det er en fortrinlig idè Det passer mig strålende i morgen aften. Min mor skal ud og besøge en veninde og diskutere kattemad. Du ved hun fodrer alle kattene i kvarteret hun bor i, og så passer det fint for mig, da jeg af den grund ikke behøver at være hjemme og tilberede hendes aftensmad. -Åh, udbrød jeg. Hvor er jeg glad fordi du kan acceptere mit forslag. Det rører mig så dybt så dybt. Du kan slet ikke forestille dig, hvor dybt det rører mig. -Nej, det kan jeg absolut ikke forestille mig, svarede hun spydigt. Jeg fik et shock. Den reaktion havde jeg slet ikke ventet. Og især ikke fra hende, hvem jeg gennem denne samtale var kommet så tæt ind på livet af. – Nå, godt ord igen. Vi må arbejde hårdt for at finde en passende samtaleform. At vi ikke farer i totterne på hinanden ved den mindste givne lejlighed, ikke? Hun lagde begge sine arme om min hals og krøb ind til mig mens hun spandt som en kælen kat. Det var et resultat, jeg kunne tilslutte mig fuldtud.Vores forhold havde taget en ny vending. Det var blevet intimt på en måde, jeg sætter stor pris på. -Eva, sagde jeg.-Er vi så enige om den middag i morgen aften, eller hvad? Hun gav min venstre kind lige der hvor skægget hører op og den bare hud begynder, et fjerlet kys. -Jeg kommer i morgen aften kl halv fem medbringende vores kære gamle husejer Michel, samt to flasker Spumante og en buket røde roser. Så forventer jeg, at du har maden klar og at vi ikke bliver skuffede. Jeg ved at Michel er en kræsenpot, og jeg er så sandelig heller ikke nem at stille tilfreds, at du ved det. Dumme dreng! Og hun forsvandt ud af mit synsfelt mens Vega i Lyren ganske langsomt passerede forbi på firmamentet skarpt forfulgt af den internationale rumstation ISS i kredsløb om jorden i en højde af 386 km. Rumstationen vejer 450 ton og bevæger sig med en fart på 27.700 km i timen og fuldfører næsten 16 kredsløb rundt om jorden på et døgn. Det kunne jeg ikke hamle op med, så jeg faldt bare i søvn i min hængekøje og lod verden om resten.

Om morgenen, da jeg vågnede, var min første tanke den, at jeg nu måtte se at få købt ind til dèn formidable middag, der var i vente. Jeg sprang ud af hængekøjen og flåede mit tøj ned fra væggen, hvor det hang på en krog og styrtede ud i badeværelset og sprang på hovedet i jacuzzien. Åh, hvor var det dejligt at ligge og dykke i det varme vand! Jeg kunne slet ikke løsrive mig ved tanken om alt det der skulle ske i løbet af dagen. Men det gik ikke at ligge her og falde hen, tænkte jeg, så jeg frotterede min krop og iklædte mig min nye pyjamas og gik ned på gaden for at foretage mine indkøb. Jeg elsker kål, så kål skulle det være. Der var ingen tvivl i mit sind. Det er sådan, at kål kan man anvende i mange forskellige retter, ikke? Det er det der gør det til et så fortrinligt næringsmiddel. Der er spidskål og grønkål. Så er der rosenkål som nok er den kålsort, jeg sætter mest pris på. Så er der blomkål, hvidkål og selvfølgelig rødkål. Den af alle slags kål der ser bedst ud når den ligger nede i suppen og drejer rundt som små snegle eller fisk, ikke? Savoykål er heller ikke til at kimse af, og alle disse kålsorter fandt jeg på det store marked på plaza espana ned i centrum af byen. En kurv fuld af æbler blev indkøbt tillige med en halv snes løg. Røde og hvide og salatløg. Så kom gulerødderne ovenikøbet sammen med fennikel og selvfølgelig artiskokker som prikken over ièt. Suppe skulle vi have og en stor skål salat med en fint tilsmagt hvidvinseddikedressing i olivenolie mixet med 50 fed store svulmende hvidløg. Jeg købte også 5 lange integralflutes og en lille dåse safran til at koge om de nyopgravede canariske kartofler jeg fandt hos en gammel dame, der ene og alene solgte kartofler. Hun havde ikke andet i sin bod, men Gud-hvor smukke de små kartofler var! Så buttede og smilende lå de der i kassen og bød sig til. Jeg kunne simpelthen ikke stå for fristelsen og købte to pund. Nu var jeg færdig og havde nok at slæbe på. Jeg hyrede en lille dreng, som sad og tiggede, til at bære alle min vare på ryggen, mens jeg stolt slentrede afsted og holdt øje med, at han ikke stak af. Oppe i lejligheden bredte jeg alle disse fantastiske vegetabilske skabninger ud på køkkenbordet for at tage dem nærmere i øjesyn. Drengen sendte jeg væk med en gulerod i munden og det var han ikke så lidt taknemmelig for! Jeg elsker denne gestus af medmenneskelighed, jeg ofte udfolder. Det klæder mig!

Jeg kan næsten ikke klare, hvis tingene ikke er i orden. Derfor gav jeg mig straks til at spekulere over, hvorledes det hele skulle foregå. Det er altid godt at have en plan, tænker jeg. Noget at holde sig til så at sige. Det er noget jeg sætter pris på.Rette linier og stil over situationen. Således også her. Solen var brudt frem fra et tykt skydække og sendte sine livgivende stråler ned over fliserne udenfor den brede skydedør. Der var ingen tvivl om, at her skulle jeg stå ude i bar overkrop i mine nye pyjamasbukser og snitte alle mine grøntsager. Til terrassen hører et lille skur. Der går jeg hen og åbner porten ind til et rum, hvor alle havemøblerne og et stort egetræsbord opbevares. Havemøblerne lader jeg stå foreløbig. Måske jeg vil tage dem ud senere. Måske vi rent faktisk kan sidde på disse møbler og spise Hvem ved? Men bordet er godt. Skide godt at stå og snitte ved. Jeg slæber de første to store kålhoveder ud og stiller dem på bordet. Derefter går jeg ind i køkkenet og tager flere af kasserollerne ned fra deres kroge og bærer dem ud og stiller dem på bordet ved siden af kålen. Så er jeg parat. Jeg henter en sabellignende kniv på vel en halv meters længde og i et præcist og elegant hug kløver jeg de to kålhoveder, så jeg nu har fire stykker kål. Dette gentager jeg og får således otte stykker kål og så fremdeles indtil jeg, idet min iver går over i et vildt raseri, med karatelignende slag hurtigere og hurtigere gennemhakker al kålen til den ligger i en pæn bunke parat til at gå i den store kobberkasserolle. Jeg smiler tilfreds over mit arbejde og har nu virkelig fået blod på tanden! Halløjsa, her kommer savoyen den slemme lille plante! Hold da op, hvor du skal have tæv for at blive rigtig mør. Og vupti, så op i potten med dig! De søde små rosenkål bliver behandlet ganske anderledes forsigtigt. Dem skal man ikke presse til noget. De er så bløde og fine med deres rosenbryst og deres små øjelignende udposninger. De yderste af udposningerne piller jeg forsigtigt væk, så den indre skallignende blomst kommer til syne. Åh, jeg er vild med rosenkål! Åh, jeg kan ikke holde et lille gisp tilbage hver gang jeg fjerner et stykke skræl og kommer nærmere og nærmere til rosenkålens hjerte. Åh, åh, åh, det er forrygende at rense grøntsager! Solen varmer min ryg, som jeg står der og har det udstrakte Atlanterhav i horisonten, og brisen er mild og god og bringer dufte op fra gaden, hvor en sælger i det samme går forbi og faldbyder brændte kastanier. Hvor har jeg det dog godt, tænker jeg. Hvor er jeg lykkelig! Rødbeder. Rødbeder er vigtige! Jeg knipser med fingeren, og straks kommer den lille dreng strygende og tilbyder sin hjælp. Jeg sender ham ned efter tyve rødbedeknolde, som han kort tid efter kommer op og smider på bordet. Jeg sætter ham i gang med at rense og findele dem ude i skuret. Der kan han stå og udføre sit arbejde og på den måde undgå at distrahere mig i mit. Han er meget sød såmænd, men jeg kan ikke holde ud at have ham for tæt på, da han lugter fælt. Måske skulle jeg tilbyde ham et bad i jacuzzien? Det vil jeg lade Eva om at besørge, når hun engang dukker op. Rødbederne bliver skrællet og skåret i flade stykker som også kommer op i den store suppegryde sammen med spidskål og hvidkål og rødkål og en knivspids chilli samt en nævefuld spidskommen. Kartoflerne i den lille kobbergryde med salt og dildblade og det hele ud på ildstedet med kosangassen som buldrer blå flammer op langs det gyldne metal. Jeg sender drengen ned efter noget iskoldt øl. Det er tiltrængt.

Han kommer op og jeg tilbyder ham en øl, men han afslår. -Jeg er for ung til at drikke øl, siger han. -Hvor gammel er du egentlig, og hvad hedder du?spørger jeg. – Mit navn er Luiz Gustavo og jeg er 14 år gammel. Jeg drikker ikke øl, for det må jeg ikke for min bedstemor. Du ved, det er hende den gamle dame nede i kartoffelboden. Hende du købte de små nydelige kartofler af. – Er det din bedstemor? Spørger jeg. Bor du hos hende? Ja, jeg sørger for hende. Hun tjener ikke meget på sine kartofler, så jeg bringer penge til huset ved forskellige småjobs, som for eksempel dem jeg udfører for dig. -Det er et ædelt motiv at sørge for sine nærmeste, siger jeg.-Kunne du og din bedstemor ikke tænke jer, at spise med i aften, når min husholderske og min landlord kommer til middag? Luiz ser spørgende på mig. -Det mener du ikke. At to så simple mennesker som os, skulle tilbringe en middagsstund sammen med fine mennesker som jer. Det kan jeg slet ikke forestille mig, men ok, hvis du virkelig mener det, vil jeg spørge min bedstemor lidt senere på dagen, og så skal du nok få et svar. Jeg smilte til Luiz og var egentlig ret tilfreds med at vi blev lidt flere til middagen end blot Eva og mig og den gamle. Gik ud i køkkenet og tilså de kogende grøntsager. Det så godt ud det hele. Det boblede og snurrede og sådan kunne det nok stå resten af dagen og blive mørt og velsmagende. Luiz fortrak stille ud af lejligheden og overlod mig til mig selv. Det var blevet varmt efterhånden, hvilket inspirerede mig til at iføre mig badetøj og gå ned til havnen for ad badestigen at begive mig ned i vandet og ud i det bølgende hav.Mens jeg svømmede, tænkte jeg på aftenen som ville komme. Det var spændende at se, hvorledes disse ganske forskellige mennesker ville interagere med hinanden. Det var et helt lille experiment, jeg havde sat i scene, og jeg glædede mig overordentligt til at blive vidne til udfaldet.

Da jeg kom op sad Luiz og ventede på mig. Lejligheden lugtede kraftigt af ham som tegn på, at han ikke var blevet vasket i mange dage.- Du trænger til et bad, sagde jeg. -Når Eva kommer i aften vil jeg bede hende om at føre dig ud i badeværelset og give dig en ordentlig omgang jacuzzi. Hvad siger du til det? -Tak gode herre, mumlede Luiz.-Det er alt for meget. Det vil jeg gerne. Jeg ved , jeg trænger til at blive vasket, men vi har ikke den slags moderne faciliteter hjemme hos min bedstemor. Iøvrigt vil hun gerne komme og spise med i aften. Hun glæder sig. – Hvad hedder din bedstemor? Spurgte jeg. -Hun hedder Helenita. Hun er 85 år og en klog gammel dame. Du skal glæde dig til at være sammen med hende, sagde Luiz og forsvandt ud af døren. Nu var der kun tilbage at forberede vores aftensbord med knive, gafler, skåle og fade, hvad der fandtes rigelige mængder af i køkkenskabene i den veludstyrede penthouse apartment som Airbnb havde stillet til rådighed gennem mit abonnement på Norwegian Airlines røde Kreditkort.

Ude i skuret hentede jeg et stort bord og 5 klapstole, som jeg stillede op på terrassen. Der hang også nogle kulørte lamper med ledning, som jeg fastgjorde til de pæle som stod i terrassens hjørner. Jeg prøvede om der var lys i, når jeg tændte for kontakten, og minsanten – de strålede i alle regnbuens farver. Det skulle nok blive en yndig aften for alle os mennesker her i Puorto la Cruz. I et af skabene i køkkenet lå en gul dug af plastic, som jeg lagde hen over bordet og fastgjorde med nogle klemmer, jeg fandt i en køkkenskuffe. Klokken var efterhånde blevet halv fire om eftermiddagen,  og gæsterne ville komme ved 7 tiden, anslog jeg, så jeg havde rigelig med tid til at nusse rundt og få suppe, salat og flutes sat på plads. Da jeg jo havde fået lovning på to flasker spumante, som Eva ville medbringe, skænkede jeg ikke vinen en tanke. Kun sørgede jeg for, at 5 krystalglas kom til at stå på bordet. Eet udfor hver kuvert. Basta!

Der lød mumlen og lette fnis nede fra vindeltrappen da Eva og Michel nogle timer senere dukkede op. Jeg måtte jage en snes gråspurve væk i en fart, som var gået i lag med fluten på bordet. Gæsterne skulle nødig se min fadæse med at lade fuglene sidde og pigge i brødet på det dækkede bord. Fuglene fløj op i samme øjeblik den gamle hvidhårede herre og den unge lyse kvinde trådte ind på arenaen. Hovsa- hvor havde de majet sig ud! Michel lignede en ridder fra det forrige århundrede. Han havde flettet sit lange skæg og forsynet det med en rød sløjfe. Håret havde han sat op som en pyramide med store glinsende diademer på toppen. Han var iført grønne søstøvler og en gammel velour kaptajnsfrakke med sølvknapper. Om halsen bar han et guldur og alle hans fingre var besat med strålende guldringe. Det var et syn man sent ville glemme, og jeg blev oprigtigt glad for at se ham i den mundering. Eva derimod var mere klassisk. Hun bar en lille violet top, som ikke lagde skjul på hendes brysters volumen. Om sine hofter havde hun snoet slangeskind fra en stor kongekobra og på fødderne sad de nydeligste badesandaler. Munden var ildrød. Læberne struttede af sundhed og charme og øjnene – ja øjnene var svære at beskrive. Den dybde, der lå deri sugede mit blik til sig. Trak mig ind i en verden af mystik og rædsel, som – det må jeg indrømme – pirrede mig på stedet! Nå,men videre må vi i vores beskrivelse af disse fortrinlige mennesker. Hendes gyldne hår bølgede ned over ansigtet som faldende vandmasser. Det lyste op i aftensolens skær som en glorie, og uden videre måtte jeg give efter for mine følelser og kysse hende varmt velkommen! Hvilket hun gudskelov ikke havde noget imod. – Du tillader dig visse friheder, sagde hun først, men tilføjede så:- Dog har jeg intet derimod, da det ser ud til at du har gjort dig store anstrengelser for, at vi skal få en hyggelig og berigende aften sammen. Lidt efter dukkede Luiz og hans bedstemor Helenita op. Han hjalp hende med at gå. Hun støttede sig på den ene side til en stok og til den anden side til sit barnebarn. -Hej Luiz, sagde jeg, kan du straks gå ud i badeværelset og tage tøjet af, så sender jeg Eva ud for at hjælpe dig med at komme i jacuzzi, så du kan blive skrubbet ordentligt på ryggen og i skridtet, hvor lugten nok er allerværst. Vi kan ikke have sådan et stinkdyr iblant os, nu hvor vi skal spise pænt med kniv og gaffel og minsanten også drikke vin ti. -Heraus med dig! -Og Eva, kan du hjælpe den unge mand med at blive ren for herren. Jeg henvendte mig til min smukke veninde, som straks besvarede mit kald med et strålende smil.

Michel sad ovre i en krog af den lyserøde stue og talte med Helenita. De havde hurtigt fundet hinanden. Den gamle kvinde var klædt i sort og havde begyndende skægvækst på sine smalle kinder. Næsen var lang og krum, som på en hex, men hun udstrålede visdom, og det var det vigtigste. Michel kurtiserede hende på det fornemste.- Formoder at fruen har haft et langt og forunderligt liv, sagde han henvendt til Helenita. Hun svarede ham ikke med det samme. Det viste sig nemlig at hun var halvdøv, -Hva siger du? Svarede hun, og Michel måtte lettere irriteret gentage sit spørgsmål. Da svarede hun:- Min  mand døde for 34 år siden. Han var et fjols, men elske ham det gjorde jeg. Det er sikkert. Hun hostede lidt og fortsatte:- Nu er jeg ganske alene. Har kun mit barnebarn at passe på. Han er en lømmel. Tager igen og igen unge piger med ind på sit værelse, hvor de foretager sig usædeligheder mens de spiller Backgammon. Det bryder jeg mig ikke om, men ungdommen nu om dage kan man ikke styre. Michel rettede på sin halskrave og så på sit ur. Så sagde han:- Tiden er en anden i dag end den var i går. Og slog en skraldlatter op så krystalglassende klirrede og suppen var lige ved at koge over.

Blomsterne, de karmosinrøde roser som den skønne Eva var ankommet med fuldt efter planen, som hun havde lovet, blev sat i vase midt på bordpladens æggeblommegule dug og bragte en livlighed over opdækningen man sjældent havde set mage til. Og så havde den kære kvinde, som lovet også taget ikke to, men fire flasker sød spumante med, som jeg skynsomt lagde på køl ude i lejlighedens store amerikanske frigidaire. Så var den sag i orden. Intet glemt og intet gemt. Eva og Luiz kom blussende og lidt opkogte ud fra baderummet med strålende blik, begge med et hemmelighedsfuldt glimt i øjet. Luiz så helt anderledes ud, efter at han havde været i bad. Han var vokset en halv alen og lignede mest af alt en atlet. Eva var stolt af sit resultat, kunne man se, og der var ingen tvivl om, at de havde mere til fælles end blot et overfladisk bekendtskab. De var blevet venner under vaskeprocessen. Tydeligt. Nå, men suppen var klar og det var på tide at gå til bords. -Kom allesammen! Alle mine gæster, som her er samlet for at deltage i denne soirèe. Kom og sæt jer ved mit bord og lad os nyde hinandens selskab og måltidets vederkvægelse! Udbrød jeg ganske bevæget over situationens festlige alvor. Og de satte sig alle ved bordet og begyndte at tage for sig af retterne. Suppen bar jeg ind sammen med salaten. Fluten havde de allerede flået i mindre stykker som vilde hunde, der ikke havde fået noget at spise i flere uger. Eva rakte ud og skænkede spumante i alles glas. Helenita var hurtig til at tømme sit. Hun fik fyldt op påny og slubrede med høje lyde den søde vin i sig. Michel var ikke sen til også at få sit glas fyldt op flere gange, og jeg holdt mig heller ikke tilbage. Snart var spisningen i fuld gang. Man skramlede med skeer og gafler på de klirrende tallerkener. Glas blev stødt sammen, og det så i det hele taget ud til at folk morede sig. Da slog Michel på sit ur som begyndte at ringe. Alle blev tavse, da han rejste sig, slukkede for lyden og gav sig til at tale: – Jeg er jo en gammel mand. Så vidt så godt. Men alder er ikke alt. Der må noget mere til, for at man kan sige noget fornuftigt. Og hvad er så dette mere, som gør forskellen. Forskellen på en idiot og et skvadderhoved ? Det spørger jeg dig om, Luiz. Du er den yngste i selskabet, så du må vide hvorfra visdommen stammer. Du er den her i forsamlingen som sidst har været i forbindelse med ophavet. Med alle tings moder. Min tale her i aften må derfor udmunde i et spørgsmål. Et spørgsmål til dig min unge ven. Til dig Luiz. Hvorfor er du kommet? Michel satte sig nu roligt ned igen. Han havde givet ordet videre til Luiz. Det var spændende at følge dette ord. Hvor ville det føre os hen? Ordet svævede i luften og snurrede rundt et par cirkulære gange før det tog plads i munden på Luiz. Han rejste sig. Trak vejret dybt og blev rød til op over begge øre. Så satte han i at stortude. Det lille skidt. På trods af hans formidable legemsbygning, var han dog kun en lille dreng. Et barn så at sige. Men hvor godt var det så ikke, at Michel netop havde fået ham til at tage ordet i sin mund. Og Luiz spyttede det ikke ud. Han mandede sig op, tørrede tårerne væk fra sin kind med den serviet Eva rakte ham og sagde så:- Åh, Michel. Du ved hvor svært det er at være barn i dag. I en verden fyldt med gru og rædsel. Fyldt med egoisme og had. Fyldt med svig og smerte. Fyldt med ådsler og råddenskab. Fyldt med bagvaskelse og svindel. Fyldt med ondsindet sladder og forurening og klimakrise og seksualforbrydelser mod mindreårige og incest og forældre som bliver skilt fra hinanden og lader børnene sejle deres egen sø og had og ondskab og… Han brød hulkende sammen og kastede sig ned i Evas skød og begravede hovedet i hendes kongekobraskinds nederdel. Hans hulken ville ingen ende tage.

Fuglene kom ned fra himlen i store flokke. Der var sommerfugle, urfugle, kanariefugle og fugleedderkopper, som kom flyvende i deres spind. Lange tråde som bar dem gennem luften. Ned over selskabet af forsamlede mennesker heroppe på  terrassen i Puorto la Cruz på Tenerife. Denne sværm af svævende væsner dansede omkring hovedet på Luiz som en spiral af vildskab. Han så frem for sig og hans forpinte ansigt lyste op i et smil. Han rejste sig fra Evas skød og udbrød:-Jeg er frelst! I denne aftenstime har jeg mærket, hvor meget I alle holder af mig, og det er det vigtigste i et menneskes liv, at føle andre væsners kærlighed. Dette øjeblik vil jeg aldrig glemme! Straks derefter forsvandt alle de mange skabninger under afsyngning af marseillaisen, nu det skulle være festligt…Helenita rejste sig og slog på sit glas. Der blev ganske stille et øjeblik. Ingen havde ventet, at den gamle dame ville sige noget, men det gjorde hun altså, for hun skreg ud i rummet: -Jeg kan ikke få luft! Hun var helt blå i ansigtet og gav sig samtidig til at klappe i hænderne, hvorefter hun begyndte at messe en katolsk litani. Lange sætninger på latin strømmede ud af hendes mund og et forklarelsen skær strålede fra hendes ansigt. Vi blev alle meget grebet  af situationen. Det var som Jesus ved nadveren med lyset som omgav den store mester i sin tid. Eva flåede sin top og sit kopraskind af og stod nu helt nøgen ved siden af Helenita og bad: -Ave Maria stønnede hun hele tiden mens hun befamlede sig selv med skælvende hænder. Jeg kunne ikke undgå at blive ophidset ved at se på hende, men bevarede dog min blufærdighed ved at holde mig på passende afstand af kvinden. Gamle Michel var faldet i søvn. Han sad med hovedet hvilende ned på bordpladen og opfattede intet af den anspændte stemning. Det var alt i alt et herligt måltid! -Det må man sige. Lidt efter faldt der ro over gæsterne. Det var ligesom det værste var overstået og man nu var rystet godt og grundigt sammen. Så godt at der bredte sig en stemning af fælleskab og sammensmeltning blandt deltagerne. Man blev en flok. En gruppe fordi man havde været vidne til det samme vanvid og nu kunne slappe ganske hæmningsløst af. Michel var vågnet op. Han gned sine øjne og rømmede sig. Der blev ganske stille omkring ham. Vi vidste, at han nu ville sige noget som samlede hele situationen i få ord, og ganske rigtigt så kom det: Et langtrukkent ræb ikke ulige et dyrs brøl. Det var som et varselsskud til os alle ved bordet og vi istemte denne dybe lyd af brunst som kom ud af hans mund. En hylen som gale vildsvin har for vane at udstøde om natten dybt i de store Jyske skove. Derefter gik vi over til desserten, bestående af syltede blommer i Madeira som jeg havde fundet på en konserveshylde ude i det store skab i køkkenet.

Vedblivende at fastholde denne situation vil næppe være gunstigt.Derfor tilføjer vi et nyt element: -Det ringer på døren. Jeg rejser mig fra bordet og går ud og lukker op. Udenfor står en smuk ung pige. Hun har lyst hår ligesom sin mor. Det er Evas datter. -Kom dog indenfor, udbryder jeg. Du skal være så velkommen i vores snævre kreds. Alle omkring bordet rejser sig og istemmer denne velkomsthilsen.- Velkommen, velkommen råber de i munden på hinanden. Det før så kaotiske billede bliver med eet harmonisk. Det er som om pigens ankomst netop er den ingrediens som skal til for gøre forsamlingen af mennesker komplet. Pigen hedder Sarah. Eva tager hende om skulderen og spørger: -Er hun ikke dejlig?  Man kan se, at hun er stolt af sit barn. Luiz stjæler sig til et hurtigt kig og rødmer klædeligt. Vi finder en stol, som hun kan sidde på og jeg henter mere suppe, som hun kan spise. Så rejser jeg mig og slår på mit glas. Alle bliver tavse. Det er min tur til at holde en tale. Jeg siger:- Kære venner, kære allesammen. Hvor er jeg glad for at I er her. Især er jeg glad for, at vi nu er dem vi skal være. Vi skal ikke være flere, synes jeg. Så bliver det uoverskueligt. Så bliver vi for mange. Jeg vil nu sige lidt om mig selv. For det første er jeg ikke rigtig klog. Men det har I vel nok bemærket, ikke? Bare det, at lave sådan en fest for alle jer skønånder, som jeg jo slet ikke kender, er vel  noget af en overdrivelse. Men, men, det skulle være sådan. Det stod skrevet i stjernerne allerede den dag, jeg blev født. At jeg skulle møde jer og at vi skulle ud på en himmelflugt sammen. For det er nemlig, hvad jeg har tænkt mig. Jeg har tænkt mig, at vi skal på en verdensrejse! Ja I får nok et schock, når I hører mig fortælle det, men sådan skal det være. Det kan ikke være anderledes. I ved nok, hvor forrykt alt er blevet. Ballade over hele linien og det er det, jeg simpelthen ikke kan holde ud. Denne idelige summen af ord som strømmer ud alle steder og oversvømmer lethedssphæren med forvanskning og forvirring. Billedet forplumres dag efter dag. Det er en tilgroning. En opslemning. En forsuring og en forvitring der finder sted, så man snart ikke kan se ud af sine egne øjne. Jeg drukner, gør jeg. I al denne meningsløse snak og tale som medfører meningsløs handling og ruin. Det gider jeg ikke mere, som I kan forstå. -Der bliver nikket og bejaet rundt omkring bordet. Jeg kan mærke, at mine tilhørere har fattet lunten og ved, hvor jeg vil hen med mine ord. Det kan jeg mærke, så jeg fortsætter:- Med mit nye kreditkort fra Norwegian har vi penge nok. Vi har faktisk ubegrænsede midler til at gøre lige, hvad vi vil. Det er derfor nu op til os, og kun os, at afgøre, hvad vores næste skridt skal være. Skål allesammen på et hændelsesforløb som ikke munder ud i kiv og splid, men tværtimod bærer kimen til en ukendt faktor af fortryllelse og uforudsigelighed i sig!

Alle rejser sig og klapper. jeg ser deres opstemte ansigter og mærker, at vi er på rette kurs.

Så drøner vi ned ad trappen. Hele holdet i fuld firspring. Nu skal der leves! Nu gider vi ikke at sidde oppe på terrassen og glo længere. Signalet er hørt. Afsted skal vi. Den første vi møder er Sofus. Den lille danske gårdhund som så længe har været uden herre. Nu får den 6 herrer idet Sarah kaster sig over den og giver den et ordentligt knus. -Endelig, siger hun. -Endelig har jeg fundet dig min ven! Vi andre står i en rundkreds om pigen og glædes over hendes gensyn med den lille hund. Hunden har kun eet øje, men med dettte ser den dobbelt så godt som nogen af os andre. Den hopper begejstret op og ned ad os allesammen. Især Michel får dens fulde opmærksomhed. Michel retter på sin paryk og siger.- Sofus dog. Som du kan hoppe og springe. Du er en rigtig lille skibshund, kan jeg se. Og så siger han henvendt til os alle:- Jeg foreslår, at vi nu bevæger os ned mod havnen. Hvad siger I til det? Helenita skutter sig. Hun svarer: Ok dit gamle liv. Lad os da for fanden bare se at komme afsted. Men hvad med proviant og beklædning til turen? -For jeg kan godt regne ud, at vi ikke kommer hjem lige med det samme, når først du får din vilje. -Ja, hvad med det? Spørger osse Eva og Sarah i kor. Luiz tilbyder straks sin assistance og stiller sig op foran Michel med en spørgende grimasse. Nu tager Michel atter ordet. Han er en myndig gammel mand, og vi undgår ikke at give ham vores fulde opmærksomhed. Sarah har med Sofus i spidsen i mellemtiden ført os hen til en kvadratisk park med et springvand i midten. Springvandet består af en gås som sprøjter vand ud på fire store skrubtudser som sidder i en omkreds med gåsen i midten.  Vi hopper alle op ved siden af de grønne frøer. Vi bliver godt nok lidt våde af gåsesprøjtet, men det skider vi på, for nu meddeler Michel med alvorlig stemme, at der er noget af allerstørste vigtighed, som han vil sige, og så siger han: Som sagt tidligere er det i havnen det foregår. Det hele. Ved kaj nr 11 op ad bolværk nummer 38 har jeg min Swan 52 liggende og den, tænker jeg , er et udmærket udgangspunkt for vores videre færd her i galaksen. Han gør en lang pause, ligesom sunder sig, så tilføjer han:- I følge Aspects forsøg med kvantepartikler og EPR paradoxet, hvor to elektroner ses forbundne,således at ændring af den enes spind øjeblikkelig medfører tilsvarende spinændring hos den anden uanset afstand, -det kan være to elektroner i hver sin galakse såmænd,-kan det konkluderes, at alting er forbundet uden tid,eller som Bells theorem udsiger det: Universet er “Vidende” om sig selv og bedøvende ligeglad med vores “Opfattelse” af det. Vi kan derfor trygt begive os ud på det store hav i klar forvisning om, at alt er i orden, uanset hvad vi “gør”uden at GØRE noget. Kort og godt:- Lad os komme afsted!  Jublen vil ingen ende tage. Vi smider straks al tøjet og springer på hovedet i springvandsbassinet, hvor de mange guldfisk som svømmer rundt forskrækkede flyver op i luften og øjeblikkelig bliver spist af de glubske skrubtudser.

Luiz bliver sendt afsted efter proviant og beklædningsgenstande. Vi aftaler, at vi alle mødes nede ved Swan 52 sejlskibet om en time.

Så ligger den der! En 52 fod stor Swan Ketchrigget Katamaran bygget i Newyork 1948 efter tegninger af den danske arkitekt Jørn Utzon. De to master stræber mod himlen i det klare eftermiddagslys. Dækket er gummikalfatret teak og hele skrog og ruf er af skinnende mahogni. Fortøjningerne snor sig hen langs kajen mellem de store grågrønne fendere. En trætrappe fører op over skanlisten ud for hvilken lidt efter lidt de forskellige deltagere tropper op. Sofus hopper og danser af glæde ved tanken om endnu en havsejlads. Begge pigerne og gamle Helenita står og småsnakker og forestiller sig hvorledes fordelingen af kahytter skal finde sted. Michel er strålende smil over hele ansigtet. Man mærker, at han nu endelig er i sit es. Han har taget den pyramideformede paryk af og erstattet den med en guldtrisset kaptajnskasket. Jeg selv har sat mig ned i solen lidt væk fra de andre for at tage hele redeligheden i øjesyn. Det er ret overvældende for mig at se, at æventyret er ved at tage form i den skinbarlige virkelighed. Det er en højfin dag idag. Ikke en vind rører sig. Solen bager varm og strålende ned over vore hoveder. Skibet ligger og vugger i havnen. Turisterne går forbi med misundelige øjne og jeg selv aner ikke hvad jeg skal mene om hele redeligheden. Nå, men nu kommer Luiz trækkende med en vogn hvori et læs af alskens dåsemad og fødevarer befinder sig. Kasser med søudrustning, redingsveste, dykkerbriller og svømmefødder samt uldtrøjer, regntøj og sololie bliver båret ombord. Eva har hurtigt taget føringen i indstuvningsgruppen bestående af Sarah, Luiz og hende selv. Imens skibet langsomt bliver lastet er Michel og Helenita i gang med at bese skibslukaferne, som er store lyse rum placeret i de lange pontoner som udgør skibets køl. Her er plads til to i hvert enkelt rum. Der er senge med kanter som skal forhindre, at man falder ud i høj søgang. I midten af konstruktionen er kabyssen, hvor maden tilberedes og i umiddelbar tilslutning opholdskahytten, som er en stor cirkelformet sal med plads til brede, i gulvet fastgjorte lænestole beklædt med karmosinrød plys. Ovale koøjer sender lys ind i salen hvis vægge er belagt med ibenholdt og cedertræ der udsender beroligende dufte som modvirker søsyge. Michel tager Luiz og mig med ned i motorrummet. Her ligger en 500 hestes Enfield motor med pudsede messingrør og rustfri knastaxel. Udstødningen er ført agterud og fungerer som jetblæs til forøgelse af farten. Det hele er kølet af en tørismaskine som også leverer frost til den store frigidaire, hvor alle vore madvarer bliver opbevaret.  Helenita og Eva er i mellemtiden blevet klar over fordelingen af lukafer. Vi mødes i hovedkahytten og her bliver vi informeret om, hvor vi skal sove. Helenita og Michel får højre ponton første lukaf. Eva og jeg får andet lukaf i samme ponton. Sarah får første lukaf i venstre ponton og Luiz og Sofus får andet lukaf i venstre ponton. I alle lukafer er der fri udsigt til havoverfladen gennem store brede vinduer og i gulvet er iskåret undervandskoøjer så man hele tiden kan observere havmiljhøet undervejs.

Nu sidder vi alle i den store sal midskibs og skal til at fastslå en fælleskurs, men allerførst skal vi have noget at spise! Vi er nemlig sultne ovenpå al dette postyr. Michel tager VHF telefonen ned fra væggen og taster telefonnummeret på Puorto la Cruz bedste restaurant med take away service.

Store Pitzzaer ankommer med bud fra Restaurante Del Mar. Der er scalotteløgspitzzaer med Rødfiskefilet overstrøet med kardemomme. Der er blåskimmelrejepizza overhældt med muslingesuppe irørt mågeæg og for de kræsne en aflang kongerejepizza med indbagte vinbjergsnegle altsammen leveret sammen med kurve med lokal landvin i små glasballoner. Vi kaster os over maden. Hælder vinen ned i halsen i store mundfulde og har det rigtigt rart sammen. Da ædegildet er ved at nå sin afslutning tager vores allesammens kaptajn ordet idet han udstøder en bøvs og griber sig til brystet, så man i skyndingen kunne antage, at han var ved at få et hjertestop. Det er dog absolut ikke tilfældet. Han fremdrager i stedt en oldnordisk sekstant fra sin inderlomme. Han indstiller de forskellige spejle og retter så den lille kikkert mod den del af himlen som er synlig gennem loftlugen. -Jeg ser så meget forskelligt, udbryder han.- Jeg ser stjerner og sole og dybe tåger, og der vil jeg tage en pejling på de store røde dværge som ligger i ascendensen til Arcturus og Betelgeus samt nordstjernen ikke at forglemme. Dette navigatørens foretrukne himmellegeme. Når alle disse målinger er foretaget, vil jeg ved hjælp af astronomiske tabeller udregne vores nøjagtige position i forhold til os selv, hvilket i bund og grund vil sige, at vi ligesågodt kan befinde os det ene sted som det andet og det er meget godt, for så er vi frit stillet. Betagede over mandens ordstrøm og visdom falder vi alle på knæ og rækker vores arme i vejret for at prise al denne kundskab.- Hvor er det godt, vi har dig, siger jeg. – Kunne vi nu komme til bunds i, hvad vi skal? Spørger jeg. – Var det en ide at lade hver enkelt af os fremkomme med sin egen forestilling om fremtiden, idet der på skønsom vis lægges vægt på det faktum at “tid” er et operationelt begreb og som sådan slet ikke eksisterer i universel forstand. Kan vi blive enige om det? Det ser ud til at alle kan tilslutte sig mit forslag idet der ikke kommer indvendinger. De tre kvinder/piger ser med strålende øjne hen mod mig. Hunden logrer med halen af iver for at komme til orde. Den kan ikke styre sig og fremkommer med et bjæf, hvilket tages for gode varer som det første indlæg vedrørende forsamlingens fremtidudsigter. Eva siger: Åh, dette øjeblik har jeg ventet længe på. Ja, faktisk hele mit liv. At få lov til at udsige fra dybet af min bevidsthed de største ønsker man kan have. Det er dog en gave. En nydelse og en lyst, og jeg skal ikke trætte jer yderligere, men straks komme til sagen:- Jeg vil til Paris! ja, I tror nok det er løgn, for hvad skal man dertil for? Men jeg vil nu engang gerne opleve byernes by. Det stolte Eiffelstårn som rækkere til himmels som et strålende septer over denne urgrube af menneskelig kunst og kultur. Og modehusene vil jeg besøge. Se Dior og Balmain! Gå på Pigalle og danse i Mulin Rouge! Og hvis I ikke siger det til nogen, så vi jeg prøve at være luder i araberkvarteret. Det har jeg hørt så meget om, så det vil jeg gerne prøve. Tror I det kan lade sig gøre? Slutter Eva af. -Det er skammeligt! Ganske skammeligt, råber Helenita med hæs stemme.- Nu er det min tur til at sige noget. Jeg har vel også ret til at komme med mit besyv, ikke? Hellige jomfru og alle apostlene skal være mit vidende!  Min tro skal lede os over havet og ind i de himmelske riger! Hun kaster sig på dørken i religiøs vildelse. Besat af  helligånden giver hun sig til at messe:- Ud at rejse vil jeg. Den guddommelige vej skal vi alle betræde. Solens lys skal skinne på vore ansigter og vi skal nå paradisets dør. Hun rejser sig som åbenbaret af en evig sandhed og siger: -Jeg skal vejlede jer ud i troens rige. Kom til mig og I skal blive frelst! Da hun har udtalt disse ord, styrter hun omkuld og må bæres ned i sin kahyt af Luiz og Michel som begge ryster på hovedet i det de går forbi. -Hende får vi nok mas med på vores tur, siger jeg henvendt til Eva. Hun står sammen med Sarah og fniser. De kan ikke dy sig for at slå skørterne i vejret så man kan se deres bare numser. – Er det nu klogt? spørger jeg. – Hun er et fugleskræmsel, man ikke burde tage alvorligt, siger Sarah. – Ja, en gammel hex, tilføjer Eva. – Men vi må vise lidt overbærenhed. Hun er trods alt en ældre kvinde, som har været meget igennem i sit liv, ikke? Tror I ikke hun bliver god igen, når hun er faldet til ro nede i sin kahyt? -Lad os håbe det, siger Eva. Luiz og Michel kommer tilbage. -Hun sover nu. Vi dækkede hende til med et uldtæppe. Hun er god at have med til at styrke vores moral, når vi kommer ud for storme og uoverskueligt søvejr, siger Michel mens Luiz bare griner fjoget.

Nu sætter vi os ned i de bløde plyssofaer og lader roen falde over os. Alles øjne rettes mod mig, idet jeg siger:- Jeg kan lige så godt lægge kortene på bordet og tilstå, at jeg lider af panikangst. Bare så I ved det, når vi nu engang  skal tackle dette samvær på en intelligent måde. Jeg er bange for at dø. Jeg hader tanken. Dette med at miste alt og blive helt væk. Det hader jeg. Og derfor hader jeg også at blive syg. Jeg frygter at få en aortaaneurisme, så jeg dør øjeblikkelig under store smerter i mellemgulvet. Eller tarmkræft. Det frygter jeg også. Og bugspytkirtlen og prostata og leveren og huden slet ikke at forglemme. De store maligne melanomer som kryber op langs min ryg og metastaserer sig hensynsløst til alle organer i min krop. Det forestiller jeg mig hver nat, når jeg ligger og vrider og vender mig for at falde i søvn. For slet ikke at tale om at blive blind. For helvede! Det er frygteligt! Og alt dette kan overgå mig. Lille søde mig, som altid gør mit bedste og alligevel ligger indenfor risikozonen af at blive ramt af ulykker, smerte, sorg og lidelse. Hæsligt. Jeg væmmes og har slet ikke lyst til at leve, hvis det skal være på den måde. At I ved det. Jeg bliver vred over tilværelsens grusomhed. Dens barbari og hensynsløshed. Man bliver ramt i flæng. Der er absolut ingen retfærdighed til og det kan jeg ikke have! Nå, men sådan ligger landet, og jeg ved så ikke, om I kan holde mig ud med al den frustration jeg medbringer. Det må I for hulen tage stilling til, ikke?

Der hviler en dræbende tavshed over selskabet. Efter lang tids stilhed og megen snøften fra pigerne tager Sarah ordet og siger: -kære søde lille jensemand. Du er min far. Det kan der ikke være tvivl om, og Eva er min mor. Luiz er min ven, Michel er min bedstefar og Helenita er min bedstemor. Vi er altså en stor familie som skal passe på hinanden, uanset hvad der sker i denne verden. Sådan er det bare, og det vil jeg sige dig, at ligeså snart du rammes af din angst, skal du sætte dig sammen med mig og min mor og tage hver af os i dine hænder og mærke den ægte varme som strømmer fra os og over i dig. Det skal du gøre, så forsvinder din angst med garanti! Hun stikker i et stort grin og hopper op på skødet af mig og giver mig et ordentligt smækkys midt på panden. Eva kommer over og omfavnede os begge og nu kommer også Luiz og Michel hen og lægger armene rundt om os allesammen. Sofus er prikken over ièt idet den anbringer sig øverst på  mit hoved. Letter benet og sender en varm stråle pis lige ned I mit venstre øje!

Pagten er beseglet og jeg kan fortsætte: -Da vil jeg foreslå, at vi sætter vores første ankomstdestination til Los Christianos, hvor vi kan bunke diesel. Der er også en god badestrand og et sted, vi kan sætte drager op. Det ser jeg frem til. Ja ligefrem glæder mig til, så måske er det hele slet ikke så slemt, som jeg i min vildeste fantasi kunne forestille mig! -Jeg smiler og mit ansigt lyser op i glæde. – På den anden side kunne man også tage i betragtning noget helt andet, ikke? Siger jeg så, rimeligt vægelsindet, for jeg har altid haft svært ved at beslutte mig.- Jeg kan sagtens forestille mig, at vi kunne tage til Grønland for eksempel. Det kunne da være meget rart at komme op og se nogle isbjerge. Har nogen af jeg set isbjerge?  Luiz svarer: -I whiskyglasset. Hæ, hæ, hæ. Han har stillet sig op midt ude på gulvet i en agressiv position. – Jamen, det er ikke det jeg mener, siger jeg og ler lidt forvirret. -Det kan også være det samme, når I ikke tager mig alvorligt. Sarah kommer hen og tager mig i hånden.- Nu ikke så fintfølende, du gamle. Isbjerge eller ej, så skal vi afsted, ikke? Og så må vejen fører os derhen, hvor den vil! -Hørt! Hørt! Istemmer alle mine tilhørere i kor. Jeg holder en pause, men kan alligevel ikke dy mig for at sige: -En anden mulighed ville være at tage til Brazilien. En gang i mit tidligere liv var jeg fangevogter i et rigtig rart braziliansk fængsel. Jeg er sikke på vi sagtens kan få ophold der med kost og logi. Var det ikke noget? Og uden at vente på svar fortsætter jeg: – Yderligere har jeg den proposition at fremsætte nemlig en tur i gyngen, men det ved jeg ikke hvad I siger til? -Nu må vi have ham standset, siger Eva.-Inden han Bliver helt baldyrisk. Men jeg er ustoppelig. Munden løber på mig som ti vilde heste. Det rabler for mig og jeg stønner: -Vi kunne også… men måske hvis… Åh, en anden udvej er at gøre… for eksempel kunne man… Jeg giver mig til at styrte rundt om lænestolene, de andre sidder i. Hunden efter mig i fuld fart. Afsted, afsted går den vilde jagt idet Eva forfølger mig efterfulgt af Luiz og Sarah. Helenita kommer søvndrukken op fra sin kahyt: -Hvad i himlens navn er det dog for en støj I laver? Kan vi ikke snart få ro. Hvad er problemet? -Det er ham jensemand som er gået fra forstanden, råber Sarah idet hun farer forbi. -Jamen gudfredsens og himlens sluser åbne sig! Jeg tror jeg går ned og sover videre. Det er for meget postyr for et gammelt liv som mig. Og hun trækker sig skyndsomt tilbage. I samme øjeblik falder jeg over mine egne ben. Sarah og Eva kaster sig ned og holder mig fast. Så kommer Michel med et reb, som de snor forsvarligt rundt om mine hænder og fødder. – Han er pacificeret! Udbryder Michel. Og tilføjer: Kan vi måske så komme videre med denne generalforsamling! Jeg bliver anbragt i en krog bastet og bundet og kan derfor ikke bidrage yderligere til konferencen. Men det kan Sarah! Hun har nu iført sig lyserødt trikot med svanefjer som vinger og giver sig til at svæve omkring lig en flue i rummet. Som en drone standser hun oppe under loftlugen, ser bebrejdende ned på os og siger: -Jeg vil flyve over sletterne og skovene. Jeg vil danse med de vilde dyr på savannen. Møde Karen Blixen og blive hendes ven og lære at skrive fantastiske historier. Det vil jeg bruge denne rejse til. Opleve så meget som muligt hele tiden og derved modnes som rigtig forfatter. Jeg har altid haft de smukkeste forestillinger om verden. Set den udfolde sig i fuldt flor overalt hvor jeg har været med min mor. Mit forhold til Eva er ganske fredeligt, og I vil ikke få vanskeligt ved at omgås os. Det lover jeg. Jeg er god til at lave mad og forsyner gerne alle sultne munde med smagfulde retter. Endvidere er jeg et ordensmenneske og det skal I nok få at føle, når jeg kommer efter jer med kost og spand og svaber. Dækket skal være skinnende rent. Kahytterne tømt for enhver skam og skændsel og jeres senge altid nyredte og velduftende. Jeg tillader ikke udskejelser af nogen art, at I ved det. Så sædeligheden må være i højsædet her om bord! Hun ser over mod sin mor som sidder og rødmer.- Ja også du mit ophav skal have en røffel, skal du! Du skal ikke altid fare frem med alle dine formaninger og tilrettevisninger. Nej, mor- for syv søren og hulen i helvede skal du til at tage mig alvorligt Jeg er ikke længere den lille dydige pige, du går rundt og tror. Jeg kan meget vel vise mig at være noget ganske andet. En rigtig tøjte, men det vender vi tilbage til  senere når ufreden med Jens har lagt sig. Så skal jeg nok komme ind på, hvad jeg mener. Vi har uanede muligheder for at drøfte tingene på denne uendelige rejse, vi har begivet os ud på. Ikke mor? Ikkesandt? Så svar dog for fanden! Hun rækker tunge ad sin mor, for at få hende til at reagere. Det virker! Eva springer op og stiller sig lige foran sin svævende datter. Ser hende dybt i øjnene og stønner:- Pyha, pyha,pyha, som du kan min pige. Hvor er jeg stolt af dig. Det havde jeg ikke regnet med fra din side. Mundlam har du altid været , og nu har du taget ordet. Tillykke med det, men så vil jeg  lige have lov at svare, hvorledes tingene ser ud fra min side. Ser du, jeg har altid søgt efter din far, som forlod os lige efter du blev født. Han hadede småbørn og ville hellere ud at fiske. Han var en stor fanger, men et meget lille menneske, kan jeg forsikre dig. En tølper, hvis jeg skal sige det helt ærligt. Han skred og lod mig sidde alene med dig, min lille nuttetøs. Men vi klarede os takket være forsynet og den udmærkede forsikring, jeg havde i Spanske Brand forsikringsselskab. Årene gik og du voksede op og blev en stor smuk kælling, lige som mig. Vi ligner hinanden på en prik. Det ved du også godt, ikke? Eva snøfter. En tåre driver ned ad hendes venstre kind. Luiz er ikke sen til at komme hen og tørere den bort. -Tak skal du have Luiz, siger Eva og prikker  ham kærligt i mellemgulvet.- Men for at komme til sagen, fortsætter hun.-så leder jeg efter en mand og det har jeg tænkt mig at bruge denne rejse til. Først troede jeg at jensemand skulle være min mand, men han er et pjok. Det ser jeg nu. Ham kan jeg ikke få til noget. han er opgivet, men så er pladsen ved min side fri, og den har jeg tænkt mig at fylde på passende vis under denne odysse`.

Luiz hoster højlydt. Så tager han ordet efter at have rømmet sig nervøst flere gange. – Jeg er så glad for at være sammen med alle jer originale skikkelser. Det skal understreges med al tydelighed, men- for der er et men; -Jeg kan ikke holde til det.Jeg kan ikke holde til, når I alle på een gang rotter jer sammen mod mig og hænger mig ud. Ikke at jeg har oplevet det endnu, men for en sikkerheds skyld gør jeg hermed opmærksom på det faktum, at jeg er et følsomt menneske og skal respekteres som sådan. Jeg blev født uden en far og mor. Måtte vokse op i trange kår og endte som gadebarn. Hurtigt fik jeg smag for hård narkotika. Crack og rygeheroin. Hvor mange gange har jeg ikke stukket mig selv i arm eller ben for at finde en vene som var god nok til at modtage mit rusmiddel. Åh, hvor var det dejligt, at ligge på et stykke pap omme i en baggård mens regne silede ned og rotterne løb pibende omkring og hører englende synge. Disse engle som kom og gav mig håb om bedre tider og evig lyksalighed. Det er jeg gudskelov kommet over. Gennem lange metadonforløb og idelige nedtrapninger er jeg nu stoffri, og det beder jeg jer om at respektere. -Nu skal vi videre, som min gamle klasselære på pogeskolen altid sagde, og det kom jeg, som I kan se. Mit største ønske med denne sejlads er at se vilde dyr og jeg har læst, at der i området neden for den store Himalaya bjergkæde skulle være rig lejlighed til at møde den Bengalske tiger. Endvidere ved jeg at den afrikanske vandbøffel kan beses i det sydvestlige Afrika. Papegøjer i Brazilien kan også komme på tale og sådan kunne jeg blive ved. Jeg er jo netop fyldt 14 år og derfor i senpuberteten. Det kan medføre visse vanskeligheder i min omgang med det modsatte køn. Sarah ligger lige i skudlinien og skal nok passe på, at mine tilnærmelser ikke bliver for voldsomme. jeg lider af skræk for udfordrende kvinder. Så går jeg bersærk og er slet ikke til at styre. Jeg farer på dem som en nyforelsket hamster og man kan ikke vide, hvad det fører til. Men alt i alt er jeg et meget tilfreds menneske, som nok skal komme godt ud af det med jer. Han smiler undseeligt. Sarah rødmer dybt og ser væk. Eva sidder og dagdrømte og hører ikke efter. Jeg ligger bundet i en krog bag stolene og har nok at gøre med at trække vejret. Jeg skal både tisse og skide, men ingen hører mig. De har alle nok i sig selv. Så skider jeg i bukserne, og så kan det nok være der kommer gang i forsamlingen.- Pyh, hvor her lugter, udbryder Michel.- Det er ham abekatten med de vide udsigter, der nu prøver at gøre opmærksom på sig selv. Tag lige og skift ham Eva! Eva kommer hen og tager mine bukser af.-Du er da en rigtig lille skiderik, siger hun kærligt og giver sig til at tørre lorten bort med en serviet. -Tag lige og smid dether væk. Du kan bare kaste det overbord. Sarah tager lortepapiret og smider det i havet. Jeg får et par rene bukser på og bliver løsladt fra mine bånd. -Tak skal I have, siger jeg.- Jeg skal nok opføre mig ordentligt en anden gang. -Det håber jeg sandelig, siger Michel.-Ellers kan det være, vi slet ikke kan have dig med. Har du forstået?

Det har jeg og det så eftertrykkeligt!

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Karens Minde.

Nu vågnede han op igen. I sit lille hus på hjul. Ude på parkeringspladsen her med let adgang til “Tippen” med den friske luft som blæser ude fra Øresund og som også kan være ret hård , hvorved hans drage kan blive taget og overtaget således at han bliver slæbt hen ad jorden og kommer slemt til skade. Nu er skade udbedret. Han har gået den væk. Langsomt kom musklerne til sig selv og hans gode gamle pasgang genoprettet. Her på stedet er morgenen stadig i gang. Solen skinner glad ind gennem bilens støvede vinduer. Jeg har lige færdiggjort et brev til min søde veninde Karen Hilden, som maler tangodansere og er en gammel skolekammerat fra Østersøgades Gymnasium, hvor jeg blev student i 1960. Så det er en gammel fyr, som sidder her i bilen og skriver. Varmeapparatet virkede ikke imorges. Der var ikke nok spænding på batterierne til at sætte det i gang. Motoren måtte startes, men så sprang gnisten og jeg kunne komme af dynerne efter en ret iskold nat. I går var jeg på Højbro Plads og tegne med min nye Faber Castell blyant. Mødte to fra Argentina og en due fra København. Mødte også en masse mennesker på Christianshavn Torv, hvor Grønlænderne holder til og drikker sig fulde og krammer i een uendelighed. Suppen på “Morgenstedet” på Christiania er fortrinlig og bagefter får jeg på min mobiltelefon besked på, at jeg har været gennem Pusher Street og Google beder mig om en anbefaling af stedet! Jeg har dog ingen anbefaling, da jeg hverken køber eller ryger. Stakkels den unge mand på bænken på Sjælør station. Helt hvid i ansigtet lå han der med en stor udbrændt joint i den slapt nedhængende hånd. Og boderne er fyldt med store klumper og hundredekronesedler i bundter i plasticbægre. Jeg går hastigt forbi og ud i Prinsessegade og ned på Torvet og tager bus 550 mod dragør, for jeg skal til Harald Nyborg i Kastrup og købe en lille gasvarmeovn, som jeg kan bruge som supplement til min ikke altid pålidelige oliebrænder. I bilen ser jeg lidt “House of Cards” før jeg tager til Københavns Hovedbanegård (Mit gamle opholdssted når jeg pjækkede fra skolen og ikke vidste, hvor jeg skulle være så længe.) Her har jeg rabatkort på Chailatte og veganske croissanter, som jeg indtager, mens jeg på bænken ved siden af en ældre hjemløs dame med plasticposer læser i Politiken Business om den unge fremadstormende reklamemand Carsten Treblinka, hvis firma bliver børsnoteret, hvilket skaffer ham 6 milliarder i privat formue og gør ham til en af Danmarks rigeste mænd.

Er til croquis oppe i tårnværelset på Absalon. Det er hver onsdag fra 20 til 22. Mange mennesker sidder i en ring om modellen. Det er Anders, der er model i dag. Han slider i det med at stå helt stille i de 10 sek vi får til at skabe et billede af ham. Det er ikke meget. Så bliver der råbt “skift” og så flytter han på sig lige netop som man var begyndt at få form på sit billede. Så må man på den igen. Og så videre. Hele tiden nye positurer som man lynhurtigt skal nå at opfange med sin blyant på papiret. Koncentrationen er enorm. Alle tegner så lyden af skrattende blyanter næsten overdøver den dejlige brazilianske musik, som ledsager Anders evigt omskiftelige stillinger. Det er skide skægt. Jeg nyder at være sammen med ligesindede. Ganske almindelige mennesker. Mest i den yngre afdeling, men jeg skimter en 50 årig ovre på den anden side. Han er ret højrøstet og beklager sig hele tiden over manglen på tid til at gøre skitsen færdig. Jeg siger ingenting, og min nabo siger heller ingenting. Vi tegner.

Pigen overfor mig til den vegetariske middag går på RUC. Jeg får at vide, at hun læser kandidat i performance sience. Hun var med på Egeskov og arrangere Heartland festival. Tænk, sådan noget kan man også læse på RUC! I min tid var der ikke alle de valgmuligheder, de unge har i dag. Jeg skulle bare være tandlæge ligesom alle de andre fra gymnasiet. Eller læge. Det kunne jeg også have valgt. Vælge uden valgmuligheder. Sådan var det den gang.”Performance sience” se bare, det kunne have været skægt. Nå, men never mind. Jeg har det jo meget godt her i min egen “performance”!

Varmen i bilen fungerer perfekt. Har kørt hele natten, så rimfrost på næsen undgået. I aften til the hos Suien, så alt tegner lyst og lykkeligt!

 

Badeanstaltens hemmelighed.

 

En eftermiddag i 1947 om sommeren tog Toms mor Tom med ud på badeanstalten “København” som lå ude ved Øresund lidt nord for Svanemøllen. Det var en stor trækonstruktion med broer ud mod skure bygget på pæle nede i vandet. Der var en kvinde afdeling og en mande afdeling, og da Tom kun var syv år kunne hans mor tage ham med ind hos “damerne” som hun sagde.De blev lukket ind af den kvindelige bademester og fik et rum, hvor de kunne klæde om. Man skulle være helt nøgen, sagde Toms mor, så han tog pænt alt tøjet af og stod og ventede på, at hans mor også blev klædt af. Så gik de ud i solskinnet. Broen de gik på var af grønmalede træplanker og var allerede varm at træde på. Moren havde et håndklæde med, de kunne ligge på og de så sig om efter en plads. Men langs den ene væg, hvor solen nåede ned var der helt optaget. De gik forbi en række store kvinder, som lå med spredte ben og lod solen varme op i deres åbne køn. Tom havde aldrig set noget lignende. Det var deres lår som var så store som bjergkamme og disse bjergkamme førte op i en kløft med en åbning så faretruende og ligesom krævende, at Tom blev ganske paralyseret. Han standsede op og faldt i staver over disse kvinders provokerende adfærd. Det var ligesomom de kaldte på ham og hånede ham. Både fordi han kiggede så åbenlyst og fordi skrækken var at læse i hans ansigt over det han så. Det var lige som de sagde: -Kom du bare lille ven. Du skal ikke være bange. Det er helt naturligt. Sådan ser vi ud om du vil det eller ej. Men Tom blev bange. Der var noget han ikke forstod. Han kunne mærke det dragende og det frastødende på samme tid. Han ønskede brændende at få lov at komme nærmere disse kvinder og udforske deres hemmeligheder og samtidig mærkede han en blusel stige op i sit ansigt, da hans mor trak ham videre med et hårdt ryk i armen. – Kom nu Tom! Stå ikke der og glo. Det gør man ikke. Det er ikke pænt. Og så gik de videre hen til en ledig plads og bredte deres håndklæde ud.

Tom glemte aldrig hvad han så den dag. Det ætsede sig ind og var den viden han byggede sit seksualliv på resten af sit liv. Hans inderste ønske var at komme dybt ind i den hule han så mellem kvindernes ben. Ind og gemme sig. Ind og blive væk. Han vidste jo godt, at det var derfra han engang var kommet ud. Det havde hans mor fortalt ham og i skolen havde de også berettet noget i den stil, så det var ikke helt fremmed for ham, at det var gennem dette hul han var blevet født. Han smagte på lugten som drev fra de solbadende kvinder. Det smagte af tang og fisk og for første gang blev han erotisk tændt. Hans lille tissemand rejste sig og blev hård og stiv. Damerne så det og lo højt.- Den lille mand har nok fattet lunten, råbte de mens Toms mor gjorde sit bedste for at skjule Toms nedre dele med håndklædet. Tom forstod ingenting, men han var grebet af en sær følelse af vellyst mellem sine ben ved siden af de nøgne kvinder. – Det var ikke så godt, sagde hans mor, da de havde fundet en plads.—Du skulle skamme dig at opføre dig på den måde. Næste gang kommer du ind til herrene. Helt alene. Så må du klare dig, så godt du kan. Hun tændte sig en cigaret og så fjern ud i blikket. Hun brød sig tydeligvis ikke om situationen. Det kunne Tom mærke, men han glemte ikke, hvad han så. Og slet ikke hvad han mærkede.Næste gang kom han ind til herrene. Alene. Og her begyndte besværlighederne for alvor. -Pyha, sikke nogle grimme pølser de har mellem benene, tænkte Tom. Og der var store drenge, som skubbede ham i vandet og drillede ham. Nogle sad åbentlyst og tog sig selv på tissemanden, så den blev stiv. De grinede og sagde at Tom skulle gøre det samme. Det ville han ikke.Blev rød i hovedet og løb. Hen til trappen som førte ned i vandet, og svømmede ud i Øresund, hvor han kunne være i fred.

Se det var historien om lille Tom og hans møde med kvinderne. Stakkels ham. Sålænge han kunne huske var han blevet skræmt af dem. Det indebar et eller andet han ikke kunne overskue. Noget med forpligtigelser og bånd. En slags tvang han blev underlagt, hvis han gav sig i kast med dem. Derfor dansede han altid let og elegant udenom, når de kom med deres krav om troskab og al den slags. Han ville være den frie fugl og svinge sig fra gren til gren uden nogensinde at bygge rede. Det havde han ikke tid til. Der var så meget, han skulle opleve, og det ville et fast længerevarende forhold, for slet ikke at tale om et ægteskab ubetinget forhindre ham i. Desværre var der andre ting i hans indre, der forårsagede, at han alligevel havnede i det ene ægteskab efter det andet, og det var hans trang til tryghed. Hans alt omsiggribende frygt for at blive alene. Et forfærdeligt skisma for ham, som han aldrig kom ud af, før han som firsårig faldt til ro i et kloster på den lille græske ø Thios. Der stod han hver nat og så op i himmelhvælvet. Han så sig selv i stjerneøjnene og erkendte, at han endelig langt om længe var kommet hjem.

Og det var jo godt for ham. Kan man ikke sige det? Klosteret sørgede for ham. Han havde sit eget lille værelse med udkig til havet, og maden faldt på slaget hver dag. Han kunne gå ture rundt på den smukke ø, og om vinteren sætte sig foran pejseilden og føre lange filosofiske samtaler med de andre munke.Det kunne simpelthen ikke være bedre, tænkte han. Så faldt han i søvn. Og nu sover han. Skulle jeg hilse og sige…

 

Nok.

Nok er nok er nok. Så er det sagt. Een gang for alle. Jeg orker ikke mere at skrive for denne tusindtallige skare af døve øre. Fuck jer allesammen. Nu skriver jeg for mig selv. Så kan I hoppe på vognen, eller I kan lade være. Rager mig en skid. Så er det sagt.

Noget der er

kan ikke blive

Kortere kan man

Ikke det skrive.

Umaskerede hændelser

fortrænger på et øjeblik

virkelighedens

bedrag

 

Det er i dag mandag. Så vidt så godt. Jonathan er begyndt at se sine gamle kammerater igen. De har været i biografen og se en horror film. Suely er glad fordi han er kommet lidt væk fra hele affæren med disse religiøse fanatikere, som ikke helmer før de får deres vilje. Det er viljesmennesker. De tror de har en vilje, som de skal tilfredsstille for at adlyde deres såkaldte GUD. Gud er et lille ord med stor betydning for mange mennesker. Jeg spiser havregrød. Jeg sidder i køkkenet og spiser havregrød med ituskårne æbler og kanel. Jeg blev revet omkuld af min kite, da jeg forsøgte at lave et spin. Vinden var for kraftig og kiten trak med flere hundrede kilo mig hen ad jorden med et brag. Min hofte fik et ordentligt knubs og nu humper jeg omkring og håber jeg bliver frisk nok til Mallorcaturen med Jonathan. Jeg har dog været frisk nok til at bevæge mig op mod vinden ad gangbroen ud mod badeanstalten her i Bandholm. Der stod en strid vestenvind ind over trappen med store bølger som jeg lod mit skrøbelige skelet nedsænke i og ih hvor var det koldt nu vandet efter de hårde storme vi har haft de sidste dage. Det piskede op i mit åbne ansigt som var jeg en druknende i havsnød. Og svømme kunne jeg minsanten. Benet og hoften gør ikke ondt nede i det kolde vand. Der er der andre og stærkere påvirkninger kroppen må tåle. Smerterne camoufleres af de overvældende indtryk havet frembyder. Så står jeg op og frotterer mig mens skyerne drøner hen over himlen og Bent og hans kammerat gør rundsaven parat til at skære tømmer til et nyt læskur. Jeg får tilbudt et lift hjem af en gammel patient med hel overprotese, men afslår med forklaring om at jeg skal træne min hofte efter et fald med min kite. Han griner og siger, at sådan er det når man er 19 år! Jeg er 19 år. Hvorfor ikke. Måske lever vi på en planet som tager 10 gange længere om at køre rundt om sin sol. Så er jeg 19. Simpelthen. Eller osse er jeg 0. Det nok mest det jeg er. 0 år hele tiden. Det er også meget nemmere. Så er man i overensstemmelse med tiden. Som aldrig går. I min verden.

I København brændte de biler af. Lige op ad mig. Satans til djævle! Falck med brandmænd kom og slukkede ilden. Det var mig der ringede. Ellers var jeg brændt med. Ligesom plakaten ud for min holdeplads med den orangerøde atombombe som reklamerede for Sydhavnens Teaters opførelse af Inge Crinsensens “Alfabet” ude i kapellet på Vestre Kirkegård, hvor jeg nær var blevet lukket inde efter forestillingen. Klaustrofobisk det hele med røgfyldt kirkerum, hvor vi allesammen lå på båren på vej ind til krematoriet. Vi klappede bagefter og der var gratis hvidvin. Søren Rhode var skuespilleren som kunne hele monologen udenad og som blev glad, da jeg sagde, at hans diktion var lige så musikalsk som Rud Langgårs værker. Men så kunne jeg ikke komme ud fordi de havde låst kirkegården af og min hofte begyndte at gøre ondt, for det var samme dag som jeg blev blæst omkund af dragen. Det begyndte at blive noget lort indtil en lyshåret engel tog mig i hånden og førte mig hen til Paradisets port og ud i friheden. Sjælør Boulevard. Karens Minde Kulturhus. Og biblioteket med alle de friske morgenaviser og de rene toiletter som ligger lige udenfor, hvor min sovebil er parkeret og med stier direkte ud til Tippen som Københavns Kommune forresten har tænkt sig at bebygge i den nærmeste fremtid…

Om onsdagen var der croquis i Absalons Kirke på Søndre Boulevard og fællesspisning kl. 18. Hold da kæft, hvor er det fint, det de laver der. Det er ham Tiger manden som har sat penge i foretagenet med alle mulige arrangementer og Tango dans og fredagsparty og som sagt croquis, som jeg har drømt om hele mit liv at gå til. Og så det der lige for mine fødder det hele. Jeg købte billet til spisning ved langborde, hvor man skåler og taler med hinanden henover maden, som i dag var ren vegetar. Super. To rare fyre og nogle søde mørkhårede unge piger udgjorde selskabet, hvor fremmedhad og Danske Bank og mundharmonikaspil udgjorde emnerne under middagen. Kl 20 startede croquis oppe i tårnværelset over kirkerummet. Her var allerede mødt flere yngre mennesker op med skitseblokke og blyanter. Jeg fandt en tom plads foran opsatsen, hvor modellerne lidt efter kom frem og indtog positur, og så tegnede vi så det skrattede. Jeg fik også prøvet at tegne på min I pad som folk kom og kiggede på og alle var meget søde. Hel fin aften på Absalon. Men så skulle jeg jo lige ud på Tippen næste dag og prøve kite og så gik det galt og jeg måtte aflyse coquis og fredagsparty og trillede i stedet ud forbi vores gamle gartner Finn som nu bor i Tårnby for at hjælpe ham med at hente noget malergrej hos Harald Nyborg og for at tage en symaskine og en standerlampe med tilbage til Suely på Lolland. Så kom stormen også, så det var bare med at komme sydpå inden det rigtig gik løs. Orkan havde de lovet. Lad mig komme væk og indenhus i min lille varme og venlige bolig på Lysmøllegade. Tak for det.

Jeg hader forpligtigelser. Jeg har været forpligtiget hele mit liv. Jeg orker ikke mere. Nu må det briste eller bære i dette ufremkommelige vildnis af uforståeligheder. Solen står op. Ok. Solen går ned. Ok. Jeg vasker mine hænder og tørrer dem i det gule håndklæde, som hænger på væggen ved siden af spejlet. Så går jeg ud i køkkenet og vasker op efter den foregående aftens spisning. Jeg har sagt HBO op. Jeg har modtaget en mail fra Karen Hilden. Hun sender mig smukke tegninger. Så går jeg ind i mit soveværelse og tager tøj på. Det hele er meget simpelt og uforpligtigende. Skulle der komme en gæst ( som der skete i går ) ville jeg uden tvivl tage vel imod ham/hende.  Gæsten hjalp mig med at slibe skæret på min græsslåmaskine. Bilen blev vasket. Så er den klar til syn. Alting er meget simpelt. Det gør det hele lettere. Så behøver jeg ikke fortvivle, som jeg ellers så ofte har gjort. I aften vil jeg koge den sidste broccoli og spise den med kold Bechel margarine. Det er altid en plan. En plan uden de stor udfordringer. Solen står op. I dag blæser det. Derfor har jeg lagt min paddelsup op på nogle bukke, så den ikke bliver taget af vinden og kastet rundt i haven. I nat drømte jeg, at jeg ikke kunne finde min mor. Jeg gik rundt i de mennesketomme gader og råbte hendes navn. Jeg vågnede med et sæt med tårer i mine øjne. Hvad er det der sker med mig ligenu. Er en depression på vej? Det hører man jo om, at folk får. Måske får jeg sådan een. Men man må tage hele pakken, som den religiøse pige sagde, da hun argumenterede mod aktiv dødshjælp. Hvadsomhelst. Hele pakken. Selvom det indebærer smerter. Ulidelige. Selvom det knuser dit liv i stumper og stykker. Selvom det.

Nå, men nu vil jeg gå ned og bade. Så kan I have det så godt så længe. Ses.

Så døde han endelig. Kim Larsen. Det har vi ventet længe på, men ikke rigtig troet på at det kunne ske. Lige som alt muligt andet vi heller ikke tror kan ske. Og så sker det alligevel. Uden tvivl. Så sidder man der med tårer i de små øjne og begræder tiden der gik. Hvor blev den dog af den tid? Den tid, den tid som ofte var men aldrig blev fordi den gik før vi anede det. Den tid. Åh, det er så svært det hele, tænker den lille dreng med sin mor i hånden hen ad gaden på vej mod sporvognen, som man må skynde sig at hoppe op i, for ellers kører den fra een og så må man stå og vente i en evighed og det gider vi ikke, vel? Siger moderen og flår den lille op på bagperronen, hvor konduktøren står og tager imod. Så kører de ind ad Gammel Kongevej til Kongens Nytorv, hvor de står af for at gå i Det Kgl. Theater for at se Poul Reumeret, som moderen kender fra elevskolen og som har sørget for, at de kan få et par fribilletter på første række lige foran orkestergraven. Så sidder de der i mørket, og lige pludselig bliver drengen 72 år lige som Kim Larsen og kan ikke få vejret og bliver tung i underkroppen og mærker døden nærme sig så stille. Stakkels dreng. Knap har han levet, før han skal dø. Ikke engang et splitsekund tager det at dø, for det tager ikke tid at dø.

Tager det tid at leve?

I det hele taget. Kan man. Men bør man? Bør man? Ikke lige nemt. Aldrig. Hele tiden. Al-tid. Hvad er det? Hvad er altid for noget? Er det noget jeg skal tage? Er det noget man, den, det, ham, hende, de, dem, os, flagermusene skal tage? Skal tage. Skal Tage tage taget tæt? Skal tage tætne taget? Skal Tage være min ven i dag. Eller altid? Måske kun i dag. Måske ikke i New York. Eller i Sidney. I isbjerget måske? I sildekassen måske? Ovre i Korsør på banegården står kvinden med de røde gamacher og spiser en pølse. Hun sætter sig ned på bænken. Smider pølsen ned i affaldsspanden og går over og stempler ind ved den blå plet. Toget kommer rullende ind på perronen. Dørene går automatisk op. Hun venter på de udstigende passagerer og går derefter ind i kupeen og sætter sig  på et blåt sæde ved siden af en lille tyrkisk dreng. Toget sætter i gang med en stille lyd. På skærmen ser man mennesker på flugt. Den gamle mand med det store skæg. Sidder han også i kupeen? Eller er han lige stået af toget? Oppe på broen står moren og venter på sin søn. Drengen er gået sin vej. Nu regner det. Igen. I biografen spiller de “Borte med Blæsten”. I biografen spiller de “Mød mig på Cassiopeia” ovre i SAS huset kan man købe billetter til Bali. I morgen kl. 19.25 afgår flyet. I stolen sidder hunden og gør. Politiet fanger. Fængslet er lukket. Solen står op. Bagover. Fremad. Nu og i morgen. Samt i går. Som helhed.

Pyha. Det var ikke nemt. Og jeg som troede hun kom og besøgte mig. Kommer hun dog aldrig mere? Hvor svært kan det være? Men det ved du selvfølgelig ikke noget om. Duved. Ja.

Hvilken glæder er det ikke at leve! At se ud over smålandsfarvandet som ligger der i en let brise og krummer tær. Måske kunne man magte at bære det tunge board ned og stille sig op på vandoverfladen og drive væk. Måske kunne man endog magte at gribe sin åre og padle ud til fugleøen og hilse på mågevennen, som hver dag har sin flugt hen over brændingskanten i sin idelige søgen efter småfisk og tangrejer. Nede gennem det blågrønne vand skimter jeg havets bund med alle dets hemmeligheder. Krabben kravler ilsomt frem bag stenen for at søge føde. Jeg krabber langsomt henover dens bolig mens mine tanker finder hvile i horisontens kiming. Og himlen er lyseblå og temperaturen er nok noget over 20 grader og vandet er 12, så det gør ikke noget. Man kan sagtens bade i det og svømme sig en tur sågar. Så skulle der støvsuges i dag. Det bliver man nødt til engang i mellem, synes jeg. Vi kan ikke have alle disse edderkoppespind her omkring. Støvet falder tungt på badeværelsesgulvet og lader den lille sølvfisk nok så nydeligt markere et spor hen over fliserne, hvor den har gået. Jeg sidder og betragter den og tænker mit. Sådan en sølvfisk skal vel også have lov at leve, tænker jeg, og skubber den blidt ind bag ved toilettet, hvor den kan være i fred.

Nu har jeg pakket til vores fællestur til Mallorca. Jonathan og jeg og så bliver det skybrud på øen og 11 mennesker omkommer i en flodbølge som skyller gennem byen og river biler og huse med sig i en frygtelig katastrofe. Jeg tænker på hvorfor vi har bestilt den rejse. Det var for at komme ned og bade og slappe af. Gad vide, hvad det bliver til? De lover regn nogle af dagene, men også sol, så måske er det værste overstået. I øvrigt kan man aldrig gradere sig mod katastrofer. De kommer om man vil det eller ej.

Udover disse trivialiteter kan det oplyses, at den skrivende netop har afsluttet den unge forfatter Bjørn Rasmussens 3. Bog “Jeg er gråhvid” og jeg skal love for at lettelsen bredte sig i den skrivendes krop, da han endelig var færdig med forfatterskabet. I en stor dobbeltsidet artikel i Information havde man nemlig udpeget denne unge mand til at være den vigtigste danske forfatter for øjeblikket. Det ansporede til påbegyndt læsning. Først af “Huden er det hylster…” som sprogligt er en vild dans henover episoder af en ung homoseksuel mands liv og hans forhold til hans ridelærer. Det kan nok være vi kom omkring i den menneskelige anatomis sensible områder. Det tør svagt antydes! Nå men I må læse ham selv. Som et eksempel på moderne ung litteratur kan det vel forsvares. Jeg mener: – Hvorfor ikke tage det hele med, når det nu er der. Det har altid været min attitude. Nu har jeg læst disse ord og sætninger og det har på en god måde sat mig ind i hvad det vil sige at være gay. Det er tydeligvis ikke nemt, og som sådan gør hans bøger en indsats for en forståelse af vores såkaldte “afvigelsers” væsentlighed. Hvis I forstår hvad jeg mener… Læs ham selv og kom gerne med kommentarer. Med venlig hilsen.

 

Og så blev jeg 78 år. Gudbedre det. Og så fik jeg en meget smuk buket af min datter og exkone (hun kalder mig sin exmand! Det er da altid noget, tænker jeg. Bedre end ingenting.) Se her:

Mallorca. Palma den 20 oktober 2018.

God dag! Mit navn er Kong Gulerod. Jeg ved, jeg er noget helt særligt.

Jeg sidder hver dag på mit store skib og spiller Back Gammon

helt ærligt…

Så fanger jeg hurtigt en hel million for næsen af ham den syge,

der står og tigger og beder om råd

og læ for den næste byge.

Jeg sender ham lige så stille afsted

og griner højt når han lider.

For jeg hader ham højt i inderlighed

Og vender ham ryggen

og skrider.

(Skrevet af ejeren af det store supermarked “Eroski” på undergrundsbanen i Palma, der lige snød mig for 2 euro, den skid!)

I Palma vi boede en uge fra mandag til mandag oppe på fjerde sal i det gamle  herskabshus på Carrer de Jafuda Cresques 1. Vi blev modtaget kl 12 om natten af en pige som vinkede oppe fra en lille altan, at vi bare skulle skubbe til den store brune trædør, så ville den gå op og så kunne vi komme ind. Marmortrappen ledte os op til et fantastisk hjem befolket af siameser katte og beklædt med ægte tæpper og indiske sarier på væggene. Vores værelse med de to senge og et par skabe og hylder var dekoreret med store middelhavsmalerier og gennem et par svingdøre kunne man træde ud på en lille balkon som vendte mod parken som ligger op til Plaza Espana. Jonathan var sulten og havde set et skilt med Taco Bell, som han meddelte mig at han aldrig havde prøvet og derfor måtte vi straks derhen, for at han kunne stille sin sult i mexicansk folde-sammen mad. Jeg var bare tørstig og gik på Mc Donald ved siden af og købte mig en flaske vand. Turen var således sat. Min sult er ikke stor, blot til husbehov som man siger, mens Jonathan, der er en velvoksen herre, ofte må have sit proteinbehov dækket. Det var godt vi kendte Cellar sa Premsa, hvor retterne er store og mættende. Der spiste vi hver aften og den unge mand smovsede i lam og kylling og rejer, så det var en lyst. Hvor var det god at være på tomandshånd med drengen. Vi fik samtalerne ned på et dybere niveau end ellers, hvor skole og forpligtigelser har tendens til at rive samværet op til overfladen hele tiden. Det skal helst op og plane, som de siger. Alle dem med ild i numsen for at komme det næste sted hen o.s.v. Nu kunne vi tage den langsomtgående bus hele vejen langs Cala Major og Cala Nova helt ud til pynten ved Illetas, hvor en aldeles nydelig lille strand med azurblåt vand ventede. Her kunne Jonathan få farve nok til fremvisning hjemme hos Gymnasiets piger og undertegnede kunne sidde og tegne skitser af klipper og skær på sin lille Ipad. Når sulten meldte sig måtte vi ud og vandre ned langs bussens rute til Supermarkedet, for ved stranden kostede en burger 150 kr og det eneste drikkelige, man kunne købe, var cocktails. Da vi havde provianteret os faldt det svært at tilfredsstille Jonathans ønske om en ordentlig spiseplads som kunne undgå sand i tomatsanwichen. Gudskelov har han sans for at improvisere og førte os op i en mindre botanisk have med slyngplanter og fuglebure i lianer ned fra trækronerne. Her savede vi i vores flutes med en lille plastickniv jeg fandt i min taskelomme og hvidløg blev findelt og placeret ovenpå tomatskiver som overhældtes med ædel olivenolie. Det kan nok være det smagte ovenpå en lang formiddag på den varme strand.Trætte og udasede lagde vi os på hver sin bænk og faldt i en behagelig middagssøvn.

Det var helt klar at vi skulle spise aftensmad på Cellar la Premsa, som er Palmas ældste restaurant med aner tilbage fra tyrefægtertiden og en duft af afskåren skinke, hvidløg og vin opbevaret i kæmpemæssige egetræsfade. Her spiste vi hver dag når vi kom hjem fra vores udflugt op i Tramuntana bjergene eller rundt i Palma ad de snævre stræder med mennesemylder og larm i gaden. Jonathan fik også tid til at gå på opdagelse efter lidt tøj og sko, som kun kan fås på Mallorca, og de sidste dage i huset med kattene og de rare mennesker følte vi os efterhånden så meget hjemme at følelsen af at have boet der altid indfandt sig. I den brede hængekøje på verandaen lå man mens regnen fossede ned udenfor om torsdagen og havde det egentlig meget godt med bare at betragte uvejret bevæge sig hen over himlen mens lynene knitrede over de gule hustage. Sådanne dage var der også. Skulle vi ud måtte vi vandre under den fælles blå paraply i sjap blandt andre paraplyer som hele tiden truede med at stikke een i øjnene. Der var alt slags vejr. Nede i cala Deya slog bølgerne højt mod de store sten på stranden og forhindrede os i den svømmetur vi havde glædet os til hele vejen op over og ned igennem olivenlunde og pinjebuskads. Ud for købmanden sad vi langs træbordet og spiste chokoladekage og drak cola og energidrik til. I al fredsommelighed, før vi snoede os op til kirken og kosmosreceiveren, hvor Robert Graves ydmyge “poeta” gravsted i støbecement fik en venlig tanke, før vi snoede os langsomt ned mod busholdepladsen, hvor Jonathan næsten blev bedste ven med en perserkat som kælent smøg sig op ad hans ben. Så kom regnen i et skybrudslignende styrt ned mellem de stejle bjerge og gudskelov kom også bussen og tog os op i tørvejr til en dramatisk rutsjetur ad de krogede bjergveje, hvor skrænterne dybt ned mod det oprørte hav truede med at opsluge os hver gang chaufføren passerede et hårnålesving. I Valdemossa stod han ud ham chaufføren og opførte en vild spansk dans mens han talte i telefon i en mikrofon, så han kunne få hænderne fri til at tænde og holde en smøg hele tiden mens han talte og gestikulerede på livet løs. Det så helt vanvittigt ud og gav rigelig underholdning den halve time vi ventede der, før vi satte kursen videre mod Palma og storbyen. Hjemme sad vores værts datter Veronika og så Netflix på sin computer. Den aften vi ankom havde hun haft besøg af sin kæreste, men siden kom han aldrig og hun sad nat efter nat og så så trist ud. En aften inviterede hun Jonathan til at se med. Han mente hun var ked af det fordi kæresten havde slået op og ville have selskab. Jonathan afslog imidlertid, da han mente det ikke var passende. Han er så velopdragen den dreng. Men det skyldes nok de forældre han har haft. Tror jeg.

 

 

 

Jeg forsvinder gennem livet på min egen måde. Det kan ikke være anderledes.

Det går fremad med paddelboardet. Balancen optrænes langsomt. Nu ryster benene ikke så meget og nervøsiteten formindskes. Jeg er ved godt håb. Godthåb eller Nuuk har jeg også været en gang. Håbet er lysegrønt, ikke? Derfor håber vi allesammen at det hele nok skal gå bedre. Bedre og bedre. Holder det da aldrig op? Kan det ikke bare være godt nok? Det synes jeg. Jeg synes det er godt nok at sejle fra Næs til Bandholm trukket gennem vandet af en paraply udspændt foran på Unifiber paddelboard, hvor jeg sidder med begge ben spredt ud, så jeg kan holde balancen. Det er det med balancen. At være i balance. Det sørger mit nye Unifiber paddelboard for at jeg er. I balance. Så jeg beslutter at rejse pr bil til Næs strand som ligger 6 kilometer fra Bandholm og prøve at launche min Peter Lynn Skim 3,4 træningskite. Boardet har jeg møjsommeligt slæbt ned ad en smal sti med store irriterende sten til kystlinien, hvor det ligger og vugger på lavt vand og afventer mit videre eksperiment med dragen. Dragen er god nok. Den ligger i halvmåneform og venter på det afgørende træk i linerne, når altså vinden kommer og presser ind på den. Men vinden, som om morgenen var jævn til frisk er nu nærmest det man kalder svag. Den kommer i små pust, som giver mig tro på at den nok skal lette, men tro er ikke nok, og den letter aldrig. Så må jeg møjsommeligt pakke den sammen og bære den op i bilen og nøjes med min paraply som fremdrift. Planen er at sejle de 6 km ad farvandet mellem Lindholm og Askø og hovedlandet Lolland stående, siddende på knæ eller liggende på dette oppustelige bræt af PVC og andre hemmelige materiale, som jeg gennem utallige researchtimer af et utal forskellige modeller lige fra Aqua Marina til Red Paddel over River Surf endelig besluttede mig for, da det var 1: billigt, 2: anbefalet på You Tube som meget stabilt og 3: (og det var det vigtigste) kunne omdannes til et windsurf bræt på grund af sin opbygning med et forstærket hul i midten hvor en baseplate cardan kan iskrues som fundament for masten til surfsejlet. Men nu skulle jeg ikke surfe. Jeg skulle sejle, og planen var at blive trukket af Kiten i fuld fart over de krappe bølge mens jeg skiger af glæde over den høje fart jeg opnår. Det skulle altså ikke blive til noget, måtte jeg konstatere, da jeg lidt slukøret bar den halvvåde kite som en slasket klud op og lagde den i camperen.

Turen havde jeg til gode. Den dumme vind skulle ikke slå mig af pinden. Nej nu skal der sejles, siger jeg til mig selv. Trækker brættet ud over de værste sten, så agterfinnen ikke beskadiges og sætter mig op. Når jeg engang ankommer til Bandholm, vil jeg bære mit “skib” op gennem den lille alle, sætte det i haven og tage cyklen ud af skuret for at køre tilbage og hente bilen på Næs. Vinden er som sagt svag, men dog ikke svagere end jeg mærker den i ryggen. Med padlen sætter jeg derfor god fart og nyder at se tangskove og store sten i vandet dybt under mig fare forbi. Måske er det meget godt at jeg tager denne første færd uden kiten. Sådan for at prøvekøre situationen. Det er i hvert fald skønt at sidde her under en lyseblå himmel med hvide vatskyer og øernes mørkegrønne kyster som horisont hele vejen rundt.

Så kommer det. Man skal op og stå. Allerede på min første tur gjorde jeg en fejl, som nær havde koste mig føreligheden. Jeg skvattede bagover, idet brættet gled fremad som på våd is. Balancen forsvandt og med hele min krops vægt landede jeg direkte på brættet med mit hoved frit ud over bagkanten. Hovedet blev ikke standset men bøjede bagover og jeg mærkede i et splitsekund at her var jeg ved at brække halsen. Eller få et alvorligt piskesmæld. Det var hvad jeg sagde til mig selv i øjeblikket: -Sådan kommer du af dage gamle ven, hvis du ikke passer på. Jeg vidste det jo godt. Hvis man mister balancen og falder, gælder det for guds skyld om at falde ud til siden ned i vandet og ikke på brættet. Det vidste jeg godt, men blev overrasket (det var første gang jeg faldt) og nåede ikke at reagere hensigstsmæssigt. Nu ved jeg det og laver faldøvelser og smider mig ud til siden for at lande i det bløde vand og ikke på det hårde bræt. Men angsten sidder stadig i mig. Hver gang jeg skal op og stå, skælver mine lår og usikkerheden viser sig. Men jeg giver ikke op, og nu-efterhånden går det meget bedre. Er altid parat til at smide mig ud til siden og har fundet ud af at anbringe fødderne lidt fremskudt i forhold til hinanden, så jeg ikke kun korrigerer for sidebevægelser men også for frem og tilbagegående bevægelser. Ligesom på ski, tænker jeg, hvor det ene ben altid har en førerolle båret af den naturlige høje-venstre paritet.

Padlen holdes på tværs af brættet med begge hænder. Man rejser sig på knæ og derefter løftes kroppen op stående på fødderne placeret i hver sin side af det blå nuprede skridsikre felt. Så står man der og må endelig ikke kigge ned, for så mister man balancen siger de i instruktionsvideoerne på You Tube, men jeg kan ikke lade være med at kigge ned en gang imellem og det gør heller ikke noget for mine fødder korrigerer for brættets bevægelser og snart står jeg roligt helt op og padler og skuer ud over jorden, og vandet bevæger sig under mig og jeg er lykkelig.

Senere sætter jeg mig ned og folder paraplyen ud. Vinden tager godt i den og jeg mærker fremdriften øges. Den kan sidde fast i stropperne på fordækket, og mens jeg ligger halvt henslængt med paddelen bagud som ror, styrer mit lille fartøj roligt afsted med kurs mod den hvide bræmme af sand som udgøres af stranden nedenfor det statelige Bandholm Hotel.

Da jeg lander står et ungt par og tager imod mig. De vil vide, hvordan en paddelsup virker, og jeg lader dem prøve min. Da de kommer tilbage er de ikke i tvivl om, at sådan een må de også have. Sporten får nye tilhængere hver dag, og næste gang når vinden rigtigt blæser, skal jeg prøve turen med min kite. Nu er der blot at bære boardet op i haven, tage cyklen og træde i pedalerne de 6 km ud til næs for at hente bilen. På vejen tilbage bliver der lige tid til en dukkert på Bandholm Badeanstalt, som har fået mottoet: “Et rart sted at være” Påmalet med store sorte bogstaver hen over indgangen af den ihærdige bademester som hedder Ib.

Kære menneske: – Tanken er et udmærket hjælpemiddel, sålænge du ikke gør den til din ejendom. Så får du problemer. Se bare hvordan det går det menneskelige samfund. Se bare hvorledes det betragter sig selv som herre over alt andet på denne lille planet. Og se bare hvorledes det tænker sig selv som adskilt fra resten. Som noget enestående med en “højere” mening. Se bare hvor galt det går. Se bare hvor smukt her er uden din evindelige selvoptagne “tilstedeværelse”. Du menneske.

Et land.

Der er ikke andet end det der er. Det er det, der er så sødt. Du skal ikke være mig og jeg skal ikke være dig. Så sødt som honning, ikkeosse?

 

 

Noget ganske andet.

En far.

Jeg gjorde, hvad jeg kunne for at gøre, hvad jeg skulle. Og sikke noget pis der blev ud af den galej. Det er da for sulen først nu, hvor jeg ikke gør en skid, at det hele begynder at ske. Nå men bedre sent end aldrig siger jeg så til mig selv. Bedre sent end aldrig gamle dreng. Jeg holder mig vagtsomt udenfor indenfor. Herligt liv her på falderebet. Men rundt om mig blæser stormene og ind imellem blæser de lige ind ad mit vindue. Som i går, hvor min ex kone ringede og fortalte at vores søn på 19 år var blevet overfaldet. Smadret ned i asfalten. Blødende frarøvet sin pung og mobiltelefon som blev mast for næsen af ham. Var det et hævnmotiv? spørger jeg. Kan endnu ikke få besked om, hvad der virkelig er sket. Drengen var først hos politiet i går og afgive forklaring og derefter på skadestue for at se om han havde fået hjernerystelse. For helvede hvor er det ledt. Men man ved det jo godt, og han har åbenbart været på det forkerte sted det forkerte tidspunkt. Det er jo nemt i disse tider. Tag blot til Idlib lige nu og vær et barn som leger på gaden. Jeg græmmes, gør jeg. Rigtig meget. Shit og lort og pis. Men han har sine tænder og har forhåbentlig lært at passe bedre på hvor man færdes i nattelivet i en lille skodprovinby som denne.