SMÅ CIRKLER

Den mikroskopiske tordenflue bevæger sig i ottetalscirkler lige foran min næsetip. I første omgang er det enormt irriterende, men når jeg en tid har forsøgt at vifte den væk med et viskestykke, giver jeg op og lader den være. Så kan den uforstyrret danse sin dans som indledning til det skybrud, som i følge YR skal finde sted over os kl 18 her på DCUs store campingplads “Hesselhus” lidt uden for Silkeborg midt på den Jydske højderyg. Bilen er brandvarm og luften trykkende. Jeg har hængt mit sengetøj ud til luftning og installeret en tørresnor mellem en lygtepæl og bilen til mit håndklæde. Det nye solcellepanel ligger og flyder hen over passagersædet. Jeg vil ikke sætte det på taget af bilen før jeg kommer tilbage til Bandholm. Her er strøm for 30 kr om dagen og det benytter jeg mig af. Det er rart at være blandt mennesker igen. Almindelige campister, hvoraf mange er fastliggere, som bevæger sig stille rundt og udveksler erfaringer fra deres liv. Mange har sygehistorier at fortælle. Mine nærmeste naboer drøfter forskellige former for lungebetændelse og KOHL mens de sidder i skyggen under deres parasolle og drikker dåseøl og ryger rullecigaretter. Swimmingpoolen har adgangsbegrænsning på grund af Corona. Alle spritter af hele tiden, men jeg synes nu ikke, de holder ordentlig afstand. Jeg lukker døre op med albuen og tænker på, hvornår den lille dræber rammer mig med respirator, død eller i bedste fald langvarig genoptræning og livslang nedsat lungefunktion. Nå, men jeg passer på og går med maske i Aldi, når jeg køber ind. 2 måneder tog det mig af få fat i de rigtige KN 95 masker med virusfilter fra Kina. Nu er jeg reglementeret maskebærer og kan begå mig over hele verden uden at få en bøde. De siger, at man kan blive straffet med bøde op til 1000 euro, hvis man ikke har maske på, når man skal op i Eiffeltårnet. Og elevatoren er lukket, så man skal gå op ad trapperne hele vejen. Så sveder man meget og så udsender man masser af virus. Der skal jeg ikke op. Selv ikke med maske! Jeg bliver her på campingpladsen indtil i morgen. Så tager jeg bilen og kører over til Harboøre og springer på hovedet i Vesterhavet uden at blive ramt af Danmarks nye invasive art, den lilla brandmand!

Vi tror selv, vi er så vigtige med vores tankespin. Men det er vi ikke, og vi ved det godt inderst inde, men vi har satans svært ved at indrømme det overfor os selv. Universet, eller hvad man nu skal kalde det, er dybest set skide ligeglad med os. Det ønsker perfekte arter, som er i stand til at tilpasse sig ind i diversiteten og ikke “perfekte” individder som tror de er Gud.     Fuck dem!
Så derfor, og udelukkende derfor, er dette “jeg” i en tilpasningsfase, som det i høj grad nyder at være i. Derfor vil det nu om lidt, når det har skrevet disse ord, mens det sidder i denne krop og ser ud på græsset, hvor en vipstjert netop er i færd med at prikke små insekter op til morgenmad, løfte sit legeme fra sædet og begive sig ned til Informationen, hvor det vil betale sin regning for dette ophold på dette sted, DCUs campingplads “Hesselhus”, hvorefter det vi gå ind til bageren og købe et brød eller en croissant eller hvad der nu falder det ind, når det står foran glasmontren og skal bestemme sig. Således ser det ud lige nu i dette hellige øjeblik for dette jeg. Når det så kommer tilbage vil det forberede sin afrejse. Det vil folde taget ned over sin seng og rydde op inde i bilen. Checke olie og vand og når alt er klappet og klart starte motoren (hvis den vil…) og køre ud på landevejen over mod Vesterhavet.

Og det skuffer ikke, det Vesterhav! Forrygende store bølgebræk med skumsprøjt og dampskyer ud over hele høften, jeg står på. Et tysk ægtepar med hund kommer op og vil forbi. Jeg trækker mig skynsomt tilbage fra dem. De er jo tyskere og jeg tænker de kommer fra en delstat med højt smittetryk. Man kan jo aldrig vide, tænker jeg, og fornemmer i samme øjeblik den smitteracisme som hersker i disse dage. Pas på! En Corona! Og man viger reflektorisk ud i den tilladte afstand og gerne mere, for man kan jo aldrig vide… Brændingen slår op mod den kulsorte bølgebryders sten og blæsten hiver mig i håret og snart er tyskerne forsvundet og jeg har den milevide strand helt for mig selv. Ærgrer mig ustandselig over min glemsomhed. Skulle selvfølgelig have taget kite-dragen med herover. I den blæst kunne jeg rigtig manøvrere og måske blive ført som en windsurfer i strygende fart henover det gule sand! Desværre har jeg glemt den som sagt og har nu kun ærgelsen tilbage. Ærgeligt! De lilla brandmænd florerer i stort antal lige hvor bølgekammen slutter på det glatte sand. Der ligger de og skinner som safirer, men det er lumske ædelstene der ligger der. De brænder, gør de og jeg tør fandme ikke begive mig ud i den røverrede, så jeg nøjes med et hastigt dyp til maveskindet og så op og frottere og lade som om, at nu har man været i Vesterhavet.

Vinden tuder og river i mit tagtelt. Heftige tordenbyger driver hen over landet og tømmer sig plaskende så campingpladsen er ved at drukne. Med et hører det op og solen styrter midsommerstikkende direkte ned i hovedet på mig og gør mig ør og varm. De store klitter med marehalm, klokkeblomster og gul snerre bølger sig foran mit øje og det varer ikke længe før jeg sidder deroppe med akvarelblokken og et syltetøjsglas og min windsor and newton fyldt med de dejligste farver.

Det styrtregner lige nu. I bilen er der varmt, da jeg har varmeblæseren tændt. Gudskelov for den. Det giver mig mulighed for at tørre mit tøj oppe under teltet. Der hænger det på en stang og tager sig ud. Mine to håndklæder bl.a.  som jeg brugte i morges, da jeg var i bad. Først troede jeg, at der kun var koldt vand, men fandt senere ud af at trykke på en grøn knap med et skilt hvorpå der stod “gratis vand” så løb det varme vand lige ud i hovedt på mig og jeg kunne exekvere mit morgenritual. Skal jeg køre videre eller skal jeg blive lidt endnu? Mit privilegie er denne valgmulighed. Jeg vil lade det stå åbent der. Ikke nogen grund til at træffe forhastede beslutninger. Bilen svinger fra side til side, når de kraftige vindstød tager fat i den. Tagteltet klaprer og bølger ind og ud for blæstens tryk. Solen skinner i glimt ned gennem de forrevne skyer. Ude i det fjerne høres lyden af det frådende hav. Jeg må ned til det inden jeg kører. Det er ubetinget. Et valg er truffet. Så vidt så godt. Alt derefter er til forhandling.

Tøm dit hoved du raske gut.

Om et håb eller to blev brudt.

Dog er der håb i det høje.

Når jeg mit sind kan nedbøje.

Ja, det tør siges. Tænk hvis man fik demens og ikke kunne tænke mere. Hvad skulle man så tænke. Skulle man så tænke på noget andet end det man tænkte på? Og hvordan ville det være. Tænk hvis man døde. Hvad så? Ikke? Det er noget sludder og vrøvl som hele tiden dukker op i alle verdenshjørner og den lille sjæl lader sig føre afsted i dette morads af en virkelighed. Tankens veje er uransagelige. Hvad VED vi egentlig, når det kommer til stykket. Jeg havde en drøm i nat, hvor jeg hang i en snor og skulle lade mig falde ned på jorden, men afstanden var for stor og jeg vidste at jeg ikke ville klare den, hvis jeg gav slip. Så blev jeg bare hængende, og der hænger jeg nu.

Enten kunne jeg gå hen til min bil og køre videre, eller osse kunne jeg gå med de to piger som stod og ventede på mig. Jeg var i tvivl og begyndte at græde. De ville hjælpe mig, men jeg var bange.

Pigen der kørte ind foran mig på tankstationen, kaldte jeg et røvhul. Havde det været en mand, ville jeg ikke have været så grov. Hvad er det jeg hele tiden prøver at undgå? Er det at se mig selv i øjnene? Er det det? Så bliver jeg så fandens destruktiv. Men måske er det godt at være lidt destruktiv en gang imellem. At nå ind til angstens kerne. Angsten for hvem man i VIRKELIGHEDEN er . Jeg købte “Procreate” i går og tegnede straks noget mystisk noget. Jeg kan ikke holde al den perfektion ud. Jeg kan ikke holde alle disse skønmalerier ud, når nu verden er en sump. Kan I forstå det? Jeg bliver nødt til at råbe højt. At skrige lige som Munck. Ikke? For sådan er det jo. Døden og udslettelse. Hadet og fordummelsen er til stede alle vejne og jeg bliver nødt til at skrige. Råbe. Skabe mig det bedste jeg har lært. De små planter bæver i vinden. De er så skrøbelige. Livet er skrøbeligt. Kan I for helvede ikke se det allesammen? Så lad det da være, det liv.

 

Print Friendly, PDF & Email

Klatten.

En klat faldt ned på papiret. Han hentede en klud og tørrede den væk. Så var han parat til at skrive. Det varede dog ikke længe, før en ny klat havnede på hans hvide jomfruelige papir. -Satans, udbrød han og gik atter en gang ud i køkkenet efter kluden for at tørre klatten væk. Da han kom ind, så han hvem synderen var. En lille guldspurv var landet på lampen som hang ned fra loftet. -Hvad skal du nu der, min lille ven, sagde han og gik hen for at åbne vinduet, så fuglen kunne flyve ud. Det varede ikke længe før fuglen lettede og fløj.-Tusind tak, dit lille bæst, sagde han idet han lo for sig selv. Så satte han sig til computeren og begyndte at skrive. Men han havde svært ved at løsrive sig fra den lille hændelse. Der begyndte at vokse en smerte indeni ham, som han ikke kunne finde ud af, hvorfor opstod. 

Han savnede jo selv at kunne flyve.  Det var det der var i vejen med ham. Det var der smerten stammede fra. Han følte sig fanget til det sted, hvor han sad og skrev. Han følte sig faktisk fanget af sig selv. Det var ligesom om hans spejlbillede forfulgte ham som en forvrænget maske, han var påtvunget at bære. Og selv om han rev og sled i denne maske, så sad den blot endnu bedre fast. Ja, det var næsten sådan, at jo mere han forsøgte at fjerne den, des mere sneg den sig dybere og dybere ind i ham selv, så han til sidst havde svært ved at skelne mellem sig selv og masken.

Det var jo noget forfærdeligt lort, tænkte han. Noget rigtigt eddike pis. Nå, men hvis han så skulle være denne maske, og ikke kunne løsrive sig fra den, hvad var så mere nærliggende end at undersøge den, og den mest indlysende måde at undersøge den på måtte vel være at lade den udfolde sig. Lad os se, hvad i hele hule helvede denne maske består af. Lad os se, hvem han i virkeligheden er, og ikke hvem han tror (og håber) han er. Lad os se djævelen i øjnene for helvede og i syv satan i fænghullet!

Jeg spiller fløjte med stor fornøjelse, og helst hvis jeg kan sidde og se andre store fløjtenister spille mens jeg gør det. Det der interesserer mig allermest er lige før lyden kommer. Det er lige som om der er et øjeblik der, hvor fløjten ikke kan beslutte sig til om den vil fløjte eller ej, og i det øjeblik sker beslutningen af sig selv, og det er det øjeblik, der interesserer mig allermest. Lige netop der, hvor viljen hører op og naturen tager over. Lige netop der, hvor vinduet er åbent og fuglen flyver ud. Det kan der vel ikke være noget slemt i at skrive om.

I går så jeg en serie om en charterbåd i Middelhavet, hvor hele den kvindelige besætning fik udleveret dildoer til brug under turen. Det var en professor i sexologi, som var med og som uddelte disse instrumenter. Og hun anbefalede på det varmeste at de brugte dem så mange gange om dagen som muligt. Det kan der vel ikke være noget ondt i. Der hersker jo stadig en vis skam omkring dette, men det skider jeg på. Fuck det. Vi må videre ikke?

Og så er der alt det med kærligheden, ikke? Det store spørgsmål. Måske ligger kærligheden lige netop på det sted, hvor viljen hører op og tilfældet begynder. Lige netop i det øjeblik, hvor den kronologiske tid mister sin betydning og evigheden begynder. Det er derfor vi evigt og altid er på udkig efter det vi kalder “kærlighed” fordi det befrier os fra tidens fængsel. Men kærlighed er jo ikke begrænset til et forhold mellem mand og kvinde. Det ved vi jo, fordi vi ser at også to af samme køn kan have kærlighed til hinanden, og jeg ved fra mig selv, at følelser som jeg på det bestemteste vil påstå er kærlighed, kan finde sted mellem dyr og menneske. Altså det vi kalder næstekærlighed. Dog er der ikke tvivl om, at ingen kærlighed kan udfolde sig uden kærligheden til een selv. Og det er måske den sværeste kærlighed, for den er ilde set. Det har kirken og religionen gjort et hensynsløst arbejde for, at den bliver, og det er i høj grad lykkedes, som man kan se, når man betragter den almindelige moral. Men ved I hvad? Det vil jeg skide på. Hvis jeg skulle underkaste mig disse dogmer, så ville jeg ingen vejne nå, så det gør jeg selvfølgelig ikke. 

Jeg gider ikke mere

jeg gider ikke mer

Lad andre fantasere

Det rager mig 

en fjer.

Det må være tilladt at gøre status her ved vejs ende. Jeg befinder mig nu netop i det øjeblik, hvor viljen hører op og tilfældet tager over. Det øjeblik som er det eneste vi har og som strækker sig uendeligt til alle sider og som derfor slet ikke eksisterer i almindelig forstand, men som bedst kan beskrives som værende “væk”.

”Væk” er virkelig et godt ord, ikke? Det at noget er væk, vil sige, at det ikke findes. At beskrive noget som ikke findes ved hjælp af et ord som findes, nemlig “væk” er et af dette (sproglige) livs store selvmodsigelser. Jeg elsker selvmodsigelser. “Sandheden” er een stor selvmodsigelse. Det er godt at vide, når man begiver sig på udkig efter den. Hæ, hæ, hæ.

Jeg havde en frygtelig drøm i nat. Jeg var tandlæge! Tænk dem noget så frygteligt. Kan det være værre? Jeg lå her i min seng i bilen, da patienten trådte ind på klinikken. Han var en stor, bredskuldret herre med langt lyst hår. En rigtig vrestler, som man siger, og jeg blev da også ret bange ved førstehåndsindtrykket af ham. Mine klinikassistenter elskede ham straks han trådte ind ad døren. De sneg sig kælent op og ned ad ham og gjorde sig lækre og alt muligt for at tækkes ham. Nå, men jeg måtte jo til arbejdet. Sådan var det og er altid i en hvilkensomhelst persons liv. -Til arbejdet! Lyder det fra alle gadehjørner. Fra alle vinduer og døre. Fra alle munde, som selv er blevet slaver. -Til arbejdet! Så det gjorde jeg. Tog kitlen på for rigtig at virke professionel og sejlede overlegent ind på klinikken, hvor vores vrestler behændigt var blevt anbragt i den supermoderne tandlægestol til flere millioner kroner, som jeg nu var sat til at arbejde af. Han åbnede munden (det gør folk jo hos tandlægen) og jeg kiggede ind i redeligheden. Det store krater i højre kindtand for oven åbenbarede sig med al ønskelig tydelighed. – Hvad skulle jeg gøre? Gode råd var dyre. Sveden sprang frem på min pande og jeg begyndte at ryste. Mine ben dirrede og med nervøse bevægelser bragte jeg spejlet ind i hans mund, mens jeg mumlede:- det ser ikke godt ud!  Han for op, og jeg sprang flere meter tilbage for ikke at blive forulempet. -Hvad koster det? Spurgte han. -Hvad koster hvad? Svarede jeg svagt. -At få lavet det skide hul, du mumler om tandlæge! 

Så var det at jeg begyndte at føle presset mod min hals. – Jeg kan ikke trække vejret, tænkte jeg. Men jeg sad fast. Hans vrestlerånde sad mig i nakken og jeg var uhjælpelig fanget af denne store kæmpe af en mand. Selv er jeg lille og spinkel og ikke noget kønt syn, men nok om det. Jeg forklarede ham lidt om prisen på de forskellige dele af arbejdsprocessen som det ville være nødvendigt at udføre og det gjorde ham for en stund passiv, og fik ham til at falde til ro. -Den næste patient er ankommet! Lød det ude fra receptionen. Det var en af de smarte klinikpiger som skadefro meddelte dette. De vidste godt, at det ville sætte mit stressniveau i vejret, og de nød at se mig fare forvirret rundt for at nå det hele, mens de en gang i mellem så deres snit til at spænde ben for mig. -Tiden, tiden, tænkte jeg og begyndte at lede efter røntgenbillederne, som plejede at ligge i en kasse ude ved siden af røntgenapparatet. Patienten var i mellemtiden blevet utålmodig og råbte: -sker der snart noget? Jeg bad en af pigerne om at finde røntgenbillederne, men hun havde lige pludselig travlt med noget andet, så her var ingen hjælp at hente. Jeg måtte altså klare mig selv og følte mig som en flue i en flaske. Drønede rundt mens patientfyren klagede og klinikpigerne vendte mig ryggen. Langt om længe fik vi billedet taget og det viste sig at tanden skulle rodbehandles og bagefter have en krone sat ned over sig. Alt i alt et større arbejde, som der slet ikke var tid til, for nu begyndte de øvrige patienter at hobe sig op ude i venteværelset mens receptionisten sad ganske upåvirket og filede negle! Vristlerpatienten gav lyd fra sig: -Hvornår er jeg færdig, spurgte han. -Jeg skal nå noget, og kan ikke sidder her hele dagen. Ude i venteværelset begyndte de gamle damer at dunke i takt med deres stokke ned i gulvet. Vi har bestilt tid! Råbte de. -Hvor længe skal vi vente. Klinikpigerne stillede sig spørgende op foran mig, somom jeg skulle kunne give dem et svar eller en ordre på, hvorldes situationen skulle takles. Alle omkring mig var i venteposition, og det var mig de ventede på. Det var mig, der skulle forklare for patienten, hvad der skulle laves. Det var mig der skulle lave det. Det var mig pigerne ventede på, for at få besked på, hvad de skulle gøre, og detr var mig alle damerne ude i venteværelset utålmodigt krævede at jeg skulle stå til rådighed for. Og min faglige stolthed stod i kulissen og ventede på, at mit tandlægelige håndværk blev perfekt. Jo tak, det var et helvede, som jeg for rundt i og prøvede at navigere mig frem gennem. En lang tåget tunnel af krav fra alle sider, hvor jeg hele tiden skulle opbyde alle mine kræfter, for at komme videre og videre til de nye patienter og de nye rodbehandlinger og de nye tandkroner og broer og proteser og operationer som ventede på mig i dette uendelige tomrum, som aldrig ville få nogen ende, men kun blive værre og værre. Jeg blev kvalt. Kunne ikke trække vejret. -I CAN`T BREATHE !

Og jeg vågnede med et sæt og opdagede, at det er sådan verden ser ud lige nu.

FUCK DET!

Det er ikke et spørgsmål om, hvad andre kan lide, men udelukkende et spørgsmål om, hvad jeg selv kan lide. 

Print Friendly, PDF & Email

FØR DØDEN


Før døden er alt                                                                                                                             Alt er før døden.

Jeg er før døden                                                                                                                             Altid før døden

Efter, hvad er efter?                                                                                                                     “Efter” er et ord uden betydning.

Alt er før, lige før.                                                                                                                         Hvorfor nu det?

Fordi jeg hele tiden er i gang med noget.                                                                           Et eller andet jeg skal have gjort. Skal have lavet.                                                         Hvorfor nu det?

Fordi det er vigtigt at få gjort, det jeg skal gøre.                                                             Og hvad skal jeg så gøre?                                                                                                                    Kære venner. Hvad er det I vil have mig til? Kan jeg ikke bare få lov at passe mig selv og vaske mit gulv og sy mine bukser og besøge mine venner? Alle dem som ikke ønsker, jeg skal gøre noget. Som bare ønsker at se mig, som jeg er. Kan jeg ikke bare få lov at være den jeg er i fred? Næh, næh, det kan du ikke, råber de i fjernsynet og på gaden og i radioavisen. Du skal samle ind til de flygtende børn i Syrien, skal du. Ud med raslebøssen i en fart! Så synker jeg ned i vemod over alt det jeg skal gøre. Så sætter jeg mig til at skrive om det at vaske gulv i stedet for. Det at vaske gulv forekommer mig vigtigere end at styrte rundt og samle ind til et sort hul, som aldrig fyldes. Menneskene er et sort hul som aldrig fyldes. De suger livet ud af livet fordi de frygter livet. Men jeg frygter ikke livet. Jeg har indset betydningen af, at vaske gulv og skrælle kartofler og pille gulerødder og koge ris.  Det har jeg indset betydningen af. Ikke andet end det daglige liv midt i det hele med forventningens glæde intakt. Forventningen om, at der altid vil være noget at gøre før og aldrig noget at gøre efter.

I går var der en mand i Helsingør som vandt 200 millioner kroner i Viking Lotto. Jeg tænkte, hvor svært det må være, at vinde så mange penge. Han får virkelig travlt med at løbe rundt og finde ud af at få dem brugt. Stakkels ham. Hvis det var mig, tænkte jeg, så ville jeg først have en Tesla 300, men når jeg så havde kørt lidt rundt i den, så måtte jeg jo se at finde ud af, hvor jeg skulle køre hen. Så ville jeg køre til Nice og skrive mig ind på det flotteste hotel i byen og gå ud og spise med en smuk blondine før jeg endelig trådte ombord på min store yacht nede i Havnen og sejlede til Jamaica med hende og en lille hvid puddel vi lige havde købt af en mand i restauranten, og så videre, et vældigt mas og jag afsted for at svinge guldkreditkortet til alle pengene var brugt og jeg godt udaset sad tilbage her ved skrivemaskinen og overvejede om mit gulv trængte til en omgang vask. Så var det hele overstået, og hvad så? Stadig samme spørgsmål. Hvad så?

Det har jeg svært ved at besvare udover, at jeg vil skifte emne og gå over til at skrive videre på min roman “Polarkuller” som udkommer her på sitet, når jeg engang bliver færdig med den, og det kan godt tage mange år.

I mellemtiden kan jeg underholde med lidt insider viden. Om ikke længe vil min krop båret af et uendeligt antal perceptionsimpulser bevæge sig bort fra det hæsblæsende instrument, som hele tiden tiltrækker sig mere og mere opmærksomhed globalt-planetarisk. En computer som jeg selv er i totalt samspil med og som derfor ikke skal opfattes som en fjende med mindre man da ligefrem tror på den frie vilje, men som en ven eller forlængelse af ens rådighed. En rådighed som nemt kan misbruges, hvis man lever i en verden af før og efter. Det er noget svineri, jeg absolut ikke kan tilslutte mig. Jeg foretrækker at lade øjeblikket råde i fuld fordragelighed med de til enhver tid værende input. Så enkelt at se og så vanskeligt at leve, ser det ud til i vores forfjamskede verden. Nå, men det rager mig en skid,  når det i bund og grund er ganske simpelt. Som det er, vil jeg (kroppen) bevæge sig ud til bilen som er nypakket og klar med frisk opfyldt olie og sprinklervædske og kølevarer i køleboksen og nøglen i tændingen og ud ad landevejen går det med de adstadige 90 km i timen op over Bårse og Tappernøje og Piberhus langs det ydre Køge ind ad O4 mod Sydhavnen og Stubmøllevej for endelig ,forhåbentlig, at kunne køre op foran “Karens Minde” og her få en parkeringsplads, hvor jeg (kroppen) kan tilbringe de næste 4 dage. Jeg forlader altså mit hjem i Bandholm. Var ikke i vinterbad i dag, da jeg i nat havde en fornemmelse af tidlig influenza. Tænkte straks på Corona virus, men det er nok usansynligt, da jeg forlod Thailand allerede den 16 dec sidste år. Nu har jeg spist nogle stykker af mit hjemmebagte brød med surdej fra Bornholm med humus og vegansk spegepølse og har det fint i kroppen. Kroppen har det fint i tanken. Kropstanken (ikke krop-stanken men krops-tanken. Tag ikke fejl af det! Jeg har været i bad, varmt bad til morgen og lugter aldeles ikke, selvom jeg snart fylder 80 år. Altså.) – Theen bliver kold og om lidt er det mørkt. Jeg drikker ud og tager afsted ind til middag med Bynke og Ernst og Olga (den smukke) og Gable og Betty (den smukke) på restauranten “Veggie Heroes” hvad det så end er for noget… Vi ses!

Jeg bor i en gammel bil ude i Sydhavnen. Jeg holder varmen med et lille oliefyr, som summer og fortæller mig, at alt er i orden. Det er min livline. Hvis det holder op med at summe, dør jeg af frost. Så ligger jeg stiv og bleg i min køje, når de finder mig. Men det ønsker jeg ikke. Derfor holder jeg mit lille varmeapparat i god stand. Sidst det voldte mig problemer var, da vi kørte hjem fra Bornholm og luftrøret rev sig løs og skramlede hen ad den svenske motorvej, så vi måtte stoppe ved en afkørsel og binde røret fast med ståltråd. Det sidder fint nu. Jeg ser efter en gang i mellem og lægger mig ned under bilen for at kontrollere at alt er som det skal være.                                     Jeg er bange for at blive brændt inde, når de gale mennesker her ude ved “Karens Minde” sætter ild til de parkerede biler. Sidst jeg holdt her, gik det ud over en dejlig Mercedes som stod i flammer med eksplosioner og røg og gnister lige ved siden af min bil. Det var ikke rart at se på. Jeg sprang væk og tilkaldte brandvæsnet, som ankom kort efter og slukkede ilden, men da var bilen helt udbrændt. Det var slemt. Jeg har skrevet en seddel, som jeg har hængt op i min bagrude. Der står: “Her sover mennesker og børn”. Måske det kan afholde pyromanen fra at sætte ild til min bil.                                           Jeg sidder i biblioteket og skriver. Her er rart og stille med andre mennesker som også er fordybet uden at sige noget. Ind imellem hører man barnegråd fra babyer, som mødrene holder siesta med i læsesalen, men det forstyrrer mig ikke. Gør blot det hele mere hjemligt. Om lidt går jeg ud i Valbyparken, og når jeg har gået den friske tur ud over Tippen tager jeg bussen ind til “Panuminstituttet” og spiser frokost i deres kantine. Der føler jeg mig hjemme, da tandlægefakultetet ligger i samme bygning. Jeg var jo tandlæge en gang, det er længe siden, men derfor kan man godt spise frokost derude. Det lugter altid lidt af fisk, som man siger. Ja, man siger så meget og hvad skal det hele føre til? Spørger jeg. Næppe ret meget. Nok faktisk slet ikke noget. Rart at vide, for så har jeg ikke travlt mere, som jeg havde det i sin tid. Den gang jeg sad hver dag ved tandlægestolen og reparerede tænder, tandkød og slimhinder i eet væk for at tjene til dagen og vejen. Det er slut nu. Gudskelov og tak for det. Det er mig til stadig glæde at vide mig fuldstændig fri for det pres. Pyha, bare at tale om det gør mig helt svedt. Mærkeligt, ikke? Det ligger dybt og er også mange år, ja faktisk et helt liv. Som er slut. Slut Prut. Et helt tandlægeliv. Punktum finale.

Jeg bliver tosset! Nåh ja, det er jeg jo i forvejen. Så kan det være lige meget. Altså forleden dag, det var vist i forgårs, eller osse var det tidligere, det kan jeg ikke rigtig huske, men altså forleden dag tog jeg afsted som tidligere beskrevet til København for at møde min store datter og mine børnebørn med diverse kærester til spisning på den veganske restaurant. Det var heftigt og komprimeret, for vi skulle allesammen nå det hele, men fint alligevel. Ud til bil og sove, dog først forbi Dagmar Teatret for at se “Jojo the rabbit” om en lille dreng og hans jødiske kæreste under anden verdenskrig i Tyskland. Hitler og alt det der som satire. Meget mærkelig film, men god nok, – og så “hjem” og sove i den kolde bil, som hurtig blev varm med mit oliefyr. Mandag dejlig tur med anden store datter over Amager fælled og tippen med græssende lamaer og blæst i håret og uforstyrret samtale som fik tid til at brede sig ud og standse op og tøve og glide i gang igen. Samme store datter mødte jeg på “Absalon” om tirsdagen til optagelse af K2, hvor vi spiste and (hun spiste, jeg fik vegetarisk) og bagefter fik os et billigt grin over Zentropa direktøren Peter Ålbæks manglende interesse i Ane Cortzens opblæste “kultur” begivenheder. Atter tilbage til kold bil og se “deadline” mens varmeapparatet bragte temperaturen op på det tålelige, og en kop varm urte the gjorde den tilstundende nattesøvn behagelig. Om formiddagen var jeg ude i “Cinemateket” og låne “De fem benspænd” og “Det perfekte menneske” af Jørgen Leth, hvis erindringer jeg lige har læst. Dagen efter var jeg igen i “Cinemateket” for at se “Det erotiske menneske” og hans film om Haiti. Han er jo lige som alle andre en kompliceret og sammensat størrelse, men jeg nåede da så vidt at kunne indrømme hans film og også hans forfatterskab en vis kvalitet. Han er en sær kanut og ret speciel, når han accepterer, at hans Haitianske kæreste taler i mobil og er på facebook mens de dyrker sex. Det havde jeg fanden gale mig ikke fundet mig i!  Men han tager det som et raffinement. Hver mand sin smag!                                                                                                                            Derefter fra “Cinemateket” ud til “Absalon” og spise vegetarisk og samtale med en dejlig kvinde som læste til læge. Hun havde sin mor og bedstemor med til vegetarisk linsestuvning og familiesnak og jeg faldt ind med passende stikord som førte samtalen videre ad ukendte stier.                                          Ad ukendte og tilgroede stier fortsatte aftenen oppe i tårnværelset sammen med en flok begejstrede teenage piger til croquis af mandlig model, som holdt sig inden for sømmelighedens grænse uden oprejsning denne gang! Jeg fik skrattet nogle tålelige skitser ned på min blok og computer og kæmpede mig derefter ud i den stride, iskolde københavnske blæst op til busstoppested A1, hvor jeg måtte vente i 2o minutter før jeg endelig kunne køre hjem til “Karens Minde”.                                                                                               Dagen efter ville jeg spise ude på “Panum” hvor maden er som på en finere gourmet restaurant til 30 kr pr portion.-Men der gjorde jeg regning uden vært, for busruten var lagt om, siden sidst jeg kørte turen. Da jeg opdagede at jeg var på vej til Glostrup i stedet for Østerbro, sprang jeg forvirret af bussen og glemte i skyndingen mine dejlige fingervanter af mørkeblå uldfilt. Shit! Helvede! Op igen i næste bus for at forfølge den bus, jeg havde glemt handskerne i. Jeg havnede i Glostrup og fik at vide, at hittegodskontoret lå inde i byen! helvede og ingen mad i Panum, som var for sent at køre ud til. Jeg gik en tur i Istedgade i stedet for og fandt et par læderhandsker i en genbrugsbutik til 20 kr. Bedre end ingenting, men ikke tilfreds. Næste dag afsted alene på Tippen og så endelig ud til Panum med den rigtige bus og spise opulent salatbuffet med karrysild og hjemmebagt rugbrød samt en krydret suppe ad libitum. På vej over for at aflevere den brugte service blev jeg passet op af en sær gammel herre, som præsenterede sig som opfinder af afkalkelige brusearmaturer. Han inviterede mig op i tårnet på Panumbygningen, hvor jeg aldrig har været før med en fantastisk udsigt over København og sundet. Her holdt han foredrag om “Slotskirken som gaskammer” (foredraget, viste det sig senere, kan ses på YouTube under hans navn: Emil Bier.)  Han faldt gentagne gange i søvn under sit foredrag, men udsigten var flot og når han var vågen, var han ret underholdende!                                                                                                                    Men jeg havde stadig ikke fundet nogle vanter som kunne erstatte de skide lækre, jeg havde mistet i bussen. Derfor gik jeg på jagt på indre Nørrebro og fandt hos en dejlig literaturstuderende ung dame i en genbrugsbutik nogle godt nok lidt farvestrålende skivanter til lige netop den pris og i lige den størrelse, jeg ønskede mig, 45 kr. De blev købt på stedet. Ad Nørrebrogade let frysende søgte jeg tilflugt i endnu en genbrugsbutik, hvor de også solgte pebernødder og mandelmælk og i baglokalet havde kaffe og the salon drevet af en overordentligt indbydende kvindelig præst hvis motto var: Gud er kærlighed! Det måtte jeg høre nærmere om og lod mig dumpe ned i en magelig lænestol med varm the og hendes yndige åsyn lige foran mine øjne. Snart faldt vi i dyb samtale om verden og skæbnen og tilfældighedernes mystiske spil med os mennesker. Der var denne “connection”, som bare skaber en god og dyb samtale. Det var dejligt. Lidt senere dukkede to andre “bejlere”op, og nu udviklede situationen sig lidt anderledes. De skulle holde “Bibelskole” med præstinden over Paulus brev til Romerne Kapitel 1 Vers 5 og fremdrog hver deres tykke bibel. Så måtte jeg jo følge trop. Min erotiske stemning sammen med kvinden blev med et til salmesang og gudfader og jesus og da jeg er et høfligt menneske fandt jeg mig i det (hvad ellers skulle jeg have gjort? Skulle jeg have rejst mig op og gået? Det gør man dog ikke, og pigen var faktisk lige sød for det.) Jeg læste op af romerbrevet og vi diskuterede “Helligånden” som de hele tiden påstod var en ”han”. Jeg holdt lav profil og sad sågar med, da de bad til “Vorherre” med foldede hænder og andægtige miner. Meget  interessant at være til sådan noget og se, hvor fordrejede disse “kirkekristne” mennesker er. De klynger sig til ord i bøger (biblen) og tror oprigtigt på det de siger, når de siger “gud” eller “jesus” som noget der virkeligt eksisterer. Hvad skal man gøre? Jeg gjorde ingenting og nød situationen. De var jo faktisk meget søde allesammen.                                                                                                                             Bus A1 førte mig gennem den regntunge by ud til bilen som jeg startede og kørte over Ikea i Glostrup, hvor jeg spiste grøntsagsboller og købte batterier, mod Tappernøje og hjem til lille varme hus i Bandholm og badeanstalten og nybagt speltbrød med 200 år gammel Bornholmsk surdej. Super!

Græssende lama på tippen.

Sålænge det foregår oppe i hovedet, foregår det ingen steder. Det der foregår ingen steder, foregår alle steder og kan derfor ikke beskrives. Man kan tale om det, men det bliver aldrig andet end snak. Selv tale er i bund og grund snak. Selvhøjtidelighed. Latterlig. Dum. Dum snak. Når jeg skriver “jeg” er det selvfølgelig ikke mig. “Jeg” er første person ental, hverken mere eller mindre. Ren grammatik. Ord, sætninger, sprog. Tanke. At tro at “første person ental” “kan” noget. Kan “tænke” er den største misforståelse nogen sinde. Kroppen og dens omgivelser er een enhed. Der findes intet “jeg” som bevæger/kontrollerer. Det er naivt at tro, at der sidder et “jeg” oppe i hovedet, som “tænker”. Tænk at man kan tro sådan noget lort. Men det gør de fleste. Derfor denne (menneskelige) verdens evindelige problemer. Konflikt, konflikt, konflikt. “Mit” jeg og “Dit” jeg. Mit sprog og dit sprog. Min mening og din mening. Mit land og dit land o.s.v. Hvor dum kan man være? Men sådan er det øjensynlig, og på trods af det indlysende i dette, fortsætter det alligevel. Hvorfor mon?

I really don´t know.

Når det nu er så simpelt. Men det skyldes måske vores evne til at komplicere alt med vores evindelige spekuleren. På “hvorfor” og “hvordan” som kører rundt i hovedet på os. Så vi kan få “vished” og derved “ro”og “sikkerhed”, eller i det mindste en forventning om det. Fordi vi i bund og grund inderst inde må tilstå over for os selv, at vi intet ved om noget som helst, og det er ikke nogen rar situation at stå i, vel? Vi må have noget at klynge dette “jeg” op på. En såkaldt “identitet”, som vi kan siger er “os selv” er “mig selv”. Så maskinen kører i een uendelighed, og forsøger “du” at stoppe den, bliver det hele bare meget værre. Det kan enhver finde ud af ved bare at prøve. Prøv at stoppe dine tanker. Puha, sikke en syg situation der opstår af forstillelse og dum sløvhed. Alle mulige teknikker med at “leve i nuet” og den slags bærer kun yderligere ved til bålet. Det burde enhver da kunne se. Hvad end du gør, er det “dig” der gør det og derved styrker du blot løgnen om et “selv”. Når vi splitter vores tanke proces op i en der tænker og tanke, begår vi vores største fejl. Kan vi indse det?

Det er fandme et godt spørgsmål.

Der er i hvert fald ikke noget at “gøre” for at undgå det. At “indse” er ikke noget man “gør” vel? Det må være klart. “Indsigt” er ikke noget man kan “skaffe” sig. Det kommer uopfordret og u-villet.  Sådan er det bare. Du søger og søger og når du er helt udmattet og ikke kan komme videre, dumper det ned i hovedet på dig. Noget mærkeligt noget alt sammen, ikke?

Følgende små blå yes kan trykkes på, hvorved der fremkommer en video!

Yes, yes,

yes.

Det hele kører af sig selv, og det har det altid gjort, så der er ingen grund til at blande sig.

Alle søger en årsag til det hele. En gud om I vil. Jeg spørger så: hvad er årsagen til årsagen. Og årsagen til årsagen til årsagen? Kan I se komikken. Der er ingen grund til at spørge, for der er ikke noget svar. Færdig.

Jeg går en tur, selvom det regner, er aften og kulsort udenfor. Jeg har købt 14 dages gratis abonnement på viaplay så jeg kan se “Transparent” færdig. Det bliver nok i aften, jeg skal se sidste afsnit. Den er udmærket.

Alverden må forgå

Mens jeg kun kan se på

Hvad er der at forstå?

 

Alt det man kunne

Alt det man skulle

Alt det man ville

Det er forbi

 

I denne

Corona epedemi

 

Døden ligger foran os

som en kæmpestor kolods

Intet intet kan vi se

Alting alting det vil ske.

 

For helvede for noget lort! Hørte i dag fra en biolog, at det at vi udrydder skovene gør at samspillet mellem de vilde dyr ødelægges, hvorved deres mikroorganismer og vira tvinges over på os mennesker. Så der er ingen tvivl. Det er vores egen skyld det hele. Corona er vores egen skyld lige så vel som så meget andet. Vi er jordens fordømte art. Vi udrydder os selv med vores store fejludviklede abehjerner som hele tiden skal “klare” al ting. Jo mere vi klare des mere u-klart bliver det alt sammen, indtil vi en skønne dag (forhåbentlig) har udryddet os selv. Eller (forhåbentlig) har indset, hvor store svin vi er. Se blot på hvalen som døde af forstoppelse med plasticposer! For helvede!

Og Thomas fortalte mig i går, at corona virus kommer fra flagermuseafføring som kineserne presser ud af de arme dyr for at spise det! Og når flagermusenes habitat er udryddet ved urskovsrydning, har de ingen anden udvej end at angribe os mennesker. Derfor findes der spor af flagermuseblod i landmændene, og derfra spreder alle disse skide modstandsdygtige vira sig ud i det globale samfund. Vores egen skyld det hele er det. Pis!

Alle opererer med et “bagefter”. Tænk hvis det gik op for dem, at “bagefter” slet ikke eksisterer. At det er en illusion. Ren indbildning som tanken har skabt for at skabe tryghed for sig selv. Så den altid har et “bagefter” at se “frem”til. Sådan bedrager den menneskelige tanke sig selv i een uendelighed og medfører dermed lort og pis i een uendelighed. Er det ikke underholdende at tænke på?

Nuet nagler os til tiden. Deri består vor kvide. Som vi aldrig slipper bort fra, uanset hvor meget vi spræller i det net, vi selv skaber. Uanset hvor meget vi “gør” for at slippe fri.

I dag da jeg gik en tur blev jeg for første gang opmærksom

på tyngdekraften.

I dag da jeg gik en tur blev jeg for første gang opmærksom

på lyset.

I dag da jeg gik en tur blev jeg for første gang opmærksom

på mig selv.

Vi er en lille åndsvag art, der fører sig frem

som ejede den det hele.

Hvor dum kan man være?

Se bare på Homo Sapiens

Så får du svaret:

Så dum kan man være!

Jeg elsker alle deres ord om “den anden side”. Når vi kommer ud på “den anden side”. Hvad er det for noget? Hvad er “den anden side” for noget, kunne jeg godt tænke mig at spørge om. Lige som at skulle krydse en flod, ikke.? Sådan ser billedet ud. Vi skal se for os en flod med en rivende strøm og farlige barracudaer som svømmer nede i det sortgrumsede vand, og som hele tiden kun er ude på at udslette os, ikke? Det er sådan et billede man vil have os til at se. Og så vil man have os til at se, at det er vores “myndigheder” som skal frelse os, hvis vi opfører os ordentligt og vasker hænder og står ret og spritter af, for så vil de hjælpe os over på “den anden side” hvor græsset er grønt, bredden er sikker og alle barracudaerne er væk, og vi er frie igen til at gøre lige, hvad vi vil med vores dejlige “Frie” vilje, som de elsker at få os til at tro, at vi har, så de (læs magthaverden, eller som en dansk forfatter engang kaldte dem: De nødstedte djævle, de er de værste.) Det er dem, vi må sætte vores lid til, siger de. Med Trump og Jair Bolsonaro i spidsen plus alle de andre pinger. Ha, ha, ha, ha, siger jeg og skrider ned og vinterbader. Jeg gider ikke mere. FUCK! Det er sgu da for åndsvagt det hele. Men men men, når vi kommer over på den anden side og i morgen og en anden dag og et andet sted og noget helt andet, som vi kan spekulere os til og skabe dejlige tanker om, som vi kan sidde og lade løbe rundt i vores hoved og nyde at “se frem” til, så skal det nok “gå” altsammen. Vi er fucking idioter, at vi tror på alt det pis. FUCK! Nå, men det bedste er foråret i min have og de to duer som kommer ned på foderbrættet og spiser havregryn, mens døgnfluerne danser i solstrålen og jeg/mig sidder i den lille lænestol med lukkede øjne. Altså bare sidder der. Altså.

Nå, så sidder man her og spekulerer over Yahya Hassans død.

En skændsel.
Mere er der ikke at sige.

RIP.

 

 

 

 

 

Print Friendly, PDF & Email

BETROELSER

Mit navn er Navn. Navn Ravn Hansen.            Født i Ålborg den 28 april 1944. Ret som anden verdenskrig var ved sin afslutning. Jeg er ikke bange. Faktisk er jeg meget modig af natur. Går gerne ud foran en sporvogn i fuld fart uden at se mig for. Derfor er jeg ofte kommet af dage, men liver ret hurtigt op igen. Når jeg har fået min vilje. Min vilje ske, som jeg så ofte siger.(Til mig selv). Man skal ikke være højrøvet. Nej. Nå, men hvorfor jeg skriver dette, skyldes mit umådelige behov for penge, samt for andre ting jeg ubetinget må have. Jeg fortæller hermed, hvad jeg allerhelst vil have og det er et sejlskib. Jeg elsker sejlskibe til at sejle væk med. Langt væk ud på det åbne ocean, hvor ingen kan finde mig og bebrejde mig min tilstedeværelse. Kan jeg få nogle millioner helst dollars, vil jeg kunne gøre alvor af min drøm om at være selvstændig. Jeg har altid, lige siden min bedstemoder sagde til mig, at jeg ville blive en god forretningsmand,  drømt om at blive selvstændig. Have min egen virksomhed med en masse ansatte, som så op til mig. Det ville please mig i allerhøjeste grad. Men nu kommer jeg vist ind på et sidespor. Har tabt tråden, som man siger, og det er ikke det jeg vil. Så ville jeg have en til at passe mig. Gerne en kvinde som kunne putte mig hver aften og lægge dynen godt tilrette op om ørene på mig og give mig et køligt kys at sove ind på. Hun skulle selvfølgelig have del i min formue. Eller i hvert fald betales godt for sine ydelser. Et lille beløb hver dag ville være passende. Hovedstolen skulle selvfølgelig bero hos mig. Det er jo mine penge, ikke? Det lægger jeg vægt på. Hver ting til sin tid. Skæg for sig og snot for sig, som man siger. Nå men alt dette rager i og for sig ikke nogen. Jeg må hellere slette det med det samme, så ingen ser det og får ondt af det jeg her skriver. Det vil skade mit renommè, og er der noget jeg ikke bryder mig om, så er det det. Et skadet renommè.

Jeg vil nødig fremstå som dadelværdig.

Print Friendly, PDF & Email

Det næste kapitel…

You are lucky if it goes, but you can’t do anything to get it going. All kind of trying is irrelevant.

The only dance IS

Jeg er træt. Skidetræt af al det vrøvl.                                                                                   Hvilket vrøvl?
Alt det vrøvl du siger. Jeg gider ikke høre på det mere.
Så luk ørene for helvede!
Det er ikke pænt at sige for helvede. Det ved du godt,ikke?
Jeg ved ikke en skid og det rager ikke dig, hvad jeg ved og ikke ved. I øvrigt.
Nå.
Hvorfor siger du: Nå?
Det betyder, at jeg er dødtræt af dig din skide lort!
Sådan siger man ikke. Det ved du godt.
Jeg ved ikke en skid. Det ved DU godt ikke?
Åh altså, det er så svært at tale med dig, når du ikke hører efter. Du skal høre efter, hvad jeg siger. Det er meget vigtigt, hvad jeg siger. Forstår du det?
Den rusker ham i ørene. Han skriger:- For helvede din lede svamp, hvad bilder du dig ind? Det gør ondt!
Det skal det. Ellers hører du jo ikke efter.Den tager ham under armen og river hovedet af ham. Den smider det på jorden og stamper på det, så blodet sprøjter op i luften og ud til siderne. Der kommer en lille kattekilling forbi i det samme. Den slikker blodet op.
For helvede, sikke noget lort at sige, tænker den og går sin vej.
Det samme tænker jeg og går min vej.

Så kommer den kloge mand gående. Ham som har alle svarene. Jeg spørger ham om meningen med livet og han kaster op. Det lader til, at alt lige for øjeblikket går mig imod. Jeg græder. Så kommer en engel og tørrer tårene bort fra mit ansigt. Det letter lidt på trykket. Men ikke helt. Jeg bliver aldrig helt tilfreds. Aldrig. Det er vilkåret, indser jeg nu.

Så kan jeg i og for sig sige det lige ud:-Jeg er godt træt af alle disse udflugter. Alle disse forsøg på at slippe udenom. Det faktum at vi skal dø. Denne enestående mulighed for at indse, hvor tåbeligt vi bærer os ad, når vi hele tiden påstår, at vi ved noget som helst. Vi ved ikke en skid. Det er kort og godt sagen. Så kan de allesammen komme med deres gode ideer om “noget andet”. Ren og skær bulshit som et plaster på såret, som kan ligge nedenunder og langsomt gå i forrådnelse og udsenden denne ildelugtende stank af hengemt pis. Et liv efter døden og et liv i nuet. Alt sammen bare ord. Floskler til at dække over dyb uvidenhed. For helvede! Indrøm det dog og få fred for alt det lort I går og sysler med i jeres betændte hjerner! Men jeg kender jer. I smutter. I elsker at smutte over i jeres trygge rede af smarte vendinger. I er så kloge, at det gør ondt og jeg ved ikke, hvordan jeg skal  holde det ud.- Det pres, der hviler på mine skuldre. Jeg er en scapegoat!

Stakkels mand!

Uldne underbukser og varmhjertet halsbetændelse. Utøj og hattenåle. Svindel og humbuk. Pjerrot og Columbine. Far og mor. Søster og bror. Hvilken forestilling!

Nå, men udover alt dette skinner solen bag sine gråmelerede skyer højt oppe i himlen mens jeg/jeg sidder i min camper udenfor “Klippebo” en juleaftensdagsmorgen og har netop tunet ind på en Youtube video med en dialog mellem Ram Das og Eckert Tolle. Meget interessant. Desværre taler Ram Das ganske besværet af sin hjerneblødning, men begge disse selvbestaltede julelys ser ud til at have fundet “melodien” og det er jo godt. (For dem) Selv er jeg mere skeptisk, hvilket vel kan ses på mine sidste skriftlige udgydelser. Skal jeg hente information om tingenes tilstand gør jeg det hellere ved at tune ind på UG. Men sådan er der jo så meget og enhver sin lyst, ikke?

Glædelig Jul til alle mine læsere fra nær og fjern!🇧🇷😜🐥🌹👌🏻💙💜💙💜❤️🇩🇰🇩🇰🥦🥑🌽🥬🥒🦋🌹🌹🌹🌹😇👁

Jeg ved ikke så meget. Hvor skulle jeg vide det fra? Jeg spørger bare. Har ingen anelse. Så er det sagt.

Nytårsaften. Hvad er det for noget? Man sidder med rester af en Burger King  vegetarisk kød-burger mellem tænderne og den søde smag af cola på tungen og venter på at klokken skal blive tolv så man kan få overstået det forbandede årsskifte. Dronning Magrethe har som sædvanlig holdt sin nytårstale og fyrværkeriet knalder store kanonslag af både på Christiania og Rådhuspladsen så de små børn, som forældrene har slæbt med ud for at opleve ”lys”-showet, skriger i angst og  må rystes på plads af deres ophidsede mødre, som ikke ser anden udvej i deres desperation end at ty til vold. jeg går over den store plads og rammes i sekundet af en mortergranat som eksplodere lige inde i mit højre øre. Det bliver jeg næsten døv af. Derfor tager jeg en  af disse sejlende busser, man kan stemple ind på med sit rejsekort og får en bedårende tur ad den oplyste kanal mellem Langebro og Knippelsbro forbi de utallige højhuse med balkoner og lysguirlander som bebos af denne storbys hårdt arbejdende overklasse. Alle har de betalt tårnhøje summer for den enestående udsigt over mod havnefronten på den modsatte side af kanalen, hvor lige så mange har betalt lige så dyrt for den samme udsigt bare til modsatte side. Så kan de sidde i deres dyre lejligheder og betragte hinanden og sige til deres gæster: -Sikke mageløs udsigt! Det har de betalt for. Ja, det har de. Dem de andre som ikke er mig. Jeg har ikke betalt for nogen udsigt. Jeg har slet ikke betalt noget som helst. Jeg sejler bare forbi og tænker på, hvor jeg skal gå hen for at få varmen i denne iskolde vind, som blæser gennem København i aften den 31 december 2019. Jeg går ned ad en smal trappe under Langebro og op igen på den anden side og minsanten så dukker “Danhostel” op med en åben dør ind til restauranten, hvor jeg modtages af venlige mennesker, som byder på champagne og kransekage. Minsanten!

Så går tiden så godt med at læse Jørgen Leth “Det uperfekte menneske” og Søren Kirkegaard “Enten Eller” og lede efter billige færge-overfarter mellem Koh Phangan og Koh Tao til forårets tur i Sydøst Asien. Jeg vil dykke videre, hvis jeg kan. Ubetinget.

Nå, men om lidt brager og lyner det over hele Rådhuspladsen. Jeg deltager igen i år. Det er ved at blive en tradition. Men jeg trives faktisk ganske godt i denne anonymitetens kappe. Ingen “kender” mig og jeg kender ingen. Fint og let. Når de har skudt året ind alle disse mennesker, går jeg ned til Hovedbanegården og tager toget ud til Brøndbyøster, hvor gamle California står velopvarmet på DCUs vintercampingplads og venter på mig. For Helvede,- hvilken fred i al knalderiet!

Mit liv er spiralformet. Ikke cirkulært. Det ser jeg nu og det er en stor glæde.

 

 

 

 

 

 

Print Friendly, PDF & Email

Bangkok/Phuket/Phi Phi

 


Det er et gevaldigt indspark man får i bevidstheden ved sådan et trip til Thailand. Tidsforskudt, klimaforskudt og kulturforskudt i en park med springvand og sjældne fugle med sjældne stemmer. Mens de menneskelignende thai-mennesker øver sig i deres liv under monumentet over deres faldne kejser. Over åben ild steges rotter på spyd og wokken koger de møre græsrødder til sovs med rigelig chili. Ris ad libitum og altid dette servile smil som dækker hvad som helst. 7-eleven over alt med trafikken buldrende i stride strømme uden mål og med. Gader tynget af røg under en blå himmel med de kæreste små lyserøde vatskyer som gør hjertet let i denne menneskelige armod. Dufte over alt. Det er det bedste her. Røgelse og brændt olie. Ingefær ristet på glødende trækul. Luften er fyldt af det. Brankede kyllingelår i sød suppe, hot som bare helvede! Jo tak. Man er ankommet!

Det aller aller bedste er varmen! Den smyger sig om kroppen som en fløjlsblød kærtegnende hånd. Den stryger hen over ens ansigt med mild følsomhed og den strømmer ind i alle led og muskler og gør dem føjelige og  anvendelige. Den kommer lidt efter lidt. I begyndelsen er det et shock! Man stiger ud af flyet og får den brændende vind lige i fjæset. Pyha, den er strid,- tænker man og glædes over transittens behagelige airconditionerede atmosfære. -Så bliver man lukket ud og så er den der igen, heden, men på en anden måde. Mere blid, men man er jo osse kommet ud i det fri. Det er noget andet.

Jeg havde lært, at skulle jeg til togstationene,så skulle jeg gå i 27 minutter ad en af google anvist rute. Det gjorde jeg pligtskyldigt og det skulle jeg ikke have gjort, for det var langs en motorvej og der må man ikke gå med en trækkuffert slæbende efter sig. Nej! For så kommer politiet og det gjorde de også med blåt blinkende lys og udrykningssirene! Men de smilte til mig. Var jo thaier og fortalte, at jeg skulle gå tilbage og ned under jorden. Der lå stationen og der gik jeg så i stedet for.

Nu er jeg bare glad i varmen. Ja. Og især fordi jeg rejser alene. Det er fand’me skønt at kunne skifte kurs som man vil og helt følge sit eget tempo. Stoppe op og falde i staver over thaikvinden som rører i sin wok over den flammende ild mens røgen fører dufte af hemmelige krydderier lige ind i mine næsebor. Eller se på den store sorte ravn i parken ved søen som danser for mine fødder og blomsterne og den lille duefugl med de blå hattefjer som kurrer besynderligt teatralsk. Jeg lægger mig med hovedet hvilende på min rygsæk på en marmorbænk med udsigt til trætoppene og den lyseblå himmel. Og ingen, nej ingen siger:-Kom nu, vi skal videre! Eller:-Vi har jo aftalt o.s.v. o.s.v. Mig og min skygge går samme vej. I fuld forståelse.

Så bliver man inviteret på trip til Koh Larn. Det lyder da meget godt, tænker man. Det kunne jeg da godt tænke mig, ikke? Jo, jo selvfølgelig endskønt det indebærer en 2 1/2 times busrejse foruden en færgetur på yderligere en time. Men selvfølgelig når man ledsages af en 45 årig kvindelig  professor i sociologisk immunologi ved Princeton University USA, kan det sagtens lade sig gøre. Den lange køretur giver rig lejlighed til at udveksle erfaringer. Først handler det om klodens fremtid. Jeg udmaler min extinct homosapiens teori for damen, og hun giver mig ret. Det ser slemt ud. Det er der evidens for, siger hun. Hun er en af de mange tusind forskere, der har skrevet under på erklæringen i FN. Og så er hun veganer! Det borger for kvaliteten, tænker jeg. Jeg spørger hende hvorfor og hun svarer, at siden hun “gik over” har hun tabt sig 30 kilo! – Det klæder dig, siger jeg og mærker spillet i hendes øjne!  -Men også den politiske del af sagen med CO2 reduktion går hun ind for, så alt i alt er vi på bølgelængde. Jeg stiller spørgsmål om ebola tilstanden i Congo og hun siger, at ligemeget hvor stor støtte USA yder til bekæmpelse af sygdommen, går størsteparten i de ledende politikers lommer.-Det er ikke fordi, vi ikke er i stand til at udrydde virus, men fordi landet er korrupt og plaget af krig, at der ikke sker noget.-Det er hyggeligt, at tale med et klogt menneske og turen falder ikke lang. Efter svømmeturen i det turkisblå vand mærker jeg hendes første tilnærmelser. Det hele ender med en amourøs affære på hendes hotel “Siam International”, hvor jeg tilbringer natten. Nu er jeg tilbage i mit spartanske airbnb værelse i Thonburi. En ferieoplevelse rigere!

Efter en lang dag ombord på floddamperen, bliver jeg inviteret på besøg i China Town af kaptajnen og hans nydelige lille Sirikit- hustru. De kender et godt sted som hedder “ Jumbo Lobster” på 332 Soi Yaowarat 11 Yaowarat Road, hvor vi spiser os mætte i grilstegte hummere med sød sovs og ris. Bagefter er der fyrværkeri foran ICON SIAM “the pride of Thailand” og hjemad går det gennem Sirlom Park med metro over SRT cityline, hvor jeg guider et polsk ægtepar, som har fået rejsen til Bangkok forærende af deres søn og resten må de selv finde ud af. De er ret forvildede, men lyser op da jeg viser dem vej mod øen Ko Chang, hvor de vil hen for at bade og slappe af i 14 dage efter Bangkok, som de aldeles ikke bryder sig om. – Al for meget trafik, siger konen. – Og svært at finde rundt, siger manden. Vi skilles som venner med håndtryk og det hele. De er fra Warszawa.Nu overvejer jeg om jeg skal udskyde min hjemrejse et par år eller to. Vi får se. Her er så dejligt varmt og i Danmark er det koldt. De siger frost. Hm.

Myndigheden

Jeg skal gå klokken et. Det er det eneste, jeg ved. Myndighederne er efter mig! Det viser sig, at jeg opholder mig ulovligt i Thailand! Damen ved indchecknings skranken i Kastrup sagde ellers, at bare mit pas var gyldigt i hele den periode jeg opholder mig her, så er det ok. Men det er det “bare” ikke! Passet skal være gyldigt mindst seks måneder fra hjemrejsedagen og mit pas udløber 2. februar! En kvinde blev sendt tilbage til Danmark fordi hendes pas ikke havde den nødvendige gyldighed på over 6 måneder! – Ups, den går ikke kære ven. Efter 16 timers flyvning i en trang kabine:-Op igen og tilbage til Danmark. Det var den ferie i Thailand der røg! Det er et under, at jeg slap igennem og ikke blev sendt tilbage promte. Kontrolløren må have sovet i timen. Husk det kære venner og rejsende. Hav altid et pas med gyldighed i mindst 6 måneder udover jeres hjemrejsedato. Nemlig.

Men nu sidder jeg jo i saksen. Jeg blev ikke sendt hjem og hvad så? Det hele kommer sig af, at jeg fik blod på tanden og tænkte; når nu jeg alligevel ikke skal noget bestemt i Danmark, så kunne jeg godt snuppe en uge mere eller så her i varmen, ikke? Og så fik jeg at vide af bureauet, at det kunne jeg godt. Jeg kan ændre min billet et helt år frem i tiden, hvis det er det jeg vil. Men det vil jeg selvfølgelig ikke. Det er jo snart jul o.s.v. Men en uge mere var da meget rart og så stødte jeg på problemet! For en flyvebillet mellem Bangkok og Phuket kan gøres for 350 kr t/r og i Phuket er der færge til Pi Pi island med coraldykning og farvede fisk og vand at bade i. Det savner man her i Bangkok! Havet! Nå, men den gik pludselig ikke, for indchecknings papiret krævede et pas med over 6 måneders gyldighed. Æv! Så kunne jeg selvfølgelig tage en bus, men det er 14 timer hver vej. Det er lige lovligt meget at ofre for koralfiskene, og jeg ved jo stadig ikke om jeg kan komme herfra med det ugyldige pas. Altså, som jeg siger:-Jeg skal gå kl et. Det er det eneste, jeg ved. For jeg må hen til den danske ambassade for at høre, hvad jeg skal gøre. Jeg gider fandme ikke sidde i kachotten her i Thailand på ubestemt tid mens de konfererer med de danske myndigheder om en udsendelse, fordi mit pas er ugyldigt. Nej, så nu har jeg aftalt en tid i dag kl 14.20.

Og det var osse godt for de lavede mig et nyt pas med nyt foto og det hele og så er jeg glad igen men så skulle Jonathan med på turen men det var nok en vanvittig ide for han skal til køreprøve og så er der ikke tid til at tage til Thailand, men en anden gang måske. I parken var der meget støj, da jeg satte mig på bænken ved siden af den sminkede dame som ikke kunne få nok sminke på sin næse og idelig så sig i spejlet for at se om hun nu så smuk nok ud. Jeg spiste min banan og mit dejlige integralbrød, som jeg havde fundet i en 7/11 shop i nærheden af den danske ambassade, hvor den smilende thaipige tog foto og lavede mit nye pas. Nu gik turen til fods ad støjende og kulilteosende ræserbanegader, hvor jeg til sidst gik vild og måtte ty til en tuk, der dog blev billig (kun 100 Bath) hvis jeg gik med på et besøg i en fin indisk shop, hvor man prakkede mig et (rimelig pænt) læderbælte på til 400 Bath, men så havde tukdriveren osse fået provision! (Godt for ham!) og jeg blev sat af (endelig) udenfor Lumpini park, hvor jeg fandt bænken med den selvsminkende dame og hvor jeg spiste mit integralbrød og den af de 6 bananer, jeg havde købt på vej fra den danske ambassade, som man faktisk havde svært ved at komme i ind. Et lille kighul i døren blev åbnet og en næse stak ud som sagde, at man måtte vente udenfor  i støjen og varmen til det blev ens tur. Der sad han så på en trappesten og spekulerede på, hvad han nu skulle gøre, hvis ikke han fik sit pas og hvis han fik sit pas, hvad han så skulle gøre. Damen i telefonen i det svenske rejsebureau talte svensk så jeg havde svært ved at forstå det, men kom dog så langt, at jeg fik ombooket min billet til afgang Bangkok den 18 dec i stedet for den 8 og det kostede ingenting! Ok, tænkte jeg og gik over i det store funklende supermagasin og satte mig i den behagelige airkonditionerede atmosfære og bestilte en t/r billet til Kata Beach Phuket. Det med Pi Pi island og de farvede fisk og den friske luft og væk fra denne osende butik her. Det koster 450 kr og det er jo rimeligt i betragtning af, at det er med airbus og flyvetiden er 1 1/2 time.

I morgen tidlig klokken syv afsted igen til flydende marked ude i Klong lad Mayom. Jo tak, der hæses og stæses, men temperaturen er stadig perfekt og humøret højt!

En længerevarende drøm er det. Det må man sige. At møde to så intelligente personer som de to unge mennesker fra Brazilien, der kom lige fra Melbourne i Australien og skulle til Lissabon i Portugal og var på gennemrejse i Bangkok et par dage og derfor havde besluttet at tage en tur til Klong Lad Mayom Floating Market, hvor jeg rendte ind i dem. (Tilfældigt?) De var begge veganere. Det lader til at disse veganere bliver flere og flere. Hadede deres nye præsident Jair Bolsonaro og var dybt beskæmmede over regskovsafbrændingen men sagde, at det var altid det første, de hørte når talen kom på Brazilien. De ville meget hellere fortælle om det positive, der finder sted i deres land og derfor nævnte de Ernst Gotsch. Han har en uddannelse som landmand i Schweitz og er flyttet til Brazilien, hvor han opdyrker store arealer af udslidt land ved hjælp af, hvad han kalder “Syntropisk dyrkning” der bestårt i, at lade vegetation og dyreliv samarbejde og støtte sig selv gennem det rette valg og den rette sammensætning af biosfæren, som således blive selvopretholdende. Det er meget fascinerende fordi det hænger sammen med de egenskaber træer har til at “hjælpe”  hinanden gennem rodnettet i symbiose med alle øvrige individder Inclusive insekter og dyr.  Altså en holistisk opfattelse af livet her på jorden og ikke den gængse seperatisme.Men alt det kan man læse om, hvis man googler hans navn Ernst Gotsch. Det bemærkelsesværdige er, at denne “dyrkningsmetode” er produktiv. Den giver afkast i form af både tømmer og fødevarer uden at exploitere.

Mine Brazilianske venner.

Det snakkede vi længe om.En amerikaner som sad ved samme bord som os var lige modsat. Han snakkede kun om druk og thaipiger.Hans kone som ellers var sød nok så lidt sur ud, da han råbte op om alle de piger, han havde “fucked” natten før. Særpræget forestilling. Vi fulgtes ad over til Lumpini park, hvor vi skiltes. Amerikanerne havde vi forladt længe forinden.

Nu må jeg til at “prøvepakke”. Det ser sort ud med min bagagemængde, fordi jeg slæber rundt på al det vintertøj, som ellers skulle være anbragt i Sydhavnen. Nå, men jeg kom herud, så kommer jeg vel også videre. Flyet til Phuket afgår søndag morgen og jeg har skrevet til “David” fra AirBnb, om jeg må koge lidt vand i hans hus, hvor jeg skal bo. Han er meget striks og så er der ikke aircon eller frigde men bare en seng. Måske heller ikke nogen stol eller bord. Det bliver vist ret primitivt der på Kata beach. Men store bølger og mægtig surf og stranden 100 meter væk. Det bøder på det.

On the road again.

Med mindre der kommer en tsunami som den den 26 dec 2004, der ramte Phuket lige netop der hvor jeg skal bo 100 meter fra stranden. Så er det farvel og tak. Vi får se.- Jeg læste om tsunami i går. De skriver, at man skal være opmærksom på dyrene. De har sanser, som vi ikke har, siger de. Når en tsunami nærmer sig, ofte mange timer i forvejen ser man fugle flyve væk, aber flygte bort fra kysten og op i høje træer og elefanter som bevæger sig ind i landet væk fra den farlige kyststrækning, hvor flodbølgen vil angribe. Som sagt sker det adskillige timer før hændelsen indtræffer og alt stadig er fredeligt. I modsætning hertil så man under tsunamien på Phuket Island i 2004 turister stimle sammen nede på stranden for at “opleve” det “spændende” med den der bølge langt ude i havet. Ja nogle stod sågar med kikkert for at få det helt rigtige indtryk med hjem. De blev alle dræbt, da bølgen slog til. Det viser atter en gang, hvor tåbelig den “civiliserede” skabning som kalder sig “Homo Sapiens”(hvilket på engelsk betyder “wise man”) er. Fuldstændig opbragt i sin egen tankeverden. Sine forestilling og spekulationer. Sine planer og hensigter. Sin “fremtid” oppe i sit hovede helt frarøvet enhver forbindelse med omverdenen og sig selv. Blår i øjnene som man stikker sig selv, når man tror (tænker) sig til nogetsomhelst. Tænker, at “man” nu skal ned på stranden og se “begivenheden” uden at mærke efter, hvad det egentlig er, der sker..

Nå, men alt det ved vi jo godt. Eller gør vi? Har vi overhovedet “tid” til det det tidløse. Der hvor vi mærker tsunamien nærme sig. Der hvor vi mærker efter, hvor vi går og står. Der hvor vi står helt stille og lytter. Lytter til vindens susen. Til vandrørene der rumstere i det gamle hus. Til bilen der kører forbi ude på vejen uden at “ønske sig” en bil. Eller noget som helst andet for den sags skyld.  Who knows? (Svaret blæser i vinden…)

Det hændte på et teater, at der gik ild i kulisserne. Bajads kom for at underrette publikum derom. Man troede det var en vittighed og applauderede; han gentog det; man jublede endnu mere.Således tænker jeg, at verden vil gå til grunde under almindelig jubel af vittige hoveder, der tror, at det er en witz . (Søren Kirkegaard)

Det var noget af en tur. Den fra Bangkok til Phuket. Alt var (som sædvanlig) planlagt til yderste lille detaille og så ramte uheldet alligevel. I check in i Suvarnabhumi lufthavnen gik håndtaget hvorpå bagageslippen skal anbringes i stykker. Jeg havde godt nok fundet en løs skrue inde i kufferten, men kunne ikke stedfæste, hvor den hørte til og den hørte altså til håndtaget. Alt skal gå hurtigt sådan et sted. Folk venter utålmodigt bag een, og jeg måtte ordnet det således, at slippen kom til at sidde løst på udtrækspinden og så forsvandt min kuffert på rullebåndet. I samme øjeblik gik det op for mig, at jeg nok aldrig så den mere. Tankerne fløj rundt i mit hoved. Slippen ville selvfølgelig falde af ved først givne lejlighed når een eller anden lufthavnsdrager flåede den ned fra transportvognen og så kunne den nemt komme til at lande i Kuala Lumpur istedet for Phuket. Jeg måtte altså til at forberede mig på at leve udelukkende med de få kostbare ting der var i min håndbagage. Min I pad, min telefon og mine kort, pas og penge. Nå, men det klarer jeg sagtens, tænkte jeg. Det var faktisk en lettelse at slippe for al den bagage. Ligesom døden. Der slipper man også for al sin bagage, ikke? Sådan havde jeg det faktisk. En lille prøvedød. Man får en påmindelse. Det er det, der sker hele tiden. Jeg får påmindelser igen og igen på denne rejse. Hele tiden bliver min indre stemme mere pålidelig, fordi jeg stoler på den. Den melder ud når som helst og hvor som helst og stort set altid med fornuftige beslutninger. “Jeg” er bare et ord. Praktisk i visse situationer og totalt ligegyldigt i andre. Jeg er simpelthen på herrens mark og der befinder jeg mig så aldeles fortrinligt.

Er havnet på et dykkercenter med dykkerskole, hvor man kan erhverve sig et certifikat. I en rummelig bungalov med selvlysende swimmingpool udenfor og en strand med orangefarvede langbåde foran en lille lysegrøn Pi Pi ø.

Det kom altsammen af sig selv. Og da transportbåndet rullede ind efter vi var landet, hvad rullede ind lige foran min næse? Min kuffert! Og det var en gave, jeg fik, for jeg havde jo regnet med, at den var væk for altid. Ligeså med alt andet. I en alder af 79 er alt en gave. Selv de tanker min hjerne producerer. Hver og een er en gave som jeg ydmygt tager imod med sammenpressede håndflader mens jeg bukker ligesom thaierne.

(Selv aircon og stol og bord og thekoger og kop har jeg fået i mit hus, hvad jeg ikke regnede med. Altså gave igen.)

En pincenez-klædt herre træder ind i mit billedfelt. Jeg kender ham ikke. Har ikke noget forhold til ham, men vælger at takle situationen med værdighed. Før dette møde indtræffer en begivenhed, som jeg på ingen måde kunne forudse. Jeg bliver standset af en mand på scooter, som tilbyder mig en T-shirt, hvis jeg blot vil aflevere den seddel, han rækker mig, til en dame nede på stranden. Da han virker venlig indvilger jeg og da er det han tilbyder mig en køretur. -Hvorfor ikke? tænker jeg og springer op bag på hans scooter og vi drøner afsted i skrigende fart. Jeg bliver sat af ved et slot på et bjerg og her er det pincenez manden tager i mod mig med udstrakte arme:- Tillykke! Du har vundet en million! – Jeg er noget skeptisk og spørger:- Sig mig, hvad drejer alt dette sig om? Han ser indladende på mig gennem sine små brilleglas, så siger han:-Kom med mig, så skal jeg vise dig noget, hvad vil du drikke? Jeg bliver budt på papayajuice i et højt glas med is og han bænker os ved et bord tæt ved en lyseblå swimmingpool, hvor flere velnærede kvinder i 30 års alderen vælter larmende rundt. Nu ser han mig dybt i øjnene og siger: Min kone er Thai og blev med nød og næppe reddet da tsunamien slog til i 2004. Hun kravlede op i en palme og efterhånden som vandet steg kunne hun kravle højere og højere op hjulpet af det selv samme vand som forsøgte at drukne hende. Hun husker ikke hvorledes hun blev fundet. Hun kom først til sig selv, da hun lå på hospitalet. Jeg har ondt af manden, som får tårer i øjnene mens han fortæller sin historie. -Nu skal du se; vi har et værelse, du kan købe for den million, du lige har vundet. Det ligger lige hvor du ønsker det. Overalt i verden hvor du kommer frem, vil dette værelse stå parat til dig og kun til dig. Kunne du ikke tænke dig at flytte ind i det værelse? Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare. Forstår ikke hvor han vil hen. – Jo, ser du, du skal blot skrive under på denne kontrakt, hvor du lover kun at bruge dette værelse og ikke noget andet. Så vil værelset stå parat til dig ligegyldigt, hvor du rejser hen, og du rejser meget, gør du ikke? Det må jeg jo give ham ret i. Jeg rejser meget. Ja, faktisk hele tiden, så måske var det en meget god ide med det værelse. Men jeg ved ikke rigtigt. Har mine betænkeligheder og det kan han mærke. Derfor begynder han at presse mig. Forsøger at få mig ind i sin tidsramme. Jeg kaster mig på gulvet foran ham og råber: Vig bort Satan! Og tænker i et kort øjeblik, at nu er jeg da ikke rigtig klog, men det viser sig at være det helt rigtige, jeg gjorde, for i samme øjeblik forvandles han til en hane i et bur.

Lettet begiver jeg mig ned på stranden og aflevere min seddel. Og tænk, jeg fik min t-shirt og blev fri for at sidde i bur. En herlig dag! Nu vil jeg bestille en sejltur ud til et rev, hvor de farvede fisk befinder sig. Det glæder jeg mig til. I går fik jeg pad-thai med ristede grøntsager og mango til dessert. Her til morgen drikker jeg mandelmælk med bønnepulver og spiser små søde bananer til. Jeg har lige været nede og svømme. Først i det store Andamaner hav med udkig til Malaysia ved indsejlingen til Mallacastrædet, dernæst i scubadivecenterets svømmepøl. Temperaturen er 32 grader, solen skinner fra en blå skyfri himmel og der blæser en frisk kølende brise over landet.

Og så har jeg meldt mig til dykkerkursus med flaske. Først til prøvning i swimmingpool og siden fra strand og til sidst fra båd med farvede fisk og marineliv inden det uddør i plastic.

Men så kom den onde ånd ind. Man mente på dette scuba diving center, at det nok var bedst om jeg fik lavet en lægeattest. Man kunne jo aldrig vide, hvad sådan en 79 årig kunne finde på nede i vandet med de farvede fisk. Måske endda dø. Uha, så dækker forsikringen ikke uden en lægeattest. Jeg tænkte, at så var det nok slut med den dykning, men nej, lægen godkendte både blodtryk og ørepropper, så jeg fik attest og kan nu dykke i hav. I dag dykkede jeg i pool og det var skideskægt med at udligne tryk i ørene og huske at bruge de rigtige knapper på vesten for ind og udsivning af luft. Man trækker vejret gennem munden og finder den rigtige balance dernede under vandet.Man bevæger sig på en helt anden måde end når man svømmer. Her er man jo vægtløs. Ganske særpræget fornemmelse! Næste gang skal jeg dykke fra strand og til sidst fra båd, men det bliver ikke i morgen, for der skal jeg på ø-hop til Mayton, Phi Phi, Maya Bay og Khai Island. Måske møder jeg Betty og Gable, hvem ved? Det siges de er i området.

Jeg har fået mig en følgesvend. Noget så banalt som en hæmoride. Ja, grin I bare, men det er slet ikke sjovt. Det kom sig af den vanvittige sejltur over til Phi Phi og de farvede fisk. Det foregik med en svær speedboat med fire store 100 hp Mercury påhængsmotorer som kunne mase os frem i vandet med en hastighed på 40-50 knob nok. Den fløj i alt fald afsted som bare helvede, og jeg, som selvfølgelig skulle sidde oppe i stævnen for at få den bedste udsigt, blev ramt af den maritime lov der siger, at her kommer de hårdeste bump og slag, når den planer hen over de krappe og tårnhøje bølger. Det tør antydes! Jeg blev kastet flere meter op i luften, hvorefter jeg faldt ned på den hårde skibsbænk med et slag direkte op i min sæderegion. Igen og igen gennem den lange sejlads til Phi Phi som tog over halvanden time. Så var jeg ikke meget værd, men kunne alligevel springe i baljen med snorkel og det hele og fik faktisk øje på både en ultramarinblå fisk som lignede en papegøje med et næb som skinnede gult dernede mellem alle søanemonerne og en lille ildrød rokke som straks jeg kom nærmere kamuflerede sig som en sten! Så var jeg glad igen, men da jeg kom op af vandet mærkede jeg, at der var noget galt. Det gjorde ondt bagi, men jeg slog det hen indtil jeg kom hjem og opdagede, at nu havde jeg også fået forstoppelse! Havde ikke været på das i flere dage sansynligvis på grund af det store diætskift her i Thailand. Jeg har ellers gjort alt for at undgå kød og andet mærkeligt jeg ikke ved, hvad er og jeg har osse indtaget “Husk” Psyllium frøkapsler i vand hver dag, men lige lidt har det altså hjulpet. Ja, rejselivets kvaler, men det kender jeg jo til, så jeg tager det i stiv arm og må finde mig i at have ondt i røven foreløbig. Så må vi se, når jeg kommer hjem til kære Danmark, om jeg skal til “Møn Privathospital” og have min følgesvend snøret af. Lige som den gang jeg var tandlæge og sad alt for meget ned. Det gør fandens ondt, når de sætter en elastik rundt om venen, for at den gennem smertefulde uger kan visne og dø.
Men jeg skal dykke fra strand i morgen og det glæder jeg mig til. Hæmoride eller ej!

Mein Gott! And again:Mein Gott! That it should be me. There in the water deep down. Six meter. With pressure felt in my ears so that I had to eliminate it by pushing through my nose while my air lunge was sitting in my mouth and seeing the cattlefish changing colour there down on the buttom of the reef, whitch has been spoiled by stupid sailers with their big catamerans anchoring for fun in the middel of the amazing corals. There I was swimming close to my instructor Lars from Husum in Germany, Who has given up his job as a managemen designer to be diving instructor and collector of trash in the ocean. He and I agreed on the enormous ignorance human beeings exhibit in their own habitat. That which in the end will lead to their extincion. Ja sådan var det. Sådan var denne dykning, som jeg havde set frem til så længe. Lige siden min tid på “Inulima” det kære skib, hvor jeg jo snorkeldykkede ustandselig og også en gang imellem bevægede mig dybt dybt ned for at fastgøre en ankerkæde eller lignede, men uden dykkeudstyr udover et par billige briller. Med trykket for ørene udlignet hele tiden efterhånden som jeg trak mig ned langs ankertovet. Nu i dag foregik det hele på reguleret vis med trykmåler og mundstykke med membran og 15 liter ilt på ryggen. Det var bare SÅ flot at svømme svævende i vandmasserne ind i stimer af lysegrønne fisk med selvlysende striber og røre korallerne med fingrene. Se den store bass med den vellystige mund dreje om hjørnet og stirre mig ret ind i øjnene mens den sagde:- Det var godt du endelig kom tilbage. Vi har ventet dig længe. I årmillioner faktisk, så velkommen hjem!
Ja sådan  var det. Og stige op mens lyset blev stærkere (for det bliver jo mørkere jo dybere man dykker) og mærke den brændende sol flimre i havoverfladen. Så taknemmelig var jeg og måtte le af glæde over det under, jeg lige havde oplevet. Mit første rigtige dyk med flaske!

Det regner. Styrter ned i store dråber fra den solvarme himmel. Jeg sidder her på min veranda og ser ud på æventyret. På mangopalmen og hibiskusblomsterne, jeg tegnede. Stille sidder jeg og betragter det som sker og er. Om lidt når regnen er hørt op, vil jeg gå ned i byen og købe lidt brød og banan og tyggegummi. Det er godt at have tyggegummi i baghånden, hvis tingene bliver stressede!

Det viste sig i går, at jeg har en nabo her i min bungalov. En fyrreårig amerikaner fra LA på vej væk fra et mislykket forhold og et udslidende arbejde som softwarekonsulent. Han har lige som jeg deltaget i dykkerkursus og vi udvekslede erfaringer fra vores første dyk “open sea”.Han var nøjagtig lige så begejstret som jeg for denne magiske verden under havets overflade og det varede ikke længe før vi talte om verdens tilstand og vores formåen i den. Var (selvfølgelig) veganer og inden længe viste det sig at han havde den samme Taoistiske holdning som jeg om “Ikke handlen” som den egentlige bevæggrund i verden. Om altings simultanitet der betyder at al “gøren” kun tilføre yderligere ødelæggelse af naturens (læs:alt udenfor den menneskelige tankeverden) tilstand. -Jo mere vi “gør” af den ene eller den anden tankeskabte grund, des mere føjer vi til den forstyrrelse vi allerede har skabt med vores tankemæssige forestillingsverden. Fiskene i de store syncront bevægelige stimer lærer os det. Kvanteteoriens “entanglement” af fotonernes spin og det at vi møder hinanden hele tiden på tværs af tid og rum uden hensigt (uden gøren) lærer os det. I dette forum er “viljen” bandlyst. At forsøge at forandre det evig foranderlige skaber forvirring og uorden. Derfor er ingen forandring af denne uorden vi mennesker har skabt mulig, netop fordi den er skabt for at “forandre”. Skabe vækst, maksimere, ændre og omforme i overensstemmelse med vore tankers krav og behov. Det eneste vi behøver er food, clothes and shelter. Resten er fundamentalt vanvid. Og så selvfølgelig at vi er alt for mange på denne planet, hvis befolkning er vokset med 100% de sidste tyve år og er stadig stigende. Vi blev enige om, at det ser sort ud. Jeg fortalte om den unge universitetsstuderende fra New Delhi jeg mødte ombord på båden. Han rystede overbærende på hovedet, da jeg spurgte ham om Indien ville blive “grøn” i den nærmeste fremtid. -Of course not! Det levner ikke meget håb. Men måske skal vi opgive håbet og se virkeligheden i øjnene. Sådan helt barsk som når vi ser os selv i øjnene gennem den anden. Så kører lokomotivet. Lige som i går, da jeg talte med amerikaneren fra LA.

Konklusion:

Thinking is a proces in the body like alle other processes, that you shouldn’t try to control.Just like it is absurd to control your liver or your intestines, it is absolut idiotic to “try” to control thoughts. Culture and upbringing have done that for centuries in order to have power over fear. Parents control their children so that they can control themselves and so on. This is brought down through generations. In India they have this peculiar system called Rajayoga, which emphasises that you can obtain “enlightenment” through breathing kontrol. What they achieve is absolut stubbornness,which they call “Stillness” It is the same with “mindfullnes” You think you can bring about something which allready is there by “doing”. Silence IS. YOU are the noisemaker, whatever you do.(To bring about silence) Doing is the noise which destroy that which is. Doing your thoughts. Doing your religion. Doing your principles. Doing your revolution. Doing your speculations and worrieng over “tomorrow” which never come. All that is pure shit as I see it.

Immediately you try to kontrol thought, you separate yourself from thought as a “thinker” and “thought” and here come the whole misery. You will be like a dog running after his own tail. Forever and ever and ever…

There is only thought and it can never be separated from what is. Then thought is functioning smoothely and nice in all situations telling you where to go and what to do in a purely practical manner.Just like your stommac and liver and lungs are functioning when it is treated well.  Which bus to take. What food to eat. What people to meet. Intelligently without a singel touch of dirt.
This might be right, as I see it.(Thought itself knows, what is dirt and what is clean. Intelligens lies in the neurons. That is the miracle of life.)

If you think you have “dirty”or “wrong” thoughts, do’nt ever suppres them ore try to avoid them and kontrol them. They are reactions from your culture and upbringing and will dissolve themselves as you go along with your unkontrolled life. It is so. It is all up to you. I can’t do a shit about it. It is all up to you.

Det er holdt op med at regne.

-Nu er der ved at nærme sig en ende på komedien, sagde han og tog sig til hovedet. Men hovedet var væk! Der var ikke noget hoved længere. Kun tom luft. Hans hænder mærkede intet, de flagrede som sommerfugle rundt omkring det sted, hvor han mente hovedet skulle være. -Herlig følelse, sagde han højt til sig selv. Så gik han hen og tog sine snøresko på. Pakkede sin rygsæk og drog afsted over hals og hoved. Klokken fem den næste morgen stod han parat ved busstoppestedet, hvor bussen til lufthavnen skulle ankomme klokken seks. (Han elskede at være i god tid!) Da bussen kom,steg han op og kørte den lange vej langs øens vestkyst til flyvemaskinen, som bragte ham tilbage til landets hovedstad. Her ventede han i behagelige omgivelser blandt venlige væsner en halv snes timer indtil det store luftskib bragte ham over adskillige kontinenter hen til hans dejlige lille hjemland, hvor han boede i et smukt hus ved havet. -Julen nærmede sig og han skulle besøge sin datter på Bornholm. Det glædede han sig meget til. Hun ville næppe have noget i mod, at han nu ingen hoved havde længere. Hun var altid så forstående.
Børnene legede nede i haven. Det var hans børn. Han var så glad for alle sine børn. -Tænk at være far til så mange børn, tænkte hans tanker sådan helt af sig selv. Mageløst, tænkte han, som jeg kan tænke uden at tænke. Jeg tænker tanker oppe i mit tomme hoved ganske uden videre. Det er da mageløst, tænkte hans tanker. -Gud bedre det, tænkte han så og det er der jo for så vidt ikke noget ondt i at tænke, tænkte hans tanker. Ikke en skid ondt.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Print Friendly, PDF & Email

Samlet sammen.


I bilen sidder han og skutter sig i varmen fra det hvæsende oliefyr. Apparatet skal indleveres til reparation her til morgen ude i Hvidovre hos manden med stifterne og svingarmen som medfører at fortidens stemme kan blive hørt. Det er hørt. -Kom nu ikke for godt i gang! Udbryder den indre stemme. Fortidens stemme? Sikke noget vrøvl! – Ja, ja, da, men alligevel ikke helt usansynligt, vel? Hvad skal det blive til? Et magisk øjeblik midt i det hele. 44 unge kvinder samlet rundt omkring en liggende figur. Jeg sidder og tegner. Der er croquis i “Folkehuset Absalon” 44 unge kvinder og en lille flok mænd og så sker det. Den liggende på ryggen liggende herre, som er model for alle os tegnere, ligger med spredte ben og ganske nøgen og lige pludselig begynder hans lem ganske stille og i begyndelsen næsten umærkeligt at rejse sig fra sit nedsunkne leje. Man bliver lidt i tvivl rundt omkring. Sker dette virkelig? Jeg ser over på sidemanden, som også har fået øje på fænomenet og som har svært ved at tørre grinet af ansigtet. Den hævede penis rejser sig nu i fuld glans og nogle af pigernes læber kruses af et smil, men det er som om de ikke vil give udtryk for deres følelser ved det de ser. Nogle rødmer, andre fniser og atter andre ser væk. Ønsker tydeligvis at forbigå det i tavshed. – Det er hvad der sker, kan man mærke at de tænker. – Og hvad så? Alle tegner lidt febrilsk videre, mens modellens penis står og svinger ud i lokalet. Så med et begynder den at falde igen. Man mærker en lettelse brede sig blandt pigerne. Tilbage til normalen. -Husk at få det med, siger jeg til min sidemand. – Den stive pik. Han tegner en lille strittende sag på billedet af den liggende model og ler. Pigerne rundt omkring har stramme miner. Vi tegner videre.

I Dansk Tandlægeforenings lokaler i Amaliegade er der møde for pensionerede tandlæger. Der sidder de allesammen. De gnæggende oldinge med krum hals formet gennem mange års bøjet hoved i dårlig arbejdsstilling over “patientens” mund. Vi får sandwich, men det er med kød, så jeg får særbehandling og må gå ud til personalets buffet og skovle grøntsager og salat op på min tallerken. Det er helt fint. Så får man i det mindste noget ordentligt at spise. Man drøfter ophævelse af praksisret ved det fyldte 75 tyvende år. Med samtale i patientsikkerhedsnævnet under overværelse af en læge, som skal vurdere om man er for senil. Til at bore i tænder. Til sidst bliver man ført ud. Døren lukkes bag een og man er ikke tandlæge mere. Frataget sin identitet. Frataget alt. Så står man der alene og ser i et lysende øjeblik al bluffet som man har været ude for lige siden den dag, hvor man så verden for første gang. Godnat Ole. Farvel og tak. Det var een stor løgn det hele! Hvilken befrielse. Så er det meget bedre at gå i Absalon og spise spinatmiddag sammen med 4 smukke kvinder og bagefter tegne Croquis, før den varme California atter modtager een med “Deadline” og “The affair” på HBO.

Nu sidder jeg så og ser på det hvide papir og ved, at ingen læser, det jeg skriver, før det er skrevet. Når det er skrevet, er der en chance for at det bliver læst. Den chance tager jeg og siger til dig som læser dette ligenu: Tro ikke at det vil gøre dig klogere, det jeg skriver. Tro heller ikke at det vil bringe dit sind i kog. Tro slet ikke at du vil få et udbytte af at læse det, for det vil du ikke. Det indeholder intet gemt budskab, ingen skjult mening. Det er lige ud ad landevejen helt uden betydning.

I sig selv har ord ingen betydning. Det er først når de bliver sagt, de får betydning. Og denne betydning er ikke entydig. Den er mangetydig. I det øjeblik ordene forbindes med hinanden opstår en ny situation, nemlig fornemmelsen af bevægelse. Af liv. Det er tanken som skaber dette liv i sin fantasi. Deraf oplevelsen ved at læse, det der står skrevet. Men det er stadig uden betydning udover den betydning det får for den som læser det. I virkeligheden er det betydningsløst. Intet. Tomme ord stillet sammen som rillen i en grammofonplade som læserens øje forfølger og derved opnår illusionen af levet liv. Derved kan vi udelukke al videre handling, det være sig at læse eller skrive, sejle eller gå. Så er der ikke mere. Tak for det. Så er vejen endelig åbnet for intuitiv spontanitet uden hensigt eller “mening” Klatmaleri er lige så godt som en hundelort. Æbleskiver lige så gode som pandekager. Og den lille fugleunge derude på flisen søger de sparsomme brødkrummer med oprigtig energi. Det er hvad jeg forstår ved livet. En herlig omgang pærevælling uden hoved eller hale og derfor yderst intelligent og følsomt ligesom kompasnålen i sit olieomluttede ophæng. Slut.

Manden med fremviseren ringede i dag ret som jeg var steget op af det 10 grader kolde vand. Han lovede maskinen færdig til på næste torsdag og nævnte en pris på 47o kr, så nu er denne gamle Eumig super8 fremviser blevet et noget kostbart instrument. Vi må håbe den virker, når jeg lander på Bornholm i næste uge når sommertiden ender og det bliver koldt og væmmeligt og det eneste man kan foretage sig, er at se gamle super8 film i pejseildens skær.

I samme forbindelse skal jeg på “skriveworkshop” over to torsdage startende torsdag i næste uge i København. Jeg håber da endelig at få lært, hvordan man skriver. Man kan jo altid give det en chance, selvom jeg ikke forventer mig det helt store. For hvad er det at skrive? Jeg ved det ikke, så måske er det på tide, jeg får det lært. Her på falderebet…

Der må være en årsag til alt detteher! Skreg manden idet han sank dybere og dybere ned i Store Vildmose ovre i Jylland. Det må have en grund, råbte han, men der var ingen grund og han sank bare dybere og dybere og dybere og dybere. Det holdt aldrig op. Det holder aldrig op og det er heller aldrig begyndt det hele. Det er der bare og det er nok. Nok er nok er nok.

Det hele må have en årsag, hviskede den elskede til sin elskling. Ellers var vi her jo ikke, vel? Måske er vi her heller ikke, svarede den elskede så. Den anden svarede ikke. Var der ikke og snart efter var elsklingen der heller ikke i dette årsagsløse univers.
Der må have været en begyndelse. Uden begyndelse kan der heller ikke være en fortsættelse. Tiden kan kun eksistere, hvis der er en begyndelse, en fortsættelse og en afslutning. Det er tidens eksistens betinget af. Sagde den kloge mand som vidste alt. Han tænkte sig til alt som tænkes kunne. Han tænkte sig til en årsag som er begyndelsen på det hele og til en afslutning, som er enden på det hele. Det kunne han fordi han tænkte. Han kunne tænke sine tanker i et fremadskridende forløb som indebar at han fik kontrol. Nu vidste han, hvad der var årsag til det hele. Det var ham selv og da han så sin død i andre, vidste han også at han selv var afslutningen på det hele. Det tænkte han. Men han vidste det ikke. For han vidste ingenting. Han tænkte bare. Det var nok for ham. Så var han tilfreds med sin ting. Sin lille dejlige ting, som førte ham hvorhen han ville. Det var han så lykkelig for. Så lykkelig som nogen. Hans lille dejlige ting som lystrede hans mindste vink. Hans mindste bevægelse. Som bevægede ham i sikker forvisning om sin egen evne. Sin egen evne til at styre ham, hvorhen han ville. Med sin vilje som han elskede højere end noget andet. Sin stærke vilje som bragte ham alt hvad han ønskede. Jo, jo, han var et lykkeligt menneske. Så længe det varede…

Men en dag var det slut. En dag lå han grædende på gulvet og skreg om hjælp. Hvad gør vi ved det? Ja, se det er spørgsmålet. Han finder nok hurtigt på et svar. Et svar fra een eller anden som vil komme og hjælpe ham. For hjælp har han nødig og finder han den ikke opfinder han den selv. En selvhjælper kunne man kalde ham. Så kommer han på benene igen. Men kun for en tid. Snart ligger han igen og skriger og sådan fortsætter det. Igennem. Igen og igen. Fortsætter det. Ophober sig. Overvælder og overskrider for tilsidst at opløses i røg og damp og krig og sult og pis og papir uden nogensomhelst betydning som jeg sagde i begyndelsen af denne sætning. Lige for lidt siden da jeg begyndte at skrive om dette aldeles meningsløse åndsforladte øjeblik, hvis udstrækning ikke kendes fordi det er ukendt. Basta og bum! Nu går jeg i seng. Klokken er mange og jeg kan ikke sidde oppe hele natten og skrive ord. Nej, det kan jeg ikke! Iøvrigt er det ligegyldigt, hvad jeg skriver. Der er alligevel ingen som læser det. Herligt! Jeg har simpelthen frie tøjler her på siden! Herligt og godnat!

Modermærket.

Jeg har en god ven som er tandlæge ligesom jeg. Hans svoger har fået modermærkekræft. Da jeg var ovre hos ham og lave tænder, hørte jeg om det og blev straks forfærdet over mit eget modermærke på min høje arm, som muligvis kunne udvikle kræft ligesom min kollegas modermærke havde gjort. Jeg gik straks ind på “Kræftens  bekæmpelse”s hjemmeside og kunne konstaterer, at mit modermærke godt kunne ligne de modermærker som er afbilledet der. Jeg havde svære kvaler om et evt kræftforløb. Svogeren har fået metastaser i lungerne og ligger på hospitalet. Det er ikke noget at spøge med. Min fætter døde af modermærkekræft. Jeg følte mig lidt latterlig fordi jeg hele tiden skulle hen og se om mit modermærke var vokset eller havde ændret sig. Men døden spøger man ikke med. Eller gør man? Til sidst blev det bare for meget og jeg bestilte en tid hos lægen for at få fjernet mit modermærke. Så kan jeg ikke gøre mere. Så må vi se, hvad der sker, men det er fantastisk så hidsig man bliver, når det lige pludselig drejer sig om ens egen død. Nå, men det hjælper at skrive om det. På mandag skal jeg til fysioterapeut med min tandlægenakke, som vist nok har slidgigt og så på tirsdag til lægen for at få set på det modermærke. Der hober sig ting op hele tiden. I dag mens jeg stod og spillede på min mundharpe nede i skuret på Bandholm badeanstalt kom min exkone løbende. Hun troede jeg var død. De havde været inde i mit hus og se efter på badeværelset om jeg var faldet om der. Min nabo og hende. Da de ikke fandt mig, kørte min exkone afsted i sin lille røde Peugeot ned til badeanstalten, hvor hun åndede lettet op da hun hørte mine muntre harpelyde strømme ud fra badeskuret, hvor jeg stod og var i fin form efter det nyligt overståede havbad. Stor var glæden, da hun fandt mig i live. Man ved jo aldrig med sådan en 79 årig gammel mand. De dør jo, som man siger. Om det nu bliver af modermærkekræft eller noget andet. Døden skal have en årsag, siger man. Jeg ved ikke rigtigt om det er sandt. Måske er døden bare et fænomen ligesom så meget andet. Nu vil jeg gå ud i mit køkken og tilberede mig en mysli med hørfrø, solsikkekerner, græskarkerner, chiafrø og sesamfrø tilsat fintsnittede ingefærstrimler, æblestykker og loppefrø. Dertil vil jeg drikke en urtethe med citronsaft og honning tilsat æbleeddike, men allerførst vil jeg spise 3 fed fintskåret hvidløg blandet med akaciehonning. På myslien vil jeg hælde mandelmælk, hvorefter jeg i ro og mag vil tygge mig igennem måltidet mens jeg læser i “Serotonin” af Michel Houellebecq! Tak.

Nå, men det var jo meget godt. Norwegian bank stemmer. Jeg har meldt mig til endnu en croquis i Absalon i morgen fredag, fordi jeg synes ikke jeg tegner godt nok og synes at jeg må bruge den sidste chance jeg har her i København til at træne frihåndstegning af levende model, som man siger. Jeg siger tit, det man siger. Så kommer jeg ikke udenfor stregen, og det er noget, jeg lægger meget vægt på. Ikke at forlade stregen. Min sikre streg, som så udsættes for en påvirkning i usikker retning, når jeg tegner croquis. Så bliver jeg irriteret, fordi jeg ikke tegner lige så godt og i øjet som den søde pige ved siden af mig. Hun rammer i få streger helheden, mens jeg flagrer noget forvirret rundt om mit emne, modellen som er en smuk ung pige med yppige former som det er nemmere at tegne end den mand vi havde i sidste uge som jeg faktisk er lidt træt af at tegne. Nu må vi se, hvem der er model på fredag. Jeg håber, det stadig er pigen. Så vil jeg prøve at sætte nogle få streger først og ikke som jeg ellers gør, tegne store hårde linier som jeg hænger på senere hen i forløbet. Det er også noget med at tegne hurtigt og så bliver jeg febrilsk og slår voldsomme streger som bagefter er svære at komme udenom og så bliver det nemt overtegnet. Nå, og så skal han til skriveworkshop anden session i aften her i Karen Mindes kulturhus og læse op af en tekst, han har skrevet en gang for længe siden om en slædetur med Marie oppe i Scoresbysund.

Min forhenværende kone var noget spydig i sine udsagn om min adfærd tidligere i livet. Det tog jeg nu meget pænt. Nævnte blot, at man jo ikke skal bære nag. Det kunne hun godt forstå, så det ud til. Måske er hun begyndende dement, eller osse er hun bare eet med sin alder. Personligheden ændrer sig jo hele tiden. Det er ikke noget statisk, som mange jo  tror. Det der med identitet o.s.v. Meget skægt at finde en portugisisk forfatter, Pessoa som opererer med heteronymer som er flere helt forskellige “personer” med grundliggende forskellige træk som skriver hans bøger. Altså forskellige forfattere han opfinder og skriver som. Det var Karen Fastrup, hvis bog “ Hungerhjerte” bragte mig på sporet af ham og hans teknik som måske kaster lys over stabiliteten af vores såkaldte personlighed. Denne fiktion vi hæger over som var det vores lille barn, hvad det jo i grunden også er. I øvrigt er “Hungerhjerte” en aldeles velskrevet og indbydende bog som man suges ind i på nydelig vis. Disse små tætte kapitler fungerer fortræffeligt og hendes historie er jo gribende.

Det er altid rart med lidt frisk luft. Det synes jeg. Jeg ved osse godt, hvordan tingene skal se ud, men det er ikke altid det lykkes for mig at ramme plet. Ofte rammer jeg udenfor skiven (for at bruge den terminologi) og så bliver jeg ked af det. Det er noget pjat, synes jeg. Men uundgåeligt. Som f.ex. I går til croquis, hvor det forekom mig svært at fange modellens udtryk. Da vi så var færdige, lagde vi alle vores billeder op på bordet, og der kunne man se, hvor stor forskel der var på os som tegnede. Der var de superfine lige i øjet og så var der de håbløse. Midt i mellem lå jeg, og det måtte jeg så finde mig i.Men det irriterede mig og gjorde mig osse lidt ked af, at jeg ikke kom op på siden af de bedste.

Det er hvad jeg lærer af mine croquissessions. Jeg lærer at indse min egen begrænsning, men også at jeg kan blive bedre, når bare jeg bliver ved med at tegne, og det gør jeg!

Nu vil jeg gå en tur ud i Valbyparken. I øvrigt gik min skriveworkshop godt. Jeg læste op af min fortælling om slædeturen i Scoresbysund sammen med Marie og vejlederen kaldte min tekst for “litteratur” og det må man sige, var en ros, jeg tog i mod med glæde. Det  regner. Stille finregn som er det værste. Det trænger ind alle steder. Trist.

Drømmen om det andet.

Drømmen om det andet er nok den værste drøm der findes. Det kan jeg se nu. Et andet sted. En anden dag. Et andet menneske. -Hvor er det ? Hvor er det andet henne? Det er ingen steder. Det er en tanke. Eller en ide´ er det. Altså noget ikke værende som tanken eller jeget bruger til at vedligeholde sig selv. Fuck det! Jeg vil skide på det andet. Kort og godt og holder mig til det hele. Det ved man, hvad er. Det er så dejligt nærværende. Det ligger lige for og går aldrig nogen stedet hen. Jeg hader ordet “hen”. -Hvor skal vi hen? Altid videre et andet sted. Jeg foretrækkerlige her. Så ved man, hvor man er. Jeg elsker at vide, hvor jeg er. Herfra hvor jeg står ser jeg alt klart og tydeligt. Med mindre jeg forvirres af et ønske om forandring. Jeg hader ordet forandring, fordi det beskriver noget væk fra det som er. Og det som er, er netop forandring. Forandring af forandring er stilstand. Er tanke. Billede. Stop, som når udløseren på kameraet “fryser” virkeligheden til et dødt skilderi. Som man så bildes ind er virkeligheden. Som når man præsenterer 24 billeder i sekundet af dette, ser ud somom. Narreværk og underholdning er det, som man kalder “kunst”. Filmkunst. Fri mig. Når selve dette øjeblik rummer det hele. Hvad skal vi så med alle disse billeder?  Med alle disse ideer? Praktiske gøremål. OK. Vaske gulv. Købe ind. Gå tur. Spise. Sove. Bade.  Samt alt det andet ( “kunst” “kultur” “litteratur” “film” og alt det man kan opleve i denne skøre verden.) Fint for mig, men at gøre det til et mål i sig selv. Til noget at stræbe efter. Til noget “andet” og derfor finere eller bedre end det daglige liv i sig selv, det kan jeg ikke se for mig. Nej, det kan jeg ikke. Nej, nej, nej.
Altså hav mig venligst undskyldt. Jeg ved ikke, hvad det er jeg siger. Det er  nok noget sludder. Altså undskyld for det hele. Jeg er et vrøvlehoved. Altså.

Men lidt rigtigt er det da, ikke?

Forresten er jeg begyndt at bruge elastikker. Det er min fysioterapeut som har lært mig det. Hver dag når jeg kommer hjem fra mit kolde havbad, står jeg i døråbningen og hiver i disse lange elastiske bånd. En øvelse hedder “at stå på ski”. – Så står jeg på ski i mit soveværelse. Eller ror. Eller skyder bue og pil. Alt det kan man gøre med elastikker. Det har min fysioterapeut lært mig. Det kostede 375 kr, men så var de grønne elastikker includeret. Sådan sker der så meget i mit liv. I morgen skal jeg med min søn i Lalandia bio og se “Le Mans  66”. Og så regner det stadig. Dag ud og dag ind. Det skyldes klimaforandringerne. I Venedig har de den højeste vandstand i 50 år. Snart er Lolland forsvundet, og mig med, og alle andre. Sådan går det, når man ikke opfører sig ordentligt og hele tiden skal noget “andet”, der som oftest betyder noget “mere”. Vækst. Fuck det!

 

 

 

 

 

 

Print Friendly, PDF & Email

Fra min have.

Dette er et kig ud i min have fra mit sovekammervindue, hvor plantelivet trænger sig på og vil ind. Snart kryber det op over huset og omslutter det. Så kan jeg ikke længere komme ud. Så bliver jeg skrækslagen og river og flår i tidsler og tjørne og råber højt ind til min nabo, at han skal komme og befri mig. Så kommer han med frisk salat og fodrer mig som et dyr i bur. Jeg snerrer ad ham, for jeg vil ud, men han griner bare og siger, jeg er en tøsedreng. -Hvad er en tøsedreng? Spørger jeg, men han svarer ikke. Går blot sin vej og lader mig alene i mine tanker. Så sidder jeg her som en fange i sit eget spind og læser rejsebeskrivelser af Thomas Boberg og drømmer om den gang jeg rejste med to eskimoer til Peru op i Andesbjergene til Cusco og blev så læsterligt snydt fordi jeg troede at det ville bringe mig tættere på mine medmennesker. Og det gjorde det ikke. Det fjernede mig fra dem, men det er en anden historie, som jeg måske skriver en gang.

Det menneskelige væsen

Er en ånd der svæver

Hen over verdens have

Mens det skrækslagen stirrer

ned i alle de grave

den selv har lavet.

Min Etiopiske ven.

Spiser nødder og rosiner købt i bordershop i Rostock. Jeg blander dem i en pose nøddemix, jeg købte ombord på færgen fra Rønne til Sassnitz. Den holdt hele vejen gennem Østeuropa. Nu er jeg hjemme og sidder i min sorte lædersofa og læser Thomas Boberg om hans rejse til Etiopien. Jeg kunne også godt tænke mig at rejse til Etiopien eller et andet sted. Det kunne jeg godt. Der er ingen ende på, hvad jeg kan tænke mig. En flyvetur ud i rummet til en fjern planet, som de synger. Hvadsomhelst. Men solen er ligeglad med, hvad jeg tænker. Og fuglene. Duerne på taget som kurrer i eet væk. Fuldstændig ligeglade med hvad jeg tænker. En flue kommer summende ind i min stue. Den ramler mod vinduet og får på den måde ændret retning, således at den finder den åbentstående dør og forsvinder ud  i haven igen. Silden jeg spiste for lidt siden smagte godt. Løg og tomat i olie og eddike. Føg ud på vandet og roede op mod vinden som var for stærk til at man kunne stå op. Til badeanstalten, hvor damerne soler sig mens jeg fortøjer mit fartøj og går i kabinen for at skifte til badebukser. Jonathan, min søn – og for så vidt også min datter Suien- siger at det jeg skriver er alt for omstændeligt. Der mangler spænding, siger de. Jeg synes det er spændende nok at ligge og padle på et surfbræt mens bølgerne slår op og blæsten driver een ud på det åbne hav. Da jeg ikke skal nå noget mere, lader jeg mig gerne drive afsted. I begyndelsen gjaldt det altid fremtiden. Da den var lagt bag mig, stod nutiden som en blændende søjle og spærrede al videre fremfærd. Jeg spurgte hvad helvede meningen var og indså at spørgsmålet var forkert. Ordet “mening” var søjlen, der spærrede vejen. Derfor spiser jeg hellere syltetøj end grapefrugt, hvis man forstår, hvad jeg mener. Simpelthen og altid. Nu må det være nok!

Børnene er færdige. Hver med deres uddannelse. De er nu uddannede til livet, siger man. Jeg står på sidelinien og betragter tabernaklet. De er så glade. Det var jeg også en gang. Det er jeg for så vidt stadigvæk. Men nu fordi jeg er endelig er begyndt på min uddannelse. The never ending education til døden. Uha, tænker jeg. Hvad er det jeg skriver. Jeg gyser. Skal jeg virkelig dø? Min gode ven fra ungdomsårene Jesper Langberg døde i forgårs. Jeg fik et shock, da jeg så spisesedlen fra BT med hans billede. Den gamle udslidte mand. Åh Jesper! Hvor blev du af? Min bedste ven i 10 år. Havde planlagt at tage ind og besøge dig i din store lejlighed i København, men det blev så ikke til noget. Slut, men er det slut når man dør? Jeg tror det er løgn. Ligesom det med tiden der går. Det er også løgn. Har nogen måske nogensinde set “imorgen” eller “igår” for den sags skyld. Det er noget vi siger, ligesom så meget andet vi siger. Og tænker, tror. Jeg give op og ser, hvad der sker. Det er meget bedre. Fest og ballade. Glade studenter og magistre og blomster og champagne. Svigerforældre med stolte miner og dyre middage på Pony restaurant med Cadeaulignende anretninger. Sommerhus for studenterhuer med alt hvad dertil høre. Badetur til Nysted med hele familien og fisketallerken i Nysted havn. Blæksprutte og sejlskibe fra Tyskland med blaserte sejlere i cockpittet mens vi går forbi i blæsten, som får en coladåse til støjende at forfølge os hele vejen som var den den røde ballon i filmen af samme navn. Afsted til Bornholm i aften for at bygge hønsehus. Men først når jeg har været på cykel nede og bade fra den nyrenoverede badeanstalt. Død eller levende…

En lang historie. En rigtig lang historie var det. Fra første gang vi talte sammen og indtil nu, er der gået æoner af år. Og alligevel er vi sammen stadigvæk. Hvilket mirakel! For et hønsehus skyld! Det var hønsehusets skyld, at vi mødtes. På hjørnet af C.F.Richsvej og Hoffmeyersvej engang i 1912. Du kom gående, og jeg blev stående og således begyndte det hele. Var jeg nu gået væk, havde vi aldrigt mødtes. Havde vi aldrig kendt hinanden. Det for sure! Nu er det sådan, at jeg ikke gerne priser mig selv som værende af særlig intelligens eller fatteevne, men alligevel forekommer det mig, at dette projekt havde sin betydning udover almindelighed. Det værtsatte detailen. Den lille bevægelse som gør den store forskel. Det er hvad jeg husker bedst. Alle disse små situationer står sitrende klart i min bevidsthed. Når Kringle står der med sine halfemsårige øjne og ser op på mig, idet den påkalder sig min opmærksomhed. Da går jeg i stå et mikrosekund, hvorefter min bane her i universet er fastlagt påny. Det er mageløst. Eller når Sten, min ven i dette byggeri, lige så stille og roligt maner mig til eftertanke midt i mit anfald af “drama queen” hvor jeg “går i selvsving”,som Jonathan siger. Så siger Sten: – Rolig nu! Og så bliver jeg rolig. Der er nogen som siger noget til mig som jeg kan forstå. Når Bynke bare ved sin tilstedværelse siger det hele som en varselspæl i min bevidsthed, så er der bingo!

Nu er jeg flygtet bort fra al dette hæsblæsende jag en moderne familie må lide under for at opretholde sin eksistens. Parforhold som skal plejes så slægten/arten kan føres videre. Erhvervsmæssige ansættelser som må tilgodeses, for at økonomien kan løbe rundt. Forpligtigelser i det hele taget af samfundsmæssig art. Det er jeg flygtet fra. Langt væk ud i ørkenens sand. Og minsanten så ophører ørkenen og havet viser sig for mine øjne. Blåt og blæsende åbner det sin favn og lader mig opsluge af det. Jeg får min sup pustet op med 200 tag af den medfølgende pumpe, som har manometer indbygget til måling af de 15 psi dyret kræver. Og så er det bare ud på paddelen! Hu hej og afsted over bølgen blå mens alle de nøgne tyske turister grådigt ser på. Det er jeg ligeglad med. For mig er det afgørende, at jeg holder balancen. Ligesom i øvrigt i livet i almindelighed. -At holde balancen. Et godt udtryk og det gør jeg først med skælvende knæ, fordi jeg faktisk lige for et øjeblik siden faldt bagover og pladask ned i det kolde vand med hat på og det hele! Men jeg kom nu hurtigt op igen ved at livredde mig selv, i det jeg krappede først mit bryst og siden min mave hen over brættet, så jeg kunne genvinde den korrekte vægtfordeling. Jeg ligger på Lost-stranden og her er et hav af mennesker. Tyskere flest og det gør ikke noget. De er på ferie og meget afslappede og børnene råber “guten tag” ad mig, når jeg sejler forbi dem ude i vandet på mit fartøj. Jeg har fourageret til på mandag, hvor jeg tager over “Klippebo” på vej til Rønne, hvor du som jeg mødte på hjørnet af C.F.Richsvej og Hoffmeyersvej venter med en kop the, før jeg tager færgen til Ystad og over København og datter Suien, før jeg sætter kursen mod min have, som sansynligvis har overbegroet mit hus i al den tid jeg har været væk, så jeg måske slet ikke kan finde det. Og hvad gør jeg så???

Jeg var da en meget god tandlæge, var jeg ikke? Det synes jeg selv. Men syntes mine patienter det? Så vidt jeg ved, var de meget tilfredse og det jeg lavede var ikke noget bras, det er sikkert. Jeg gjorde mig umage, som det hedder. Når jeg nu var kommet så langt, kunne jeg jo ligesågodt få det bedste ud af det, ikke? Altså tog vi til Bornholm, hvor jeg skulle være soldat. Tænk Dem “soldat”. Hvad i hede hule helvede er det for noget. “Soldat” mig i røven, men det var den nemmeste måde at undgå konfrontation med “Staten”, hvad så i hede hule helvede det var/er for noget. Overkomandoen eller sådan noget. Dem som “bestemmer” over dig. Jo tak, det fandt jeg aldrig ud af helt, hvad det var for noget, selvom jeg prøvede på forskellig vis at konfrontere det. Tog til Norge og fiskede efter lax, som ikke var der med venner udi den marxistiske lære og prøvede at forstå ordet “dialektisk” og hvorfor der i universet var denne modsætning. Modsætninger overalt. Uforståeligt, men måske var der en forklaring, men hvor? Rejsen var begyndt på ski ned ad en glidebakke. For Satan!

Nu skinner solen. Havet ligger klart foran mine øjne. Jeg behøver ikke at skynde mig mere. Ordene kommer af sig selv, som de selv vil. Musikken eksistere. Lydene danser. Dansen er. ER. Og nu vil jeg have morgenmad her på Lost stranden, hvor jeg befinder mig i dag, det er fredag og jeg agter at blive hængene og spille “Blowing in the wind” af Bob Dylan på min ukulele og i øvrigt ikke bryde mig om spor andet end at bade og spise og læse og spille ukulele og fløjte og mundharpe og sove og padle på min sup. At I ved det, alle I abekatte!

Hjemkomst- Afrejse. Og igen:Hjemkomst. Og igen:Afrejse. Sådan foregår det hele tiden. Først tager man afsted. Så tager man hjem-. Ud og ind. Frem og tilbage er lige langt. Man når altså i bund og grund ingen steder og er altså alle steder. Færdig med fyrre! Så det kan være det samme, ikke? Men jeg (som er et ord på tre bogstaver og som sådan ikke andet end det) Altså dette “jeg” dette mystiske noget, som defineres som “sjæl” eller “identitet” eller “beskæftigelse” eller “stilling” eller “erhverv” eller hvad ved jeg. Ligemeget, dette jeg tog sig sammen. Hvorledes kan et ord på tre bogstaver “tage sig sammen”? Nå ligemeget, hvis jeg fortsætter på denne måde når jeg ingenting. Altså tog jeg mig sammen og fik slået min plæne, klippet min hæk og rettet min parabol ind på en metalpæl, som jeg købte for 20 kr i Munks produkthandel i Maribo i går., og som min kære nabo Lasse hjalp mig med at få banket på plads, så jeg nu igen uhindret kan følge med i verdens begivenheder her i mit lille hus i Bandholm på Lolland, hvor Jonathan min søn af andet ægteskab og i øvrigt et særdeles sympatisk menneske, var på besøg og spise humus og drøfte situationen i almindelighed. Mens min datter (af første ægteskab) på Bornholm fik flyttet det gamle hønsehus og Suien og Bue forbereder deres rejse til Cambodia. (Suien og Bue er min datter og svigersøn af andet ægteskab) Nå, men hvad rager det egentlig dig, min kære læser, hvem jeg har været i ægteskab med o.s.v. Sansynligvis har du nok i dine egne gebrækkeligheder med hus og hjem og hund og barn og udgifter til ferie og daglige fornødenheder som fuldt ud optager din opmærksomhed her i dagens “Danmark”. Fuck det! -sagde jeg til min urtekræmmer, da jeg hørte at han var blevet kørt over af en traktor nede i svinget ved benzinstationen.  Skulle jeg hjælpe ham med noget, var det da at tage livet af ham selv, men det orker jeg ikke. Jeg orker ikke mere at tage livet af noget. Jeg har nok lig på samvittigheden. Det er nu tid til reflektion. Det er det, så jeg rekflekterer lidt over den forgangne tid. Som sådan er der ikke sket ret meget, men i mikroperspektiv sker der noget hele tiden, som nok er værd at berette. Som f.eks. da jeg i morges dræbte en flue ude på mit badeværelse og fik så forfærdelig dårlig samvittighed over at have aflivet det lille kræ. Men gjort var gjort og da jeg ikke kunne holde ud at være i denne morderiske tilstand længere, tog jeg benene på nakken og hældte min rygsæk fuld af håndklæder og badebukser og begav mig på vej mod stranden og det forfriskende morgenbad, og hvad mødte jeg på min vej? En ualmindelig stor og hæslig motorcampingmobilhome med plyssæder og et par ældre pensionister i pyjamas, som var i færd med at fremvise deres nyerhvervelse for måbende naboer, mens de pralende åbnede ind til deres endnu uredte dobbeltseng, som stank af pis ovenpå nattens håbløse seksualitet. Jeg gik forbi med væmmelsen malet i mit fortrukne ansigt på vej mod havet og befrielsen. Vandet var krystalklart, og det lykkedes mig ved hjælp af et utal af svømmetag både som rygsvømning og brystsvømning at nå ud til den store røde bøje som markerer 200 meter mærket. Her satte jeg mig op og gestikulerede til en mågeunge, at den skulle være ganske rolig, for jeg ville selvfølgelig ikke gøre den noget. Det fandt den plausibelt og blev siddende så længe jeg opholdt mig på bøjen. Da jeg svømmede tilbage lettede den lidt efter og sendte mig en klat i hovedet af bar lykke! Nu er jeg hjemme igen i mit lille hus med den nyslåede plæne og den velklippede hæk. Morgenmaden står for døren. Jeg ved endnu ikke, hvad jeg skal have. Måske semuljevælling med kikærter. Eller farsfrikadeller af plantefibre med myseost. Eller osse faster jeg i dag og nøjes med vand. Vand morgen middag og aften. Det er osse en mulighed…

Der var noget, jeg skulle, men var det jeg skulle også det, jeg ville? Og hvad var det egentlig, jeg ville? Ville jeg noget andet, eller ville jeg det samme? Man kan sige, at jeg slet ikke vidste, hvad jeg ville og jeg derfor skulle. Skulle alt det man sagde var vigtigt for mig at gøre. Da jeg var frygtsom anlagt og ikke havde noget ståsted blev det nærmest uundgåeligt, at jeg gjorde som der blev sagt, at jeg skulle. Havde der været et endog ganske spinkelt håb i mig om et eller andet, som jeg kunne kaldet mit eget eller mig selv, var det dog på stedet blæst væk af de stærke kræfter som omgav mig og som på forskellige måder truede mig på min eksistens, hvis ikke jeg gav efter for deres pres. Jeg blæste altså væk og forsvandt og blev erstattet af en adlydende person som gennem årene forskansede sig i de spejlinger, jeg kunne genfinde i andres gunst og opmærksomhed. Jeg blev kort og godt en følgagtig nar. En øjentjener. En eftersnakker. En spytslikker. Et rigtigt røvhul, hvis jeg selv skal sige det. Og desperat efter en anderkendelse og berømmelse, som kunne skjule alt det jeg inderst inde var, nemlig en nar.

Angsten red mig som en mare. Nat efter nat drømte jeg om selvmord, fordi det var uudholdeligt at leve, som jeg gjorde. Hele tiden skulle jeg holde øje med, om min adfærd levede op til mine forventninger til mig selv. Jeg blev en enspænder. Gemte mig under dynen og græd mig i søvn. Det var et helvede.

Jeg lever sådan hver dag og tør slet ikke tænke på, hvor galt det kan gå, hvis jeg bliver opdaget. Hvis nogen ser, hvem jeg virkelig er. Det tør jeg slet ikke tænke på, så jeg undertrykker mine tanker og dræber dem med alkohol og stoffer. Det hjælper dog ikke meget. Jeg er stadig lige desperat og angst. Hvad skal jeg gøre?  Er der nogen som kan hjælpe mig? I kan skrive til mig her på siden. Jeg vil virkelig blive meget glad, hvis nogen har et forslag til, hvordan man kommer ud af en sådan kattepine. At være en løgn og indse sandheden om løgnen. Det er dræbende for alt liv. Jeg græmmes.

Mig.

Nå, men nu går det bedre!  Efter tusindvis af henvendelser med trøsterige ord har jeg genvundet mit gode humør. Det var en sort kulkælder, jeg var nede i og nu er jeg atter oppe i lyset. Solen sender sine livgivende stråler ned i mit ansigt mens de små krappe bølger skyller op i mine næsebor ret som jeg rygcrawler med kurs mod Bandholm mole, som jeg rammer med et bump, som knuser mine sidste triste tanker.

Jeg har lagt dej op til et brød. Det er en god begyndelse på mit nye liv. I morgen vil jeg gå ud og se på en rød MG sportsvogn. Senere vil jeg finde mig en partner på Elitedaters hjemmeside. Der er mange søde damer i tresserne som er på udkig efter sådan een som mig, de kan redde fra fortabelse i druk og misbrug. Pænt tøj skal jeg have på,når jeg går ud for at møde min udkårne. Og en lille fiks kasket. Jeg holder meget af små fikse kasketter. Og en sort paraply. Så tager jeg busssen nede fra Bandholm maskinfabrik, hvor busstoppestedet befinder sig. Jeg kender buschaufføren. Han er altid venlig og fortæller om sine børnebørn, mens vi kører. De har fældet en masse træer i Knuthenborgskovene, så nu kan man se milevidt ud over sletter med græssende moskusokser og vildsvin som roder i jorden. I jorden findes en særlig russisk orm, som de godt kan lide, vildsvinene. Mere ved jeg ikke om dyr. Dyr i al almindelighed, som man siger. Det ved jeg ikke meget om. I virkeligheden ved jeg faktisk slet ikke ret meget. Stort set ingenting, men det betyder ikke noget mere. Bare jeg har det godt. Det betyder mest. Mest af alt.

Men hvad nu?

Whatever I know, I dont know. Såre simpelt, ikke?

 

 

 

 

Print Friendly, PDF & Email

Den endelige afgørelse.(En eksistentiel dannelsesrejse.)

 

Hvorhenne er Prag? Hvorhenne er Tyskland? For slet ikke at tale om Berlin? En stor by, som man siger, med en masse mennesker som allesammen har hver deres gøremål. Det er sært, at de ikke støder sammen. men det gør de osse en gang imellem. Denne person som skriver dette stødte f.eks. Ind i en dame med en kat i en kurv. Katten skreg og hidkaldte en betjent som havde opsyn i den u-bahn hvor uheldet skete. Nu var gode råd dyre, for jeg ville gerne videre til Kreutzberg, hvor jeg skulle møde min kæreste efter aftale kl. 5. Men betjenten lod mig ikke slippe så nemt. Jeg fik en bøde på 5 euro og pålæg om at se mig bedre for en anden gang. Min kæreste tog i mod mig på hjørnet af Oraniestrasse og Friedericsstrasse og førte mig straks hen til Checkpoint Charlie, hvor vi mødte en russisk soldat hun kendte fra sin tid som indespærret i østberlin. Han bød på nudelsuppe og bier, som man siger og snart havnede vi i et festligt lag i en gammel østtysk bierstube, hvor osse Adolf Hitler og Gøring og Goebbels samt selvfølgelig Albert Speer engang kom og nød en øl. Så tog vi ud til Spandau fængslet for at hente en bog Speer havde glemt under sit 20 årige ophold der. Speer foreslog at vi slog et smut ned unter den Linden og så et stykke af Bertol Brecht, “Macht mit messer” som var et animeret tegnefilmshow med polske dukker sat op som opera, hvor kammermusikorkesteret under ledelse af Herbert Von Karajan spillede Ravels femte symfoni, og det var i sandhed noget af en oplevelse for lille skrivende mig, som bor under usle forhold i en omegnskommune i Berlin som hedder Kleinmachnow tæt på den stinkende flod med flere hundrede Autocampere omkring min latterligt lille volkswagen california med rustne forskærme, klapoptag som ikke virker fordi ledingerne til solcellerne er i vejen, når jeg lukker den op og som er skidekold om natten, så jeg må omslynge mit fattige legeme med utallige tæpper og puder og lagener for overhovedet at kunne falde i søvn. Satans til liv, siger jeg bare, og så kører man flere hundrede kilometer ad overfyldte motorveje, som man sågar skal betale for ved at købe en såkaldt Vignette til 20 Euro som skal klæbes op i forruden for at politiet kan se den når man bliver standset fordi man har overtrådt færdselsloven ved at køre for langsomt! Nå, men Berlin var selvfølgelig meget god og de trafikale forbindelser udmærkede. Ind og ud af S-tog og U-bahn med tagesticket til Kobusser Thor for at se alle de tyrkiske mænd og kvinder som bor der og har lavet deres egen lille stat, hvor man kan købe linsesuppe og falafel for en slik mens man skødesløst henkaster et par cent til en forbipasserened Thailansk harpespiller, som smiler taknemmeligt til een. Jøder er der overalt. Som spøgelser svæver de omkring i gaderne og trækker mig gennem Brandeburger Thor over til de afdødes sandkasse af størknede cementsten som nu udelukkende bruges til at sidde på og nyde sin medbragte mad. Sidst jeg var der dansede Jonathan i store firspring hen over gravstenene i jublende livsglæde, men blev abrupt afbrudt af en tysk gendarm med pistol i bæltet, som mente at det var for meget lykke i den alvorsfulde stund, hvor vi mindedes alle de mange millioner jøder, vi slog ihjel. Nå, men fortvivl ikke venner! Den nye generation vokser op, og i S-toget sad jeg overfor en ung tætklippet mand med sin kæreste og genkendte uden besvær den tyske soldat, der ca 1 måned før befrielsen skød den unge frihedskæmper Kim Malthe Bruun ude i Ryvangen. Giv dem en uniform på ( og det kan være hvemsomhelst ) og udsted en ordre, så dræber de hinanden. Det så jeg i det øjeblik. Satans!

Så her står vi så. I udkanten af Prag på en lille øde ø med eneste adgang til fastlandet via Karons Færge over floden Styx, som for øjeblikket udgøres af  Vitava, som strømmer dovent forbi mit automobilforrudevindue, og som jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre ved, og som jeg derfor lader være. I går da jeg kom farende ad motorringvej Berlin på vej ud mod den store hovedfærdselsåre gennem Dresden, som apropos blev totalt udbombet af amerikanerne i 44-45 og som nu fremstår som om intet var hændt, kom jeg i tanke om, at ethvert forsøg på at ændre på tingene fører uvægerligt til forværring. Tag lige den og spis den og se om den holder! Lige så snart du tænker dig til noget, har du ødelagt det. Nå men det er altså sådan som den lille skriverkarl her i minibussen ser på det. Måske er det bare noget sludder, som Thomas plejer at sige, når jeg fremkommer med mine anskuelser. Skråt op! Som jeg så plejer at sige, og så er den debat overstået, og det er måske osse meget godt. Nu vil jeg gå ud i Prag om lidt, når jeg har spist mine hvidløg og skrællet mit ingefær og tisset af ude på de urinstinkende toiletter her på “Caravan Camping” Ciarskà louka 162, Praha 5 og se hvad der sker. Desværre gik der hul på min natpotte, så jeg fik plettet mit lagen, men det er nu omhyggeligt vasket i flydende sæbe købt i det tyrkiske supermarked i Krutzberg sammen med Calendula tandpasta og Parodontax som mærkeligt nok var på hylderne til en meget lavere pris end i Danmark. Så det købte jeg og nu er lagenet vasket og hængt til tørre oppe under teltloftet, hvor den varme luft breder sig til alle sider. Så det skal nok snart blive tørt og Jørgen Leth er ikke den eneste, der er ved at blive gammel, skal jeg hilse og sige, men her i Prag kører folk over 70 gratis i alle offentlige transportmidler så, som min campingchef sagde, så er der da altid een ting der er en fordel ved, ved at blive gammel!

Paris London Rom. Hvor er vi nu henne? Nåh jo, vi er i Prag. Tjekkiets hovedstad og en meget underholdende by at finde rundt i. Det er hele tiden nyt og derfor ældgammelt, hvis I forstår. Store spirbærende kalkstensbygninger ligger og knejser hovent over den forbiilende tid. Floden glider stille afsted, som den har gjort i en evighed. Mc Donald ligger lige om hjørnet, når man kommer op fra Metroen. Så kan man gå ind og sætte sig under en parasol og nyde den grønne the og salaten fra fastfoodautomaten tilsat en tjekkisk flutes smurt med humuspikante som købes nede i det underjordiske supermarked. Når man skal hjem om aftenen er det et mægtigt mas at finde vej, men så er det et held at man har sin mobiltelefon og kan lade googledamen vejlede een. Det er faktisk meget behageligt med sådan en venlig stemme, man kan ty til når man er i vanskeligheder. Den er meget beroligende og osse en lille smule bydende. Gå den vej! Siger hun og jeg adlyder som regel. Dog sker det at jeg gør oprør og slukker for mobilen og går vild. Derved lærer jeg labyrinten at kende. Bider mærke i pejlepunkter, så jeg ved hvor jeg skal gå, hvis jeg vil tilbage til, hvor jeg kommer fra. Til sidst slår jeg mig ned under et træ og tegner mennesker og oplever hvorledes ethvert tilhørsforhold forsvinder og jeg bliver alene i verden. Denne verden som ingen kender, selvom alle synes at kende den til bunds. Men det bliver deres problem. Det at slippe fortøjningerne har altid været godt og er nu en tilstand. At mærke rebet glide væk mellem hænderne på een kan ikke sidestilles med noget andet. At lade tiden gå og se at den står stille. Så ser man sig selv med sin evindelig pludrende tanke som et akvarie, hvor boblerne bare stiger op og op sålænge pumpen kører. Og når pumpen hører op med  at pumpe hører boblerne også op med at stige. Så står alt stille. Så er der fred. Amen!

Ps. Til mine børn. Husk på at I i bund og grund ikke aner hvor I er eller hvad I er. Tænk over det og slip så for helvede tanken løs og tænk aldrig mere over det der med meningen med livet og sådan noget. Det fører ingen vejne. Det er spild af tid. Dead end. Vaste. Skulle jeg hilse at sige. Speculations. Big bang. Allah. Christ. Gud. Templet. Religion organiseret af præsteskab. Fuck det. Snobberi for sagkundskab og universitetsviden. Fuck det. Fuck det hele. Det er affald fra en syg menneskehjerne forkrøblet af angst op gennem tiderne. Overført fra generation til generation gennem “op” dragelse o.s.v. o.s.v. Jeg kunne blive ved, men nu har jeg siddet længe nok her under parasollen med det store M og er begyndt at få hold i nakken, så nu må jeg afsted ud i byen som bereder sig på en aften med fyldte restauranter og klubber her i denne forlystelsessyge by. De drikker som svampe alle steder og det er vist osse her, at danske efterskoleelever raserede et helt hotel og smed stole og borde ud af vinduet i alkoholisk kådhed. Ja, ja, de unge mennesker hygger sig og gud være med det.

Nu er vejret slået om. I går kom et mægtigt tordenvej mens jeg var på vej ud i det blå med sporvogn nummer 9. Jeg besluttede mig for at afprøve systemet og tog den første den bedste sporvogn med den hensigt at køre til endestationen uanset hvor lang turen end måtte blive; og det blev en lang tur over floden og ud i yderdistrikter med trist slum og sidenhen igennem kvarterer med ensformige boligblokke til vi til sidst holdt ved et stort Tesco supermarked, som jeg kendte det fra min tid i Eastbourne i England, hvor Suien i nogle år voksede op på Astaire Avenue. Det var så det, og da de havde blåbær til billige penge købte jeg en spand og satte mig på fortovet ved siden af en hjemløs tigger som jeg delte mine bær med. Da han begyndte at slå på en marokkansk lertromme, faldt jeg i med min mundharmonika som jeg i øvrigt fik i fødselsdagsgave sidste år. Der sad vi en tid og spillede og folk som kom forbi kastede mønter ned i den tomme blåbærspand. Dem delte vi ligeligt og han takkede mig for selskabet og gav mig et kram, da vi skiltes. Jeg tog samme tur tilbage med bus nr 9, men stod af på halvvejen for at frekventere et vegansk spisested, som dog ikke var meget bevendt idet resterne af dagens buffet udgjordes af 3 udslidte soyafrikadeller som lå ensomt i et støvet fad uden spor af attraktion. Dem lod jeg være og sprang på bussen igen. Nu var gode råd dyre, for hvad skulle jeg lave? Det spørgsmål vælder op i mit sind i tide og utide, og jeg må nok indrømme, at det er vanskeligt at besvare. Det meddeler jeg så den spørgende og han bliver ofte knotvoren fordi han ønsker aktion hele tiden. Der skal ske noget, som han siger.-Se nu at få fingenen ud af røvhullet og find på noget! Og jeg bliver forvirret og ved ikke, hvad jeg skal gøre. Pyha, det er svært, når man står helt alene der på gaden i menneskemylderet og alle – og jeg gentager ALLE ved, hvad de skal lave. Eller i det mindste ser ud til, at de ved hvad de skal lave, for de drøner afsted i hver deres retning udstukket af det foranliggende mål, som de har sat sig, at det er derhen de skal for at lave det de skal. Og jeg skal ikke lave noget. Jeg er færdig med at lave noget. Jeg har lavet, hvad jeg skulle og har nu fået den præmie af mit samfund og mine medmennesker og staten eller jeg ved ikke hvem det er, at måtte selv bestemme, hvad jeg vil lave, og så kommer det store sørgsmål: Hvad i hele hule helvede vil jeg lave? -Hvad vil jeg nu lave? Og nu, og nu, og nu? Til helvede med det hele tænker jeg så og sætter mig ned på den først givne stol som er ledig lige der for næsen af mig og der lige overfor mig sidder en dame og piller næse og det tiltrækker min opmærksomhed, som bliver tændt af hendes lange lakerede neglefingre som raver op i en stor lidt ældet og derfor ganske usympatisk næse. Ipaden ligger lige for i den blå taske. Jeg griber den begærligt og stærkt opildnet af min elskede veninde Karen Hilden, som tegner de vidunderligste croquis-tegninger på instagram, snupper jeg min Appel Pencil som jeg selvfølgelig har opladet før jeg gik hjemmefra og som derfor via bluetooth er forbundet til paden, og sætter mig til at tegne damens næse. Portrættet bliver ikke altid lige vellignende, som det jo ellers gerne skulle være, men når jeg får lagt lidt farver på og får næsens tomatfarve til at stå i kontrast til damens iøvrigt ret intelligente øjne ender det med, at jeg bliver tilfreds. Så begynder det at regne. Styrter ned og jeg må hive paraplyen frem og løbe hen til min ynglings vegetar restaurant, der som regel altid er overbooket og som derfor kun kan tilbyde mig en plads i baren hvor jeg indtager dagens løgsuppe samt en god salat og et glas cider. Når jeg skal hjem tager jeg metroen som ligger flere kilometer under jorden fordi den skal gennemkrydse under floden uden at der løber vand ind. Narodni trida er en stor metrostation med direkte forbindelse til Smichovske nadrazi, hvor jeg desværre overser bussen til Lihovar og må vente i susende iskold gennemtræk en time på den næste bus som fører mig hjem til min lille hytte på hjul med varmeapparatet snurrende og deadline på streaming plus et afsnit af “Better Things” som varmt kan anbefales!

Lige nu har de rokonkurrence nede på floden foran min bil og folk skriger og råber på bådene for at få deres favorit til at vinde. Det er en rædsom lyd når folk skriger for at komme i mål. Jeg hader det skrig. Det giver væmmelse og minder om krig og jeg hader krig. Men menneskene er i krig. Det har de altid været. Det er fordi de tænker sig til alt. Det skulle de fandme tage at holde op med. Men det gør de ikke. De bliver ved med at tænke og ved med at føre krig mod hinanden. Fuck dem. Røv. Lort. Pis. Æv. Men jeg har det samme problem. Jeg er et menneske ligesom alle andre. Men jeg er også et dyr. Og en plante. Et insekt måske? Jeg er nok et insekt. Et tænkende insekt.- Kan det lade sig gøre? Hvem ved…

Nu har jeg det! Tanken ER handling. Der finder handling sted HELE tiden. Det er ikke først tanke og så handling. Giver det mening? Tanken er et strålende instrument, det er ikke sådan, at jeg mener tanke som noget negativt. Det ødelæggende finder sted når tanken opfatter sig selv som aktør der kan “gøre” noget. Kan “tænke” som en tænker der er er adskildt fra tanken. Her sker katastrofen. Jeget som en i luften frit svævende “ting” der kan “gøre” hvad det vil. Den såkaldte “frie” vilje. Det er det jeg mener. Det er det experimentet går ud på hele tiden. Og tiden viser sig at være en illusion i virkeligheden som er evig. Amen igen… ( I må meget undskylde, men jeg kan ikke lade være.  Det er alt for spændende det liv, ikke osse?)

Man kunne også sige, at katastrofen sker når man (tænkeren) forsøger at kontrollere tanken. Så er det, at der går kuk i det. Så er det at den indre konflikt opstår. Og med den indre konflikt den ydre. Din/min tanke. Dit land/mit land. Dig/mig . O.s.v. Fuck alt det lort, vi er opdraget med. Ikke tænke slemme tanker, nej tænk positivt. Tænk, tænk, tænk. Tænk hvis du vandt. Jeg tænker, altså er jeg. Sikke dog en masse sludder man har fundet på for at bevare kontrollen. Kontroller dig selv! Styr dig! o.s.v. Når nu det hele i bund og grund er u-kendt.  Kontrol over naturen. Kontrol over det hele. Sikkerhed. Angst. Fjender. Olieafbrænding. Iskalotafsmeltning. Dyremishandling. Kontrol. Styring. Tankekontrol. Diktatur. Angst. Frygt. Sygdom. Død. Pis og lort det hele. Ord bare ord og dermed tanker som er ord og billeder som vi tror vi kan rykke om med efter forgodtbefindened, fordi vi tror vi har magt til at styre hvorhen vi vil. Viljen, det frie “vil”. Vil vilje. Hvad vil jeg? Hvad vil du? Sammenstød. Krig. Penge. Pis. Jeg giver op, gør jeg. Så går det hele af sig selv, ser jeg. Så opnår (op-når) jeg ingenting, og det er osse ligemeget, er det. Rigtig lige meget. (De råber stadig dernede på floden og tilskynder roerne at gøre deres bedste, så de kan vinde (kun een kan vinde. Resten er tabere.)  Jeg har tabt og stiller mig bagerst. Lader alle de andre komme først og ser istedet den lille musvit på grenen som pudser sine fjer. Det er osse meget bedre. En gevinst.

Nu er vasketøjet hængt til tørre. Jeg fik lort på badekåben fordi jeg var for længe om at gå på toilettet. Der er altid et eller andet om morgenen, jeg skal, og så trækker det ud og så er ampullen overfyldt og jeg må løbe for at nå hen til tønden inden det går helt galt. Sådan går det tit. Jeg har travlt med alt andet og overser det vigtigste. De basale processer, endskønt jeg ofte tænker på dem. Som f.eks. Døden. Det vil jo være aldeles forfærdeligt, hvis jeg nu dratter om i et supermarked nede i den underjordiske metro, og hvem skal så tage sig af mig, tænker jeg, men så sørger jeg altid for at have legitimation så som pas og sygesikringsbevis på mig, så jeg kan blive sendt hjem i en glaskiste med rigtig destination. Nå, men døden kan man ikke undgå. Sådan ser det ud, og da den er uundgåelig, lader jeg den være. Den følger mig som min skygge følger mig og det er helt i orden.

Når jeg så er kommet over de værste godmorgenkvababbelser og har taget mit dampbad og skyllet kroppen med adskillige spande iskoldt vand, går jeg ned til Karons færge og lader mig fragte over på den anden side. Der frekventerer jeg for øjeblikket Nepal House, som er en lille nyåbnet restaurant med sød bejening og dahl og linsesuppe. Ejeren har lige besteget Anapurna via basecamp, hvor hun fik højdesyge og måtte fragtes til Kathmandu i en helikopter. Desværre var hospitalet, hun blev behandlet på stærkt beskadiget af jordskælvet, men de tilbageblevne læger, som iøvrigt godt huskede den danske sygeplejerske som assisterede dem i 2011 og som var den ene af mine to døtre, -de behandlede hende så godt, at hun kort tid efter stod på toppen af Anapurna gebetet i over 7000 meters højde. Det underholdt hun mig om i fire stive timer i går aftes mens hun ustandselig øste mere linsesuppe op i min skål, og jeg tilskriver i høj grad mit afføringsproblem denne morgen hendes linsesuppe, som efter sigende har en stærk laxativ effekt. Det blev sort nat inden jeg fandt en sporvogn som kørte mig til Lihovar, hvor jeg bor. – Hvorlænge jeg skal bo her er et spørgsmål. På den ene side havde jeg i går besluttet mig for at køre op i de østrigske bjerge i morgen den første maj, men så så jeg vejrudsigten og den lovede ikke godt. 6 grader med isslag og sne. Hvad siger I så? Og i Danmark var der meldt om 20 grader og høj sol. Hvad er jeg ude efter? Det er det gode spørgsmål. Man skal ikke løbe efter vejret. Så skifter det bare for næsen af een. Her er solen begyndt at skinne efter 24 timer med styrtende regn og jeg sidder med åben dør i shorts og skriver og ser ingen grund til at fare afsted. Så jeg bliver nok lidt endnu. Der er ingen jeg skal spørge om lov til at blive eller rejse. En uendelig frihed som ikke er helt så dårlig. Det giver mulighed for uanet flexibilitet, hvilket vil sige, at man er i stand til at handle adækvat i selv de mindste detailler. Til sidst er man som stivnakket planlæggende væsen så bøjet og tvistet at man uden at tænke over det falder ind i musikken uden tøven og i det rette øjeblik. Smart.

Fra Domen i Wien. Sidder jeget og tænker sit. Mig og jeg i fredelig samdrægtighed. Er der en kurre på tråden som f.eks når mig vil den ene vej og jeg vil den anden, så forgår en fredelig samtale om emnet som altid munder ud i en konsensus til både jegs og migs tilfredshed. Allerdyrebareste sandhed er den at intet er mere sandt end andet. Mødte en invalid da jeg steg ud af toget til Kaiser Franz Josefs banegård som venligt viste mig vej til sporvogn D der førte mig til Wien Hauptbahnhof, hvor adskillige butikker frister med østrigste strudeln til 2 euro stykket, som jeg ikke købte, da jeg medbringer et stykke kernerugbrød samt to bananer og et æble til fortæring på Stephansplatz sammen med en lille flaske vand tappet af campingpladsens hane for trinkwasser. Den invalide bekræftede mig i visheden om min uvished idet han anbefalede at google, hvis ikke man vidste hvor man var og selv derigennem kunne man aldrig være helt sikker. Sikkerhed er noget underligt noget. Som f.eks. når jeg ikke ved om bilens kilerem er i stykker og derfor har bestilt tid hos mekanikeren her i Klosterneuburg på mandag for at få den kontrolleret samt for at få olien skiftet, når jeg egentlig godt tror/ved, at alt er i orden og kun gør det for at være helt sikker. Og det gør mig usikker, for hvad nu hvis mekanikeren laver en fejl og det hele bliver meget værre. Nå, men nu er tiden bestilt og jeg stoler pa volkswagen…

Jeg bliver ofte væk for mig selv i denne tid og det er  en stor glæde. Er ukendt sted som ukendt væsen som her i den store domkirke med de mange turister som tager billeder med mobiltelefon og jeg sidder på en af de umagelige bedebænke og fatter ikke en skid af det hele med det der religion og tro og bøn og alle de ældgamle statuer og billeder af “hellige” mænd og en enkelt kvinde som er jomfru o.s.v. Hvad laver jeg her? Jeg ved det simpelthen ikke.

Tirsdag den7. Maj 2019 Budapest.

Why should I be in a hurry? Why? Det spørger jeg tit mig selv om, men det ligger dybt i blodet. Dette at skynde sig. Det er ligesomom en stemme indeni mig siger: -Se nu at få lidt fart på. Det er stemmen som er en sammentrækning af alle de stemmer, der gennem hele min tilværelse har råbt ad mig med ordene: Skynd dig nu lidt! Alle mine oplevelser har den fællesnævner at blive skyndet på. Så hele den jeg er, er en jagethed. Mit hjerte banker i hast og ikke i ro. Jaget gennem livet som et forvildet dyr på flugt fra jægerens skarpladte bøsse. Sådan føler dette jeg sig ofte,men når det ses er det en energi i sig selv at modstå det og handle ud fra de givne omstændigheder som altid og jeg gentager altid er i ro. Det er mig/jeg der er i uro og det mærker jeg hele tiden når jeg sidder her og tror, at hvis jeg ikke skynder mig lidt, så er dagen forbi og så har jeg ikke opnået noget og det er ikke så godt for så bliver jeg ikke til noget og det er ikke så godt, kan du nok forstå, ikke? Vel? O.S.V

Nå, men jeg fandt ikke den i google så omtalte veganerrestaurant. Den var lukket.Under ombygning. Nå, men så lå der en lille thaifidus lidtlængere henne om hjørnet og der gik jeg ind og fik dejlig vegetarisk vok og en ditto tomyoum suppe altsammen til 50 kr eller 2500 floriner eller hvad de nu hedder de ungarnske penge. Her er faktisk rigtigt rart på den lille campingplads “Natura” midt i en skov og alligevel kun 5 km fra Centrum med bus som er gratis for ældre som mig. Wow! Lige som i Prag, så jeg mæsker mig i gratis køreture med sporvogn, bus og metro. Det er spændende med en helt ny by, hvor man intet kender og et sprog man ikke forstår og så er her lidt altmodish p.g.a. den ikke så lange periode der er gået siden murens fald og sovjets dominansophør. Stadig denne nye frihed i blodet på menneskene her kan man mærke. En udmærket by som skal exploreres i hvor mange dage ved jeg ikke og nu er vejret blevet godt med sol så alt er frydefuldt og dejligt og tak for det!

Det var noget af en tur. Siger jeg. Med bankende hjerte begav jeg mig afsted fra Budapest, som jeg ellers var begyndt at holde meget af. Så meget, at jeg følte, at hvis jeg blev hængende, kunne jeg nemt komme til at gro fast, og det er det sidste jeg vil. Det ligger helt klart nu. Hver gang jeg føler, at rødderne er ved at tage fat i undergrunden og vanen indfinder sig og alt bliver rutine, går jeg fra vid og sans og flygter afsted ud i nye vilde æventyr. Det er altså sådan blevet min stil, og nu kan jeg lige så godt indrømme det overfor mig selv, og se hvad det medfører. Værten på campingpladsen i Ave Natura Camping i Budapest frarådede mig ellers at køre op i high Tatra, efter at håndbremsen havde sat sig fast og jeg ikke kunne komme ud af stedet før han mente, at hjulet var komet af og det lykkedes ikke for ham idet den sidste bolt nægte at give op, hvilket blev mit held da han derefter måtte køre efter frugt og således var væk, da den Ungarnske Falckmand som ankom kort tid efter med et snuptag og en hammerbanken på bremsecylinderen løsnede håndbremseblokken så jeg kunne komme væk inden campingværten kom tilbage og fortsatte sin skepsis over min gamle bils muligheder i High Tatras. Så jeg gav fanden i ham og advarslerne og det gik også meget godt indtil i nat, hvor den egentlige opstigning skulle begynde. Da gav jeg op. Var simpelthen for træt til at køre videre og slog lejr på en parkeringsplads udenfor en ølstue med fulde folk som kom vraltende forbi min soveplads dog uden at gribe forstyrrene ind i min søvn.

I morges så alting lyst ud igen og opad gik det hele tiden i een uendelighed,hvor opmærksomheden på temperaturmåleren og bilens forskellige lyde hele tiden er i højeste alarmberedskab, for hvis der nu sker noget og køleren eksplodere eller baghjulslejerne bryder sammen eller, eller, eller… Det er yderst spændende og klart bevidsthedsudvidende at vide, at hvis køretøjet bryder sammen på en sådan stærkt skrånende og meget smal bjergvej her nede i de slovakiske alper så er fanden løs og så o.s.v. Det sidder man og tænker på hele tiden med den gamle bil, men jeg kom dog op og nåede passet og nu siger en bjergvandrer jeg spurgte, at nu  går det nedad og nedad resten af vejen til denne bjergvandrecampingplads, som jeg har sat mig for at besøge. Ellers har jeg været ude og gå i den skønne 2000 m høje luft med ozon og graner og rislende vandløb og alt hvad mit hjerte kan begære af udluftning efter de beskidte og osende gader i Berlin, Prag og Budapest. Her oppe i bjergpasset bliver jeg i nat selvom det nok begynder at sne og hagle. Skide være med det. Jeg sidder trygt og godt i min varme bil med god internetforbindelse, så jeg både kan følge valgkampen i Danmark og se Netflix. Eller læse de sidste kapitler af Lykke Per…

Det er det er det. Sådan kan man begynde en sætning. En sætning af ord som er symboler eller billeder eller modeller eller forestillinger som forsøger at indkredse, det der sker. Lige nu i dette øjeblik sner det udenfor mit vindue. I morges da jeg vågnede og trak gardinet til side, så jeg at sneen dalede lige så lystigt ned udenfor. Jeg krøb straks ned under dynen igen. Det skulle jeg ikke have noget af, skulle jeg. Puha for et vejr her i det høje Tatras, hvor jeg i går for første gang på denne lokalisation bevægede mig bort fra mit køretøj for at inspicere dette sted, jeg ad omveje over et bjergpas er nået til i nattens mulm og mørke. Der var ikke lang vej ned til en spredt bymæssig bebyggelse og det første mit øje søgte var selvfølgelig et supermarked eller en købmand eller noget lignende så jeg kunne være sikker på at få noget at spise. Det er vigtigt at kunne få noget at spise. Det ved enhver. Så jeg gloede mig omkring og så intet supermarked. Til gengæld så jeg en jernbanestation og en fedladen jernbanearbejder, der gik forbi mig uden at hilse. Nå, tænkte jeg, men jeg kan jo altid gå hen i stationsbygningen og se, hvad der foregår der, og det gjorde jeg så og stødte på en venlig dame i et glughul som opskrev en mindre bjergbanes afgangstider og ankomsttider oppe i  StrebskePleso samt afkrævede mig et gebyr på en euro for turen som jeg straks overbragte hende med tak for hjælpen på Tatransk.(Et sprog jeg ikke florstår et kuk af, men taler udmærket!) Nå, så strømmede det ind med en hel bunke Tatranske skolebørn på udflugt som jeg slog følge med op i det nydeligt rødmalede kædetrukne skråbanetog som kører på en midterskinne med modhager så det ikke kan falde ned op ad den stejle stigning som vi påbegyndte og som åbenbarede den smukkeste udsigt over mod det Tatranske himalaya med snedækkede bjergtinder som fremkaldte et begejstret “Åh” hos alle børnene samt hos undertegnede ved synet deraf. Det var mageløst! Sådan ganske af sig selv var jeg havnet i en begivenhed ganske uden hensigt. Det var dejligt og toget steg og steg og jeg åbnede et vindue og stak hovedet ud i den sitrende og granduftende morgenluft og havde det faktisk ganske godt. I modsætning til i morges, hvor jeg bare tænkte på at komme hjem. Men som den kære Dylan synger, så er det så som så med “direction home”, for hvor er “home” det ved jeg snart ikke, for som nu hvor det som sagt sner udenfor og jeg sidder her i min lille varme hytte på hjul og følger en lokal brunfarvet vipstjert som nærmer sig bilen udenfor og som ser op på mig og som jeg ser ned på, mens sneen daler og bjergene og granerne står ganske stille og er til, så er det jo et ganske passende “hjem”. Så her bliver jeg nok et par dage eller så.  Det er hele tiden et spørgsmål om, hvornår jeg skal videre og hvornår jeg skal med færgen Gedser Rostock, for hvis man bestiller i god tid kan man få det til nedsat pris, men så skal jeg sætte en dato præcis hvornår jeg vil med den færge og det er skidesvært at vide, for derfor lader jeg for øjeblikket det svæve hen i det uvisse, hvornår det bliver.

Under alle omstændigheder fik jeg taget et bad i morges med badekåbe og paraply hen over de snedækkede græsarealer til et ellers udmærket badeområde og det hjalp på humøret især den afsluttende iskolde dusch som mindede mig om min vinterbadning, som jeg jo må give afkald på for tiden, men kan erstatte med fodbad i nyfalden sne. Oppe i Strebske Pleso var der en særpræget sø, som kun findes her oppe, da gletcherne har lavet den for 8 tusind år siden og der derfor lever en fisk som kun lever der i hele verden, som dog er ved at uddø fordi turisterne fodrer ænderne i søen med brød som skaber iltmangel, så rundt om søen står skilte med forbud mod fodring af ænderne. Jeg så derfor kun to ænder og ingen fisk, men fik en herlig tur rundt om den blånende sø forbi “Villa Maria” hvor en berømt Slovakisk digter sad og skrev engang i trediverne og som nu har en statue af ham udenfor. Meget interessant… Lige så interessant som at høre om det danske snart forestående valg og alle politikerne som hver og een meler deres egen kage som sædvanlig.  Det kan jeg høre på radio 24/syv med den gode netforbindelse, men jeg slukker nu ofte midt i det hele af brækfornemmelser. Ellers ved jeg ikke , hvad jeg skal sige, jo fedt – skidefedt det hele o.s.v. Når jeg ikke får dødsangst og tænker, hvordan skal det gå altsammen og frygt og bæven og så videre kære venner. Men det bliver jeres sag. Ikke min. Jeg har nok. Til tider mere end nok. Til tider. I øvrigt kan man kun få hvidløgssuppe med et tykt lag smeltet ost i bunden som kolesterolaflejlinger på en aortavæg og det gider jeg ikke spise mere. Det er hvad man kan få af vegansk mad her. Resten er pølse og svin og æsel og ko og ged og kanin og små ovnbagte sangfugle indpakket i kålblade. Trods alt…

Er nu gået i hundene. Billedligt talt eller emblematisk som man siger. Som et symbol på min tilstand som startede den sidste dag i Slovakisk Tatra,hvor regnen silede ned og temperaturen ikke på noget tidspunkt oversteg 6 grader. Rystende og forkommen vandrede jeg op og ned ad Poprads efterkrigsprægede gader med alleer op mod et stort rundt mindesmærke som udspyede kanonløb og blomsterild fra gravstenenes granit. Sygt, og vældede regnen ikke ned over mit ansigt så tog vinden så hårdt i paraplyen at den krængede ud og blev ubrugelig. Hjertet gav nogle ynkelige hop af irritation over at være blevet taget afsted på en så trøstsløs færd. I toget mod Poprad mødte jeg en kvinde som arbejdede i Gambia fordi hun hadede Ukraine, som hun var på vej til for at besøge sin søster. Det gik op for mig med et shock, at jeg blot var 100 km fra grænsen til Ukraine og fik dermed en fornemmelse af nærhed til Putins Rusland og alt det. Frøs da jeg kom tilbage til stationen og tog fejl af togene så jeg ikke fik turen op i bjergene men kun den lige linie direkte hjem til mit våde tagtelt på bilen. Satans, tænkte jeg. I det mindste kunne en lille ekstratur op til den sterile sø og damerne i supermarkedet have gjort godt, men det skulle ikke sådan være, for jeg tog fejl. Satans. Så var det altsammen satans. Det var prikken over iet, at jeg tog fejl. Så kunne det hele bare være ligemeget og jeg besluttede at køre videre. Dagen efter regnede det stadig og sneede også let og derfor var det bare med at komme afsted. For hurtigt, tænkte jeg, da jeg havde kørt 50 km på hovedvejen til Bratislava og vejret klarede op og skyerne trak sig væk fra himlen og lod solen bryde frem. Da fortrød jeg at jeg var taget af sted. Det var jo dog på trods af regnen alligevel det bedste sted, jeg havde været, tænkte jeg. Med denne dybtgrønne grannatur og de høje isdækkede fjelde som tittede frem i tågen mellem sne og regnbygerne. Og nu var jeg kørt og nu fortrød jeg. – Du kan jo bare vende om, var der en stemme som sagde indeni mig, men det var osse tåbeligt, tænkte jeg. Har man sagt a, må man osse sige b o.s.v så jeg kørte videre ad autostrada D 11 mod Bratislava. Tænkte på Christian den fjerde i “Kongens fald” som sejler frem og tilbage mellem Fyn og Jylland i et eksistentielt vægelsind. Det var mig i en nøddeskal. Alene i verden og skal træffe beslutninger hele tiden, men det er osse det hele turen går ud på. Det med at vælge, og kan man det? Og hvorfor vælger man som man gør, og til syvende og sidst ligesom i Lykke Per spørgsmålet: hvem i hulen er jeg? Det er ikke rart at se, at man bestemmer eet og vil noget andet og det hele kører rundt og når det så osse styrter ned og de store lastbiler sender kaskader af vand ind over ens forrude når de overhaler og campingpladsen i Bratislava er et hul, hvor den eneste meddelelse man får ved indgangen er at der er tyve overalt og man skal passe på for de bryder ind i bilerne og stjæler alt af værdi, så bliver man skidetræt og sur. Så jeg vendte kajakken og satte kurs mod Wien og Klosterneuburg, som jeg kender og nu skinner solen og jeg har vasket tøj og ryddet op og læst lidt i Thomas Bobergs “Africana” og falder til ro efter min vakelvornhed.

Jeg kan ikke tage afstand fra noget. Jeg bliver nødt til at tage alt ind. Det er min skæbne.Færdig med det. Slut og finale med at være højrøvet eller øretæveindbydende. Det er ikke min stil. Der landede en sommerfugl på min næse for et øjeblik siden her oppe ved Langbathseen, hvor jeg er på inspektionstur, for at se om vejens hældning tilfredsstiller min bils formåen.  I aften vil jeg køre heropad. Nu er jeg på gåben, og sidder på en bænk under beskyttelse af jesuhjerte mens jeg spiser min humpel forsødet med en afrikansk banan og tænker over tingene. Det har vist sig, at her er en svævebane med et billigt eftermiddagstilbud om at blive løftet op i højden, hvor sneen ligger og luften er tynd, klar og ren. Det tilbud må jeg ubetinget benytte mig af. Min nabo nede på Stellpladsen, som det hedder, har forsynet mig med oplysninger om elcykler, som han medbringer i sin kilometerstore autocamper sammen med sin lille tykke kone, som han stuver ind i kassen og kører væk i om et øjeblik. Så er jeg alene igen, men så kommer en anden tysker og fortæller mig, hvor glad han er for Danmark, og at han har lejet et hus i Tisvilde til sommer, som han glæder sig meget til, for som han siger på gebrokkent dansk:- Jaj ælsker dæmark. Jeg smiler til ham og ønsker ham god rejse, da han kører hjem, fordi han skal arbejde på mandag. Ellers går de alle i lederhosen med grøn alpehat og ligner Adolf Hitler i Berchtesgarden. Meget underholdende at lederen af det regeringsbærende højrenationalistiske parti her i Østrig er taget i alvorlig korruption i samarbejde med Russerne, og præsidenten derfor nu er nødsaget til at udskrive nyvalg. Måske er historien slet ikke lineær, men snarere vertikal. Det tror jeg nok den er. Kort og godt: Der sker ikke noget, der ikke allerede ER sket. Meget indlysende faktisk, da det hele sker erindringsbaseret stuvet sammen i alle hjerner som kollektiv bevidsthed. Der er intet nyt under solen, som man siger, så længe det er os, den menneskelige race som bestemmer, og her går det kun nedad bakke, selvom der gispes og skriges og råbes om “løsninger” hele tiden, og jo flere løsninger desto flere uoverskuelige situationer, som man så alligevel forsøger at “løse” i een uendelighed. Hvordan tror man, at man kan bremse den globale opvarmning og de deraf følgende katastrofer for menneskeheden, når menneskeheden i bund og grund er ligeglad, optaget som den er af sin sult og fattigdom, sine stridigheder, sit magtbegær og grådighed og sin forstyrrede tankevirksomhed? Det må siges at være yderst naivt. Men det fortsætter som sagt i een uendelighed med kævl og bævl og intellektuel snak i valgkampagner og krigsforberedelser og nationalisme og hvad ved jeg. Rækken af tåbeligheder er uden ende. Men tro blot på at I kan løse det med alskens propaganda og såkaldte “tiltag”. Jeg tillader mig at have mine tvivl.

Underskrevet Jesus Kristus, hvem jeg tog notat fra her på bjergvejen op til Langbathsee/Ebensee.

Der er det, der sker og så er der det der kan ske. Heri ligger dilemmaet. Men det der kan ske, vil altid opstå gennem det der sker. Derfor er det nok at holde øje med, hvad der sker og ikke spekulere over, hvad der kan ske. Det er formålsløst. Siger jeget til sig selv idet det befinder sig på en kundeparkeringsplads hos Volkswagen i Ebensee Oberøstereich i silende regn og har sovet i bilen for at være parat kl. 7.15, når værkstedet åbner. Her er jeg blevet venligt modtaget. Har fået lov at låne toilettet og er stillet i udsigt, at man sansynligvis vil få tid til at skifte min motorolie og filter en gang i dag. Sådan er det. Ingen spekulationer. Rene facts. Hvad der sker herefter kan der kun gisnes om. Visse planer tegner sig dog i horisonten med at indlogere sig i campingplatz Traunsee for en duch og noget ordentligt internet og en overvejelse om hvilken rute man vil tilbagelægge under opstigningen mod de nordligere himmelstrøg.

Når jeg nu fortæller dette, er det kun for at meddele, hvorledes den lille hjerne ustandselig og i stadig nervøsitet beskæftiger sig med alle de ulykker, som kan falde ind på dens vej. Sygdom, død og en bil som går i stykker, men jeg synes, jeg gør mit bedste for at være forberedt. Som nu hvor jeg skifter olie, selvom jeg måske nok kunne køre videre, men det ville være uforsvarligt overfor den gamle motor ikke at behandle den ordentligt, så nu sidder jeg her og venter på, at bilen bliver færdig og jeg kan køre videre. Hvorhen og til hvad? Det må guderne vide.

Hvad gør jeg?

Jeg er landet i en forladt ungdomskoloni. Med grafitti over det hele. Slagord om lede kapitalister og hård rock. Badeværelset har høje automater, hvor man kan trække kondomer og affald flyder overalt i store bunker af øldåser, pizzabakker og millioner af cigaretskod. Bådeværelserne lugter af sure sokker og her er ikke en sjæl. Udover den lille tynde pige, som tog imod mig da jeg kørte ind foran den faldefærdige receptionsbygning i formiddags. På turen over bjergene standsede jeg op ved et kors. Der var også et billede af en ung mand, som var blevet dræbt på sin motorcykel i svinget, hvor jeg holdt. De store lastbiler kører faretruende tæt på mig og bagved ligger de små rappe moderne torpedoer og griber den mindste chance for at bryde ud i en hasarderet overhaling. Jeg ser for mit indre blik den episode på motorvejen i Tyskland for år tilbage, hvor jeg var vidne til et sammenstød, hvor bilerne smadredes lige foran næsen af mig med passagerene slynget op i luften og ind i autoværnet. Jeg kørte forbi i den modsatte bane og har aldrig glemt det. Derfor kører jeg meget forsigtigt og skider på om de presser mig bagfra. Men det regner stadig og selvom jeg gik en tur ud til søbredden langs en sti som de kalder “musikstien” fordi kendte østrigske komponister har skrevet på malede tavler undervejs, fandt jeg ikke ro. Derfor vendte jeg hurtigt tilbage langs et ståltrådshegn, hvor en solsort f’or forskrækket op i mit ansigt som et andet vækkeur. -Hovsa, hvad laver du der lille ven, udbrød jeg, mens den skræppende fløj ind i buskadset. Da jeg nærmede mig de store bygninger, som kolonien består af, kom en mørkhåret og skummelt udseende mand ud og spurgte, hvad jeg foretog mig. Jeg standsede op og så uforstående på ham. Den lille tynde pige kom frem bag ham og trak ham væk. -Du skal ikke være bange, sagde hun. – Han vil bare beskytte mig. Han er forelsket, forstår du. Men nu skal jeg fortælle dig noget. Jeg vil lave dig en dejlig ret til middag, hvis du har lyst. Hvad siger du til det? – Jeg er veganer, så jeg ved ikke om det så kan lade sig gøre, svarede jeg. Jo, jo, helt i orden. Du får det præcis som du vil have det! -Så kl.7 skal jeg ind og spise hos pigen og vennen, og det glæder jeg mig til. Det gør jeg virkelig.

-Det er ligegodt tosset, at man skal forstille sig for sådan en skide kælling! -betroede den mørke mand mig, mens den lille tynde pige var i køkkenet for at tilberede maden. Da hun kom ind med fadene med overdådige veganske retter og ris og blomkål og rosenkål og pastinak og løg og gulerødder, blinkede han skælmsk til mig, som havde vi en hemmelighed sammen. Jeg var komplet uforstående overfor hans attitude, da jeg syntes at hun (den lille tynde pige) var noget af det nydeligste og fine, jeg længe havde mødt. Jeg blev stødt, ja faktisk ret indigneret over hans opførsel, og for at imødegå hans uhøviske optræden var der ingen ende på den ros, jeg gav hendes kogekunst. Da vi havde spist, talte vi lidt sammen om fordelene ved at være veganer. Både set fra samfundet og klimaets og den enkeltes sundheds perspektiv, men det lod ikke til at interessere fyren det mindste. Han sad bare og fjollede og lavede grimasser som om han tyggede kød! -og da han til sidst begyndte at råbe op om sin egen ufejlbarlighed på oberøsterreichsk i stærkt højreextremistiske vendinger, så jeg ingen ande udvej end at slå ham ned!

Vi bar ham ned til stranden og lagde ham i en pram, som de socialistiske ungdomsgrupper havde efterladt fra deres sidste gruppemøde i kolonien, og skubbede den ud i den store Attensee. Det sidste jeg så til den lille tynde pige, da jeg om morgenen kørte videre mod Prag, var hendes skikkelse i vandkanten mens hun stod og kastede afplukkede blomster ud på vandoverfladen.Da havde jeg virkelig ondt af hende, men hvad kunne jeg gøre? Nu er jeg i Prag og har lagt hændelsen bag mig. Det regner iøvrigt stadig, men jeg har fundet et sted med overdækket swimmingpool og udsigt til gyldentgule sennepsmarker og der slår jeg mig ned en tid. Jeg kan ikke tage tingene alvorligt mere. Det hele flyder. Sært.

På gaden i prag møder jeg en rundkreds af maskeklædte anonymous med barneøjne, der stirrer ud gennem glughullerne i den uhyggelige ansigtsforklædning. De holder skærme med videoer, som viser drabet på vore medskabninger, dyrene, som foregår hver dag på slagtehallerne rundt omkring i verden. Jeg kender dem godt fra København, hvor de har stået på Sct. Hans Torv og andre steder. Jeg går hen til dem og ser ind i deres øjne, mens jeg spørger: -What to do? Jeg er veganer og hader alt det, der sker i denne verden, men ser ikke noget håb. Putin borer efter olie i Arktis og Trump forbereder en atomkrig. Verdens fattige er gidsler i magtgale menneskers uendelige grådighed. Den eneste løsning, jeg ser for øjeblikket, er den menneskelige races totale udslettelse, så verdens planter og dyr og hele biosfæren kan få ro til at genoprette sig selv. Det er vores skyld det hele, og den eneste chance for naturens overlevelse er, hvis vi ophører med at eksistere! En sød lyshåret pige havde hørt, hvad jeg sagde og svarede:- Det lyder hårdt, men jeg kan godt forstå, hvad du mener. Alligevel tror jeg der er håb for os mennesker. Vi ser, at flere og flere forstår vores budskab. Det kan vi mærke, når vi står og demonstrerer. Ellers er det hele bare så håbløst. Jeg svarede hende:- Måske ved et mirakel. Måske er det jer der er miraklet. Medfølelse kan være løsningen, men kan vi nå det, når alle de store magter trækker den modsatte vej? Jeg er skeptisk, men selvfølgelig,- man har før set, hvorledes en ganske lille hændelse har ændret verdenshistoriens gang, -men vi får travlt. Vi har ingen tid at spilde! Hun gav mig hånden og jeg mærkede en varme og tillid strømme igennem den. Jeg gik derfra med en fornemmelse af tyndslidt skepsis. Hvad havde jeg at miste? Det hele måske? Så bedre satse, ikke? Hele tiden. Altid. Nu? Eller hvad? Spørgsmålet svæver stadig hen over mit hoved, og jeg finder ikke svar. Måske er der slet ikke noget “svar” ? Måske er der kun spørgsmålet? Vildrede igen. Det indrømmer jeg. Måske er min skråsikkerhed blot en afstivning af en svag karakter? Til syvende og sidst starter det med den skrivende. Det er uomgængeligt.

Så jeg skriver videre. Koste hvad det vil…

Det holdt hårdt. De sidste dage. Men så blev det bagende sol, og så var osse det galt. Nu er der alt for varmt i kahytten. Sveden driver ned ad ryggen på mig. Går i Swimmingpool, men den er opvarmet. Lunkent vand, og ikke nogen kold duch at skylle af med bagefter. Så må jeg gå over til herrebadet og bruge den kolde bruser der. Det er også for galt, tænker jeg. Det hele er altid for galt i øjeblikket. Bussen tager godt og vel halvanden time ind til byen og der kan man godt nok spise vegetarisk, men så får man halsbrand bagefter af de mange krydderier kokken har tilsat maden, når han nu ikke må bruge kød! Op og ned ad Prags gader går det mens butiksvinduerne passerer forbi mit ansigt. Altid de samme tilbud om frelse på alle måder og mad over det hele. Alle æder hele tiden i alle afskygninger. Tilbud om frelse for sult og kedsomhed. På en bænk møder jeg to frelsere. Først tror jeg bare det er fine folk, som vil snakke, mens jeg sidder og tegner en tyk mand på bænken overfor, men da pigen nærmer sin blodrøde og i øvrigt meget indbydende, ja man kunne næsten sige sexede mund til mit øre og det kildrer ned ad min hals, og denne mund så hvisker: Jesus! Får jeg et schock, for det havde jeg ikke regnet med jo. Nå, men hendes ven som er skotte beretter, at han er kommet ud af sit stofmisbrug ved hjælp af Jesus Kristus, og jeg svarer, at det tænkte jeg nok o.s.v. Men de er da meget søde, så jeg tilgiver dem deres vildfarelse og lader dem snakke. Men det er skægt, for det går helt i tråd med alle de andre fristelser og tilbud som byen fremviser. Mad, sex og åndelig føde. Hele tiden er der noget som byder sig til og jeg får spat og brækfornemmelser og lægger mig ind på græsset i solen i en park og hviler mit trætte hoved på min blå rygsæk og drømmer om Bandholm og badeanstalten og mit lille hus, som jeg savner noget så forfærdeligt og Danmark med de brede bøge og den salte strand og det altsammen og mærker, at jeg efterhånden er blevet lidt rejsetræt, men tager mig dog sammen og bestiller plads på Camping nord i Berlin de sidste 5 dage i næste uge.

Lige så anstrengende det kan være at cykle derudaf med 100 km i timen på de overfyldte motorveje med store grimme lyseblå lastbiler som ustandselig kysser een i røven, lige så aldeles vidunderligt, afstressende og lykkefyldt er det, når man kører ind på en plads og møder andre rejsende og udveksler oplevelser og falder til ro mens ens køretøj langsomt omskabes til en bolig med etagekomfort, internetforbindelse, lys og varme. Dresden havnede jeg først i langt udenfor byen i et tilgroet vandreparadis med familier med madkurve og ingen kontakt. Jeg gik mig en lang tur ud over de Bøhmiske marker og faldt i sorgmunter stemning, da jeg simpelthen ikke vidste, hvad nu? Dog åbenbarede der sig snart en tanke om bare at køre ind til centrum og give fanden i miljøzonebestemmelser, politi og kontrol. Det gjorde jeg så og fandt en herlig oase midt i byen med mange andre ligesom jeg i veterankøretøjer uden partikelfilter, som fortalte at Dresden endnu ikke havde lavet miljøzone, og det derfor var fuldt lovligt også for mig at være der. Så jeg slog lejr og begav mig ud i en spøgelsesby af en kulisse over en fortid, hvor hvert gadehjørne skreg på glemsel og fortrængning. Byen blev i de sidste to måneder af anden verdenskrig i 1945 fuldstændig udslettet fra jordens overflade af amerikanske bombefly, som tæppebombede den gennem flere døgn. Alt i den by er genopført i nøjagtig kopi af, hvordan den så ud før bombardementet. Vinduer, søjler, facader indgange, stuk og udsmykninger har tyskerne med germansk grundighed bragt tilbage til originalen med overbevisende resultat. Det er lykkedes dem at skabe et levende mausolæum med en uhygge som befandt man sig på bunden af havet i en sunken by. Det er løgnen i sin essens. Det er fortrængningen materialiseret på ypperste måde, og det virker. Selv bydelens navn “Altstatt” vidner om, hvordan man opfatter det hele, som om intet nogensinde var hændt. Langs det store slotshotel holder Bentley biler med overlegne miner og praler med, hvor fuldstændigt det er lykkedes at lægge låg over virkeligheden. Sådan går det. Intet lærer man. Alting gentager sig. Jeg var glad for at have været der og lettet over at komme væk. En kalket grav kunne man også kalde det.

Jeg er så skidetræt af formaliteter. Hvorfor skal alting være så formelt? Men det har jeg aldrig forstået. Det må være som en slags forsvarsmekanisme mod angsten. Den eksistentielle angst for det tomme. For ophør. Så laver man en masse regler. Ritualer som skaber en illusion om noget permanent, som kan give tryghed og sikkerhed. To ting som ikke findes i virkeligheden, men som den menneskelige tanke kredser om. – Ja, ja, ja, – siger han. Du snakker og snakker det bedste du har lært og ender med formaliteter, formler for liv, der fordi det er uden for din rækkevidde, bliver en besættelse. Cirklen er sluttet. Hunden løber efter sin egen hale og når ikke andet end at løbe rundt og rundt og rundt om sig selv. En herlig historie. Men her i Berlin, hvor jeget (også kaldet jenshoey) sidder under de store grønne træer ved floden er der ro. Ro til ingenting.

Jeg sendte et link med en youtube video af UG til min datter forleden, og nu er jeg i tvivl om, jeg skulle have gjort det. Jeg vil jo nødig ende ligesom mine to Jesusfolk i Prag, som går rundt og skal have folk med på deres vogn. Jeg ved godt, at jeg har været meget optaget af UG gennem årene og det skyldes især, at jeg i sin tid i Schweitz mødte ham sådan nærmest ved et tilfælde. Jeg var nemlig engang i 68 faldet over en bog af J.Krishnamurti inde i en boghandel i København, og da jeg på det tidspunkt var involveret i nogle venstreorienterede grupperinger, som var ret ekstreme og hierakisk opbyggede og som dyrkede elitær tænkning og på en hård måde engang imellem behandlede mig overlegent som om mine synspunkter var det rene vrøvl, var jeg på udkig efter andre veje at anskue tilværelsen på end den Marxistisk-Leninistiske og hvad der ellers udsprang heraf. Så da jeg fandt J.Krishnamurtis bog “Frihed i nuet” blev jeg fængslet af denne helt anderledes måde at se tingene på. Der gik nogle år med det og da jeg hørte at denne J.Krishnamurti var i Schweitz og tale, tog jeg afsted for at høre ham. Her varede det ikke længe før jeg indså, at en kult var opbygget omkring ham med stort set de samme tendenser til frelsthed og arrogance, som jeg havde mødt i venstrebevægelsen. Imidlertid var der nogle folk dernede som fortalte mig om en fyr som sad oppe på et bjerg i en naboby, og som var arg modstander af J.Krishnamurti og som blotlagde hele denne bevægelses følgagtighed og som forunderligt nok osse hed Krishnamurti, men nu med andre forbogstaver. Krishnamurti er faktisk et ganske almindeligt navn i Indien som Jensen eller Hansen er det i Danmark. Jeg tog derop og måtte sande, at mit forhold til den første J.K. havde ført mig på afveje. Jeg var hooked på et mentalt afhængighedsforhold til nogle tanker, som atter en gang ikke var mine egne og som jeg kunne efterplapre i een uendelighed ligesom man gjorde i venstrebevægelsen. Hul i det, tænkte jeg. Lad mig så høre, hvad han siger, og det gjorde jeg og det smed mig på bålet, hvor jeg stadig brænder lysteligt. Jeg tænker derfor nu, at det at anbefale nogen at lytte til UG i virkeligheden er forkert fordi han jo slet ikke siger noget, vi ikke ved i forvejen og man derfor, hvis man lytter til ham på opfordring kan få det indtryk, at man skal “forstå” noget eller “indse” noget. Det skal man selvfølgelig ikke. Så derfor kvier jeg mig ved at henvise til ham. Hvis man finder ham selv og synes det har relevans, så ok, men jeg skal i hvert fald være den sidste til at sætte ham på en piedestal og gøre ham til en guru eller sådan noget. Han er ganske simpelt et almindeligt menneske som du og jeg. Som man støder ind i overalt, hvor man færdes. I øvrigt er han død. Som et almindeligt menneske.

Så skete det. Det der ikke måtte ske og som derfor skulle ske. For at rejsen kunne blive komplet, tror jeg nok, man kan sige. Det var en bagatel for så vidt, at det ikke medførte skade på nogen, men det åbnede mine øjne for, hvor knyttet jeget/jeg er til tingene. Det var skræmmende at se min reaktion, da det gik op for mig på vej i regnvejr og kold blæst fra bussen op til bilen fra Gartenfield holdepladsen til parkeringspladsen ved Tegelersee, at min “elskede” vindjakke, som jeg havde passet og plejet lige siden jeg fik den som gave af Dansk Tandlægeforening i forbindelse med et Årskursus på Bellacenteret for mange herrens år siden, at den var væk. Den fandtes ikke i min rygsæk og jeg gravede og ledte, men den var der ikke. Min første indskydelse var, at jeg måske slet ikke havde taget den med om morgenen, da jeg gik, men jeg vidste godt, at sådan var det ikke. Men det var et håb. Jeg fik som sagt et shock. Det måtte ikke ske, hvad var dether for noget, tænkte jeg. Mig som altid passer så godt på mine ting o.s.v. Det stak mig i hjertet og blev ved med at stikke dybere og dybere efterhånden som det gik op for mig, at den var uforbedreligt væk. Jeg måtte kunne finde den, tænkte jeg og gennemgik minutiøst hele dagens hændelser med henblik på at gennemrejse alle de steder, jeg havde været een gang til. Jeg ville finde min jakke!  Den stod for mig som noget betydningsfuldt, ja faktisk som en del af mig selv og da gik det op for mig, hvor knyttet jeg er til ting.Pyha for en opdagelse! Tanken kredsede hele tiden om denne jakke med tandlægeforeningens lyseblå logo indsyet over brystet. Det var jo min uniform, jeg havde mistet! Pyha for en opdagelse! Men findes skulle den. Jeget er stædigt. Lader sig ikke afspise med sætninger som:-Nu rolig gamle ven. Det er jo kun en gammel vindjakke, -O.s.v.  Nej! Den skal findes! -Svarer jegets anden halvdel, og så gås der igang med at optrævle historien, for hvor har man været og hvor kan jeg have glemt den? Kathe Kolwitz musæet, hvor jeg sad ude i haven og spiste mit brød og mit æble på den røde trappe. Eller shawama restauranten, hvor jeg fumlede efter pengene da jeg skulle betale og måske havde taget den op af rygsækken og glemt at lægge den tilbage. Det sjove ved det hele er, at det var så varmt den dag, at jeg slet ikke fik brug for den, før altså til allersidst hvor det begyndte at regne og så var den væk! Jeg var alle steder, jeg havde været dagen før uden resultat. Selv helt ude i Tekel lufthavn, som jeg var taget ud til ved en fejltagelse, fordi jeg troede det var Tempelhof… Nå, kort og godt: Det var håbløst og nagende. Hele tiden dette:- Min elskede jakke (Gollum) og piv og hyl fra den forurettede lille Jens med selvbebrejdelser over sjusk og hvad ved jeg. Men jeg lod det ske i forvisning om, at før eller siden hørte det nok op. Når ham mister happyguy engang var blevet færdig med sit hulkeri over det tabte, og ganske rigtigt, på vej ind til Alexanderplatz, hvor jeg ville spørge på toilettet, hvor jeg havde været, om de skulle have set en mørkeblå vindjakke med Dansk Tandlægeforenings logo syet på brystet, fangede mit øje ud af vinduet i bussen ordene “HUMANA” second hand and vintage, og jeg sprang spontant af og gik derover og fandt en nydelig vindjakke i tyndt stof til at rulle sammen i rygsækken i stor størrelse som passede mig og købte den på stedet for 10 euro. Så var det overstået. Troede jeg, men det var det ikke helt. Jeg skulle lige ud til shawarmastedet og spørge der, men selvfølgelig var den heller ikke hos dem. Men hele historien viste med al tydelighed, hvor knyttet jeg er til ting og fortid. Langt mere end jeg havde troet. Det viste mig også, at der ikke er noget at gøre ved det udover at erkende det og lade det udspille sig. Men ret skræmmende, som sagt for det er jo klart, at i det store billede viser det afhængighed og angst for at miste, som jeg så sandelig må erkende er et livsvilkår for mig.Punktum.

(Desværre sprang mit tastatur pludselig over på den mærkelige skrift, da jeg skulle finde et euro tegn. Beklager! -Hvad er vilje og hvad er tilfældighed og er viljen en tilfældighed???????)

Mand med telefon og øl på bænk i Prag.

Jeg glemte at fortælle, at det var min IDENTITET, der røg sig en tur. Nu er jeg identitetsløs, og hvilken herlig fornemmelse. Her er intet at tabe og alt at vinde. Ja. Så nu vil jeg gå ned og aflevere mit lort på jernbanestationen og tage toget ind til Berlin og gå ud og se Klee og Picasso ved Charlottenburg og Mies van der Rohes villa på Oberseestrasse og undergrundsbanearkitektur på Krumme Lanke og måske slutte af på musæumsøen for at se klassiske malerier. Also!

 

Print Friendly, PDF & Email

Afrejsen:føljeton over det fornøjelige liv. 2

Vejret var bare helt fantastisk den morgen jeg gik op til min penthouse apartment for at hente mine ting og afslutte lejemålet. Michel havde fået sine penge og det havde Airbnb også, så jeg var gældsfri og parat til at tage afsted. Jeg tog et sidste vue ud over byen fra min terrasse og gik så ned til skibet. Alle de andre var mødt op og der var stor aktivitet ombord. Stemningen var let exalteret og summende. De fo`r ud og ind mellem hinanden omhyggeligt holdt i skak af kaptajnen og den lille hund Sofus, som bed alle der ikke opførte sig ordentligt og rettede sig efter Michels ordre. Det var der nu ikke mange der gjorde. Altså ikke opførte sig ordentligt. Der var nemlig stor diciplin blandt mandskabet til hvilket jeg jo også hørte. Jeg fik en svaber i hånden og blev sat til at skure dæk! Da min mission var fuldført og de andre også var færdig med deres, stillede vi alle op på en lang linie til mønstring. Michel gik langsomt forbi os og inspicerede grundigt vores påklædning og vores udseende i al almindelighed. Vi fik hver især et klap på kinden som bevis på at vi var godkendt og parate til at starte vores togt. Gamle Helenita havde iført sig lange søstøvler og fik særlig ros for sin indsats. Begge pigerne, Eva og Sarah var klædt i sydvest og oilskindstøj i skinnende gule og orange farver og så så smukke ud, at man næste måtte knuse en tåre. Luiz havde bare badebukser på og intet andet, men fik alligevel ros af Michel for sin frygtløshed. Jeg selv var i regnfrakke og bar en paraply, som Michel med fnysende arrigskab kastede i havnen. -Det er dog for galt. Har du ikke lært at man aldrig må tage sådan et instrument med ud at sejle. Det skaber vind fra de forkerte retninger og har bragt adskillige skuder til forlis! Jeg rødmede og klappede paraplyen sammen og gemte den væk.

-Lad gå for og agter! Råbte Michel og straks sprang Luiz op i stævnen og løsnede trossen, mens jeg gik bagud og lod fortøjningen slippe. Vi var nu fri af land. Svanen gled majestætisk ud gennem havneindløbet styret med myndig hånd af vores allesammens øverstbefalende. Straks vi var kommet fri af molen, blev vi beordret til at sætte sejlene. Det store hovedsejl gled elegant til vejrs og blev straks grebet af havbrisen. Fok og genua samt mesan blev sat af Luiz og Helenita. Jeg strammede skøderne, vinden tog fat og snart fløj vi afsted med godt og vel tyve knob! Det er en katamaran jo, vi sejler med og derfor planer den ret hurtigt når ellers vinden er i det hjørne, og det var den i dag. Hujsa hejsa, hvor det gik. Glæden bølgede gennem mast og rig og da solen bragede ned gennem de blomsterlette skyer fra en violblå himmel og kompasset viste ret syd langs den storslåede klippekyst, hvor brændingen lyste op i hvide skumsprøjt, var der ingen ende på begejstringen hos besætningen. Michel tog nogle pejlinger undervejs, som førte os forbi den store Playa Americas, hvor solskoldede tyske turister vinkede til os idet vi kom sejlende. Snart dukkede fyret ud for Los Christianos op. Vi faldt af for vinden og gik i læ i en lille klippebugt, hvor vi smed det store Danfort anker på 8 favne vand.

-Vi skal have bunket noget diesel, siger Michel. -Vi gider ikke at sejle ind i havnen. Vi tager dinghyen i stedet for og fylder nogle dunke op derinde. En 50-60 liter diesel er foreløbig nok, da vi jo faktisk går for sejl det meste af tiden. Du Luiz og Jens går ned i venstre ponton helt fremme, der ligger den store gummibåd og Mercury påhængsmotoren. Det tager I op på dækket og ser at få pumpet den op i en fart og montere motoren, så vi kan komme afsted.- Ey, ey sir, svarer vi beredvilligt. Damerne ser til mens vi bakser med at få grejet frem og pumpe og pumpe og pumpe. Det går langsomt indtil Helenita får den glimrende ide at sætte slangestudsen op i røven og give et ordentligt prut fra sig, hvorved det slappe gummiskind på et øjeblik rejser sig som en fyrig fallos vi alle seks kan være i uden problemer. Motoren skrues på og dunkene stuves ombord og så kan det nok være det går i fuld fart ind mod tankstationen, hvor den lysegule harskstinkende diesel bliver fyldt på de tomme brændstofbeholdere for medes 50 euro. Da vi nu alligevel er i land beslutter vi os til at tage en badetur fra turiststranden. Folk stimler sammen om vores lille gruppe. De vil have vores autografer, idet der i det lokale folkeblad har været en artikel om Michels store skib. Vi bliver skubbet og mast af de mange mennesker som prøver at få fat i vores tøj og rive noget af som souvenir. Vi må flygte ned til dinghyen og når lige at skubbe fra land inden flere velvoksne mænd når ud til os. – Det var på et hængende hår, siger Michel, som har sat fuld speed på motoren. -Nu må vi bare se at få hældt den diesel i tanken og se at komme væk fra det turistgalehus. Vi losser vores diesel og giver os til at hælde den ned i en tragt i hullet i skanseklædningen. Måleren på meteret i navigationsrummet viser snart, at vi er fyldt op. Vi starter motoren, hiver ankeret op og begiver os ud på det åbne hav med kurs mod den lille ø Gomera.  Helenita og Sarah bliver straks søsyge. De kaster op hele tiden, men Sofus er parat. Han har ikke fået foder længe og gør ligesom de Grønlandske slædehunde, når deres kusk er fuldesyg og kaster op. Han guffer den varme urtesuppe, som de gavmildt gylper op, i sig med stor nydelse. Pigerne bryder sammen af grin ved synet af den vellystige lille hund og er nu for stedse kureret for søsygens kvaler! Luiz hænger kort tid efter vi har forladt ankerbugten højt oppe i stormasten mens han begejstret råber:- Hval i sigte! Helenita korser sig. Hun sidder ude på bovsprydet som en hex på sin kost på vej til Bloksbjerg og skriger: Den kommer, den kommer. Jeg kan se den. Den er vel et halv hundrede meter lang. Den styrer lige mod os. Det er Moby Dick! Men Michel og Sarah griner og råber til hende, at det bare er en lille Brydehval: -Tag den med ro Helenita. den gør ingen skade. Helenita holder sig for øjnene og klamrer sig til sit spryd:- Hellige milde moses, da blev jeg rigtignok bange! Luiz som i mellemtiden er kommet ned fra masten kravler ud og redder Helenita inden hun falder  i vandet. Brydehvalen lægger sig langskibs og ser op på os. Den sender et vældigt damppust ind over skibet. Det indeholder euforiserende olier som beruser os og lader os høre Sirenernes sang og bølgernes strengeleg. Således oplivede sejler vi ind i aftendæmringen, hvor Gomera tegner sig i lilla silhuet mod den koboltblå nattehimmel og de første stjerne viser sig i al deres fortryllende glans.

Følgende de røde og grønne blink fra de små bøjer ved indsejlingen til Gomera fiskerihavn og vejledt af Michels dybdemålinger med ekkoloddet stævner vi i midnatstimen ind og sætter fortøjningerne op ad kajen hvor også en lille fiskekutter har lagt sig til rette. Fuldkommen udmattede ovenpå den begivenhedsrige sejlads over strædet der forbinder Tenerife med naboøen vælter vi omkuld i vores lukafer og vågner først tidligt den næste morgen ved høje råb og knaldende lyde mod skibssiden. Jeg farer op på dækket fulgt af Michel og Luiz som begge er i stribet pyjamas og ser ganske forsovede ud. Årsagen til larmen er en lille tætbygget gamling som står på sin båd og smider store sten mod vores skib, mens han råber:- Kan I for helvede se at komme væk! I ligger og tager plads der hvor min fiskerbåd skal ligge. Han har anbragt sig klods op ad os med sin jolle som ligger og banker ind i svanens højglanspolerede mahogniskrog og skal lige til at kaste en sten igen, da Michel svarer: -Undskyld mange gange. Vi vidste ikke, at det var din plads. Vi flytter selvfølgelig med det samme, hvis du vil være så venlig ikke at kaste flere sten på vores skib. Manden slipper stenen, som falder i vandet med et plump. Spytter et langspyt på godt og vel tyve meter og forsvinder ned under sit dæk. Vi slipper land og lægger os for svaj midt i havnen med to ankre, et Danfort fra stævnen som holder os nogenlunde op mod vinden og et Bruce agter, som forhindrer os i at drive ind mod nogle store klippefremspring som stikker ud fra de stejle skrænter som omgiver havnebassinet. Der ligger vi til gengæld godt. Vi kan sejle til og fra land i dinghyen og da Sarah og Eva lidt senere noget søvndrukne kravler ud fra deres ponton og kræver morgenmad, bliver vi enige om at vække Helenita og få hende til at sejle ind til den lille by og fouragere. -jeg vil også med! råber Luiz. Barnebarn og bedstemor tager således afsted og kommer en halv time efter tilbage med varme flutes, smør, ost, dadelmarmelade, rosiner, lokale små bananer og en stor krukke honning avlet af genetisk muterede propolisbier som kun findes på Gomera. Eva dækker bord på dækket, vi slår solsejlet op og sidder nu i skygge og kan nyde fuglekvidderet inde fra land mens vi filer i vores flutes og smovser i honning og rosiner. Kaffen kommer Michel op med fra kabyssen, hvor Helenita og Sarah er i gang med at bage pandekager, der bliver anbragt på fade i høje stabler og smager godt med dadelmarmeladen smurt på i et tykt lag. Ih, hvor vi hygger os der i solen denne morgen med kølig saltduftende havluft i vore næsebor. Svanen vugger blidt på de svage dønninger som kommer ind fra havet og når vi har spist os lykkeligt mætte, dumper vi alle, selv Helenita og Michel splitternøgne ned i det grønne glasklare vand og svømmer som det sig hør og bør tyve runder omkring vores skib. Badelejderens trappetrin stikker dybt ned i vandet og er let at få fat i selv for ældre mennesker som mig, Helenita og Michel. Alle kommer vel ombord igen. Vi frotterer hinanden og slapper resten af dagen af på dækket med vores bøger, Laptops, backgammon eller hvad vi nu har lyst til. Luiz lægger sig i nærheden af Sarah, jeg nærmer mig forsigtigt Eva og de to gamle ligger ved gud og pjatter tæt omslyngede uden en trevl på kroppen! Varmen og det skønne liv har gjort sit indtog i vores lille kreds. Selv Sofus har fundet en legekammerat, en lille delfinunge som stikker hovedet op og synger med en pibende tone som hunden besvarer med dybe brummende bastoner, jeg ikke ved hvor kommer fra. -En mystisk skabning, den Sofus!

Skråt overfor hvor vi ligger, er en lille vig med nogle lave bebyggelser. Der sejler vi over en dag. Vi har længe været opmærksomme på nogle store orange flag, som vajer i vinden foran husene, og det har fanget vores nysgerrighed, så der må vi sørme over og se, hvad der foregår! Luiz starter Mercuryen, som altid springer i gang ved første træk i snoren, og snart fiser vi afsted hen over det spejlglatte vand alle seks med forventningsglimt i øjet. Vi skøjter op på sandbredden og mødes af et festligt syn. Flere hundrede mennesker alle klædt i orange gevanter hoppe og danser på en stor åben plads omgivet af enorme silkeflag, mens de udstøder høje hu-lyde. En fyr med langt hvidt skæg kommer os i møde. Han strækker hænderne frem mod os. Vi bemærker disse hænders fint formede fingre og bliver straks glade i ansigterne over den venlige modtagelse. -Hil I fremmede, som er kommet til denne ø for at fejre sommersolhvervs komme. Mit navn er Bhagwan Shree Rajneesh, den oplyste og jeg er her for at indlemme jer i min store familie af sanyassins, der lige for øjeblikket udfører den udmærkede hu-meditation, som jeg personligt har opfundet, og som ved gentagne gange udført af hvem som helst vil bringe endelig indsigt og forståelse af hele kosmos`væsen. Vær hilset I mine gæster! – Det var noget af en omgang, udbryder Michel og tager sig til hovedet. Helenita er allerede faldet ned på knæ foran den hellige mand. Hun tuder højlydt: -Kristus,Jesus, min frelser, og tårene står hende ud af øjnene. De mange dansende orange mennesker kommer ned og indbyder os til at danse med. Frelseren med det hvide skæg løfter armene og velsigner hele flokken og så går det løs! Fire trommeslagere sætter i gang med en vild rytme som river alle med. Eva har smidt sin top og vrider og vender sig så brysterne skvulper som modne meloner. Sarah hopper op og ned med himmelvendte øjne og skriger indianerhyl med trutmund og basunkinder. Michel og Luiz har taget hinanden i hånden og svinger rundt i en mølle mens de stønner og puster disse hu-lyde som øjensynlig er indgangen til det, den hellige mand kalder oplysningens tidsalder. Jeg er mere skeptisk,  men da en mørkhåret skønhed  af orientalsk oprindelse griber mine arme og slynger mig til vejs i en saltomortale bliver jeg  overbevist om hensigten med hele tabernaklet, og lader mig rive med.

Udmattet af den voldsomme dans falder vi omkuld på pladsen.og ligger og stirrer op i den blå himmel mens Guruen,- for det er han for disse mange hundrede mennesker, som har slået sig ned på denne ø for at tilbede ham,- indbyder til spisning oppe i ashramen som husene kaldes. Vi følger strømmen og bliver ledt ind i en stor sal med borde der bugner af vegetariske retter. Orangeklædte kokke står klar til at servere for os og snart sidder vi bænket sammen med en masse folk af alle racer, aldre og køn. Jeg kan ikke lade være med at føle mig godt tilpas men er også lidt bange, for hvad er det her egentlig for noget? Nå, men maden smager godt og de andre synes at hygge sig. Jeg falder i snak med en ældre dame af afrikansk afstamning, som siger hun elsker hvide mennesker! Jeg forstår ikke en skid, men det skal jeg måske heller ikke, for da  vi har spist begynder hun at rulle joints til alle ved bordet, og jeg ser, at de andre borde ved siden af vores også forberder hashrygning! Røgen bølger  hen over forsamlingen og så begynder orgiet! Oppe fra en balkon høres sprøde guitartoner og her troner Rajneesh frem og velsigner os og udbryder: Lad kærligheden sejrer! Elsk hinanden! Nu smider alle tøjet. Vi bliver nødt til at følge trop. Der er ingen vej udenom. Musikken bliver højere. Hidsige trommeslag, tre elorgler og en fagot samt 8 harpespillende unge mænd gør deres til at bringe stemningen i vejret. Vi ligger snart på gulvet i et sammensurium og jeg ved ikke længere hvem der er hvem eller hvorfor jeg er her. Jeg ser Eva i vild omfavnelse med en stor sort mand og bliver jaloux, men det hjælper ikke. Jeg må selv deltage og får lige et glimt af Helenita og Michel som går til den og Sarah og Luiz som også går til den inden jeg overfaldes af min afrikanske veninde fra bordet som sætter sig overskrævs på mig og nu siger jeg ikke mere…

Dagen efter var vi flade. Vi var blevet indkvarteret i en stor fællessovesal og der fortsatte bunkebrylluppet. Vi blev i 10 dage og lod os overtale til at deltage i sensikurser og gestaltterapeutiske øvelser og blev mere og mere tossede i vores små hoveder. Eva beskrev det således: Jeg var i begyndelsen meget inspireret af Bahgwan. Det var lidt som en forelskelse. Han er jo en smuk mand som udstråler megen visdom. Tror man til at begynde med, men lidt efter lidt går det op for een, at det hele er fup og svindel. -Ja, du har ret, sagde Luiz.-Jeg hoppede også med på vognen med det samme. Især fordi det gav mig lejlighed til at komme ind på livet af Sarah. Det var ligesom legitimt at være erotisk der blandt alle disse opstemte mennesker. Sarah brød ind:- Du blev alt for voldsom, Luiz. Du troede, at du kunne få det lige som du ville fordi ham guruen tillod det, men du skal ikke lade andre bestemme over dig. Selv ikke guruer. Guruer er til for at gøre folk afhængige. Det er svage mennesker som suger næring af os, hvis vi bliver forblændet og giver dem lov. Helenita var tavs og indelukket. Hun var ikke til at få et ord ud af, indtil Michel fik hende overtalt til at sige noget:- Jeg ved godt jeg udnyttede situationen, Helenita og overskred dine grænser. Det skal ikke ske mere, det lover jeg. Han lagde hånden på hendes skulder og så kunne det nok være hun fik tungen på gled: -Du er et gammelt svin, når det kommer til stykket Michel. Det så jeg tydeligt de dage vi opholdt os i Ashramen. Du kunne ikke få nok, og skulle efter du havde nedlagt mig have fat i andre kvinder som du kunne befamle. Jeg væmmes ved dig! Hun gjorde korsets tegn og forsvandt ned i sin kahyt. Michel så såret ud, men måske var det bare en maske han anlagde. Jeg selv var i syv sind og tænkte på at afmønstre men det var at lade de andre i stikken og det kunne jeg ikke få mig selv til. Vores ellers så harmoniske fællesskab var blevet sat på en prøve og det var nu op til hver og een, at få det til at fungere. Under alle omstændigheder var vi ombord på Svanen igen og det var en lettelse. I løbet af de næste par dage holdt vi  lav profil og passede os selv og lidt efter lidt kom den gamle stemning tilbage. Selv Helenita og Michel blev gode venner, og det gik op for os, at det bedste vi kunne, var at være os selv. Oh yeah!

Det er tidligt forår og vejret er endnu ikke stabilt. Om morgenen den 27 februar bliver vi vækket af voldsom bølgegang og støjende klapren fra riggen. Bommen har revet sig løs og står og river i skøderne fra styrbord til bagbord som en løssluppen hest. Alle fald dirrer i vinden som spændte elastikker og udsender en høj hyletone som får os i højeste alarmberedskab. Vores to ankre er alt hvad der holder os på plads. Ankertovene er stramme som en flitsbue og er det eneste der forhindrer os i at blive kastet mod klipperne og knust.  Michel giver ordre:- Jens, du må i vandet! Vi kan ikke holde stand mod stormen, hvis vi ikke får sat endnu et anker. Du må dykke ned under skibet og fastgøre en karabinhage til havnebøjens cementblok. Bøjelinen sidder i et øje, som du kan gøre fast i. Tag dykkerbriller og snorkel på og se at komme afsted!  Jeg gør mig klar. Eva kommer og hjælper mig med de tykke handsker som skal beskytte mine hænder mod skarpe ruer der sidder som barberblade på fæstet dernede. Vinden tager til i styrke. Der er ingen tid at spilde. Jeg ser angsten i mine kammeraters øjne og springer i baljen. Store bølger slår ind over mit hoved. Jeg trækker vejret dybt og dykker så. Der er langt ned til klodsen på bunden. Jeg estimere det til 10-12 meter og vèd at trykket vil stige og presse mine trommehinder, hvis jeg ikke udligner hele tiden. Det sortner for mine øjne, men jeg tager mig sammen og svømmer nedad. Med skælvende hænder fastgør jeg vores tredie fortøjning til den store jernring og lader mig derefter langsomt glide opad mod lyset og luften. Jeg når den oprørte havoverflade og bliver grebet af mange hænder som trækker mig ombord. -Hurra, du klarede det, råber de.- Nu har vi trepunkts fortøjning. Det skulle være nok til at sikre vores position, siger Michel. Han udpeger ankervagter som på skift skal holde øje med, at vi ikke skrider. Luiz og Sarah får første tørn. Han tager selv sammen med Helenita den anden og Eva og jeg får den sidste. Det giver mig tid til at komme ned i kahytten og blive frotteret varm. Eva ser beundrende på mig mens hun gnubber mine rygstykker. -Du er en rigtig helt, siger hun og giver mig et kys på panden. Det svimler for mig og Jeg falder i søvn med hovedet i hendes skød.  Stormen tager til op ad dagen. Der er hvide skumtoppe som rives løs og flyver i luften. Det store fartøj gynger fra side til side og stemningen ombord er mildest talt noget trykket. Ved middagstid spiser vi nogle beskøjter og drikker vand til. Det er alt hvad vi formår. Det er umuligt at lave mad i kabyssen, hvor tallerkner og glas er røget på gulvet og smadret. Vi sidder bare der og venter og holder på skift øje med vores ankre. Andet gør vi ikke, for der er ikke andet at gøre, men i vores tanker bliver det tydeligere og tydeligere, at vi skal se at komme videre.

Sofus er den første til at kundgøre, at vejret er blevet bedre og stormen har lagt sig. Det tog tre dage. Han gør højlydt oppe på dækket ad en måge, som har sat sig på roret og skidt en stor hvid klat. Himlen er skyfri. Vi fisker lidt i havnen efter tobis som vi steger i olivenolie og spiser som morgenmad. Det er også blevet varmt igen. Vi soler på dækket og genvinder troen på os selv.

Klokken halv ni om aftenen den samme dag som vejret er klaret op beslutter vi at tage afsted. Vi hiver begge ankre og Michel dykker ned til cementklodsen og oplåser karabinhagen og så er vi fri. Fri som fuglen ude i natten. Vi hører brændingen buldre inde fra kysten. Det er den gamle sø fra stormen i går, men havet er roligt-. Kun store flade dønninger vidner om tidligere uro. Det er nat nu. En stjernebestrøet nat med lysene inde fra de små landsbyer på Gomera glimtende i mørket. Efter en halv snes sømils sejlads får vi pejling af La Palmas radiofyr. Kursen vi satte, da vi lagde ud fra Gomera, er præcis på nær et par grader, som vi korrigerer for, og nu er det bare Enfields dunken nede i maskinrummet og det ene forsejl, vi satte for at undgå at skibet ruller, som kræver vores opmærksomhed. Den gamle dieselmotor kører upåklageligt, men man skal alligevel holde øje med både stempeltryk og kølvandstemperatur. Det gør Michel. Motoren er hans kæledægge; han skal ustandselig ned og se til den og smøre svinghjulet og sådan noget. Vi andre sidder og nyder natten og morilden som danner lysende striber når store delfinflokke farer forbi forude. Vi får ild på en af de joints som sanyasserne gav os med fra ashramen. Vi lader den gå rundt. Helenita tager et ordentligt hiv og bliver helt blå i ansigtet. Jeg ryger også, men har egentlig ikke lyst. Til sidst bliver vi enige om at smide vores forråd af pot overbord. Det er også klogest, da skibet kan blive beslaglagt, hvis vi bliver ransaget af politiet og de finder noget. Stoffer ud! Jubler vi og smider kassen med nyrullede joints, vi fik, i havet. Så er det væk og det er en lettelse.

På La Palma er der karneval! Vi får en plads midt inde i byen og her er der ingen fisker som jager os væk. Tværtimod så bliver vi modtaget af en hel flok glade børn som springer ombord på skibet og forsyner os med hatte, papnæser og guirlander, hvorefter de trækker os op på torvet foran kirken, hvor et 30 mands orkester med messingblæsere og store trommer er i fuld gang med at starte festen. Vi bliver budt på vin og spidstegte bananer og det varer ikke længe før vi alle er fanget af dansen. Lidt efter kommer der flere mennesker. De spreder mel ud over fliserne der hvivles op i skyer omkring os og gør os øre i hovedet.

Vi danser hele aftenen og med beruselsen endnu siddende i hovedet tørner vi ind i hovedkahytten, hvor Jens påbegynder en fortælling fra den gang, han var slædehund oppe i det nordligste Grønland. Historien kalder han “Den Hvide præst og den Sorte engel og den er et endog særdeles alvorligt tilfælde af polarkuller. Men ikke desto mindre værd at fortælle. De andre sidder i en rundkreds om ham, da han begynder: – En fyrreårig læge forlader sin kone og sin femårige datter og flygter til Grønland. Han får job som distriktslæge…. o.sv.

 

Print Friendly, PDF & Email