Patmos.

Tabula rasa
FORELSKET
I.                    
PATMOS
. ELLER
Stop making sense!
1.
Den person, som forekommer her i beskrivelsen, er en ældre
mand på 82 år. Han er høj, spinkel, hvidhåret og duknakket efter
mange års arbejde ved en tandlægestol.
Han er pensioneret tandlæge og er i fuld fart i gang med at
undslippe døden, som han føler mere og mere er lige i hælene
på ham. Febrilsk kaster han sig over det første det bedste fly,
han kan finde for at komme væk fra det altsammen..
Et tilbud om en enkeltbillet til 305 kr til den græske ø Kos
dukker op på hans skærm en onsdag morgen, og han er ikke
sen til at booke sig ind på turen. Det er denne lille tilfældige
hændelse, der sætter det hele i gang. Da han først har ordnet
sin afrejse, må han selvfølgelig også arrangerer resten af turen.

For at få cirklen sluttet, som han siger; således at han også kan
komme hjem igen…
Det tager ham flere dage at bestille hoteller og færgeruter, der
passer ind i hans tidsplan, og en gang imellem er han så træt af
det hele, at han mest har lyst til bare at aflyse og lægge sig ind i
sin seng og blive væk i drømmen om evig ungdom.
Men han opgiver ikke, og en kølig efterårsmorgen står han
ved busstoppestedet i sin hjemby og venter på at komme afsted.
Han har en stor sort taske på ryggen og en mindre grøn rygsæk
under armen.. Han har lige været i bad og er til fingerspidserne
klar til at tage afsted..

Det er i dag den 22 sept, og han sidder og indtager en
præfabrikeret tunsalat i afgangshallen i Kastrup lufthavn på vej
mod den græske ø Kos på en billet til 305 kr.
Som altid, når noget foregår spontant, trækker det øjeblikkelig
en følge af uoverskuelige hændelser med sig, der som en
rivende strøm afgør alt, hvad der siden sker. Det er, hvad der nu
skal berettes om..
Han kommer gennem gaten op i flyet uden at blive standset. Det
er en lettelse! Han har den store rygsæk uden på tøjet og den
lille gemt under jakken for at have alle sine ting og sager med
uden at skulle betale overvægt, og det lykkes!
Nu sidder han på sin plads ud mod midtergangen og kan
strække sine lange ben. Han tænker på den ældre dame med
det smilende ansigt, han mødte i toget. Hun fortalte, at hun
dyrkede scuba-diving på Filippinerne. Hun fortalte også om sit
ægteskab med en håndværker, som aldrig var hjemme. Hun
havde forladt ham og aldrig siden fortrudt sin beslutning om at
gå solo.
Hun var som sagt dykker. Sådan rigtigt, med certifikat. Havde
dykket ned til 30 meter. Han fortalte hende om sin klaustrofobi,
når han kiggede op og så havoverfladen højt hævet over sit
hoved. Hun svarede, at det var det, hun elskede allermest ved
at dykke. Den totale ro og afsondrethed og fornemmelsen af
kontrol.
– Mærkeligt, for det er netop det, jeg er bange for. At miste
kontrollen og blive fanget dernede i dybet uden at kunne komme
op.
– Du skal bare dykke noget mere, svarede hun. Så går det
over.
– Jeg har også tænkt mig at tage til Thailand og dykke med
mine børn, tilføjede han..
– God idé. Hold fast i den, svarede hun.
Derefter kom en anden ældre dame med tyndt hvidt hår og
stærke briller ind i kupeen og satte sig. Hun var fra Maribo, men
boede i Køge.
– Nu var de tre i samtalen, og den gik livligt om
deres privilegier som pensionister. Det var en afslappet og rar
atmosfære mellem ligesindede, som varede hele resten af turen
mod København.
Damen fra Køge steg af på Hovedbanegården, og han selv og
dykkerveninden, som skulle til Luxembourg for at besøge sin
datter og svigersøn, fulgtes ad op til lufthavnen, hvor de skiltes i
terminal 2. Her ville han veksle nogle af sine euro til mindre
sedler for ikke at blive snydt af taxachaufføren, når han landede
på Kos…

Lige nu flyver han i 7000 meters højde over Rumænien, og om
en time skal han lande i Grækenland.
Han er glad, hvor han nu er kommet over sine sædvanlige
bekymringer om, hvorledes det hele skal gå. Det går øjensynlig
fortrinligt.
– Det er bare med at komme ud af røret, tænker han.
Han slumrer ind, indtil det siger “Bang”, og en af de “søde”
stewardesser kører en serveringsvogn lige ind i hans højre knæ!
Men han tager det ikke så tungt, for hun kommer hen og
undskylder og giver ham en ekstra kop the. Så sover han lidt
igen, indtil maskinen begynder at vippe fra side til side over
Tyrkiet. Han farer forskræmt op og opdager, at de er ved at
lande på øen Kos i det ægæiske hav.
”Bump” siger det, da hjulene rammer jorden. Et ordentligt
brag! – Som gør ham bange. Men så ruller maskinen og holder
snart efter stille, og han kan træde ud i den 26 grader varme nat.
Han skal allerførst på toilettet og styrter afsted med al sin
bagage under armen. Da det er overstået, kan han endelig tage
sine rygsække rigtigt på. Han er glad over, at han kom glat
gennem Security check med alle sine tuber og cremer mod gigt
og myggestik, fordi den rare dame blot spurgte, om det var
medicin, som han havde i plasticposen. Han svarede “ja”, og så
var den sag i orden.Vægten på de fem kilo var slet ikke noget
problem. Han havde ellers gemt mange tunge ting i sine
jakkelommer for at fordele dem, og havde sin bog “De rejsende”
af Ole Sarvig i hånden sammen med sin Ipad, som han brugte
som boardingpas. Så vejede de heller ikke med, tænkte han,
men der var slet ingen, der tog notits af den ældre herre med
det pæne smil og overvægt. Han gled lige så stille forbi oppe
ved skranken.
Nu sidder han i sit værelse på “Ladikos Beach Hotel”, som er
en kasseformet lyseblå bygning med en praktisk placering lige i
vandkanten, og skriver. Han var en tur rundt i området til
morgen efter en vidunderlig nats søvn under det tynde lagen,
–  Noget, der er tykkere end det, kan man umuligt sove med i den
varme, tænker han.
Det er et intimt lille sted, hvor folk hygger sig på små strande,
der hører til de beskedne pensioner langs kysten, hvor de bor. Absolut ikke noget masseturistområde og derfor meget
anbefalelsesværdigt, tænker han. De serverer omelet (passer til
hans nye “KETO” kur) og græsk youghurt med nødder som
morgenmad. Bagefter vandrer han stille omkring med sin gamle,
brune skindtaske over skulderen for at finder et lille
supermarked, hvor han kan købe en pakke med kamillethe. Han
møder en høne med sine to kyllinger og vil forsøge at
fotografere dem, men de løber væk, før han kan gøre kameraet
klart.
Han aftaler med husværten om at bestille en taxi til ham den
næste morgen kl. 7. Han skal være på havnene i Kos by, som
ligger 40 km væk, senest kl 8 for at checke ind på færgen, som
sejler præcis kl 9. (Med adskillige anløb til små øer undervejs.)
Tiden er knap, og det gælder om at nyde den. Altså springer han
de 20 meter fra sit værelse hen til badebroen og på hovedet ud i
det azurblå og krystalklare middelhav med sin dykkermaske.
Ned til de venlige zebrafisk, som svømmer hen mod hans ansigt
og ønsker ham velkommen i deres element.
Efter et passende hvil i det airconditionerede værelse træder
han ud i middagsheden. ( Det skal her tilføjes, at jeg ikke har
nogen skrupler med at skrive “han” længere, da jeg udmærket
er klar over illusionen, der ligger i at sige det. Det er blot en
“talemåde”.)
Det er brændende varmt, og han søger ind i de små
skyggefyldte gyder bag ved stranden. Der er mange turister,
flest englændere, og han mærker en vis irritation over det
sædvanlige halløj med restauranter i massevis, som alle
faldbyder ting til maven. Han studerer et par spisekort og
beslutter sig for at vente med afgørelsen til grundsulten indfinder
sig.
– Så dukker det rigtige nok op, tænker han. I steder
frekventerer han et stort supermarked lige ved busstoppestedet,
som i øvrigt ikke har busafgang før kl 8 om morgenen til Kos by,
og det er for sent, når han skal med færgen kl 9. Derfor bliver
han nødt til at tage en taxi til 40 euro.
– Æv! tænker han. Han
kører en vis stramhed i sit rejsebudget. Er pensionist, og har
aldrig sparet meget op i sin lange karriere som tandlæge, men
som regel brugt rub og stub på rejser eller kvinder eller begge
dele!
Det store supermarked har en kasse med avocado, der alle er
dårlige, så han nøjes med en ny omgang yoghurt og en flaske
vand samt en pose saltede peanuts. (Han skal huske det med
salt og rigeligt vand!).
Siddende på en bænk i havnen over for et stort schweizisk
sejlskib, mens han observerer en krumbøjet millionær, der nede
i cockpittet foran sin computer er i færd med at handler
værdipapirer.( Sådan får han råd til sit luksusliv), indtager vor
pensionist sine peanuts og sin græske yoghurt og er en lille
smule misundelig over, at det ikke er ham, der sidder dernede
og tæller penge. Da han er færdig med at spiser, drister han sig
til at spørge millionæren, om det er på den måde, han får råd til
sin dyre båd.. Denne svarer grinende, at han er
softwareingeniør og sidder og programmerer algoritmer til store
firmaer. De ler lidt sammen, og han siger “hej” og slentrer, lidt
flov over sin fordom, videre langs kajen..
Om aftenen tager han et dyk og går derefter ud for at finde et
sted at spise. Han finder et nede ved havnen, hvor de serverer
ham en græsk salat med tun samt et pitabrød og en halv flaske
retzina. Der er mange mennesker, og han nyder at betragte
dem. Nogle fodrer fisk ud over rækværket mod vandet, der er
oplyst nedefra. Han ser, hvordan overfladen sitre, når fiskene
flokkes om brødstykkerne. Andre har travlt med at fotografere
sig selv og hinanden. Narkissos har ikke levet forgæves! –
tænker han.
Det er søndag morgen. Hans nat har været rolig med milde
drømme uden konflikt. Han vil ud og finde noget superglue, fordi
hans briller er gået i stykker.
Han finder det i supermarkedet nede ved busstationen. Det er
ikke nemt for ham at lime brillerne. Hans fingre klæber så stærkt
sammen, at huden går af. Men til sidst får han brillerne i orden.
Han spiser en banan til morgenmad og drikker vand med lidt
salt i. Får også købt en advocado ,
– men den er nok dårlig,
tænker han.
– Vi får se, når jeg åbner den…
Han siger:
– Nu sidder jeg og venter på min fisk hos den rare dame, jeg
valgte at spise hos. Ole Sarvig bogen bliver mere spændende
efterhånden som jeg kommer igennem den. Han skriver meget
snørklet, og jeg må tit læser sætningerne gentagne gange for at
forstå dem. Men det er hyggeligt, når man ingenting skal og
bare sidder i liggestolen ved havet og tager det ord for ord. Når
læsningen føles færdig for denne gang, rejser jeg min krop op,
tager mine dykkerbriller på og kravler ned ad stigen udenfor mit
“Beach Hotel”. Her træder jeg forsigtigt på den store sten, hvor
man netop lige kan bunde og holder balancen ved at skovle
med hænderne, før jeg kastes forover af min egen “frie” vilje og
er ude. Straks dukker stimer af sølvglinsende fisk op under mig,
og jeg glider flydende ud over revet, hvor en stor octopus viser
sig og hilser mig med alle sine 8 fangarme!
I morgen tidlig kl. 7 bliver jeg hentet af taxichaufføren, som min
vært har bestilt.
Med nerverne udenpå sengetøjet sov jeg uroligt og måtte op
flere gange for at checke, om jeg var ved at sove over mig. Jeg
fik nogle ordentlige skvulpeture ned i drømmen om længst
forgangne hændelser, der mest handlede om noget, jeg havde
glemt, og som derfor fik fatale følger for min videre færd. Kl 6
sprang jeg imidlertid veludhvilet ud af sengen og gjorde de
sidste forberedelser i den pakkeprocedure, der altid kræver stor
opmærksomhed for ikke at ende med overvægt i udvidet
forstand. Nogle damer, der også var tidligt oppe og som stod og
nød den sprøde rosa himmel og det lyseblå blikstille hav, hjalp
mig med at genvinde roen, idet de gjorde alt for at overbevise
mig om, at taxichaufføren nok skulle komme til tiden. Jeg havde
som sædvanlig forestillinger om forsinkelse og manglende
fremmøde i færgeterminalen. For hvad så? Hvad skulle jeg så
gøre, hvis jeg ikke nåede færgen?.
– Men nåede den, det gjorde
jeg. Hr chauffør ankom punktligt kl 6.45 og kørte mig i voldsom
fart ad snoede veje de 40 km til øens anden ende, hvor
hovedbyen Kos ligger. Her stod en hel flok rejsende og ventede
på færgen som skulle ankomme fra Simi.
Endelig dukkede det store skib op, og jeg blev af
menneskemængden ført ind i dets enorme gab. Her fremviste
jeg stolt min adgangsbillet til den berammede tur mod Patmos,
hvorefter kontrolløren skreg (der var høj motorlarm fra
indkørende biler og lastvogne) ind i mit øre, at denne færge slet
ikke sejlede til Patmos, og at jeg måtte se at komme af, for ellers
ville jeg komme til Bodrum!. Det lød jo meget besnærende for en
eventyrlysten herre som mig at komme et smut til Tyrkiet, men
jeg valgte alligevel at vende om og gå i land igen. Der sad jeg
yderligere en time, før en mindre færge endelig dukkede op og
tog mig og de øvrige 15 passagerer med ombord.
– Og så sejlede vi sørme ud på det græske øhav, som hurtigt
viste sig fra sin mest charmerende side, idet en stor flok delfiner
besluttede sig for at opføre dristige pirouetter i havoverfladen
tæt ved båden i bagbords side. Jeg råbte højt af glæde og
skubbede til en kvinde, som stod ved rælingen dybt forankret i
sin mobiltelefon: – Se der! Se for helvede på delfinerne i stedet
for på din åndsvage telefon! Det forstod hun og gav mig et knus,
fordi jeg havde vækket hende i hendes dødlignende søvn!
Senere blev vi rigtig gode venner, indtil hendes ven dukkede
op og omgav hende med en skærmende duft af aftershave,
mens han sendte mig truende blikke.
Vi lagde til i en yndig lille havn på den ene lille yndige græske
ø efter den anden, hvor jeg sprang op og ned ad lejdere og
stiger for at fange de bedste billeder og videoer, som jeg senere
spammede min familie og mine venner og facebook og
Instagram, og hvad ved jeg, – med…
Sent på eftermiddagen, sejlede vi endelig ind i bugten ved
Skala på Patmos, som jeg forlod i 1978 efter en vanvittig rejse
ombord på sejlskibet Nordkaperen under en storm udenfor
sydkysten af Rhodos. Det var mærkeligt, skal jeg bare sige jer.
For alt var jo forandret, men alligevel ikke. Øen er nemlig noget
helt andet end Kos, der har en lufthavn og derfor tiltrækker langt
flere turister, som, hvis de vil til Patmos, må sejle i adskillige
timer fra ø til ø før de endelig kan træde i land der, hvor
Johannes Teologen for 2000 år siden oplevede apokalypsen.
Mit hotel lå gudskelov kun 3 min. gang fra kajen, hvor vi lagde til,
og her stod værten Jacob i receptionen på sit hotel Villa Zacharo
og tog venligt imod mig og lovede endog at inkludere
morgenmaden i min pension, endskønt jeg ikke havde betalt for
den luksus.
Michael Høy skriver i sin notesbog:
– Værelset er fint med to behagelige senge, køleskab, bad,
fjernsyn og et skønt stærkt wifi, så jeg kan høre jazz på 8eren
og alt, hvad de ellers bringer i dr.dk. Plus at jeg kan spamme
alle, jeg vil, uden at det koster noget. Så der slår jeg mig ned!

Jeg skulle ud og se, hvordan jeg kunne kommer videre over til
Grikos hotel, som ligger et stykke vej væk på den anden side af
øen. Jeg tænkte på at leje en scooter, men fandt ud af, at det
kræver motorcykelbevis, og det har jeg ikke. Så kunne jeg leje
en bil, men det gider jeg faktisk slet ikke. Jeg vil helst gå eller
køre med offentlig transport. Til nød taxi, hvis det er den eneste
udvej. Jeg var inde forskellige steder for at høre, hvad det
koster, og da det var dyrt og egentlig fjollet at begynde at leje
køretøj nu, fandt jeg ud af, at jeg kan komme til Grikos hotel
herfra, hvor jeg nu er, for under 10 euro med taxi, og det blev
løsningen på det problem. Stranden ligger lidt længere ude
langs havnefronten, og her var der en lille restaurant med borde
og stole, hvor jeg fik lov at lægge mit tøj, mens jeg var ude og
dykke og se på fisk. Jeg lovede servitricen, at jeg nok skulle
bestille noget mad, når jeg var færdig med at svømme, og hun
serverede bagefter en ordentlig havbass og et glas kølig
hvidvin, som jeg indtog, mens jeg betragtede en lille dreng, som
stod og fiskede ihærdigt uden at fange noget. Til sidst
svømmede han ud med krogen for at få den derhen, hvor
fiskene var. Derefter kom hans mor og jog ham hjem.
Bag mig sad en lyshåret kvinde og drak Pernod. Hun mindede
mig om Dina, som jeg mødte i London, og som jeg tilbragte tid
med her på Patmos. Men det var selvfølgelig ikke Dina. Kun en
drøm…
Da jeg havde spist, gik jeg hjem.På vejen købte jeg en
advocado hos den søde pige og fortalte hende hemmeligheden
om stilkens farve som tegn på frugtens modenhed. Jeg købte
også en appelsin. Nu må vi se om avocadoen holder, hvad den
lover (stilken er grøn) eller den er lige som alle de andre, jeg har
købt i den sidste tid; pilrådden!
Det var den – næsten! Men der var trods alt mere kød i den
end i de tidligere købte.

Den næste morgen trådte jeg ud på verandaen under
vinrankerne, hvor hotellets store morgenbuffet med mange
slags græsk yoghurt, nødder, æg, kaffe og brød, marmelade og
honning var placeret, og tænk så:
Midt i det hele, som i en drøm, kom en smuk brunhåret kvinde
klædt i en lang løsthængende orientalsk kjole hen mod mig. Hun
satte sig med dansende lethed ved mit bord og fortalte, at hun
var gæst på hotellet.
Han spørger:
– Var du i grotten?
Hun svarer:
– Jeg var der for nogle år siden, men i år var jeg der ikke.
Han siger:
– Sidst jeg var der, satte jeg mig på en stor sten ved hulen, hvor
Johannes havde fået sin åbenbaring og lod blikket glide ud
over øen og havet for at falde til ro efter en frygtelig sejlads,
jeg havde været på med nogle kammerater i et gammelt skib.
Det var om vinteren, og vi blev fanget af en storm ved
sydkysten af Rhodos, hvor vi mistede roret og måtte søge
nødhavn i Bodrum.
– Hvornår var det mere præcist?
– Det var nok i 81, svarer jeg.
– Det er lang tid siden.
– Ja, men det føles stadig som var det i går. Det er mærkeligt;
det er som om tiden slet ikke eksisterer her. Bare det at møde
dig lige nu, forekommer mig en smule magisk. Forstår du, den
gang rendte jeg ind i et engelsk ægtepar, som havde slået sig
ned her på Patmos. Jeg fortalte dem, at mit ophold var helt
tilfældigt, da jeg havde været nødt til at hoppe af færgen her
for at kunne nå en anden færge til Athen. De rystede på
hovedet og sagde at tilfældigheder var noget dumme
mennesker havde fundet på, og at de slet ikke fandtes. Der
var en mening med, at jeg var havnet på Patmos. På det
tidspunkt var jeg ikke særlig bevidst om ret meget. Jeg havde
været i et ægteskab, som var gået i stykker, og havde sagt
min stilling op for at komme ud og sejle. Jeg var kort og godt i
en fase af mit liv, hvor der stort set ingen holdepunkter var. De
fortalte også, at de havde forbindelse til en clairvoyant mand i
London, som de mente, jeg burde besøge, og da jeg ikke
havde andet at lave, besluttede jeg at opsøge ham.
I London blev jeg præsenteret for en ung amerikansk kvinde,
som havde boet på Patmos året tidligere. Hun var ven med
den clairvoyante, og det hele virkede som en slags profeti
med den ene hensigt at bringe os sammen. Hun hed Dina og
vi blev kærester og tog tilbage til Patmos, hvor vi boede i
nogle måneder inden hun rejste til New York og jeg til
Grønland.
– Så I sås aldrig mere?
– Nej
– Det var da trist.
– Det kan man sige. Men det er lang tid siden, og måske var det
bedst sådan. Man kan aldrig vide, hvad der var sket, hvis vi
var blevet sammen. Jeg fór omkring på den tid og var heller
ikke forberedt på et længerevarende fast forhold. Alligevel
nager tvivlen i mit hjerte, og derfor er det, at jeg føler at
skæbnen atter giver mig en chance her .
– Hvorledes det?
– Ved at møde dig.
Hun ser ned i bordet. Så svarer hun:
– Jeg bor i Wien og er skuespillerinde. Jeg har en søn på 21 år
og jeg skriver børnebøger. Jeg er netop ved at forhandle
udgivelsen af min sidste bog med min forelægger. Der har
været visse vanskeligheder i den forbindelse, fordi han
ønsker at lave ændringer, som jeg ikke kan stå inde for. Der
er ikke meget at lave som skuespiller i Wien lige nu, så jeg
tager job som turistguide. Jeg er netop kommet fri af et
forhold til en mand, i hvis hus jeg og min søn boede. Vi måtte
flytte og det hele er derfor ret kaotisk. Du virker sød, men lige
nu må jeg vist nok vente lidt med at involvere mig.
– Det forstår jeg godt.
– Men vi kan mødes her i morgen igen, hvis du vil?
– Det kan du tro.
Det var noget af en overraskelse og med ét gik det op for mig, at
måske var dette møde, hele min rejses hensigt! Hun er på
besøg hos nogle venner, som er fastboende på øen. Det var
dejligt at være i et rum, hvor kommunikationen gled let og
ubesværet – og så med en smuk kvinde! Jeg blev selvfølgelig
tændt, gamle mig, men bevarede roen og holdt hele tiden
tungen lige i munden for ikke at virke anmassende. Jeg rejser jo
over til det andet sted på øen, til Grikos, i morgen, så det blev
kort, men på alle måder overraskende!
Jeg fandt et supermarked og fik købt nødder, appelsin, banan
og græsk yoghurt lavet på gedemælk og styrede direkte mod
stranden, hvor jeg fandt en lille trappe at sidde på i skyggen fra
et stort træ. Efter en svømme-dykkertur ville jeg have min
græske yoghurt og lod bægeret vende skråt nedad for at tømme
væsken fra, men det skulle jeg ikke have gjort, for straks
svuppede hele yoghurten ud af bægeret og faldt ned i sandet!
Jeg kunne dog med skeen skrabe noget op igen, og følte mig ret
besynderlig sådan at sidde og spise yoghurt hentet op fra en
sandbunke!
Jeg håber jo inderst inde, at min veninde fra i formiddags banker
på min dør og inviterer på middag, men det sker nok ikke.
Desværre!

Kvinden.

Onsdag den 27/9 kl 9:31
Sidder her ved morgen-buffeten og venter – tåbelige mig – på
hende fra i går, hvis navn jeg endog ikke kender! Troede, jeg
skulle genopleve min fortid her på Patmos. Med Dina fra New
York og Nordkaperen og John og Alice. Det var ellers tæt på, da
jeg mødte min skuespillerinde her ved morgenbuffeten, og blev
fyr og flamme og leverede en fuldkommen salgstale for mig
selv; den vidtberejste verdensmand, der endelig havde fundet
sin bane og udelukkende ventede på at møde sin
“livssledsagerske” ( endnu en gang den samme gamle historie),
– og som dog snakken så sandelig gik! Jeg lyttede og nød
hendes ansigt og hendes øjne, mens hun talte og talte og talte
og fortalte om sig selv og sin karriere og sit børnebogsskriveri
og sin søn i Wien og manden, som svigtede o.s.v.
Jeg lagde øre til, som den snedige forfører, jeg er, i håb om,
når øjeblikket indfandt sig, at kunne slå ned som en ørn og
indkassere mit bytte. Det skulle så ske ved et nyt møde her til
morgen, lige før min afrejse til Grikos.
– Og så kommer hun slet ikke, og jeg begynder langsomt at
indse, at hun faktisk aldrig spurgte ind til mig, men udelukkende
talte om sig selv, da hun nu havde fundet en så tålmodigt
lyttende person.
– Jo tak, det kan jeg sagtens se her, hvor
fortryllelsen ved dette møde, som jeg opfattede som mirakuløst,
fordi det var en tro kopi af mit første møde med Dina på Patmos
for over 40 år siden, er forsvundet.
Derfor er jeg lidt slukøret, men også klogere på mig selv og
min forestillingsevne, som nemt, ja meget nemt spiller mig et
puds. Især når det gælder kvinder.
– Åh, i begyndelsen rider jeg
på en superbølge af forventning og fremtidsdrømme om alt det,
vi skal SAMMEN o.s.v. og så…

Jeg var i går, da jeg gik omkring nede i byen og ledte efter
hende for at se, om hun måske skulle være at findes på en af de
mange restauranter, fuldstændig opsat på, at vi skulle rejse
videre sammen, og at hun skulle med til Grikos og jeg skulle
med hende til Wien!
– Jo goddav du! Sådan kan lille Jens
fantasere i een uendelighed,- og han bliver så trist og sidder
over sin græske salat og sin halve liter Retzina og stirrer ud i
mørket i håb om, at hun skal dukke op; så meget, at tjeneren får
ondt af ham og sågar klapper ham kærligt på skulderen og
siger: – Tag det roligt, gamle ven. Det går nok alt sammen! –
Selvom han jo ikke aner, hvad den ældre herre sidder og
spekulerer over, men det stråler øjensynlig ud af ham!
– Jens venter videre og drikker resten af sin vin og går hen og
køber sig en is for at dulme sin smerte, mens han stadig med
blikket søger sig omkring for måske alligevel pludselig at se
hende (hvis navn han som sagt ikke kender) dukke op et eller
andet sted i mængden blandt restaurationsborde med
knevrende turister. Tilsidst går han hjem og sover, for i morgen
skal han afsted igen (alene).
Det var læren, som verden atter en gang præsenterede ham for
og tak for den…
Kl 11:25 afgår bussen nede fra Skala, så jeg smutter nu…

27/9/23 Onsdag.
Skulle først checke ind på Hotel Grikos kl.14. Ankom 12:30 og
fik lov at anbringe min bagage i receptionen af en venlig ældre
herre, hvis kommunikation udelukkende foregik gennem en
“Google translate” app. Det var noget af en oplevelse! Han talte
på græsk ind i sin telefon, og den svarede tilbage på dansk og
viceversa, når jeg skulle sige noget til ham.
– Så oversatte
maskinen det til fejlfrit græsk. Meget effektivt!
Tilsidst anbefalede han mig at forsøge at lære et par græske
gloser, hvilket jeg er i færd med nu. Jeg har dog også installeret
“translate” på min telefon, ifald jeg får brug for at kommunikere
med nogen i dette land. Ventetiden, inden jeg blev lukket ind,
tilbragte jeg med at indtage en græsk youghurt, en liter vand og
nogle nødder…
Værelset vender ud til blå blomster og hvide huse og ligger
kun få meter fra den dejligste strand.
HBO går glat igennem, hvilket gav mig lejlighed til at begynde
på en rigtig god serie “I know this much is true”. Om aftenen
kunne jeg i restauranten, der ligger ved siden af hotellet, nyde
en herlig kyllingefilet med spinat og dertil en flaske lokal rødvin.
Bagefter vandrede jeg omkring i Grikos og fandt en smutvej
omme bag ved havnen, hvor jeg mødte en fisker, som anløb
med sit fartøj, der var på størrelse med den båd jeg har hjemme
i Bandholm.
Mæt og træt af de mange indtryk tørnede jeg derefter ind til en
stille nat.
I dag skulle jeg til Chora, havde jeg besluttet, og da jeg
vandrede ud ad landevejen ned mod busstoppestedet,
standsede en bil ved siden af mig, og en smuk kvinde spurgte
om jeg ville køre med til Skala. Jeg sprang ind i vognen, som,
viste det sig, blev ført af den venlige receptionist og overtjener
her på hotellet, som en time tidligere havde anvist mig et bord
oppe på tagterrassen, hvor morgenbuffeten bliver serveret. En
morgenbuffet, som i øvrigt er exorbitant med røreæg, græsk
salat, youghurt, æblepie og flere forskellige slags syltetøj!
Hun satte mig af nede i Skala en halv time senere. Jeg kunne
ikke et øjeblik lade være med at tænke på min veninde fra i
forgårs, eftersom jeg nu igen var i byen tæt på hende.
Selv om det hele tiden sagde mig, at jeg skulle lade være,
måtte jeg hen til mit gamle hotel og se, om jeg måske alligevel
kunne komme til at møde hende endnu en gang. Jeg havde som
sidste chance tidligt om morgenen skrevet til hotellet og bedt
dem om at give hende min mailadresse, så hun kunne komme i
kontakt med mig, hvis hun ville. Da jeg ankom, fortalte ejeren, at
hun netop var gået. Altså for sent. Jeg ærgrede mig, men
opfattede det som en slags skæbne, som hele tiden spillede mig
et puds. “Stalker” lød det pludselig inde i mit hoved. Jeg blev
frygtelig flov, og gik min vej igen.
På trods af det, ville jeg alligevel lige sidde et sted, hvor jeg
var synlig, hvis hun nu skulle komme forbi. Det blev en lille
thesalon, hvor jeg tilbragte den sidste time inden min bus til
Chora skulle afgå.
– Hun kom selvfølgelig ikke. Hvor dum kan
man være her i verden? Jeg ved det ikke. Det eneste, jeg ved,
er, at jeg i hvert fald er ekspert i naivitet . Nå, men i stedet mødte
jeg to damer, som også skulle op til Johannesklosteret, og vi
slog følge, først på bænken ved busstoppestedet og senere i
bussen, der ad snoede veje førte os op til det meget berømte
kloster, som er bygget tæt ved den jordhule, hvor Johannes fik
sin åbenbaring om verdens undergang. Der var mange turister,
som straks stormede over mod et spisested med flot udsigt, for
at få noget at æde! Damerne gik i forvejen. Jeg gik på toilettet i
den fine restaurant i stedet for!
Et skilt viste vej til klosteret og jeg begyndte at trave derop.
Damerne kom mig lidt efter i møde og fortalte, at klosteret var
lukket og først åbnede kl fire.
– OK, tænkte jeg,- så må jeg finde
et sted at opholde mig, indtil munkene vil lukke mig ind.
Der sad en mand udenfor en lille butik og falbød røgelse i nogle
små kugler, som han havde lagt på et stykke brændende trækul,
og som duftede tungt og besnærende. Han var venlig og lod mig
prøve de forskellige typer. Jeg sagde, at jeg ville komme tilbage
og købe noget, efter jeg havde været inde i klosteret.
-Der går, så vidt jeg ved, en fodsti heroppefra og helt ned til
Grikos? spurgte jeg.
– Det er rigtigt, men jeg må hellere bede min kone om at tegne
et lille kort, ellers kan du nemt fare vild, sagde han.
Det lød jo rimeligt, og lidt efter kom en kvinde frem fra
butikken med en seddel, hvor hun havde markeret den vej, jeg
skulle gå for at komme ind på fodstien. Mens jeg stod i butikken,
fik jeg øje på et lille skrin med et billede af en helgen på låget.
Jeg åbnede det og så et kors og to små flasker ligge indeni.
Kvinden kom hen og fortalte, at det var helligt vand fra klosteret
og en særlig olie, som munkene lavede og som var helbredende
for mange sygdomme. Jeg købte skrinet for at tage det med
hjem som gave til en ven.
Klokken fire lukkede klosteret op, og jeg trådte ind i en åben
gård med døre ind til små kirkerum fyldt med græsk-ortodokse
relikvier i fantastiske former og kulører.Der var fine ikoner med
glasmosaikker forestillende Johannes teologen i utallige
udgaver, og små tændte lys overalt. Tung duft af røgelse, men
desværre ingen munke. Kun to tyske turister, som knevrede
højlydt ganske uberørt af stedets “hellige” atmosfære.
Jeg vandrede omkring og kiggede ind i de tilstødende rum,
som var lidt uhyggelige, lige som det lille kapel, jeg var kravlet
ind i dagen i forvejen nede i Skala, og hvor jeg havde følt
dødens kulde langsomt snige sig ind på mig. Det er altid døden,
jeg tænker på, når jeg befinder mig i kirker eller klostre, og det
er måske også meningen, da døden jo er livets største
mysterium, – som måske slet ikke findes, men bare er noget, vi
er blevet opdraget til at tro gennem al fortidens angst…

Lettet gik jeg ud i lyset og påbegyndte min nedstigning ad
æselsporet mod Grikos. Selvom jeg havde den græske kvindes
tegning i hånden, lykkedes det mig alligevel at gå ned ad en
forkert sti, hvorved jeg endte i en indhegning med geder! – Det
var så det, skæbnen havde tiltænkt mig her i livet!

Jeg nægtede at blive ged og vendte om. Fandt langt om længe
det sten-brolagte æselspor, som jeg forsigtigt trippede de 3 km
ned ad uden at træde forkert og forstuve foden, selvom det til
tider var nogle meget skæve trin, jeg måtte træde på.
Efter en times tid dukkede den blå bugt med de opankrede
hvide skibe ud for den lille by Grikos op. Jeg tog et hvil og
satte mig på en sten, mens jeg lod stilheden iblandet de fjerne
gedebjælder, duften af timian og lyset fra det dodekanetiske hav
omslutte mig i salig fred!.
Det sidste stykke var rent svir, og snart lukkede jeg mig ind
gennem den store port på “Hotel Grikos” hos den rare
receptionist som stod med google translates i hånden parat til at
yde mig al den service der fandtes i hele verden!

Jeg gik ud langs bugten den følgende dag hen til en
skyggefuld plet under et stort træ, hvor der voksede lange siv,
som gav en udmærket indramning til et motiv, jeg tidligere
havde besluttet mig for at tegne.
– Satte mig på mit røde
håndklæde købt i “Lumin genbrug” på Bornholm og gav mig til at
lave en skitse. Snart skred arbejdet frem og jeg begyndte at se
mit billede tage form. Jeg har medbragt farveblyanter i en række
kulører indenfor hvilke mine muligheder befinder sig. Det er fint
med faste og begrænsende rammer. Jeg er tvunget til at
benytte, hvad jeg har. Hverken mere eller mindre. Så kommer
man til at kende sine virkemidler. Billedet fik farver, og jeg var
tilfreds og sluttede af.

Nu var det tid til en spadserertur videre ud ad vejen langs
bugten. Jeg nåede et åbent område omkranset af de grønbrune
bjerge og med en strand ved det mest dybblå hav, jeg længe
havde set. Rigtig Grækenland, tænkte jeg og satte mig efter at
have afvist en strandbars tilbud om en liggestol til 10 euro helt
ude i det fjerneste hjørne på en sten og gav mig til at spise min
medbragte banan og appelsin, begge indkøbt hos en mobil
grønthandler på vej gennem Grikos gader med en skrattende højttaler.
Jeg afslog på stedet en svømmetur, da der var meget stenet,
og besluttede at gemme badet til jeg kom hjem til min egen
strand.
På hjemvejen kiggede jeg kortet igennem udenfor to små
tavernaer og besluttede at spise aftensmad på en af dem..
Svømmeturen var forfriskende og med våde badebukser
trissede jeg op ad hotellets vindeltrappe og tog mig en dusch på
tagterrassen, hvorefter jeg gav mig til at skrive lidt og sende
billeder til mine børn derhjemme.
Da jeg senere hen på aftenen kom ud på vej til den første
taverna, jeg havde valgt, fik jeg et chok. Det var “supermåne”,
der hang som en stor lysende rødgul Skive mellem to øer og
skabte et glitrende bånd af reflekterende orange lys hen over
vandet. Jeg kunne slet ikke blive træt af at se på dette
naturfænomen og tog selvfølgelig adskillige billeder!
I restauranten kom jeg til at forkøbe mig, da jeg både bestilte
en halv liter lokal rødvin plus kylling på spid med salat plus brød
med taziki plus en hel skål oliven. Jeg fik selvfølgelig både spist
og drukket for meget og led resten af aftenen af oppustethed og
en let hovedpine. Shit, tænkte jeg, mens jeg overvejede om det
stadig var “tabet” af min skuespillerinde fra Villa Zacharo der
spøgte, og som fik mig til at drikke og spise for meget i håb om, at
alt så blev glemt.
Jeg må indrømme, at det stadig sidder i mig. Dette “tab”, som
jeg opfatter det. Men det er jo noget sludder. Det er kun alt det,
jeg i min fantasi havde forestillet mig, skulle ske, der var tabt. Og
så vidt jeg ved, er der ikke meget “tab” i at miste sine
forestillinger eller forventninger. Snarere tværtimod!
Her til morgen tænkte jeg at “jeg” er noget forpulet sludder,
vores forfædre har påduttet os i deres eksistentielle angst for
tilværelsen. Det er snart på tide, at vi smyger denne kappe af
skyld og angst af os og træder ud i virkeligheden lige så
uberørte, som den gang vi blev født…

Afsted efter herlig morgenbuffet ned til busstoppestedet, mens
tiden der går bliver afmålt, således at jeg ved, hvorlænge jeg
skal bruge for at nå busssen kl 9:45. For i morgen skal jeg
nemlig rejse herfra!
Dog skulle dagen i dag bruges fornuftigt bl.a. til at hente
“helligt vand” oppe i Hora, hvor det venlige ægtepar, som solgte
røgelse, havde lovet mig, at hvis jeg ikke kunne få noget oppe i
klosteret, ville de give mig en lille flaske.
Da jeg ankom til Hora, så jeg et skilt, som viste vej mod hulen,
hvor Johannes havde fået sin åbenbaring om verdens
undergang, og selvom jeg for mange år siden havde været der,
syntes jeg det var rimeligt alligevel også at tage derned i dag.
Jeg slog følge med et hollandsk ægtepar fra Rotterdam, og
efterhånden som det gik op for mig, hvordan turen kunne
blive, idet det kun gik nedad og nedad, og altså måtte
ende med en tilbagetur opad og opad, hvilket jeg var
bange for om mine knæ kunne tage, blev jeg meget betænkelig, men ved tanken om at stå på dette sted igen efter de mange år, der var gået, blev jeg alligevel så energisk, at jeg efter ca en halv times nedtur,
begejstret standsede op ved en lille hvid bygning, som jeg var
overbevist om var hulen, Johannes fik sin åbenbaring i. Jeg
satte mig straks til at tegne den og lod det hollandske ægtepar
gå videre, hvorhen vidste jeg ikke. Da jeg senere kom tilbage fik
jeg at vide, at det slet ikke var hulen, men blot et lille tempel.
Hulen lå 200 meter længere fremme!
Jeg tegnede min tegning af det, jeg mente var hulen og slæbte
mig de mange trin opad og tilbage til klosteret på toppen af
bjerget. Her mødte jeg kvinden i butikken, som hældte lidt vand
fra en plastikflasker ned i min lille dunk. Hun fortalte, at det
kunne fortyndes i det uendelige ligesom homøopatisk medicin.
Nå, men det var jo fint, tænkte jeg. Så havde jeg det til flere
gange!
Jeg spiste min medbragte banan på små rundstykker, jeg
havde taget med fra buffeten og drak mit vand (ikke det hellige!)
fra min plastik flaske. Så gik jeg ned og gav mig til at vente på
bussen tilbage mod Grikos, mens jeg igen spekulerede på,
hvorfor det møde med min østriske veninde havde bragt så
megen sorg i mit sind. Det kunne lige så godt have været
hyggeligt og sjovt, som det jo så ud til at blive. Men jeg må have
gjort noget forkert, eller osse er det bare hende, der havde travlt
i sin egen verden. Det får jeg nok aldrig opklaret. Jeg gav hende
min email, men hun har ikke skrevet og skriver nok heller aldrig.
Som det lød i mine tanker: “ Jeg kastede mig for hendes fødder,
men hun vendte mig ryggen!”
Nu sidder jeg atter heroppe på tagterrassen i den dejlige sol og
milde blæst med udsigt til brune bjerge, grønne buske og hvide
huse. Har lige været en fin lille dykkertur og hilse på mange små
fisk, som har travlt med at svømme rundt og spise, hvad de kan
finde dernede blandt tangen.
Det var supermåne i går tror jeg nok, jeg skrev tidligere. Så
fantastisk. Iaften vil jeg spise i den lille simple restaurant
hernede og prøve på ikke at foræde mig eller drikke for meget
vin ligesom i går…

Det var en god ide! Her serverede de en fin laksefilet med til-
hørende grøntsager og et enkelt glas vin. Bagefter lidt HBO og
tanker som vandrede omkring det for øjeblikket vigtigste emne
nemlig quinden (hvis navn, jeg ikke kender) i mit nuværende liv,
og hvordan jeg overhovedet skulle kunne rejse herfra uden at
møde hende blot en enkelt gang endnu. Men chancerne er
små, må jeg erkende, for om morgenen går det raskt. Færgen
afgår kl 13. Hvad kan jeg nå, når jeg ikke vil “stalke” damen?

Jeg fik pakket min rygsæk til bristepunktet og havde resten i
den lille grønne fra Indien. Stod tidligt op og var ved buffeten
præcis kl 8 og fik sagt farvel til udsigt og morgenbrise.
Snuppede et par flutes til at have med på sejlturen og lidt juice
og et æg. Snart var jeg på vej til busssen, og ved stoppesteder
mødte jeg en sød dame, som fortalte mig om sit forhold til
Jesus. Jeg fandt havnekontoret og fik min billet printet ud. Gik så
lidt omkring og vidste ikke rigtigt, hvad jeg skulle lave udover
selvfølgelig at tænke på “hende”. Der var ikke langt til Hotel
Zacharo, og en nærliggende tanke var at gå op og give det et
sidste “try” for måske at møde hende. -Hvo intet vover intet
vinder! tænkte jeg og gik derop med bankende hjerte. Ind
gennem porten og op i receptionen. Der var ingen mennesker.
Jeg gik lidt om bag ved skranken og kikkede ind i de private
gemakker. Her sad en kvinde, som rejste sig og kom ud, da hun
hørte, jeg rømmede mig. Jeg spurgte om min veninde var gået
ud, og hun checkede nøglerne og sagde, at hun stadig var oppe
på sit værelse. I det samme lød der trin fra trappen, og så, som
en åbenbaring, dukkede Gudrun (som hun senere fortalte mig,
at hun hed) op, på vej ned.
-Thank you, Thank you, Thank you! Var det eneste, jeg
formåede at udbryde. Jeg blev bare så glad over at se hende
igen. Det var, som hele rejsens formål udkrystalliserede sig i eet
eneste nu.
Hun kom mig smilende i møde, og jeg fortalte, hvor glad jeg
var, for at se hende. Hun foreslog, at vi skulle sætte os inde i
stuen ved siden af, og det gjorde vi.
Hun gav mig hånden og præsenterede sig:
– Jeg hedder Gudrun.
– Og jeg hedder Jens, svarede jeg og fortalte, hvor usikker,
jeg havde været på, om jeg med min direkte facon havde
skræmt hende, sidst vi talte sammen på terrassen ved
morgenmaden. Til min store glæde svarede hun, at det slet ikke
var tilfældet, og at hun også havde haft fornøjelse af at møde
mig. Hun fortalte om sit tidligere forhold til en mand, som havde
forladt hende, og at det også for hende havde været en slags
tilbageblik, det at være på Patmos. Jeg fortalte lidt om “det
hellige vand” og hulen, som jeg troede var hulen, men som slet
ikke var det, og i et kort øjeblik vældede følelserne ind over mig,
hvilket jeg ikke skammede mig over, men tværtimod lod ske.
Vi udvekslede navne og gav hånd og grinte sammen og alt var
pludselig enkelt og meget godt.

       Gudrun.

Vi skiltes og besluttede at skrive sammen. Hun havde jo min
email. Jeg gik til havnen, og på vej ud fra hotellet drønede hun
forbi mig på scooter!
Mens jeg sad og ventede på færgen i den
lille restaurant kom hun forbi på vej til “Blue ferry” kontoret og
vinkede og smilte til mig. Det var det sidste, jeg så til hende. Jeg
gik over til færgen sammen med et ældre engelsk ægtepar, og
snart efter sejlede den store katamaran ind i havnen. Jeg gik
ombord og påbegyndte den lange rejse mod Rhodos.
Som tog en hulens bunke tid, men ikke dårlig tid, fordi man
kunne stå oppe agter og lade vinden gennemblæse een, mens
bølgerne for forbi i en rasende fart. Vi anløb Simi og andre små
øer, som jeg ikke husker navnene på, og ved 6 tiden ankom vi
så til Rhodos. Vi var sejlet fra Patmos kl 1, så det var noget af en
tur. Det havde blæst kraftigt, og flere af de forbipasserende
sejlbåde så ud til at have svært ved at stride sig op mod vinden,
mens andre rullede fælt på læns kun med en genua oppe. Jeg
stod og gled tilbage til gamle dage, da jeg selv lå derude med
min Sagitta og havde alle antenner ude for at gennemføre en
ordentlig sejlads.
Endelig langt om længe gled vi ind i havnen på Rhodos. Store
luksusbåde overalt og et leben med mangeartede mennesker,
dog fortrinsvis standardturister af engelsk eller tysk oprindelse.
Jeg tog min telefon frem og fandt hurtigt ud af, at “Medieval
Rose Guesthouse” ikke lå så forfærdelig langt væk, og beslutte
mig til at gå derhen. Og sikke en tur! Det var som
Dyrehavsbakken i myldretiden. Tonsvis af udstillet krap. Hatte,
tøfler, honning, legetøj og alt muligt andet turistragelse.
– Og så
selvfølgelig MAD. I alle afskygninger. Som sædvanlig, tænkte
jeg. Menneskets mave er som en åben skakt der aldrig kan
fyldes. Der blev ædt og spist og drukket og slubret og snust til
lammekoteletterne, pølserne, fiskene og alle de græske
specialiteter. Mussaka og fetaost o.s.v. Skyllet ned med rigelig
Retzina.
Således forberedt på mine to dages ophold på Rhodos, fandt
jeg endelig en smøge med en trappe op til en rød dør, hvorover
skiltet “Medieval Rose Guesthouse” hang til venlig information
for den nysankomne Jens fra Danmark. Inde i en lille gård var
der anbragt en tavle, hvorpå navnet “Jens” var skrevet med kridt
efterfulgt af værelsesnummer 6. Flot, tænkte jeg, så går jeg bare
op og ind i mit værelse. Det var stort og rent med to senge og
aircondition, så jeg kunne ikke klage. Jeg var sulten og gik
straks ud for at finde noget mad. Umiddelbart udenfor mit logi lå
en beskeden restaurant som serverede en ret med stuvede
bønner, et glas vin og noget græsk brød.
Så var jeg også færdig. Faldt omkuld på min seng og vågnede
først næste morgen, hvor jeg havde besluttet at find vej til
lufthavnsbussen, så jeg, når jeg skulle afsted, ikke ville fare vild
og komme for sent til mit fly.
Ad snoede gader og gyder i et mylder af turister fandt jeg
endelig ved hjælp af google ned forbi havnen med den tætte
trafik langs kajen og hen til det store træ, som min vært på
Medeival havde fortalt om. Under det stod ganske rigtigt en
bænk, hvor man kunne sidde og vente på lufthavnsbussen. Der
var også et skilt med tider og en automat, hvor man kunne købe
billetter.
Så vidste jeg det.
Jeg var ikke spor sulten og også en smule sløj, da jeg stred
mig hjemad igen og havde absolut ikke lyst til at spise
nogetsomhelst. Jeg gik faktisk op på mit værelse og begyndte at
pakke mine ting for kort tid efter at lægge mig under lagenet.
Jeg skulle jo med bussen allerede kl 7, og måtte for at være på
den sikre side afsted kl 6, så jeg kunne lige så godt lægge mig
og vente på morgendagen.
Kl 5:30 ringede vækkeren og jeg begav mig efter at have spist
den sidste bolle fra morgenmadsbuffeten på Grikos og drukket
en kop kamillethe, afsted ud i den mennesketomme nat. Det var
mærkeligt at gå i de gader, der dagen i forvejen havde været
fyldt med mennesker. Jeg fandt mit træ og en ung pige, som sad
og ventede på bænken. Hun hjalp mig med at købe en billet, og
så var der ikke andet at gøre end at vente. Det foregik ved, at
jeg lagde mig på en anden bænk ved siden af og lå og kiggede
op i det store træs krone, hvor utallige grene og blade havde
skabt et helt univers med fugle og slyngplanter og små blomster,
altsammen belyst nedefra af en kraftig projektør.
Bussen kom planmæssigt kl 7 og så begyndte en skramlende
bumletur ad hullede veje ud mod lufthavnen. Det var lige til at få
hovedpine af, så meget hoppede den, men til sidst nåede vi
derud og jeg steg af. Det var nemt at finde “departure” og her gik
jeg med rystende hjerte hen mod “Security” for at lade min
bagage gennemlyse. Der var mange flasker med sololie, som
jeg gerne ville have med hjem, og jeg frygtede, at de ville tage
dem fra mig, fordi de ikke var pakket ordentligt ind i plasticpose,
men jeg blev skannet og gik glat igennem uden problemer.
Jeg fandt en bænk med udsigt til landingsbanen, havet og
nærliggende øer. Her satte jeg mig og ventede. Ved siden af
mig sad en mand, som jeg troede var fra Østrig pga hans
accent, men han svarede en lille smule fornærmet, at han var
fra Frankfurt i Tyskland.
Ved flyselskabet “Condor”s disk fik jeg øje på denne kasse
med mål for størrelse på med bragt håndbagage, som ens
rygsæk skal kunne passe ind i, hvis man må have den med op i
flyet. Den gør mig altid en lille smule bange, for hvis ikke den
passer, skal man have bagagen checket ind, og det koster en
hulens masse penge. En gang så jeg en mand, hvis bagage
ikke passede i kassen, prøve med vold og magt at få den
presset ned, som om det skulle nytte noget for ham for at få den.
med op i flyet. Han endte med at måtte betale. Men kassen blev
ikke brugt i mit tilfælde, og jeg gled forbi uden besvær, selvom
min rygsæk næppe ville have kunnet være i målekassen!
Jeg fik som sædvanlig, når jeg ikke på forhånd betaler for
sædevalg, en midterplads mellem to herrer, som jeg dog ikke
havde den store konversation med under turen. Den tog godt og
vel halvanden time, hvorefter vi landede i Wien. Her for jeg
noget forvirret rundt lige i begyndelsen, da jeg troede, at jeg
skulle ud af lufthavnen og ind igen gennem Security een gang
til. Det viste sig, at det skulle jeg ikke. Først en venlig kontrollør i
en parfumeforretning og dernæst et ægtepar, som også skulle
med Air østerich, viste mig nemlig vej ned ad en trappe til en
ventende bus, som førte mig over til gate F, hvor flyet til
København skulle afgå, og der var ingen Security check, fordi vi
var i chengen, som de sagde. Det passede mig fint, for så fik jeg
atter en gang lov til at beholde min sololie.
Oppe ved gate F var der liv og glade dage med mange
mennesker og restauranter, hvor jeg fik købt mig en sandwich
med noget ubestemmeligt salat og en musse vist nok med
kylling samt en apfelcidermost med brus. Det satte jeg mig og
indtog under skiltet med afgangstider, så jeg kunne være
underrettet om mit flys departure.
Ude ved gaten stod Air Østerreich med en ny kasse og
fortalte, at flyet var fuldt booket, og at de derfor blev nødt til at
være strikse med bagagen, så hvis man troede, man havde for
tung håndbagage, var det bedre at man fik den checket ind og
lagt i bagagerummet. Jeg gik op og spurgte, om min var for
tung, men det syntes damen ikke. Jeg  kom gennem
kontrollen og undgik kassen og kom frelst ud i flyet til
København.
Fik atter et midtersæde med en tavs dame på min venstre side
og en mærkelig lidt forstyrret herre, som bar covidmaske, på
min højre. Der var noget turbulens især under indflyvningen til
Kastrup, men ellers gik turen glat. Vi fik små chokoladestykker
af østrigsk oprindelse til at tage trykket i ørene lige før vi
landede, og så kan det nok være, jeg fik fart på, da det gik op for
mig, at der kun var en time til mit tog til Maribo skulle afgå. Jeg
havde jo flexbillet og den skulle nødigt mistes.
Da jeg nåede Københavns Hovedbanegård så jeg, at tiden var
en hel anden her end i Øatrig, og at jeg nu faktisk havde 2 timer
til toget skulle afgå. Jeg havde slet ikke været nødt til at skynde
mig så meget, så jeg tissede for de fem kroner det koster at
tisse på Københavns Hovedbanegård. (Pengen bliver
efterhånden mindre og mindre værd, så det gælder åbenbart om
at bruge dem hurtigst muligt. Sådan ser jeg nu på det, og i
morgen kommer heller aldrig.) Da jeg havde tisset fik jeg en kop
the med mælk i midtercafeen, hvor jeg forsøgte at komme på
nettet, som dog først lykkedes, efter jeg havde genstartet Ipad.
Jeg købte en crispy chicken i Mc Donald og en Cola hos en
sød ung dame med smil. Det tog jeg med ned i toget og spiste
imens jeg lyttede til en ung pige, som sad og talte i telefon på et
sprog, jeg først troede var græsk, men senere nok mente var
finsk.
FlexTrafik var på pletten. Det var en mand fra et
flygtningeland med særlig plast afdækning af bagsædet, ifald
jeg skulle brække mig under turen, hvilket var højst sansynligt,
idet han kørte som en brækket arm ned gennem
Knuthenborgskovene, hvor der ofte springer dådyr ud på vejen
om natten. Vi kom dog frelste hjem og han smed mig af med et
gnavent nik, og så var jeg hjemme og måtte straks lufte ud, for
her lugtede surt efter de mange dage i indelukkethed. Min
mimose var lidt tør, men i live, og nu kommer Lasse ind og
fortæller at min hæk er klippet.

oooooooooOoooooooo

 

Efter et par dage hjemme i sit lille hus i Bandholm skriver han:
Her er vi så. Alle vi forliste skæbner, der hverken ved ud eller ind
og absolut ikke vil indse det, men hele tiden tror, at vi nok skal
fikse det. For vi har jo altid kunnet fikse alting, ikke? Når cyklen
går i stykker, så fikser – eller hedder det fixer? vi det. Det er
vores adelsmærke, at vi nok skal komme ovenpå, bare vi
tænker os om.
– Tænk dig om, sagde mine lærere altid og det
snurrede og roterede oppe i mit hoved til jeg blev helt skør og
kom ud med et eller andet svar jeg havde læst i et eller andet
tidsskrift eller “Populær Mekanik” eller sådan noget. I bund og
grund viste jeg ingenting og gik rundt som i en tåge og gjorde og
sagde noget som jeg ikke vidste, hvor kom fra. Nå, men skidt
være med det. Nu har jeg levet i 83 år her på kloden og er ikke
blevet en skid klogere. Snarere tværtimod. Men måske det
kunne hjælpe at skrive lidt igen, tænkte jeg her til morgen, da
jeg fandt en af mine gamle kinabøger, som var fyldt med
håndskrevne notater fra mit tidligere liv. Det var interessant at
se, hvor omhyggeligt jeg beskrev min sindsstemning for hver
dag, der gik.
Jeg er netop kommet hjem fra mit daglige bad nede på
Bandholm badeanstalt. Det regnede hele tiden og var derfor lidt
af en overvindelse at stride sig ad gangbroen langs vandet,
mens regnen piskede mig i ansigtet og mine bukser begyndte at
blive gennemblødte. Selve badet i det nu begyndende iskolde
vand var som vanligt en oplevelse. Kroppen vågner op i et
smæk og skriger begejstret til alle som gider høre på det, at den
bare er i hopla og at alt er såre godt. Det brænder lidt i huden,
når man kravler tilbage ad metaltrappen, men med nogle
knæbøjninger og armsving varer det ikke længe før den indre
varme og endorfin stemningen indfinder sig og humøret stiger til
uanede højder. Her sker det ofte, at jeg griber til min lille
mundharmonika, hvor ind og udblæsningsrytmen overtager
fuldstændig og en særpræget dans bliver resultatet.
Jeg har bestilt en masse fra “Helsebixen” som DAO havde
anbragt udenfor min dør tidligt i morges med en plasticpose
over for at beskytte mod regnen som silede ned. Det er nu
altsammen lagt på plads og jeg sidder og nyder varm
gurkemejeeddike mens jeg skriver. Hører Knausgård om hvorfor
han skriver. Det er meget sjovt, for han nævner også det der
med at blive set. Behovet for at nogen ser een. Og det med at
håbe på anderkendelse o.s.v. Han er meget ærlig omkring sit
forfatterskab. Beroligende for sådan een som mig, der i tide og
utide bevæges af tanker om, hvorvidt Sebastian skrive den
anmeldelse i Folketidende eller ej. Jeg prøver at være så
afslappet som muligt og ikke lægge pres på ham, men kun med
små venlige henvendelser at tilkendegive, at jeg er spændt på,
hvad han kommer til at skrive om de to bøger, jeg gav ham.
Det var en god dag i lørdags, da båden kom på land. Alle hjalp
hinanden og bekræftede at søfolk er fine. Jeg fik spulet bunden,
som var fuld af ruer, som er små dyr i et hvidt pyramideformet
kalkhus, som havde sat sig fat overalt. Nu skraber jeg dem væk
med et lugejern og en spatel, jeg har lavet, sat fat på et gammelt
bådshageskaft. Jeg sidder på en lille liggestol for at kunne nå
ind under, og det hjælper også at den i år står på nogle høje
klodser, så jeg kan komme til. Det har regnet foreløbig indtil nu,
og det ser ikke ud til at holde op lige med det samme. Det
passer mig i grunden meget godt at være inde og sysle med ting
under tag. I morgen håber jeg dog på, at det bliver opholdsvejr,
så jeg kan komme i gang med vinterpræservering af den gamle
Bukh dv 20 motor. Gudrun fra Patmos har ikke skrevet, og jeg
forventer heller ikke, at hun gør det.
– Hvorfor skulle hun det?
Hun synte nok bare, jeg var en gammel original… Eller også
skriver hun…
Vi går allesammen her på Lysmøllegade og venter på en
huslejeforhøjelse. Men vi har gjort indsigelse til huslejenævnet
og håber selvfølgelig på, at den bliver sløjfet. Suely var her i går.
Det er hyggeligt, når hun kommer forbi og vi drikke en kop the
eller spiser aftensmad sammen. Ellers har børnene det, så vidt
jeg ved, godt, og det er jo godt.
Jeg stod tidligt op i morges. Allerede kl 7, hvilket er umanerlig
tidligt for mig, der ofte sover til 9.30. Men det var vigtigt at
komme afsted, fordi de havde lovet regn om eftermiddagen, og
jeg skulle gerne være færdig med motorens klargøring for
vinteren inden da.
Først måtte jeg have noget vand at spule den igennem med.
Der ligger en lang gul slange fra pontonbroen og over til
bådpladsen. Den skulle trækkes frem og en hane, som stikker
op af jorden lige ved nedgangen til havnen, skulle drejes for at
vandet kunne komme ud. Det gjorde jeg og vandet begyndte
straks at fosse. Gudskelov havde jeg forberedt mig med en
ventil og et han-stik, så jeg kunne styre flowet. En stor balje blev
stillet op ved siden af motoren og fyldt med vand. Derefter
tilsluttede jeg slangen, som skulle suge vandet ind i motoren, til
studsen lige ved impelleren og satte strøm til starteren. Den ville
først slet ikke i gang. Jeg blev ved med at køre med den og til
sidst begyndte den at tænde. Det har været næsten frostvejr i
nat, så det er nok derfor den havde svært ved at få brændstoffet
antændt. Efter et stykke tid kørte den jævnt til stor beroligelse
for mig. Snart fik jeg hældt kølervædske op i en spand og
fortyndet det til det dobbelte. Imens kørte motoren og sugede
vandet fra baljen ind gennem kølesystemet som blev skyllet ren
for saltvand.Efter tyve minutter var termostaten åben og jeg
skiftede ferskvandet i baljen ud med den fortyndede
kølervædske, som derefter blev suget ind i motoren. Jeg
kontrollerede at udstødningsvandet blev blåt lige som
kølervædsken og slukkede derefter motoren netop som det
sidste blå var suget op fra spanden.
Det var Bukh’en, som nu er klar til vinterens frost, og det er en
lettelse endelig at være nået så vidt. De kommende dage vil jeg
skifte kalechen ud med en vinterpressenning og sætte båden i
hi de næste 5 måneder.
Min nabo på pladsen, Kim, var også i gang med sin båd, som
han har købt i Jylland for 2000 kr og som han pusler om, så den
efterhånden er ved at blive rigtig flot.
Jeg har bestilt en blender, fordi den gamle brændte sammen
og udsendte ildelugtende røgskyer.
I aften kommer Suely.
Så det hele kan vel næppe være meget bedre.
Udover at der er krig alle vegne, hvorhen man end vender sig. I
Gaza og Ukraine nu og snart har det bredt sig til hele jorden og
vi alle går op i røg. Det er fremtiden mens jeg sidder her i mit lille
hus og læser Knausgård, som om det skulle nytte noget.
Det gør det heller ikke for der er ikke noget der nytter noget.
Det er et falsum, at noget kan blive til noget andet. Det er det
samme uanset, hvordan man end vender og drejer det. Der er
kun det noget, der er, og det er det hele tiden og det er det vi
mennesker gør. Vi laver lort i den. Vi laver kun lort i verden, og
nu kommer et lavtryk med tætte isobarer stormende ind gennem
den engelske kanal og forsyner os atter en gang med tonsvis af
sur, kold og kedelig støvregn, som får een til at føle, hvor
ubeboelig dette land er om vinteren. Så kan man sidde her og
kigge ind i denne flaksende TV skærm, hvor alle rædslerne
udspiller sig, og man selv blot kan se til som en anden voyeur.
Pis er det og jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre, eller kan gøre og
hvad er det at gøre i det hele taget. At gøre vil sige, at der er en,
der gør noget. Altså er det en bevægelse fra et til noget andet,
men dette andet er opstået som virkning af en årsag, og i bund
og grund er denne årsag virkningen i sig selv. Der er ingen
forskel. Det er ikke først det ene og så det andet. Det er een
akausal bevægelse og derfor umulig at “gøre”. Derfor er der ikke
noget at gøre. Tværtimod vil enhver “handling” kun gøre det
hele meget værre. Det er det vi mennesker ikke har indset, og
det er derfor det går som det gør. For hver gang vi forsøger at
“gøre” noget bliver det meget værre. Vi lægger ved på bålet i
stedet for at lade det brænde ud af sig selv ved netop ikke at
“gøre” noget.
Og her kommer vi til sagens kerne nemlig det at vi “gør” os
vore tanker. Vi tror vi “vælger” vores tanker. At vi “tænker” som
en handling, vi “gør”. Som om vi selv tænker, idet tanken spiller
os det puds at få os til at tro, at vi er tankens herre, når det
omvendte er tilfældet. At vi er slave af vores tanker, fordi vi tror,
vi “er” dem, når vi i virkeligheden slet ikke eksisterer uden netop
i vores tanker. Dobbeltspillet er evident, men ønskes ikke
erkendt, da det medfører eksistentiel angst for “hvad så”? For
hvad er jeg så, hvis ikke jeg er mine tanker om mig selv?
Svaret er kort og godt: En løgn.
At erkende sandheden om løgnen kan ingen lære een. Det
opstår, når man ser det, og man ser det, når det opstår.
Kvantemekanisk superposition er det, at et fysisk system
(f.eks. en elektron) kan eksistere i mere end én af dets teoretisk
mulige tilstande (egenskabskonfigurationer) samtidig; men, som
når målt/observeret, kun giver én tilstand.
Superposition er den tilstand vi befinder os i før tanken/
observatøren griber ind og måler/fastsætter positionen.
Med andre ord: superposition er virkeligheden, der, når tanken
griber ind, bliver en position. Mig kontra dig som to positioner
over for hinanden. Som to tanker overfor hinanden i en levende
superpositionel virkelighed.
Det var, hvad der faktisk slog ned i mig i morges som en slags
indsigt, mens jeg stod og vaskede op efter aftensmaden i en
helt fredelig superposition af alle mine elektroner i hele min krop
og alt det andet omkring mig.
Dette skrev jeg til Hr Tot på Facebook, og så må vi se, hvad
han siger til det.
Jeg kørte begejstret mod Nykøbing i håb om endelig at få has
på den skide telefon, som hele tiden bræger som et sygt får så
snart den kommer ud i kulden, så jeg ikke kan forstå, hvad folk
siger og må bede dem om at ringe mig op senere, når jeg
kommer hjem og får varmet dyret op på radiatoren.
Det hjalp bare slet ikke, fordi det viste sig at den skulle
nulstilles, hvis den skulle til reparation, og så forsvinder alle
mine foto og videoer, og det vil jeg ikke have, før jeg har lavet en
back up. Derfor måtte jeg atter en gang køre tilbage med
uforrettet sag omkring den skide mobiltelefon. Men jeg fik da
købt noget køkkenrulle og 3 campinggas hos Harald Nyborg.
Var i København hos Suien forleden. Det er sjovt som sproget som
ofte får skrevet sig selv, når man ikke bryder ind med een eller
anden “hensigt” med det hele. Lad det flyde frit, som David
Byrne siger, og det gør jeg. I København boede jeg på Next
House inde ved Hovedbanegården. Parkerede ude hos Suien,
som jeg også boede hos den første nat i byen. Det var dejligt at
være alene sammen med hende min datter alene sammen med
Oscar den lille laban, som smider al ting på gulvet og bryder ud i
et begejstringsgrin, når han ser de “voksnes” reaktion, for de
slår ham selvfølgelig ikke eller skælder ham ud for det.
Allerhøjest skriger de lidt om at det må han ikke og sådan noget
og det er blot et ekstra krydderi til hele forestillingen. Jeg siger,
at det er ungdomsoprør mod de gamle forældre, der ikke forstår
en skid af, hvad der foregår her i verden. Det bliver min datter
ganske vred over, og opfatter det som en kritik, jeg rejser mod
hende, og det er det jo slet ikke.
Jeg fik langt om længe købt et par nye støvler. Først var vi i
Frederiksbergcentret hos Ecco og se på nogle i ruskind, som jeg
passede rigtig godt, men som var alt for følsomme for snavs.
Derfor blev det ikke til noget der, og istedet gik vi på kaffe og
juicebar, hvor Jonathan – undskyld, jeg mener selvfølgelig
Oscar. Jeg glemmer ofte, at tiden er gået og det slet ikke er min
søn Jonathan, men mit barnebarn på 2 år..
– Men der på
kaffebaren smed han en stor tallerken ned på gulvet og skreg af
glæde, da han hørte larmen, den lavede, da den ramte den
hårde overflade.
Jeg gik i Dagmar bio for at se en film og stumplede ind i “Stop
Making Sense” med “Talking Heads” og det må jeg nok sige var
et scoop. Hold da helt kæft, hvor var det fed musik. Jeg skrev til
min anden datter (den ældste) om det, og hun havde været til
koncert med dem i 84 i New York og hendes fyr Hr Tot kendte
den også og skrev tilbage, at det var den bedste koncertfilm
EVER!
Og det var ikke nogen overdrivelse. Jeg sidder netop nu og
lytter til koncerten på Spotify.
Mens jeg nyder en grøntsagsdrik lavet på min nye blender,
som jeg måtte købe, fordi den gamle gik op i brand og ilde lugt
af ophedet isolationsmateriale fra motoren.
Båden er langt om længe lagt i vinterhiet med pressenning låst
fast med uendelig mængde af tynde liner omkring, så ingen
storm eller snevejr kan trænge ind.
Min nabo Lasse siger, at jeg ikke kan huske noget, men det
han husker, behøvet jo nødvendigvis ikke være det, jeg husker.
Det forstår han ikke. Han tror, at det han ser også er det, jeg ser,
men det er det jo slet ikke. Deri ligger vanskeligheden ved at
kommunikerer med mennesker. Fordi det foregår via koder. Via
sprog, som er billeder eller symboler og netop ikke det omtalte,
men en beskrivelse. Og det må man skrive sig bag øret, at en
beskrivelse er en nødløsning i stedet for at SE. Og som sagt er
det, jeg ser ikke nødvendigvis det, den anden ser. Så først må vi
være enige om det sprog, vi bruget, og dernæst må vi være klar
over vores grundliggende uvidenhed. Vores grundliggende
superposition/ukendthed. Før kan vi ikke positionere os
overhovedet. Og hver gang, vi positionere os, må vi give tid til,
at vi kan falde tilbage i superposition. Dvs at det hele kan
kommer på et plan, hvor de to superpositioner “entangler”, dvs
er i symbiose. Så kan der kommunikeres. Ikke før!
Og det kræver stilhed. Først og fremmest. Tid om man så må
sige. Dvs ophør af jag og pres for at nå et mål. For at nå først op
på sejrsskamlen og alt det der lort, som verden er drevet af. Og
indsigt i begrebet “tid” som noget vi mennesker har skabt og
ikke noget, der har egeneksistens. Det må vi allerførst være klar
over. Ellers kan vi ikke komme nogen vegne ind I en fælles
indsigt i altings natur. Sådan er det bare, om du vil det eller ej.
Men det er som tidligere sagt op til enhver selv at finde ud af
det. Det er ikke noget andre kan finde ud af for een. Det kræver
alt, og det er der ikke mange, der er villige til, og det er synd, for
det ville være dejligt, hvis lidt flere sagde: Stop making sense!
10 Jan
Er nu igen på farten.I morgen rejser jeg til København. Det bliver
dejligt at komme lidt ud til nye indtryk. Selv om badet i det
iskolde vand hver dag her i Bandholm nok kan holde mig vågen,
skal det alligevel blive rart med lidt “vækkelse” ude i den store
verden. Jeg kører derind. Det er bedst for så kan jeg bruge bilen
som en slags base, selv om jeg bor inde på “Next House”. Det
var min datter Bynke, der inviterede mig til at møde hende i
“Cinemateket” hvor vi skal se en film fra frøstruplejren og høre
foredrag af hendes ven Lars Movin.
Lige nu skriver hun at Konrad er død. Det var hendes
moskusand, som elskede mariekiks. Jeg malede den. Den
snuppede kiksen ud af ens hånd på en særlig opmærksom
måde, som jeg aldrig vil glemme. RIP kære Konrad!
Jeg er også blevet inviteret til at spise middag hos min datter
Suien og Svigersøn Bue på fredag aften. Fedt! Glæder mig især
til at være sammen med selveste Oscar, som er mit barnebarn
med krudt i på 2 år.

Stop making sense!

 

Her er vi så. Alle vi forliste skæbner, der hverken ved ud eller ind og absolut ikke vil indse det, men hele tiden tror, at vi nok skal fikse det. For vi har jo altid kunnet fikse alting, ikke? Når cyklen går i stykker, så fikser – eller hedder det fixer? vi det. Det er vores adelsmærke, at vi nok skal komme ovenpå, bare vi tænker os om. – Tænk dig om, sagde mine lærere altid og det snurrede og roterede oppe i mit hoved til jeg blev helt skør og kom ud med et eller andet svar jeg havde læst i et eller andet tidsskrift eller “Populær Mekanik” eller sådan noget. I bund og grund viste jeg ingenting og gik rundt som i en tåge og gjorde og sagde noget som jeg ikke vidste, hvor kom fra. Nå, men skidt være med det. Nu har jeg levet i 83 år her på kloden og er ikke blevet en skid klogere. Snarere tværtimod. Men måske det kunne hjælpe at skrive lidt igen, tænkte jeg her til morgen, da jeg fandt en af mine gamle kinabøger, som var fyldt med håndskrevne notater fra mit tidligere liv. Det var interessant at se, hvor omhyggeligt jeg beskrev min sindsstemning for hver dag, der gik.
Jeg er netop kommet hjem fra mit daglige bad nede på Bandholm badeanstalt. Det regnede hele tiden og var derfor lidt af en overvindelse at stride sig ad gangbroen langs vandet, mens regnen piskede mig i ansigtet og mine bukser begyndte at blive gennemblødte. Selve badet i det nu begyndende iskolde vand var som vanligt en oplevelse. Kroppen vågner op i et smæk og skriger begejstret til alle som gider høre på det, at den bare er i hopla og at alt er såre godt. Det brænder lidt i huden, når man kravler tilbage ad metaltrappen, men med nogle knæbøjninger og armsving varer det ikke længe før den indre varme og endorfin stemningen indfinder sig og humøret stiger til uanede højder. Her sker det ofte, at jeg griber til min lille

mundharmonika, hvor ind og udblæsningsrytmen overtager fuldstændig og en særpræget dans bliver resultatet.
Jeg har bestilt en masse fra “Helsebixen” som DAO havde anbragt udenfor min dør tidligt i morges med en plasticpose over for at beskytte mod regnen som silede ned. Det er nu altsammen lagt på plads og jeg sidder og nyder varm gurkemejeeddike mens jeg skriver. Hører Knausgård om hvorfor han skriver. Det er meget sjovt, for han nævner også det der med at blive set. Behovet for at nogen ser een. Og det med at håbe på anderkendelse o.s.v. Han er meget ærlig omkring sit forfatterskab. Beroligende for sådan een som mig, der i tide og utide bevæges af tanker om, hvorvidt Sebastian skrive den anmeldelse i Folketidende eller ej. Jeg prøver at være så afslappet som muligt og ikke lægge pres på ham, men kun med små venlige henvendelser at tilkendegive, at jeg er spændt på, hvad han kommer til at skrive om de to bøger, jeg gav ham.
Det var en god dag i lørdags, da båden kom på land. Alle hjalp hinanden og bekræftede at søfolk er fine. Jeg fik spulet bunden, som var fuld af ruer, som er små dyr i et hvidt pyramideformet kalkhus, som havde sat sig fast overalt. Nu skraber jeg dem væk med et lugejern og en spatel, jeg har lavet, sat fast på et gammelt bådshageskaft. Jeg sidder på en lille liggestol for at kunne nå ind under, og det hjælper også, at den i år står på nogle høje klodser, så jeg kan komme til. Det har regnet foreløbig indtil nu, og det ser ikke ud til at holde op lige med det samme. Det passer mig i grunden meget godt at være inde og sysle med ting under tag. I morgen håber jeg dog på, at det bliver opholdsvejr, så jeg kan komme i gang med vinterpræservering af den gamle Bukh dv 20 motor. Gudrun fra Patmos har ikke skrevet, og jeg forventer heller ikke, at hun gør det. – Hvorfor skulle hun det? Hun synte nok bare, jeg var en gammel original… Eller også skriver hun…

Vi går allesammen her på Lysmøllegade og venter på en huslejeforhøjelse. Men vi har gjort indsigelse til huslejenævnet og håber selvfølgelig på, at den bliver sløjfet. Suely var her i går. Det er hyggeligt, når hun kommer forbi og vi drikke en kop the eller spiser aftensmad sammen. Ellers har børnene det, så vidt jeg ved, godt, og det er jo godt.
Jeg stod tidligt op i morges. Allerede kl 7, hvilket er umanerlig tidligt for mig, der ofte sover til 9.30. Men det var vigtigt at komme afsted, fordi de havde lovet regn om eftermiddagen, og jeg skulle gerne være færdig med motorens klargøring for vinteren inden da.
Først måtte jeg have noget vand at spule den igennem med. Der ligger en lang gul slange fra pontonbroen og over til bådpladsen. Den skulle trækkes frem og en hane, som stikker op af jorden lige ved nedgangen til havnen, skulle drejes for at vandet kunne komme ud. Det gjorde jeg og vandet begyndte straks at fosse. Gudskelov havde jeg forberedt mig med en ventil og et han-stik, så jeg kunne styre flowet. En stor balje blev stillet op ved siden af motoren og fyldt med vand. Derefter tilsluttede jeg slangen, som skulle suge vandet ind i motoren, til studsen lige ved impelleren og satte strøm til starteren. Den ville først slet ikke i gang. Jeg blev ved med at køre med den og til sidst begyndte den at tænde. Det har været næsten frostvejr i nat, så det er nok derfor den havde svært ved at få brændstoffet antændt. Efter et stykke tid kørte den jævnt til stor beroligelse for mig. Snart fik jeg hældt kølervædske op i en spand og fortyndet det til det dobbelte. Imens kørte motoren og sugede vandet fra baljen ind gennem kølesystemet som blev skyllet ren for saltvand.Efter tyve minutter var termostaten åben og jeg skiftede ferskvandet i baljen ud med den fortyndede kølervædske, som derefter blev suget ind i motoren. Jeg kontrollerede at udstødningsvandet blev blåt lige som kølervædsken og slukkede derefter motoren netop som det sidste blå var suget op fra spanden.

Det var Bukh’en, som nu er klar til vinterens frost, og det er en lettelse endelig at være nået så vidt. De kommende dage vil jeg skifte kalechen ud med en vinterpressenning og sætte båden i hi de næste 5 måneder.
Min nabo på pladsen, Kim, var også i gang med sin båd, som han har købt i Jylland for 2000 kr og som han pusler om, så den efterhånden er ved at blive rigtig flot.
Jeg har bestilt en blender, fordi den gamle brændte sammen og udsendte ildelugtende røgskyer.
I aften kommer Suely.
Så det hele kan vel næppe være meget bedre.
Udover at der er krig alle vegne, hvorhen man end vender sig. I Gaza og Ukraine nu og snart har det bredt sig til hele jorden og vi alle går op i røg. Det er fremtiden mens jeg sidder her i mit lille hus og læser Knausgård, som om det skulle nytte noget.
Det gør det heller ikke for der er ikke noget der nytter noget. Det er et falsum, at noget kan blive til noget andet. Det er det samme uanset, hvordan man end vender og drejer det. Der er kun det noget, der er, og det er det hele tiden og det er det vi mennesker gør. Vi laver lort i den. Vi laver kun lort i verden, og nu kommer et lavtryk med tætte isobarer stormende ind gennem den engelske kanal og forsyner os atter en gang med tonsvis af sur, kold og kedelig støvregn, som får een til at føle, hvor ubeboeligt dette land er om vinteren. Så kan man sidde her og kigge ind i denne flaksende TV skærm, hvor alle rædslerne udspiller sig, og man selv blot kan se til som en anden voyeur. Pis er det og jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre, eller kan gøre og hvad er det at gøre i det hele taget. At gøre vil sige, at der er en, der gør noget. Altså er det en bevægelse fra et til noget andet, men dette andet er opstået som virkning af en årsag, og i bund og grund er denne årsag virkningen i sig selv. Der er ingen forskel. Det er ikke først det ene og så det andet. Det er een akausal bevægelse og derfor umulig at “gøre”. Derfor er der ikke noget at gøre. Tværtimod vil enhver “handling” kun gøre det hele meget værre. Det er det vi mennesker ikke har indset, og det er derfor det går som det gør. For hver gang vi forsøger at “gøre” noget bliver det meget værre. Vi lægger ved på bålet i stedet for at lade det brænde ud af sig selv ved netop ikke at “gøre” noget.

Og her kommer vi til sagens kerne nemlig det, at vi “gør” os vore tanker. Vi tror vi “vælger” vores tanker. At vi “tænker” som en handling, vi “gør”. Som om vi selv tænker, idet tanken spiller os det puds at få os til at tro, at vi er tankens herre, når det omvendte er tilfældet. At vi er slave af vores tanker, fordi vi tror, vi “er” dem, når vi i virkeligheden slet ikke eksisterer uden netop i vores tanker. Dobbeltspillet er evident, men ønskes ikke erkendt, da det medfører eksistentiel angst for “hvad så”? For hvad er jeg så, hvis ikke jeg er mine tanker om mig selv?
Svaret er kort og godt: En løgn.
At erkende sandheden om løgnen kan ingen lære een. Det opstår, når man ser det, og man ser det, når det opstår.
Kvantemekanisk superposition er det, at et fysisk system (f.eks. en elektron) kan eksistere i mere end én af dets teoretisk mulige tilstande (egenskabskonfigurationer) samtidig; men, som når målt/observeret, kun giver én tilstand.

Superposition er den tilstand vi befinder os i før tanken/ observatøren griber ind og måler/fastsætter positionen.
Med andre ord: superposition er virkeligheden, der, når tanken griber ind, bliver en position. Mig kontra dig som to positioner over for hinanden. Som to tanker overfor hinanden i en levende superpositionel virkelighed.
Det var, hvad der faktisk slog ned i mig i morges som en slags indsigt, mens jeg stod og vaskede op efter aftensmaden i en helt fredelig superposition af alle mine elektroner i hele min krop og alt det andet omkring mig.
Dette skrev jeg til Hr Tot på Facebook, og så må vi se, hvad han siger til det.
Jeg kørte begejstret mod Nykøbing i håb om endelig at få has på den skide telefon, som hele tiden bræger som et sygt får så snart den kommer ud i kulden, så jeg ikke kan forstå, hvad folk siger og må bede dem om at ringe mig op senere, når jeg kommer hjem og får varmet dyret op på radiatoren.
Det hjalp bare slet ikke, fordi det viste sig at den skulle nulstilles, hvis den skulle til reparation, og så forsvinder alle mine foto og videoer, og det vil jeg ikke have, før jeg har lavet en back up. Derfor måtte jeg atter en gang køre tilbage med uforrettet sag omkring den skide mobiltelefon. Men jeg fik da købt noget køkkenrulle og 3 campinggas hos Harald Nyborg.
Var i København hos Suien forleden. Det er sjovt som sproget ofte har skrevet sig selv, når man ikke bryder ind med een eller anden “hensigt” med det hele. Lad det flyde frit, som David Byrne siger, og det gør jeg. I København boede jeg på Next House inde ved Hovedbanegården og parkerede ude hos Suien, som jeg også boede hos den første nat i byen. Det var dejligt at være alene sammen med hende min datter sammen med Oscar, den lille laban, som smider al ting på gulvet og bryder ud i et begejstringsgrin, når han ser de “voksnes” reaktion, for de slår ham selvfølgelig ikke eller skælder ham ud for det. Allerhøjest skriger de lidt om at det må han ikke og sådan noget og det er blot et ekstra krydderi til hele forestillingen. Jeg siger, at det er ungdomsoprør mod de gamle forældre, der ikke forstår en skid af, hvad der foregår her i verden. Det bliver min datter ganske vred over, og opfatter det som en kritik, jeg rejser mod hende, og det er det jo slet ikke. Jeg fik langt om længe købt et par nye støvler. Først var vi i Frederiksbergcentret hos Ecco og se på nogle i ruskind, som jeg passede rigtig godt, men som var alt for følsomme for snavs. Derfor blev det ikke til noget der, og istedet gik vi på kaffe og juicebar, hvor Jonathan – undskyld, jeg mener selvfølgelig Oscar. Jeg glemmer ofte, at tiden er gået og det slet ikke er min søn Jonathan, men mit barnebarn på 2 år, jeg taler om…Men der på kaffebaren smed han en stor tallerken på gulvet og skreg af glæde, da han hørte larmen, den lavede, da den ramte ned på den hårde overflade.
Jeg gik i Dagmar bio for at se en film og stumplede ind i “Stop Making Sense” med “Talking Heads” og det må jeg nok sige var et scoop. Hold da helt kæft, hvor var det fed musik. Jeg skrev til min anden datter (den ældste) om det, og det viste sig , at hun havde været til koncert med dem i 84 i New York! Hendes fyr Hr Tot kendte den også og skrev tilbage, at det var den bedste koncertfilm EVER!

Og det var ikke nogen overdrivelse. Jeg sidder netop nu og lytter til koncerten på Spotify, mens jeg nyder en grøntsagsdrik lavet på min nye blender, som jeg måtte købe, fordi den gamle gik op i brand og ilde lugt af ophedet isolationsmateriale fra motoren.

Båden er langt om længe lagt i vinterhi med pressenningen låst fast med uendelige mængder af tynde liner omkring sig, så ingen storm eller snevejr kan trænge ind.
Min nabo Lasse siger, at jeg ikke kan huske noget, men det han husker, behøvet jo nødvendigvis ikke være det, jeg husker. Det forstår han ikke. Han tror, at det han ser også er det, jeg ser, men det er det jo slet ikke. Deri ligger vanskeligheden ved at kommunikerer med mennesker. Fordi det foregår via koder. Via sprog, som er billeder eller symboler og netop ikke det omtalte, men en beskrivelse. Og det må man skrive sig bag øret; at en beskrivelse er en nødløsning i stedet for at SE. Og som sagt er det, jeg ser ikke nødvendigvis det, den anden ser. Så først må vi være enige om det sprog, vi bruget, og dernæst må vi være klar over vores grundliggende uvidenhed. Vores grundliggende superposition/ukendthed. Før kan vi ikke positionere os overhovedet. Og hver gang, vi positionere os, må vi give tid til, at vi kan falde tilbage i superposition. Dvs at det hele kan kommer på et plan, hvor de to superpositioner “entangler”, dvs er i symbiose. Så kan der kommunikeres. Ikke før!
Og det kræver stilhed. Først og fremmest. Tid om man så må sige. Dvs ophør af jag og pres for at nå et mål. For at nå først op på sejrsskamlen og alt det der lort, som verden er drevet af. Og indsigt i begrebet “tid” som noget vi mennesker har skabt og ikke noget, der har egeneksistens. Det må vi allerførst være klar over. Ellers kan vi ikke komme nogen vegne ind I en fælles indsigt i altings natur. Sådan er det bare, om du vil det eller ej. Men det er som tidligere sagt op til enhver selv at finde ud af det. Det er ikke noget andre kan finde ud af for een. Det kræver alt, og det er der ikke mange, der er villige til, og det er synd, for det ville være dejligt, hvis lidt flere sagde: Stop making sense!

ChatGPT konversation.

How to explain Why a species becomes extinct?
ChatGPT

There are many factors that can contribute to a species becoming extinct, and often it is a combination of several different factors that ultimately lead to extinction. Some of the most common reasons for species extinction include:

  1. Habitat destruction: When humans modify or destroy the natural habitat of a species, it can no longer survive in that area, leading to population decline and eventual extinction.
  2. Climate change: Changes in climate can have a significant impact on the survival and reproduction of species, particularly those with specialized adaptations to their environment. If the climate changes too quickly for a species to adapt, it may become extinct.
  3. Overexploitation: When humans hunt or fish a species at a rate that is unsustainable, populations can decline rapidly, leading to extinction.
  4. Invasive species: Non-native species introduced to an area can outcompete native species for resources or prey upon them, leading to population decline and possible extinction.
  5. Disease: Outbreaks of disease can be devastating to a species, particularly if it is already in decline due to other factors.
  6. Natural disasters: Natural disasters such as floods, wildfires, or volcanic eruptions can wipe out entire populations of a species.

It is important to note that these factors do not always act in isolation, and a combination of several factors can contribute to the decline and eventual extinction of a species.

 

User
Is it seen, that a species becomes extinct because it destroy its own habitat?
ChatGPT

While it is true that species can contribute to the destruction of their own habitat, this is not the only reason why a species may become extinct. Other factors, such as climate change, overexploitation, invasive species, disease, and natural disasters, can also play a significant role in the decline and eventual extinction of a species.

It is important to note that the impact of human activities on the environment has greatly increased in recent years, leading to an acceleration in the rate of species extinction. Human activities such as deforestation, pollution, and urbanization can all contribute to the destruction of natural habitats and the decline of species populations.

In some cases, species may be able to adapt to changes in their habitat or the impact of human activities, but in other cases, the changes may be too rapid or too severe for a species to survive. Ultimately, the loss of a species is a loss for the ecosystem as a whole, as each species plays a unique role in the functioning of the ecosystem.

 

User
Could one say, that the Human species is on a route to its own extincion because it has lost its ability to funcion in the global ecosystem?
ChatGPT

It is difficult to predict the future of the human species with certainty, but it is clear that human activities have had a significant impact on the environment and other species. While humans have the ability to adapt and change their behavior, it is also true that some of the changes and impacts that humans have made on the planet may have long-term consequences that are difficult to reverse.

For example, climate change caused by human activities is already having an impact on the planet, leading to rising sea levels, more frequent and severe weather events, and changes in ecosystems that could lead to the extinction of some species. The loss of biodiversity caused by human activities also has consequences for the functioning of ecosystems, which could impact the availability of resources necessary for human survival.

However, it is also important to note that humans have the ability to make positive changes and work towards a more sustainable future. By reducing our impact on the environment, conserving biodiversity, and addressing the root causes of environmental issues, it may be possible to prevent the worst outcomes and create a more resilient and sustainable future for both humans and other species.

 

User
Could one say, that it is the individualistisk and isolatetd way the Human mind (thought) is functioning, that is the basic reason for the loss of connection whith the whole of the planets ecosystem. The Human thinking proces, that separate and divide. That reality is seen through thoughts and not directly as it is. As a whole?
ChatGPT

The question of whether human thought and behavior is contributing to the loss of connection with the planet’s ecosystem is a complex and multifaceted issue. It is true that human behavior is shaped by cultural and social factors, which can contribute to a sense of separation and individualism.

For example, the focus on economic growth and consumption in many societies can lead to a disregard for the natural world and a prioritization of short-term gains over long-term sustainability. This can lead to overexploitation of resources, destruction of habitats, and a loss of biodiversity.

At the same time, it is also true that humans have the ability to connect with and appreciate the natural world, and many individuals and communities around the world have long-standing relationships with their environments and work to protect and conserve them.

In terms of the role of thought and perception in shaping human behavior, there is evidence to suggest that the way we think about the world can influence our actions. For example, if we see ourselves as separate from the natural world, we may be more likely to engage in behaviors that are harmful to the environment. However, if we see ourselves as interconnected with the natural world, we may be more likely to prioritize sustainability and conservation.

Ultimately, the question of how human thought and behavior is impacting the planet’s ecosystem is a complex and multifaceted issue that requires consideration of many different factors, including social, cultural, economic, and psychological factors.

Mallorca marts 23

 

 

Netop landet i går på den nyrenoverede aeroporto Palma de Mallorca, hvor kilometerlange marmorflisebelagte alleer flankeres af prangende butikker i alle regnbuens skrigende neonfarver. 

  Jeg tog afsted efter en begivenhedsrig morgen, der begyndte med mit barnebarn Oscars øllebrød tilsmagt med kokosmælk og revet æble, som han og jeg spiste om kap. Det sneede en hel del udenfor vinduet, som vi kiggede gennem ned forbi træernes grene oppe fra 4. sal ude i Sydhavnen.

   Ud af døren, hed det, i en forfærdelig fart, for jeg skulle nå at være i lufthavnen og checke ind på slaget otte. Glemte derfor (selvfølgelig) min veltillavede klapsammen madpakke i min datters køleskab! Pis!

   Toget gik i stå på Ørestad station. Jeg og min sidemand besluttede  at tage en taxa ud i snestormen for at nå vores fly. Lidt efter kørte toget alligevel, da en løbsk vogn blev fjernet henne i Tårnby. Vi nåede at blive skannet og gennemrodet oppe i securitycheck inden flyet fløj som planlagt..

   I Stansted fik jeg endelig brugt min ældgamle 5punds note fra min tid i Storbritannien nede i et glas med penge til de fattige. En venlig bartender tilbød mig en gratis kop the, hvis jeg donerede den mod at få de samme 5 pund udbetalt i klingende mønt. Det gav mig en muffin og en croissant samt et restbeløb på omkring 25 pence, som blev tilbagebetalt de fattige.

  I selvsamme øjeblik materialiserede en græsk kvinde sig med en invitation om at komme og bo hos hende på Santorini til sommer. Det.tog jeg imod, fordi hun bekræftede min antagelse om “den viljebestemte tanke” som værende årsag til alt ondt her på planeten. Oven i købet var hun velbevandret i Raja Yoga, som netop er den yoga diciplin jeg var mest optaget af under mit månedslange fængselsophold i Nordnorge.

   Stansted er en behagelig lufthavn, med mindre man skal gennem dens securitycheck. Her blev tiden (som den græske dame iøvrigt beskrev som værende ikke-eksisterende: “No age, no time, no space”, som hun udbrød, mens hun slog ud med armene og grinte højt!), – her blev den uendelig knap. Jeg måtte stå og vente på, at en koreansk kvindes exorbitante  beautyboks blev gennemrodet af en grundig betjent, mens mit fly gjorde sig klar til at taxie ud på startbanen og stikke af. Jeg nåede det (som sædvanlig), og sidder nu på min store seng med jazz på p8 kørende i.baggrunden. Det er morgen og jeg tror, jeg vil tage ind til Plaza de España og købe et busklippekort til mine videre ekspeditioner her på øen

   Fik dummet mig, da jeg anklagede min datters meget smukke billeder for pornografi, men det er jo netop, hvad de er, nemlig ærlige skildringer. Jeg har en tilbøjelighed til at lyve,  også for mig selv, så det er noget, jeg må arbejde med.

    På den anden side: -Hvad er løgn og hvad er sandhed? Det må vi se nærmere på ved lejlighed. Spontanitet kan ofte være mere oprigtig end tilpasset dyd. Man bliver ofte i tvivl, som den græske dame sagde. Men tvivl vil altid være menneskets følgesvend. En slags prisme, man ser en forstyrret verden gennem. Lige som i går, hvor jeg troede, jeg så Thomas bror Floyd på vej ned ad trappen til Estacio Intermodal og løb efter ham helt til herrelokummet, hvor han havde låst sig inde på et toilet. Jeg råbte hans navn flere gange, men han svarede ikke. Han havde sansynligvis ikke lyst til at møde mig, eller osse var det slet ikke ham. Hvem ved…

   Nu er jeg glad for at bo her hos damen Amalia og hendes “søn” som koger kartofler ude i det lille køkken og hælder dem over sin omelet og smiler til mig og spørger om jeg er Ok. Er jeg Ok? Hvis jeg selv skal sige det, så er jeg, og det er jo det vigtigste!

   I går vadede jeg den lange vej hen til Estacio Intermodal, hvor jeg købte et integralbrød, en tomat, 10 plasticknive, en pose oliven med sten og en flaske vand til at tage med mig på stranden. I bussen ud til Ses Illetes blev jeg overfuset af en vred ældre herre, fordi jeg havde anbragt min rygsæk ved siden af mig på “alderdomspladsen” som han mente skulle være fri, så enhver gamling kunne sætte sig der. Jeg flyttede min rygsæk, så der blev plads, og gav mig til at synge. Det livede ham gevaldigt op, og vi faldt i snak. Han var 82 år lige som jeg, og vi havde meget til fælles, viste det sig. En dame ved siden af ham var lidt spids i begyndelsen, men snart var alle i bussen i sync og resten af turen var ren fællessang. Voila! Herren er ude, hvorhen vi end går!

Stranden var åben og varm. Vandet 16 grader og pigerne topløse til stor fryd for den gamle dydige herre, som ikke lod et øjeblik gå til spilde denne dejlige forårsdag på Mallorca!

Solen skinner.

Røde kinder

Alle sorger

De forsvinder

Således forløber dette øjeblik. I ro og mag. Maven er begyndt at finde sin gamle rytme. Indtaget af føde reguleret så intelligent, som det er muligt. Spadseretur ud langs Palmabugten med de tusind glimtende lys og den enlige sejlers toplanterne som ankervagt, der minder mig om mange gode stunder på det bølgende hav, mens jeg hele tiden holder øje med mit venstre knæ, idet det en gang imellem giver anledning til bekymring, som jeg holder i ave med glucosamin. Så går det nok, tænker jeg. Det skal gå, som min salig bedstefar altid sagde, mens han rensede sin pibe. Jeg ryger ikke, og har derfor heller ikke nogen pibe at rense. Gudskelov for det!

   Lidl ligger kun 200 meter fra, hvor jeg nu har taget ophold den kommende uge, før jeg flyver tilbage til København og derfra til mit elskede Bandholm.- Lidl ligger som sagt kun 200 meter herfra højhuset i den lækre lejlighed, hvor jeg ligger i en stor dobbeltseng med puder i nakken og skriver.- Det er en enorm Lidl den Lidl! Jeg blev næsten helt svimmel igår, da jeg var derovre. Fik dog samlet mig så meget, at jeg kunne navigere i det overvældende spanske vareopbud. Klipfisk og hummere og toiletpapir og fede flødeskumskager med catalansk krymmel. Dulce i blokke og vin og spiritus ad libitum, som jeg dog ikke køber, da jeg ikke drikker. Men en croissant, en hvedeboller og en integraflutes blev det dog til, og så hjem (med elevator) op til mit refugium og koge champignonsuppe. Da faldt der ro over feltet!

   Fordi det var da noget af en oplevelse at bo der på Carrer Benet Pons i Fabregues 28, piso 2 i den ældste del af Palma hos Marissa og hendes kumpan!

   Der lugtede reverenter talt af pis over det hele!. Køkkenet stank af slimede belægninger forårsaget af kumpanens idelige opkog af månedgammel mad. Det mindede mig om dagene på Goldschmidtsvej, når Rosenstand kogte suppe op igen og igen for at strække den. Gulvet klæbede til fødderne og knive og gafler ville ikke slippe hænderne. Tallerknerne råbte sygdom op i ansigtet på een, og kumpanens panodiltablette flød overalt til skræk og advarsel for mig, der snart også blev ramt af den mallorcinske dolorosavirus, som florerede, hvor man end drejerede eller vendte sig med hostende, nysende, rallende og deliriumdalrende mennesker på hvert gadehjørne. Et mareridt!. Et rædselskabinet! Et helvede!

   – Og jeg, der var så glad og kåd og lykkelig over det  turkise Middelhav og stenen som balancerede så smukt og de unge mennesker, der forstod, at de måtte tage sagerne i deres egne hænder og alt det andet velkomstdejlige, som brat forsvandt, da virus slog ned, og jeg blev forvist til rottereden med det slimede køkken under dynen i cellen uden vindue de næste 5 dage, hvor jeg skulle have været både på Miró musæum, til Deia og  Andratx og inde og spise i Cellar sa Premsa. Væk, pist væk under dynen, som de sagde de gamle pungrotter, før de krøb sammen i fosterstilling og lagde sig til at dø.

Men solen står op igen, som de også sagde, og jeg vågnede og begav mig ud i Palmas gader og blev væk og måtte finde hjem pr intuition til et nyt flys afgang herfra om en uge. 

   Det gamle vægelsind gjorde sit indtog. Skulle jeg det ene, eller skulle jeg det andet, og hvad bestemte, hvad jeg skulle, og hvem var jeg at kunne bestemme nogetsomhelst? 

   Meget lærerigt at vandre med vægten (mit stjernetegn) i balance hele tiden som et fintmærkende seismografisk instrument, man så sandelig ikke skal kimse af, men gøre sit bedste for at holde rent og pænt og nypudset lige som jeg gjorde med min gamle sekstant, den gang jeg sejlede.

Er altså landet herude på Carrer de Montevideo 7 med få meter ned til sandstrand, promenade helt ind til Katedralen, og som sagt et exorbitant Lidl  i nærheden. Med den varme sol lige ind ad mit vindue, som har udsigt til palmer og lysegrønne forårsblomster med smørgule kronblade og med mulighed for excursioner op i Tramuntanabjergene, som stadig har sne på toppen og som gemme på min gamle favoritjuvel Deia, hvor jeg osse skal op, hvis benene bærer og ånden er redebon.

Vi ses!

På rejse med Jonathan og Jens.

 

 

 

Hvad skal jeg sige?

Det blæser og bølgerne er høje.
I morges regnede det.
Nu skinner solen.
Badetøjet hænger til tørre på snoren med de røde klemmer.
Den gamle sorte hankat tigger om mad.
Jeg har sovet godt i lyden fra brændingen.
Nu vil jeg spise min papaya.
I dag skal vi ikke ud og køre på de snoede bjergveje.
I dag slapper vi af. Måske i morgen kører vi op til Agaete Piscina naturel og bader.
Vejene er meget snoede. Man skal holde tungen lige i munden, når man kører. Vi hjælpes ad. Jonathan er navigatør og sørger for, at holder mig fri af rabatten og de høje klippesider, når jeg sniger mig rundt i svingene for at undgå de hastigt kørende modgående biler.
I går lavede Jonathan kylling med auberginer fra Leons farm. Vi kan tage alle de grøntsager og frugt, vi vil. Han er meget venlig og hjælpsom. I går aftes, da strømmen forsvandt, tilbød han os et stearinlys!
Vi bader i hans pool eller går ned til stranden, men der er mange sten, og det er svært at komme ud gennem bølgerne, men når man først er ude, er det skønt. Dog er det tit endnu sværere at komme op, når de store bølge slår een omkuld. Det var bedre i Aldea i går, hvor vi badede i den beskyttede havn med en stige til at komme ned af. Pludselig kom blæsten og rev os næsten væk fra den solbadeplatform, hvor vi sad. Der kom en orange kat, som Jonathan blev ven med. Han bliver ven med alle katte i nærheden. Han har en sjette sans for katte.

Skønne dage med Jonathan og undertegnede. I bil ad snoede veje op og ned, ind og ud, så man nemt kan blive lidt anspændt som chauffør med flere hundrede meter ned til den ene side og flere hundrede meter op til den anden, hvorfra store brokker af størknet brun lava nu og da dumper ned og ligger som vidne om, hvad der kan ske. Vi møder skilte langs vejen med advarsler, men som Jonathan tørt bemærker, er det jo svært at undgå, når man først har fået stenen i hovedet…
Agaete var virkelig et besøg værd. Brækkende bølger (dog ikke så store som dem i Nazaré) buldrer ind mod de naturlige, kulsorte vulkanske bassiner, hvor vi svømmede rundt i strømmen som fisk i et hyttefad. Langs den kridhvide promenade op til byens bedste fiskerestaurant, hvor frokosten blev indtaget under en lyseblå markise. -Jo tak, det er en herlig rejse, vi er ude på vi to.
Vi besluttede at tage hele cirklen rundt om øen og stak nordpå gennem Las Palmas kedelige storbybebyggelse ned mod Maspalomas og Puerto Rico, hvor vi havde tænkt os at eksplorere i det meget omtalte vilde turistliv. Gudskelov slap vi, da en Burger Kings orangerøde opstander demonstrativt stjal udsigten og ledte os til en udendørs terrasse med udsigt over havet, hvor vi i fællesskab indtog et større måltid af veganske og ikke veganske sammenklappede æventyr isprængt mustard dressing og ketchup og chilikrydrede pomme frittes!
Turen tilbage op over Mogán foregik nu i mørke, som stiller store krav til chauffør og navigatør. Jonathan er på pletten hele tiden og fortælle, hvor tæt vi er klippesider og andet vi passerer, mens den gamle driver gør sit bedste for at køre ordentligt, selvom der ofte kan samle sig en hel kø af biler bag ham, fordi han kører langsomt og forsigtigt. Men det tager vi roligt. Først og fremmest skal vi hjem i hel og ordentlig stand!
Snart viser grusvejen sig, og det sidste stykke, før bilen er sikkert i havn, er den smalle indkørsel forbi den grønne låge, som foregår i små etaper, mens Jonathan kyndigt vejleder hvorledes køretøjet gennem flere drejninger føres ind på sin trygge plads og vi begge ånder lettet op efter endnu en vellykket tur.

Kaktus i alle afskygninger var, hvad vi tilfældigt rendte ind i på vores vej mod Puorto Aldea de Sankt Nikolas for at bade. Storslået samling af alle øens mærkelige Palme og kaktustyper og en kælen kat, en agressiv påfugl, samt adskillige høne-hanepar, som ivrigt indtog de af os indkøbte majskorn til 1 euro posen. Først syntes jeg , det var for dyrt at betale 8 euro for at se nogle kaktus (bl. a. verdens “største”), men ombestemte mig i sidste øjeblik og lod mønterne rulle (jeg kom ind som pensionist til nedsat pris!), og det var der ingen af os, der fortrød!
Det må have været et enormt arbejde at samle alle disse forskellige arter på eet sted. Sikkert mange år siden, det blev oprettet. Så vidt vi kunne se af en velhavende tysker engang i trediverne. Der var germansk slagermusik oppe i restauranten og indskrifter på tysk rundt omkring. – Men never mind, det var godt, vi gik ind og fik nogle meget specielle timer i selskab med enorme kaktus, katte, høns og sågar et kæmpefirben magen til dem, jeg mødte på El Hierro.
Det er jo helligdage det her. Folk flokkes mod stranden og ligger i lag selv hernede i vores lille refugium Tasarte, som til daglig er fredeligt og stille med kun en enkelt fisker eller to og et par børn, som leger i strandkanten. Nu er nedkørslen fyldt med biler og campingbusser, og oppe ad skrænten ligger man i telt og fejrer påske med højlydt spansk flamenco musik under stjernerne natten igennem. Der er osse nogen, der bliver væk. Så hidkalder man en stor militærhelikopter til at lede efter de forsvundne. – I nat blev vi vækket af mægtig larm lige udenfor vores vinduer med lyskegle, der fejede hen over bjergsiderne. Måske fandt man de forulykkede. Måske var det for sent. En time senere fløj den i hvert fald igen.
Hele dagen tilbragte vi på en solbadeplatform sammen med to tykke spanske mennesker, som al den tid, vi var der, ikke rørte sig ud af stedet. De lå bare der og snorkede og lod sig gennemstege af den højviolette UV stråling. Jonathan og jeg havde en samtale om incidensen af malignt melanom i Spanien sammenlignet med Danmark, og han mente, at spaniolerne bedre tåler solen p.g.a. deres i forvejen mørke hud. I hvert fald er Danmark nummer eet på listen, når det gælder kræft i det hele taget, og det er foruroligende. Vi smører olie og solcreme med faktor 50 på hinandens rygge og skuldre hele tiden. Så går vi i vandet og skyller det hele af, for derefter atter at smøre os ind, når vi kommer op!
Selv der i Aldea er der store sten og brænding som er en udfordring for mine gamle lemmer. Jeg må kravle ned på alle fire og bliver alligevel ofte kastet omkuld af de store bølger. Så kommer Jonathan og rækker hånden ud, så jeg kan gribe og komme sikkert i land. Bagefter er der dusch, og det letter på nerverne! Det er massive sten, og det gør av at blive slynget ind mod dem!
Vi holder en plan, der siger: Hver anden dag udkørsel med bil og hver anden dag slappe-af-dag hjemme i vores domicil. Så spiser vi nede på den lille fiskerestaurant, som serverer de nydeligste grillede små babyblæksprutter og de lækreste havbassfileter helt uden ben. Hertil et iskoldt glas øl. – Hvad mere kan man forlange?

Artenara var, hvad vi var headed mod og aldrig nåede. Først blev vi ledt gennem en labyrint af snævre gader i Aldea for til sidst at nå en hullet grusvej med en modkørende lastbil, som det ville være umuligt at passere uden at måtte vige ud mod en skrænt med flere hundrede meters fald ned i en kløft med store nedstyrtede lavaklodser. Det gjorde udslaget. At skulle bevæge sig i stadige snoninger op ad denne håbløse vej, for endelig at nå nogle grotter og et etnografisk ”museum” efter flere timers kørsel med risiko for at måtte køre samme dødsensfarlige vej tilbage i buldermørke var nok for de to expeditionsdeltagere Jens og Jonathan til, at de straks ombestemte sig og valgte at tage til stranden i stedet for!
Nu faldt stressniveauet til et mere glidende tempo inde i Aldeas lille smukke kirke, hvor Jens endelig forstod, hvorfor Jesus var blevet så populær. Ganske enkelt fordi han tog lidelsen på sig og viste, at det kunne lade sig gøre uden at tabe ansigt! Jens følte, mens han sad midskibs foran de smukke farvede glasmosaikker bag alteret, at han osse kunne anderkende sin egen svaghed. Sin skrøbelighed og sin livslidelse i erkendelse af sin dødelighed.
Det var det, denne rejse over vulkaner og under hav havde lært ham i selskab med sin søn. At han turde være sig selv og turde at indrømme over for Jonathan, at han var svag.
Resten af dagen blev dykket og solbadet væk i selskab med nogle unge spaniere, som spillede fodbold og hørte rapmusik nede i havnen, hvor der var stiger, man kunne benytte for at komme frelst i det grønblå hav til fiskene og køligheden. Der var osse en dusch og bagefter flutes, tomater, skinke og postej og solcreme over det hele for ikke at blive forbrændt i den 30 grader varme solmættede luft.
Planen var et restaurant-besøg på hjemvejen, men alle restauranter var lukket, nu da det var blevet hverdag igen efter påsken. Alt håb var ude og skuffelsen var stor, indtil Jonathan udpegede et bemærkelsesværdigt sted med geder, store kaktus, katte og en gøende hund, samt en underlig taverna, hvor de serverede opulente opsatser af papaya og kødstumper pyntet med gule blomster og en hel banan omkranset af bløde afslappede pommes frites, som Jonathan absolut ikke satte pris på. Jeg fik en masse overflødig pynt på små pinde, som smagte bittert og havde nær knækket en tand på nogle småsten, som osse var iblandet salaten!
Det bedste var aiolien, som blev indtaget på en knust tvebak! Meget mystisk det hele, især da katten sprang op på mit skød og begyndte at æde af tallerknen. Geden kastede sig stangende mod indhegningen og brægede højt, mens hunden fór på katten af jalousi. Det var helt vildt, men vi fik en oplevelse mere og en slags aftensmad…
Hjemturen op ad de hundrede hårnålesving var noget af en udfordring for den gamle driver Jens, der nu var begyndt at blive træt af ustandselig at skulle tvinge rattet først helt til venstre og dernæst i samme øjeblik skarpt til den modsatte side, mens Jonathan råbte “drej,drej,drej!” højt ind i hans højre øre for at forhindre, at de skred ud i rabatten og 1000 meter ned i helvede! Der var reflekser i hvert drej, men bilens lange lys skabte andre reflekser, som trættede øjet, og det var først, da de kørte ind på grusvejen ned mod havet, at der faldt ro over selskabet.
Til sidst ledte Jonathan bilen professionelt ind gennem den grønne låge op ad flisegangen med de røde blomster. Lågen blev låst med den store hængelås og -pyha for en tur! Vi var endelig hjemme!
I morgen afleverer vi bilen i forhåbentlig uskadt stand og flyver ud af Las Palmas 20.50 med mellemlanding i Barcelona for at lande i Kastrup dagen efter 09.10

 

 

Portugalrejsen.

 

Rolig nu!
Ikke for meget jag.
Ikke for hastige beslutninger. Lad det hele glide stille og roligt.
Åh, hvor er det svært med andre mennesker! Det er lige så snart de kommer ind over, det bliver besværligt. Se nu f.eks.denne rejse, jeg skulle foretage med hr Knold og fru Tot og Ernest Hemingway ned til Nazaré i Portugal for at se de store bølger og surferne, som dumdristigt begiver sig ud til havs trukket af en scooter for kort tid efter at blive væltet omkuld og med enorm kraft kastet mod undersøiske skær, hvor de knuses og omkommer under store lidelser. Det skulle vi ned og overvære, og alt var klappet og klart, flybilletter bestilt, hotelophold sat på plads, og så kommer den lille djævel til Andersen, min ven ovre fra Omø, og tilbyder mig at køre med ham tilbage til Danmark, efter han har læsset nogle møbler af i en lille by ikke langt fra Lissabon, hvor hans venner har købt et hus, som de vil slå sig ned i, og som han hjælper dem med at flytte deres møbler og ting ned til. Så skal vi følges ad i den tomme lastbil, de har lejet, tilbage op gennem Europa de 2700 km til vi er hjemme på Lolland igen. Det syntes jeg jo lød fandens interessant med sådan en tur, hvor vi får overnatning og forplejning betalt af hans venner.
Straks jeg hørte om tilbuddet, begyndte jeg at fantasere om de muligheder for afstikkere til spændende steder en sådan hjemtur indebar. Men det skulle jeg ikke begynde på, viste det sig, for vennen, for hvem han kørte, havde lagt en meget striks rute på tilbagevejen, for at.spare benzin og komme så hurtigt som muligt hjem og aflevere lastbilen. Det ændrede jo perspektivet for denne rejse en del, men da Andersen understregede, at så striks skulle det heller ikke være, og at vi sagtens kunne tage små afstikkere til mere spændende steder end den slagne motorvej, blev jeg mere rolig.

Nu optrådte imidlertid et nyt problem. Overnatningerne skulle foregå på motorvejshoteller i et dobbeltværelse de tre eller fire gange , der blev pause på den lange tur, og jeg hader at ligge i ske med nogen som helst på nær min kone og det er lang tid siden, at den mulighed forelå. Igen var det for at spare, idet vennen, som Andersen kørte for øjensynlig var meget nøjeregnende. Han havde nemlig omhyggeligt udregnet en rute i mindste detaille, som vi skulle følge til punkt og prikke med meget få chancer for sidespring.
Nå, godt ord igen. Jeg syntes stadig, det kunne være hyggeligt med sådan en tur op gennem Portugal, Spanien, Frankrig, Belgien og Holland for endelig at lande i Sønderjylland og over Storebæltsbroen det sidste stykke ned til Bandholm. Rødby Puttgarten færgen, som jo ville være nemmere, kunne der ikke blive tale om, da det var for dyrt. Hm, igen dette med at skulle indordne sig under andre mennesker, men som sagt, så syntes jeg og synes stadig, at turen rummer nogle muligheder og osse en social side med hyggelige samtaler med Andersen i førekabinen under den lange rejse ad Europas motorveje. Derfor hænger jeg på og har aftalt, at vi skal ringe til hinanden, når han når Portugal og jeg sidder i Lissabon, så vi kan koordinere og finde et sted, hvor vi kan mødes og slå pjalterne sammen for de videre tur.
Jeg har altid været ret støjende. Derfor er der ikke mange, der kan holde ud at være sammen med mig. Jeg spiller høj musik, så snart jeg kan se mit snit til det og optræder gerne med brægende stemme a la Bob Dylan, når lejlighed byder sig. Som f.eks. I går, hvor vi skulle ud og spise kylling.og jeg på forhånd havde sagt, at det ville jeg ikke, fordi jeg ikke spiser høns,- i det hele taget dyr som sådan, men i stedet valgte nogle urtefrikadeller og noget som de kaldte “Brazilianske ris”, der viste sig at være ristet ris med kyllingeleveren. Jeg skreg op og forlangte min tallerken skifte ud med noget vegansk, hvad de selvfølgelig ikke havde i det etablissement, hvis formål var at servere grilstegt kylling. Mine medrejsende, som er Hr Knold og fru Tot  blev flove over mit skrigeri og indså, at den eneste udvej var at stoppe min mund med kyllingebryst, som de gavmildt kolporterede fra deres egen tallerken og ned i min hals, til jeg blev stille. På vej hjem op og ned ad de Lissabonske gader lod de mig i stikken og travede flere hundrede meter i forvejen efterladende mig med mine dårlige knæ og min tunge rullekuffert slæbende bag mig. Da vi kom op til vores lejlighed var der kold luft mellem os indtil fru Tot bød på noget portvin, hun havde købt i en smøge lige neden for, hvor vi bor (il Lissabon er Portvin legalt), Det opblødte stemningen, og jeg holdt op med at bræge.

Nu er vi på vej i bus til Nazaré, hvor vi skal se store bølger og surfere, som omkommer i dem på stribe.
De andre ( Knold og Tot) er gået. De har så travlt med at nå alt det, de skal. De skal nå at komme op til klippetårnet og se de enorme bølger, som de skal fotografere med deres antikke veteran- kameraer, som de elsker så højt, at de nat efter nat sidder og nørkler med vidvinkel og zoom for at kunne tage video og foto af brændingen (afbrændingen…) lige udenfor vores vinduer og oppe ved fyret! Jeg sidder her i sofaen og har lige talt med Karsten Pharao, som ringede og bad om hjælp til at flytte til en ny lejlighed sammen med en kammerat. Skide godt for ham, da huslejen er billigere og kun to beboere. Jeg stiller selvfølgelig op til flytningen. Han skulle ellers have været med på denne tur til Nazaré, men kunne ikke pga studiet. Ernest Hemmingway skulle også have været med, men han blev forkølet. Så er der kun os tre og det er osse meget hyggeligt for Katten!

Om lidt går jeg ned til stranden og ser om man kan bade. Der var rødt flag igår og gult henne i hjørnet. Idag er der ikke noget gult flag i hjørnet, så måske…
De spiste fisk (Codfish og makrel) på byens bedste fiskerestaurant i går aftes (Jeg spiste tang).

Til morgen spiser vi friskbagt lokalt brød med kvædemarmelade og granula med mango, pærer og æble overhældt med havremælk. Så nu er diæten på sporet. Ikke mere syg kylling til mig!
Åges ring spøger stadig i min baghjerne, og jeg tror stadig at det var et tegn fra himlen, at Helga lige pludselig skulle spørge til, hvor den var. For øjeblikket sidder den på Åses finger. Før lå den i Agnes ( min mor) skrivebordsskuffe, og før det sad den i en periode ( ca fra 1980 til 1985 ) på min finger. Jeg husker som barn (engang i 1944/47) at den sad på bedstefar Åges lillefinger mens han sad og sirligt skrev noder til en melodi, han skulle øve med sine elever. I sine gamle dage efter sin karriere som popsanger fungerede han som sangpædagog i Ribegade 12 på fjerde sal, hvorfra han kun kom ned juleaften, når vi skulle på besøg hos hans bror og holde jul der. Bergstrøm og sønner med domicil i cigarfabrikken Læssøegade 19. ( Det.var tider!)

2
I dag er atter en dag, hvor jeg er blevet kritiseret sønder og sammen af mine kære medrejsende over min åbenmundethed og spinattrampende tåbelighed, hvilket jeg har taget til mig som oplysende læring i min optimistiske begejstring over måske en dag at komme op på et niveau, der beretter mig til at færdes i det “gode selskab” uden at snuble. Man kan kun håbe, og så får vi se.
En lang tur ned til havnen endte med hård afvisning i marinaen, da jeg stærkt trængende anmodede om at måtte bruge etablissementets toilet. En Esso tankstation var mere imødekommende og overlod mig nøglen til deres særdeles indbydende aftrædelsesrum. Det var en lettelse, som igen fik mit humør til at sprudle ungdomsfriskt, mens jeg travede ud ad paseoen langs de mange små pittoreske huse i blå, røde og gule farver på den ene side og den gyldne strand med brølende skumhvid brænding på den anden.
Bag mig ligger dage – og timer på disse dage – jeg ikke fortryder, at jeg gennemlevede, hvor svært det end må være at indrømme. Men sådan er det. Jeg tager tingene, som de kommer. De sure som de søde. Lige nu har jeg spist dahl i en indisk restaurant nede om hjørnet, hvor min højre høretelefon uden varsel faldt direkte ned på det hårde stengulv og knustes. Satans! Netop nykøbt hos THansen i Skælskør. Nå, men eet øre er bedre end ingen ører, ikke? I går tegnede jeg en skitse af en sød pige, som sad på cementkanten ved stranden.
Bølgerne kom brølende ind mod kysten, som fanden havde taget ved dem og deres eneste formål var at nedbryde alt på deres vej. Der var ingen tid i deres bevægelse, som uophørligt bankede ind mod land. Skummet sprøjtede frem og op i hvide skyer, når de brækkede over og kastede sig fremad. Høje drøn som torden buldrede hult, idet de afgav deres energi for derefter at blive til hvirvlende vandmasser på vej tilbage i havet, hvor de samlede sig for med usvækket kraft atter at angribe kysten. Men aldrig nogensinde var det en gentagelse af det foregående, jeg så, men netop det evigt nye nu i fuld udfoldelse.

Det sad jeg og overværede mens mine tanker blev til bølger og bølgerne blev til mine tanker, der forsvandt og blev stille.
I dag er der karneval og det er ikke stille! Måske nok nærmere støj. Men støj kan være godt nok for en tid, når man selv bestemmer, hvornår den skal holde op, og det er lidt svært, når en kæmpe lastbil med 100.000 decibel højtalere parkerer sig lige udenfor vores vinduer og ustandselig afspiller de samme portugisiske folkemelodier. Nej, så var det bedre i Brasilien med Oludum og levende sambarytmer, men man må selvfølgelig ikke sammenligne. Dog er det nærliggende, da det hele foregår på samme sprog som i Salvador og Rio.
I morgen er Nazaré forbi. Vi skal checke ud kl. 11 og med bussen tilbage til Lissabon kl. 12. Der skal Knold og Tot opholde sig et enkelt døgn, før de drager nordpå med “Norwegian”. Jeg bliver foreløbig til den 16, og skal i den periode konfererer med Andersen om evt at køre med ham tilbage til Danmark. Hvis ikke jeg gør det, så ved jeg ikke hvad jeg gør. Her er jo dejligt mildt og forårsagtigt, så vi får se…

3.

Dette er dog et fortrinligt sted at opholde sig. Midt i Lissabon og kun 10 min gang ned til floden, hvor jeg i sin tid (40 år siden) sejlede ind og lagde til Kaj i Belem ude ved siden af det store marmormonument rejst til minde om alle de søfarende, der drog ud for at betvinge og kolonialisere resten af verden.

Her bor jeg nu, mens jeg venter på besked fra Andersen om, hvornår han vil hente mig inde i landet i Castello Branco. Der har været nogle problemer mellem ham og de folk fra “foodforest”, som han kører for, men så vidt det ser ud lige nu, skal vi køre sammen mod Danmark på søndag. Jeg driver omkring, nyder det milde forårsvejr og går på indkøb efter bacalhau, linguica calabresa defumada og Massa de Pastel til Helga. Der bor meget søde mennesker her i det lille “hotel”, som mødes om aftenen og udveksler rejseminder.
I dag fløj to af gæsterne til Azorerne, så det kan man også herfra.
På vej i bussen fra det røvkedelige “X-factory” der mestendels består af fancy spisesteder, hvor parrene går hen og sidder og passiarer, mens de piller i muslinger, rejer og små blæksprutter og drikke kølig vin af høje glas, – der ringede min gode ven Andersen helt oprevet fordi han nu var stået af turen til Portugal et sted i nærheden af Biarriz i Frankrig. Ægteparret som han skulle hjælpe med transport af deres møbler var faret i flint og havde udsøgt sig det rare menneske som syndebuk. Som jeg osse sagde til ham; betaler det sig aldrig at involvere sig med parforhold. Især ikke under så langvarige og vanskelige omstændigheder som det at køre et flyttelæs fra Danmark til Portugal. Her havde især den kvindelige part hidset sig op til hysteri over Andreas kørsel i trafikken. Manden, som er foodforestideolog og yogist havde bagtalt Andersen overfor konen ( som,- og hør nu, er parterapeut!) for at score point i deres indbyrdes kamp. Lille rare Andersen fra Singapore (Han optræder bl.a. på filmen fra Helenes bryllup i 69) var tilsidst blevet så træt af ægteparrets vanvid, at han have sagt sin mening om dem og havde erklæret dem begge for sindssyge! Da brast arrangementet for godt, og han forlod kortegen (konen kørte privatbilen med trailer, manden og Andersen kørte lastbilen) . Lige inden det endelige brud havde kvinden fantaseret en historie om, at Andersen som hævn, når han skulle køre lastbilen tilbage til Danmark, ville stille den ind i en øde skov og forlade den, og at de derfor ikke kunne stole på, at den kom uskadt frem! Det korte af det lange blev, at han stod af.

I nat kl halv to ringede han så til mig og fortalte, at han lå på en bænk udenfor en jernbanestation og frøs. Han havde taget mine tæpper (som jeg havde givet ham med, så vi kunne sove i bilen) og pakket sig ind, men frøs alligevel så han rystede. Derudover var han snublet over en kantsten og havde slået sin næse ned i asfalten og havde fået alvorligt næseblod. Jeg forsøgte at berolige ham og sagde, at han kunne ringe nårsomhelst, så skulle jeg nok støtte ham mentalt natten igennem. Gudskelov ringede han først, da han sad i toget på vej til Paris og fortalte, at han havde sovet lidt og nu havde det meget bedre i det varme tog, og ville se at finde et fly til Danmark. Vi aftalte at mødes i København, hvor Aksel ( hans søn ) kommer og henter ham, og hvor jeg så osse kan køre med tilbage til Ballerup.
– Ja, det var så, hvad der blev ud af den fællestur fra Castello Branco i Portugal op gennem Europa tilbage til Danmark, som altså nu foregår på vinger gennem det internationale luftrum om få timer. Jeg skal lette her fra Lissabon kl 19.00 og har lykkeligvis forlænget mit ophold på dette charmerende sted, således at jeg først behøver at checke ud ved 16 tiden.
En stor fordel ved alt dette er, at jeg når min tur i saunaen i  Badeanstalten på lørdag, som jeg har betalt 50 kr for, for længe siden! Så når alt kommer til alt er det hele fjong, og nu glæder jeg mig faktisk til at komme “hjem”.

Fra København med bedstefars ring hængende over hovedet til Sydhavnen og god samtale over dejlige dage i Nazaré med Knold og Tot til lidt ærgelig snak med Karsten Pharao, fordi han alligevel ikke kan flytte sammen med sin kammerat, da han skal skaffe en erstatning for sig selv, når han flytter (hvad jeg ikke forstår…) til hel vildt skønne dage i Lissabon på egen hånd, og afslutning af rejsen, som skulle have været en hyggelig excursion op gennem kontinentet med Andersen og jeg, og som nu blev til, at jeg sidder her i min “celle” og skriver, før jeg pakker færdig og skrider ud i lufthavnen med min rullekuffert hen over Lissabons toppede brosten.

På rejse med Annette og Jens.

 

 


Tidligt op og i efterårsbølgen den blå. To smukke mennesker af kvindekøn vinker venligt til den ældre herre, som på sin vej ud fra badeanstalten beretter, at han skal på svingtur med en gammel veninde til El Hierro om et øjeblik. De ser smilende op mod ham fra deres bænk i morgensolen, byder ham god rejse og ønsker højlydt, at det var dem, han havde inviteret. – Men det var det ikke. -Næste gang måske- udbryder han leende, idet han med kuskeslag, for at holde varmen efter det iskolde bad, forlader dem i rask gang langs havnefronten i Bandholm.

Bussen afgår nede fra Veteranbanestationen kl. 8.10 og han er der 10 min før med sin rullekuffert, sin rygsæk og let sommertøj, da det jo er ned til varmen han skal. Han elsker at være i god tid. Hader at have travlt og løbe efter tiden, da han udmærket ved, at han aldrig vil indhente den.
Da han ankommer til stationen, er han tilfreds over at måtte vente 10 min, før toget planmæssigt ruller ind på perronen. I Nykøbing rammer chokket ham imidlertid, fordi et eller andet menneske bevidst eller ubevidst er blevet påkørt af et gennemgående tog, hvorved al togtrafik ind og ud af Nykøbing Falster er blevet aflyst, og han skal møde Annette kl 3 på Hovedbanegården, hvor de har aftalt at vente på hinanden under det store ur overfor McDonald. Han løber forvirret op og ned ad trapper og gange og spørger folk om, hvad han skal gøre, men ingen har andet svar, end så må han vente til det næste tog. Det betyder en forsinkelse på over en time og hvad så med Annette, der sidder og venter? Hun er 82 år lige som ham selv og har rejst hele vejen fra Århus, hvor hun bor på plejehjem for at kunne være under uret og møde ham præcis kl 3.  Han farer rundt og ramler ind i et ægtepar, som osse skal til København, og som har fundet ud af, at hvis man tager det næste tog mod Køge, kan man skifte i Næstved og være i København kl fem minutter i tre. Pyha og op og checke ind med rejsekort (som man skal huske at checke ud, når man er færdig med sin rejse, ellers koster det ekstra) for at nå det næste tog og skifte i Næstved, hvor lokoføren bedyrer, at man bare skal over på den modsatte perron for at få toget til København.
En god plads på første sal bag ved en pakistansk familie med en ignorant mand, som hele tiden piller sig i næsen og en endeløst talende kone, samt et skrigende barn, hvor de alle udsender denne sødlige lugt af koriander og karry, som øjensynlig er hovedingredienser i deres daglige kost!
I denne atmosfære tilbringer vor rejsende resten af turen ind mod storbyen kun afbrudt af en endeløs vandring gennem alle togstammens vagoner for at finde et åbent toilet, hvor han kan lade sit vand!  Kl 14.58 kører de ind på perron 3, og kl 15.00 står han under uret, hvor han i samme øjeblik ser Annette, der sidder på en stol udenfor den Thailandske grilbar og venter på ham.

Hun er en lille tæt kvinde med kridhvidt hår og øjne som stråler af spænding over den forestående rejse. Han nærmer sig, og idet hun ser ham, udstøder hun et skrig af glæde. Han går hen, bukker sig ned over hende, og giver hende et knus, der forener dem i fælles begejstring over endelig at være nået så langt.
Måneder i forvejen har han forberedt rejsen til den lille ø ude i Atlanterhavet, hvor Annette har funder en dansk mand ved navn “El Capitan”,  som har slået sig ned der for at nyde sit otium. Annette har selv tænkt måske at flytte derud for at tilbringe sin sidste tid under varmere himmelstrøg. Derfor besluttede den ældre herre, hvem vi nu for en ordens skyld vil kalde “Jens” at arrangerer en rejse til øen, som således tog sin begyndelse med de to meneskers møde på Hovedbanegården en eftermiddag i november måned.

– Først skal vi ud til Ørestad station, siger Jens. – Siden må vi vandrer et lille stykke vej over mod Cabinn, hvor jeg har reserveret to værelser. Vi flyver i morgen kl 10.15, så vi skal tidligt op for at være i lufthavnen 2 timer før for at checke ind.
Annette følger med ned til toget mod Sverige, og efter et enkelt stop står de af og begiver sig i isnende blæst over mod hotellet, hvor de indlogerer sig i hver sin lille “kahyt”. Annette er dødtræt og går straks til ro, mens Jens ikke kan dy sig og må op i “Fields” for at købe en stor rejecocktail, som han fortærer ved det lille skrivebord mens han ser tv om QAnon bevægelsen i USA, som beskylder præsident Biden for pædofili. Så slumrer han ind under den kølige hoteldyne og vågner først kl. 6 ved mobiltelefonens summen.

De skal have en taxa over til terminal 2, som receptionen sørger for, og snart er de igang med at checke ind og få al deres bagage endevendt, inden de endelig havner i den toldfri parfumeafdeling. Lidt efter sidder de ved et bord og spiser medbragte flutes med norsk ost. Annette kan ikke holde larmen fra nogle nordmænd ved nabobordet ud, og de beslutter at gå ud mod gaten. Det er imidlertid en meget lang vej, og da Jens får øje på en Falckmand med en lille transportvogn, beslutter han at henvende sig og bede Falckmanden om hjælp til at transportere Annette derud. Der er intet Falckmanden hellere vil, og snart sidder hun højt på strå oppe i vognen, som drøner afsted ud mod gaten, mens Jens løber ved siden af. De kommer ombord i det store Norwegianfly, hvor Jens har reserveret sæder ved nødudgangen med ekstra benplads. En bøsig herre vil skille dem ad og påstår, at de sidder på hans plads og han har bestilt mad, og så vil han ikke få, hvad han har bestilt. En tililende stewardesse løser problemet, så manden får sin kødmad, mens Jens og Annette får det veganermåltid, han har bestilt. Manden fortsætter chikanen med at bemærke, at de slet ikke burde flyve, men istedet køre i tog, da de jo er veganere og klimatosser!

Flyet letter som sådanne gør og de falder ikke ned, men kommer opover skyerne og er snart i højde med Mount Everest, som Jens højlydt bemærker, er et passende sted at falde til ro i tracendental meditation, hvilket den bøsige herre irriteret tysser på. Så kommer veganermaden, og den kan Annette ikke lide. Hun siger puha og pøj, og Jens får lov at spise hendes, mens hun spiser resten af fluten med den norske ost. Efter 6 timers rolig flyvning lander de i Las Palmas internationale lufthavn og her sker der noget, de absolut ikke havde forudset. Falck manden, som hjalp dem på vej ud til gaten har i mellemtiden arrangeret, at Annette skal hentes i en stor ambulance sammen med en invalid svensker og et ældre nervøst ægtepar med rystesyge. Da de kommer hen til udgangen oppe ved cockpittet, står de to piloter og tager imod sammen med tre spanske kvinder i uniform og med skrattende walkie talkies, som de hele tiden råber ind i, mens de samtidig dirigerer en stor lift, som langsomt hæver sig op mod flydøren, hvor den stopper og lade to rullestole køre ind. En af dem forsøger de spanske kvinder at presse Annette ned i, og det bliver for meget for den gamle dame, som slet ikke aner eller forstår nogetsomhelst af, hvad der sker. Jens står et stykke bagved og kan ikke nå at gribe ind, før Annette, chockeret som hun er over den kaotiske situation, tager sig til ansigtet med begge hænder og giver sig til at skrige højt som en stukket gris!

Jens styret til og forsøger at berolige hende, men det er tydeligt, at hun er i panik, og det bliver ikke bedre, da de nu bliver bragt ud på liften, som i det samme sætter sig i bevægelse nedad i nogle gevaldige ryk. Hun skriger nu som en besat, og det er kun med nød og næppe og under opbydelse af alle sine mentale kræfter, at han formår at berolige hende så meget, at de undgår et politilhold og en hospitalindlæggelse på den lukkede afdeling. Tilsidst lader det spanske flypersonale dem slippe. Annette sidder i rullestolen, som Jens skyndsomst triller afsted med væk fra alle de “hjælpsomme” mennesker og ud til taxaholdepladsen, hvor de prajer en bil, som kører dem hen til den ventende lejlighed i Las Palmas, hvor de skal overnatte, inden de skal op i det lille indenrigsfly til El Hierro. Her står en rar mand og tager imod dem og sørger for, at især Annette får den bedste seng, idet det ligger hende meget på sinde at sove godt! Det er et stort rum med kolde hvide vægge og en sofa midt i, som Jens får tildelt. Ude bag en mur står dobbeltsengen, som straks forkastes, da den er for blød. Jens er begyndt at blive træt af alle de vanskeligheder denne rejse har pålagt ham og ønsker kun een ting, og det er at være alene. Desværre kan han ikke gå fra Annette, da hun højst sansynlig vil forsøge at gå en tur med stor risiko for, at hun bliver væk i den lille bys snævre gader. Klokken nærmer sig syv. Det er begyndt at blive mørkt udenfor.
Jens tager sig sammen og inviterer sin dame på en spadseretur ned til stranden. De går til en udtørret flod, som fører dem til en kulsort lavakyst, hvor nogle mænd står og fisker. Havet er uroligt og himlen gul-lilla  med optræk til storm. Jens gruer for flyveturen næste dag med det lille propelfly ud til en af verdens farligste landingsbaner, der ligger tæt op ad stejle klipper på øen, de vil besøge. Jens ved i bund og grund slet ikke, hvorfor han er taget afsted med Annette. Allerhelst ville han rejse alene, lige som han plejer, men udfordret af Annettes store ønske om at tage afsted for at komme ud og finde den mand, hun havde læst om, som havde fundet fred på El Hierro, sprang han på og tilbød at arrangere det hele og fungere som rejseleder for sin jævnaldrende kammerat.

De forsøger at finde en restaurant, hvor de kan spise aftensmad, men der er ingen. Istedet køber de noget brød, frugt og syltetøj i et lille supermarked. Det indtager de under en skarp loftslampe i det hvide rum, før de dejser omkuld på hver sit leje i den fremmede by på sydkysten af Gran Canaria.

Jens sover kun nogle få timer den nat. Inde ved siden af i Annettes rum lyder der ustandselig høje støn og mishagsytringer. Det er når hun vender og drejer sig og ikke kan finde ro i den alt for bløde seng. Selv må han op og tisse flere gange på trods af, at han er begyndt at tage nogle nye amerikanske piller mod forstørret prostata…

Således ligger de to 82 årige i hver sin seng i samme rum og skal for første gang gennemføre en nattesøvn sammen. Jens ligger først på den ene side så på den anden og tilsidst på ryggen, mens han lytter til Annettes snorken. Han kan bare ikke falde i søvn og har bange anelser om turens videre forløb. Det bliver dog endelig morgen.

Taxaen kommer kl 12 for at hente dem. Flyet afgår kl 15.40 og Jens skal finde ud af, hvorledes de kommer fra indenrigslufthavnen og over til deres Norwegianfly på tilbageturen, så de undgår en ny episode med panik og en skrigende Annette, når de skal hjem!
Han anbringer Annette på en bænk og stæser frem og tilbage for at lære vejen fra indenrigs til udenrigs, så de smertefrit kan komme videre på de små to timer, der er fra de lander og til de igen skal flyve tilbage til Danmark. Det lykkes ham at forstå den stor lufthavns indviklede terminaler, og beroliget over sin plans gennemførlighed gelejder han Annette gennem securitycheck, hvor hendes saks bliver taget fra hende uden hun hidser sig op af den grund!
Jens er ved at været lettet over, hvor fredeligt det hele går og finder en “Starbucks” kafé med to dybe lænestole og et lille bord. Annette vil op og købe kage og noget at drikke og sætter sig i køen på en stol, hun henter ved et bord, og som hun rykker frem efterhånden som der bliver plads. Hun har svært ved at stå op i længere tid, og folk i køen synes bare, det er hyggeligt med den gamle dame som rokker sig fremefter på sin stol!  De spiser kage og drikker the og freden begynder at falde over dem.
De to gamle mennesker på vej ud i verden mod nye æventyr!

Men flyvemaskinen venter. Den venter ude på startbanen med propellerne i skrigende fart.
Jens og Annette fik flyttet sig ned i afgangshallen hos de søde stewardesser, som forlangte at se både pas og boardingkort, som Jens havde lagt op på 2 mobiltelefoner, så de hver for sig kunne skanne og komme gennem lågen ind til røret, der førte dem til trappen op til det lille blåmalede Binter Canaria fly, hvor de fik en plads midt i kabinen og blev pålagt straks at tage maske på, for det gjorde man stadig i Spanien, endskønt coronaepedemien forlængst var ovre. Den smukke men noget stramtandede flypiccoline kastede sig straks bebrejdende over Annette, der først slet ikke ville bære maske og dernæst kun satte den for munden og lod næsen fri.  I fuld fart taxede de ud til start og fór med flere hundrede kilometer i timen frem og op gennem et tykt skydække, som hurtigt skjulte jorden, så de blev alvorligt i tvivl om piloten kunne finde øen. En lille time fløj de, indtil maskinen tog et brat dyk og de nærmest på klods hold passerede lodrette vulkanske lavasider, mens de slingrede nedad genne grå tågebanker. Jens sad og filmede det hele, idet han konstaterede, at det måske blev hans sidste film i dette liv!
Der var ingen landingsbane at se, før det øjeblik de satte hjulene på jorden. Det gav et ordentligt bump, hvor flyet skred en anelse ud til siden i betænkelig nærhed af klippekanten ned mod havet. Så blev farten bremset op, og de var landet på El Hierro!

De kære mennesker Robert og Nieve fangede først Annette i ankomsthallen og senere Jens, som kom dryssende i langsomt tempo overordentlig lykkelig over at være i live ovenpå den flyvetur! Det var deres hus, de skulle bo i, men før de kørte derop, måtte der provianteres inde i Valverde i et supermarked, hvor der blev købt mad ind til de næste par dage.

Det lille bjælkehus ligger højt over havet på en bjergside omgivet af buske, lavt krat og majestætiske palmer. Store kaktus, agaver og små nåletræer samt et utal af forskelligartede grønne planter dækker hele området. Små huse i grå og brune kulører ligge som klodser spredt over landskabet. Mellem dem løber smalle og meget stejle veje, og ad en sådan bevægede det lille selskab sig. Knapt havde man troet, at nu var de der, tårnede en ny nærmest lodret stigning sig op, som de måtte passere i første gear i rimelig fart for ikke pludselig at blive bragt til standsning med risiko for at styrte bagud ! – Her kommer jeg da aldrig op til fods, tænkte Jens. Annette udstødte hvin på hvin hver gang en ny bjergvej viste sig forude, men endelig hørte stigningen op og de drejede ind på et plateau foran indkørslen til huset, som de skulle bebo de næste 14 dage.

Der var stillet op til deres ankomst af værtsparret som præsenterede faciliteterne og viste om i haven, hvor der voksede gulerødder, som de godt måtte spise. Ret hurtigt forsvandt de imidlertid, og lod som om de ikke hørte Jenses bøn om at måtte blive kørt til lufthavnen om mandagen, hvor lejebilen skulle afhentes. Han måtte således se i øjnene, at han selv måtte finde vej ned ad den stejle skrænt til den nærmeste holdeplads for bussen til lufthavnen, hvor bilen stod. Det irriterede ham, men han sagde ikke noget for ikke at rage uklar med parret.

De var nu alene og Annette skulle selvfølgelig afprøve sengen, idet hun sagde, at hvis den var for blød, ville hun på hotel med det samme! Det var den ikke, så de blev i huset, lavede en kop the og gik så i seng.
Jens sov i stuen på en sovesofa, og Annette fik dobbeltsengen i soveværelset. Så var det arrangeret og de sov natten igennem, hver på deres måde med hyppige toiletbesøg og rømmen sig og hosten i søvne og i vågen tilstand. Der var lidt krig om hvem der skulle have den tykke dyne. Annette vandt og Jens måtte kryb ned under 3 lag tynde vattæpper, der ikke ydede nok beskyttelse af hans kuldskære fødder, som måtte forsynes med sokker for at holde kulden ud heroppe i 1500 meters højde. Han drømte om varme strande, hvor han kunne dykke og faldt så endelig i søvn.
Den følgende dag blev de i huset. Gik et par småture og konstaterede, at ret langt kunne de ikke komme, før de stødte på nærmest lodrette nedkørsler, som det ville være umuligt at gå tilbage ad, hvis især Annette, som fik åndenød ved selv den mindste anstrengelse, skulle med. De holdt sig derfor på platauet, hvor de trippede rundt et par gange indtil det blev aften og de atter tørnede ind.

Nu i et særdeles anspændt humør var Jens, der om morgenen måtte afsted for at hente bilen i lufthavnen. For at nå bussen nede i Mocanal skulle han gå hjemmefra i bælgravende mørke ad disse djævelsk stejle hjulspor, hvor belysningen ene og alene blev frembragt af en søvnig måne delvist skjult af hastigt forbipasserende skyer. Derfor havde han (gudskelov) medbragt en kraftig pandelampe, nærmest som anede han, hvad der ventede ham. Den tog han på og bevægede sig forsigtigt ud i mørket. Med bittesmå skridt for hele tiden at have sikkert fodfæste gik han nedad og nedad den næste time til han endelig nåede hovedvejen, hvor busstoppestedet var. Han troede han havde god tid, men bussen kom et kvarter tidligere end planlagt, og det var i sidste øjeblik han fik den standset og kom med. Han skulle skifte ved politistationen, hvor han mødte en hippie, som netop havde været oppe og betale sin bøde for besiddelse af cannabis. Denne tilbød ham en joint, hvilket han afslog uden dog at være uhøflig, og de fik en hyggelig samtale på vej ud til lufthavnen, hvor hippien skulle rejse til Lanzarote, mens Jens jo skulle hente sin bil hos AVIS.
Han var i god tid. Bilen skulle først afhentes kl 12. Han vidste ikke, hvor det skulle foregå, men en venlig dame i receptionen forklarede, at det foregik ude på parkeringspladsen. Så var der ikke andet at gøre end at vente, hvilket han gjorde og brugte tiden på at arrangerer en transportør til at bringe Annette fra det ene fly til det andet, når de engang skulle hjem. De havde kun 2 timer til skiftet, og Annette var jo nemt panisk og dårligt gående.
Manden fra AVIS dukkede op. Han talte hurtigt spansk og manipulerede Jens til underskrift og kreditkort overlevering på et øjeblik, hvorefter han forsvandt. Jens nåede således ikke at kontrollerer dækkene, som senere viste sig at være totalt nedslidte!

Nu var han i bil, og så var det hele meget sjovere – og nemmere! På få minutter var han hjemme ved den opkørsel, han tidligere havde slidt sig ned ad. I første gear steg han op og parkerede udenfor deres hus, hvor Annette var stået op og klar med frokosten. Længe varede det ikke før de havde spist og pakket til deres første tur i bil, hvor de for alvor skulle ud og opleve den fantastisk ø!

Andet afsnit.

Nu vil jeg idag den 14 november, 4 dage inden vi skal rejse herfra (El Hierro) gå fra at skrive på min hjemmeside til at skrive på pages, da internettet heroppe på vores bjerg er så elendigt, at hvert andet ord, jeg skriver, falder ud, og det er jo ikke så godt, vel kære læser?

Jeg skulle netop til at beskrive vores første tur med bilen, som førte os ned til kysten på vestsiden af øen til en badegrotte ved navn Pozo de las Calcosas, da nettet faldt ud, og jeg måtte gå i seng med uforrettet skrivesag. Nu er der atter gået en dag, uden jeg har fået skrevet noget, så hermed turen, som jeg erindrer den.

Annette ville gerne ned til kysten, og det ville jeg også, så vi blev hurtigt enige, da jeg vendte hjem med bilen fra lufthavnen, hvor jeg havde hentet den hos den veltalende AVIS mand, om at køre afsted. Ned ad den stejle vej med de mange farlige sving, hvor en modkørende bil  øjeblikkelig vil medføre en alvorlig situation.
– Der kom ingen bil, og oplivet af vores held, valgte vi at fortsætte tværs over hovedvejen og lige lukt ind i, hvad der senere viste sig at være det rene helvede!
I begyndelsen gik det meget godt. Vi snoede os langsomt ad de små veje mod kysten, som vi troede lige var rundt om det næste hjørne, men som hele tiden viste sig at være længere og længere nede. Endelig nåede vi en plads, hvor vi kunne stille bilen og gå ud og kigge hen over en mur ned til havet, som stadig lå nogle hunderede meter  under os. Bølgerne var enorme, og denne Pozo viste sig at være ganske oversvømmet af en voldsom brænding.

Jens prøvede at finde ud af, om der gik en vej ned til et sted, hvor de kunne bade, men det så helt umuligt ud. Der var en smal stentrappe, som førte til nogle hytter og en pool, der nok om sommeren kunne være det sted med krystalklart vand, man så på fotografier, men som nu  var en kogekeddel af brusende vandmasser. Annette stod oppe ved bilen og nærmede sig kun tøvende, da Jens råbte til hende, at det var omsonst at forsøge at gå derned.

De blev derfor enige om at køre videre, og hvad var mere indlysende end at fortsætte ad de små snoede veje op langs kysten til det lille badested Tamaduste.

Jens havde sin mobiltelefon koblet på google map, og her så det ud til, at der var en direkte rute derover. De kørte derfor afsted i fuld tillid til google-damens vejledning.
I begyndelsen gik det meget godt. Der var nogle stejle snoninger, som de passerede fint, men med eet blev vejen smallere og meget stejl, så stejl, at selvom de kørte i første gear, havde bilen svært ved at trække dem op.
Engang gik de i stå på en vej med over 40% stigning, og da begyndte Annette at skrige, for bag dem lå afgrunden flere hundrede meter nede.
Jens mærkede koldsveden på ryggen, mens han krampagtigt holdt fast i håndbremsen og stemte foden hårdt i bremsepedalen, idet han gassede op. Så slap han bremserne og udløste koblingen. Hjulene fór rundt uden at gribe ordentlig fat i grusvejen (de nedslidte dæk…), og et øjeblik så det ud, som om de skred bagud. Der var ikke andet at gøre end at standse igen og holde fast på begge bremser.

Annette var hvid i ansigtet af angst og forsøgte i sit vanvid at springe ud af bilen og skubbe bagpå.
– Stop, for helvede, råbte Jens. – Kan du så se at komme ind igen. Vi prøver endnu en gang, så skal det nok gå.
Annette adlød og satte sig ind.
De prøvede igen, og ved et guds under lykkedes det bilen at få så meget greb, at de kunne komme op ad bakken og hen til et stykke vandret vej, hvor de kunne køre videre.
Googledamen sagde, at de skulle til venstre ad en sidevej næste gang, og de havde ikke anden udvej end at følge hende. De kunne ikke vende på det smalle grusspor, så de kørte, som hun sagde, men det skulle de ikke have gjort, for nu blev vejen endnu smallere og var stadig ret stejl. Bilen begyndte at lugte af brændt gummi og overbelastning af det elektriske system. Jens blev klar over, at denne deres første tur på El Hierro nemt kunne blive deres sidste. Det er en vulkanø med lodrette fjeldvægge, som styrter sig i havet, og vejene er overalt snoede serpentineveje langs dybe afgrunde.

Langsomt bevægede de sig opad, da de mødte en mand, som stod og gravede. Jens standsede og spurgte ham, hvorledes de kunne komme op på en større vej. Han rystede på hovedet. Den eneste måde var lige frem, men som han sagde, var den meget stejl og smal. Dog endte den oppe på hovedvejen, men som sagt, – den var svært stejl!
Det var lige, hvad de havde brug for! Endnu en udfordring og angstfyldt situation, men der var heller ikke nogen vej tilbage, så de takkede manden og kørte videre.
Stejlere og stejlere blev det, da de endelig nåede opkørslen til hovedvejen. En lille smal cementopkørsel, som mundede ud direkte i modsat retning af det ene spor på hovedvejen, hvor bilerne ville komme frontalt mod dem, når de kørte op. Der var ingen mulighed for at holde og orientere sig på den skrå flade. Det gjaldt om at sætte i første gear og køre op i eet hug!
En bil nærmede sig, satte farten ned og standsede, da føreren opdagede Jens og Annettes bil stikke snuden frem nede fra den lille tilkørsel.
Annette var sprunget ud og vinkede til kvinden bag rattet, at hun skulle holde stille, og i det øjeblik satte Jens fuld kraft på motoren, slap koblingen og med et voldsomt hop kom bilen op på hovedvejen, og de var frelst!
Fuldstændig udmattede satte de kursen mod Tamaduste og besluttede, at de aldrig mere ville stole på googledamen.
Især ikke på El Hierro!

Nu på rimeligt store og asfalterede veje varede det ikke længe, før de kunne køre ind i den lille bys snævre gader, hvor de fandt en parkeringsplads tæt ved trappen, som førte ned til den store pool med direkte adgang til Atlanterhavet. Kraftige bølger sendte dønninger ind langs brede trappetrin med gelænder, hvorfra den badende kunne bevæge sig ud i vandet. Der var anlagt en træbro hele vejen rundt, og her mødte de en gruppe nordmænd, som de kom i interskandinavisk snak med. Det var turister ligesom dem selv, og de fortalte, at vandet var 26 grader og aldeles udmærket. Jens sprang i med det samme for at dulme sine nerver ovenpå den oprivende tur. Annette foretrak at vente oppe på en bænk under en parasol og snakke med nordmændene.
Da Jens var færdig med at svømme rundt i poolen, løb han op til et lille supermarked og købte brød og nogle bananer og chokolade til Annette.
De var enige om at tage tilbage en anden dag, hvor Annette også ville bade og Jens forsøge at dykke med sin snorkel og se på fisk.

 

-Så skal vi lige have lidt direkte fra skuffen… (Skriver Jens.)

-Det er et mærkeligt forhold det her mellem mig og Annette. Jeg ved ikke hvorfor, men det virker, som om vi faktisk har det meget godt med hinanden på trods af vore små skærmydsler. Det skyldes måske, at vi kender hinanden fra gammel tid. Jeg prøver at følge hendes ønsker uden samtidig at blive underlagt hendes til tider lidt kaotiske lune.
Vi går små ture op til gederne, og hun holder mig på armen for at få støtte. Hun går ikke særlig godt, men kommer dog frem i små bidder.
-Jeg er jo fuldstændig i mit es, når vi er nede på La Caleta stranden, og Annette nyder vandet lige så meget som jeg, og hun er fantastisk i sin begejstring over Atlanterhavet, som hun svømmer/flyder rundt i, mens hun udstøder sine besynderlige brumme og grinelyde. Men en gang imellem bliver jeg lidt sur, når hun vil bestemme, og jeg synes det er urimeligt. Jeg indser dog hurtigt, at hele denne tur er på hendes præmisser og indordner mig hendes luner i venlig stilfærdighed.
Jeg indser, at jeg også har brug for lidt ro, og det er der rigeligt af heroppe på Calle Artinga blandt geder, palmer og grønne bjergskråninger.
Jeg laver mad til hende hver dag, og det glæder mig, at hun nyder det. Hun er meget besværet af sin alderdom. Jeg er friskere og kan til tider være lidt ærgelig, når hun siger, at nu vil hun hjem; når jeg sagtens kan nå et snorkeldyk mere nede i La Caleta. Men jeg har lært at bøje af.
I de første dage var det svært, når jeg syntes, hun bestemte for meget og ville køre turen efter sit eget hoved, men nu har jeg indset, at det er meget godt for mig at indstille mig efter hendes rytme. Jeg går små ture, maler og tegner lidt og skriver som her om aftenen, når hun er gået til ro.
Udenfor blæser det helt vildt, men vinden er mild og varm. I går kom der en mus løbe de ind under min seng.
Jeg sover godt heroppe og føler en meget stærk ro strømme ud fra stedet og bjergene omkring.
Godnat.
PS. I morgen skal vi på museum og se kæmpe lizard. (Firben på 60 cm!)

Følgende dag:

Det var dødsygt at se de stakkels store paddedyr ligge livløst  bag glasruden, som nysgerrige turister passerede forbi. Jeg gik udenfor i solen og satte mig på en sten, mens Annette forbrugte de 10 euro, det kostede at bevæge sig omkring  i dette refugium for fortidsøgler. Der var osse nogle gamle huse, som de oprindelige indbyggere på El Hierro boede i. De kom fra Nordafrika, og der er stadig mennesker på øen, som nedstammer fra berberne i Marocco. En plakat afbillede disse folk, mens de gjorde sig til gode med fortidsøglerne på spid over bål. Det mærkelige var bare, at disse var hvide og lignede skandinavere. Måske det skyldes, at man er flov over at nedstamme fra sorte…

Gudskelov mente Annette, at vi skulle køre til La Maceta, hvor der er store åbne bassiner, man kan bade i, godt beskyttet fra brændingen og det brølende hav. Jens sprang begejstret ned blandt de tyske damer, som lå og kørte rundt i den kraftige strøm.
Annette sad oppe på en bænk og vinkede. – Det var så smukt det hele! Ellers kunne hun godt blive vred og ville bestemme, og så måtte Jens  bare makke ret. Men den dag var der frit spil til at bade, og han nød det!

Nu sidder han den næstsidste aften i stuen med den sædvanlige flue, som jager gennem luften som en forvildet russisk misil. Han er lidt træt og har ondt i sin tandlægenakke, som han smører med “Traumel” efter sin datters anvisning.

Han skriver:

I dag var vi først inde i Villa Valverde, som er hovedstaden på øen, og købe frimærker til Annettes uendelige mængde af postkort. Hun har nok skrevet over 20 postkort, og da jeg bemærker, at hun har en stor vennekreds, svarer hun, at hun aldrig ser dem. Det er blot, så de ved, hvor hun er!   (e-mail og computer skal man ikke foreslå. Det afviser hun kategorisk med et fnys!)
Vi var osse i lufthavnen, da dækkene jo viste sig at være under al kritik. Det lykkedes at få AVIS til at skifte dem på et lille værksted overfor benzinstationen. -Tak for det!
En punktering i en kurve med flere hundrede meter ned til siden er ganske sikkert en dødsdom!

Onsdag den 9 november.

En meget berømt grotte med isblåt vand, fisk og et fantastisk reflekterende lys er ifølge “Lonely Planet” Cozo Azul. – Der skulle Annette og Jens selvfølgelig hen.
I strålende sol  drog de afsted med godt humør og oplevelseslyst. Et stykke vej kørte de langs vestkysten, som skråner stejlt mod havet, og hvor alle tilkørsler sker ad små snoede serpentineveje.
De snirklede sig frem mellem tørre blåsorte buske og knudrede lavasten. Havet var synligt, men stadig dybt nede. De huskede den fatale tur til Pozo des las Calcosa, og ville nødig gentage den. Til sidst hørte vejen op, og de kørte ind på en plads med et massivt rækværk foran en stejl mørkebrun skrænt med en smal trappe, som førte ned til grotten.
Den var fuldstændig overskyllet af store bølger!

Det var øjensynlig “off season”, for her var heller ingen mennesker. Fra en mast blafrede et gult advarselsflag, som fortalte, at det ville være uansvarligt at begive sig ned i det oprørte hav.
De besluttede (eller Jens gjorde), at så kunne de lige så godt, nu de var i gang, køre videre ned til øens sydspids La Restinca. Det var også der danskeren, som Annette havde læst om i et blad, skulle bo. De fortssatte derfor ad smalle snoede veje, der efterhånden som de kom frem, lå tættere og tættere på de dybe kløfter og stejle skråninger, som strækker sig hele vejen rundt om øen.
Det er kun en tiendedel, der rager op. Det resterende breder sig dybt under havet i et enormt areal af vulkaner, som er forbundet med hinanden, og som udgør det Canariske arkipelag.

Jens kørte stille og roligt, men på trods af det sad Annette og krammede bilens armlæn og udstødte angstskrig, når de drejede langs de afgrunde, som hele tiden åbnede sig i den side af vejen, hvor hun sad.
Efter nogle timers kørsel nåede de toppen af en vulkan og gjorde holdt. Landskabet var pragtfuldt i sit grøngule klæde af vilde buske og blomster. Dybt nede lyste havet mørkeblåt, og på begge sider af stedet, de stod, hævede enorme lavabjerge sig.
Ikke en vind rørte sig. Der var musestille.
Annette og Jens gik tavse omkring og følte sig på en mærkelig måde hjemme her under himmelkuplen på den nøjsomme jord.
De kørte videre og kom ind i en stor pinjeskov, hvor vejen snoede sig mange kilometer. De mødte kun få biler og havde således det store område helt for sig selv.
Denne snoen sig ind og ud mellem træerne, hvor lyset kastedes tilbage fra de irgrønne nåle og lysebrune stammer var berusende. Efterhånden indfandt der sig en stille rytme i Jenses kørsel, som virkede beroligende på Annette. Hun livede op og kom med begejstrede tilråb over al den skønhed, de passerede.
Det viste sig snart, at hvad de i begyndelsen havde troet var en smuttur, i virkeligheden var en heldags ekspedition!
Klokken var over to, da de endelig kom ud fra skoven og kunne se byen La Restinca og havnen ligge under dem.
I store bugter løb nedkørslen direkte til havnekajen, hvor en invalid-parkeringsplads  ved siden af en udendørs fiskerestaurant blev valgt som endemål. (Annette er dårligt gående, så Jens mente godt, de kunne forsvare at bruge rullestol-symbolet som holdested!)
Få minutter efter, at Annette var blevet anbragt ved et bord, og en tjener havde modtaget bestilling på tuncrocetter og sværdfisketallerken med friteret gemüse samt vand til dem begge, løb Jens ned til en lille strand inde i havnen, smed tøjet og sprang på hovedet i vandet.
Han dykkede og svømmede et par omgange, gik i dusch og kom så op til Annette, der i mellemtiden havde fået maden serveret og sad og fodrede  en flok små søfugle med brødet og tuncrocetterne til stor forargelse for tjeneren på den fine havnerestaurant!
Fisken var upåklagelig. Store regulære fileter stegt i olivenolie helt uden ben. Sprøde ristede peber, løg og agurkestykker og små skiver stegt tomat. Brødet (det der var tilbage efter Annettes dyrevenlighed) var friskbagt og vandet perlende og køligt. De spiste og  nød sceneriet med de mange lystsejlere, som bragte minder frem i Jens, der i sin tid havde besejlet farvandet mellem de Canariske øer i sin Sagitta sejlbåd, hvor han havde overvintret på La Palma, en ø ikke langt fra El Hierro.

Mens Jens sad og drømte om den forgangne tid, gik Annette på sine skæve gamle ben op ad den smalle gade, der førte fra havnen og ind i Restinca by og satte sig under et halvtag sammen med nogle lokale mænd, der hold siesta.
Jens betalte for måltidet, rejste sig og gik efter hende og fandt hende i snak med en lyshudet ældre herre med blå kasket. Han var nordmand, fastboende og kendte godt denne “El Capitan” eller Niels K.J. Nielsen, som han havde mødt for flere år siden. Så vidt han vidste , var manden død, men alligevel var det en stor fornøjelse for Annette at få en slags “kontakt” med danskeren, som endelig havde fået fred fra sin alvorlige eksem under den Canariske sol. Hun havde medbragt en artikel fra ugebladet, hvor mandens historie var beskrevet med billeder af ham selv udenfor sit hus, og nordmanden nikkede bekræftende, da han så det. Det var ganske tilfældigt, at nordmanden netop sad på den bænk, hvor Annette slog sig ned, og både Jens og hun var enige om, at det var et lykketræf!

Nu skulle de tilbage en lang tur op langs den østlige kyst gennem El Pinar og Janama og havde bange anelser om bratte stigninger og snoede veje.
Overraskede blev de imidlertid, da vejen op over øens ryg viste sig at være ganske jævn og lige. På kun en time førte den dem direkte til deres hus. Annette udstødte et jubelskrig over at være så hurtigt hjemme, og snart sad de i det lille køkken og spiste en stor skål salat, som Jens havde tilberedt af modne advocado, saftige løg, faste tomater, agurk, rød peber, hvidløg og en mængde grønne oliven uden sten altsammen overhældt af gylden olivenolie og en ualmindelig velsmagende lokal balsamico, som især Annette satte stor pris på.
Det var Jens, der hver dag lavede maden. De købte ind i et stort supermarked i Valverde og sørgede for altid at have friske grøntsager, brød, mælk og margarine.
Det gik helt fint det med spisningen, og bagefter hørte de dansk radio over internettet, når det da ikke gik ned, og de måtte nøjes med landlige lyde fra får og geder, som gik frit rundt i området. (Ofte et langt bedre alternativ!)
Stedet var var et under af vild natur blandet med menneskelig aktivitet i form af stengærde, som skærmede den frugtbare vulkanske jord fra skred og dannede grobund for en lang række vegetabilier, især kartofler og gulerødder, som også voksede i haven, der hørte til huset, og som Annette gravede op og føjede til Jenses salat.

Efter deres katastrofale køretur var de som tidligere nævnt havnet i den lille by Tamaduste, hvor de besluttede, at de en dag ville tilbage og bade.
Denne dag var nu oprundet og efter en god nats søvn med adskillige tissepauser fra dem begge, gjorde de sig klar til at køre ud.
Jens havde lagt ruten, de kørte, på sin navigator; og selvom de havde dårlig erfaring med googledamen, var det alligevel en god sikkerhed, når blot de holdt sig til de større hovedveje. De ankom til Tamaduste et godt stykke op ad formiddagen, og der var allerede mange badegæster, som lå og solede sig eller svømmede rundt i det store bassin. Jens fandt en skyggefuld plads under en parasol, hvor Annette kunne sidde og skifte til badetøj. Han holdt sig parat til at hjælpe den 82 årige gangbesværede kvinde ad de stejle trin mod vandoverfladen, som var en del oprørt af udefra kommende Atlanterhavsbølger.
Annette steg forsigtigt ned på de glatte cementsten, mens hun holdt i et stålgelænder med sin venstre hånd og i Jens med sin højre. Han gik hele tiden foran hende parat til at gribe, og hun kom således helt i vandet, da pludselig en stor bølge ude fra havet bragede ind langs molen ved siden af trappen og væltede den gamle dame omkuld, så hun trimlede bagover med en sådan kraft, at Jens havde meget svært ved at holde hende oven vande. Det skræmte øjensynlig ikke Annette, der følte sig tryg ved gelænderet og Jenses hånd. – Hun rullede rundt som en sæl og dykkede hovedet ned i de hvirvlende vandmasser og skreg så højt af glæde, at nogle af de solbadende unge spaniolere kom ilende til og spurgte om der var noget, de kunne hjælpe med!
Det var Annettes første havbad på El Hierro, og det blev ikke det sidste…
Hun kom op og ud af vægtløsheden i vandet, hvorefter de gik til et lille supermarked og købte modne advocado, store tomater, vand og nybagte flutes, samt små søde lokale bananer, som de indtog på bænken langs kajen i gensidig enighed om, at livet på ingen måde kunne være bedre, end det var nu.

Natten var det bedste ved opholdet i hytten, syntes Jens. Når Annette efter megen stønnen og pusten var gået til ro, og de enste lyde var hundeglam, der ekkoede forskellige steder i mørket langt borte, listede Jens ud på verandaen og lod sig overvælde af stjernehimlen med den store Orion konstellation, der som en kæmpe sommerfugl båret af Arcturus og Betelgeuse styrede direkte ned på hans nethinder. Mars var også altid tidligt på færde og blafrede ildrød deroppe på firmamentet.
Han nød stilheden ovenpå den lange dag sammen med sin veninde, der ikke altid var lige nem, fordi hun var meget frygtsom under deres køreture mellem de stejle skrænter og dyb slugter. Han måtte samle al sin ro og koncentration under kørslen ad de smalle veje, mens hun ustandselig kom med angstskrig og råb, somom de var lige ved at falde ned.
Hans erfaring med hendes skrigen, gjorde ham usikker i sin kommunikation, idet han ikke vidste, om han skulle føje hende, når hun hidsede sig op over ingenting eller skulle prøve at markere sig med fast hånd, når hun blev hysterisk. Det kom ofte til sammenstød især i begyndelsen af deres rejse, hvor de kom til at stå overfor hinanden næsten som fjender.
Med tiden glattede de skarpe kanter sig dog ud, og den daglige rutine med madlavning og lange gode samtaler under måltiderne gjorde, at de igen fandt et fælles trav, som befordrede deres videre færd på denne besynderlige tur.

La Caleta er et badested med store åbne pools bygget ind i klippen i forskellige niveauer. Vandet i dem er filtreret havvand, som på østsiden af øen er mere roligt med mulighed for snorkeldykning fra moler med trapper, der fører ned i revlignende områder med en rig bestand af forskellige fisk og havdyr at kigge på.
Det var lige noget for Jens, som havde medbragt et dykkersæt, han brændte efter at tage i brug.

De spiste deres morgenmad med mysli og papaya og gjorde sig klar til afgang. Klokken halv ni tittede solen frem oppe over bjergkammen. Natten havde været kold. De sov begge med tykke sokker for ikke at fryse om fødderne og tre lag vattæpper for at holde kroppen varm. Solen fik hurtigt magt, og en time senere begyndte lun luft at blæse ind i deres lille hus. De pakkede deres ting og gik ned til den blå citroën over nogle brædder, deres værter havde lagt på gruset. Hver gang måtte de passe på ikke at falde over brædderne og indkørslen, der var meget skrå. Jens holdt i Annettes rygsæk, mens hun fik skubbet sig ind på forsædet, hvor den blev anbragt mellem hendes fødder. Han måtte vende bilen for at komme den rigtige vej, og det var ikke nemt  med de høje stenmure på begge sider. Det gjaldt om ikke at få den mindste ridse, som straks ville koste Jens hans depositum, hvilket han var meget øm over!
For at være sikker på at køre den rigtige vej havde han både sin Ipad og sin mobiltelefon med i en holder på instrumentbrættet med ledninger, som snoede sig ned om gearstangen. Det var lidt kompliceret, men en god hjælp, når de skulle navigere ad de indviklede veje. Nedkørslen, de skulle ad for at komme til El Mocanal, hvor vejen Hi 5 ind til hovedbyen Valverde løb, var meget stejl og smal. Hvis de mødte en modkørende bil, kunne det blive farligt. Var de ikke var istand til at bremse op og køre ind til siden, ville de støde sammen. Jens sad hele tiden og holdt på håndbremsen, mens han sneglede sig nedad i første gear. De kom frelst ud på hovedvejen og kørte videre gennem småbyer med huse som byggeklodser i gule og røde kulører.
Vejen til La Caleta gik langs lufthavnen. Her drejede de til højre og kunne snart efter parkere lige ved trappen, som førte ned til badeområdet. Jens åbnede bagageklappen og gav sig til at samle deres ting. Da han  var færdig, opdagede han, at Annette var stået ud af bilen og forsvundet. Han blev nervøs, for der var stejle skrænter på begge sider, og langs molen længere fremme brusede havet dybt nede.
– Tænk, hvis hun var styrtet ned! Han havde ansvaret for sin ældre kammerat og ville helst hele tiden have et øje på hende. Hen begyndte at lede og gik langs kysten, men der var hun ikke. Så gik han op i den lille by til købmanden i håb om, at hun sad uden for butikken, men der var hun heller ikke. Det var utænkeligt, at hun på egen hånd havde begivet sig ad de stejle trapper ned til poolområdet. Alligevel valgte han for en sikkerheds skyld at gå hen og kigge efter.
Nede i den ovale pool med isblåt vand sad Annette på en trappe med kroppen halvt nedsænket og vinkede op til ham og råbte: “Hej!”
Et kort øjeblik blev han vred og tænkte på at skælde hende ud, fordi hun var blevet væk og havde gjort ham nervøs, men ombestemte sig og råbte: “Har du det godt?”, og hun svarede glad op mod ham, at det havde hun og vinkede tilbage.
-Sådan var hun, tænkte han. Man kunne aldrig helt vide, hvor man havde hende; men det var netop charmen ved at være på ekspedition med Annette!

Han fandt en skyggefuld plads til dem begge under et klippefremspring, som det lykkedes ham at hamre hovedet op i, idet han rejste sig for tidligt. Altså var det ikke Annette, som kom til skade, men ham selv. Typisk!
Men det skulle ikke afholde ham fra endelig at komme ud og dykke!
Annette måtte lige have lidt hjælp til at få den våde badebluse krænget af skuldrene, og så var han på vej. Først hen til den sydlige moles metaltrappe, der førte ned til den eftertragtede verden under vandet. Han kom ned på andet trin, da en mægtig bølge ramte ham bagfra, så han nær var trimlet omkuld. Et øjeblik blev han bange og greb ivrigt fat i stigen for ikke at blive suget væk. Han stod lidt og ventede på roligt vand, men snart efter kom en ny stor bølge og overskyllede ham. Det blev hurtigt klart, at her skulle han absolut ikke prøve at komme ud, da han næppe ville være i stand til at komme op igen. Han kravlede derfor op ad stigen med uforrettet sag og temmelig ærgelig, da i det samme en smuk fransk kvinde tiltalte ham og fortalte, at hun havde set hans vanskeligheder med at komme ned i vandet. Hun rådede ham til istedet at forsøge fra den nordlige mole, hvor vandet ikke var så oprørt. Jens rødmede klædeligt og forsøgte at besvare hendes anbefaling på skolefransk, da hun slog over i perfekt engelsk og fortalte, at hun boede på øen, hvor hun havde slået sig ned, efter hendes mand var blevet dræbt ved en trafikulykke. Hun svømmede hver dag en halv kilometer og dykkede langs kysten, hvor der var masser af smukke fisk at se på. Jens tog glad mod rådet og gik over til den anden trappe, hvor vandet ganske rigtigt var mere roligt. Han tog sine dykkerbriller på og stak snorklen i munden og kom denne gang nemt ud i havet.

– Endelig, tænkte han, – er jeg havnet i det element, jeg holder allermest af!
Han gled langsomt, som fløj han, hen over havbunden med suset af hans eget åndedræt gennem tuben hængende i ørene. Det var mageløst! Store stimer af bittesmå slanke sølvfisk indhyllede ham med lynsnare skift, og langs de lodrette sider svømmede store brune og røde aborre og spiste af tangplanterne. Nede på bunden levede små farvestrålende dyr, som alle var igang med et eller andet. Jens var også igang, – med at se og suge til sig. Nu og da svømmede et stort sildelignende væsen tæt hen til hans ansigt, stirrede ham ind i øjnene og sagde: – Nå, så du er kommet her ned for at besøge os. Pas nu godt på, at du ikke drukner. Du har jo ingen gæller!
Jens spurgte, hvad fisken hed og fik det svar: – Hernede hedder vi ikke noget. Vi er her kun, og det er nok.
Han svømmede længere ud, hvor dybet begyndte at antage denne sortblå farve, som viser, at der er meget langt til bunden. Han havde hørt, at havdybden rundt om øen kunne være flere kilometer. Dernede var det bælgravende mørkt.
Derfor den sortblå farve…
Efter således at have flydt vægtløs rundt i det  maritime miljø en halv time kom han til sig selv og steg som nyfødt op af vandet.
– Fantastisk! råbte han til Annette, som sad på en bænk og solede sig. – Det var vildt flot!
– Var der mange fisk?
– Sindsygt mange og skide flotte. Det var skønt. Jeg elsker det!
– Det var godt, svarede Annette. – Skal vi snart have noget at spise? Jeg er sulten!
– Ja, ja, ja, nu kommer jeg lille frue, spøgte jens. – Der er en parasol og et par stole udenfor købmanden. Der går vi op om et øjeblik og køber noget mad og noget at drikke.

Hos købmanden var der store modne tomater, hvidløg, brød og en skål grønne oliven, som de tog med ud til et lille bord . Her spiste de. (Jens fik hvidløg galt i halsen og måtte løbe væk, så meget hostede han!) Han fik osse sendt en masse billeder afsted til nær og fjern, fordi nettet var godt, hvad det ikke var oppe på bjerget, hvor det nærmest var fraværende.
Det var et livligt sted, de sad. Byens samlingspunkt med evigt rend fra og til og højlydt og lynhurtig spansk palaver, de ikke forstod et ord af. Men det var dejligt at sidde i den varme luft under parasollen og bare være der.
Annette og Jens.

Der var en anden vej ned til Mocanal uden om det stejle bjerg. Den var lidt længere, men mere behagelig, og den tog de næste dag. Det var Annette, som havde fundet den på kortet. Hun var meget optaget af hvilke veje, de kørte og af at forstå deres beliggenhed i forhold til bjergene og kysterne. Hun kunne bruge timer på at sammenligne kort og studere guiden fra “Lonely Planet”, som Jens havde printet ud og medbragt. Når de kørte, beskrev hun, hvad de passerede og bad Jens om at stoppe bilen, når der var noget særligt, de skulle se. Undervejs blev et par små hvide heste udpeget som stoppested, og Annette, som er gammel hestepige med egen hest i mange år, skulle selvfølgelig ud og klappe dyrene på mulen. Der var også nogle får, og mens hun klappede og hilste på dyrene, filmede Jens sceneriet med sin lille iphone 6, som tog udmærkede billeder og film. Han ville lave en reportage af deres rejse, som han senere kunne redigere og gøre til en film, han kunne give sin rejsepartner.
Længere fremme ad vejen ønskede hun at standse ved et keramikværksted med tilstødende butik, hvor man kunne købe lokalt kunsthåndværk. De blev modtaget af en lille mand med stort fuldskæg, som smilende tilbød dem tørrede bananer, som han stod og skar til og ordnede på en rist, hvor de kunne ligge i solen. Inde i baglokalet hang der musikinstrumenter og tøj, og overalt på borde og stole flød det med alverdens mystiske ting. Annette fik straka øje på en hel bunke postkort, som hun kastede sig over og ville købe med det samme. Hun var som tidligere nævnt besat af at skrive postkort, og når Jens foreslog email og fortalte, hvor nemt det var at sende hilsner over nettet, lo hun hånligt. Postkort med rigtige frimærker skulle det være og dermed basta!
Hun købte også et blåt halstørklæde med guldstjerner og en lille gedebuk betrukket med hvidt skind. Til sidst faldt hun for en kop af keramik, som hun også ville have
Jens passede økonomien og fremdrog de nødvendige euro efter at have handlet prisen lidt ned uden at blive uvenner med ejeren af butikken, som også kendte “El Capitan” fra Restinca, men nok mente, at han var død.

I Valverde fyldte de benzin på bilen, og så fik Jens den idé, at det var tryggest, hvis de havde to mobiltelefoner, begge med simkort. Han henvendte sig til “Vodafon”, men måtte opgive, da han havde glemt sit pas. I stedet betilte han pizza til dem begge i restauranten, hvor Annette var blevet sat til at vente, mens han var hos “Vodafon”. Den kom og var faktisk udmærket med ristede champignon og smeltet lokal gedeost på en lækker sprød bund. På vej hjem var de i supermarked og købe ind. Salat, brød, ost og mælk, samt vand i store 10 l dunke, da vandet i huset ikke kunne drikkes.

Dagen derpå begyndte med et øredøvende skænderi mellem de to rejsende.

Om morgenen var Jens frisk, vågen og klar til at køre ud på nye eventyr, men det var Annette åbenbart ikke. Hun ville ikke afsted, da hun mente, at risikoen for at styret ned ad de stejle bjerge var alt for stor. Jens blev lidt irriteret, da han mente, at han jo kørte både forsigtigt og ansvarligt. Han følte sig pludselig omklamret af Annettes angst, og det gad han simpelthen ikke. Han sagde, at hun skulle tage sig sammen, men netop denne opfordring/henstilling var for meget for Annette, der hidsede sig op, og i løbet af få sekunder begyndte at skrige højt, at hun ikke ville høre på “ordre” fra andre om, hvorledes hun skulle opføre sig. Hun fortsatte sit skrigeri. Det fik Jens til at banke hånden hårdt ned i bordet og råbe, at nu var det nok, og at hun kunne rende ham noget så læsterligt!
Så gik han ud. Han måtte have luft. – Væk fra denne hysteriske kvinde, tænkte han. Han gik en tur op på bjerget til gederne, som kiggede deltagende på ham gennem deres smalle iris. Han faldt til ro og gik tilbage. Annette havde lavet the og sad og læste. Ingen af dem sagde et ord. De var klar over, at der, hvor de lige havde været, skulle de ikke hen igen, – og de kom det heller aldrig mere. Det blev klart for Jens, at rejsen måtte være på Annettes præmisser. Det kunne ikke være anderledes. Han var den stærke og erfarne rejsende. Hun var den svage og frygtsomme og måtte beskyttes. Ikke flere angreb. Ikke mere krig.
– Fra nu af har du vetoret, sagde han stille.
Annette forholdt sig tavs.

De blev i huset hele den dag. Gik små ture hver for sig. Jens fik sine akvarelfarver frem fra kufferten og gav sig til at male deres udsigt med de mange små træer, buske og blomster.
Det krævede tid og koncentration, som ophævede den rastløshed, der havde grebet ham, og som måske var den egentlige årsag til hele miseren.

Lørdag morgen havde Jens indstillet sig på ikke at køre ud, og det kom som en overraskelse for ham, da Annette fremlagde planer om en tur over på den østlige kyst til øens store færgehavn Puerto de la Estaca. Her anløber færgen fra de andre canariske øer, og der skulle også være en strand, Las Playas i nærheden, hvor de kunne bade. Jens var fyr og flamme. Han skulle bare lade Annette køre løbet, så kom de ud på så mange udflugter, han kunne ønske. – Fint, tænkte han, og så tog de afsted.
Hver gang, de lagde kursen over mod den østlige side af øen, måtte de ned forbi lufthavnen. Det var en spektakulær rute ad kurvede veje langs blødt formede vældige lavamasser, hvis overflade tiden havde slidt, og som nu var beklædt med et mørkegrønt lag af ensartede buske, der fik den til at fremstå, som var det huden på et stort dyr.
Hele El Hierro VAR et stort dyr! Et levende væsen med buldrende mave, som nu og da kom i udbrud, sidst i 2011 i forbindelse med eruptionen på La Palma.
Alle de canariske øer hang sammen. Når noget skete på een ø, havde det indflydelse på alle de andre i arkipelaget.
Det var også det, Jens følte, når de kørte. Han mærkede en varme på sin skulder, der dæmpede frygten i de angstskrig, Annette udsendte. Det var lige som øen talte til ham.
Allerede de første dage oppe i hytten mærkede han det. Han sank ind i sig selv, når landskabet og den levende jord gavmildt bød sig til. Han faldt til ro, og alt gled friktionsløst. Efterhånden også forholdet til hans rejsekammerat, der ellers i begyndelsen havde været ret kompliceret.
De drejede ad den sidste kurve, lagde lufthavnen bag sig og kørte ind i en tunnel. Annette blev skrækslagen over det pludselige mørke, og Jens måtte berolige hende med, at det var kortvarigt. Snart sås lys forude, og kort tid efter kørte de ind på en parkering tæt på Puerto De La Estaca.
Der var ingen ledige pladser ud over dem med kørestolmærket.  Annette skulle lige finde sine ben og stod et øjeblik og pustede, mens Jens løb over og prøvede at danne sig et indtryk af stranden ved siden af havnen. Sandet var kulsort. Nogle tomme træskure, en enkelt parasol og et par solbadende var, hvad der var at se. Det var drønvarmt, og det eneste, Jens tænkte på, var at springe på hovedet i vandet, men Annette stod deroppe og ventede, så det kunne ikke nytte noget.

Fra havnepladsen lød høj skrattende musik. Da de kom nærmere, blev de klar over, at der var søndagsmarked med børnekaruseller og madboder, blafrende kulørte flag og et rend af lokale familier i larmende spansk humør. Annette fik øje på et telt med udstilling af lokalt kunsthåndværk, som hun straks styrede imod. Jens måtte oversætte, men det hele var alt for dyrt. Annette blev utålmodig. De kunne lige så godt tage over til stranden, men da hun så det sorte sand og den triste beliggenhed, ville hun videre.
– Der ligger en længere henne, der er bedre, sagde hun.
– Er den ikke god nok? spurgte Jens, hvis pande drev af sved. Men det syntes Annette ikke. Hun ville videre til en, der, som hun sagde, havde hvidt sand.
– Ok, sagde Jens. – Så gør vi det.
De kørte videre ud langs kysten, der var forrevet med store sorte klippeskær og en brusende brænding. – Det ser ikke godt ud, tænkte Jens, men Annette insisterede:
-lidt længere henne kommer det. Bare fortsæt lidt endnu. Det står på kortet, som jeg sad og kiggede på derhjemme. Det hedder Las Playas. Helt sikkert!
De kørte et par kilometer mere og kom til et sted, hvor de kunne parkere overfor noget, der lignede en strand, men her var sandet stadig kulsort, og den så øde og uindbydende ud.
Annette stod møjsommeligt ud af bilen og gik over og inspicerede:
-Her vil jeg ikke være, råbte hun. – Det er ækelt. Sandet er helt sort!
– Sådan ser det ud, fordi det er vulkansk, svarede Jens.
– JEG ER LIGEGLAD! skreg Annette. – Jeg vil til Caleta. Der er rent. Her er beskidt!

Op i bilen med hele pivetøjet og tilbage igen ad samme vej med snoede serpentine bugtninger forbi lufthavnen, gennem tunnelen ned mod Tamaduste og endelig forbi deres lille købmand, hvor der kun er plads foran indkørslen til en mark, som Jens skønner ikke bliver brugt. Annette går i forvejen ned mod børnepoolen, som hun plejer at bade i, men den er halvtom, og hun må tage det store bassin med blåt atlanterhavsvand, som Jens hjælper hende ned i med forsigtighed, så hun ikke skal trimle omkuld på den stejle trappe.
Så flyder hun som en ballon i vandet.
– Det er dejligt, råber hun og griner.
Jens kommer også ned i vandet, og så svømmer de som to glade frøer rundt og nyder endelig at være nået frem.
Senere, mens Annette slapper af på en sten i skyggen, tager Jens sine dykkerbriller på, begiver sig ud på molen og ned i vandet ad den lodrette stige og kaster sig i dybet.
Han vender sig om, tager snorklen i munden og forlader alt og alle og begiver sig ind i en mystisk verden blandt stimer af slanke torpedofisk, rødmossede trompetdyr og virkelige monstre, som får ham til at gyse inde bag de duggede briller.
Så er han renset. Klar til nye udfordringer og stiger op til sin veninde, som siger:
– Jeg fik en mand til at hjælpe mig af med den våde trøje!
Et stykke derfra står en høj  mørkhåret spanioler og griner.
– Hun har vist været ude med snøren, tænker Jens, men hun skal da også have lidt sjov på turen, hun er jo trods alt 82!

Tilbage i hytten efter en lang begivenhedsrig dag laver Jens spagetti med sovs af tomat og champignon, revet spansk ost, som Annette elsker og en stor skål advocadosalat med den lækre balsamico dressing og godt med hvidløg og oliven. Jens får et halvt glas lokal rødvin til. Annette drikker ikke vin. Kun vand.

Mandag skal de på posthuset. Ubetinget. For Annette skal bruge flere frimærker til sine utallige postkort. Hun har artiklen om “El Capitan” med og viser den frem. Der bliver stort postyr og løben  frem og tilbage, da en politibetjent, som netop ankommer, viser sig at kende danskeren og henviser til en bar i El Pinar, hvor en tysk dame angiveligt skulle have informationer om ham.
– Der tager vi hen, siger Jens.
– Jeg ved ikke, om  jeg orker mere, siger Annette.
– Du bestemmer, svarer Jens, og så bliver sagen om “El Capitan” lagt til side. Foreløbig…

På vej til Valverde er de inde hos de to keramikkunstnere, hvor Annette har glemt sit halstørklæde, og hvor hun investerer i to store maracas med lokale motiver, samt endnu flere postkort. Jens er bekymret for, om hun kan have det hele i sin rygsæk, men det mener hun, sagtens hun kan.
Lidt længere henne ad vejen ligger et af øens mest kendte udsigtssteder “Mirador de la Pena”, som er toppen af det nordvestlige bjergmassiv, hvor der er bygget et komplex af haver med gange, som fører ud til balkoner, der hænger på klippen med udsigt over hele den vestlige kyst mange hundrede meter nede. Bag haverne ligger en stor restaurant helt i glas og med servering fra terrasser, der svæver i luften under himlen højt over det mørkeblå hav. Det hele er tegnet af arkitekten César Manrique, som gennem hele sit liv kæmpede mod den stigende turistificering af de Canariske øer. Derfor findes der ingen store hoteller på El Hierro og heller ikkke på Fuerteventura, hvor det ligeledes lykkedes ham at holde byggevanviddet og kapitalinteresserne ude.

Jens gik omkring og nød den storslåede udsigt og det velanlagte og diskrete byggeri. Annette var kun ude af bilen et øjeblik, så blev hun svimmel af at kigge ned og måtte sætte sig ind igen. Hun brød sig ikke om stedet, og da Jens ville derop en anden gang, nægtede hun.
– Jeg bliver i bilen, så kan du gå rundt. Jeg skal ikke nyde noget. Der er alt for langt ned. Jeg bliver svimmel!

Tiden nærmede sig, hvor deres ophold skulle slutte, og de sidste indkøb måtte foretages. De havde fundet et stort supermarked i udkanten af Valverde, hvor de handlede ind. Grøntsager, ost, brød, mælk og margarine, så var køleskabet fyldt op, og de havde nok til resten af turen.

Når de kørte ind til byen passerede de et mærkeligt monument helt i cement og hvidt som flødeskum. Det bestod af to store hoveder med hver kun et øje. Der var også en borg med soldater, og det hele var bygget op over kasserede køleskabe og vaskemaskiner. Borgen var lavet over smadrede biler, der var brugt som skelet inde under cementen. Det var meget mærkeligt og skulle skildre nationaldagen; den dag da El Hierro blev selvstændig. Alle øens børn havde været med til fremstillingen, hvor de hver havde presset et lille stykke farvet glasmosaik ind i cementen, inden den størknede.
– Jeg forstår ikke en skid af det hele, sagde Jens.
– Det gør jeg heller ikke, svarede Annette.
– Jeg tror, det skal  beskrive El Hierros kamp for økologi og genbrug, og hovederne mangler ikke det ene øje, – nej de blinker til os for at fortælle om deres fidus med at bruge gamle biler og køleskabe til  ny kunst.
– Meget muligt, svarede Annette tørt.

De kørte hjem gennem El Mocanal, hvor Jens lige nåede at købe to modne advocado i det lille supermarked, inden de drejede ad den stejle vej op mod huset, hvor de nær blev torpederet af en vanvittig mand i rasende fart på vej ned.
Om aftenen gik Jens alene hen forbi gederne og  videre ad en smal sti rundt om bjerget og satte sig på et stengærde, mens himlen skiftede fra lyseblå til rosa og derefter gråsort på 10 minutter.
Palmernes tyste silhuetter og de små kids brægen var en berigende stund for den gamle mand, der vendte tilbage til huset og sin rejsekammerat med lyst og optimistisk sind.

“Ecomuseo de Guinea Lagataria” var et must for dem begge!
Det er et “frilandsmuseum”, hvor de oprindelige beboeres huse er opført, og hvor man kan se kæmpefirbenene i levende live.
Disse reptiler er enestående for El Hierro og er truet som art. De blev fanget og spist i stor stil af berberne, som kom sejlende fra Nordafrika, slog sig ned og næsten udryddede bestanden. Man forsøger nu at få dem til at formere sig og sætte dem ud i naturen igen,
Alt det skulle de selvfølgelig opleve og kørte afsted mod vestkysten, hvor museet lå. På vejen ville Jens lige et smut op forbi udsigten fra Mirador de la Peña Pena – meget mod Annettes vije.
– Jeg står ikke ud af bilen, sagde hun. – Jeg bliver svimmel af det sted!

De skulle også gennem en lang mørk tunnel, som Annette heller ikke kunne lide, men endelig kom de frem og parkerede i skyggen bag en mur.
Det var meget varmt. Annette pustede og råbte på vand. Jens bragte hende en flaske og gik så ind og købte billetter til rundvisningen.
De fik net og hjelm på hovedet, fordi de skulle ind i en vulkansk grotte med risiko for at støde ind i de skarpe klipper. Annette havde svært ved at gå i det smalle spor og blev støttet af en ung mand fra museet.
Det så ud til,  at de to sagtens kunne klare sig uden Jens, der slog sig ned i skyggen under et træ og ventede på, de kom tilbage.

Turen skulle afsluttes inde hos de meget omtalte firben.
Det var et stort terrarie, hvor dyrene lå og sov. De var svære at se, og gruppen diskuterede ivrigt, om der overhovedet var nogen. Til sidst fik de øje på to, som blev fotograferet, og så var det slut.
– Det var der ikke meget ved, sagde Jens.
– Men den unge mand, som hjalp mig, var sød. Kan du ikke give ham nogle penge?
– Jo, jo, jeg giver ham 10 euro.
Jens styrtede rundt for at finde den unge mand, men han var som sunket i jorden, og han ville ikke give pengene til de andre ansatte, som måske ville stikke dem i lommen selv, – tænkte han.
Til sidst fandt han manden og fik overrakt pengesedlen, og så kørte de endelig. Ned til La Maceta og det var en anden historie!

I stedet for den trykkende varme og tunge atmosfære af fortid og dyremishandling lukkede kysten sig nu op med enorme bølger og skumhvid brusende brænding.
La Maceta er flere store bassiner skærmet fra havet af stenvolde, som tager kraften af det indstrømmende vand, så man kan svømme i det uden fare for at blive knust.
Der var allerede nogle, der lå og plaskede rundt derude.
– Gå du bare ned og svøm, sagde Annette. – Jeg bliver heroppe og ser på.
Det var lige, hvad Jens havde brug for! Han greb sit badetøj og håndklæde, løb ned ad trappen og lå nogle øjeblikke efter i det lune Atlanterhavsvand godt beskyttet af poolkanten. Bølgerne væltede ind og satte hvirvler i vandet, der gjorde det svært at holde sig fast. Han fandt dog stigen og kom sikkert på land. Da han kiggede op, så han Annette stå og vinke til ham.
Han filmede hele sceneriet, mens han kommenterede, som han havde for vane. Begejstret over det store havs enorme kræfter, vulkanbjergenes vældige tyngde og sin egen ubetydelige lidenhed i alt dette besynderlige, som var hans liv.

De sidder og taler sammen ved morgenbordet den næste dag. Annette fortæller:
– Det, der gør mig bange og nervøs er, når du siger, at så må jeg klare mig selv. Når du bliver sur over, at det hele ikke går efter din pibe, så trækker du dig ud af fællesskabet og bruger isolationskortet. Det gør mig nervøs. Sså skriger jeg af nød, og det må du forstå.
Jens er tavs en tid, så svarer han:
– Ja, jeg kan godt se det. Det er mit sidste forsvar at lukke mig inde i mig selv. Eller at true med det, og det er ikke i orden. Det kan jeg godt se.
De spiser deres mysli i stilhed. Atmosfæren mellem dem er blevet udluftet efter tilståelserne.
Snart er de i gang med at planlægge de sidste dage af deres ophold på El Hierro.
– Jeg må på posthuset igen, jeg har ikke flere frimærker, siger Annette.
– Jeg vil osse gerne ind til byen i dag. Mit simkort til den anden mobil virker ikke her i Spanien, så jeg vil prøve, om jeg kan få et andet, som virker. Hos “Vodafon” igen på hovedgaden. Måske vi kunne holde der?
De bliver enige om at tage ind til byen og bagefter se, hvad der sker.

Det er svært at finde en parkering til bilen i de smalle gader i nærheden af “Vodafon”, og Annette må vente et stykke derfra i en café, mens Jens løber ned for at få sit spanske simkort sat i mobilen. Det tager tid. Damen i butikken taler i telefon i lang tid, og Jens står og tripper og tænker på Annette, som sidder og venter. Han kan ikke lide, at lade hende være alene længe. Han har lært, at hun pludselig kan blive desperat, og så ved man ikke, hvad der sker. For hver dag, der går, føler han større ansvar for hende, når han ser hendes skrøbelighed. Det er klart, at han skal være mere omsorgsfuld, end han var i begyndelsen af rejsen, hvor han opfattede hende som en kammerat på linje med sig selv og ikke som det skrøbelige menneske, hun er.
Endelig bliver simkortet sat i, og han skynder sig tilbage til cafeen, hvor Annette slet ikke er utålmodig. Hun har i mellemtiden bestilt en stor pizza, igen med champignon og ost og sidder og gnaver.
– Vil du have et stykke?
De spiser og hygger sig. Jens får en cola, og så tager de til stranden. Til Caleta, som er deres favorit, fordi Annette har nemt ved at komme i vandet med de mange trapper og gelændere, hun kan holde fast i, og Jens kan dykke og se på fisk.
Om eftermiddagen slår de sig ned hos købmanden under hans parasol og spiser tomat og oliven, mens de underholder sig med en franskmand, som er pianist på et krydstogtskib, der ligger nede i Puerto de la Estaca. Han rejser  verden rundt med de rige, tjener gode penge og har fuld forplejning ved at spille Cole Porter 2 timer hver aften ved middagen.
Hjemme i huset laver Jens kartoffelsuppe, salat med balsamico og en stor omelet med blød bund helt efter Annettes ønske.
Bagefter hører de dansk radio over nettet, – hvis der er forbindelse. Det er en god øvelse, når det falder ud, at gætte sig til, hvad der bliver sagt. Det danske folketingsvalg bliver præsenteret i brudstumper, som faktisk giver større mening, end hvis udsendelsen blev bragt i sin helhed!

Jenses undren er stor, da Annette den følgende morgen udbryder:
– Du kan da godt tage alene afsted til Maceta og bade i dag, hvis du har lyst.
Jens bliver forbavset. Det har hele tiden ligget ufortalt i luften, at han ikke skulle lade Annette være alene hjemme, mens han kørte ud med bilen. Hvis der skete noget, og hun faldt eller sådan noget, skulle han være i nærheden, men nu har hun øjensynlig fået en så stor tryghed ved huset og omgivelserne, at hun godt tør være alene i nogle timer.
– Tror du virkelig, du kan klare at være her, mens jeg kører til Maceta og bader?
– Selvfølgelig, siger hun, og det virker overbevisende, så han pakker sine badeting og drager afsted.
Det er første gang, han er ude og køre uden Annette, og det føles helt mærkeligt. Han savner hende ved sin side med hendes kommentarer og små angstskrig, når de kører ind i en farlig kurve. Han skal hele vejen ned ad bjerget og gennem El Mocanal for at nå ud til kysten. Han skal også gennem den lange mørke tunnel og glemmer at tage sine solbriller af, så han ser dårligt, indtil det går op for ham hvorfor. Da han kommer ud af tunnelen, tager han dem på igen og føler sig bedre tilpas, nu han er ude i lyset.
Vejen til højre leder ham let ned mod Maceta, hvor han parkerer bilen.
Han tager sit badetøj og går ned ad stentrappen, som fører til det brølende hav og den store pool. Der er ingen i vandet, men nogle tyske herrer sidder på stenkanten og passiarer.
– Her I været i? spørger han.
– Du kan roligt bade, det er ikke farligt, siger de og griner.
Han skifter og går hen til bassinkanten. Havet udenfor er oprørt. Store bølger slår ind over. Han tager mod til sig. Helt alene er han. Ingen Annette, som sidder oppe og vinker til ham. Han kravler ned ad stigen og styrter ud i de frådende vandmasser. Nu er han væk. Har givet sig skæbnen i vold og kaster sig rundt og dykker og fnyser og mærker, han kan bunde, og det gør ham tryg. Han bliver i vandet længe. Da han stiger op ad stigen igen og står på bredden, råber han til tyskerne:
– Jeg er nyfødt! Det er, fordi man ikke er helt sikker på, når man springer ned i det inferno af vand, om man kommer frelst op igen. Det er det, at man føler, at man tager en chance, der gør det så fantastisk at bade her!
De nikker og ler:
-Ganz richtig junger freund!

Jens føler sig 70 år yngre efter det bad og kører lykkelig tilbage gennem tunnelen og op til Annette på bjerget, der idet han ankommer, er i færd med at vande planterne foran “deres” hus.

Aftenen den sidste dag tilbringer han på et stengærde, mens han maler kaktusser og palmer i det blå lys, som sænker sig over landskabet, lige efter solen er gået ned. Han bliver vemodig, for han ved, han vil komme til at savne det hele.
Men sådan er det nu engang.
Intet varer evigt.
– Udover nuet, er der en stemme inde i ham, dr siger, og det stiller ham tilfreds.

Jens var bekymret for bilen, de havde lejet, og kørte derfor meget forsigtigt for ikke at få den mindste skramme. Han havde sat sit kreditkort som garanti og ønskede at aflevere den personligt i lufthavnen hos en AVIS medarbejder før de skulle flyve. De drog derfor afsted allerede kl. 8 for at være i god tid til at returnere deres citroën.
Da de ankom, var der ingen til at modtage bilen, og Jens måtte løbe frem og tilbage for at få en medarbejder til at komme og hente køretøjet.
Imens lå Annette på en bænk og sov.
Da bilen var afleveret i uskadt stand faldt en  sten fra Jenses hjerte.
Han fik fat i en kørestol til Annette, og sammen boardede de det lille blå “Binter” fly til Las Palmas og alt gik fint.
I lufthavnen i Las Palmas stod der en stor sort afrikansk mand parat med en ny kørestol til Annette, og så kan det nok være, de fik fart på! Han stæsede afsted udenom alle kontrolposter, så de undgik at få endevendt deres bagage og blev ført direkte i transit ud til gaten, hvor de sågar havde tid til at nyde en sandwich og noget vand!
Flyveturen med den store Norwegian maskine forløb helt uden problemer. De fik deres veganske måltid, og i Kastrup tog de en taxa ud til deres Metro hotel, hvor de gik på hovedet i seng.

Om morgenen  var der buffet, som de nød, mens de talte om den fantastiske tur, de havde været ude på sammen.
– Tænk at jeg overlevede det, sagde Annette. – Det er næsten ikke til at tro på. Måske ER jeg død, og det her er en drøm.
– Det tror jeg ikke, svarede Jens. – Jeg føler mig mere levende end nogensinde, og det skyldes ikke mindst dig min kære ven! Du har været den bedste rejsekammerat, jeg nogensinde har haft.
Annette så Jens dybt i øjnene og sagde så:
– Jeg er kommet til at kende dig på en hel ny måde. I gamle dage på Bornholm, da vi var unge, var vi ikke altid de bedste venner, men denne rejse har ændret mit syn på dig. Jeg er virkelig kommet til at holde af dig!
– Jeg elsker også dig, svarede Jens.

Så sad da de to gamle mennesker overfor hinanden ved et bord i kælderen under Cabinn Metro, mens brunchens folk myldrede til og fra de store buffeter, og græd af glæde over hinanden og over deres fælles vellykkede tur til den lille ø El Hierro.

Det var meget rørende!

På hovedbanegården var der travlhed, og billetkontoret havde lang kø. Jens hjalp Annette med at købe billet til Århus i en automat i stedet for. Der var ikke lang tid, til toget mod Ålborg skulle afgå. De kom ned med rulletrappen og fandt vognen, hun skulle sidde i. En sidste hånd og et sidste skub bagi, og hun var oppe i kupeen.
– God rejse Annette! råbte Jens, da toget langsomt bevægede sig ud fra perronen.

Så var han alene – igen – og fandt sit tog mod Nykøbing, der skulle afgå om et kvarter.

SLUT

 

En dag i livet.

 

Fejø, Femø, Askø, lilleø, vejerø o.s.v ligger de der, alle de små øer med hver deres særpræg. Den lokale befolkning hilser venligt på een, når man spadserer forbi. Hønsene går frit ude på vejen og hakker i æblerne, som ligger overalt, da der lige har været æblefestival.
Vinden piver slemt i nabobådens mast. Det er som dommedag nærmer sig, og det gør den jo på en måde osse. Men det er godt at komme lidt afsted væk hjemmefra den lille hule i Lysmøllegade. Det er godt. At sidde her nede i kahytten og gynge blidt fra side til side, mens bølgeskvulpet sender kluk kluk lyde op gennem skroget.

Bestilte en ny (brugt) mac computer mini i dag til at redigere film på, da den gamle, jeg havde arvet fra Suien, gik caput, idet jeg forsøgte at tilføje en ekstra usb indgang med en hub, som skulle have strøm, og det kunne den øjensynlig ikke tåle. Den sagde bare et lille uskyldigt “klik”, den røde lampe i hubben lyste kortvarigt op, og derefter var computeren død. Effektivt dræbt af mig selv i min evige trang til at eksperimentere. Nå, men så må jeg have en anden, og det blev en mini, da jeg har en stationær skærm. Den kommer i næste uge, og det bliver spændende, om jeg får det til at virke, så jeg kan fortsætte mit filmredigeringsprojekt.
I morgen tænker jeg mig at sejle tilbage til Bandholm. Det bliver nok en hård tur, for som sagt, så blæser det slemt. Men det er lige ud, og jeg kender vejen, så det går nok. Når jeg kommer i havn, påbegynder jeg vinter opbevaringen ved at tømme al motorolien ud og skifte filter. Så ny olie, for på næste lørdag skal lille “Gith” op af vandet og over og stå, støttet af to bukke med udsigt til dromedarerne i Knuthenborg park! Når det er sket, er kun tilbage at køre kølervædske gennem Bukh motoren, sætte vinterpressenning over kahytten og så i øvrigt starte forberedelserne til den kommende rejse til El Hierro sammen med søde gamle Annette.

Jo tak, man keder sig ikke!

 

Carrer de Vicenc Cuyas 9 piso 6 b Palma de Mallorca.

Det var vel nogle forrygende dage, må man nok sige, ja. Så tidligt op som nogensinde i mit lille hus i Bandholm, nok klokken ét, da jeg jo skulle nå flyet i Kastrup, som afgik klokken seks. Pyha, for en tur ind ad motorvejen i mørke efterhånden som lyset brød frem over Avedøre holme. Parkeringspladsen P19, den billigste, var bestilt på forhånd og voldte ikke videre kvaler, men I gud, hvor mange biler der er parkeret der! Det er som om hele verden skal ud at flyve, hvad den måske også skal… Jeg fandt min plads, og der står min seng i bilen og venter på mig, når jeg kommer tilbage og skal op hos Suien og Oscar og gå tur.

Men nu er det morgen i Palma på 6. etage hos Luz, som tog vel imod mig og gav mig et lille værelse med seng og skab og stol og et håndklæde. Jeg bor i hendes lejlighed og kan bruge køkkenet, og det er meget fint. I dag skal jeg hvile ud. Det har været meget intenst det hele. 5 dage er ikke meget, og når man har så meget, man skal nå, kan det hele godt blive lidt presset. Men sådan har det mærkværdigvis ikke været. Jeg har nået alt, og det har været fint.
Straks jeg landede, var der kun eet i mit hoved, og det var at komme i Middelhavet, så jeg tog, efter indlogeringsproceduren var overstået, flux ned til tobaksudsalget og købte et busklippekort. Derefter afsted mod “ses Illetes”, hvor Jonathan og jeg sidst nød badelivets glæder. Hele denne tur er “memory-lane, kan jeg godt mærke, men det gør ikke noget. Er faktisk meget praktisk, når man kender stederne.
Cala Nova er en eksklusiv lille strand kilet ind mellem den store hvide selvlysende marina og en gammel boligkarré med afskallede vægge. Man kan enten tage en elevator ned til stranden, hvis man er handicappet, eller man kan forsigtigt bevæge sig ad cementtrappen, som fører under de store nåletræer ned til den lille strands gule sand. Vandet er turkis, der sidder nogle få unge piger på deres håndklæder og bliver brune. Børn leger i vandkanten, og oppe på en lille klippe i skyggen under skærmende pinjer sidder en gammel mand. Her slår jeg mig ned.

Det vand lokker, og i løbet af få sekunder er jeg af tøjet og ude i havet. Jeg tog afsted i morges og ligger allerede og skriger af glæde over min krops sammensmeltning med det blå dyb. Små fisk snor sig om min mave og vil nippe død hud af mine ben. Jeg er ankommet.

Så går vi lidt baglæns.
Det er altid godt at vide, hvor man er. Dertil bruges telefonen med goggle maps, som hele tiden lader mig navigere trygt rund i Palmas gader. Jeg har fundet ud af, at min ladeledning er kaput og vil derfor foretage  en expedition til “Media Markt” ude i den anden ende af byen for at investere i en ny ledning. På vejen får jeg af en hvidhåret dame med rollator oplysning om en “Mercadona” forretnings beliggenhed ved en lille park med bænke, hvor jeg beslutter mig til på tilbagevejen at stoppe op og spise morgenmad.

Ude i “Mediamarkt” er stemningen elektrificeret og syntetisk velduftende fra de mange mobiltelefoner, tv, støvsugere o.s.v. der befinder sig her. Jeg finder straks en ungersvend med logo på ryggen, som fremskaffer den nødvendige ledning, hvorefter jeg i ro og mag kan indtage en i “Mercadona” indkøbt friskpressed appelsinjuice og nogle nybagte integralboller, som deles med et par duer og en gråspurv.

Ses Illetes er stranden, Jonathan og jeg besøgte forrige år. Bus nr 4 går derud ad Av. Joan Miro langs de gamle “dansker” restauranter fra Spies tid. Den ligger nede bag en bakke omkranset af nåletræer og blinker op mod mig i al sin paradisiske blåhed. Her er mange mennesker. Det er søndag og vejret er strålende. Solen bager ned på kroppene, der slanger sig i sandet for at opnå den eftertragtede brunhed. Jeg vandrer omkring efter badet, tørrer badebukser og inspicere kødudstillingen. De mange numser, som alle følger solens bevægelse, som var de anemoner på en varm sommerdag!
Parrene ligger og er par. Vennerne ligger og er venner. De gamle ligger med deres rynkede hud og tænker sig unge, og den lille dreng begraver sin røde plastictraktor i vådt sand, som han straks skyller af for igen at begrave den. Den lille pige står og kigger på ham, men taber interessen og går ud og bader. Min krop bevæger sig langsomt rundt og betragter og suger indtrykkene til sig, og lader dem passere for at lade nye indtryk komme til. Tøjet ligger oppe ved klipperne, hvor nogle spanske ungmøer har slået sig ned under en parasol. De smiler venligt til den gamle mand og fungerer som overvågere af mine ejendele. Mobil, penge, nøgler til lejligheden og kreditkort, som for guds skyld ikke må blive væk (stjålet). Derefter går jeg forsigtigt ud i vandet. Det krystalklare, først lyseblå, senere mørkeblå og tilsidst dybt, dybt blå, og lader mig suge mod bunden af havet, hvorfra alting kommer, og jeg møder mig selv igen en gang. Igen, igen og igen leves livet hos den gamle mand, som kalder sig Jens, men som for så vidt kunne hedde hvadsomhelst.

Bagefter. Altid bagefter. Aldrig før. Før eksisterer ikke. Kun bagefter. Således skrives der altid lige nu om bagefter.

Bagefter sidder han oppe på klippen ved siden af en anden gammel mand og bryder et integralbrød, som han spiser tilligemed en stor orange mandarin, der er let at skrælle, især når man har en lille trækniv, som fulgte med det veganske måltid, Norwegian meget venligt serverede i flyet.
I vandet bag klipperne har en andemor med 7 ællinger taget plads og gnasker ganske fornøjet i søgræsset, som gror på stenene, mens hendes børn ser til og lærer, hvordan man gør. En familie med far, mor, bedstemor og lille unge i vogn pusler og spiser medbragt pasta, som faren tålmodigt serverer for sit barn. Jens sidder og betragter skuet og føler sig godt tilpas, mens han gumler på et mandarinstykke. Sådan hele tiden sker der noget omkring ham, som fanger hans opmærksomhed. Tanken væver sig uhindret ind og ud ad virkelighedens spind, så man snart ikke kan kende forskel på den ene og det andet. Meget interessant.

Oppe hos fruen i huset på 6 sal er der rent og pænt. Man har fået lov at låne køleskabet og fået sin egen hylde. Her ligger brød, nøddesmør, vindruer og andre gode ting indkøbt nede om hjørnet i det lille supermarked. – Også denne særdeles lækre guavamarmelade-blok, som er en  nydelse på friskbagt flutes.
Jeg må bruge af hendes ingefærthe, hvilket jeg gør.

Om aftenen, når jeg kommer hjem fra de lange vandreture i by og på land, ser jeg først drtv, som er en fad omgang med al den krig, som øjensynlig aldrig hører op. Den ene afløser den anden. Eller osse er det bare den samme krig, som fortsætter og har været igang, så længe man kan huske. Menneskenes evige krig på ord, tanker og ideer.        Forklaringer, som kræver berettigelse og i sidste ende bliver en kamp med våben om ståsted. Derfor slutter jeg mine aftener af med en episode af “The mentalist” på HBO. Serien er godt skruet sammen. Underholdende og ukompliceret. Sover derfor godt bagefter.

En gang i tidernes morgen, nærmere betegnet i 1974 sad den skrivende under et stort egetræ oppe i den lille bjergby Deia på Mallorca og vågnede op. Simpelthen. Indtil da havde han sovende fulgt andres mening om, hvem han var. Bevidstløs var han skubbet frem af de mennesker, der omgav ham og af det syn, de havde af ham. I et glimt gik det op for ham, at det var løgn det hele. En helvedes bunke forestillinger stablet op i hans hoved fra den første gang han så dagens lys. Det forsvandt som dug for solen, og i stedet trådte et uberørt landskab af utrolig ynde og dybde frem foran ham og bød sig til. Han tøvede ikke et sekund, men trådte ind.

Det havde enorme konsekvenser at se sit tidligere livs trivialitet og ensformighed gennem nu åbnede, vågne øjne. Alt blev forandret og forandres stadig for denne nu snart 82 årige gamle mand, som skriver dette og som kalder sig Jens Michael Høy.

Derfor skulle jeg selvfølgelig til Deia. Selvfølgelig skulle jeg det. Op og se til “La Vigna Peqena de Marcus Colon” som huset  yderst på forbjerget, der støder op til Cala, hedder.
Bussen gjorde holdt, og jeg steg ud i en vidunderlig morgen med solen lige netop tittende frem over Tramuntanas bjergtoppe. Det første ord, der optrådte i mine tanker, var “toilet”!  Turen ad de snoede veje med mange bump havde sat gang i min indre peristaltik,og det hastede! Først spurgte jeg inde ved en lille købmand, men de havde for travlt til at svare. Et luxuriøst hotel afviste mig med ordene: “Kun for cliente”  og så var jeg lige vidt. Indtil en ældre kvinde fik løst min kvide og  høfligt førte mig hen til det nydeligste offentlige toilet. Det blev klaret, og turen ud ad vejen med havet i forgrunden og de mange ældgamle oliventræer langs siden kunne tage sin begyndelse. Snart nåede jeg ned til “mit” træ, som stadig stod og kejsede som om intet var hændt i de mange år, der var gået.

Jeg satte mig lidt og lod freden og stilheden sænke sig over mig. Så gik jeg videre, for nu skulle jeg ned til “mit” hus. Men her måtte jeg gøre regning uden  vært, for huset var totalt demonteret.  Nærmest en ruin, og ud fra brokkerne kom en gøende blodhund med savlet frådende om kæberne. Den fór lige i benet på mig, mens jeg forsøgte at flygte ud gennem den lille låge, jeg altid brugte, når jeg skulle ned og bade. Men lågen var låst med en tyk kæde, og lod mig ikke slippe ud. Jeg sparkede til hunden og kastede mig over hegnet i sikkerhed for det rasende dyr. Med nød og næppe undgik jeg at rulle videre ned ad skrænten flere hundrede meter mod cala og havet. Jeg fik  nogle gevaldige knubs og en lærestreg. Aldrig søge efter fortiden mere. Det er i bedste fald spild af tid. I værste fald livsfarligt.

En smal sti leder mig ned mod Cala Deia, som ligger og glimter i blåt lys. De forkrøblede buske og ældgamle nåletræer gør nedturen jungleagtig og nu og da farlig, når stenene, jeg træder på, skrider under mine fødder. Jeg må passe godt på ikke at falde her, da der er mindst 50 stejle meter ned. Til sidst når jeg et dige, jeg ikke kan komme over. Jeg kan tydeligt se bådene nede i den lille havn og ærgrer mig over at måtte kravle et godt stykke tilbage, før jeg finder en udvej gennem en tunnel, fårene har lavet. Så står jeg ved poolen, for sådan een er det. Den ligger glasklar ude for enden af den sliske, fiskerne bruger til at trække deres både på land. Her slår jeg mig ned ved siden af et ungt par. Manden er overlegent ligegyldig, kvinden snakkesalig. Jeg værdiger dem et blik eller to og giver mig derefter til at smide tøjet. Et rask spring og jeg havner i det glasklare vand. Chokket er overvældende. Herligt et indre skrig og kroppen dykker og svømmer og plasker og er lykkelig.

Nu kommer et aldrende ægtepar forbi, mens jeg tørrer mig med det blå håndklæde. Han er træt og lige ved at falde på de glatte ophalerbjælker. Hun må støtte ham og virker irriteret over sin mands klumpsighed. Jeg ser dem og er tilfreds med at være alene.

Jeg var her sammen med mine børn for nogle år siden. Den gang var der mange brandmænd, som vi fangede. Det er der ikke nu. Derfor tager jeg billeder og sender dem over “Messenger”. Jeg ringer også til min datter og høre nyt om børnebørnene. Så er der orden i tingene. Jeg holder meget af orden i tingene…

Jeg har medbragt et flutes og et æble. Det spiser jeg, mens jeg observere den ignorante unge mands ligegyldige bevægelser. Mange mennesker, jeg passerer, når jeg rejser, er som marionetter for mine øjne. Det er meget mærkeligt. Det er som om, de opfører skuespil. De er roller som udføres. Et teater. Men spændende at følge med i, når man ikke har andet at lave, mens man sidder og tygger på sit æble.

Efter endnu en svømmetur går det opad igen. Nu langs en udtørret elv. Mine knæ er ikke, hvad de har været. En gang imellem knirker det slemt især i det venstre. Nå, men det går nok, og med pauser undervejs når jeg let forpustet op, hvor kvinderne i gamle dage vaskede tøj. Her sætter jeg mig og ser ud over dalen med pinjer, cypresser, krogede oliventræer og oranger som stråle gult i solen. Inde i et refugium for vandrende folk bliver jeg oplyst om prisen på overnatning. Det er rart at vide, hvis man skulle komme forbi en anden gang og får brug for en seng.
Oppe hos købmanden i byen er der travlt. De selvsmarte turister, som alle føler sig som fotomodeller i deres moderigtige outfit, promenerer forbi mig, mens jeg sidder og spiser brød og drikker vand ved et vakkelvornt  bord. Tyskere er her flest af. Den førhen så idylliske og uberørte lille by er blevet et tilløbsstykke. Nu er alt prissat. Hver kvadratmeter af området gøres op i penge. Overfladen skinner fælt af grådighed. Det er Satans, for en gang for længe siden var her pristint. Det var det, jeg faldt for. Det uberørte. Det der vækkede mig. Det, der var uden menneskers indblanden. Det er her stadig, men godt kontamineret af homo sapiens. Måske er det her snart slet ikke mere…
Jeg går op til kirken og sætter mig ind i køligheden foran alle dukkerne på alteret. Den mest fremtrædende dukke hænger oppe på en pæl med en tværstiver. Der er guldlys omkring ham. Ved siden af står forskellige andre dukker. En lille pige kommer ind sammen med sin mor. Hun er stærkt optaget af en kvindelig dukke med lang kjole og kyse. En nonnedukke. Man kan se, hun forstår dukken. Den er lige som hendes egne dukker. Til sidst vil hun selv blive en dukke. En robot. Sådan er det, tænker jeg. Sådan er det. Vi er alle dukker. Fuck det!

Siger min tanke, og jeg går ud af kirkens døde kølighed ud i lyset og ind på kirkegården for at finde Rober Graves grav. Grav grav Graves. Hvor vi alle enden, hvis vi ikke er der i forvejen. Jeg inspicerer alle de døde og finder til sidst cementgravstenen med den indridsede håndskrift. Der står to små lys. De er gået ud. Vinden har taget dem. Over dalen ligger himlens lys. Nede fra havet kommer natten op. Det er på tide at finde bussen tilbage til Palma. Den skulle gerne afgå klokken 18, så jeg kan nå en salata mixta og nogle fiskenuggets inde i “Celler sa Premsa”!

Aftenturen gennem de nattestille gader endnu varme efter dagens solhede er det bedste. Kender efterhånden vejen, og behøver ikke gps til hjælp. Kan genkende forskellige detailler så som møbeludstilling i en butik eller et lille springvand. En lang væg med grafitti. Et vejarbejde lige før en gammel kirke, eller et minimarked med en søvnig araber, som altid sidder og piller negle. Duftene fra shawarma-shoppen og selvfølgelig fitnesscentret, hvor hver aften kvinder og mænd traver lange ture på løbebånd, mens de ser tv med propper i ørene. Jeg traver afsted som dem og ser ikke tv undervejs, men ser mig omkring og finder vej. Jeg elsker at finde vej gennem byens labyrint og genkende steder og møde folk som hilser. Det nyder jeg og føler mig hjemme i verden, når jeg sådan trommer afsted i mine nye ecco sko, som nok er det mest fortrinlige fodtøj, jeg har haft. Ser mig om efter sandaler, men har kun fundet nogle dyre nogen. Godtnok i fuldt læder (stakkels dyr), men virker klodsede. Det er fordi, jeg bruger nr 48. Jeg har meget store fødder. Det kan jeg ikke gøre for, men det er irriterende, når jeg gang på gang får at vide, at største nummer, de har, er 46. I går fandt jeg endelig nogle veganer sandaler med økologiske såler og bælte af hamp og kork, som næsten passede. Men de var kun 46, så den gik ikke. Gudskelov har jeg mine ecco. De passer fantastisk og giver god plads til tæerne på de lange spadsererture.

Hver dag er ny med nye muligheder. Club nautico ude ved Arenal de sa Rapita, havde Bynke hørt, skulle huse flamingoer. Estacio Intermodal tilbød bus derud langs vidtstrakte græs og skovbevoksede områder. Jeg sidder helst forrest hos chaufføren. Så har jeg det bedste overblik. En lang tur på næsten en time gennem små søvnige byer førte os mod havet og havnen Club nautico, hvor sand og klitter bredte sig så lang øjet rakte, og jeg straks fandt et skyggefuldt sted bag ved livreddernes hus og tårn, hvor jeg kunne skifte til badebukser og sololie. Dernæst hen over en meterlang tangbræmme, man sank i, så jeg troede, jeg blev suget ned i jordens indre. Det var som at vade i cement, men over den kom jeg og det indbydende lyseblå vand ophævede enhver gene ved tangen. Åh, det er det bedste, når man slipper tøjlerne og falder ned i dette skønne gudgivne mærkelige stof som vi kalder vand. Vand, vand, vand. Altings ophav. Moderskødet. Hjemmet. Ja.

Men der er ingen flamingoer. Til gengæld var der en måge, som fløj tæt omkring og forskrækkede en ung pige, som sad i sandet ved siden af en ung mand og bad mig om ikke at fodre den med mit brød, fordi hun var rædselsslagen for fugle. – Og klapperslanger. Hvad så det har med fugle at gøre, spurgte jeg, men det vidste hun ikke, og hun havde heller ikke haft traumatiserende oplevelser med fugle. Jeg spurgte om hun havde set Hitchcocks film “fuglene”, men det var ikke derfor hun var skræmt. Det var bare fugle i almindelighed, der gjorde hende bange. – Og så slanger. Mærkeligt, og jeg undlod selvfølgelig at fodre min mågeven i nærheden af hende. Man er vel en gentleman… men jeg sagde, at hun skulle prøve at blive ven med nogle fugle. Hun kunne starte med høns, sagde jeg, men hun rystede på hovedet. Det kunne hun aldrig finde på, så jeg lod hende og hendes unge ven i fred og gik lidt væk og fortsatte med at fodre min måge. Snart blev det alt for varmt at sidder der bag livredderskuret. Nogle mennesker, som sad ved siden af under store parasoller, fortalte, at de havde købt dem i england, så her var ikke meget hjælp at hente, hvis jeg ville i skygge og køles ned. Det eneste, der var at gøre, var at gå over i et hjørne af stranden, som stødte op til yachtklubben, hvor tangmudderet ikke var særlig dybt og vade ud i det befriende kolde vand, der også og især havde den egenskab at besidde en isnende understrøm, jeg kunne dykke ned i og blive rigtig dejlig afkølet. For temperaturen nåede på det tidspunkt godt op omkring de 30 grader. Sandet brændte under mine fødder, da jeg trådte op gennem tangen. Besluttede derfor hurtigst muligt at finde bussen tilbage til Palma.

Landede sikkert i estacio intermodal med tanken kredsende om mad. Ville ikke ned til Cellar Sa Premsa endnu en gang. Det var for kedeligt. Noget nyt måtte prøves. Hvorfor ikke “Taco Bell” på Placa d’ Espanya, hvor min søn Jonathan begejstret fór over, sidst vi var sammen på Mallorca, højlydt bedyrende, at det var den bedste mad, man kunne få! Jeg spiste en stor taco supreme med blandet salat og lod duerne om resten. Jeg er stor fan af duer. Der udspiller sig spectaculære dramaer, når store flokke slår ned på et nabobord, hvor ignorante gæster har efterladt madrester uden at rydde op. Pommesfritter og salat hvirvles op i luften, mens duerne gør sig til gode med efterladenskaberne.  Det var en perfekt underholdning ved mit middagsmåltid!

Hjemturen i den varme by er en lise, og jeg når lige Butique del Gelato på Via Roma inden de lukker 9.30. Det har jeg lært, siden jeg sidst efter Cellar sa Premsa kom for sent og måtte se min forventning om en stor sorbet is blive til tom luft istedet for nydelse i mundhulen. Nu kom jeg til tiden og kunne glad sætte mig på en bænk og slikke på min is, mens jeg nød ungdommens palaver udenfor isbutikken.
Lejligheden står klar, når jeg kommer “hjem” med “Deadline” på dr tv og “The mentalist” på HBO. Så sover man godt under Luz’ lagen med vinduet vidt åbent ud over byens tage og de blånende bjerge i baggrunden. Palma, jeg elsker dig!

Andratx. Gamle syge Andratx, hvor jeg lå med mit gode skib “Inulima” midt ude i havnebassinet (det må man ikke mere. Nu er svaj-liggerne forvist til yderhavnen, som ikke er særlig godt beskyttet, når meltemien blæser), og Signe kom ned og boede ombord, og vi sejlede ud til Isla Dragonera for at finde blæksprutter.
Ja, der måtte jeg hen, ellers var rejsen ikke fuldendt, så jeg tog bussen mod vest og var efter en lille times kørsel i Port Andratx.
Hedt som bare helvede. Nok 35 grader og så skal man pisse! Havnetoiletterne er under service og kan ikke benyttes. En betjent oplyser, at de ikke er “public”, og jeg må styre min tissetrang, til jeg finder en bar eller restaurant, der vil lade mig benytte deres toilet. Jeg ved, hvor svært det kan være. Først skal man ind og købe noget, ellers bliver de sure, hvis man bare sniger sig igennem og ud på toilettet. Gudskelov var en rengøringsdame nådig og lod mig træde ind bag hendes afspærring og lette mit blæretryk. Hun sagde, at der tidligere havde været offentlige toiletter, hvad jeg også mente at kunne huske, men at de var blevet skamferet af drug addicts og andre svinemikler, som ikke respekterede almenvellet. Nu kunne jeg befriet træde ud i den flammende sol og søgte først og fremmest kølighed, allerhelst mulighed for et bad. Men Port Andratx er en havn og ikke en strand.
Jeg gik ud langs kajen, til jeg nåede selve yachtklubben, hvor forårsforberedelserne ved de mange store millionær yachts var i fuld gang. Ansatte folk sprayede, rensede og polerede de formidable lystbåde, ejet af rigmænd i skattely overalt på kloden. Grådighedens symptomer brugt nogle uger i sommerhalvåret af direktører og virksomhedejere som oftest af engelsk eller tysk herkomst. Der lå de række på række disse afskyelige sejlende paladser med indbygget komfort til overflod den ene mere prangende end den anden. Teak og stål og skinnende akryl med bovpropel og lift til dinghy og badeplatform, hvor børnebørnene kan sidde og plaske i det lyseblå vand, mens bedstefar står og overvåger det hele med kaptajnkasket på hovedet…

Nu er det så varmt, at man ikke kan være nogen steder. Jeg kan ikke være nogen steder andet end i vandet. Andet end i vandet. Nogen steder. Hvor?
I det fjerne, næsten skjult af alle de nypolerede skibsskrog,  stiller en lille badestige sig op ad en cementmole. Et glimt af håb og jeg iler afsted hen mod trappen til paradiset. 2 kvinder der, så vidt jeg kan høre på deres samtale, er danske, ligger på en beskeden strand, der støder op til molen. Nu blot af tøjet og ud i køligheden. Kvinderne rejser sig og går ud i vandet sammen med mig. Vi taler ikke. Det er mere end nok at vi er i  samme element.

Forfrisket går jeg tilbage og slår mig ned på min stambar “Mitzi Mitsj”, får en rom og cola og falder i staver. Mindes tiden med Barbara og hendes kunstige tænder. Barbara var en frodig tysk pige, som godt ville mig, og som jeg, da jeg var nærmest altædende den gang, begejstret sprang ombord i. Vi endte ude i kahytten på “Inulima”og kyssede, så det var en lyst,indtil min tunge mærkede noget metal inde i hendes mund. Da jeg er tandlæge helt ud til tungespidsen, kunne jeg ikke lade være med at foretage en nærmere undersøgelse af dette mærkelige fremmedlegeme. Stor var min forsbavselse, da det gik op for mig, at det jeg lå og kyssede på, var en vanadium unitor med to svæveled og en indskudsaddel mellem +4 og +7. Det krævede enorm forstillelse stadig at bevare lidenskabeligheden ved den opdagelse! I må meget undskylde, men hvem ville kærtegne en benprotese om man ikke i forvejen havde været gennem en medmenneskelig forståelse, som også omfattede skavanker som f.eks paryk, kunstige tænder, ansigtsløftning eller silikonebryster. Jeg fik i hvertfald et chok og måtte opbyde alle mine evner som forfører for, om ikke for andet, så for at overbevise mig selv (og Barbara) om, at der er andet i livet end proteser!
Vi skiltes som gode venner, og jeg sejlede alene til Ibiza og Formentera, hvor jeg havde en aftale med Cleopatra, som jeg mødte på et såkaldt “sensikursus” arrangeret af en orange sanyassin under Bhagwan engang jeg var ude i Indien.

Man bliver helt rundtosset af at sidde og tænke på alt det, der er sket. Det ville jeg ikke mere. Gjorde mig færdig med tiden i Andratx og spadserede tilbage til holdepladsen, hvor folk stod og ventede på palmabussen . Taco Bell på Placa d’Espanya igen og så på hovedet i seng. Om natten drømte jeg om den gang jeg sejlede fra Mallorca i stridt regnvejr og torden og lynild og måtte fastgøre en tyk ledning til et stålvant på masten og lade det slæbe efter båden nede i vandet så den kunne fungere som lynafleder, mens jeg kæderøg oppe i cockpittet  af angst for at blive ramt af lynet.

Jeg vågner kl ni og går ud i køkkenet. Jeg har integralbrød, mandarin og et æble i køleskabet. Osse en stang goiabada, som jeg skærer i tynde skiver og lægger mellem to stykker brød. Nøddesmør ovenpå og sort the til det hele. I dag skal jeg rejse. Flyet går i aften kl 21. Jeg har hele dagen og planlagt at tage ud til Illetes en sidste gang og svømme mig en tur.
Ned forbi møllen og bus nr 4 bringer mig ad av. Juan Miró forbi cala nova og videre ud langs kysten til pragtstranden, som er fyldt med badegæster. Topløse unge mallorcinere og  virile indvandredrenge dækker sandet i et farverigt tæppe. Jeg vader gennem det hele med kun ét for øje; at svømme dybt ned mod havbunden og blive væk. Jeg har slet ikke travlt med at blive beundret lige som alle de andre. Jeg er som jeg er og har det fint med det. De kan rende mig, hvis de vil. Det bliver deres sag. Det kan aldrig blive mit problem, hvordan jeg ser ud i deres øjne. Hvordan skulle det overhovedet kunne blive det?

I lufthavnen er flyet forsinket. Jeg vil først lande i Kastrup i nat kl to. Der er god tid, og det passer mig fortrinligt. Jeg elsker at vente. Ventetid er den bedste tid, der findes. Så har man fri til sig selv og “skal” ikke noget. Jeg sætter mig på gulvet lænet op ad en væg ved siden af et par andre rygsækrejsende og giver mig til at skrive på min ipad. I flyet har jeg plads ved siden af en kvinde, der er skræmt af turbulensen. Jeg nyder lynglimtene, der oplyser de voluminøse skymonstre over alperne, mens jeg indtager et vegansk måltid bestilt i forvejen på “Norwegian”s hjemmeside.

P19 har passet på min bil.

Det er pissekoldt i Danmark!

 

 

 

 

San José.

 

Kære Bodil,-

Ankom i går efter en noget anstrengende tur nede fra Lolland gennem flere tog og flyskift pr båd til dette vidunderlige sted kaldet San José, hvor jeg nu befinder mig i en labyrint af små stejle gader og gyder og trapper uden vejskilte, som giver mig stor angst for at blive væk og ikke kunne finde tilbage igen. Jeg bevægede mig forsigtigt ca 100 m ud i aftes og fandt gudskelov en lille butik, hvor jeg kunne proviantere nok til at holde sulten fra døren. Nu har jeg nogenlunde hold på hvor jeg er i forhold til butikken og en restaurant ved navn “La Corûrûna, som, ser det ud til, har en “menu del dia” til 12 euro, hvor vi evt. Kunne spise frokost sammen en dag.
   Hvordan går det med dig? Har du fundet dig til rette? Sikke et herligt vejr, hva? Regn og kulde, så jeg må have den elektriske ovn tændt og bruger to dyner! Men stedet er fint og rent. Skal ikke klage. Er i live og refrænet er frit, som Kim Larsen sang, og måske bliver det godt vejr en dag…
Er du på Whatsapp? Det må vi prøve. Det har jeg lige lært at bruge af ham min ven her, som står for huset. Jeg vil prøve at ringe dig op, så vi kan aftale nærmere, ikke? Jeg er osse spændt på at se det sted, du bor o.s.v. o.s.v.

Kærlig hilsen jens

Det er ikke lang tid. Hvad er lang tid? I modsætning til kort tid? Det er det, de siger, at når man deler tiden op i mindre og mindre stykker, bliver den til sidst så lille, at man kan sige, at den slet ikke går. Det er det man kalder singularitet. Det samme som det allerførste øjeblik i “big bang teorien” hvor “tiden” “begyndte” som man siger. Det er det bedste, man kan sige lige for øjeblikket om tiden der “går i stå” lige før den begynder. Det skyldes selvfølgelig, at det er noget, man tænker sig til. Tanken kræver “tid”, fordi den selv er tid. Uden tanke ingen tid. Prøv selv. Meget interessant.
Så nu har jeg travlt, for jeg skal møde Bodil nede ved indgangen til den græske have kl. 12 og klokken er lige nu 11.25. Så kan jeg ikke nå at skrive ret meget. Men lidt kan det alligevel blive til.
I går. I dag. I morgen. Ja , jeg ved snart ikke, hvad jeg skal sige. Badet var smukt og Bodil venter. Problemet er, at jeg ikke venter, for jeg har ikke noget at vente på. Hun er meget sød. Vi gik en lang tur ud til hendes hotel “Elysé” med stor swimmingpool og terrasse, hvor vi sad og nød et glas perlende mineralvand, mens vi glædede os over den milde luft og solens varmende evne. Oppe på restaurant “Corûrûna blev der serveret “menu del dia” til 14 euro indbefattende salat og blæksprutter indpakket i hele grønne peber overhældt med en lysegul sovs af ukendt mærke. Striber af brun karamel udgjorde det dekorative element. Dertil en kølig hvidvin, af hvilken Bodil drak 2 glas, mens undertegnede nøjedes med halvdelen af sit. Jeg var blevet påholdende efter foregående aftens indtag af “galina a la plancha” med tilhørende pommes frites og et glas tinto. Det var ikke så godt. Det med pludselig at spise kød. Og så sådan en sød lille kylling. Jeg drømte hele natten om “Kringle”. Hønen, jeg gav Betty for mere end 8 år siden. Det var ikke så godt. Tung i hovedet og tung i kroppen blev det ikke bedre af at spise blæksprutte erindrende den netflix serie, hvor han kommunikerer med en stor octopus. Det var ikke så godt.
Vi vandrede omkring i denne kringlede  by, og kom til sidst ned til havet, som i dagens anledning var blæst op til stormende kuling og meterhøje bølger, som tidligere næsten havde taget livet af mig, idet jeg blev grebet af et sig nærmende vandbjerg med så stor kraft, at min stakkels papirtynde krop kastedes omkring i brændingen, således at min venstre hånd fik nogle slemme knubs. Nå, men jeg kom over det (som altid) og gik glad og syngende op til mit hus og tog et varmt bad, inden jeg mødtes nede på “Corûrûna” med Bodil.
  Ad paseoen langs det brølende hav med mindelser om sejlskibet “Inulima” på vej langs kysten ved Almeria, hvor en hval dukkede op lige tidsnok til at redde mig fra decapitation forårsaget af storskødets osteskæreskarpe line. Den historie fik Bodil, og til gengæld fik jeg hendes historie om udstationering som læge i “læger uden grænser” i 3. Verdens lande . Hun har rejst meget lige som jeg, og det er jo hyggeligt at udveksle erindringer. To ældre mennesker på vej langs havet i San José.
Men så skal jeg hæve penge, for det skal man bruge her i Spanien. Hvis man ingen penge har er man på skideren lige som den pæne ældre mand udenfor Mercadona, som sad med nydeligt korslagte ben på asfalten og tiggede. Jeg gav ham et par euro, og det kunne jeg , fordi jeg havde penge. Havde jeg ikke haft, måtte jeg jo selv sætte mig ved siden af ham og håbe på lykke og held i stedet for. Da jeg så skulle hæve penge i en af disse ATM automater, snød den mig for 325 kr, fordi den ganske ublu forlangte gebyr og betalte en elendig kurs. De penge kunne den fattige mand have fået. Nu gik de til banken. Sådan er kapitalismen. Utak er den armes løn.
Bodil kom på slaget 12. Jeg kom for sent. 5 min. Straks kimede min telefon, om jeg nu havde husket det. Hun så mig komme hen mod sig, mens hun endnu havde mobilen for øret. Hun er vist lidt utålmodig. Vi gik ind i den græske have for at deltage i paellafesten med dans og musik, som der imidlertid ikke var noget af, da det var begyndt at regne. Nogle unge mennesker under et hvidt telt lovede, at festen ville blive i morgen i stedet for. Hvis det ikke regnede. Vi satte os derfor ind på en bænk i den mauriske have og gav os til at tale sammen. Bodil er fast besluttet på at finde et sted her, hvor hun kan overvintre. Hun har planer om en lejlighed enten i den gamle by eller ude ved kysten. Jeg fortalte om “singulariteten” som begyndelsen på al tid, og sagde (som jeg plejer) at al tid var altid. Faktisk et meget simpelt og let forståeligt udsagn, men hendes øjne blev flakkende, og jeg tror nok hun tænkte, at jeg var en smule skør. Det er denne vidunderlige diskrepans mellem forestilling og realitet, som jeg så ofte møder, når jeg lukker lidt op. Det var det samme, da jeg kaldte Putin for åndsvag. Det var for simpelt for Bodil. Hun vil have en intellektuel analyse af monstret. Jeg sige ligeud, at han er syg i hovedet. (Hvad han jo åbenbart er. Det er ikke svært at se.) Nå, men det ville hun ikke gå dybere ind i, så jeg faldt af og gav mig i stedet for til at lytte til to vidunderlige musikanter. En gammel knark med guitar, som akkompagnerede en ældre skeletagtig herre med fiks hat, som lavede lange toner med ragaklang så det sang i mine øre af vellyd. Vi fik tapas med blæksprutte og kaffelatte og orangejuice. Bodil ville gå hjem. I morgen skal hun på bustur med rejseselskabet op i bjergene. Jeg skal bade som i dag, hvor bølgerne var væk, og man kunne gå lige ud i havet og svømme uden fare for liv og lemmer. Det regnede godtnok, men vand er vand og jeg er ikke sart. Fjernsynet kører uafbrudt med sidste nyt om krigen. Nu truer han med atomvåben, så kom ikke her og sig, at han er normal. Den Satan af en skadet sjæl, som kan ende med at blive vores allesammens undergang.
Hvorfor det er så satans farligt, er fordi mennesket Putin har isoleret sig selv i sin magt over andre mennesker. Alle omkring ham frygter ham, og det gør ham alene. Som isoleret og ensom og samtidig selvoptaget til det extreme, kan hans vrede nemt bryde ud i lys lue hvad øjeblik, det måtte være. Det tyder hans advarsler om brug af atomvåben i høj grad på. Jo mere han trænger sig selv op i en krog, des større er chancen for, at han reagerer irrationelt og griber til vanviddets sværd. Vi befinder os i en meget farlig tid, så længe han sidder på magten i Rusland.
Men ved I hvad? Han skal ikke osse få ram på mig. Nej, det gider jeg ikke at være med til. Han kan rende mig et vis sted noget så læsterligt, kan han. Jeg vil gå ned og kaste mig i havet i stedet for. Det ved man hvad er!
Kroppen ved godt, hvad der er godt for den. Den sidder på bunden af havet og trækker sit vejr gennem sine vandlunger. Ude i horisonten kommer et skib forbi. Kroppen går ned i byen og køber ost. Den tænker hele tiden på ost nede på bunden af havet. Manden i den gule trøje ser vredt på kroppen, der krymper sig. Manden spytter ad kroppen og skynder sig bort. Kroppen er ligeglad. Den vil have ost. Den vil så meget den krop. Oppe i dens hjerne sidder de små kvantekrystaller og fortæller den, at ost er skadeligt for den. Derfor spiser den ikke ost længere, men går hen og sætter sig ved et bord i den græske have, hvor i det samme 3 smukke kvinder fra Andalucien tiltaler den og byder på bønner i chilisovs. Det er bedre end ost, tænker kroppen og sætter sig ned. Den ene af kvinderne medbringer sine to børn. To drenge som er tvillinger. De vælter bordet i deres kåde leg, således at al chilisovsen havner i skødet på kroppen, som dog ikke gør vrøvl, da det er en venlig krop, som elsker børn. Nu begynder en guitarist at slå på sit instrument og en sortklædt spansk kvinde begynder at skrige flameco. Det kan kroppen ikke holde ud. Den vinker til kvinderne og smiler. Så går den hjem op ad de stejle trin. Her møder den en hvid due, som ikke er skræmt over kroppens tilstedværelse. Tvært imod så sætter duen sig på kroppens skulder og giver sig til at pudse sine fjer. Fra da af er duen og kroppen venner.
I dag gik kroppen på sine skæve ben ned i havet igen en gang. Det var varmt og stille med fredelige dønninger, som slikkede lidenskabeligt op langs kroppen, idet den sænkede sig i den ursuppe, den en gang var opstået af. Svømmede et par tag og satte sig derefter på sin medbragte bænk og lod lyden af bølgeslaget hen over de raslende småsten berolige sit sind. Tankerne i dens hoved kredsede ustandselig om den krig, som førtes ikke langt fra hvor den var. Den kunne ikke forstå, hvad der foregik. Alle mulige andre kroppe forsøgte at skabe en slags rationale i det som hændte. Man forklarede og analyserede situationen med mange ord og sindrige udredninger, men lige lidt hjalp det. Kroppen følte, at verden var havnet i et sort hul af kollektiv spekulativ tankevirksomhed, som sugede alt til sig anført af en despot derovre i det, som man kaldte Rusland. Det så ud som begyndelsen på enden af den såkaldte “civilisation”.
Hvis man etablerer en “no fly zone” over Ukraine, skal den kontrolleres af Nato. Det betyder krig mellem USA og Rusland.
Vanviddet fortsætter, som det har gjort gennem hele Homo Sapiens historie. Det er ikke noget nyt, der sker lige nu. Det er hele tiden. Det er sådan vi opfører os over for hinanden og vores omgivelser.

Carsten Jensen skriver:

“NU ER DER IGEN KRIG I EUROPA

Der er to lige forkerte udsagn, der går igen i alle officielle udtalelser om Ruslands invasion af Ukraine. Krig har ikke nogen plads i Europa. Krig har ikke nogen plads i vor tid, siger fx den danske statsminister Mette Frederiksen. Det skal forstås sådan, at Europa lige siden afslutningen på Anden Verdenskrig har været fredens kontinent, og at det ikke er krig, vi søger, når vi er uenige, men dialog og forhandlinger.

Der har ikke været krig og invasioner i efterkrigstidens Europa? Der var først den sovjetiske invasion af Ungarn i 1956 og siden invasionen af Tjekkoslovakiet i 1968. Så fulgte borgerkrigen, der i 1990´erne søndersled Jugoslavien og kostede op mod 140.000 mennesker livet i blodige etniske udrensninger, mens Europa handlingslammet så til.

Jo, krigen har haft sin plads i Europa, også i de sidste 20 år. Hvis Europa ikke selv lagde slagmarker til, førte vi blodige krige på andre kontinenter. De katastrofale invasioner af Afghanistan og Irak, hvori flere europæiske nationer deltog, heriblandt Danmark, har formodentlig kostet op mod en million mennesker livet og efterladt Irak som iransk vasalstat og kastet Afghanistan tilbage i armene på den fundamentalistiske Taliban-bevægelse. Dertil kommer de omfattende luftbombardementer af Libyen, der efterlod landet i et kaos af kriminelle militser. Hvis vi til vores forsvar hævder, at vi i alle disse tilfælde kæmpede for civilisationen, vil jeg gerne bede om en definition på civilisation.

Jo, krig er et velkendt redskab for Europa, også i vor tid. Vi har i de sidste tyve år været med til at overfalde den ene værgeløse nation efter den anden, men når krigen føres i vores eget hjerteland har vi pludselig glemt vores egen blodige historie. Hyklerisk erklærer vi vores forargelse. Handlingslammede og historieløse vedtager vi halvhjertede sanktioner, som ikke er andet end afmagtens sprog, og på kort sigt er virkningsløse.

En figur som Ruslands leder Vladimir Putin hører ikke hjemme i vor tid? Ungarns Victor Orbán er en mand i Putins anti-demokratiske ånd. Den polske Morawiecki-regering styrer ud fra samme nationalistiske instinkter som Putin med en skruppelløs hetz mod etniske og seksuelle minoriteter. Kun af historiske grunde er Rusland og Polen hinandens fjender, men deres ledere er åndsfæller. Og EU, som blev stiftet i demokratiets navn ser passivt til og nøjes med verbale irettesættelser, når Ungarn og Polen aktivt undergraver deres egne borgeres rettigheder.

Mange af Europas højrepopulistiske partier hylder Putin og modtager betydelige pengebeløb fra ham. Hvad enten vi kan lide det eller ej, er Putin en del af vores tid, og det samme er krig. Troede vi virkelig så fast på vores egen overlegenhed og uovervindelighed, at vi mente os uden for enhver farezone?

Igennem et halvt årti så vi russisk luftvåben destruere Syriens hospitaler og skoler i omfattende bombardementer. Vi trak på skuldrene. Det var jo alligevel kun de sædvanlige muslimer, det gik ud over. Men bombe hvide? Aldrig!

Putin har med sin invasion af Ukraine åbnet en afgrund i Europa. Men den afgrund fandtes allerede, i de europæiske lande, hvor højrepopulismen stræber efter magten. Nu er der krig i Europa, men det er en krig med mange flere fronter, end vi tør stå ved.

Ukraines præsident Volodymyr Zelenskij holdt fredag formiddag en bevægende tale på russisk, hvor han bad den almindelig russer om at se indad og genfinde den menneskelighed, vi alle har til fælles.

Det er udfordringen for os alle, både i øst og i vest. Kun i genopdagelsen af vores fælles menneskelighed, på tværs af nationale, religiøse og etniske skel, undgår vi fremtidens krige. Dette er selvbesindelsens tid. Vi må indse, at det er demokratiet, vi kæmper for, og det gælder i hvert eneste europæisk land, også dem, der tror sig uden for farezonen.”

Nå, så fandt jeg endelig mig selv igen, For at møde grænsen må man jo kunne føle den. Ellers ved man da ikke, hvor grænsen er vel? Jeg følte grænsen i går, da jeg gik for langt. Sådan er det. Så kan man trække sig et lille stykke tilbage og ved så, hvor grænsen går. Tit er grænsen hårfin og næsten usynlig. Andre gange kan man ikke blive i tvivl. Grænser er noget mærkeligt noget. En gang imellem er det bare membraner, som accepterer diffusion. Et diffust grænseland. En overgang som i virkeligheden er en sammenhæng.
Eller det er hermetiske skel mellem mennesker båret af, hvorledes de tænker om hinanden. Sålænge vi tænker om hinanden, ser vi ikke hinanden. Det er da så simpelt.
Det er tanken, der adskiller. I virkeligheden er der kun sammenhænge. Det ser man tydeligt. Alt hænger sammen og gudskelov for det. Så kan de komme med alle deres forklaringer og  beskrivelser og analyser og så videre. Det hjælper ikke på noget. Det mest indlysende er bare det sværeste at se, fordi det ikke behøver tanken til hjælp for at se det. Vi ser verden gennem vore tanker og ser derfor ingenting. Andet end tanker…

Så fuck det hele og lad mig få noget morgenmad! Bølgerne var tårnhøje, men det lykkedes alligevel at komme ned i det klare, kølige, isblå og dødsensfarlige sug, som tog mig med derud, hvor jeg ikke kunne bunde og derfor måtte flyde henover sten med stivpiggede søpindsvin og smilende søanemoner. Bagefter gør et knasende æble sammen med et stykke økologisk knækbrød med krydderurter godt. Det gumles i takt til de store dønninger, der sender salte skumsprøjt i hovedet på den spisende.

En nøgen mand springer på hovedet ud i brændingen. Hans kvinde sidder roligt bag klipperne og betragter ham, mens han svømmer ud. Da han kommer tilbage, går han grinende hen og giver hende et kys. Solen har varmet de flade sten, de sidder på. Ude i horisonten ses et skibs hvide sejl. Det er tandlæge Jens Michael Høy ombord på “Inulima” på vej til Ibiza og Formentera sammen med sin dansk-svenske gårdhund “Sofus” og sin elskede Bodil, som han har mødt på Gomera. De var blevet kærester i Bhagwans ashram, hvor alt var tilladt. Nu skal de bare videre, inden det er for sent. Krigen raser og er i hælene på dem hele tiden.
Manden og kvinden går tilbage op over stranden. Det er begyndt at blæse op.

Havet var roligt her til morgen. Havet er mit udgangspunkt. Har jeg først nedsænket mig i havet, er min dag for alvor begyndt. En mand og en kvinde stod og fiskede ved siden af, hvor jeg sad og tørrede min krop. De passede sig selv, og jeg passede mig selv. I går var jeg til tapas sammen med nogle andre danskere, som bor hernede. Der er en hel danskerkoloni i den ene ende af San Jose. I den anden ende holder svenskerne til. Så er der orden i tingene. Bodil havde taget fejl af stedet og sad i en anden restaurant langt væk, så jeg måtte ringe til hende og fortælle, hvor jeg var.  Hun kom derfor en halv time for sent. Der var vin og tapas og fællessang. Vi sad lidt og lyttede til et ældre ægtepar, som var kommet i byen i mange år. Der var noget på spil mellem os, og vi brød tidligt op for at komme hen et sted, hvor vi kunne snakke i fred og ro. Tapasselskabet blev hurtigt, efterhånden som vinen gjorde sin virkning, ret støjende.
Vi fand en lille rolig restaurant lidt længere henne ad gaden. Jeg fik the, Bodil caffelatte.

Jens: – Sikke noget, sidst vi var sammen. Jeg kunne slet ikke forstå, at du slettede min facebook profil.

Bodil: – Det er fordi min kæreste hjemme i Danmark ikke må få at vide, at vi er sammen hernede.

Jens: – Hvorfor må han ikke det?

Bodil: – Han er meget syg, og jeg vil ikke gøre ham ked af det.

Jens: – Det kan jeg godt forstå, men der er jo ikke noget mellem os, som skulle gøre ham jaloux.

Bodil: – Nej, men det ved han jo ikke. I øvrigt er jeg slet ikke sikker på, at jeg vil have med dig at gøre mere. Jeg synes du er kold og kynisk.

Jens: -Wau!

Bodil: – Ja, det synes jeg  virkelig. Da vi kom op i dit hus og jeg lagde mig lidt på sofaen, kunne du ikke en gang tilbyde mig et tæppe. Du var slet ikke omsorgsfuld.

Jens: – Det tænkte jeg slet ikke på. Der var jo ikke koldt i stuen.

Bodil: – Nej, men derfor kunne du jo godt have vist lidt hensyn, ikke?

Jens: – Åh, jo Bodil. Måske er det så bedst vi holder op med at ses. Eller hvad?

Bodil: – Ja, det tror jeg. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle få ud af at komme sammen med dig.

Jens: – Kunne vi da ikke i det mindste så bare være venner?

Bodil: – Det ved jeg ikke. Nu må vi se. Jeg er også forkølet og trænger til at komme hjem i seng. Måske har jeg corona.

Jens: – Har du hjemmetest?

Bodil: – Ja, jeg vil gå hjem til mit hotel og tage en test.

Jens: – Du ringer og fortæller resultatet, ikke?

Bodil: – Det skal jeg nok.

De skiltes, og ingen ved om de nogensinde mødes igen.

Senere på aftenen fik Jens besked om, at Bodils test var negativ. Mere stod der ikke, men det var da altid noget, at hun skrev, tænkte han.

Han skal passe på sine knæ med de mange stejle trapper. Det gør lidt ondt især i venstre ben. Han tænker på, om han kan gennemføre at blive en måned. Kunne ombooke og tage tidligere hjem. Nå, men han tager den med ro og lister stille omkring. Meget stille; og alt det med Bodil tager han ganske roligt. Han tror nok, at hun havde forventet sig noget andet, end det hun fik. Men han kan ikke lave sig selv om til en eller anden fantasifigur i hendes hjerne. Det kan han selvfølgelig ikke. Han er som han er, og hvis hun opfatter det som kynisk, så gud være med det. Han siger bare tingene ligeud og ved, der vanker tæv, når man gør det. Men det er der ikke noget at gøre ved, som han siger. Nej, nej, nej.

I dette øjeblik ringer Bodil og fortæller, at hun har Corona. Nå da da, tænker Jens, så kommer det måske også til ham. Hun blev smittet i den danske klub for 5 dage siden, så der kan gå endnu 4 dage, inden han ved, om han slipper. Pis, tænker han, og stakkels Bodil, som nu ligger på sit hotel og skal være i isolation i 7 dage. Der får hun mad bragt op, men hvad med ham, hvis han er smittet. Nå, men den lille kinarestaurant bringer mad ud, så han klarer sig nok. Pis! “Danskeklubben” Superspreder!!!

Bodil

 

Det dages oh brødre, det lysner i øst… Jens begynder at ane en sammenhæng. Det forløb sådan nogenlunde: Da Jens gennem facebook i forbindelse med nogle gamle billeder fra en længst svunden tid omhandlende en filmoptagels på Lyø fik kontakt med den gamle flamme, Bodil, som osse havde været med på bemeldte tur, skete det hverken værre eller bedre end, at de mødtes i Bodils lejlighed til the og medbragte boller. Her gik det op for Jens, at Bodil var involveret i et forhold, som hun ønskede at træde ud af, da fyren, der var alvorligt syg, var begyndt at optræde dominerende og krævende og sågar havde ødelagt et juleselskab ved højrøstet at gøre vrøvl over nogle børn, som støjede. Det brød Bodil sig ikke om. Der var osse noget med vand på badeværelset som ikke blev tørret ordentligt op og sådan noget. Fyren var ganske simpelt blevet vanskelig, og det så ud til, at Bodil ønskede at gøre deres forhold forbi. Nu kom Jens ind på arenaen, og her øjnede Bodil en chance for en trædesten til at komme videre ud i livet og væk fra det belastende forhold. Jens på sin side var ikke uinteresseret i at se, hvad der ville ske, men gjorde det dog klart for Bodil, at han ville have “ryggen fri” i alle tilfælde, så noget fast forhold var der ikke tale om fra hans side. Et experiment på åbent hav, som man siger. De blev enige om at mødes i San José, hvortil Bodil havde arrangeret en turistrejse via et rejsebureau. Jens sagde,  han ikke ville “stalke” Bodil, men blot tage ophold i samme by på solkysten for at nyde klimaet, og så kunne de jo altid mødes og se, hvad der skete. Da jens var ankommet, mødtes de på en restaurant, og det gik hurtigt op for ham, at Bodil havde visse forventninger. Man kunne sige, at hun havde en agenda kørende. – Jens på sin side var i syv sind, hvad det hele drejede sig om, men optrådte belevent og høfligt, men også lidt nyfigen overfor Bodil med hensyn til, hvad hun havde i sinde. Det gik dog hurtigt op for ham, at hun forventede sig noget af ham. Hvad det var, kunne han ikke greje, men at der lå noget i luften, som han skulle tilfredsstille, var ganske klart.

– Nå, det var vanskeligt, tænkte han, når hun allerede på første “date” begyndte at stille betingelser. Han skulle til at optræde “omsorgsfuldt” og “positivt” og sådan noget, som hun sagde, og straks begyndte han at føle skruen stramme om sin hals. Det frie og legende, som han elskede, var væk, og blev erstattet at noget tungsindigt og kompliceret. Han prøvede at melde  ud, hvorledes han så på situationen, men mødte ikke meget forståelse. Bodil , – som i øvrigt er en intelligent og vidende person med høj udddannelse og et langt liv som læge og psykolog på mange kontinenter som udsendt af FN både i mellemøsten og exjugoslavien og Cuba, hvor hun var med sin første mand, der er antropolog og politiker, -var altså på alle planer et catch for Jens. – Hvis det var det han ville…

Men Jens vil ingenting og er ligeglad med titler og den slags. Det vil han skide på, og det faldt ikke i god jord hos Bodil, der vist nok har nogle fine fornemmelser omkring det hele sådan cirka; og så var der det med det nye forhold, som skulle hjælpe hende på vej ud af det gamle med den besværlige fyr, som var mere besværlig, fordi han var syg.

Derfor Bodils dilemma, hvor hun havde dårlig samvittighed overfor fyren i Danmark, som hun talte med hver dag i telefonen, og som hun blev nødt til at “lyve” overfor, fordi hun ikke omtalte mødet med Jens i San José. Hun slettede derfor “venskabet” med Jens på facebook af frygt for, han skulle skrive noget om deres møde i Spanien, som fyren, der nøje fulgte med i Bodils gøren og laden, så kunne få nys om. I det hele taget en meget plaget Bodil, som oven i købet fik Corona.

Sidste samtale i telefonen her i San José var noget trykket, og da Jens ikke helt forstod, hvad hun sagde, svarede hun “For Helvede, forstår du ikke, hvad jeg siger?” Jens spurgte så, hvorfor hun sagde “For Helvede” og hun svarede irriteret, at det var fordi han ikke fattede, hvad hun sagde. Nå, men det var faktisk nok for Jens. Det var det. Nu sidder han her i sit hus og skal om lidt ned og bade. Måske møder han Bodil igen i San José, måske ikke. Der er jo ingen grund til at være uvenner over noget så substansløst som det der er sket de sidste dage.

Så han er helt åben. Når hendes isolation er ophævet, kan det da godt være, at han inviterer hende på middag en dag. Nu må vi se, tænker han. Nu må vi se…

Hvor begynder krigen?

Den begynder oppe i hovedet på folk, når de tror, de adskiller sig fra andre folk og andre ting og andre dyr og andre planter og luft og vand og sol og stjerner og katte og hunde og duer og blomster og så videre…

Det er så synd for dem, men det nytter ikke noget at sige det. De svarer bare, at man er tosset at sige sådan noget. Det er, hvad de svarer. At man er tosset.

Er du vanvittig i hovedet
Er du skør oveni
Så tag lige at høre efter
hvad bedstemor vil sige.
Hun siger ganske roligt
at det er sole klart
at slås med andre mennesker
er ikke særlig smart.
at alle dem du slås med
er lige som dig selv
så slår du din næste
slår du dig selv ihjel.
Så er der 10 dage tilbage af dette ophold. Nu er jeg faldet i hak med stedet. I dag drev den gule sandflugt fra Sahara ind over byen. Her var tomt for mennesker og rækværket, som skal skærme folk fra at falde i et nyopgravet hul i vejen, var nidkært sikret med ståltråd, som forhindrede mig i at kravle over for at komme ad trappen ned til stranden.
Det fik mig til at tænke på, hvorledes folk fastholdes på deres “brød” til at gøre, hvad deres overordnede vil, som på samme vis selv er fastholdt i deres “brød” til at gøre hvad lederen vil o.s.v. En hidsig dame, gav ivrigt sin vrede til kende over mit formastelige forsøg på at kravle over og skabte således et helt lille optrin, som stoppede, da en forbipasserende betjent tog mig i nakken og gav mig en veritabel overhaling., Da han slap mig igen, løb jeg ind i et fuglereservat med skræppende papegøjer, som var ifærd med at gøre sig til gode med liget af en kat. Det stank frygteligt, men gudskelov havde jeg min covidmaske, og den tog noget af lugten. Nu sidder jeg og snadrer med to ældre danske pensionister, der spørger mig, om jeg har været på tur i bjergene og set de romerske ruiner. Det har jeg ikke, og så har vi pludselig ikke noget at tale om.
Der er nu mindre end et døgn til, før mit Norwegian fly afgår fra Malaga lufthavn med kurs København. Mange lange spadsererture ad “Paseoen” som løber tæt på stranden forbi de store lejlighedskomplekser ud mod “Bahia Tropical”, hvor min tidligere veninde tilbragte sine sidste forpinte Coronadage, er nu fortid. Erindringer stablet sammen som elektriske impulser oppe et eller andet sted i mit gamle hoved. Det blev alt i alt en skuffelse, hvis man alene medregner øjeblikke af medmenneskelig kontakt, ganske simpelt fordi klientellet her på stedet udelukkende består af ældre ægtepar, ofte af skandinavisk oprindelse, som langsomt bevæger sig gennem terrænet uden den mindste interesse i andet end dem selv.
En lille indespærret papegøje i et beskedent bur oppe på en balkon forsøgte ustandselig at påkvidre sig opmærksomhed, mens et således beskaffen aldrende par kom vandrende forbi. Skønt jeg stillede mig ind foran dem og forsøgte at få dem til at lytte til den lille fugl, besvarede de hårdnakket min venlige opfordring med et irriteret kast med nakken og et hånligt udbrud : “Idiot”.
Derfor vil jeg nu rejse min vej. Så kan de have det så godt. “Idiot”, det siger man da ikke til andre mennesker!
Til gengæld har jeg haft mange berigende samtaler med stedet duer, som jeg ofte har fodret med frisk salat. De vender drilsk deres små plirrende øjne op mod mig og siger altid pænt “tak for mad”.